Ole Høilands Penge/04
Ikke langt fra Husmandsstuen laa paa samme
Høidedrag en mørk Skogstrækning, der naaede lige op mod Diesen Gaard, nu er det
meste af denne nedhugget.
Ved Elvetiden, samme Kveld som Barbro havde været inde hos ham, laa Ole Høiland herinde i Skogen og holdt paa at fyre op en Ild, mens han ventede paa Hans Kullebund. Det var fælt saa koldt. Flammen blussede høit iveiret, og Ole lagde tørre Grene paa. Under dette optoges hans Tanker af det næste Besøg, han nu skulde gjøre i Norges Bank, og som han haabede med et storartet Udbytte, samtidig stod Barbros fagre Billede for ham med betagende Magt. Det kunde være noget at begynde et nyt Liv i et fremmed Land med en saadan ung, deilig Jente som Hustru og en Masse Penge i Baghaand.
Det knagede i Buskene, og Hans Kullebund og Vidste dukkede frem af Tykningen. „Se, det var gildt,“ sagde Hans, og begge slog sig ned ved Ilden.
„Er der noget nyt?“ spurgte Mestertyven spændt Hans.
„Jo — lidt Nyt for dig da,“ lo Hans. „Jeg kom iskade for at drikke mig fuld iforgaars, holdt lidt Leven paa Klingenberg, hvor jeg trak blank mod endel Vikagutter, og saa har jeg faaet Afsked paa graat Papir.“
„Naa saa til H . . . !“ skreg Ole Høiland. „Du kommer ikke til at gaa Vagt ved Banken oftere?“
„Nei, aldrig mere. Saaledes er jeg hellerikke istand til at hjælpe dig.“
„Naa har jeg aldrig hørt nogen stelle sig saa dumt,“ gren Ole og kløede sig bag Øret. „Sandt at sige, finder jeg det er næsten Uraad at komme ind og ud af Banken, uden at en er i Forstaaelse med Vagten, som gaar der.“
„Saa faar du se at gjøre dig Godvens med en af de andre, som gaar Vagt der. Men jeg vil paa Forhaand si dig, at det nytter ikke at tale til han Per Bror min.“
„Hvorfor ikke?“ spurgte Ole. „Er han ikke som andre Mennesker glad i Penge han da?“
„Nei, han er saa rar han Per, stø og truværdig og ærlig indtil Naragtighed. Søgte du at sætte dig i Forbindelse med ham, vilde han ikke være sen om at melde dig. Tal til en af de andre du!“
„Det er farligt“ mente Ole, der nu var kommen i et forfærdeligt Humør, da det syntes, som hele hans møisømmeligt anlagte Plan skulde gaa i Vasken. Han trak en Brændevinsflaske op af Lommen og lod den gaa rundt i Kredsen.
„Du, Hans — du kunde da iallefald forsøge at lirke lidt med han Per og slaa paa, at han kunde faa Penge til at kjøbe sig en liden Eiendom, eller no sligt — — ,“ fortsatte Mestertyven.
„Jomæn synes jeg, han da maa bide paa,“ faldt Vidste ind.
„Nytter ikke, Smaagutter,“ lo Hans. „Dere kjender ikke han Per. Ydermere tror jeg, han er bleven kristeligsindet i det sidste. Han gaar der rent stur og syg af Kjærlighed til en Jente, han ikke kan faa — hun vil slet ikke vide af ham.“
„Det er Datteren til Braariken det,“ sagde Vidste, „den vakre Sigrid.“
„Stemmer! Hun er netop nu forlovet med Slagter Jansen,“ fortsatte Hans. „Hu, jeg frygter, for at Per skal gaa hen og gjøre en Ulykke paa Slagteren. Det er jo fortvilet at bli saa glad i et Kvindfolk, som ikke vil vide af en.“
„Aa for den Sags Skyld tror jeg ikke, at Sigrid bryr sig mere end som saa om Jansen,“ erklærede Vidste. „Men Faderen har bestemt det Partiet, fordi Jansen er rig.“
„Javist, det er jo Forældrene, der ordner sligt,“ mente Hans. „Om Per kunde der ikke være Tale, han er jo bare Fant.“
Ole Høiland lod Flasken gaa rundt, saa sagde han til Hans: „Din Bror vilde vel give, hvad det skulde være for at faa Sigrid til Kone?“
„Jeg tror gjerne han solgte sin Sjæl til Satan for den Pris.“
„Da maa han virkelig ogsaa være villig til at yde mig den lille Tjenesten, jeg forlanger af ham, naar jeg giver ham Sigrid i Vederlag.“
De andre brast i Latter, og Hans sagde: „Jeg mener, du er gal — du har da ingen Magt over Sigrid Halvorsen.“
„Ingen ved, hvorlangt min Magt strækker,“ svarede Ole rolig. „Vil Per hjælpe mig, skal han faa Sigrid.“
„Men hun er jo offentlig og høitidelig forlovet med Jansen, og der har været stort Selskab for dem,“ indvendte Hans.
„Det bryder jeg mig Pokker om! Jeg skal sørge for, at hun slaar op med Slagteren. Vil du nu sige din Broder Per dette fra mig.“
„Jeg kan gjerne si det,“ lo Hans. „Men Per vil lige lidet tro det som jeg — og jeg tror ikke, du lurer ham til at hjælpe dig.“
„Her er ikke Tale om at lure ham. Han skal selv faa Syn for Sagen, før han hjælper mig. Idag har vi Tirsdag — om Per paa Fredag gaar op til Halvorsen og beder om at faa hans Datter tilægte, saa vil baade Gamlen og Sigrid give ham Ja, saasandt jeg sidder her en Synder for Gud, erklærede Ole Høiland med en saadan Overbevisning, at han bragte de andre til at studse.“
„Men kan du virkelig — —“ udbrød Hans.
„Som sagt, han faar Ja, og om Søndagen skal Halvorsen holde Forlovelsesselskab, hvor han indbyder os alle, og Per og Sigrid skifter Ringe. Tror du saa Per til en Begyndelse er fornøjet?“
„Jøss, da faar du ham lydig som et Offerlam,“ mente Hans.
„Og jeg skal sørge for, at Halvorsen ikke efterpaa kommer og gjør Bokkeben — han skal lade dem holde Bryllup strax over Nytaar, og jeg sørger for Medgiften.“
„Ha ha,“ lo Vidste, „jeg siger, du er god, om du kan ordne den Sagen.“
„Hvad jeg forlanger af Per igjen, er jo høist ubetydeligt. Han forholder sig jo bare stille og fredelig og lader som intet, mens jeg laaser mig ind og forsyner mig rigelig med denne Verdens Mamon.“
„Ole Høiland er Gutten han,“ gliste Hans. „Endnu ikveld vil jeg snakke til han Per, og saa faar du og han mødes etsteds og aftale det øvrige.“
„Ja, det er bedst,“ mente Mestertyven.
Da skvat de op, ved at en nøs inde mellem Træerne. Vidste klemte i en Ed, og de skyndte sig afsted for at faa fat i ham, der havde beluret dem. Men Jens Eng, thi ham var det, skjød pilsnart ned gjennem Skogen og ud paa et Jorde, hvor Mestertyven og hans Fæller ikke fandt det klogt at forfølge ham.
Jens Eng havde nu i vel et Aar tjent paa Aasen, og i denne Tid havde han ved sin Flid og Dygtighed steget saa høit i Propritærens Yndest, at han var den mest betroede af alle Gaardsfolkene. De unge Piger af Tjenerklassen her paa Kant var nu aldeles forgabede i den vakre Gaardsgutten, men han viste sig yderlig kold mod dem. Han havde taget Tjeneste her for at komme langt bort fra den unge Pige, han havde elsket, men hvis Far havde behandlet ham saa overmodig og foragteligt, da han sidste Gang var kommen didind i Butiken. Blandt andet havde Halvorsen sagt til ham, at Sigrid hare havde holdt Komers med ham; thi hun var hemmelig forlovet med Jansen. Dette havde Jens troet, og stolt som han var, faldt det ham ikke ind at nærme sig hende efter dette.
Jens havde hørt det meste af Samtalen mellem de tre Fæller. Han gjenkjendte Ole Vidste og forstod strax, at den ene af de andre to var Ole Høiland. Hans Kullebund kjendte han derimod ikke. Jens forstod klart, at her var Tale om et Indbrudstyveri; men han hørte ikke Norges Bank nævne. Af alt det, Mestertyven ytrede om Halvorsen, gik der visse Ting klart op for Jens. Han kunde nu begribe, hvorfor Halvorsen, der ellers altid havde været venlig mod ham og intet Hinder lagt iveien for, at han samtalte med Sigrid, pludselig optraadte saa overmodig og kry mod ham. Ole Høiland havde hjulpet Høkeren til hans Velstand.
Derfor var Høkeren bleven saa stolt og stursk og havde vist ham, Jens, Vinterveien paa en saadan hoven Maade. Men derved havde Mestertyven faaet en farlig Magt over Halvorsen og vilde nu tvinge ham til at bortgifte sin Datter med en Person, hvem hun ikke kunde like, men som var saa forelsket i hende, at han gjerne vilde begaa en Forbrydelse for at vinde hende. Og ved denne Handel tænkte altsaa Ole Høiland at faa vedkommende Person til Medhjælper i et Tyveri, han havde planlagt, ja, maaske i flere. Saaledes maatte Jens forstaa det. Han oprørtes heftigt ved Tanken om, at Sigrid mod sin Vilje skulde blive en saadan Persons Hustru, og han bestemte sig til at gjøre alt, hvad der stod i hans Magt, for at frelse hende ud af en saadan Lod og udfri hendes Far af Mestertyvens Klør. Fra Ole Vidste kom hidop som Husmand, havde Jens faaet Indtryk af, at han var en tvetydig Fyr. Nu vidste han, at den forhenværende Gevaldiger stod i Ledtog med Ole Høiland og iallefald var Medvider i det tilsigtede Tyveri, og Jens foresatte sig nu at holde et skarpt Øie med Ole Vidste for derigjennem at overliste Mestertyven og forpurre hans vakre Gifteplan.
Lars Halvorsen havde feiret sin Datters Forlovelse med et dundrende Kallas. Der var indbudt firti Mennesker og et Orkester paa sex Mand spillede til Dans, en efter den Tids Begreber storartet Flothed af en jevn, borgerlig Mand. Dette Selskab mindtes man mange Aar efter her i Gaden. Folk troede nu, at Braariken maatte sidde rigtig fast i Sadlen. Men heri tog de mærkelig feil. Han havde slaaet altfor stort paa og forsømt sin Forretning. Og tidlig i Høst var den Ulykke tilstødt ham, at det Skib, han havde Part i, var gaaet under med Mand og Mus, og det var uassureret. Dette store Forlovelsesselskab havde han gjort for at styrke sin Kredit, forresten vidste han jo, at han, naar det kneb, vilde finde en god Støtte i Jansen, der skulde giftes med Sigrid strax over Nytaar. Hun havde nu forsonet sig med Tanken herom, og Jansen var, trods hans raa, brautende Væsen, igrunden en ganske godlidende Fyr. Halvorsen ansaa sin Gjæld til Ole Høiland saa omtrentelig betalt med de Forsyninger af Mad og Drikkevarer, han fra Tid til anden havde tilstillet henne.
Tidlig en Morgen, da Halvorsen stod ude i Gaarden og fodrede sine Høns, saa han en lurvet Skikkelse med rødt Skjæg og en Hue med itubrukken Skygge ned i Panden komme ind ad Porten.
„Vi gir ikke noget!“ skreg Høkeren ham barskt imøde.
Fyren lod sig ikke anfægte heraf, men gik lige bort til ham og sagde: „Naa, Halvorsen Far!“
Denne fór sammen, idet han gjenkjendte Mestertyven i denne Maskering. „Jeg maa tale med dig,“ sagde Ole.
„Kom!“ hviskede Halvorsen og gik ind ad Bagdøren. Ole fulgte efter, men inde i Dagligstuen sad Sigrid. Hun blev rent forskrækket ved Synet af den fæle Fanten, som Faderen trak med sig ind, men han bad hende barskt gaa op paa sit Værelse.
„Det er en vakker Datter, du har,“ begyndte Mestertyven smilende.
„Aa ja,“ mumlede Høkeren. „Og nu faar jeg hende snart godt forsørget – hun er forlovet med Slagter Jansen.“
„Se det er ikke efter mit Hode – jeg har udseet en anden Mand til din Datter.“
„Har du det,“ lo Halvorsen muggent, han tog dette for en behagelig Spøg.
„Ja, jeg vil, at hun skal gifte sig med Fodjæger Per Kolseth,“ svarede Ole.
„Kom ikke med sligt Sludder – sig heller hvad det er du vil mig.“
„Det er ikke no Sludder – det er netop det, jeg vil, at du skal lade din Datter slaa op med Slagteren og forlove hende med Per Kolseth,“ sagde Ole i en bestemt Tone.
„Hvor kan du snakke slig“ brummede Høkeren ærgerlig. „Kolseth er ingenting og eier ingenting.“
„Jeg giver ham saapas Mynt, at han kan kjøbe sig en Landeiendom.“
„Alligevel er det ikke noget at snakke om – hun er forlovet med Jansen, de har skiftet Ringe, og jeg har holdt stort Selskab for dem, hvor der spillede sex Musikanter.“
„Selv om der havde spillet tolv Musikanter, saa skal dette Parti gaa overstyr og Per ha Jenten,“ skreg Ole og slog i Bordet.
„Slaar Sigrid op med Jansen, er jeg en ruineret Mand,“ svarede den anden heftigt.
„Jeg gjør dig rig paany.“
„Nei, om jeg kan gaa med paa dette – nu fordrer du formeget af mig,“ skreg den anden, idet Harmen kogte i ham.
„Hvis du ikke gjør dette,“ sagde Ole, idet der glimtede noget af Rovdyret i hans Øine, „saa skriver jeg en Seddel ned til Politimesteren og nævner ham om de Penge, du har modtaget af mig – da faar du ogsaa prøve, hvor deiligt det er paa Akershus.“
Høkeren var bleven dødbleg og sank aldeles sammen. Nu først begreb han, hvilket forfærdelige Tag denne Mand havde faaet paa ham, og bitterligt angrede han, at han havde givet efter for Fristelsen og hælet med Mestertyven. Meget bedre havde det været for ham at gaa fra Gaard og Grund og slide som simpel Arbeider for sit Brød, end at komme i denne fortvilede Situation. Selv om Ole Høiland atter hjalp ham paafode, saa var der ingen Lykke ved stjaalne Penge, det vidste han nu.
„Naa,“ sagde Ole, „har du bestemt dig?“
Høkeren saa bønfaldende paa ham, men der laa kun et koldt, jernhaardt Udtryk i Mestertyvens Ansigt. „Det faar være saa da — faar være saa,“ stønnede han.
„Godt, da er vi enige.“ Saa blev det aftalt, at Per Kolsekh skulde komme did som Frier paa Fredag, Forlovelsesgildet holdes paa Søndag og Brylluppet staa inden Midten af Januar.
Da Ole var gaaet, blev Halvorsen siddende med sænket Hoved og Ansigtet skjult i Hænderne. Jo, han var kommen nydelig op i det! Hans første Feiltrin trak andre med sig. For at klare sig maatte han fremdeles vedblive at hæle med Ole Høiland — en vakker Dag kunde det blive røbet og han trukket til Ansvar: Og sin Datter skulde han tvinge til at gifte sig med et af Mestertyvens Kreaturer!
„Men du fortæller ikke et eneste Menneske om vort Mellemværende,“ sagde Halvorsen.
„Nei, det tilsværger jeg dig!“ svarede Ole. Forleden Dag havde han sat Stevne med Per Kolseth oppe i Grefsenaasen, og der var Sagen bleven aftalt mellem dem.
Udpaa Dagen fortalte han Sigrid, at han var røget uklar med Jansen og helst ønskede, at hun skulde hæve Forlovelsen. Meget villig gik Hun ind herpaa og skrev et Brev til Slagteren, hvori hun forklarede ham, at hun ikke kunde blive hans Hustru, da hun var kommen til den Overbevisning, at hun ikke holdt af ham. Jansen kom strag op og holdt et svare Hus; da dette ikke førte til noget, opsagde han Halvorsens Huldskab og Troskab og gik sin Vei.
Næste Dag fortalte Høkeren sin Datter, at Per Kolseth havde arvet en betydelig Pengesum og nu meldt sig som Frier til hende, og at det var hans, Faderens, Ønske, at hun slog til. Sigrid blev aldeles forfærdet; thi hun afskyede Kolseth, og nu reiste hun sig til fortvilet Mødstand og erklærede under Taarer, at hun før vilde dø end ægte denne Mand.
Halvorsen saa sig da nødt til at tage Bladet fra Munden og meddele hende den skrækkelige Situtation, han befandt sig i. Maalløs hørte Sigrid paa ham. Efter en heftig Kamp med sig selv, gik den unge Pige ind paa at ofre sig for at frelse sin Far fra Fængsel og Vanære. Dog lod han hende ikke vide noget om, at Ole Høiland skulde sætte Kolseth ivei med Penge.
Fredag kom og med den Kolseth som Frier hos Halvorsens. Sigrid viste sig i Stuen med blegt Ansigt og forgrædte Øine, men Per tog sig ikke nær heraf. Han var bare henrykt, over at hun skulde blive hans, den smukke Pige, han havde fattet en dæmonisk Lidenskab for.