Ole Høilands Penge/03
Husmandsstuen til Gaarden Aasen i Aker laa
paa vor Fortællings Tid oppe paa Høiden
mod Sinsenbakken, hvor mange Aar senere
den nye Trondhjemsvei kom til at stryge forbi. Et
Stykke nedenfor i Bakkeheldet laa en Hølade med
en svær Laavebro op til. Inderst under Laavebroen
førte et Hul dybt ned i Jorden. Man paastod, at
det førte ned i en bundløs Afgrund, og der fortaltes om en Mand, som for mange Aar siden var
krøbet ned i det Hullet og aldrig vendt tilbage.
Derfor skulde det spøge under den Laavebroen, og
om Nætterne stod der undertiden et Lysskin ud fra
den, sagde Folk. I hine Tider herskede der endnu
megen Overtro blandt Almuen.
Det var en Eftermiddag langt ud i November. Oppe paa Kvistværelset i Husmandsstuen stod der en Karl og filede paa en Nøgle, omkring ham paa Gulvet laa der spredt Nøgler, Diriker, File og andet Værktøj.
Det var Ole Høiland, som forberedte sig til et stort Kup, nemlig at gjøre Indbrud i Norges Bank. En Kveld, han var i Byen, havde han seet Bankbudet gaa ud af Banken og laase efter sig med en Nøgle, som han stak ind i den tændte Lygte, han bar med sig. Ole sneg sig efter ham og tog Nøglen skarpt i Øiesyn. Sag gik han hjem og lavede et løst Skjær efter det, han havde seet. Han lavede nu et Haandtag og satte Skjæret fast i. Ved Hjælp af Ole Vidste satte han sig i Forbindelse med Hans Kullebund, en Broder af Per Kolseth, der deltes med ham om at holde Vagt udenfor Norges Bank. En Nat brød Ole sig ind hos en Smed ved Sagene og forsynede sig med Dirikker, File og andet for ham nødvendigt Værktøj. Han satte Ole Vidste til at skaffe sig et Indblik i Bankens lokale Forholde. Snart forsøgte Ole den af ham forarbeidede Nøgle og laaste virkelig op Bankens Hovedindgangsdør med den. Forsigtigt dirkede han op flere andre Laase, men da han gav sig ikast med Laasen til Jerndøren, der førte ned til Pengekjælderen, stod han fast. Her behøvedes en helt anden Slags Nøgle, end han var i Besiddelse af. Ole satte et Stykke Vox ind i Jerndørens Nøglehul og tog et Aftryk, saa laaste han de aabnede Døre igjen og forføjede sig hjem. Hele Tiden, mens Ole foretog disse Operationer, havde Hans Kullebund gaaet sin Runde omkring Banken, ladende, som han aldeles ikke bemærkede Mestertyven. Det var Nøglen til Bankens Kjælderdør, Ole Høiland nu holdt paa med. Ole vidste, at Politiet efterstræbte ham paa alle Kanter, og derfor følte han sig aldrig sikker. Til Byen gik han aldrig uden i Forklædning, her besøgte han Madame Berg, som nu var bleven Enke og andre af sine Venner, alle ventede de med den mest levende Deltagelse Udfaldet af hans forvovne Plan, der, ifald den lykkedes, vilde indbringe dem pene Penge. Her fra Kvistværelset havde han gjennem Vinduet Udsigt over Storveien, til en anden Kant havde han boret Huller i Væggen, hvorved han kunde overskue Jorderne. Ofte afbrød han sit Arbeide for at rette sit Blik ud gjennem Vinduet og Hullerne.
Just nu saa han ud af Vinduet og opdagede en slank, vakker Bondepige, som kom gaaende opover Bakken. Han vendte sig atter til sit Arbeide og fandt snart, at nu maatte Nøglen være passende.
Døren gled sagte op, den vakre Bondepige traadte ind og sagde smilende: „Goddag, Ole Høiland, det var rigtig morsomt at faa se dig.“
„Hvem er du?“ spurgte han og strøg Haanden over Pigens Haar.
„Barbro, Aastes Datter – Mari Aasen er min Moster. Jeg skal hilse dig fra Hans Kullebund og sige, at han kommer op for at tale med dig ikveld,“ sagde hun.
„Hidop – du er kanske Kjæresten hans du?“ Barbro lo og rystede paa Hovedet.
„Vil du være Kjæresten min da?“ spurgte han og lagde Armen om Jentens Liv.
„Det turde nok hænde,“ svarede hun blussende rød og modsatte sig ikke, at han omfavnede hende. Mestertyven var bekjendt for at gjøre Lykke hos Jenterne. Paa hans vildsomme Færden havde saamangen en Kvinde huset og skjult ham og skjænket ham sin Elskov; men alle disse Forhold var blevne flygtige og snart glemte af ham. Nu bankede atter Blodet heftigt i hans Aarer, og mens han holdt den vakre, unge Jenten i sine Arme og tænkte sig Muligheden af, om hans store Plan gik heldigt, at knytte en Pagt med hende og tage hende med sig over til Amerika.
Som de to kjæltes saa ømt, skvat de op, ved at en buldrende Stemme, en skulde tro kom fra en Kar, raabte: „Hei for Løier!“ Den Indtrædende var et mandhaftigt, graahaaret Kvindfolk med høje Skaftestøvler, hun røgte paa en kort Kridtpibe: „Ja, hold fast paa a Barbro,“ sagde Mari Aasen. „Det er ei Jente, du kan lide paa – hu narrer dig ikke.“
„Saa maa vi to mødes igjen og tales rigtig ved, Barbro,“ mente Ole.
„Aa se, der nede i Veien kommer den Smygen af en Gaardsgut,“ ytrede Mari og pegte ud af Vinduet. „Det ser næsten ud, som han har fattet Mistro til os, for stødt lurer han omkring Husmandsstuen, og saa har han vidst at sætte sig i Kridthuset hos Husbond denne Jens Eng.“
„Jens Eng!“ raabte Pigen livligt. „Er det ham. Han var Kjæresten til Sigrid Halvorsen. Men hun fik ikke Lov af Far sin til at faa ham; nu vil han tvinge hende til at tage Slagter Jansen paa Galgeberg.“
„Kanske du ved, hvor Halvorsen bor?“ spurgte Ole Barbro. Jo, det vidste hun da og erklærede sig paa Forespørgsel villig til at gaa et Ærinde did for ham. Ole fremtog en Blyant og skrev paa en Papirlap nogle Linjer til Halvorsen, hvori han bad denne sende sig nogle Flasker Brændevin og Malaga, som var hans Yndlingsdrik.
Da hun var gaaet, blev Ole staaende og samtalte med sin gamle Veninde Mari Aasen. Saa kom Ole Vidste ind fattig og lurvet klædt at se paa. „Hvor gaar det dig?“ spurgte han Ole.
„Nu er Nøglen færdig, og jeg tror, den skal passe — nu er det bare at skride til Værket. Hans Kullebund har sendt Bud, at han kommer hid ikveld for at tale med mig.“
„Han maa ikke komme hid,“ svarede Vidste. „Husbond har Mistanke om at jeg driver noget ulovligt Erhverv, og jeg er aldrig sikker for, at den Sporhunden Jens Eng stikker Snuden sin ind her. Men jeg har Bøssen min hængende ladt, og kommer jeg over Jens alene i Udmarken, skal jeg nok give ham en Haglladning i Livet.“
„Forhast dig ikke!“ bad Ole Høiland.
„Jeg faar passe paa Hans Kullebund, naar han kommer hid i Kveldingen og faa ham op i Skogholtet, saa kan vi gjøre op en Nying der og tale uforstyrret med ham.“
„Der kommer Husbond,“ raabte Mari, idet hun saa ud af Vinduet, „nu faar du være snap ned i Hullet dit, Ole.“
Mestertyven skyndte sig ud og ned ad Trappen ned i Kjøkkenet. Han aabnede et svært rødmalet Skab med Hylder, skjød Bunden og den nederste Hylde tilside, herved fremkom en stor Aabning. Mestertyven steg ned gjennem Aabningen og kom herfra gjennem Gulvet néd i et Hul, som han havde gravet lige ind mod Grundmuren. Mari bragte Bunden og Hylderne tilrette, og det var nu aldeles umuligt for nogen Uindviet at opdage dette Tilflugtssted, som Ole havde indrettet sig.
Strax efter traadte Husbonden ind i Kjøkkenet. Det var en Mand paa vel firti Aar, vi vil her benævne ham „Propritæren.“ Han spurgte barskt Ole Vidste, om det var sandt, at denne husede fremmede Folk her om Nætterne. Vidste og Mari nægtede dette paa det bestemteste.
„Hm, du har en Ræv bag Øret, Ole,“ mumlede Propritæren, „jeg vil bede dig tage dig iagt.“