Om Limfjordens ældre Aabning mod Vest og Snorre Sturlassøns Kjendskab til Jyllands geografiske Forhold

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Limfjorden har saa stor en Betydning for Danmarks ældre Historie, at man nok kan forstaa, at der om dens paastaaede ældre Aabning mod Vest kunde opstaa en saa ivrig Diskussion som den, der i de senere Aar har været ført mellem danske Lærde. Naar ogsaa jeg her har villet lægge mit Ord med i Laget, er Grunden den, at efter min Mening en nærmere Undersøgelse af de norrøne Kilder endnu trænges og at denne vil have Betydning for Afgjørelsen. Striden begyndte med, at Hr. C. F. Bricka[1] paaviste, at de danske Kilder om Kong Knut den helliges paatænkte Englandstog 1086 forudsatte eller ligefrem berettede, at man fra Limfjorden skulde seile lige ud mod Vest; han troede da, at enkelte Steder i de norske Kongesagaer maatte forklares i Overensstemmelse hermed, men at Snorres Fortælling om Harald Haardraade, som drog sine Skibe over et Eid fra Limfjorden ud i Vesterhavet, maatte enten være uhistorisk eller hvile paa en Feiltagelse. Til Slutning meddelte han et Brev fra den ansete Naturforsker, Prof. Jap. Steenstrup, der forklarede Snorres Ord saaledes, at ogsaa disse forudsatte Fjordens Aabning mod Vest. Disse nye Theorier har i Danmark fremkaldt adskillige Modskrifter af større og mindre Værd[2]; senest har Prof. Steenstrup fundet sig opfordret til at underkaste Spørgsmaalet en ny Drøftelse i en nys udkommet Afhandling[3]. Prof. Steenstrups Afhandling har ialfald den Fortjeneste, at den slaar fast de ældre danske Kilders Enighed om, at Limfjorden Aar 1086 var aaben mod Vest. Naar den næsten samtidige engelske Klerk Ælnoð lader Knuts Flaade samle sig “in occidentalis portus littoribus“, har Steenstrup visselig Ret i at forklare hans Ord om “Vestervig“, maaske endog “Vestervigs Strande“; og hermed stemmer som uafhængige Vidner ikke alene Sven Aagesen, der lader Flaaden samles ved Humla, “som da laa nær Havet“, men ogsaa Saxo, der siger, at Flaaden drog til Limfjorden, “som før var aaben mod Havet, men nu er lukket ved Sandflugt“. Naar endvidere den senere “Erikskrønike“ fra c. 1290 lader Flaaden samles ved “Fiskebæk juxta Wiberg (Viborg)“, kan man ikke andet end føle sig tiltalt af Steenstrups sindrige Formodning, at herved i den oprindelige Beretning kan være ment “Fiskebæk nær Veibjerg“ i det vestlige af Fjorden; det laa jo meget nær for en senere Forfatter, der ikke kjendte Fjordens ældre Forhold, at tænke paa et Sted længer øst, hvorfra man kunde kamme til Mundingen. At de forskjellige Beretninger nævner forskjellige Samlingssteder er netop i sin Orden, thi hele Ledingsflaaden kunde jo ikke faa Plads i en af disse Havne, f. Ex. ved Vestervig alene. Og disse Beviser staar ikke alene; dog vil vi ikke som flere af de danske Forfattere henvise til Kongesagaerne, thi disses Vidnesbyrd fra det 13de Aarhundrede har mindre Betydning, men til deres meget ældre Kilder, de islandske Skalder fra 11te Aarhundrede. «Der findes nemlig to Skaldekvæder, som ganske likesom forudsætter, at Limfjorden i Tiden 1027–35 var aaben mod Vest. Den bekjendte Sigvat Skald, der i mange Aar havde været Olav den Helliges Hirdskald, drog om Høsten 1026 til Nordmandi og lagde den følgende Vaar Hjemveien over England, hvor han saa Tilberedelserne til Kong Knuts Tog mod Kongerne Olav og Anund; af hans Viser fra dette og følgende Aar ser vi, at han har fulgt Rustningerne og Krigens Gang med Ængstelse. Sigvat var en bereist Mand, der før havde været i Sverige, maaske ogsaa i Rusland, og nogle Aar senere paa sin Hjemreise fra Rom ogsaa passerede gjennem Jylland og saaledes har været godt kjendt i alle disse Farvand. Han digtede nu efter Kong Knuts Død (altsaa rimeligvis i Aaret 1036) en “Arvedraapa“ om ham, og af denne Draapa er flere Vers endnu bevarede, deriblandt de, som beskriver Knuts Seilads fra England til Danmark Aar 1027. Det paagjældende Sted lyder oversat saaledes: “Skibet skred vestenfra; det (Skib) var straalende, som bar Edelreds Fiende ud derfra. Og Kongens Drager bar blaa Raaseil under Børen, herlig var Døglingens Færd. Men Skibene, som kom vestenfra, gled over Bølgeveien (Havet) til Limfjorden[4]. Her har altsaa et Øienvidne berettet – 8 eller 9 Aar efter Begivenheden – om, at Knuts Skibe seilede fra England østover Nordsøen og dog kom vestenfra til Limfjorden. Efter dette kan det ikke nægtes, at efter Sigvats Ord var Limfjorden Aar 1027 (og senere) aaben mod Vest. Den Sagaforfatter, der først optog Sigvats Vers, og de, der afskrev efter ham, vidste naturligvis ikke saa nøie Besked om Limfjorden, at Beretningen skulde volde dem Vanskelighed; Forf. af den legend. Olavssaga og efter den Samleren af “Noregs Konungatal“ mærker derfor intet og siger ligefrem: “som man kan høre af Digtet, kom Kong Knut vestenfra til Limfjorden“. Derimod har Snorre studset ved disse Ord, og med Udeladelse af Henvisningen indskyder han en Omtale af Danmark, førend han nævner Limfjorden: “Saa er sagt, at Kong Knut styrede med den store Hær vestenfra England og kom uskadt til Danmark og lagde ind i Limfjorden“, og Grunden til at han landede her er ikke at Limfjorden laa direkte paa hans Vej, men at den danske Ledingsflaade mødte ham der: “der havde Danskerne samlet sig“. Hvorfor har Snorre indskudt disse Ord om Danmark og søgt en speciel Grund til at Knut landede ved Limfjorden? Aabenbart, fordi han forudsatte, at Limfjorden gik ind fra Øst og ikke laa lige paa Vejen fra England; vi vil ogsaa siden se, at saa var Snorres Opfatning.

I det følgende Aar (1028) foretog Kong Knut sit bekjendte Tog til Norge. Ogsaa hos Knut opholdt sig en islandsk Skald, Thorarin Lovtunge; han fulgte Kongen paa Toget og efter Ankomsten til Nidaros fremsagde han for Kongen, et længere Digt, hvori Toget beskrives fra Samlingsstedet i Limfjorden ligetil Ankomsten. “Min ædle Ven (Knut) drog hid med en meget stor Hær. Havets raske Konge førte ud af Limfjorden en stor Flaade. De stridsbaarde Egder frygtede Heltens Færd. Kongens Skib var helt guldprydet; Synet overgik hver Beskrivelse. Havdyrets kulsorte Sider gled haardt frem over Havet forbi Lister. Hele Eikundasund (Ekersund) der syd laa fyldt med “Havets Ski“. Og de tro Hirdmænd for hvast forbi Hjørnaglens gamle Haug. Kongens Færd var ei daarlig, da Søbestene drev forbi Stad. De børstærke Skibe bar sine lange Sider forbi Stim. Havets Falke seilede saaledes nordover, at den dygtige Hærkonge kom nord i Nid.[5] Vi skal ikke her opholde os ved den egentlige Reiserute i Norge: vi ser, at den islandske Skald har mærket sig de samme Aabninger i Skjærgaarden, som ogsaa i nyere Tid alle søsyge Reisende frygter paa Vejen til Throndhjem: Sletten[6] i Søndhordland, Stad og Stemshesten. Det er kun de første Punkter: Limfjorden, Agder, Lister, Ekersund, der vedkommer os; thi fra Limfjorden direkte til Agder og Lister, det er den Rute, som Skalden kun kan nævne, nar han seiler ud af Limfjordens vestlige Aabning og derfra drager lige mod Nord. Saaledes har ogsaa de ældre Sagafortællere gjengivet Skaldens Ord. Olavssagaen, der lader Reisen udgaa fra Danmark, siger, at Kongen “seiler sønden fra Jylland over Limfjorden med 1200 skibe og kom til Agder“[7], og endnu bedre passer det, naar som i “Noregs konungatal“ Reisen udgaar fra England: “nu drager Kong Knut med en stor Hær vestenfra England og til Danmark .og kom til Limfjorden, og derfra seilede han til Norge med 1200 skibe (thi han havde udbedt fuld Almenning baade fra Danmark og England) og kom med sin Hær til Agder og seilede saa nordover langsmed Landet[8]. Ingen af disse Forfattere har vel været opmærksomme paa, at man fra den østlige Munding af Limfjorden ved at seile nordover ikke kom direkte til Agder, men til Viken. Snorre har derimod lagt Mærke dertil og har forandret sin Fremstilling derefter. Han siger nemlig: “Kong Knut drog sin Hær sammen (i Danmark) og styrede til Limfjorden. Men da han var færdig, seilede han derfra med hele sin Styrke til Norge, han for hurtigt frem og laa ikke ved Land østen Fjorden (ɔ: i Smaalenene eller Bohuslén); han seilede over Folden (eller længere nede: udenskjærs forbi Folden) og lagde til paa Agder“[9]. Denne Beskrivelse svarer jo kun til en Reise fra Limfjordens østlige Munding gjennem Kattegat og Skagerak; altsaa ogsaa her kjender Snorre kun den østlige Munding og ændrer sine Kilders for ham utydelige Ytringer for at faa dem til at passe til sin Forestilling.

Skal man skaffe sig en sikker Opfatning af, hvormeget Snorre og Islændingerne kjendte af Danmarks Geografi, bør man altid huske paa, at de, selv om de vidste bedre, angav Beliggenheden ikke efter de virkelige Verdenshjørner, men efter Kursretningerne. Selv Snorre fremstiller det derfor som om Jylland ligger syd for Øerne, eg diese syd for Skaane; saaledes ser vi en svensk Konge fra Øresund seile “syd“ til Vendsyssel (Side. 76) og Kong.Magnus fra Jylland seile “nordefter“ til Sjælland (Side 539); ved Siden deraf nævner dog Snorre af og til den virkelige Retning, men netop denne Vexel kan fremkalde Misforstaaelser hos Fortolkerne. Og dertil kommer, at Snorre aldrig havde været i Danmark og derfor let kunde tage Fejl, naar han var afhængig af uvidende Forgjængere. Det er saaledes undskyldeligt nok, naar Snorre lader Venderslaget staa “ved Skotborgaa paa Lyrskogshede“ (Skotbergaa er = Kongeaaen (ved Nørrejyllands Grænse, Lyrskov er lige ved Slesvig!); thi her havde allerede hans Forgjængers vist ham Veien ved at sammenblande to forskjellige Træfninger i samme Felttog og de støttedes desuden af Skaldene, der baade nævnte Skotborgaa og Hedeby (Slesvig). Men af dette Exempel ser man dog, at Snorre manglede specielle Kundskaber i Jyllands Geografi. Og kunde han tro, at Skodborgaa flød ud ved Slesvig – altsaa i Østersøen, – bør det ikke forundre nogen, om han tænker sig Landskabet Thjod (Thy, nordvest for Limfjorden ved Vesterhavet) paa Østkysten af Jylland. Dette er dog virkelig saa, og han deler.her Feilen med sine islandske Forgjængere, skjønt alle nyere Historikere synes at have overseet det og derved har fremkaldt mere eller mindre haartrukne Forklaringer af Kong Harald Haardraades Herjetog i Jylland Aar 1050. Vi maa atter gaa ud fra den ældre Beretning, der foreligger i “Morkinskinna“ eg i “Noregs Konungatal“. Efter disse drager Harald fra Gøtelven “syd til Jylland“ (ɔ: vest over Kattegat til Jylland) søndenfor Skagen øg saa forbi Thjod. Her kunde man tro, at der var ment paa Jyllands Nordvestkyst, men man rives dog snart ud af denne Tro,; naar man ser, at Harald fortsætter sin Vej “helt syd til Hedeby (Slesvig)“, og til Overflod faar et udtrykkeligt Citat af Thorleik Fagre;’s Vers, at han “kom til Byen østenfra med sine Skibe“. Til yderligere Bestyrkelse beskrives ogsaa Hjemveien: her farer Harald og hans Mænd atter “nord forbi Thjod“ og længer nord “veg de øster til Limfjorden, mest fordi Vinden drev dem ud af Kurs“; nu maa de ro videre nordover og ligger saa om Natten ved – Samsø, hvor Kong Sven overrasker dem; og ogsaa her tilføies til yderligere sikkerhed et Vers af Thorleik, hvorefter de da var i “Jyllandshavet“ (Kattegat). Det kan da ikke nægtes; at Sagaskriiveren hele Tiden har tænkt paa Farvandet øst for Jylland og henfører baade Thjod, Hedeby og Samsø hid, og man kan hverken (som Munch) tænke paa en Reise langs Jyllands Vestkyst og et Overfald overland øst til Hedeby eller (som Bricka og efter ham Steenstrup) lade Harald seile først langs Vestkysten forbi Thy, saa fare gjennem den aabne Limfjord og videre langs Østkysten til Hedeby; thi lignende Slangebugtninger maatte han da ogsaa have foretaget paa Hjemreisen, uden at et Ord derom var nævnt i Sagaen. Sagaskriveren har ved “Thjod“ tænkt sig et Landskab paa Østkysten af Jylland (maaske den fremspringende Halvø Dyrsland), medens de nyere Fortolkere har havt de virkelige Stedforhold for Øje. Det er ogsaa let at se, hvorledes dette ulykkelige “Thjod“ har forvildet sig ind i Sagaberetningen. Grundlaget for denne er egentlig Viser af Thorleik Fagre, der i disse nævner baade Mødet ved Elven, Hedebys Plyndring og Omraadet i Jyllandshavet. Men ved Siden deraf havde man et Par Vers af Stuv den blindes Arvedraapa; denne synes i sin Helhed at have nævnt alle de danske Landskaber, som Harald i den 46aarige Krig plyndrede, men kun et Vers om Falster og et om Thjod er levnet. Det første benyttede Sagaskriveren for dermed at udfylde et tomt Aar mellem Toget til Godnarfjorden (1048) og Toget til Hedeby (1050); til det andet vidste han ikke bedre Plads end at indskyde det i Fortællingen om Toget til Hedeby, hvorved Thjod blev en station paa Reisen hid. Derved kom han til i al Uskyldighed at flytte Thjod til Østkysten af Jylland og foraarsage nyere Historikere meget Hovedbrud for atter at faa Rede i Fortællingen.

Sammenligner man hermed Snorres Fremstilling, vil det sees, at hans Kundskaber ikke strakte sig stort længer end hans Forgjængeres. Ogsaa hos ham seiler Kong Harald “søndenfor Skagen“, “syd forbi Thjod“ og “helt syd til Hedeby“ med samme Citater af Thorleik og Stuv – altsaa ogsaa Snorre taler her kun om Jyllands Østkyst. Dog har han – som man kunde vente – gjort betydelige Forbedringer; thi vistnok foregaar ogsaa Hjemreisen “nord langs Thjod“, men han sparer dog Nordmændene for at komme fra Thjod “østenfor Limfjord“ og deretter drive tilbage helt ned til Samsø; hos Snorre seiler de fra Thjod “nord langs Vendelskage“, men blir saa drevet over til Læsø (ikke til Samsø). Dette er ganske vist en stor Forbedring – hvis Aarsag er aabenbar –, men Thjod er bleven staaende for at vise, at der er endnu mange Steder i Kongesagaerne, som trænger til Revision.

For at bestemme hvordan Snorre har tænkt sig Limfjorden, gjør vi rettest i at bese de Steder, hvor han ellers omtaler denne og dens Udseende. I Ynglingasaga nævnes den to Gange: den svenske Kong Jørund “drog en Sommer med sin Flaade til Danmark, herjede paa Jylland og for om Høsten ind i Limfjorden og herjede“ o. s. v.; hans Sønnesønssøn Kong Ottar seiler ligeledes fra Øresund “syd“ til Jylland, lægger ind i Limfjorden og herjer paa “Vendel“. Paa disse Steder forudsættes det som bekjendt, uden at det udtrykkelig nævnes, at Fjorden kun har et Indløb og dette er fra Øst. Det samme gjentager sig i Fortællingen om Haakon Jarls Daab: denne „sker paa Morsø, han drager derpaa tilbage til sine Skibe længer ude i Fjorden og sætter tilhavs ud i – Kattegat; og dette falder i den Grad af sig selv, at det blot er af Sammenhængen dette fremgaar. Altsaa overalt hidindtil har Snorre vist, at han har den Forestilling, at Fjorden gaar ind Jylland fra Øst, og da han ingensteds gjør opmærksom faa, at den er eller har været et aabent Sund, maa man slutte, at havn ikke vidste noget derom. Thi derom kan der jo ingen Tvivl være, at fjörðr i Oldsproget betyder “en ind i Landet gaaende, smalere Havarm“, og aldrig i Litteraturen bruges om andet end virkelige Fjorde. Baade de gamle og de nyere Nordboer har fastholdt denne Betydning af Fjord, selv om de kunde overføre Navnet paa Farvand med Fjordkarakter som Pettlandsfjörðr ved Skotland eller det nyere “Vestfjorden“ i Nordland, eller endog paa langstrakte Indsøer som Randsfjorden eller Glafsfjorden. Pettlandsfjorden synes at være det eneste gamle Stedsnavn, hvor denne Analogi har raadet; Navnet er vel fra 9de Aarhundrede. Limfjordens Navn er vistnok meget ældre, men det er rimeligst at antage, at den har faaet det, mens den var lukket i Vest, altsaa var en Fjord.

Vi skal efter dette se paa Snorres Beretning om Haralds Tog ind i Limfjorden, der har vakt saa megen Splid.[10] Det er særeget for denne Beretning, at ingen af Snorres Forgjængere kjender den, hverken de kortere Kongehistorier (Thjodrek, Ágrip) eller de længere islandske Sagasamlinger (Morkinskinna, Noregs Konungatal) eller Haakon Ivarssøns Saga[11]. Endvidere mas mærkes, at ind i Beretningen er indskudt en Fortælling om, hvorledes Harald skaffede Vand ved Hjelp af en Orm – en Fortælling, som i de ældre Kilder danner en Episode af Nisaafelttoget (1062), men som Snorre henlægger til Toget i Limfjorden (1061) for at redde den for Historien, da den paa hint Sted ikke passede[12]. Til Beretningen harer en Beskrivelse al Limfjorden, som alle Fortolkere er enige om at erklære for udmærket, uagtet de forklarer den forskjelligt. Man har endog gaaet saa vidt at opfatte den som en “speciellere Meddelelse om Limfjordens og dens Omgivelsers fysiske Beskaffenhed og Tilstand i det 11te Aarhundrede“; men dette er dog at lægge formeget i den. Snorre beskriver naturligvis Fjorden saaledes som hans Hjemmelsmænd skildrede dens Udseende, altsaa naar intet udtrykkeligt er bemærket om Forandring i Tidernes Løb, saaledes som den saa ud paa hans egen Tid; derfor siges overalt i Nutid: “saaledes ser Limfjorden ud, at den ved Indløbet er som en smal Elve-Rende (áráll), men kommer man længer ind i Fjorden, da er den som et bredt Hav“ (sem mikit haf). Det er jo idethele en Særegenhed hos Snorre, som flere Forskere ved Limfjords-Spørgsmaalet altfor meget har overseet, at han for at belyse de historiske Begivenheder tilføjer oplysende geografiske Bemærkninger, som man kan se han har skaffet sig under sin Reise i Norge og Sverige 1218–20 enten ved selvstændige Stu dier paa Stederne eller ved Efterspørgsel hos stedskjendte Hjemmelsmænd. Jeg minder her om Beskrivelsen af Frædø i Anledning af Slaget c. 955: “Der er flade og store Sletter, men ovenfor gaar en lang og temmelig lav Brekke“[13] eller om Godøerne i Anledning af Olav Trygvessøns Tog mod Raud ramme: de Øer, som Raud beboede, hedder Gylling og Hæring, men tilsammen kaldes de Godørne, og nordenfor dem (er) Godøstrømmen, mellem dem og Fastlandet“[14] eller om Mælaren i Anledning af St. Olavs Ophold der: “fra hele Svealand falder Elvene i Logen, men der er kun en Os mod Havet og saa smal, at mange Elve er bredere; men naar der falder meget Regn eller Sneen smelter stærkt, da strømmer Vandene saa voldsomt at der er Fossefald ud gjennem Stokksund, men Logen flømmer da højt op paa Landet“[15] eller om den svenske Landskabsbeskrivelse i Anledning af Stridighederne mellem Norge og Sverige c. 1018 (mærk navnlig: det har holdt sig hele Tiden siden, men varer nu kun 13 Dage[16], eller om Sarpsborg ved dens Anlæg (“der er en stor Fos, som hedder Sarpen, et Næs gaar ud i Elven syd mod Fossen[17], og om Karmøen i Anledning af Thore Sels Drab (“den er saadan beskaffen, at den er stor, lang og almindeligvis ikke bred, den ligger ved den sædvanlige Vej udenskjærs; den bebyggede Del er stor, men den er mest ubebygget paa Havsiden“[18].

Om flere af disse Beskrivelser gjælder det, at Snorre ikke selv har seet Stederne, men beskriver dem efter andres Beretning, og ganske sikkert er dette om Godøerne, om Mælaren og om Limfjorden. De har alle den samme Karakter, de er kortfattede og træffende, og han indskyder dem i Fortællingen, selv om denne havde et fast skriftligt Grundlag; da de er Forfatterens personlige Eiendom og karakteristiske for ham i Modsætning til den ældre Tradition, maa man vel vogte sig for af dem at drage Konsekvenser om de beskrevne Steders tidligere fysiske Beskaffenhed.

Snorre fortæller nu saaledes om Haralds Ophold i Fjorden: “Kong Harald fik vide af sine Speidere, at Kong Sven var kommen med en stor Flaade til Fjordmundingen, men det gik sent med at seile ind i Fjorden, thi kun ét Skib kunde seile ad Gangen. Kong Harald styrede med sine skibe ind i Fjorden; der hvor den er bredest, heder den Lusbreid, men der er et smalt Eid fra den indre Vig vest til Havs“. Ved Fjordmundingen menes Indløbet ved Hals, thi netop her er den smale Rende; allerede ved at tale om Fjordmundingen (fjarðarmunni) viser Snorre her, at han anser Limfjorden for en virkelig Fjord, ligesom “Þrondheimsmynni“ er det yderste af Throndhjemsfjorden og “Slesmynni“ (i Flensborgs Stadsret) Mundingen af Sle (Slien); vi har ogsaa ovenfor seet, at Snorre ikke alene ingen anden Aabning af Fjorden kjender, men endog ændrer sine Kilders Ord for at faa dem til at passe til denne Forestilling. – Lusbreid kaldes den bredeste Del af Fjorden i alle gode Haandskrifter: Kringla, Jöfraskinna og Eirspennill; i Codex Frisianus staar rigtignok “Lyseið“ (feilskrevet for breið paa Grund af det efterfølgende “Eid“), dens Skriver har altsaa rimeligvis i sin Original havt Lysbreið[19]. Dette Stedsnavn svarer ganske til det nuværende Navn paa den bredeste Del af Fjorden, Livø-Bredning, thi Livø hed i ældre Tid Lygh; altsaa skulde den rette Form have været Lygs-breið, og at dette Navn paa sin Vei til Snorre ikke er bleven mere forvansket end til Lusbreið eller Lysbreið, er høist mærkeligt; man tør dog ikke med N. M. Petersen rette til Ligsbreið.[20] Nu staar der altsaa, at fra Vigen indenfor er der et smalt Eid vest tilhavs; det passer jo ganske godt paa Eidet ved Bulbjerg, der er mindre end en halv dansk Mil bred[21], og den indre Vig af Lygsbreid bliver da den saakaldte Bygholms-Veile. Rigtignok gaar denne Vig ikke lige mod Vest, men mod Nordvest eller kanske en Streg nærmere mod Nord; denne Unøiagtighed er dog for intet at regne, om man som Snorre betegner Jyllands Længdestrækning fra Vest mod Øst istedetfor fra Nord mod Syd. Og denne Opfattelse af Snorres Ord er – saavidt jeg kan se – den eneste sproglig og geografisk mulige. Det er ogsaa den, som hans nærmeste Eftertid paa Island vedkjendte sig; jeg tænker her paa den saakaldte Knytlingasaga, der er forfattet i Høiden et Snes Aar efter Snorres Død, efter manges Mening enten af hans Brodersøn Olav Thordssøn eller paa Grundlag af dennes (mundtlige eller skriftlige) Samlinger, medens alle er enige om, at dens Forfatter har ikke alene studeret “Heimskringla“ som Mønster, men ogsaa stærkt benyttet den og hyppig gjort Uddrag af den. Foran den egentlige “Knutssaga“ har Forf. nu i Lighed med Snorres Skildring af de svenske Landskaber givet en dansk Landskabsbeskrivelse. Efter her at have beskrevet Jylland som den sydligste Del af Danmark – efter den almindelige islandske Opfatning – opregner han Bispedømmene, og efter Viborg staar: Limfjord heder (en Fjord) i Jylland, det er en stor Fjord, som gaar ind fra Nord[22] til Syd (ɔ: fra Øst til Vest); fra den nordre Del af Limfjorden er et smalt Eid vest til Havs, som heder Haraldseid, derover lod Kong Harald Sigurdssøn sine Skibe drage, da han undkom for Kong Sven“. En Del af Udtrykkene er her saa beslægtede med Snorres Ord, at man vil se, at de ligefrem er laante fra ham; kun Navnet Haraldseid er nyt, og da Sagnet selv ikke kjendes fra Danmark, kan man antage, at Navnet er opstaaet paa Island i Tiden mellem Snorre og Knytlingasagas Udgivelse. Udtryksmaaden “fra den nordre Del af Fjorden“[23] er ikke meget heldig; det gaar ikke godt an i en Fjord, som gaar fra Nord mod Syd, at tale om den nordre Del af Fjorden, thi naar der fra den skal gaa et smalt Eid til Havet i Vest, kan denne Del ikke ligge lige ved Indløbet. Men iallefald er det tydeligt, at Knytlingasaga ikke kan mene det Eid, der nu i Vest adskiller Vesterhavet fra Limfjorden (ved Harbo-øre), men et meget østligere, og da maa man ogsaa her stanse ved Eidet ved Bulbjerg.

Denne Forklaring af Snorres Ord, at han lader Harald trække sine Skibe over ved Bulbjerg, er imidlertid ganske ny, første Gang fremsat af P. A. Munch. Tidligere, vistnok allerede fra Torfæus af, tænkte man paa det smale Eid, som i det allervestligste af Fjorden skilte denne fra Vesterhavet, ved Harboøre-Agger, og nogle har endog benyttet Snorres Ord som Bevis for, at Fjorden i 11te Aarhundrede var lukket mod Vest, altsaa mod de danske Kilders Troværdighed. Dette gaar dog umulig an; Snorres Ord kan vidne om Limfjordens Skikkelse efter 1200, ikke for 11te Aarhundrede, hvorom han savner Kundskab. Hans Ord kan ogsaa kun høist uegentligt anvendes paa det vestligste Eid ved Agger, nemlig naar man forudsætter Urede i Beretningen, som dog udtrykkelig fordrer kun et Par Timers Roning fra Fjordene store Bredning, der baade skildres og benævnes rigtigt. Der er ogsaa al Grund til at tro, at Snorre vilde lagt dette Eid ikke “vestr til hafs“, men “suðr til hafs“, efter sin Opfatning af Jylland og Limfjorden, der falder sammen med Knytlingasagaens.

Jeg har her ganske seet bort fra Prof. Steenstrup’s Forklaring af Snorres Ord, som jeg maa ansee for vildledende, ikke blot fordi Ordene hos Snorre ikke kan betyde, hvad han lægger i dem, men ogsaa fordi del maatte forudsætte Limfjordens Aabning mod Vest, som Snorre viser paa mange Steder, at han ikke kjender til. Sætningen “þar or víkinni innanverðri er eið mjótt vestr til hafs“ oversætter Steenstrup nemlig: “der er fra Vigen, som ligger indenfor, en smal Barre (Revle) vest ud i Vandet“. Denne Betydning faar han frem ved at betragte hvert Led for sig istedetfor at see dem i Sammenhæng. Ved “Eid“ forstaar han ikke Ordet i sin almindelige Betydning, men om en Revle i Vandet, en Barre, der ikke altid behøver rage op over Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Fjerde Bind.djvu/167 Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Fjerde Bind.djvu/168 Vandet; og han sammenligner Steder paa Island og Færøerne, der kaldes “Eid“, uagtet i Flodtiden disse “Eid“ kan være satte under Vand. Benævnelsen har altsaa været givet dem, selv om de til sine Tider ikke svarede til den, idet vi maa hævde, at Betydningen af “Eid“ bestandig forudsætter et Stykke Land (en Isthmus), der adskiller to Vande og forbinder to Lande. Ordene “or víkinni innanverðri“, siger han, maa kunne tages efter Ordene, saa at altsaa Eidet “kom ud fra eller havde sin Oprindelse fra Bugten indenfor“. Han stiller dernæst Ordene “er ... vestr til hafs“ sammen og paastaar, at “med Ord, der angive at en Gjenstand er, ligger, findes paa et Sted, betyder Udtrykket “til havs“ at være ude paa, ude i Søen, til Søes, i Vandet“. Allerede dette maa jeg benegte, og Exemplerne, som skulde vise en saadan Betydning, viser andenstedshen. “Skip er hlaðit til hafs“ betyder ikke “Skibet ligger paa Søen ladet“, men Skibet er bleven ladet til (at fare over) Havet (til i Betydn. af en Hensigt); “til hals út“ betyder baade i det gamle Sprog og i nyere Norsk “ude mod Havet“[24]. “Hav“ betegner jo i det gamle som nyere Sprog ikke det samme som det mere farveløse “Søen“, men altid det aabne, store Hav, enten i Modsætning til Fjordene eller til Landet og Kysten. Man vil aldrig i den gamle Literatur finde det brugt om andet end de større Have, og om dets Betydning i nyere Norsk kan henvises til Ivar Aasen (der endog oversætter det med “Ocean“), hos hvem man vil finde Sammensætninger som Hav-gap (Aabning mod Havet), Hav-gula (Vind fra Havet, som blæser ind ad Fjordene), Havs-auga (Sund mod Havet) o. s. v. Det er altsaa ganske træffende, naar Snorre først sammenligner Limfjordens trange Indløb med en “Aa-Rende“ og derpaa Livø-Bredningen med et “stort Hav“ (er sem mikit haf); men man bør ikke derfor sige, at Snorre har “kaldt den Del af Fjorden et bredt Hav“, og det er aldeles utilladeligt deraf at drage den Slutning, at naar han senere i Capitlet brugte Ordene “til hafs“, saa tænkte han paa dette “brede Hav“.

Ved et Eid i norsk-islandsk Betydning tænker vi ikke altid først paa de to Landstrækninger, der forbindes, men snarere og ialfald samtidig paa de to Søer, der adskilles, (Ivar Aasen definerer derfor Eid rigtigt som et “smalt Landstykke mellem to Søer“); skal altsaa Snorre nogenlunde kort beskrive et Eid, bør han ikke (som Steenstrup mener) sige “der er et Eid mellem Landet og Øen eller Halvøen“, men “der er et Eid mellem Limfjorden (eller en Del af den) og Vesterhavet“, og dette siger ogsaa Snorre udtrykkelig, naar man vil tage de Ord sammen, som hører sammen: Der hvor Fjorden er bredest, hedder den Lusbreid, men der (ɔ: ved Lusbreid) er et smalt Eid fra Vigen længer inde (ɔ: længer inde i Fjorden, regnet fra Indløbet) vest til Havs. Endog Knytlingasaga maatte paabyde denne Forklaring; thi her maa dog “vest til Havs“ betyde “til Vesterhavet“, ikke til Limfjordens “indre Hav“ (Lusbreid), thi dette omtales jo ikke her. Eidet beskrives altsaa netop, som Ivar Aasen forlanger, idet de to Søstrækninger angives: det strækker sig fra vigen i Lusbreid til Vesterhavet.

Sin Mening om, at Harald kun drog sine Skibe over Løgstørgrunden og derfra seilede Fjorden ud mod Vest, har prof. Steenstrup støttet til et Par Indsigelser mod hver anden Opfatning, hvilke kunde synes at have Vægt. De nærmere Detaljer ved Snorres Beskrivelse skal efter hans Mening passe bedre paa en Dragen over Grundene end paa en Dragen over det næsten 4–Mil lange Eid ved Bulbjerg. Snorres Ord “de lossede Skibene“, “trak dem over Eidet og ladede dem igjen“ skal kun svare til “en almindelig i alle Lande brugt Udvej at bringe skibe over Revler og Grunde ved at losse dem“, men det skal være “en ualmindelig Udvej at anvende Losning, naar Skibe, allerhelst lette Skibe, skal trækkes over Land, hvis nogensinde en saadan Udvej har været brugt“. For at besvare denne Indvending, maa vi først gjøre os klart, hvad Snorre mener med Haralds lette Skibe (“lettiskip“). De nævnes aabenbart i Modsætning til de almindelige store Krigsskibe, Langskibene, der havde indtil et Par Hundrede Mands Besætning; det naturlige bliver da at ansee dem for almindelige Ledingsskibe. Nu brugtes i Viken til Ledingen kun “Tvitugsessur“[25], den mindste Sort Ledingsskibe, og mindre Skibe kunde Harald da umulig bruge til Færd over Kattegat. Tvitugsessur (Skibe med 20 Rorbænke ɔ: 40 Aarer) forudsætter en Bemanding af omkring 100 Mand og kan altsaa ikke være saa ganske smaa Skibe; som mindre end store Jagter kan vi ikke godt tænke os dem. Naar disse var ladede med Bytte og skulde over Eidet, vilde man saa først losse dem, eller vilde man trække dem over Land med Ladningen i? Nutildags bruger man hertillands vistnok sjelden at trække andet end mindre Baade overland, og da lader man ofte mindre Ladninger ligge i; men det følger af sig selv, at om det blir for tungt at trække Baaden med Ladning i, saa losser man først Baaden, trækker den afsted og bærer Ladningen efter; Sømænd har for mig erklæret, at en saadan Transportmaade er velsaa hyppig[26]. Og den synes dog ganske den naturlige, naar der er Tale om Krigsskibe (svarende til større Jagter) og disse endog ladede med Krigsbytte.

Endog den Tid, der medgik, skulde efter Steenstrup bevise, at der kun var Tale om Løgstørgrundene. Til Vigen ror Harald og hans Mænd “om Aftenen“ – altsaa paa et Par Timer – og om Natten faar de Tid til at losse Skibene, trække dem over Land, hente Ladningen og endda være færdige ved Daggry. Jeg maa tilstaa, at mig forekommer dette aldeles ikke at høre til Umulighederne. Bruger vore Skydskarle paa sine større Baade at ro en Mil 2 Timer –, saa kunde deres Forfædre for 800 Aar siden ikke staa saa langt tilbage, thi om Skibene var større, saa var der da flere om hver Aare, og de faa Mil fra et Sted ved Lusbreid ind i Veilen ved Bygholm skulde der vist ikke vare mange Timer til at ro. Og selv om man tager Hensyn til de “korte Sommernætter“ (vi véd forresten ikke, paa hvilken Tid af Sommeren Toget foregik og om, hvor kort Natten var), maa det dog ansees gjørligt i en 7–8 Timer at trække skibene over Eidet vest for Bulbjerg, “hvor de baade havde ret gode Vanddrag og lavere Landpartier for sig“; til Sammenligning gaar det ikke an at afvise det Sted i Haakon Haakonssøns Saga, hvor denne Konge Aar 1226 paa Toget mod Ribbungerne lod sine skibe – 33 i Tallet – drage over Land fra Oslo til Øyeren og dertil kun brugte 2 Nætter (Sommernætter). Stykket fra Oslo til Stalsberg ved Øyeren er norsk Mil langt (“to lange Raster at drage over Myrer og Skoge, før de kom til Søen“), og Kongens Skibe var her ikke “Letteskibe“ men virkelige Langskibe, hvoriblandt Kongens store Drage udtrykkelig nævnes.

Vi maa altsaa holde fast ved, at det var Snorres Mening, at Harald drog over Eidet ved Bulbjerg. Men, indvender man, hvortil da det hele Arbeide? Fjorden var jo aaben i Vest, hvorfor seilede han ikke lige ud? Vi bar hidtil kun holdt os til Snorres Beretning, vi bar seet, at han ikke alene ikke kjender en saadan vestlig Aabning, men at han tvertimod forudsætter, at Fjorden der var lukket, med andre Ord, at Fjorden var “Fjord“; Beretningen stemmer altsaa vel med sig selv. En anden Sag er det, om man vil undersøge hele Sagnets historiske Værd. Naar nemlig Snorres Forudsætning er urigtig og han har skildret Sagnet med sin samtids geografiske Forhold for Øie, blir det et nyt Spørgsmaal: hvorledes saa Sagnet oprindelig ud? hvad har Snorre lagt til? og – er Sagnet egte? Hvis Sagnet er fra Haralds egen Tid, da Limfjorden var aaben mod Vest, behøver kun denne Forudsætning at være glemt af Sagnfortælleren, og Snorre har da skildret Bedriften saaledes, som han maatte tænke sig den; vi kan jo let tænke os et Led af Sagnet tabt, f. Ex. at Kong Sven var kommet ind i Bredningen med sin store Hær, og at det gjaldt for Harald at undslippe uden Kamp, eller at danske Skibe havde samlet sig ogsaa i den vestlige Del af Fjorden; isaafald var det jo nødvendigt at redde sig over Eidet fra Danernes Hænder. Er derimod Sagnet senere, fra den Tid da Limfjorden atter var lukket, da kan dette Sagn enten være ligefrem gjengivet af Snorre, saaledes som hans Hjemmelsmand refererede det, eller ogsaa kan Sagnet være fortalt om det vestligste Eid og Snorre – som ikke vidste, hvor langt Limfjorden gik ind i Vest – have afpasset Beretningen efter sit Lokalkjendskab. Men om Bedriften er historisk eller ei, derom kan ingen sikker Oplysning gives. Ingen samtidig Kilde, intet dansk Sagn, ikke Mag. Adam, ikke en Skald omtaler det. At Haralds “Samtid eller nærmeste Eftertid“ særlig erindrede og priste denne Bedrift, har man sluttet af de to stavrimede Linjer om at “Harald slap af Danernes Hænder“, som Snorre lader Haralds Mænd synge paa Hjemveien; men selv dette er usikkert, thi Linjerne er uden Forfatternavn og er komne til Snorre med selve Fortællingen. De kan ligesaa godt være digtede langt senere, f. Ex. i 12te Aarhundrede, og bærer samme Karakter som de mange Visestumper, vi finder i Sverressaga. Kun det véd vi, at Snorre har truffet paa et Saga om Haralds Bedrifter i Limfjorden. Da dette Sagn ikke støtter sig til en navngiven Skald og ikke viser sig i Kongesagaerne før med Snorre, kan det ikke tilhøre den islandske Tradition; hos Snorre er det knyttet til Beretningen om Oslos Anlæg, og man kan derfor gjætte paa, at det er et Lokalsagn fra Viken, hvilket Snorre har fundet og optegnet den Vinter, han opholdt sig her (1218–19). Men et saadant Sagn kan aldrig faa den Betydning, at det slaar ihjel alle danske Beretninger og samtidige Skaldes Antydninger af, at Limfjorden i 11te Aarhundrede var aaben mod Vest.

15. Februar 1876.

Efterskrift. I det nys udkomne Februar–Martshefte af “Det nittende Aarhundrede“ har Hr. Fuldmægtig A. D. Jørgensen gjort Steenstrups Afhandling til Gjenstand for en Anmeldelse. Hans Anker falder tildels sammen med vore; navnlig kan fremhæves hans Kritik af Steenstrups Oversættelse af Snorres Ord (cf. ovenfor Side 128–29), hvor han bl. a. gjør opmærksom paa, at der til “or víkinni er eið mjótt vestr til hafs“ findes en træffende Parallel i det ovenfor S. 129 citerede Udtryk af Snorres Olavssaga “einn óss er til hafs or Leginum“. Naar jeg iøvrigt ikke kan erkjende, at Hr. Jørgensen har Ret i Spørgsmaalet om Fjordens Skikkelse i 11te Aarhundrede, tror jeg ovenfor at have fremført mine Grunde.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ “Om Limfjordens Forbindelse med Vesterhavet i 11te Aarhundrede“ i Aarbøger for nord. Oldk. 1868 S. 313–33.
  2. ↑ R. H. Kruse, Et Bidrag til Limfjordens Historie i det 11te Aarhundrede (Aarb. 1869), A. D. Jørgensen, Harald Haardraade i Limfjorden (Aarb. 1870), C. F. Bricka, Endnu nogle Ord om Limfjordens Forbindelse med Vesterhavet i det 11te Aarhundrede (Aarb. 1871), Kr. Erslev, Harald Haardraade i Limfjorden (Aarb. 1873).
  3. ↑ “Harald Haardraade i Limfjorden og Limfjordens Tilstand i XIte Aarhundrede“, i “Fra Videnskabens Verden almenfattelige Smaaskrifter af danske og norske Videnskabsmænd, No 13–14.
  4. ↑ Ol. s. h. helga (Chr. 1849) Cap. 64. Fagrskinna (Noregs konungatal) Cap. 100. Hskr. (Ungers Udg.) Side 417.
  5. ↑ Ol. s. h. helga Cap. 76. Fagrsk. Cap. 104. Hskr. Side 440–41.
  6. ↑ Munch forklarede “Hjørnagli“ om Hornelen, som dog ellers hedder “Hornæli“ (cfr. Smalsarhorn); N. M. Petersen (og efter ham Keyser) vaklede mellem Hornelen og Kjærnaglen (eller Tjørnaglen), en Udhavn ved “Sletten“ paa Halvøen mellem Bømlfjorden og Buknfjorden. Dette sidste er vistnok det rette (se Peder Claussöns Norges Beskrivelse Side 70).
  7. ↑ Cap. 69. Man bør vist ikke har betone yfir foran “Limfjorden“ og deraf slutte, at Forf. har kjendt Limfjordens ældre Udseende.
  8. ↑ Fagrskinna Cap. 104.
  9. ↑ Hskr. Side 438.
  10. ↑ Hskr. Side 690–91.
  11. ↑ I det af mig udgivne Haandskrift er der vistnok her en Lakune paa et Par Blade, men Svanings latinske Uddrag af Sagaen (i kgl. Bibl., gml. kgl. Saml. No. 2434) viser dog, at dette Tog ikke har været omtalt i Sagaen.
  12. ↑ Se min “Snorre Sturlassons Historieskrivning“ Side 182.
  13. ↑ Hskr. Side 10017.
  14. ↑ Hskr. 1926.
  15. ↑ Hskr. 22113.
  16. ↑ Side 286 Cap. 76, navnlig: hefir þat haldist alla stund siðan, ok er nú hafðr eigi meiri en þrjá daga.
  17. ↑ Hskr. 26510.
  18. ↑ Hskr. 3668.
  19. ↑ Den sidste Form kan have staaet i Peder Claussøns Manuskript, siden han oversatte “Lius-brening“.
  20. ↑ N. M. Petersens samlede Afhandlinger 1. 142. Livø kaldes i det 13de Aarhundrede Lygh el. Ligh (se O. Nielsens Udg. af Kong Valdemars Jordebog S. 136). Jeg havde tidligere fulgt Hr. Kruses Paastand, at ved “Lusbreid“ forstodes “Lysenbredning“, men ser nu af Hr. Steenstrups Oplysninger (Side 27), at dette Stedsnavn nok omtrent ikke existerer, ligesom man da maatte formode, at Snorre havde urigtigt henført dette Navn til den større Bredning.
  21. ↑ Prof. Steenstrup gjør opmærksom paa, at hvis Nordmændene drog sine Skibe over ved Bulbjerg, har dette skeet vest for Bulbjerg, “hvor de baade havde ret gode Vanddrag og lavere Landpartier for sig“, ikke som Munch mente øst for samme (Side 29).
  22. ↑ Udg. i Frnm. Sögur har utnorðri (Nordvest), men da Modsætningen alligevel er “Syd“, gjør man vistnok rettest i med Arne Magnussøns Udgave at læse “af norðri“ (fra Nord). Denne udmærkede Kjender af Oldliteraturen indsaa vistnok, at saaledes maatte en Islænding fra det 13de Aarhundrede have udtrykt sig.
  23. ↑ Man har vistnok ingen Ret til at oversætte “fjörðr norðanverðr“, som “den nordlige Side af Fjorden“.
  24. ↑ Et Exempel paa denne Betydning ar Udtrykket “til hafs“, selv i Forbindelse med Ord som “liggr“ (hvad Steenstrup ikke vil anerkjende), er citeret ovenfor i Beskrivelsen af Karmøen, Hskr. S. 356: “þar er mikil bygð, ok er þó víða eyin úbygð, þat er út liggr til hafsins“; thi at dette kun kan betyde “paa Havsiden“, sees af den følgende Sætning: þeir Ásbjörn lendu utan at eyjunni, þar er úbygt var“. Et andet Exempel er: I Rínarkvíslum liggr Frísland norðr til hafs (Antiq. Russes II 404).
  25. ↑ Ældre Gulathingslov Cap. 315.
  26. ↑ Hr. Steenstrup tror ikke, at dette har været brugt nogensteds; han kjender altsaa ikke de nordamerikanske portages (Bæresteder), der netop har Navn efter denne Transportmaade.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Om_Limfjordens_ældre_Aabning_mod_Vest_og_Snorre_Sturlassøns_Kjendskab_til_Jyllands_geografiske_Forhold&oldid=217227»