Ole Høilands Penge/08
Paa Akershus beredte man nu Ole Høiland et
nyt Opholdssted. I den lille Bygning øvervolds, der kaldtes Kronprinsens Krudttaarn,
lod man bygge et vældigt Træbur, hvor Ole blev
indsat belæsset med svære Lænker og en Skildvagt
fik Post udenfor Krudttaarnet Nat og Dag. Folk
fik fri Adgang til at besøge ham og mangfoldige
Nysgjerrige strømmede did op for at se og tale med
den famøse Mestertyv. Men her var stadig en Gevaldiger tilstede, naar han havde Besøg, saa det
var ikke muligt for nogen af hans Venner at sætte
sig i Forbindelse med Ole.
En Dag mod Slutningen af October 1836 kom Per Kolseth ind til Madam Berg. De talte om almindelige Ting og Madamen spurgte: „Nu, hvordan gaar det med dit Bryllup Per – koger Det bort?“
„Nei, nu skal det snart finde Sted, saasandt du for gode Ord og Betaling vil række mig en hjælpende Haand,“ sagde han.
„Hvad er det om at gjøre?“
„Gevaldiger Stensrud har Vagten inde i Krudttaarnet hos Ole Høiland nu om Dagene. Du kunde tale til ham og se at bestikke ham til at overbringe Ole et Brev, hvori vi beder ham om at skaffe os endel Penge af dem, han har skjult.“
„Jeg frygter for, at Stensrud ikke lader sig bestikke.“
„Jo, det tror jeg han gjør – du, som kjender ham, kunde jo føle ham lidt paa Tænderne,“ mente Per.
„Jeg kunde vel lirke lidt med ham. Men Ole er vist sint paa mig, fordi jeg ikke slap ham ind, sidst han stod her udenfor.“
„Pyt, det er vel ikke saa farligt. Gammel Kjærlighed ruster ikke. – Og du hilser ham fra mig, at jeg gaar og venter paa at holde Bryllup. Mig har han jo meget at takke for. Saa spørger du om han vil, du skal skaffe ham noget Værktøi og sig, han skal være hjertelig velkommen i dit Hus, naar han atter slipper fri.“
„Jamæn tror jeg, at jeg gjør det – Penge kan en aldrig faa formeget af.“
„Jeg tviler ikke om, at han nævner dig et Sted, hvor han har skjult en diger Pengesum – og der deler vi.“
„Det forstaar sig.“
Næste Dag tog Madam Berg sig en Tur op paa Akershus. Kolseth stod nede paa Pladsen og ventede paa hende. Madamen kom glædestraalende tilbage og fortalte, at hun havde fundet Stensrud villig til at besørge Forbindelsen mellem dem og Ole Høiland.
Tre Dage efter kom Gevaldiger Stensrud tidlig paa Formiddagen ud til Madam Berg og overrakte hende en Seddel fra Ole Høiland. Hun gav ham en Tidalerseddel, han takkede og gik. Hun brød Brevet og læste:
Gode Madame Berg!
Som det nu er, har jeg ingen Udsigt til at slippe ud af dette Hul, men skulde jeg senere behøve Redskaber, faar jeg sende dig Bud med Stensrud. Ja, Penge skal baade du og Per Kolseth faa. Hils ham og sig ham fra mig, at paa den Sletten i Skogen lige op for Grefsengaarden, hvor han og jeg mødtes ifjor Høst, staar der en vældig Enerbuske. Under denne har jeg nedgravet et Blikspand med tredive tusinde Speciedaler. Denne Sum kan I dele. Men stel nu forsigtigt med Pengene. O. H.
Madam Berg spilede Øinene begjærlig op. Det var over Forventning, at han skulde anvise dem en saadan stor Pengesum – 120,000 Kr.! Hun bare ærgrede sig over, at hun ikke kunde snyde Per Kolseth for hans Halvpart. Hendes Higen var stor efter at faa Fingre i denne Skat. Hun ordnede sig for at gaa ud og søge Kolseth.
Da bankede det paa Døren, det var just Per, som kom. Hun gav ham Brevet, han læste det, og indeni ham jublede det. Nu var Sigrid hans!
De fik sig en Madbid og drog afsted opover Trondhjemsveien, derfra nedover Bakken forbi Husmandsstuen, Ole Vidstes fordums Residents, og saa op mod Grefsen. Det var en blank Barfrostdag med stærk Sno.
Per fandt med Lethed frem til Sletten, hvor han og Mestertyven ifjor havde siddet, og den omtalte store Brisk faldt ham strax i Øinene.
Han traf sin Gevaldigerkniv og gav sig til at grave i den frosne Jord under Brisken, det faldt noksaa haardt. Men snart fik han Tag i Spandets Have og trak det frem til Dagens Lys. Han rev Laaget af og de fandt det fuldstoppet med Pengesedler. Madam Berg maalte Sedlerne med gridske Blikke.
„Vi deler, naar vi kommer hjem,“ sagde han.
„Nei, strax — strax!“ hvinede hun.
Øieblikkelig efter gav hun i et skjærende Skrig. Frem af Skogen rykkede fire Mand lige løs paa dem, to af dem var Politibetjenter. Per Kolseth vær bleven dødbleg og lod sig rolig gribe og bagbinde, mens Madam Berg hylede som besat.
Stensrud havde gjort gode Miner til slet Spil overfor Madam Berg og var gaaet lige til Kommandanten med Brevet. Denne bad ham give det til Ole og faa hans Svar.
Per og Madame Berg blev førte i Fængsel. Ved de nu optagne Forhør kom mange Kjendinger til at træffes. Madam Bergs Mor, Kunstdreier Quisling, Madam Vidste, Barbro Aastedatter og Erik Høiden blev arresterede og førte for Retten. Dette blev en overmaade vidtløftig Sag. De fleste afgav lidt efter lidt fuld Tilstaaelse og der kom nu klart Lys over det mystiske Bankrøveri. I denne Tid gik Lars Halvorsen i en stadig Angst for, at han ogsaa skulde blive trukket for Retten. Men der var nok ingen, som tænkte paa at melde ham.
I Midten af April 1836 faldt Underrettens Dom i denne vidtløftige Sag. Madamerne Berg og Vidste fik et Aars Tugthus. Den førstes Mor og Quisling fik hver tre Maaneders Tugthus, Per Kolseth to Aars Slaveri og den vakre Barbro fik otte Dages Fængsel, Mestertyven selv blev kagstrøgen og indsat paa livsvarigt Slaveri. Han og Per Kolseth blev yderligere dømte til at betale Norges Bank den stjaalne Pengesum minus det Beløb, som var kommen tilrette. Det var 73,606 Kr., som de to insolidum dømtes til at betale Banken. Per Kolseth og flere af de andre dømte appellerede Sagen til Høiesteret.