Om de Grundlovsforslage, der skulle afgjøres paa 12te Storthing af L. K. Daa
Norsk Litteratur.
8. Om de Grundlovsforslage, der ere fremsatte til Afgjørelse paa tolvte ordentlige Storthing af Ludvig Kr. Daa. Christiania 1847. XXXII og 96 S. 8. Chr. Schibsted. 48 ß.
(Idet Udg. for første Gang optager en Anmeldelse af et politisk Skrift, troer han at burde ledsage samme med den Erklæring, at ligesaalidt som han selv har nogen selvstændig Overbeviisning med Hensyn til Fædrelandets vigtigere politiske Spørgsmaale og den rette Maade, hvorpaa disse bør løses, ligesaalidt maa man i Tidsskriftet see nogen Tendents til at faa en saadan gjennemført, eller vente nogen bestemt politisk Farve deri vedligeholdt. Inden Politikens Omraade vil Udg. hovedsagelig indskrænke sig til at besørge de udkomne politiske Skrifter anmeldte af Mænd, som han tiltroer tilstrækkelig Sagkundskab og modent Omdømme, uden Hensyn til hvilket saakaldet Parti Anmelderen maatte tilhøre. Udg. frygter ikke for, at den politiske Farveløshed, hvortil han saaledes forud dømmer sit Tidsskrift, Kulde berøve det noget af sit Værd som litterær Tidende, og Mere agter og ønsker det ikke at blive. Vore Forholde ville forøvrigt medføre, at vedkommende Anmeldere af politiske Skrifter nødig ville nævne sig, og dette gjør det atter nødvendigt, at de noget udførligere motivere deres Dom. Dette er og Tilfældet med nærværende Ænmeldelse; men da vor politiske Litteratur udenfor Tidenderne er meget fattig, er der neppe nogen Grund til Frygt for, at den skal komme til at berøve Litteraturen eller Videnskaben iøvrigt formeget af den Plads, nærværende Tidsskrift har at afsee).
I een Retning lover denne Bog mere end den holder, forsaavidtsom der til Afgjørelse paa næste Storthing hvile flere Grundlovsforslage, end de her behandlede[1]; men saa holder den igjen paa den anden Side mere end den lover, idet Forf. i sit „Forord,“ der ikke udgjør det mindst væsentlige Parti af Bogen, fortsætter sin Polemik med Morgenbladet og sammes Redactør, Hr. A. B. Stabell.
Der vil sikkert blandt Publikum være delte Meninger om denne Tilvæxt, i hvad man efter Titelbladet havde Grund til at vente af Skriftet, skal kunne ansees at opveie Skuffelsen i førstnævnte Henseende, og om hvorvidt Forf. i det Hele taget har Ret i at forudsætte hos Almeenheden en saa høi Grad af Interesse, for hvad der vedkommer ham personlig, at man ikke skulde blive træt af at høre ham tale om sig selv, endog der, hvor Opmærksomheden skulde synes at være taget i Beslag af meget vigtigere Gjenstande.
Men uagtet man vistnok maa tilstaae, at de i nærværende Skrift ikke behandlede Grundlovsforslage ere af den Betydning for vort offentlige Livs Udvikling, at de kunde fortjene en gjennemgribende Behandling, saamegetmere som denne hidtil ikke gjennem Pressen er bleven dem til Deel, medens derimod Forslagene om Jødernes Adgang til Riget og Statsraadernes til Storthingssalen ere saa ofte og grundigen bearbeidede, at der fra Argumentationens Side neppe staaer synderlig tilbage at ønske, og uagtet man intet Øieblik tvivler paa, at Forf. var Mand for ogsaa at behandle hine udeladte Grundlovsforslage paa en tilfredsstillende Maade, har man dog neppe Føie til at beklage sig over det Stykke Memoire og Polemik, man har faaet til Gjengjæld.
Under den Udvikling, som det politiske Partivæsen hos os i de senere Aar har havt, og ifølge den Rolle, som Dhrr. Daa og Stabell derunder have spillet, er det ikke en ganske ligegyldig Sag for Almeenheden, at lære Beskaffenheden af deres Forhold til binanden indbyrdes og til de forskjellige Partier noget nærmere at kjende. De have begge i deres offentlige Stilling som Thingmænd og Journalister unægtelig taget en saa virksom Deel i Dagens Gjerning og dens Stridigheder, at det ikke kan andet end i en vis Grad interessere Publikum at komme paa det Rene med, hvad de egentlig have at føre i sit Skjold, og da den omhandlede Polemik er vel skikket til her at afgive en Ariadnetraad, kan man nok forsone sig med den Uregelmæssighed, at en Bog “om de Grundlovsforslage, der ere fremsatte til Afgjørelse paa 12te ordentl. Storthing“, for endeel udgjør Fortsættelsen af en Strid, der ikke har noget med disse Grundlovsforslage at bestille. Hr. Daa er derhos en ligesaa underholdende som drøi Polemiker, og da han, paa Grund af sin „isolerede Stilling,“ dengang paa en Maade kunde siges at savne Adgang til Dagbladspressen, idetmindste forsaavidt den repræsenteredes af Morgenbladet og den Constitutionelle, maa man holde ham tilgode, at han greb Leiligheden til Selvforsvar, om den ogsaa skulde synes noget trukket efter Haarene. Modstanderen havde det hele store Morgenblad til sin frie Disposition, og fandt det alligevel nødvendigt at ty til Forligelses-Commissionen, for der at søge en Støtte for sine Argumenter; Daa fegtede med Brochurer, og hvo vil fortænke ham i, at han ved et blandet Indhold søgte at gjøre disse saa tiltrækkende og meget læste som muligt.
Man vil erindre sig, at Daas Skrift „Varsko“ i lang Tid nød en Opmærksomhed fra Morgenbladets Side, der var ligesaa betegnende som de voldsomste Angreb, den nemlig slet ikke at blive omtalt. „Varsko“ var for Morgenbladet hvad en hed Grød er for Katten. Da det endelig ikke gik an længere at lade den forblive urørt, forsøgte man ved Lovtaler over Ole Gabriel Ueland og ved andre kjølende Midler at faae den nedbragt til en Temperatur, som kunde tillade en nærmere Berørelse, og da dette Maal efter flere Maaneders Forløb antoges at være naaet, vovede man at binde an med den farlige og forargelige Anretning. I Morgenbladet No. 165 og 166 for 1846 læstes en Artikel med Overskrift: „Statsrevisor Daa og Oppositionen,“ hvori den anonyme Forfatter, under Masken af en til politisk Indifferentisme grændsende Fordragsomhed mod alle Partier, paa det heftigste angriber ikke alene de af Daa i hans Skrift yttrede Meninger, men ogsaa hans Storthingsfærd, Karakter og Duelighed. Dette skede, medens Daa endnu var Medarbeider i Morgenbladet; ikke destomindre, eller — maaskee rettere — just derfor, fandt han det nødvendigt at meddele sit Svar paa dette Angreb i en egen Brochure, betitlet: „Brev til Morgenbladet i Anledning af Skriftet Varsko,“ hvori han henvender sig ligefrem til „Hr. Statsrevisor Adolph B. Stabell, Morgenbladets Redactør,“ og drager ham til Ansvar for flere i ovennævnte Morgenbladsartikel paaviste Utilbørligheder og falske Forebringender, hvorhos han forøvrigt gjennemgaaer Artikelen i dens Heelhed, og søger at vise dens Uefterrettelighed i alle Dele. Dette Skrift foranledigede, foruden et Gjenmæle (Till. til Morgenbl. No. 288) fra den førstnævnte Morgenbladsforfatter, tillige en længere Opsats fra Hr. Stabell selv (v. Morgenbld. No. 221 og 224 for 1846).
Det er denne sidstnævnte Opsats, som Daa i Forordet til det her omhandlede Skrift især holder sig til, idet han giver en kort udsigt over sin Storthingsfærd og publicistiske Virksomhed, hvoraf det fremgaar, at den Vaklen eller Mangel paa Conseqventse, som hans nuværende Modstandere have beskyldt ham for, i Virkeligheden ikke er tilstede, men at disse Beskyldninger ene hente en tilsyneladende Grund fra den Omstændighed, at flere af hans ældre politiske Venner ere hans nye Modstandere. Man bibeholder lettere Skinnet af Conseqventse — eller som det her hedder “Støhed og Paalitlighed“ —, ved at holde fast ved Personer, end ved Grundsætninger, og Skinnet tages ofte for Virkelighed.
Ved flere Citater af “Granskeren“, hvilket Blad Daa udgav i Aarene 1840—1843, beviser han, at Karakteren af hans Virksomhed som politisk Skribent hovedsagelig var den samme da som nu, eller — som han selv siger pag. XIII — “at Hensigten med disse Opsatser (i Granskeren nemlig) falder saa aldeles sammen med Varskos og med nærværende Skrifts, at det ene synes at være en Gjentagelse af det andet. Som det vigtigste politiske Middel opstilles Erholdelsen af et Storthing, som ikke blot i formel Henseende er et Udvalg af Nationen, men som ogsaa i Sandhed og Virkelighed indeholder dens kraftigste og bedste Bestanddele. Dette Middel skulde anvendes til at skaffe den fornuftige Folkevillie større Erkjendelse hos Regjeringen, end den, efter min Formening, dengang nød. Jeg antog dengang, at en saadan værdig Stilling ikke kunde opnaaes uden en Ministerforandring, fordi det af de daværende Styrere patroniserede Winther-Hjelmske Religionsfriheds-Forslag meget mere antydede Reaktion end Fremskridt. Naar Granskeren derfor anbefalede en Ministerforandring, var denne Virksomhed hverken selvmodsigende egennyttig eller blottet for historiske Grunde. Den vilde ikke, som adskillige Forf. nu, tilraade at afsætte Ministre, førend man var vis paa at faae nogen bedre i Stedet. Den var hverken enfoldig eller egennyttig nok til at tænke paa Radikalismens Opløftelse. Men den vilde, at Radikalismen, med Selvfornegtelse og Patriotisme, skulde bidrage til at ophøie den moderate Majoritet fra 1836 Aars Storthing, der baade kunde due til Ministre, og hvis Færd lovede, at de vilde bringe vor Stats Udvikling et godt Stykke fremad.“ — —
Ikkun med Hensyn til sine i Granskeren indtil Aar 1842 fortsatte Bestræbelser for en Ministerforandring fandt Forf. senere Grund til at forandre sine Anskuelser, men uagtet hans Opposition efter denne Tid forsaavidt tog en anden Retning, bør dog dette ikke lægges ham til Last som et „Vendekaaberi,“ da det simpelthen var en naturlig Følge deels af Forf.s modnere Alder og større Verdenserfaring deels af selve Forholdenes Forandring.
„Det viste sig nemlig efterhaanden“ — siger Forf. — „at Regjeringen ikke længer var saa reaktionær eller stationær, som Granskeren havde forudsat. Winther-Hjelms Religionsfriheds Forslag blev aldeles ikke fremsat, og istedetfor den ventede Fortsættelse af det System, at nægte Sanktion af ringe Aarsager, sanktioneredes derimod i 1842 en Mængde i høj Grad baade demokratiske og liberale Bestemmelser (Handelslov, Havnepengelov, Forligslov, fri Rentefod, og fremfor alt Grundlovsbestemmelsen til § 59, hvis Benyttelse i macchiavellistisk Aand maaske havde været det letteste Middel til at kulkaste hele Konstitutionen).
Fremdeles, hvad der var den vigtigste Hindring for en Ministerforandring, vilde disse moderate Ledere paa ingen Maade træde istedetfor de nuværende Statsraader; de virkede derimod selv som ministerielle.
Hvad som imidlertid for mig var den største Nyhed og den eneste smertelige Erfaring, var at flere af hine omtalte liberale Reformer i Lovgivningen bleve drevne igjennem ved Hjælp af Embedsmændenes og de Ministerielles Stemmer imod Bøndernes Mening. Dette var navnligen Tilfældet med de to Love, i hvilke jeg havde den største Delagtighed, da de kom fra Justitskommiteen, og det væsentligen var mine Forslag, som omsider fik Lovskraft. Imod Loven om fri Rentefod stemmede samtlige Odelsthingets Gaardbrugere, og det ikke fordi Sagen var dem for ny, men rimeligvis formedelst en dybere Afvigelse i Grundsætninger, da der i 1845 fra Flere af dem fremsattes Forslag om dens Ophævelse igjen. Loven om det republikanske Valg af Forligskommissærer havde sin farligste Modstand at bekjæmpe fra Gaardbrugerne, der ved samme Lejlighed vilde have nedsat Sportlerne saa lavt, at i visse Egne, det erklæredes for tvivlsomt om endog den fattigste Mand for den Pris vilde paatage sig Umagen af at være Forligsmægler. Men under ingen Omstændighed kunde man ventet, at Regjeringen paa engang skulde, gjennem to Indrømmelser, populære Valg og Lønningsnedsættelse, formindske Rimeligheden af at faa Forligsvæsenet bestyret af nogenlunde oplyste Mænd. Fremdeles blev Prokuratorloven, der i 1842 foresloges ordlydende som i 1845, paa det første Thing enstemmigen henlagt af en Kommite, hvori der sadde flere af 1845 Aars ivrigste Oppositionsmænd. Statsraads- og Jødespørgsmaalet besvaredes i 1842 væsentligen som i 1845. Der vare altsaa Sager nok, som lærte mig, at Gaardbrugerne paa Storthinget i mange vigtige Punkter afvege fra det, som man maa kalde frisindet.“
Uagtet Forf. saaledes allerede paa Storthinget i 1842 havde faaet ganske god Anledning til i væsentlig Mon at modificere sine Anskuelser om Gaardbrugeroppositionens Berettigelse og om Ministerforandringens Nødvendighed, og uagtet han ogsaa paa dette Thing jævnlig og just ikke altid paa den skaansomste Maade optraadte mod Oppositionen, vedblev han dog at henregnes til dette Parti, indtil sidste Storthing traadte sammen. Men fra dettes første Sammentræde antog hans personlige Stilling til Oppositionen en ganske anden Karakter end ved Adskillelsen i 1842, hvilket var meget rimeligt, naar det forholder sig saaledes, som Forf. selv siger Pag. XXXI, at „adskillige Mænd endog nu vilde begynde med at opponere paa samme Tid, som han vilde slutte dermed.“
At han imidlertid havde god Grund til i flere Retninger at stille sig i Opposition mod Oppositionen paa Storthinget i 1845, viser dennes Historie, ligesom det klarligen nok fremgaaer af hvad Forf. i den Anledning anfører Pag. XIX og XX, hvilket man derfor vil tillade sig her at gjengive:
„Da dette Storthing traadte sammen, havde Thronskiftet bevirket en end yderligere Forandring i de Forholde, der skildres i den anførte Opsats af Granskeren. Jeg var mig nu, ligesom de fleste af mine Landsmænd, denne Forandring bevidst, og besluttede derfor strax at lade fare enhver Tanke om Ministerskifter og altsaa om systematisk Opposition. Erfaring har ogsaa tilfulde godtgjort, at dette var den rette Opfattelse af Regjeringens Stilling fra det liberale Standpunkt. Varsko har allerede fremstillet hvilke betydelige Fremskridt i frisindet Aand, Nationen skylder Regjeringen og Ministerialismen af 1845. Hvad angaar de liberale Lovbeslutninger, hvilke jeg deeltog med Oppositionen i at faa istand, da bleve saa mange af dem sanktionerede, som deres formelle Brugbarhed tillod, og at fordre at Regjeringen skulde sanktionere hvad der erkjendtes for ganske ufuldkomment, er for meget forlagt. Saaledes sanktionerede Kongen Skyldsætningsloven, uagtet Regjeringen havde fremført de vægtigste Grunde for at den i sit Princip var stridende imod Statsekonomiens gyldigste Sætninger. Den Sportel, hvorom der er Tale, maatte jo betragtes som en Afgift eller Beskatning til Sorenskrivernes Underhold og altsaa for at faa Dommerforretningerne udførte. Denne Beskatning rammede dem, som præsumtiv vare velhavende, nemlig Gaardejerne og burde altsaa ikke været lettet, førend man havde kunnet afskaffe Skifte- og Auktionsskatterne, der ligesaa meget trykke Husmænd og Tjenere. Den havde fremdeles det største indirekte Fortrin en Skat kan have, nemlig at lægge Baand paa en skadelig Handling: Jordudstykningen. Alligevel underordnede Regjeringen sin Mening et Ønske, der vist ikke var, som det udgaves for, hele Folkets, men som, hvad der er vigtigere, var de Stemmeberettigedes. Angaaende liberale Forslage, som ikke kom til umiddelbar Udførelse — Prokuratorloven og Jurysagen — har alt hvad der siden er passeret godtgjort, at der er ligesaa god om ikke bedre Kans til disse Ideers endelige Gjennemførelse under det nærværende Ministerium, end under et morgenbladisk-oppositionelt. Saavel Regjeringens Handlinger som deres Skribenters Ytringer bevise tydeligt, at den har taget begge Spørgsmaale under upartisk Bearbejdelse og at den ikke nærer nogen Fordom imod noget af dem; hvorimod Morgenbladets Forf. have havt saa meget at bestille med at finde Fejl ved de Former, hvori jeg satte Sagerne i Gang, (uden at de selv havde præsteret noget bedre), at de i alle Fald have mere forøget end formindsket Hindringerne imod disse Reformer.
Hvad endelig angaar Ekonomi med Statens Midler, har jeg heller ikke havt Anledning til hos den morgenbladiske Opposition at iagttage saa afgjorte Fortrin, at jeg af dette ellers vigtige Hensyn skulde angre, at jeg havde nægtet den min Bistand imod det bestaaende Ministerium. Naar det kommer an paa ny Projekter, forekommer det mig at Morgenbladet og Regjeringen er enige om der end udkræves Tønder Guld (Slotsbygning, Bodsfængsel, Daarehuus). Derimod har Morgenbladet en ejendommelig Lyst til at spare og saaledes formindske paa gamle Indretninger, navnlig Embedsstandens Lønning og Forsvarsvæsenet. Jeg finder ingen Grund til at enten et Storthing eller et Ministerium skulde hade enten Embedsklassen eller Krigsmagten, og hvis disse to Korporationer, enten formedelst Indskrænkningerne eller Trusel om saadanne, vilde, som Gud forbyde, gjengjælde Had med Had, maa det befrygtes, at der var liden Beskyttelse at finde hos de Hoffolk, Forbrydere og Vanvittinger, som Styrelsen havde gjort til Gjenstande for sin Kjærlighed.
Da jeg fremdeles nærer den konservative Overbeviisning, at en velstaaende og retsindig Embedsklasse er en nyttigere Ting end et pragtfuldt Fængsel, sætter jeg ringe Pris paa Besparelsen af Gager, der atter udgives til tvivlsomme Projekter. I den norske Regjerings System sporer man en Lyst til i alle Retninger at have Statsværket saa stort og fuldkomment som muligt, hvilket maaske kan lede til at det bliver bedre end behøves og for dyrt. Men der er dog deri en Sammenhæng. I Morgenbladets Besparelses-Politik finder jeg derimod saa liden Konsekvens, at man skulde tro den alene beroede paa Lyst til at gjøre ny Anstalter. At spare paa gamle gode Indretninger kan let lede til at de blive slettere, og dersom man ødsler paa allehaande nye, kan man alligevel faa sin Pung læns.“
De Beskyldninger, som fra Modpartiets Side ere fremsatte mod Daa i hans Egenskab af Odelsthingspræsident ere vel nærgaaende nok; men da de ere omtrent i lige Grad ugrundede, havde han neppe behøvet at skjænke dem saamegen Opmærksomhed, som skeet er i dette hans Forord. Anmeld. vil ogsaa afholde sig fra her at følge ham, saamegetmere som han ellers lettelig kunde udsætte sig for Ubehageligheder, forsaavidtsom han derved maatte komme i Berørelse med den Stabellske Erklæringssag.
Forf. slutter sit Forord med en Erklæring der forresten er mindre overraskende end beklagelig, den nemlig, at han, „idet han opgiver sin Storthingsplads i Akershus Amt“, heller ikke „finder det mere passende at optræde som Kandidat for Hovedstaden.“
Efter „Forordet“ kommer „Jødesagen,“ som her er behandlet paa en mindre vidtløftig, men derfor ikke mindre indtrængende og overbevisende Maade end det Meget, som Pressen forhen har leveret denne Sag betræffende. Her er mindre Declamation, men mere Factisk, og man erholder en kortfattet men klar Oversigt over de Grunde, som ved Sagens Afgjørelse især bør komme i Betragtning. Med Hensyn til Sagens nuværende Stilling savnes derimod Noget, som forekommer mig at være af Vigtighed, og som formeentlig med fuld Ret hørte hjemme i denne Afhandling, nemlig fuldstændig Oplysning om hvilke Grundlovsforslag i denne Materie der, foruden Forf.s egne, ere fremsatte til Afgjørelse paa næste Storthing. Faa Læsere have Storthingsforhandlingerne for 1845 eller de officielle Aftryk af de fremsatte Grundlovsforslag ved Haanden, og endnu Færre i Hovedet, men uden Kjendskab til samtlige de Grundlovsforslag, Jødesagen betræffende, som hvile til Afgjørelse paa næste Thing, er det blandt andet umuligt at danne sig noget Begreb om dens sandsynlige Udfald. Vel har Forf. Pag. 5 berørt det blandt DHrr. Sivertssons og Sæters Grundlovsforslage, som gaar ud paa, at alene Dommerembeder og Bestillinger i selve Statskirken skulde være dennes Medlemmer forbeholdte, og han har paa en aldeles tilfredsstillende Maade viist saavel Umuligheden af et saadant Forslags Antagelse, som Urimeligheden af dets Fremsættelse; men netop paa Grund af hvad Forf. saaledes anfører, maa man, i Mangel af Oplysning andetstedsfra om de factiske Forholde, bringes til at antage, at bemeldte Herrers Grundlovsforslage i Religionsfriheds-Materien indskrænke sig til den anførte Stump af samme.
Da det kan være af Interesse at forsøge paa at stille Jødesagens Horoskop, skal man, til Fuldstændiggjørelse af de Hjælpemidler, Forf. i saa Henseende har leveret, her tillade sig i Korthed at angive Indholdet af de forskjellige Forslage til Forandringer i Grundloven, som ere fremsatte til Afgjørelse paa næste Storthing og som vedkomme Religionsfriheden samt disse Forslags gjensidige Forhold til hverandre. Under 16de September 1845 fremsatte Forf. af det her behandlede Skrift „trende (3) særskilte Forslage til Forandringer i Grundlovens § 2,“ der tiltraadtes af S. Sørenssen, og ere saalydende:
„1. Enten a) Som Tillæg til Grundlovens § 2 bestemmes: „Alle
kristelige Religionssekter bør nyde fri Religionsøvelse overalt i
Riget“.
b) Bestemmelsen i Grundlovens § 2 sidste Passus saalydende:
ØJøder ere fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget,“ sættes
herved ud af Kraft.
2. Eller — Istedetfor Grundlovens § 2, som herved sættes ud
af Kraft, skal følgende Bestemmelse være gjældende: „Den evangelisk-lutherske
Religion forbliver Statens offentlige Religion.
De Indvaanere, der bekjende sig til den, ere forpligtede til at
opdrage deres Børn i samme. Alle kristelige Religionssekter
bør nyde fri Religionsøvelse overalt i Riget. Jesuiter og
Munkeordener maa ikke taales.““
Proponenten tilføier derhos udtrykkelig, at af de „ovenstaaende
Forslage blive No. 1 og No. 2 at afgjøre som Alternativer.“
Af Hr. Sylv. Sivertsson foresloges under 26 s. M. følgende Grundlovsforandringer, der vedtoges af J. H. Sæter.
Enten 1: Grundlovens § 2 skal lyde: „Den evangelisk-lutherske
Religion forbliver Statens offentlige Religion; dog nyde alle
kristelige Religionsbekjendere fri Religionsøvelse overalt i
Riget. Jesuiter og Munkeordener maa ikke taales.“
I Grundlovens § 50 første Passus insereres mellem Ordene:
„25 Aar“ og „have“: „høre til en kristelig Religionsbekjendelse“.
Begyndelsen af Grundlovens § 92 skal lyde: „Til
Embeder i Statskirken og til Dommerembeder maa alene udnævnes
de norske Borgere, som bekjende sig til den evangelisklutherske
Religion. Alle, der udnævnes til Embeder i Staten,
maa have svoret Konstitutionen og Kongen Troskab og tale
Landets Sprog.“
Eller 2: Grundlovens § 2 skal lyde: „Den evangelisk-lutherske Religion
forbliver Statens offentlige Religion, og de Indvaanere,
der bekjende sig til den, ere forpligtede til at opdrage sine
Børn i samme.“
Og forøvrigt overeensstemmende med Forslaget No. 1.“
Man vil af denne Fremstilling see, at medens de 2de af Hr. Daa fremsatte alternative Forslage alene i Formen adskille sig fra hinanden indbyrdes, og fra den nugjældende Gl. § 2 deri, at den ved Gl.s endelige Redaction — som det paastaaes ved en Incurie — udeladte Grundsætning: fat alle kristelige Religionssekter bør nyde fri Religionsøvelse overalt i Riget,“ skal igjen optages deri, hvorimod Forbudet mod Jøders Adgang til Riget skal udgaa deraf; er der mellem de Sivertsonske Alternativer den indbyrdes Forskjel, at den i Gl.s § 2 de evangelisk-lutherske Indvaanere paalagte Forpligtelse til at opdrage deres Børn i bemeldte Troeslære findes i det ene Alternativ og er udeladt i det andet, hvorhos de begge deri adskille sig fra det Nubestaaende:
1. at Grundsætningen om fri Religiosøvelse for alle kristelige Troesbekjendere overalt i Riget er optaget;
2. at Jødeforbudet er udeladt;
3. at blandt de almindelige Betingelser for Stemmeret efter Gl.s § 50 skal tilføies den, „at høre til en kristelig Religionsbekjendelse;
4. at Betingelsen at bekjende sig til den evangelisk-kristelige Religion, for Fremtiden ikkun skal være nødvendig for at kunne beklæde Embeder i Statskirken og Dommerembeder.
Hvori de Daaske og Sivertsonske Forslage ligne hinanden, og hvori de adskille sig fra hinanden, vil heraf lettelig indsees, ligesom det heraf ogsaa fremgaaer, at der ikke findes noget Grundlovsforslag hvilende til Afgjørelse paa næste Storthing, som ene og alene gaaer ud paa Udslettelsen af det i Gl.s § 2 indeholdte Forbud mod Jøders Adgang til Riget. Men herved er formeentlig Sagens Afgjørelse i en forønsket Retning bleven vanskeliggjort istedetfor lettet.
Som Sagen nu er stillet, findes der ingen Adgang til at stemme for Jødeforbudets Udslettelse, uden i Forbindelse med Optagelsen i Grundloven af Grundsætningen om fri Religionsøvelse overalt i Riget for alle kristelige Religionsbekjendere eller Religionssekter, hvilken Omstændighed for selve Jødesagen ikke er af saa ringe Betydning, da der kan gives Folk, som ønske hiint odiøse Forbud udslettet af vor Grundlov, uden derfor at ville have ovennævnte Grundsætning optaget i den. Og det er slet ikke sagt, at de nære en saadan Anskuelse af blot og bar Intolerance mod andre kristelige Troesbekjendelser end den evangelisk lutherske, hvorimod det vel kan tænkes, at de finde den omhandlede Grundsætnings udtrykkelige Proclamation i Grundloven utilraadelig, deels fordi den forekommer dem overflødig, forsaavidt som Grundloven intet Forbud i denne Retning indeholder, og deels for uhensigtsmæssig, forsaavidtsom der jo dog kan gives Tilfælde, i hvilke det vilde være af Vigtighed for Statssamfundet at have frie Hænder til, gjennem den private Lovgivning at ordne deslige Forholde.
Vel har Pluraliteten af sidste Storthings Constitutions-Comitee i dens af Hr. Daa forfattede Indstilling af 11te August 1845 paa en for Anmeld. idetmindste overbevisende Maade gjendrevet Rigtigheden af en saadan Anskuelse, ja Forf. er endog gaaet saavidt, at han ikke engang har stemt eller vil stemme for Jødeforbudets Udslettelse af Grundloven uden en samtidig Optagelse i samme af den ovenomhandlede Religionsfriheds-Erklæring, i Overeensstemmelse hvormed ogsaa hans til Afgjørelse paa næste Storthing fremsatte Grundlovsforslag er affattet; men ligesom der er stor Sandsynlighed for, at der gives Adskillige for hvem Comitee-Pluralitetens Ræsonnement ikke har den samme overbevisende Kraft som for Anmd., saaledes er det vist, at der gives endnu Flere, som i alt Fald vilde foretrække Jødeforbudets Udslettelse alene, for slet ingen Forandring. Ligesom man letter et Arbeides Udførelse ved at dele det, saaledes letter man Antagelsen af et Forslag ved at fremstille det i saamange af hverandre uafhængige Dele som muligt, for at idetmindste de væsentligere Meningsnuancer kunne komme til at gjøre sig gjældende.
Forfatteren sees ikke destomindre at nære en stærk Fortrøstning til, at Forslaget om Udslettelsen af Forbudet i Grundlovens § 2 mod JIøders Ophold i Norge vil blive ophøiet til Landslov, og støtter denne Fortrøstning ikke alene til de særdeles vægtige Grunde, som Sagen i og for sig frembyder, men ogsaa til nogle af Stemmegivningerne paa Storthingene i 1842 og 1845 udledede Omstændigheder, hvoriblandt unægtelig den vigtigste er den, at „intet Grundlovsforslag (af de forkastede nemlig) har havt saamange Stemmer for sig som dette.“ Han oplyser desforuden, at af de 43 Medlemmer af Storthinget, som i 1842 stemte mod Jøderne, vare 40 fra Landdistrikterne og 3 fra Byerne, og af de 47, som i 1845 stemte imod dem, vare 37 fra Landet og 10 fra Byerne. Ligeledes oplyses, at saavel i 1842 som i 1845 var der kun 13 blandt Jødernes Modstandere som have nydt academisk Dannelse, blandt hvilke vare i 1842 6 og i 1845 — 7 Præster. Da det deraf fremgaaer, „at næsten Alle, som med Sagkyndighed kunde dømme om Spørgsmaalet, og ligeledes næsten alle de, som af Local-Interesser kunde forledes til at nægte Retfærdighedens Stemme Gehør, voterede for Jødeforbudets Udslettelse,“ saa seer han heri „en sikker Borgen“ for at det vil skee.
Hvor oprigtigt end Anmeld. ønsker at Udfaldet maa retfærdiggjøre disse Forventninger, kan han dog ikke skjule for sig selv den Frygt, han nærer for at de ere noget vel sangvinske. Thi uden just at lægge stor Vægt paa den Omstændighed, at Stemmegivningen, — som ovenfor viist — var fordeelagtigere for Forslaget paa Storthinget i 1842 end i 1845, kan man dog ikke nægte, at dette synes i nogen Mon at opveie de Fordele, Forfatteren i andre Henseender udleder af disse Stemmegivninger. Naar hertil kommer den ovenfor paapegede Omstændighed, at Forslaget ikke længere staaer isoleret, samt at netop i denne Sag en sørgelig Erfaring synes at have godtgjort, at dette Slags Fordomme have overmaade liden Respect for Grunde, saa er der heller ikke fra den Side synderlig Anledning til af „en nær Fremtid“ at vente noget bedre Udfald paa denne „Æressag“ for den norske Nation. Det skulde da være, at man for „Skams Skyld“ vilde indgaae paa Forslaget.
Slutningen af Forfatterens Opsats indeholder endeel statistiske Meddelelser til Beviis for den Sats, at „Jøderne ikke have saa stor Lyst til Udvandring eller Flytning som man hos os pleier at antage.“ Da blandt de Argumenter, som anstændigviis kunne fremsættes mod den foreslaaede Udslettelse af Jødeforbudet, det utvivlsomt er det vigtigste, som gaaer ud paa at fremstille Jødenaturen saa eiendommelig og stiv, at den aldrig assimilerer sig med det Folks, blandt hvilket den, endog gjennem flere Generationer, har levet og virket, med andre Ord, at en Jøde aldrig i Evighed bliver Nordmand, aldrig knytter sig til Land og Folk eller gaaer ind under dets Nationalitet, saa kan det være af Interesse, her at anføre nogle Resultater af disse statistiske Opgaver.
I de Nordamerikanske Fristater, som i den senere Tid kunne antages aarlig at modtage omtrent 100,000 Indvandrede, skal der kun findes 15,000 Jøder hvilket gjør meget mindre end 1 Jøde paa hver 1000 Christne. I England opgives Antallet af Jøder til mellem 12 og 14,000, altsaa langtfra ikke 1 Jøde for hver 2000 Christne. I de Preussiske Stater, som af alle mere industrielle Lande har den største Jødebefolkning, nemlig 195,000, leve 130,000 i de Provindser, hvor det polske Sprog tales. Hele Provindsen Sachsen tæller kun 4000 Jøder. Holland og Belgien afgive et i den her omhandlede Henseende mærkeligt Exempel. I begge Lande have Jøderne i 1⁄2 Aarhundrede nydt alle mulige Friheder for sin Religion og sine Næringsveie, og i 15 Aar vare disse Riger forenede til een Stat; ikke destomindre har Belgien med over 4 Millioner Indbyggere ikkun 1,873 Jøder, medens Holland ved Siden af 3 Millioner Christne har 53,000 Jøder, hvilket Forf., som det synes, med Rette udleder af den Omstændighed, at Holland fra gammel Tid af har været berømt for sin Tolerants, medens Belgien i Fortiden var bekjendt for det Modsatte. I Frankrig, hvor Jødernes Religion endog underholdes af Statskassen, og hvor de vælges til Nationalrepræsentanter, skal der ikkun gives faa Jøder, undtagen i de forrige tydske Provindser, hvor mange Jøder boede, da disse Landskaber forenedes med Frankrig.
Naar der spørges om, hvilket af de her omhandlede hvilende Grundlovsforslage man helst kunde ønske antaget paa næste Storthing, da kan der formeentlig neppe for Alvor blive Tale om andre end de af Hr. Daa fremsatte, og af disse kan det være temmelig ligegyldigt hvilket man erklærer sig for, enten No. 1 eller No. 2. Fra Formens Side synes imidlertid No. 2 at fortjene Fortrinet, forsaavidtsom man derved faaer samtlige Bestemmelser baade gamle og nye, samlede i een Paragraph, og med Tiden slipper den ubehagelige Paamindelse om hiint odiøse Jødeforbud. Da nu hele Forskjellen, som sagt, ikkun er formel, kan man fra dette Standpunkt ikke være i Tvivl om, at No. 2 bør foretrækkes.
Ved det næste Anliggende Forf. behandler, „Statsraadernes Optagelse i Storthinget,“ indtræffer den Synderlighed at efterat man saagodtsom den hele Afhandling igjennem har fulgt Forf. paa de banede Veie og Stier, han her betræder, under den bedste gjensidige Forstaaelse og med den Overbeviisning, at man paa denne Fart ikke kommer længere end til det Maal, man her er vant til at søge, nemlig Adgang for Statsraadets Medlemmer til Deeltagelse i Storthingets Forhandlinger, seer man sig pludselig henimod Afhandlingens Ende forladt af Forf., der allerede har ilet dette Maal forbi, og med eet Sprang staaer ved en meget fjernere Station: Adgang for Statsraadets Medlemmer til at kunne vælges til Nationalrepræsentanter. Rigtignok kommer man nu under Veir med, at Forf. paa denne Maade troer at have fundet, om man saa behager, en Gjenvei til det førstnævnte Maal; men foruden at dette vel neppe forholder sig saa — idetmindste seer den angivne Retning snarere ud som en Omvei, om ikke en Afvei, — er denne Forf.s Fremgangsmaade i literair Henseende i alt Fald temmelig umotiveret, hvilket efter Anmeld.s ringe Formening ogsaa for endeel har berøvet Afhandlingen dens rette Holdning. Dette var nu vistnok ikke nogen farlig Sag, naar man ikke maatte befrygte, at den stedfindende Mangel paa tilstrækkelig Veiledning fra Forf. Side, med Hensyn til den af ham fremsatte nye og eiendommelige Betragtningsmaade af disse Forholde, netop bevirker, at man kan være fuldkommen enig med ham i det Meste af hvad han har sagt til Anbefaling af Sagen i dens Almindelighed, uden dog at kunne billige den Maade, hvorpaa han vil at denne for vore Samfundsforholdes hensigtsmæssige Udvikling særdeles vigtige Opgave skal løses.
Af Forf.s Yttringer Pag. 93 seer man vel, at hans Hensigt med Afhandlingen ikkun har været, „at opfordre dygtigere Mænd til ogsaa at tage Sagen under Behandling,“ hvorfor han har undladt „vidtløftigere at motivere“ sin Formening. Men ligesom det synes, at Ingen var nærmere til paa den udførligste og bedst mulige Maade at motivere et saa gjennemgribende Forslag til Forandringer i Grundloven, end den der har fremsat det til Afgjørelse af Nationalrepræsentationen, saaledes kan man i nærværende Tilfælde hellerikke af nogen Anden vente en saa frugtbar Behandling af Emnet, som af Proponenten selv, der maa antages paa det nøieste at have overveiet og sat sig ind i Forslagets Forhold til vor nu bestaaende grundlovmæssige Ret i det Hele taget, dets sandsynlige og mulige Conseqventser, samt de Midler, som til dets fuldstændige Gjennemførelse i Virkeligheden maa bringes i Anvendelse. Mangelen af en mere gjennemgribende Behandling fra Proponentens Side gjør ogsaa Spørgsmaalets Drøftelse paa anden Haand dobbelt usikker og besværlig. Overalt har man vanskeligt for at fatte Grunden til, at Afhandlingens hele dialektiske Styrke saa at sige er sammentrængt i Bearbeidelsen af Spørgsmaalet i sin Almindelighed, hvilken Side dog allerede forhen synes tilstrækkelig gjennemarbeidet og udviklet, idet man herom — som ogsaa af Forf. bemærket — har en heel Litteratur, medens det nye og hidtil ikke bearbeidede Stof, nemlig Maaden, paa hvilken Forf. tænker sig Øiemedet opnaaet, er meget stedmoderlig behandlet.
Hermed være det dog langtfra ikke sagt, at Forf.s Arbeide skulde være uden Værd og Betydning; det indeholder tvertimod saamange værdifulde Bidrag til Sagens Oplysning i Almindelighed og saa god Veiledning til en velgrundet Bedømmelse af Spørgsmaalet om Hensigtsmæssigheden, for ikke at sige Nødvendigheden, af en Forandring i den tungvinte og utilstrækkelige Meddelelsesmaade, som nu hersker mellem Regjering og Storthing, at det altid vil haandhæve en høi Plads blandt de Statsskrifter, som den norske Presse i de senere Aar har leveret.
Da Sagen er af en saadan overordentlig Vigtighed, at der vel for Tiden neppe gives noget offentligt Anliggende hos os, der i høiere Grad paakalder Almeenhedens Opmærksomhed og gjør Fordring paa dens varmeste Sympathier, skal Anmeld., efter i Korthed at have antydet Hovedindholdet af Forf.s Udvikling af Sagen i dens Almindelighed, med de faa Bemærkninger han derved har at gjøre, og paaviist den Tankegang, som har gjort sig gjældende i Forf.s Fremstilling af Spørgsmaalets Anvendelse i Virkeligheden, tillade sig at udhæve nogle af de væsentligste Betænkeligheder, som i sidstnævnte Henseende, idetmindste som Sagen nu staaer, synes at frembyde sig.
Efterat Forf. med Historiens Vidnesbyrd og de fleste repræsentative Forfatningers Exempel for Øie har beviist den Sats, han gaaer ud fra, at „en saa fuldstændig Adskillelse mellem den udøvende og den lovstiftende Magt, som vor Grundlov fastsætter, er uhørt blandt de nu existerende Nationer“, og at maaskee heller ikke „ældre Tiders Erfaring har at opvise noget Sidestykke,“ fuldstændiggjør han „Beviset fra Autoritetens Side“ ved at gjøre opmærksom paa, at ikke en eneste navngiven Grundlovsfortolker eller politisk Skribent i vort Land har yttret sig imod „Gavnligheden af mundtlige Meddelelser mellem Statsmagterne,“ og at der heller neppe gives nogen saadan, „som ikke i kraftigste Maade har anbefalet Nationen at foretage den Forbedring ved Grundloven, at Statsraaderne skulde aabnes Adgang til mundtlig at discuttere de offentlige Anliggender med Storthinget.“
Idet Anmeld. med Fornøielse underskriver saagodtsom ethvert Ord i denne Fremstilling har han kun, hvad det fra Sverige hentede Exempel angaaer, at bemærke, at den „Valgbarhed“ for Ministrene, som Forf. udleder af Riksdags-Ordningens § 41 ikke har stort at betyde. Den indskrænker sig til et eneste Tilfælde, det nemlig hvor en Statsraad, som ikke er Adelsmand, er Medlem af „Wetenskaps-Akademien.“ Men bemeldte lærde Akademi har ikkun Ret til blandt sine Medlemmer at vælge 2 Rigsdagsmænd, hvilke tage Sæde i Præstestanden. Da civile og militære Embedsmænd ingen Repræsentationsret have i Sverige, saaledes som hos os, er det, med Undtagelse af det anførte Tilfælde, umuligt for et Medlem af Statsraadet at tage Sæde ved Rigsdagen, medmindre han er Adelsmand eller Biskop, men da er der ikke Tale om Valg.
Med Hensyn til den Tvivl, man kunde nære om Muligheden af det her omhandlede Forslags Antagelse, forsaavidtsom man maatte formene, at „Storthingets Pluralitet altid vil være derimod,“ støtter Forf. sig til det Haab, at det, som er gaaet over i den almindelige Bevidsthed som en ubestridelig Sandhed, ogsaa seent eller tidligt vil vinde Overvægt i Nationalrepræsentationen, hvorhos han formener, at de passerede Voteringer i denne Materie heller ikke give Grund til „Mistvivl.“
Han oplyser i saa Henseende, at Forslag til den omhandlede Grundlovsforandring første Gang gjordes i 1821 af Justitiarius C. M. Falsen, „der er kaldet selve Grundlovens Forfatter.“ Da dette Forslag imidlertid blev slaaet sammen med de øvrige Constitutionsforslage, kan der fra den eenstemmige Beslutning paa Thinget i 1824, hvorved de samtlige henlagdes, intet sluttes specielt med Hensyn til denne Sag, hvorimod man, paa Grund af de forskjellige politiske Anskuelser hvorfra de i 1833 af Kongen, af Høiesteretsadvocat Hjelm og af Capitain Mariboe fremsatte Forslage om denne Gjenstand vare udgaaede, har saameget mere Ret til at antage, at „imidlertid en levende Overbeviisning om Forandringens Gavnlighed var opgaaet hos vore anseeligste Statsmænd.“ Formedelst Storthingets Opløsning i 1836 kom disse Forslage ikke under Discussion. Til Storthinget i 1839 blev ikkun det kgl. Forslag paany fremsat, og uagtet det af Constitutions-Comiteen, der imidlertid ligesom Const.-Comit. i 1824 billigede Ideen og Grundsætningen, var indstillet til Forkastelse paa Grund af formelle Mangler, vandt dog Forslaget, ved dets Afgjørelse i Thinget den 23de Mai 1839, 16 St. for sig. Paa Storthinget i 1842 fremkom, som bekjendt, en Række af Forslage, samtlige sigtende til at indføre Statsraaderne i Thinget, men afvigende fra hverandre med Hensyn til Maaden, hvorpaa dette skulde skee, idet nogle vilde have Forandringen tilveiebragt ved Tillæg til Grundloven, andre ved en Bestemmelse i Storthingets Reglement. For et eller andet af den første Classe Forslage stemte tilsammen 28 Repræsentanter, og for et eller andet af Reglementsforslagene ligeledes 28, hvoriblandt dog vare 12, som ogsaa indbefattes i de førstnævnte 28 Medlemmer. Følgelig har man ialt 44 Storthingsmænd, og det — efter hvad de af Forf. fremsatte Navnefortegnelser udvise — af Thingets meest oplyste og dygtigste Medlemmer, som i 1842 erklærede, at Statsraadernes Deeltagelse i Storthingets Debatter var gavnlig. De Voterendes Antal vare 96. Men nu kommer Voteringen ved sidste Storthing den 26de April 1845, hvorved Grundlovsforandringen ikkun fik 23 St. for sig, og som saaledes virkelig synes at lægge for Dagen et „Tilbageskridt i den offentlige Erkjendelse“ om Forandringens Hensigtsmæssighed. Vel søger Forf. at afvise denne Formodning, ved at gjøre opmærksom paa den „uheldige Stilling,“ hvori Sagen var bragt ved Høiesterets Erklæring. Men uagtet den vistnok derved for endeel svækkes, er der dog Grund til at antage, at Sagen heller ikke kan vente den grundlovbestemte qvalificerede Pluralitet paa næste Storthing, hvis dette ikke skulde blive sammensat paa en fra sidste Storthing meget forskjellig Maade, hvilket ikke er at formode.
Pluraliteten af Thingets hæderlige Medlemmer af Bondestanden er i Grunden conservativ. De hvile gjerne ved det Bestaaende og af dem Beprøvede, og have en afgjort Sky for alle gjennemgribende Forandringer, især for saadanne, hvis Nytte eller Nødvendighed ikke kan tages og føles paa, eller som i det Hele taget ligge udenfor deres Synskreds; men dette er netop Tilfældet med den her omhandlede Reform, hvis egentlige Væsen og Virkninger paa vore Forholde der skal et mere skjærpet politisk Blik til at opfatte og rigtig vurdere, end det som vore Bønder i Almindelighed kunne antages at være i Besiddelse af.
At den oplyste Opinion i Landet fremdeles og med stedse voxende Styrke erklærer sig for Hensigtsmæssigheden af Forandringen, indeholder vel en Borgen for, at den tilsidst paa en eller anden Maade vil komme til Virkelighed; men dette vil dog neppe skee førend Erkjendelsen af Reformens Nødvendighed har trængt sig ned til Bondestanden, eller denne har hævet sig op til den, grebet og anerkjendt den; thi saavidt ere vore Bønder i alle Fald komne, at de ville see med egne Øine, høre med egne Øren, at de ville vide hvad de gjøre. Kommer nu hertil den ængstelige Frygt for at røre ved Grundloven, som altid har viist sig fremherskende ved vore Storthing, og som inden sine fornuftige Grændser er saa høist priisværdig, men som — dreven til Yderlighed — vil forstene Statsforfatningen istedetfor at levendegjøre den, er der ikke stor Sandsynlighed for, at vi af den nærmeste Fremtid skulde kunne vente os nogen heldig Løsning af den foreliggende Opgave. Men desto vigtigere er det, at oplyste og fædrelandssindede Mænd med Iver arbeide mod dette Maal, da der her i Sandhed handles om et Livsspørgsmaal for vore Samfundsforholdes hensigtsmæssige og størst mulige Udvikling, og i saa Henseende er det langt fra at man kan ansee Forf.s Arbeide for „unyttigt Kandestøberi,“ om man end ikke kan billige den Maade, paa hvilken han troer at Forandringen „bedst og lettest kan indføres,“ ja uagtet man nødes til at antage, at den Stilling, hvori Forf. ved sine nye Grundlovsforslage i denne Materie har bragt Sagen, vil lægge endnu flere Hindringer iveien for, at Noget kan opnaaes.
Efterat Forf. har viist, at den omhandlede Constitutionsforandring, efter hans Mening, har „god Kans for at gaae igjennem,“ gaaer han over til at „begrunde Nødvendigheden af at Statsraaderne aabnes Adgang til Storthingets Discussioner,“ og dette danner egentlig Hovedindholdet af Forf.s Afhandling, uden dog at udgjøre dens egentlige Kjærne, der skjuler sig i den saa kort affærdigede Slutning. Anmeld. vil bruge en modsat Methode med Hensyn til de faa og simple Bemærkninger, han har at gjøre, da det forekommer ham, at Forf.s eiendommelige Anskuelser om Maaden, hvorpaa det attraaede Gode skulde opnaaes, her er det, som ligger meest Vægt paa. Forf. har heller ikke næret det — som han kalder det — dumdristige Haab, at kunne anføre nye Grunde til Anbefaling for Sagen i sin Almindelighed hvorimod han har forsøgt „at anvende Videnskabens almene Grundsætninger paa Dagens for Haanden liggende Forholde;“ og ligesom man sikkert maa være aldeles enig med Forf. i, „at dette Beviis i Almindelighed har langt mere Anskuelighed og større Overtalelseskraft, end den strengt almindelige og reent abstrakte Argumentation,“ saaledes vil Læseren vistnok ogsaa i Almindelighed være enig med Anmeld. i, at det her har lykkets Forf. særdeles vel at føre det omhandlede Beviis.
Han sammenfatter sine Betragtninger i 7 Hovedgrupper, og efterat han under de 5 første af disse har gjennemgaaet adskillige Fordele ved den omhandlede Institution, hvoraf det viser sig, at den efter al Sandsynlighed vil medføre en hurtigere Forretningsgang, større Grundighed i Sagernes Behandling, Nationalforsamlingens Evne til at kunne blotte en uheldig valgt Regjerings Uduelighed, Regjeringens Evne til at kunne skaffe gyldige Grunde Indpas, større Garantier for et godt Valg af Ministre og en constitutionel og aaben, oprigtig og offentlig Meddelelse mellem Statsmagterne, fremstiller han som No. 6 og 7 tvende Grunde til at aabne Storthingets Døre for Statsraaderne, hvilke han formener “for det fordomsfrie Blik ville fremstille sig som Nødvendigheder, ikke til at opnaae et eller andet mindre Gode, men til selve Constitutionens og Frihedens Sikkerhed og varige Bestaaen“. Det nærværende System anseer Forf. “kuns altfor vel skikket til at nedværdige Storthinget i dygtige Mænds Øine, og til derved at berøve det den moralske Agtelse og Kraft, uden hvilke enhver fri Forfatning maa falde sammen“. I den Maade, hvorpaa de her tilsigtede Bestemmelser i Grundloven (se §§ 12 og 62) ere affattede, seer han nemlig en Erkjendelse af, at Storthinget er den i aandelig Henseende svagere Part, ’der ikke vover at lade det komme an paa en Kamp med lige Vaaben mod et Statsraad, som antages at have større Indsigt og Talent“. Disse Forbud imod at Statsraaderne maa tale i Storthinget ere altsaa, ifølge Forf., grundede i Frygt, og maa betragtes som Beskyttelsesmidler for Storthinget, omtrent af samme Beskaffenhed som den i absolute Stater herskende Censur er til Beskyttelse for Regjeringen i saadanne Stater. “Hos os har Constitutionen sagt, at Regjering og Storthing skulle være fremmede for hinanden. Men hvormange Skridt er der fra Fremmed til Fiende?“ — spørger Forf. Som 7de og sidste Hovedgrund til at indrømme Statsraaderne Sæde i Storthinget behandles den Indflydelse en saadan Forandring nødvendigviis maa have paa Storthingets Sammensætning, idet den unegtelig vilde indeholde en skjærpet Opfordring for Vælgerne til at sørge for, at Storthingsbænkene bleve saaledes besatte, at Forsamlingen ikke — som en Modstander af den omhandlede Grundlovsforandring har udtrykt sig — skulde blive slaaet “aldeles sønder og sammen“ af et dygtigt Statsraad.
Naar hvad Forf. saaledes har anført ene og alene betragtes som Grunde for at indrømme Statsraaderne Adgang til Deeltagelse i Storthingets Forhandlinger, uden at de paa samme Tid ogsaa skulle gjøre Tjeneste som Motiver for at skaffe dem Adgang til Storthinget i Egenskab af Repræsentanter har Anmeld. intet væsentligt at indvende mod deres Anvendbarhed, ligesom han fuldkommen billiger den Begrændsning, Forf. i adskillige Retninger har givet dem, idet han har paaviist Overdrivelserne i det ene Parties Frygt og det andets Forhaabninger. Med Hensyn til hvad han under No. 2 har anført, synes dog Forf. selv at nære vel store Forventninger, da det i Virkeligheden nok vil vise sig, at Statsraadernes Tilstedeværelse i Storthinget ikke altid er tilstrækkelig til at bortfjerne al Uvished om en Storthingsbeslutning vil nyde kgl. Sanction, eller ikke. Om endogsaa samtlige Statsraader have været tilstede og deeltaget i Debatterne om en Sag, der ved Voteringen faaer et Udfald i en eller anden Henseende imod hvad de have forfegtet, vil det ikke desto mindre som oftest være Tilfældet, at Statsraaderne derfor ikke paa Stedet kunne opgjøre deres Mening om, hvorvidt de ville tilraade Sanction eller ikke, endnu mindre kunne de vide, om Hs. Majestæt Kongen vil følge deres Raad, og mindst af Alt ville de vel indlade sig paa at afgive nogen Erklæring paa Forhaand i saa Henseende. Med Hensyn til gjennemgribende Principspørgsmaal kunde vel deres kraftige Modstand under Debatten afgive et temmelig ubedrageligt Vidnesbyrd om, at Sanction vil negtes; men i saadanne Tilfælde giver Storthinget neppe efter paa Grund af nogensomhelst Sikkerhed for, at kgl. Sanction paa Beslutningen vil udeblive. At der alligevel bliver Anledning til, at Statsraadernes Deeltagelse i Forhandlingerne ogsaa i denne Retning kan vise sig gavnlig, benegtes forresten ikke Hvad angaaer det under No. 6 Anbragte, da forekommer det Anmeld., at Forf. her gaaer ud fra en noget eensidig Betragtningsmaade, som man, efter hvad han selv under No. 3 har anført, hvor Forandringens Indflydelse med Hensyn til Regjeringens Afhængighed af Nationalforsamlingen er behandlet, ikke skulde have ventet sig. Man kan med samme Grund sige, at de her omhandlede Forbud mod at lade een og samme Mand paa een og samme Tid være Medlem af Storthinget og Statsraadet, samt mod at give Statsraaderne Adgang til at deeltage i Storthingets Forhandlinger have til Hensigt at beskytte Regjeringen mod altfor stor Paavirkning af Storthinget, som omvendt, ja der er endogsaa mere Føie til at antage, at den omtalte “Frygt“ maa skrives paa Regjeringens Conto, der lettere kunde være udsat for at absorberes af den større Forsamling, at tabe al Selvstændighed ligeover for Storthinget, og komme under Aaget af dettes Voteringer, end Storthinget, under almindelige Omstændigheder skulde kunne tænkes at blive et villieløst Redskab i Statsraadets Haand. Det Nedværdigende, som Forf. vil have skal ligge i disse Forbud, træffer altsaa, efter denne Anskuelse, i høiere Grad Regjeringen end Storthinget, og forsaavidt taber Forf.s her behandlede Grund for, jo før jo heller at faae en Forandring i saa Henseende indført, unegtelig endeel af sin Vægt, ligesom det jo heller ikke er Tilfældet, at Regjering og Storthing ere i den Grad fremmede for hinanden, eller at en saa “fuldkommen Afsondring“ imellem dem finder Sted, som man, efter Forf.s noget overdrevne Skildring, maatte bringes til at antage. Baade gjennem Pressen og endnu mere paa de skriftlige Meddelelsers Vei have begge Parter god Anledning til at blive bekjendte med hinandens Anskuelser og Meninger, i alt Fald med Hensyn til alle de Sager, som fremkomme til Storthinget gjennem Regjeringen og som i enhver Henseende udgjøre Broderparten.
Større Betydning maa Anmelderen tillægge den af Forf. under No. 7 anførte Virkning af at tilstede Statsraaderne Deeltagelse i Thingets Forhandlinger. Det synes klart, at ligesom en saadan Forandring utvivlsomt vil medføre Nødvendigheden af, at Statsraadet stedse er saaledes besat, at det ikke, formedelst manglende Dygtighed, skulde komme til at ligge under i de parliamentariske Brydninger, saaledes vil den, vel ikke med samme tvingende Nødvendighed, men dog efterhaanden, virke i høi Grad til at Landets bedste politiske Kræfter, der ikke have fundet Anvendelse i Statsraadet, opbydes til at møde i Nationalforsamlingen; men kan en saadan Virkning med Grund antages at vorde Følge af den omhandlede Forandring, saa burde den, alene af den Grund, indføres snarest muligt.
Efter saaledes at have behandlet Ideen i dens Almindelighed, gaaer Forf. Pag. 87, over til at “angive, i hvilken Form den nye Indstiftelse hensigtsmæssigst bør gives Plads i vor Grundlov“; men her, hvor det var af aller største Vigtighed at komme paa det Rene, ikke alene med det nærmeste Øiemed for Bestræbelserne, men ogsaa med sammes Conseqventser affærdiges man for en stor Deel med løse Antydninger.
Forf.s Tankegang er i Korthed følgende: Alle hidtil fremsatte Grundlovsforslag i denne Materie, med Undtagelse af det Hjelmske fra Storthinget i 1842, have deri været lige, at der ved en særskilt Grundlovsbestemmelse skulde gives Statsraaderne Ret til, eller paalægges dem som Pligt at overvære Storthingets Forhandlinger samt deeltage i Debatterne men ikke i Voteringerne. Vor Forf., der tvende Gange har stemt for et saadant Forslag, er nu kommen til den Erkjendelse, at denne Form ikke indeholder den heldigste Løsning af Spørgsmaalet, fordi den medfører “et Tillæg til Grundloven, som strider imod een eller to af dens Bestemmelser (§d 12 og 62), hvilke først burde være forandrede.“ Langt mere anbefalelsesværdig i formel Henseende finder han det Hjelmske Forslag fra 1842, deels fordi en reglementarisk Bestemmelse mere kunde bevare Formen af et Forsøg, og deels fordi “den maatte hvile paa Forudsætningen om, at Grundloven intet Forbud indeholdt imod den foreslagne Forandring.“ Denne Udvei finder Forf. imidlertid — og med Rette — lukket, som Sagerne nu staae, efterat Høiesteret i 1845 har erklæret sig imod den Hjelmske Fortolkning; men da han fremdeles er af den Mening, at Øiemedet bør søges opnaaet gjennem Storthings-Reglementet, har han henvendt sin Opmærksomhed paa det endnu ugranskede Spørgsmaal om hvilke Forandringer der bor foretages i Rigets Grundlov, for at Storthinget skal erholde Ret til at fatte den omhandlede reglementariske Bestemmelse, og er derved kommen til det Resultat, at man kun (!) behøver at udslette Bestemmelsen i Grundlovens § 12, at Medlemmer af Storthinget ikke maa kaldes til ved overordentlige Leiligheder at tage Sæde i Statsraadet, og Forbudet i Grundlovens § 62 mod at vælge Statsraadets Medlemmer til Repræsentanter. Naar disse tvende Forandringer i Grundloven vare tilveiebragte, formener Forf., at der ingen Ting var i Veien for at “give Statsraaderne i Almindelighed gjennem Reglementet delibererende Stemme i Storthinget“.
I Overeensstemmelse med disse Anskuelser har Forf. paa forrige Storthing fremsat tvende Grundlovsforslage til Forandringer — som ovenfor anført — i Grl.s §§ 12 og 62, og disse Forslage skulle paa næste Thing afgjøres.
Ikke nok med at Forf., som ovenfor bemærket, ved disse Forslags Fremsættelse har sat Sagen paa Spidsen, og maaskee bortfjernet Ideen fra dens Realisation længere, end den forhen har været, idet mange af Sagens Modstandere herved have faaet en tilsyneladende god Anledning til at give deres Nei en Art af Holdning, ved at paaskyde Interesse for de Daaske Forslage, hvilke de paa den anden Side naturligviis ikke strax kunne antage i deres nuværende noget ufuldkomne Skikkelse og inden den deri liggende nye og hidtil saagodtsom aldeles ubearbeidede Idee har faaet Tid til at modnes og gjennemtrænge den almindelige Bevidsthed, d. v. s. har været fremsat og behandlet paa et halvt Snees Storthing, er det ogsaa i og for sig meget tvivlsomt, om den af Forf. paapegede Maade at løse Spørgsmaalet paa er hensigtsmæssig og gavnlig. Vist er det i alle Fald, at Forf.s Forslag til Forandringer i den bestaaende grundlovmæssige Ret ere af en langt mere radical og indgribende Beskaffenhed, og egne sig saaledes langt mindre til “Forsøg“, end de forhen i samme Materie fremsatte og behandlede og at der af den Grund frembyder sig langt større Betænkeligheder mod deres Antagelse.
Hvad Mening man end har om Rimeligheden af at söge indført en saa vigtig Forandring som Statsraadernes Deeltagelse i Storthingets Forhandlinger, ved en Bestemmelse i Storthingets Reglement, der ene kan forpligte Storthingets Medlemmer, og af disse eensidigen forandres, er det dog neppe tvivlsomt, at Storthingets Competence til gjennem sit Reglement at indrømme Statsraadets Medlemmer den omhandlede Rettighed bliver den samme efter som før Antagelsen af de af Forf. foreslaaede Forandringer i Grl.s §§ 12 og 62. Høiesterets paaberaabte Betænkning giver i alt Fald ingen Anledning til at antage en saadan Virkning af disse Forandringer, da den hovedsagelig gaaer ud paa at vise, at Medborgeres Valg for Tiden er den eneste retsgyldige Adkomst for Nogen til at deeltage i Storthingets Forhandlinger. Efter Forf.s Anskuelser maatte Storthinget derimod have Ret til gjennem reglementariske Bestemmelser at tilstede enhver valgbar Nordmand Deeltagelse i Debatterne; men en saadan Ret benegter Høiesteret udtrykkelig og det viser sig deraf tydeligt nok, at den nye Egenskab, Forf.s Forslage gaae ud paa at skaffe Statsraaderne, nemlig Valgbarhed, ikke kan aabne dem Adgang til Storthingsbænkene, naar de ikke blive valgte.
Hvorledes Forf., efterat Høiesterets Betænkning er afgiven, og med den Respekt, som han sees at have for samme, forsaavidt som den gaaer ud paa at negte Storthingets Beføielse til at fatte de omhandlede Reglements-Bestemmelser, alligevel kan antage, at Indførelsen af Statsraaderne i Thinget gjennem et Tillæg til Grundloven vilde komme i Strid med nogle af dens Bestemmelser, er vanskeligt at indsee. Skal Høiesterets Formening uvægerlig antages som Rettesnor i den ene Henseende, maa dette ogsaa være Tilfældet i den anden; men ligesaa udtrykkelig som Høiesteret erklærer de omhandlede Reglementsbestemmelser for juridisk umulige, som Sagerne nu staae, ligesaa udtrykkelig erklærer den sig for den Mening, at der fra Grundlovens Side, saaledes som den nu staaer, Intet er i Veien for “gjennem en Fundamentallov (Tillæg til Grundloven) at aabne Regjeringens Medlemmer den omhandlede Adgang til Storthingets Deliberationer.“ Havde Høiesteret fundet, at en saadan “Fundamentallov“ vilde komme i Strid med Bestemmelserne i Grl.s §§ 12 eller 62, havde den nødvendigviis maattet yttre saadant; men dette er ikke Tilfældet. Forf. synes at have blandet de to Ting, Ret til at kunne deeltage i Storthinget som Repræsentant, og Ret til at kunne deeltage i dets Forhandlinger i Egenskab alene af delibererende Medlemmer, sammen. Høiesteret har holdt dem tydelig nok ud fra hinanden, og de kunne ogsaa ganske godt hver for sig staae paa sine egne Been.
Men om Antagelsen af Forf.s Grundlovsforslage endogsaa ikke skulde kunne tillægges de af ham her antagne Virkninger, “vilde Forandringen dog være af Betydenhed“, siger Forf., og deri maa man give ham fuldkommen Ret. Spørgsmaalet bliver kun, om den Betydenhed, som unegtelig maa tillægges Forandringen, skal ansees for gavnlig eller skadelig ifølge vore Forholde, og til dette Spørgsmaals Løsning forekommer det Anmelderen langtfra ikke at være nok at kunne paaberaabe udenlandske Exempler, de være endog engelske. Vi faae tage Tingene som de ere, og maale norske Forholde med en norsk Alen. De fremmede Exempler kunne ligesaa let vildlede, som veilede, og det troer Anmeld. i ikke ringe Grad netop at være Tilfældet her. Forresten bliver der ved denne Leilighed ikke Adgang til at indlade sig paa dette vanskelige Spørgsmaals Løsning, hvortil Anmeld. heller ikke troer sig i Besiddelse af de fornødne Evner. Kun være det ham tilladt løselig at antyde nogle af de væsentligste Betænkeligheder, Forf.s Grundlovsforslage have vakt hos ham.
Den derved tilsigtede Forandring kommer aabenbart i Strid med Grundlovens herskende Tanke, som har været den, at holde Statsmagterne saameget som muligt ud fra hinanden, og det er tvivlsomt, om ikke denne Strid er af en saa alvorlig Natur, at Forandringen alene af den Grund er uiværksættelig. Vi have intet Overhuus, intet absolut Veto, ingen Ret for Kongen til at opløse Nationalforsamlingen og paabyde nye Valg, ingen Garanti for at Storthinget til enhver Tid kan være saaledes sammensat, at Folket deri kunde see sin fornuftige Tanke repræsenteret, og at Landet altsaa kunde være tjent med en parliamentarisk Styrelse, hvilken unegtelig maatte blive en Følge af Forandringen; vi have derimod, paa Grund af Foreningen, et Statsraad, som tillige i visse Retninger er Regjering i den Forstand, at det styrer med kongelig Magt og Myndighed, og vi have Nationalrepræsentanter, ikke alene med Ret til at møde i Thinget, men med Forpligtelse til der at være tilstede og deeltage i alle der forefaldende Forretninger. Naar man nøie overveier disse for os særegne Omstændigheder, turde det maaskee befindes, at den tilsigtede Forandring, hvorefter Statsraadets Medlemmer ogsaa skulde kunne være virkelige Medlemmer af Nationalforsamlingen hos os vilde lede til ganske andre Resultater, end man har erfaret af et saadant Forhold andetsteds. Hvorledes Repræsentantkaldet skulde kunne forenes med Stillingen som Statsraad, blot saaledes at den nødvendige Forretningsorden paa begge Steder kunde blive iagttaget, er ved Forf.s Forslage aldeles ikke berørt. Der maatte dog nødvendigviis gives særegne Regler for Statsraadernes Stilling som Medlemmer af Storthinget, og disse Regler kunde neppe gives gjennem Storthingets Reglement, da dette t. Ex. ikke kan sige, at Møde i Statsraadet og nødvendige eller uopsættelige Forretninger som Departementschef indeholde “lovligt Forfald“ for et virkeligt valgt Medlem af Storthinget til der at afgive Møde, til at være Medlem af Odelsthinget eller hvilkensomhelst Comitee til at være Præsident eller Secretair i Storthinget eller dets Afdelinger om han dertil vælges &c. &c. Men Enhver indseer lettelig, hvormange uopløselige Forviklinger og Collisioner Mangelen af saadanne Regler vilde afstedkomme. Vanskeligheden af at tjene to Herrer formindskes vel i nærværende Tilfælde ved den Betragtning, at disse Herrers Interesser bør antages at falde sammen og gaae op i en høiere Eenhed, som her er Staten; men foruden at Anskuelserne om Maaden, paa hvilken disse Interesser rettest skulle fremmes, ofte ere høist forskjellige paa disse to Hænder, er det i alt Fald vist, at man ikke kan være paa to Steder paa een Gang, og Nødvendigheden af at her bestemtes, hvad der skulde være det Principale, er saaledes indlysende. I de svenske Grundlove er det Fornødne i saa Henseende iagttaget, see t. Ex. Rkdgs. Ord. § 41, hvor det blandt Andet udtrykkelig er fastsat, at Statsraader, for det Tilfælde at de have Sæde og Stemme i nogen Rigsstand, ikke maa vælges til Medlemmer i Utskott eller deeltage i Valg til Utskotts-Medlemmer.
At de her paapegede Betænkeligheder ikke ramme Institutionen i den Form, hvorefter Statsraaderne blot skulde gives Ret til at deeltage i Discussionerne paa Storthinget, er indlysende og naar hertil kommer den allerede ovenfor paapegede Omstændighed, at Forandringen, saaledes gjennemført, saa langt fra at komme i Strid med nogen nu gjældende Grundlovsbestemmelse tvertimod maa ansees for meget mindre radical og gjennemgribende, end den Tingenes Orden, som Forf. har tænkt sig skulde blive en Følge af, at man antog hans Forslag, synes der ikke at kunne være grundet Tvivl om, at den fortjener Fortrinnet. Man skal lære at krybe, førend man kan gaae; det gjælder overalt, og ikke mindst i Experimenteren med Statsforfatninger.
Men sæt nu endogsaa, at Statsraadernes Deeltagelse i Storthinget som virkelige Nationalrepræsentanter var et Maal at stræbe mod; er der da nogen Sandsynlighed for, at Maalet kan naaes paa den af Forf. anviste Vei? Anmeld. tillader sig at betvivle det. For det Første er det neppe tænkeligt, at Forf.s her behandlede Grundlovsforslage ville gaae igjennem, førend alle de nye og hidtil slet ikke bearbeidede Spørgsmaal, som selv for den løseste Betragtningsmaade fremstille sig under Overveielserne af den Tingenes Stilling, hine Forslags Antagelse vilde fremkalde, ere bragte paa det Rene, og for det Andet er der, selv under den for Forf. heldigste Forudsætning, at hans Forslage antoges paa næste Storthing, ingen Rimelighed for, at hans Hovedøiemed derved vilde virkeliggjøres. Den Halvhed og Midlertidighed, som herved tilveiebragtes, kunde man umulig blive staaende ved, det erkjender Forf. selv. Den hele Foranstaltning er saaledes kun at ansee som en Gjennemgang til noget Andet og Mere; men Opnaaelsen af dette Andet og Mere paa denne Vei, det er netop Knuden. Forf. forestiller sig rigtignok Tingen lettere, idet han antager, at hvilketsomhelst af de 3 Alternativer, som da nærmest frembød sig, kunde practiseres, nemlig 1) Antagelsen af Hjelms Reglementsforslag fra 1842, 2) af det kgl. Forslag eller et af Statsraad Stangs, eller endelig 3) at man “lod sig nøie med at aabne Statsraaderne Adgang til at udkaares til Repræsentanter i hvilkensomhelst Egn af Riget“. Men ligesom det forhen er viist, at det er en Misforstaaelse af Forf., naar han troer, at Antagelsen af hans Grundlovsforslag skulde aabne Adgang for Storthinget til at indlade sig paa det Hjelmske Reglementsforslag, saaledes vilde Sagen ikkun lidet være hjulpen ved Antagelsen af et af de under No. 2 anførte Alternativer, da det dog i alle Fald kom til at staae som en synderlig Ting, at uagtet alle Statsraader vare valgbare, var det saagodtsom en Umulighed, at mere end et Par af dem kunde blive valgte, nemlig fra Christiania By og Akershuus Amt. Det under No. 3 anførte Alternativ, som man ogsaa kan see Forf. antager at være ikke alene den nemmeste men ogsaa den rigtigste Udvei, staaer da alene tilbage, og Anmeld. er villig til at indrømme, at Antagelsen heraf under disse Omstændigheder vilde være det rimeligste; men hertil udfordredes, efter Anmeld. Formening, et nyt Grundlovsforslag og en ny Grundlovsbestemmelse, hvorefter Statsraaderne tillagdes Valgbarhed over det hele Land (som unegtelig udgjør deres Embedsdistrict) uafhængig af Bopæl, og uden Hensyn til om de i noget Valgdistrict havde Stemmerets-Qvalification som Eiendomsbesiddere. Rigtignok seer man, at Forf. har tænkt sig denne almindelige Valgbarhed for Statsraaderne opnaaelig alene ved privat Lov uden Grundlovsforandring, idet han antager den hidtil almindelig antagne og ved Valgloven af 24de Juni 1828 sanctionerede Grundlovsfortolkning, hvorefter en stemmeberettiget Borger ikkun kan vælges til Repræsentant i det District, hvoraf han er Indvaaner, d. v. s. hvor han holder “Dug og Disk“, som grundet i en reen Misforstaaelse. Da imidlertid den nærmere Udvikling og Begrundelse af denne nye Synsmaade aldeles ikke omhandles i det her anmeldte Skrift, kan Anmeld. heller ikke nærmere indlade sig paa den. Ikkun saameget vil han sige, at han, efterat nærværende Anmeldelse for en stor Deel var udarbeidet, har havt Anledning til at gjøre sig bekjendt med Hr. Daa’s senest udgivne Brochure: “Om Reformer i Storthingsvalgene“, og specielt med den Deel af samme, som betitles “Valgbarhedens Løsning fra Bostedsbaandet“, og saa at sige udgjør Slutstenen til Forf.s Behandling af Statsraadssagen, men uden at han derved har kunnet overbevise sig om Urigtigheden af den hidtil gjængse Fortolkning af Grundlovens Bestemmelser angaaende vort Valgvæsen, omendskjønt han maa tilstaae, at Forf. baade har anvendt megen Flid og udviklet en forbausende Lovfortolkningsevne til Begrundelse af sin nye Lære. Noget Juristeri stikker dog hist og her frem i Forf.s Argumentation, især hvor han søger at bortræsonnere den almindelige Betydning af Ordet “Indvaanere“, og mindst heldig synes han at have været i Behandlingen af Systemets Anvendelse og Conseqventser. Han har, saa forekommer det idetmindste Anmeld., skadet sin Fortolkning[2] ved unødigen at give den et Resultat, ifølge hvilket en Person med activ Borgerret skulde kunne være valgbar i flere Districter, naar han havde Stemmerets-Qvalification i dem alle. Uden at tale om de mange Forviklinger og alt det Kvakkel, som vilde blive Følgen af Forf.s Fortolkning i en saadan Udstrækning, synes den da endnu mindre at kunne forenes med Grundlovens Valgbestemmelser. Thi om man ogsaa kunde bekvemme sig til at gaae ind paa Forf.s Forstaaelse af Udtrykket Indvaanere“, hvorefter man med Rette skulde kunne siges at være Indvaaner af ethvert Sted, hvor man har en skattepligtig Eiendom, eller hvorigjennem man driver sin Næring, uden at boe paa samme Sted, bliver det dog formentlig ligefuldt, med Bibehold af Gl. § 53 litr. d og §§rne 57 og 58, en juridisk Umulighed at vælges fra flere end eet Valgdistrict. Ingen kan komme paa Valg uden at være indført i et Steds Mandtal og paa denne Maade høre til Stedets stemmeberettigede Indvaanere, blandt hvilke alene Valget kan foregaae; men da Ingen har Ret til at stemme d. v. s. er stemmeberettiget i flere end een Valgforsamling, kan han heller ikke have Ret til at lade sig indføre i flere end eet Mandtal, og følgelig heller ikke vælges fra flere Steder. Valget af Mandtal bliver naturligviis alligevel frit, og dermed synes de væsentligste Fordele af det nye Valgsystem at være opnaaede, og det uden at være belemret med de særdeles væsentlige Ulemper, Forf.s System ellers vilde medføre.
Hvad Mening Forf. egentlig har med Hensyn til Embedsstandens Forhold til det nye Valgsystem, er ikke saa godt at sige, da Forf. ikkun meget løselig ja man kan næsten sige slet ikke, har behandlet denne Side af Sagen, maaskee tildeels fordi Betydningen af Udtrykket “Indvaanere“ her viste sig mere haardnakket under Fortolknings-Processen. Det lader næsten til (se Pag. 116), at Forf. vil gjøre en Undtagelse fra sin Lære med Hensyn til Embedsmændene, saaledes at disse i sin Stemmerets Udøvelse fremdeles skulde være fastknyttede til Bostedet, forsaavidt som de ikke havde Eiendom paa et andet Sted. Men dette gjør ikkun hans Fortolkning endnu mere vanfør. Konseqvent efter Forf.s Lære, i den Udstrækning, Anmeld. vil give den, maatte man vel antage, at en Embedsmand, som saadan, skulde have Ret til at lade sig indføre, vel kun i eet, men i hvilketsomhelst Mandtal inden sit Embedsdistrict. For Statsraadets og Høiesterets Medlemmer, den commanderende General, Generalkrigscommissæren m. fl. vilde Valget af Mandtal saaledes staae aabent over det hele Land, og i det Hele taget vilde den heraf udledede Sandsynlighed af at kunne blive valgt til Repræsentant staae i et ligefrem Forhold til Embedskredsens Udstrækning, ligesom den efter Forf.s Lære i det Hele taget skulde staae i Forhold til Eiendommenes Mængde og Beliggenhed i forskjellige Valgdistricter.
Da det imidlertid er al Sandsynlighed for, at den her omhandlede Fortolkning af Grl.s Valgbestemmelser ikke har nogensomhelst Kans til at gaae igjennem, kunde det maaskee synes noget nær grændsende til “Kandestøberi“ at beskjæftige sig med den; men da Forf. netop i den har søgt Fuldendelsen og den rette Betydning af sine til Afgjørelse paa næste Storthing hvilende Grundlovsforslag om at gjøre Statsraaderne valgbare, har Anmelderen troet at burde tage det Hensyn til den, som Tid og Sted kunde tillade.
At det ikke er nogen gunstig Omstændighed for bemeldte Grundlovsforslage, at de have sin egentlige Fylde i en Grundlovsfortolkning, der alene af den Grund, at den er stik imod en ved 30 Aars Praxis rodfæstet Synsmaade, ikke kan ventes godkjendt, kan der vel neppe være forskjellige Meninger om, og altsaa er ogsaa denne Udvei for hvad der skulde kunne skee, naar Forf.s Grundlovsforslage vare antagne, mislig nok.
***
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Saaledes er der et Forslag fra Sorenskriver Sørenssen hvilket gaaer ud paa, enten at Grundlovens § 107 (om Odels- og Aasædesretten) skal sættes aldeles ud af Kraft, eller at den skal gives følgende Redaction: „Aasædesretten maa ikke ophæves.“ Ligeledes et Forslag at Roll, tiltraadt af Brager, Nicolaysen, Heffermehl, Fauchald, Jensen, Bøttger og Nøstvig, ifølge hvilket Storthingets Sammentræden skulde fastsættes til første Søgnedag i October, og i Forbindelse dermed Bestemmelse fattes om, at Distriktsforsamlingerne skulle være endte ved Udgangen af August, samt § 65 Litr. a omformes saaledes, at der istedetfor Ordene: „1ste Juli det Aar, da et nyt ordentligt Storthing er samlet,“ kom til at hedde: „næstkommende 1ste Juli (eller 1ste April), efterat et nyt ordentligt Storthing er sammentraadt.“
- ↑ Denne Fortolkning gaaer ud paa, at Borgeren skulde have Ret til at lade sig indføre i det Steds Mandtal, hvorfra han udleder sin Stemmerets-Qvalification, omendskjønt han ikke boer der, og er altsaa stik imod den nu gjældende.