Ole Høilands Penge/07
Det var en bitter Skuffelse for Ole, at Hestehandleren ikke mødte frem i Skogen ovenfor
Kalbakken den 15de Januar. Det Pas, han
før havde kjøbt, fandt han ikke anvendeligt. Han
maatte fortsætte sit fredløse, urolige Liv, og stedse
værre blev det for ham. Alle Fornødenheder maatte
han betale i dyreste Domme og endda være glad
til at han fik dem. Han var jo værd 1200 Kr. for
den, der kneb ham.
Sent paa Kvelden den 19de Januar, sneg han sig ned til Byen og bankede paa Madam Bergs Vindueslem.
Da styrtede frem af Gaden en Mand fra hver Kant og greb ham i Armene. Med en fortvilet Kraftanstrængelse rev han sig løs fra dem og fór indover Grønland. De løb efter ham et Stykke, men opgav saa Forfølgelsen.
Ole strøg nu opover Smalgangen, idet han i sit stille Sind forbandede Madam Berg, hvem han troede til at have arrangeret dette Baghold. Hun turde nok ikke have noget mere at bestille med ham nu, tænkte han sig.
Han følte sig træt og sliten og kom til at huske paa en gammel Skrædder i Trondhjemsveien, hvem han gjentagende Gange havde givet Penge. Han bestemte sig til at søge Skrædderen og lagde saa Veien over Tøien.
Som han gik opover Alléen, kom Trætheden slig over ham, at han havde ondt for at holde Øinene aabne. Han mærkede ikke, at der sneg sig fire Personer efter ham.
„Naa tar vi ham!“ raabte den ene og tog et Greb i hans Krave. Ole fór op, sled sig løs, saa Fyren beholdt Frakkekraven i Haanden, og rev lynsnart en Kaarde ud af sin Stok og med den i Haanden fór han løs paa sine Angribere og slog til en af dem over Ryggen. Strækslagne tog de skyndsomt Flugten nedover Alléen. Ole skar over nogle Jorder og naaede Trondhjemsveien. Nu dristede han sig ikke til at gaa ind til Skrædderen. Han drog opover østre Aker, hvor han slog sig ned i en Lade.
Sent næste Kveld finder vi Ole vandrende udover Drammensveien. Han naaede Lysaker og gik hen til det Hus, hvor Barbro og hendes Far boede, og slog tre Slag paa Ruden, hvorefter han skyndte sig hen i Træklyngen.
Ikke længe efter kom Barbro ud med Lygte i Haand omfavnede ham og sagde: „Aa, hvor jeg har ventet paa dig, Kjæresten min, jeg har ordnet det med Far, saa du skal faa Lov til at bo paa Loftet – kom nu!“
Særdeles tilfreds fulgte Ole med Pigen ind i Huset og op paa Loftet. Hun satte Lygten ned og spurgte, hvorledes det var gaaet ham i Drammen. – Jo, han havde været hos Erik Hallgrimsen paa Høiden, svarede han.
„Er det en Mand, du tør lide paa det?“ spurgte Pigen.
„Jo, det er sikkert, – Erik Høiden er en af de faa, der ikke vil svigte mig.“
„Nu skal jeg gaa ned og hente lidt Mad og Drikke til dig,“ fortsatte hun smilende og gik. Ole hængte Skræppen fra sig, satte sig magelig ned paa Gulvet og støttede Ryggen mod en Loftsbjælke.
Men da Tiden gik og ingen Barbro kom, begyndte han at blive urolig og spurgte sig selv, om hun ogsaa vilde bedrage ham.
Pludselig fór han op ved at høre Stemmer og Traakken af mange Fødder opover Trapperne. Her var ingen Tid at spilde, han rev Loftslugen op og krøb ud paa Taget.
Nu hørte han Folk komme styrtende ind ad Døren. Han agede sig nedover den frosne Sne, der dækkede Møningen, greb fat i Tagrenden og entrede sig nedover denne. Just som han naaede Jorden, lød et Skrig deroppefra. Han var opdaget. Ole løb nu nedover Veien og søgte ind i tætteste Skogen.
„Nytter ikke at forfølge ham,“ sagde Barbros Far ærgerlig.
„Nei, nu gjælder det bare at underrette Drammens Politi, for derhen vil han med det første søge,“ mente Pigen.
Barbros Elskværdighed mod Ole var bare Komediespil for at drage Fordel af ham, og da hun af sin Veninde Sigrid Halvorsen havde hørt, at Ole vilde paatvinge hende Per Kolseth til Mand, bestemte Barbro sig til at tage Hævn for Sigrid ved at faa ham anholdt. Sin Skræppe havde Ole lagt efter sig paa Loftet, den tog Barbro til sig og frydede sig ved Synet af de mange Penge, hvilke hun nu ansaa som sin Eiendom.
Klokken halvto næste Nat naaede Ole Drammen og søgte op til Høiden. Han greb i Dørklinken, idetsamme fór Døren op, en Bøssepibe rettedes mod ham, og en barsk Stemme raabte: „Ind i Stuen med dig, eller du er Dødsens!“
Mekanisk adlød Ole og gik ind i Stuen, hvor Lys var tændt og to Mand med dragne Sabler kom ham imøde.
„Læg dig ned paa Gulvet med Hænderne paa Ryggen!“ kommanderede den ene.
Ole strakte sig paa Gulvet, men var ikke rask nok, da hug Manden flere Gange til ham over begge Hænder, saa Blodet flød af dem. De bagbandt ham og førte ham til Drammen. Udpaa Kvelden holdt han sit Indtog paa Akershus.
Nogle Dage senere, da Halvorsen stod i sin Butik og med et bekymret Ansigt studerede sin Hovedbog, kom Per Kolseth ind. Høkeren tvang sig til et Smil, da han hilste paa denne Mand, hvem han af Hjertet hadede.
„Nu,“ sagde Halvorsen. „Den gode Ole Høiland er jo røget i Snaren igjen. Jeg tænker, han var en inderlig kjærkommen Gjæst paa Akershus nu efter den sidste Streg han gjorde. Du kan være sikker paa, at nu vogter de saa skarpt paa ham, at han aldrig mere slipper løs.“
„Pyt, Ole er Mand for at finde en Udvei han – han vil bryde ud igjen, om det end kan blive lang Tid til,“ erklærede Kolseth med Overbevisning.
„Iaar sker det iallefald ikke – og det blir vel vanskelig til noget med Giftingen din, Per.“
„Blir det ikke noget!“ gjentog Kolseth heftigt med lynende Øine.
„Jeg har ikke noget at sætte dig ivei med – jeg eier snart sagt ikke Spigeren i Væggen og du har jo ikke faaet nogen Penge af Ole – nu er der vel heller ingen at faa.“
„Jeg ved om, at han har mangfoldige Penge skjulte paa forskjellige Steder, og bare jeg kommer i Forbindelse med ham, skal jeg nok faa ham til at anvise mig en rigelig Sum – saa jeg tror, det er bedst, vi holder os til Aftalen jeg Far,“ tillagde han i en halvt truende Tone.
„Ja ja ja,“ sukkede Halvorsen tungt og tænkte i sit stille Sind, at han slap nok aldrig i sin Levetid ud af Ole Høilands Klør.