Om de classiske Studiers Betydning for den høiere Almeendannelse/5
Religion.
Med Gjendrivelsen af den eensidige Realisme er imidlertid endnu ikke Nødvendigheden af det specielle classiske Studium godtgjort. Meget mere møde vi iblandt det sidstes Modstandere ligesaa ivrige Modstandere af Realismen. Har man indrømmet, at Aanden og det Aandige er en ligesaa værdig, ja værdigere Gjenstand for Studium end Naturen, er saaledes ikke længer den naturalistiske Interesse overveiende, saa kan man endnu stille sig paa et religiøst eller et patriotisk Standpunkt, fra hvilket det classiske Studium betragtes enten som skadeligt eller ialfald som overflødigt.
Den religiøse Tro er den første, umiddelbareste Overbeviisning om Virkeligheden af Aand og en aandelig Verden. Christendommen især indeholder den kraftigste Protest mod, at Alt er Natur; den begynder netop med en Benegtelse af den naturlige Tilværelses absolute Gyldighed. Fra et christeligt Standpunkt, hvor det altsaa maa ansees som ganske væsentligt, at Mennesket lærer at betragte sig selv som Aand og at faae Sands for aandelige Interesser, kan man ikke Andet end finde, at netop denne christelige Underviisning er den aller vigtigste og nødvendigste, at den derfor endog hører hjemme i den allersnevreste Kreds, hvor der endnu ikke er Tale hverken om Sprog og Historie eller Naturvidenskab. Men fordi Christendoms-Kundskab saaledes er den allernødvendigste, naar Mennesket dog vil være mere end Dyr, fordi den hører hjemme allerede paa det laveste Dannelsestrin, ligesom den rigtigt forstaaet ogsaa er den høieste og Summen af al Kundskab: derfor er den og bør ikke være udelukkende. Medens den religiøse Iver visselig har Ret imod den eensidige Realisme og Naturalisme, der maaske endog paa den laveste Almueskole gjerne — om det gik an — gad sætte en physisk Lærebog istedetfor Luthers Katechismus, saa bliver den dog selv en Eensidighed, naar den endog paa høiere Udviklingstrin (og man maa jo ønske selv Almueskolen en høiere Udvikling) ikke vil tilstede en Udvidelse af Kundskabskredsen ogsaa over naturlige og reent menneskelige Gjenstande. Dog er denne Sneverhed let at forklare og kan i mange Tilfælde undskyldes. Den religiøse Iver seer den aandelige Fare af en overveiende Nedsynken i det Naturlige, den vil for enhver Priis befrie Aanden af Naturens Baand, og denne Befrielse bliver da let for det Første — theoretisk og praktisk — en Sønderrivelse, uden at den igjen kan finde noget Tilknytningspunkt. I sin Kamp mod Naturalismen kommer den let til at see skjevt til Naturvidenskaben, som dog kun da er farlig, naar den bliver exclusiv eller vil tilrive sig Superioritet. Og hvad de classiske Studier angaaer, da erindrer den christelige Iver sig, at de beskjæftige sig med Hedenskab, og at de saaledes — da det Ikkechristelige, der i mange Henseender er at agte lige med det Uchristelige, her, i den hedenske Kunst og Literatur, er selv i Aandighedens Form, i Sammenligning med hvilken Naturen dog er et forholdsviis neutralt Gebeet — ere endnu mere til Hinder for christelig Tro og Oplysning. Især i Frankrige fra den katholske Geistligheds Side har man lige til den sidste Tid af og til seet denne Synsmaade gjøre sig gjældende, og det saaledes, at man har været tilbøielig til at skyde Skylden snart paa Naturvidenskaben, snart paa Classiciteten for fast al den Ugydelighed og Usædelighed, som findes i vor Tid, ligesom en aandrig Statsoekonom (F. Bastiat) for nogen Tid siden specielt troede at maatte udlede Tidens communistiske Tendentser fra den classiske Underviisning i Skolerne. Hos os, i den protestantiske Verden, er nu i Almindelighed den religiøse Opfatning en anden og friere. Protestantismen er lige fra sin Oprindelse saa nøie sammenflettet med Humanismen (hvilket vore katholske Modstandere ikke have undladt at bemerke som et Moment i den protestantiske „Vantro“) og har factisk medført en saadan Tilbagevenden til og Forsoning med Naturen, at vi ikke for Alvor kunne huse hine snevre Forestillinger. Kun naar det gjælder at komme en forhadt Modstander — enten Naturvidenskaben eller Classiciteten — tillivs, forsmaaer man heller ikke af og til et Echo af hine os igrunden fremmede Stemmer. Saaledes erindres, at der for nogen Tid siden var en Indsender i et af Bladene, der klagede over, at der i Artiums-Stilene i Almindelighed gik en hedensk Aand, medens det er en Kjendsgjerning, at i det mindste de senere Aars Artiums-Stile have snarere havt den Feil — ikke at være altfor christelige, men altfor meget at være holdte i den christelige Opbyggeligheds Tone. Thi der er ogsaa en vis Verdslighed i Liv og Betragtning, der har sin Berettigelse, der ikke bør holdes borte eller fortrænges, men netop, idet den paa en inderlig Maade gjennemtrænges af det christelige Liv, skal give dette sin Udvikling og Fylde. Idethele er det jo kun den ene Side ved Christendommen, kun dens Begyndelse, at den vender sig bort fra det Naturlige og Menneskelige; dens alsidige Udvikling og Fuldendelse beroer paa en Forsoning dermed, en Gjenoptagelse af disse Elementer, som herved forklares og helliges. Den Anskuelse, der af Dannelsen vil udelukke det naturlige og profane Element, er fuldkommen analog med den asketiske Aand i det Praktiske, der forkynder Afhold fra det verdslige Liv, dets Sysler og Nydelser. Men dette Hovedhængeri fremtræder jo i vort Samfund kun som Undtagelse, og vi nære ingen Frygt for at det skal trænge igjennem. Men naar man altsaa i det Praktiske ikke er bange for at indlade sig med Naturen og Verdsligheden, saa skulde man endnu mindre i det Theoretiske nære en saadan Frygt. Dog man er vist ikke heller igrunden saa bange, som man lader; der ere ialfald vist ikke Mange, som for fuldt Alvor indbilde sig, at man bliver Hedning ved at studere Naturen eller de classiske Forfattere, forudsat at dette Studium ikke er udelukkende, men har sin tilbørlige Modvegt og Forklaring i en grundig christelig Oplysning og Optugtelse. Man troer det neppe for Alvor, om man end imellem kan bruge denne Forestilling til at skræmme sig selv og Andre med.
Vi maae ellers udtrykkelig bemerke, at den snevre Christelighed, naar den vil være conseqvent, rammer saavel Naturen, som den classiske Literatur, og at den saaledes i det Hele danner den abstracte Modsætning til hiin eensidige Realisme. Thi forsaavidt Nogen her skulde ville distingvere og — med Hensyn til Naturens ovenfor berørte tilsyneladende Neutralitet — sige, at „Naturen som Guds Gjerning er god, og at den paa den rette Maade betragtet kan bidrage til Guds Riges Forherligelse, men at Hedenskabet i sig er farligt og fordærveligt“; da maa dertil svares, at ogsaa den classiske Verden indeholder meget Godt og Skjønt, megen gavnlig Belærelse, og at det her ogsaa kommer an paa, at den betragtes paa den rette Maade, i hvilket Fald selv det, den indeholder af Falskt, af specifikt Hedenskab, maa netop tjene til Christendommens Forherligelse. Ja, man kan endog sige, at det Forføriske, det bort fra den personlige Guddom Dragende i Naturen er saameget farligere, som det her fremtræder dunklere; medens det som virkelig udtalt og udpræget Hedenskab, som en aabenbarlig tilbagelagt historisk Phase, har tabt sin umiddelbare Magt over Aanden. Derfor falder det nu neppe Nogen ind at dyrke Zeus eller Apollon, medens Mange kunne være altfor tilbøielige til at dyrke Naturen; og det fortjener vel ogsaa at bemerkes, at det vistnok snarere er mellem vore Naturforskere, end mellem vore Philologer, at man skal finde Spor af hedensk Tænkemaade. Paa den anden Side havde vore Reformatorer, en Luther f. Ex., der dog praktisk havde saamegen Natursands og har bidraget saa meget til Naturlighedens Rehabilitation, ikke nogen ret Tiltro til Naturstudierne, medens han derimod satte Sprogene og Sprogstudierne meget høit. „Die Natur ist nichts, nur ein Widersatz und Christum zu vertilgen aufkommen. Darum lieber Mensch, laß natürliche Kunst fahren . . . . . . Genug daß du weißt, daß Feuer heiß, Wasser kalt und feucht ist, daß im Sommer andere Arbeit denn im Winter zu thun ist. Wisse wie du deinen Acker, Vieh, Haus und Kinder üben sollst, das ist dir genug von natürlichen Dingen“. Vi anføre ikke dette, som om vi skulde dele den store Mands Fordom, men for at vise, at man fra et christeligt Standpunkt endog kan have større Betænkelighed mod Naturkundskaben end mod det classiske Studium.
Forresten er Betænkeligheden mod at indlade sig med hedensk Cultur gammel i Christenheden. Den maatte naturligviis især ligge den begyndende og endnu ubefæstede Christendom nær, saameget mere, mens Hedenskabet endnu var en levende Magt. Allerede Origenes[1] tager de classiske Studier fra denne Side i Forsvar, idet han aandrigt bemerker, at den Christne skulde gjøre med den hedenske Cultur ligesom fordum de fra Ægypten flygtende Jøder med de fra Hedningerne røvede Offerkar, idet de nemlig omstøbte dem til Kar og Smykker at anvendes i den sande Guds Tjeneste.
Ligesom man nu seer Enkelte fra det snevre religiøse Standpunkt at ville gaae ligesom paa Accord med verdslige Kundskaber ved dog at indrømme den tilsyneladende mere neutrale Natur en Plads, medens de endnu ere bange for at indlade sig med den profane Kunst og Literatur: saaledes ere der paa den anden Side visse Realister, som for dog ogsaa at gjøre Noget for det aandelige Element, ikke ere uvillige til at op- tage i Dannelsens Kreds en tarvelig Religions-Kundskab, hvormed de da ansee ethvert Krav i denne Henseende for fyldestgjort. Dette er nu vistnok bedre end Intet; men det er dog igrunden kun Halvhed og fører ikke til nogen grundig, harmonisk Dannelse. De tvende forskjellige Kundskabs-Elementer staae her ved en vid Kløvt adskilte fra hinanden og komme til at danne en i sig saa stridig Forening som Naturalisme og en snart stivt orthodox, snart sentimental Religiøsitet eller for at gaae et Skridt videre i Conseqvents: som Ugudelighed og Bigotteri, som Vantro og Overtro, hvilke som bekjendt i en vis Henseende trives ypperlig sammen. Ved Siden af en hovedsagelig naturalistist Dannelse at indrømme den aandelige Retning et lidet snevert afgrændset, dogmatisk Hjørne, ligner i det Praktiske et saadant Liv, der, den hele Uge igjennem udelukkende optaget med de profaneste Tanker og Beskjæftigelser, mener at have gjort Nok for Sjælens Frelse, naar det spenderer en Time om Søndagen til at synge og bede; medens det dog er i et gjennem hele Ugen fortsat isandhed humant Forhold til Mennesker at den sande Religiøsitet skal virkeliggjøres. Sagen er — theoretisk og praktisk — at det er paa det egentlig menneskelige, om man vil historiske Feldt, at det Naturlige, Undermenneskelige, og det Guddommelige, Overmenneskelige, mødes, at det som vi nylig udtrykte os, først er gjennem Menneskeaanden at ogsaa Naturen vinder sin Forklarelse. Naturbegrebet og det overnaturlige Gudsbegreb staae stive, ugjennemtrængelige ligeoverfor hinanden, naar de ikke i den historiske Culturudvikling blive flydende for hinanden. Nu kan man vel sige, der er Intet iveien for at Naturstudiet drives med et religiøst Hensyn, saa at Tanken om Gud stedse skinner igjennem hans Gjerninger. Meget vel! Derfor er ogsaa Naturstudiet meget fortræffeligt, vel at merke, som Led af en alsidigere Dannelse. Men isoleret, er Naturens Gud dog væsentlig den pantheistiske, og det hjælper da kun lidet, om der i en udvortes tilhængt Religions-Underviisning tilføies den dogmatiske Forsikring, at Gud er den personlige, historiske. Det er igrunden kun en Smule jødisk Tilsætning til Hedenskabet, men ingen sand, gjennemtrængende Christendom. Christendommen peger nu ganske fortrinligviis paa Guddommens historiske Aabenbarelse, og den har derfor selv først sin sande Betydning i den hele historiske Sammenhæng. Ligesom vistnok ingen Christendomskundskab er ganske uden et historisk Element, saa bestaaer netop en høiere christelig Cultur i, at dette — ellers abstracte — Element faaer en alsidig Udvikling, saa at den hellige Historie ikke bliver staaende alene — som en eenlig Billedstøtte paa et fjernt, ophøiet Postament —, men netop, ligesom Christus selv, stiger ned paa Jorden og sees som det forklarende Midtpunkt i den hele menneskelige Cultur-Udvikling.
- ↑ Origenis epistola ad Gregorium c. 2.