Om drømme
Om drømme.
I.
Der er især to ting ved drømmene, som altid har interesseret mig, og det er deres vilkaarlighed og deres saa forskjellige intensitet.
Man kan jo drømme det ubegribeligste vrøvl, hvis sammenhæng med hjernens bevidste arbeide synes ganske umulig. Og man kan glemme tusinde drømme for at huske fem-seks for hele livet med en sikkerhed, som var det oplevet.
Dengang min opmerksomhed blev vakt første gang for drømmenes vilkaarlighed, var jeg en gut paa tolv-tretten aar.
En mand, som havde mistet sin kone, sagde, mens jeg hørte paa det: „Er det dog ikke besynderligt med disse drømme! — Nu siger man jo, at om natten drømmer man om det, man har tænkt paa om dagen. Men nu er jeg mig bevidst, at hele den udslagne dag har jeg ikke tænkt paa andet end paa den afdøde — selv midt i dagens beskjæftigelser har hun intet øieblik været ude af min tanke; — og dog drømmer jeg om natten det argeste sludder, usammenhængende ting, aldrig det mindste om hende.“
Dette er blevet grundlaget for mine iagttagelser og for, hvad jeg — halvt for spøg — kalder en theori om drømme.
Forat forklare mig hjernen og dens virksomhed, bruger jeg en høist uvidenskabelig forestilling. Jeg tænker mig nemlig hjernen som en substans, der er forhaanden, og som ved erfaring og ved lærdom ligesom piskes op, bringes til at svulme — ligesom naar man slaar eggedosis.
Naar vi i den unge alder piskes op til at lære — for eksempel græsk og latin, saa svulmer den hjernesubstans, som derved tages i brug saa længe, indtil piskningen ophører, for senere at falde sammen til en mere eller mindre død klat.
Men en erindring eller en viljesanstrengelse formaar atter at bringe denne substans til at vibrere og afgive levninger af sin erhvervede kundskab — mere eller mindre klare, alt eftersom selve substansen var af god kvalitet eller den oprindelige piskning var mere eller mindre grundig.
Senere hen tager selve livet andre partier af hjernen under piskning, og efterhvert som vi udvikles, henlægges klat efter klat af det bearbeidede hjernestof til brug for vor vilje, til hvilesteder for vor erindring, og til tumleplads for vore drømmes fantastiske lege.
Hver enkelt dags hjernearbeide er en art piskning, om end et hverdagsmenneskes dagverk med hovedet ikke svarer meget til denne betegnelse. Derfor drømmer hellerikke normale og ensformigt arbeidende mennesker meget, og deres drømme flyder vagt henover de forskjellige partier af substansen med en vilkaarlighed, som synes at umuliggjøre enhver theori.
Men anderledes blir det, hvor et bestemt arbeide har udfyldt dagen, og især hvor en intens piskning af en liden del hjerne har fundet sted.
Lad os vende tilbage til manden, som havde mistet sin kone.
Den nye del af hans hjerne, som blev taget i brug ved hustruens død — eller om man heller vil tænke det saaledes: den del af hjernen, som nu blev ompisket fra at have indeholdt hans lykkelige besiddelse af hustruen til for fremtiden at bevare sorgen og savnet af hende, den blev i de første bitre dage saa grundigen udarbeidet, at saa snart søvnen tog magten, faldt den sammen i den hvile, som anstrengelsen normalt fordrer og medfører.
Men hele den øvrige del af hjernen havde i de samme dage ligget brak, og det tilogmed: den havde ikke ligget brak saaledes som under et tankeløst hverdagsarbeide. Men hjernen havde netop udfoldet en overordentlig energisk virksomhed paa et enkelt punkt, og derved var hele systemet bragt mere ilive. Og nu gik dagens almindelige indtryk mere end nogensinde upaaagtede gjennem mandens hoved, streifede tankeløst og uden energi de mange punkter i hans bevidsthed, som han til dagens arbeide og begivenheder havde brug for.
Nu er det, jeg forklarer mig hans urimelige drømme paa følgende maade:
Den del af hjernen, som dagens tankeliv fuldt ud har bearbeidet, vil i træthed synke sammen, — afkjøles i søvnen og ikke frembyde noget utilfredsstillet punkt, hvor drømmen føler trang til at fortsætte.
Men de mangfoldige flygtige indtryk, som gjennem sanserne har passeret hovedet i dagens løb, vil hist og her løseligt have irriteret et og andet punkt paa en maade, som, naar viljen sover, vil bringe disse utilfredsstillede nerveceller til at vibrere og virke paa egen haand i form af forvirrede og usammenhængende drømmebilleder.
Jo sterkere arbeidet har været paa et lidet felt om dagen, desto livligere vil bevægelsen være om natten paa andre punkter i hjernen. Men selv efter en normal arbeidsdag vil regelen gjælde: drømmene vil fortrinsvis søge de egne, som dagens bevidste tankeliv kun løsligen er strøget hen over.
Der er et par undtagelser, som straks falder i øinene: naar man er forelsket, drømmer man om den elskede, — om end ikke paa langt nær saa ofte, som de elskende forsikrer hinanden. Men her er altsaa et eksempel paa, at det, som man har tænkt paa hele dagen med megen energi, alligevel kommer igjen ogsaa om natten i drømme.
Imidlertid maa man huske, at disse drømme er meget legemlige og har lidet at gjøre med hjernens arbeide. Naar saaledes legemets elskovstrang fører drømmene med, saa er det etslags vold; og de gaar ingenlunde altid til den elskede, som hele dagen var i tankerne, de lystrer kun, forsaavidt de gaar mod elskov; men meget ofte vaagner selv den trofasteste elsker skamfuld, fordi drømmen har hængt ham om halsen paa Caroline istedetfor paa Amalie.
Saa er der en undtagelse ved kortspil. Efter en lang aften ved kortbordet kan man ligge og plages halve natten med en ruderkonge og nogle elendige kort.
Her er imidlertid saa mange ting, som begrunder disse kortdrømme, at de ikke virker saa sterkt som untagelser.
Først er der meget ofte forbundet nikotin og alkohol og ekstra aftensmad med en kortaften, hvorved hjernen er unormal og derfor ikke virker som den ellers vilde gjort.
Men ogsaa uden disse paavirkninger er selve tænkearbeidet ved kortspil unormalt. Thi omend kortene besidder denne uudtømmelige evne til at variere og kombinere og gjøre hvert spil nyt, saa er dog selve det omraade, paa hvilket hjernen arbeider med en stundom overdreven energi, meget indskrænket, og den samme operation gjentages og gjentages uafladeligt for hvert spil. Dette kan endog uden de ophidsende drikke- og spisevarer sætte det lille omraade af hjernen, hvor kortkundskaben ligger, i et saadant oprør, at hvilen først indtræder efter en lang afkjøling.
Og tilslut spiller uden tvil selve øinene en stor rolle ved drømmene om kort. Man har i flere timer ved sterkt lys stirret ivrigt paa disse blade — saa ivrigt, at naar man umiddelbart efter spillet lægger sig til at sove, — saaledes som det i almindelighed gaar efter en kortaften, saa vil der foran det lukkede øie uvilkaarlig vise sig billeder af kort, som ledsager overgangen fra vaagen til søvn og lokker drømmen til den kant. Der er saaledes saa meget unormalt ved kortdrømmene, at jeg ikke regner dem som nogen farlig undtagelse.
Hellerikke de drømme, som man kunde kalde de fagmæssige, er virkelige undtagelser. Naar saaledes en skolegut drømmer om lekser, han ikke kan, og anden nød paa skolen, saa kan man ikke sige, at dette er et eksempel paa, at en drømmer om det, han tænker paa om dagen. Thi en skolegut tænker ikke hele dagen paa, at han er skolegut; men hans drøm falder ind i den forestillingskreds, hvori han lever; naar sømanden drømmer ondt, saa er formen forlis og havsnød; naar bogtrykkeren plages af onde drømme, saa falder hele verden i fisk.
Men forsaavidt som det er vort vaagne tankeliv om dagen, som blir stoffet for vore drømme om natten, fastholder jeg den regel, at drømmen fortrinsvis opsøger udkanterne, men holder sig borte fra de egne, som er fuldt bearbeidede af dagens hjernevirksomhed.
Men udkanterne er mangfoldige, thi selv en almindelig dag af vort liv har paa saa utallige punkter rørt ved hjernen, at en streng paavisning af drømmens udspring snart viser sig umulig.
Det er nemlig ikke nok med at kontrollere — om man kunde det — alle de sanseindtryk, man modtager i dagens løb; et navn kan røre et minde, et billede, en lugt, en lyd er nok til at bringe en celle i hjernen til at vibrere. Og dernæst staar cellerne i rapport til hinanden — ikke blot ved indbyrdes lighed som hørende til samme art af kundskab o. lign.; men i selve hjernen gaar ideassociationerne som traade, vilkaarligt fra celle til celle forbindende ligt og uligt ved et fint spind, af hvilket mennesket selv kun er sig bevidst de groveste traade. Derfor kan en celle, som i dagens løb løsligt er bleven berørt, have overført vibreringen ved hjælp af en ideassociation til en ganske anden og uligeartet celle, som da til natten kommer og overrasker med en aldeles uforklarlig drøm.
For eksempel: „Jeg spiser aldrig,“ — pleier en at sige, „jeg spiser aldrig grønkaal, uden at jeg tænker paa Eidsvolds prestegaard; for der smagte jeg det første gang i mit liv og syntes, det var det værste, jeg havde kjendt.“
Nuvel! — denne mand har ikke i aarevis seet Eidsvold eller tænkt paa det, og hellerikke smagt grønkaal paa lange tider; men en dag kjører han forbi en have, hvor der staar lidt grønkaal, som han ikke ser — anderledes end han ser huset og haven og det andet, de passerer, mens han taler med sin sidemand i vognen.
Men næste morgen siger han til sin kone: „Det er dog høist forunderligt, Amalie! nu er det 25 aar siden, at jeg var paa Eidsvolds prestegaard, og inat har jeg bare drømt om Eidsvold, saa livagtigt har jeg gjenseet det hele, som om jeg havde været der igaar.“
Enten blir der nu ikke mere af dette end en forunderlig drøm; men hvis der nu paa samme tid foregaar et eller andet merkeligt paa Eidsvold, saa „forklares“ drømmen, og et af disse „beviser“ for det overnaturlige dannes og opbevares og fremstilles paa følgende maade:
„Hør nu De, som ikke vil tro paa andet end det. De kan forstaa med Deres smule forstand. Samme nat som De ved det forfærdelige hændte paa Eidsvold, drømte min far, som ikke havde været der paa 25 aar, — han drømte, at han gik omkring i stuerne netop paa det klokkeslet, da det skete. Hvad siger De saa til det?“
Grønkaal — frøken! jeg siger grønkaal af min inderste overbevisning.
Det flygtige glimt, hin mand saa af grønkaalen, var nok til gjennem ideassociationen at bringe hans minder fra Eidsvold til at vibrere; og da saa drømmene begyndte at væve sine fantastiske historier af alle de ufærdige begyndelser til tanker, som laa efter i hjernen fra dagens liv, saa fandt de skuepladsen beredt i de længe henlagte minder fra Eidsvold, som gjennem synet af grønkaalen havde faaet en liden irritation, og saa friskede minderne sig op paa egen haand og blev til en livagtig drøm.
Dette eksempel paa, hvor fint og følsomt nervelivet er, har naturligvis den feil, at det som opfundet i en vaagen hjerne er saa meget grovere og enklere end drømmenes fantastiske spind. Men det forekommer mig dog, at denne vei til drømmenes forklaring er rimelig.
I ethvert fald er det en vei, som fører forbi megen overtro og ængstelse, — gamle skadelige forestillinger om drømme som varsler eller som bud fra „en anden verden“.
Ved selv at give agt paa sine drømme og lære sine børn det samme, kan man for det første bidrage til kundskab om disse saa lidet kjendte ting; og idet man opdager traade af sammenhæng selv i drømmenes tilsyneladende vilkaarlighed, vil man styrke sin evne til at tænke uden at forstyrres af det ubegribelige.
Efterskrift.
For at vinde nogle timers sammenhængende arbeidstid var jeg reist ud til en øde station paa Jæderen, hvor jeg da om formiddagen skrev denne artikel om drømme, som jeg forresten havde næsten færdig i hovedet. Senere læste jeg og spadserede omkring i tæt taage udover Jæderen og tænkte paa andre ting.
Da jeg kom til byen med aftentoget, fandt jeg hjemme et brev fra Amerika, hvori en mig ubekjendt nordmand meddeler mig, at han har veddet 100 dollars om et sprogligt spørgsmaal, og at jeg skal afgjøre striden. Spørgsmaalet er, om man paa godt norsk kan sige: „gaa i fløiten“.
Jeg lo lidt over det usædvanlige brev, spiste aftens, og derefter spillede vi rambus. Men idet jeg efter spillet sad alene og lagde kortene sammen, tænkte jeg paa, at jeg vilde skrive til hin amerikaner, at udtrykket „gaa i fløiten“ er en fordærvet dansk talemaade, som heder „gaa fløiten“ og betyder at gaa i vasken — som vi siger paa norsk. Derpaa gik jeg iseng omkring klokken elleve og sov som en sten uden at drømme.
Men udpaa morgenstunden havde jeg alligevel nogle forvirrede drømme, af hvilke en klarnede sig ganske ud og forblev tydelig i min erindring. Denne drøm var saaledes:
Jeg drømte først noget uklart om min far, som er død for 7 aar siden, men saa fik jeg et brev fra ham i haanden eller snarere en lap papir, og jeg følte det, som om det var svar paa en forespørgsel, og som om far var ilive. Brevet var skrevet med blyant, og haandskriften var fars vel kjendte, jeg mindes især meget tydeligt et dobbelt W. Papiret var ældgammelt, af det løse hollandske bøttepapir.
Jeg skrev strax brevet ned om morgenen; det lød saaledes:
„En whinch er en stang med en tust uldtraade i enden, som bruges paa dampskibene til at vaske dækket. At noget gaar i whinchen betyder derfor, at det bliver spylet ud, gaar tabt for eieren, gaar fløiten — eller som vi siger: gaar i vasken. I den lille by Scott i Skotland fabrikeres især disse svabere, altsaa Scott's whinches er whincher fra byen Scott.“
De understregede ord er de, jeg husker bedst; de andre ord flød mere udover.
Der er mange ideassociationer, som kunde føre mine drømme hen til far, skjønt jeg ikke er mig bevidst, at jeg den hele foregaaende dag havde tænkt paa ham eller nævnt ham. Men foruden at der i selve afhandlingen er noget, som let kunde bringe min tanke hen paa min far, saa bor jeg nu i hans hus, hvor mangfoldige minder kan vækkes uden at paaagtes, — jeg drømmer ogsaa ofte om ham —; og desuden sysler jeg af og til med gamle papirer, som far har gjemt. Deraf kommer det hollandske bøttepapir, paa hvilket drømmebrevet var skrevet; og at jeg specielt har saa sterkt indtryk af haandskriften, forklarer jeg deraf, at der ofte i de gamle familiepapirer findes notater, som det ikke blot gjælder at læse, men hvor det ogsaa har sin interesse at vide, hvilken haandskrift man har for sig, hvem af de gamle, optegnelsen skriver sig fra.
Men uagtet der altsaa var ideassociationer nok, som kunde lede drømmen hen til min far, saa tror jeg dog denne gang, at jeg udtrykkelig kan paavise, hvilken tankeforbindelse det var.
Jeg husker nemlig meget tydeligt fra igaaraftes, at mens jeg samlede rambuskortene og bandt dem sammen, var jeg optaget med tanken om, hvad jeg skulde svare amerikaneren. Og nu hører der til kortene — der er henimod 20 spil — et godt taug til at binde om pakken. Naar nogen, da vi var børn, havde kastet dette baand bort, blev far altid saa ærgerlig; dette har jeg fortalt mine børn, og jeg tror, jeg selv, hver gang jeg binder rambuskortene sammen, skjønt det ikke længer er med det samme baand, dog har et lidet anstrøg af en tankeforbindelse med far, selv om jeg er helt optaget af andre tanker. Derfor — mener jeg — forbandt drømmen det amerikanske brev med min far, fordi jeg tænkte paa dette, mens jeg bandt kortene.
Drømmen synes mig interessant og lærerig for den, som vil gjøre sig den uleilighed at tænke over disse ting. Stumper af tanker, ideassociationer og halve beslutninger er netop det stof, drømmene finder at tumle med, naar de slipper til magten. Selv lægger de saa til det rene nonsens, som whinchen og den lille by Scott i Skotland og den overraskende talemaade: at gaa i whinchen!
Alexander L. Kielland.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |