Ole Høilands Penge/02
Det var den 11te Juni 1834 Kl. 2 om Eftermiddagen. I Kristiania var det stegende
hedt, og en tung, kvalm Atmosfære hvilede
over Byen. Alle Folk følte sig tunge og træge i
denne Heden og gad ikke røre paa sig mere end
høist nødvendig.
Men pludselig rykkede en Afdeling Patruljer og en Tambur ud fra Akershus, rungende Trommehvirvel lød gjennem Gaderne, og de tilstrømmende Folk fik høre den Nyhed, at Ole Høiland var rømt. Se dette virkede sandelig oplivende. Folk morede sig over denne Mestertyv, der fort væk brød Lænker og Fængsel, og hans Undvigelse drøftedes i syv lange og brede af den laveste Klasse, der i Ole Høiland saa noget af en Helt.
Blandt dem, der hilste Rygtet om hans Undvigelse med ublandet Glæde var Madam Berg, men just ikke hendes Mand, der var jaloux paa Ole Høiland.
Om Kvelden, efterat Berg havde stængt Butiken og han sad i Dagligstuen sammen med sin Hustru og gamle Mor, skvat de alle op ved at høre en hemmelighedsfuld Banken paa Vindueslemmen.
Det var ikke til at tage Feil af. Madamen skyndte sig ud, gjenkjendte strax Mestertyven i den graaklædte Fyr, som stod der, trak ham med sig ind i Gangen. „Flinke Gutten min!“ lo hun og omfavnede ham, saa laaste hun Bagdøren og førte Ole ind i Dagligstuen, hvor Berg hilste ham med muggen Venlighed. Madamen fik strax Brændevinsflasken paa Bordet.
„Hvordan slap du ud?“ spurgte Berg.
„Aa jeg har længe gaaet og luret paa en Leilighed. Jeg havde en Fjær, hvormed jeg filede over de Naglerne, som Lænkerne var sammenklinkede med, og indsatte Blynagler istedet, saa det var let at faa dem af mig, naar Stunden kom. Idag listede jeg mig op paa Kornmagasinet, hvor en god Ven havde henlagt et Sæt Klæder til mig, dem skiftede jeg paa, steg ud af en Luge i andet Stokværk og klatrede op paa Volden. Saa firede jeg mig ved en Strikke ned af Fæstningsmuren ved Myntedammen — og her er jeg, Skaal!“
Strax efter lød der en stærk Banken paa Bagdøren, og alle fór op i Uro. „Kom!“ sagde Madamen, trak Ole med sig ud i Butiken, aabnede Kjælderlemmen og bad ham stige ned, idet hun fortsatte: „Til venstre fører en Dør ind til Kulkjælderen, Nøglen staar i, og derfra kan du, om der trænges, slippe ud af Lugen mod Gaden.“
Hun smældte Lemmen igjen og gik, men kom snart efter tilbage og sagde: „Der er ingen Fare — det er bare Quisling.“
„Ham har jeg nok Lyst til at tale med,“ sagde Ole. Han vendte tilbage til Dagligstuen, hvor Selskabet var forøget med en gammel Mand med sølvgraat Haar, et blidt, skjægløst Ansigt og et inderlig lurt Udtryk i de spillende graa Øine.
„Velkommen ud!“ hilste Kunstdreier Quisling Ole. „Det er rigtig hyggeligt, at du af og til kan løsrive dig fra det bundne Liv dernede paa Akershus og besøge os borgerlige Folk — Skaal Ole!“
„Sig mig, er der fredelige Tider her i Byen — har der nylig været noget Indbrud af Betydning?“ spurgte nu Ole.
„Ikke noget at tale om,“ svarede Quisling. „Her blev gjort et lidet Indbrud i Norges Bank — —“
„I Norges Bank!“ raabte Ole livligt. „Kan man bryde sig ind der ogsaa?“
„Som sagt — Indbruddet blev forøvet, det lykkedes Tyvene at komme ind i Banklokalet, men ikke ned i Kjælderen, saaledes maatte de gaa sin Vei uden at faa knebet saameget som en Kobberskilling.“
„Dumheder!“ lo Ole. „Jeg skulde ikke give mig dermed, kunde jeg bare slippe ind af Hovedindgangsdøren.“
„Kan andre det, saa kan du det lige godt,“ lo Madam Berg med et lurt Blink i Øinene.
„Det skulde være noget at prøve Kræfterne paa,“ mente Ole og spyttede i Næverne.
„Ja tøm Norges Bank, skal jeg si, du er flink,“ faldt Berg ind.
„Sig mig, Ole, har ikke du hjulpet Lars Halvorsen med Mynt?“ spurgte nu Quisling.
„Lars Halvorsen,“ gjentog Ole, „jeg kjender ikke nogen af det Navn.“
„Aa jovist, Høkeren oppe ved Etterstad, som pludselig er kommen til saadan Velmagt, de kalder ham Braariken.“ Ole rystede paa Hovedet.
„Han har endog kjøbt sig Part i en Skude — og nu siger De, at Datteren hans skal giftes med den rige Slagter Jansen paa Galgeberg.“
„Skal Sigrid!“ raabte Madam Berg. „Da kommer Per Kolseth til at tage sig afdage.“
„Per Kolseth — hvordan da?“ spurgte Quisling.
„Han er saa rasende forelsket i Jenten, at en skulde tro han er ved at bli forstyrret. Han skriver til hende og render efter hende. Men Sigrid vil naa slet ikke vide af Kolsethen.“
„Hun er nok ikke videre glad i Slagteren heller,“ mente Quisling, „men det er jo et godt Parti maatru.“
„Men det er sandt, jeg mødte Ole Vidste i Eftermiddag og han bad mig, at jeg skulde hilse dig, om jeg traf dig,“ fortsatte Madam Berg henvendt til Mestertyven.
„Vidste, han Gevaldigeren, som var med og kneb mig paa Skydsjordet ifjor,“ ytrede Ole forundret.
„Han sagde, at han havde fælane god Lyst til at gjøre dit Bekjendtskab,“ svarede Madamen.
„Bare Filureri af ham for at knibe mig og indsmigre sig hos dem oppe paa Akershus,“ lo Ole spodsk.
„Jeg tror ikke det heller. Du maa vide, at Vidste har taget Afsked som Gevaldiger — og nu er han Husmand hos Propritæren paa Aasengaard i Aker, det er vel ikke for fedt det heller, og derfor vil han gjerne lære dig at kjende og faa lidt Extrafortjeneste.“
„Hm hm, kanske det kunde være lønt at prøve ham,“ sagde Mestertyven.
„Jeg tror, du vilde være svært velkommen, om du aflagde ham et lidet Besøg,“ mente Madamen. „Han bor i samme Stuen som Mari Aasen, hvem jeg tror, du kjender fra før.“
„Mari Aasen — jovist, hun har da huset mig mere end en Gang.“
„Men nu skulde det vel smage godt at faa en velstegt Bif efter denne evindelige Slavekosten,“ sagde Madamen og gav sig til at dække Bordet for sin høit hædrede Gjæst. Ole Høiland spiste med drabelig Madhug og tilbragte Kvelden i denne Kreds, hvis Medlemmer stemte saa udmærket overens med ham selv i Tænkesæt, og han sov hos Bergs om Natten.
Oppe i Kvistværelset sad Sigrid næste Dag og stirrede adspredt udover Etterstads grønklædte Sletter, hvor en Afdeling Infanterister holdt paa med deres Øvelser. Hun saa bleg og trist ud, og det var intet Under. Dagen efterat hun og Jens havde moret sig saa godt paa Rasmussalen sammen, havde han været et Ærinde inde i Butiken hos hendes Far. Hvad denne havde sagt til Jens, vidste hun ikke; men siden havde han skyet hende, og en Maaned efter forlod han Bryn Sag og fæstede sig i Tjeneste hos en Gaardmand oppe i Aker. Og han havde ikke sendt hende en eneste Linje til Farvel, det var det tungeste. Faderen forærede hende nu vakre Kjoler og Smykker og tog hende med ud i Besøg, men alt dette var intet for Sigrid. Hun kunde ikke glemme Jens. Den fede, raa Slagter Jansen med hans brautende Væsen kunde ikke Sigrid døje, skjønt han gjorde sig saa elskværdig som mulig for hende. Hun forstod nok, at det var Faderens høieste Ønske at faa hende gift med Slagteren.
Oppe paa Etterstad spillede Militærmusiken op en Marsch. Sigrid lyttede vemodig stemt til, da fór hun sammen ved at en Militær der kom nede i Veien hilste op til hende, hun trak sig skyndsomt tilbage fra Vinduet. Det var Fodjæger Kolseth. Han havde skrevet glødende Kjærlighedsbreve til hende, fulgt efter hende paa Gaden og paanødt hende sit Selskab. Sigrid var ræd denne Mand. I hans mørke, skumle Blik laa noget uhyggeligt, som skræmte hende.
Nede i Stuen sad Halvorsen i blomstret Slobrok og røgte af en lang Pibe, han havde en Handelsbetjent til at passe Butiken nu og var der sjelden selv. Han befattede sig med en hel Del Spekulationer og havde godt Haab om at faa Jansen til Svigersøn.
Det bankede paa Døren, og der viste sig en Fyr i hvide Murerklæder og med en fæl Bulehat paa Hovedet. „Godaften Halvorsen, hvordan lever du?“ sagde han.
Høkeren fór rasende op og skreg: „Hvad er det for Tiltale — jeg kjender Dere ikke Far.“
Manden lettede paa Huen, og Høkeren fór sammen, som om han saa Fanden selv, idet han gjenkjendte Ole Høiland. „Nei, er det dig,“ sagde han med et fremtvungent Smil og gav ham Haanden. „Glæder mig at se dig i Frihed — tør jeg byde et Glas Malagavin.“
Da de havde drukket sammen, sagde Ole: „Jeg tænker at karre mig af Landet — nu maa du se til at skaffe mig et Reisepas til Sverige.“
„Pas ja,“ mumlede Høkeren og kløede sig bag Øret. „Hvordan skal vi nu greie det?“
„Du er vel kommen op i det med Storfolk, saa falder det dig nok ikke umuligt,“ mente Ole.
„Lad mig se — Slagter Jansen pleier hver Høst at drage til Sverige og kjøbe Kreaturer. Men han har lyst Haar og er betydelig førere end dig.“
„Siger intet, jeg kan lægge mig til en lys Paryk og en Sækkemave. Se bare til at faa Fingre i Slagterens Pas du.“
„Jeg skal lure paa det,“ svarede Halvorsen. „Men han reiser nok ikke før i August.“
„Jeg trænger det ikke før heller,“ sagde Ole.
Da Mestertyven havde fjernet sig, gik Halvorsen og bandte paa, at han havde rodet sig op i nydelige Greier. Alting kunde været saa gildt og bra nu, om han ikke havde staaet i Skyld til Ole Høiland.