Om de Hamarske Krøniker (Storm)

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

At der kunde gjøres Indvendinger mod mine i dette Bind S. 113 flg. fremsatte Meninger om den gamle Hamars Beskrivelse, var jeg ikke uforberedt paa; men jeg havde antaget, at en vidtløftigere Begrundelse af disse vilde have sin naturlige Plads i Fortalen til den af Kildeskriftkommissionen bebudede Udgave af norske topografiske Arbeider fra 16de Aarhundrede og kunde udstaa indtil da. Imidlertid bar min Collega Professor Daae gjort mig den Ære i det foregaaende at fremstille sine Tvivl om Skriftets Ælde, og jeg er ham derfor taknemlig for, at jeg faar Anledning til allerede nu at optage disse Spørgsmaal til fornyet Drøftelse. Jeg bliver derved nødt til at komme ind paa Undersøgelser, som maaske vil trætte, men haaber ved disse at kunne føre ind nogle Betragtninger, hvorved Tvivlen tildels kunde bortfalde.

I. Haandskrifternes Vidnesbyrd.

Af den gamle „Hamars Beskrivelse“ kjender jeg 12 Haandskrifter, og de faa andre bevarede er neppe stærkt afvigende fra disse, som tør repræsentere alle Afskygninger. Disse Haandskrifter kan inddeles i Grupper efter det Biskopnavn, hvormed Listen over Oslobiskoperne stanser; vi kan altsaa opstille følgende Grupper:

1ste Gruppe, der stanser med Nils Simonssøn Glostrup (1617–39), repræsenteres af det Thottske Haandskrift 938 fol. fra c. 1630–34. Dette Haandskrift indeholder foruden Hamars Beskrivelse med samme Haand Stykket om Akershus, trykt i Saml. t. n. F. Hist. II 355–3597, samt Stykker om Norges og Sveriges Forening i 14de Aarhundrede og en dansk Konge-Historie fra Valdemar Atterdag til den unge Kong Christian (V’s) Forlovelse 1633, aabenbart skrevet samme Aar som Formælingen (1634) og forud for denne. Efter det andet Stykke har en Haand fra c. 1670 skrevet en Liste over Akershus Slotsherrer indtil U. F. Gyldenløve (trykt Saml. II 3598–608), en Haand yngre end 1660 skrevet Vers om Akershus (trykt ss. 3609–17) samt Lensherrer paa Bergenhus indtil „Offue Bielcke Cantzller 1649“ og en samtidig tredie Haand skrevet en Liste over Thronhjems Lensherrer indtil „Peder Vibe 1656“. Disse Tilføielser synes at være gjort i Oslo, hvor Haandskriftet ogsaa er skrevet; det er urigtigt, naar J. C. Berg mener, at disse Stykker er skrevne med samme Haand som Hamar-Beskrivelsen, der er c. 30 Aar ældre.

2den Gruppe, der stanser med Henning Stockfleth (1647–64), repræsenteres af 1565 4to i ny kgl. Samling, Afskrift fra c. 1700.

3die Gruppe (den talrigste), der stanser med Hans Rosing (1664–1699), repræsenteres af Deichmann 67 4to (fra c. 1680–1700), ny kgl. Saml. 1563 4to (fra c. 1730), Sorøs Akademibibliothek no. 50 fra 1731, Thott 1720 qv. fra c. 1740, Christiania Universitetsbibliothek 461 a 4to (efter 1765), 349 4to (fra c. 1750) og 348 4to (fra c. 1810).

4de Gruppe, der stanser med Dr. Hans Munch (1699–1712), repræsenteres af Christiania Universitetsbibliothek 461b 4to, 1564 4to i ny kgl. Samling, samt det Throndhjemske Haandskrift 223 fol., alle fra 1ste Halvdel af 18de Aarhundrede. Til 4de Gruppe maa det Haandskrift regnes, som Chr. Hammer aftrykte i 1774, medens de Haandskrifter, som Ramus i Norges Beskrivelse S. 77–82 og Holberg i Danmarks Riges Historie (II, 171–73, 350–51) har gjort Uddrag af, synes at have hørt til 3die Gruppe. Til en af de to sidste Grupper bør maaske ogsaa regnes No. 1565 a qv. i ny kgl. Samling fra 18de Aarhundrede, som efter den Hamarske Biskopliste har udeladt alle Oslo-Biskoper; derimod hørte vistnok det Haandskrift, som Resen ejede før 1685, til 1ste eller 2den Gruppe, og lige saa gammelt har maaske ogsaa det Haandskrift været, som Presten Sverdrup sendte til Kjøbenhavn c. 1707.

Af de bevarede Haandskrifter er saaledes kun to eller tre fra 17de Aarhundrede, de fleste stammer fra 18de og et enkelt endog fra dette. Det ældste Haandskrift er fra c. 1630–34, men ogsaa dette staar temmelig fjernt fra Originalen; det indeholder baade Forvanskninger og Udeladelser, som endog synes at forudsætte, at det er Afskrifts Afskrift; flere af disse Feil kan berigtiges fra de senere Afskrifter, som saaledes vise udover det ældste Haandskrift. Dette Haandskrift er lagt til Grund for J. C. Bergs Udgave i Thaarups Magasin (II). Skriftet falder her i 4 Hoveddele: 1) Den egentlige topografisk-historiske Beskrivelse (S. 247–69), 2) Biskopskrøniken (S. 269–75) med et Tillæg om de evangeliske Biskoper i Oslo (S. 275 f.), 3) Nogle Jærtegn, som skede nogen Tid før Biskop Mogens blev fangen (S. 276–80) samt 4) En liden Historie om Biskop Magnus, der han blev fangen (S. 280 til 86). Det 4de Afsnit har hidtil kun været bekjendt fra Haandskriftet af 1ste Gruppe; men dette er rigtignok det ældste bevarede, saa at en Formodning som Prof. Daaes om at dette Afsnit var „Beskrivelsen“ uvedkommende og senere tilføiet, paa Forhaand maatte have liden Sandsynlighed for sig. Større Betænkelighed vil en saadan Formodning vække, naar jeg oplyser, at ogsaa 2den Haandskriftgruppe har dette Afsnit, som saaledes findes i begge de ældste Grupper. Det er altsaa først Afskriverne fra Sluten af 17de Aarhundrede, som har udeladt dette Afsnit. At 4de Afsnit fra først af har hørt til Hamar-Beskrivelsen, synes ogsaa at blive tydeligt, naar man iagttager, at det hører nøie sammen med 3die Afsnit: Jærtegnene „før Biskop Mogens blev fangen“ kan ikke godt løsrives fra „en liden Historie om Biskop Mogens, der han blev fangen“; thi Varsler om Ulykker har jo selvfølgelig sin eneste Betydning ved at Ulykken virkelig følger. Ingen vil kunne nægte, at Skriftet faar en naturligere og bedre Komposition, naar efter Skildringen af Hamars topografiske Forhold og en kort Karakteristik af dets regjerende Herrer den sidste Katastrofe indledes med de Jærtegn, som gik forud for den, og Skriftet afsluttes med selve denne Katastrofe. En Betragtning af Haandskrifterne maa derfor, saa langt fra at antyde, at de Afsnit er senere tilføiet, meget mere føre til Hævdelsen af, at dette Afsnit nødvendigvis hører med til Skriftets Komposition.

II. Bispesædets Undergang.

Ingen har tvivlet om, at „en liden Historie om Biskop Mogens“ kunde høre til de Efterretninger, der blev samlede i 1553 eller ialfald ved den Tid; J. Chr. Berg erkjendte, at Tonen i Fortællingen om Biskop Magnus Overgivelse er, „som den kunde være kommen fra et Øienvidne“, og selv Prof. Daae indrømmer, at den har sin Rod i levende Lokaltraditioner, maaske endog i ældre, nu tabte Optegnelser. Det kan i den Henseende betones, at den aabenbare Interesse, som vises Hr. Truid Ulfstand, ligefrem synes at henvise til Christiern Munk som Forfatter eller ialfald delagtig i Redaktionen, da han som bekjendt var Hr. Truids Svigersøn. En Optegnelse, som er 16 Aar senere end Begivenheden og kun gjengives efter mundtlig og lokal Tradition, har naturligvis vanskeligt for at være feilfri; det er derfor tilgiveligt, at Redaktøren kan erindre urigtigt i et saa udenfor hans Synskreds liggende Forhold som Udrustningen, der (hvad Prof. Daae rigtigt bemærker) maa være skeet fra Danmark af, ikke fra Throndhjem. Men selve Skildringen af „Beleiringen“ (hvis man skal kalde den saa) og Overgivelsen synes at være i alt væsentligt historisk. „Beleiringen“ kan ikke have varet i mange Dage; Hr. Truid var endnu d. 3 Juni 1537 i Throndhjem[1], og til Troppernes Marsch fra Throndhjem til Hamar kan regnes at være medgaaet 1½ à 2 Uger, saa at Hr. Truids Folk neppe er komne frem til Hamar før Midten af Juni. Nu har vi Breve, som viser, at Underhandlinger dreves mellem Hr. Truid og Biskop Mogens d. 18de og 19de Juni: den første Dag „oplader“ Biskopen til Hr. Truid Grefseng Gods, som han havde faaet efter Jomfru Karine Alfsdatter († i Julen 1536), og den sidste Dag faar Biskopen Leide til Underhandlinger[2]; men først 3 Dage efter, nemlig 22de Juni, overtager Thord Rod Befalingen over Hamar Gaard og kvitterer for dens Inventarium[3]. Beretningen siger først, at der gik „mange Breve“ mellem Hr. Truid og Biskopen, derpaa, at de „i mange Dage havde sat Fred og stilstand paa begge Sider“ – hvilket jeg i Modsætning til Prof. Daae forstaar, som at de havde aftalt Stilstand for mange Dage –, videre at de holdt et personligt Møde, hvori Hr. Truid gav Biskopen 3 Dages Frist, – og endelig at Biskopen 3die Dag om Morgenen overgav sig. Det i Beretningen omtalte Møde bliver altsaa det, som ifølge Leidebrevet holdes 19de Juni, og den 3die Dag efter, nemlig 22de Juni, sker Overgivelsen, hvorpaa Thord Rod samme Dag tiltræder Befalingen. Jeg kan i disse Punkter kun finde fuld Overensstemmelse mellem Beretningen og de bevarede Aktstykker.

Paa den anden Side kan jeg ikke undlade at betone, at ogsaa den „liden Historie om Biskop Mogens“ har Unøiagtigheder, som henviser til Hamar-Beskrivelsen. Her mener jeg ikke blot, at de Lokaliteter, som omtales i „Beskrivelsen“, forudsættes bekjendt uden nærmere Forklaring, f. Ex. Klostret, Gangen mellem Bispegaarden og Domkirken, Korsgaarden; men vigtigere, at der tales om „de gamle Kjøbstæds Gader“ og at Biskopen tager Farvel ogsaa fra Hamars „Borgere“, – altsaa denliden Historieforudsætter de samme uhistoriske Forhold, som i selve Beskrivelsen. Med andre Ord, den „liden Historie“ er en Del af Hamar-Beskrivelsen, og hvis hin stammer fra Christian III’s Tid, maa denne ogsaa være saa gammel.

III. Sjøormen i Mjøsen.

Det 3die Afsnit om Jærtegnene „før Biskop Mogens blev fangen“ har jeg ovenfor fundet at burde sætte i direkte Forbindelse med den „liden Historie om Biskop Mogens“. Den staar efter min Mening i samme Forhold til denne, som f. Ex. Skildringerne i Sturlunga-saga af lignende Jærtegn, der altid gaar forud for de store Katastrofer i Sturlungetiden[4]; medens man for disse altid kan føle sig fristet til at antage, at en i den islandske Sagakomposition saa bevandret Herre som Sturla Thordssøn kunde af sin „litterære Samvittighed“ føle sig fristet til at komponere Jærtegn, hvor disse ikke fortaltes af Traditionen, er en saadan Antagelse neppe tilstedelig i Hamartraditionerne. Thi vi har ogsaa ældre Vidnesbyrd om ialfald et af disse. Hr. Daae finder Jærtegn-Skildringen fabelagtig, og jeg skal visselig ikke søge at hævde denne som historisk; derimod vil jeg lægge mere Vægt end han paa, at de stammer fra samtidig Tradition. Allerede Jacob Ziegler (1532) beretter om den Sjøorm, som viste sig i Mjøsen Aar 1522, og Hr. Daae har visselig Ret i, at Erkebiskop Olaf Engelbrektssøn allerede under sit Ophold i Rom 1523–24 har fortalt Jacob Ziegler om denne Sjøorm og betragtet den som et Varsel for Christian d. 2dens kort efter paafulgte Fordrivelse; Olaus Magnus udskriver i Hist. Gent. Sept. (1555) samme Beretning, men forklarer den tillige som Varsel for „Prælaternes Forfølgelse, ja Fædrelandets Undergang“ (altsaa Begivenhederne i 1537). Det er altsaa sikkert, at man i Hamars sidste Dage troede at have seet Sjøormen i Mjøsen, og at man i den erkjendte et Varsel for Ulykker, som indtraf i Samtiden. Olaus Magnus har paa sit nylig gjenfundne Kart fra 1539[5] givet en nøiere Afbildning af Sjøormen: ligeoverfor Hamars Domkirke mellem Klipperne ved Søen ligger nemlig den store Orm og vrider sig, idet den strækker Gabet frem mod Kirken. Jeg kan ikke heri se andet, end at ogsaa Olaus Magnus allerede i 1539 har kjendt Sagnet om Sjøormen som et Varsel for Hamars Kirkes og Bispesædes netop indtrufne Undergang, – altsaa at han har samme Opfatning af Sjøormens Betydning, som kommer frem i 3die Afsnit af Hamar-Beskrivelsen. Dette Skrifts mere detaljerede Skildring af de mærkelige Varsler synes at have fuldstændig Præg af en levende Folketradition; at Sjøormen knyttes sammen ved andre Varsler fra Domkirken og Korskirken, fra Borgegaarden og fra Helgeøen, er kun hvad man maatte vente, naar der skulde skildres de Anelser, som gik forud for hele Biskopstolens og „Kjøbstadens“ Undergang. Jeg maa her fremhæve som sandsynligt, at hvis denne Tradition var senere, f. Ex. yngre end 1567, vilde den ganske anderledes være knyttet til Begivenhederne under Syvaarskrigen, medens „Beskrivelsen“ ikke nævner disse og kun dvæler ved Bispesædets og Kjøbstadens Undergang i 1537. Derfor er det ganske korrekt, at en Sagnfortæller fra 1834, som (aabenbart paa 2den eller 3die Haand fra Hamar-Beskrivelsen) gjengiver Sjøorm-Sagnet, antager Sjøormen for at have været et Varsel om Byen Hamars Undergang i den svenske Krig[6]. Overhovedet maa det hævdes, at Sjøormen i Mjøsen altid er et Varsel, og at Samtiden altid har vidst at forklare Varslets Opfyldelse i samtidige Begivenheder. Peder Claussøn, som i sin Naturhistorie (1599) gjengiver Olaus’s Beretning om Sjøormen, lægger til, at den kun viser sig „naar Herreskiftning eller stor Forandring sker i Riget“, og at den „er seet ikke mange Aar forleden“, altsaa aabenbart, at den har været Varsel ved den sidste „Herreskiftning“, nemlig Fredrik d. 2dens Død 1588[7]. Men i „Norges Beskrivelse“ (1613), hvor han omtaler samme Tradition, oplyser han, at „derom vide Indbyggerne intet, dog have de den Superstition og Mistanke om samme Vand, at naar de drage derover, ville de ikke nævne det ved sit Navn, men kalde det Fjorden“, – en Beretning, som ellers viser, at Indbyggerne fremdeles var bange for Mjøsens Undre og vel i sit stille Sind fremdeles frygtede Sjøormens Tilværelse. Peder Claussøn havde været tilstede ved Hyldingen i Oslo 1610[8] og har vel der forespurgt sig om Sjøormen hos Hamarske Geistlige, som kan have givet ham de beroligende Svar; man maa nemlig erindre, at Tiden mellem 1588 og 1610 var en Fredsperiode for Danmark-Norge og der forefaldt ingen „Herreskiftning“, saa Sjøormen havde ingen Leilighed til at aabenbare sig. Men ikke før begynder Kalmarkrigen, før ogsaa Sjøormen atter kommer frem: Michel Anderssøn forsikrer udtrykkelig, at mellem 1610 og 1623 har Sjøormen vist sig ikke mindre end 3 Gange, og hver Gang varsler den „synderlig Forandring“. Ogsaa fra nyere Tid kan Sjøormen skaffe samtidige Attester. Prof. Gr. F. Lundh vidner i sin Udgave af Hamar-Beskrivelsen[9]: „Fra umindelige Tider tilbage beretter Sagnet, at man i Mjøsen har seet en stor Søslange, og Sandheden heraf er i de seneste Aar fuldkommen bekræftet“. Lundh skrev dette i 1821, og aabenbart har altsaa efter hans Mening Sjøormen været Varsel for den „store Forandring i Riget“, som var foregaaet i 1814. Mag. Fr. Hammerich har fra 1834 ligeledes en optegnelse om, at der da nylig atter havde vist sig en Sjøorm i Mjøsen[10]. At Sagnene om Sjøormen i Mjøsen endnu lever paa Oplandene, derom har jeg nylig faaet uforkastelige Vidnesbyrd, idet to Hamar-Mænd har udtrykkelig forsikret mig, at den fremdeles kjendes og ansees som Varsel for Krig. Af denne korte Oversigt over Mjøs-Ormens Historie vil det, tænker jeg, fremgaa, at man har al. Grund til at antage Hamar-Beskrivelsens Sjøorm-Beretning for ældre end Begivenhederne i 1567.

IV. Bispekrønikerne.

Hamar-Beskrivelsernes 2det Afsnit – „Hamars Biskoper“ med den dertil knyttede Liste over Oslo’s lutherske Biskoper – har jeg søgt at vise har afgivet Laan til den lille Bispekrønike, som findes hos Mag. Jens Nilssøn fra 1598. Hr. Daae indlader sig ikke videre paa dette Punkt, idet han antager, at Overensstemmelsen kan skrive sig fra, at begge har benyttet samme Kilde; men da dette Punkt for mig er af væsentlig Betydning, maa jeg her optage til Behandling Spørgsmaalet om Slægtskabet mellem disse to Krøniker.

At der er en Sammenhæng mellem de to Krøniker, vil sees af følgende Sammenstilling mellem hvad begge Kilder har om Biskop Karl Sigurdssøn: –

Hamar-Krøniken: Mag. Jens:
Karl Segerssøn; han var til Ao MCCCCLXXVIII; han var Slotsherre paa Agershus og Prest paa Touten, hans Fader Hr. Seiger Ridder paa Greffsen. Han fik Touten af Kong Hans med al geistlig og Kongelig Rente, og holdt Capellan; han blev død paa slottet og blev ført Lig fra Slottet op til Hammer, og blev der begraven efter hans Begiering. Karl Segersøn her Segers Søn paa Greffsene i Ness paa Hedemareken, tiente i kong Hansis cancelleri. fick først Thoden met ald kongelige oc prestelige rente, holt der stedse en capellan, der nest bleff biscop i Hammer. fick oc Aggershus i forlening der døde han oc lod sig føre til Hammer at begraffis.

Om denne Biskop Karl kan virkelig oplyses, at hans Fader hed Sigurd[11] at hans Moder var den bekjendte Fru Magnhild Oddsdatter, som senere var gift med Hr. Alf Knutssøn og efter sin Søn arvede Grefseng og bragte det over i sin 3die Ægtemands Slægt[12]; hendes Søn Karl studerede i Rostock 1467–68[11] og var allerede før 1478 Biskop i Hamar; han hørte i Aarene 1481–83 til det antidanske Parti, men var dog med at vælge Kong Hans i 1483. Hvis han har faaet Thoten af Kong Hans, maa dette være skeet i 1483 eller senere; i 1485 sees han at have været Befalingsmand paa Akershus, hvilket han vedblev til sin Død paa Akershus i Julen 1487. Saaledes bekræftes i alle Dele Hamar-Krønikens Udsagn, medens Mag. Jens har et Par uægte Tilsætninger: Karl kan ikke have tjent sig op i Kong Hans’s Cancelli, thi denne fik ikke fast Cancelli før i 1481, og da var Karl allerede Biskop og stod i Oppositionen; og Karl kan ikke have været Prest paa Thoten, før han blev Biskop, thi i Aarene 1471, 1475 og vistnok lige til c. 1480 var Mag. Eilif Jonssøn, den senere Biskop i Stavanger, Prest paa Thoten. Den naturligste Forklaring af Ligheden mellem begges Efterretninger om Biskopen synes altsaa at være, at Mag. Jens har udskrevet Beskrivelsen og dertil lagt disse smaa, urigtige „Forbedringer“. En nærmere Undersøgelse af begges Bispekrønikers Kilder vil bestyrke dette.

I flere middelalderske Haandskrifter findes en meget mærkelig Biskopsrække for hele Nidaros Kirkeprovins, aabenbart forfattet i Norge tidligere end c. 1300. P. A. Munch har udgivet denne Biskopsrække efter to Haandskrifter: det ene er islandsk (fra c. 1360), hvis Original er nedskrevet mellem 1305 og 1309; det andet en det Osloske Haandskrift AM. 309 fol., hvor Rækken er nedskrevet mellem 1346 og 1349, men har faaet senere Tillæg[13]. Af samme Alder er Rækken i det Bergenske Haandskrift AM. 62 4to, medens en lignende Række i det Skienske Haandskrift C 16 (nu i Stockholm) er fra omtr. Aar 1400 og en lignende i et Bergensk Haandskrift AM. 333 fol. først er nedskrevet i 2den Halvdel af 16de Aarhundrede. Dette Bergenske Haandskrift synes at ligge til Grund for den Biskopsliste, som af Henrik Høyer udarbeidedes for Arild Huitfeldt og blev trykt i dennes Bispekrønike i 1604; ogsaa Peder Claussøn har i sin „Norges Beskrivelse“ (1613) benyttet den samme Biskopsrække, som han oplyser er tagen fra en „gammel islandsk Bog“ (ɔ: en norsk Lovbog) og for alle Bispedømmer gik til Aar 1350, men dog har fortsat Erkebiskoplisten til 1429[14]. Denne gamle Biskopsrække har ligget til Grund for baade Mag. Jens’s og Hamar-Beskrivelsens Bispekrøniker, men de har fulgt forskjellige Haandskrifter og behandlet sin Kilde paa meget forskjellig Maade.

Den Biskopsrække for Hamar, som laa til Grund for Hamar-Beskrivelsens Bispekrønike, har kun omfattet de 17 første Biskoper (indtil Magnus † c. 1380) og falder altsaa i alt væsentligt sammen med Biskopsrækken i AM. 309 fol., der ligeledes stanser med Magnus[15]. Jeg antager det for overmaade sandsynligt, at Hamar-Krønikens Række stammer fra AM. 309, og skal da nævne, at dette Haandskrift var i Oslo i 1ste Halvdel af 16de Aarhundrede (maaske ved Cancelliet i Oslo), men i 1554 var i Erik Rosenkrants’s Besiddelse og senere fulgte ham til Danmark[16]. Bispelisten har altsaa rimeligvis været indskrevet fra AM. 309 i en Lovbog, som eiedes af Hamar-Biskoperne, men dette maa da være skeet før 1554. Forfatteren af Bispekrøniken har om de ældste af disse Biskoper næsten intet vidst at tilføie, – naar undtages om .Biskop Arnold, at han „kom fra Grønland“, hvilket han har hentet fra selve Biskopsrækken (under Grønland). Forud for den egentlige Biskopsrække har han indskudt en ikke ganske kort Skildring af, hvorledes „Adrianus Anglus[17], den gode Kardinal“ funderede ikke blot Hamars Domkirke, men ogsaa Klostret, Korskirken, Skolen, Biskopsgaarden og Kommunet, – et selvfølgelig aldeles uhistorisk Lokalsagn fra Hamar; det bør bemærkes, at dette ganske afviger fra de mere detaljerede og rigtigere Beretninger hos Mag. Jens. Først fra Biskop Thorfinn (1278–84) af leverer Krøniken lidt fuldstændigere Oplysninger om Biskoperne, især om deres Fratræden eller Død. Det har været Hensigten, saa vidt muligt, at opgive det Aarstal, deres Styrelse endte („han var til Anno o. s. v. ɔ: han regjerede indtil Anno ...) Disse Aarstal er ogsaa tildels rigtige (f. Ex. om Biskop Thorfinns Landflygtighed 1282, Botolvs Død 1320, Anberns 1430, Karl Jonssøns 1512), men dels er endel Aarstal i de meget afvigende Haandskrifter[18] stærkt forvanskede, dels findes der ogsaa vitterlige Feil, som dog leder os til at kunne paavise disse Efterretningers Kilde. Naar saaledes Biskop Herman († c. 1503) siges at regjere til 1513, ved vi, at dette Aarstal skriver sig fra en Feillæsning paa hans endnu bevarede Gravsten. Denne havde han bekostet allerede i levende Live, og den angiver derfor urigtigt kun Tallet D M (1500); men af Michel Anderssøns Beretning (S. 116) sees, at man ogsaa i 1623 har læst Aarstallet sammen med det følgende Ord (orate), saa at man fik ud Aaret 1513. Dette Aarstal er altsaa sammen med de tidligere nævnte rigtige Dødsaar laant fra Biskopernes Gravstene. Det bør bemærkes, at Feillæsningen har affødt en Feil i Biskopsrækken, idet Biskop Herman har maattet bytte Plads med sin Formand og saaledes er bleven til næstsidste Biskop, – og at denne Feil ogsaa er optaget i selve Beskrivelsen, hvor „Biskop Mogens og Biskop Herman“ nævnes som „de to seneste Biskoper“ (S. 268)[19]. Vi har altsaa Grund til at tro, at naar Biskop Sivard siges at være død ved St. Michels Tid 1438, beror ogsaa dette Aarstal paa en Feillæsning (for 1418), – og denne Feil har igjen ført til, at ogsaa Sivard og hans Eftermand Anbern († 1430) har maattet bytte Plads i Rækken. Derimod skyldes det vistnok kun Afskriverne, naar Biskop Karl Sigurdssøn siges død Aar MCCCCLXXVIII (1478); her er nemlig kun et X udfaldt, idet hans Død er foregaaet i Julen 1487, hvilket efter kirkelig Tidsregning kunde betegnes med 1488. Ogsaa Beretningen om Biskop Karl (ovenfor S. 286) er saaledes kun Udskrift af hans Ligsten i Hamars Domkirke[20]; at ikke Traditionen her er Kilde, sees deraf, at Krøniken ganske har glemt hans Slægtskabsforhold til hans mægtige Stiffader, Hr. Alf Knutssøn, som Traditionen visselig vilde have nævnt.

Den Hamarske Bispekrønike synes saaledes at være udskrevet af et Lovhaandskrift fra Hamar, hvori paa Grundlag af den ældre Bisperække er gjort Tillæg og Forbedringer ved Benyttelse af de endnu i Domkirken bevarede Ligstene over Biskoperne samt andre lokale Erindringer. Det følger heraf, at dens naturlige Endepunkt bliver den sidste Biskops Fængsling, som jo netop er Gjenstand for de to følgende Afsnit; men i de fleste. Haandskrifter har den faaet et Tillæg om de „evangeliske Biskoper over Osslo og Hammers Stifter“. Dette Tillæg bryder Værkets Enhed, og man kunde derfor føle sig stærkt fristet til at antage, at hele dette Tillæg er senere. En saadan Formodning kunde støtte sig til det Udtryk (som jeg tidligere har overseet), at Mester Frants Berg siges „forskikket her op til Oslo“; thi derved synes temmelig tydelig at være udtalt, at dette Stykke er skrevet ikke i Hamar, men i Oslo. Jeg har tidligere hævdet, at Bispelistens 3 første Led er tilføiede endnu i Christian d. 3dies Tid, fordi denne kaldes „kongelig Majestæt“ (uden Navn) og fordi hans Søn benævnes „Hertug Fredrik“. Prof. Daae opponerer mod det sidste Argument, og det kan gjerne være, at han har Ret deri. Alligevel synes det mig rimeligt, at denne Liste er voxet efterhaanden; naar det sidste Led i det ældste Haandskrift er Nils Simonssøn, betegner det (som jeg ovenfor har oplyst) kun Haandskriftets Alder. Da Christiern Munk i 1556 forflyttedes til Oslo og overtog Bestyrelsen af dette Len (1556–72), maa jeg antage, at han tog med sig den Bog, hvori han havde ladet indføre Hamars Beskrivelse; under Opholdet i Oslo kan da det vidtløftigere Tillæg om de 3 første evangeliske Biskoper være indført, og senere er det fortsat med den blotte Navnerække af de følgende Biskoper. En saadan Fortsættelse – i Brud med et litterært Arbeides oprindelige Plan – har talrige Paralleler; jeg behøver blot at henvise til Absalon Pederssøns Norges Beskrivelse, forfattet 1567, hvor Listen over Slotsherrer paa Bergenhus i et Haandskrift føres ned til Laurits Kruse (1596), o. a. l.

Vi gaar derpaa over til den anden Bispekrønike, som stammer fra Mag. Jens Nilssøn. Af en Mand som Oslobiskopen, der sad inde med sin Tids bedste Dannelse, skulde man vente større Lærdom og flere Kilder end hos de Landsprester og Landadelsmænd, der har forfattet eller ladet forfatte Hamar-Beskrivelsen; heri bliver man heller ikke skuffet, skjønt rigtignok Resultatet ikke er saa glimrende. Mag. Jens’s Lærdom har bragt ham til at inddrage uheldige Citater fra Tidens Lærebog i Verdenshistorie (Carion, i Melanchthons Bearbeidelse,) og fra den latinske Norgeshistorie, Alb. Krantz’ Norvegia. Derimod savner man Benyttelse af Kongesagaerne, hvad man kunde ventet af Mag. Jens, som i sine yngre Dage (1567–68) havde studeret og tildels afskrevet et Haandskrift af Kongesagaerne; Mag. Jens viser sig i den Grad at have glemt Indholdet af disse, at han gjør Harald Gille til den samme som Harald Haardraade, lader Magnus Erlingssøn krones af „Biskop Nils af Oslo“, som bagefter Kong Sverre paa „Herredagen“ i Bergen lader aflive, at han lader Kong Sverre blive kronet af Biskop Paal i Hamar (1231–1252!) o. s. v.[21] Mag. Jens har endvidere liden eller ingen Sans for Chronologien; han lader Olaf Trygvessøn regjere „ved 1049“ og St. Olav „ved 1152“, uagtet Harald Gilles Regjeringstid rigtigt angives til 1130–36; han lader Biskop Halvard være tilstede ved et Provinsconcilium 1347, uagtet han dør i 1330, o. a. d. Endvidere tror han, at Suffraganbiskoperne allerede fra ældste Tider af maatte indvies i Rom, og gjennemfører denne Opfatning i sin Skildring af Hamars Biskoper. Men trods disse Mangler er hans Bispekrønike af større Værdi end hidtil antaget, og dette skylder den fornemmelig Brugen af tabte Kilder, som man temmelig bestemt kan udskille og tildels restituere.

Mag. Jens har for sine Bisperækker lagt til Grund Haandskriftet C 16, som endnu i 1604 tilhørte Skiens Lagstol og saaledes har været udskrevet af Biskopen enten under et Ophold i Skien (1576, 79, 1583, 84, 89, 1591, 96) eller laant af ham til Oslo. For de fleste Stifter gjengiver Mag. Jens kun sin Original, men allerede Oslorækken er stærkt udvidet, navnlig om de lutherske Biskoper (særlig ham selv), og Hamar-Rækken er voxet op til en hel Biskopskrønike.

I hans Original C 16 lyder Bisperækken: Arnold, Orm, Ragnar, Thorer, Ivar, Halvard, Paal, Peter, Gillibert, Thorfinn, Thorstein, Ingjald, Botolf, Halvard, Magnus Danske; derefter har en Haand fra c. 1460 tilføiet: „Sigurd, Peter, Gunnar“, og en Haand fra 1480–90 tilføiet „Karl Seigerssøn“; Originalen manglede altsaa Jorund (efter Thorfinn), Haavard (efter Halvard) og Ambern (mellem Sigurd og Peter), men disse har Mag. Jens optaget efter andre Kilder. Medens Bisperækken blot kunde give Mag. Jens den nødvendige Ramme, har han maattet udfylde den med andet Materiale. Hans Hovedkilder har været dels Diplomer, dels Indskrifter. At Mag. Jens i 1594 har gjennemgaaet Hamars Kapitelsarkiv, som dengang befandt sig paa Vangs Prestegaard, oplyses i hans Visitatsbøger. Man kan altsaa trygt antage, at de Diplomer, han udskriver, er hentede herfra; men desværre har han ikke forstaaet at fortolke dem rigtigt eller gjengive dem fuldstændigt. Saaledes har han fra Biskop Gilliberts Tid havt et Dokument om en Sendelse til Rom i Anledning af det stridige Valg, men skjønt han ved, at Paven hed Urban (1261–64), henfører han Brevet til 1278 og lader efter dette Brev, som Gillibert har været med at hente, Gillibert atter drage til Rom for at indvies; ligeledes er det en Misforstaaelse af Brevet, at han kalder Gillibert „Archidiakon i Hamar“, idet han ifølge Haakon Haakonssøns Saga havde været Archidiakon paa Hetland. Om Biskop Thorfinn har Mag. Jens havt to nu tabte Pavebreve af virkelig historisk Interesse fra Striden mellem Biskoperne og Kong Eriks Formyndere; det ene fra Martin IV’s „3die Aar 11te Indiction“ (ɔ: 1283, efter 22de Marts) har omtalt Biskopens Flugt fra Hamar og Ophold i Rom; det andet fra Nicolaus IV’s Tid (1288–92) har paalagt Biskopens Forfølger Hr. Haakon Ragnvaldssøn at hente Afløsning i Rom. Men uagtet Mag. Jens havde henført Forgjængeren Gilliberts Indvielse til 1278 under Pave Urban, lader han ogsaa Thorfinns Indvielse foregaa i 1278 og under Pave Martin IV (som regjerede 1281–84), hvorved dennes 3die Aar bliver 1280! Om Biskop Jorund ved Mag. Jens, at han blev forfremmet til Erkebiskop, men lader dette ske i 1291, lader Jorund beholde Bispedømmet Hamar ved Siden af Erkestiftet og indvie sin „Suffragan Thomas“. Rimeligvis har det ovenfor nævnte Brev fra Pave Nicolaus været skrevet i 1291 og været rettet til Erkebiskop Jorund, men har omtalt hans tidligere Stilling i Hamar og nævnt hans „Suffraganeum T...“, hvilket Mag. Jens har udfyldt Thomas; den Feillæsning har hindret ham fra at forstaa, at Suffraganen er Jorunds virkelige Efterfølger Thorstein. Undskyldeligere er Forvirringen i de to følgende Biskopnavne Halvard og Haavard, thi denne Forvirring findes der allerede Spor til i samtidige Diplomer. Men underligt er det alligevel, at Mag. Jens lader Halvard dø 1330 (istedenfor 1350) og ikke destomindre være tilstede ved Biskop Arnes Provinsconcilium i Nidaros 1347 (hvilket Aarstal vistnok er rigtigt), medens Efterfølgeren Haavard fungerer allerede i 1337. Aabenbart har Mag. Jens kjendt Concilie-Akter baade fra 1337 og 1347; alene deraf kan det forklares, at han ved Conciliet i 1347 kan nævne to Biskoper i Stavanger – Guthorm (1343–50) og hans Forgjænger Erik Eysteinssøn († 1342). Ligeledes sees det, at Mag. Jens har kjendt de to bevarede Breve fra Biskop Halvards Tid, som første Gang nævner Skolen og Kommunet (DN. II 203 fra 1333 og XI 34 fra 1345); det er paa Grundlag af de to Breve, at han lader Biskop Halvard oprette disse Institutioner, som imidlertid selvfølgelig er ældre. Heller ikke de senere Biskoper er gaaet fri for Mag. Jens’ Misforstaaelser; paafaldende bliver det saaledes, at han lader Biskop Karl Jenssøn stifte „altare quinque vulnerum“, uagtet han selv i 1594 havde læst Stiftelsesbrevet og rigtigt i Visitatsbøgerne har henført det til 1493 og til Biskop Herman. Paafaldende er det ligeledes, at han lader Biskop Mogens stifte „Vor Frue Capel“ „af Grefseng Gods“ og lader Claus Bilde efter Reformationen tage det Gods til sig, medens det virkelige Forhold var, at af Grefseng Gods stiftedes (ikke Vor Frues, men) Annas Capel, at dette skede allerede i Alf Knutssøns og Biskop Hermans Tid, og at Godset blev inddraget ikke af Claus Bilde, men af Truid Ulfstand; disse to Hovedpersoner ved Omvæltningerne i 1537–39 nævnes saa ofte sammen, at det næsten er tilgiveligt, at de her ombyttes. Trods de fortrinlige Diplomkilder bliver saaledes Resultatet forholdsvis tarveligt.

Mag. Jens maa ogsaa – enten personlig eller ved andre – have studeret Biskopernes Ligstene i Domkirken. Dette fremgaar uimodsigeligt deraf, at han om Biskop Herman siger, at „han blevff der død oc i domkircken begraffuen 1500“; thi dette urigtige Aarstal kan kun være hentet fra Ligstenen, hvor det virkelig staar. Mag. Jens har altsaa læst Indskriften rigtigere end Redaktøren af Hamar-Beskrivelsen og derved kunnet berigtige hans Feil, at stille Karl Jenssøn foran Herman. Man tør altsaa tro, at naar Mag. Jens om andre Biskoper refererer lignende Oplysninger om deres Begravelse i Kirken, har han benyttet Oplysninger fra Gravstenene; hvor man ikke har andre Kilder, tør disse Oplysninger maaske bruges, dog med Varsomhed. Det tør saaledes være muligt, at han fra Bispeligstenene har Oplysninger om, at Orm kun regjerede i 1 Aar (1156–57) og blev begravet i Hamar[22]; om Biskop Peter, at han grundlagde Bispegaarden i Hamar, hvor han døde og blev begravet, om Thorstein, at han døde 1305, om Halvard, at han døde og begravedes i 1330 (hvilket imidlertid er en Feil for 1350), om Ambern, at han forud havde været Provst paa Hedemarken, om Sivard, at han i 21 Aar havde været Prest i Vang (Aarstallene 1419–40 er rigtignok aldeles urigtige), og om Peter, at han lod bygge det høie Taarn paa Bispegaarden og døde i Hamar.

Men selv disse to Hovedkilder strækker ikke til for at forklare Indhold og ordning hos Mag. Jens. Derimod kan disse forstaaes, naar man tillige antager, at han har benyttet Hamar-Krøniken. Det er ovenfor vist, at han fra denne maa antages at have udskrevet, hvad han har om Biskop Karl Seigerssøn. At endvidere Mag. Jens har optaget Biskop Arnbern (som ikke nævntes i hans Biskopsrække) paa samme urigtige Plads som i Hamar-Krøniken, nemlig foran Sigurd istedenfor bagefter Sigurd, kan ligeledes forstaaes, naar Mag. Jens antages her at have fulgt Hamar-Krøniken. Dette bestyrkes videre ved, at ogsaa en anden Efterretning hos Mag. Jens naturligst lader sig forklare som Laan fra Hamar-Beskrivelsen. I det Afsnit, som gaar lige forud for Bispekrøniken, oplyser nemlig denne, at Biskoperne „skulde stille Kongedømmet her i Norges Rige 100 geruste Karle til Lands, om nogen Feide kom paa Riget, af Hamars Biskopsdømme“; jeg tvivler ikke om, at denne Beretning er uhistorisk og vel rettest opfattes som en Misforstaaelse af hvad der kunde findes optegnet i Biskopernes Bøger om Udrustning paa den befæstede Biskopsgaard. Men Mag. Jens kan jo have anseet Beretningen for historisk og har da søgt en bestemt Leilighed, hvorved en saadan Styrke kunde bruges; denne fandt han i Kong Erik af Pommerns sidste Tid, da Norge sluttede sig om ham, medens Sverige faldt fra. Mag. Jens lader derfor Biskop Sivard komme „Kong Erik til Hjelp med 100 Ryttere fra Hamar mod de Svenske“. Derved begaar han rigtignok en flerdobbelt Feil: Kampene mellem Kong Erik og de Svenske foregik ikke efter 1440, da Biskop Sigurd efter hans Beregning blev Biskop; endvidere var i 1440 Biskop Sigurd forlængst død, nemlig 1418, og endelig er der stor Forskjel paa „100 geruste Karle“ (ɔ: udrustede Soldater) og „100 Ryttere“, hvilket jo efter Tidens Sprogbrug er en hel Hær. Det forekommer mig utvilsomt, at Mag. Jens ogsaa her har laant og „forbedret“ Hamar-Beskrivelsen.

Et Bevis paa Rigtigheden af min Opfatning af, hvorledes Mag. Jens har istandbragt sin Bispekrønike, finder jeg i den Notits, hvormed han aabner Rækken af sine Hamar-Biskoper:

Arnalder kom af Engeland til Hammer anno 1049 sendt aff paffuen Eugenio i Kong Oluff Trygssøns tid, han lod bygge hellig trefoldigheds kirke i Hammer.

Den eneste mulige Forklaring af denne barokke Beretning synes nemlig at være, at Mag. Jens her ligesom i en Sum har kombineret sine forskjellige Kilder. Biskopens Navn (Arnalder) har han hentet fra den Skienske Bisperække og rigtigt stillet ham i Spidsen; men paa egen Haand har han af hans Stilling i Spidsen for Bisperækken sluttet, at han levede paa Kristendommens Grundlæggelsestid i Norge og var Olaf Trygvessøns Samtidige. Og saa har Mag. Jens i Hamar-Beskrivelsen læst om, at „Adrianus Anglus, den gode Kardinal“, som siden blev Pave, har grundlagt Domkirken i Hamar, og tillige hos Krantz seet, at Kardinalen, som blev sendt til Norge, hed Nicolaus, var sendt af Pave Eugenius og blev Pave efter ham; disse forskjellige Kilder har han da søgt at forlige, saa godt han kunde, ved at tage lidt fra hver: fra Hamar-Beskrivelsen, at Legaten kom „fra England“ og grundlagde Domkirken; fra Krantz, at han var sendt af Pave Eugenius; fra Skienslisten derimod havde han beholdt Navnet Arnalder, idet han saa, at de to andre Kilder opgav Legatens Navn forskjelligt. At „Arnalder“ var Legat og Kardinal og siden blev Pave, nævner Mag. Jens ikke udtrykkeligt; men det fremgaar dog af hans Ord, idet Efterfølgeren Orm „fulde Arnoldum til Rom og bleff der ordineret aff hannem bisp at være i hans sted“, thi alle Hamar-Biskoper blev jo ifølge Mag. Jens ordinerede af Paven selv.

Den eneste naturlige Slutning af denne Undersøgelse synes saaledes at være, at Mag. Jens til sin Bispekrønike har laant flere Efterretninger fra baade Hamars Bispekrønike og fra selve Hamar-Beskrivelsen. Dermed er det givet, at dette Værk maa være ældre end 1598; det er endvidere værd at bemærke, at Hamar-Beskrivelsen maa have været opbevaret ved den Tid i Oslo.

V. Den topografisk-historiske Beskrivelse.

I det foregaaende har jeg søgt at vise, at Haandskrifterne af Hamar-Beskrivelsen viser langt tilbage udover det ældste Haandskrift fra c. 1630, at 4de Afsnit om Biskop Mogens er en integrerende Del af Værket, at 3die Afsnit er en Indledning til 4de Afsnit og som dette stammer fra Midten af 16de Aarhundrede, samt at 2det Afsnit (Biskopslisten) og med den Dele af selve den topografisk-historiske Del allerede blev benyttet af Mag. Jens Nilssøn i Oslo i 1598. Jeg haaber derved at have banet mig Vei til en villigere Erkjendelse af, at ogsaa det første Afsnit om „Hamars Kjøbstads Bygning“ hører til samme Tidsalder. Det er fornemmelig dette Afsnit, Hr. Daae vil hævde som meget yngre end 1553. Jeg har i den tidligere Artikel søgt at vise, at det eneste Sted, som hidtil er tydet som sigtende til Tiden efter 1567, rettelig forstaaet henviser til ældre Tider; men da Prof. Daae bestrider dette, maa jeg her gaa nærmere ind paa Fortolkningen og søge at vise, at det ikke er mig, som „tøier og vender det paa Prokrustes’ Seng“. Stedet lyder saa:

Item kunde man og forfare af Bispernes Bøger og Breve, som de lode efter sig udi Hammer, at der som nu ere Maaser og Gaaremyrer og slemt Uføre, de var paa den Tid herlig Fiskevand, saa at Hammers Borgere og Indvaanere finge der megen Fisk nok til bedste, noksommelig ogsaa bevises kunde, dersom ingen (Rigens) Fiender paa den Tid ikke havde opbrændt og forstyrret Hammers Gaard“.

Hr. Daae gjengiver Meningen af dette Sted saaledes: „At disse Sumper og Moradser i sin Tid havde været Fiskevand, det kunde man engang i Verden bevise af Bispernes Bøger. Nu kan man derimod ikke mere bevise det, thi Rigets Fiender have brændt Hamars Gaard (og dermed hine Bøger)“. Den Modsætning, som Hr. Daae finder mellem „engang i Verden“ og „nu“, er, som man vil se, vilkaarligt indlagt i Ordene. Hr. Daae synes mig her at have overseet, at hvad der efter Skriftets egne Ord fandtes i 1553, det refereres i Imperfektum. Stedet siger – efter min Opfatning – at man i 1553 kunde forfare af Biskopernes Bøger og Breve, at de daværende „Gormyrer“ havde tidligere været Fiskevande, d. e., man har fundet i Regnskaberne Notitser, hvoraf man sluttede dette. For at bestyrke dette har da Forfatterne tilføiet, at denne Slutning skulde nok kunne lade sig bevise, hvis ikke Rigens Fiender paa den Tid havde opbrændt Hamars Gaard – og borttaget Beviserne. Prof. Daae har tillige overseet Modsætningen mellem „kunde man forfare“ og „kunde bevises“ og finder derfor som Resultat, at Beretningen er i Modsigelse med sig selv. Men hvis man læser omhyggeligt hvad der staar og ikke gjør Tilsætninger, vil man her blot kunne finde en Undskyldning for, at man ikke kunde bevise, hvad man vilde. Den Undskyldning, at Rigens Fiender har borttaget Arkivdokumenter, findes jo netop hyppigt i denne Tid, uden at man behøver at lægge mere deri i Hamar end f. Ex. i Kannikernes Klage i Nidaros 1558. Hvis der i 1553 fandtes Traditioner om Svenskernes Herjetog og Indtagelse af Bispegaarden i 1453 og i 1503, maatte dette være fuldstændig tilstrækkeligt til at tale om, at Hamars Gaard blev forstyrret og brændt, saa Dokumenter ikke kunde skaffes[23]. Det samme gjør jo Kannikerne i Hamar 1575, naar de vil bevise (hvad der er aldeles uhistorisk), at Hamars Kapitel altid havde havt Kapitelgjæld at forlene: „deres Privilegier var brændt udi forleden Feide“[24]. Naar Hr. Daae vil hævde, at dette Sted er skrevet efter 1567, og henviser til Begivenhederne i dette Aar, maa han bortforklare det brugte Udtryk „paa den Tid“, som jeg ansaa identisk med „Bispernes Tid“ (d. e. før 1537). Hr. Daae har altsaa overseet, at Udtrykket forekommer 2 Gange i den citerede Text (S. 3005–8), at det bruges som Overskrift over hele Stykket „om Hammers By, hvor stor han var, med sin Egn, Fiskevand og Herlighed paa den Tid“, samt overhovedet en Række Gange i selve Beskrivelsen, overalt i samme Betydning[25]. Saalænge ikke Hr. Daae kan give en anden Fortolkning af ogsaa disse Steder, anser jeg mig berettiget til at fastholde, at min Forklaring er „ikke blot begrundet, men nødvendig“, og at Stedet maa være forfattet før 1567.

I min tidligere Afhandling har jeg gaaet ud fra Rigtigheden af hvad Bogen selv fortæller, at blandt dens Hovedkilder var Biskopernes Bøger og Breve. Prof. Daae retter en meget skarp Polemik mod disse Biskopernes Bøger, – en Polemik, som er meget vanskelig at besvare, da hverken jeg eller han kjender disse Bøger, om hvis Indhold vi neppe blive enige. Jeg har søgt at vise, at én af disse Bøger var en Lovbog, en Bylov, som Forfattere har troet gjældende for Hamar, og hvis Byforhold de derfor har overført paa Hamar. Prof. Daae kan ikke tænke sig, at de kyndigste Mænd paa Hedemarken i 1553 havde indbildt sig, at Byloven i tidligere Tid gjaldt paa Hamar; jeg maa da atter henvise til det temmelig parallele Forhold, at Bergens Bylov i 1551 blev omgjort til en Bylov for Marstrand, hvor de Bergenske Forhold ligesaa lidet passede. Jeg kan ikke indse andet, end at Mænd fra Hamar kunde gjøre det samme, og at andre Mænd sammestedsfra senere – i 1553 – kunde tro dette.

Jeg har endvidere søgt at vise, at denne Hamarske Lovbog blandt andet har indeholdt en bearbeidet Bispeliste med flere vigtige historiske Oplysninger, men ogsaa med adskillige Feil. De andre citerede „Biskopernes Bøger“ kan man se har været Regnskabsbøger; disse henføres dels til Biskop Sigurd (hvori Optegnelser dels om Hamars væbnede Befolkning og dets Kommunikanter, dels om Varekjøb, hvoraf Tidens Priser kunde udledes), dels til de to „sidste“ Biskoper, Herman og Mogens. Optegnelserne om de væbnede Mænd i Hamar dels ved Aar 1300 dels c. 1400 har jeg søgt at forklare beroede paa en Forvexling med Oplandenes Befolkning[26]. Denne Forklaring vil ikke Hr. Daae lade gjælde, men foretrækker at betegne Beretningen som et „Sagn, ja som Vandringssagn“; han citerer en Række Paralleler fra andre norske Byer, hvoraf de fleste er yngre, men Exemplet fra Oslo saa gammelt som 1508. Jeg skal vel vogte mig for at modbevise denne Formodning, som maaske kan have lige saa meget for sig som min; men skal kun bemærke, at jeg ikke kan se nogen Grund til, at ikke ogsaa et saadant „Vandringssagn“ kan være kommet ind i „Biskopernes Bøger“. Vi alle vide, at man i 2den Halvdel af 16de Aarhundrede i Norge drømte om et ældre større og mægtigere Norge, og denne Følelse har sat sig et veltalende Minde i Absalon Pederssøns Norges Beskrivelse (1567). Men hvorfor skulde ikke denne Følelse kunne herske paa Hamar i 1553, hvor alle maatte føle Fortidens Storhed i Sammenligning med Nutiden, og hvorfor skulde den ikke være ældre? Hr. Daae har selv citeret et lignende Stemningsudbrud fra Oslo 1508, og jeg kan tjene med et Vidnesbyrd, som er endnu ældre. I et Haandskrift af Landsloven har en Haand fra 2den Halvdel af 14de Aarhundrede oplyst, at fuld Almenningi Norge var 336 Skibe med 33,600 Mand foruden hvad der kom fra Jemtland og Oplandene, – et Praleri, som vel sætter Mandskabet næsten 3 Gange for stort, og denne Notits gjenfindes i adskillige Haandskrifter fra 15de og 16de Aarhundrede og har altsaa fundet fuld Tiltro[27]. Hvorfor skulde man saa ikke kunne i 1553 have fundet i Biskopernes Bøger Optegnelser om Oplandenes vaaben- dygtige Mandskab, som var ligesaa praleriske og ligesaa uhistoriske?

Hvad der skulde have staaet i „Biskop Sigurds Bøger“, specielt om Varepriserne paa hans Tid, finder saa liden Naade for Hr. Daaes Øine, at disse „Varepriser“ bringer ham til at tænke paa et Sted i Peder Paars. Det forekommer mig dog naturligere at søge nærmere Paralleler. At uddrage Priser af ældre Regnskabsbøger var neppe i 1553 noget ukjendt. Allerede Paus har trykt i 3die Bind en Sagøreberegning af Lagmanden i Stavanger Laurents Hanssøn († c. 1557), som findes i en Række Lovhaandskrifter fra 2den Halvdel af 16de Aarhundrede, og jeg har i Norges gl. Love IV 462 trykt en Beregning af Ørtuglag efter „Mester Thorbjørns Lovbog“. Denne „Mester Thorbjørn“ er en af de Mænd, som efter Intimationen var tilstede paa Hamar i Juli 1553, og han eller hans Samtidige kunde saaledes godt tænkes at forstaa sig paa at uddrage Priser af ældre Regnskabsbøger.

Hr. Daae betoner stærkt, at den romantiske og elegiske Tone i Beskrivelsen „ikke tilhører Reformationstiden“[28], og navnlig finder han Pieteten mod den gamle Tro urimelig „i et Skrift bestemt for Erkelutheraneren Christian III eller dog for Datidens Magthavere“. Om det sidste Arguments Ubrugbarhed skal jeg tale nærmere nedenfor. Men den paastaaede Pietet mod Katholicismen kan jeg ikke finde at være saa stærk, som Prof. Daae vil gjøre den. Udtryk som „efter den papistiske Vis, som den Gudstjeneste tilhørte paa denne Tid“ (S. 249), „efter den Skik, som paa den Tid var brugelig i Pavedømmet“, „andre høitidelige Dage, som udi det blinde Papisteri var paalagte“, røber dog snarere det modsatte af Pietet. De Pilegrime som „fore til Rom og den hellige Grav og igjennem mange hellige[29] Steder og Lande“, omtales jo kun, fordi de skulde have ført Kulturplanter hjem til Fædrelandet. Og selv en Udtalelse om, at man paa Hamar i blidt og stille Veir kunde høre Kirkesang og Orgeltoner, „saa at den, som ikke havde et Stenhjerte, maatte græde af Glæde for Guds usigelige Naade imod Menneskene og Guds hellige Ord og de deilige Psalmer, som de hørde siunge der“, er dog en saa karakteristisk Ytring af en levende følt Stemning, at jeg har vanskeligt ved at tro andet, end at den er oplevet, d. e. at den er nedskrevet af en, som selv havde i hørt dette for endel Aar tilbage. Sympathien ytrer sig ellers her snarest for Psalmesang og Orgelmusik, og selv en senere Protestant kunde vel udtrykke sin Følelse i de ovenfor citerede Ordelag, som jo anslaar fælles kristelige – baade katholske og protestantiske – Strenge. Naar Prof. Daae kort efter om Mag. Absalon Pederssøn bemærker, at man vil hos ham og andre litterære Samtidige forgjæves søge Sympathier for katholsk Gudstjeneste og for den faldne Romerkirke, kan man i sin Almindelighed være enig heri; men alligevel var det let ved at fremtrække enkelte Citater hos Mag. Absalon at drage lignende Slutninger om hans Sympathier for den gamle Tro, f. Ex. hans Ytringer om St. Olaf („at St. Olafs sag, lærdom og krig og bekjendelse haver været ret“), om Biskop Jakob af Oslo (Hvad kan kristeligere skrives eller bekjendes?) o. s. v. Prof. Daae bruger i en anden Forbindelse om Absalon det noget for stærke Udtryk, at han „ skrev sin Beskrivelse en halv Menneskealder efter 1553.“ Mellem 1553 og 1567 er der kun 14 Aar; skulde virkelige de 14 Aar have saa stor Betydning? Selv Mag. Absalon maa dog fra sin Barndom have kjendt saameget til Katholicismen, at han kan have lært at sympathisere med hvad der var fælles i begge Bekjendelser, og hvormeget mere maa ikke dette ligget nærmere for Forfatteren(-ne) fra 1553.

Hr. Daae fremhæver, at hvis Skriftet var fra 1553, vilde det være det ældste topografiske Særskrift ikke blot i Norge, men ogsaa i Danmark. Dette er ganske rigtigt; men er ikke netop den topografiske Litteratur et af de eiendommelige Træk ved den norske Del af Fælleslitteraturen i 2den Halvdel af 16de Aarhundrede? Er ikke Bergens Fundats, Bergens Rimkrønike, Mag. Absalons Norges Beskrivelse, Peder Claussøns tidligere Arbeider om Island og Grønland eller Mag. Jens Nilssøns Visitatsbøger allesammen Skrifter af en Karakter, som Danmark først senere kjendte Mage til?

VI. Intimationen.

Forud for 1ste Afsnit gaar en Intimation, hvori siges, at de Mænd, som i Juli 1553 var tilstede hos Christen Munk paa Hamars Gaard, oversaa Biskopernes Bøger og Breve, „som disse havde med egne Hænder underskrevet“, og at hvad deri fandtes om Hamars Kjøbstad blev gjort i en Bog, som „blev efter Kongens Befaling sendt til ham“, o. s. v. I disse Ord har Prof. Daae indlagt den Mening, at de tilstedeværende Mænd var en Art historisk Kommission, som efter Kongens Befaling gjorde Uddrag af Arkiv-Dokumenterne og indberettede derom til Kongen. Men den Opfatning synes mig at lægge mere i Ordene, end der virkelig staar. Christen Munk har, som jeg tidligere har vist, interesseret sig meget for Hamars Gaard, har i 1551 faaet sig tillagt extraordinære Indtægter for at udbedre det forfaldne „Hamars Taarn“ og ligeledes skaffet Hamars Kanniker Indtægter til at reparere Domkirken. Det forekommer da ikke at være besynderligt, om han benytter et af de sædvanlige Kapitelmøder, da adskillige andre Mænd, „ædle og uædle“, var tilstede, til sammen med disse Mænd at gjennemgaa Dokumenterne paa Hamars Gaard og lade forfærdige en Beskrivelse derover. At derom (senere) sker en Indberetning til Kongen, og at denne (ɔ: Kancelliet, hvis Chef Johan Friis jo er bekjendt for sine historiske Interesser) bagefter udbeder sig Skriftet, finder jeg ligesaa naturligt. En ganske anden Sag var det, om der i Intimationen var sagt, at Kongen havde opnævnt de paagjældende Personer til at undersøge Bispearkivet, foretage en Registratur eller forfatte en Beskrivelse e. l., men jeg maa fastholde, at saa staar der ikke, og Hr. Daaes Argumenter mod den af ham opstillede Forstaaelse rammer saaledes ikke mig. Heller ikke det, at Intimationen omtaler „Bispernes Bøger og Breve af deres egne Hænder underskrevne“, kan jeg finde saa mistænkeligt som Prof. Daae. Et er, at man ved Undersøgelse af Breves Ægthed o. l. dømte efter Segl, ikke efter Underskrift; et andet er, at Personer fra 16de Aarhundrede, naar de fandt Breve med Biskopers Navne under (hvad vitterligt brugtes allerede i 15de Aarhundrede) eller Bøger med Biskopers Autorisation i, antog disse Navne for egenhændigt skrevne og omtalte dem som saadanne.

VII. Slutning.

I det foregaaende tror jeg at have besvaret Hr. Daaes vigtigste Ankeposter, men skal dog til Slutning vende mig ogsaa mod hans positive Theori. Han antager, nærmest som J . C. Berg, Beskrivelsen forfattet i Begyndelsen af 17de Aarhundrede og antyder Muligheden af en Forfatter, der tilhørte den katholske Reaktion. Denne Antagelse forudsætter følgende Hypothesen at Christian d. 3die havde befalet Mødet af 1553, og at Intimationen var en Levning af en tabt Registratur, som siden ved Forfalskning var anbragt paa den langt senere Hamar-Beskrivelse; at Mag. Jens Nilssøn og Hamar-Beskrivelsen tildels har havt en fælles, nu tabt Kilde (altsaa en tabt Bispekrønike); at Stykket om Biskop Mogens, hvis Ælde han erkjender, turde være laant fra et andet (ligeledes tabt) Skrift; at det historisk-topografiske Afsnit dels laaner fra stedlig Tradition, dels falskelig paaberaaber sig Biskopernes Bøger og Brevet. Det forekommer mig, at disse Formodninger trænger stærkt til Bevis og ialfald ikke strækker til for at forklare, hvad de burde, at de lokale Traditioner kunde holdt sig saa godt paa Hamar i Begyndelsen af 17de Aarhundrede. Man sammenligne, hvor fattigt netop de topografiske Forhold ved Hamar er behandlede hos Michel Anderssøn (1623), der dog som Sogneprest i Vang havde den bedste Anledning til at gjøre Studier paa Aastederne, eller hos Mag. Jens Nilssøn, for hvem topografiske Studier ellers var saa kjære. Og hvor underligt, at Beskrivelsen fortæller om Sjøormen før Biskop Mogens’s Fald, men ikke kjender til det samme Fænomen i hans egen Tid. Eller at han ikke nævner Bispegaardens, Domkirkens og Hospitalets Skjebne i 1567, eller Skolens Flytning til Vang i 1572, men kun kjender deres halvforfaldne Tilstand ved Midten af Aarhundredet. Bliver det ikke nødvendigt ogsaa her at gribe tilbage til, hvad J. C. Berg havde i Baghaanden, „Materialerne fra 1553“?


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. DN. XI no. 645.
  2. DN. I no. 1088 og IV no. 1111. Hvorledes det hænger sammen hermed, at Hr. Truid d. 19 Juni 1537 kunde udstede et Brev fra Oslo (DN. XII, 579), forstaar jeg ikke; der maa rimeligvis være en Feil ved Dateringen af Oslobrevet.
  3. DN. IV no. 1112 og II 1122.
  4. Se Vigfussons Udgave f. Ex. I 280, 363, 365, 367, 369; II 238.
  5. Se Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger for 1886 No. 15.
  6. Efter Fr. Hammerich i „Brage og Idun“, 2det Bind, 1839, S. 433.
  7. Saml. Skr. S. 77. Jfr. om et andet Varsel ved denne Leilighed S. 95.
  8. Ovenfor S. 240 f.
  9. Budstikken II, S. 822.
  10. Idun og Brage II, S. 434.
  11. 11,0 11,1 Daae, Matrikler over nordiske Studerende ved fremmede Universiteter S. 52 (Karolus Wiwardi de Hamaria) og 139 (Carolus Sigvardi).
  12. DN. V no. 935 (S. 6762).
  13. P. A. Munch, Saml. Afhandl. II 590–94, jfr. mine Rettelser i Norges gl. Love IV, 487 f.
  14. Saml. Skrifter af Peder Claussøn Friis S. 335 og 355.
  15. En senere Haand har her mellem Halvard og Haavard i Randen tilskrevet et utydeligt Olaf, men dette kunde let oversees.
  16. N. g. Love IV, 488.
  17. Det ældste Haandskrift har forvansket dette Tilnavn til „Angelus“ (Engel), men flere af de yngre har bevaret den rigtige Form.
  18. Naar en afsluttende Udgave efter alle Haandskrifter foreligger vil det efter hvad jeg har noteret vise sig, at Forvanskningerne ofte skyldes Afskriverne.
  19. Den samme Feil findes derfor ogsaa igjen hos Presten Sverdrup c. 1707 (Thaarups Magasin II 299). ningen fra Foreningen t. N. Fortidsmindesmærkers Bevaring 1885 S. 146.
  20. Om en mulig bevaret Levning af denne Ligsten se Aarsberet-
  21. Det bør dog til hans Undskyldning anføres, at Mag. Jens’s Afskrift af Kongesagaerne ikke naar længer end til Cap. 73 af Olaf den helliges Saga.
  22. Et meget uheldigt Indfald af Mag. Jens har det været at gjøre denne Biskop Orm († 1157) til den samme, som ifølge Krantz hylder Kong Valdemar paa dennes Norgestog (1165); – thi denne Krantz’s Biskop Orm er Lendermanden Orm Kongsbroder, idet Krantz igjen har misforstaaet Saxo.
  23. Jeg har naturligvis ikke „overseet“, at der hverken i 1453 eller i 1502 var Tale om, at Hamar Gaard blev opbrændt; men derimod har jeg – og vel med rette – antaget, at et „Overfald og Plyndring“ i Traditionen blev omformet til „opbrændt og forstyrret“.
  24. Norske Rigsregistranter II 167.
  25. Se Bergs Udgave s. 249, 252, 257, 25s, 259, 262, 264, 267, 268 (3 Gange), 272 samt det identiske „i de Dage“ S. 259, 263, 264, 265 (3 Gange) og 266.
  26. Ved Gjengivelse af mine Ord lader Prof. Daae mig „foreslaa at antage, at Byen Hamar er forvexlet med Hamar Stift“. Dette er en Feillæsning af Hr. Daae, og hans Argumenter mod dette kan derfor forbigaaes.
  27. N. g. L. IV 399 og 762. Notitsen er ogsaa vandret til Island og findes optaget hos Arngrim Jonsson (1597).
  28. Skulde virkelig „Romantik“ være ukjendt for den Tidsalder, der trykte og læste Middelalderens Romaner og optegnede de danske Folkeviser??
  29. Dette Ord synes forresten efter de andre Haandskrifters Vidnesbyrd at være Skrivfeil for „fremmede“.