Om Blinde og Blindeinstituter
Om Blinde og Blindeinstituter.
(Af B. Roggen.)
Naar man er kommen udenfor Kjøbenhavns Østerport og bøier af til Høire lidt foran Indgangen til Garnisonskirkegaarden (hvor Helten Rye ligger begraven), fører en Gangsti henad mod Kastelsveien. Her ligger to svære Bygninger, begge indviede til et paa engang Kjærlighedens og Statsklogskabens Hverv: Døvstumme- og Blindeinstitutet. Det første er en stor og ganske inponerende Bygning, men uden Stil; den anden er ny og opført i norditaliensk Stil med høie Gavler og udpyntet med Tegninger, frembragte ved forskjelligtfarvede Murstene. Ved første Øiekast synes den noget tung og mørk; men kommer man nærmere, bliver den venligere; det gaar vor aandelige Anskuelse ligesaa. Vort Sind betynges og formørkes ved Tanken om, at inden disse Vægge bor de „Ulykkelige“, der hverken ser den blaa Himmel, der hvælver sig over de grønne Træer, eller det sortladne Hav, der fortoner sig udad mod Sveriges Kyst; men lærer man disse „Ulykkelige“ nærmere at kjende, finder man, at de ikke er saa Ulykkelige endda. Hin Medlidenhed er maaske ædel, men dog falsk. Medlidenheden er jo en Liden med dem, der lider; den falske Medlidenhed er en Liden med dem, som vi absolut vil have til Lidende; Tingen er: de Blinde er i Regelen ikke lidende eller ulykkelige, fordi de er blinde, de bliver først da ulykkelige, naar deres Medmennesker eller Staten gjør dem dertil, enten ved at behandle dem som Ulykkelige, hvem man maaske forekaster deres uforskyldte Mangel, indtil de selv tror og føler denne Mangel som en Ulykke, eller ved at forsømme Udviklingen af deres Evner og saaledes gjøre dem til en Byrde for sig selv, for Andre og for Samfundet.
Det er Modsætningen til denne Fremgangsmaade, man iagttager i det her omtalte Institut, som ved alle Blindeinstituter. Man søger at gjøre de Blinde til lykkelige Mennesker og til nyttige Borgere. Bevidstheden om Blindhed følger naturligvis den hele Indretning og dens Gang, men ikke anderledes, end Bevidstheden om Armod eller smaa Kaar raader i Menigmands Hytte og Hus, eller som Bevidstheden om Sygdom følger de fleste Mennesker, eller som Bevidstheden om en stor Sorg eller noget Andet af det meget mangelfulde ved vor menneskelige Natur følger os Alle, dette den Ene, hint den anden. Man taler her om Blindheden som om gjort Gjerning, der ikke kan ændres, men som man for længe siden har forsonet sig med, som saadan, ja som man lægger til Grund for Alt hvad der sker og ikke sker; – man taler kun om Blindheden for at gjøre dens Mangel ufølbar, for at beseire Udenverdenen tiltrods for Blindheden. Og naar man saa har opnaaet et Resultat, der viser hvor rig og kraftig dog Menneskenaturen er, naar man med passende Selvtillid og redelig Omhu arbeider paa dens Udvikling, saa har den Blinde en Glæde, en Lokke, som den Seende ikke har, og den Blinde er da i Sandhed lykkelig – thi lykkelig er jo den, der føler sig saaledes ikke den, der er i Besiddelse af dette eller hint.
Ja, denne Lov, at behandle Blindheden i Omgang med den Blinde som noget, der nu engang er Regel for dem, og kun at omtale Blindheden undtagelsesvis, naar man paa samme Tid vil og kan vise ham Midlerne til at være som andre, trods denne, er en Hovedlov i Omgangen med Blinde. Hvem erindrer ikke den Jubel, hvormed vi første Gang viste vore Forældre denne eller hin Færdighed, som vi havde opnaaet enten i Omgang med Andre eller paa Skolen? en Færdighed, som Enhver, der var et Aar eller to ældre, end vi, betragtede næsten som en Betingelse for hans Væren. Hvor ufornuftigt og ukjærligt, om den Ældre stadig vilde gaa og bejamre den og stakre den Yngre, fordi denne ikke havde alle de Færdigheder eller Kundskaber, som den Ældre besidder. Saaledes ogsaa med de Blinde; man bør behandle dem som Børn, hvem man gjerne vil lære, gjerne unde Glæden af at gaa fremad, men ikke bejamre dem, – – man kunde oftere misunde dem den naive Glæde, de tidt nyder i større Omfang, end mange Seende.
Men hvor ofte syndes ikke mod denne Regel! Ja, hvor ofte synder ikke Voksne mod den lignende Regel i sit Forhold til Børnene! Hør kun efter, hvor tidt dog Moder og Fader, Faster og Moster gaar og stakrer den Lille, fordi –han er liden. „Stakkers dig, som liden er“, hører man ofte; – og Barnet hører det gjentaget saa tidt, til det virkelig bliver en forkjælet Stakker. Hvor ofte kunde ikke Barnet med ligesaa god Grund sige: Stakkers dig, som stor er. – Ja, saaledes kunde nok ogsaa ofte de Blinde sige: Stakkers dig, som seende er; du har Øjne og kan ikke se!
Naar man saa tænker paa Følgerne af dette de Seendes Klynkeri, saa vil man ikke blot maatte kalde det ufornuftigt. „Han, som blind er, kan intet gjøre“, siger man og hjælper den Blinde, hvor den største Velgjerning mod ham var, at lære ham, at hjælpe sig selv. Man træffer paa Blinde, der hverken kan gaa eller staa, ikke klæde sig paa eller af, ikke sætte Skeen til Munden, ikke holde en Ting fast; ikke at tale om, at de kjender Arbeide kun af Navn – og bliver en Byrde for sig selv og alle Andre – en Stakker, som alle skyr eller afspiser med en ækkel Imødegaaen af hans Fordringer, en Stavkarl, der betler for sig selv og maaske for sine Nærmeste, der forfører og forføres, og som Forældrene har opdraget til en saadan, fordi han var „en stakkers Blind, der ikke vidste det bedre eller ikke kunde det bedre.“
Den største Velgjerning man kan bevise den Blinde, er at lade ham blive, saavidt muligt, sin egen Herre. For at kunne opnaa dette, maa den Blinde bruge mere Flid og Umage, end Andre; men deri er ingen Ulykke; thi Arbeide er Lykkens Kilde, og for den Blinde er Arbeidet en større Lykke, end for nogen Anden, da han oftere, end Andre, maa gjøre Afkald paa Arbeidets Resultat eller maa ialtfald sætte dette lavere, end en Seende. Jeg har læst med en Blind, der en Dag var usigelig glad, fordi han han havde lært at finde frem fra den ene Reliefbund til den anden, eller fordi han havde lagt et Sæt løse Bogstaver ordentligt i Række fra A til Ø. En blind Pige paa 14 Aar havde endelig lært at indfælde Hælen i en Strømpe, og hun var glad som en examensfærdig Student. De Blinde elsker Arbeide. Det er sandt, at enkelte Blinde i lang Tid kan sidde hen og ruge over sine egne Tanker, og at enkelte har Hang til stille Grublen; men i Regelen vil den Blinde søge efter Arbeide og elske det mere, end den Sunde; og hine Grublere bør man vænne til Arbeide, som de da ogsaa snart vil faa kjært. Hvad Arbeidets Resultat angaar, saa vil det, som sagt, være af ringe Værd, men dog i og for sig stort nok, til at man kan sige: Ogsaa for den Blinde er Arbeidet vigtigt for Lønnens Skyld og for den Nytte, han yder baade sig selv og Andre og altsaa ogsaa Samfundet; – men herom maaske mere en anden Gang.
Lad os vende tilbage til Kjøbenhavns Blindeinstitut ved Kastelsveien. I Danmark har de Blinde været Gjenstand for privat Omhu alt siden 1811; først for noget over 2 Aar siden oprettedes for offentlig Regning dette Institut, der hvad dets Indretninger angaar synes at være fuldstændigt og grundlagt paa Grundsætninger, som en forstandig Omhu har valgt ud af de mange og mangfoldige, som raader ved de forskjellige Instituter i Europa og Amerika. Det er Kand. Moldenhawer, der efter en for det Offentlige foretagen Reise til Udlandet, har givet Institutet sin nuværende Forfatning og fremdeles er dets Forstander. Der er desuden ansat tvende seende og tvende blinde Lærere i de aandelige Undervisningsfag; disse tilligemed Forstanderen deler Opsynet over Eleverne udenfor Læretimerne, og en „Pleiemoder“, Fru Gertner, tilligemed en Lærerinde har Opsynet over Pigerne.
Naar vi træder ind i Institutet, vil vi, dersom det ikke er en Læretime, se endel Børn, spadserende Arm i Arm op og ned i den store Korridor eller de store Gange. De taler ivrigt, de ler og ser sunde ud; de er alt andet end Billeder paa Ulykkelige. Lad os høre deres Samtale:
A. Hvad har Du bedet om til Julen? (Forstanderen havde nemlig spurgt hver Enkelt om hans Ønsker til Julen).
B. Jeg har bedet om et Skriveapparat af det Slags, som Læreren nylig har indretet. Og Du?
A. Om et Speil.
Og de ler begge to overlydt. Der er jo ogsaa noget latterligt ved, at en Blind sætter sine Juleønskers Maal i et Speil; men Tingen er, at denne Blinde kan se ganske lidet med den ene Side af det ene Øie; men den briljanteste Gjenstand for dette lille Bitte Syn var: ham selv. Det kunde synes egoistisk; men man maa indrømme, at det var Egoismen i sin barnligste Intethed. Han fik da ogsaa et lidet Speil, som han sjæleglad lagde til den ene Side af det ene Øie, befølte og trykkede inden i sin Haand og pudsede paa med en fast lidenskabelig Glæde.
Hvad den anden angaar, der havde ønsket sig et Skriveapparat, er der maaske nogle Læsere, der forbausede vil spørge: kan da Blinde skrive? For at skrive, maa man kunne læse; en Blind læse?
De Blinde læser ved Hjælp af Fingerfølelsen, altsaa Bogstaver, der er ophøiede, og hvad Blindeinstitutet i Kjøbenhavn angaar, saa frembringer dets Trykkeri en Relieftryk (ophøiet Tryk), der uden Tvivl staar endog over, hvad de fleste andre Instituter kan opvise. Det gaar derfor ogsaa let for de Blinde, at lære at læse; kun den Oversigt over Ordene, som de Seende har under Læsningen, kan den Blinde aldrig opnaa; han kjender kun det Ord, han føler, mens den Seende allerede har et halvt Blik henvendt paa det eller de følgende Ord; derfor vil da heller ikke den Blinde nogensinde komme til at læse saa „flydende“, som den Seende. Men den væsentligste Grund til den Kjendsgjerning at mange Blindeinstituter lægger mindre Vægt paa Læsning og bringer det til smaa Resultater, maa søges i den Omstændighed, at de Blinde, naar deres egentlige Undervisningstid er forbi og de hengiver sig til mekaniske Færdigheder, dels under dette Arbeide taber lidt af den Finhed i Følelsen, som maa til for at skjelne Reliefbogstaverne, dels under den stadige Beskjæftigelse ikke har Tid eller Anledning til at læse og derfor glemmer en stor Del af sin Læsekyndighed. Hertil maa man rigtignok sige, at dette hovedsageligt er Tilfældet med de Blinde, der er af ringere Stand, og som altsaa maa søge sit Erhverv ved Haandarbeide; men de fleste Blinde er just af Almueklassen[1] og de faa af bedre Stand finder efter Opholdet i Institutet kun ringe Anledning til at sysselsætte sig med Læsning; dertil er der jo trykt for faa Reliefbøger.
Men er Læsningens Resultat lidet, saa er Resultatet af Skrivningen ikke større, og det som en naturlig Følge dels af, at man desværre, men dog med Nødvendighed maa dele den Blindes Tid og Opmærksomhed paa to Slags Ekrift; dels fordi de Apparater, man har til Skrivningen, endnu er temmelig ufuldkomne eller vidtløftige.[2]
Ved første Øiekast kunde det synes nedslaaende for Interessen for de Blinde, at to af de i vor Tid vigtigste Undervisningsfag bringer saa smaa Resultater for den Blinde; men stort større Resultat bringer jo i Almindelighed Menigmand det ikke til; ja, en Blind, der vil, kan skrive en ligesaa tydelig Haand og læse sine Bøger fast med ligesaa stor Færdighed, som mange blandt de Seende af Almuen. Og hvad der især maa fremhæves det som den Blinde ikke har i Læsningen, har han fuldt erstattet i sin Opmærksomhed for det levende Ord og i en fast utrolig tro Hukommelse. Udrustet med disse Redskaber for at fange ind til sit Kundskabsforraad, hvad han kan have Interesse og Brug for, er den Blinde istand til at modtage en rig Udvikling. Han er ligesom et Menneske fra Tiden før Bogtrykkerkunstens Opfindelse, men omgivet af vor Tids Viden og Kundskabsfylde.
Lad os bede Kjøbenhavnsinstitutets Forstander om Tilladelse til at se os lidt nærmere om i Institutet og høre lidt paa, hvad der for Øieblikket beskjæftiger de Blinde. Med velvillig Redebonhed ledsager han os selv omkring, giver Oplysninger og viser os Apparaterne. I Forberedelsesklassen har man „Samtale“; Gjenstanden for Samtalen er den Ræv, der med sit aabne Gabs skarpe Tænder synes at true de smaa Fingre, der stikkes ind under dem, især da et Par andre Hænder meget opmerksomt og ikke for mildt lader dens tykke, lodne Hale løbe gjennem sig. Men man kan være ganske rolig; Mikkel bider ikke; det er kun et udstoppet Exemplar. Med mildt Alvor fortæller Læreren de Smaa om den Listiges Natur, og Historien om dens Skøierstreger med Ulven opvækker en stor Latter; Børnene er da heller ikke uvidende om Mikkels Streger; den ene af dem fortæller, at Ræven tog engang en Høne i hans Faders Gaard.
I første Klasse har de Regning. Læreren der er blind; han underviser otte Elever; de har ingen Tavler og Grifler; til en liden Lettelse for dem staar der en Kurv med Træklodse, hvorpaa Tallene er udskaarne; dersom flere af Børnene er færdige paa samme Tid, faar En eller flere Lov til med de løse Ziffre at sætte Facit sammen paa en Tavle, mens Læreren gjennemgaar færdige Stykker med de andre. Til at være Regnelærer under saadanne Omstændigheder kræves en stor Hukommelse. Læreren skal ikke alene regne hvert Stykke i Hovedet (og næsten hver af Eleverne har sit eget Stykke), men han maa ogsaa huske Opgaverne. Dette er første Klasse; for at give et Skjøn paa, hvad der vel kan udrettes, skal jeg nedskrive en af de Opgaver, der først blev besvarede: For 49 Rgdl. faar man 1 Balle 3 Ris, 3 Bøger Trykpapir, hvad faar man saa for 12 Rgdl. Jeg tror, vi betakker os for at være Elev i denne Klasse og gaa til den 2den.
Her har man Religion. En Dreng har reist sig og fortæller Jesu Instiftelse af Nadveren; han har hørt den af Lærerens Mund den foregaaende Time; hans Gjenfortælling er simpel, men korrekt og flydende; Læreren knytter kun faa Bemærkninger til Fortællingen; denne taler for sig selv, efter hans Mening, og jeg tror han har Ret. Naar Eleven er færdig, fortæller Læreren dem Lidelseshistorien; Eleverne følger hans Foredrag med Opmærksomhed; du maa ikke tro det Modsatte paa Grund af de lukkede eller andensteds henvendte Øine; disse kan intet søge, men det indre Øie er aabent og opmærksomt. Paa en Bænk lige tæt foran Læreren sidder en Pige med tomt Blik; men hendes foroverbøiede Stilling og aabne Mund antyder, at hun følger Fortællingen med spændt Opmærksomhed; hun er tunghør og har derfor denne Plads og denne Stilling. Nødig forlader vi denne Skolestue; men i den næste fortælles Danmarks Historie; der handles om Christian IV og Slaget ved Femern; det har en ganske særegen Interesse for de Blinde at høre om „ham med det ene Øie.“ – Vi har nu kun den sidste Klasse tilbage; her undervises i Geografi: hver Elev har et Danmarkskart i Relief liggende foran sig. Alles venstre Haands Pegefinger hviler paa Ditmarsken, hvis Natur just er Gjenstand for Undervisningen. – Men Timen er nu forbi.
Forstanderen spørger os, om vi ikke vil høre de Blindes Sang, eller om vi vil besøge Værkstederne; Tiden er imidlertid knap; vi skal paa Thorvaldsens Museum; vi takker for hans Forekommenheder og beder om Tilladelse til at komme igjen om Eftermiddagen for at se lidt til de Blindes Gymnastik og høre deres musikalske Præstationer.
Vi forlader Institutet med den Overbevisning, at de Blinde kan lære meget. Men bruger de Blinde da ingen Bøger til sine Lektier? Nei, de maa stole paa sin Hukommelse alene; derfor er ogsaa denne Evne som oftest langt stærkere, end hos den Sunde, og derfor maa man sætte som en Hovedregel ved de Blindes Undervisning, at udvikle deres Hukommelse. Det levende Ord er for de Blinde Udenverdenens næsten eneste aandelige Aabenbaring; men da det er den reneste og fuldstændigste Aabenbarelse af Alt aandeligt ogsaa for en Seende, og da Hukommelsen bestandig er paa Færde for at gjøre Aabenbaringens udviklende Kraft stærk og stadig, saa vil det ikke feile, at den Blindes indre aandelige Verden er udviklet i høi Grad. Man finder ofte en Finhed i Tanken, en Skarphed i Dømmekraften, som forbauser – forbauser især dem, der endnu er i den besynderlige Vildfarelse, at den Blinde er en Stakker, som ingenting formaar og ingenting ved.
Nei, i ordret Forstand kan en Blind, der har gjennemgaaet en Udvikling af den Natur, der er afpasset efter hans Stilling og Evner, tidt med Sandhed og Eftertryk sige til mangen Seende: Du, som har Øine og kan ikke se! – Og hvilke er Hovedreglerne for den Fremgangsmaade, uden hvilken den Blinde ikke kan komme frem? Saavel i Hjemmet, som paa Institutet maa Hovedregelen for hans legemlige Udvikling være: Lær ham saavidt muligt – og det er langt – at hjælpe sig selv og være sin egen Herre! – og specielt i Institutet: Giv ham Skjøn paa og Elsk til det levende Ord og udvikl hans Hukommelse!
Hvad Institutet forresten angaar, saa staar for det Hovedpunktet tilbage, det nemlig, at give den Blinde Midler til at kunne se Fremtiden med Rolighed imøde, at give ham Evner til at kunne indtræde som gavnende Medlem i den Stat, der har bekostet hans Udvikling – en Fordring, Staten kan og skal gjøre –, men dette Hovedpunkt faar vi lade staa hen saa længe.
- ↑ Det er sørgeligt, at Blindheden især træffer dem der har ringest Midler til at afhjælpe dens Følger, men dobbelt sørgeligt, at Almuen selvforskyldt paadrager sig Ondet. Det er godtgjort at Antallet af Blindfødte forholdsvis er lidet; de fleste blinde Børn bliver blinde i den spæde Alder under Sygdomme, der bringer Blindhed paa Grund af Forældrenes Uforsigtighed og Uforstand. Almuens ringe Tillid til Læger og dens Forsømmelse af Sygdomme, der i Begyndelsen synes ubetydelige, desuden flere daarlige Skikke og Sædvaner ved Fødslen og Barnedaaben synes at være Hovedaarsagen til Blindhed.
- ↑ I denne Anledning maa jeg oplyse om, at Kand. Guldberg, Lærer ved Blindeinstitutet i Kjøbenhavn og Bestyrer af Verkstederne, nylig har opfundet et Apparat, der synes at have en rig Fremtid for sig. Den Blinde kan neppe opnaa saa megen Sikkerhed i Haanden, at han kan skrive som den Seende. Han maa ikke alene have et med Linealer begrændset Rum at skrive imellem; men ogsaa de enkelte Bogstavtræk maa han udføre ved at lade Prenen (Jerngriffelen) følge faste Gjenstande af den forlangte Form. Hr. Guldbergs Apparat er forsynet med Træskruer, der ved en simpel Mekanik kan føres frem og tilbage og saaledes efter simple og faste Regler danne de faste Former, hvis Omrids danner Bogstavsirklerne. Til Bevis paa Apparatets Brugbarhed kan jeg fortælle, at en Blind, der nylig ved Hjælp af dette Apparat havde skrevet et Brev hjem, fik i Svaret følgende Ros: „Vi glæder os meget over din Skrift; den er saa tydelig, at selv lille Søster Lotte med Lethed kan læse den.“