Om Humanisten og Satirikeren Johan Lauremberg/4

Ludvig Daae

Om Humanisten og Satirikeren Johan Lauremberg

J. Chr. Gundersens Bogtrykkeri, 1884 (s. 27–42).

IV.

Laurembergs Satira.

Hvad her hidtil er fortalt om Lauremberg vilde ganske vist være tilstrækkeligt til at godtgjøre, at han har været en frugtbar og i sin Tid anseet Forfatter, fuldt værdig til en smuk Plads i den lærde Historie — ved Siden af saa mange, mange andre Professorer. Hans Adkomst til noget mere end dette ligger i hans endnu uberørte satiriske Digtning.

Der gives utvivlsomt Tider, der i særegen Grad kunne indbyde til satirisk Digtning, men der gives dog ikke nogen Tid, uden at Stof for denne Digtart er tilstede og det i rigeligt Mon. Hvad det derfor især kommer an paa, er om den sande Satiriker melder sig. Det er vel utallige Gange gjentaget, at Holbergs Tidsalder fremfor andre egnede sig til paa denne Maade at revses, og at i den saa meget mere end ellers

»Hver Tankens Form var stivnet og forskruet
Og gik i tusind Daarligheders Sold«,^[1]

men herfor kan neppe føres noget tilfredsstillende Bevis. En af de dybeste og alvorligste historiske Tænkere, som Norden nogensinde har havt, Caspar Peter Paludan-Müller, har for nogle Aar siden, idet han skildrer Danmarks Kamp mod Grev Magnus Stenbock og Baron Görtz, udtalt dette, naar han siger: »Det var i Holbergs Dage, at disse store og rystende Begivenheder indtraf. Man hører ofte, at i Holbergs Tid var Livet i Danmark fortabt i Smaalighed, saa at Philisteriet ret florerede og fremkaldte den Holbergske Muses Satire. Ser man alene hen til visse borgerlige Kredse, er der nogen Sandhed heri, dog ikke mere, end der vilde været til enhver Tid; ogsaa vore Dage have deres Philisteri, som trænger til Satirens Svøbe. Det er snarere Holbergs Natur, hans Blik for de Medlevendes Svagheder, der har gjort ham til comisk Digter, end Mangelen paa Alvor i hans Tid.«^[2]

Ligesom vore egne Dage, saaledes kunde sikkert ogsaa Adelsvældens sidste Menneskealder i Danmark kappes med Frederik IV.s Samtid om den tvivlsomme Ære at frembyde Satiren det bedste Stof. Den Periode, i hvilken den danske Enevælde forberedtes, fandt sin Satiriker i Tydskeren Johan Lauremberg.

Sin første Satire skrev han paa Latin og udgav den (Trykkestedet angives ikke) 1635. I Tonen og Sproget er det let at gjenkjende Juvenal og i end høiere Grad Persius. Ligesom disse Sølvalderens Digtere ikke høre til de mest letlæste, saaledes forlanger ogsaa Laurembergs Efterligning^[3] en Læser, der virkelig forstaar Latin. Fra Indholdets Side er Satiren et interessant Bidrag til Danmarks indre Historie under Christian IV.

Den begynder med en Tale af Apollo til de ni Muser. Poesien, heder det, er i største Forfald. Der skrives jo utallige Digte, men de fortjene ikke at bruges til noget bedre end til Indpakningspapir i Urteboderne. Alle Mennesker ville gjøre Vers. Ikke kan en Mand blive Doctor eller Magister, uden at der maa laves et Digt. Allermindst maa et saadant mangle ved noget Bryllup.^[4] Man skulde tro, at Ægteparrets Afkom var afhængigt af dets poetiske Indvielse: »plebeiae animae sine carmine surgunt!« Og naar en Rigmand dør, saa strømmer der Poemer ind til hans Hus, enhver af hans Clienter møder op med et Digt, trykt paa Musselin eller Silke. Thi saadanne Sange fordrive naturligvis Eumeniderne, stoppe Cerberus’s Gab og befri den Afdøde for at dømmes til Orcus. Man nøier sig ikke med at skrive saadant Gods paa Latin. Ogsaa Græsken maa til. Tydsk Poesi vandrer søsyg over Østersøen og lider Skibbrud paa Danmarks Reve og paa Møens høie Kridtbjerge. De havarerede Digte komme i ynkelig Tilstand iland, lugtende af Beg og Skibssmuds. Man kan ærgre sig endog over det Papir, som misbruges paa saadan Maade, og over den spildte Trykkerløn, thi Digtene kunne ikke bruges uden til noksagt. Hvad er der saa at gjøre for Muserne? Hvad skal Phoebus tage sig for? Der staar ikke andet tilbage end at smigre for Patroner, vænne sig til Løgn og Bagtalelse (v. 1—84).

Efterat Phoebus har talt, fortsætter Urania med lignende Klager. Ingen har Sands for andet end materiel Fordel. Kun den Blomst, der voxer i Plutus’s Haver, og som holdes for en Lægedom for alle Onder, kun denne ædle Rose^[5] er det, som alle gjerne ville dyrke, medens Ingen ændser dem, der voxe paa Helicon og i Tempe. Men Tilstanden vilde dog være meget bedre, ifald ikke Skolevæsenet stod saa lavt og Ungdommens Opdragelse overhoved var i saa slette Hænder.^[6] Fra Skolerne er Orden banlyst, alt bestaar der i Skrig og Skraal. Har man godt Veir, skulker man, men blæser Nordenvinden og øser Regnen ned, kommer man i Skolen en Time, efterat man har nydt sin Grød og sin salte Fisk, og der hersker da en Støi, værre end paa et Amphitheater. Orbilius har ikke lært andet end at betale de Prygl, han selv i sin Ungdom har oppebaaret, tilbage til Andre med Renter. Ved Ferlen indbankes Visdommen bagfra, indtil den omsider naar op til Dumrianens Hjerne, og tilsidst bliver Lønnen for hans Flid en Prædikestol med Alter og Tiende, men vel at mærke som Medgift enten med en Tjenestepige fra Patronens Herregaard eller med en gammel tandløs og giftesyg Pulverhex af en Præsteenke, med hvem han saa siden henslæber Livet i Kiv og Strid (v. 85—148).

Dette er, fortsætter Musen, den Lykke, som times simple Folk, som ikke eie noget Stamtræ, og som formedelst Armod have maattet die sine egne Mødre. Adelen derimod, som fødes i Purpur, som opammes af en leiet Thais, og som arve de tusinde Bønder og Hustrælle, de lære fra Barnsben af at sværge ved Æsel- og Hestegudinden Epona, deres Tanker dvæle ved Krybber og fed Havre, ved Sværdet, der hænger til Stads ved deres Side, og ved Bøssen, som skal skyde vildt til Frokostbordet. Naar nu den voxne Ungdomsalder kommer, og man føler sig stærk nok til at binde an med alt i Verden, kun ikke med Bøger,^[7] da er kun det, hvad der kan fylde Medborgere med Skræk, vore Junkere kjært. Den velbyrdige Staldknegt smatter høit med Tungen og rider stoltelig afsted. Pindus’s Blomster og Poesiens Laure har for ham en ligesaa hæslig Lugt som Maren Ammes — (»quot Marenna pepedit«). Nei, da dufter det, som kommer fra Hesten, helt anderledes, det er som Røgelse og Myrrha. Saadan er hans Fornøielse om Morgenen, indtil han, naar Klokken slaar ti, glæder sig til sit Hvedebrød, sin appetitvækkende Sild, sin ferske Fisk og sin Skinke, der skylles ned med fulde Bægre af stærkt Øl. Resten af Dagen gaar saa hen med Øvelser i Fægtning under en fransk Læremester; thi en Landsmand forslaar ikke til at lære ham at slaa sin Næste ihjel. En simpel Soldat, en Røver, en Kudsk eller Bonde kan banke et Medmenneske med en Spade eller slaa ham for Planeten med et Spyd. Adelsmanden maa i dyre Domme lære at gjøre sligt efter alle Kunstens Regler. Din Ære, du Heroers Ætling, fordrer, at du bruger al din Flid for at lære til Punkt og Prikke alle de forskjellige Fegterkneb og hvad de nu kaldes i Kunstsproget, alle Tempo og alle Positioner, hvorledes man gjør en Finte, og hvor mange Streger der vil til for at ramme Modstanderens Strube, og hvorledes du kan stikke ham i Lungen, for at den Mand, du igaar kaldte din Ven, imorgen kan falde i Duellen. Den unge Halvgud maa dristig kunne udfordre sin Ligemand, om de ere blevne uenige ved Bægeret. Herved er meget større Ære at opnaa end i Kamp for sit Fødeland og for den fædrene Tro i ærlig Krig. Nei, Helten, som falder i en saadan Kamp, over hans Grav lyder ingen Lovtale af nogen betalt Præst, ingen opregner for Folket hans Oldefædres Oldefædre og fører hans slægtregister op til Oldtiden,^[8] tvertom en tydsk Grib hakker hans ubegravede Lig. Man betænke sig derfor ikke paa at foretrække Duellen for Pennen, rive sine Bøger itu og ofre sin Alders Blomst til Stalden og Fegteskolen (v. 140—237).

Men, heder det videre, medens de unge Junkere sysselsætte sig paa denne ærefulde Maade, vandrer deres ulykkelige Lærer ensom til sit Catheder for at docere i den tomme Høresal og skrive sine dumme Figurer paa Tavlen foran de tomme Bænke. Thi hvem gider høre paa den fattige og plebeiiske Professor (i Mathematik), som aldrig har holdt det herlige Sværd i sin Haand og ligesaalidt lært den ædle Ridekunst, men som i Stedet bærer under sin Kjole Linealen, Passeren, Vinkelen, Kridtet o. s. v.? Det er ham, som har at beskrive Universet og Himmellegemerne, Havet og fremmede Riger, men selv maa han tage tiltakke med et trangt og mørkt Hjem, gjennem hvis Tag Bootes og den store Bjørn titte ind eller Jupiters Regn falder ned, væder hans Bøger og giver hans Glober og Himmelkugler en Afvaskning. I Lommen har han knapt fire Skilling, og hans sidste Mynt sukker over, at dens Kammerater ere flygtede (v. 238—266).

Muserne hungre, men Ridefogder og Bondeplagere ere fede og rige, og Toldere skrive sig Formuer til med sine gyldne Penne. Hvad fromme Forfædre have skjænket til Kirkens Tjenere, er frarevet dem, og Præbenderne ere komne i uværdige Menneskers Hænder, om de end kalde sig Domherrer, deriblandt endog forhenværende Skræddere og Krigsfolk, Eunucher o. s. v.^[9] Disse fede sig ved det rige Kapitelsgods, æde og drikke dertil Rhinskvin og Franskvin. Deres Samtaler ved Bægrene dreie sig helst om, hvor mange Soldater vel Svensken lader hjemsøge Tydskland, og om de løgnagtige Aviser, som de havesyge Boghandlere digte ud af sit eget Hoved for at tjene Penge, og som de holde tilfals i Kirkerne.^[10] Conversationen krydres forøvrigt med gudsbespottelige Eder og anden Blasphemi, hvilket her ansees for Aandrighed og Vid. Eder ere formelig en hævdet prydelse for Samtaler, de ere en rhetorisk Figur, som rigtignok endnu venter paa en Plads i Lærebøgerne. Uden at kunne tage Panden og Helvede i Munden maatte man jo tie stille som en Harpocrates eller som en jydsk Fisk. Drenge, som endnu ikke have faaet Støvler paa begge Ben, bande allerede lystigt. Naar de blive voxne, sværge de ved saamange Djævle, som kan rummes i en holstensk Tønde, om det blot gjælder at sige Goddag (v. 257—354).

Saaledes lever altsaa Domherren sit canoniske Liv og feder sin glindsende Bug, der er istand til at sluge tyve Bønder og hundrede Tønder Land med Haver og Huse. Men Muserne vil Ingen unde saameget Jord, som en Muldvarp kan rode, en Mus pløie eller en Myre hjælpe sig med paa en Vinterdag. Ikke saa Verden saaledes ud dengang, da Rom havde sin Augustus, værdig til Caesars høie Navn, og da de lykkelige Tider frembragte en Maecenas. Dengang var Æren Fortjenestens Ledsager, og det var ikke Klæderne, som gjorde Manden. Endnu havde man ikke fundet paa de umaadelige Støvler, der naa op over Hofterne lige til Lever og Nyre; Hjertet sidder nu i Støvlerne.^[11] Skjørterne nærme sig Skuldrene og true med at naa op til Halsen. Ligesom Krebsen vandrer sin sene, men udholdende Gang og viser hemmelige Kræfter, saaledes anstrenge ogsaa de nedentil skjulte Buxer sig for at naa frem i Dagen og strække sig næsten lige fra det afstudsede Skjæg ned til Anklerne. De naboelige Klædningsstykker føre Krig, Vesten havde for syv Aar siden Overtaget og naaede da ned til Navlen, nu har den givet tabt for Buxerne, men naar sex Aar ere gaaede og Skræddersaxen ikke formaar at gjøre flere Opfindelser, faar maaske Vesten sit gamle Herredømme tilbage igjen, og et vist Insect kan da imødese et friere Spillerum. Man vil maaske smile af dette. Men endnu værre bliver det, naar man betragter Ansigterne og Haaret. Man skulde fast tro, at en Mands Pande ikke mere existerede i Verden, idetmindste er den usynlig. Og naar man ser en Mands Hoved bagfra! Man kunde fristes til at anse ham for en Phryne, der jagede efter Elskere, eller for Amazonedronningen Penthesilea, saa lange og yppige flyde Lokkerne ned lige til Axlerne, krusede ved det varmede Jern, prangende i hundrede Krøller og med Papillotter af Elskovsbreve. Men for at man dog ikke skal tage feil af Kjønnet, dingler jo Kaarden om Hoften. Den fornemme Døgenigt spadserer saaledes omkring paa Gader og Stræder, idet hans Fjærbusk svaier paa det Hoved, der er endnu tyndere end Plumagen. Saa møder han en Dame, en Søster i Daarskab. Nu tager han Hatten af og lader derved Haarnaale komme for en Dag. Hans Arm, skjult under Kjolens Bukler og Folder, gjør sirlige Bøininger, og han kysser paa sine af Ringe bedækkede Fingre. I en lang Linie skrider han hen over Gulvet, idet Fødderne beskrive Figurer som et Andreaskors, ogsaa faar man høre søde og galante Ord: »Deres Slave, Galatea, til Tjeneste ved Dag og ved Nat.« Hans Skuldre og hans Kjæver ere i stadig Bevægelse, og han gjør saa mange Krumbøininger som Atlas, naar han sukker under sin uhyre Byrde, eller Nymaanen, naar den igjen fremviser sine Horn (v. 355—433).

Frankrige fordærver Europas gode, gamle Sæder, det forplanter sine Laster, fra hvilke man vanskelig løskjøber sig for mange Penge eller ved haarde Anstrængelser, til de andre Lande. Det forhexer hele Verden. Fordums Ærlighed og Manddom forsvinde, Mened, Begjærligheder og kvindelig Yppighed kommer i Stedet. Alt maa nu være fransk, fransk Svulst fordærver Sproget, og dette opblandes med franske Ord, som det indfødte og borgerlige Folk ikke forstaar, fransk Luxus og fransk Falskhed, franske Sæder og fransk Klædedragt trænge igjennem allevegne. Og saa tilsidst væmmelige »franske« Sygdomme og de franske Dueller (v. 444—457).

»Men medens Urania, forbitret i sit Sind, holder denne Tale — se da kommer der et Brev til Phoebus, som meddeler, at en stor Mand just er død, og at han i sit Testamente har legeret: Venus et Talent, Bacchus tusinde Miner og — hver af Muserne fem Oboler, den sidste Gave dog paa Betingelse af, at de med sine melodiske Stemmer skulle synge et Sørgekvad over den høiadelige Mand, et rigtig lærd Carmen. Og for ikke at gaa glip af denne fede Steg skynde Gudinderne sig ilsomt afsted til Patronens Grav for at feire hans Ligbegjængelse« (v. 458—465).

I et kort metrisk Forord, hvorunder han har sat sit Navn, havde Digteren udtalt, at Vellystens Slaver ikke taale Salt og Eddike, men kun holde af at kildres og at tages paa med Silkehandsker: »den, der fortjener Prygl, skriger, naar han føler Stokken, idet han skjælder paa det uskyldige Træ.« Men rene og gode Mennesker ville ikke føle sig trufne ved dette Digt, det er raadne Mennesker, som her skulle rammes af det ubarmhjertige Peber og af Satirens Salt. Man maa virkelig forundre sig over Laurembergs Dristighed ved at udgive et Skrift, som, om det end ganske afholder sig fra Personligheder, dog med en Ligefremhed, som ikke kan være større, udtaler sig om Tidens Brøst og navnlig tillader sig en Kritik over Adelens Levemaade, som neppe nogen anden Forfatter har vovet at udtale i de Dage, da denne Stand saa ganske beherskede alle danske Samfundsforhold og ikke var bekjendt for at taale meget af borgerlige. Det er dobbelt mærkeligt, naar man betænker, at Forfatteren var Professor ved et adeligt Academi og altsaa ifølge sin Stilling daglig færdedes mellem de Junkere, hvis Hovmod, Dovenskab og Udskeielser han hudfletter paa den Maade, som vi have seet. Han har dog klogeligen vogtet sig for enhver Bemærkning af politisk Natur. Havde han ikke været saa forsigtig, vilde det rimeligvis have kommet ham dyrt at staa. Man erindre Dybwadernes Skjebne. Men allerede med det Indhold, som jeg ovenfor har refereret, synes hans Satire at have været et voveligt Stykke Arbeide, og man maa forundre sig over, at man intet hører om de Fiendskaber, som hans hvasse Pen dog visselig maa have skaffet ham paa Halsen.

Satiren maa jo altid carrikere. Laurembergs Skildringer ere naturligvis ogsaa til en vis Grad overdrevne, men det kan dog noksom godtgjøres, at de i de store Hovedtræk ikke vare ubeføiede eller ubillige.^[12]

Det aandløse og fabrikmæssige Versmageri var virkelig paa den Tid epidemisk,^[13] og snart kom endog en ny Form af Sygdommen til de ældre, idet der i et Par Menneskealdre neppe kunde udgives en Bog, uden at den jo maatte indledes ved tanketomme og smagløse Smigervers af Forfatterens Bekjendte, en Datidens Form for senere Dages literære Reclamer og bestilte »Anmeldelser«. Erindres maa det vel, at Danmark i Laurembergs Tid havde en virkelig, ja endog betydelig Digter i Anders Arrebo, men dennes Hovedverk udkom først senere, og Satiren har Ret til at holde sig til, hvad der unegtelig var det almindelige. Hvad nu Danmarks lærde Skoler angaar, fandtes i disse vistnok til enhver Tid enkelte dygtige og lærde Rectorer, men Latinskolernes Antal var tillige, som bekjendt, uhyre stort, idet enhver noksaa liden Kjøbstad havde sin, og mange af dem have da maattet hjælpe sig med maadelige Lærere. Skolernes Beneficier og frie Undervisning, Adgangen for Disciplene til at erhverve et tarveligt Livsophold ved Degnetjeneste o. s. v. opfyldte derhos Skolerne med utrolig mange ubegavede og udarmede opløbne unge Mennesker, der i Sandhed studerede invita Minerva, og af hvilke mange aldrig drev det til at naa academisk Borgerret. Den Aand, som raadede fraoven, var ogsaa saare borneret; man erindre den Bestemmelse i et Skolereglement af 1631 eller 1632, der endnu gjentoges i den store Reces af 1643, at de »profane Autorer« helst burde læses saaledes, »at Ungdommen lærer at sky de hedenske Afguders Navne, som findes i mange Bøger, i den Sted at Gud alene og hans hellige Navn burde at bruges.«^[14] Omtalen af Præstekald som Medgift for Adelens Tjenestepiger og af Præsteenkers Indflydelse paa Besættelsen af Kaldene er uimodsigelig berettiget, og selv i Norge, hvor det adelige Patronat dengang omtrent slet ikke forekom, var Hensynet til Enken desto mere fremtrædende.^[15]

Skildringen af den unge Adel er jo aabenbart et Udtryk for Laurembergs Ærgrelse over Junkernes Liv ved Academiet,^[16] men dette hænger igjen sammen med det noksom bekjendte, men i sine Aarsager endnu langtfra tilstrækkelig forklarede Forfald, hvori Adelsstanden overhovedet befandt sig i Christian IV.s senere Regjeringstid. Adelen havde havt sin glimrende og skjønne Periode i den nærmest foregaaende Menneskealder, den Tid, der ligger mellem 1570 og Trediveaarskrigens Udbrud og overhoved maa kaldes en af de lykkeligste, som det danske Folk nogensinde har kjendt.^[17] Men alt her i Livet, der har naaet sit Høidepunkt, pleier gjerne hurtig at dale, og dette blev ogsaa Tilfældet med den danske Adel. Det faldt ikke i dens Lod saaledes som dens svenske Standsfæller at bevare sin Stilling i Hjemmet, endsige under store Kongers Ledelse at øve en afgjørende Indflydelse paa Nordeuropas Skjebne.

Jeg hidsætter her nogle Steder af en mærkelig, men hidtil upaaagtet, anonym Afhandling, der kalder sig »Hvad Aarsage, Danmarkis Rige Dag for Dag forarmes, Commercien undertrykkes og Bonden ødelægges«. Dette Stykke er omtrent ti Aar yngre end Laurembergs Satire, idet det viser sig at være skrevet efter Brømsebrofreden, men før Christian IV.s Død. De nedenstaaende Ytringer fortjene en Plads her, fordi de paafaldende stemme overens med Laurembergs, blandt andet ogsaa deri, at deres Forfatter ligesom denne seer en Hovedgrund til Ulykkerne i Indflydelser fra Frankrige.^[18]

— — »Naar H. Maj. har 1000 Rdl. Indkomst af en Forlening, saa haver Adelen 5 og langt derover, og naar endskjønt H. M. skal have sin Genant, findes Bønderne saa udarmet, at de neppelig kan have sin Underholdning, og Kronen mister derover en stor Deel af sin Rettighed. Hvilken en Lyst havde det været, dersom der nu en 30 eller 40 Tønder Guld kunde været staaende udi Forraad i denne besværlige Tilstand, som muligen kunde været i denne Fredstid sparet siden den tydske Krig, hvilke de have nydt, som den største Deel deraf have fordomineret i Frankrige til at corticere en Dama. Hvilke deres mægtige, adelige Gjerninger, Mod, Maadelighed og Klogskab nu for Øine stilles, uanseet at de over alle skal være Officierer og kunde vel udvise deres Mandelighed, om de dertil duede (dog er der nogle, men ganske faa, som gjerne vilde gjøre deres Bedste for deres Fædreneland, havde de ikkun Forfarenhed, experientia omnia docet). Naar vores Herremænd haver spenderet en halv Tønde Guld, kommer saa hjem med en ny alamodi (!) Klædning, tjener saa i Gaarden paa en Aars Tid eller to, strax følger Forleningen. Saa at den elendige og arme usle Bonde maa da betale hans Leflepenge, Dandsepenge og alamodi Klædning og skal endda derover forskaffe hanom Penge til en ny Herregaard. — — — Det var at ønske, at Borgeriet var nu saa mægtig, at de ved en Snarhed kunde assistere Kronen med en 10 eller 20 Tønder Guld, hvis gode Hjertelav vel skulde findes, var ellers Capitalen, eftersom man seer H. M.’s affection mod sine Undersaatter. Hvilket noksom er at bevise, og duer ikke at tvivle om, mens vores Herremænd duer hverken til Lands eller Vands, uanseet de føres nok an, thi Kongen er deres Underdan, Borgerne deres Drenge, Bønderne deres rette Slaver og egen Træller. Ja, mange haver sagt tilforende: Hvad er den Borgerstand nyttelig til, der burde ingen Stand at være udi Danmark uden (mit Gunst) vi Adel, vore Bønder og Præster. Maatte nu contrarie spørges, hvortil er den Adelstand god, her findes jo, at der er mere adeligt Blod i mangen Bonde, end i de fleste Adelsmænd. Hvad haver Snaphanerne gjort, tilmed endog de skaanske Bønder? Og mange skulde vel gjøre mere, havde de Gewehr, mens Landet er for en Hares Skyld gjort værgeløs, darum die Wolfhäute und Affen und die Hirsche und die Haasen, diese sind der dänischen Edelleute Waffen, denn sie sind deftige Soldaten. — — Befindes dog mange Riddere i Danmark, af hvilke mange ikke haver gjort andre ridderlige Gjerninger end stukket en Gjed ihjel, uanseet i fordums Tid skulde den, der vilde tragte efter ridderlig Navn, have tjent mange Aar i Ungarn mod Tyrken og der indlagt saadan Berømmelse, at hans Adelsdaet kaldte ham en Ridder. Den Ridder Titul burde Ingen at nyde, uden han i det ringeste havde betjent Øverstes Bestilling eller og ved anden vel erfaren Lærdom og perfect udi adskillige Moder og Tungemaal var forsøgt, som kunde bruges hos store Herrer og Potentater i Rigernes Sager, hvilket om saa skede, skulde os feile nogle udi Danmark, ja en ganske Hob. Jeg giver vel Magt, at Adelens Herkomst formedelst deres mandelige Gjerninger haver bekommet den ypperlige Titel, mens at den derfor skal være en indgroet, arvelig Art tvivler jeg. Man seer jo, at mange holdes til Dyd fra hans første Fødsels Tid, men seer dog, at de ere saa grove af Naturen, at han kan neppe lære en fiin Discurs. — — Bekom jo ikke Lucas Henrikssøn for sin Gjerning i Skaane Overfuselse til Løn, og Bjørn Ulfeldt for Laugholms Overgivelse et Compagnie til Hest over at commandere? — —.«

De unge Adelsmænd, som Lauremberg skildrer i sin satire i 1636, vare traadte ud i Livet og komne i anselige Stillinger, da Anonymen skrev et halvt Snes Aar efter.^[19]

Vi forlade hermed denne Satire, der ikke alene uimodsigelig hører til de allermærkeligste latinske Digte, der ere fremkomne i det skandinaviske Norden, men som hævder en høi Plads i den humanistiske Poesi overhovedet. Med Hensyn til Indholdets Vigtighed kappes den med det bedste af Erasmus Laetus’s og Halvardus Gunnarius’s Arbeider, og i Latinitetens Renhed og Elegants og ved den kraftige Personlighed, hvoraf Foredraget bæres, er den dem langt overlegen. Læseren opfordres til selv at dømme.

---

1. J. S. Welhaven, Samlede Skrifter. IV. S. 92 (Digtet »Ludvig Holberg«, første Gang trykt i Molbechs ufuldendte Udgave af Comoedierne »for det Holbergske Samfund«. Kbhvn. 1843. S. LV—LVI).
2. Dansk historisk Tidsskrift. 4. R. VI. S. 93—94.
3. »Satyra, qva rerum bonarum abusus et vitia qvaedam seculi perstringuntur«. Den findes helt aftrykt efter Bilagene til dette Skrift.
4. Lauremberg har forøvrigt selv skrevet Bryllupsvers, idetmindste haves et saadant af ham paa Latin: Jambi in nuptias Johannis Georgii Qvirini, civis et oenopoli Hafniensis, optaget i Tillæggene til D. G. Morhofii Opera poetica. Lubecae 1697. p. 965—966.
5. rosa nobilis, hermed tænkes klarlig paa den dengang saa yndede »Rosenobel«, se E. Müller, Zu Joh. Lauremberg, i Gymnasial-Program fra Cöthen 1870. S. 31—32.
6. Vs. 109—112 ere, som en kyndig Læser vil indrømme, temmelig dunkle. De indeholde maaske en forsigtig Anerkjendelse af Universitetet, rimeligvis ogsaa af Kirkens Orthodoxi.
7. Med denne Skildring af de unge Junkere kan sammenlignes Chr. Falsters Satire »den latinske Skriverstue«, hvor denne Digter lader en Præst skrive til sin Patron og lykønske ham med en Søns Fødsel:

   Skribentens Indfald vare de
   (Saavidt jeg kan erindre):
   Han kyste lille Junkers Øie,
   Hans Kone ikke mindre,
   Han ønskte, at den Lille snart
   Forstand ei maatte samle,
   Da Børn udaf en vittig Art
   Ei gjerne blive gamle.
    Bemeldte geistlig Mand udi
   Sin Slutning udaf Brevet
   En Overskrift til Junker i
   Sin Vugge havde skrevet:
   »Her hviler vores Herskab paa
   Sin Lykkes Silkepude,
   Gid han en Kjender blive maa
   Af Heste, Kjør og Stude.«

   Chr. Falsters Satirer, udg. af Christen Thaarup. Kbhvn. 1840. S. 178—179.

8. Her sigtes naturligvis til den omfangsrige Literatur af Ligprædikener i stundom endog temmelig tykke Kvartbind over adelige Mænd og Kvinder, som haves fra den Tid. L. Helveg bemærker i den danske Kirkes Historie efter Reformationen, at de paa en Maade kunne siges at have afløst den catholske Tids Sjælemesser.
9. Denne Skildring af Præbenders Misbrug passer ikke ret paa Danmark, skjønt ganske vist ogsaa der Canonicater i hine Dage bortgaves til Personer udenfor den geistlige og lærde Stand. I sit andet Skjemtedigt har L. fat i de hamburgske Domherrer. Den maa derfor have sit Motiv fra tydske Kapitler, hvor muligens grove Misligheder have forekommet, især under Trediveaarskrigen, der vendte op og ned paa mange Forhold.
10. Om Bogsalg i Kirker se Werlauffs Antegnelser til L. Holbergs atten første Lystspil, S. 143. Christian IV. forbød 1638, altsaa to Aar efter, at vor Satire udkom, at »ublue Kjærlighedsbøger« o. s. v. holdtes tilfals i Kirker.
11. De lange Støvler bleve paa Moden under Trediveaarskrigen. Lappenberg, S. 247.
12. N. M. Petersen, Bidrag til den danske Literaturs Historie, 1ste Udg. III. S. 317.
13. Allerede ved denne Tid var dette Uvæsen i sin Spire; f. Ex. i Laurembergs egen Bog Gromaticae libri III findes et Ærevers.
14. R. Nyerup, Historisk-statistisk Skildring af Tilstanden i Danmark og Norge i ældre og nyere Tider III, 1, v. 98—99). I det omtalte Reglement heder det: Deorum etiam gentilium nomina in profanis autoribus penitus expungantur (!).
15. C. T. Engelstoft: Theol. Tidsskrift udg. af Scharling og Engelstoft. V. S. 210. L. Daae, Geistliges Kaldelse i den norske Kirke efter Reformationen. Chra. 1879. S. 33 flg. Udlændinger vare opmærksomme paa dette Uvæsen i Danmark, se f. Ex. Fr. Raumers Briefe aus Paris. I. S. 72, E. Gigas, Grev Bernardino de Rebolledo. Kbhvn. 1883. S. 42. Denne spanske Gesandt fandt det »verdslig seet at være en god Indretning, at naar en Præst dør, gives Kaldet ikke bort undtagen til den, der gifter sig med Enken og paatager sig at sørge for Børnene«.
16. Historisk Retfærdighed byder, at man erindrer de Lyssider, som fandtes andensteds. Man tænke her f. Ex. paa Holger Rosenkrands, der paa sit Rosenholm pleiede at have unge Adelsmænd til Opdragelse. Det har været en Skole af en helt anden Art.
17. Gode Bemærkninger herom findes f. Ex. hos S. M. Gjellerup, Biskop Jens Dinesen Jersin. Kbh. 1868—1870. S. 82 flg.
18. Dette Haandskrift findes i den Oxenstjernske Samling i det svenske Rigsarkiv, hvor jeg i 1867 afskrev den.
19. Det er forøvrigt umerkeligt, at forholdsvis mange af de Adelsmænd, som anføres i den soranske Matrikul, siden ikke mere gjenfindes, ligesom det ogsaa ret hyppigt heder om flere Academister, at de døde under sine »Studeringer« i Sorø. Denne Bemærkning skylder jeg H. J. Huitfeldt-Kaas.