Om Humanisten og Satirikeren Johan Lauremberg/6

Ludvig Daae

Om Humanisten og Satirikeren Johan Lauremberg

J. Chr. Gundersens Bogtrykkeri, 1884 (s. 61–69).

VI.

Laurembergs sidste Aar. Hans Efterslægt og Eftermæle.

Vor soranske Digter kom til at henleve mere end en Menneskealder i Danmark. Hans Familie voxede efterhaanden til. I 1652 bortgiftede han en Datter til sin forrige Collega, Mag. B. Ulrik, som var bleven Sognepræst til Aasum i Skaane; mellem de fornemme Gjæster, han indbød, var hans fordums Discipel, Rigsraad og kort efter Rigshovmester Joachim Gersdorf.^[1] Sønnerne vare efterhaanden komne i den borgerlige Afdeling af Sorø latinske Skole, hvor de nød kongelig Understøttelse, saaledes Sebastian og Vilhelm i 1642 og Johan i 1644.^[2] Desforuden synes han at have havt fremmede Disciple af den samme Skole i sit Hus, i 1647 saaledes to Præstesønner fra Undal i Christianssands Stift. Et latinsk Takkebrev fra deres Fader^[3] giver et smukt Indblik i Laurembergs Hjem, hvor de to unge Nordmænd fandt den kjærligste Modtagelse og Behandling, medens deres Fader sendte norske Gaver til professorens Hus.

Ogsaa efterat de plattydske Digte vare udkomne, vedblev den nu aldrende Digter sin literære Virksomhed, om end hans sidste Frembringelser i det Hele ikke kunne sammenlignes med de tidligere.

I 1653, da Academiets forrige Hovmester Henrik Ramel var død, forfattede Lauremberg i Academiets Navn et latinsk Sørgedigt for Anledningen, ligesom han samme Aar paa lignende Maade lykønskede hans anden Eftermand Jørgen Rosenkrands, en Søn af den lærde Holger.^[4]

I 1655 blev Kong Fredrik III.s Søn, den senere Christian V., hyldet i Danmark som udvalgt Thronfølger. Lauremberg forfattede ikke alene i Academiets Navn et latinsk Lykønskningsdigt, ^[5] men han optraadte tillige paany som høitydsk Skuespildigter med »den første i Danmark opførte virkelige Opera«, en Fremstilling af Arions Historie. Det er en allegorisk Lykønskning til Kongen fra Sorø; Fortalen forklarer Arion som Academiet, der bæres uskadt gjennem Bølgerne af Delphinen, som er Kongen. »Det indeholder kun Smiger uden egentlig Handling, vexlende Oder og Chor af Furier, Dyder, Nereider o. s. v., der optræde og forsvinde uden videre Forbindelse mellem de enkelte Scener«.^[6]

Laurembergs økonomiske Vilkaar behøvede neppe at have været mislige. Lønningerne i Sorø maa have været ret gode efter Pengenes daværende Værd, da ellers neppe saa mange ansete Lærde fra Udlandet havde været at faa paa de tilbudte Betingelser. Lauremberg har aabenbart ogsaa ved flere Leiligheder havt betydelige Tillæg til sine Indkomster. Vi have seet, at han »havde oppebaaret en stor Andel« for sit Kartarbeide.^[7] Comedierne, som han skrev til Formælingsfesten, have visselig været betalte, og muligens har han endog en Tid havt en Indtægt som Læge eller medicinsk Docent i Sorø;^[8] man erindre, at han i sin Ungdom havde promoveret som Dr. med. Sammenlagt med dette Honorar har hans faste Løn i nogen Tid endog været ligesaa høi som Beriderens. Frederik III. gav ved sin Thronbestigelse Lauremberg et personligt Tillæg.^[9] Hans literære Virksomhed har naturligvis ikke været meget indbringende, men dog vel heller ikke aldeles brødløs. At han søgte Privilegium paa Udgivelsen af Comedierne, synes at antyde, at han ventede Pengefordel deraf, og af sine Skjæmtedigte kan han vist tænkes at have havt Fordel.^[10]

Imidlertid finder man, at han i sine sidste Aar bittert klager over Fattigdom og Næringssorg. Rimeligvis har Statens allerede før Svenskekrigen i 1657 mislige Finantser bevirket, at Lønnen ikke er bleven ordentlig udbetalt, og vist er det, at endnu 6 Aar efter Laurembergs Død havde hans Bo fremdeles utilfredsstillede Krav i denne Henseende, om end ikke paa noget meget stort Beløb.

Disse sine Sorger har Lauremberg givet et Udtryk gjennem et Digt, hans sidste, men ingenlunde mindst smukke og heldige, nemlig »Daphorini Querimonia de suo et Academiae Soranae Statu«, et Brev i trochaiske Tetrametre til Kong Frederik, skrevet 1657, hvoraf allerede tidligere et Par Steder leilighedsvis ere anførte. Denne Digterens Svanesang indeholder i Korthed følgende:

Daphorinus (han oversætter her sit Navn paa Græsk) er nu en svag og sygelig Mand, som plages af Søvnløshed og ved den natlige Lampe klager over sin Skjæbne. Christian IV.s berømte Navn og de store Forventninger, som knyttede sig til den nye Stiftelse i Sorø havde bevæget ham til at forlade sit Fødeland og Barndomshjem. Saalænge han var frisk og kraftig, havde han aldrig hvilet, men stedse arbeidet i sit Embede og for Videnskaben. Nu er han før Tiden bleven gammel og venter ikke at have længe igjen at leve. Før havde han dog sit nødtørftige Udkomme, men nu plages han af Creditorer og Fattigdom. Ikke har Ødselhed i Klædedragt eller Levemaade voldt ham disse Ulykker, men de have været en Følge af Statens Trængsler, idet Danmark inddroges i den sørgelige Krig;^[11] og Dyrtid fulgte efter den. Academiet fik da ikke sine Indtægter og dets Lærere ikke sin Løn. Saa havde Digteren tiltrængt kostbar Medicin i sin Sygdom (»nimis pretiosa mensae pauperis jentacula«). Hans Skrifter, Frugten af hans natlige Studier, henlaa ufuldførte som Offer for Møllene. Disse triste Betragtninger afbrydes af Apollo, der viser sig for Digteren og trøster ham. Kong Frederik vil sikkerlig hjælpe ham, vil ikke lade hans Flid i mere end tredive Aar upaaskjønnet, han har jo allerede ved sin Thronbestigelse vist Naade mod sin fordums Lærer. Guden vil selv være Laurembergs Talsmand hos Kongen. Denne vil visselig ikke alene lindre Digterens egen Nød, men han vil ogsaa tænke paa hans ældste Søn, at denne kan blive sin Faders Eftermand som Professor i Sorø. Sønnen er jo desuden ikke nogen Fremmed i Danmark, som Faderen oprindelig var det, da han er indfødt dansk Mand og den første i Sorø fødte Professorsøn. Glad over denne Trøst, anraaber nu Daphorinus Kongen om at opnaa disse sine Ønsker.

Men det var ingen beleilig Tid for saadanne Bønner, thi i samme Aar, som dette Digt skreves, udbrød en ny Svenskekrig, den ulykkeligste for Danmark af dem alle. Dog, Lauremberg tiltrængte snart ikke mere her i Verden; thi to Dage efter, at han havde fyldt sit 68de Aar (paa denne hans sidste Fødselsdag sluttedes Roskildefreden), døde han den 28de Februar 1658.^[12] Et Program synes at være udstedt til hans Begravelse af selve Hovmesteren paa Sorø, Jørgen Rosenkrands,^[13] hvilket dog neppe mere existerer.

Om hans Hustru vides intet, heller ikke hører man noget om Sønnen Johan efter hans Indtrædelse i Sorø Skole. Med Hensyn til den ældste Søn, Sebastian (f. 1626), gik Faderens Ønske i Opfyldelse, idet han virkelig blev dennes Eftermand i det mathematiske Professorat ved det hensygnende Academi. Efter dettes Ophævelse i 1665 stod han længe paa Vartpenge, indtil han i 1692 blev Professor ved det »ridderlige Academi« i Kjøbenhavn, en Stilling han dog meget kort kom til at indehave, da han døde samme Aar, som det synes i fattige Omstændigheder. Han havde deponeret i Rostock og reist udenlands, men opnaaede ikke noget literært Navn.^[14] Den følgende Søn, Vilhelm, kom til Skaane, hvor han blev Stadscomminister i Malmø samt Sognepræst og Provst i et Herred paa Landet. Han døde 1699 og skal have hørt til de ivrigste Befordrere af Skaanes Forsvenskning.^[15] (En Søn af denne, Johan Vilhelm, var Hospitalspræst og døde 1719 i Helsingborg.^[16] Christian Lauremberg, aabenbart opkaldt efter Kong Christian IV., født i Sorø 1636 og Student sammesteds 1656, døde 1695 som Magister og Sognepræst til Slaglille og Bjernede, altsaa lige i Nærheden af sin Fødeby. (En Søn af ham har maaske den Vilhelm Sebastian L. været, der døde 1721 som Præst i Vartou).^[17] Elisabeth Lauremberg døde 1660. Hendes Mand, der i de senere Aar skrev sit Navn Oelreich, blev siden Professor ved Universitetet i Lund, men døde omsider som Superintendent i Bremen 1686.^[18]

I Danmark stod Laurembergs Navn i et Par Menneskealdre efter hans Død i høi Anseelse. Mænd som Thomas Bartholin^[19] og Oluf Borch^[20] omtale ham med den høieste Grad af Ros og Anerkjendelse, og endnu Niels Slange kalder ham »en af de lærdeste Mænd, som her i Landet have levet«.^[21] Mere Vegt end paa alle de Lovtaler tilsammen, som jeg med Lethed skulde formaa at samle, lægger jeg dog paa den Maade, hvorpaa Lauremberg omtales af den nærmeste Eftertids ypperste danske Sprogmand, Peder Syv. Denne har nemlig i sine »Betænkninger om det cimbriske Sprog« (1663) omfattet Lauremberg med iøinefaldende Forkjærlighed. I det Capitel, der handler »om Poeter i vor Tid«, citerer han jevnlig den danske Oversættelse af Skjemtedigtene ikke alene som Exempler paa Alexandrinens Anvendelse i danske Vers, i hvilken Henseende Lauremberg aabenbart er den egentlige Banebryder, men han anfører ogsaa Stykker af ham som Mønstre for, hvorledes overhoved Digte bør skrives, idet han udbryder: »Saaledes skal Verset være, at det synes for Læseren let og uden Umage gjort, og dog enten ikke eller og med stor Besværlighed at kunne eftergjøres, saa at den, som det forsøge vil, maa tidt klaa sig over Hjernen, bide i Fingrene og vende sig hid og did og kan endda som oftest intet udrette«.^[22]

Endnu ind i det følgende Aarhundrede manglede Lauremberg ikke Læsere og Beundrere. Mellem disse kan særlig nævnes den senere theologiske Professor og omsider Stiftsprovst i Kjøbenhavn Søren Bloch, der omtrent 1720 endog begyndte paa en ny dansk Oversættelse af Scherzgedichte, uden dog at komme længere end til første Satire, der heller ikke blev trykt før meget senere.^[23]

Efterhaanden gik »Skiæmpte-Digtene« imidlertid i Forglemmelse i Danmark. Skal jeg gjætte paa Grunden dertil, da er den vistnok netop at søge deri, at — Holbergs Optræden ligesom Solen har fordunklet ogsaa denne Stjerne. Ikkedestomindre turde det vel have været sandsynligt, at Lauremberg fremdeles vilde have bevaret en, om end aftagende Læsekreds ogsaa i Danmark og Norge, hvis ikke, hvad der er saare paafaldende, Boghandlerspeculationen ganske havde glemt ham. Derved skede det, at Oversættelsen hurtig blev sjeldnere og sjeldnere, et godt Tegn paa, at den ikke var bleven staaende ulæst i Hylderne. Den er nu en af de allerstørste Rariteter. Hverken det store kongelige Bibliothek eller Universitetsbibliotheket i Kjøbenhavn eier den, og den findes i hele Danmark kun i Karen Brahes Klosterbibliothek i Odense. I Norge findes derimod mindst tre Exemplarer, to paa vort Universitetsbibliothek og et i Videnskabernes Selskabs Bibliothek i Throndhjem. Denne Omstændighed gjør det forklarligt, at Laurembergs literære Betydning saa længe har været overseet.

I Tydskland vedblev derimod Originalen at holde sig som en kjær Folkebog og oplagdes der jevnlig. Det ligger udenfor min Hensigt at opregne alle de Udgaver, Bedømmelser o. s. v., som Lauremberg har fundet i sit Fødeland. Prof. Classen i Lübeck udgav i 1841 en liden Afhandling om ham, der indeholdt flere gode Bemærkninger, hvorefter Jacob Grimm i 1857 henledede de tydske Philologers Opmærksomhed paa Laurembergs Betydning.^[24] Lappenbergs Udgave (Stuttgart 1851, Bibl. des literarischen Vereins) er i historisk og W. Braunes (Halle 1879, Neudrucke deutscher Literaturwerke des 16 u. 17 Jahrh.) i philologisk Henseende den bedste Udgave af »Scherzgedichte«. Disse ere derhos paa forskjellig Maade (især dog fra Sprogets Side) commenterede af nyere Forskere, af hvilke nogle ere citerede i denne Afhandling.^[25] Det kan overhoved siges, at der i Tydskland gives ikke faa ivrige Laurembergianere, noget, der let kan forklares i en Tid, da den plattydske Literatur atter er vaagnet til nyt Liv gjennem Digtere som Fritz Reuter og Claus Groth.

---

1. Se Bilagene.
2. Tauber, l. c. Aktst. XLV—XLVI, hvor de opføres imellem »ceteri (ɔ: uadelige) alumni regia munificentia«.
3. Aftrykt blandt Bilagene.
4. Begge disse Poemer, der maaske kunne have en Smule Interesse for Academiets Historie, høre til de største Sjeldenheder. Digtet til Rosenkrands, der opføres af Lappenberg (l. c. S. 91), skal findes i Wolfenbüttel. Versene over Ramel existerer maaske ikke mere paa Tryk, men findes i Aftryk i det danske Geheimearchiv, hvorefter de nedenfor ere aftrykte mellem Bilagene.
5. Lappenberg, l. c. S. 191—192.
6. Da jeg ei har havt denne Opera ved Haanden, har jeg laant Characteristiken deraf fra J. Paludans ovenciterede Afhandling i Dansk hist. Tidsskr. s. R. II. S. 53. Det er en paafaldende Unøiagtighed af Overskou (Den danske Skueplads. I. S. 82), naar han forvexler denne Christians Hylding 1655 med Onkelens, den i 1647 afdøde Christians, i 1610 og lader Lauremberg forfatte sin Arion 13 Aar før hans Indkaldelse til Danmark.
7. I Christian IV.s Hofstats aarlige Besolding, som den af Rentekammeret blev betalt omtrent 1642, anføres (Danske Mag V. S. 211): »D. Joannes Laurenberg Medic. paa Sorø Academi aarlig 300 Rdl.«. Se ogsaa Meddelelser fra Rentekammerarchivet, udg. af Joh. Grundtvig 1872, S. 182—183, hvor Dr. J. L., »Prof. og Medicus paa Sorø«, opføres mellem Hoffets faste Pensionister, der tilføies, at han har »en Student til Hjælper«.
8. Som man seer af Citaterne i forrige Note, kaldes han virkelig »Medicus«. Maaske har han til en Tid vicarieret i denne Egenskab.
9. Se det nedenanførte Digt: Qverimonia, S. 98—99.
10. »Man kunde vel ogsaa paa de Tider leve af sin Pen«, siger H. F. Rørdam, M. Anders Arrebos Levnet og Skrifter. I. Kbhvn. 1857. S. 162.
11. Publica accessit procella derepente in Daniam,
    Tale nil quicqvam timentem detonans. Mars impius,
    Dum pia objicit profano militi stipendia,
    Palladi minut pudorem vimque Musis intulit,
    Sancta regum, diis sacrata dona in alvum congerens
    Urbium centum capacem, tota sorbentem oppida.
    
    
12. Wittenii Diarium biographicum. Gedani 1688.
13. Funus indictum est a Georgio Rosenkrantz, Olig. fil. Acad. hujus præside. Alberti Thura Idea hist. litterariae Danorum. Hamburgi 1722. p. 202.
14. Alb. Thura, l. c. p. 191—92. Tauber, l. c. S. 41. Uddrag af Jens Bircherods Dagbøger, udg. af C. Molbech. Kbhvn. 1846. S. 254. Danske Samlinger, udg. af Chr. Bruun m. fl. I. S. 302. Ny danske Magazin. IV. S. 230.
15. Cavallin, Lunds Stifts Herdaminne. II. S. 38—39.
16. Sammesteds, III. S. 367.
17. S. V. Viberg, Bidrag til en alm. dansk Præstehistorie. III. S. 128, II. S. 160.
18. Cavallin, V. S. 146 flg. M. Weibull, Lunds Universitets Hist. II. S. 21.
19. Diss. de medicis poetis. p. 147.
20. Diss. de poetis. p. 168.
21. Christian IV.s Historie. S. 981. Jeg anseer det ikke usandsynligt, at denne Slanges Dom kan stamme fra Vitus Bering, der havde været Laurembergs Collega i Sorø. H. F. Rørdam har nemlig (Dansk hist. Tidsskr. 5. R. I. S. 101) paavist det som rimeligt, at Berings Arbeider til Christian IV.s Historie ere komne i Slanges Besiddelse og have dannet Grundlaget for hans Verk. I saa Fald faar Dommen en anden Betydning, end om den alene kunde tillægges den ucritiske og selv ulærde Slange.
22. »Nogle Betenkninger om det cimbriske Sprogs af P. P. Syv. S. 124, cfr. S. 134. P. Syv har her, som Læseren vil have bemærket, paa sin Maade omskrevet Horats’s Ord i Ars poetica:
    — — Ut sibi quivis
    Speret idem, sudet multum, frustraque laboret
    Ausus idem — —
    
    

    En anden Bemærkning af P. Syv om den danske Oversættelse af Lauremberg se S.142.

23. Søren Blochs Efterladte Skrifter. Første Samling (mere ei udk.). Kbhvn. 1756. 4. S. 177—196, cfr. Fortalen S. 7. Hvad der for mig har størst Interesse ved denne Blochs Oversættelse er dette, at den udarbeidedes omtrent samtidig med Holbergs første Optræden som Digter. N. M. Petersen (Bidrag til den danske Lit. Hist. IV. S. 548, Anm.) har lagt Mærke til, at Bloch, førend Peder Paus udkom, havde forfattet (men ei udgivet) en komisk Fortælling: »Søren Knudsens Heldengeschichte«, men han har overseet, at da samme Fortælling omsider udkom 1755, efter at baade Holberg og Bloch vare døde, tillod man sig at sætte Holbergs Navn paa Titelbladet som Forfatter, indtil Blochs Søn protesterede derimod og tilføiede: »Enhver, som besidder mindste Indsigt i det danske Sprog, skal ved første Øiekast kunne see, at det er skrevet af en Jyde og ikke af en Nordmand, allermindst af Sal. Baron Holberg, som i alle sine Skrifter fører en ganske anden Slags Stil.« Den nys citerede Fortale til Blochs Efterl. Skr. S. 9.
24. Germania. Vierteljahrsschrift f. deutsche Alterthumskunde, hg. v. Franz Pfeiffer. II. S. 298 flg.
25. Jeg har desværre ikke kunnet benytte Fr. Latendorf, Zu Laurembergs Scherzgedichten. Rostock 1875.