Othar af Bretagne/01
Othar af Bretagne.
Første Bog.
Nattesyn og Morgendrømme.
Det var en kold Vinterdag; skjønt Solen endnu stod højt paa Himmelen, kunde den døde Natur dog ej oplives ved dens Straaler. Thi det er ikke altid kun i Norden, at den barske Drot, Vinteren, rejser sin Throne, ligesom ej heller den rige Sommer stedse flyr de nordlige Lande. Nej, ogsaa i de sydligere Egne af Jorden finder Vinteren et Tilflugtssted paa og imellem de høje Fjeldrygge, i hvis Dale ere Moradser, omkrandsede af de sorte Naaleskove. Der udstrækker Drotten hel gjerne sit Isscepter, vel kun for faa Maaneder, men dog herskende mægtigt i disse. Det var en kold Vinterdag i det Bøhmiske, ikke mange Dagsrejser fra Wien; dog gik den unge Othar i sin lette Skindkjortel paa den blinkende Sne. Hans gule Lokker vare graa af Rimen, som Oldingens Skjæg; men han lo i sin Sundheds Kraft og glædede sig over det knagende Fodtrin. Med lette Trin ilede han hen over Sneskorpen igjennem den øde, mørke Furuskov. Jo længer han kom ind i Skoven, desto mørkere blev den, og desto ængstligere og gladere slog Drengens Hjerte. Det er en forunderlig Fornøjelse som den ængstlige Hjertebanken opvækker hos Ynglingen. Han føler sin Kraft og sit Mod i den Kamp, han kjæmper med Frygten. Dybest inde i Skoven laa en gammel, forfalden Borg, som i nogle Somre havde været Othars kjæreste Legeplads. Hans Plejefaders, den gamle Synars, Hytte laa tæt ved Skoven, og Othar behøvede kun en halv Time for at løbe frem og tilbage mellem sit Hjem og det gamle Slot; saaledes kaldte de omboende Bønder Ruinerne. Først naar Efteraaret kom med de lange, stormfulde Regnnætter og de korte, umilde Dage, tog han Afsked med sin Borg, hvor han den hele Sommer havde øvet uindskrænket Ejendomsret; thi Ingen vovede at betræde Slottet, der stod i meget slemt Rygte for Troldskab og Kogleri. Heller ikke vidste Othars Plejefader det mindste om disse hemmelige Valfarter. Naar Drengen havde lært sine Lektier og hugget Kjøkkenveden, maatte han gaa, hvor helst han vilde, til Aftenstunden, da han skulde læse i Bibelen og i Krøniker for den gode Gamle. Om ogsaa Nogen havde seet Drengen vandre den Vej og formodet det Sted, han daglig besøgte, skulde dog vanskelig Nogen kunde gjætte, hvad der trak ham saa tidt og saa uimodstaaelig did hen. Børn kunne vel en Stund glæde sig ved en Legeplads og et Stykke Legetøj, men de blive dog snart kjede deraf; thi de hade det Ensformige. Kun den gamle Mand, der sløves ved Aar og Arbejde, kan elske det evige Samme. Othar skulde derfor snart have givet Slip paa sine enlige Ruiner, dem han desuden aldrig uden Frygt kunde betræde, hvis ikke en forunderlig Hændelse havde mødt ham der, og han havde stiftet et sært Bekjendtskab i disse gamle Mure.
Det var nemlig engang, nogle Aar forhen i den aarle Morgenstund, at Drengen kravlede op i Borgtaarnet; han havde bygget sig en Stald af Mursten i den dybe Vindueskarm, og satte smaa runde Kiselstene i Stalden, hvilke skulde forestille Faar, som de, den gamle Synar havde. Medens han legede med Stenene, hørte han en Puslen ved Siden, og se! der krøb en liden Dreng frem af Gruset, saa paa ham og lo venlig. Othar blev meget forskrækket; thi for det Første ventede han ikke at træffe noget levende Væsen her, og desuden var den lille Dreng saa forunderlig skabt, at han tænkte paa Synars Krøniker, som beskreve Dvergene. Men da den lille Pusling kom blidt hen til ham, talede og spurgte: „hvem er Du, Kjære, og hvor kommer Du fra?“ fattede han Mod og gik nærmere, skjønt med bævende Hjerte. „Er Du bange for mig?“ spurgte den Lille. Med megen Møje fik Othar Munden op; men som Børn ere, de frygte kun et Øjeblik, og fra Frygt til Fortrolighed er kun et Skridt, saa gik det og Othar; han var inden en halv Time meget glad i sin nye Legekammerat, der kaldte sig Uller og var ikke ældre end Othar. Uller fortalte ham da, at han boede i et stort Bjergslot under Borgen hos en mægtig Mand, som hed Valrun. Kun naar Valrun sov, og det var om Morgen og Aften, kom Uller løs fra ham, og sneg sig igjennem en Gang, han havde opdaget, her op paa Jorden. Ellers sad han alene hos den gamle stygge Valrun og gjorde Brikker til Skaktavl. „Hvad er det?“ spurgte Othar. „Det skal jeg sige Dig“, svarede Uller; „det er et Spil, som Valrun spiller med sig selv den hele Dag. Han har et stort Bræt, større end denne Stue og tavlet som Loftet; derpaa sætter han en hel Del smaa Brikker, som jeg maa skjære til for ham, og disse Brikker flytter han frem og tilbage. Det er en kjedsommelig Leg, som han dog aldrig bliver kjed af.“ „Skulle vi ogsaa spille Tavl?“ spurgte Othar. „Jo vist! det forstaa vi ikke“, svarede Uller. „Han har lovet mig, at naar jeg bliver ældre, skal jeg lære det af ham, men det har jeg ingen Lyst til.“ „Hvorfor ikke?“ sagde Othar, som var meget nysgjerrig for at vide, hvorledes denne Leg kunde være. „Nej“, svarede Uller alvorlig, „det er en fæl Leg. Brikkerne see ud, som de vare levende, græde og jamre sig, og det er ligesom det gjorde ondt ved dem, naar han flytter dem. Sommetider kan han ikke faa en Brikke af Stedet med al sin Magt, skjønt de ere saa smaa som din Lillefinger. Da farer der Gnister omkring Brættet, og saa bliver Valrun bange, og tør ikke spille mere.“ „Hvad gjør han saa“, spurgte Othar begjærlig. „Han staar i dybe Tanker; men saa prøver han snart paa en, snart paa en anden Brikke, lige til nogle kunne flyttes, saa flytter han dem saa længe omkring, til de komme i Ring omkring den, der staar fast, og saa gaar den løs“. „Da er han vel glad“, sagde Othar. „O da griner han af Glæde, og ler, saa jeg bliver ganske forfærdet. Men nu maa jeg gaa igjen.“ „O bi“, raabte Othar, „Du maa fortælle mig mere.“ „En anden Gang“, sagde Uller og sprang ned igjen igjennem sit Hul. „Naar da?“ spurgte Othar. „Ja, det ved jeg ikke, men vi træffes vel.“ Aldrig før var Drengen borte, før Othars Frygt kom fordoblet tilbage. Han ilede bleg og skjælvende ned af Taarntrappen, Døren fløj paa de tunge Hængsler knagende i efter ham, og først, da han kom ved Synars Hyttedør, kom han igjen til sig selv. Sære Drømme fyldte siden om Natten hans Sind, og om Dagen kjæmpede skjælvende Rædsel med stedse stigende Længsel. Othars Stemning blev den gamle Synar paafaldende; han tilskrev den de vaagnende Puglingsfølelser, sendte Drengen oftere ud i det Frie, og holdt ham flittig til Bogen. Saaledes vare Maaneder henrundne, inden Othars Nysgjerrighed overvandt Frygten, og han atter besteg Borgen. Da han bævende traadte ind i Taarnkammeret, sad den lille Dreng og græd og legede med en Dukke. Men hel underlig glad og forfærdet tillige blev Othar, da han i Dukken gjenkjendte sig selv livagtig med formindskede Træk. Med et Jubelskrig styrtede Uller i sin Vens Arme, og under det lille Utyskes varme Omfavnelse svandt det sidste Spor af Frygt i vor Helts Sjæl. Endelig gik Dvergedrengens Henrykkelse over i en Strøm af Bebrejdelser som paa en Gang vare haarde og vilde som Trusler og ømme som Kjærligheds Toner. „Hvor længe har jeg forgjæves ventet Dig, Othar! Du har kunnet glemme Uller, Stakkels Uller!“ Det vilde være ligesaa forgjæves som kjedende at opholde sig længer ved denne for de Angjældende saa underholdende Scene. Men paa Othars og Ullers Skjæbne havde den en stor og mægtig Indflydelse, hvilket vi i det Følgende skulle erfare. Thi den endte med det højtidelige Løfte, at de aldrig skulde skille sin Bane fra hinanden. „Kan jeg følge Dig over Jorden, saa skal ingen Magt afholde mig“, svor Uller og lagde Haanden paa Hjertet. „Og kan Du ikke vandre min Vej, saa følger jeg Dig“, raabte Othar. Da hørtes et stærkt Slag under Gulvet, som naar en Sten falder ned paa en Stenbund. Othar blev bleg, men Uller smilede: „det er Valrun, som flytter en Brikke.“ Men Othar blev alt blegere; thi han havde i det Samme kastet Øjet paa den Dukke, der var ham saa lig, og den var i et Øjeblik sunken ned under Jorden. Med et mistroisk Blik meddelte han endelig i halv lydelige Toner sit Syn, og spurgte heftigt, hvorledes Uller havde faaet hans Billede, og hvad dette Under monne betyde. Uller syntes meget forundret over den Lighed, hans Ven havde fundet imellem Billedet og sig; thi han havde nylig dannet det af Ler, uden at tænke paa at afbilde Othar; heller ikke syntes det ham at have nogen synderlig Menneskeform, end sige Othars. Derimod undrede den hurtige Forsvinden ham hartad ikke, ihvorvel han ej begreb den. „Hvor tør Du være her oppe“, gjenmælede Othar i en halv ligegyldig, halv skjælvende Tone, som for at skjule sin Uro —, „hvor tør Du blive, da Valrun er vaagen og spiller Tavl?“ „O“, sagde Uller, „jeg er ikke længer saa indespærret som før. Mangen Gang gjør jeg ham selv bange. Nu vil jeg følge Dig et Stykke paa Vej.“ Men neppe var Othar udenfor, og Uller endnu paa Tærskelen, før Døren med et frygteligt Brag fløj igjen, og Othar saa sin Ven bedøvet styrte om i det samme. At skyde Døren op var et Arbejde, som Ynglingens Kræfter og Mod begge negtede ham, og han ilede med Frygt hjem. Dog inden aatte Dage vare henrundne, trak hans Længsel ham tilbage. Døren var atter aaben, Uller fløj i hans Favn, og nye Undere ventede ham. Ingen Ting vænner Mennesket sig lettere til, end til at trodse en Angst, som flere Gange er gaaen over, uden at have Følger. Fra nu af var hans daglige Spadseretur til Ruinerne, saa længe Vejr og Føre tillod, og den sidste Høstsamling og den første om Vaaren vare for Vennerne saa betydningsfulde, som et Par Elskendes Afsked og Gjensyn. Hvad der beskjeftigede dem? Othar lærte sin Ven Alt, hvad han vidste af Krønike og Bibel, Viser og Menneskeliv, hvorpaa Uller, der levede i en ganske anden Verden, hørte med samme Begjærlighed og Forundring, som Othar igjen følte, naar hans Ven beskrev den dybe, forunderlige Valruns Virksomhed. Vel var den Sidstes Fortællinger endnu mere ufuldstændige og mere brogede end Othars; men i Othars Sjæl opgik stundom et rædselfuldt Lys, hvilket dog igjen gik ud som Stjerneskuddet, før han blev sig det fuldt bevidst.
Saaledes vare Othars første Barneaar hengledne, og staa vi igjen ved Begyndelsen af denne Historie. Det var en kold Vinterdag; skjønt Solen endnu stod højt paa Himmelen, kunde den døde Natur dog ej oplives ved dens matte, blege Straaler. Men Othar, nu femten Aar gammel, gik i sin Alders Kraft let indhyllet i Skindkjortelen hen over den haarde Sneskorpe. Med hurtige Skridt, som han forgjæves stræbte at gjøre uden Larm i den gnistrende Sne, steg han op i Taarnet. Længe stod han der med tilbageholdt Aande og saa sig om; Uller var der ikke. Da faldt hans Øje paa det lille Hul i Krogen. Han gyste, men fuld af inderlig Kjærlighed vovede han sit Liv, og — det følte han dunkelt, maaskee endnu Mere — og krøb ned. En lang, mørk, kroget Gang sænkede sig i Sneglegange langt, langt under Jorden. Da stod han i en prægtig Sal, hvis Lys med et uudstaaeligt Skjær strømmede ind paa ham, ja mindskedes neppe, da han slog begge Hænder for Ansigtet. Ubevægelig og pint af den skrækkeligste Sjæleangst, stillede Othar sig op mod en Pillar. Pludselig følte han sig omslynget af et Par Arme. Det var Uller, som med et højt Glædesskrig styrtede i Ynglingens Arme. „Jeg har ofret Dig mig selv, Uller“, sagde den segnende Yngling; „thi nu maa jeg forgaa. Denne Flamme — den opløser min Sjæl“. Men Uller smilede grædende, og rullede et Teppe ned over en stor Krystallampe, og et mildt Lys straalede tilbage fra alle Hvælvingens Mure. Som en lægende Balsom flød det lille Tusmørke ind i Othars Sjæl, og han aabnede mat sit Øje. Uller hentede nu et Bæger, fyldt med en behagelig Druedrik, og da Othar havde tømt det, laa han i fornyet Kraft ved Vennens Bryst. „Hurtig, hurtig, min Uller før mig bort fra dette skrækkelige Sted. Op, op under Solens Ansigt! Her straaler ikke Guds Sol“. Men Uller saa bedrøvet paa ham: „Jeg kan ikke følge Dig. Valrun er borte, og kommer først igjen om tre Dage, saa længe tør jeg ikke forlade Slottet“. „Tør Du ikke?“ spurgte Othar med et krænket Hjerte. „Uller, tør Du ikke? Hvad torde jeg ikke for Dig? Se, i al Evighed vil Du ikke fatte, hvilken uhyre Gang jeg har vovet for at komme til Dig“. Uller græd bitterligt. Ingen Følelse er smerteligere, end den, som en Vens Bebrejdelse vækker hos os, naar han har givet os Alt, og tror, han har opofret sig for en Utaknemmelig. „Othar!“ raabte han, og stridere flød hans Graad, „tro mig, Kjære, jeg kan ikke“. „Hvad binder Dig?“ „En usynlig Lænke; har Du glemt Taarndøren, naar den smelder i imellem os?“ „Vel, Uller, naar Du ikke kan følge mig, saa følger jeg Dig; jeg bliver her“. Dvergen hoppede om af Glæde, krystede Othar i sine Arme og dandsede rundt om ham. „Tredie Dags Aften skal Du først gaa fra mig. Naar da Valrun kommer hjem, faar jeg Lov at komme op, saa venter Du mig i Taarnet. Men“, lagde Uller godmodigt til, „hvad siger saa din gamle Fader?“ — „Synar er ikke min Fader“, svarede Othar; „men Du har Ret, han vil være meget urolig for mig. Dog jeg hører Dig til, som Du mig, og Ingen maa staa os imellem“. Da ginge de med omslyngede Arme omkring i Salen, og Othar forundrede sig saare over alt det, han saa. Det hele Slot var bygget af Saltkrystal, eller rettere udhugget deri, og da hver Lysstraale i den store Lampe brækkedes utallige Gange mod hvert eneste Saltkorn, saa var den hele Lysning ubeskrivelig, men tillige af en sær og rædsom Art, idet Flammerne altid glimtede uvisse for Øjnene og ligesom skjulte sig. Uller, som var opfød ved dette blændende Skjær, kunde ikke forstaa sin Vens Uro. Han førte ham nu ind i andre Værelser, alle byggede af Krystaller og med en Lampe i Midten, men nogle af blaat, rødt, grønt og endelig af sort Krystal. I alle disse Kamre stode Borde, belagte med underlige Figurer, som indgøde Othar en kold Skræk, skjønt han ej forstod deres Betydning. I et af dem hang en meget stor Harpe paa Væggen, udskaaren og kunstigen indlagt med kostelige Stene. „Denne Harpe er min“, sagde Uller med Glæde. „Kan Du da spille?“ spurgte Othar, og vilde løfte den ned. „Nej, men Valrun har lovet mig den om et Aar. Ja, min Othar, Du ved ikke hvor lykkelig jeg skal blive. Om et Aar slipper han mig ud fra sig og giver mig denne Harpe, der kan spilles af Enhver, uden at han behøver at lære. Med den skal jeg vandre omkring i tre Aar i alle Lande“. „Og jeg ved din Side“, udbrød Othar. „Ja det forstaar sig. Saa drage vi fra Borg til Borg, og jeg ernærer os med mit Spil“. „Nej, min Ven, Du drager om som Harpespiller, og jeg som Ridder; thi jeg er af Ridderbyrd“. Nu sværmede Ynglingerne glædedrukne i den lyse Fremtid, efter den Alders Vane. Som de nu havde siddet en rum Tid, rungede en stor Klokke i det Fjerne, ligesom en uhyre Stormklokke. Othar foer op, men Uller tog ham ved Haanden. „Det er Spisetid, Bordet er dækket“. Og nu trak han ham ind i en prægtig Sal, hvor et Marmorbord stod opdækket med de kosteligste Spiser og Drikke. Othar var vel i Førstningen ikke vel tilmode, men snart fulgte han sin Vens Exempel og lod sig Stegen og Vinen smage.
Ligesom det Kolossalske i en Billedstøtte bliver naturligt, naar alle Delene ere i samme Forhold, saaledes synes det Overnaturlige sædvanligt, naar enhver Scene er et lige stort Under; Othar vænnede sig til at ansee denne Trylleverden som sin egen, og Frygten forsvandt. Han fandt til sin store Fortrydelse, at Uller havde glemt alt det, han havde lært ham om Gud og Frelseren, om de fromme Patriarker og de hellige Martyrer, og da han igjen vilde lære ham det, sad Uller med aabne Øjne og stirrede paa ham, og mærkede slet ikke paa det, han sagde. Tilsidst fornam og Othar, at han ikke talte om disse Ting, men blot tænkte paa dem, og at skjønt disse Tanker vare saa levende hos ham, at han troede, han udtrykte dem, mægtede Tungen dog ej at nævne et eneste af de hellige Navne. Han sprang forfærdet op; men Uller, som i det samme rejste sig, omfavnede ham kjærligt og sagde: „Jeg kan vel vide, hvad Du grunder paa; lad saadanne Tanker fare her; de maa vel ikke høre hjemme under Jorden; thi jeg har selv mærket, at hver Gang jeg vilde erindre mig, hvad Du havde lært mig der oppe, stod det for mig som i en Taage“. „Det er Bjergluften, som trykker os om Hjertet“, sagde Othar for at berolige sig; men han var dog ilde tilmode. „Endnu har Du ikke vist mig Valruns Skaktavl“. „Nej, thi det er sent, og Du trænger til Hvile“. Skjønt i Slottet var ingen Afvexling af Nat og Dag, vidste de dog nøje Tiden; thi det store Ur rungede over den hele Bygning ved hver Time. Othar laa paa Silketepper ved Ullers Side, men slumrede ikke rolig som denne. Hans Sjæl var bestormet af Frygt og Længsel efter at komme op i det Frie. Han forestillede sig snart Valrun, den frygtelige Valrun —, og tænkte snart igjen paa den gode Synars og hans gamle Husholderskes Angst for hans Skyld. I det samme rejste Uller sig i Søvne, greb om ham og sagde: „min skal Du være, Hjertens Broder!“ skar i det samme Tænder og fordrejede skrækkelig de stygge Træk. Forfærdet rev Othar sig løs, sprang op og stirrede paa den Sovende. Men jo længer han betragtede ham, desto mere steg hans Angst. Ullers Ansigt forekom ham at ligne et andet, og efter at han længe havde stirret, syntes han paa engang under det fordrejede, stygge Dvergeansigt at gjenfinde sine egne Træk. Ingenting er frygteligere end at sidde ene ved en Sovendes Leje, naar han alt i vaagen Tilstand er os fremmed og ubegribelig. Thi som Sjælens Tanker om Dagen præge sig i Ansigtet, saa fremskinne ved Nat i Søvnen end mere dens underlige Vilkaar, naar den færdes i de inderste Lønkammere med nye og sære Paafund. Derfor vovede den gode Othar ikke længer at blive hos ham, men vilde heller fordriste sig til alene at gaa om i de øde Haller. Fast utallige smaa og store Sale sluttede sig til hverandre, og saasnart han traadte hen til en Dør, fløj den ved sær Mekanismus op af sig selv og i efter ham. Ved hver Dør, han kom til, blev det ham snævrere om Hjertet; han vovede ikke at gaa tilbage, men ilede rask fra Sal til Sal. Endelig stod han i en stor, sort Hvælving; han vilde ile tilbage, men Døren var sprungen i efter ham og lod sig ikke aabne, „Nu, det gaa mig som det vil, kun vær Du min Sjæl naadig, o Herre Jesus!“ udbrød Ynglingen med Andagt, og da han mærkede, at han igjen havde mægtet rettelig at udtale Frelserens Navn, blev han glad i sit Sind, saa at han uden Frygt saa sig udstødt i Mørket; thi det gik ham, som det staar billedligen i den hellige Bog: naar I dø, da skulle I leve. Her i Mulm oprandt igjen Lyset i hans Sjæl. Alt medens han stod tvivlraadig, hvor han skulde vende sine Trin, men dog ikke længer frygtsom, blev han var i det Fjerne et svagt Skin, som af en næsten udbrændt Lampe. Othar stavede da didhen; og se, der sad en gammel Mand ved et Bord med en Lampe og en uhyre stor Bog for sig. Oldingen sad med Arme og Ben overkors, Ryggen krummet, og Ansigtet neddukket mod Bogen. Hans Aasyn lignede mere en tom Maske end et levende Menneskes Aasyn, thi Øjnene vare dybt indsunkne og Musklerne uden Bevægelse; Skjægget, sølverhvidt, rakte næsten til hans Fødder. Med en underlig Følelse, som hverken var Frygt eller Tiltro, gik Othar hen til hans Sæde; da blev han først var, at den Gamle var død. Rundt om i Hvælvingen herskede et uforstyrret Stille; selv Lampens næsten dunkle Lue rørte sig ikke for Othars Aande, da han bøjede sig over Bogen. Hvo beskriver hans Forbauselse, da han saa sit eget Billede paa det opslagne Blad! Ved Siden stod Uller afbildet, og mellem begge en Mængde uforstaaelige Karakterer. Flere Billeder af mandlige og kvindelige Skikkelser stode imellem hverandre, og deriblandt en Hob fremmede Tegn og Afbildninger. Han vilde omkaste Bladet, men det var tungt som Bly og lod sig ikke bevæge. Da længtes hans Hjerte voldsomt efter det Frie, brændende bleve hans Ønsker mod de skjønne Barnetider, mod Synars Hytte, og i en Art af vanvittig Trods stirrede han mod den sorte Mur, og gik med en kraftig Vilje ind paa den. Da gav Muren efter, gled længer og længer ud, og Hvælvingen lejrede sig endelig i en umaadelig Afstand omkring ham. Alt var mørkt; alt fjernere og fjernere sad den døde Olding krumsluttet over sin Bog, omgiven af den blaa Lampelue. Da standsede Othar forundret; thi han stod ved Synars Hyttedør. Men Himmelen hvalte sig sorteblaa omkring ham, som forhen Muren, og Maanen med sin runde Skive kastede sine matte Straaler om sig, som før Lampen, og i dens Midte var endnu dunkelt at skue en gammel, krumbøjet Mand.
Othar bankede paa, og Synar indsluttede Ynglingen i sine skjælvende Arme. „Hvor har Du været min Søn? jeg har lidt meget for din Skyld. Sære Drømme have koglet for mine matte Øjne. Gud være lovet! Du er kommen tilbage; det er ikke ved din egen Hjælp, men ved hans, der er mægtig i de Svage. Ikke saa min Søn? — Gaa ud til gamle Thora; hun sidder i Gaarden og græder over Dig?“ — Saa løde Ordene fra den mildt bebrejdende Plejefader. Men Ynglingen ilede til den gamle tro Pige, og gik saa til sit Leje, hvor en lang og kvægende Søvn lagde sig styrkende om den udmattede Sjæl.
Først langt paa Dagen vaagnede Ynglingen igjen og saa sig mat omkring. Han rejste sig og tog fat paa sine Sysler; men til Ingenting havde han Rolighed. Mod Kveld satte han sig hen til Synar paa Bænken! „Fader! I maa fortælle mig igjen om mine Forældre, og hvorlunde I fandt mig“. „Gjerne min Søn!“ sagde den Gamle, satte Kruset paa Bordet, og begyndte at fortælle.
„Armand, en Ridder af høj Byrd, boede i Frankrige paa en mægtig Borg. Han var fra Ungdommen af vild og udsvævende; Guld og Gods var ham det kjæreste i Verden, hvorfor ogsaa al hans Higen og Tragten gik ud paa at forskaffe det. Hans Fader skal have boet her i Nærheden af denne Hytte. Det var en gammel klog Mand, der forstod Mere end Andre. I Bøger og ved Granskning havde han lært sin Visdom. Nogle sige og, at han i sin Ungdom havde været i Ægypterland og der ladet sig oplære i de Magers Visdom, dog ved man Intet tilvisse herom. Men under al sin Stræben efter Kunster og Magt over det Usynlige, skal han have forsømt Guds Kundskab, ja tidt hovmodet sig af, at han formaaede at hindre Guds Raad, da han kjendte Fremtiden og Tingenes senere Følger. Hvorom Alting er, blev hans Søn, den vilde Armand, forsømt i det Gode, men lærte Mangt og Meget af Faderens fordærvelige Visdom, fornemmelig den Kunst at samle Skatte og Rigdomme. Mere vilde han have lært, dersom han ikke paa en skrækkelig Maade havde solgt sin Fader til den Onde. Men fra nu af veg Rigdommen fra ham; det var, ligesom Følgerne af hans Ungdoms Ondskab nu først kunde naa ham. For at oprette sine Ejendomme drog han da til Gallien, og egtede han en nær beslægtet Frøken, der besad store Godser. Hun var ond som han, og var han gjerrig, saa var hun i endnu større Maade ødsel, saa at Godset snart fløj som Avner for Vinden. Thi der hvilede ingen Velsignelse derpaa her ovenfra, og Nid, Had og Forbandelse adspredte, hvad Armands Klogskab kunde endnu holdt sammen. Da blev Du, min Søn, fød. Underlige Ting skulle have tildraget sig ved din Fødsel; til en ond Aand, som Armand havde havt megen Færd med, skal han have villet overlade Dig mod timeligt Gods; men da vaagnede din Moder af sin Forhærdelse, slog et Kors over Barnet, døbte det og tog det i sine Arme; men din Fader som havde indgaaet det skrækkelige Forbund med den Onde, maatte gaa i Stedet for sin Søn. Hvad Ende det tog med ham, ved derfor Ingen, men med Dig kom din Moder her forbi paa en lang Rejse. Da hun kom her udenfor, maatte hun hvile, thi hun var meget mat; jeg tog imod hende og Dig, satte hendes Heste i Stalden, og redte en Straaseng i Laden for hendes Svend. Hun blev hos mig i to Dage; men i den Tid vandt hun min inderlige Medlidenhed. Jeg forestillede hende, at det spæde Barn maatte forkomme paa den lange Rejse, og tilbød mig at beholde det. Hun stred længe med sig selv, endelig samtykkede hun, gav mig et Skrin fyldt med Guldstykker, næsten Alt, hvad hun havde med sig, kyssede Dig kjærligt og forlod mig med mange Taarer. Det er Alt, hvad jeg ved, og hvad Du saa tidt har hørt. Pengene ligge urørte hos mig. Det var vel, om Du aldrig brugte dem; thi de ere dog ikke udrundne fra nogen god Kilde“.
Længer end sædvanlig, naar Synar fortalte denne Historie, sad Othar med Haand under Kind og stirrede ud for sig. „Intet Mere, slet intet Mere! husk Eder om, Fader“. Men Synar kunde ikke sige Mere. „Lad os trække Skrinet frem og aabne det!“ raabte Othar med funklende Øjne. Hver Gang Synar havde fortalt om hans Forældre, gjorde han dette Ønske; men stedse afslog den Gamle det. Ogsaa denne Gang vilde han have negtet det; men Ynglingen stod der saa bestemt, med halvt sønligt, halvt bydende Blik, saa den gode Synar ikke vovede at modsige ham, men pegede hen i Krogen og rakte ham med skjælvende Haand den forrustede Nøgle, uden at see hen til Skrinet.
Othar udkastede hastig de blanke Guldstykker, og greb efter et blankt Sverd med gyldent Hefte. Endnu vedblev han at rydde op, til han paa Bunden fandt et Pergament, som han begjærlig aabnede. Endog det Intet indeholdt fra Moderens Haand, som han havde haabet, læste han det med megen Glæde; thi det var hans Oldefaders Ridderbrev, undertegnet af den gamle Konge Chlodevig af Frankenland. Indlagt laa et Stambrev, hvori hans Faders Navn var det sidste. Dog var med halv udgaaen Skrift sat til for Enden tvende Navne: Othar, og endnu et ved Siden, som han med al sin og den gamle Synars Møje ej kunde udfinde. Da blussede Othars Kind, stolt omgjordede han sig med sit Sverd, der maa have stukket underligt af mod Skindkjortelen. „Imorgen, Fader Synar, imorgen ved Dagbrud maa jeg bort. Jeg takker Eder for al Eders Omsorg mod mig i min Barndom; fra nu af er jeg Mand“. Othar havde ventet sig Indvendinger af den Gamle; men han svarede Intet, blottede sit ærværdige Hoved, foldede sine Hænder, og bad en from Bøn for sin Plejesøn; sluttede ham derpaa inderligt i sine Arme og gik grædende til sit Leje. Denne stumme Kjærlighed, den tilsidelagte faderlige Myndighed, gjorde et saare dybt Indtryk paa Ynglingen. Han stod midt paa Gulvet med Haanden for Øjnene og vaklede i sit Forsæt. Da tænkte han paa den frygtelige Bjergbolig, som han havde alt for megen Bekjendtskab til. Uller stod for hans Øjne, ikke som den venlige Legebroder, men som et ondt Utyske, der, indviet i Valruns Planer, vilde styrte ham i Fordærvelse, og saa tænkte han atter med sær Længsel paa sin Moder og paa det ulæselige Navn ved Siden af sit.
„Nej, jeg er ikke alene i Verden! Der staar mig maaskee Meget for at udrette for Mine!“ Han søgte Lejet og indslumrede, bestormet af saa mange udmattende Forestillinger. Ved Solopgang opvaagnede han ved et rørende Syn. Synar og den gamle Thora, hans Husholderske, pakkede under bitre Taarer omhyggeligt sammen i et Par Bylter hans Klæder og Rejsemad, og endelig stak han nogle gamle, arvede Guldstykker forsigtig ned mellem Tøjet. „Thi“, hviskede han til Thora, for ikke at vække Othar, „min aller sidste Bøn tør han ikke afslaa mig, at kaste det fordærvelige Pengeskrin i Elven“. Othar stod op, og efter en hjertelig Morgenhilsen tog han stiltiende, med et venligt Nik til de Gamle, Skrinet paa Ryggen, og gik op paa Fjeldet lige over for Hyttevinduet. Her var en bundløs Hule, hvorom gamle Krøniker vidste at fortælle vidunderlige Ting. Med alle sine Kræfter hævede han nu Skrinet, bøjede sig for over og kastede det ned. Men i det samme tabte han Ligevegten og styrtede efter i det umaadelige Svælg. Hvorledes Synar og den gamle Pige bleve tilmode, kan ingen Tunge udsige. Fortvivlet ilede den svage Olding op paa Fjeldet, der for hans Øjne havde opslugt den kjære Yngling. Alt var tyst som i Graven, intet Glimt oplyste den ravnsorte Hule. Længe stod han der og vred sine Hænder og græd; da slog En ham sagte paa Skulderen og sagde: „Tvivl ikke, Synar! Gud er almægtig og fører Alt godt ud; skulde vi end dø, da skulle vi dog leve“. Det var den værdige Pater Siegfried, en Prest, der stundom besøgte Synar paa sine Vandringer. Han var just kommen ind i Hytten, da Thora fortvivlet vilde ile efter sin Husbonde. Siegfrieds gudelige Trøst gød en Balsomdraabe i Oldingens Hjerte; han bøjede nu sine Knæ, og bad med høj Røst for Othars Sjæl.
Othar kunde vel trænge til Forbøn; thi den behøve vi Alle; dog var hans Livslys ikke udslukket; thi langsomt, som en dalende Fugl, sank Othar i det dybe Svælg, og laa afmægtig af Angsten tvers over Laaget. Han kom først til sig selv igjen, da Kisten stod paa Jorden. Ynglingen rejste sig, mere forfærdet over sin Frelse, end over Faldet. Meget langt borte saa han en svag Lysning. Did hen gik han med varlige Trin. Hvo maler hans Forfærdelse, da den lange Gang endte sig i en rummelig Hvælving som var ham kun alt for vel bekjendt. I Midten af Hvælvingen sad uforstyrret den døde Gamle og stirrede ud for sig over den uhyre Bog. Døden havde ingen Rædsler for Othar som disse. Længe stod han med underlig Bæven i sit Hjerte. Det var ikke den Art Fortvivlelse, der havde betaget ham i Valruns skinnende Gemakker; det var ham, som han stod for Adams Lig, Menneskeslægtens længst hendøde Fader. Endelig udbrød han i et Skrig, og det beklemte Bryst fik Luft. En Strøm af Taarer og lydelig Hulken var den ufrivillige Ytring af hans tilbagevendende Kræfter. Dog tabte han ikke Oldingen af Sigte; men denne sad uforandret. Da gik han atter nærmere og saa i Bogen. Nye og sære Skikkelser stode for ham. Midt paa Bladet blev han var en usigelig dejlig Kvinde, og nedenfor stod en Mand i en Vaabendragers Dragt, men hvis Træk vare ligesom udviskede af Papiret. Uafladelig stirrede han paa den skjønne Kvinde, og det var, som om en hellig Straale fra Billedet gød et svagt Haab i hans Sjæl. Ved hendes Fod laa en Harpe. Uvilkaarlig sukkede han: „o, var denne Harpe min!“ Længe stirrede han paa de underlige Ting, som stode imellem Billederne; men jo mere han saa derpaa, desto uroligere og mere forvildet blev han; dunkle, uforklarlige Anelser opvakte de i hans Bryst; saaledes drømmer Natten om den ufødte Dag. Da fattede han Mod til at gaa fra Lyset, indsugede endnu en Gang Trøst af det venlige Billede, og ravede uvis hen i Mørket. Hele Timer vandrede han fremad; det var atter, som Hvælvingens Mure undvege hans Trin. Da glimtede et Lys. En stor Jerndør stod halvaaben. Han gik igjennem den og — stod forbauset i Valruns Bolig. Uller sad bedrøvet paa en Bænk.
„Min Othar! hvorhen har Du forvildet Dig. Ve mig, naar Valrun kommer hjem, finder Dig her nede, og myrder Dig! Stakkels Uller er da alene!“
Saaledes klagede Dvergen og græd bitterligt. Men Othar blev bevæget af hans Kjærlighed, traadte frem og sagde: „Saa finder jeg Dig endelig Uller! Dette Slot har da ingen Ende“. Ullers Glæde var ubeskrivelig; men nu paastod Othar at ville komme op gjennem Ruinerne; thi hans Sjæl og Legem vare begge i et stormende Oprør. Uller vilde bestemme Stevne i Bjergtaarnet næste Dag, naar Valrun var kommen hjem, men Othar undgik at give noget Løfte; thi dels vare disse Eventyr blevne ham saa afskyelige, og Uller havde han ikke længer nogen ret Tro til, dels følte han en Feber i Kroppen, og ventede et langvarigt Sygeleje. Han gik da efter en fra hans Side temmelig kold Afsked op ad den lange, krumme Gang, og ilede ud af Taarndøren, alt det han kunde.
Da han kom henimod Hytten, blev han meget forundret; thi paa Sletten gik en stor Mængde staalklædte Mænd omkring og byggede smaa Huse af udspændt Lærred; Andre trak en Flok Heste til Vands, og midt imellem dem gik en stor Mand, prægtigen klædt i en straalende Rustning. Ved hans Side støttede sig Synar paa sin Stok, talte med ham under mange Taarer, og pegede paa Bjergkløften. Riddersmanden syntes meget bevæget. Nu ilede Othar frem og tog sin gamle, tro Plejefader i sine Arme. Det varede længe, før denne og den tililende Thora vilde tro, at han levede; men han fortalte, at han efter et kort Fald var kommen ned paa en blød Jordbund, ganske ubeskadiget, og havde strax opdaget en snæver Udgang, som førte ham ind i en Kratskov paa hin Side Fjeldet. Efter en lang Omvej om Bjerget var han saaledes lykkelig kommen tilbage. Synar rystede paa Hovedet, men Ridderen tog ham ved Haanden. „Den gamle Mand har fortalt meget Godt om Eder, unge Herre, og vist mig Eders Stamtavle. Vil I nu følge med mig, saa skal I oplæres efter Eders Byrd. Jeg er Ridder Harthur af Arnspa, og drager ud i en retfærdig Fejde for at gjenvinde mine fædrene Borge.“ Ynglingens Kind blussede, og han slog sin Haand med Glæde i Ridderens. „Men I er syg, Ungersvend“ vedblev hin og kaldte paa sin gamle Vaabendrager. Denne var vel forfaren saavel i Lægekunst som i Skaldskab, og gav ham et Kog af kraftige Urter.
Efter nogle Timer følte Othar sig fuldkommen frisk, og næste Dag drog han bort med Riddersmanden, efter en hjertelig Afsked med Synar og Thora, som begge gave ham den sidste Velsignelse med mange Taarer og Formaninger. Alt, hvad han saa paa Rejsen, var ham nyt og underholdende. Hans aabne, frygtløse og dog beskedne Væsen indtog Alle for ham, og endnu mere fængslede han den høje Harthur ved en vis alvorlig Dybde, der omsvævede hans skyldløse Aasyn. Hvo, der engang har seet enten i Begejstringens Stund Noget af det Hellige, eller i Jordens Favn det Spil, Mørket leger med Menneskene, han kan aldrig glemme det; og er Legemet Aandens synlige Form, da maa det præge sig ogsaa i det udvortes Menneske. Selv i det muntre Ridderspil, der nu sysselsatte Othar, hver Gang Hæren hvilede, blandede sig stedse et Strøg af Alvor, som ofte gik over til mørkt Tungsind. Snart blev han vel forfaren i ridderlige Øvelser, og naar han stoltelig sad paa sin vældige Ganger, og med sikker Haand førte den brede Landse: saa lod det sig klart see, at han var af ædel Byrd. Imidlertid var Harthur ankommen til Arnspa, hans Fædreneborg, der nu var i en uretmæssig Voldsmands Hænder. Men da denne var meget mægtig, og Harthurs Hær vel havde kraftfulde Helte, uden Frygt og Dadel, men kun var liden, besluttede Ridderen at holde sig i Stilhed nogle Maaneder paa en liden Borg, som tilhørte ham, til han kunde faa Forstærkning. Dagen tilbragte Othar med Øvelser og lærerige Samtaler; men mod Aften sad han alene, nedsunken i Betragtninger, eller vandrede om i de nærliggende Skove, eller hørte paa den gamle Hermans Fortællinger. Denne var Harthurs Vaabendrager, der havde givet ham den kraftige Lægedrik, da han kom ud af Bjerget.
Herman var et af de Mennesker, som Naturen havde ødslet alle Gaver paa. Hans Sange tonede klare fra den gamle Læbe og indgøde en uimodstaaelig Ild i Ungdommens Bryst; hans Sjæl var beriget med dybe Indsigter i de forskjelligste Ting, og hans Arm var endnu stærk i Kampen, som for tyve Aar tilbage. Dertil besad han en indtagende Veltalenhed og et mildt, vennehuldt Væsen. Lignelsesvis kaldte man ham Nestor, efter den gamle græske Helt; selv taug han stille om sin Herkomst; men man saa nok, at han ikke var fød til at føre sin Herres Heste og Vaaben. Alle elskede og ærede den gamle Herman; kun Harthur syntes at fly ham, var haard og uvenlig imod ham, og gik mestendels bort, naar Ridderne formaaede ham til at synge. Herman beklagede sig aldrig; men det var klart, at Ridderens Mishag gik ham nær. Ogsaa Othar var bedrøvet over, at den gamle, blide Herman maatte lide den ædle Harthurs Mishag. Han søgte ofte at bringe denne til at forklare, hvad han havde imod Herman, men fik almindeligvis kun et kort Svar.
En Aften sværmede Othar, som sædvanlig, omkring i en nærliggende Skov. Paa en afbrudt Stubbe sad en gammel Mand og stirrede dybsindigt ud for sig. Et Øjeblik studsede Othar over det uventede Syn, og gik derpaa nærmere. Det var Herman. Denne bød ham velkommen, og bad ham sætte sig ved Siden. Da just Ridderen denne Dag havde været usædvanlig bitter mod Herman, og Othar uophørlig siden havde grundet efter Aarsagen, spurgte han nu uden Indledning: „Hvad fejler Dig, Gamle? Ikke saa, Harthurs ufortjente Kulde gaar Dig nær?“
„Hm“, svarede Herman, „der var en Tid, da Saadant vel rørte mig, nu ikke. Da jeg var et Barn, tænkte jeg som et Barn, og jeg kan vel forestille mig, at Du beklager mig. Naa, det turde hænde, at Du havde nogen Ret; dog maatte det være for hans, ikke for min Skyld.“
„Men er det da ikke tungt at miskjendes.“ — „Og behageligt at blive yndet; ikke saa? O jo, gode Othar, heri har Du den hele Menneskeslægt paa din Side. Ogsaa jeg har tænkt saaledes.“
„Og nu ikke mere?“
„Drengen sukker efter Mandens og Kvindens, Kvinden efter Mandens Bifald, den Ringe efter den Størres, denne efter Fyrstens, Fyrsten efter Nationens Lov. En barnagtig Ring“.
„Jeg mener ikke heller det udvortes Bifald; jeg mener Venskab, Hengivenhed, den Godes Yndest.“
„Og hvorpaa kjender Du den Godes Yndest? hvorpaa kjender han dine Fortjenester?“
„Skulde jeg ikke kjende den Retskafne? Er Harthur for Exempel ikke en ædel Mand?“
„Jeg har Intet imod Harthur; ikke heller vil jeg nedsætte ham for Dig; at han ikke holder af mig, har jeg alt sagt Dig, og kan ikke gaa mig nær, og det tilregner jeg ham ikke som Ondt. Men lad os tale i Almindelighed, hvoraf kjender Du den Gode?“
„Af hans Handlinger.“
„I Sandhed et meget tvetydigt Bevis. Hvorfor er Bonden flittig?“
„For at ernære sig og Sine.“
„Og hvorfor gransker den Vise?“
„For at finde Sandhed.“
„Og hvad vil han med Sandheden?“
„Han sætter deri sin Lyksalighed.“
„Hvorfor er Krigeren tapper?“
„Han sætter deri sin Ære.“
„Disse gjøre da alt dette ingenlunde uden Hensigt.“
„Men ere da Bevæggrundene ikke gode?“
„Det negter jeg ikke; thi de ere naturlige. Tror Du da kun den Godgjørende, den Kjærlige ingen anden Grund har for sin Handlemaade?“
„Men jeg er fuldkommen overtydet om, at jeg har endog med Opofrelse efterkommet mangen Pligt, for at være god. At være dydig har været og er min ivrigste Bestræbelse. Om det altid kan lykkes mig, er ikke her Spørgsmaalet, nok, det Gode har været mit Maal.“
„Du har stræbt at blive dydig, og hvorfor? kan jeg spørge: for at være lykkelig fordi Du sølte din Lykke i Dyden; tro mig, Othar! saa tung denne Tilstaaelse er, saa maa Du dog gjøre den: det er Alt for vor egen Skyld, det vi foretage, fordi vi sætte vor Lykke deri.“
„Er der da ingen Dyd, ingen ren Dyd? Skuffer da mit Hjerte mig, naar det banker stærkt i mit Bryst ved det Gode, jeg har villet, og bebrejder mig mine Svagheder?“ — Herman reiste sig i stor Bevægelse. „Det er min Kummer, Othar! der gives ingen Dyd. Betag mig den smertelige Overbevisning, Frugten af tredive Aars Granskning, om Du kan. Se, jeg vil aabne Dig min Barm. Forsøg at gjendrive mig.“ — Othar var rystet i sit Inderste. Thi paa Dyden, Religionens Datter, havde han aldrig tvivlet. Et Glimt af et glædeligt Haab lyste i hans Barm: maaskee at kunne betage den Gamle hans skrækkelige Tvivl.
Herman vedblev: „Og hvorledes skulde dette ubegribelige Væsen, denne Dyd, være beskaffen, at den kunde leve paa Jorden? Kan Dyd voxe uden af en fri Viljes Skjød?“
„Nej.“
„Og hvor er den frie Vilje? hvor ser Du Sporene af den? I Naturens Favn maaskee, i Blomstens ensformede Forskjellighed, i Flodens Løb, i Aarstidernes Vexel eller i Menneskeslægten?“
„Ja, og hvor ellers? hvo uden Mennesket er begavet med Frihed?“
„Og om denne nu ikke fandtes der? Hvorledes anseer Du Verden? for et ubegribeligt, uendeligt Verk, sammensat af den evige Visdom, eller for et vildt Spil af modsatte Kræfter?“
„Min Mening er den første.“
„Vel! dette store, ufattelige Verk, der er sammensat af de mangfoldigste Fjedre og Drev, Hjul og Vegter, der, hvor Sandskornet selv maa være talt, at ikke et eneste skal standse den fra Evighed beregnede Gang, der, hvor Græshalmen, som bøjer sig under din Fod, har fra uendelige Tider faaet sin udsøgte Plads — forstaar Du mig, og vil Du modsige mig? —“
„Ak, Herman! saa skjønt og sandt har jeg aldrig tænkt mig den Uendeliges Verden.“
„Vel, i denne saa bestemte, saa udmaalte Verden, kan der den største, den vigtigste Del af Verket, Menneskets Vilkaar, være, jeg vil ikke sige overladt til sig selv, men kun i mindste Maade frit?“
„Ha, jeg forstaar Dig, Vise; men tilgiv mig: er ikke det just Guds Forsyn, at det frie Menneskes Daad og dens Følger ere afvejede, og at disse i Evighed udfolde sig efter den store Plan?“
„Og er da ikke dette en kunstig Modsigelse, Othar? Hvad er det andet, end at Hjulet i et Uhr vil tale om Frihed, fordi det drejer sig efter sin medfødte Natur.“
„Og føler jeg da ikke Kraft i mig, til selv at vælge mellem Handlinger?“
„Saa synes det, men om det var et Blændverk? Hvorefter bestemmer Du Dig?“
„Efter Følelser og Grunde.“
„Rigtig, og den Følelse, den Grund, som er overvejende, den bestemmer Dig, ikke saaledes? Ja, om Du endog vil bevise, at Du af Egensind en Gang har handlet tvertimod alle Grunde, er da ikke dit Egensind den overvejende Aarsag? Og Othar! ogsaa Hjulet har flere Kræfter, en, der vil standse, en, der vil tilbagetrække, og en, der driver det fremad. Saa vist, som Alt maa have sin Plads, sit Løb, saa vist kan Du heller ikke løfte den højre Arm i Vejret for den venstre, uden det ligger i det uendelige Verks Gang, eller jeg ved ikke, hvad et Verk er.“
„Om jeg da ikke ejer en Handling — mine Forsætter, min Vilje, er dog min.“
„Er da Verden kun et legemligt Verk, eller er ikke ogsaa Tanken en usynlig Fjeder i det Hele? Og hvilken Tanke er din egen, Othar? Kan Du bestemme, hvad Du i næste Sekund vil tænke, uden at denne Tanke alt har trængt sig i din Sjæl; og kan Du befale din Sjæl kun et Minut at dvæle ved en Ide? — Dog, Solen er længst under Horisonten; Ridderen venter mig. Mere en anden Gang.“
Herman trykkede smertelig sin unge Vens Haand og forlod ham. Men Othar sværmede vildt omkring; hans Bryst slog saa tungt. Dyb Taage svævede om hans Sjæl. I et Slags Følesløshed kastede han sig endelig under et Træ og faldt i Slummer. Efter nogen Tids Forløb vaagnede han ved en Harpes Toner; de løde underligt i Nattens Stilhed og gjennemskare de forskjelligste Akkorder. Derefter faldt en kvindelig Stemme ind i Tonerne og sang til en højst forunderlig Melodi, som sært gjennembævede Othar, disse Ord:
Hvor Livet sover —,
En Baad sig ilsom skjød
Paa stille Vover:
Et Barn paa Toftetind
Der staar med Graad paa Kind;
Ej hveden Baaden styred,
Ej hvo den Smaa har hyret,
End kommer ham i Sind.
Paa Himmelbuen,
I Bølgen sorteblaa
Gjenskinner Luen,
Der staar en gammel Mand
I Maanens blege Rand,
Og stirrer paa den Lille;
Men Drengens Taarer trille
Alt i det mørke Vand.
De Vinde springe,
Og Baaden i en Hast
Sig snor i Ringe;
Den Smaa saa bange er,
Han staar saa ene der;
Det er saa koldt derude
De vilde Vinde tude,
Og ingen Hjælp er nær.
Harpen taug. En Raslen lød i Krattet og tabte sig alt fjernere. Men Othar græd bitterlig. Han tænkte sig selv i Barnets Skikkelse paa den enlige Snekke; han havde intet Hjem, ingen Havn i Livet, ingen Ven. En gyselig, hemmelighedsfuld Haand syntes stedse at gribe ind i hans Liv; og nu var ved Hermans mørke Tvivl de sidste Lys udslukkede paa hans Vandring.
Imidlertid var alt blevet virksomt og levende paa Harthurs Borg. Fienden havde ladt sig see, for at udrydde den tapre Hær, medens den endnu kun bestod af saa Faa. Alfried, langt ude beslægtet med Harthur, havde i dennes Mindreaarighed paa underfundig Maade ranet hans bedste Godser og Borge. Neppe havde han erfaret, at den unge Harthur, der i Kejserens Tjeneste havde vundet Navn og Rigdomme, nu nærmede sig Arnspa med væbnet Haand, før han samlede al sin Styrke og gjorde sig færdig til Modstand. Da han erfor, at Ridderen ventede paa Undsætning, besluttede han nu i Nattens Mørke at overrumple ham. Men Harthur og hans tapre Skare lod sig ikke overrumple. Da Solen randt op over Horisonten, lød Krigstrompeten og Bannere vajede. Harthur savnede strax sin kjære Othar, som under hans Vejledning skulde indsamle de første Krigslaurbær. Man spurgte overalt efter Ynglingen, men Ingen havde seet ham; kun Herman kunde maaskee have givet nogen Underretning om ham; men Herman blev ikke spurgt.
Othar, som Intet vidste om den luende Krigsfakkel, vandrede endnu i Morgensolen uvis om i Skoven; dog nærmede han sig den Egn, hvor Slottet laa. Da sprængte to Ryttere frem, og da de saa Othar, standsede de og spurgte: Tjener Du Harthur? Paa Svaret Ja! befalede de ham at overgive sig; men Othar styrtede uden Betænkning ind paa den Ene, og strakte ham livløs til Jorden med sit Sverd. I det Samme kastede den Anden sig over ham, og skulde vist have dræbt ham, hvis han ikke havde villet føre ham fangen; men skjønt Othar laa paa Jorden med allerede bundne Hænder, havde han dog Styrke nok til at rejse sig og kaste sin Modstander under sig. Med Knæet paa Fiendens Bryst viklede Othar sine Hænder løs, afvæbnede nu den beskjæmmede Fiende, der flygtede ind i Skoven; men selv klædte han sig i den Dræbtes Rustning, besteg hans Hest og gav den anden fri. Denne Begivenhed havde sat Othar i et godt Lune, han red nu i hurtigt Trav mod Harthurs Borg. Men jo længer han kom frem af Skoven, des flere Væbnede lode sig tilsyne, snart enkelte snart i Hobe; og da begreb Ynglingen let Sammenhængen. At komme igjennem den fiendtlige Hær og naa Harthur, fra hvilken han var afskaaren, syntes en Umulighed. Dog maatte den iførte Dragt og det fremmede Skjoldmærke hjælpe ham dertil. Uantastet strøg han ogsaa igjennem den største Skare; men paa engang blev han Alfried var, Harthurs skjændige Frænde. Han følte en uimodstaaelig Lyst til at bryde en Landse med denne, vendte sin Hest mod den Høj, hvorpaa Alfried stod ganske alene, overskuende Slaget, og vinkede, da han kom nær nok, til Høvdingen. Alfried holdt sit Spær imod ham, og nu joge de voldsomt ind paa hinanden. Othars Hest styrtede; men da han mærkede dette, gav han Alfrieds et saadant Stød i Boven, at den stejlede og afkastede sin Byrde. Endnu førend Alfried var kommen til sig selv af det voldsomme Fald, havde den behændige Othar bemægtiget sig ham. Denne Kamp var bleven næsten ubemærket i den almindelige Tummel, og først da Othar raabte med høj Røst:
„Harthur har sejret, Alfried er fangen!“ vendte sig Alles Opmærksomhed mod Højen.
Alfrieds Kæmpere stormede frem for at befri den vinkende Ridder. Men Othar raabte:
„Dersom En betræder Højen, skal Alfrieds Hoved ligge for mine Fødder“; og i det samme svingede han sit Sverd.
Da vinkede den forskrækkede Alfried til dem, at de skulde være rolige. Men sejrende traadte Harthurs Hær i Kreds om Højen, og Harthur selv red op til dem.
„Der, min kjære Herre“, mælede Othar, „der har Du en Gave for din Godhed imod mig. Og I, Herr Alfried, vredes ikke, at I blev overvunden af en ung Mand, som mig. Jeg er vel ikke Ridder, men dog af Ridderbyrd.“
„Det er og ikke Ridderslaget men Daad, som skal betegne Manden“, sagde Harthur og omfavnede glad sin kjære Othar. „Du har idag taget Æren rent bort fra mig selv og Mine“, vedblev han; „men Saadant tilgiver jeg hel gjerne. Men Du min Frænde, hvad har Du nu fortjent af mig?“
Alfried saa ned for sig og taug.
„Derom kan vi afhandle siden, nu er det Tid at komme til Rolighed.“
Imidlertid havde Alfrieds Hær, som mest bestod af Lejesvende, lidt efter lidt trukket sig bort. De Faa, som bleve tilbage, maatte afgive sine Vaaben og marschere under Bedækning. Men Harthur og Othar rede i Spidsen for den glade Hær, der ikke nok kunde lovprise den unge Helt. De droge nu ind paa den store Borg Arnspa, hvor Alfried havde hersket saa længe. Med megen Glæde blev den retmæssige Ejer modtagen og hyldet af de gamle Borgfolk. Alfried og enhver af de øvrige Fanger blev anvist Kvarteer — Øl og Vin uddelt til Krigerne, og saaledes forløb den ganske Dag til langt ud paa Natten. Da kaldte Harthur paa Othar, takkede ham i Enrum endnu engang for hans tapre Gjerning, og lovede ham Dagen derpaa en herlig Belønning. Saa skiltes de ad.
Da Othar stod ved sin Kammerdør, kom Herman efter ham, slog ham paa Skulderen og sagde halv spottende:
„Nu er Du vel fornøjet, Othar?“ Othar var for første Gang fortrydelig over den gamle Herman, viste ham kort af, og gik til Hvile.
Næste Morgen, endnu før Nogen var oppe, gik Ridder Harthur ned i Borgfængslet til Alfried. Denne var skamfuld og ydmyget. Men Harthur talte ham venligt til, gav ham en stor Sum Penge og en Vadsæk, som han Aftenen før havde ladet fylde med Vin og Fødevarer. Derpaa bad han ham udvælge tvende Svende af de Fangne, gav ham selv Heste, og lod Borgfogden i Stilhed nedrulle Vindebroen. Endnu før Nogen vidste det, var Alfried langt borte. Dernæst samlede Harthur Borgens Folk, gjorde sig bekjendt med dem, og befalede dem Alle at iføre sig sin bedste Dragt.
Men da Othar vaagnede i sit Kammer, fandt han en straalende Staalrustning ved Sengen. I Tanke, at dette var Harthurs Gave, iførte han sig den uden Betænkning, og ikke uden Glæde besaa den velvoxne Yngling sig i sin stolte Dragt. Da traadte Harthur ind, rakte ham Haanden, og førte ham over i Ridderhallen, hvor Gamle og Unge vare forsamlede. Hornet gik flittigt om, og Ingen vidste endnu, hvad Ridderen havde isinde, før paa engang Taarnets Klokker begyndte at ringe.
„Det er paa Tide at gaa i Kapellet“, sagde Harthur, og Alle fulgte, men Othar ved Harthurs Haand. Da Messen var læst, førte Ridderen Othar til Alteret og blottede sit Sverd.
„Othar af Bretagne“, begyndte han højtidelig; „værdig ved Byrd, værdigere ved Daad og Vandel, til at nyde Ridders Rang og Værdighed! For Gud den Almægtiges Aasyn, i Ridderskabets Navn, og i Kraft af den mig som Friherre givne Myndighed, vil jeg tildele Eder Ridderslaget. Lover I da at være Gud, Kongen og Staten tro, tro at bevare Eders Ord, kun at trække Eders Sverd for den gode Sag, og at bevare Eders Hænder og Hjerte rent og ubesmittet?“
Othar stod der med brændende Læber, tunge Taarer perlede i de blaa Øjne og hans Knæ skalv. Da slog Harthur tre Slag paa hans Rustning medens Ynglingen i Ydmyghed knælede. Men med svævende Trin traadte højtidelig ned igjennem Kirken en høj, herlig Kvindeskabning, indhyllet i Atlas og med nedslaget Slør. I Koret, hvor Othar laa, standsede hun og slog sit Slør op; Ridderen rakte hende et Sverd med gyldent Hefte, — Othars eget arvede Sverd, og dette bandt hun til hans Side; saa satte hun en Laurbærkrands paa hans Hoved, trykkede sin Haand paa hans Pande, og forsvandt igjen med langsomme Trin ud af Kirken. Men Othar laa længe næsten bedøvet paa Knæ; thi dette Væsen gjenkjendte han af Oldingens store Bog.
Efter at Alle havde nydt Herrens Maaltid, sluttedes Forsamlingen, og den nye Ridder indtog sin Plads ved Harthurs Side paa Bænken i Borghallen, hvor den gamle Vin brusede i Bægerne. Alle vare oprømte og glade. Kun Othar sad der i en Stemning, som var alt for høj for dette Selskab.
„Du er tankefuld, min Broder!“ hviskede Harthur.
Othar rødmede: „Sig mig Kjære! hvem var den Jomfru, der omvandt mig Sverdet, eller var det et Syn, som kun jeg fornam?“ Da lo Harthur overlydt.
„Du er en underlig Mand med dine Syner. Jo vel saa jeg dette Syn; jeg har selv bragt det istand. Du kan tidt faa det at see. Men nu maa Du fængsle din Utaalmodighed en Smule; thi dette Selskab er ikke for unge Piger. Nu! har vi ingen Sang?“ Da begyndte Nogle ved den anden Ende af Bordet denne Drikkesang, og Resten stemte i med.
Saa liflig og blank,
Paa Bunden vinker
En Yngling rank.
Han heder Glæde,
Druernes Gud;
Tungen at væde
Er Glædens Bud.
En Smaadreng glad;
Bægerne tømmer
I festlig Rad!
Frihed han heder
Den unge Gud;
Utvungne Sæder
Er Friheds Bud.
Paa Bægerets Bund,
Hurtig han iler
Over klare Grund.
Skald vi ham nævne
Den unge Gud;
At adle hver Evne
Er Skaldens Bud.
Striden i Fred,
Tappert vi drikke,
Hver gjør Besked;
Skaldskab og Glæde,
Frihed og Lyst —
Findes dernede
Paa fredelig Kyst.
Mange deslige Kvad bleve afsungne, og Alle, ogsaa Othar, bleve stedse muntrere, jo flere Sange der lød, og jo oftere Bægrene fyldtes. Kun Herman manglede ved denne festlige Anledning; men alene Othar havde savnet ham. Han var ikke kommen tilsyne den hele Dag.
Da det var meget sent, rejste Harthur sig, og man skiltes ad, vel fornøjet med Dagen. Kun fra Othar flyede Søvnen, han kastede sig urolig fra en Side til en anden. Hin højtidelige Handling, der den Dag havde sat ham paa en hæderlig Plads, malte sig for ham; den skjønne Pige, der svævede hen imod ham, og som han havde seet i Oldingens Bog med en Harpe, blandede sig i hans Syner. „Imorgen skal Harthur føre mig til hende“, raabte han i stor Bevægelse.
Da gjøglede nye Forestillinger frem for den bevægede Sjæl, med de mest buntede Farver viste sig nu Fremtiden, fuld af ærgjerrige Billeder. Den Lykke, Othars Vaaben havde havt den aller første Gang, han førte dem, ophidsede hans Stolthed. Da stod igjen i Baggrunden Herman, og smilede medlidende til ham og hviskede: „Ringe Redskab i en almægtig Haand! hvoraf hovmoder Du Dig? End ikke Tanken er din“.
Han løb op, ængstet af denne Forestilling, og rev Vinduet op. Ud over Marken var Alt stille, men et voldsomt Uvejr trak op. For drivende Vinde strømmede de tykke Skyer tættere sammen. Et Tordenskrald fulgte paa, og Regnen styrtede plaskende ned. Hyppigere og stærkere bleve Skraldene, Lynet knitrede frygteligt over Himmelen og slog derpaa ned i et stort Trætaarn paa Hjørnet af Borgmuren. I et Øjeblik stod det i lys Lue, og det var, som om Regnen gød Olje i Flammerne. Othar vilde kaste en Kappe paa sig, og kalde den indslumrede, berusede Besætning til Hjælp; men han blev forbauset staaende; thi nær under hans Vinduer stod den gamle Herman, sammenskrumpet under en Steneg, og lo, saa det gungrede.
Endelig kom Othar til Besindelse og sprang ind i Harthurs Værelse. Alt blev levende paa Borgen. Men Harthur vred sine Hænder og spurgte: „Hvor er Ida? Er hun frelst?“
„Hvor er hun?“ raabte Othar med funklende Blik og en kold Skræk gjennemfor ham.
„I det brændende Taarn!“ Da hørte han Intet mer, men ilede op igjennem den alt brændende Trappe, stødte en gammel Dør ind, og fandt, idet han famlede sig frem gjennem den kvælende Røg, en sovende gammel Kone, og ved hendes Side en Pige, nedsænkt i en døsig Dvale. Med Fortvivlelsens Styrke greb han Begge i sine Arme, og styrtede ud igjennem de vilde Luer, som slikkende forfulgte hans Spor.
„De ere reddede“, vare de eneste Ord, han formaaede at udsige, da han i Slotsgaarden segnede med sin Byrde for Harthurs Fødder.
Alt var Ilden slukket, de Reddede komne til Besindelse, Vejret roligt og Luften ren; alt var hver gaaen til sine daglige Sysler: kun Othar laa endnu livløs udstrakt paa sin Seng. Da han endelig mat slog Øjet op, sad Harthur og Ida — det var hende, der havde omvundet ham Sverdet, — ved hans Leje. Pigens Øje flød hen i milde, taknemmelige Taarer, og hendes Læbe bad en stille Bøn for hendes Befrier. Harthur trykkede hans Haand. „Brave Dreng! Jeg overlader din Helbredelse i Idas Hænder“. Derpaa gik Harthur ud; men Ida spurgte ham med en klar Sølvstemme, hvad han ønskede, hvorledes han befandt sig, og skjulte forgjæves sine Taarer. Othar takkede med et mat Smil; thi tale formaaede han ikke. Luerne havde brændt ham dybe Saar, og disse, forenede med den voldsomme Anstrengelse, bevirkede en Saarfeber, der daglig blev voldsommere og farligere. Trolig vaagede ved hans Seng Ida og Fogdens gamle Kone, som han ogsaa havde frelst; men tidt sad den frygtsomme Pige skjælvende ved sin Velgjørers Leje, naar han i sit Feberraseri fortalte om Valrun og Uller, og truede Herman; thi dennes Latter syntes at have gjort et rædsomt Indtryk paa ham. En Dag bankede den gamle Herman paa Døren og traadte ind. Othars Raseri blev frygteligere; han vilde ud af Sengen; men Herman holdt ham med kraftig Arm og sagde:
„Daare! har Du glemt, at min Drik alt før engang har frelst dit Liv? Der!“ Othar stræbte imod og vilde Intet tage. Da bad Ida saa bønlig, og tog Skeen fra den Gamle, og Othar smilede rolig og drak Lægedrikken. En lang, dyb Søvn fulgte paa, og da han vaagnede, følte han sig let og frisk. Ida gik efter den Gamle, kyssede taknemmelig hans Haand, og ledte ham frem for Othar. Da rakte denne ham smilende sin Haand.
„Om Forladelse, kjære Herman, hvis jeg har fornærmet Dig; men jeg var syg“.
„O, min unge Ven!“ svarede den vise Olding, „kan Du eller noget Menneske fornærme mig? Kjend mig dog bedre. Men det glæder mig, at Du nu er frisk. Nu træder den isgraa Læge tilbage med sine bitre Urter“, vedblev han til Ida, „og overlader den øvrige Helbredelse til den unge Roses Balsamduft“.
„I er meget galant, Herman“, sagde Rosen med et undseligt Smil, og skjulte sit rødmende Ansigt. Virkelig kunde den gamle, slue Herman ikke lettelig overlade den Syge i bedre Hænder; thi Idas Smil og Tale, hendes taknemmelige Haandtryk, hendes Sang og Harpespil virkede daglige Undere. Nu var Othar oppe og gik, skjønt med vaklende Trin, ud i Middagssolen i det lange blide Efteraar; en let Rødme trak sig over den indfaldne Kind og forvandlede sig vel og mangen Gang til et højt Purpur, naar Ida tog hans Haand eller smilende saa paa ham. Harthur mærkede det og glædede sig. Ida var ganske den Pige, han ønskede sin unge Ven. Hun var fattig, men af ædel Herkomst. Om hendes Forældre vidste man kun lidt; thi fra spædeste Aar var hun opdragen af en gammel gudfrygtig Moster. Men ved dennes pludselige Død, da Ida endnu var meget ung, bleve hendes Papirer og Smykker bortrevne af Mosterens gjerrige Arvinger. Nu maatte den arme Pige søge Tilflugt til Fremmede og kom saaledes til Borgfogden paa Arnspa, hvor hun levede stille og indgetogen, uden at bekymre sig om den øvrige Verden. Til Bogen og kvindelig Syssel havde hun hos sin Moster tidlig faaet Lyst og Sands, og var nu en i alle Dele elskværdig Jomfru. Af Bejlere havde hun ingen havt; thi hun unddrog sig stedse ethvert Bekjendtskab med Mænd. Det var Othar forbeholdt at tænde den første Lue i det uskyldige Hjerte. Hun elskede ham virkelig højt og med Inderlighed af sin Sjæls Fylde.
En Dag traadte Harthur ind til dem. „Hør, kjære Othar“, begyndte han, „dette Brev har jeg i dette Øjeblik modtaget fra Kejseren. Han opfordrer mig til at møde med mine Krigere, for at undsætte ham i en Fejde mod oprørske Vasaller. Jeg haaber, det vil ikke vare mange Maaneder, før jeg er her tilbage; imidlertid overdrager jeg Dig herved Nøgler og Herskab. Du skal ganske byde i mit Sted“.
Othars Blik funklede: „Er jeg da uværdig til at følge Dig, siden Du vil lade mig her tilbage?“ Harthur smilede og førte ham hen til et Metalspejl:
„Bi dog, til disse Lemmer have faaet Førlighed, og disse Sener ere udspændte; eller vil Du bindes til Hesten? Kjære Othar, vær intet Barn! Du har et langt Liv for Dig, Dage nok at betegne med Mod og Tapperhed. Men syg Mand er ikke færdig til Slag“. Othar gjorde vel Indvendinger; men det blev ham dog indlysende, hvor umuligt det vilde være for ham, der ikke kunde gaa en Trappe op alene, at drage i Krig. Dog behøvede Ida al sin Munterhed for at forjage hans Mismod over, at han ikke torde byde Kejseren sin Arm. Harthurs Tilberedelser vare snart tilendebragte, og med et skjelmsk: „Lad ej Tiden falde Eder lang, Børn!“ drog han bort med sine Riddersmænd og Svende. Kun Herman og et Par gamle Vaabendragere bleve tilbage, foruden Borgfogden og hans Familie.