Om de classiske Studiers Betydning for den høiere Almeendannelse/10
Begrændsning af den historiske Tilbagegang. Classisk Periode.
Fra dette Standpunkt søger man undertiden ogsaa ved en Dyngeslutning (Sorites) at gjøre ikke alene de classiske Sprogs, men overhoved de classiske Studiers Betydning for den høiere Almeendannelse vaklende. Idet man nemlig holder sig til den Vegt, der lægges paa Oprindeligheden, paa det at gaae tilbage til Dannelsens og Sprogenes historiske Kilder, mener man, at denne Retning ialfald maatte forfølges videre; man maatte da ikke standse ved Grækere og Romere, men gaae tilbage til „de ægyptiske Pyramider“, til Inder og Chineser, ja maaskee endnu længer. For at kunne fatte Culturen isandhed genetisk, maatte man da foruden Latin og Græsk tillige studere en heel Deel orientalske Literaturer, ja paa de sidste (maaskee først og fremst paa Chinesisk!) skulde det humanistiske Studium egentlig baseres! — Og da nu dette strax viser sig som en aabenbar Urimelighed, skal Slutningen være den, at det heller ikke kan nytte at gaae tilbage til den classiske Oldtid, men vor Tids Dannelse skal lade sig nøie med at betragte den Form og det Indhold, den nu engang har faaet, uden at spørge videre om sin Oprindelse eller sine Kilder.
Vi ville her ikke videre indlade os paa den logiske Vurdering af hiin Slutningsmaade, hvorved man som bekjendt med Lethed kan forvandle et fuldtbehaaret Hoved til et skaldet, nemlig ved at rykke Haar efter Haar væk. Man kunde minde om, at det altid dog er godt at komme et Stykke paa Veien, om man end ikke kan naae det absolute Maal, at der dog er Meget vundet ved idetmindste at have aabnet sig et Indblik ogsaa i den gamle Verden, om man end ikke tillige kan forfølge denne selv til dens første Oprindelse, og at derved dog den høiere, liberale Almeendannelse vilde være et passende Mellemled mellem den lavere, blot med Nutidens Resultater optagne, paa de umiddelbart praktiske Behov anlagte Oplysning, og den egentlige historiske Videnskab, der vistnok maa forfølge Culturens Rødder til det Yderste og saaledes egentlig gaae i det Uendelige. Om denne Mellemstilling siden noget Mere. Men hvad her især er at lægge Merke til, er, at de forskjellige Culturperioder ikke staae ligegyldige ved Siden af hinanden, lig Haarene paa et Hoved, men at de ogsaa ere forskjellige i Væsen og Betydning. Historien forløber ikke eensformigt, Draabe efter Draabe, den udgjør et organisk, i sig centraliseret Heelt; den sammentrænger sig til Epocher, til gyldige, plastiske Skikkelser, der alle efterhaanden underordne sig et almindeligt Formaal. Allerede et Par Gange have vi saaledes hentydet til den Anskuelse, at ethvert væsentligt Moment i Menneskehedens Udvikling har sin classiske Periode, hvor det først bryder frem af den chaotiske Dunkelhed og giver sig en gyldig Form, der bliver Grundlag og Forbillede for al senere Udvikling. Saaledes har, for at minde om et allerede brugt Exempel, Religionen sit udvalgte Folk og sin classiske Tid, og siden specielt endog Protestantismen sin classiske Periode, den saakaldte Reformations-Tidsalder, til hvilken med dens Hoved-Document, den augsburgske Confession, vi Protestanter stedse maa skue tilbage, som næst efter den hellige Skrivt toneangivende for vort Kirkevæsen. Og naar Spørgsmaalet nu er om den frie humane Almeendannelse, saa maa det være iøinefaldende, at dens verdenshistoriske Frembrud er at søge hos Grækere og Romere, som ogsaa fortrinsviis af den Grund have faaet Navn af classiske Folk. Hvad vi nylig have bemerket om Sproget og Talen, om den frie Logos, gjælder overhoved om den hele humane Cultur, som netop dertil paa det Nøieste er knyttet. Maae vi end sige, at denne høiere Dannelse med hvad dertil hører, Kunst, Poesie, Videnskab, Literatur, skjøn Selskabelighed, allerede er forberedet og har sine ligesom underjordiske Rødder i Orienten, saa er det dog først i Grækenland og Rom, at den træder anskuelig frem som saadan, i selvstændig, almeenmenneskelig Gyldighed. Den liberale Dannelse, dette det menneskelige Livs liberale Overskud, faaer først her fri Virkelighed, bliver en fri Magt og et almeengyldigt Formaal i Livet; medens den i Orienten, (selv i Ægypten, hvor man dog efter Aristoteles’s Anskuelse først har begyndt paa en Maade at philosophere) endnu slumrer ubevidst og nedsunken i den religiøse Cultus eller i en despotisk Luxus, og saaledes i Indhold og Form indsnøret i det stive, traditionelle Dogma, samt i Virkekreds kastemæssigt indestængt. Man kan saaledes med Grund sige, at først Grækenland vidste af en liberal Almeendannelse at sige; Begrebet med dets tilsvarende Virkelighed er — med Athena — født der, udsprunget, som vi allerede engang have alluderet til, fuldmodent af den græske Nationalguds Hjerne.
I den Grad er den liberale Dannelse en eiendommelig Skabning af hiin Culturperiode, at man — idetmindste for Grækenlands Vedkommende — kan sige, det var dets Eensidighed, at det egentlig ikke kjendte noget andet og høiere Formaal, end denne skjønne Cultur — som nu ethvert Princip, der bryder frem i Historien, i sin Tid gjør sig gjældende absolut og udelukkende. Men derfor udvikler den sig ogsaa der med en Reenhed og Fuldstændighed, hvorved den for alle Tider faaer sit gyldige Præg. Hvad vi endnu kalde høiere Almeendannelse, er med eet Ord et græsk Begreb og en græsk Skabning, der under al den Udvidelse og de Metamorphoser, den i Tidens Løb, og især under Indvirkning af Christendommen, har modtaget, dog aldrig kan fornegte eller forglemme sin græske Herkomst. Netop fra den liberale Dannelses eget Standpunkt, der fornemmelig staaer i Forbindelse med en æsthetisk Opfattelse en Betragtning af det Ideale, er dens Oprindelse at søge i Grækenland, om end den videnskabelige Analyse kan efterspore dens skjulte Rødder endnu længere; dens Ahner, dens adelige Stamtavle begynder hist, om den end tilsidst som alt Menneskeligt nedstammer fra Adam.
Medens vi derfor nok ville, at vor Tids høiere Dannelse maa udvide sig udover Tiden selv og gaae tilbage til sin historiske Forudsætning, sin Grund og Oprindelse, kunne vi paa den anden Side ikke mene at den skal gaae i det Grændseløse, hvorved den vilde opløse sig i et Intet. Det kommer kun an paa at finde en Grændse, som er naturlig og grundet i Sagen, i den almindelige Cultur-Udvikling selv, ikke en Grændse, som blot er betinget af det nærværende Øiebliks tilfældige Stilling og saa at sige subjective Synskreds. Og dette vil jo være Tilfældet, naar enhver Tidsalder væsentlig kun vil kjende og beskue sig selv, hvilket i vor væsentlig fremskredne Tid er allermindst raadeligt. En saadan naturlig, i Dannelsens og Væsen og det historiske Forhold selv begrundet Grændse finde vi netop ved at gaae til dens classiske Periode, et Begreb, der ikke er en tom Ordlyd, men en fuldgyldig Virkelighed. Hist, fornemmelig i Grækenland, er et virkeligt Begyndelsespunkt for den humane Dannelse; der er den først kommen for Dagens Lys. Som tidligere bemerket, har den græske Cultur netop i sig selv Oprindelighedens Præg; den viser ikke saaledes udover sig selv, som den moderne; det er med den, som med Friheden, hvormed den staaer i saa inderlig Forbindelse: skjønt i en Forstand vistnok et Resultat af en vidtløftig, endnu paa Ufrihedens Feldt liggende Udvikling viser den sig dog, saasnart den er fuldstændig kommen til Verden, som sin egen Skabning og beroende paa sig selv.
Det ene Rigtige bliver saaledes, at den høiere Almeendannelse i sin historiske Tilbageskuen begynder der, hvor den først er isandhed anskuelig, hvor den først straaler klart og selvbevidst frem; men at den med Hensyn paa det Fjernere og i sig selv Dunklere lader sig nøie med det tidligere berørte universalhistoriske Overblik og de Andenhaands-Beretninger fra den stedse fortsatte videnskabelige Forskning, der dog tillade at kaste enkelte Blik ind i dette Mørke, eller idethele udbrede over idetmindste de nærmeste Partier af denne dunkle Fortid et laant og efterhaanden i de fjerne Taager hensvømmende Lys.