Om de classiske Studiers Betydning for den høiere Almeendannelse/7
Samtiden og den classiske Oldtid.
Dog vi skulle heller ikke længer dvæle ved dette Punkt, som ved mange Anledninger og fra flere Sider er blevet offentlig belyst. Ogsaa her er det vel kun et Mindretal, der vil have den høiere humane Dannelse stillet udelukkende paa Nationalitetens snevre Grundvold; hvorimod man i vore Dage i Almindelighed pleier at indrømme, at, medens den største Deel af Folket vistnok ikke kan have umiddelbar Adgang til andre end de i dets eget Sprog nedlagte aandelige Skatte, saa bør dog de, der skulle gaae i Folkets Spidse, som Bærere og Ledere af dets Cultur, ogsaa have omfattet andre Nationers Sprog og Literatur og ledes ogsaa kunne øse af fremmede Kilder. Alligevel finder man ogsaa blandt dem, der heri ere enige, og som altsaa ere villige til at optage fremmede Sprog i den høiere Almeendannelses Kreds, ofte en meget uklar Opfattelse og en utilbørlig snart Indskrænkning snart Udvidelse af det Begreb, der her maa være det Ledende, nemlig det Almeenmeneskelige, Humane. Som en utilbørlig Indskrænkning maa det nemlig betragtes naar man mener kun at have Rum for Samtidens Sprog og Literatur og saaledes troer at have gjort Nok for humanistisk Dannelse ved til Modersmaalet at føie Studiet af et Par saakaldte levende Sprog. Forsaavidtsom her igjen — ligesom i Anledning af Naturvidenskaberne — utilistiske Hensyn blande sig i Betragtningen, maa Sagen her, hvor det kun gjælder Begrebet om en fuldstændig humanistisk Dannelse, afvises; det gjentager sig desuden ogsaa her, at de Forestillinger, man gjør sig om den praktiske Brug, man skal faae for de levende Sprog, for de Allerflestes Vedkommende ere meget overdrevne. Men det indrømmes gjerne, at der er et Dannelsestrin, hvor man maa nøie sig med denne endnu ringe Udvidelse over den enkelte Nationalitets trange Enemærker, og at især for os, hvis egen Literatur er saa snever og saa utilstrækkelig med Hensyn til et høiere Livs Fordringer, allerede ved Adgangen til et Par af Europas nuværende rigeste Literaturer kan være Adskilligt vundet til en alsidigere og friere Livsbetragtning. Men at dette fyldestgjør Begrebet om en grundig og fuldstændig Normaldannelse, maae vi paa det Bestemteste benegte. En levende Anskuelse af det Almeenmenneskelige forudsætter ikke blot en Udvidelse over det Nærmeste i Rummet, men ligesaa vel i Tiden, og det er ligesaa eensidigt at begrændse sin Betragtnings Kreds med den Tid, som med det Land, hvortil man tilfældigviis hører. Ja man kan sige, at Udvidelsen af Tidskredsen, den virkelige universalhistoriske Dannelse, endog er den vigtigere, da Menneskehedens Cultur netop sees i sit rette Lys som vordende, i en successiv Udvikling. Det er sandt, at de Forskjelligheder og Modsætninger, hvorpaa det her kommer an, de charakteristiske Cultur-Standpunkter, ogsaa paa en Maade ligge ved Siden af hinanden hos vor Tids forskjellige Folk i deres forskjellige Charakter, Sæder og Indretninger; ja et aandrigt Overblik kan maaskee endog her tildeels finde de samme charakteristiske Momenter, der kunne paavises i Menneskehedens successive Udvikling. Men hist, samtidigen ved Siden af hinanden, optræde disse Momenter netop adskilte, løsrevne, forholdsviis ligegyldige, blot som uvilkaarlige Naturforskjelligheder mellem Folkene; medens de i den historiske Paahinandenfølge snarere vise sig i Sammenhæng, ikke blot som sideordnede Modsætninger, men udviklende sig af hinanden, hvorved deres relative Værd og Betydning fremgaaer, idet de ere Led i en fremadskridende Stræben mod en høiere Fuldkommenhed. Kun med denne historiske Forbindelse som ledende Tanke for Øie, er det, man ogsaa kan opdage den ellers skjulte Traad i den Mangfoldighed af samtidige Culturskikkelser, som i broget Forvirring træder os imøde.
Det er især vigtigt, heder det, at forstaae sin Tid. Ganske rigtigt! ligesom det ogsaa er det Fornemste at forstaae sit eget Folk. Men ligesaa lidet som Nogen forstaaer sig selv eller sit Folk, som ikke kan see det fra et almindeligere Standpunkt, i Forhold til og Sammenhæng med andre Folk: ligesaalidet kan Nogen forstaae sin Tid uden i Sammenhæng med, og man kan tilføie: som et Resultat af, de forbigangne Tider. Et saadant Resultat er nu Tiden virkelig, og i desto høiere Grad, jo mere den er fremskreden. Thi det er netop en Hovedsag ved den menneskelige Cultur, at den forbinder de forskjellige Tidsaldre og gjør, at den ene Tidsalders vundne aandelige Forraad ikke gaaer spildt for de følgende. At vi nu staae paa det Standpunkt, paa hvilket vi staae, er factisk en Følge af den hele foregaaende Cultur-Udvikling; af Alt, hvad der engang har havt væsentlig Betydning for Slægtens aandelige Liv er Intet spildt, selv om det er glemt; idetmindste som skjulte Begrundelser og Forudsætninger er det endnu tilstede i Tidens praktiske Bevidsthed. Havde den gamle Verden ikke været som den var, var den nye ikke heller fremstaaet i sin nuværende Skikkelse. Den historiske Menneskeslægts Udviklingstraad er ingensteds afbrudt, om den end ikke overalt er lige fast eller lige synlig. Bruser end Middelalderens brede og oprørte Hav mellem os og den classiske Oltid, saa er der idetmindste dog paa Bunden en — submarin — Forbindelse.
At forstaae vor Tid er nu netop at see den i sin Begrundelse, det er at forfølge hiin Traad hiinsides det begrædsende Hav, det er at fremdrage for Bevidstheden hine skjulte Forudsætninger, hvorpaa Tidens Cultur hviler. Det er, ikke at tage Nutiden som skyfalden, som noget umiddelbart Givet, men netop at opfatte den som — hvad den factisk er — noget Afledet, som et historisk Resultat. Man maa, med eet Ord, søge den nye Tids Rod udenfor den selv, i den gamle.
Denne Forstaaen af Tiden, der altsaa forudsætter en Gaaen udover den selv, er nu i udmerket Forstand en Fordring af den nyere Tid selv. Thi denne Tid og denne Cultur er efter sit hele Anlæg og Præg en afledet; det hører ganske specielt til dens Charakter at vide sig som saadan. Alle Tidens Forholde, dens Sprog, dens Institutioner, dens Viden, dens Kunst, dens Religion, vise tilbage udover denne Tid, have mere eller mindre sin Oprindelse eller sine Forbilleder i Oldtiden. Den græske Cultur har idethele langt mere Oprindelighed, mere Originalitet. Vistnok staaer ogsaa denne i Forbindelse med Orienten, hvoraf Sporene endnu vise sig i Folkets mythiske Erindring; men disse Spor ere forholdsviis uden Betydning for Folkets vaagne, reelle Bevidsthed; den græske Cultur er ikke væsentlig er en erindrende, en tilbageskuende; for sig selv staaer den væsentlig som en ny, selvstændig Skabning, som en Pallas Athene, fuldstændig udsprungen af Zeus’s Hjerne. Netop for den græske Aand, paa der græske Standpunkt, der idethele er et umiddelbart anskuende, er det Væsentligste i dens Cultur ikke det Indhold, som den har modtaget, men den Form, den har skabt sig selv, og i hvilken det gamle overleverede Indhold forsvinder indtil Ukjendelighed — hvoraf det ogsaa lader sig forklare, at selv udmerkede Forskere i vor Tid endog benegte Grækenlands oprindelige Afhængighed af Orienten. Til denne den græske Aands væsentlige Originalitet komme vi siden tilbage; her være det nok at bemerke, at med den moderne Tid forholder det sig ganske anderledes. Netop det dybere og mere Fremskredne i vor Tids Bevidsthed gjør, at den ogsaa virkelig maa opfatte sig selv som fremskreden, altsaa klarere sætte sig selv i Forhold til Fortiden. Vor Cultur er mindre skjøn og mindre naiv; men den er desto dybere og mere omfattende; den har mindre af Instinctets umiddelbare Sikkerhed, den maa have desto mere af Reflexion og bevidst Erkjendelse. Den har og tiltrænger en klarere, ubarmhjertigere Selvbevidsthed og en videre Synskreds; den staaer ikke for sin egen Selvanskuelse straalende i isoleret, umiddelbar Fuldendthed og Skjønhed; det er den desto mere magtpaaliggende at fatte sig i sin Begrundelse og nødvendige Sammenhæng, fatte sig som udviklet og sig udviklende.
Naar man derfor undertiden fra den classiske Oldtid selv har villet hente Grunde imod det classiske Studium, idet man har bemerket, at Grækerne dog naaede en høi Grad af Dannelse uden Studium af fremmede og i Tiden fjerne Nationers Sprog og Literatur, hvorhos man da sjelden pleier undlade at beraabe sig paa „Tidens Fordringer“: da viser man, at man netop slet ikke har forstaaet Tidens Fordringer eller Tidernes Forskjel. Just fordi vi hverken ere eller skulle være Grækere, kunne vi ikke lade os nøie med græsk Umiddelbarhed, men maae blandt Andet ogsaa studere Grækerne. Vi have en ganske anden Trang til at see tilbage til den græsk-romerske Cultur, end Grækerne til at vende sig tilbage til den orientalske. Og dog seer man, at netop Grækenlands grundigste Tænkere, en Pythagoras, en Platon, følte Nødvendigheden af at lade sig indvie i det orientalske Væsen og vandt først derved den dybere Bevidsthed om sig selv og sit eget Standpunkt, der udmerker disse sjeldne Aander. Men hvad der dengang kun glimtviis gjorde sig gjældende hos de faa fortrinsviis begunstigede Aander, er nu blevet til en Nødvendighed af langt større Omfang, fordi Culturen nu idethele har større Udbredelse, fordi ogsaa dette at forstaae Tiden, denne dybere Selvbevidsthed, er blevet en almindeligere Nødvendighed. Vor Tids Cultur har ikke dette aristokratisk-exclusive Præg, kan og skal ikke blot indskrænkes paa saa faa Hænder, som Tilfældet er med Oldtidens Cultur, hvilket i det Store ogsaa viser sig deri, at den egentlige Dannelse i lang Tid jo er indskrænket til det lille Hellenerfolk, denne smale Lysstrimmel midt i Barbariets Mørke. Jo mere Tidens Cultur skrider fremad, desmere maa den udvide sig i Tid og Rum, desto mere maa den omfatte og gjennemtrænge Forbigangenheden. Ligesom Tidens Fremskridt har gjort en hyppigere og regelmæssigere Forbindelse mellem Landene baade mulig og nødvendig, saa man nu ikke lader sig nøie med enkelte tilfældige Skipperleiligheder til England og Amerika: saa er det og med Tidernes Forbindelse, idet man nu hverken kan eller skal lade det beroe med de sparsomme Efterretninger om Oldtiden, som en enkelt Forsker kan opstøve og meddele, men maa lade denne Meddelelse tilflyde sig baade mere umiddelbart og mere rigeligt og regelmæssigt. Hos os kan Forbindelsen med Oldtidens Cultur ikke blot overlades Enkeltes tilfældige Curiositet, men er et almindeligt Samfunds-Anliggende, om end ogsaa dette Anliggende fortrinsviis maa forvaltes af visse dertil Kaldede, hvorom noget Mere siden.
Her skulle vi da fastholde, at det er væsentligt for vore Tiders Dannelse, ikke blot at beroe paa sig selv, ikke at finde sig selv fremskudt af Jorden eller falden fra Skyerne, men at søge og finde sin Begrundelse i et foregaaende Culturstandpunkt. Der gives saaledes heller ikke noget grundigt, i humanistisk Retning tilfredsstillende Studium af moderne Sprog eller Literaturer, uden det kan gaae tilbage til de gamle Kilder. Hvad nu for Exempel Sprogene angaaer, saa ere som bekjendt alle moderne europæiske Sprog afledede, secundære Sprog; de staae alle paa et Standpunkt i den almindelige Sprogudvikling, som savner Oprindelighedens Præg; og et Studium, som har et andet Øiemed end blot den praktiske Brug deraf, et Studium, der tilsigter en dybere Indsigt i deres organiske Love, kan ingenlunde undvære det tilbagegaaende Blik og Kjendskab til Modersprogene, hvori saamange ellers uforklarlige Phænomener have sin Forklaring. Dette turde nu ogsaa være temmelig almindelig erkjendt. Et udelukkende Kjendskab til moderne Sprog kan derfor nok have sit Værd i praktisk, utilistisk Retning — og veed i Almindelighed nok at gjøre sig gjældende —; men fra Videnskabens og den humanistiske Dannelses Standpunkt betragtet, befindes det svævende i Luften. Vi vide meget godt, at der nu ogsaa gives en moderne Philologie, der har fuld videnskabelig Berettigelse; men hvad vi benegte, er at denne — efter sin Natur — kan isolere sig, eller at den kan have nogen Grundighed, naar den ikke veed at tage Fodfæste i den antike. Men hvad der saaledes gjælder om de moderne Sprog, dette umiddelbare Udtryk af Tidens Culturforraad, gjælder ogsaa om Tidens hele Cultur selv og især dennes afsluttende Selvafspeiling i dens Literatur. De moderne Literaturer savne alle den umiddelbare Oprindeligheds Præg; deres Genesis er ikke forklarlig af dem selv. Hvad de ere blevne til, ere de ikke blevne uden gjentagne stærke Indvirkninger af de gamle, deels med Hensyn paa deres Indhold, deels og det isærdeleshed med Hensyn paa Formen. Der ere de, som beklage denne Indflydelse, men den er nu engang en Kjendsgjerning, der ikke kan benegtes. Og vistnok maa det indrømmes, at man i forrige Tider — og maaskee hist og her endnu — har øst altfor plumpt og udelukkende af de gamle Kilder og undertiden sværmet for at bringe den classiske Tid tilbage med Hud og Haar, af hvilket Sværmeri da i Literatur, saavelsom i Kunst og andre Retninger, mange Misfostre ere udgangne; men i det Hele og Store har dog denne Indflydelse af den classiske Oldtid været rensende, klarende og befriende, og det desto mere, jo mere Opfattelsen deraf har været grundig og beroende paa Omgang med de egte Kilder, ikke paa en grumset og forvansket Tradition. Men i ethvert Tilfælde er det Bidrag, Oldtiden har leveret til den moderne Literaturs factiske Tilstand, et saa betydeligt, at der ikke er at tænke paa nogen grundig Forstaaen af denne, uden man gaaer tilbage til hiin.
Nu er der vistnok dem, der, idet de ikke kunne Andet end indrømme, at en saadan Indflydelse af de Gamle har fundet Sted, netop antage den for fuldendt og tillægge den en saa stor Udstrækning, at der ikke skal staae Noget tilbage for Eftertiden. De moderne Literaturer have, mener man, allerede indsuget Nok af de gamle. Den classiske Literatur er som en udpresset Citron, der har maattet afgive al sin Saft til de Nyere; Alt hvad den indeholdt af Idee, Sandhed og Skjønhed, er paa saa mange Maader og saa fuldstændigt bearbeidet af de Nyere, at vi i disse have fuldkommen Nok, og ikke længer have Noget at hente hos de Gamle selv. Men denne Anskuelsesmaade overseer flere meget væsentlige Momenter. Sæt, at det end var sandt, at den hele classiske Literatur med Alt, hvad deri er væsentligt og gyldigt baade i Indhold og Form, var paa en Maade indforlivet i de moderne, saa er det jo den grundige Dannelse ikke blot om Resultatet at gjøre; den skal jo netop forstaae dette og saaledes kunne gjøre sig Rede for dets Tilblivelse; det Sammenvoxne eller Sammensmeltede maa den stedse kunne føre tilbage til dets Elementer; i ethvert Fald bekræfter det sig saaledes ogsaa her, at vi for grundigt at forstaae vor Tid, maae kunne gaae tilbage til den gamle, som deri udgjør en saa væsentlig Bestanddeel. Lader os igjen tænke paa Sprogene. Det Franske har f. Ex. optaget en stor Mængde latinske Elementer; det er, om man vil, et Slags moderniseret Latin. Men netop for tilgavns at forstaae det, nemlig Sproget (ikke blot hvad der siges paa Fransk), er det jo erkjendt for nødvendigt at see det i dets Udspring af Latinen. Det samme gjælder overhoved om alle de aandige Elementer, som de Nyere have optaget af de Gamle, og som den dannede Bevidsthed igjen maa vide at henføre til deres Kilde. Men selv uden Hensyn til denne analytiske Erkjendelse, der er et saa væsentligt Moment i den nyere Dannelse, selv om vi blot tænke paa det æsthetiske Indtryk af Literaturens Frembringelser, saa er der naturligviis en himmelvid Forskjel mellem det Afledede og det Oprindelige. Selv om man kunde indrømme, at de Gamle ere blevne saaledes udnyttede, at der ikke længer er nogen væsentlig Idee eller Culturform, uden den jo kan gjenfindes og maaskee i en langt mere udviklet Skikkelse hos de Nyere, ja selv om vi tilføie, at det er denne af Tidsaanden modificerede Skikkelse, der for os er nærmest praktisk magtpaaliggende: saa beholder det dog stedse sin eiendommelige Betydning at øse af Kilden. Alt hvad senere Tider end kunne have suget af de Gamle — hvad de ikke have kunnet suge, er netop den friske Oprindelighed; den have de Gamle forbeholdt sig selv. Denne Forskjel maa for Enhver, der virkelig kjender saavel Oldtidens som de nyere Literaturer, være iøinefaldende. Hist træde Ideerne os imøde naivt og hensynsløst, i klare, skarpe Omrids; selv det Eensidige og Falske aabenbarer sig saa plastisk, med en saa storartet, uforfalsket Conseqvents, at man dog altid veed, hvor man er, og paa hvad Standpunkt man staaer. De Modsætninger, der bevæge Aanderne, de Partier f. Ex., hvis Spænding betinger det literære saavelsom det politiske Liv, have i den classiske Tid faaet sit bestemte Præg, der forebygger al Sammenblanding. Vor Tid er Modificationernes og de mangfoldige Krydsningers Tid, der let vilde synke sammen i en Røre, om ikke hine plastiske Skikkelser fra Oldtiden fremdeles bidroge til Lys og Orientering. Vi ere langt fra at ville forgude den gamle Tid; vi vide, at den nyere Tids Ideer idethele ere dybere, i en vis Forstand grundigere og mere udviklede; men de have derfor ogsaa en ganske anden Ballast af Begrundelser, af Hensyn og Cauteler at slæbe paa, og bevæge sig ikke med den ungdommelige Lethed, den naive Sikkerhed, som Oldtidens. Og hvad Formerne angaaer, da er disses klare Oprindelighed hos de Gamle fremfor hos de Nyere endnu mere aabenbar. Hist viser det sig, at Formen idethele er naturvoxen, at den har gjort sig selv, en umiddelbar Aabenbaring af Ideens egen Gehalt; medens hos de Nyere Formen saa ofte er noget forud Færdigt, der paa en udvortes Maade er bragt hen til et oprindeligen fremmed Stof. Hos de Gamle er saaledes Indhold og Form umiddelbart Eet, medens den hele nyere Tid lider af en Skilsmisse derimellem, som den vistnok stræber at ophæve, og hvis Ophævelse, naar den stundom lykkes Geniet, selv frembringer nye Former, men som stedse fremtræder paany og forstyrrer Frembringelsens Reenhed. Det Samme gjælder om Literaturen idethele som en af Livets og Culturens Former. Hos de Gamle, især Grækerne, er Literaturen udsprungen umiddelbart af Livets Trang (eller maaskee rettere af dets liberale Overflod); den er stedse en naturlig Blomst af Livet selv, der overalt i de politiske og selskabelige Forholde har sine Rødder; i den umiddelbare Bevidsthed om at være en ligefrem Udstraaling af Livets bedste Tendentser og Kræfter, drømmer den ikke engang om noget Brud med Livet og ængstes derfor heller ikke af Bekymringer for at vende tilbage dertil eller for at have nogen „praktisk“ Indvirkning derpaa. Vi have saaledes hist det Særsyn af en Literatur, der er egte folkelig paa samme Tid, som den er en fuldkommen Kunstliteratur. Hos os ere nu disse Sider gaaede fra hinanden, og kjæmpe idelig med hinanden. Ligesom Formen og Ideen ere adskilte, saaledes ogsaa Literaturen og Folkelivet. Snart see vi en Kunstliteratur, der fortørkes og forstenes, fordi dens Rødder i Folkelivet ere afskaarne, snart plages Literaturen af Samvittighedsangst og styrter sig ned i en Praktiskhed og en „Folkelighed“, der truer med at bortskræmme alle Gratier.
Derfor er ogsaa den classiske Literatur saavel i sin Fremspiren og Blomstring, som i sin Henvisnen, en fuldstændig organisk Vext, hvor alle Skrivtformer have udviklet sig med indre Nødvendighed og danne et sammenhængende, i sig begrundet og afrundet Heelt, hvortil ingen anden Literatur kan opvise Magen. Ingen Literaturhistorie kan derfor gives en saadan Anskuelighed, en saadan immanent Udvikling, som hiin De væsentlige Kategorier og Classificationer som man maa betjene sig af, for ogsaa i de nyere Literaturers langt mere forviklede og sammenblandede Forholde at bringe Lys og Orden, ere hist i sit Udspring i sit egentlige Hjem. Idethele have ogsaa alle væsentlige Skrivtarter, poetiske og prosaiske, hist faaet sit klare Præg og sin Begrændsning, der mere eller mindre har staaet som en Norm for de nyere Tider og foresvævet disse, selv naar de have anstrænget sig for at frigjøre sig for denne Indflydelse. Ogsaa deri viser sig Mangelen af Naivitet og Oprindelighed hos de nyere Literaturer, at man her — i Lighed med den forhen berørte Vaklen mellem Kunst og forceret Folkelighed — kan iagttage en uafbrudt Kamp mellem en Forkjærlighed for antike Former og Tilbøielighed til at anvende dem overalt — og paa den anden Side en romantiserende Reaction, der forsmaaer al classisk Runding og Begrændsning og feberagtigt snapper efter det Uformelige og Uhyre.
At ingen nyere Literatur kan maale sig med den classiske i Friskhed og Oprindelighed, er saaledes vistnok hævet over enhver Tvivl. Og naar Nogen maaskee hertil vil bemerke, at det kommer netop af den Indflydelse, denne har udøvet paa de Nyere, og at man blot behøvede at overlade Nutiden til sig selv, saa vilde den udvikle ligesaa megen Oprindelighed som den gamle Tid: saa svares for det Første, at derved ophæves ikke, hvad der for Tiden er factisk, og det kan saaledes ikke veie Noget i Sammenligningen mellem de forskjellige Literaturer, som de nu engang ere. At man, hvis man virkelig vil betragte Billedet af en oprindelig, selvudviklet Literatur, maa gaae til de Gamle, staaer lige fast. Men desuden maae vi gjentage, at man miskjender den nuværende Tids dybe Betydning og Opgave, naar man tænker saaledes at stille den udelukkende paa sig selv, for derved at kappes med den antike Originalitet. Heri see vi netop en falsk Forgudelse af det antike Element. Vi have allerede ovenfor bemerket, at vor Tid er ikke stillet paa lige Vilkaar med den gamle; den kan og skal ikke frembringe noget i den Forstand Oprindeligt og Naivt, som hiin. Vor Tid skal netop staae paa Fortidens Skuldre. Den er ikke længer en Barndoms- eller Ungdoms-Tid; den hviler ikke i en uforstyrret Tilværelsens Harmonie. Den har smagt af Kundskabens Træ og kan ikke mere umiddelbart vende tilbage til det tabte Paradis. Livets dybe Modsætning og Strid er indbrudt; den kan ikke ignoreres, men maa gjennemkjæmpes. Og netop i den grundige Gjennemkjæmpen af alle Modsætninger ligger Tidens Opgave; først derigjennem kan den efterhaanden nærme sig til en Klarhed og Harmonie, hvis høiere Betydning er at maale efter Dybden og Omfanget af de Modsætninger der ere overvundne. Udenfor al Tvivl er derfor vor Tid en videre fremskreden, en alvorligere Manddoms Tid; den er væsentlig en kjæmpende og arbeidende, medens den græske Tid i Forhold dertil snarere maa kaldes en ungdommelig legende. Vor Tid og dens Literatur skal ikke være en Gjentagelse af den classiske; kun Sværmeriet kan ville dette; den Classicitet, som ogsaa vi skulle stræbe efter, er en ganske anden. Men derfor maae vi ogsaa opgive den daarlige Stolthed at ville være originale eller naive paa samme Maade som de Gamle; den forløbne Tid er jo netop forløben, for at den af os skal benyttes. Selv den Originalitet og Naturlighed, som ogsaa vor Tids Aand maa stræbe at opnaae for sig og sine Skabninger, er — saa selvmodsigende dette end kan synes den Uindviede — en reflecteret og middelbar, en saadan, der først tilkjæmpes under en mere og mere bevidst Henskuen til et Forbillede. Er saadant, som den classiske Literatur ikke behøvede og ikke havde, have vi netop i denne, som derfor aldrig maa lades afsigte, men stedse staae der for at anskueliggjøre det Maal, vi gjennem en dybere, alvorligere Kamp skulle virkeliggjøre — ikke ulig en Miniatur-Model, hvori en Kunstner i det føieligste Material har udtrykt sin umiddelbare, i Phantasien undfangede Idee til en Bygning, der i større Maalestok og af tunge Masser med anstrengende Møie skal opføres. Just fordi vor Tid, som vi udtrykte det, væsentlig er en arbeidende og kjæmpende, fordi den ikke har umiddelbar, vuggefaaet Idealitet, fordi den trykkes af Modsætning, Realitet, Materie: derfor vilde den, sig selv overladt, let fortabe sig i Kampens Virvar og i Arbeidets Enkeltheder; den vilde nedsynke i Philisterie og i en tungvindt men dog frugtesløs Døgnvirksomhed, om den ikke stedse havde Blikket henvendt paa hine Ideens solbelyste Tinder, om den ikke derfra fornam en idelig manende Stemme om dog at samle sig til Ro og Harmonie og frembringe gyldige, fuldstændige, i sig fuldendte og afrundede Gestalter. Derfor behøver vor Tid ogsaa i en ganske anden Forstand, end den gamle, en lærd Dannelse; den har ikke hiins medfødte Syn for det Ideale og det Naturlige, og maa saaledes først igjennem Reflexion og Kunst føres tilbage dertil.
Kan man saaledes ikke bortræsonnere Nutidens Trang til at skue tilbage til det oprindeligt Forbilledlige, til den fuldendte, naturvoxne Form, til de isandhed humane Ideers første, levende Selvudvikling, saa staaer det ogsaa fast, at ingen senere Bearbeidelse ingen Andenhaands-Fremstilling, om den end i mange Henseender kan siges at have udviklet Sagen videre, kan erstatte Adgangen til selve Kilden. Men det er heller ikke sandt, at de Gamle ere i Et og Alt udnyttede, eller fuldstændigt gaaede over i Saft og Blod hos de Nyere. Selv om vi see bort fra den sig stedse fornyende Trang til en Forfriskelse i Oprindelighedens Bad, saa ere vi i ingen Henseende færdige med Studiet af de Gamle og blive det vist aldrig. Den Kilde lader sig ikke saa let tømme. Den classiske Literatur er den humane, æsthetiske Dannelses Bibel, og med den bliver denne ligesaalidt færdig, som den religiøse med sin. Kun Ørkesløsheden, ratio ingnava, troer at kunne lade sig nøie og tygge Drøv paa, hvad den allerede har annammet. Saa gammelt det classiske Studium er, saa gjøres der stedse nye Opdagelser; Opfattelsen af den gamle Verdens rette Betydning bliver Dag fra Dag klarere og mere udbredt. Dog, det er ikke saa overmaade gammelt, egentlig ikke stort ældre end det frie Studium af Bibelen, hvormed det stedse har gaaet Haand i Haand, ikke ældre end de sidste Aarhundreders frie og skjønne Cultur, der fra begge Dele har hentet sin fornemste Næring. Ligesom saaledes de have aldeles Uret, der ville indbilde sig og Andre, at de classiske Studier kun ere en Levning fra den katholske Middelalder, hvilken meget mere i humanistisk saavelsom i kirkelig Retning, istedetfor at øse af Kilden, lod sig nøie med en forvansket Tradition: saaledes kan man give dem, der gjerne ville agte paa „Tidens Tegn“ og see, hvorhen dens Retning gaaer, og som maaskee ville mene, at hine Studier ere i Forfald og „tabe Terrain“, den Forsikring, at dette ingenlunde er saa, men at Studiet fremdeles er i Opblomstren, og at den classiske Oldtid stedse klarere og fuldstændigere lægger sin Skjønhed og sin sande Betydning for Dagen. Som allerede før bemerket, er den classiske Dannelse nøie sammenvoxen med Protestantismen og synes med denne bestemt til uendelig Fremgang, en Fremgang, der, paa det humanistiske saavelsom paa det religiøse Omraade, hænger sammen med en stedse fuldkomnere Tilegnelse af den normale Fortid og dennes egte Monumenter, i Modsætning til Katholicismen, som væsentlig indskrænker sig til den fortlevende Overlevering og den nærmeste, afledede Auctoritet, og derfor seer med skjeve Øine til Studiet saavel af Christendommens som af den humanistiske Dannelses Kildeskrivter. Det vilde føre os for langt ud, her videre at gjennemføre denne Parallel eller yderligere at vise, hvorledes Protestantismen og Humanismen, skjønt paa forskjellige Feldter, og skjønt de endog i det Enkelte ofte kunne collidere, dog idethele beroe paa den samme Grundstemning, den samme almindelige Trang hos Menneskeheden, Trangen nemlig til at frigjøre sig fra den nærmeste Forgangenheds snevre Skranker og den løbende Tids stedse tiltagende Formidlings-Ballast og at sætte sig i umiddelbart Forhold til Idealet i dets isandhed classiske, engang for alle gyldige Aabenbarelse. Men Saameget vil man af det Sagte allerede kunne ane, at naar man i vor Tid synes at spore hist og her nogen Uvilje mod de classiske Studier, især naar der tillige ytres, at vi have indsuget Nok af de Gamle, og at vi nu kunne holde os blot til de i Nutidens eller den umiddelbare Fortids Cultur opbevarede Resultater deraf, da er denne Tanke, saalidet det end ofte anes af dem, der bekjende den, i sin inderste Grund egte katholsk, og staaer i en betydningsfuld Forbindelse med den Reaction fra den katholske Verden, som man nutildags i flere Retninger kan spore, og som vel i det Enkelte kan volde adskillig Forvirring og Tilbageskridt, men som dog nok idethele ikke skal mægte at standse Verdens Fremskridt paa Aandsfrihedens og den humane Culturs Bane.
Med det Foregaaende er det nu — for endnu udtrykkelig at gjentage dette — ingenlunde Meningen, at Studiet af nyere Sprog og Literaturer skal udelukkes af den liberale Almeendannelse; vi have meget mere erkjendt, at denne netop forudsætter en levende Vexelvirkning mellem Samtidens cultiverede Nationer og en gjensidig Udvexling af Ideer ikke mindre end af physiske Producter, og vi maae fremdeles indrømme, at en Fleerhed af Tidens Børn maa lade sig nøie selv med de fra Oldtiden nedarvede Cultur-Momenter i den Form, i hvilken de af Samtiden og den umiddelbare Fortid ere overleverede — ligesom paa kirkeligt Omraade vel Menighedens Masse for en stor Deel maa troe paa Præstens og de populære Skrivters Auctoritet samt paa sin egen umiddelbare Følelse og Forstand, uden at kunne gaae til de oprindeligste Kilder —: men netop den høiere, friere Dannelse maa kunne øse lige af Kilden. Det Samme gjælder med Hensyn til Nationernes indbyrdes Forhold. Ethvert Folk, der vil staae paa Dannelsens Høide, der vil være aandelig selvstændigt og ikke afhængigt af tydsk, fransk eller engelsk Videnskabelighed, maa heller ikke udelukkende forskrive sin Dannelse eller Lærdom fra disse Folk eller blot see gjennem deres Briller, men selv sætte sig i Forbindelse med de samme Kilder, hvoraf hine have øst og fremdeles øse. Vi ville jo ikke, at vor Literatur blot skal være en Aflægger af de nævnte; men dette vil dog nødvendig tilsidst blive Følgen, hvis den Almeendannelse, som Folket anerkjender for den høieste, for en væsentlig Deel skal grundlægges paa Studiet af disse samtidige Literaturer. Vil man ikke for at undgaae denne Afhængighed gribe til det fortvivlede Middel, som enkelte Ivrere forkynde, nemlig at stænge sig inde i sin egen Nationalitet og skye al Berørelse af det Fremmede, staaer kun tilbage at stille sig paa lige Fod med sine cultiverede Naboer og forfølge Menneskehedens Cultur-Udvikling lige til dens for Alle fælleds Udspring. Idet vi bygge paa vor almeenmenneskelige Uddannelse, ville vi vel ikke forsmaae Haandrækning af vore til det samme Maal arbeidende Naboer; men vi ville vel iagttage at lægge Grunden ligesaa dybt som de, for at ogsaa vor Dannelse kan blive et vel med det øvrige passende og sammenhængende, men dog selvstændigt og i Stilen af vor dybe Eiendommelighed betinget Tempel, ikke blot en overfladisk tilklinet Udbygning, der, selv udstafferet med de grelleste nationale Forziringer, dog mangler al dybere Beroen paa sig selv.
Men andre Ord: At et Folk, der virkelig vil bevare en sand aandelig Selvstændighed, ikke maa isolere sig, men tvertimod mere og mere maa tilegne sig et almeenmenneskeligt Indhold, ansee vi vistnok for afgjort; men paa den anden Side maa denne almeenmenneskelige Cultur ikke tages tillaans af fremmede, sideordnede Folk (og maaskee tilstudses lidt efter eiendommelig Smag eller Behov), men tvertimod i bestandig Kappestrid og Vexelvirkning med disse udvikles lige fra dens første classiske, almeengyldige Aabenbarelse. Ligesom vi ikke skulle tage vor Christendom fra Paven og hans Romere — eller nogen anden medlevende Nation eller Andenhaands-Auctoritet — men hente den ligefra den hellige Skrivt, Christendommens classiske Aabenbaring, idet vi naturligviis tillige med aabent Øie følge med dens hele senere Udvikling: saaledes skulle vi ikke heller tage vor skjønne menneskelige Cultur og vor Uddannelse i æsthetisk Retning fra nogen Mellemmand, men — med stadigt Henblik til dens bestandig fortsatte Fremadskriden — væsentlig fra det Folk og den Periode og den Literatur, hvem det var givet at bringe denne humane Cultur til sin første gyldige Aabenbarelse.
At der nu i Forholdet til de Gamle ikke kan være Tale om en saadan farlig Afhængighed, hvortil vi vilde komme af samtidige Nationer, naar vi udelukkende fra dem toge Grundlaget for vor humane Dannelse, er ikke vanskeligt at indsee. Thi de Gamle existere i udvortes Forstand ikke mere; i ethvert Fald vilde en Afhængighed af dem ikke medføre saa betænkelige praktiske Følger, som naar vi gave os Franskmænd og Engelskmænd i Vold. Men desuden staaer den hele antike Verden væsentlig som afsluttet og forbigangen for os — en Gjenstand for fri lidenskabsløs Contemplation; den river ikke med sig, sætter ikke Følelser og Lidenskaber saaledes i Bevægelse, som det Samtidige. „Oldtiden hviler“, heder det hos Digteren Wergeland, „et Havstille, Minderne see vi som Seil eller Stjerner i Horizonten“. I Betragtningen heraf bliver netop Aanden hævet over Nuets Spænding og Trængsel; den har her Billeder, ved hvis rolige Skjønhed den kan dvæle, uden at dens nærmeste Interesser derved berøres, uden at den skal sættes i piinlig Bevægelse for enten at tilegne sig eller værge sig imod, hvad der nu kun tilhører Ideens, Erindringens Rige. Beskjæftigelsen med den classiske Oldtid er altsaa saa langt fra at begrunde nogen skadelig Afhængighed, at den netop kraftigen bidrager til den Befrielse fra Øieblikkets mangfoldige Tilfældigheder, hvilken er det væsentlige Øiemed for al høiere Dannelse.