Om de classiske Studiers Betydning for den høiere Almeendannelse/11
Den classiske Dannelse og Videnskaben. Videnskabelig Middelstand.
Det er ikke her egentlig vor Opgave at vise Nødvendigheden af Latin og Græsk for Videnskaben i strengere Forstand og et høiere anlagt videnskabeligt Studium. Herom kunne vi vel vente nogenlunde Enighed af alle dem, der vide, hvad et saadant videnskabeligt Studium vil sige. Men vi have endnu væsentlig kun et Ord at sige til dem, der vel indrømme, at Videnskabsmanden ikke kan undvære Kjendskaben til de classiske Sprog og Literaturer, men antage, at denne for Enhver, der ikke gjør Videnskaben til sin Livsopgave, er overflødig. I det Foregaaende have vi allerede antydet, hvad nu er noget nærmere at udføre, at den høiere Almeendannelse netop skal udgjøre et Mellemled mellem den egentlige, i det Uendelige fortsatte, videnskabelige Forskning og den tarvelige Oplysning, der ikke naaer udover Øieblikket og de nærmeste praktiske Behov. Det naturlige og Nødvendige i et saadant Mellemled, i, at Videnskaben ikke ved en uoverstigelig Kløvt skilles fra det populære Standpunkt, er nu temmelig indlysende i sig selv, men vil maaskee blive end klarere, naar vi see hen til det civiliserede Samfund og den Maade, hvorpaa Dannelsens Lys der maa være fordeelt. Skal Videnskaben, hvad den vistnok bør, være et Samfunds-Anliggende, da maa den, skjønt den vistnok i strengeste Forstand kun kan dyrkes af Faa, som dertil have tilstrækkelig Begavelse, og hvem det fornødne Otium bliver beredet, dog idetmindste middelbart berøre det hele Folk, som deels maa drage Fordele af Videnskabsmandens vundne Resultater, deels ved sin sympathetiske Deeltagelse anspore hans Forskninger. Men dertil hører, at ikke enkelte, strengt afsondrede Lærde staae ligeoverfor en raa og i Øieblikkets Travlhed nedsunken Mængde, men at den høiere, aandelige Stræben og Evnen dertil i uendelige Nuancer og stedse videre Kredse udbreder sig over det hele Samfund. Isærdeleshed udfordres en ikke altfor faatallig saa at sige videnskabelig Middelstand, der, skjønt ikke skikket eller ved Livsstilling anvist til selvstændig videnskabelig Granskning, dog har Dannelse nok til at interessere sig for og idetmindste i Frastand følge Videnskabens Fremskridt og altsaa udgjøre det egentlige Publicum for Videnskabsmandens Meddelelser, samt hvilken desuden ved et friere Blik paa Livet og en liberal, dannet Smag og Aandsretning idethele væsentlig befordrer det hele Samfunds Fremgang paa det Skjønnes og Ædles Bane. En saadan Middelstand udgjøres netop af hvad vi have kaldt den høiere Almeendannelse. Uden en saadan bliver Videnskaben egentlig kun et Særsyn, en temmelig betydningsløs Luxus i et Folk, og forfalder selv let til abstruse og ufrugtbare Snurrepiberier. Den vil ogsaa her have en meget usikker og uregelmæssig Tilværelse, mere vise sig i enkelte stødviis opblussende Glimt, end i en sammenhængende, vedvarende Udvikling; den videnskabelige Stamme vil let døe ud, naar den staaer for isoleret, og det er da afhængigt af et uvist Tilfælde i Generationernes Løb, om en ny henbragt Kjerne vil kunne bryde gjennem den golde Jordbund. Med andre Ord: det er af den høiere Almeendannelses Alumner, at Videnskaben stedse skal recrutere sig. Heraf sees da, at disse stedse bør føres saa vidt, at Spranget ikke bliver for stort, og at en ny, altfor tornefuld Forberedelse ikke bliver nødvendig. Den høiere Almeendannelse, der saa at sige bør omfatte den bedste Kjerne af Folkets Ungdom, bør føre saavidt, at man allerede baade har faaet en Anskuelse af Videnskabens Natur og Betydning i Almindelighed og tillige besidder Betingelserne for i hvilkensomhelst Retning at begynde et selvstændigt videnskabeligt Studium. Med dette for Øie vil man endnu fra en ny Side finde bekræftet Nødvendigheden af, at den Skole, hvorfra denne videnskabelige Middelstand skal udgaae, og som da tillige er at betragte som en Planteskole for Videnskaben, fortrinsviis meddeler Kjendskab til de classiske Sprog; thi netop disse, hvis Uundværlighed for den egentlige Faglærdom er almindelig indrømmet, ville, naar de ikke paa Skolen ere tilegnede, senere danne en fast uoverstigelig Hindring for et høiere, videnskabeligt Studium. Uden denne Kundskab, vil den Yngling, hvis Hu nok ellers kunde staae til en dybere og mere omfattende Granskning, finde sig udenfor en lukket Verden, som det nu koster en ganske uforholdsmæssig Anstrengelse blot at aabne, medens den classisk Dannede har med Lethed aaben Adgang overalt og behøver saa at sige kun at gribe til. Enhver veed, at Skoleaarene er den rette Tid at lære Sprog-Elementer, hvilke i en senere Alder med forholdsviis større Møie og Opofrelse indhentes.
Maae vi saaledes fastholde, at den classiske Dannelse i alle Henseender er det rette Baand mellem de egentlige Lærde og Folket, et Baand, som netop i vore Tider, der mere og mere søge at samle Samfundet til en organisk Eenhed og ophæve alle uoverstigelige Kløvter, maa være af dobbelt Vigtighed: saa er endnu at tilføie, at den samme classiske Dannelse tillige udgjør et naturligt Baand mellem de forskjellige Fagstudier selv, og at deri netop deres hovedsagelige Vigtighed for Fagdannelsen bestaaer. Ogsaa de Lærde tiltrænge den classiske Dannelse, ikke engang saa væsentlig som Vehikel for deres specielle Forskninger, som fordi ogsaa de skulle være dannede Mennesker, der skulle have et frit og omfattende Blik paa Menneskehedens Udvikling i det Store, Heri skulle alle Videnskabsmænd, hvor forskjellige end deres særegne Gjenstande og Retninger ere, have et fælleds Gebeet og saaledes ikke blot fortabe sig i Afsondring og Adspredelse. Dog vil den derved befordrede videnskabelige Almeenaand (hvilken, for ogsaa i Parenthese at nævne dette, bør have sin Fuldendelse i et philosophisk Studium) tillige virke tilbage paa den Maade, hvorpaa Enhver tager sit særegne Studium og give ogsaa dette det Opsving, det egte humane Præg, hvorved det først faaer virkelig videnskabeligt Værd. Gives der saaledes end enkelte Fag, f. Ex. Mathematik og Naturvidenskab, hvor man kan udrette Adskilligt uden classisk Dannelse, og hvor denne altsaa synes at give mindre direct Udbytte, saa er det dog først ved denne Kundskab, ved at kunne føres op til sine historiske Kilder og knyttes til den totale Cultur-Udvikling, at ogsaa disse Studier antage en virkelig stor Stil og en universel Betydningsfuldhed.