Odysseen/23
< Odysseen
Odysseen
TREOGTYVENDE SANG.
PENELOPEIA KJENDER ODYSSEVS IGJEN.
Jublende ilte nu ammen avsted til høienloftskamret
for at gi dronningen bud om at nu hendes husbond var kommet.
Knærne bøide hun rapt og foten var nær ved at snuble.
Til hendes hoved hun skred, og straks tok den gamle til orde:
«Penelopeia, mit elskede barn, vaagn op for at skue
selv hvad du dag efter dag har haabet med brændende længsel.
Vit at Odyssevs er kommet. Nu er han da endelig hjemme.
Dræpt har han friernes skamløse flok, som her i hans kongsgaard
var os til plage og hundset hans søn og ødte hans skatte.»
Straks tok Penelopeia, den kløktige dronning til orde:
«Elskede gamlemor! Guderne selv maa ha gjort dig avsindig,
de som har magt til at gjøre den klokeste vismand til daare,
og som kan gi en daare paany forstanden tilbake.
Før var dit sind saa forstandig; men nu har de slaat dig med vanvid.
Hvi vil du holde mig arme for nar med de argeste løgne,
sorgfuld i sind som jeg er? Hvi vækket du mig av min slummer,
nu da den favnet mig sødt og lukket saa blidt mine øine?
Aldrig tilforn har jeg sovet saa trygt, siden helten Odyssevs
stevnet til Ilions grufulde by, hvis navn er min rædsel.
Se til at komme dig ned, og skynd dig tilbake til salen!
Hadde en anden av kvinderne her som jeg har i mit eie,
kommet og meldt slikt snak og vækket mig op av min slummer,
hadde jeg jaget den frække paa dør og tilbake til salen
straks med de haardeste ord, men dig skal din alderdom skjerme.»
Tok da paany Evrykleia, den kjærlige amme til orde:
«Nei, jeg narrer dig ei, mit elskede barn, det er sandhet.
Drotten Odyssevs er kommet. Han er i sit hjem, som jeg sier.
Tiggeren er det, vor gjest, som alle har haanet i salen.
Alt har Telemakos visst det forlængst at han var i paladset;
men han har klogelig tiet og dulgt hvad hans far vilde gjøre,
til han fik straffet de skamløse mænd for den vold de har øvet.»
Saa hun talte, og glad sprang dronningen op fra sit leie,
krystet den gamle i favn og fældte vemodige taarer.
Talte hun da med vingede ord til den gamle og mælte:
«Elskede gamle, aa svar mig og sig den reneste sandhet.
Dersom han virkelig, som du har sagt, er kommet til hjemmet,
hvorledes fik han da bugt med friernes skamløse skare
ene mot dem som altid i flok holder til i paladset?»
Ammen, den tro Evrykleia, tok straks til orde og svarte:
«Ei har jeg set eller spurt deres fald. De døendes jammer
hørte jeg bare. Vi sat i en krok i det prægtige kammer
lammet av rædsel og stængt var dørens forsvarlige planker,
indtil din søn Telemakos kom og kaldte mig hastig
ut av kammeret, sendt av sin far for at hente mig til ham.
Midt mellem likene fandt jeg da snart din husbond Odyssevs
staaende rolig, og frierne laa paa det stampede jordgulv
rundt ham i dynger. Der hadde du stolt og glad kunnet se ham
tilsmurt med fienders blod og med smuds som en glubende løve.
Frierne ligger nu alle paa rad ved porten til tunet.
Selv har han tændt et flammende baal og renser med svovel
hele sit hus, og mig har han sendt for at kalde dig til ham.
Følg mig nu dit, saa I atter med fryd i hjertet kan vandre
glædens livsalige vei efter al den kval som I døiet.
Nu er det endelig hændt hvad du brændende ønsket saa længe:
Levende kom han jo hit til den hjemlige arne. I huset
fandt han dig selv og sin søn, og friernes flok som har øvet
mot ham saa skammelig vold, dem tugtet han alle i hallen.»
Atter tok Penelopeia, den kløktige dronning til orde:
«Endnu en stund maa du dæmpe din stormende jubel, du kjære.
Kom han tilbake, saa vet du jo selv hvor glade vi alle
bød ham velkommen, og mest jeg selv og den søn jeg har født ham.
Dog, det er sletikke mulig at det som du sier er sandhet.
Nei, en udødelig gud maa ha dræpt de trodsige herrer
vred over friernes krænkende vold og skamløse ondskap,
saasom de aldrig har agtet en mand over jorderik vide,
være sig høi eller lav, naar han gjestet med fred deres bolig.
Derfor har alle faat bøte sin skyld; men Odyssevs har mistet
fjernt fra Akaia sit liv og haabet om hjemkomstens glæde.»
Ammen den tro Evrykleia tok atter til orde og svarte:
«Hvi lot du slippe, mit barn, slikt ord over tændernes gjerde?
Hvor kan du si at din husbond som sitter ved arnen i hallen
aldrig skal komme tilbake? Dit sind er jo altid saa vantro.
Vel, la mig nævne dig endnu et tegn, et tydelig merke,
skrammen som engang et vildsvin har slaat med tanden den hvite.
Den blev jeg var, da jeg vasket hans fot, og jeg ønsket at si det
straks til dig selv; men han holdt mig jo haardt med haanden for munden,
snartænkt og slu som han er i sit sind, og forbød mig at si det.
Kom nu og følg mig! Jeg sætter mit liv i pant, om det gjælder.
Narrer jeg dig, kan du dræpe mig straks med de grusomste pinsler.»
Derpaa tok Penelopeia, den kløktige dronning til orde:
«Vanskelig er det, du kjære, at tolke et raad som i løndom
evige guder har lagt, om du end er klok og forstandig.
Dog, la os gaa til min søn, forat selv jeg kan se for mit øie
baade de fældede frieres lik og ham som har dræpt dem.»
Saa hun talte og skyndte sig ned fra sit høienloftskammer
tvilende paa om hun først skulde spørre sin husbond i enrum
eller gaa hen og kysse ham straks paa aasyn og hænder.
Da hun kom ind over tærsklen av sten, tok dronningen sæte
inderst ved væggen i salen med ansigtet vendt mot Odyssevs
fremme i skinnet fra arnen. Selv sat han med blikket mot jorden
tæt ved en kneisende søile og ventet, om kanske hans hustru
nu vilde tale og si ham et ord, naar hun saa ham for øie.
Længe sat dronningen taus med undren og tvil i sit hjerte.
Snart fandt hun likheten stor saa tidt som hun saa paa hans ansigt;
snart var han atter den ukjendte mand, naar hun saa paa hans filler.
Tok da Telemakos harmfuld i sind til orde og skjændte:
«Mor, ufølsomme mor, med det haarde, forstokkede hjerte!
Hvi vil du fjerne dig langt fra min far og ei, som det bør sig,
sætte dig hos ham og faa ham paa glid og spørre om alting.
Ei vilde ellers en hustru saa koldt med ubøielig hjerte
holde sig fjernt fra sin mand, naar han efter mangfoldige trængsler
kom i det tyvende aar til sit fædrene hjemland tilbake.
Haardere langt end den haardeste sten er altid dit hjerte.»
Straks tok Penelopeia, den kløktige dronning, til orde:
«Tvil og forbauselse lammer, min søn, i barmen mit hjerte.
Ei har jeg mot til at si ham et ord eller spørre om noget
eller at se ham i ansigtet frit; men er det Odyssevs,
ja er det virkelig ham som er kommet tilbake til hjemmet,
da skal vi visselig bedre end nu kunde kjende hinanden;
ti vi har tegn som for andre er skjult, men kjendt av os begge.»
Saa hun talte. Da smilte den hærdede høvding Odyssevs.
Talte han da med vingede ord til sønnen og mælte:
««Kjære Telemakos, la nu din mor herinde i hallen
sætte sin husbond paa prøve. Snart skal hun vel kjende mig bedre.
Nu da jeg skjæmmes av smuds og har fillete klær paa kroppen,
vraker hun mig og sier jeg ei er den som hun venter.
Men la os tænke os om hvad vi herefter helst burde gjøre.
Ti naar en mand blandt det menige folk er dræpt av en uven,
en som av eftermaalsmænd har faa, maa drapsmanden enda
flakke som rømling og fly fra sin slegt og sit fædrene hjemland.
Vi har derimot dræpt den ypperste ungdom i landet,
Itakas fasteste støtter. Den ting maa du klart ha for øie.»
Straks tok den kløktige svend Telemakos ordet og svarte:
«Selv maa du ha det for øie min elskede far; ti man sier
at du i visdom staar høit over mennesker flest, og at ingen
dødelig mand kunde vaage med dig at kappes om prisen.
Vi skal da følge dig ivrig og kjækt, og ett tør jeg love:
Ei skal det skorte paa mot til at kjæmpe av ytterste evne.»
Straks tok Odyssevs den raadsnare helt til orde og svarte:
«Vel, la mig si dig, min søn, hvad der tykkes mig være det bedste.
Først skal I faa jer et bad og klæ jer i prægtige kjortler.
Byd ogsaa ternerne her i vort hus at klæ sig i festdragt.
Saa skal den himmelske skald til lyrens livsalige toner
istemme kvadet og lokke til lekende dans over tilje,
forat de nærmeste grander og vandringsmænd ute paa gaten
alle skal tænke som saa: Nu feirer de bryllup paa borgen.
Rygtet om friernes drap maa ei komme ut iblandt folket
her i vor by, før vi alle er væk og ute paa landet
hist paa min gaard i den løvrike lund, og der skal vi siden
drøfte de tjenligste raad som Zevs maatte gi os i sinde.»
Saa han talte. De hørte hans ord og fulgte dem villig.
Først gik de alle i bad og akslet de prægtige kjortler.
Ternerne pyntet sig ogsaa, og sangeren, gudernes yndling,
fattet den klingende lyre i haand og vakte hos alle
trangen til yndefuld dans til sangens fortryllende toner.
Hele paladset gav gjenlyd av larmende trin, naar i leken
ynglinger førte til dans de skjøntombeltede terner.
Mælte da mangen en mand som hørte det utenfor borgen:
«Sikkert har nogen holdt bryllup idag med vor feirede dronning.
Svak har hun været. Hun holdt ikke ut med at verne paladset,
til hendes husbond var kommet, den mand som hun fulgte som ungmø.»
Saa de talte; ti hvad der var hændt, var der ingen som visste.
Badet blev helten Odyssevs imens og salvet med olje
i sit palads av Evrynome selv, den fornemste terne.
Derefter hjalp hun ham kjortelen paa og en kostelig kappe.
Nu gjød Pallas Atene den herligste glans om hans hoved,
gjorde ham større av vekst, mer fyldig og lot fra hans isse
lokkerne bølge saa tæt som sviblernes blomstrende klaser.
Som naar den kyndige smed som Hefaistos og Pallas Atene
lærte tilfulde den ypperste kunst, kan lodde om sølvet
kanter av straalende guld og forme de herligste verker,
saaledes spredte hun skjønhetens glans om hans hoved og skuldre.
Lik en udødelig guddom av vekst gik helten fra badet,
og paa den stol som han reiste sig fra, gik han atter til sæte.
vendt mot sin hustru, og straks tok drotten til orde og mælte:
«Sælsomme kvinde. Dig skjænket forvisst de olympiske guder
fremfor hver dødelig kvinde et haardt og ubøielig hjerte.
Ei vilde ellers en hustru saa haardt med urokkelig stivsind
holde sig væk fra sin mand, naar han efter mangfoldige trængsler
kom i det tyvende aar til sit fædrene hjemland tilbake.
Red mig, du gamle, en seng for mig selv, hvor jeg ensom kan hvile
ti av det haardeste jern er det hjerte hun bærer i barmen.»
Straks tok Penelopeia, den kløktige dronning, til orde:
«Sælsomme mand! jeg er ikke stolt eller agter dig ringe
eller forundrer mig saare. Jeg mindes hvert træk i dit aasyn,
da du fra Itaka drog paa dit skib med de mægtige aarer.
Vel, Evrykleia, gaa hen og red ham et makelig leie
foran det prægtige kammer som fordum min husbond har bygget.
Dit skal I bære hans sengested ut, og paa det skal I lægge
skindfælder uldne og bløte og tæpper og skinnende lakner.»
Saaledes talte hun slu for at prøve sin mand; men Odyssevs
sukket i tungsind og talte paany til sin trofaste hustru:
«Kvinde, med dette dit ord har du saaret mig dypt i mit hjerte.
Si, hvem har flyttet min seng? For vanskelig vilde det være
selv for den kyndigste mand, hvis ei en udødelig guddom
svævet herned og flyttet den let, om saa var hans vilje.
Visselig lever ei dødelig mand, var han aldrig saa kraftig,
som kunde flytte den let; ti sengen er kunstfærdig virket.
Tydelig kjendetegn har den. Jeg laget den ganske alene.
Indenfor gaardsmuren vokste et træ, en mægtig oliven,
frodig med spidsbladet løv og tyk som en søile om stammen.
Der fik jeg bygget av tætfuget sten rundt stammen et kammer.
Væggene gjorde jeg færdig og reiste et tak over huset,
tømret saa døren og gjorde den tæt, saa den sluttet forsvarlig.
Derefter kappet jeg av det løvrike oljetræs krone,
hugget det til med min øks og glattet dets stubbe fra roten
kyndig saa stammen blev jevn og rettet den ind efter snoren.
Slik fik jeg laget en stolpe og boret til naglerne huller.
Fæstet til træstolpen blev nu min seng og jeg gjorde den færdig.
Rikt blev den smykket med guld og med sølv og med elfenbensplater.
Oksehudsremme blev spændt i dens bund, skjønt farvet i purpur.
Dette, min hustru, er tegnet jeg nævnte for nylig; men endnu
vet jeg jo ikke om sengen staar fast, eller om nogen anden
flyttet den bort fra sin plads og kappet dens oljetræs stolpe.»
Saa han talte. Da skalv hendes knær og hjerte av glæde,
da hun fik høre de tegn som Odyssevs saa greit kunde nævne.
Graatende ilte hun hen til Odyssevs, sin husbond og slynget
armene ømt om hans hals og kysset hans hoved og mælte:
«Kjære Odyssevs, aa vær ikke vred! Tilforn var du altid
sindigst og klokest blandt mænd. Ak, guderne skjænket os jammer.
Ei har de undt os den fryd at bli hos hverandre og nyte
ungdommen sammen og sammen at naa til alderens tærskel.
Vær ikke vred paa din viv og undre dig ei over dette
at jeg fornys ei hilste dig ømt, saasnart jeg fik se dig.
Ængstelig var jeg jo altid og frygtet med gru i mit hjerte
stadig at kanske en mand kunde komme og lokke mig arme
listig med daarende ord; ti mange har rænker i sinde.
Ei hadde Helena, datter av Zevs, argeiernes dronning,
føiet den fremmede gjest og hvilt paa hans leie i elskov,
dersom hun da hadde visst at akaiernes kampglade sønner
skulde faa ført hende hjem til det land hvor hun fordum var fostret.
Hende forførte til skjændsel og synd en gudinde; ti aldrig
hadde hun tænkt i sit hjerte tilforn paa den grufulde daarskap,
brøden som voldte den kummer som ogsaa vi to maatte friste.
Men da du nu har nævnt mig saa greit vor egtesengs merker,
den som jo aldrig er set av dødelig mand eller kvinde
uten av dig og mig selv og en eneste tjenende terne,
Aktoris, hun som jeg fik av min far, da jeg kom til din kongsgaard,
og som stod vakt ved den lukkede dør til vort lønlige kammer,
nu har du seiret og bøiet mit før saa stenhaarde hjerte.»
Saa hun talte og vakte end mer hans trang til at graate.
Hulkende holdt han i favn sin elskede trofaste hustru.
Som naar de svømmende sjømænd med fryd ser land i det fjerne,
naar paa det brusende hav Poseidon har tumlet i stormen
snekken den sterke og splintret dens skrog med de vældige bølger.
— Faa av dem frelses ved svømning i land fra det skummende havdyp.
Havvandet dækker med skorper av salt deres lemmer, men glade
stiger de op paa den frelsende strand og er reddet fra døden —
Saaledes saa hun med fryd sin elskede husbond, og kjærlig
holdt hun ham fast og slap ei hans hals med de snehvite armer.
Visselig hadde de hulket i graat til den gryende morgen,
hvis ei Atene, den blaaøide mø, hadde tænkt paa en utvei,
ti hun forlænget den svindende nat og stængte dens veier,
og ved Okeanos holdt hun den guldfagre Eos tilbake.
Lampos og Faeton fik hun ei lov til at spænde for vognen,
Eos' fotrappe spand som bringer os mennesker lyset.
Endelig talte Odyssevs, den raadsnare helt til sin hustru:
«Endnu, min elskede viv er ei vore trængsler til ende.
End staar et storverk tilbake, hvis møie jeg ikke kan maale.
Vanskelig er det og stort, og av mig maa det føres til ende;
ti det var denne min lod som den blinde Teiresias' skygge
varslet den dag da jeg vandret til Hades' bolig i dypet
for at faa vite besked om min egen og svendenes hjemfærd.
Kom nu, min viv! La os gaa til vor seng og i gjensynets glæde
hvile i søteste søvn og komme til ro paa vort leie.»
Atter tok Penelopeia, den kløktige dronning, til orde:
«Leie skal redes dig straks, naar du ønsker det selv i dit hjerte,
eftersom guder har styret det saa at du atter er kommet
hjem til din fast opmurede borg og dit fædrene hjemland.
Men da du nævnte det nys, og en gud har mindet dig om det,
vel saa fortæl om hin kommende strid. Det kan ikke skade,
om jeg faar vite det straks; ti jeg maa jo faa høre det siden.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Kjære, hvi ber du mig nu saa ivrig at sige dig dette?
Vel, saa faar jeg fortælle dig alt og intet fordølge.
Ei vil hans ord kunde glæde din sjel, saa litt som hans spaadom
glædet mig selv; ti vide blandt mænd, til mangfoldige byer
bød han mig vandre omkring med en høvelig aare i haanden,
indtil jeg kom til et folk som ikke har kjendskap til havet,
mænd som aldrig har krydret med salt den mat som de nyter.
Aldrig har mændene set nogen rødmalet snekke og aldrig
rodd med de hændige aarer, de ilende fartøiers vinger.
Spaamanden nævnte et tydelig tegn, som jeg ei skal fordølge:
Naar paa min vandring jeg møtte en mand som stanset og mælte:
«Se, en kasteskavl bærer du jo paa din kraftige skulder,»
bød han mig plante i jord den hændige aare og bringe
guden Poseidon, den vældige drot, et rikelig offer,
slagte en okse, en bukk og en fuldvoksen raane og siden
drage til hjemmet tilbake og sone med herlige ofre
alle de evige guder som bor over himmelen vide
en efter en. Da kommer tilsidst, men ikke fra havet,
døden, en smertefri død, som frir mig fra træthet og møie
midt i min alderdoms lykke, mens folket som lever omkring mig
signes av velstand. Han lovet at alt skulde times mig engang.»
Atter tok Penelopeia, den kløktige dronning, til orde:
«Ja, dersom guderne lover dig held og lykke som olding,
da har vi haab; da vorder du frelst i de kommende trængsler.»
Saaledes talte de to med vekslende ord til hinanden.
Ternen Evrynome redet imens med de bløteste tæpper
sengen ved faklernes skin, og ammen gik ivrig til haande,
og da de begge med flid hadde redet et makelig leie,
vandret den gamle til kamret og la sig mødig til hvile,
medens Evrynome gik med en lysende fakkel i hænde
foran de tvende og førte dem ind, da de gik til sit leie.
Da de var ført til sit kammer, gik ternen tilbake, og glade
gik de til ro i den velkjendte seng, hvor de før hadde sovet.
Nu lot Telemakos selv og Evmaios og oksernes gjæter
føtterne hvile fra dans og lot ternerne stanse med leken.
Alle gik derpaa til ro i kongsgaardens kjølige kamre.
Men da de tvende med fryd hadde favnet hverandre i elskov,
kortet de tiden med alt hvad enhver av dem kunde fortælle.
Ddronningen nævnte da først hvad hun selv hadde lidt, naar hun stadig
saa at de skamløse frieres flok i striden om hende
slagtet en mængde av okser og trivelig smaafæ og tømte
fat efter fat av den ædleste vin i de lystige gilder.
Helten Odyssevs fortalte hvor tidt han blandt fiender voldte
bitreste kval og om alt hvad han selv hadde døiet av jammer.
Dronningen lyttet med glæde til alt. Ei lukket den blide
søvn hendes øine før helten tilsidst hadde endt sin fortælling.
Først blev fortalt hvordan drotten fik bugt med de vilde kikoner,
saa om den frugtbare egn, lotofagernes land, som han gjestet,
og hvad den vilde kyklop hadde gjort, og hvordan Odyssevs
hevnet de kraftige mænd som hin hadde ætt uten skaansel,
og at han kom til Aiolos' borg og at høvdingen venlig
huset og sendte ham bort, men at skjæbnen ei undte ham endnu
hjemfærd til fædrenes elskede land, men at stormene atter
grep ham og jaget den sukkende helt over fiskerikt havdyp.
Saa blev Telepylos nævnt, laistrygonernes by som han gjestet,
og at de knuste hans snekke og dræpte hans hærklædte svende.
Alle blev fældet, saa bare han selv slap bort paa sit fartøi.
Derefter nævnte han Kirkes mangfoldige listige rænker
og at han drog paa sit skib til Hades' grufulde bolig
for at faa raad av Teiresias' sjel, hin spaamands fra Tebai.
Der hadde høvdingen set de mænd som han mistet, og siden
ogsaa sin elskede mor, som fostret ham da han var liten.
Dernæst fortalte han om seirenernes sang som han hørte
og om de knusende skyhøie fjeld, om Karybdis og Skylla,
hende fra hvem ei endnu en mand hadde reddet sig uskadt,
og at hans mænd hadde slagtet i overmod solgudens okser,
og at den tordnende Zevs med det flammende lyn hadde splintret
siden hans ilende skib og at alle hans trofaste svende
mistet sit liv og bare han selv blev reddet fra døden,
hvordan han kom til Ogygias ø, til den skjønne Kalypso,
nymfen som holdt ham tilbake og hist i den hvælvede grotte
ønsket sig helten til husbond og pleiet ham kjærlig og lovet
alle hans dage at holde ham ung og fri ham fra døden.
Dog, hun fik ikke bøiet i barm hans længtende hjerte.
Endelig nævnte han hvordan han kom efter talløse trængsler
frem til faiakernes folk som hædret ham høit som en guddom,
skjænket ham kobber og guld og klær i ustyrtelig mængde
og lot ham føre til fædrenes land paa en ilende snekke.
Dette fortalte han sidst til sin viv, da søvnen den søte
slappet hans lemmer og løste hans sind fra de trykkende tanker.
Nu fik Atene, den blaaøide mø, noget andet i sinde;
ti da hun trodde forvisst at Odyssevs i dronningens armer
baade var mættet av elskovens fryd og styrket av søvnen,
lot hun den aarvaakne Eos i hast fra Okeanos' strømme
stige og bringe hvert menneske lys, og op fra sit leie
reiste Odyssevs sig straks og talte et ord til sin hustru:
«Elskede hustru, forlængst er vi mættet av talløse trængsler,
du da i jamrende graat du ventet min møisomme hjemkomst,
jeg, da jeg længtet saa saart, mens Zevs og de øvrige guder
holdt mig i bitreste kval fra mit elskede hjemland tilbake.
Nu da vi hviler igjen paa det længselsfuldt ønskede leie,
vogt da med omhu det gods som jeg end har tilbake i huset.
Men for det fæ som er ætt av de trodsige frieres skare,
henter jeg selv som bytte en rikelig bot, og det andet
skal nok akaierne gi mig, til fjøs og binger er fulde.
Nu gaar jeg ut til min gaard i den løvrike lund for omsider
atter at skue min far, som stadig er bøiet av kummer.
Dig, min forstandige viv, vil jeg be at du agter paa dette:
Straks, naar solen staar op, vil folket i byen faa høre
rygtet om frierne her som jeg dræpte igaar i paladset.
Gaa da med ternerne op i dit høienloftskammer og sæt dig.
Se ikke nogen derinde og ret ikke spørsmaal til nogen.»
Saa han talte og akslet sin herlige rustning og vækket
sønnen Telemakos op og Evmaios og oksernes gjæter,
bød dem saa alle at ta sine vaaben i hænde, og villig
lystret de budet og rustet sig straks i det funklende kobber.
Borgporten lukket de op og gik ut, og Odyssevs gik foran.
Vidt over jorden var straalende dag; men Pallas Atene
hyllet dem alle i mørke og førte dem hastig fra byen.
for at gi dronningen bud om at nu hendes husbond var kommet.
Knærne bøide hun rapt og foten var nær ved at snuble.
Til hendes hoved hun skred, og straks tok den gamle til orde:
«Penelopeia, mit elskede barn, vaagn op for at skue
selv hvad du dag efter dag har haabet med brændende længsel.
Vit at Odyssevs er kommet. Nu er han da endelig hjemme.
Dræpt har han friernes skamløse flok, som her i hans kongsgaard
var os til plage og hundset hans søn og ødte hans skatte.»
Straks tok Penelopeia, den kløktige dronning til orde:
«Elskede gamlemor! Guderne selv maa ha gjort dig avsindig,
de som har magt til at gjøre den klokeste vismand til daare,
og som kan gi en daare paany forstanden tilbake.
Før var dit sind saa forstandig; men nu har de slaat dig med vanvid.
Hvi vil du holde mig arme for nar med de argeste løgne,
sorgfuld i sind som jeg er? Hvi vækket du mig av min slummer,
nu da den favnet mig sødt og lukket saa blidt mine øine?
Aldrig tilforn har jeg sovet saa trygt, siden helten Odyssevs
stevnet til Ilions grufulde by, hvis navn er min rædsel.
Se til at komme dig ned, og skynd dig tilbake til salen!
Hadde en anden av kvinderne her som jeg har i mit eie,
kommet og meldt slikt snak og vækket mig op av min slummer,
hadde jeg jaget den frække paa dør og tilbake til salen
straks med de haardeste ord, men dig skal din alderdom skjerme.»
Tok da paany Evrykleia, den kjærlige amme til orde:
«Nei, jeg narrer dig ei, mit elskede barn, det er sandhet.
Drotten Odyssevs er kommet. Han er i sit hjem, som jeg sier.
Tiggeren er det, vor gjest, som alle har haanet i salen.
Alt har Telemakos visst det forlængst at han var i paladset;
men han har klogelig tiet og dulgt hvad hans far vilde gjøre,
til han fik straffet de skamløse mænd for den vold de har øvet.»
Saa hun talte, og glad sprang dronningen op fra sit leie,
krystet den gamle i favn og fældte vemodige taarer.
Talte hun da med vingede ord til den gamle og mælte:
«Elskede gamle, aa svar mig og sig den reneste sandhet.
Dersom han virkelig, som du har sagt, er kommet til hjemmet,
hvorledes fik han da bugt med friernes skamløse skare
ene mot dem som altid i flok holder til i paladset?»
Ammen, den tro Evrykleia, tok straks til orde og svarte:
«Ei har jeg set eller spurt deres fald. De døendes jammer
hørte jeg bare. Vi sat i en krok i det prægtige kammer
lammet av rædsel og stængt var dørens forsvarlige planker,
indtil din søn Telemakos kom og kaldte mig hastig
ut av kammeret, sendt av sin far for at hente mig til ham.
Midt mellem likene fandt jeg da snart din husbond Odyssevs
staaende rolig, og frierne laa paa det stampede jordgulv
rundt ham i dynger. Der hadde du stolt og glad kunnet se ham
tilsmurt med fienders blod og med smuds som en glubende løve.
Frierne ligger nu alle paa rad ved porten til tunet.
Selv har han tændt et flammende baal og renser med svovel
hele sit hus, og mig har han sendt for at kalde dig til ham.
Følg mig nu dit, saa I atter med fryd i hjertet kan vandre
glædens livsalige vei efter al den kval som I døiet.
Nu er det endelig hændt hvad du brændende ønsket saa længe:
Levende kom han jo hit til den hjemlige arne. I huset
fandt han dig selv og sin søn, og friernes flok som har øvet
mot ham saa skammelig vold, dem tugtet han alle i hallen.»
Atter tok Penelopeia, den kløktige dronning til orde:
«Endnu en stund maa du dæmpe din stormende jubel, du kjære.
Kom han tilbake, saa vet du jo selv hvor glade vi alle
bød ham velkommen, og mest jeg selv og den søn jeg har født ham.
Dog, det er sletikke mulig at det som du sier er sandhet.
Nei, en udødelig gud maa ha dræpt de trodsige herrer
vred over friernes krænkende vold og skamløse ondskap,
saasom de aldrig har agtet en mand over jorderik vide,
være sig høi eller lav, naar han gjestet med fred deres bolig.
Derfor har alle faat bøte sin skyld; men Odyssevs har mistet
fjernt fra Akaia sit liv og haabet om hjemkomstens glæde.»
Ammen den tro Evrykleia tok atter til orde og svarte:
«Hvi lot du slippe, mit barn, slikt ord over tændernes gjerde?
Hvor kan du si at din husbond som sitter ved arnen i hallen
aldrig skal komme tilbake? Dit sind er jo altid saa vantro.
Vel, la mig nævne dig endnu et tegn, et tydelig merke,
skrammen som engang et vildsvin har slaat med tanden den hvite.
Den blev jeg var, da jeg vasket hans fot, og jeg ønsket at si det
straks til dig selv; men han holdt mig jo haardt med haanden for munden,
snartænkt og slu som han er i sit sind, og forbød mig at si det.
Kom nu og følg mig! Jeg sætter mit liv i pant, om det gjælder.
Narrer jeg dig, kan du dræpe mig straks med de grusomste pinsler.»
Derpaa tok Penelopeia, den kløktige dronning til orde:
«Vanskelig er det, du kjære, at tolke et raad som i løndom
evige guder har lagt, om du end er klok og forstandig.
Dog, la os gaa til min søn, forat selv jeg kan se for mit øie
baade de fældede frieres lik og ham som har dræpt dem.»
Saa hun talte og skyndte sig ned fra sit høienloftskammer
tvilende paa om hun først skulde spørre sin husbond i enrum
eller gaa hen og kysse ham straks paa aasyn og hænder.
Da hun kom ind over tærsklen av sten, tok dronningen sæte
inderst ved væggen i salen med ansigtet vendt mot Odyssevs
fremme i skinnet fra arnen. Selv sat han med blikket mot jorden
tæt ved en kneisende søile og ventet, om kanske hans hustru
nu vilde tale og si ham et ord, naar hun saa ham for øie.
Længe sat dronningen taus med undren og tvil i sit hjerte.
Snart fandt hun likheten stor saa tidt som hun saa paa hans ansigt;
snart var han atter den ukjendte mand, naar hun saa paa hans filler.
Tok da Telemakos harmfuld i sind til orde og skjændte:
«Mor, ufølsomme mor, med det haarde, forstokkede hjerte!
Hvi vil du fjerne dig langt fra min far og ei, som det bør sig,
sætte dig hos ham og faa ham paa glid og spørre om alting.
Ei vilde ellers en hustru saa koldt med ubøielig hjerte
holde sig fjernt fra sin mand, naar han efter mangfoldige trængsler
kom i det tyvende aar til sit fædrene hjemland tilbake.
Haardere langt end den haardeste sten er altid dit hjerte.»
Straks tok Penelopeia, den kløktige dronning, til orde:
«Tvil og forbauselse lammer, min søn, i barmen mit hjerte.
Ei har jeg mot til at si ham et ord eller spørre om noget
eller at se ham i ansigtet frit; men er det Odyssevs,
ja er det virkelig ham som er kommet tilbake til hjemmet,
da skal vi visselig bedre end nu kunde kjende hinanden;
ti vi har tegn som for andre er skjult, men kjendt av os begge.»
Saa hun talte. Da smilte den hærdede høvding Odyssevs.
Talte han da med vingede ord til sønnen og mælte:
««Kjære Telemakos, la nu din mor herinde i hallen
sætte sin husbond paa prøve. Snart skal hun vel kjende mig bedre.
Nu da jeg skjæmmes av smuds og har fillete klær paa kroppen,
vraker hun mig og sier jeg ei er den som hun venter.
Men la os tænke os om hvad vi herefter helst burde gjøre.
Ti naar en mand blandt det menige folk er dræpt av en uven,
en som av eftermaalsmænd har faa, maa drapsmanden enda
flakke som rømling og fly fra sin slegt og sit fædrene hjemland.
Vi har derimot dræpt den ypperste ungdom i landet,
Itakas fasteste støtter. Den ting maa du klart ha for øie.»
Straks tok den kløktige svend Telemakos ordet og svarte:
«Selv maa du ha det for øie min elskede far; ti man sier
at du i visdom staar høit over mennesker flest, og at ingen
dødelig mand kunde vaage med dig at kappes om prisen.
Vi skal da følge dig ivrig og kjækt, og ett tør jeg love:
Ei skal det skorte paa mot til at kjæmpe av ytterste evne.»
Straks tok Odyssevs den raadsnare helt til orde og svarte:
«Vel, la mig si dig, min søn, hvad der tykkes mig være det bedste.
Først skal I faa jer et bad og klæ jer i prægtige kjortler.
Byd ogsaa ternerne her i vort hus at klæ sig i festdragt.
Saa skal den himmelske skald til lyrens livsalige toner
istemme kvadet og lokke til lekende dans over tilje,
forat de nærmeste grander og vandringsmænd ute paa gaten
alle skal tænke som saa: Nu feirer de bryllup paa borgen.
Rygtet om friernes drap maa ei komme ut iblandt folket
her i vor by, før vi alle er væk og ute paa landet
hist paa min gaard i den løvrike lund, og der skal vi siden
drøfte de tjenligste raad som Zevs maatte gi os i sinde.»
Saa han talte. De hørte hans ord og fulgte dem villig.
Først gik de alle i bad og akslet de prægtige kjortler.
Ternerne pyntet sig ogsaa, og sangeren, gudernes yndling,
fattet den klingende lyre i haand og vakte hos alle
trangen til yndefuld dans til sangens fortryllende toner.
Hele paladset gav gjenlyd av larmende trin, naar i leken
ynglinger førte til dans de skjøntombeltede terner.
Mælte da mangen en mand som hørte det utenfor borgen:
«Sikkert har nogen holdt bryllup idag med vor feirede dronning.
Svak har hun været. Hun holdt ikke ut med at verne paladset,
til hendes husbond var kommet, den mand som hun fulgte som ungmø.»
Saa de talte; ti hvad der var hændt, var der ingen som visste.
Badet blev helten Odyssevs imens og salvet med olje
i sit palads av Evrynome selv, den fornemste terne.
Derefter hjalp hun ham kjortelen paa og en kostelig kappe.
Nu gjød Pallas Atene den herligste glans om hans hoved,
gjorde ham større av vekst, mer fyldig og lot fra hans isse
lokkerne bølge saa tæt som sviblernes blomstrende klaser.
Som naar den kyndige smed som Hefaistos og Pallas Atene
lærte tilfulde den ypperste kunst, kan lodde om sølvet
kanter av straalende guld og forme de herligste verker,
saaledes spredte hun skjønhetens glans om hans hoved og skuldre.
Lik en udødelig guddom av vekst gik helten fra badet,
og paa den stol som han reiste sig fra, gik han atter til sæte.
vendt mot sin hustru, og straks tok drotten til orde og mælte:
«Sælsomme kvinde. Dig skjænket forvisst de olympiske guder
fremfor hver dødelig kvinde et haardt og ubøielig hjerte.
Ei vilde ellers en hustru saa haardt med urokkelig stivsind
holde sig væk fra sin mand, naar han efter mangfoldige trængsler
kom i det tyvende aar til sit fædrene hjemland tilbake.
Red mig, du gamle, en seng for mig selv, hvor jeg ensom kan hvile
ti av det haardeste jern er det hjerte hun bærer i barmen.»
Straks tok Penelopeia, den kløktige dronning, til orde:
«Sælsomme mand! jeg er ikke stolt eller agter dig ringe
eller forundrer mig saare. Jeg mindes hvert træk i dit aasyn,
da du fra Itaka drog paa dit skib med de mægtige aarer.
Vel, Evrykleia, gaa hen og red ham et makelig leie
foran det prægtige kammer som fordum min husbond har bygget.
Dit skal I bære hans sengested ut, og paa det skal I lægge
skindfælder uldne og bløte og tæpper og skinnende lakner.»
Saaledes talte hun slu for at prøve sin mand; men Odyssevs
sukket i tungsind og talte paany til sin trofaste hustru:
«Kvinde, med dette dit ord har du saaret mig dypt i mit hjerte.
Si, hvem har flyttet min seng? For vanskelig vilde det være
selv for den kyndigste mand, hvis ei en udødelig guddom
svævet herned og flyttet den let, om saa var hans vilje.
Visselig lever ei dødelig mand, var han aldrig saa kraftig,
som kunde flytte den let; ti sengen er kunstfærdig virket.
Tydelig kjendetegn har den. Jeg laget den ganske alene.
Indenfor gaardsmuren vokste et træ, en mægtig oliven,
frodig med spidsbladet løv og tyk som en søile om stammen.
Der fik jeg bygget av tætfuget sten rundt stammen et kammer.
Væggene gjorde jeg færdig og reiste et tak over huset,
tømret saa døren og gjorde den tæt, saa den sluttet forsvarlig.
Derefter kappet jeg av det løvrike oljetræs krone,
hugget det til med min øks og glattet dets stubbe fra roten
kyndig saa stammen blev jevn og rettet den ind efter snoren.
Slik fik jeg laget en stolpe og boret til naglerne huller.
Fæstet til træstolpen blev nu min seng og jeg gjorde den færdig.
Rikt blev den smykket med guld og med sølv og med elfenbensplater.
Oksehudsremme blev spændt i dens bund, skjønt farvet i purpur.
Dette, min hustru, er tegnet jeg nævnte for nylig; men endnu
vet jeg jo ikke om sengen staar fast, eller om nogen anden
flyttet den bort fra sin plads og kappet dens oljetræs stolpe.»
Saa han talte. Da skalv hendes knær og hjerte av glæde,
da hun fik høre de tegn som Odyssevs saa greit kunde nævne.
Graatende ilte hun hen til Odyssevs, sin husbond og slynget
armene ømt om hans hals og kysset hans hoved og mælte:
«Kjære Odyssevs, aa vær ikke vred! Tilforn var du altid
sindigst og klokest blandt mænd. Ak, guderne skjænket os jammer.
Ei har de undt os den fryd at bli hos hverandre og nyte
ungdommen sammen og sammen at naa til alderens tærskel.
Vær ikke vred paa din viv og undre dig ei over dette
at jeg fornys ei hilste dig ømt, saasnart jeg fik se dig.
Ængstelig var jeg jo altid og frygtet med gru i mit hjerte
stadig at kanske en mand kunde komme og lokke mig arme
listig med daarende ord; ti mange har rænker i sinde.
Ei hadde Helena, datter av Zevs, argeiernes dronning,
føiet den fremmede gjest og hvilt paa hans leie i elskov,
dersom hun da hadde visst at akaiernes kampglade sønner
skulde faa ført hende hjem til det land hvor hun fordum var fostret.
Hende forførte til skjændsel og synd en gudinde; ti aldrig
hadde hun tænkt i sit hjerte tilforn paa den grufulde daarskap,
brøden som voldte den kummer som ogsaa vi to maatte friste.
Men da du nu har nævnt mig saa greit vor egtesengs merker,
den som jo aldrig er set av dødelig mand eller kvinde
uten av dig og mig selv og en eneste tjenende terne,
Aktoris, hun som jeg fik av min far, da jeg kom til din kongsgaard,
og som stod vakt ved den lukkede dør til vort lønlige kammer,
nu har du seiret og bøiet mit før saa stenhaarde hjerte.»
Saa hun talte og vakte end mer hans trang til at graate.
Hulkende holdt han i favn sin elskede trofaste hustru.
Som naar de svømmende sjømænd med fryd ser land i det fjerne,
naar paa det brusende hav Poseidon har tumlet i stormen
snekken den sterke og splintret dens skrog med de vældige bølger.
— Faa av dem frelses ved svømning i land fra det skummende havdyp.
Havvandet dækker med skorper av salt deres lemmer, men glade
stiger de op paa den frelsende strand og er reddet fra døden —
Saaledes saa hun med fryd sin elskede husbond, og kjærlig
holdt hun ham fast og slap ei hans hals med de snehvite armer.
Visselig hadde de hulket i graat til den gryende morgen,
hvis ei Atene, den blaaøide mø, hadde tænkt paa en utvei,
ti hun forlænget den svindende nat og stængte dens veier,
og ved Okeanos holdt hun den guldfagre Eos tilbake.
Lampos og Faeton fik hun ei lov til at spænde for vognen,
Eos' fotrappe spand som bringer os mennesker lyset.
Endelig talte Odyssevs, den raadsnare helt til sin hustru:
«Endnu, min elskede viv er ei vore trængsler til ende.
End staar et storverk tilbake, hvis møie jeg ikke kan maale.
Vanskelig er det og stort, og av mig maa det føres til ende;
ti det var denne min lod som den blinde Teiresias' skygge
varslet den dag da jeg vandret til Hades' bolig i dypet
for at faa vite besked om min egen og svendenes hjemfærd.
Kom nu, min viv! La os gaa til vor seng og i gjensynets glæde
hvile i søteste søvn og komme til ro paa vort leie.»
Atter tok Penelopeia, den kløktige dronning, til orde:
«Leie skal redes dig straks, naar du ønsker det selv i dit hjerte,
eftersom guder har styret det saa at du atter er kommet
hjem til din fast opmurede borg og dit fædrene hjemland.
Men da du nævnte det nys, og en gud har mindet dig om det,
vel saa fortæl om hin kommende strid. Det kan ikke skade,
om jeg faar vite det straks; ti jeg maa jo faa høre det siden.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Kjære, hvi ber du mig nu saa ivrig at sige dig dette?
Vel, saa faar jeg fortælle dig alt og intet fordølge.
Ei vil hans ord kunde glæde din sjel, saa litt som hans spaadom
glædet mig selv; ti vide blandt mænd, til mangfoldige byer
bød han mig vandre omkring med en høvelig aare i haanden,
indtil jeg kom til et folk som ikke har kjendskap til havet,
mænd som aldrig har krydret med salt den mat som de nyter.
Aldrig har mændene set nogen rødmalet snekke og aldrig
rodd med de hændige aarer, de ilende fartøiers vinger.
Spaamanden nævnte et tydelig tegn, som jeg ei skal fordølge:
Naar paa min vandring jeg møtte en mand som stanset og mælte:
«Se, en kasteskavl bærer du jo paa din kraftige skulder,»
bød han mig plante i jord den hændige aare og bringe
guden Poseidon, den vældige drot, et rikelig offer,
slagte en okse, en bukk og en fuldvoksen raane og siden
drage til hjemmet tilbake og sone med herlige ofre
alle de evige guder som bor over himmelen vide
en efter en. Da kommer tilsidst, men ikke fra havet,
døden, en smertefri død, som frir mig fra træthet og møie
midt i min alderdoms lykke, mens folket som lever omkring mig
signes av velstand. Han lovet at alt skulde times mig engang.»
Atter tok Penelopeia, den kløktige dronning, til orde:
«Ja, dersom guderne lover dig held og lykke som olding,
da har vi haab; da vorder du frelst i de kommende trængsler.»
Saaledes talte de to med vekslende ord til hinanden.
Ternen Evrynome redet imens med de bløteste tæpper
sengen ved faklernes skin, og ammen gik ivrig til haande,
og da de begge med flid hadde redet et makelig leie,
vandret den gamle til kamret og la sig mødig til hvile,
medens Evrynome gik med en lysende fakkel i hænde
foran de tvende og førte dem ind, da de gik til sit leie.
Da de var ført til sit kammer, gik ternen tilbake, og glade
gik de til ro i den velkjendte seng, hvor de før hadde sovet.
Nu lot Telemakos selv og Evmaios og oksernes gjæter
føtterne hvile fra dans og lot ternerne stanse med leken.
Alle gik derpaa til ro i kongsgaardens kjølige kamre.
Men da de tvende med fryd hadde favnet hverandre i elskov,
kortet de tiden med alt hvad enhver av dem kunde fortælle.
Ddronningen nævnte da først hvad hun selv hadde lidt, naar hun stadig
saa at de skamløse frieres flok i striden om hende
slagtet en mængde av okser og trivelig smaafæ og tømte
fat efter fat av den ædleste vin i de lystige gilder.
Helten Odyssevs fortalte hvor tidt han blandt fiender voldte
bitreste kval og om alt hvad han selv hadde døiet av jammer.
Dronningen lyttet med glæde til alt. Ei lukket den blide
søvn hendes øine før helten tilsidst hadde endt sin fortælling.
Først blev fortalt hvordan drotten fik bugt med de vilde kikoner,
saa om den frugtbare egn, lotofagernes land, som han gjestet,
og hvad den vilde kyklop hadde gjort, og hvordan Odyssevs
hevnet de kraftige mænd som hin hadde ætt uten skaansel,
og at han kom til Aiolos' borg og at høvdingen venlig
huset og sendte ham bort, men at skjæbnen ei undte ham endnu
hjemfærd til fædrenes elskede land, men at stormene atter
grep ham og jaget den sukkende helt over fiskerikt havdyp.
Saa blev Telepylos nævnt, laistrygonernes by som han gjestet,
og at de knuste hans snekke og dræpte hans hærklædte svende.
Alle blev fældet, saa bare han selv slap bort paa sit fartøi.
Derefter nævnte han Kirkes mangfoldige listige rænker
og at han drog paa sit skib til Hades' grufulde bolig
for at faa raad av Teiresias' sjel, hin spaamands fra Tebai.
Der hadde høvdingen set de mænd som han mistet, og siden
ogsaa sin elskede mor, som fostret ham da han var liten.
Dernæst fortalte han om seirenernes sang som han hørte
og om de knusende skyhøie fjeld, om Karybdis og Skylla,
hende fra hvem ei endnu en mand hadde reddet sig uskadt,
og at hans mænd hadde slagtet i overmod solgudens okser,
og at den tordnende Zevs med det flammende lyn hadde splintret
siden hans ilende skib og at alle hans trofaste svende
mistet sit liv og bare han selv blev reddet fra døden,
hvordan han kom til Ogygias ø, til den skjønne Kalypso,
nymfen som holdt ham tilbake og hist i den hvælvede grotte
ønsket sig helten til husbond og pleiet ham kjærlig og lovet
alle hans dage at holde ham ung og fri ham fra døden.
Dog, hun fik ikke bøiet i barm hans længtende hjerte.
Endelig nævnte han hvordan han kom efter talløse trængsler
frem til faiakernes folk som hædret ham høit som en guddom,
skjænket ham kobber og guld og klær i ustyrtelig mængde
og lot ham føre til fædrenes land paa en ilende snekke.
Dette fortalte han sidst til sin viv, da søvnen den søte
slappet hans lemmer og løste hans sind fra de trykkende tanker.
Nu fik Atene, den blaaøide mø, noget andet i sinde;
ti da hun trodde forvisst at Odyssevs i dronningens armer
baade var mættet av elskovens fryd og styrket av søvnen,
lot hun den aarvaakne Eos i hast fra Okeanos' strømme
stige og bringe hvert menneske lys, og op fra sit leie
reiste Odyssevs sig straks og talte et ord til sin hustru:
«Elskede hustru, forlængst er vi mættet av talløse trængsler,
du da i jamrende graat du ventet min møisomme hjemkomst,
jeg, da jeg længtet saa saart, mens Zevs og de øvrige guder
holdt mig i bitreste kval fra mit elskede hjemland tilbake.
Nu da vi hviler igjen paa det længselsfuldt ønskede leie,
vogt da med omhu det gods som jeg end har tilbake i huset.
Men for det fæ som er ætt av de trodsige frieres skare,
henter jeg selv som bytte en rikelig bot, og det andet
skal nok akaierne gi mig, til fjøs og binger er fulde.
Nu gaar jeg ut til min gaard i den løvrike lund for omsider
atter at skue min far, som stadig er bøiet av kummer.
Dig, min forstandige viv, vil jeg be at du agter paa dette:
Straks, naar solen staar op, vil folket i byen faa høre
rygtet om frierne her som jeg dræpte igaar i paladset.
Gaa da med ternerne op i dit høienloftskammer og sæt dig.
Se ikke nogen derinde og ret ikke spørsmaal til nogen.»
Saa han talte og akslet sin herlige rustning og vækket
sønnen Telemakos op og Evmaios og oksernes gjæter,
bød dem saa alle at ta sine vaaben i hænde, og villig
lystret de budet og rustet sig straks i det funklende kobber.
Borgporten lukket de op og gik ut, og Odyssevs gik foran.
Vidt over jorden var straalende dag; men Pallas Atene
hyllet dem alle i mørke og førte dem hastig fra byen.