Ole Høilands Penge/01
Det var en Søndags Eftermiddag i Begyndelsen af Januar 1833. Mørket tog til at
brede sit lette Slør over det gamle Kristiania.
I en Bakkekneik op mod Etterstad havde Høkeren just tændt Tranlampen over Disken og lukket op sin Butik. Han drev op og ned bag Disken i blaa Skjorteærmer og med rød Toplue paa sit graasprængte Hoved og smaabrummede halvhøit, af og til rev han sig febrilsk i sit graa Kindskjæg, og over hans Ansigt laa et bittert, nedtrykt Drag. Høkeren, hvis Navn var Lars Halvorsen, pintes af Næringssorger og vidste ikke sin arme Raad, hvordan han skulde komme ud af det. Han sad i Gjæld til opover Ørene, og om han ikke i Løbet af kommende Uge kunde skaffe 600 Kr tilveie, maatte han lukke Butikken og gaa fra Gaard og Grund. Men det var forgjæves, at Halvorsen brød sin Hjerne hermed, han øinede ingen frelsende Udvei. Det saa ud til, at alt maatte ryge i Knas.
Men sandelig om Halvorsens vakre, sorthaarede Datter Sigrid pinte sig med Næringssorger. Just nu stod hun pyntet foran Speilet oppe i Kvistværelset, straalende frisk og ung. Hun var bare sytten Aar.
„Aa hvor den Gutten er vakker,“ sagde hun med et drømmende Smil. Saa tog hun Kaaben paa, gik ned og ud gjennem Butiken. Faderen spurgte, hvor hun skulde hen.
„Bare ned paa Grønland til Mathea Berg,“ svarede hun. Han gjorde ingen Indvendinger, hun nikkede og gik.
„Mathea Berg,“ gjentog Halvorsen høit. „Berg, ja, kanske det kunde nytte at tale et Ord til ham.“
Nedenfor i Bakken stod en kjæk, lyshaavet Unggut paa nogle og tyve Aar og ventede paa Sigrid. Det var Jens Eng, Arbeider paa Bryns Sag, hvem hun havde kjendt fra Barndommen af. De to Unge hilstes og haandtoges og gik under munter Passiar nedover.
Der kom nu nogle Kunder ind til Halvorsen og gjorde sine beskedne Indkjøb. Vel halvanden Time gik hen, saa kom en gammel Kone ind og kjøbte for ti Øre Kaffe. „For en Stund siden saa jeg Datteren din gaa ind paa Rasmussalen med en Mandsperson,“ sagde hun.
„Naa skrøner du,“ raabte han barskt.
„Nei, Sigrid gik ind paa Salen med han Jens Eng – det er sikkert det.“
„Det var som F . . . !“ brummede Høkeren. Konen gik.
Efterpaa tænkte Halvorsen, at dette var der igrunden intet galt i. Det ansaaes i hine Tider aldeles ikke upassende, at en Gut og Pige, der likte hinanden, gik ifølge paa Salen. Jens var jo en brav Gut og dygtig Arbeidskar. Halvorsen havde intet imod at faa ham til Svigersøn, særlig nu, da hans egne Affærer stod paa en daarlig Fod. Rigtignok vilde han hellere have hende gift med den velstaaende Slagter Jansen nede i Gaden, som ogsaa havde et godt Øie til Pigen. Men Jansen vilde ikke have en saa fattig Pige til Kone, derimod fandt han Sigrid god nok til at lege med, og sligt vilde Faderen ikke vide noget af.
Nu stængte Halvorsen Butiken, vaskede sig og iførte sig sine Stasklæder, dermed traskede han nedover mod Grønland for at besøge en fjern Slægtning, den velstaaende Høker Berg, der var ansat ved Slaveriets Bageri paa Akershus.
Da Halvorsen bankede paa og traadte ind i Bergs Dagligstue, blev han mindre vel tilmode ved at bemærke, at her var Fremmede. Berg og Madamen, der var en yngre Kone med et ret vakkert Ansigt, modtog Halvorsen særdeles venligt og forestillede ham for deres Gjæster.
Det var Fodjæger Per Kolseth, en ganske ung Bondegut, med et mørkt, skummelt Opsyn, og Gevaldiger Ole Vidste, en mager, middelaldrende Mand med lyse Knebler, samt hans noget yngre Kone.
Halvorsen maatte sætte sig ind til Bordet med og drikke Brændevin og Sødtøl. Han var lidet oplagt til saadant, men trøstede sig med, at baade Gevaldigeren og Fodjægeren maatte gaa derfra i god Tid, saa fik han tale alene med Berg.
„Har min Datter været her,“ spurgte nu Halvorsen.
„Ja, hun var her,“ smilte Madam Berg. „Men hun gik strax — jeg tror næsten Per skræmte hende, for han blev saa rasende forlibt og løb efter hende ud i Gangen.“ Per blev blussende rød.
„Han vilde nok fri paa staaende Fod,“ lo Ole Vidste.
Man begyndte nu at samtale om Forholdene nede paa Akershus, og herfra kom man over til den famøse Mestertyv Ole Høiland, der just nu befandt sig paa Frifod. „De mener, at han Ole skal være paa Vestlandet nu,“ ytrede Per Kolseth.
„Vel troligt,“ svarede Vidste. „Det er nu ingen anden end ham, som har forøvet Indbruddet hos Statsraad Hegermann i Kristianssand.“
„Blev der stjaalet meget der?“ spurgte Berg.
„Bevare dig vel, for henimod 1500 Kr. i Penge desuden Statsraadindens Skrin med kostelige Smykker, de fleste af Guld.“
„Ha ha,“ lo Berg, „saa har Ole Høiland Stas nok at hænge paa Kjæresterne sine.“ Han smilte haanligt over Bordet til sin Kone.
„1500 Kroner er en pen Skilling det, Halvorsen,“ sagde Madam Berg. „For dem kan en skaffe sig mange gode Venner.“
„Skulde mene det,“ svarede denne, hvem det pinte at høre Tale om saamange Penge, just som han selv befandt sig i saadan en jammerlig Knibe.
„Nei, om jeg vilde nedværdige mig saa dybt at røre ved sligt Tyvegods,“ erklærede Per Kolseth med overlegen Foragt.
„Aa Pengene er lige gode, hvor de end kommer fra,“ smilte Madam Berg.
„Aa hvor jeg skulde ha Lyst til at se han Ole Høiland engang!“ ytrede Madam Vidste smilende.
Ikke længe efter at de havde spist tilaftens, tog Kolseth, Vidste og hans Kone Afsked. Da Berg fulgte dem ud, sad Halvorsen og funderede paa, hvordan han bedst skulde udføre sit Ærinde. Berg kom tilbage, satte sig ned og begyndte at snakke med Halvorsen om forskjellige Ting, den sidste ventede paa, at Madamen skulde gaa ud, men tilsidst sagde han med usikker Stemme til Berg. „Jeg maa tale alene med dig om en vigtig Ting.“
„Javel — Anne gaa ud lidt!“
Idetsamme lød der tre dumpe Slag paa Bagdøren, og Berg og Konen fór nervøst op fra sine Stole. Berg lukkede Døren op, vexlede nogle hviskende Ord med den udenfor staaende og førte ham saa raskt med sig gjennem Dagligstuen ind i et Bagværelse. Det var en velklædt, høi, skjægløs Fyr med spids Næse, brunt Haar og et ganske tiltalende Ansigt.
Berg vendte strax tilbage og sagde til Halvorsen: „Naa du vilde tale med mig – vær kort, jeg har Forretninger at afgjøre med ham derinde.“
Den anden fremførte sin Anmodning om at faa laant 600 Kr. af ham. Berg erklærede sig ude af Stand hertil. Nu begyndte Halvorsen at tigge og trygle ham og lovte paa den anden Side Guld og grønne Skoge til Gjengjæld for Hjælpen. Han bad slig, som det skulde gjælde hans Liv. Men Berg forblev ubevægelig.
Tilsidst indsaa Halvorsen, at her var intet at opnaa, og han bad Farvel og gik. Med et tungt Hjerte tog han Veien udover til Oslo. Pludselig fór han op, ved at en rørte ved hans Skulder, vendte sig og saa den Fremmede, som Berg havde ført ind i Bagværelset.
„Naa du Halvorsen,“ sagde han familiært, „jeg hørte, hvad du og Berg talte om – og jeg kunde kanske yde dig den Pengehjælp, Berg nægtede dig.“
„De!“ raabte den anden med vaagnende Haab. „Hvem er De?“
Den Fremmede bøjede sig ned mod hans Øre og hviskede: „Ole Høiland.“
Høkeren fór sammen. „Du er ræd for at forsværge til den Onde,“ lo Øle. „Men saa farligt er det ikke. Jeg kræver ikke Pengene igjen af dig – jeg forlanger bare et Par Smaatjenester, der ikke vil skade dig i ringeste Maade.“
Halvorsens Moral var af en temmelig slap Beskaffenhed, efter et Øiebliks Betænkning sagde han: „Det var et vakkert Tilbud — kunde du ikke følge med mig hjem, saa vi fik tale sammen uforstyrrede.“ Ole var enig, og de gik ifølge udover.
Da de naaede Halvorsens Bolig, bemærkede han med Tilfredshed, at hans Datter endnu ikke var kommen hjem. Han tændte Lys, førte sin underlige Gjæst ind i Stuen og slog for Sikkerheds Skyld Døren i Laas.
„Det er et farligt Strøg for mig dette,“ sagde Ole „Jeg vil ikke bede dig om at huse mig — du bor for nær Lensmanden. Men du skal skaffe mig Madvarer og Klæder, naar jeg beder dig derom og du skal gjøre, hvad du kan, for at skaffe mig et Reisepas til Sverige, der lyder paa en Person nogenlunde af mit Udseende.“
„Det sidste blir det vanskeligste,“ mente Halvorsen.
„Du faar god Tid paa dig, saa tror jeg nok, det vil lykkes dig at opdrive et saadant. Der kan gaa et halvt Aar, kanske mere end et Aar, før jeg trænger Reisepasset. Jeg er nu forlængst kjed af dette usikre, omflakkende Liv og vil se at karre mig over til Amerika, bare jeg kan faa gjort et Kup, som indbringer mig en ustyrtelig Masse Penge.“
„Ja, ja — jeg skal gjøre, hvad jeg kan. Men jeg er ræd for, at Anders Berg skal faa Greie paa dette,“ indvendte Høkeren.
„Ingen faar vide det — jeg lader aldrig den ene af mine Venner vide om den anden. Du trænger 600 Kr.“ Ole trak op en tyk Lommebog, aabnede den og tog frem en Bunke af Pengesedler. „Jeg tænker, det er bedst, du faar den firedobbelte Sum.“ Han talte op og lagde 2400 Kr. paa Bordet foran Halvorsen, der var i den syvende Himmel af Henrykkelse og fremstammede sin Tak, idet han trykkede Mestertyvens Haand.
„Vær nu forsigtig og vis ikke altfor mange Penge frem ad Gangen;“ raadede Mestertyven ham. Halvorsen lovte det, gik saa og hentede frem Brændevinsflasken, og de tog sig en Dram sammen.
„Nu drager jeg en Tur til Skien og ser, om der er noget at gjøre,“ fortsatte Ole. „Naar jeg kommer tilbage, tales vi nærmere ved. Jeg har en Tanke om at gjøre et lidet Besøg i Norges Bank — der skulde jeg vel kunne hente mig en passende Forsyning af denne Verdens Mamon.“
„Det tror jeg det,“ lo Halvorsen, skjænkede i Glassene og klinkede med Mestertyven, hvem han i Øieblikket ansaa som sin Velgjører. Strax efter gik Ole Høiland. Han skulde tilbringe Natten hos Høker Berg.
Halvorsen tog Pengene frem og betragtede dem med glædestraalende Øine. Hvilken kollosal Forandring var der ikke i Løbet af en Time indtraadt i hans Kaar. Nu kunde han betale sin Gjæld og endda faa vakre Penge tilovers, han kunde spekulere og maaske svinge sig i Veiret til en rig Mand. Han stak Pengene til sig, gik frem og tilbage over Gulvet og byggede stolte Luftkasteller. Han gjorde sig aldeles ingen Skrupler af det Forhold, han nu var kommen i til Tyven Ole Høiland. Pyt san, det skulde han nok klare sig let udaf.
Der blev banket paa Døren, barskt spurgte han hvem det var. „Mig, Far,“ lød Sigrids Stemme udenfor, og han lukkede op.
„Du vil kanske fortælle mig, at du har været nede hos Bergs,“ begyndte han i en hidsig Tone. „Det er Løgn, for jeg har tilbragt Kvelden der. Men hvor du har tilbragt Kvelden? — Paa Rasmussalen, tror du ikke jeg ved det da?“
„Det er sandt,“ mumlede hun blussende. „Men jeg var ifølge med Jens Eng — og han er Kjæresten min.“
„Jens Eng!“ skreg Høkeren og stemte Hænderne i Siden. „En simpel Sagarbeider! Kan det være nogen Mand for dig?“
„Jens er en dygtig Arbeider — og vi sidder vel ikke saa høit paa Straa vi Far,“ mente Pigen.
„Vi er ikke Fant heller, skal jeg si dig — der er kanske dem, som tror det. Mer jeg har Midler i Baghaand, og jeg skal snart drive op Forretningen min slig, at de andre Høkere i Gaden skal faa Gulsot af det,“ sagde han med et overmodigt Smil. „Hvad Sagarbeideren betræffer, forbyder jeg dig al Omgang med ham — jeg har tiltænkt dig en langt gildere Brudgom end ham.“
Sigrid blev ganske bleg. Hun kunde ikke faa i sit Hoved, hvordan Faderen, der i det senere altid havde klaget over Udkommet, nu pludselig var bleven saa overmodig. Hun var dybt bedrøvet over, at han vilde skille hende fra hendes Hjertenskjær, men haabede dog endnu at omstemme ham.
Længe fik ikke Ole Høiland dennegang nyde sin Frihed. Den 8de Februar samme Aar blev han, mens han sov i sin Seng paa Skydsstationen Skydsjordet, nogle Mil fra Kristiania, midt paa Natten anholdt af en Politibetjent og Gevaldiger Ole Vidste. Politibetjenten undersøgte yderst nøie Oles Klæder og tog, hvad han der fandt. Da Ole var paaklædt, førtes han bagbunden ud i Stuen og blev sat paa en Bænk midt imellem Gevaldigeren og en Bonde, der skulde vogte paa ham. Ikke langt fra dem sad Gaardskarlen med en tændt Staldlygte i Haanden.
Da de havde siddet en Stund, bøjede Ole sig ned mod Bonden og hviskede ham i Øret: „Stik Haanden ned i Trøielommen min og tag, hvad du finder og behold det som Erindring fra mig.“
Bonden gjorde saa og trak op et Stykke Papir. „Hid med Lygten skal du faa se Greier!“ raabte han til Gaardskarlen. Denne kom og lyste, og de saa, at det var en 50-Speciedalerseddel, som Ole havde tænkt at bestikke Bonden med.
Man kunde ikke begribe, hvordan Ole efter Ransagningen kunde have beholdt denne Pengeseddel paa sig. Men Seddelen skar den fattige Ole Vidste i Øinene. Sent og tidlig tænkte han sidenefter paa den, og lidt efter lidt vakte den Lysten hos ham til at tjene Penge paa en nemmere Maade end ved sitt nuværende ærlige Bestilling.
Ole Høiland førtes nu tilbage til Akershus og indsattes i Slaveriet. Ved Efterretningen herom glædede Lars Halvorsen sig inderlig og ønskede bare, at Ole aldrig maatte undslippe mere, isaafald behøvede jo ikke han, Lars, at yde nogen Tjeneste for de modtagne Penge. Halvorsen bar nu Hovedet høit. Han sad som gjældfri Mand i sit Hus, fyldte Hylder og Kjælder med Varer og handlede, saa det havde Skik. Han lod Huset sit pudse op ud- og indvendig og kjøbte Høns og en Gris. Folk undrede sig høilig, hvor denne pludselige Velstand kunde komme fra. Man troede nærmest, han havde spillet sig til Pengene, eftersom han var en ivrig Kortenspiller. Og saa fik han Navnet „Braariken.“ Men Sigrid var alt andet end glad over sin Fars Velstand, der skilte hende fra Jens Eng. I hine Tider følte borgerlige Mænds Døtre det som sin ubetingede Pligt at rette sig efter Forældrenes Vilie i Giftermaalsanliggender.