Hopp til innhold

Om Jury

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Om Jury.
Foredrag holdt i Kristiania konservative Forening den 20de November 1886 af
Francis Hagerup.[1]

Ærede Forsamling!

Som det vil være Dem bekjendt, er en af de betydningsfulde Reformer, der er stillet os i Udsigt af det herskende Parti, og som formodentlig allerede i den nærmeste Fremtid vil paakalde Statsmagternes Afgjørelse, en indgribende Forandring af vor Strafferetspleie. Naar man kortelig skal betegne de to Hovedpunkter, paa hvilke denne Reform vil medføre et fuldstændigt Brud med de Principer, der beherske vor nuværende Straffeproces, kan man sige: den gaar ud paa at gjennemføre Mundtlighed i Stedet for Skriftlighed i Sagsbehandlingen; den kalder til Deltagelse i Straffesagens Paadømmelse for Tilfældet opnævnte Lægdommere ved Siden af de fast ansatte Fagdommere, der i vor nugjældende Proces med ringe Undtagelser have været ene om Domsafsigelsen.

Man betegner som bekjendt ved Mundtlighed eller, som det ogsaa ofte benævnes, Umiddelbarhed i Processen det Princip, at Dommen alene maa blive til paa Grundlag af Forhandlinger og Bevisligheder, som Dommeren har havt Anledning til selv umiddelbart at paahøre eller i det hele overvære i deres oprindelige Skikkelse. Det medfører saaledes, at Vidner umiddelbart maa føres for den dømmende Ret. Der vil ialfald kun rent undtagelsesvis være Anledning til at tage i Betragtning Vidneforklaringer, der kun foreligge for Retten som skriftlige Gjengivelser af, hvad Vidnet har udtalt. Skriftlighed betegner da det modsatte Princip: at Dommen alene kan afsiges paa Grundlag af skrevne Akter. Der forekommer naturligvis ogsaa her mundtlig Tale. Vidnerne afgive saaledes sine Forklaringer mundtlig. Men Dommeren kan intet Hensyn tage til, hvad der kun er forebragt ham mundtlig, og som ikke tillige er nedtegnet. Derfor bliver det heller ikke af nogen Betydning, om Bevisførelsen er foregaaet for den Person, der dømmer i Sagen eller for andre.

Mundtlighed og Lægdommere hænger ikke begrebsmæssig eller principmæssig sammen. Man kan i og for sig tænke sig Lægdommere saavel i en skriftlig som i en mundtlig Proces. Imidlertid hænger de nævnte Reformer saavel praktisk som historisk paa det nøieste sammen. Vi have i vore nuværende Søretter og enkelte andre Specialretter Exempler paa Lægdommere med skriftlig Proces. Men ingen, der har havt Anledning til praktisk at lære disse Retters Virksomhed at kjende, vil finde denne Kombination heldig eller overhovedet gjennemførlig i videre Udstrækning. At henvise Personer, der ikke besidde Retskyndighed eller habituel Øvelse i at finde sig til rette i skrevne Akter, til saadanne, vil i Virkeligheden i mange Tilfælde være ensbetydende med at gjøre Rettens Afgjørelse til et rent Tærningekast. Skal man kunne kræve af Lægmænd, at de danne sig en klar og begrundet Mening om Sagen, maa man nødvendigvis sørge for, at denne forelægges dem paa en saa anskuelig og umiddelbar Maade som muligt. Derfor har ogsaa mangesteds f. Ex. i Tyskland Lægdommernstitutionens Indførelse været den historiske Foranledning til Gjennemførelsen af Mundtlighedsprincipet.

Medens saaledes paa den ene Side Lægdommere vanskelig vil kunne indføres uden mundtlig Proces, maa det paa den anden Side, ialfald for vort Lands Vedkommende siges, at Mundtlighed vanskelig vil kunne gjennemføres, uden at man delvis besætter Domstolene med Lægmænd. Grunden dertil er ikke nogen tilsvarende til den, der gjør Lægdommere og Skriftlighed uforenelige. Det forholder sig ingenlunde saaledes, som det har været paastaaet, at retslærde Fagdommere skulde være ude af Stand til at praktisere Mundtlighedsprincipet, skulde lide af en habituel Tilbøielighed til at belemre Processen med skrevne Akter. Denne Paastand bestyrkes ikke i mindste Maade ved Erfaring. Man har f. Ex. i Tyskland i længere Tid paa Civilprocessens hele Omraade og en stor Del af Straffeprocessens havt Fagdommere og mundtlig Proces. Grunden til den nysnævnte Sammenhæng mellem de to Institutioner er en ren praktisk og ligger i følgende Forhold: den mundtlige Proces tilsteder ikke Appel i samme Grad som den skriftlige De skrevne Akter kunne forelægges en Overret i den identiske Skikkelse, hvori den forelaa for Underretten. Det mundtlige Ord kan derimod som saadant ikke opbevares, det kan i ethvert Fald kun gjentages, hvilket jo er noget helt andet og ledende til en Fornyelse af den hele Retsbehandling, noget, hvorom der kun i Undtagelsestilfælde kan blive Tale. Med denne Begrændsning i Adgangen til Appel hænger det sammen, at man under mundtlig Proces maatte have en ganske anderledes stærk Besætning af Underretterne, der nu regelmæssig beklædes kun af en enkelt Dommer. Man maatte ialfald i vigtigere Sager kræve, at en Straffedom, der skulde være inappellabel, mindst var afsagt af 5 Dommere. Men skulde nu Domstolene besættes med et saa stort Antal faste retskyndige Dommere, vilde dette kræve en saa stærk Forøgelse af Embedsmændenes Antal og af de til disses Reiser m. V. fornødne Udgifter, at Opofrelserne uden Tvivl vilde blive uforholdsmæssige, noget, der vilde træde saameget stærkere frem, som de saaledes oprettede Domstole vanskelig ville kunne ordnes paa en saadan Maade, at de fandt fuld Sysselsættelse alene med Behandling af Justitssager, medens man vilde komme i Forlegenhed med at angive, hvilke andre Forretninger der passende kunde henlægges under dem.

Af de her paapegede Grunde har ogsaa hos os Venner af Mundtlighedsprincipet optraadt som Talsmænd for Lægdommere, uagtet de indrømme denne Institutions Ufuldkommenhed, idet de mene, at disse Ufuldkommenheder, naar Lægdommernes Virksomhed ordnes paa den heldigst mulige Maade, dog ikke ere større end, at de opveies ved det ubestridelige Gode, som den mundtlige Rettergang i og for sig medfører.

Jeg har troet at burde fremhæve dette Forhold mellem begge Hovedsider af Reformen, fordi de ofte blandes sammen til Skade for den rette Erkjendelse af Reformens Betydning. Man ser ofte Lægdommer-Institutionen prist for Fortrin, som rettelig kun tilkomme Mundtlighedsprincipet. Og paa den anden Side hører man Indvendinger mod Lægdommere, der i Virkeligheden væsentlig vedkomme Mundtlighedens Gjennemførelse (saaledes f. Ex. Vidnepligtens Forøgelse, tildels ogsaa Retskredsenes Udstrækning).

Efterat jeg saaledes har søgt at klargjøre Forholdet mellem disse Punkter, vil jeg i det følgende kun beskjæftige mig med den Side af Reformen, der vel i væsentligst Grad har lagt Beslag paa Almenhedens Interesse, og som har skaffet Reformen den Ære eller det Uheld at blive en politisk Programsag for et helt Parti: Lægdommer-Institutionen.

Lægmænds Deltagelse i Retspleien har historisk optraadt under to forskjellige Former, der begge findes optagne i de hos os foreliggende Reformforslag: som Domsmænd eller Meddomsmænd og som Edsvorne eller Jury. De første afgjøre enten alene eller i Forening med Dommeren den hele Sag. Juryen beror derimod paa en Spaltning af Dommen, hvorved Skyldspørgsmaalet bliver henlagt under de Edsvornes Afgjørelse, medens Straffespørgsmaalet, — Udfindelsen af den Straf, der bliver at anvende paa den forbryderske Handling, om hvis Tilværelse Juryen har udtalt sig, — er undergivet Fagdommeren.

Begge disse Former ere af meget gammel Oprindelse. Særlig finde vi overalt i den germaniske Verden de ældste Domstole beklædte af Folket selv. Saaledes udøvede ogsaa paa vore ældste Herreds-, Fylkes- og Lagthing Folket umiddelbart en dømmende Myndighed. Denne vor ældste folkelige Retspleie har spillet en vis Rolle i de nyere Forhandlinger om Indførelse af Lægmandsdomstole. Man har talt om, at denne Reform kun vilde være at gjenindsætte Folket i den Stilling i Retspleien, som vore Fædre anviste det, og som det enevældige Kongedømme havde fraranet det. Og man har visseligen formaaet at tilvende Reformen en vis Popularitet ved paa denne Maade at søge Tilknytning for den i Traditionerne fra en Tid, paa hvilken vort Folk pleier at se tilbage med en i øvrigt ikke uberettiget national Stolthed. Det er derfor vel Opfordring til i korte Træk at pege paa, at denne historiske Parallel er fuldstændig misvisende.

Vore ældste Folkedomstole havde baade efter sin Oprindelse og sin Virkemaade en fra de moderne Lægmandsdomstole viden forskjellig Karakter. Og i Sandhed! Vi have al Grund til at lykønske os hermed. Thi hvor liden Tillid man end maatte have til den Reform, der er stillet os i Udsigt, er det dog tilladt at haabe, at den ikke tilnærmelsesvis vil virke saa slet, som vore gamle Folkedomstole virkede ialfald gjennem det sidste Aarhundrede af deres Levetid! — Retspleien var paa denne Tid (Slutningen af det 15de og endnu mere det 16de Aarhundrede) kommen i det sørgeligste Forfald.[2] Folkedommerne — Lagrettesmændene — vare i de fleste Tilfælde kun lydige Redskaber i de danske Lensherrers Hænder, der gjorde sig en Indtægtskilde af Sigtelser for Lovbrud. De mest skrigende Justitsmord bleve begaaede ved deres Domme. Og hvilken Pris de selv satte paa den høie Dommerstilling, derom har man et mærkeligt Vidnesbyrd i en Række Lovbud fra det 16de Aarhundrede, hvilke paabyde Lagrettesmændene at forvare sine Signeter, og have sin Foranledning deraf, at de meget hyppig overlod disse til Lensherrerne, der saaledes kunde fabrikere Domme efter Behov uden at uleilige Lagrettesmændene med det ofte besværlige Fremmøde paa Thinget. Der er derfor al Grund til at tro, at den Forandring i Retspleien, som indtraadte derved, at Dommermyndigheden efterhaanden helt gik over fra Thinget til de i 1591 indførte edsvorne Skrivere (de senere Sorenskrivere) med en regelmæssig ordnet Appel, langtfra opfattedes som noget Overgreb fra Enevældets Side, — hvad det heller ikke paa nogen Maade efter sin Tendens var, — men meget mere som en Lettelse for en besværlig og efter Datidens Forestilling høist unødig Byrde, og at den Retspleie, som derved opkom, af Folket omfattedes med langt større Tilfredshed og ydede en virksommere Betryggelse for Retsordenens Opretholdelse end de gamle Folkedomstole.

Og denne Opløsning af den oprindelige folkelige Retspleie er saa langt fra nogen Frugt af særlig lokale Forhold, at vi meget mere ogsaa andetsteds i Europa gjenfinde en ganske tilsvarende Udvikling, saaledes i Tyskland, hvor omtrent samtidig de gamle Schöffen eller Urtheilsfinder (Domsfindere) afløstes af retslærde Statsdommere. De gamle germaniske Folkedomstole havde gjort sig selv, og de opløstes af sig selv. Deres Forsvinden skyldes meget mere Institutionens egne iboende Svagheder end direkte Indflydelse af Kongedømmet, om end dette kan have været medvirkende. Sagen er, at den folkelige Retspleie havde sin naturlige Grund, ja var i Virkeligheden den eneste mulige, saalænge paa den ene Side Folket i dets brede Lag var den eneste umiddelbart retsproducerende Faktor og eneste Bærer af Samfundets Retsbevidsthed, og paa den anden Side Samfundsforholdene og Retslivets Former vare enkle og gjennemsigtige og kunde beherskes af faa og enkle Retsnormer. Men efterhvert som Forholdene udvikledes og kompliceredes, efterhvert som baade den stærke Samfølelse, der bandt de engere Samfundsslægter sammen, og den retsproducerende Kraft i Folket afsvækkedes, efterhvert som i det hele Udviklingen medførte Nødvendigheden af en stærkere, udenfor og over Folket stillet Centralmagt, maatte de paa andre sociale og retslige Forudsætninger hvilende Folkedomstole i Kraft af Udviklingens eget Medfør synke sammen.

Men om end saaledes de gamle Folkedomstole viste sig uskikkede til i Længden at betrygge en ordnet Retsforfølgning, saa skal det ikke kunne negtes, at den Retspleie, der hævede sig af den gamles Ruiner, hurtigt — og det hovedsagelig under Indflydelse af det overalt fremtrængende Enevælde — tog en Udvikling, der medførte de alvorligste Farer for Statsborgerne Jeg taler dog nu væsentlig om Forholdet, saaledes som det i det hele og store laget stillede sig udover Europa. Jeg vil senere faa Anledning til at paavise, hvorledes særlige Omstændigheder have bevirket, at Udviklingen i vort Land har været en anden end paa mange andre Steder, særlig i Tyskland og Frankrige.

Den Proces, som paa Kontinentet udviklede sig i det 17de og 18de Aarhundrede, og som blev et af Enevældets frygteligste Redskaber til at underkue al personlig Frihed og undertrykke ethvert Angreb paa dens Autoritet, var en hemmmelig Inkvisitions­proces, forvaltet af Dommere, der vare ansatte af og afhængige af Statsoverhovedet, og ligeoverfor den Tiltalte udrustede med de frygteligste Magtmidler. Jeg bør maaske her til bedre Forstaaelse af dette Punkt, der er af den største Betydning for den historiske Rolle, som Lægdommer-Institutionen senere fik, erindre om, at man ved Inkvisitionsproces forstaar en Retsforfølgning, der oftest sættes igang af og ialfald helt og holdent ledes af Dommeren, ligeoverfor hvem Tiltalte ikke indtager en Parts, men kun et Undersøgelsesobjekts Stilling, medens Anklageprocessen stiller Dommeren saavidt muligt udenfor Sagen, saaat han aldrig af egen Drift skrider til Sagens Forfølgning (»hvor ingen Anklager, ingen Dommer»), ligesom under Sagen Anklageren og Tiltalte som selvstændige Parter hver fra sin Side fremskaffer Sagens Materiale. Det tør i Nutiden betragtes som et fra alle Sider erkjendt Axiom, at kun den sidste Procesform, naar den organiseres paa den rette Maade, er istand til at betrygge en i Sandhed upartisk Retspleie ved at anvise Dommeren den Stilling, der kan siges at ligge begrebsmæssigen deri, at han skal være Dommer. Inkvisitionsprocessen forrykker denne Stilling ved at henlægge under Dommeren den Virksomhed at opspore Forbrydelserne og derved paa en Maade tvinge ham til paa Forhaand at opgjøre sig en Mening om Sagen. Medens nemlig en dygtig Politifunktionær netop for at kunne følge Forbrydelsens svageste Spor er nødt til at opgjøre sig en Forhaandsmening om Sammenhængen, er det nødvendigt, at Dommeren oppebier Tilveiebringelsen af alle Oplysninger, inden han fatter en Mening. Nu, det forrige Aarhundredes Dommere vare i Virkeligheden snarere Politimestere end Dommere. Og hvad værre var: de ikke alene opgjorde sin Mening om Sagen, men denne Mening gik næsten altid ud paa at betragte enhver Anklaget, blot fordi han var anklaget, som skyldig. Det kom kun an paa at fremkalde hans Tilstaaelse. Dette var det store Hovedformaal for Kriminaldommerens Virksomhed. Og til Opnaaelsen af dette var de frygteligste Midler lagt i hans Haand, af hvilke det forholdsvis mindst farlige var Adgang til at stille Tiltalte paa Samvittighedsprøve ved at paalægge ham Ed, det værste derimod Torturen, Adgangen til at afpresse Tilstaaelse ved legemlige Pinsler. Og en saadan Kriminaldommer virkede for lukkede Døre. Offentligheden kunde aldrig kaste sit Lys over Straffekammerets Forhandlinger og øve nogen Kontrol med dets Misbrug. Og betænker man saa, at denne Dommer med den »svindelvækkende Magt« i Regelen var et servilt Redskab i en ofte ikke nøieseende enevældig Fyrstes Haand, saa vil man have et fuldt Billede af denne Retspleie, om hvilken det ikke er formeget at sige, at den havde alle de Feil, en Retspleie kan have. Og man vil forstaa, at der, hvor Misbrugene vare mest skrigende, samlede der sig om denne inkvisitoriske Statsdommer et Had, saa glødende, som om man paa hans Hoved læssede alle Enevældets Synder, og at denne Institution var en af dem, mod hvilke de revolutionære Frihedsbevægelser allerførst rettede sine Stormløb.

Under Trangen til nye Former for Retspleien fæstedes Opmærksomheden naturligen paa England, hvis Institutioner jo i det hele havde frembudt et eftertragtet Forbillede for de under Enevældets Tryk sukkende Lande.

I England havde den folkelige Retspleie bevaret sig i den eiendommelige Form, som det er bleven det almindelige at benævne Jury. Den engelske Jury er dog ikke nogen oprindelig engelsk Institution. Den er kommen til England fra Normandiet med Wilhelm Erobreren, og man har ment at kunne forfølge dens Sammenhæng med Institutioner af nordisk Oprindelse (det islandske Kvid). Det sidste er dog tvivlsomt. Det første er derimod sikkert nok og en Kjendsgjerning, der er vel værd at bemærke. Oprindelig var Juryen væsentlig kun en Bevis-Jury, afgjorde kun en Kjendsgjernings Tilstedeværelse eller Ikke­tilstedeværelse, men deltog ikke i selve Dommen. Efterhaanden fik den imidlertid mere og mere Afgjørelsen af det hele Skyldspørgsmaal. Denne Udvikling tænker man sig ofte som en Frugt af det engelske Demokrati og en Følge af selve den folkelige Retspleies egen Magt. Intet vilde være mere uhistorisk. En sagkyndig nyere Forfatter resumerer de seneste retshistoriske Forskningers Resultater med Hensyn til Juryens Udvikling paa følgende Maade:[3] »Juryen er ikke et Produkt af uroprindelige Forhold, der opstaa overalt, hvor Folket er delagtig i Retspleien, men skylder meget mere sin Reception i England det normanniske Kongedømmes Optræden og sin fortsatte Udvikling den anglogermaniske Jurisprudentses omhyggelige Pleie, der øvede sin Skarpsindighed paa denne Institution allerede paa en Tid, da der andetsteds ikke fandtes nogen germanisk Jurisprudents.« .

Fra England kom Juryen efter Revolutionen til Frankrige, hvor den indførtes i 1791. Med de napoleonske Hære skred den over Rhinen og fandt Indgang i de af disse erobrede Territorier. Til den øvrige Del af Tyskland og til Østerrige kom den derimod først med Revolutionen af 1848. Senere har den holdt sit seierrige Indtog i saagodtsom hele Europa — endog Rusland. Til Amerika var den allerede tidligere kommen sammen med de øvrige engelske Institutioner. I de sidste Decennier er Jurybevægelsen navnlig i Tyskland mødt af en ganske stærk og af vægtige Autoriteter baaren Strømning til Fordel for Meddomsmænd (Schöffen). Det første Regjeringsudkast til den i Syttiaarene udgivne nye tyske Straffeproceslov var bygget paa denne Ordning af Domstolene; men Juryens Tilhængere seirede dog, idet kun de ringeste Straffesager bleve henlagte under Meddomsretter, de midlere — og talrigste — under udelukkende af Fagdommere beklædte Domstole, de sværere under Jury.

Holder De Dem den her skizzerede historiske Udvikling for Øie, vil De uden Vanskelighed kunne forklare Dem den enorme Popularitet, som Lægdommer-Institutionen og særlig Juryen har vundet i dette Aarhundrede. Den historiske Rolle, den har spillet, og de Fortjenester, den har indlagt sig, er i Virkeligheden af den allerstørste Betydning. Juryen befriede Retspleien fra Absolutismens og Inkvisitionsprocessens Tryk. I Stedet for eller ved Siden af den af Suverænen afhængige Statsdommer, der altid var tilbøielig til paa Forhaand at tage Parti for Statsautoriteten mod Tiltalte, indsatte den en Kreds Dommere tagne af Folket selv, mere eller mindre tilhørende den samme Livssfære som Tiltalte selv, og derfor udrustet med en aabnere Forstaaelse for hans Stilling og solidarisk med ham i Interesser, hvor der var Tale om Overgreb mod den personlige Frihed — som Følge deraf ogsaa tilbøielig til paa Forhaand at tage Parti for Tiltalte mod Statsautoriteten. Paa denne Maade fremkaldte Juryen i de Lande, hvor Misbrugene af forrige Aarhundredes Inkvisitionsproces stod i levende Erindring, Tillid til Retspleien, Følelse af Retssikkerhed istedetfor Retsusikkerhed, og der udviklede sig Doktrinen om Juryen som Frihedens nødvendige Palladium. Dertil kom, at Juryen holdt sit Indtog i Landene i Forening med andre Reformer i Straffeprocessen, der i og for sig vare af uskatterligt Værd, og hvis Indførelse lettedes ved det fuldstændige Brud med Traditionerne fra den gamle Rettergang, som Juryen medførte: Anklageproces, Mundtlighed, Offentlighed. Disse Forbedringer bleve derfor i den almindelige Bevidsthed uadskillelig forbundne med Juryen og uden videre godskrevne dennes Kreditkonto.

Men ved Siden af Juryens historiske Fortjenester er der ogsaa mange Træk ved Aarhundredets intellektuelle, sociale og politiske Karakter, der i høi Grad maatte tjene til at befordre denne Institutions Popularitet. Den stemte overmaade vel med Aarhundredets nivellerende, demokratiske Tendens, der saa nødigt vil anerkjende nogen intellektuel Autoritet allermindst, naar denne skulde kunne give en virkelig Myndighed af den Betydning som den dømmende, og som i sin Bekjæmpelse af alt Embedsvæsen og sit Raab paa Selvstyre i Lægdommer-Institutionen for et vigtigt Omraade maatte finde en konsekvent Realisation af sine Principer. Saaledes udviklede sig Doktrinen om Juryen som en Konsekvens af folkelige Statsinstitutioner. Folket, der sidder paa Høisædet i Lovgivningen, i Stats og Kommunestyrelsen, maa ogsaa have Andel i den dømmende Magt, — allerede af den Grund, at denne virkelig er en Magt! Jeg tvivler ikke paa, at hvis Juryen seirer hos os, saa er det væsentlig for ikke at sige udelukkende paa dette Grundlag, som saa direkte appellerer til det folkelige Magtbegjær, der er et af Hovedtrækkene i vor Tid. Jeg vil dog ikke herved miskjende, at Sætningen om Lægmandsdomstolenes Overensstemmelse med de demokratiske Institutioner ogsaa kan forsvares med bedre, mere saglige Grunde. Der kan siges — og er ogsaa bleven sagt —, at Folket, der selv giver Lovene, ogsaa ved Deltagelse i Retspleien bør gives Anledning til at erfare, hvorledes Lovene virke. Det vil derved faa et langt mere umiddelbart Indtryk af, hvor Skoen trykker, — hvilke Punkter i de gjældende Love ere uretfærdige og tiltrænge Reform. Der kan endvidere siges, at Folkets Deltagelse i Retspleien forsaavidt vil kunne danne et nyttigt Supplement til dets Deltagelse i Lovgivningsvirksomheden og Administrationen, som den vil kunne opelske Evnen til at overveie roligt og alsidigt, til at dømme objektivt og til at underordne sig under Samfundets bestaaende Love eller Retfærdighedsfølelsen, — Egenskaber, som de Former og Forhold, hvorunder det offentlige Liv forøvrigt bevæger sig, ikke kan siges at fremme.[4]

Jeg kan indrømme, at der i disse Paastande om Lægmandsdomstolenes opdragende Betydning ligger nogen Sandhed, skjønt jeg tror, den er høilig overvurderet, og ikke finder den synderlig bestyrket ved Erfaringerne fra Lande som Amerika eller Frankrige, hvor Institutionen allerede i lang Tid har virket, og hvor man forgjæves vil søge efter den lidenskabsløse Ro og Upartiskhed, som Folkets Opdragelse gjennem Udøvelsen af Dommerhvervet skulde forlene det offentlige Liv.

Men hvad det imidlertid først og fremst gjælder at fremholde ligeoverfor alle disse Betragtninger af rent politisk Art, det er, at Domstolene ikke ere nogen politisk, heller ikke nogen pædagogisk, men udelukkende en retslig Institution. Domstolene have kun en Opgave: gjennem Anvendelse af Samfundets Love at fuldbyrde Retfærdigheden. Enhver Organisation af dem, der ikke tjener til at fremme denne Opgave, men kun henter sin Berettigelse fra andre, udenforliggende Hensyn, fortjener ingen Tilslutning. Om dette Punkt er der blandt Juryens videnskabelige Tilhængere fuld Enighed. Jeg er særlig saa heldig her at kunne paaberaabe mig en Mand, der maaske mere end nogen anden Forfatter har baaret Juryens Anseelse viden om, og som ogsaa for vore hjemlige Jurytilhængere tør antages at være en Autoritet — at dømme efter den Udstrækning, i hvilken Jurykommissionen benytter hans Udtalelser, — nemlig den for nogle Aar siden afdøde østerrigske Justitsminister Julius Glaser. Han siger om dette Punkt: »Er Juryen et i og tor sig slet og upaalideligt Middel til Paadømmelse af de enkelte Straffesager, udsætter den mere end nogen anden Indretning Statsmagten for den Fare ved sine egne Domstole at vende Ret til Uret, saa vil intet Hensyn til Politik eller til Overensstemmelse med andre Statsindretninger kunne retfærdiggjøre dens Indførelse. Ja disse Hensyn maa vel selv da forstumme, naar det skulde vise sig, at de Formaal, der er sat Retspleien, lige saa godt og fuldstændigt kunne opnaaes ved faste Dommerkollegier som ved Juryretter, fordi den første Ordning ialfald maa erkjendes at være den enklere og lettere gjennemførlige«.[5]

Det Spørgsmaal, af hvis Besvarelse Reformens Berettigelse saaledes alene afhænger, er dette: Vil Lægdommere kunne bidrage til en retfærdigere Afgjørelse af Straffesagerne?

Om dette Spørgsmaal ere Meningerne blandt de Sagkyndige ingenlunde saa overensstemmende, som det hyppig fremstilles, og som man vilde faa Indtrykket af ved udelukkende at se hen til de nyere Proceslove. Jurykommissionen udtaler i Motiverne til sit Udkast, at »der udenfor vort Fædreland i Grunden ikke hersker synderlig Meningsforskjel om, at Lægelementet er en nyttig, ja nødvendig Bestanddel af Strafferetspleiene. Denne Udtalelse er ganske misvisende. Rigtigt er det, at man i de fleste europæiske Stater paa Grund af historiske Traditioner, som i det foregaaende ere paapegede, ikke uden Tilkaldelse af Lægdommere har troet at kunne skabe en Strafferetspleie, der fuldt ud nød Folkets Tillid. Urigtigt er det derimod, at denne Reformbevægelse overalt har været ledsaget af den Erkjendelse, at en saadan Strafferetspleie i og for sig er den ideelt fuldkomneste. Dette Forhold har Jurykommissionen overseet eller misforstaaet, naar den til Støtte for den nys citerede Udtalelse paaberaaber sig følgende Ytring af den preussiske Justitsminister i Motiverne til det Lovudkast, der ligger til Grund for den tyske Straffeproceslov: »Spørgsmaalet, om der bør indrømmes Folket en Medvirkning ved Strafferetspleien, eller om en Paadømmelse udelukkende af Jurister fortjener Fortrinet, kan nu ansees for afgjort. Det har i Løbet af de to sidste Aartier fundet sin endelige Besvarelse i Flertallet af de tyske Lovgivninger, hvori Folkets Retsanskuelse har fundet sit Udtryk. De enkelte Stemmer, som maaske hist og her endnu hæve sig til Forsvar for Straffesagers Paadømmelse udelukkende af Jurister, ere uden nogen Vægt, og kunne ikke gjøre Fordring paa, at Lovgiveren endnu en Gang indlader sig paa at veie Grundene for og imod Lægmandselementet«. Den samme preussiske Justitsminister udtalte nemlig under Forhandlingerne i den tyske Rigsdag som sin endelige Konklusion: »Jeg gaar ud fra, at en virkelig korrekt Retspleie kun garanteres ved retskyndige Dommere. Men det kommer ikke alene an paa en korrekt Retspleie, men ogsaa paa en saadan, der nyder Folkets Tillid«. Heraf bliver det klart nok, at der ved den af Jurykommissionen fremdragne Udtalelse ikke er sigtet til Spørgsmaalet om Lægdommeres Fortrinlighed i sin abstrakte Almindelighed, men alene til de praktiske Hensyn, til de reale Forhold, der maatte foranledige en tysk Lovgiver til at vælge Lægmandsdomstole. I Virkeligheden ere de Stemmer, der i Videnskaben have hævet sig imod Lægmandsdomstolene, hverken faa eller uden Vægt.

Aarhundredets mest fremragende Kriminalist, Anselm Feuerbach var en erklæret Modstander af Lægdommere[6]. Og i den nyere Tid har en af Tysklands mest ansete yngre Kriminalister, Prof. K. Binding, der tillige er en udpræget Tilhænger af den liberale Politik, rettet et skarpt Angreb paa Lægdommer-Institutionen i et Skrift, der fortjener at læses ogsaa hos os (Die drei Grundfragen zur Organisation des Strafgerichts). Han udtaler heri (Pag. 46—47, jfr. Pag. 43): »Jeg kan saaledes ikke ofre til Tidens Afgud, Lægdommeren, og jeg staar ikke alene med dette Kjætteri. Schütze har opgivet ham paa saare gyldige Grunde; Statsadvokat og Professor C. Fuchs i Breslau har, støttet paa mangeaarig praktisk Erfaring, ligeledes negtet ham Respekt; og jeg tror ikke at sige formeget, naar jeg paastaar, at Modstandernes Tal er i voxende blandt de yngre Kriminalister. — — — — Da jeg har Tillid til Sandhedens praktiske Kraft, saa lever jeg i den Overbevisning, at Lægdommeren i alle Lande med en talrig Juriststand vel ikke idag eller imorgen, men sikkert om en Række af Aar vil forsvinde i alle sine Former — baade som Jurymand og som Schöffe (Meddomsmand).«

Særlig for Juryens Vedkommende fortjener følgende Udtalelse af en af Tysklands betydeligste nulevende Retslærde Opmærksomhed. Den bekjendte Rudolf v. Ihering udtaler i et Skrift, der er blevet epokegjørende (Der Zweck im Recht, 1ste Del, P. 408—411): »Skal jeg sammenfatte min Dom over Edsvorne-Institutionen, saa kan den kun blive, at de Edsvorne, alene bortset fra deres Uafhængighed af Regjeringen, ellers i enhver Henseende forene i sig alle de Egenskaber, som en Dommer ikke skal have«. Under Anerkjendelse af Juryens forbigaaende historiske Betydning ytrer han videre: »Jeg er af den Overbevisning, at der vil komme en Tid, der i tryg Besiddelse af den vundne Retssikkerhed vil tilraabe Juryen: Moren har gjort sin Tjeneste, Moren kan gaa. Thi en Morian er og bliver den, og al dens Tilhængeres Kunst vil ikke være i Stand til at vaske den hvid, — men der vil vistnok gaa megen Sæbe til, før man bliver almindelig overbevist herom«. —

For Amerikas Vedkommende har nylig en intelligent Iagttager, der har havt Anledning til at se Forholdene i dette Land paa nært Hold, nemlig den forhenværende danske Gesandt i Washington, C. St. A. Bille i en Række Artikler i det danske Tidsskrift »Tilskueren« (for 1885), aflagt følgende Vidnesbyrd: »Juryens Tilhængere kunne ikke længere paastaa at repræsentere et Fremskridt. Dens Modstandere kunne med Føie gjøre gjældende mod den, at Nævninge-Institutionen er en overlevet Form for Retslivet, og at de, der nu vil indføre den, hvor den ikke hidtil har bestaaet, i Virkeligheden vil skrue Tiden tilbage.«

De her anførte Udtalelser mod Lægdommere eller mod Juryen kunde forfleres betydeligt. Men jeg tror, disse Citater ville findes tilstrækkelige til at godtgjøre det urigtige i Jurykommissionens oven gjengivne Ytring om Udlandets samstemmige Dom.

Men endnu mindre Vægt faar den tilsyneladende Samstemmighed i Opinionen, naar man betænker, at Lægdommere og Lægdommere, ja Jury og Jury kan være himmelvidt forskjellige Institutioner, eftersom de organiseres paa den ene eller den anden Maade, og at de, der ere Tilhængere af Institutionen i en Form, meget ofte ere Modstandere af den i enhver anden. Særlig skulde jeg være tilbøielig til at tro, at en Ordning som den, der nu forberedes indført hos os, hos Sagkyndige Verden udover kun vilde finde liden Tilslutning, — allermindst i England, hvis Forbillede dog hos os allermest har maattet tjene Juryens Tilhængere til Platform. I det hele taget kan denne Paralelliseren af engelske og kontinentale, end sige vore egne hjemlige Forhold ikke kraftigt nok tilbagevises som i Virkeligheden kun tjenende til at kaste Folk Blaar i Øinene[7]. Den engelske Jury undergik ved at overføres paa Fastlandet meget væsentlige Forandringer baade i sin hele Konstruktion og i sin Virkemaade, og det er ikke for intet, at man i Tyskland betragter dem, der kun forsvare den engelske Jury[8], som Modstandere af Juryen i Almindelighed[9], og atpaa den anden Side betydelige engelske Retslærde have erklæret, at de foretrækker en Domstol uden Jury for en Juryret uden de Betryggelser mod den Edsvornes Vildfarelser, som den engelske Ret kjender. Et meget væsentligt Punkt i den engelske Juryordning er saaledes, at de Edsvornes Kjendelse, hvad enten den skal gaa i frifindende eller fældende Retning, maa være enstemmig. Herom udtaler den fremragende engelske Retslærde James Stephen — en Mand, der nyder lige høi Anseelse som Videnskabsmand og Dommer: »Min Mening er, at Rettergang med Jury har saavel sine Feil som sine gode Sider, men at Enstemmighed er en væsentlig Betingelse for den. Hvis den opgives, burde Institutionen selv opgives.«[10] En anden ikke mindre væsentlig Side ved den engelske Jury, som heller ikke i Almindelighed er gaaet over til Fastlandets Proceslove ligesom heller ikke i de hos os foreliggende Udkast, er den Regel, at de Edsvorne ere forpligtede til at følge Dommerens Anvisning med Hensyn til Lov og Ret. Deres Kjendelse bliver kassabel, naar den findes at have fraveget, hvad Dommeren har betegnet som Lovens Regel. Og for tilfulde at forstaa, hvilken Betydning de her fremhævede Momenter have, maa man holde sig for Øie den Stilling, som den engelske Dommer indtager. Denne Stilling beklædes kun af Landets ypperste Retslærde og er omgiven med en Anseelse, der i Reglen ikke mindre er begrundet i Indehaverens Person end i Embedets sociale Betydelighed, og hvortil ingen Dommerstilling hos os frembyder noget Sidestykke. Denne Mand med en saa overvældende Autoritet staar nu ligeoverfor Juryen og siger den ikke alene, hvad de almindelige Retsregler indeholde af Betydning for Sagen, men i Regelen tillige, hvad Juryen efter hans Mening bør antage for bevist eller ikke bevist. Og det vil derfor let forstaas, at Jurymændene sjelden komme til et fra ham afvigende Resultat, end sige, at dette opnaar den fornødne Enstemmighed.

Endelig bør det ogsaa i denne Forbindelse fremholdes, at Bevægelsen i England stadig mere og mere gaar i Retning af at hæve Fordringerne til Jurymændenes Kvalifikationer, og at ogsaa paa Fastlandet talentfulde Forsvarere af Juryen opstille den ueftergivelige Fordring, at der til Edsvorne kun maa tages Lægmænd med særlig Sagkundskab[11].

Jeg tror at disse Forhold yderligere godtgjøre, at den paaberaabte Samstemmighed om Lægdommeres Fortrinlighed i Virkeligheden ikke existerer. Jeg tror, De ogsaa vil finde dette ganske forklarligt, naar vi noget nærmere betragter Gehalten af de Argumenter, der føres i Marken for denne Institutions Evne til at befordre en retfærdig Strafferetspleie.

Størst Betydning har der i denne Henseende været tillagt Lægdommernes Uafhængighed af Statsmagten og deres deraf flydende større Upaavirkelighed og Selvstændighed. Dette Moment har, som før paavist, utvivlsomt spillet en historisk betydelig Rolle. Og man kan forstaa, at man i Lande som Tyskland og Østerrige, hvor Erindringen om de Tjenester, Juryen paa paa dette Punkt har ydet, er levende, og hvor Statsmagten endnu er stærk og uafhængig af Folket, nødig vil give Slip paa det Værn om den personlige Frihed, som Folkedomstolene maatte kunne byde. Men jeg spørger Dem: hvad Betydning kan dette egentlig have i konstitutionelle Lande, hvor Statsdommerne ere uafsættelige og ansættes af en Regjering, der selv er langt mere afhængig af Folket end af Statsoverhovedet?

Jeg vil ogsaa advare mod, at man vurderer denne Uafhængighed for høit. Den har ikke under alle Forhold staaet sin Prøve. Lægdommerne have ofte været et blindt og farligt Redskab i Fyrsternes eller de herskende Partiers Haand. Jeg har saaledes allerede tidligere paavist, hvorledes Lægdommerne hos os i det 15de og 16de Aarhundrede stod fuldstændig i Adelens og Lensherrernes Magt. For den engelske Jury aflægger Stephen, der iøvrigt er en Tilhænger af denne Institution, følgende Vidnesbyrd[12]: »Juryen lader sig ofte skræmme, hvad Erfaringen fra Irland noksom har vist. Indjagelse af Skræk er aldrig i den senere Tid systematisk praktiseret i England, men jeg tror, at det vilde lykkes ligesaa godt her som i Irland. Under Kongerne af Plantagenet og ned til Oprettelsen af Stjernekammerretten var Rettergang med Jury saa svag i England, at den næsten frembragte en Lammelse af Retspleien. Under endel af Kong Georg III’s Regjering var den i det mindste ligesaa streng som den strengeste Dommer uden Jury kunde have været. Revolutionstribunalet under Skrækregjeringen dømte med Jury»[13].

Men selv om man vil indrømme Juryen en større Uafhængighed af Statsmagten, maa det ikke glemmes, at den i en anden Retning er særlig udsat for Afhængighed af en Suveræn, der ikke er mindre farlig for en upartisk Retspleie: Folkemeningen og Folkelidenskaberne. Hvor ofte er ikke en Jurykjendelse bleven til udelukkende under en offentlig Menings Paatryk! Og med rette gjør en tysk Forfatter den Bemærkning, at Retspleiens Offentlighed, der afsvækker Faren for Afhængighed hos Statsdommere, netop forøger denne Fare ligeoverfor Lægdommere.[14] Lægdommere ville ofte paa Forhaand efter Folkesnakket og Pressens Diskussioner have opgjort sig sin Mening. Af denne Grund bestemmer ogsaa enkelte amerikanske Staters Love, at der til Jurymænd kun maa tages Personer, der tidligere intet Kjendskab have til Sagen, en Regel, der i vor Tid med dens Udvikling af Pressen ofte leder til de største Vanskeligheder med at faa Edsvornebænken besat. Lægdommere ville under Sagen let blive et Bytte for fremmedartet Paavirkning af den forskjelligste Art: paa den ene Side ubegrundet Medlidenhed, vakt ved Anklagedes ydre Fremtræden, paa den anden Side utidig Hadskhed, fremkaldt ved Overvurderen af Forbrydelsens Almenfarlighed. Hvem af Dem har ikke læst de i Pressen stadig cirkulerende Beretninger om Jurykjendelser, der frifinde ulykkelige Kvinder for notoriske Drabsforbrydelser eller give Fribrev paa Strafløshed for Fornærmelser mod Personer eller mod Klasser af Personer, der med eller uden Grund ere upopulære? — Værst af Alt er det dog, naar Juryen hjemfalder til Paavirkning af religiøse, sociale eller politiske Partihensyn. Og Faren herfor er særlig nærliggende under smaa Forhold eller i politisk bevægede Tider. I Østerrig maatte i 1872 Juryens varmeste Talsmand, Justitsminister Glaser selv foreslaa dens midlertidige Suspension. Denne Kjendsgjerning er vel et saa talende Bevis for Institutionens Ufuldkommenheder, som tænkes kan. Ikke mindst mærkelige er de Ord, som Glaser ved Sagens Behandling i det østerrigske Abgeordnetenhaus den 16de Februar 1872 udtalte[15]: »Fra det Øieblik, da i vide Kredse den Mening vinder Udbredelse, at Juryen ikke er en judiciel, men en ren politisk Institution, at den, som sidder paa Jurybænken, opfylder en patriotisk Pligt, naar han bringer Dommen fix og færdig med sig, naar han ikke dømmer efter Sagens Beviser og Lovens Bud, men alene anser sig kaldet til ved denne Anledning at give sine politiske, nationale og konfessionelle Overbevisninger og Sympathier Utdryk, naar den ulyksalige Vrangforestilling baner sig Vei, at man bliver en Forræder mod sin Overbevisning, naar man ikke bryder sin Ed, ikke erklærer for usandt, hvad man erkjender for sandt, erklærer for Uret, hvad man erkjender for Ret, — naar det er Tilfældet, da indtræder Tilstande, som i Længden alene kunne lede til, at Edsvorneretterne i Rigets hele Omkreds synker sammen under de bedrøveligste Erfaringers Vægt.»

Jeg tror ikke, nogen i denne Forsamling ved at høre disse Ord har kunnet undgaa at tænke paa, hvilken sørgelig Bekræftelse de have faaet ogsaa i vort Land ved den Prøve paa folkelig Justits, vor nyeste Historie har at opvise.

De vil nu maaske spørge: Men er da ikke ogsaa Fagdommeren udsat for fremmedartede Impulser? Ogsaa Fagdommeren vil jo hyppig tilhøre et bestemt Parti, ogsaa han er et Menneske, der lever i sin Tid og kan være udsat for Stemninger og Tryk af Opinionen. Hertil er at svare, at Fagdommeren har et meget kraftigt Værn mod al saadan Paavirkning for det første i en lang, fagmæssig Opøvelse til kun at fæste sit Blik paa de Sagen selv vedkommende Momenter, for det andet i sin Standsære, der stempler enhver Partiskhed som en grov Forsyndelse mod de af hans særlige Kald flydende Pligter. Han maa staa inde for sin Dom, og en Fravigelse fra Lov og Ret sætter ikke alene en Plet paa ham i det almindelige Omdømme, men vil regelmæssig ogsaa være ham til Hinder paa hans fremtidige Løbebane. Lægdommeren derimod kommer og forsvinder med den enkelte Sag. Han trækker sig efter Dommen tilbage til sin egen Kreds, en Forsyndelse mod Lov og Ret bliver ikke heftende ved ham som nogen Skamplet, — allerede af den Grund, at hans manglende Retskyndighed lægger Undskyldningen saa nær: »Han vidste ikke bedre«.

Nu er der imidlertid mærkelig nok dem, som netop forsvare Lægdommerne, fordi de lettere end Fagdommerne skulde kunne sætte sig ud over Loven, hvor de i det enkelte Tilfælde fandt denne uretfærdig. At Lægdommerne hyppig have tiltaget sig en saadan Myndighed, er bekjendt nok. Men intet Lands Lovgivning har tilstaaet dem den; meget mere kræves overalt af Lægdommerne den samme Ed som af Fagdommeren: at han skal dømme efter Landets gjældende Lov[16], og intet kan i Virkeligheden forsvare en saadan Ret for Lægdommere til at sætte sig ud over Loven. Er Loven uretfærdig, er det den rette Vei at forandre den, og dertil har Folket Adgang. Og gjælder det at afvende en Uretfærdighed i et enkelt Tilfælde, saa er den rette Autoritet ikke et tilfældigt sammensat Dommerkollegium, men en Myndighed, der har Adgang til roligt at overveie Tilfældenes Forskjelligheder og bringe til Anvendelse en ensartet Maalestok. En saadan Myndighed er i konstitutionelle Stater Benaadningsmyndigheden.

I en anden mere bestikkende Form fremtræder i Grunden den samme Betragtningsmaade hos dem, der forsvare Lægdommerne paa Grund af, at de bedre end Fagdommere skulde frembyde en Maalestok for Forbryderens Erkjendelse af hans Handlings Lovstridighed. Man har sagt, at Forbryderen bør frifindes paa Grund af Retsvildfarelse, naar et Kollegium af Lægmænd ikke kan overbevises om Straffebudets Tilværelse.[17] Men her skjuler sig en Tilsnigelse. Enten anerkjender Loven (saaledes som hos os og de fleste andre Steder) ikke Vildfarelse om Straffeloven som nogen Straffe­udelukkelses­grund. Og indrømmer man da alligevel Lægdommerne Adgang til at frifinde af denne Grund, er dette ensbetydende med at give dem Ret til at sætte sig udover Loven. Eller Loven anerkjender Retsvildfarelse som Grund til at udelukke Straffeskyld. Og da bør denne Virkning selvfølgelig indtræde, hvad enten Retsvildfarelsen konstateres af Lægdommere eller af Fagdommere. Og ingen vil vel bestride, at dens Tilværelse, om man tillagde den en saadan legal Indflydelse, ogsaa vilde kunne udfindes af Fagdommere.[18]

Med de sidste Bemærkninger have vi rørt ved det, der dog til syvende og sidst her maa være Hovedspørgsmaalet: Forstaar Lægdommeren bedre end Fagdommeren at anvende Loven? Ved første Øiekast maa dette Spørgsmaal synes at have noget overraskende ved sig. Hvis Lægmænd forstaar bedre at anvende Loven, hvorfor har man da overhovedet en juridisk Videnskab og en juridisk Uddannelse, siden den i Virkeligheden kun gjør Folk mere uskikket til at forstaa og anvende Loven? Det paradoxe i dette Spørgsmaal, (der for øvrigt maaske netop i vort Land vil klinge mindre paradox end andetsteds) svinder dog noget ved nærmere Betragtning. Lovanvendelsen bestaar i dobbelt Virksomhed: at fastslaa Lovens Indhold, — og at udfinde, om de Betingelser, som Loven kræver, for at et Tilfælde skal gaa ind under dens Ramme, foreligger. I Henseende til den første Virksomhed vil man formentlig i Almindelighed medgive, at Fagdommerens Overlegenhed er absolut, — skjønt rigtignok Jurykommissionen betegner denne Sætning som en »stor Overdrivelse«.

I Henseende til den anden Del af Dommerens Virksomhed stiller Sagen sig noget anderledes. Vistnok er der ingen Del af denne, som ikke i nogen Grad forudsætter juridisk Kyndighed. Dette gjælder saaledes ogsaa Spørgsmaalet om, hvad der i et givet Tilfælde skal antages for bevist. Thi selv under den frieste Bevistheori vil visse almindelige Regler om Bevisbyrde og Bevismidlernes Art og Virkekreds ikke kunne undværes, og deres rette Anvendelse forudsætter allerede forsaavidt en vis juridisk Kyndighed. I England — Juryens Hjemland — har man saaledes en i Enkelthederne udviklet Bevislære, hvis Regler strengt maa overholdes. Hertil kommer, at Bevisets rette Vurdering og Evnen til at trænge tilbunds i de foreliggende Kilder til Sandhedens Oplysning forudsætter en Evne til logisk Sondring og Sigten, som den juridiske Dannelse og den fagmæssige Udøvelse af Dommerhverv særlig udvikler.

I endnu høiere Grad er naturligvis Spørgsmaalet om, hvorvidt det, der antages for bevist, gaar ind under Loven, af juridisk Art. Selv om de Forhold, hvortil Loven knytter sine Regler med deres forskjellige Sondringer, ere hentede fra Livet, saa er det dog uundgaaeligt, at de ved at gjøres til Grundlag for retslige Bestemmelser blive Gjenstand for en Opfatning, der afviger noget fra Livets almindelige og præges af Retsreglernes Indhold og Øiemed. Saaledes er Aarsagsforhold, Forstandsformørkelse, Overlæg, Forsæt, Uagtsomhed, bedragersk Forhold, ødsel Levemaade, Besiddelse o. s. v. altsammen Kjendsgjerninger, der tilhøre Livet, men som Juristen ved at gjøre dem til Gjenstand for retslig Bestemmelse til nogen Grad maa omforme for at bringe dem i Overensstemmelse med Retsreglernes almindelige Øiemed. Aarhundreders videnskabelige Forskning har været nedlagt paa Arbeidet med at give disse Forhold sin rette juridiske Bestemmelse. Det er derfor en Taabelighed, naar man tænker sig, at en Lægmand uden juridiske Forudsætninger skal kunne bringe disse Begreber til Anvendelse uden at begaa tusinde Feil.

Men om saaledes end enhver Side af den dømmende Virksomhed kræver Retskyndighed, saa gives der visselig ogsaa Sider ved denne Virksomhed, der kræver noget mere end blot juridisk Viden: Livserfaring, psykologisk Indsigt og i det hele Kjendskab til det praktiske Livs forskjellige Former. I mangfoldige Tilfælde vil særlig Straffedommeren have Behov herfor ikke blot til Bedømmelsen af en Kjendsgjernings Tilstedeværelse, men ogsaa til Forstaaelse af Lovens Forudsætninger, der netop ofte knyttes til Forhold, der kun forstaaes fuldt ud af dem, der af Erfaring kjende dem. Det vilde nu aabenbart være ganske urigtigt at forudsætte fuldstændig Mangel paa disse Evner eller denne Livserfaring hos den retslærde Dommer. Meget mere vil en, der stadig er i dømmende Virksomhed, komme i Berøring med saa mange forskjelligartede Forhold, at han vil samle sig større Sum af Livserfaring end de fleste Mennesker i andre Stillinger. Men dette udelukker ikke, at denne praktiske Indsigt, som en Domstol bør rumme, kan repræsenteres fyldigere ved et Kollegium af indsigtsfulde og oplyste Mænd fra forskjellige sociale Kredse og forskjellige Stillinger.

Jeg er ogsaa villig til at indrømme, at Lægmanden ofte vil medbringe en større Interesse og en større umiddelbar Friskhed i Indtrykket af den enkelte Straffesags Eiendommeligheder, medens Fagdommeren mere er udsat for at afstumpes for det Individuelle ved hvert enkelt Tilfælde og for i Bedømmelsen at henfalde til en vis rutinemæssig Skjæren alt over en Kam. Dette er det, som har paadraget ham den ofte vistnok ubegrundede Beskyldning for Tilbøielighed til Domfældelser (ésprit de condamnation), en Tilbøielighed, som visselig vil kunne modarbeides ved et kollegialt Samarbeide og den derved begrundede Nødvendighed af for hvert nyt Tilfælde at klargjøre for sig selv for at kunne klargjøre for Lægdommernederetslige Synspunkter, hvoraf Sagen afhænger.[19]

Fra Betragtninger af denne Art henter efter min Mening Lægdcemmernstitutionen sin eneste reelle Støtte i det moderne Samfund. Jeg kan dog ikke tillægge dem i og for sig afgjørende Vægt til Fordel for Indførelsen af denne Institution. Intet Menneskeligt er fuldkomment. Fagdommerne have vistnok sine Feil, men i mine Øine opveies de Fordele, som Lægdommerne maatte være i Besiddelse af, fuldstændig af Fagdommernes stærkere Følelse for deres Kalds Pligter, af deres større Erfaring, og fremfor alt deres større Indsigt i selve de Regler, af hvilke Afgjørelsen af hænger.

Og i ethvert Fald maa jeg bestemt udtale, at Juryen er den Form for Lægdommernes Medvirkning i Retspleien, der stærkest lader deres svage og mindst deres gode Sider fremtræde. Juryen hviler nemlig paa en Spaltning af den dømmende Afgjørelse, der ikke alene i sig selv er i høieste Grad irrationel, men ogsaa medfører den væsentlige Ulempe, at Lægmændene i meget vid Udstrækning faar Hals og Haand over Afgjørelsen af rent retslige Spørgsmaal.

For at stille Dem dette vigtig Punkt saa klart for Øie som muligt maa jeg kortelig skizzere for Dem, hvorledes denne Deling praktisk iværksættes. Det sker, som det vel vil være de fleste af Dem bekjendt i Form af et Spørgsmaal fra Dommerens Side til Jurymændene, der af disse i Regelen kun skal besvares med ja eller nei. Jeg skal ikke her trætte Dem med en Paavisning af alle de juridisk-tekniske Vanskeligheder, der knytter sig til denne Spørgsmaalsstilling, eller af det i Bund og Grund usammenhængende i, at Skyldspørgsmaalet paa den ene Side efter Principet er henlagt under Juryen, men paa den anden Side dog ogsaa i en anden Anvendelse (ved Straffeudmaalingen) foreligger for Dommeren til selvstændig Afgjørelse. Jeg skal her holde mig til Hovedsagen: Juryens Forhold til Retsspørgsmaalene. Efter Juryens oprindelige Princip skulde den som foran berørt kun løse de faktiske, ikke de retslige Spørgsmaal. Men efterat hele Skyldspørgsmaalet er henlagt under Juryen, er dette helt anderledes. Lad os tænke os, at X er tiltalt for ved et Knivstik at have dræbt Y. Dommeren vil da have at forelægge Juryen omtrent følgende Spørgsmaal: »Er X skyldig i paa den og den Dag, paa det og det Sted, med Overlæg og i Hensigt at dræbe, at have bibragt Y et Knivstik og derved at have forvoldt hans Død?« — Naar Spørgsmaalet opløses saaledes, vil maaske mange af Dem finde, at der her ingen Vanskeligheder kan være, men kun simple og dagligdagse Begreber, som Hvermand maa kunne haandtere. Denne Forestilling har netop været skjæbnesvanger for Juryens Udbredelse. Ved nærmere Betragtning vil det vise sig, at i dette tilsyneladende enkle og dagligdagse Spørgsmaal kan ligge en Række af de mest indviklede Retskvæstioner. F. Ex. Forsæt — om en Handling er foretaget i den Hensigt at dræbe, synes Dem maaske alene at kunne fremkalde faktiske Tvivl. Men tænk Dem, at Forøveren har bibragt Knivstikket uden den bestemte Tanke at dræbe, ja maaske endog med Ønsket om ikke at dræbe, men dog med bevist Ligegyldighed for, om dette Resultat indtraf. Foreligger her Forsæt i juridisk Forstand? Kun Jurister kan besvare dette Spørgsmaal. — Eller forvolde — om X har dræbt Y eller ikke dræbt ham, synes Dem maaske vel at kunne frembyde Bevisvanskeligheder, men naar Kjendsgjerningerne foreligge, ikke juridiske Tvivl! Og dog, tænk Dem, at Y ikke paa Stedet dør af Knivstikket, men indlægges paa et Hospital, der smittes af Rosen og dør heraf. Foreligger her i juridisk Forstand Forvoldelse? Jeg tror, De vil indrømme mig, at skal Besvarelsen af dette vigtige Spørgsmaal, hvoraf ofte et Menneskes Liv eller Død kan afhænge, ikke afgjøres efter det vilkaarligste subjektive Skjøn, maa man kjende de af Retsvidenskaben eller Lovgivningen fastslaaede juridiske Regler om Aarsagsforholdet. Og saa dette ene lille Ord: Er X skyldig —? I det alene ligger indeholdt Summen af alle de Undersøgelser, som sammenfattes i, hvad som kaldes Strafferettens almindelige Del: Tilregnelighed, Virkningen af faktisk og juridisk Vildfarelse, af Nøds- eller Nødværgetilstand o. s. v.

Og hvilken Ariadnetraad har nu Juryen til at finde sig tilrette i den Labyrinth af vanskelige Retsspørgsmaal, der ofte kan møde den under dens dømmende Gjerning. Jo — Dommeren skal, før han forelægger de Edsvorne Spørgsmaalet, give dem et Kvarters eller Halvtimes Kursus i Jus ! Han skal, som det heder, belære dem om de Retssætninger, der finde Anvendelse paa Tilfældet. Feuerbach bemærker træffende om denne Retsbelærelse: »Det gjør samme Indtryk paa mig, som om jeg hørte en øvet Fægter forklare en ukyndig Fægtekunstens Regler og saa umiddelbart efter denne Forklaring stille den Fordring til ham, at han nu strax skal bestaa en Kamp paa Liv og Død!«

Og efter denne Veiledning, som efter sin Natur altid maa være ufuldkommen, trækker de Edsvorne sig tilbage til Raadskammeret. Deres Forhandlinger her kjendes ikke af nogen udenforstaaende. Juryen giver ingen Grunde for sin Kjendelse, og de Vildfarelser, som her gjøre sig gjældende, unddrage sig i de fleste Tilfælde enhver efterfølgende Korrektion.

Alle Landes Lovgivninger have følt Nødvendigheden af at faa Kauteler mod Juryens Retsvildfarelse. I England er saaledes, som før nævnt, de Edsvorne bundne ved Dommerens Retsbelærelse, og deres Kjendelse maa være enstemmig. Paa Fastlandet er ingen af disse Regler almindelige, og i de hos os fremkomne Forslag ere de ikke optagne. Derimod har man søgt en Betryggelse mod fældende Jurykjendelser, der i det hele maa erkjendes at være temmelig fuldstændig, dels deri, at man kræver en vis betydelig Majoritet til en fældende Afgjørelse, dels derved, at de retslærde Dommere under visse Betingelser kunne tilsidesætte en saadan Kjendelse, — hvilken sidste Regel jo for øvrigt er et Slag i Ansigtet paa selve Institutionen.

I frifindende Retning savner man derimod i de foreliggende Forslag enhver Betryggelse mod Juryens Vildfarelser, og naar man ikke vil følge det engelske System, er det heller ikke let at sige, hvorledes her Dommeren skulde kunne tillægges nogen Indflydelse. Her virker meget mere den første af de to nævnte Kauteler mod fældende Kjendelser det stik modsatte af Betryggelse. Thi det leder til, at selv om en betydelig Majoritet af Juryen og samtlige de retslærde Dommere ere enige om at fælde, kan dog en Minoritet af Juryen foranledige Frifindelse. Og dette fortjener saa meget mere Opmærksomhed, som det erfaringsmæssig netop er i frifindende Retning, Juryerne hyppigst feile.

Ved Meddommere stiller alt dette sig væsentlig anderledes. For det første er disses Domme modtagelige for Motivering og frembyde derved Midlet til at opdage og rette mulige Vildfarelser. Det er, som en engelsk Jurist træffende bemærker, vistnok muligt, at et rigtigt Resultat kan være slet begrundet, men umuligt, at et urigtigt Resultat kan være godt begrundet. Men det vigtigste er, at saadanne Vildfarelser her langt sjeldnere ville være at befrygte, fordi Misforstaaelser hos Lægmændene ville finde en øieblikkelig Berigtigelse fra den retslærde Dommers Side. Denne Fagdommerens Adgang til at paavirke Lægdommerne er af Juryens Tilhængere fremstillet som en Fare, fordi Lægmændenes Uafhængighed derved skulde gaa tabt. Dette er dog en aabenbar Miskjendelse af det sande Forhold. Paa det rent juridiske Omraade vil den fornuftige Lægmand, der kjender sin egen Begrænsning, bøie sig for Fagdommerens Autoritet; og dette Forhold kan kun være attraaværdigt. Paa de Omraader derimod, hvor Lægmændene medbringe særlige praktiske Erfaringer eller særlig Skjønsomhed, er der ingensomhelst Grund til at tro, at de ville ligge under for nogen Overvægt fra Fagdommernes Side. Jeg er fuldt enig med Protessor Getz, naar han[20] udtaler, at Erfaringerne fra vore nuværende Meddomsmandsretter ikke bestyrke denne Frygt. Jeg skulde snarere være tilbøielig til at tro, at Erfaringerne gaar i modsat Retning.

Jeg har hidtil kun talt om Reformen fra et almindeligt historisk og principielt Standpunkt uden særlig at omhandle de Forslag, der foreligge hos os, eller de særegne Forhold, der i vort Land skulde tale for eller imod en Reform. Det har været mig Hovedsagen at fremholde for Dem disse almene Synspunkter som dem, der efter min Mening bør være de fortrinsvis bestemmende for den almindelige Opfatning af Reformen. Og der vil ikke her være Anledning til at dvæle ved dennes Enkeltheder. Men det Spørgsmaal vil De maaske til Slutning rette til mig, — om jeg overhovedet anser en Reform i vor Straffeproces paakrævet, særlig om jeg antager der hos os foreligger saadanne Forhold som de, hvorunder jeg i det foregaaende har vindiceret for Lægdommerne en ialfald historisk betydningsfuld Rolle. Herpaa skal jeg da, saavidt den fremrykkede Tid tillader det, endnu kortelig søge at give Svar.

Jeg vil da sige, at en Reform i vor Strafferetspleie visselig i flere Retninger kan være ønskelig. Jeg anser saaledes Mundtlighed og Umiddelbarhed for et væsentligt Fremskridt. Jeg finder ogsaa en renere Gjennemførelse af AÅnklageprincipet, navnlig en Reform af vort nuværende Forhørsinstitut i høi Grad paakrævet. Jeg anerkjender ogsaa, at de foreliggende Forslag indeholde væsentlige Forbedringer i Ordningen af Anklagemyndigheden, i Reglerne for Varetægtsarrest og flere andre Punkter. Derimod anser jeg ikke Lægdommere for noget i sig selv attraaværdigt Gode eller i nogen Maade paakrævet af vore politiske Forholde. Lægdommere ere efter min Mening i enhver Skikkelse et Onde, der imidlertid, naar Institutionen gives den heldigst mulige Organisation, dog maaske ikke er større, end at man kunde underkaste sig det, for derved at opnaa de med en mundtlig Proces forbundne Goder. Men denne Betingelse for, at Lægdommer-Institutionen skal være tolerabel, finder jeg nu slet ikke realiseret i den Skikkelse, hvori Reformen stilles os i Udsigt. For det første, fordi vi skal have Jury, — hvilken Form for Lægmandsdomstole jeg under enhver Omstændighed betragter som et Onde. For det andet, fordi man vil aabne Døren netop for Lægdommer-Institutionens svageste Sider ved at prisgive den for politisk Indflydelse, idet man lægger Valget i Kommunebestyrelsens Hænder, det vil sige Korporationer, ved hvis Valg politiske Hensyn i stadig stigende Grad har gjort sig gjældende. Noget saadant er, saavidt mig bekjendt, ganske ukjendt andetsteds. Og alene denne Bestemmelse vil saaledes bevirke, at vor Juryordning bliver uden Sidestykke.

I det hele taget har det været overmaade misligt for Reformen, at den saa stærkt har været baaret frem af politiske Strømninger og støttet af politiske Argumenter. Det fremstilles, som om først Enevældet og siden det bureaukratiske Styre havde paaført vort Land en Inkvisitionsproces af værste Art, og berøvet Folket ikke alene dets Andel i Retspleien, men ogsaa dets Tillid til denne, og som om Lægdommere vare den eneste Befrielse herfra, lige nødvendige som Konsekvents af vore demokratiske Institutioner og som Beskyttelse for den individuelle Frihed. Disse Argumenter, der gjorde en udmærket Virkning, fremførte fra en tysk Talerstol i Firtiaarene, gjøre ligeoverfor norske Forholde et temmelig forlorent Indtryk. Det danske Enevælde kan have mange Synder, men dets Forhold til Straffepleien giver, særlig naar man sammenligner det med Tilstande i andre Lande, ikke Anledning til nogen berettiget Anke. Meget mere maa det siges, at vor Strafferetspleies Udvikling under Enevældet er foregaaet med en forbausende Moderation. Naar Jurykommissionen i Motiverne til sit Udkast udtaler, at »med Kristian den 5tes Lovbog (af 1687) havde Inkvisitionssystemet endog i sin frygteligste Skikkelse, Torturen holdt sit Indtog i Landet,« da er dette en historisk Uefterretlighed af den Art, at den ikke burde findes i et Statsskrift. Hvad Torturen angaar, var den allerede i 1558 bleven indskrænket til de dødsdømte Forbrydere samt ellers til Tilfælde af de groveste Majestætsforbrydelser, og med denne Begrændsning er Regelen ogsaa gaaet over i Kristian den 5tes Lovbog, som skarpt fremhæver, at Tortur er en Undtagelse fra »den almindelige Lands Proces«. I Praxis lod man vistnok denne Undtagelse ogsaa omfatte Hexerisagerne, hvis inkvisitoriske Behandling ikke med et Ord antydes i Loven, ligesom Kongen i Kraft af sin almindelige Myndighed nedsatte et Par specielle Kommissioner med Ret til at foretage den saakaldte »skarpe Examination«, det vil sige Anvendelse af Tamp paa den Delinkvent, der negtede at tilstaa, (nemlig Inkvisitions-Kommissionen til Undersøgelse af Tyverier i Kjøbenhavn og en lignende til saavel Undersøgelse som Paadømmelse af Sølvtyverier paa Kongsberg). Derhos trængte med de tyske Officerer ogsaa mere og mere den tyske Inkvisitionsproces ind i den militære Rettergang. Men udenfor disse Anvendelser har man ingen Efterretninger om Torturens Anvendelse i vort Land.[21] Den moralske Samvittighedstvang bestaaende i Paalæg af Partsed i Straffesager bortfaldt i forrige Aarhundrede. Om Rettergangsmaadens Udvikling for øvrigt er det at sige, at Straffeprocessen efter Christian den 5tes Lovbog saa langt fra var inkvisitorisk, at meget mere denne Lov overhovedet ingen Forskjel gjør paa civil og kriminel Rettergang. Til den Yderlighed er her Anklageprocessen gjennemført. Og endnu efter Midten af forrige Aarhundrede fremholder Generalprokurør Stampe i Modsætning til fremmed Ret, at »den inkvisitoriske Fremgangsmaade er ukjendt i vor danske Lov, som alene bestemmer den akkusatoriske Proces.«[22]

I 1751 gjøres der ved Paabudet om, at det Offentlige skal beskikke enhver Tiltalt en Forsvarer, et betydeligt Skridt til Anerkjendelsen af den for Kriminalprocessen saa følgevigtige Sætning, at det Offentlige er lige saa interesseret i, at en Uskyldig ikke straffes som i en Skyldigs Domfældelse. Først henimod Slutningen af forrige Aarhundrede fik vor Straffeproces en mere inkvisitorisk Retning ved Indførelsen af en tidligere ukjendt inkvisitorisk Forundersøgelse (vort nuværende Forhør), hvorhos et Reskript af 1795 satte Straf af Vand og Brød for modvillige Inkvisiter, en Bestemmelse, som dog hos os neppe nogensinde har fundet synderlig Anvendelse, og som i 1866 blev ophævet. Selve Sagsbehandlingen efter Tiltalebeslutningens Udfærdigelse vedblev i Principet at være akkusatorisk, hvad der dog paa Grund af den dominerende Betydning, som Forhøret efterhaanden fik, havde mindre at sige.

Denne Straffeprocessens Udvikling i inkvisitorisk Retning maa dog ikke paa nogen Maade opfattes som et Udslag af Enevældet, — endmindre som et Resultat af en selvtagen Virksomhed fra Dommernes Side. Intet kunde være urigtigere. Inkvisitionsprocessen indførtes paa en Maade modstræbende fra alle Parters Side ved Forholdenes egen Magt. Sagen var, at Datidens Samfund manglede Evne til at udvikle og organisere Anklageprocessen paa en saadan Maade, som nødvendigt var, for at den skulde yde fuld Betryggelse[23]. Og Datidens Dommere befordrede saa langt fra Forandringen, at der tvertimod f. Ex. af Stampe gjentagende klages over, at de paa Grund af deres fra Anklageprocessen hentede Forestillinger vare ganske uskikkede til at lede en inkvisitorisk Proces. Med den voxende Indsigt og Duelighed forandredes dette. Men at Dommerne med den stigende Dygtighed under vore frie og konstitutionelle Forhold skulde have henfaldt til Misbrug, som Enevældets Dommere havde holdt sig fri for, er en Beskyldning uden al Støtte i de faktiske Forhold, ligesom uden al indre Sandsynlighed. Meget mere skal det med Sandhed kunne siges, at den Dommerstand, vort Land efter 1814 har havt at opvise, gjennemgaaende har udmærket sig ved en Retsindighed og Hæderlighed, der har stillet den høit i Folkets Agtelse. Og jeg vil ogsaa pege paa et vigtigt Moment, der øieblikkelig vilde have gjort ethvert Misbrug føleligt i vide Kredse: vor Retspleie har altid, selv under Enevældet, været anerkjendt som offentlig. Det forholder sig ingenlunde saaledes, som Jurykommissionen paastaar, at Retspleiens Offentlighed ingen Betydning har under en skriftlig Rettergang. Hvad der sker i Retssalen under Forhøret eller Vidneafhørelsen, unddrager sig ingenlunde Offentlighedens Kontrol. Og i denne Henseende var det af en særlig Betydning, at vi som en Levning fra de gamle Lægdommere havde beholdt den Regel, at to eller fire af Retskredsens Indvaanere altid skulde bisidde Retten som Lagrettesmænd. Disse Lagrettesmænd, der vistnok udenfor Livs- og Æressager ingen Indflydelse havde paa Dommen, sad der som Folkemeningens Repræsentanter, og ethvert Misbrug, som Dommeren tillod sig, kunde blive set og opfattet af dem og meddelt i videre Kredse.

Endelig vil jeg ogsaa pege paa som noget, der væsentlig har bidraget til at holde vor Dommerstand fri for det Folkehad, som Fastlandets Enevoldsdomstole rammedes af, at de ordinære Domstole, saavidt vi kunne se, aldrig have været benyttede til politiske Formaal. De danske Enevoldskonger havde et lettere Middel til at fremme denne Slags Øiemed i Nedsættelsen af dømmende Kommissioner, der ved selve sin Anordning bar det Extraordinæres Præg og holdt de ordinære Dommere fri for det Odiøse, som Anvendelsen i den politiske Forfølgelses Tjeneste altid medfører.

Jeg tror saaledes at kunne paastaa, at vort Folk aldrig har manglet Tillid til Strafferetspleien. Meget mere har denne Tillid været saa stærk, at de Mangler, der virkelig findes ved vor nugjældende Straffeproces, navnlig ved Forhøret, kun have været lidet eller slet ikke bemærkede af Almenheden. Den Mistillid, hvorom der tales saa meget, er, om den overhovedet findes, først skabt ved Reformagitationen og for en meget væsentlig Del ved Fremhævelse af Mangler, som ikke findes.

Reformens Historie bærer ogsaa Vidnesbyrd om denne Folkets Tillid til Retspleien.

Det Adler-Falsenske Udkast til Grundloven havde med dets almindelige doktrinære Troskab mod Forbilledet ogsaa optaget Bestemmelser om Jury; men denne Institution vandt ingen Tilslutning blandt Eidsvoldsmændene. I 1821 fremsatte Karl Johan Forslag om en begrændset Anvendelse af Jury (nemlig ved Forbrydelser mod Sverige og svenske Institutioner). Men dette Forslag forkastedes af Storthinget, der udtalte, at Juryen »stred mod Folkets Overbevisning«. I Firtiaarene, da de revolutionære Bevægelser i Europa atter bragte Domstols-Organisationen paa Dagsordenen, blev dette Spørgsmaal ogsaa vakt hos os. Forhandlingerne herom ledede til Nedsættelsen af en kongelig Proceslovkommission og senere, da dennes Arbeider af Storthinget fandtes at skride for langsomt frem, til en parlamentarisk Kommission. Den sidstes Udkast, der væsentlig byggede paa Grundsætningerne for den engelske Straffeproces, blev forelagt Storthinget i 1857 og af dette vedtaget. Forhandlingerne paa dette Storthing om Loven ere ret mærkelige. Skjønt Forslaget ikke var ledsaget af Motiver, og skjønt Behandlingen hverken i Justitskomiteen eller Odelsthinget kan siges at have været synderlig udtømmende, blev det dog vedtaget af Odelsthinget med 52 mod 46 Stemmer. Ved første Behandling i Lagthinget blev det med 14 mod 13 Stemmer besluttet at henstille til Odelsthinget at henlægge Forslaget, fordi det ikke var tilstrækkelig forberedt. Odelsthinget forkastede Lagthingets Bemærkning uden Debat. Og ved anden Behandling i Lagthinget vedtoges Loven med 14 mod 14 Stemmer, idet Stemmegivningen tydeligvis, ialfald for fleres vedkommende, skete i Tillid til, at Loven ikke vilde sanktioneres, hvad ogsaa et enkelt Lagthingsmedlem ligefrem udtalte, ligesom enkelte Repræsentanter, der i 1857 stemte for Reformen, i 1862 stemte mod den. Denne Tillid blev heller ikke skuffet.

Imidlertid havde den kongelige Proceslovkommission afgivet Indstilling, hvori tilraadedes en Reform uden Jury, men med kollegiale Retter i Underinstansen og Gjennemførelse af Mundtlighed i Rettergangen i saa vid Udstrækning som foreneligt med Adgang til Appel. Regjeringen, som tiltraadte disse Synsmaader, henstillede til Kommissionen at udarbeide Forslag overensstemmende med dem. Imidlertid søgte Regjeringen samtidig at bane Veien for en alsidig Drøftelse ogsaa af Juryprocessen og aabne Statsmagterne frie Hænder til at vælge denne Procesform, om fornyede Drøftelser skulde lede til AÅnerkjendelsen af dens Fortrin. Til den Ende fremsatte Regjeringen i 1859, — efter at saavel Proceslovkommissionen og en speciel til Undersøgelse af dette Spørgsmaal nedsat kongelig Kommission som Høiesteret havde fundet Juryen uforenelig med Grundlovens Bestemmelse om Høiesterets Stilling, — Forslag til Forandring af Grundlovens §§ 20 og 88, hvilke ogsaa vedtoges af Storthinget i 1862. Dernæst nedsattes i 1860 en kongelig Kommission til Udarbeidelse af Lovforslag, grundet paa Jury. Denne Kommission, hvis Medlemmer for øvrigt indtog yderst forskjellige Standpunkter ligeoverfor Ønskeligheden af denne Reform, udarbeidede derefter et udførligt Lovudkast med Motiver. Samtidigt udarbeidede Proceslovkommissionen Udkast til en Straffeproces uden Jury med delvis mundtlig Sagsbehandling og kollegiale Underretter. Ingen af disse Udkast blev optaget som kongelig Proposition. Regjeringen fastholdt den bestaaende Rettergangs Principer, men foreslog denne fuldstændiggjort og forbedret i Enkelthederne, ved hvilket Forslag den væsentlig fulgte Jurykommissionens Udkast i alle de Punkter, der ikke vedrørte den særlige Behandling ved Edsvorneretterne. Dette Forslag fremsattes for Storthinget i 1862, medens Johan Sverdrup paa samme Storthing optog Jurykommissionens Udkast. Det var efter Regjeringens hele Holdning ikke Tvivl underkastet, at en Lov om Jury denne Gang vilde være bleven sanktioneret, om den blev vedtagen af Storthinget. Efter en temmelig udførlig Debat vedtoges Juryforslaget i Odelsthinget med 46 mod 37 Stemmer. Men Lagtinget vovede dennegang ikke at overtage Ansvaret for Reformen og med 16 mod 12 Stemmer forkastedes her Forslaget. Hermed var Jurysagen foreløbig begravet. Paa Storthinget i 1865—6 fremkom Regjeringen paany med Forslag til Forandringer i Straffeprocessen paa Grundlag af den bestaaende Ordning. Og dette Forslag, der væsentlig var en forkortet Udgave af Regjeringsforslaget af 1862, vedtoges af Storthinget, idet det fra alle Sider erkjendtes, at Tiden ikke hos os endnu var moden for Juryen. Først i 1881 under den heftige politiske Strid fandt man atter i den halvt forglemte Jurysag et brugbart Agitationsemne. Den forrige Regjering viste sig imidlertid ingenlunde principielt fiendtlig mod Reformbestræbelsen. Dens Justitsminister (nuværende Høiesteretsassessor Bachke) udarbeidede i Forening med Professor Getz et Udkast til Straffeproces med Meddomsmænd, Mundtlighed og ren Gjennemførelse af Anklageprincipet. Dette Udkast foreligger trykt, men kom paa Grund af Regjeringens Fald ikke til at benyttes af den.

Denne korte Oversigt over Reformbevægelsens Historie turde ogsaa i en anden Henseende være lærerig: Den viser nemlig, hvor yderst uskikket denne Sag er som politisk Kampraab ligeoverfor det konservative Parti. Thi dette har i Virkeligheden aldrig modsat sig — og bør efter min Mening heller ikke modsætte sig — en Procesreform, men vel en Omdannelse af Domstolene til politiske Institutioner.

I den offentlige Drøftelse af Reformen har de Vanskeligheder, vore lokale Forhold stille i Veien for den, og de Byrder og Omkostninger, den vil medføre, indtaget en fremskudt Plads. Jeg kan derfor om dette Punkt fatte mig i Korthed: Vanskelighederne hænge, som allerede i Begyndelsen af mit Foredrag berørt, tildels sammen med Mundtlighedsprincipets Gjennemførelse. Denne kræver nemlig for det første, at alle Forhandlinger og særlig ogsaa al Vidneførsel skal foregaa umiddelbart for den Ret, der skal dømme i Sagen. Vidner maa saaledes møde frem for denne. Der kan kun i ringe Udstrækning blive Tale om den nu almindelige Udvei, at Vidnet afgiver Forklaring for sit Hjemsteds Ret, som nedtegner Forklaringen og sender en Afskrift til Hovedsagens Ret (Thingsvidne). Mundtlighedsprincipet medfører videre, at Retsforhandlingerne for Dommen ville fortsættes uafbrudt, en Udsættelse til et fjernere Retsmøde er utilstedelig. Begge disse Omstændigheder gjøre hyppige Retsmøder og stærkt begrændsede Retskredse ønskelige, — baade til Befordring af Retspleiens Hurtighed og Indskrænkning af Vidnepligtens Byrder. Nu er imidlertid Ulykken med Juryen netop den, at den er absolut uforenelig baade med smaa Retskredse og hyppige Sessioner. I alle Lande har man af praktiske Grunde seet sig nødsaget til at indskrænke Jurybehandlingen til de større Forbrydelser. Dette har man da ogsaa gjort i de hos os foreliggende Forslag, skjønt navnlig Jurykommissionens Udkast sætter Grændsen lavere end noget andet Lands Love. Og alligevel vil man i vore vidtstrakte og tyndt befolkede Landdistrikter alene kunne give Juryerne saa meget Stof, at det staar i rimeligt Forhold til Apparatets Størrelse og Betydning ved at holde faa Sessioner om Aaret (4 à 6) og ved at give Retskredsene en meget betydelig Udstrækning, noget, der i øvrigt ogsaa paakræves af Hensynet til Juryens Sammensætning, idet det fornødne Antal brugbare Elementer selvfølgelig vanskeligere lader sig opdrive i en mindre end i en større Kreds. Hermed bliver ikke alene Retspleien langsommere, men ogsaa dens Sikkerhed er udsat for at lide, idet det under den stærke Forøgelse af Vidnepligtens Byrder let kan komme dertil, at man heller undlader at anmelde Forbrydelser end udsætter sig for de med Sagen forbundne Byrder. I Finmarken vil disse Omstændigheder i Forbindelse med denne Landsdels særegne Befolkningsforhold efter min Mening kunne bevirke fuldstændig Lammelse af Retspleien. Man er derfor ogsaa stærkere og stærkere kommen ind paa den Tanke, at lade de nordligste Landsdele forblive uberørte af Reformen.

I de heromhandlede Punkter frembyder Meddomsmandsretterne ikke uvæsentlige Fortrin. Den Omstændighed, at Fagdommere og Lægmænd her samvirke, muliggjør baade, at de sidstes Antal kan sættes lavere end ved Juryretterne, og at man ikke behøver at stille fuldt saa høie Fordringer til deres Kvalifikationer. Herved bliver Apparatet i det hele taget mindre. Der er ingen Betænkelighed mod at henlægge alle Slags Straffesager under dem. Hermed hænger det atter sammen, at Sessionerne kunne holdes hyppigere og Retskredsene gjøres mindre.

Hvad sluttelig de direkte Bekostninger angaar, som Reformen vil medføre for Statskassen, er Meningerne derom meget delte, og det er ogsaa meget vanskeligt at danne sig en exakt Mening derom. Jeg antager, man maa paaregne en Merudgift paa Budgettet af henved en Kvart Million Kroner, — maaske meget mere, hvis man helt ud skal gjennemføre, hvad en forandret Rettergang kræver for at kunne virke fuldt ud efter sin Tanke. Er vort Folk villigt til at bære disse Byrder, saa er naturligvis en virkelig Forbedring i en saa vigtig Organisme som Retspleien ikke dermed for dyrt kjøbt. Jeg er enig med dem, der finde, at økonomiske Hensyn ikke bør tillægges den afgjørende Vægt ved Spørgsmaalet om nødvendige Retsreformer. Men jeg er absolut uenig med dem, der tro, at en virkelig Forbedring kan opnaaes uden Opofrelser, eller som for at spare ville bortskjære alle de Betryggelsesmidler, som andetsteds ere fundne at være uundværlige Bestanddele af Rettergangen, og ville indbilde sig selv og andre, at Indførelsen af et saaledes lemlæstet Vrængebillede af Udlandets Procesformer er det samme som at »bringe vor Retspleie paa Høide med den europæiske Udvikling«.

  1. ↑ Nærværende Foredrag har jeg paa Anmodning af Tidsskriftets Redaktion nedskrevet dels efter endel forud optegnede Momenter, dels efter Hukommelsen Jeg har herved benyttet Anledningen til hist og her at indflette enkelte supplerende Bemærkninger. Derimod har jeg ikke kunnet underkaste Emnet nogen hel ny Bearbeidelse, hvor ønskelig jeg end kunde finde en saadan, men har i alt væsentligt maattet holde mig inden Foredragets Ramme — allerede af den Grund, at jeg alene paa denne Maade fandt at kunne give Stoffet den af Hensyn til Tidsskriftet nødvendige Begrændsning.

    F. H.

  2. ↑ Se Skildringen heraf i den samtidige «Norske So» (Norske Magasin, II, 34). Se ogsaa flere interessante Oplysninger hos Professor Aubert i Ugeblad for Lovkyndighed, 4de Bind, Pag. 260—1.
  3. ↑ Jfr. H. Brunner, Die Entstehung der Schwurgerichte, 1872.
  4. ↑ Jfr. B. Getz, Om en forandret Rettergangsmaade i Straffesager, Pag. 43—4.
  5. ↑ Se Glaser, Zur Juryfrage, Pag. 12. I samme Retning udtaler sig ogsaa Gneist: Die Bildung des Geschwornengerichts in Deutschland, Pag. 23 og Heinze: Ein deutsches Geschwornengericht, Pag. 12, — begge fremtrædende Tilhængere af Juryen.
  6. ↑ Se hans Skrift: Betrachtungen über das Geschwornengericht.
  7. ↑ Jfr. ogsaa B. Getz i Retst. 1883, især P. 332.
  8. ↑ Saaledes som f. Ex. en af Juryens betydeligste Forkjæmpere, Gneist (Vier Fragen zur deutschen Strafprocesordnung, P. 158 o. flg.)
  9. ↑ Jfr. Binding: Die drei Grundfragen, P. 47 Note †).
  10. ↑ History of criminal law in England, I, P. 305. Jfr. Anmeldelse af dette Værk af B. Getz i Retst. 1883, P. 321 flg.
  11. ↑ Jfr. f. Ex. Heinze i det foran P. 11 i Noten citerede Skrift.
  12. ↑ History of criminal law, I, P. 567.
  13. ↑ I Forbindelse hermed vil følgende Udtalelse af Napoleon I i Statsraadsmøde den 5te Juni 1804 ikke være uden Interesse: »On ne peut se dissimuler, qu’un gouvernement tyrannique aurait beaucoup plus d’avantages avec des jurés qu’ avec des juges, qui sont moins à sa disposition et qui toujours lui opposeront plus de résistance. Aussi les tribunaux les plus terribles avaient ils des jurés. S’il eussent été composés de magistrats, les habitudes et les formes auraient été un rempart contre les condamnations injustes et arbitraires.«
  14. ↑ Schwarze: Geschworenengericht, P. 84.
  15. ↑ Disse Udtalelser er ogsaa fremdragne af Getz i Retst. 1883, P. 327—28, Note 2.
  16. ↑ Den berømte amerikanske Jurist, Story udtaler herom: De Edsvorne har vistnok den fysiske Magt at tilsidesætte Lov og Ret, men jeg bestrider paa det bestemteste, at de har den moralske Ret til at dømme om Lov og Ret efter deres personlige Meninger og Vilkaarlighed; jfr. Binding, Die drei Grundfragen, Pag. 24—25, Note *.
  17. ↑ Denne Doktrin, der har erhvervet stor Popularitet, hidrører oprindelig fra den bekjendte tyske Politiker og Patriot, Justus Møser. Se dennes »Politische Phantasien«, I, Pag. 338: »Hvad kan være ubilligere end at dømme et Menneske uden at være sikker paa, at han har begrebet og forstaaet eller har kunnet begribe og forstaa den Lov, hvis Overtrædelse lægges ham til Last? Men den tydeligste Prøve paa, at han har forstaaet Loven eller dog kunde og skulde forstaa Loven, er ubestridelig den, at 7 eller 12 ulærde Mænd dømmer ham efter den og ved selve denne sin Dom giver tilkjende, hvorledes det almindelige Begreb om den overtraadte Lov har været, og hvorledes ethvert blot med sund Fornuft begavet Menneske har udlagt den.«
  18. ↑ Jfr. ogsaa B. Getz, Om en forandret Rettergangsmaade i Straffesager, Pag. 30 flg.
  19. ↑ Jfr. Getz, Om en forandret Rettergangsmaade i Straffesager, Pag. 332.
  20. ↑ Om en forandret Rettergangsmaade, Pag. 36.
  21. ↑ Jfr. om Torturen Sylow: Den materielle Bevisteoris Udvikling, Pag. 107—8. Goos: Den danske Straffeproces i Forhold til Strafferetspleiens Grundsætninger fra Christian V’s Lov til Nutiden (1880), Pag. 28, 56 ff. 71 m. fl. St.
  22. ↑ Se Stampes Erklæringer, Pag. 502, og en Række andre Udtalelser af denne bekjendte retslærde, citerede af Goos i det anførte Skrift, P. 45, 45.
  23. ↑ Jfr. Goos i det citerede Skrift, Pag. 66 o. flg.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Om_Jury&oldid=294010»