Om Humanisten og Satirikeren Johan Lauremberg/3

Ludvig Daae

Om Humanisten og Satirikeren Johan Lauremberg

J. Chr. Gundersens Bogtrykkeri, 1884 (s. 19–26).

III.

Laurembergs to høitydske Comedier.

Vi have nu betragtet den oprindelige Humanist Lauremberg som flittig mathematisk Lærer og Forfatter og som omreisende dansk Karttegner. Men hans Virksomhed frembyder endnu mange andre Sider.^[1]

Christian IV.s ældste Søn, der bar Faderens Navn og allerede som Barn var hyldet som dennes Efterfølger baade i Danmark og Norge, skulde i October 1634 holde Bryllup med Magdalena Sibylla, en Datter af Sachsens Churfyrste Johan Georg I. Denne Formælingsfest staar formodentlig uden Sidestykke i Norden i Henseende til Pragt og Ødselhed. Omkostningerne ansloges til to Millioner Daler, og Kongen, den forøvrigt saa nøieregnende og strenge Økonom, har aabenbart havt til Hensigt at vise Verden, at Danmark fremdeles var en anselig Magt, trods den nylig paa en saa ydmygende Maade tilendebragte Krig med Keiseren. Fra alle Kanter kom Fyrster og Ambassadeurer sammen, og Stridighederne om Rangen, et af Datidens brændende Spørgsmaal, fremkaldte de største Forlegenheder. Bag al denne Forfængelighed var der forresten Alvor nok; »de store Modsætninger, som delte Europa, havde sat hinanden stevne i Kjøbenhavn, og for det danske Folks Øine opførtes der idetmindste tildels en Kamp imellem dem, hvor Seirens Pris var Christian IV.s Venskab«.^[2]

Blandt de mange Midler, der anvendtes for at fornøie de talrige fyrstelige og adelige Gjester, var ogsaa dramatiske Forestillinger, og nye Skuespil vare blevne forfattede og indstuderede for Leiligheden. Dette har ikke ringe Betydning for det danske Theatervæsens Udvikling og er af en af de ypperste Kjendere af dettes ældre Historie betegnet som et »Vendepunkt« i denne.^[3] I Tydskland var nemlig indført en ny dramatisk Retning, den gamle Skolekomedie begyndte at fortrænges af Renaissancens Drama, der hørte hjemme i Italien og Frankrige. Martin Opitz, den tydske Kunstpoesis Fader, der forøvrigt i sin Tid havde gjestet Danmark, ja endog der forfattet nogle af sine Arbeider, havde i Brudens Hjemland Sachsen udgivet en Bearbeidelse af Skuespillet »Daphne«, der var opført 1627, og nu skulde noget lignende forsøges i Danmark.

Det faldt i Laurembergs Lod at forfatte de Stykker, som man ønskede at opføre. Han skrev to mythologisk-allegoriske Sangspil: »Comoedia de raptu Orithyjae« og »Comoedia de Harpyjarum profligatione« eller: »Zwo Comoedien, darinnen fürgestellet 1) Wie Aquilo, der Regent mitternächtiger Länder die edle Princessin Orithyjam heimführet. 2) Wie die Harpyjen von zweien septentrionalischen Helden verjaget, und König Phineus entlediget wird«.

Det fornødne ydre Arrangement blev besørget af den berømte Hofmaler Carl von Mandern, og opførelsen fandt Sted paa Slottets Riddersal den 7de og 12te October.^[4]

Det er ikke min Sag udførligere at behandle disse for sin Tid ganske vist mærkelige dramatiske Arbeider. I begge Skuespil afvexler prosaisk Dialog med Sange, og i begge bevæge Guder og Gudinder sig sammen med ganske moderne Figurer. Det første Stykke er fuldt af smigrende Hentydninger til Brudeparret, til hvilket der naturligvis sigtes ved Hovedpersonerne Aquilo og Orithyja. Hvad angaar Bortførelsesscenen i 4de Act, forekommer det mig, at den aabenbart maa have været et af Holbergs Motiver i hans »Ulysses von Ithacia«. Hovedpersonerne ere her parodierede i Paris og Helena, Aquilos Tjenere Apeliotes, Calcias og Arctios i Marcolfus, og Orithyjas Terner Pholöe, Daphne og Nonacris i Øllegaard. Jeg hidsætter til Sammenligning med Ulyss. v. Ith. Act. I. Sc. 3—4 følgende Brudstykke af de raptu Orithyjae (Act. IV. Sc. 2 ult. et 3):

 

Aquilo. — — — — — saget ihr nichts dazu? Ja ich sehe wohl: Stillschweigen ist Vollwort. Wer etwas denkt und selbiges nicht sagt, ist eben alswann er’s schriebe, denn es ist beides seine Meinung. Ist dem nicht so, mein Hertzgen?

Orithyja. Ey, ich mag davon nicht hören: lasst mich damit unberuhiget.

Aquilo. Ach ja, mein liebstes Hertze. Ich werde es wagen und euch mit mir davon führen.

(Umbfasset sie.)

Orithyja. Ach nein, nein, ich thue das nicht. Ich bitte euch hertzlich, erlasset mich.

(Aquilo führet Orithyjam hinweg.)

Pholöe. Ach seht. Da fehret der frembde Herr mit unser Orithyja davon.

Daphne. Ach, das hoff ich nimmermehr!

(Siehet sich nach ihr umb.)

Nonacris. Ja warlich, es ist also. Daher ich so erschrocken und für Unmuth besturtzet bin, dass mir gleichsam meine Zunge gelähmet ist.

Daphne. O! Dass ihn alles Ubel bestehe, der auff uns alle das Ubel gehäuffet und uns sämptlich in ein solch Elend gebracht hatt, darzu unser keine jemahls versehen hette. Wie sollen wir das gegen ihre Eltern verantworten oder uns gegen andere entschuldigen? Ach der groszen Ubelthat! Wie wollen wir uns doch rathen?

(Aquilonis Gefehrten nahen sich zu den Jungfrauen).

Apeliotes. Ehr- und Tugentreiche Jungfrawen, insonders vielgeehrte Freundinnen, es ist unsers erachtens ganz unnötig, dass sie der Kühnheit halber unsers Herrn Aquilonis bekümmern oder Ihnen darüber einige Gedancken machen. — — — Es ist unser Herr eine solche Hohe Person, der ewrer liebsten Orithyja nicht allein würdig, sondern auch ihr von den Göttern zu einem Gemahl ausersehen ist. — — —

(Det ender med, at Cavallererne gaa afsted hver med sin Jomfru under Armen.)

 

Af nogen Interesse i dette første Stykke er »Pedanten og Phantasten« Blax, der er forelsket i Kammer-jomfruen Amaryllis. Ogsaa her vender Tanken sig uvilkaarlig mod Holberg. Dette er allerede tidligere blevet udtalt af en anden Forfatter,^[5] med hvem jeg dog ikke kan være ganske enig i at ansee Blax for »en uudviklet Type for Stygotius«. Vistnok indblander han classisk Mythologi i sine Kjærlighedserklæringer, men dette er jo ganske naturligt, thi Stykket har jo et helt mythologisk Tilsnit, og Blax er i Aquilos Tjeneste. Større Overensstemmelse forekommer han mig at have med Jacob v. Tybo. Ikke alene præsenterer han sig selv som »ein vornehmer Officier«, men hans plumpe Selvros og umaadelige Tillid til sin egen Uimodstaaelighed peger i samme Retning. En Ytring som denne er ganske tybosk: »Ich als ein vornehmer Officier, damit ich meinen Mittgesellen nichts nachgebe, hab’ auch drausz spendiret und bei einem kunstreichen Balbirer mir meine stiefelbraune Haar und Barth abnehmen lassen, dahero ich jetzo so schön und holdselig geworden, dass ich gewiszlich weisz, sobald diese Jungfrawen mein freundliches Gesichte erblicket, und meine auserlesene Manieren und gelahrte Discurs betrachtet, sind sie mir sämptlich von Herzen hold worden. Aber nein, non omnibus dormio, dass ist: nicht für euch, ihr guten Jungfrawen, ich habe mein edles und hochverständiges Gemüth anderswo gesetzet.« Hans Digt om sin Elskov, der har gjort ham til »Cujon«, kan ogsaa tænkes som Forbillede for Tybos Kjærlighedsrim til Lucilia. Blax er imidlertid høist uheldig. Under en Samtale med Amaryllis, af hvis Repliker enkelte minde mig paafaldende om Photis’s første samtale med Lucius hos Apulejus,^[6] blive de uenige om det første Barns Navn, idet hver af dem vil have det opkaldt efter sig selv, hvorpaa det ender med, at Amaryllis slaar ud over sin Elsker det samme Fluidum, om hvilket Arv i Holbergs »Abracadabra« (Act. I. Sc. 1) siger, at det er »mare ikke rent Vand«. Blax trøster sig ved en saftig Vittighed, men hans næste Møde med Amaryllis, hvormed stykket ender, er ikke heldigere.

Det andet Stykke om Harpyierne, hvem vi kjende fra Virgils Æneide, er en noget forvirret Blanding af Argonauternes, Hypsipyles og Lemnierindernes, Kong Phineus’s og andre mythologiske Personers Historie. Orithyjas Skjønhed prises atter leilighedsvis i en Sang, og to »thraciske Riddere« ere Sønner af hende og Aquilo. Jasons og Theseus’s Besøg paa Lemnos kan have havt nogen Indflydelse paa Scenerne med Dido i Ulysses v. Ithacia.

I begge disse Stykker forekommer midt i det mythologiske Stof nogle Scener, hvori Bønder optræde i plattydsk Dialekt og paa en Maade parodiere det Hele. I første Stykke hede Bønderne Drewes og Cheel, i andet Chim og Matz. Disse Bondescener ere ikke uden Interesse, og Opmærksomheden er nylig igjen henledet paa dem i Tydskland.^[7] Ingen af disse Bondescener staar meget høit, men de ere dog som de ældste Forsøg i sin Art at ansee som en Art Forløbere for Jeppe. Skjønt de tale Plattydsk og betegne sig selv som Tydskere, og skjønt Danmark forekommer som et fremmed Land, med hvis Sprog der drives Spøg,^[8] passe dog de fortrykte Forhold og det lave Culturtrin, som her stilles os for Øie, lige godt paa Bønderne i Nord som i Syd for Østersøen. Lauremberg kjendte nu vist ligesaa godt de første som de sidste. En Foged, der naturligvis taler Høitydsk, udbryder i følgende Ord: »Ziehet ihr andern immer hin auf die Schwein- und Hasenjagt, ich will mich auf eine andere Jagt machen, der weniger Gefahr und mehr Lust bei ist. Ich will sehen, ob ich irgends ein zweifüssiges Thierlein aufjagen kann mich damit zu ergötzen. Aber siehe, sinds das nicht zween von meinen Bauern? Ihr leichtfertigen Vögel, was habt ihr allhier zu schaffen? Du grober Tölpel, hastu nicht besser mores gelernt, wenn du mit vornehmen Leuten redest, kannstu denn keine Reverentz machen?« — Ord, der ret skildre en dansk Bondeplager. Til stor Fornøielse for de fornemme Tilskuere har vistnok den Scene været, hvor Cheel og Drewes vende sig til de tilstedeværende Damer med følgende Tiltale:

 

Cheel. Ey töff noch ein lüttick. Dar sitten der so smucke Jumfern, de moedt ide noch en lüttick ansehn. Wenn se up der Straten gahn edder föhren, so kann man se nümmer recht tho sehnde kriegen, so hebben se de Näse thodöcket, als wenn se Mummskanzen^[9] gahn wolden.

Drewes. — — — — — Sehn se doch nich anners uth alse use Deerens,^[10] man alleene, dat se den Arss mit Sammit unde Sidentuch behenget hebben. Ick will mi hen to Huss voteeren,^[11] wultu mit, so komm.

Cheel. Ja lath us gahn, so wille wi ein Pötten affstecken up Annemäten ehre Gesundheit.

 

Man kan, naar man læser dette Tilløb til en Bondekomedie, ikke undlade at tænke paa, at i selvsamme Aar, som disse Stykker opførtes, havde Christian IV. gjort sit bekjendte, af Adelen forhindrede Forsøg paa at afskaffe Vornedskabet paa de danske Øer.^[12]

Af hvem ere nu disse Stykker blevne spillede? Muligens af tydske Studenter, der under Trediveaarskrigen ikke sjelden lode sig indskrive ved det danske Universitet, eller, hvad der er sandsynligst, af en for Øiemedet indkaldt tydsk Trup.^[13]

Lauremberg erhvervede sig i det følgende Aar kongeligt privilegium paa at trykke sine to tydske Comedier,^[14] og de udkom da hos Boghandler Jørgen Jørgensen Holst i Kjøbenhavn. I 1648 udkom atter et Udtog af dem.

Naar ogsaa et tredie ved Prinds Christians Bryllup opført Stykke: »Tragoedia von den Tugenden und Lastern beym groszen Feuerwerk agiert«, i senere Tid er bleven tillagt Lauremberg,^[15] maa jeg heri være uenig. Han har aldrig selv vedkjendt sig denne »Moralitet«, og den er ikke bleven anført blandt hans Arbeider af nogen samtidig eller overhoved ældre Forfatter. Mærkes maa det ogsaa, at han kun har søgt Privilegium paa Udgivelsen af sine to Comedier.

---

1. Der findes Spor til, at Lauremberg ikke har været ganske uden Interesse ogsaa for de nordiske Antiqviteter. Stephanius meddeler saaledes i 1641 Worm, at L. har fremsat en Conjectur med Hensyn til et af de berømte Guldhorn. O. Wormii Epist. II. p. 196. Man ser af et senere Brev fra Stephanius (1645, ibid. p. 272), at Lauremberg tilbyder Worm at udvælge af hans Samlinger, hvad han maatte ønske at indlemme i sit Museum.
2. J. A. Fridericia, Danmarks ydre politiske Historie i Tiden fra Freden i Lybek til Freden i Kjøbenhavn. I. Kbhvn. 1876. S. 294. Beskrivelse af Festen findes foruden hos Slange (S. 778—786) ogsaa i R. Nyerups Karakteristik af Kong Christian IV. Kbhvn. 1816. S. 83—111, i Øienvidnet Ogiers Ephemerides s. Iter Danicum. Paris 1656. p. 78 sqq. (Schlegels Sammlung B. 2) samt Holsts Triumphus nuptialis &c. Kopenh. 1635, og C. Cassias, Relation von dem hochfürstlichen Beilager. Hamburg 1635, der egentlig er Holsts Kilde.
3. J. Paludan, Om Dramaets Udvikling i Danmark mellem Skolekomedien og Holberg. Dansk hist. Tidsskr. 5. R. IV. S. 31.
4. Kongen havde allerede i April s. A. givet Befaling om Forberedelserne til Komediernes opførelse. Kong Christian IV.s egenhændige Breve, udg. ved C. F. Bricka og J. A. Fridericia. I. S. 252.
5. J. Paludan, l. c. S. 42.
6. Metam. sive de asino aureo, lib. II.
7. De ere under Titelen »Zwei plattdeutsche Possen von J. Lauremberg« optrykte med Anmærkninger og Ordforklaringer af H. Jellinghaus i Kiel i Jahrbuch des Vereins für niederdeutsche Sprachforschung. Jahrg. 1877. Bremen 1878. S. 91—100. Mærkelig nok synes imidlertid Jellinghaus at have overseet, at Bønderne i andet Stykke optræde to Gange; han har kun aftrykt den første af disse Scener, uden at omtale den anden. Maaske har han ikke havt Adgang til den fuldstændige Udgave, men kun til den forkortede af 1648.
8. Matz har været i Danmark og fortæller Chim, at man der maa spise »Köt« og drikke »Oelie« (hvilket den anden naturligvis maa opfatte som »Koth« og »Oel«), og at man har bevertet ham med »Gammelmats« (Saltmad). Matz forsikrer ellers, at den danske Mad er meget velsmagende. Nyerup har i sin ovenciterede »Karakteristik af Christian IV.« optrykt (S. 108—109) noget af denne Scene.
9. Betyder (paa dette Sted) Maskerade.
10. Høitydsk: Dirnen, »Tøse«.
11. At gaa, af Voot = høitydsk Fuss.
12. Se herom L. Engelstofts Afhandling i det skandinaviske Literaturselskabs Skrifter. IV. (1813). S. 1—52.
13. E. C. Werlauff, Historiske Antegnelser til Ludvig Holbergs atten første Lystspil. Kbhvn. 1858. S. 285. Det kan her anføres, at et ikke meget grundigt Uddrag af de to Comedier findes hos Th. Overskau, Den danske skueplads i dens Historie. I. Kbhvn. 1854. S. 83 flg.
14. Sjællandske Registre i Geheime-Archivet, No. XIX, fol. 54.
15. Saaledes S. Birket Smith i Danske Samll. 2. R. III. S. 229, hvis Mening bestrides af Paludan (l. c. S. 31).