Odysseen/24
< Odysseen
Odysseen
FIREOGTYVENDE SANG.
FORLIKET.
Hermes, den milde kylleniske gud, gav friernes sjele
vink om at komme. Han bar i sin haand den herlige guldstav
hvormed han lukker med tryllende magt, saa tidt som han lyster,
menneskers øine i slummer og vækker dem atter av søvnen.
Svingende den gik han foran, og klynkende fulgte de efter.
Likesom naar i den inderste krok av den halvmørke hule
flaggermus pipende svæver omkring i den tætteste klynge,
hvergang en enkelt i flokken har mistet sit fæste i klippen,
saaledes gik de i klynkende flok, og foran dem vandret
Hermes, den naadige gud, over taakede stier mot dypet.
Langsmed Okéanos' strøm og forbi den levkadiske klippe,
solgudens porte og drømmenes land gik toget, og hastig
naadde de frem til den frodige eng hvor liljerne blomstrer.
Der er det sted hvor sjelene bor, de avdødes skygger.
Mangen en heltesjel traf de, Peleiden den ædle Akillevs,
helten Patroklos, hans ven, og den gjæve Antilokos' skygge,
høvdingen Aias tillike, den første blandt alle danaer
baade i skjønhet og vekst næst efter den stolte Akillevs.
Disse var samlet om Pelevs' søn. Da nærmet sig langsomt
endnu en sorgtynget sjel. Det var Atrevs' søn Agamemnon.
Rundt om høvdingen fulgte i flok de andre som fordum
segnet og fandt en forsmædelig død i Aigistos' kongsgaard.
Talte da først Akillevs' sjel til drotten og mælte:
«Atrevs' søn, vi trodde at Zevs, den lynglade hersker,
kaaret blandt samtlige helte just dig til sin yndling for stedse,
saasom du hersket som drot over mange og kraftige stridsmænd
fordum i troernes land, hvor akaierne døiet saa meget.
Dog, det blev ogsaa din grufulde lod at møte for tidlig
døden fra hvem jo ingen kan fly som er født av en kvinde.
Aa, om du hist i troernes land hadde fundet din bane,
dengang du bød over alle med kongelig vælde og hæder!
Da hadde alle akaiernes mænd vel reist dig en gravhaug.
Efterlatt hadde du ogsaa din søn uvisnelig hæder.
Nu var det altsaa din skjæbne at finde en ynkelig dødslod.
Svarte da straks hin skygge av Atrevs' søn Agamemnon:
«Pris dig lykkelig, Pelevs' søn, du gudernes like,
at du fandt døden i troernes land langt borte fra Argos,
medens akaiernes ypperste mænd og troernes helte
segnet i kamp om dit lik. Din kjæmpekrop laa over valen
midt i en støvsky. Da hadde du glemt at styre dit tvespand.
Vi maatte kjæmpe til aften og hadde ei stanset med striden,
hvis ikke Zevs hadde stanset den selv med et frygtelig uveir.
Sørgende bar vi dit lik fra valen til skibenes leie,
la det varlig paa baaren og vasket med vandet det lunkne
hele din deilige hud og salvet den. Brændende taarer
fældte danaernes mænd og klippet sit haar til din ære.
Op fra havdypet dukket din mor, da hun hørte hint dødsbud,
fulgt av havets gudinder. Forfærdende lød deres verop
ut over havet og skjælvende gru grep alle akaier.
Straks for de op for at styrte ombord paa de stavnkrumme snekker;
men de blev stanset av Nestor den gamle ærværdige vismand,
han hvis forstandige raad saa tidt hadde været det bedste.
Venlig tilsinds mot dem alle tok gubben til orde og mælte:
«Stans dog, argeier og flygt ikke hjem, I mænd fra Akaia!
Dette er høvdingens mor som kommer med havets gudinder
hit for at møte til avsked sin søn som er segnet i døden.»
Saa lød oldingens ord, og akaierne stanset med flugten.
Havgudens døtre gik frem og stillet sig rundt om din baare
jamrende lydt og hyllet dig ind i det himmelske liksvøp.
Muserne sang det vemodige kvad med yndige stemmer
vekselvis alle de ni. Ei kunde man se en argeier
staa der med øinene tørre, saa rørende klang deres kvæde.
Dage og nætter, ja sytten paa rad, lød jamrende klage
rundt om din baare fra mændenes mund og gudindernes læber;
men paa den attende lagde vi dog paa likbaal og slagtet
talrike velnærte faar og hornede okser om ilden.
Der blev du brændt i det himmelske svøp. Av salve og honning
duftet den flammende ild, og mange akaiske helter
stormet i larmende vrimmel, tilfots og paa rullende stridsvogn
klædt i sin herligste rustning omkring dit brændende likbaal.
Men da Hefaistos' ild hadde brændt dig til aske, Akillevs,
sanket vi tidlig ved gry dine hvitbrændte ben, og vi hældte
over dem olje og vin. Nu rakte din mor os en urne
hamret av guld. Hun fortalte os selv at gaven var skjænket
av Dionysos og virket med kunst av den gjæve Hefaistos.
Der har vi gjemt dine ben, og i selvsamme urne, Akillevs,
gjemmes Menoitios' søns, den faldne Patroklos' aske,
og i en anden Antilokos' ben, hin helts som du hædret
høiest i vennernes kreds næst efter den ædle Patroklos.
Hele akaiernes vældige hær av spydvante stridsmænd
reiste tilsidst over alle jer tre en kjæmpestor gravhaug
høit paa det ytterste næs ved den mægtige strøm Hellespontos,
for at den vidt over hav kunde sees fra seilende snekker
baade av mænd som lever idag og av kommende slegter.
Gaver fra guderne, herlige ting som hun selv hadde bedt om,
stillet din mor i vor kreds som pris for akaiernes fyrster.
Mangen en gang har du selv været med, naar helter blev gravlagt,
naar for at hædre en hensovet drot de kraftige svende
rustet sig kjækt for at vinde den lokkende kamppris, men aldrig
hadde du undrende set saa skjønne og herlige gaver
som hvad gudinden, din mor, den sølverfotede Tetis,
satte som kamppris for dig; ti høit var du elsket av guder.
Saaledes glemtes du ei ved din død; dit navn og din hæder,
ædle Akillevs vil mindes til evige tider av alle.
Men hvad har jeg at glæde mig ved for min møie i krigen?
Zevs lot mig finde en ynkelig død, da jeg vendte tilbake;
ti jeg blev dræpt av min skamløse viv og den lumske Aigistos.»
Saaledes vekslet de spørsmaal og svar. Da nærmet sig stille
Hermes, den himmelske budbringer mild, som førte mot dypet
friernes sjele, hin skare som nys var dræpt av Odyssevs.
Kjendte da skyggen av Atrevs' søn Agamemnon den ene
drotten Melanevs' søn, den navngjetne helt Amfimédon,
saasom han fordum paa Itakas ø hadde gjestet hans bolig.
Først tok skyggen av Atrevs' søn til orde og spurte:
«Tal, Amfimédon! Hvi stiger I ned under jorden til mørket,
utvalgte helte og jevngamle mænd. Ei kunde man ellers
sanke omkring i en by saa utvalgt en skare av fyrster.
Var det Poseidon som sendte en storm av rasende vinde
mot dig i harme og voldte din død paa de stavnkrumme snekker,
eller har fiender slaat dig ihjel paa land, naar du røvet
mændenes okser og kjør og flokker av trivelig smaafæ
eller gik frem til kamp for at vinde en by og dens kvinder?
Giv mig et svar paa mit spørsmaal. Din gjesteven er jeg fra fordum.
Mindes du ei at jeg gjestet jer borg, da jeg kom for at mane
helten Odyssevs til daad, til at følge paa toftede snekker
frem til Ilions by min herlige bror Menelaos.
Maaneden gik, før vi seilet avsted over havet det brede;
ti det var tungvindt at rokke hin byødelægger Odyssevs.»
Talte da straks Amfimédons usalige skygge og svarte:
«Atrevs' søn Agamemnon, du navngjetne høvding for stridsmænd.
Alt hvad du nævnte, gudfostrede drot, kan jeg tydelig mindes,
og jeg skal svare paa alt og fortælle dig ganske sandfærdig,
hvordan det hele gik til da vi fandt en forfærdelig dødslod.
Medens Odyssevs var borte, bestormet vi alle hans hustru.
Hverken sa dronningen nei eller sluttet en pakt som hun hatet.
Hemmelig pønset hun paa at volde os døden den sorte.
Tænkte hun da paany i sit sind paa et listelig paafund;
ti hun fik sat op en væv i sit høienloftskammer og vævet
fineste lerret, umaadelig langt og gav os tilkjende:
«Ynglinger, I som vil vinde min haand, da Odyssevs er falden,
vent med det bryllup I stunder imot, til jeg engang faar færdig
denne min væv, forat ikke mit garn skal rent gaa tilspilde.
Væven skal være til svøp for helten Laertes, naar engang
dødsmøen grum slaar ham ned og strækker ham hen paa hans leie.
Ellers kan utover landet akaiiske kvinder forarges,
om han, saa rik som han er, skulde lægges i haug uten liksvøp.»
Saa hun talte og daaret med list vore mandige hjerter.
Derefter vævet hun stadig ved dag paa væven den lange;
dog, ved fakkelskjær løste hun op om natten sin islætt.
Saaledes daaret hun os tre samfulde aar med sit paafund;
men da i aarstiders lovfaste løp det fjerde var kommet,
maaned paa maaned var gaat, og mangfoldige dage var svundet,
da gav en kvinde som visste besked, os nys om det hele,
og vi kom til, da hun løste med list den herlige islætt.
Tvungen og motvillig vævet hun saa, til væven var færdig.
Da hun var færdig med væv og mod vask og tilsidst hadde vist os
laknet det store som lyste saa hvitt som sol eller maane,
da lot en gud i sin harm Odyssevs naa land fra det fjerne
ytterst paa øen hvor hytten var reist for svinenes gjæter.
Ogsaa den gjæve Odyssevs' søn kom dit, da han stevnet
hjem til sit land paa det tjærede skib fra det sandige Pylos,
og da de der hadde lagt op raad om at myrde os alle,
gik de avsted til den prægtige by. Telemakos hastet
foran sin far. Litt senere drog Odyssevs til borgen.
Dit blev han ført i den usleste dragt av svinenes gjæter.
Ja, som en gammel og avfældig mand, en ynkelig tigger
støttet han sig paa sin stav med smudsige filler paa kroppen.
Ingen av os var istand til at kjende den gamle, da gubben
uventet viste sig blandt os, end ikke de ældste i kredsen;
men vi gik løs paa ham straks med skjældsord og kastet paa manden.
Hist i sit eget palads fandt drotten sig taus og taalmodig
længe i alt, i de farlige kast og de sviende haansord.
Men da den aigissvingende Zevs lot daadskraften vaagne,
bar han med sønnen Telemakos op i et kammer paa borgen
alle de herlige vaaben og satte saa bommen for døren.
Derefter bød han med rænkefuldt sind sin hustru at stille
buen og staalblanke økser for frierne frem; ti vi arme
skulde nu kappes om prisen, og snart skulde drapet begynde.
Dog, det skortet os meget paa kraft, og ingen i kredsen
orket at spænde den snoede streng paa den vældige bue.
Men da det mægtige vaaben var kommet Odyssevs i hænde,
ropte vi alle med truende røst og forbød dem at række
manden hin bue til dyst, hvor meget han end maatte trygle.
Bare Telemakos muntret ham op og bød ham at prøve.
Men da Odyssevs, den hærdede helt, fik buen i hænde,
spændte han strengen med lethet og sendte en pil gjennem jernet,
og med et truende blik steg han op paa tærsklen og rystet
pilene ut, og drotten Antinoos faldt som den første.
Derefter sendte han ut med usvigelig sigte de bitre
smertende piler mot andre, og mændene segnet i dynger.
Let var at se at en gud maatte hjælpe dem kraftig i kampen;
ti med utrættelig kraft for de om gjennem salen og rettet
dødshugg til høire og venstre. Da hørtes forfærdelig rallen.
Pander blev knust og rykende blod randt hen over gulvet.
Saaledes fandt vi da alle en ynkelig død, Agamemnon.
Ujordet ligger vi endnu som lik i Odyssevs' kongsgaard.
Endnu har ei i vort hjem vore frænder faat bud, saa de kunde
vaske det størknede blod fra de gapende vunder og klage
naar de har lagt os paa baaren. Saa hædres jo ellers de døde.»
Atter tok skyggen av Atrevs' søn til orde og mælte:
«Lykkelig var du, Odyssevs, du raadsnare søn av Laertes,
ti du har vundet en viv, rikt signet med herlige dyder.
Aa, hvor retsindig hun var den herlige Penelopeia,
drotten Ikarios' datter. Hvor trofast hun gjemte i mindet
helten Odyssevs, sin husbond, og derfor skal ei hendes dyder
vorde forglemt, men for menneskers slegt skal guder tilvisse
prise i herlige kvad den trofaste Penelopeia.
Aa, hvor litet hun lignet Tyndareos' datter som øvet
gruelig synd og dræpte sin mand. Blandt kommende slegter
skal hun i nidviser mindes, og vanry for evige tider
skjænket hun kvinder i arv, selv dem som vil gjøre det gode.»
Saaledes talte de to med vekslende ord til hinanden
staaende gjemt under jord i Hades' bolig i dypet.
Men da Odyssevs var vandret imens med sit følge fra byen,
naadde de snart den herlige gaard som engang Laertes
bygget til hjem for sig selv, da han mangt hadde døiet i livet.
Der hadde drotten et hus. Rundt dette laa tjenernes bolig,
alle de træller som var i hans brød og dyrket hans marker.
Der holdt husholdersken til, den sikeliske kvinde som trofast
sørget for oldingen her paa hans gaard langt borte fra byen.
Der tok Odyssevs til orde til sønnen og til sine svende:
«Nu skal I andre gaa foran og ind i den prægtige bygning.
Der skal I slagte det feteste svin og lage et maaltid.
Selv vil jeg prøve min far for at se om den gamle kan kjende
endnu sin savnede søn, naar han atter kan se ham for øie,
eller han glemte mig helt i alle de aar jeg var borte.»
Saa han talte og rakte til tjenerne frem sine vaaben.
Derefter skyndte de andre sig ind under tak; men Odyssevs
vandret avsted for at prøve sin far til den bugnende have.
Dolios fandt han dog ei, da han streifet omkring gjennem haven,
likesaa litt som hans sønner. End ikke en træl var at finde.
Alle var ute og sanket i skog til gjerde for haven
kvister av tjørn, og Dolios selv var med dem som fører.
Traf da Odyssevs alene sin far, som hakket op jorden
rundt om en busk. Han var klædt i en lappet og tilsølet kjortel,
sydd av det groveste tøi. Om læggene hadde han viklet
remser av kohud mot tornenes stik, og om armene bar han
ærmer for tornenes skyld. En lue av gjeteskind dækket
oldingens hoved. Slik øket han selv sine knugende sorger.
Da nu Odyssevs, den hærdede helt, fik øie paa gubben,
pint som han var av alderens tryk og av kummer i hjertet,
stanset han under et pæretræs løv med taarer i øiet.
Dvælende drøftet han der i sit hjerte og sind, om han skulde
kysse og favne sin far og fortælle ham alt om sit komme,
hvordan han nu omsider var vendt til sit hjemland tilbake,
eller han først skulde spørre ham ut og prøve den gamle.
Dog i sin tvil var det dette som tyktes ham tjenligst at gjøre,
først med eggende ord og med spøk at prøve ham nøie.
Tænkende saa i sit sind gik helten Odyssevs imot ham.
Gubben stod bøiet med hoved mot jord og hakket om busken.
Hen til ham traadte hans straalende søn og tok venlig til orde.
«Gamle, det skorter dig ei paa forstand til at dyrke en have.
Den kan du stelle tilgavns. Her mangler jo intet sin pleie.
Ikke et træ er forsømt. De bugner av fikner og druer,
pærer og modne oliven. Hvert bed i din have er velstelt.
Dog, jeg maa si dig et ord; men la det ei harme dit hjerte.
Selv er du vanskjøttet rent. Dig trykker jo alderens byrde
og du er klædt i en dragt som baade er skidden og ussel.
Ikke for dovenskaps skyld kan din herre saa rent ha forsømt dig,
og naar man ser paa dit aasyn og vekst, er der intet som røber,
at du er træl. Du ligner jo grant en høibaaren konge.
Ja, du ser ut som en mand som efter sit bad og sit maaltid
bløtt kan hvile paa leiet. Den ret kan de gamle jo kræve.
Vel, men gi mig nu nøie besked og svar mig sandfærdig:
Hvem er den herre du tjener? Hvem eier den have du dyrker?
Svar mig oprigtig paa endnu en ting, saa jeg vet det med visshet:
Er jeg da virkelig kommet til Itakas ø, som en fremmed
nylig har sagt mig, en mand som kom mig i møte paa veien.
Rigtig omgjængelig var han dog ei; ti han gad ikke lytte
til mine ord, eller gi mig besked om alt, da jeg spurte
efter en gjesteven kjær, om han bor her og end er i live,
eller han alt er død og vandret til Hades' bolig.
Ti jeg skal si dig en ting, og lyt nu og merk dig min tale.
Vit at jeg engang har huset en gjest, som kom til vor kongsgaard
hist i mit hjemland, og ei har en mand som fra fremmede lande
kom til mit hus kunnet bli mig en ven mer elsket end denne.
Her fra Itaka sa han stolt at han stammet og nævnte
ogsaa sin far, Arkeisios' søn, den gjæve Laertes.
Gjestfrit tok jeg imot ham og førte ham ind i min bolig.
Der blev han pleiet som ven med alt hvad huset formaadde.
Rike foræringer skjænket jeg ham, som skik er blandt venner,
kunstverker hamret av pureste guld, syv hele talenter,
dertil en bolle av sølv, rikt smykket med blomster og løvverk,
tylvten av enkelte kapper, tolv tæpper og likesaa mange
herlige kaaper og endelig tolv rikt smykkede kjortler.
Desuten lot jeg ham vælge blandt ternerne hjemme i huset
fire som alle var skjønne og øvet i kvindelig gjerning.»
Svarte da straks hans graanede far med taarer i øiet:
«Fremmede, ja, det er sandt. Du er i det land som du spør om;
men det er skamløse voldsmænd som nu er herrer i landet.
Bortkastet har du for intet hint utal av herlige gaver.
Hadde du truffet ham her paa Itakas fjeldø i live,
hadde han huset dig kjærlig, og sendt dig med gaver til gjengjæld
hjem til dit land; ti den første som gir, har krav paa at lønnes.
Vel, men svar mig paa dette og sig mig den reneste sandhet:
Si mig hvor længe det er siden dengang du huset saa kjærlig
denne din ven, min usalige søn — hvis han nogengang var det,
han den skjæbneforfulgte, som fjernt fra frænder og hjemland
enten er ætt av fisker paa hav eller ogsaa paa fastland
blev til et bytte for glubende dyr og graadige fugler.
Ei har hans mor og hans far med graat lagt sønnen paa baare.
Ei har hans herlige viv, den forstandige Penelopeia,
jamret, som sømmelig er ved husbondens leie og kjærlig
lukket hans øie. Saa hædrer vi jo vore avdøde kjære.
Endnu en ting maa du svare mig paa, saa jeg vet det med visshet:
Hvem og hvad landsmand er du? Hvor har du forældre og hjemstavn
Hvor har det ankret det ilende skib som har ført dig til øen
med dine kraftige mænd, eller leiet du kanske til færden
fartøi og mænd som har sat dig i land og har seilet tilbake?»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Ja, jeg skal gi dig sandfærdig besked og fortælle det hele.
Vit, at jeg er fra Alybas. Der har jeg den herligste kongsgaard.
Drotten Afeidas, min far, var en søn av kong Polypemon.
Navnet Epéritos bærer jeg selv, og nu har en guddom
drevet mig hit fra Sikanias kyst saa nødig jeg vilde.
Skibet jeg kom med, har ankret ved land langt borte fra byen.
Men for Odyssevs er dette av aar som er svundet, det femte
siden den arme drog bort fra min borg og mit fædrene hjemland.
Dog, det er visst at han fik de heldigste varsler av fugler,
just da han gik, og det gjorde mig glad i avskedens time.
Ogsaa han selv var glad da han drog, og vi haabet at møtes
atter som venner og veksle paany de herligste gaver.»
Saa han talte. Da sænket sig sorg som en sky om den gamle
Straks tok han op det kulsorte støv, og med skjælvende hænder
strødde han det under stønnende suk paa sin graanede isse
Inderlig rørt blev Odyssevs' sjæl, da han saa paa den gamle.
Høvdingens næsebor bævret og skalv i smertelig medynk.
Straks tok han gubben i favn og kysset ham kjærlig og mælte:
«Far, her er jeg jo selv! Nu kommer jo han som du spør om,
hjem i det tyvende aar til sit elskede fædrene hjemland.»
Nu maa du stanse din jamrende graat og de strømmende taarer.
Ti jeg skal si dig en ting: Vi har ikke tid til at nøle.
Frierne slog jeg ihjel paa min borg. Jeg hævnet tilfulde
al den krænkende uret og vold som har naget mit hjerte.»
Straks tok hans graanede far Laertes til orde og mælte:
«Er du Odyssevs, min elskede søn som er kommet tilbake,
nævn mig da straks et tydelig tegn, saa jeg ikke kan tvile.»
Atter tok nu den raadsnare helt Odyssevs til orde:
«Kast for det første et blik paa det ar som jeg fik, da et vildsvin
hist paa Parnassos fik flænget mig dypt med skinnende hugtand;
dengang du selv og min værdige mor hadde sendt mig paa reise
til hendes far Avtolykos' borg for at hente de gaver
som han tilforn, da han gjestet vort hus hadde lovet at gi mig.
Saa skal jeg regne op alle de trær i din velstelte have,
som du har git mig tilforn, da jeg engang som liten gik med dig
rundt i din have og bad dig. Vi vandret omkring mellem alle,
og du forklarte mig alt og nævnte mig træernes navne.
Dengang fik jeg av epletrær ti og av pæretrær tretten.
Fikentrær gav du mig, firti i tal, og nævnte mig ogsaa
femti av rankerne her som du lovet at gi mig. Hver enkelt
bugnet av klaser. Her hænger jo fuldt av alleslags druer
hvergang de modnes ved høst, naar Zevs gjør klaserne tunge.»
Saa han talte. Da skalv hans knær og hjerte av glæde,
da han fik høre de tegn som Odyssevs saa greit hadde nævnt ham.
Armene slynget han fast om sin søn, og ind til sit hjerte
trykket Odyssevs, hans hærdede søn, den avmægtige olding.
Men da han aandet paany og atter var kommet til samling,
talte han endnu engang, og frydefuld tok han til orde:
«Alfader Zevs, saa lever I end I himmelske guder,
hvis det er sandt at frierne led som forskyldt for sin brøde.
Dog nu gruer jeg svart i mit sind for at Itakas stridsmænd
alle skal skynde sig hit og at de tillike skal sende
til kefallenerne bud og hente dem fra deres byer.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Nei, vær trøstig! Plag ikke dit sind med frygten for dette.
La os gaa ind i dit hus. Det ligger jo like ved haven.
Dit har Telemakos nys og Evmaios og oksernes gjæter
hastet avsted paa mit bud for at lage os skyndsomt et maaltid.»
Saa de talte og vandret avsted til den herlige bolig,
og da de begge kom ind i de prægtige haller i huset,
traf de Telemakos selv og Evmaios og oksernes gjæter
just som de blandet den funklende vin og delte op kjødet.
Drotten Laertes blev badet imens og salvet med olje
i sit palads av husholdersken selv, den sikeliske kvinde.
Derefter hjalp hun ham paa den straalende kappe; men Pallas
traadte nu hen til mændenes drot og forskjønnet hans lemmer.
Rankere gjorde hun gubben og skjænket ham fyldige lemmer.
Steg han da ut av det skinnende kar, og hans søn maatte studse,
da han fik se at han lignet av vekst en udødelig guddom,
tindrende talte han vingede ord til den gamle og mælte:
«Elskede far, tilvisse har en av de evige guder
gjort at du nu ser rankere ut og forskjønnet dit aasyn.»
Straks tok den sindige olding Laertes til orde og svarte:
«Zevs, vor almægtige far, og Atene og Foibos Apollon!
Aa, om jeg var som dengang jeg tok med en flok kefallener
Nerikons velbygde by længst ute ved fastlandets kyster!
Ja, om jeg bare igaar hadde staat saa kraftig som dengang
hist i vor hal og i drabelig dyst med rustning om skuldre
kjæmpet mot friernes flok, da hadde jeg lammet i salen
mangt et knæ, og inderlig fryd hadde varmet mit hjerte.»
Saaledes talte de to med vekslende ord til hinanden.
Da deres møie var endt, og det herlige maaltid var rede,
satte de sig i række og rad paa bænker og stoler;
men da de skulde ta for sig, kom Dolios ind, og med gubben
vendte, da dagsverkets møie var endt, hans sønner tilbake.
Hjem var de kaldt av sin mor, den gamle sikeliske kvinde,
som hadde fostret dem op og nu med den ømmeste omhu
pleiet den gamle, da alderens tryk hadde lammet hans kræfter.
Da de fik se og kjendte igjen den gjæve Odyssevs,
studset de alle og stanset i stuen sin gang; men Odyssevs
vendte sig straks med venlige ord til gubben og mælte:
«Gamle, sit ned ved vort bord og staa ikke længer forbauset.
Alt har vi alle forlængst hat lyst til at lange til maten;
men vi har ventet i hallen og tænkt at I snart maatte komme.»
Saa han talte, og Dolios gik med utbredte armer
like imot ham og grep om Odyssevs' haandled, og kjærlig
kysset han det og talte med vingede ord til sin herre:
«Kjære, saa kom du da hjem, og vort høieste ønske er opfyldt.
Guderne førte dig hit, da vi ei kunde haabe det længer.
Hil og sæl! Aa, maatte de gi dig evindelig lykke.
Giv mig nu ogsaa om dette besked, saa jeg vet det med visshet;
om det er saa at din viv, den forstandige Penelopeia,
vet, at du kom, eller vil du at vi skal melde din hjemkomst?»
Straks tok Odyssevs, den hærdede helt, til orde og svarte:
«Gamle vær tryg; hun vet det forlængst; du kan spare din møie.»
Saa han talte, og Dolios gik til sæte ved bordet,
Likesaa stimlet hans sønner omkring den gjæve Odyssevs,
hilste ham alle med kjærlige ord og trykket hans hænder.
Derefter satte de sig hos sin far i rad og i række.
Medens nu disse i oldingens hus holdt paa med sit maaltid,
ilte det vingede rygte omkring overalt gjennem byen
bringende melding om friernes drap og grufulde dødslod.
Neppe var budskapet hørt, før mænd under jamrende verop
samlet sig allesteds fra rundt drotten Odyssevs' kongsgaard.
Frænder bar ut av paladset de fældedes lik, og med klage
jordet enhver sine kjære; de dræpte fra fremmede byer
sendtes med fiskere bort til sit hjem paa ilende snekker.
Skarevis vandret de selv med sorgfulde hjerter til torvet.
Da de i flok og følge var møtt, og alle var samlet,
var det Evpeites som reiste sig først iblandt dem og talte,
saasom han ei kunde glemme den sorg han bar i sit hjerte
over Antinoos, sønnen som først blev dræpt av Odyssevs.
Fældende taarer for ham tok han ordet iblandt dem og mælte:
«Venner, hin grusomme mand har voldt os ubodelig skade,
først da han førte paa skibe mangfoldige stormænd fra landet,
mistet han hele sit mandskap og alle de stavnkrumme snekker.
Nu da han kom, har han dræpt kefallenernes gjæveste fyrster.
Kom, la os skynde os efter ham straks, før han rømmer til Pylos
eller til Elis, det hellige land, hvor epeierne raader.
Ellers vil folk kunne laste vor færd og haane os siden.
Tar vi ei hævn over dem som har dræpt vore sønner og brødre,
blir det for alle en skam som kommende slegter vil mindes.
Jeg vil ei kunne glæde mig mer ved livet, men ønske
snarlig at dø og samles med dem som hine har myrdet.
Kom, la os haste avsted, saa de ei slipper bort over havet.»
Graatende talte han saa og vakte akaiernes medynk.
Men fra Odyssevs' borg kom Medon, herolden, til torvet
fulgt av den himmelske skald, da begge var vaagnet av søvnen.
Undrende stirret enhver paa de to, da de stanset i kredsen.
Straks tok Medon, den vise herold, til orde iblandt dem:
«Itakas høvdinger, lyt til mit ord! Den kloke Odyssevs
vaaget forvisst ei denne sin daad mot gudernes vilje.
Selv har jeg set en udødelig gud som hjælpende traadte
hen til Odyssevs i salen, og skuffende lignet han Mentor,
snart var det foran Odyssevs hin mægtige gud kom tilsyne,
eggende høvdingens mot, snart jaget han vildt gjennem hallen
friernes flygtende flok, og rækkevis sank de til jorden.»
Saa han talte, og blegnende frygt grep alle tilhobe.
Ogsaa den graanede helt Haliterses tok ordet iblandt dem,
Mastors søn, som alene gav agt paa fortid og fremtid.
Venlig tilsinds mot dem alle tok gubben til orde og mælte:
«Itakas høvdinger, lyt til det ord som jeg agter at si jer.
Venner, jer feighet har skylden i det som har hændt; ti I hørte
aldrig paa mig eller Mentor, den værdige høvding, som begge
bad jer at kalde fra daarskapens vei eders sønner tilbake,
da de forsyndet sig svart og øvet formastelig voldsdaad,
ødet en kongsbaaren hædersmands gods og fornærmet hans hustru
stolende trygt paa at høvdingen ei skulde komme tilbake.
Lyd da mit velmente raad. La det dennegang ske som jeg sier.
La os ei gaa, men vogte os vel for selvforskyldt vanheld!»
Saa han talte. Da reiste sig mer end den halve forsamling
op under jublende rop. De andre blev alle tilbake,
saasom de ei kunde like hans ord. Men Evpeites' tale
lystret de villig og skyndte sig hjem for at hente sin rustning.
Da de i hast hadde spændt om sin krop det funklende kobber,
fylket de sig paa en rummelig plads tæt utenfor byen.
Foran dem stevnet Evpeites. Han haabet forblindet av daarskap
nu at faa hævn for sin fældede søn. Dog skulde han aldrig
vende tilbake til hjemmet, men finde i kampen sin bane.
Men til den mægtige Zevs tok Pallas Atene til orde:
«Kronos' søn, vor far, du mægtigste hersker av alle.
Svar, naar jeg spør dig hvad lønlige raad dit hjerte mon gjemme.
Vil du at striden skal rase paany med frygtelig kampgny
eller at mændene slutter forlik og skilles som venner?»
Straks tok den vældige skysamler Zevs til orde og svarte:
«Elskede barn, hvi faldt det dig ind at spørre om dette?
Er ikke dette den plan du selv har lagt, at Odyssevs
skulde faa komme igjen og skaffe sig hevn over hine?
Gjør hvad du finder for godt! men hvad der er bedst skal jeg si dig.
Da nu den gjæve Odyssevs har tugtet hin friernes skare,
la dem da slutte forlik, og la ham være konge for livstid.
Vi maa da bringe i glemme at sønner og brødre er fældet,
forat de herefter likesom før kan elske hverandre.
La dem saa siden faa leve i fred og signet med rigdom.
Saa han talte og egget end mer den higende Pallas.
Straks svang gudinden sig ned fra Olympos' svimlende tinder.
Men da de nu med den liflige kost hadde stillet sin matlyst
tok i Laertes' hus den gjæve Odyssevs til orde:
«Gaa nu en av jer ut og se om de nærmer sig huset!»
Saa han talte og straks gik en av Dolios' sønner
hen og stanset paa tærsklen. Da saa han dem nærme sig hastig.
Talte han da med vingede ord til Odyssevs og mælte:
«Alt er de nær. La os skynde os straks og aksle vor rustning.»
Saa han talte. Da reiste de sig og grep sine vaaben,
først Odyssevs selv fjerde og samtlige Dolios' sønner,
seks i tallet; saa Dolios selv og gubben Laertes.
Begge var gamle og graa; men nu var de nødt til at kjæmpe.
Da de var rustet fra isse til fot i det funklende kobber,
aapnet de døren, og alle gik ut med Odyssevs i spidsen.
Nu kom hun nær dem hin datter av Zevs, den høie Atene,
lignende grant av stemme og vekst den aldrende Mentor.
Glad blev Odyssevs, den hærdede helt, da han saa hende komme,
og til sin elskede søn Telemakos talte han hastig:
«Kjære Telemakos, nu da du selv gaar med mig til striden,
her hvor de gjæveste gaar til en dyst, vil du visselig vite
ikke at volde din ætt nogen skam, de fædre som fordum
baade i manddom og mot var de første paa jorderik vide.»
Straks tok den kløktige svend Telemakos ordet og svarte:
«Elskede far, slikt mot som jeg har, skal du se, hvis du lyster
at jeg forvisst ei skjæmmer din fædrene ætt, som du nævnte.»
Saaledes talte han kjækt, og glad blev Laertes og mælte:
«Naadige guder, hvor herlig en dag! Jeg glæder mig saare.
Søn og sønnesøn kappes i mot, naar de stevner til striden.»
Hen til ham traadte den blaaøiede mø Atene og mælte:
«Søn av Arkeisios, du som blandt mænd er mig kjærest av alle,
bed nu en bøn til Alfader Zevs og hans blaaøide datter.
Sving saa din vældige lanse med kraft og slyng den i flokken.»
Saaledes talte Atene og skjænket ham vældige kræfter,
og med en inderlig bøn til Alfaders mægtige datter
slynget han straks fra sin haand den vældige lanse og rammet
drotten Evpeites' skinnende hjelm som dækket hans kinder.
Malmhjelmen skjermet ham ei; ti spydspidsen skar sig igjennem.
Drønende faldt han til jord, og rustningen klirret om helten.
Drotten Odyssevs for frem med sin søn mot de forreste kjæmper.
Sverdene svang de og slynget de hvæssede spyd, og tilvisse
hadde de fældet dem alle og røvet dem hjemkomstens glæde,
hvis ikke Pallas Atene, den vældige skjoldsvingers datter,
høit hadde hævet sin røst og stanset de kjæmpende stridsmænd:
«Itakas høvdinger, stans! Hold op med den grusomme feide,
forat I straks kan skilles i fred og blodet kan spares.»
Saaledes talte Atene. Da blegnet de alle av rædsel,
og i forfærdelse slap de av haand sine blinkende vaaben;
ti da gudinden lot høre sin røst, faldt alle til jorden,
og for at redde sit liv løp mændene ilsomt til byen.
Frygtelig skrek den hærdede helt Odyssevs og jog dem
foran sig rap som en ørn som farer fra himmelens høider.
Se, da slynget Kronion sit flammende lyn, og det rammet
foran Atene, den blaaøiede mø, den vældiges datter.
Talte da Pallas Atene et ord til den gjæve Odyssevs:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnare høvding Odyssevs,
stans nu! Hold inde mod striden hvor alle kan finde sin bane!
Vogt dig; ti ellers kan Zevs, den vældige tordengud vredes.»
Saaledes talte Atene og høvdingen lystret med glæde.
Aigissvingerens datter, den blaaøide Pallas Atene,
sluttet da siden en pakt mellem begge de kjæmpende flokker,
lignende Mentor, den graanede helt, av vekst og av stemme.
vink om at komme. Han bar i sin haand den herlige guldstav
hvormed han lukker med tryllende magt, saa tidt som han lyster,
menneskers øine i slummer og vækker dem atter av søvnen.
Svingende den gik han foran, og klynkende fulgte de efter.
Likesom naar i den inderste krok av den halvmørke hule
flaggermus pipende svæver omkring i den tætteste klynge,
hvergang en enkelt i flokken har mistet sit fæste i klippen,
saaledes gik de i klynkende flok, og foran dem vandret
Hermes, den naadige gud, over taakede stier mot dypet.
Langsmed Okéanos' strøm og forbi den levkadiske klippe,
solgudens porte og drømmenes land gik toget, og hastig
naadde de frem til den frodige eng hvor liljerne blomstrer.
Der er det sted hvor sjelene bor, de avdødes skygger.
Mangen en heltesjel traf de, Peleiden den ædle Akillevs,
helten Patroklos, hans ven, og den gjæve Antilokos' skygge,
høvdingen Aias tillike, den første blandt alle danaer
baade i skjønhet og vekst næst efter den stolte Akillevs.
Disse var samlet om Pelevs' søn. Da nærmet sig langsomt
endnu en sorgtynget sjel. Det var Atrevs' søn Agamemnon.
Rundt om høvdingen fulgte i flok de andre som fordum
segnet og fandt en forsmædelig død i Aigistos' kongsgaard.
Talte da først Akillevs' sjel til drotten og mælte:
«Atrevs' søn, vi trodde at Zevs, den lynglade hersker,
kaaret blandt samtlige helte just dig til sin yndling for stedse,
saasom du hersket som drot over mange og kraftige stridsmænd
fordum i troernes land, hvor akaierne døiet saa meget.
Dog, det blev ogsaa din grufulde lod at møte for tidlig
døden fra hvem jo ingen kan fly som er født av en kvinde.
Aa, om du hist i troernes land hadde fundet din bane,
dengang du bød over alle med kongelig vælde og hæder!
Da hadde alle akaiernes mænd vel reist dig en gravhaug.
Efterlatt hadde du ogsaa din søn uvisnelig hæder.
Nu var det altsaa din skjæbne at finde en ynkelig dødslod.
Svarte da straks hin skygge av Atrevs' søn Agamemnon:
«Pris dig lykkelig, Pelevs' søn, du gudernes like,
at du fandt døden i troernes land langt borte fra Argos,
medens akaiernes ypperste mænd og troernes helte
segnet i kamp om dit lik. Din kjæmpekrop laa over valen
midt i en støvsky. Da hadde du glemt at styre dit tvespand.
Vi maatte kjæmpe til aften og hadde ei stanset med striden,
hvis ikke Zevs hadde stanset den selv med et frygtelig uveir.
Sørgende bar vi dit lik fra valen til skibenes leie,
la det varlig paa baaren og vasket med vandet det lunkne
hele din deilige hud og salvet den. Brændende taarer
fældte danaernes mænd og klippet sit haar til din ære.
Op fra havdypet dukket din mor, da hun hørte hint dødsbud,
fulgt av havets gudinder. Forfærdende lød deres verop
ut over havet og skjælvende gru grep alle akaier.
Straks for de op for at styrte ombord paa de stavnkrumme snekker;
men de blev stanset av Nestor den gamle ærværdige vismand,
han hvis forstandige raad saa tidt hadde været det bedste.
Venlig tilsinds mot dem alle tok gubben til orde og mælte:
«Stans dog, argeier og flygt ikke hjem, I mænd fra Akaia!
Dette er høvdingens mor som kommer med havets gudinder
hit for at møte til avsked sin søn som er segnet i døden.»
Saa lød oldingens ord, og akaierne stanset med flugten.
Havgudens døtre gik frem og stillet sig rundt om din baare
jamrende lydt og hyllet dig ind i det himmelske liksvøp.
Muserne sang det vemodige kvad med yndige stemmer
vekselvis alle de ni. Ei kunde man se en argeier
staa der med øinene tørre, saa rørende klang deres kvæde.
Dage og nætter, ja sytten paa rad, lød jamrende klage
rundt om din baare fra mændenes mund og gudindernes læber;
men paa den attende lagde vi dog paa likbaal og slagtet
talrike velnærte faar og hornede okser om ilden.
Der blev du brændt i det himmelske svøp. Av salve og honning
duftet den flammende ild, og mange akaiske helter
stormet i larmende vrimmel, tilfots og paa rullende stridsvogn
klædt i sin herligste rustning omkring dit brændende likbaal.
Men da Hefaistos' ild hadde brændt dig til aske, Akillevs,
sanket vi tidlig ved gry dine hvitbrændte ben, og vi hældte
over dem olje og vin. Nu rakte din mor os en urne
hamret av guld. Hun fortalte os selv at gaven var skjænket
av Dionysos og virket med kunst av den gjæve Hefaistos.
Der har vi gjemt dine ben, og i selvsamme urne, Akillevs,
gjemmes Menoitios' søns, den faldne Patroklos' aske,
og i en anden Antilokos' ben, hin helts som du hædret
høiest i vennernes kreds næst efter den ædle Patroklos.
Hele akaiernes vældige hær av spydvante stridsmænd
reiste tilsidst over alle jer tre en kjæmpestor gravhaug
høit paa det ytterste næs ved den mægtige strøm Hellespontos,
for at den vidt over hav kunde sees fra seilende snekker
baade av mænd som lever idag og av kommende slegter.
Gaver fra guderne, herlige ting som hun selv hadde bedt om,
stillet din mor i vor kreds som pris for akaiernes fyrster.
Mangen en gang har du selv været med, naar helter blev gravlagt,
naar for at hædre en hensovet drot de kraftige svende
rustet sig kjækt for at vinde den lokkende kamppris, men aldrig
hadde du undrende set saa skjønne og herlige gaver
som hvad gudinden, din mor, den sølverfotede Tetis,
satte som kamppris for dig; ti høit var du elsket av guder.
Saaledes glemtes du ei ved din død; dit navn og din hæder,
ædle Akillevs vil mindes til evige tider av alle.
Men hvad har jeg at glæde mig ved for min møie i krigen?
Zevs lot mig finde en ynkelig død, da jeg vendte tilbake;
ti jeg blev dræpt av min skamløse viv og den lumske Aigistos.»
Saaledes vekslet de spørsmaal og svar. Da nærmet sig stille
Hermes, den himmelske budbringer mild, som førte mot dypet
friernes sjele, hin skare som nys var dræpt av Odyssevs.
Kjendte da skyggen av Atrevs' søn Agamemnon den ene
drotten Melanevs' søn, den navngjetne helt Amfimédon,
saasom han fordum paa Itakas ø hadde gjestet hans bolig.
Først tok skyggen av Atrevs' søn til orde og spurte:
«Tal, Amfimédon! Hvi stiger I ned under jorden til mørket,
utvalgte helte og jevngamle mænd. Ei kunde man ellers
sanke omkring i en by saa utvalgt en skare av fyrster.
Var det Poseidon som sendte en storm av rasende vinde
mot dig i harme og voldte din død paa de stavnkrumme snekker,
eller har fiender slaat dig ihjel paa land, naar du røvet
mændenes okser og kjør og flokker av trivelig smaafæ
eller gik frem til kamp for at vinde en by og dens kvinder?
Giv mig et svar paa mit spørsmaal. Din gjesteven er jeg fra fordum.
Mindes du ei at jeg gjestet jer borg, da jeg kom for at mane
helten Odyssevs til daad, til at følge paa toftede snekker
frem til Ilions by min herlige bror Menelaos.
Maaneden gik, før vi seilet avsted over havet det brede;
ti det var tungvindt at rokke hin byødelægger Odyssevs.»
Talte da straks Amfimédons usalige skygge og svarte:
«Atrevs' søn Agamemnon, du navngjetne høvding for stridsmænd.
Alt hvad du nævnte, gudfostrede drot, kan jeg tydelig mindes,
og jeg skal svare paa alt og fortælle dig ganske sandfærdig,
hvordan det hele gik til da vi fandt en forfærdelig dødslod.
Medens Odyssevs var borte, bestormet vi alle hans hustru.
Hverken sa dronningen nei eller sluttet en pakt som hun hatet.
Hemmelig pønset hun paa at volde os døden den sorte.
Tænkte hun da paany i sit sind paa et listelig paafund;
ti hun fik sat op en væv i sit høienloftskammer og vævet
fineste lerret, umaadelig langt og gav os tilkjende:
«Ynglinger, I som vil vinde min haand, da Odyssevs er falden,
vent med det bryllup I stunder imot, til jeg engang faar færdig
denne min væv, forat ikke mit garn skal rent gaa tilspilde.
Væven skal være til svøp for helten Laertes, naar engang
dødsmøen grum slaar ham ned og strækker ham hen paa hans leie.
Ellers kan utover landet akaiiske kvinder forarges,
om han, saa rik som han er, skulde lægges i haug uten liksvøp.»
Saa hun talte og daaret med list vore mandige hjerter.
Derefter vævet hun stadig ved dag paa væven den lange;
dog, ved fakkelskjær løste hun op om natten sin islætt.
Saaledes daaret hun os tre samfulde aar med sit paafund;
men da i aarstiders lovfaste løp det fjerde var kommet,
maaned paa maaned var gaat, og mangfoldige dage var svundet,
da gav en kvinde som visste besked, os nys om det hele,
og vi kom til, da hun løste med list den herlige islætt.
Tvungen og motvillig vævet hun saa, til væven var færdig.
Da hun var færdig med væv og mod vask og tilsidst hadde vist os
laknet det store som lyste saa hvitt som sol eller maane,
da lot en gud i sin harm Odyssevs naa land fra det fjerne
ytterst paa øen hvor hytten var reist for svinenes gjæter.
Ogsaa den gjæve Odyssevs' søn kom dit, da han stevnet
hjem til sit land paa det tjærede skib fra det sandige Pylos,
og da de der hadde lagt op raad om at myrde os alle,
gik de avsted til den prægtige by. Telemakos hastet
foran sin far. Litt senere drog Odyssevs til borgen.
Dit blev han ført i den usleste dragt av svinenes gjæter.
Ja, som en gammel og avfældig mand, en ynkelig tigger
støttet han sig paa sin stav med smudsige filler paa kroppen.
Ingen av os var istand til at kjende den gamle, da gubben
uventet viste sig blandt os, end ikke de ældste i kredsen;
men vi gik løs paa ham straks med skjældsord og kastet paa manden.
Hist i sit eget palads fandt drotten sig taus og taalmodig
længe i alt, i de farlige kast og de sviende haansord.
Men da den aigissvingende Zevs lot daadskraften vaagne,
bar han med sønnen Telemakos op i et kammer paa borgen
alle de herlige vaaben og satte saa bommen for døren.
Derefter bød han med rænkefuldt sind sin hustru at stille
buen og staalblanke økser for frierne frem; ti vi arme
skulde nu kappes om prisen, og snart skulde drapet begynde.
Dog, det skortet os meget paa kraft, og ingen i kredsen
orket at spænde den snoede streng paa den vældige bue.
Men da det mægtige vaaben var kommet Odyssevs i hænde,
ropte vi alle med truende røst og forbød dem at række
manden hin bue til dyst, hvor meget han end maatte trygle.
Bare Telemakos muntret ham op og bød ham at prøve.
Men da Odyssevs, den hærdede helt, fik buen i hænde,
spændte han strengen med lethet og sendte en pil gjennem jernet,
og med et truende blik steg han op paa tærsklen og rystet
pilene ut, og drotten Antinoos faldt som den første.
Derefter sendte han ut med usvigelig sigte de bitre
smertende piler mot andre, og mændene segnet i dynger.
Let var at se at en gud maatte hjælpe dem kraftig i kampen;
ti med utrættelig kraft for de om gjennem salen og rettet
dødshugg til høire og venstre. Da hørtes forfærdelig rallen.
Pander blev knust og rykende blod randt hen over gulvet.
Saaledes fandt vi da alle en ynkelig død, Agamemnon.
Ujordet ligger vi endnu som lik i Odyssevs' kongsgaard.
Endnu har ei i vort hjem vore frænder faat bud, saa de kunde
vaske det størknede blod fra de gapende vunder og klage
naar de har lagt os paa baaren. Saa hædres jo ellers de døde.»
Atter tok skyggen av Atrevs' søn til orde og mælte:
«Lykkelig var du, Odyssevs, du raadsnare søn av Laertes,
ti du har vundet en viv, rikt signet med herlige dyder.
Aa, hvor retsindig hun var den herlige Penelopeia,
drotten Ikarios' datter. Hvor trofast hun gjemte i mindet
helten Odyssevs, sin husbond, og derfor skal ei hendes dyder
vorde forglemt, men for menneskers slegt skal guder tilvisse
prise i herlige kvad den trofaste Penelopeia.
Aa, hvor litet hun lignet Tyndareos' datter som øvet
gruelig synd og dræpte sin mand. Blandt kommende slegter
skal hun i nidviser mindes, og vanry for evige tider
skjænket hun kvinder i arv, selv dem som vil gjøre det gode.»
Saaledes talte de to med vekslende ord til hinanden
staaende gjemt under jord i Hades' bolig i dypet.
Men da Odyssevs var vandret imens med sit følge fra byen,
naadde de snart den herlige gaard som engang Laertes
bygget til hjem for sig selv, da han mangt hadde døiet i livet.
Der hadde drotten et hus. Rundt dette laa tjenernes bolig,
alle de træller som var i hans brød og dyrket hans marker.
Der holdt husholdersken til, den sikeliske kvinde som trofast
sørget for oldingen her paa hans gaard langt borte fra byen.
Der tok Odyssevs til orde til sønnen og til sine svende:
«Nu skal I andre gaa foran og ind i den prægtige bygning.
Der skal I slagte det feteste svin og lage et maaltid.
Selv vil jeg prøve min far for at se om den gamle kan kjende
endnu sin savnede søn, naar han atter kan se ham for øie,
eller han glemte mig helt i alle de aar jeg var borte.»
Saa han talte og rakte til tjenerne frem sine vaaben.
Derefter skyndte de andre sig ind under tak; men Odyssevs
vandret avsted for at prøve sin far til den bugnende have.
Dolios fandt han dog ei, da han streifet omkring gjennem haven,
likesaa litt som hans sønner. End ikke en træl var at finde.
Alle var ute og sanket i skog til gjerde for haven
kvister av tjørn, og Dolios selv var med dem som fører.
Traf da Odyssevs alene sin far, som hakket op jorden
rundt om en busk. Han var klædt i en lappet og tilsølet kjortel,
sydd av det groveste tøi. Om læggene hadde han viklet
remser av kohud mot tornenes stik, og om armene bar han
ærmer for tornenes skyld. En lue av gjeteskind dækket
oldingens hoved. Slik øket han selv sine knugende sorger.
Da nu Odyssevs, den hærdede helt, fik øie paa gubben,
pint som han var av alderens tryk og av kummer i hjertet,
stanset han under et pæretræs løv med taarer i øiet.
Dvælende drøftet han der i sit hjerte og sind, om han skulde
kysse og favne sin far og fortælle ham alt om sit komme,
hvordan han nu omsider var vendt til sit hjemland tilbake,
eller han først skulde spørre ham ut og prøve den gamle.
Dog i sin tvil var det dette som tyktes ham tjenligst at gjøre,
først med eggende ord og med spøk at prøve ham nøie.
Tænkende saa i sit sind gik helten Odyssevs imot ham.
Gubben stod bøiet med hoved mot jord og hakket om busken.
Hen til ham traadte hans straalende søn og tok venlig til orde.
«Gamle, det skorter dig ei paa forstand til at dyrke en have.
Den kan du stelle tilgavns. Her mangler jo intet sin pleie.
Ikke et træ er forsømt. De bugner av fikner og druer,
pærer og modne oliven. Hvert bed i din have er velstelt.
Dog, jeg maa si dig et ord; men la det ei harme dit hjerte.
Selv er du vanskjøttet rent. Dig trykker jo alderens byrde
og du er klædt i en dragt som baade er skidden og ussel.
Ikke for dovenskaps skyld kan din herre saa rent ha forsømt dig,
og naar man ser paa dit aasyn og vekst, er der intet som røber,
at du er træl. Du ligner jo grant en høibaaren konge.
Ja, du ser ut som en mand som efter sit bad og sit maaltid
bløtt kan hvile paa leiet. Den ret kan de gamle jo kræve.
Vel, men gi mig nu nøie besked og svar mig sandfærdig:
Hvem er den herre du tjener? Hvem eier den have du dyrker?
Svar mig oprigtig paa endnu en ting, saa jeg vet det med visshet:
Er jeg da virkelig kommet til Itakas ø, som en fremmed
nylig har sagt mig, en mand som kom mig i møte paa veien.
Rigtig omgjængelig var han dog ei; ti han gad ikke lytte
til mine ord, eller gi mig besked om alt, da jeg spurte
efter en gjesteven kjær, om han bor her og end er i live,
eller han alt er død og vandret til Hades' bolig.
Ti jeg skal si dig en ting, og lyt nu og merk dig min tale.
Vit at jeg engang har huset en gjest, som kom til vor kongsgaard
hist i mit hjemland, og ei har en mand som fra fremmede lande
kom til mit hus kunnet bli mig en ven mer elsket end denne.
Her fra Itaka sa han stolt at han stammet og nævnte
ogsaa sin far, Arkeisios' søn, den gjæve Laertes.
Gjestfrit tok jeg imot ham og førte ham ind i min bolig.
Der blev han pleiet som ven med alt hvad huset formaadde.
Rike foræringer skjænket jeg ham, som skik er blandt venner,
kunstverker hamret av pureste guld, syv hele talenter,
dertil en bolle av sølv, rikt smykket med blomster og løvverk,
tylvten av enkelte kapper, tolv tæpper og likesaa mange
herlige kaaper og endelig tolv rikt smykkede kjortler.
Desuten lot jeg ham vælge blandt ternerne hjemme i huset
fire som alle var skjønne og øvet i kvindelig gjerning.»
Svarte da straks hans graanede far med taarer i øiet:
«Fremmede, ja, det er sandt. Du er i det land som du spør om;
men det er skamløse voldsmænd som nu er herrer i landet.
Bortkastet har du for intet hint utal av herlige gaver.
Hadde du truffet ham her paa Itakas fjeldø i live,
hadde han huset dig kjærlig, og sendt dig med gaver til gjengjæld
hjem til dit land; ti den første som gir, har krav paa at lønnes.
Vel, men svar mig paa dette og sig mig den reneste sandhet:
Si mig hvor længe det er siden dengang du huset saa kjærlig
denne din ven, min usalige søn — hvis han nogengang var det,
han den skjæbneforfulgte, som fjernt fra frænder og hjemland
enten er ætt av fisker paa hav eller ogsaa paa fastland
blev til et bytte for glubende dyr og graadige fugler.
Ei har hans mor og hans far med graat lagt sønnen paa baare.
Ei har hans herlige viv, den forstandige Penelopeia,
jamret, som sømmelig er ved husbondens leie og kjærlig
lukket hans øie. Saa hædrer vi jo vore avdøde kjære.
Endnu en ting maa du svare mig paa, saa jeg vet det med visshet:
Hvem og hvad landsmand er du? Hvor har du forældre og hjemstavn
Hvor har det ankret det ilende skib som har ført dig til øen
med dine kraftige mænd, eller leiet du kanske til færden
fartøi og mænd som har sat dig i land og har seilet tilbake?»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Ja, jeg skal gi dig sandfærdig besked og fortælle det hele.
Vit, at jeg er fra Alybas. Der har jeg den herligste kongsgaard.
Drotten Afeidas, min far, var en søn av kong Polypemon.
Navnet Epéritos bærer jeg selv, og nu har en guddom
drevet mig hit fra Sikanias kyst saa nødig jeg vilde.
Skibet jeg kom med, har ankret ved land langt borte fra byen.
Men for Odyssevs er dette av aar som er svundet, det femte
siden den arme drog bort fra min borg og mit fædrene hjemland.
Dog, det er visst at han fik de heldigste varsler av fugler,
just da han gik, og det gjorde mig glad i avskedens time.
Ogsaa han selv var glad da han drog, og vi haabet at møtes
atter som venner og veksle paany de herligste gaver.»
Saa han talte. Da sænket sig sorg som en sky om den gamle
Straks tok han op det kulsorte støv, og med skjælvende hænder
strødde han det under stønnende suk paa sin graanede isse
Inderlig rørt blev Odyssevs' sjæl, da han saa paa den gamle.
Høvdingens næsebor bævret og skalv i smertelig medynk.
Straks tok han gubben i favn og kysset ham kjærlig og mælte:
«Far, her er jeg jo selv! Nu kommer jo han som du spør om,
hjem i det tyvende aar til sit elskede fædrene hjemland.»
Nu maa du stanse din jamrende graat og de strømmende taarer.
Ti jeg skal si dig en ting: Vi har ikke tid til at nøle.
Frierne slog jeg ihjel paa min borg. Jeg hævnet tilfulde
al den krænkende uret og vold som har naget mit hjerte.»
Straks tok hans graanede far Laertes til orde og mælte:
«Er du Odyssevs, min elskede søn som er kommet tilbake,
nævn mig da straks et tydelig tegn, saa jeg ikke kan tvile.»
Atter tok nu den raadsnare helt Odyssevs til orde:
«Kast for det første et blik paa det ar som jeg fik, da et vildsvin
hist paa Parnassos fik flænget mig dypt med skinnende hugtand;
dengang du selv og min værdige mor hadde sendt mig paa reise
til hendes far Avtolykos' borg for at hente de gaver
som han tilforn, da han gjestet vort hus hadde lovet at gi mig.
Saa skal jeg regne op alle de trær i din velstelte have,
som du har git mig tilforn, da jeg engang som liten gik med dig
rundt i din have og bad dig. Vi vandret omkring mellem alle,
og du forklarte mig alt og nævnte mig træernes navne.
Dengang fik jeg av epletrær ti og av pæretrær tretten.
Fikentrær gav du mig, firti i tal, og nævnte mig ogsaa
femti av rankerne her som du lovet at gi mig. Hver enkelt
bugnet av klaser. Her hænger jo fuldt av alleslags druer
hvergang de modnes ved høst, naar Zevs gjør klaserne tunge.»
Saa han talte. Da skalv hans knær og hjerte av glæde,
da han fik høre de tegn som Odyssevs saa greit hadde nævnt ham.
Armene slynget han fast om sin søn, og ind til sit hjerte
trykket Odyssevs, hans hærdede søn, den avmægtige olding.
Men da han aandet paany og atter var kommet til samling,
talte han endnu engang, og frydefuld tok han til orde:
«Alfader Zevs, saa lever I end I himmelske guder,
hvis det er sandt at frierne led som forskyldt for sin brøde.
Dog nu gruer jeg svart i mit sind for at Itakas stridsmænd
alle skal skynde sig hit og at de tillike skal sende
til kefallenerne bud og hente dem fra deres byer.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Nei, vær trøstig! Plag ikke dit sind med frygten for dette.
La os gaa ind i dit hus. Det ligger jo like ved haven.
Dit har Telemakos nys og Evmaios og oksernes gjæter
hastet avsted paa mit bud for at lage os skyndsomt et maaltid.»
Saa de talte og vandret avsted til den herlige bolig,
og da de begge kom ind i de prægtige haller i huset,
traf de Telemakos selv og Evmaios og oksernes gjæter
just som de blandet den funklende vin og delte op kjødet.
Drotten Laertes blev badet imens og salvet med olje
i sit palads av husholdersken selv, den sikeliske kvinde.
Derefter hjalp hun ham paa den straalende kappe; men Pallas
traadte nu hen til mændenes drot og forskjønnet hans lemmer.
Rankere gjorde hun gubben og skjænket ham fyldige lemmer.
Steg han da ut av det skinnende kar, og hans søn maatte studse,
da han fik se at han lignet av vekst en udødelig guddom,
tindrende talte han vingede ord til den gamle og mælte:
«Elskede far, tilvisse har en av de evige guder
gjort at du nu ser rankere ut og forskjønnet dit aasyn.»
Straks tok den sindige olding Laertes til orde og svarte:
«Zevs, vor almægtige far, og Atene og Foibos Apollon!
Aa, om jeg var som dengang jeg tok med en flok kefallener
Nerikons velbygde by længst ute ved fastlandets kyster!
Ja, om jeg bare igaar hadde staat saa kraftig som dengang
hist i vor hal og i drabelig dyst med rustning om skuldre
kjæmpet mot friernes flok, da hadde jeg lammet i salen
mangt et knæ, og inderlig fryd hadde varmet mit hjerte.»
Saaledes talte de to med vekslende ord til hinanden.
Da deres møie var endt, og det herlige maaltid var rede,
satte de sig i række og rad paa bænker og stoler;
men da de skulde ta for sig, kom Dolios ind, og med gubben
vendte, da dagsverkets møie var endt, hans sønner tilbake.
Hjem var de kaldt av sin mor, den gamle sikeliske kvinde,
som hadde fostret dem op og nu med den ømmeste omhu
pleiet den gamle, da alderens tryk hadde lammet hans kræfter.
Da de fik se og kjendte igjen den gjæve Odyssevs,
studset de alle og stanset i stuen sin gang; men Odyssevs
vendte sig straks med venlige ord til gubben og mælte:
«Gamle, sit ned ved vort bord og staa ikke længer forbauset.
Alt har vi alle forlængst hat lyst til at lange til maten;
men vi har ventet i hallen og tænkt at I snart maatte komme.»
Saa han talte, og Dolios gik med utbredte armer
like imot ham og grep om Odyssevs' haandled, og kjærlig
kysset han det og talte med vingede ord til sin herre:
«Kjære, saa kom du da hjem, og vort høieste ønske er opfyldt.
Guderne førte dig hit, da vi ei kunde haabe det længer.
Hil og sæl! Aa, maatte de gi dig evindelig lykke.
Giv mig nu ogsaa om dette besked, saa jeg vet det med visshet;
om det er saa at din viv, den forstandige Penelopeia,
vet, at du kom, eller vil du at vi skal melde din hjemkomst?»
Straks tok Odyssevs, den hærdede helt, til orde og svarte:
«Gamle vær tryg; hun vet det forlængst; du kan spare din møie.»
Saa han talte, og Dolios gik til sæte ved bordet,
Likesaa stimlet hans sønner omkring den gjæve Odyssevs,
hilste ham alle med kjærlige ord og trykket hans hænder.
Derefter satte de sig hos sin far i rad og i række.
Medens nu disse i oldingens hus holdt paa med sit maaltid,
ilte det vingede rygte omkring overalt gjennem byen
bringende melding om friernes drap og grufulde dødslod.
Neppe var budskapet hørt, før mænd under jamrende verop
samlet sig allesteds fra rundt drotten Odyssevs' kongsgaard.
Frænder bar ut av paladset de fældedes lik, og med klage
jordet enhver sine kjære; de dræpte fra fremmede byer
sendtes med fiskere bort til sit hjem paa ilende snekker.
Skarevis vandret de selv med sorgfulde hjerter til torvet.
Da de i flok og følge var møtt, og alle var samlet,
var det Evpeites som reiste sig først iblandt dem og talte,
saasom han ei kunde glemme den sorg han bar i sit hjerte
over Antinoos, sønnen som først blev dræpt av Odyssevs.
Fældende taarer for ham tok han ordet iblandt dem og mælte:
«Venner, hin grusomme mand har voldt os ubodelig skade,
først da han førte paa skibe mangfoldige stormænd fra landet,
mistet han hele sit mandskap og alle de stavnkrumme snekker.
Nu da han kom, har han dræpt kefallenernes gjæveste fyrster.
Kom, la os skynde os efter ham straks, før han rømmer til Pylos
eller til Elis, det hellige land, hvor epeierne raader.
Ellers vil folk kunne laste vor færd og haane os siden.
Tar vi ei hævn over dem som har dræpt vore sønner og brødre,
blir det for alle en skam som kommende slegter vil mindes.
Jeg vil ei kunne glæde mig mer ved livet, men ønske
snarlig at dø og samles med dem som hine har myrdet.
Kom, la os haste avsted, saa de ei slipper bort over havet.»
Graatende talte han saa og vakte akaiernes medynk.
Men fra Odyssevs' borg kom Medon, herolden, til torvet
fulgt av den himmelske skald, da begge var vaagnet av søvnen.
Undrende stirret enhver paa de to, da de stanset i kredsen.
Straks tok Medon, den vise herold, til orde iblandt dem:
«Itakas høvdinger, lyt til mit ord! Den kloke Odyssevs
vaaget forvisst ei denne sin daad mot gudernes vilje.
Selv har jeg set en udødelig gud som hjælpende traadte
hen til Odyssevs i salen, og skuffende lignet han Mentor,
snart var det foran Odyssevs hin mægtige gud kom tilsyne,
eggende høvdingens mot, snart jaget han vildt gjennem hallen
friernes flygtende flok, og rækkevis sank de til jorden.»
Saa han talte, og blegnende frygt grep alle tilhobe.
Ogsaa den graanede helt Haliterses tok ordet iblandt dem,
Mastors søn, som alene gav agt paa fortid og fremtid.
Venlig tilsinds mot dem alle tok gubben til orde og mælte:
«Itakas høvdinger, lyt til det ord som jeg agter at si jer.
Venner, jer feighet har skylden i det som har hændt; ti I hørte
aldrig paa mig eller Mentor, den værdige høvding, som begge
bad jer at kalde fra daarskapens vei eders sønner tilbake,
da de forsyndet sig svart og øvet formastelig voldsdaad,
ødet en kongsbaaren hædersmands gods og fornærmet hans hustru
stolende trygt paa at høvdingen ei skulde komme tilbake.
Lyd da mit velmente raad. La det dennegang ske som jeg sier.
La os ei gaa, men vogte os vel for selvforskyldt vanheld!»
Saa han talte. Da reiste sig mer end den halve forsamling
op under jublende rop. De andre blev alle tilbake,
saasom de ei kunde like hans ord. Men Evpeites' tale
lystret de villig og skyndte sig hjem for at hente sin rustning.
Da de i hast hadde spændt om sin krop det funklende kobber,
fylket de sig paa en rummelig plads tæt utenfor byen.
Foran dem stevnet Evpeites. Han haabet forblindet av daarskap
nu at faa hævn for sin fældede søn. Dog skulde han aldrig
vende tilbake til hjemmet, men finde i kampen sin bane.
Men til den mægtige Zevs tok Pallas Atene til orde:
«Kronos' søn, vor far, du mægtigste hersker av alle.
Svar, naar jeg spør dig hvad lønlige raad dit hjerte mon gjemme.
Vil du at striden skal rase paany med frygtelig kampgny
eller at mændene slutter forlik og skilles som venner?»
Straks tok den vældige skysamler Zevs til orde og svarte:
«Elskede barn, hvi faldt det dig ind at spørre om dette?
Er ikke dette den plan du selv har lagt, at Odyssevs
skulde faa komme igjen og skaffe sig hevn over hine?
Gjør hvad du finder for godt! men hvad der er bedst skal jeg si dig.
Da nu den gjæve Odyssevs har tugtet hin friernes skare,
la dem da slutte forlik, og la ham være konge for livstid.
Vi maa da bringe i glemme at sønner og brødre er fældet,
forat de herefter likesom før kan elske hverandre.
La dem saa siden faa leve i fred og signet med rigdom.
Saa han talte og egget end mer den higende Pallas.
Straks svang gudinden sig ned fra Olympos' svimlende tinder.
Men da de nu med den liflige kost hadde stillet sin matlyst
tok i Laertes' hus den gjæve Odyssevs til orde:
«Gaa nu en av jer ut og se om de nærmer sig huset!»
Saa han talte og straks gik en av Dolios' sønner
hen og stanset paa tærsklen. Da saa han dem nærme sig hastig.
Talte han da med vingede ord til Odyssevs og mælte:
«Alt er de nær. La os skynde os straks og aksle vor rustning.»
Saa han talte. Da reiste de sig og grep sine vaaben,
først Odyssevs selv fjerde og samtlige Dolios' sønner,
seks i tallet; saa Dolios selv og gubben Laertes.
Begge var gamle og graa; men nu var de nødt til at kjæmpe.
Da de var rustet fra isse til fot i det funklende kobber,
aapnet de døren, og alle gik ut med Odyssevs i spidsen.
Nu kom hun nær dem hin datter av Zevs, den høie Atene,
lignende grant av stemme og vekst den aldrende Mentor.
Glad blev Odyssevs, den hærdede helt, da han saa hende komme,
og til sin elskede søn Telemakos talte han hastig:
«Kjære Telemakos, nu da du selv gaar med mig til striden,
her hvor de gjæveste gaar til en dyst, vil du visselig vite
ikke at volde din ætt nogen skam, de fædre som fordum
baade i manddom og mot var de første paa jorderik vide.»
Straks tok den kløktige svend Telemakos ordet og svarte:
«Elskede far, slikt mot som jeg har, skal du se, hvis du lyster
at jeg forvisst ei skjæmmer din fædrene ætt, som du nævnte.»
Saaledes talte han kjækt, og glad blev Laertes og mælte:
«Naadige guder, hvor herlig en dag! Jeg glæder mig saare.
Søn og sønnesøn kappes i mot, naar de stevner til striden.»
Hen til ham traadte den blaaøiede mø Atene og mælte:
«Søn av Arkeisios, du som blandt mænd er mig kjærest av alle,
bed nu en bøn til Alfader Zevs og hans blaaøide datter.
Sving saa din vældige lanse med kraft og slyng den i flokken.»
Saaledes talte Atene og skjænket ham vældige kræfter,
og med en inderlig bøn til Alfaders mægtige datter
slynget han straks fra sin haand den vældige lanse og rammet
drotten Evpeites' skinnende hjelm som dækket hans kinder.
Malmhjelmen skjermet ham ei; ti spydspidsen skar sig igjennem.
Drønende faldt han til jord, og rustningen klirret om helten.
Drotten Odyssevs for frem med sin søn mot de forreste kjæmper.
Sverdene svang de og slynget de hvæssede spyd, og tilvisse
hadde de fældet dem alle og røvet dem hjemkomstens glæde,
hvis ikke Pallas Atene, den vældige skjoldsvingers datter,
høit hadde hævet sin røst og stanset de kjæmpende stridsmænd:
«Itakas høvdinger, stans! Hold op med den grusomme feide,
forat I straks kan skilles i fred og blodet kan spares.»
Saaledes talte Atene. Da blegnet de alle av rædsel,
og i forfærdelse slap de av haand sine blinkende vaaben;
ti da gudinden lot høre sin røst, faldt alle til jorden,
og for at redde sit liv løp mændene ilsomt til byen.
Frygtelig skrek den hærdede helt Odyssevs og jog dem
foran sig rap som en ørn som farer fra himmelens høider.
Se, da slynget Kronion sit flammende lyn, og det rammet
foran Atene, den blaaøiede mø, den vældiges datter.
Talte da Pallas Atene et ord til den gjæve Odyssevs:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnare høvding Odyssevs,
stans nu! Hold inde mod striden hvor alle kan finde sin bane!
Vogt dig; ti ellers kan Zevs, den vældige tordengud vredes.»
Saaledes talte Atene og høvdingen lystret med glæde.
Aigissvingerens datter, den blaaøide Pallas Atene,
sluttet da siden en pakt mellem begge de kjæmpende flokker,
lignende Mentor, den graanede helt, av vekst og av stemme.