Ole Høilands Penge/06
Det var Kvelden fjerde Dag derefter. Paa
Gaarden Aasen havde just Tjenestefolkene spist
tilaftens i Kjøkkenet og sad nu og passiarede
med tændte Piber ved Peisen, hvor Ilden knistrede
lystigt. Talen faldt paa gamle Dage og mystiske
Oplevelser.
Da kom Budeien ind bleg og skjælvende og fortalte, at der stod et Lysskjær ud fra Laavebroen paa Havnebakken. Der gik en besynderlig Stilhed over Forsamlingen. Men Jens reiste sig raskt og sagde: „Kom Gutter, saa gaar vi op og ser efter, hvem det er, som brænder Lys derborte nu.“
De andre rystede paa Hovedet, og den gamle Legdemand sagde: „Det er Spøgeri det, Jens – det er ikke raadeligt at gaa did nu.“
„Nei, det er levende Mennesker, som driver ulovlig Gjerning der, det er jeg sikker paa. Er der ingen af Eder, som har Mod i Livet til at følge med did og undersøge Sagen?“
Nei, det havde ingen af dem Lyst til. Nu begyndte de at diske op med alskens Spøgelseshistorier, Jens sad der og ærgrede sig og grundede paa at gaa alene op til Havneladet.
Saa kjørte en Kariol ind paa Tunet, og Jens gik ud for at tage imod Propritæren, der havde været en Tur oppe i østre Aker.
„De siger, at det lyser under Havneladet,“ sagde Jens. „Saa Husbond noget til det?“
„Ja, jeg saa, det lyste derfra – gad vide, hvad det er forslags Fanter, som har sit Tilhold der.“
„Jeg skulde ha Lyst til at gaa op og se efter,“ mente Gaardsgutten. „Men jeg faar ingen af de andre til at være med.“
„Saa gaar vi to Jens,“ svarede Propritæren, tog sit ladte Haglgevær, og de fulgtes henover Veien. Men intet Lysskjæk viste sig, Havneladet laa indhyllet i et dybt Mørke. Jens og Husbonden gik hjem igjen.
Tidlig næste Morgen, da Jens gik ud paa Tunet, mødte han Propritæren, der sagde: „Kom, saa gaar vi bort i Havneladet og ser, om der ikke er noget Spor tilbage af det Spøgeriet, som viste sig der igaar Kveld. Tag Staldlygten med.“
Da de kom op til Ladet, tog Propritæren sit Fyrtøi frem, slog Ild og tændte Lygten, og de gik ind under Laavebroen.
Inderst inde laa en svær Hødot. Jens rev den tilside og trak frem en liden Bordskuffe, der var fyldt med Pengesedler, delvis Hundredalersedler.
„Aha, se der var Spøgeriet!“ lo Propritæren.
„Det maa være Penge fra Norges Bank,“ sagde Gaardsgutten.
„Ja, saamæn tror jeg, du har Ret!“ raabte den anden, „og det skulde undre mig, om ikke vor kjære Ole Vidste har en Finger med i Spillet.“
„Det lurer jeg og paa,“ mente Jens.
„Vi gaar op og føler ham lidt paa Tænderne,“ fortsatte Propritæren, og de gik opover Bakken til Husmandsstuen. Husbonden bad Per vente udenfor og gik selv ind.
Ole Vidste laa i Sengen, og paa Bordet lige ved laa en Bunke Pengesedler. Da Husbonden kom ind, skvat Vidste ligbleg op.
„Hvor har du faaet disse Sedlerne fra, Vidste,“ spurgte han skarpt.
Der skjød et raskt Glimt i Vidstes Øine. Han rev ned Geværet, der hang ladt over Sengen, lagde det til Kinden og sigtede paa Husbonden.
Denne maalte ham med et fast Blik og sagde rolig: „Du har vist stelt dig galt nok før Ole, uden at du skal blive Morder atpaa Kjøbet.“
Disse Ord virkede slig paa Husmanden, at han lod Geværet synke og lagde det ned i Sengen. Propritæren tog det fra ham og spurgte: „Hvor har du disse Penge fra?“
„Jeg har faaet dem til Opbevaring af en Mand, jeg ikke vil nævne,“ svarede denne stædig.
„Ole Høiland?“
„Nei F. . . . fortære mig!“ skreg Vidste frækt. Propritæren trængte yderligere ind paa ham, men fik ham ikke til at bekjende noget. Han kaldte Jens ind, gav ham Geværet og bad ham holde Vagt over Vidste, saa gik han.
Overfor en saa haardfast Karl som Jens vovede ikke Vidste at gjøre noget Forsøg paa at undkomme. Halvanden Time efter ankom to Politibetjenter fra Kristiania, Husmandsstuen blev undersøgt fra Kvist til Kjælder. Penge fandtes paa forskjellige Steder og ligeledes Ole Høilands Nøgler og Diriker. Men han selv var Dagen iforveien trukket tilskogs.
Ole Vidste blev nu ført til Raadstuen og tilstod snart efter alt. Han nævnte fire Steder, hvor han havde skjult Penge foruden dem under Laavebroen. Disse Penge udgjorde ialt 32,000 Kr.
I sin Tilstaaelse nævnte Ole Vidste ikke et Ord om, at Per Kolseth havde bistaaet Mestertyven ved Bankrøveriet, heller ikke angav han nogen andre af dennes Hælere eller Hjælpere.
Propritæren modtog af Norges Bank den udlovede Belønning af 1600 Kr., og han delte denne Sum med Jens Eng, som her tjente sig en net Stilling. Han kunde nu tænke sig til, at denne Per, som Mestertyven og hans to Fæller havde omtalt under deres natlige Raadslagning, var ham som havde gjort Vagttjeneste udenfor Banken, da Røveriet foregik. Jens tænkte først at meddele Politiet denne sin Kundskab, men saa faldt det ham ind, at han herved vilde trække Halvorsen op i Sagen og bringe ham i Ulykke. Derfor fandt Gaardsgutten det bedst at tie med, hvad han vidste.
Efterretningen om at Ole Høiland var Forøveren af Bankrøveriet vakte stor Sensation i Byen, men tillige satte den mange i Skræk. Den Kløgt og Frækhed, han ved dette Indbrud havde lagt for Dagen, beviste jo i høiere Grad end nogensinde før, at han var en overmaade farlig Person for den offentlige Sikkerhed. Det blev ved Trommeslag bekjendtgjort i Kristiania Gader, at der udlovedes en Sum af 1200 Kr. for Ole Høilands Paagribelse.
Mestertyven havde følt sig høist utryg hos Ole Vidste, og tredie Dag efter Bankrøveriet forlod han denne og strøg opover Trondhjemsveien med Skræppe paa Nakken, og Gevær over Skulderen, paa Bøssepiben hængte han Pengesækken. Han styrede Kursen ind i Grefsenaasen, hvor han paa forskjellige Steder gjemte Pengene og tog bare 80,000 Kr. med sig i Skræppen. Anden Dag efter søgte han hen til Kalbakken, hvor han traf en reisende Hestehandler, som han indlod sig i Samtale med. Ole røbede ikke, hvem han var, men Hestehandleren skjønte det nok, dog lod han sig ikke mærke hermed, men solgte et Reisepas til Mestertyven for 12,000 Kr. Hestehandleren mente, at han maaske skulde skaffe Ole et endnu bedre Pas, og de enedes om at mødes etsteds oppe i Skogen den 15de Januar.
Da Ole skiltes fra Hestehandleren mødte han nede i Veien sin gamle Veninde Mari Aasen. Hun fortalte ham at Ole Vidste var bleven arresteret, og at der var udsat en Belønning af 1200 Kr. for Mestertyvens Paagribelse. Han blev meget ilde tilmode ved at høre dette; thi han forstod, at nu vilde han blive haardere efterstræbt end nogensinde. Der var nok af dem, som vilde tjene sig en saa vakker Haandstilling. Til Byen turde han nu ikke komme. Han strøg opover Grefsenaasen og ind i de vildeste Skogtrakter. Det gjaldt nu at fordrive de Dage, han havde igjen til den 15de, saa han fik Passet og kunde komme ivei til Amerika. Saa drev han om i Mark og Skog og tilbragte Nætterne i Hølader. Af og til søgte han frem til en Husmandsplads for at skaffe sig lidt Mad; men det var resikabelt nok. Det var forfærdelig, hvad han led af Sult og Frost i disse Dage og yderst irriterende var det at mangle Livets første Fornødenheder, mens han havde Tusinder af Kroner hos sig.
Tilsidst holdt han det ikke længere ud. Natten til d. 11te Januar søgte han ned til Byen og bankede paa hos Madam Berg. Hun var temmelig muggen, da hun slap ham ind, men 4,000 Kr. stemte hende strax blidere. Hun fortalte ham, at Politiet stadig havde sine Speidere ude efter ham her i Gaden. Tillige nævnte hun, at Per Kolseth var her næsten hver Dag og spurgte efter ham.
„Ja, det er Penge om at gjøre,“ svarede Ole, „og jeg skal nok ikke glemme ham.“ Madamen beværtede ham paa det bedste og redte ham et Leie nede i Kjælderen. Ole blev der til næste Nat, saa brød han op og tog Drammensveien udover.
Det var straalende Maaneskin. Nær Lysaker kom han forbi et oplyst Hus, hvorfra der ljomede Felelaat og lød Dansetraakken. Paa Trappen sad to unge Jenter. Ole strøg skyndsomt forbi; men den ene af Jenterne kom efter ham og slog ham paa Skulderen. Han vendte sig og saa, at det var Barbro. Hun omfavnede ham, og han spurgte, om han kunde faa følge hende hjem – Nei, det gik da ikke an, for hun boede hos sin Far, men hun vilde gjerne træffe ham engang senere.
„Det vil nok jeg ogsaa,“ svarede Ole, „for tænker du som jeg, følger du med mig til Amerika i næste Maaned.“
Jo, det vilde da Barbro inderlig gjerne, forsikrede hun med et henrivende Smil. „Men kan du da ikke skaffe mig Logi her i Trakten for en kort Tid?“ spurgte han.
Hun betænkte sig lidt og svarede: „Far er svært glad i Penge – jeg tror, jeg skal faa overtalt ham til at huse dig, saa du kan holde til paa Loftet hos os.“
„Det var bra,“ svarede han, aabnede Skræppen og gav hende endel Pengesedler. Straalende henrykt takkede hun ham. Det var 800 Kr. hun havde faaet. Hun viste Ole Huset, hvor hun boede, saa aftalte de, at han skulde komme hid en af de første Dage efter den 15de, banke tre Gange paa hendes Vindue og saa løbe ind i en Træklynge lige ved, hvor hun skulde komme til ham og give Besked. De tog en hjertelig Afsked, og Ole drev videre udover.
Næste Kveld naaede han frem til Drammen og søgte op til en gammel Tyvehæler Erik Hallgrimsen paa Pladsen Høiden. Denne var ham anbefalet af den bekjendte Straffange Kuntegutten. Ole blev modtaget og fik sit Tilhold her i to Dage.