Om „På Guds Veje“
Om „På Guds Veje“.
Denne Bog gør et overvældende Indtryk. Man arbejder sig igennem fire Hundrede Sider tæt, solid Læsning, man beundrer dens Kraft og Fylde, man snubler ogsaa over dens Fejl, og man lægger den bort med Følelsen af at være inderlig beriget, varmet i sin ideale Tro og styrket i sine bedste Forsætter.
Det er forfriskende at læse Bjørnson igen. Vi har en Tid havt Guds Velsignelse af det udmærkede gaadefulde Digteri, som begyndte med „Vildanden“, og som nylig kulminered i det højere Vanvid kaldet „Fruen fra Havet“. Vi har virkelig havt til Nødtørft af denne Skæbnedigtning, som vor jordiske Forstand ikke har kunnet fatte. Og naar der derfor bydes os lidt tarveligere Næring, en Smule mindre æterisk Kost, føler vi os truffen i vor Natur, og vi kender os bedre igen i denne Verden. Vi er rimelige Mennesker.
Bjørnsons sidste Bog er et vægtigt Arbejde; den viser overalt Forfatterens overlegne Begavelse og mægtige Natur. Naar man sammenholder denne Bog med en almindelig Fortælling, gærne paa det samme Antal Sider, faar man først ret grundigen Syn for, hvor rigt og mangfoldigt dens Indhold er. Skade kun, at der i Bogen er blandet ind Ting, som kanske Bjørnson selv om kortere eller længere Tid vilde ønske ude af den; her er ikke alle Steder husholdereret med abstrakte Indfald, Udenomsoplysninger og Bemærkninger til Siden. Naar Bogen alligevel trods dette virker saa stærkt, er det bare et Bevis for den store Kraft og Oprindelighed, hvormed den er skreven.
Der er stridt meget Lærdom i Bogen, saa meget, at den undertiden ganske standser den digteriske Bevægelse. Og det kan i visse Maader være lige saa galt i kunstnerisk Forstand, som Uvidenhed. Ved Enden af en Literaturperiode hænder det almindeligt, at den store Specialkundskab breder sig paa samme Vis som før Vankundigheden. Forfatterens Følelse maa vige for hans Viden. Han søger at overgaa sine Forgængere ved at blande ind desperate Elementer i sit Værk. Saaledes indfører Voltaire filosofiske og humanistiske Tendenser i sin Digtning, hvorved han visselig hæver dennes Værd som Masseviden, mens han jo svækker dens Værd som digterisk Kunstværk. Der skal ogsaa Selvbeherskelse til at sidde inde med Trumfer af Viden og aldrig begaa Fejl med dem, aldrig bruge dem over Maade. Hos Bjørnson fremtræder de ved Lejlighed endog grovere end hos Zola, mer udenpaalagt. De yttrer sig i Form af direkte gode Raad, Formaninger, Sundhedslære, Moral, Tegnsudlæggelser; man ser alt, som hænder, blive omsat i Lærdomme.
Et uvorrent Sted er i Bjørnsons Bog den Scene, hvor Doktor Kallem paa siger og skriver to Minutter helbreder Ægteparret Pedersen for Drukkenskabslasten. Han helbreder dem blot ved at se paa dem. Dette virker parodisk, det er Boltzius. Lad være, at man kan have læst om en lignende Helbredelse et eller andet Sted, — fremsat i en Roman, hvor jo Lejligheden forbyder at forklare det nøjere, og tillagt en vis nærsynt Doktor Kallem, som hverken før eller siden viser slige troldske Kræfter, tror man simpelthen ikke paa den. Man nyder den som en Kuriositet, tager den med som Læsning.
Jeg er bange for, at Bjørnsons Optimisme har ført ham for langt her. Han skildrer ogsaa endel Operationer, visselig paa Grundlag af de nyeste lægevidenskabelige Undersøgelser, — heller ikke her er man rigtig med. Man mangler lidt Bjergflyttertro. Det er i Grunden mærkeligt, at alle disse dumdristige, nye Operationer lykkes. Det klikker ikke nogen Gang, Patienten kommer sig og lever. Ved et enkelt Tilfælde, hvor det modsatte hænder, forvolder den syge selv sin Død, — hvad jo Lægen er helt uden Skyld i. Det er ganske vist ikke noget galt i, at ikke flere lader Livet under disse Eksperimenter; men det er Optimisme. Bjørnson bærer sig anderledes ad, end andre moderne Digtere. Hans Synsmaade er ikke Naturalistens, den kolde Iagttagers; hans Optimisme driver ham til at tage Parti. Med en Lægebog i Haand optræder han forskende forat faa bekræftet sine Ønsker, ikke forat lade sig omstemme. Han ved paa Forhaand, hvad han skal finde, eftersom han ved, hvad han vil finde. Hans Undersøgelser er ikke en Søgen efter Resultater, men en Søgen efter Beviser for allerede indvundne Anelsers Rigtighed. Og han finder sin Glæde i som Optimist straks at underrette Folk om den sidste heldige Operation, de nyeste Opdagelser til Menneskers Gavn. Hvilket leder ham udi Fristelse. Han vil belægge sine Beretninger med mest muligt videnskabeligt Tilbehør, ― saa blir der paa hvert Punkt for megen stejl Lærdom, for megen Sagkyndighed. Der blir visselig endnu ikke nok til at bevise som Videnskab; men der blir formeget til at virke kunstnerisk som Roman. Gustave Flaubert lod i sine senere Digtninge det videnskabelige Element dominere altfor meget, ― det gjorde ikke hans Bøger læseligere og ikke hans Navn større.
I et Øieblik, hvori Bjørnson er greben af Vidnetrang, driver han endog ind paa de „uægte Steder“ hos Marcus. Bjørnson hører til dem, som endnu skælner mellem ægte og uægte Steder i denne to Tusind Aar gamle Visdom. Herpaa er intet at sige; saa mange Hoveder, saa mange Sind! Men at bruge sit Kendskab til Evangelister og Apostle paa en direkte belærende Maade i en Roman, det er at snyde Aviserne for en Artikel. I Bjørnsons Bog findes der en halv Side abstrakt Bibelkritik om „de ældste Haandskrifter“ og „en senere Tilsætning", ― det er i denne Forbindelse omtrent en halv Side abstrakt Bibelkritik formeget.
Nu var det naturligvis ogsaa saa rimeligt, at Bjørnson ikke kunde skrive en norsk Karakterroman paa fire Hundrede Sider kaldet „På Guds Veje“, uden at han maatte sende en eller flere af sine Personer over til Amerika. Jeg var paa Forhaand saa vis paa det, at jeg skrev det paa et Blad i min Notisebog og lod en Ven læse det længe før Romanen var udkommet. Foruden Norge er intet andet Land end Amerika nævnt i hele Bogen. En norsk Præst staar paa en norsk Prækestol i Norge og fortæller Vidunderhistorier fra St. Louis i Missouri: En derboende syttiaarig Arrestantinde, som var saa rasende, at hun maatte bindes, naar hun skulde flyttes, blev kureret for sit Raseri og øjensynlig omvendt til et bedre Menneske bare ved et Kys af den kvindelige Vagtmester.
Boltzius!
Det er besynderligt, at det næsten ikke skal gaa an at skrive en Roman herhjemme, uden paa en eller anden Maade at faa ind i den lidt „amerikansk“. Var det engang i Tiden dannet at være græsk, saa er det nu moderne at være amerikansk. Over Bjørnsons Sind har Amerika faaet en stor Magt. Den yttrer sig i de mindste Ting i hans Bog, som for Eksempel at Kallem staar og taler om Amerika i en Ligtale, eller at Ragni spiller den maanesyge Salme af en Nationalsang „Home, sweet home“; ja Bjørnson tager sig endog Anledning til som Forfatter at yttre et Ord om den amerikanske Romanskriver Howells „indtrængende Sjælemaleri“.
Det er kanske lidt resikabelt at give sig af med at fortælle tilkommende Ting; men efter endel Mærker, som jeg har lagt mig til i en Række af Aar, har jeg ivente, at Amerika om en given Tid blir det Land, hvorfra Reaktionen i Europa faar sin stærkeste Støtte. Jeg har visselig ogsaa tænkt mig, at vor Literatur ved- blivende vil beriges med vidunderlige Avishistorier fra „Christian women's journal“ om amerikanske Sjælemalere og amerikanske Vagtmesterkys i Missouri.
Man mærker straks, at Bjørnson har bygget sin Bog paa mange langsomt indsamlede Forstudier. Og han har benyttet Materialet med levende Kraft. Han hersker suverænt over sit Stof; alt er bragt ind med Overlæg, og intet er skrevet i Rutine. Bjørnson har en altid vaagen Virkelighedssands, hos ham flyder intet ud i Dybsindighedsjag; er der en Frue, saa er hun ikke fra Havet, og er der en Vildand, hvilket vil sige en vild And, saa er det en Fugl og ikke en Fisk. Bjørnson har den logiske Fantasi, han besætter indtrængende Landskaberne, Husene, Værelserne. Tildragelserne er i Regelen berettet med alvorlig, massiv Ro, en uforstyrrelig Trængen frem til Afslutningen. Med den øvede formelle Evne, han har til at gøre en Bog, kunde man ventet — og man kunde forstaaet det — om han her og der i en saavidt lang Roman, som hans sidste er, kunde henfaldt til bare Skrivning, bare Sprog. Men man vil ikke paa et eneste Sted møde kold Virtuositet her, overalt er der dyb, ægte Følelse bag Ordene. Nu og da, som paa Side 142, er der rene Allerhelvedes Spræt af Kraft og Lune, som frisker op hele Bogen. Overalt vrimler det af fine Iagttagelser og Karaktertræk. Det er lidt smaat at minde om det; men der er saaledes en Scene, hvor Kallem mader Ragnis Plejebørn i Konditoriet, som i al sin Korthed er et lidet Mesterstykke. Et andet Sted forekommer følgende: — „steg (Skridt) av en voksen, og to barnesteg på hvært av de voksne.“ Man ser efter dette saa tydeligt de gaaende, man faar af disse Par Ord Indtryk af Barnets Størrelse, Alder og Gangmaade; en hel Sides Beskrivelse kunde ikke gjort det klarere. Endelig er der i Scenen mellem Præsten Tuft og den syge Murer Andersen nedlagt stor og overlegen Kunst: Andersen har brukket Benet, en Blodaare er bleven forstuvet, og Benet maa sættes af i Knæleddet. Dette sker ogsaa, men uden at den syge ved om det; Murer Andersen tror, at Benet endnu sidder paa, han kjender endog Smerter i Hælen paa den afsatte Fod. Præsten blir budsendt, Andersen anmoder ham om at bede til Gud om, at Benet ikke maa blive afsat. Da det gælder Murerens Liv, opfylder Præsten hans Begæring, uagtet han altsaa ved, at Benet allerede er taget af. Men Ole Tuft erklærer bagefter: „Dette gør jeg ikke én gang til.“
For nu at nævne en Ting til: Smaagutten Edvards Operation er skildret slig, at man i største Hast blader længer ud i Bogen, for at se, om han overlever den. Man føler sig med, man undersøger Pulsen, banker paa Brystkassen, lytter, — og man trækker et langt, lettet Aandedrag, naar man erfarer, at han er ilive. —
Der er to kvindelige og to mandlige Hovedpersoner i „På Guds Veje“, deriblandt er Ragni. Jeg ved aldrig at have læst noget skønnere og finere, end Ragni. Hun skulde dog kanske grædt femten Gange mindre; især i det første er hun saa rent Ulykkens Bytte, saa bundløst forkommen. Det er som hun vilde sige: Herregud, om jeg fik dø, — ikke formedelst nogen min Fortjeneste! Hun græder ved den mindste Anledning; i det hele griber Bjørnson meget hyppigt til Graad. Men Ragnis Historie har han skrevet saa beklemmende inderligt, at hvis Ragni selv kunde læst den, tror jeg ikke, at hun kunde gaaet hen og dø. Det er den ømmeste kærlighedsrigeste Behandling, Karakteren Ragni har faaet i en Literatur. Man huske blot hendes rørende Samtaler med Kallem og tilsidst hendes Brev, det sidste Ord til „hendes livs hvide pascha“, — jeg ved ikke, om det er Skam at fortælle det, men jeg stridgræd under Læsningen. Det er en Skildring af hektisk Farve; der findes ikke en anden Mand i Norges Land, som kunde skrive noget saa vidunderligt dejligt.
Ragni er det usædvanlige. Overhovedet skyr ikke Bjørnson Usædvanligheden. Han har faaet det med saa mange rare, desperate Karer i det sidste, Kurt, Rendalen, Kallem. Gud bevare mig for at træffe nogen af dem, — paa et halvt Ord tygger de Skum. Endog Karl Meek, den rødnævede Bengel, som gaar og synder mod den Helligaand, faar Raptuser af Skumtygning. Skulde nogen være sendt til Amerika, saa var det ham. Ud paa Prærien med ham, en Plog mellem Hænderne, 16 Timers Arbeidsdag, 98 Graders Hede fra Himlen! Saa kanske vilde den lille forelskede Herre lægge af den stygge Uvane at gaa hjemme og rænde mod Væggene.
Det har slaaet mig mere og mere under Læsningen af Bjørnsons Bog, at de fleste af hans Personer i Grunden har manglet noget af Sindets Adel. De er egentlig ikke dannede Mennesker. Men de er oplyste Mennesker, de har Bøger i Hovedet. Der er visselig noget halvt, ufærdigt, usamlet ved dem fra Begyndelsen — som det skal være i en Udviklingshistorie. Men ikke engang tilslut tør man være ganske tryg for, at ikke en vis Ubændighed sent eller tidlig skal bryde løs igen. Selv Kallem har endnu, naar vi forlader ham, Kræfter og Anlæg i sig til at gøre gale Streger med Knytnæven. Han gaar ogsaa omkring paa Hænderne — for Sundhedens Skyld, kanske ogsaa for Sindets Skyld; der findes fremdeles vulkanske Blus i hans Indre.
Og Bjørnson ved overmaade godt, hvorfor han saaledes levner i sine Personer denne Disposition til atter at blusse op, om det skulde trænges. Han kender sine Folk. Han er en energisk Forfatter, man ser det bedst paa det strænge Arbejde, han lader sine Personer gennemgaa, Arbejdet paa deres egen Udvikling. Der arbejdes 16 Timers Arbejdsdag; hans Folk løber fra én Anstrængelse til en anden, i Læsning, Tænkning, Stemninger, Lidelser, Synd, — det er haardt at være Menneske paa den Maade; det er underligt, at ikke allesammen faar graa Haar. Men Bjørnson har ogsaa opnaaet at faa Skik paa de vildeste Figurer, de brutaleste Krafttyre i vor Literatur, Kurt, Rendalen, Kallem. Han har udviklet dem saa langt, som de kunde udvikles, — en Opgave værdig hans eminente Kræfter.
Tilslut skulde jeg vel — som Skik og Brug er — forsøge at skænde lidt paa Bjørnson for dette besynderlige mænneske-språke, som han har paaført os. Og jeg gør det saa meget villigere, som jeg er oprigtigt rasende paa ham for dette Laveri. Jeg har gjort akkurat 143 Blyantnotiser i hans Bog, og næsten allesammen gælder hans utrolig forvredne Ortografi og Skrivemaade. Gennem hele Romanen har jeg maattet være paa Vagt, for overalt at kunne forstaa hans Sprog. Jeg har sukket og læst, læst og bandet, jeg har ikke kunnet bære det med kristelig Taalmodighed.
Denne hans „landsgyldige“ Skrivemaade bruges og forstaaes i hele Landet saavidt jeg ved kun af tre: af Bjørnstjerne Bjørnson, af det gamle, stivnakkede Hvad jeg skrev, det skrev jeg-Menneske Knud Knudsen (Knussn?) og af en Lap Papir ved Navn „Morgengryet“ (Maarngrye?), som udkommer i Karl Johan.
Jeg forstaar ikke, hvad dette Eksperiment skal være til. Af Bjørnsons Efterskrift lader det til, at den ene Grund er Frygten for, at Bygdemaalsstræverne skal faa Ret; man vil altsaa bekæmpe ét lavet Sprog ved at lave endnu et! Men den anden Grund er altsaa dette med det velsignede „landsgyldige“. Jeg har faaet Indtryk af, at Bjørnson dog tænker paa almindeligt dannet norsk Sprog, men at han siden maa sidde og omskrive det tænkte paa Språk. Heri er han saa ikke altid lige aarvaagen, ikke altid lige „landsgyldig“; der er tre Slags Sprog i hans Bog. Først kav, kronnorskt språk, saa et vistnok lidt paa Spidsen sat Sprog, af den Sort, som Bjørnson bruger i sine Avisartikler; derpaa tilsidst de stakkels Rester af hans fordums Sprog, det, hvori han talte til os gennem Marv og Ben i sin første Digtning. Der er i „På Guds Veje“ ikke mange Sætninger, som ikke har Ord, der har faaet tilsat en Udvækst eller afsat et Lem. Vi bevæger os blandt en Mængde udklædte Vanskabninger. Ord som „tunne“, „eftersvælg“, „fynen“, „rølet“ kan Bjørnson ikke godt gøre til landsgyldige, aldenstund der er Ord iblandt disse, som Landsens Folk simpelthen ikke forstaar; og at gøre noget specielt norskt landsgyldigt ud af de svenskskrevne Ord „innerlighet“, „full visshet“ osv., det tror jeg skal falde vanskeligt baade for ham selv og for Knussn og Maarngrye.
Nu skal dette aparte Sprog endog være Fremtidens. Mindre kan det ikke være. Det faar gaa, som det kan, med det; forresten er det som sagt lidt resikabelt at gaa og fortælle tilkommende Ting; vi blev jo enige om det. Men lad det være Fremtidens — skjønt jeg forstaar da rigtignok ikke, hvorfor der i alle Lande skrives anderledes end der tales; ét er sikkert, man maa da ialfald skrive et Sprog saaledes, at Mennesker forstaar det. Lad det være Fremtidens, — jeg begriber ikke, hvorfor Nutidens Mennesker skal paaføres den Lidelse at læse det.
Et Sprog faar vel helst udvikle sig lidt efterhvert til Fremtidens. Det gaar ikke godt an, synes jeg, at gaa frem en vakker Dag og paadutte et helt Sprogsamfund et splinternyt Brug af Sprogsamfundets egen Abc i Sprogsamfundets eget Sprog. —
Man faar virkelig den Fornemmelse under Læsningen af Bjørnsons sidste Bog, at skreven lidt mindre språklikt, vilde den gjort end større Virkning. Skrivemaaden er saavidt opfundet, saapas kunstig, at der skal Omtanke til at finde sig tilrette i den. Og alle disse amputerede og pukkelkonsonantede Ord blir saa uformelige og haarde. Naar man læser dem højt, er det som at trille Firkanter nedad Fjæld, og til de mange vage, ejendommelige Stemninger, som de skal udtrykke, er de altfor brutalt grove. Naar Bogen alligevel griber Læseren saa mægtigt, som den gør, saa er der intet besynderligt deri; men det skyldes knapt paa et eneste Sted dens sproglige Excentrisitet.
Det skyldes derimod Forfatterens enorme Kraft og den Genialitet, som hvorsomhelst man aabner Bogen slaar Læseren imøde som Ild. Jeg blir ikke træt af at læse atter og atter de mange beundringsværdige Scener. Der er Stemninger saa stormfulde og vilde, som en fraadehvid Havorkan, og man rejser sig op fra Stolen i Angst; andre er saa fine, aandebløde, at de helst skulde læses om Aftenen, med en rød Skærm af Silkepapir over Lampen.
Med denne Bog har Bjørnson taget et storartet Tag i vor Udvikling, et varmt, inderligt Tag, som aldrig skal glemmes ham.
Knut Hamsun.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |