Om de classiske Studiers Betydning for den høiere Almeendannelse/14
Tre Dannelseskredse.
Saaledes vove vi at antage, at hvis man nu ogsaa ad anden Vei kan erhverve en respectabel, over Øieblikket opløftende Dannelse, da skyldes dette netop den Omstændighed, at Samfundet dog har en Normaldannelse. Nu ligger det vistnok i Sagens og Forholdenes Natur, at denne høiere Normaldannelse i sin hele Udstrækning kun kan tilegnes af et Mindretal, da den baade er kostbar og fordrer deels langt Otium og megen Anstrengelse, deels naturlig Begavelse. Det er saaledes klart, at kun en begunstiget Deel af Landets Ungdom kan ofre Saameget paa sin almindelige aandelige Uddannelse, hvorimod Fleerheden nødes til efter en ringere almindelig Forberedelse at tage fat paa Erhvervet og de praktiske Sysler, eller ialfald paa en speciel dertil sigtende Fagdannelse. Det er saaledes ganske i sin Orden, at der, som allerede antydet, gives flere Dannelseskredse af forskjellig Udstrækning. Disse ere nu hovedsageligen tre, nemlig: 1) Almueskolen, der kun omfatter det Allernødvendigste, fordetmeste kun Religionskundskaben og Modersmaalet (forbundet med nogle tarvelige Almeenbegreber om Natur og Historie), der altsaa væsentlig indskrænker sig til det individuelle folkelige Element, hvilket her kun gjennembrydes af den religiøse Tro; dernæst 2) Real- eller Borgerskolen der medtager nyere Sprog og endeel Naturvidenskab og saaledes væsentlig omfatter Samtidens Cultur med en kun (i en historisk Lærebog) fortalt Kundskab om det Universalhistoriske, og endelig 3) den lærde Skole med dens Fortsættelse paa Universitetet, der ved at aabne umiddelbar Adgang til Oldtiden, isandhed udvider Blikket til det Almeenmenneskelige og saaledes fuldender den humane Almeendannelses Begreb. Man maa nemlig erindre, at denne sidste, Universitetsdannelsen, ogsaa kommer tilbage til det realistiske og praktiske Felt, kun efter en længere Omvei, ved hvilken den har udvidet sig over det i den lavere Realdannelse manglende classisk-historiske Gebeet. Realskolen adskiller sig saaledes fra den lærde Skole kun deri, at den ved det Punkt, hvor den sidste begynder Studiet af de gamle Sprog, med Afkald herpaa strax søger ved Siden af nogle techniske Færdigheder at meddele de vigtigste naturvidenskabelige Kundskaber, hvilke af Latinskolens Alumner først senere, hos os ved Universitetet erhverves. Nu er det klart, at hvo, der ikke har Raad, Tid eller Evne til at gjennemgaae den større Cyklus, maa lade sig nøie med den mindre ligesom den, der tidlig selv maa erhverve sit Brød, kun forholdsviis lidet kan dvæle ved Theorien, men maa paa en Maade antecipere Anvendelsen, f. Ex. lægge mere an paa den praktiske Regnefærdighed, end paa den mathematiske Begrundelse. En saadan Dannelse, der gaaer mere directe løs paa det Praktiske ligner de mindre udviklede Planter, der maae sætte Frugt uden at have udfoldet sig i Blomst. Men aabenbart er det ogsaa, at ingen af de tre Dannelsescykler i et Folk vil kunne være, hvad den skal, uden som Led i en Totalitet, og at navnlig hverken Almue- eller Real-Skolen vilde kunne føre til noget tilfredsstillende Maal, hvis det egentlige Hoved, hvorfra dog tilsidst den egentlige Beaandelse udgaaer, var afskaaret. Som allerede antydet, svare de tre Skoler (hvoraf den lavere stedse maa være optagen i den høiere) til de tre væsentlige Momenter i den humane Cultur: det enkelte Folk, Samtiden, Menneskeheden; men ingen af dem kan alligevel, naar Dannelsen dog skal være sandt menneskelig, undvære et almindeligt, universalhistorisk Element. Dette har nu ogsaa Almueskolen egentlig i den religiøse Form kun gjennem Bibelhistorie og Dogmatik gives her en abstract Udsigt over Slægtens Totalskjebne og et Forsyns Førelse), Realskolen i den historiske Reflexions Form, nemlig gjennem Tilegnelsen af en universalhistorisk Lærebog, og endelig først Latinskolen i egen Anskuelse og genetisk, begribende Erkjendelse. Nu er det klart, hvad vi ogsaa tidligere tildeels have søgt at vise, at saavel den religiøse Opfatning bliver eensidig og abstract, naar den ikke modtager Fylde og ligesom Anvendelse gjennem en virkelig historisk Betragtning, ligesom at den sidste, naar den blot er og kan være andenhaands og ikke belives og forfriskes fra Kilderne af, bliver tør og død, og efterhaanden endog paa mange Maader forvansket. Hvis de lavere Skoler saaledes skulle trives til Velsignelse og faae en sund, levende, opadstræbende Retning, forudsættes saaledes, at de maae staae i bestandig Vexelvirkning med den høieste, hvilken deels umerkeligt befordres derved, at de blot bestaae ved Siden af hinanden i det samme Samfund og saaledes som sagt indaande den samme Livsluft, deels mere synligt derved, at de lavere Skoler hovedsageligt faae sine Lærere fra de høiere. Derved bliver den høiere Dannelses Velsignelser ialfald middelbart og ligesom ved sympathetisk Berørelse udbredt over det hele Folk. At ogsaa den lærde Skoles Trivsel forudsætter denne sympathetiske Udbredelse, maa ligesaavel indrømmes, men Udviklingen deraf hører ikke hid.
Ligesom nu Culturens sunde Fremvext og Udbredelse i et Folk forudsætter, at den høiere, i sig fuldendte, Dannelse meer og mere gjennemtrænger selv de lavere Dannelseskredse med sin, med en høiere Humanitets Aand, saa maa, som Følge af dette Fremskridt, ogsaa disse sidste efterhaanden faae en Følelse af denne deres Sammenhæng med den høiere Dannelse, og saaledes deres Tilslutning dertil og Trangen til fremdeles at hæves blive desmere inderlig og levende. Der er et Punkt, hvor Borger- og Almue-Dannelsen troe at kunne isolere sig og undvære den classiske Dannelse, hvor de endog foragte denne og mene, at Dannelsens Liberalitet og populære Udbredelse befordres bedst ved en almindelig Nivellering, derved, at den saakaldte høiere Dannelse gaaer under i den lavere. Men hvor Tonen er saadan, er den netop Beviis paa en meget mangelfuld og sneverhjertet Dannelse, medens denne, hvor den er naaet et Trin høiere, tvertimod vil vise sig som en Seen opad og fremkalde en Trang til stedse høiere og fuldstændigere Belærelse. Den sande Dannelse er uadskillelig fra Bevidstheden om, hvormeget den endnu mangler, medens Raaheden og Trangbrystigheden forstener sig i sin snevre Kreds, anseer sin egen Viisdom for den høieste og dømmer om Alt, hvad den ikke forstaaer, — navnlig om den classiske Dannelse og de gamle Sprog — som den muhammedanske Erobrer om det alexandrinske Bibliothek. Vi ville langfra ikke sige, at denne Tone er den almindelige hos vort Folk, der, skjønt udsat for mange vildledende Stemmer, dog vistnok igrunden har en langt anden og bedre Aand, en mere levende Tørst efter Kundskab og en stærkere Tro til Videnskaben; men vi have dog i det Enkelte havt Exempler nok paa denne hovmodige Uvidenhed især hos halvstuderede Røvere, der ridende paa sine formeentlig populære Kjepheste, lade haant om al den Kundskab og Dannelse, hvortil de have stængt sig Adgang, og som søge at gjøre Folket viist paa, at der bag hine for dem lukkede Døre ikke findes Andet end Raaddenhed og Skimmel. Ogsaa saadanne Retningers Tilværelse i et fremadstræbende Folk kunne vi godt skjønne; „es muß auch solche Käuze geben“; de ere kun tilstivnede Momenter i en Udvikling, der har sine nødvendige Gjennemgange. Det er saaledes ganske rigtigt, at Culturen skal udbrede sig over Folket, og at til den Ende den høiere Dannelse paa en Maade maa nedstige til den lavere, men, vel at merke, ikke saaledes, at den taber sig eller bliver borte deri, men tvertimod saa, at den mere og mere hæver hiin til sig, eller ialfald vækker dens Trang og Stræben op imod sig. Derfor er det just et Tegn paa Culturens virkelige Udbredelse, paa den lavere Folkedannelses forholdsviis høie Standpunkt, naar Trangen til ikke her at blive staaende, men netop at tilegne sig den høieste, fuldstændigste Dannelse giver sig tilkjende hos saa Mange som muligt; de Bedste af dem, der have gjennemgaaet Almue- eller Borgerskolen, ville allermeest føle Savnet af en høiere, grundigere Indvielse. Dette viser netop Erfaring, ligesom og, at, skjønt der vistnok ikke mangler Tidstendentser, der drage i modsat Retning, og medens Realskolerne netop i den senere Tid ere skredne stærkt fremad, Latinskolens Freqvents dog ikke er i Aftagende, men den her meddeelte Dannelse endog eftertragtes af dem, der senere gaae over til Officiers-Standen eller borgerlige Næringsveie. Saaledes skulde det ogsaa være. Den classiske Dannelse skulde netop ikke være udelukkende for Embedsstanden; den staaer igrunden ikke i noget specielt Forhold til den praktiske Embedsvirksomhed, uden forsaavidt det er en Forudsætning, at Embedsstanden idethele skal være den høiere Almeendannelses Bærer og Udbreder i Folket, et Forhold der vistnok altfor ofte ikke nok paaagtes. Men jo mere Folket gik fremad, desmere skulde denne den humane Culturs Forkyndelse i Daad og Tale gaae over fra etslags Missions-Virksomhed til en fuldstændig Vexelvirkning, desto Flere af de øvrige Stænder skulde ligeledes staae paa den almeenmenneskelige Dannelses Høide og kunne forholde sig ligesaavel givende som modtagende. Ligesom det nu netop i et frit Land allerede længe maa betragtes som en Uregelmæssighed, at Officier-Standen skal kunne være uden classisk Dannelse, Noget der staaer i Forbindelse med en Levning af den forøvrigt for en stor Deel forladte Anskuelse, ifølge hvilken Krigeren betragtes som en Maskine, hvor det kun kommer an paa Legemskraft, Punktlighed og technisk Duelighed: saaledes skulde i vore Tanker Enhver, som dertil har Raad og Evne, lade sig optage i dette aandelige Aristokratie, hvilken Stand han end er af, og hvilken Livsstilling han ellers tænker at indtage. Istedetfor den daarlige Tale, man hist og her hører om, at der ere for mange Studenter, hvori der kun kan være Mening, forsaavidt som enhver Student nødvendig skal betragtes som en Embeds-Aspirant, skulde man snarere ønske, at vi havde endnu flere Studenter d. e. Flere, der vilde og kunde opofre de første tyve Aar af sit Liv udelukkende paa sin Aandsdannelse, og som til dette Øiemed ikke undlode at bruge de fuldstændigste og alene til en selvstændig Afrunding førende Midler. Naar det rette Begreb om den høiere Almeendannelse og dens Betydning var udbredt, vilde efterhaanden selv formuende Bønder skaffe sine Sønner en classisk Dannelse, ikke for at de just nødvendigviis skulde trænge sig ind paa Embedsbanen — skjønt naturligviis ogsaa denne da maatte staae dem aaben, om de dertil føle Kald — men for denne Dannelses egen Skyld, og for at Folket ogsaa i de private, uafhængige Stillinger skal besidde Mænd, der, selv skikkede til en betydningsfuldere baade Virksomhed og Livsnydelse, med Værdighed kunne repræsentere Livets høiere, aandelige Interesser. Under Adgang til hensigtsmæssige Underviisningsmidler, vil denne høiere Almeendannelse, der hos os afsluttes med Universitetets anden Examen, i Regelen kunne være fuldendt (som allerede antydet) ved Tyveaars-Alderen, og der er endda for den, der ikke af økonomisk Trang maa tidlig søge Fortjeneste, rummelig Tid til at erhverve den specielle Færdighed eller Indsigt, som til en særegen Livsstilling (f. Ex. Landbrug, Handel, polytechnisk Virksomhed) er fornøden, hvilket desuden for en Yngling med en grundig Almeendannelse og med derigjennem harmonisk og fuldstændigt udviklede Aandsevner vil blive saameget lettere og føre til et desto mere tilfredsstillende Resultat. Dette er nu vel Noget, som allerede tildeels skeer, men maa vistnok, eftersom Folkets Dannelse og Velstand udvikler sig, vinde end mere Udbredelse og udøve den kraftigste Tilbagevirkning paa begge Dele. Følgen af, at en classisk Dannelse, dette sande aandelige Aristokratie, har sine Repræsentanter rundt omkring i Folket, saa at sige i alle Stænder, vil være, at alle Stænder og det hele Folk hæves til en friere og humanere Bevidsthed; enhver Stand bliver herved ligesom adlet, idet den har sine fuldkomne „Gentlemen,“ der i Aandsdannelse staae paa Menneskehedens Høide. Til at befordre en virkelig Lighed og Sammensmeltning af de forskjellige Stænder i et Folk, til saaledes at nære den gjensidige ikke blot Agtelse, men Sympathie og en skjøn, fordomsfri selskabelig Samfærdsel, vil intet Middel være virksommere, end at den høiere humanistiske Dannelse har saa at sige sine Udsendinger overalt og saaledes umerkeligt udbreder sin befriende og forædlende Aand over alle Samfundets Sphærer. Vi vide meget godt, og Ingen behøver at fortælle os, at ikke Alle kunne blive Studenter; Lykkens Goder ere og maae være forskjellig fordeelte blandt Menneskene, og overmaade Mange maae være tilfredse med at friste Livet og hjælpe sig saa godt de kunne, ligesom ogsaa Manges Aandsevner ere af Naturen saa indskrænkede, at de allerede af den Grund maae nøies med den allertarveligste Kundskab. Men aldenstund der dog gives begunstigede Livsstillinger og høiere Anlæg, vilde vi, at man her ikke af Fordom eller Uvidenhed skulde forsømme den vigtigste Fordeel, hvortil den gunstigere Stilling giver Anledning, Erhvervelsen af en liberal og almeengyldig Dannelse, hvorved Livet saavel for Enhver selv, som for hans Omgivelser, vinder uendeligt i Betydning.