Om Humanisten og Satirikeren Johan Lauremberg/5
V.
Laurembergs plattydske Satirer.
Sin første Satire skrev altsaa Lauremberg endnu paa Latin. Det var hans Ungdoms poetiske Sprog og flød let og værdigt fra hans Pen, og dertil kom ogsaa, at ved Behandlingen af et saa kildent Emne som den synkende Adels Brøst og Skrøbeligheder frembød Latinen virkelig Fordele. Man maa tænke paa, at Holberg hundrede Aar senere fandt det hensigtsmæssigt at skrive Nils Klim i det Sprog. Man taaler mere, naar det siges paa Latin, end naar det ligefrem kan læses af Creti og Pleti.
Sine følgende Satirer, i hvilke han nærmest holder sig til de jevne Borgerfolks Liv, skriver Lauremberg i sit egentlige Modersmaal.
Hvad jeg kalder saaledes, var naturligvis Tydsk, men vel at mærke Plattydsk. Dette den store nordtydske Lavslettes Sprog, der endnu som Talesprog har en vid Udbredelse, og som har øvet en overordentlig, men af vore Lingvister endnu ikke paa langt nær tilstrækkelig undersøgt og opklaret Indflydelse paa Sprogforholdene i det skandinaviske Norden, havde i Middelalderen og endnu paa Reformationstiden, ja lidt udover denne, ogsaa været et Literatursprog. Det mærkelige Lovverk »Sachsenspiegel«, de mange vigtige Krøniker fra de tydske Byer, Detmar og hans Fortsættere, Reimar Koch, Ditmarskerchronisten Neocorus o. fl., samt ikke mindst den vittige Folkebog Reineke Voss høre til dets noksom bekjendte Prydelser. Høitydsken havde imidlertid siden Luthers Bibeloversættelse mere og mere hævdet sin Overlegenhed og fortrængt Plattydsken fra al Anvendelse i Documenter og offentlige Forretninger. Allerede i Laurembergs Ungdom var den sydlige Sprogforms seier en fuldbragt Kjendsgjerning; efter 1622 udkom heller ikke Bibelen oftere paa Plattydsk. Kun i Nederlandene, hvis særegne politiske Udvikling efterhaanden bevirkede en fuldstændig Udsondring fra det tydske Moderland, der endnu indtil Trediveaarskrigen pleiede at regne Hollænderne blandt sine Sønner, blev Forholdet et andet, idet her en plattydsk Dialect kom til at opnaa Værdigheden af et selvstændigt Nationalsprog.
Vor soranske Meklenburger saa med stor Bedrøvelse det Sprog at tilbagetrænges, som var ham kjært fra Barndommen af, og som han allerede ved sine plattydske Mellemscener i de to Comedier havde vist, at han ikke havde glemt. Som jo Mennesket gjerne, naar man er kommen noget ud over Livets Midte, uvilkaarlig mere og mere hengiver sig til sine Minder, saaledes gik det ogsaa Lauremberg. Den gamle Latiner har aabenbart i sine ældre Aar mere og mere vendt Tanken hen til sit nordtydske Fødeland og dets Sprog og er herved bleven ledet ind paa det Forfatterskab, der har givet ham den varigste Ære og Navnkundighed. Det er i vore Dage blevet en plebeiisk Overtro, at de humanistiske Studier og »det Folkelige« ere indbyrdes fiendtlige Magter. Intet er falskere. Lauremberg har givet et af de mange slaaende Beviser herfor.
I Aaret 1652[1] udkom, utvivlsomt i Danmark, men uvist om i Sorø eller Kjøbenhavn, sandsynligvis dog paa sidstnævnte Sted, en liden Bog under Titelen:
»Veer Schertz Gedichte.
| I. | Van der Minschen jtzigem Wandel und Maneeren. |
| II. | Van Almodischer Kleder Dracht. |
| III. | Van vormengder Sprake und Titeln. |
| IV. | Van Poesie und Rymgedichten. |
In Nedderdüdisch gerimet dörch Hans Willmsen L. Rost.[2]
Gedrücket im Jahr MDCLII«,
hvilken strax eftertryktes i Tydskland og ligeledes, som vi senere skulle høre, strax oversattes paa Dansk. I de følgende Aar udkom den ene tydske Udgave efter den anden.
Bogen indlededes med et kort poetisk Forord, der gaar ud paa at vise, at alt i denne Tid forandres, at franske Daarligheder faa Indpas, og at ingen mere agter sin Stand eller bliver ved sit Sprog, sin Dragt og sine gamle Sæder. Digteren vil holde sig til det gode gamle, hans Stil skal ikke gaa høiere end hans Faders før ham.
Den første Satire begynder med en Omtale af Pythagoras’s Sjelevandringslære.[3] Digteren vilde, ifald denne Lære var sand, være i Forlegenhed ved Valget af det Dyr, i hvilket hans Sjel skulde tage Bolig, men bestemmer sig dog for en Skjødehund, og giver derpaa en Skildring af saadanne dengang alamodiske Hundes, disse de unge Damers Yndlinges lykkelige Dage i Sammenligning med fattige Menneskers, saavelsom af den Nytte, de kunne yde sit skjønne Herskab, som i et vist paakommende Tilfælde kan skylde paa Hunden. Men som Menneske vil han hverken ønske sig at tilhøre den fornemste eller den fattigste Stand. Middelstanden er bedst. At være Kjøbmand vilde medføre forskjellige Ulemper. Man maatte da kjøbe et Hus og lade en Maler prægtig udstaffere det til Gaden, men saa kunde man den følgende Dag spille Bankerot. En Tolder var det maaske bedre at være, men ikke en »Publican«, som den, der bad Vorherre være ham, arme Synder, naadig. Nei, nu ere Tolderne andre Karle, thi nu maa man tale til dem som hin Tolder i Evangeliet til Gud og sige: Herre, vær mig naadig, her har jeg noget til Eder, I ved nok selv, hvad.[4] Tolderne kunne nu umulig stilles sammen med de arme Syndere, thi:
Drüm is ein tölner nu kein armer sünder mehr.
Digteren vil dog ikke være en af disse Toldere. Heller ikke har han stor Lyst til at være Skriver. Han har »skrevet« i 40 Aar, men har ikke lært at skrive ned det gyldne A. B. C. med Sølvpen og samle sig stor Formue.[5]
At være Haandverker? Det er en ærlig Stand og en uundværlig. Men der er det i Veien med dem, at den ene altid ligger i Strid med den anden:
Forhaaner han ham strax oc spotsig leer ad dend:
See her Hr. hvide Hat, din Qværn vedst du at drifve,
Du kandst oc mesterlig i Sæcken dybt nedgribe,
Du snapper bæste Meel, den Bond’ beholder Kli.
Blandt andre er det Skam, hos dig er stjælen fri.
Den Møller svarer ham: Ey, Skuster, du est vacker,
Af Tran sampt Fæt oc Beg, du stinker som en Racker,
Naar du af selvdød Koe bereder dig en Hud,
Da stopper mand sin Næs’ oc gaar fra dig hen ud.
En Bager kalder oc en Skræder Luseknæcker,
Den Skræder svarer ham: Ti stille Hvedelecker.«[6]
o. s. v.
Man kunde imidlertid helst fristes til at ønske sig at være en Skrædder, vel at mærke i Paris, en Mand som Montoban, Le Noir eller Broissart, der have hævet sig paa Naalespidsen til en saadan Rigdom, at de kunne give Fremmede Credit for flere tusinde Kroner. Hvilken Lyst og Glæde, naar en stor Herre kommer til en saadan Skrædder og med en dyb Reverents og mange Complimenter tiltaler ham saaledes:
Dat in der minschen sin kein dink bestendig si;
Den climacterschen loep und gwisse Periode,
Erfaret ok de dracht und runde cirkelmode.
— — — — — Den it is apenbar
Van juw men hebben moet dat rechte exemplar
Und dat original, darna men sik schal kleden
In Düdschland, Dennemark, in Holland, Brabant, Sweden.
It steit in juwer macht: veel grote ambassadeurs
Entfangen klederlehn van messieurs les tailleurs.
Forfatteren er nu kommen ind paa sit store Yndlingsthema, de franske Moders Indflydelse og Skadelighed:
Ald Høflighed maa nu fra Franckrig vær’ indbragt.
Maneer oc zierlig Snack maa mand fra Franckrig hale.
Oc det med fare stor, ja dyrt med Pæng’ betale.
Franckrig er nu en Skoel’, hvor mand maa lære Konst,
Som dog i andre land at lære vaar omsonst.
Mig tyckis Franckrig er ey slæt ulig Hyenae,[7]
Som ved sin gode luct hvert Diur udi gemeene
Langt borte til sig drog, ja dennem saa bedrog.
Hun dem i Struben greb oc deris Blod udtog.
Satiren ender med, at om man end udfinder en Mode, der kunde passe saalænge, som det menneskelige Legeme bevarede sin nuværende Skikkelse, vilde den dog ikke kunne holde sig, især fordi Kvinderne bestandig vilde længes efter Forandring. Selv om man lagde Tremarksstraf paa Pigerne, selv om man truede med, at en Kones første Barn skulde døbes efter Prædiken som uægte, om man lod Fogden putte dem i Hullet, alt vilde være forgjæves, naar det gjaldt at faa dem til at afstaa fra at følge nye Moder.
I den anden Satire, om Klædedragten, udvikler Lauremberg sit brede Humor i dets fulde Styrke, det vil sige saa stærkt, at han langt overskrider de Grændser, som man nu er vant til at sætte for det passende. Navnlig er dette Tilfældet i en liden indskudt Fortælling om en Jens, der tog Fruentimmerklæder paa, kaldte sig Margrete og blev »Stadsmø«,[8] hvilken yderst vittige Episode her maa forbigaaes. Digteren finder Aarsagen til Modens Daarskaber deri, at Menneskene overalt ville hæve sig over sin Stand, og at navnlig Kvinderne ville klæde sig som adelige Damer. Før, da disse havde klædt sig som Nonner, maatte borgerlige Fruentimmer klæde sig som Beguiner. Nu, da Adelsdamen bærer Brystet blottet, gaar Borgerdatteren halvnøgen. Denne sidste Modes Oprindelse forklarer Digteren saaledes. I den Tid, Brystet skulde være bedækket, havde man kunnet erstatte Naturens Mangler hos Kjøbmanden for halvfemte Mark — men da det saa hændte, at en Piges Papirsbryster vare faldne ned paa Jorden og saaledes havde røbet hende, indførtes den modsatte Skik, for at man ei skulde mistænkes for at have hentet sin Prydelse fra Kramboden. Der fortsættes med den ene Historie efter den anden om Aalke Quaks, Philippe de Varan (Opfinderen af Parfumerierne og »dat falsche haer, welcks man perrücke nömt«), Matz Pump og flere tidsmæssige Figurer, og man faar interessante Billeder fra denne Tid, da Borgerstandens Sønner og Døtre higede opad og tragtede efter høiere social Stilling:
Werd ik ganz ungewis und moet in tvivel stahn,
Of it de dochter is van einem radesheren
Edr eines schmedes magt edr eine schosterderen.
De ehr, de men en deit, de dript den, den se dript,
Glik als men zeddelkens ut einem luckpot gript.
It is mi wedderfahrn, dat ik vör wenig dagen
Mit einem guden fründ spazeerd in Kopenhagen.
Aldar bejegnden uns dre fruwens up der straet,
Sehr köstlik angedahn, als de van hogem staet,
De Fingern glenzden en van ringen mit demanten,
De Schörteldök van floer, de huven van blianten,[9]
Van sammit ere wams, de röcke van tabbin[10]
De muffen alle dre van sabeln schwart und fin.
Als ik se also sach, kond ik wol lichtlik truwen,
Als se jo wurden sin van den börgmester fruwen
Edr ok van den vörnemsten in der stat,
So prechtig seten en de kleder up er gat.
Ik dachte her is tid curtesie to bevisen,
Dat dit geehrde volk dine höflichelt mach prisen.
Ik machte mi so krum, als ik den hoet afnam
Dat de kalotte vi vam kopf herunder qvam.
Min gferte ward bestörzt und sed: min gode fründ
Wete gi, vat dat vor dre vörneme fruwen sind?
De eine de, der geit tor linken hand so stif
Und schüft so mit dem erse, is eines Schlachters Wif,
De ander dieke druml, de disser geit to rechten,
Er erste man dat was einer van den stadknechten.
Na sinem tode kreeg se einen schiffstrummeter,
Der drüdden ere man das is ein kannengeter.[11]
Den tredie Satire, »om allemodiske Sprog og Tituler« (som Overskriften lyder i den danske Oversættelse), slutter sig til den foregaaende, idet den ligesom denne begynder med at latterliggjøre Klædedragten. I denne ere Moderne idelig vexlende, men det gamle kommer dog tilsidst i sin Tid igjen:
Erindrer sig endnu og dennem ei forgiætter,
At der de unge var’ af Aar og Børn saa smaa,
Den samme Klædedract de da for Øyen saae.
Det er som Solen klar, om Aften gaar den neder,
Om anden Dag igjen den lystig til os træder,
Saa gjør oc Klæder Skick, naar den har noget vaar’t,
Da maa den undergaa. Strax kommer anden art.
Thi Klæder lige er et Cabinet oc Kammer,
Hvor i man er lossêrt af Skræder oc af Kræmer.
At man henter Klæder fra Udlandet, har dog forholdsvis mindre at betyde. Værre er det med Sproget:
Is de vermengde rede und allemodsche sprake
Dat französische düdsch, dat vör gar wenig jaren
Erst ufgekamen is und glik als niegebaren.
Naar man seer et Kvindemenneske i en udenlandsk Dragt, ved man dog altid, at det er en Fruentimmerdragt, men naar man hører Folk tale et sammenblandet Sprog, ved man snart ikke, hvad man skal tro. Det er vistnok saa at naar man reiser til fremmede Lande, maa man tale disses Sprog saa godt, man kan, men en anden Sag er det, naar man bliver hovmodig og indbildsk, fordi man har tilegnet sig nogle Gloser og Talemaader og fordærver og skjæmmer sin daglige Tale ved at anbringe disse deri. Et ret pudserligt Exempel anføres her paa en »düdischdenscher« Mand, der taler en Blanding af Tydsk og Dansk. Derefter anføres Prøver paa gode gamle »nedersachsiske« Ord, der fortrænges af fremmede: Hvad man før kaldte speet, er nu en Hellebard, en pape heder nu Præst, en dener en »Pasie«, roven und stelen heder nu »künstlik anpacken«, en schlüngel heder Cujon etc.
Nicht ein signor, nicht eine dame, nicht ein monsør.
Were domals einer to den junfern gekamen
Und hedd’ to en gesecht: Got grüs euch, schöne Damen!
Se hedden em gar bald den rüggen togekeert
En nicht geachtet eines pickelherings weert.
Eine van en hedd’ wol gesecht: was bildestu di in?
Wat meinstu, grave esel, wat nimstu di in den sin?
Weestu bernhüter nicht mehr, wo ik hete?
Min namen is Annemeken edder Grete.
Ik bin keine dame, du lichtferdige fink,
Dine moder, de hoer, vas sülk ein dink.
Ik bin ein ehrlik medken gebaren,
Laet mi mit sülkem ökelnahm ungescharen.
Efter fortsatte Stiklerier paa de franske Ord, hvor navnlig Ordet »Dame« maa holde for, giver Digteren et Par Anekdoter til bedste, der maa bringe enhver Nutidens Læser til at tænke paa Holbergs Jean de France. I den første af disse Fortællinger heder det:
Sik vörgenamen had, he wolde wisheit halen.
He hedde wol gehört, dat men in keinem land
Als in Frankrik alleen fünd wisheit und verstand.
Vernuft de lege dar als dreck licht up der straten
Ein jeder kond darvan ein’n groten sack vul vaten.
Als he was in Paris gewesen achtein weken,
Kond he so wol französch als ein Franzose spreken.
Den unge Mand kommer saa tilbage og bliver Foged paa et Slot, hvilket er en høi Stilling, ligesom ogsaa at være Skriver; Bønderne maa danse efter en saadan Mands Pibe, og han bilder sig ind at være en ligesaa stor Mand, som Cardinal Mazarin er det ved det franske Hof. Engang kaldte vor hjemkomne Pariser sin Kok til sig og tiltalte ham saaledes:
Hab’ ich zwei oder drei zum desieuner geladen,
Mach’ mir ein gut potage mit alle appertenance,
Wie man es à la cour dressiren pflegt en France
A la nouvelle mode, du solt incontinent
Für dieses dein travail haben ein gut present.
Ich will à la pareille dein freund sein en effet.
Mach mir die suppe nur so, wie ik habe geret.
Kokken svarer, at han skal efterkomme Hr. Fogdens Befaling, men den næsvise Tjener tager Herren paa Ordet, idet han bogstavelig lader Suppen ligne dennes Tale, koger sammen alle de Levninger og alt det Søl, som han kan finde i Kjøkkenet, og bringer Produktet ind i en Sølvskaal. Fogden bliver rasende paa denne coquin, cojon o. s. v. og truer ham med Træhesten, men denne mangler ikke Svaret.
Ogsaa denne Satire har flere tidsbilledlige Smaatræk fra denne Periode, i hvilken Borgerstanden vilde frem, og enhver ei alene, som vi før have hørt, vilde klæde sig over sin Stand, men ogsaa forbedre sine Titler. Dette skede naturligvis lettest derved, at man oversatte dem i fremmede Sprog. En Lærer vilde altsaa hede Præceptor, en skriver Secretarius, en Kvaksalver Doctor, en Natmand Renoverer, en Spillemand Musikant, en Barber Chirurgus, en Rottefænger Kammerjæger, en Skoflikker Schuster. Ogsaa Geistligheden gribes af den samme Forfængelighed. En Capellan vil hede Pastor (Sognepræst), og Præstekonerne ville helst, at deres Mænd skulle kaldes Mestre (Magistre):[13]
Und Gades vort reiner ut dem kave dörschen.
Her Niels, her Laers sind van den geringen,
Mester Niels, Mester Laers kan beter klingen.
Mester Hans sit baren an, her Hans sit unden
Wen wi in umsem kaland[14] werden gefunden.
Mester Peder krigt to offer eine mark,
Her Peders offer is veer schilling in der kark.
Derfor maa man ikke forundre sig over, at vi nu have mere end hundrede Magistre, ja endnu flere, end man i Hamburg har Licentiater.
Den sidste Satire er i literærhistorisk Henseende den mærkeligste af dem alle fire. Den minder undertiden noget om det latinske Digt, hvormed Lauremberg debuterede som Satiriker.
En stakkels Poet, som har skrevet et Digt, for om muligt derved at erhverve sig et lidet »viaticum« hos en Rigmand, optræder her og skildrer sine Gjenvordigheder. Medens han leder efter en Mæcenas, kommer han til et Hus, det smukkeste i Gaden, og antager, at der vel maa bo en Excellence eller i det mindste en Decanus. Han gaar ind og gjør en sirlig »Baselmanus« for to Piger med Bøn om Audients hos Patronen, men faar høre, at her bor ingen »Patron«, men en forhenværende Foged, som nu er Kjøbmand og driver Kornhandel.[15] Man antager ham for en Kvaksalver, der havde Ormepulver o. desl. at sælge, og først efter at have døiet adskillig Spot af de næsvise Piger slipper han endelig ind i den prægtige Stue, der seer ud som en Fyrstes Sal. Han gjør en dyb Reverents for den rige Borger, som spørger, om han ønsker Byg eller Rug, og tillige paa Forhaand lader ham vide, at han ikke giver Credit. Poeten svarer, at han er kommen for at offerere et carmen til den for sin Godhed mod de Lærde vidtberømte Herre. Kjøbmanden lader sig imidlertid just ikke bevæge ved disse Smigrerier og spørger kun, om han har en Magister eller Baccalaureus for sig, og da han har faaet Besked, tiltaler han ham med de lidet opmuntrende Ord:
Und beweren juw mit sülkem Dreck.
Dat handwerk is jo so gar to gemeen
Versche wil itzunder schriven idereen.
De jungen bengels, de kuem könt lesen,
De willen alle Poeten wesen.
Kjøbmanden fortsætter og critiserer alt det poetiske Kram, der skrives paa Dansk, Tydsk og Latin, og tilføier, at endog Smaapigerne nu lægge poetiske Vindæg, naar en Broder har havt Bryllup, eller ved lignende Leiligheder, istedetfor at de hellere burde hjælpe til ved Vuggen, sy eller gjøre anden nyttig Gjerning. Der er ogsaa en hel Del Dagdrivere, siger han, som løbe omkring med Prakkerbreve, som de kalde carmina. Lykkes det dem paa den Maade at bedrage en Mand for hans Penge, sætte de sig til at drikke og røge Tobak, hvorefter de igjen gaa videre med Tiggerstaven i Haand. De fortælle da til en Afvexling, at de ere forjagede fra sit Hjem i Krigens Tid, eller at de ere faldne mellem Røvere:
Wen it de, de it hört, man recht verstunde.
Er gelevede Vaderland dat was de kroeg,
De kröger was er fiend, do he en den rock uttoeg.
Se musten ere gode fründe verlaten,
De dar minen in beertunnen und winvaten.
Doch wat seg ik darvan mit verdreet,
Gi weten’t sülvest am besten, her poët,
Gi hebben’t wol oftmals practiseret
Und sind dar meisterlik up utgeleret.
Nemt hen disen riksmark und darmit tofreden sid,
Ik werde juw dock sünst ut dem huse nicht quit.
Satirikeren er ved at høre den stakkels Poets Beskrivelse over sine Ulykker »kommen paa mangehaande Tanker« og tænker blandt andet ogsaa paa sine egne Digte, af hvilke han ikke har havt synderligt Udbytte. Han finder Aarsagen hertil i sin Tilbøielighed til at skrive ganske ligefrem uden Kunster og uden som de »store« Digtere at skrive, saa at Ingen forstaar det. Naar han som en stor Digter vilde skrive:
Versieglend ihr ehebett mit einem tewren pfand,
hvo kunde da begribe Meningen? Den, som ikke netop besad »Poesiens himmelske Lys«, maatte jo fortolke det saa, at Konen har taget sine Klæder fra Sengen og sat dem i Pant. En anden kunde maaske endog give Konens Virksomhed en endnu meget værre, men helt naturlig Forklaring. Ligeledes, naar den »store« Digter skal fortælle om sin Vens Seilads:
Spaltend Neptuni rück mit einem waldgewächs,
saa vil en »halvlærd« Læser, efter længe at have grundet paa Meningen, tilsidst tro, at Poeten beklager en Ven, der maa ride paa Træhesten, saa at hans nøgne Bag bliver blaa, og at denne Ven, Neptun, ogsaa er bleven pidsket til Kagen for sin Forbrydelse. Saadan Poesi bringer imidlertid Ære, og intet kunde derfor synes dummere end at skrive, saa at Hvermand kan forstaa det. Ikke destomindre vil han blive ved det gamle og sin tilvante simple Maner. Man har dadlet ham, fordi hans Vers ikke ere dannede efter den nye Maner, men han har endnu ikke læst i nogen Lovbog, hvor langt eller kort et tydsk Vers skal være. Man har endnu intet kongeligt Mandat herom. Vel har en Ven sagt ham, at han hos en Bogbinder har seet 28de Del af 12te Bind af en tydsk Prosodi, men det bevæger ham dog ikke. Man har ogsaa dadlet ham, fortsætter Digteren, for at han ikke hellere vil skrive i det høitydske Sprog. Heraf tager nu Lauremberg Anledning til en Sammenligning mellem Plattydsk og Høitydsk, hvori hans Kjærlighed til sit egentlige Modersmaal kommer frem i sin fulde Varme, i det Hele et af de mindeværdigste Steder i hans hele Forfatterskab. Han lader her de to Sprog ligesom træde i Skranken mod hinanden og tilkjender naturligvis Plattydsken Palmen; paa dette Sprog var jo Bibelen bleven oversat tidligere end paa Høitydsk, og paa Nedertydsk har man jo det Digt, om hvilket han begeistret udbryder:
Dem man billik mehr rom und lof kan geven,
Als Reinke Voss: ein schlicht boek, darinnen
To sehnde is ein spegel hoger sinnen.
Vorstendicheit in dem ringen gedicht
Als ein dürbar schat verborgen licht
Glik als dat frier schulet in der asche
Und gülene penninge in einer schmerigen tasche.
Som man vil have seet, optraadte altsaa Lauremberg som bestemt Modstander af nogle af de Retninger, der gjorde sig stærkest gjældende i hans Tid. Han ivrede mod Efterligningen af franske Moder og fransk Væsen i det Hele, han beklagede, at de gode gamle, nationale Sæder og skikke foragtedes og forlodes, og med Sorg saa han Nordtydsklands Sprog at vige, medens den nye regelrette Kunstpoesi hos ham kun fandt ringe Paaskjønnelse, ihvorvel han jo selv unegtelig, som det saa ofte gaar, halvt ubevidst, halvt nødtvungen bøiede sig for dens Paavirkning. Det følger af sig selv, at vor Digters Opposition mod sin Samtid maatte blive omtrent afmægtig. Man læste den vittige gamle Mands »Scherz-Gedichte«, og man morede sig over dem, men Udviklingen gik naturligvis ligefuldt og uforstyrret sin Gang. Efterligningen af det Franske gjorde sig netop nu, da Tydskland for lange Tider var svækket gjennem Trediveaarskrigen, kun endnu meget mere gjældende end før, og Høitydskens Seier over Plattydsken blev ogsaa kun mere befæstet for hver Dag. Lauremberg blev selv for to Aarhundreder den sidste Forfatter af nogen Betydenhed i sit kjære Idiom.[16] Skulde han altsaa dømmes efter sin Indflydelse paa Samtidens Retning, da vilde hans Plads blive helt underordnet. Men det er da ogsaa overflødigt at minde om, at det ikke er den Maalestok, man anlægger ved Bestemmelsen af en Forfatters historiske Værd og literære Betydning. Hvorledes skulde det da gaa Aristophanes, Demosthenes, Cicero, Juvenal? Deres Samtid lod sig ikke lede af dem, men de paaskjønnes og beundres dog derfor ikke mindre.
Disse Satirers Forfatter staar, som man vil have seet, paa en mærkelig Maade ligesom med den ene Fod i sit Fødeland og med den anden i Danmark. Han skriver plattydsk og regner sig stedse selv til den tydske Nation. Men man seer dog, at han var bleven gammel i Danmark, og at han uvilkaarlig føler sig som en halv dansk Mand. Ikke alene forekomme hyppig danske Ord og Talemaader, men idelig ogsaa danske Localiteter, Personnavne og Forholde, saasom Kjøbenhavn, Vartov, Bremerholm, Tremarksbøder, Holger Danske, Byfoged, Stadsmø, Karen Amme, Lille Maren, Mester Lars o. s. v. Overhoved ere de Samfundstilstande, der forudsættes som Skildringernes Baggrund, jevnlig netop de, der vare de raadende i Danmark under Christian IV.
Allerede Nyerup har fremsat som en Gjetning, at den danske Oversættelse af disse Satirer turde skyldes Digteren selv.[17] Selvfølgelig vilde denne, om saa var Tilfældet, vinde en endnu større Interesse, end den allerede har, men der foreligger dog intet bestemt Støttepunkt for en saadan Antagelse. Lauremberg havde, dengang Oversættelsen udkom, levet henved tredive Aar mellem Danske og endog bereist Landet i alle Retninger, saa at man neppe kan betvivle, at han godt forstod og vel ogsaa talte Sproget, ihvorvel han sikkert baade ved det halvtydske Academi og i sit Hjem er vedbleven at holde sig til Tydsken. Om han derimod ogsaa har givet sig af med at skrive Dansk, er tvivlsomt, i ethvert Fald vides det ikke; i det eneste danske Brev fra ham, der kjendes, er kun Underskriften egenhændig.[18] Jeg er imidlertid tilbøielig til at tro, at Oversættelsen, der jo udkom samtidig med den plattydske Original, har været besørget under Forfatterens Tilsyn og maaske paa hans eget Forlag. Der nævnes ialfald paa dens Titelblad ingen »Bogfører«, der har ladet den trykke.
- ↑ En ældre Udgave af 1648 opføres af Jo. Møller i Hypomnemata ad Alb. Bartholini de scriptis Danorum, men dette er rimeligvis urigtigt. Se Lappenberg l. c. S. 193.
- ↑ ɔ: Hans Wilhelmsen Lauremberg Rostochiensis.
- ↑ Forekommer ogsaa i Peder Paars, anden Bogs tredie Sang, Slutn.
- ↑ Allerede i den latinske Satire havde Lauremberg fat i Tolderne, der berigede sig saa stærkt. At denne Snert ikke er ubeføiet, kan sees af samtidige Documenter. Christian IV. skriver 1641: »Vore Toldere i Helsingør og andensteds mager det saa, at man kan spørge til dem.« Christian IV.’s egenhændige Breve ved Bricka og Fridericia. III. S. 10, 15. En Undersøgelse af deres Forhold i begge Riger faldt ikke gunstig ud for dem. Norske Rigs-Registranter. VIII. S. 17 flg.
- ↑ Herved sigtes til de kongelige »Skrivere«, Renteskrivere, Mønsterskrivere, Skriverne paa Slottene og hos Lensherrerne o. s. v., der vistnok, ligesom Tolderne, have forstaaet at mele sin Kage. »Det gyldne A. B. C.« skal efter Lappenbergs Mening (l. c. S. 214) forstaaes om et Skilt paa et Hus (i Hamburg haves endnu »A. B. C. Strasse«), men denne Fortolkning er vistnok søgt og overflødig.
- ↑ Den danske Oversættelse af 1652, S. 6. At jeg stundom citerer denne og ikke den lettere tilgjængelige Original, sker i den Hensigt at give Læseren nogle Prøver af Oversættelsen, der for den danske Literaturhistorie har størst Vigtighed, men, som vi siden skulle høre, kun er bevaret i yderst faa Exemplarer.
- ↑ Forvexling af den Hundeslægten tilhørende Hyæne med Zibethkatten (hyaena odorifera).
- ↑ Dette danske Udtryk, en af Digterens mange Danismer, har voldt tydske Fortolkere nogen Uleilighed. Det forekommer som bekjendt ogsaa i Peder Paars, hvor endog Dorothea selv hører til denne Classe. Stadsmøen svarer nærmest til det senere Husjomfru, men rangerer dog egentlig et Trin høiere og har vel tildels ogsaa indbefattet noget af det, man nu kalder Selskabsdame. Den bedste Forklaring deraf har Werlauff givet i sine »historiske Oplysninger til Peder Paars« i Dansk Maanedsskrift, udg. af M. Steenstrup, 1862, II. S. 392 flg. Ogsaa i Norge forekom Benævnelsen Stadsmø. Ved Frederik III.s Hylding i Christiania 1648 bespistes paa Raadhuset 1000 Personer. »hvilke 24 fornemme Borgere udi sorte Kapper, 30 Forgangs-Kvinder, hver med sin Stadsmø, af Raadet og fornemme Borgerskab samt 32 Patricios vare tilforordnede at opvarte og betjene.« Samll. til d. Norske Folks Sprog og Historie. I. S. 20.
- ↑ Bliant var et med Guld gjennemvævet Silkestof, som allerede anvendtes i Middelalderen.
- ↑ Fransk tabis, dobbelt Taft.
- ↑ En med dette Citat mærkelig overensstemmende Bemærkning findes i E. Pontoppidans Menoza. III. S. 481.
- ↑ Dette noksom bekjendte Hospital har engang ligget paa Gaarden Vartou i Gjentofte Sogn, ikke langt fra Kjøbenhavn, og trods gjentagne Flytninger stedse bevaret hin Gaards Navn. I Laurembergs Dage (fra 1630 indtil Beleiringen under Frederik III.) laa Vartou ved den nordøstlige Ende af Sortedams Sø, hvor senere »Triangelen« var paa Østerbro; nu ligger det paa Hjørnet af Halmtorvet og Philosophgangen. L. Both, Kjøbenhavn historisk-topographisk beskreven. Kbhvn. 1865. S. 114 flg.
- ↑ Magistergraden gav naturligvis en vis Anseelse inden Geistligheden. Endnu i det følgende Aarhundrede havde kun de Præster, der havde denne Grad, Ret til at bære Bonnet. (Holbergs Danm. og Norges geistl. og verdsl. Stat. 3die Oplag 1762. S. 244). Den egentlige Mislighed ved Magistergraden bestod vistnok deri, at der til at erhverve den mere spurgtes efter Pengene til at bestride Omkostninger og Sportler, end efter virkelig Lærdom.
- ↑ Kaland (af calendae) geistlige Gjestebud, som i sin Tid pleiede at holdes den første Dag i Maaneden, men dernæst (i Tydskland) ogsaa selskabelige Sammenkomster i Gilderne af disses Brødre og Søstre, bl. a. naar et Medlem af Gildet var død o. s. v.
- ↑ Ganske efter Datidens Forholde. Intet var da almindeligere baade i Danmark og Norge, end at saadanne Folk, der fra Ingenting havde arbeidet sig op som Fogder og Skrivere, bagefter nedsatte sig som store Handelsmænd.
- ↑ I 1841, inden endnu de nye plattydske Forfattere vare optraadte, skrev Professor J. Classen saaledes: »Ohne Bedenken nenne ich Laurenberg den letzten niederdeutschen Dichter, dessen Andenken, je mehr Seine Sprache aus dem lebendigen Gebrauche schwindet, um so mehr unter uns in Ehre gehalten verden sollte. Ich übersehe nicht die neueren Bemühungen ehrenwehrter Männer, unsern Volksdialect wieder zur Sprache der Schrift und Dichtung zu erheben; allein sie haben keine dauernde Frucht tragen können.« J. Classen, Ueber des Leben und die Schriften des Dichters Johann Laurenberg. Lübeck 1841. (Gymnasialprogram). S. 1.
- ↑ Bidrag til den danske Digtekunsts Historie. III. S. 84.
- ↑ Ved et uheldigt Tilfælde er jeg hindret fra at benytte et Document, som her maaske kunde være vigtigt. En dansk Ven havde meddelt mig, at der i Geheimearchivet (i Samlingen »Processer«) skulde findes en Retssag hvori Lauremberg havde værdt indviklet, og i hvis Acter det udtrykkelig skulde være anført, at han ikke forstod Dansk. Ved nærmere Eftersøgning var det imidlertid ikke muligt at gjenfinde denne Proces i Archivet. Da jeg nu altsaa ikke engang ved, i hvilket Aar Retssagen førtes — den kunde jo være fra hans første Tid i Danmark og L. efter den Tid have lært Sproget — kan jeg intet Hensyn tage til det hele, men maa holde mig til det i og for sig sandsynlige, at en Mand med L.’s udmærkede sprogvidenskabelige Dannelse, med hans Bereisthed i Landet og endelig med hans opladte Sands for Folkelivet vanskelig har kunnet undgaa at lære at forstaa og tale sine Omgivelsers Sprog. Lettere lader det sig forklare, at i sin Tid en Krigsmand som Johan Rantzau, ja endog et Par af Danmarks Konger, ikke skulle have forstaaet Dansk.