Om Humanisten og Satirikeren Johan Lauremberg/7
VII.
Johan Lauremberg og Ludvig Holberg.
I det foregaaende har jeg allerede paa mere end et Sted nævnt Holbergs Navn og af og til søgt at pege paa et eller andet i Laurembergs Digtning, som kan antages at have staaet for Holbergs Øie.
Det er selvfølgeligt fjernt fra min Tanke at bestride den Sandhed, at Holbergs Optræden er et Gjennembrud i vor Literatur, enestaaende og originalt, som intet andet i dennes hele Liv. Men om der altsaa neppe vil kunne paavises nogen nordisk Forfatter, der fuldt ud fortjener Navn af Holbergs Forløber, har det ikkedestomindre sin store Interesse at iagttage ældre Tilløb, der frembyde noget Slægtskab med den Holbergske Muse. En dansk Literaturhistoriker, der baade med Flid og Lærdom har seet sig om efter den Slags Paralleler, har ment at finde nogle saadanne i den som historisk Aktstykke vigtige dramatiske Satire fra Christian V.s Tid, der kaldes »Grevens og Friherrens Comedie«,[1] og ved en anden Leilighed ogsaa gjort opmærksom paa, at »Don Ranudo« røber paatagelige og verbale Overensstemmelser med Vilhelm Helts Digt »Irus«.[2] Af deslige Paavisninger kan der gjøres flere.
I Regelen ville dog disse angaa Smaating og kun Smaating. Er der nogen ældre om danske Forholde skrivende Forfatter, som i større Udstrækning kan siges at have indvirket paa Holberg og været hans virkelige og nære Aandsfrænde, saa er det ingen indfødt dansk eller norsk Mand, men det er den tydskfødte Johan Lauremberg. Hvad jeg først og fremst lægger Vægten paa er ikke de Enkeltheder, som leilighedsvis ere omtalte, saasom Ligheden mellem »Pedanten og Phantasten Blax« og Tybo, mellem den westphalske Foged og Jean de France o. s. v. Hvad jeg mener, er at hele den Aand, alt det friske og sprudlende Lune, der gaar gjennem Laurembergs Satirer, har en stærk Lighed med Holbergs, og at dette bedst erkjendes netop ved Læsningen af de Digte i deres Helhed, af hvilke jeg ovenfor har givet Læseren udførlige Prøver og Uddrag. Denne min Paastand, om hvis Rigtighed Dommen maa være hos andre, kan jeg ikke udgive for ny. Den er allerede før bleven udtalt, men rigtignok aldrig uden i Forbigaaende, ligesom den heller aldrig hidtil har tiltrukket sig nogen almindeligere Opmærksomhed.[3] I Tydskland har man fordetmeste læst Lauremberg uden at tænke paa Holberg,[4] i Norden Holberg uden at tænke paa Lauremberg.
At Holberg er paavirket af Lauremberg, tør paastaaes ikke alene formedelst indre Sandsynlighedsgrunde, men det fremgaar ogsaa gjennem ydre Tegn og Kjendsgjerninger. Navnlig maa i Holbergs første Digtertid Lauremberg have saa at sige ligget opslaaet paa hans Skrivebord. Allerede Titelen paa den Samling af Satirer, som Holberg udgav kort efter, at han havde gjort sig berømt ved Peder Paars, er betegnende nok, thi han har ligesom opkaldt sin Samling efter sin Forgjængers. Den heder: Fire Skiemte-Digte, hvilket ikke alene ligefrem svare til Laurembergs »Veer Scherzgedichte« eller i den danske Oversættelse: »Fire Skiæmpte Digte«, men bliver end mere paafaldende, da disse Holbergs Poesier egentlig ikke ere fire, men fem. Metret er i de fire Holbergske Satirer, ganske som hos Lauremberg, Alexandrinen, og man behøver ingenlunde at gaa til Frankrige for at udfinde, at Holberg har laant sit Versemaal fra Boileau, allermindst naar man erindrer den Maade, hvorpaa Peder Syv, som ovenfor anført, omtaler Laurembergs Alexandriner, og dertil ikke glemmer, at ogsaa i Mellemtiden danske Forfattere havde benyttet dette dengang yndede Versemaal. Til Overflod vil man ogsaa i det femte af disse Holbergs Digte to Gange finde Laurembergs Navn nævnt og det i intet ringere Selskab end Juvenals. Den lærde »Zille Hansdatter«,[5] der forsvarer sit Kjøn, vender sig imod de to Satirikere, i hvilke hun tænkes at see dettes Uvenner, i følgende Ord:
Har kundet vel bevæge
At skrive sjette Satyra
Og Laurenberg at bræge
Mod Qvindekjøn paa brudet tydsk
Og saadant Skandskrift giøre?
De, deres Lige maa paa jydsk
En kort Erindring høre.
og senere:
Jeg hvisker kun i Øre,
At sterke Kiemper tit en Dverg
Kand og til Skamme giøre.[6]
En Sammenligning mellem de to Satirikere bringer i rigt Maal saavel Ligheder som Uligheder tilsyne. Begge vare rigt og mangesidigt begavede og optræde som Forfattere paa mange og forskjellige Felter; om end Holberg er den ulige større og universellere Genius, har dog ogsaa Lauremberg med Held forsøgt sig i Retninger, der kun saare sjelden findes forenede hos et enkelt Menneske: Philologi, classisk og plattydsk Poesi, Lægevidenskab, Mathematik, Karttegning og Ingenieurfaget. Begge behandle helst Middelstandens Liv og Forholde og holde gjerne Samtidens store Spørgsmaal og dens verdenshistoriske Kampe udenfor sine Poesier. Af Naturen havde de begge en udpræget Forkjærlighed for djærve, ligefremme Udtryk, og ingen af dem egner sig til at være Snerpers Læsning. Aabenbart gjør det ligeoverfor Danske en uhyre Forskjel, enten man er en Tydsker, der selv efter det syttende Aarhundredes Begreber dog ubetinget var at regne blandt Fremmede, eller en Nordmand, den nærmeste af alle Frænder, og dog bliver det til en vis Grad en Overensstemmelse mere mellem Holberg og Lauremberg, ligesom ogsaa mellem Holberg og Wessel, at ingen af dem var indfødt dansk: det gav dem en eiendommelig Frihed og Uhildethed i Opfatningen af det Samfund, i hvilket Holberg ganske og Lauremberg for en væsentlig Deel levede sig ind. Begge Digtere havde i sin Ungdom gjort langvarige og vidtløftige Reiser og det netop i de samme Dele af Europa; i sit senere Liv bleve begge strenge Dommere over Andres Reiselyst og det ringe Udbytte, som den medførte. Baade Holberg og Lauremberg vare væsentlig conservative Mænd, thi ogsaa den førstnævnte var, hvorlidet han end holdt paa det gamle, alene fordi det var gammelt, dog streng og mistænkelig ligeoverfor alt nyt, og det ikke mindst i sine politiske Anskuelser. Men hvor ganske anderledes tager ikke Holbergs Skjebne sig i andre Henseender ud ved Siden af Laurembergs? Den første frembringer sine fleste og mest læste Digterverker allerede som ung eller, for at bruge hans egne Ord, han faar »sin poetiske Raptus« i sine bedste og friskeste Aar, medens Lauremberg staar paa Oldingealderens Grændse, da han skriver sine mærkeligste Arbeider. Og i hvor god Samklang staar det ikke hermed, at den unge Holberg grundlægger Danmarks og Norges classiske Literatur, medens den aldrende Lauremberg synger en anden Literaturs Svanesang! Og saa de ydre Livsvilkaar: Holberg ugift og ypperlig Økonom, for hvert Aar rigere og tilsidst stor Godseier, ja endog Baron, Lauremberg plaget af Hjemvee og af Næringssorg og afsluttende sin Bane med at skrive et vemodigt Klagedigt. Holberg har fundet sit sidste Hvilested i en prægtig Sarkophag i Sorø Klosterkirke, reist ham af det Academi, hvis velgjører han havde været. Om Lauremberg, der dog utvivlsomt er begravet i eller ved den selvsamme Kirke, findes nu intet synligt Mindesmærke, ligesaalidt som der, mig bekjendt, kjendes noget Billede af ham. Men Historien vil erkjende, at hvad Ludvig Holberg fuldt ud og i det Store blev i det attende Aarhundrede, havde Johan Lauremberg delvis og i en mindre Stil været i det syttende.
- ↑ Grevens og Friherrens Komedie, udg. af S. B. Smith. Kbhvn. 1871 og (2. Udg.) 1874.
- ↑ Danske Samll. 2. R. II. S. 244—246. Allerede forlængst har Helt været sammenstillet med Holberg (f. Ex. af Rahbek, N. M. Petersen, Bidrag til den danske Lit. Hist. IV. S. 405), og det vil aldrig kunne nægtes, at der findes flere Steder hos Helt end det anførte, som kunde fremdrages, om man skulde skrive Commentarer til Holberg. »Tydske Jochum« i Peder Paars har saaledes visselig sit Motiv i følgende Linier:
En Jyde-Dreng eengang, hand var i fiorten Dage
Til Rostock uden Lands, og der hand kom tilbage
Hiem til sin Føde-By, hand havde glemt sit Jydsk,
Hand viste ei et Ord, men talte lutter Tydsk.Med Føie bemærker N. M. Petersen, at Helts Liv er lidet kjendt. Noget mere veed man dog nu end da, se f. Ex. Chr. Bruun, Frederik Rostgaards Liv og Levnet, paa fl. St., Norsk hist. Tidsskr. II. S. 319 og III. S. 108, 115. Personalhist. Tidsskr. I. S. 275 og IV. S. 168. I T. Beckers Hist. Museum, S. 144, anføres »Efterretninger om Helts Optagelse i Adelen« o. s. v. Denne Forfatter fortjente vistnok en monographisk Behandling. Men mon ikke en saadan væsentlig vilde tjene til at vise, at Helt er en af Laurembergs danske Disciple?
- ↑ N. M. Petersen har havt den fulde Forstaaelse af Lauremberg, ja endog — i denne Henseende ganske enestaaende i Danmark — været opmærksom paa den latinske Satiras Værd og Interesse. I Anledning af denne bemærker han (III. S. 332): »Slige Ting forældes ikke, vi ville derfor lade ham slumre i Ro, indtil Holberg siger til ham: staa op af Graven.« Senere (III. S. 603) bebuder Petersen atter, at han nærmere vil behandle Lauremberg, naar han naar frem til Holberg, men han glemmer, da det kommer til Stykket, at indfri sit Løfte. Efter den Tid har kun Paludan (Dansk hist. Tidsskr. 5. R. II. S. 82) ydet Laurembergs Satirer Retfærdighed, dog ligeledes uden at gaa nærmere ind paa Tingen. Hans Ord fortjene at anføres: »En af Digterne i Overgangstiden efter Trediveaarskrigen synes bestemt at have paavirket Holberg, mindre dog som Dramatiker end gjennem sine Satirer, der ikke blot ligesom Holberg med Forkjærlighed vende Braadden mod Forfængeligheden, de nye Moder og Noder, men ogsaa i Enkeltheder frembyde paafaldende overensstemmelser med ham.«
- ↑ Kun Lappenberg (l. c. 195) gjør tildels en Undtagelse.
- ↑ At Holberg ved sin »Zille« har tænkt paa sit Byesbarn, en for sin Lærdom, men ogsaa for sin Ulykke bekjendt bergensk Auditørdatter, Sille Gad, har jeg tidligere gjort opmærksom paa i Norsk hist. Tidsskr. II. S. 200—267.
- ↑ Ludvig Holbergs Mindre poetiske Skrifter, udg. af F. L. Liebenberg. Kbhvn. 1865. S. 227, 237. Kun den rene Uforstand kan, saaledes som F. C. Schønau (Samling af Danske lærde Fruentimmer. II. S. 1409), fortolke den vrede Zilles Ytringer som Ringeagt fra Holbergs egen Side.