Om Magister Allens Protest imod Udleveringen af de norske Arkivsager, der endnu opbevares i Danmark
Da der for et Par Maaneders Tid siden stod at læse i vore Blade,[2] at Rigsarkivar Lange var sendt til Kjøbenhavn for at modtage den endnu resterende Deel af de Arkivsager vedkommende Norge, der ifølge Kielerfredens 21de Artikel skulde udleveres af Danmark, var det at vente, at denne Efterretning maatte vække megen Opsigt blandt de danske Videnskabsmænd, der endnu ikke havde erfaret noget om de desangaaende i længere Tid plejede Underhandlinger. Den nærmeste Virkning af denne Opsigt var hiin Forespørgsel af Pastor Marckmann paa Rigsdagen til Justitsministeren, hvorom der ogsaa i vore egne Tidninger har været tilstrækkeligt meddeelt, og hvis Affattelsesmaade lægger for Dagen, at Spørgeren selv, og rimeligviis de Fleste med ham, havde en aldeles fejlagtig Forestilling om Sagens Beskaffenhed, som om det var en godvillig Afstaaelse, og ingen traktatmæssig Forpligtelse, hvorom der handles. Senere har Magister Allen vidtløftigen og med langt større Sagkundskab begyndt at drøfte dette Anliggende i en Række af Artikler i „Fædrelandet“. Af disse Artikler, der tilsammen skulle danne hvad man kalder en motiveret Protest, foreligger der os allerede trende, der nu ogsaa ere aftrykte i Christianiaposten, og det lader til, at flere endnu ere i Vente. Det kunde derfor maaskee synes noget ubetimeligt, naar vi allerede nu tage til Gjenmæle. Men det maa bemærkes, at der i det allerede Udkomne deels ere visse almindelige Principer udtalte, der ligesaagodt først som sidst kunne besvares, deels ere visse Puncter, med hvis Drøftelse Fotfatteren er bleven færdig, og over hvilke vi derfor ligesaagodt strax kunne yttre os. Da de tillige ere af den Natur, at vi paa det kraftigste maa føle os opfordrede til at besvare dem, og Omstændighederne gjøre det ønskeligt, at Besvarelsen skeer saa snart som muligt, haabe vi, at man vil holde os denne tilsyneladende Forhastelse til Gode.
Forfatteren omhandler deels den Retsgrund, hvorpaa vor Fordring hviler, deels denne Fordrings Billighed, Betimelighed eller Nødvendighed. Hvad Retsgrunden angaar, da finder Forf. denne langtfra tilstrækkelig. Den 21de Artikel af Kielerfreden, som handler om den gjensidige Udlevering mellem Danmark og Sverige af Arkivsager vedkommende de afstaaede Lande, er, mener han, holdt i ganske almindelige og ubestemte Udtryk, paa hvilke en Fordring om Udlevering af reent historiske Dokumenter ikke lader sig støtte. Han bemærker, at Udtrykkene i denne Artikel kun ere en staaende Formular, der forekommer i en Mængde Fredsslutninger, uden ved Fredens Gjennemførelse at blive fortolket om historiske Dokumenter, men kun om saadanne Dokumenter og Arkivsager, der vare af praktisk Betydning for Landets Bestyrelse. Han paaberaaber sig, at Sverige, uagtet den samme Formular ligelydende findes i den 12te Artikel af Fredstraktaten til Fredrikshamn, hvorved Finland afstodes til Rusland, dog ej har afgivet eller anseet sig forpligtet til at afgive historiske Dokumenter vedkommende Finland. Han erindrer om, hvorledes Lundh og Keyser, da det gjaldt om at imødegaa de Svenskes Fordringer paa historiske Dokumenter vedkommende Jemteland, Herjedalen og Bahuuslehn, opstillede det samme Princip, nemlig at ved en Provindses Afstaaelse alene de Dokumenter, der havde praktisk Vigtighed for Provindsen paa den Tid, da den afstodes, kunde vorde Gjenstand for Udlevering. Han siger i denne Anledning, at „Intet er naturligere og billigere, end at ved en Provinds’s Afstaaelse de historiske Dokumenter blive ved den Stat, med hvilken Provindsen hidtil har havt historisk Liv fælles, ligesom det ogsaa vil være vanskeligt og næsten umuligt at gjøre en saadan Adskillelse, netop fordi Livet har været fælles. Og da nu netop et saadant Fællesskab har fundet Sted mellem Danmark og Norge, finder han det rimeligt, at de historiske Dokumenter blive ved Danmark, ligesom og at et formeligt Skifte af Dokumenterne mellem begge Riger vil blive paa det nærmeste umuligt.
Dette Princip er i sig selv aldeles rigtigt og det eneste, der ved slige Opgjørelser, som den her omhandlede, bør følges; men her er den væsentlige Omstændighed at bemærke, at Norges Forhold til Danmark aldeles ikke, eller idetmindste kun for en Deel, var et saadant Provindsforhold, som det, der ovenfor omtales, og paa hvilket Finlands Forhold til Sverige anføres som Exempel. En Provinds maa, for ganske at svare til dette Navn, have været en integrerende Deel af det Land, hvortil den oprindeligen hørte; den maa have udviklet sig af og med dette Land, og i Regelen ingen Historie have havt, uden i Fællesskab med Hovedlandet, saaledes at alle i Provindsen selv forefaldende Begivenheder tillige vare Begivenheder, der angik det hele Rige, fordi Provindsen var en integrerende Deel af dette, og hvad der vedkommer en Deel, ogsaa vedkommer det Hele. Saaledes var Forholdet mellem Finland og Sverige. Finland har aldrig havt nogen Historie, var i historisk Henseende saa at sige Intet, førend det koloniseredes ved Svenskerne og efterhaanden, tildeels umærkeligt, blev en Provinds af Sverige. Lige fra de ældste Tider vare idetmindste store Stykker af Kysterne i de Svenskes Besiddelse; derfra udvidede Svenskerne deres Magt længer og længer op i Landet, indtil de omsider, efter flere Aarhundreders Forløb, vare Herrer over det Hele. Men Tilendebringelsen af denne Kolonisering, eller, om man saa vil, Erobring, fandt dog Sted saa tidligt, at Finland endnu ikke havde oplevet at blive hvad man kunde kalde et historisk Noget, eller overhoved at have nogen Historie. Hvad der foregik mellem de raa og barbariske Stammer, der oprindelig befolkede Landet, er ligesaa sporløst forsvundet af Erindringen, som hvad Indbyggerne af Sandwichs-Øerne toge sig til i de Aarhundreder, der gik forud for deres Lands Opdagelse ved Europæerne. Finland har ingen Historie uden ved og i Fællesskab med Sverige: Finlands Historie er Sveriges Historie. Men kan man endog med nogenlunde Skin af Rimelighed bringe Norges Forhold til Danmark under den samme Kategori? Idetmindste ikke, uden at glemme, at Norge i flere Aarhundreder var en aldeles selvstændig Stat, der, saa langt fra at have udviklet sig af og med Danmark, tvertimod, saavel ifølge Historiens udtrykkelige Vidnesbyrd, som ifølge de talrige Mindesmærker om dets tidligere Kulturtilstand, der endnu ere til, udviklede sig aldeles uafhængigt og paa en fra Danmark aldeles forskjellig Maade, og fremfor Alt, ej alene havde sin egen Historie, men ogsaa det Held, at denne Historie blev bedre og omhyggeligere beskrevet end noget af de to andre nordiske Rigers. Det kan dog ikke falde nogen ind, for Alvor at ville paastaa, at Norges Historie fra Harald Haarfager til Kalmarunionen tilligge er Danmarks Historie, eller at Norge allerede i den Tid var en Provinds af Danmark. Og ikke engang under den egentlige Kalmarunion var Forbindelsen stort andet end en Personal-Union; der var idetmindste ikke noget Provindsforhold tilstede. Norge var, som Fredrik I selv udtrykkeligen siger i sin Haandfæstning af 1524, § 28, et frit Kaare-Rige. Provindsforholdet kan ikke siges at have indtraadt førend i 1537, da Magthaverne i Danmark, efter en Fremgangsmaade, der ikke har saa ubetydelig Analogi med den, Østerrigerne nys have anvendt mod Ungarn, erklærede Norge for at være Danmark undergivet, altsaa paa en vis Maade en Provinds af dette. Om det nu saaledes end kan have noget for sig – hvorom mere nedenfor – at Danmark beholder de Dokumenter, der tilhøre Perioden efter 1537, da hiint Provindsforhold fandt Sted og begge Lande virkelig havde Historie tilfælles, saa bliver det dog en langt anden Sag med de Dokumenter, der ligge forud for den Tid, og isærdeleshed med dem, der tilhøre den Periode, i hvilken ej engang nogen Personal-Union med Danmark fandt Sted. Disse Dokumenter burde jo, ifølge det af Hr. Allen selv opstillede, almindelige Princip, ikke i sin Tid have været udleverede fra Norge til Danmark, men have forblevet i Landets egne Arkiver. Og bleve de desuagtet mod Ret og Skjel førte til Danmark eller opbevarede i Danmark, uagtet de angik Norge eller dets Provindser alene, saa medfører denne Uret ikke nogen hævdsmæssig Ret for Danmark til at besidde dem, men alle disse Dokumenter maa fortrinsviis være at iberegne under dem, der omtales i hiin 21de Paragraf.[3] Norge har nu gjenvundet sin Uafhængighed og har saaledes ogsaa et fuldstændigt Retskrav paa at erhverve tilbage de Statsdokumenter, som under dets forrige Uafhængighedsperiode vare dets Ejendom, og som førtes til Kjøbenhavn, ej fordi Norge blev erobret, men kun fordi det Kongehuus, under hvilket tilfældige Slægtskabsforbindelser havde bragt vort Fædreland, opslog sin Hovedresidents i Kjøbenhavn.
At en saadan Forpligtelse ifølge den paaberaabte Paragraf paahvilede Danmark, er ogsaa erkjendt fra dansk Side derved, at de fleste i Geheime-Arkivet beroende norske Breve fra det 14de og 15de Aarhundrede ved Opgjørelsen i 1823 bleve udleverede til Norge. Det er disse Breve, som udgjøre Hovedmassen af det nuværende norske Rigsarkivs Samling fra hine Tider, og en heel Deel af dem ere trykte i Langes og Ungers Diplomatarium Norvegicum, første Bind. Men af dette selvsamme Bind vil man ogsaa kunne erfare, at Udleverelsen ingenlunde var fuldstændig, og at en heel Deel Breve, der aldeles henhøre til den samme Kategori som de ovennævnte, paa en højst vilkaarlig og utilbørlig Maade af de Danske ere tilbageholdte. Ved hvert meddeelt Diplom staar nemlig Opbevaringsstedet anmærket. Ved at gjennemgaa Bindet støder man saaledes allerede under Aaret 1309 paa et Brev (Nr. 121) fra fire norske Herrer til Almuen i Overhalven i Naumdal, indeholdende Afskrift af Kong Haakons Brev til Thrønderne angaaende Svenskernes Angreb paa Jemteland og om Kongens Foranstaltninger til de Landsdeles Forsvar. Hvorfor er ikke dette blevet udleveret til Norge med de øvrige? Brevet Nr. 141, af 1314, en Kvittering fra Erkebispen til Erling Vidkunnssøn af Bjarkø for Jordegods, skjænkede af hans afdøde Farbroder til Kirken i Nidaros, er ligeledes forblevet tilbage i Geheime-Arkivet. Det samme er Tilfældet med Brevet Nr. 218, af 1332, indeholdende en norsk Lagmandsdom, det vigtige Brev Nr. 290, af 1344, der bevidner, hvorledes Haakon, Kong Magnus Erikssøns yngre Søn, hyldedes som Konge af Bymændene fra Nidaros, Bergen, Oslo og Tunsberg og en Deel Landdistrikter; med Brevet Nr. 300, af 1345, indeholdende Hertuginde Ingeborgs Bortskjænkelse af en Gaard i Bergen, Nr. 303, af 1347, indeholdende en Rigsraadsdom om Hafthorssønnernes Ret til Borgesyssels Len, med Nr. 311, af 1348, om en forsøgt Gaard-Erhvervelse af Kapitlet i Stavanger, med Nr.321, der vedkommer Gaarden Finnen paa Voss, og er endog revet ud af en heel Række af Diplomer, der angaa denne Gaard og indbyrdes oplyse hverandre, samt med endeel andre, der ligeledes angaa specielle norske Anliggender, fra en Tid, da der ikke engang var Personal-Union mellem Norge og Danmark. Hvad kan nu være Grunden til, at ikke ogsaa disse Breve have gjort Følge med de øvrige? Enten at de paa den Tid, da Udleveringen fandt Sted, endnu ej vare fremdragne af deres Kroge, og deres Tilværelse saaledes ukjendt, eller at man ligefrem med en vis Underfundighed har tilbageholdt dem. Men ingen af Delene kan dog begrunde nogen Ret for Danmark til fremdeles at beholde dem, medens Norge er i sin gode Ret, naar det, efterat være blevet var, at Udleverelsen ej i dette Stykke har været saa fuldstændig, som den burde, forlanger, at Sagen berigtiges, og at den hele, Norge tilkommende Masse af reentnorske Dokumenter kommer i den rette Ejers Hænder. Hvad man end vil sige om vore Fordringer paa Dokumenter fra en senere Tidsalder, saa maa dog den, der angaar hine, Danmark aldeles uvedkommende Aktstykker blive en Sag for sig selv, hvorom der ej engang fornuftigviis burde kunne opstaa Tvivl, og hvori der fra dansk Side ej uden den allerstørste Inkonsekvens kan gjøres Indvendinger. Dette er ingen „Retsfordringer af en meget tvivlsom Natur“, og disse Sager besiddes af Danmark ligesaalidet „,med fuld Ejendomsret“, som de, der i 1823 bleve udleverede. Her er hverken Tale om „Billighed“ eller „Byttemidler“, eller noget andet af lignende Slags; der er ej Tale om nogen Ministers større eller mindre Ret til at udlevere det Forlangte uden Rigsdagens Samtykke; det er blot Afgjørelsen af en kontraktmæssig Gjeld, og Danmark har ligesaalidet Ret til at tilbageholde disse Dokumenter, som den, der har laant af mig et Værk paa ti Bind, har Ret til at tilbageholde det tiende, efterat have givet mig de ni igjen.
Jeg veed ikke rettere, end at de heromhandlede Aktstykker ere blandt dem, om hvis Udleverelse Hr. Lange har fremsat en væsentlig og ubetinget Paastand. Men desto besynderligere er det, at Hr. Allen aldeles ikke med et Ord omtaler dem, eller idetmindste, hvis han virkelig har meent dem, slaar dem saaledes sammen med den øvrige Masse af Dokumenter fra Fælleshistoriens Tid, at man skulde tro han meente, at Norge og Danmark altid havde havt Historie fælles. Man skulde saameget mere tro det, eller idetmindste at han ønskede at opvække saadan en Forestilling hos sine Læsere, som han ingensteds i Alt, hvad han hidtil har skrevet i denne Sag, med et eneste Ord har omtalt Norges ældre Selvstændighedsperiode, medens han derimod, ved den hyppigere Brug af Ordet „Provinds“, og ved at drage hin Parallel mellem Norge og Finland, halv om halv giver at forstaa, at Norges Forhold til Danmark aldrig har været anderledes end Finlands til Sverige, at Norge kun har faaet Historie med og ved Danmark og efterhaanden har udviklet sig som Provinds ved Uåbredelsen af danske Kolonier og danske Erobringer i vort ellers barbariske Land. Jeg veed jo nok, at dette ikke er hans Mening; men det seer ud, som om det var hans Mening. Og det er heller ikke første Gang, at Norge, just fordi det ej har været saa heldigt, selv at være i Besiddelse af sine historiske Aktstykker, har maattet finde sig i at see sit Afhængighedsforhold til Danmark af Historieskriverne givet tilbagevirkende Kraft, som om alt, hvad der var Norskt, tillige var Danskt. Er dette nu end kun fremmede Historieskriveres Fejl, saa kan man dog ikke sige, at der fra dansk Side har været virket synderligt ivrigt til at berigtige den, tvertimod har den endog i de nyere Tider paa en vis Maade været vedligeholdt, eller Sagen idetmindste planmæssigt været holdt i et vist Halvmørke ved den overvættes Omhyggelighed, hvormed man har søgt at gjøre Udlandet viist paa, at de norske Kongesagaer kun ere nordiske, ikke norske, og at Danmark følgelig har ligesaamegen Deel i dem som Norge, at vore egne Diplomer ere skrevne paa,Islandsk“ eller „Nordisk“, ej paa Norsk, og at der overhoved i Middelalderen nok gaves en svensk og en dansk og en fællesnordisk, men ingen særegen norsk Nationalitet. Enhver vil lettelig erkjende, at hvis Norge stedse havde været i Besiddelse af de norske Diplomer og norske Sagaer, der endnu findes i Danmark – jeg beder blot, at man ej udtyder dette, som om jeg fordrede de sidste uden Videre udleverede; jeg sætter det kun som en let tænkelig Mulighed, at de vare forblevne i Landet –; da havde den, der vilde studere Norges Historie og den hele interessante Saga-Literatur, været nødsaget til at begive sig til Norge; han havde faaet det bestemteste Indtryk af alle disse Sagers Norskhed; der havde ej kunnet dannet sig nogen Forestilling om deres Danskhed eller Fællesnordiskhed, og den Forvirring i Begreberne, som opstaar hos den Uindviede derved, at de ere at søge og studere i Kjøbenhavn, og som den danske Tale om „Nordiske og „Islandsk“ ingenlunde bidrager til at klare, vilde aldrig have fundet Sted. Om nu vi Nordmænd skulde føle os fristede til at sætte begge Dele, den sidstnævnte Tilbøjelighed til at bortræsonnere Forestillingen om særegen norsk Nationalitet i Middelalderen, og hin føromtalte Utilbøjelighed til at overlade os den sidste Rest af Arkivsagerne fra vor Uafhængighedsperiode, i en vis Forbindelse med hinanden, som Aarsag og Virkning, eller som forskjellige Ytringer af endog samme Stemning, da skal man ikke kunne kalde denne Kombination søgt eller haartrukken, thi den paatrænger sig endog med en vis Nødvendighed.
Jeg kan idetmindste anføre eet Exempel paa, at et Princip som det af mig opstillede har været fulgt mellem to andre Lande, hvor den tilbagefordrede Parts Stilling dog ikke paa langt nær kunde ansees saa gunstig, som Norges under nærværende Omstændigheder. England og Skotland ere siden Unionen i 1707 saaledes forenede, at intet af dem udgjør en selvstændig Stat for sig, men begge tilsammen danne Storbritannien; imidlertid er dog England den egentlig raadende Part, og London, Regjeringens Sæde, er at ansee ej alene som Englands, men som hele Storbritanniens Hovedstad. Der var altsaa nogen Rimelighed for, at ogsaa de skotske Arkivsager forvaredes i London. Ikkedestomindre har man ladet Alt, hvad der angaar Skotlands ældre Historie, med hvilken jo England intet har mere at skaffe, end med Frankriges og andre Nabostaters, deels forblive i Edinburgh, deels sendt det tilbage did, forsaavidt som det i sin Tid var ført til London. Heller ikke falder det nogen engelsk Historieskriver ind at ignorere et uafhængigt Skotland, eller at ansee dette, som om det til alle Tider havde udgjort en blot og bar Provinds af England. Og dog er Kommunikationen mellem Edinburgh og London endnu hurtigere og bekvemmere end den af Hr. Allen omtalte mellem Christiania og Kjøbenhavn.
Jeg har allerede forhen nævnt Perioden mellem 1380 og 1537 som den, under hvilken vistnok fordetmeste en Union med Danmark, men kun en Personal-Union med Bibeholdelse af Norges fulde Nationalselvstændighed, fandt Sted. At vi idetmindste, strengt taget, ogsaa ere berettigede til de norske Aktstykker fra denne Periode, kan ifølge det ovenfor omtalte af Hr. Allen selv opstillede eller godkjendte Princip ej være mindste Tvivl underkastet. I modsat Fald skulde Sverige, der i lange Tidsrum af den samme Periode ligeledes var forenet med Danmark under een Konge, heller ikke være berettiget til at besidde de svenske Statsdokumenter fra hine Foreningstidsrum, men, forsaavidt det besad dem, være pligtigt at udlevere dem til Danmark. Eller ogsaa, da der ingensteds staar skrevet, at just Danmark var det fornemste Land, kunde Sverige fordre, at Danmark skulde udlevere til Sverige endog de reentdanske Dokumenter fra samme Tid. Norge skulde ligeledes nu sende alle sine Arkivsager til Sverige. Saadant vil jo ingen fornuftigviis kunne paastaa, men hvorfor skal da just Norge, der i Unionstidsrummet stod de to andre Stater aldeles sideordnet, ikke ogsaa beholde sine egne Arkivsager fra den Tid fuldstændigt? At det burde saaledes være, kunde ligeledes ansees som stiltiende anerkjendt fra dansk Side i 1823 derved, at virkelig ikke faa norske Dokumenter, endog fra Perioden efter 1380, især fra Erik af Pommerns Tid, ere blevne udleverede, men en langt større Deel er her dog (see fremdeles Diplomatarium Norvegicum) blevne holdte tilbage, uden at – det tør jeg paastaa – den Allerskarpsindigste skal være istand til, i flere Tilfælde at udfinde, hvorfor dette eller hiint er afgivet, og dette eller hiint tilbageholdt. Der gives desuden hele Klasser af Aktstykker fra denne Tid, som man øjensynligen ifølge et bestemt Princip har holdt paa, men et Princip, der er det af Hr. Allen opstillede aldeles modsat. Hr. Allen siger nemlig, som vi have seet, med Rette, at de en afstaaet Provinds vedkommende historiske Dokumenter, det vil sige saadanne, som ikke have praktisk Betydning for den efter Afstaaelsen følgende Tid, bør forblive ved det Rige, „med hvilket Provindsen hidtil har havt historisk Liv. fælles“. En saadan Provinds af Norge var Skatlandene Orknø og Hetland. De afstodes eller rettere pantsattes til Skotland i Aaret 1468, førend endnu noget Undergivenhedsforhold fra Norges Side mod Danmark var indtraadt. Der kan saaledes her ikke fra dansk Side, ligesom ved de andre norske Skatlande, Island og Færøerne, være Tale om noget fælles Statsliv, der skulde begrunde Rettighed for Danmark at besidde de Orknø og Hetland vedkommende Dokumenter, men disse bør efter det omtalte Princip forblive ved det Rige, hvortil Provindsen hørte, nemlig Norge. De staa aldeles i det samme Forhold til Norge, hvori de skaanske Dokumenter ældre end 1658 staa til Danmark. Ikke destomindre har man paa dansk Side tilbageholdt den hele Række af de orknø-hetlandske Dokumenter, og det endog dem, der ere ældre end 1380. Hvis der med Hensyn til disse Dokumenter kunde opstaa Spørgsmaal om større Berettigelse for noget andet Land end Norge til at besidde dem, da maatte denne Berettigelse være for Skotland, hvilket Øerne nu tilhøre; men hvad Ret i al Verden Danmark kan have til disse Breve, der angaa en Provinds, som aldrig har tilhørt eller vedkommet Danmark, vil neppe nogen upartisk Dommer formaa at indsee.
De af Hr. Allen saa omstændeligt og med saadan Forkjærlighed omtalte münchenske Breve høre til den samme, nemlig Personal-Unionens, Periode. Hr. Allen anker over, at der ved Delingen af disse ikke er skeet Danmark dets Ret, men at Norge utilbørligen er forblevet i Besiddelse af flere tusinde Aktstykker, der egentlig burde have været overladte til Danmark. Saafremt vi her tage Hensyn til det blotte Indhold af Dokumenterne. vil jeg aldeles ikke benegte, at han vist kan have Ret; han har undersøgt disse Dokumenter meget nøje og kjender dem langt bedre end jeg. Men jeg er af den Mening, at disse Dokumenter med Hensyn til Erhvervelsesmaade ej kunne sættes i samme Klasse, som Geheimearkivets norske Breve. Disse ere nemlig ikke egentlig erhvervede af eller for Danmark. De ere blevne førte ned til Danmark, da Norges Regjering havde sit Sæde der; de ere førte ned som norsk, ikke som dansk Ejendom, men ere siden, efterat Norges Regjering igjen fik sit Sæde i Norge, utilbørligen forblevne i Danmark. Om dem kan man just sige, at Danmark ikke er deres Ejer, men alene Depositarus, hvilket Hr. Allen siger om Norge med Hensyn til Münchener-Brevene. Disse sidste ere derimod komne i Norges Besiddelse ved betydelige Pengeopoffrelser fra det norske Universitets Side, medens Danmark, saaledes som Hr. Allen selv har viist, uagtet det tidligere end Norge blev opmærksomt paa disse Breves Tilværelse, ingen kraftige Skridt foretog til deres Erhvervelse og søgte i den Grad at undgaa Pengeopoffrelser, at det endog overdrog den norske Udsending at varetage deres Tarv: en Ligegyldighed, der neppe kan forklares paa anden Maade, end at de, der i Danmark havde med den Sag at bestille, ikke satte den Priis paa disse Sager, som det nu viser sig at være Tilfældet, idetmindste for Hr. Allens eget Vedkommende. Da det var Norges Universitet, som havde afholdt Omkostningerne ved Brevenes Hjembringelse, var det vel ogsaa i sin Orden, at Spørgsmaalet om, hvem dette eller hiint Brev skulde tilfalde, i alle Tvivlstilfælde afgjordes til Norges Fordeel. Om der nu virkelig fra den norske Udsendings Side har fundet nogen listig eller mindre forsvarlig Fremgangsmaade Sted, vil jeg, da Manden ej længer er i Live, ikke indlade mig paa at bedømme; men om det nu end forholdt sig saaledes, saa kunde dog ikke den danske Kommissær i 1823 vide en syv, otte Aar i Forvejen, at en Nordmand efter den Tids Forløb vilde besvige Danmark for en Deel danske Dokumenter; og om han end havde kunnet spaa det, vilde det dog ikke have berettiget ham til at tilbageholde noget af, hvad der ifølge Traktaten skulde udleveres. De norske Breve i Geheimearkivet, som Norges retmæssige Ejendom længe førend der var Tale om de münchenske Arkivsager, kunne saaledes, jeg gjentager det, ej stilles i Klasse med disse, der snarere maa siges at være erhvervede underhaanden. Derimod kunde man med Hensyn til Erhvervelsesmaaden langt bedre stille Münchener-Brevene ved Siden af de norske Kodices og Dokumenter, der ved Kjøb eller forresten ad privat Vej ere komne ind i danske Bibliotheker. Og her tror jeg at kunne paastaa – og jeg tvivler ikke paa, at man vil give mig Ret – at om endog „Maaden, hvorpaa de sex Syvendedele af den münchenske Samling, som efter Forhandlinger mellem det danske og bayerske Hof vare bestemte til Danmark, erhvervedes af Norge“, ikke var forsvarlige, saa var dog Maaden, hvorpaa Arne Magnussøn i sin Tid, ved at modtage Sager til Laans fra de norske Stiftskister, uden nogensinde at tilbagegive dem, udvidede sin egen Samling, endnu mindre „forsvarlig“, og at Norges Ret til at faa de samme Sager tilbageleverede er baade ifølge deres Indhold og Maaden, hvorpaa de ere Norge fravendte, langt mere klar og ubestridelig, end Danmarks til de münchenske Arkivsager. Jeg gaar imidlertid, for ikke at ansees som nogen Rigorist, gjerne ind paa, at begge de nysnævnte Dele, Münchener-Sagerne og de i andre danske Samlinger end Geheimearkivet indlemmede norske Dokumenter, kunne stilles i Klasse med hinanden og gjensidigt anvendes som Byttemiddel, efter Hr. Allens Forslag. Men jeg tilstaar, at jeg desuagtet har lidet Haab om, at man, naar Alt kommer til Alt, virkelig fra dansk Side skulde ville indlade sig paa noget saadant Bytte, hvis det det ej netop skulde være, fordi Hr. Allen nu, neppe uden Bemyndigelse fra rette Vedkommende, har aabnet et Slags Udsigt dertil. De matte Forholdsregler, der i sin Tid fra dansk Side toges for at erhverve de münchenske Arkivsager, ere nemlig neppe noget enestaaende Fænomen, hvor Talen er om nyere Aktstykker til den danske Historie. Det forekommer os, naar vi betragte, hvad der i Danmark i det Hele taget er udrettet i nordisk Historiografi, som om man der, og ikke mindst i nyere Tider, med større Iver og Forkjærlighed har heget om og syslet med de ældre, til den norske Historie henhørende Sager, end med de reent danske. Dette hænger nøje sammen med, hvad vi allerede have omtalt, nemlig den umiskjendelige Stræben efter at konstruere Nordens Historie, som om Danmark til alle Tider var Hovedlandet, eller Norge i alle Fald havde spillet en højst underordnet Rolle. Og under saadanne Omstændigheder er det kun liden Udsigt til, at man for Alvor skulde ville indlade sig paa nogen Bytning f. Ex. mellem de specielt norske arnamagnæanske Diplomer og de reentdanske Münchener-Sager, uagtet de første, der fordetmeste tilhøre den Periode, hvori Danmark og Norge ej havde Historie fælles, ikke i mindste Maade vedkomme Danmark, eller kunne siges at oplyse Danmarks Historie anderledes, end ethvert Riges Historie kan hente enkelte Oplysninger fra Naborigernes Arkivsager. Det er i alle Fald at befrygte, at det Ækvivalent, der vil fordres for ethvert af de norske Diplomer, vilde blive saa enormt, at Bytningen af den Grund ej vilde kunne foregaa. Det forstaar sig ellers, at Intet skulde glæde mig mere, end om det viste sig, at jeg her havde taget Fejl.
Jeg kommer endelig til den Periode, i hvilken Norge virkelig havde Statsliv fælles med Danmark, Perioden fra 1537 til 1814. At Norges Fordringer her ej kunne være meget store, synes at være i sin Orden, saavelsom og, at Danmark ikke uden stor Ulempe vil kunne afgive de af Hr. Allen omtalte „Tegnelser“ eller Kopibøger, hvis det virkelig forholder sig saaledes, som han siger, at de samme Bind, der indeholde Skrivelserne til Norge, ogsaa indbefatte hvad der angaar Island, Færøerne, Bornholm og de ostindiske Kolonier, og disse Dele ere saaledes indblandede mellem de norske Sager, at de umuligt kunne skilles derfra. Man maa forresten ikke bedømme mig altfor haardt, naar jeg tilstaar, at jeg tror, der er en lille Hage ved denne Sag, hvorom Hr. Allen ikke ganske har oplyst os, thi det vilde ellers blive uforklarligt, hvorledes den norske Kommissær har kunnet fremsætte den Paastand, at Danmark skulde afgive til Norge Protokoller, hvor Breve til danske Lande, som Bornholm og Kolonierne, stode indførte. Om jeg har udtrykket mig noget hypothetisk, kan ikke være mere nærgaaende for Hr. Allen, end naar han udtrykker sig paa en lignende hypothetisk Maade om de af os tidligere fremførte Beviser for vor Adkomst til de norske Brevskaber i den arnamagnæanske Samling. Man maa derhos tage noget billigt Hensyn til Norges særegne Stilling, den nemlig, at det er udgaaet fra Underkastelsen under Danmark som en selvstændig Stat, bibeholdende for største Delen den under Foreningsperioden indrettede Administration; det gik ikke over til at blive nogen Provinds af en anden Stat, hvis Indretninger det maatte antage, som f. Ex. Bahuuslen, da det afstodes til Sverige. Om Norge under saadanne Omstændigheder skulde ønske at komme i Besiddelse af de Regjeringsprotokoller, hvoraf alle disse Indretningers gradvise Udvikling kan studeres, og den organiske Sammenhæng mellem Nutidens og en fjern Fortids Institutioner lader sig paavise, vil neppe nogen rimelig Mand finde underligt, ligesaalidt som han vil finde det ubilligt, om et saadant Ønske fremsættes. Ikkedestomindre vil jeg ingenlunde paastaa, at vi her have nogen i den strenge Ret begrundet Fordring. Naar Hr. Allen ellers yttrer, at vi allerede to Gange have faaet de samme Papirer, som om der begge Gange var viist en Villighed fra Danmarks Side, saa maa vi dog bemærke, at der med Hensyn til den første Gang, efter hvad han selv oplyser, hverken kan være Tale om Villighed eller Uvillighed; thi hvad der da skete, reducerer sig altsaa dertil, at Norge har modtaget de Breve, som Regjeringen har tilskrevet det. Det er dog ikke noget at takke for.
Vi have saaledes viist, at Norge har ubestrideligt og uafviseligt Retskrav paa alle norske Breve i Geheimearkivet fra Perioden før 1380, og ligeledes paa alle fra Personal-Unionstiden fra 1380 til 1537, medens der kunne opstilles grundede Indvendinger mod Fordringerne paa alle norske Dokumenter i Almindelighed mellem 1537 og 1814. Vi have ligeledes omtalt vor retmæssige Fordring paa de arnamagnæanske Diplomer, der kun ved Laan ere komne til Danmark. Derimod kan det ikke falde os ind at paastaa nogen Udlevering af de norske Sager, der, ved Kjøb, Gave eller anden lovlig privat Vej ere blevne danske Samlingers Ejendom. Disse Sager kunne vi blot tænke paa at gjenerhverve gjennem Kjøb eller Bytte. Saavidt om Retsgrunden.
Hvad Fordringens Billighed angaar, da kommer jeg igjen tilbage til de reentnorske Diplomer i Geheimearkivet indtil 1537; Fordringen paa disse er ej alene billig, fordi den er retfærdig, men fordi – her have vi Ret til at anføre denne Grund – disse Dokumenter ingen Vigtighed have for Danmarks Historie. Men naar Hr. Allen mener, at vi anføre denne Billighedsgrund ogsaa med Hensyn til alle andre norske Dokumenter, hvad enten de ere lovligt erhvervede for Danmark eller ej, da tager han vistnok Fejl. Saadant kunde ej falde os ind, eller idetmindste kunde vi blot tænke paa at benytte denne Omstændighed som en Grund, der talede for, at man fra dansk Side beredvilligen og uden at skrue Fordringen for højt indlod sig paa et gjensidigt Bytte mod passende Ækvivalør.
Fordringens Betimelighed benegter Hr. Allen, idet han forundrer sig over, at den nu, efter saa lang Tids Forløb efter Opgjørelsen, fremsættes. Han indrømmer vel, at den norske Kommissær i 1823 ved Udleveringens Slutning gjorde adskillige Reservationer; „men“, lægger han til, „foruden at Reservationer naturligviis ingen nye Rettigheder begrunde, maatte man vel fra dansk Side, da Nordmændene nu i et Fjerdedeels Aarhundrede have holdt sig ganske tause, være berettiget til at antage, at de omsider erkjende Gyldigheden af de Grunde, som af de Danske vare anførte for, at de ikke burde udlevere mere, og at Sagen engang havde Ende. Hertil bemærkes først, at der aldeles ikke er Tale om nye Rettigheder, der skulle være begrundede ved Reservationer, men alene om Vedligeholdelsen af en kontraktmæssig Forpligtelse, der endnu ikke fuldkommen var opfyldt. Vi behøve dernæst, med Hensyn til den lange Tid, der er hengaaet, inden Fordringen fornyedes, neppe at paapege, hvormeget det her kommer an paa Vedkommendes Personlighed. Vort Rigsarkiv har først i Hr. Lange faaet en i alle Henseender sagkyndig og energisk Bestyrer: det er det Hele. Var han bleven udnævnt ti Aar før, vilde ogsaa Fordringen have været fremsat for ti Aar siden. I mere end et Decennium efter 1823 var der ikke engang nogen egentlig Rigsarkivar, eller overhoved Nogen, der ifølge sin Stilling kunde føle sig kaldet til at fornye Fordringen.
Hr. Allen finder endvidere den af os fremsatte Fordring forsaavidt unødvendig, som vi ligesaagodt kunne benytte Dokumenterne i Kjøbenhavn, især da der, om Fordringen endog indrømmedes i sin fulde Udstrækning, alligevel vilde være mangt og meget, som den norske Historieskriver maatte have at eftersee i de danske saavelsom de svenske Arkiver, og omvendt den danske Historieskriver i norske og svenske, den svenske i danske og norske. Han ønskede helst, at Danmark og Norge skulde enes om at betragte Rigernes utrykte historiske Kildeskrifter „som en herlig Fællesarv fra den gamle Tid, om hvilken der ikke burde være anden Tvist end en Kappestrid om, hvo der bedst kunde benytte dem“. Denne Betragtningsmaade, mener han, har ogsaa fundet en Støtte i de Forbedringer og Fremskridt, som ere gjorte til at lette Forbindelsen mellem begge Riger, enten det gjaldt en skriftlig Meddelelse eller personlige Rejser, og i den Forekommenhed og Velvilje, hvormed man saavel i Kjøbenhavn som i Christiania søgte at lette den Reisende Benyttelsen af de boglige og skriftlige Skatte, man besad. Han anseer desuden de gjensidige Besøg af begge Folks Videnskabsmænd særdeles heldbringende, forsaavidt de bidrage til at oprette et venskabeligere. Forhold og større Fortrolighed mellem Nationerne, og klager over, at Norge, ved at fordre Sit for sig selv, vil gjøre Ende paa denne Fællesbenyttelse af Fortidens Skatte og disse stadige Meddelelser og Berørelser, der kunde være vedblevne til stort Gode for begge Rigers Historie.
Her paatrænger sig først og fremst den Bemærkning, at ligesaalidt som den Omstændighed, at Noget benyttes eller ikke benyttes af Ejeren, kan give en Anden Grund til at kræve det – hvilket, som vi have seet Hr. Allen heel rigtigt, men overflødigt, anfører – ligesaalidt kan den Omstændighed, at Noget med samme Lethed kan benyttes i Danmark som i Norge, give Danmark Ret til at beholde det, naar det ellers er Norges lovlige Ejendom. Hvad nu ellers Fællesbenyttelsen selv angaar, da har Danmark, som man siger, godt ved at tale, thi medens det er forholdsviis meget lidet, som danske Historieforskere have at søge i Norge, og de maaskee endog, hvis Münchener-Sagerne ej fandtes her, slet ikke behøvede at komme hid, maa Nordmændene saagodtsom i Alt, hvad der angaar deres ældre og den største Deel af deres nyere Historie, ty til Danmark om Oplysninger. Fællesbenyttelsen er saaledes aldeles ikke fuldkommen. Heller ikke ere de af Hr. Allen paaberaabte „Forbedringer og Fremskridt“ til Lettelse af den skriftlige eller personlige Kommunikation mellem begge Riger i mindste Maade at regne Danmark til Gode. Vi have selv bekostet de Dampskibe, der med Lethed føre Personer og Breve mellem Christiania og Kjøbenhavn, og Alt, hvad Danmark har gjort, er kun godhedsfuldt at tillade vore Dampskibe beskedent at ankre udenfor Bommen. Hvis vi ikke selv havde organiseret hiin Dampskibsfart, da kunde vi vist have ventet længe paa, at den skulde iværksættes fra Danmark. Hvad skriftlige Meddelelser angaar, da har det kun i den sidste Tid været muligt at faa en Overeenskomst istand, ifølge hvilken man kunde frankere Breve direkte fra Christiania til Kjøbenhavn, og omvendt; men om vi endog skrev med vort eget Dampskib, maatte der dog i Kjøbenhavn betales Porto-Godtgjørelse for Landvejen fra Helsingør til Kjøbenhavn. Følgen var, at man ømmede sig ved enten at sende skriftlige Oplysninger til Kjøbenhavn eller forlange dem derfra, thi i begge Tilfælde forvoldte man den Ven, til hvilken man henvendte sig, Udgifter af det Slags, som man, om de end ikke i sig selv ere store, dog helst søger at forskaane sine Venner for. Fra dansk Side har saaledes den skriftlige Meddelelse i den længste Tid endog været vanskeliggjort. Hvad nu Benyttelsen af de danske Arkivskatte, hvilke Hr. Allen kalder „en herlig Fællesarv fra den gamle Tid“, angaar, da er der vist Ingen, der meer end jeg selv erkjender og sætter Pris paa den Velvilje og Forekommenhed, hvormed man i Danmark kommer os imøde, naar vi indfinde os i danske Arkiver eller Bibliotheker. Men desuagtet gives der saamange Tilfælde, hvor al denne Velvilje og Forekommenhed ikke kan nytte. Deels nemlig er det ikke enhver Historieforskers Lejlighed at kunne gjøre en Rejse til Kjøbenhavn. Han kan være hindret ved Embedsforretninger, ved Mangel paa de nødvendige Penge: offentlige Stipendier ligge ikke færdige til enhver Tid og for Enhver. Deels ere der Arbejder, som enten aldeles ikke, eller kun med stor Vanskelighed, Ulempe og Bekostning kunne udføres, naar man ej har daglig Adgang til de dertil nødvendige Hjelpemidler; saadanne Arbejder ere f. Ex. Udgaver af Oldskrifter, Facsimiler, o. s. v. Jeg kan selv bevidne, hvor ofte Professor Keyser og jeg have følt os generede under Udgivelsen af Norges gamle Love ved ikke at have alle norske Lovkodices ved Haanden, efter hvilke Udgaven er besørget, og det uagtet vi ved Afskrivningen gik frem med en Omhu og smaalig Nøjagtighed, som de Fleste maaskee vilde finde overflødig, Mange latterlig. Denne Nøjagtighed kom os vistnok nu til Gode, men hvor langt lettere havde ikke alt gaaet, hvis vi havde havt Originalerne selv omkring os, ikke at tale om, hvor langt mindre bekosteligt Arbejdet selv vilde været blevet? Endelig gives der Sager, som man, uden Hensyn til bestemte Arbejder, altid ønsker at have ved Haanden, og dette er netop Tilfældet med Diplomer, hvilke ofte ej engang de nøjagtigste Afskrifter kunne gjøre overflødige, da de blotte Skrifttræk ere instruktive. Jeg appellerer ogsaa til Enhver, der sysler med videnskabelige Undersøgelser, om han ganske og aldeles kan hjælpe sig med at laane de nødvendige Bøger fra et offentligt Bibliothek, eller om han dog ikke er nødt til selv at anskaffe sig et Forraad af de alleruundværligste Hjelpemidler, til hvilke han hvert Øjeblik maa ty om Oplysning, f. Ex. Lexika, Logarithmetabeller, o. a. d., uden at man just kan paavise en enkelt Anledning, hvor man mere tiltrænger dem end ellers. Et lignende Forraad af de allernødvendigste historiske Aktstykker maa det være vor virksomme Rigsarkivar magtpaaliggende, saavidt muligt, at tilvejebringe. De fleste europæiske Lande have et saadant, det opdynger sig nødvendigviis i Tidernes Løb; et lignende har ogsaa Norge havt, vilde det efter al Rimelighed endnu have, idetmindste for Uafhængighedsperioden, hvis det havde faaet Lov til at beholde det. Men saa heldigt har Norge ikke været, og det er nu maaskee det eneste Land i Europa, som savner den egentlige Hovedmasse af sine Arkivalier. Man indvende ej her, at intet Land, Spanien maaskee undtaget, besidder sine Arkivalier aldeles komplette, thi det Væsentlige, det hvortil man saaatsige dagligen maa ty, er dog tilstede, medens Norge netop savner det Væsentlige, Grundforraadet, og de norske Historiegranskere maa drage over Kattegattet for at hente Oplysninger, som den danske, den franske, den engelske kan hente i sit Lands Hovedstad. Hvad Hr. Allen siger om de velgjørende Følger af de gjensidige Besøg af begge Landes Videnskabsmænd, er sandt og smukt; men til saadanne gjensidige Besøg vil der dog altid blive Anledning nok, om der end skeer Norge dets fulde Ret, thi det vil derved ligesaalidet som noget andet Land erhverve saa udtømmende Oplysninger til sin Historie, at det ej skulde blive nødvendigt at supplere dem andetsteds fra. Men vi ønske kun at forebygge altfor hyppige Rejser, og det ikke engang for Rejsernes Skyld, men for den Ubekvemmelighed, det medfører, og den Langsomhed, det forvolder i alle paa Arkivdokumenter støttede historiske Arbejder, ikke at have det allernødvendigste Apparat ved Haanden.
Med alt dette vilde jeg dog ikke ansee endog Tilvejebringelsen af et saadant Apparat for uomgjængelig nødvendigt, og jeg vilde være tilfreds med Fællesbenyttelsen, naar denne kun var en virkelig og fuldstændig Fællesbenyttelse af hvad Hr. Allen selv kalder en „Fællesarv.“ Men hvor forekommende end hidtil Nordmændene ere blevne mødte af Samlingsbestyrerne i Kjøbenhavn, saa have de dog ikke nydt større Forekommenhed eller en mere udstrakt Benyttelsesret end den, som ligesaavel er blevet Svenske, ja endog Tydske, Engelske, eller hvilketsomhelst andet Lands Indbyggere tildeel. Det være langtfra, at jeg her retter nogen Anke mod Bestyrerne, der vistnok gjerne havde gjort større Indrømmelser, hvis de ej havde været bundne ved reglementariske Bestemmelser; men det bliver desuagtet en Sandhed, at Fællesbenyttelsen ej har været en saadan, som vidnede om, at Nordmændene havde et større Fællesskab i Arven, end andre Nationers Medlemmer. Jeg mener her naturligviis ikke, at den Forekommenhed, som hidtil er viist Fremmede, skulde indskrænkes, men kun, at udvidede Rettigheder paa Grund af Fællesskabet skulde tilstaaes os. Et saadant Fællesskab maatte, hvis det skulde blive en Sandhed, og ej blot være en tom Talemaade, lægges for Dagen derved, at der blandt selve de reglementariske Bestemmelser fandtes nogle, som udtalte Nordmændenes Med-Ejendomsret i den fælles, i Kjøbenhavn opbevarede Arv, og en derpaa grundet Berettigelse for dem til at nyde Begunstigelser, der ikke i Almindelighed tilstaaes Fremmede, f. Ex. fri Adgang til Geheimearkivets Registranter m. m. Og fornemmelig maatte den Ulempe, som for Nordmændene er forbunden med de fælles Samlingers Opbevarelse udenfor Landet, nogenlunde afhjelpes paa den Maade, at de fik en reglementsmæssig Ret til, imod behørig Sikkerhed, midlertidigt at faa udlaant til Norge enkelte Arkiv- og Bibliothek-Sager, hvis Benyttelse i selve Landet til Udgivelsen af et eller andet Værk var uomgjængelig nødvendig. Denne Ret maatte isærdeleshed gjelde med Hensyn til de føromtalte Levninger fra Norges Uafhængighedstid, der ikke engang kan kaldes nogen Fælles-Arv, men maa ansees som Norges retmæssige Ejendom. Lignende Udlaan have allerede med den største Beredvillighed været os indvilgede fra det svenske Rigsbibliothek og det upsalske Universitetsbibliothek, uagtet disse langtfra kunne ansees saa forpligtede dertil, som de kjøbenhavnske Samlinger. Derimod har, saavidt vides, allerede en Ansøgning om Udlaan til Christiania af en i Kjøbenhavn opbevaret oldnorsk Codex været afslaaet, og det af Grunde, der ligesaagodt kunde anføres om hvilkensomhelst anden Codex i det oldnorske Sprog. Der gives flere for Norge særdeles vigtige Oldskrifter, som man neppe engang vilde kunne faa tilbørligt udgivne uden at benytte dem her oppe paa Stedet selv. Dette er f. Ex. Tilfældet med den saakaldte „røde Bog“,eller den ved Biskop Øysteins Foranstaltning omkring Aaret 1400 optagne Fortegnelse over Kirke- og Mensal-Godset i Oslo Bispedømme. Den er, som man lettelig vil see, af overordentlig Vigtighed formedelst de Oplysninger, som deraf kan hentes, deels om det beneficerede Gods’s Oprindelse og Udstrækning, deels om Norges ældre Geographi, deels om Slægt- og Personal-Historien. Den blev fra Akershuus Bispearchiv laant Arne Magnussøn, som ej leverede den tilbage, men uden Videre indlemmede den i sin Samling, hvilken han siden testamenterede til Universitetsbibliotheket i Kjøbenhavn. I Danmark bruges den ikke; det synes næsten, som om kun faa kjende dens Tilværelse, thi geographiske Spørgsmaal, som man af den med Lethed kunde have faaet rigtigt besvarede, har man besvaret urigtigt efter løse Gisninger.[4] Denne Bog er det os af største Vigtighed at faa udgivet saaledes, at det skulde blive unødvendigt at ty til Originalen. Men det kommer ved Udgivelsen saa nøje an paa at gjengive Originalens Bogstavering, at betegne de forskjellige Hænder, hvormed den er skreven, og endelig at faa nøjagtige Facsimilier lithograferede, at man umuligt kunde hjelpe sig med en om end nok saa nøjagtig Afskrift: man maatte have Bogen ved Haanden, saalænge Udgaven var under Arbejde. Men derefter kunde den ogsaa staa i saameget mere uforstyrret Fred paa sin Hylde. Vilde man nu vel laane os den for saa lang Tid, som Udgivelsen vilde medtage? Eller maatte Udgiveren besørge Udgaven i Kjøbenhavn? Vi kunne naturligviis intet vide derom. Men hvad der var billigt, endog uden noget Hensyn til det af Hr. Allen nævnte Fællesskab, men blot paa Grund af Maaden, hvorpaa Bogen er fravendt sin rette Ejer, vil Enhver kunne sige sig selv.[5]
At først en saadan Indrømmelse, som den ovennævnte, vilde betegne et virkeligt Fællesskab, er let at indsee. Det forstaar sig af sig selv, at de samme Rettigheder maatte indrømmes Danske med Hensyn til vore Arkivsager fra Fællesperioden og for de reent danske Dokumenter, der ere ældre end denne. At vi ingen Rettighed kunde have til de reentdanske Sager i Danmark, eller de Danske til de reentnorske i Norge, er klart. Forresten vilde Udlaanene snart komme til at ophøre af sig selv, da den nærmeste Følge af dem vilde blive den, at Alt, hvad der var af nogenlunde Vigtighed, meget snart kom til at blive udgivet i Trykken, og Originalerne selv derved overflødige.
Det er muligt, at saa store Rettigheder, som de her nævnte, aldeles ikke efter hvad man kalder god Bibliotheks-Orden kunde indrømmes Nordmændene – thi da man i Danmark har næsten Alt, og vi næsten Intet, er det klart, at det især er os, som vilde komme til at nyde godt af Indrømmelsen –; men saa skal man heller ikke skuffe sig selv og Andre med klingende Talemaader som Fællesarv, Fællesbenyttelse o. s. v., og erkjende, at vor Fordring paa, hvad der kontraktmæssigen og billigen tilkommer os, idetmindste ikke er ubeskeden og urimelig, om den end kan være ubelejlig, og om man end vægrer sig ved at indrømme den, enten for en Deel eller i sin Heelhed. Man skal ikke undsee sig ved at sige frit ud, at man her benytter sig af den samme Besidderens Ret (beati possidentes), som Hr. Allen paa en vis Maade anker over, at de norske Delingsfuldmægtige i Anledning af Münchener-Brevene paaberaabte sig. Jeg siger ikke dette som en Dadel. Jeg finder det aldeles i sin Orden, at man højst nødigt giver Slip paa de Arkivskatte, hvoraf man i en saa lang Række af Aar, om end just ikke med fuld Ret, har været i Besiddelse, men man skal ogsaa finde det i sin Orden, at vi paa vor Side fremsætte Fordringen; man skal være saa billig, ikke at regne os denne til nogen Brøde, og man skal endelig have Mod til ikke at besmykke dens Negtelse, men ligefrem erkjende, at man ved at afslaa vor Begjæring hverken tænker paa Fællesarv eller Benyttelses-Lethed, men ene og alene gjør Brug af en absolut Besiddelses-Ret, ifølge hvilken man ikke engang giver Slip paa det, hvortil den anden Part virkelig godtgjør en fuldgyldig og uafviselig Ret, men til enhver Fordring kun har et kategoriskt „Nej.“
Hr. Allen vil maaskee sige, at jeg i dette mit Gjensvar har lagt en vis Ivrighed for Dagen og ikke dulgt en vis Følelse af Uvilje, hvor Talen er om vort Afsavn af de os med Rette tilhørende literære Skatte. Om saa er, da er jeg og enhver Nordmand i lignende Tilfælde fuldkommen at undskylde. Man kan ikke andet end blive noget varm ved at see, hvorledes der her oppe i sin Tid har været gjort reent Bord, og hvormeget vi endnu maa undvære af hvad der aldrig burde have været os frataget. Jo mere man sysler med og interesserer sig for fædrelandsk Historieforskning, desto dybere og inderligere føler man Savnet af denne vor retmæssige Ejendom. En Dansk har aldrig følt, hvad et saadant Savn vil sige, og kan derfor ikke saa godt sætte sig ind i disse Følelser. Imidlertid er det umiskjendeligt, at Hr. Allen selv ved vor blotte Fordring bliver lidt piqueret, og at han, især hvor han omtaler, hvad der efter hans Mening utilbørligen er forholdt Danmark af de münchenske Dokumenter – hvilket dog er saa saare lidet og uvigtigt i Sammenligning med hvad der er forholdt os af vore Arkivskatte – yttrer sig med en vis Grad af Syrlighed; hvad vilde han da ikke sige, om vore Forfædre i sin Tid havde gjordt saa reent Bord i danske Arkiver, som hans Forfædre i de norske, og vi dog, uagtet gjentagne højtidelige Løfter, først i Kongehaandfæstninger, siden i en Fredstraktat og en derpaa følgende Konvention, om at gjengive alt det Borttagne, ligefuldt vægrede os ved at opfylde Løfterne fuldstændigt?
Jeg har nu i Korthed angivet, hvad der taler for vor Fordrings Retmæssighed og Billighed, og hvorfor den hverken kan ansees ubetimelig eller overflødig. Jeg tør ikke smigre mig med Haabet om, at disse Grunde skulde bidrage til dens villigere Opfyldelse, men forventer kun, at de ville bringe den billigttænkende og i eensidige Nationalhensyn mindre hildede Deel af det danske Folk til at erkjende, at Fordringens Fremsættelse hverken indeholder nogen Fornærmelse mod det danske Folk, eller kan siges at have sin Rod i ubroderligt Sind og utidig Afsondringslyst.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Morgenbladet for 1850, Nr. 179 og 182 (28de Juni og 1ste Juli).
- ↑ [Se Morgenbladet for 11te Mai 1850].
- ↑ Deres Tilbagegivelse til Norge blev endog udtrykkeligen, under Eed, Haand og Segl, lovet af Christian I og Fredrik I i deres Haandfæstninger, see Christian I’s Haandfæstning hos Huitfeldt, S. 846, og Frederik I’s i Samlinger til det norske Folks Sprog og Hist., 1ste Bind, S. 6, § 26. Forpligtelsen er eenslydende i begge Haandfæstninger, nemlig: „De Breve, som udførte ere af Norge til Danmark, som Norges Rige paarørende ere, dem ville vi lade igjen komme til Norges Rige, ihvor de kunne findes i Danmark.“ Men disse edelige Kongeløfter bleve, som saamange, uopfyldte. Vor Ret til Dokumenterne er imidlertid ved hine Løfter fuldstændigen anerkjendt. Det staar nu til den danske Regjering at indfri Løfterne.
- ↑ Jeg maa her i Forbigaaende yttre mig angaaende en Bemærkning, Hr. Allen lader indflyde om vor Paastand, at de norske Dokumenter, der opbevares i Danmark, ikke benyttes der. „Jeg maa dog“, siger han, „tillade mig at gjøre opmærksom paa, at en stor Deel af dem ere udgivne i Thorkelins Diplomatarium arnamagnæanum, hvorimod det ikke er mig bekjendt, at de danske Dokumenter i Christiania ere udgivne og benyttede af norske Lærde“. Enhver vil lettelig indsee det Skjeve i denne Indvending, naar jeg oplyser, at Thorkelins Diplomatarium er trykt 1786, da Norge endnu havde Statsliv fælles med Danmark, og ikke engang et eget Universitet, der kunde danne Centrum for den egentlig norske Historiegranskning. Desuden har Thorkelin udgivet hine Dokumenter saa overhaands elendigt, at alle Sagkyndige ere enige om, at hans Udgave har gjort mere Skade end Gavn, og ønske, at han helst ikke havde befattet sig dermed. Ved at tale om et eget norsk Universitet kommer man forresten til at opkaste det Spørgsmaal: hvad, om Norge allerede havde havt et saadant fra Christian den Fjerdes Dage? Mon ikke Islænderne da vilde have søgt Norges Universitet? Og mon ikke Arne Magnussen i saa Fald vilde have testamenteret sin Samling til Norges, ikke til Danmarks Universitet? Vilde man være en Rigorist, kunde man sige, at det hele arnamagnæanske Legat desuagtet tilhørte Norges Universitet; thi i 1811 hørte dog Island endnu til Norge, endog Rask siger det med en vis Ivrighed i Fortalen til sin i samme Aar (1811) udkomne „Veiledning til det islandske Sprog“ (see hans Fortale, Side LIV, Noten); og nu heder det udtrykkeligt i Kong Frederik den 6tes Reskript af 2den Sept. 1811 om Oprettelsen af et Universitet i Norge: „Til det nye Universitet skjænkes og bestemmes ..... d) Beløbet af de Legater, som fra Norge i sin Tid ere skjænkede til Understøttelse for Studerende ved Kjøbenhavns Universitet. Ved at gjennemlæse Reskriptet vil man see, at det øjensynligt var Kongens Hensigt at lade det norske Universitet nyde godt af alle de Gaver eller Fordele, der hidtil fra norske Landsdele vare tilflydte eller tilfløde Universitetet i Kjøbenhavn.
- ↑ Bogen har for omtrent 45–50 Aar siden været udlaant, om man saaledes kan kalde det, til Biskopen i Akershuus, der behøvede den for at eftersee noget om det beneficerede Gods.