Odysseen/22
< Odysseen
Odysseen
TOOGTYVENDE SANG.
FRIERNE BLIR DRÆPT.
Rev da Odyssevs, den raadsnare helt, sine filler av kroppen,
og med sin vældige bue i haand og det pilfyldte kogger
sprang han paa tærskelen op, og foran sig, ved sine føtter,
drysset han pilene ut og ropte til friernes skare:
«Nu er den endt, den farlige lek, og nu vil jeg prøve
om jeg med pilen kan træffe et maal som aldrig en skytte
endnu har rammet, og se om Apollon vil unde mig hæder.»
Ret mot Antinoos sigtet han skarpt med pilen den bitre,
just som han grep om sit bæger av guld med de dobbelte hanker
og vilde løfte den skjønne pokal for at drikke av vinen.
Bægeret holdt han i haand, og ikke en tanke paa døden
ængstet hans sjæl. Hvem skulde vel tro at en mand som var ene
midt blandt de talrike gjester som her var bænket til gilde,
var han end aldrig saa sterk, skulde volde ham døden den sorte!
Dog, Odyssevs tok sigte og skjøt og traf ham med pilen
like i strupen saa odden for tvers gjennem halsen den bløte.
Bakover segnet den saarede helt, og det løftede bæger
faldt ham av haanden, og mandeblod sprang i en fossende straale
ut av hans næse. Han væltet omkuld og spændte ifra sig
bordet i faldet og spildte paa jord de fremsatte retter.
Brødet og steken blev sølet i blod; men frierne larmet
lydt i den festlige hal, da de saa at høvdingen segnet.
Alle for op fra sin stol og tumlet omkring gjennem salen
speidende rundt overalt paa de fast opmurede vægger.
Ikke et eneste skjold eller spyd var at finde til verge.
Rasende vendte de sig med truende ord mot Odyssevs:
«Ve dig, fremmede gjest, at du skyter paa mænd! Til en kamplek
skal du ei mer kunne gaa. Nu times dig døden den bratte.
Ja, ti en helt har du dræpt, den ypperste yngling som fandtes
her paa vor ø, og til straf skal gribbene æte dit aadsel.»
Saaledes ropte enhver; ti de trodde forvisst at han ikke
voldte med vilje hans død. De anet jo ikke, de daarer,
at de var dødsens hver eneste én og fanget i snaren.
Svarte da barsk med rynkede bryn den kloke Odyssevs:
«Hunde! I trodde nok ei at jeg frelst skulde vende tilbake
hjem fra troernes land, naar I nu saa skamløst tør øde
hele mit hus og tvinge med vold mine terner til utugt,
ja, mens jeg end er i live, tør vaage at fri til min hustru
uten at frygte de guder som bor over himmelen vide
eller at grue for menneskers hat som vil ramme jer siden.
Nu er I dødsens hver eneste en og fanget i snaren.»
Saa han talte, og bleknende frygt grep alle. I rædsel
speidet de om efter skjul for at fly for døden den bratte.
Bare Evrymakos tok i kredsen til orde og svarte:
«Er du Odyssevs, Itakas drot, som er kommet tilbake,
da har du ret til at laste saa mangt som akaierne øvet
baade paa landet og her i dit hus av formastelig frækhet.
Dog, her ligger han nu den mand som var skyld i det hele.
Ja, ti Antinoos var det som egget til al denne voldsfærd,
ikke saa meget av brændende lyst til brylluppets glæder.
Nei, men han tænkte paa andet som Zevs dog ikke lot lykkes.
Her i Itakas mægtige land vilde høvdingen raade
selv som vor konge og dræpe din søn fra det lumskeste bakhold.
Nu er han dræpt, som han vel har fortjent. Saa spar da i naade
os, dine mænd. Vi selv skal samtlige siden paa tinge
sone din vrede, og hver av os skal for alt som er ødet
her i dit hus av mat og av vin, betale som bøter
sneset av okser i kobber og guld, til dit hjerte er mildnet.
Men indtil da kan vi ei fortænke dig i at du vredes.»
Svarte da barsk med rynkede bryn den kloke Odyssevs:
«Nei, Evrymakos; ikke engang om I gav mig som bøter
alt hvad I eier, jer fædrenearv og andet i tilgift,
end ikke da skal jeg stanse min arm, naar den løftes til manddrap,
førend I friere haardt har bøtet for al eders voldsfærd.
Nu har I valget. Enhver kan møte mig ansigt til ansigt
her i en kamp eller fly, om flugt kunde fri ham fra døden.
Dog, jeg tror at ingen skal fly for døden den bratte.»
Saa han talte. Da skalv deres knær og hjerter av rædsel
Tok da Evrymakos atter til orde iblandt dem og mælte:
«Venner, hin mand vil aldrig la hænderne stanse med manddrap;
men da han nu har sit kogger i haand og buen den blanke,
vil han vel skyte med dræpende pil fra den glattede tærskel,
til han faar fældet os alle. Velan, la os tænke paa kampen!
Drag nu jert sverd og hold som et skjold mot de dræpende piler
bordene foran jert bryst. Saa stormer vi samlet imot ham.
Kanske vi da kunde drive ham bort fra tærsklen og døren,
saa vi kan komme til byen og straks faa løftet vort hærskrik.
Da hadde manden forvisst for sidste gang skutt med sin bue.»
Saa han talte og trak sit slagsverd av kobber fra lænden.
Tveegget var det og skarpt. Selv sprang han med frygtelig stridsrop
op fra sit sæte til angrep. Da sendte den gjæve Odyssevs
pilen imot ham i selvsamme stund og traf ham i brystet
like ved vorten og fæstet den vingede pil i hans lever.
Slagsverdet faldt fra hans høire til jord, og frem over bordet
segnet hans krumbøide krop, saa maten og tvehankspokalen
slængtes paa gulvet i salen, og pint i sit hjerte av kvaler
faldt han med panden mot jord. Med begge de sprællende føtter
sparket han stolen omkuld, og dødsmørke slørte hans øine.
Straks sprang Amfinomos op, og dragende sverdet det skarpe
styrtet han frem mot Odyssevs, den navngjetne helt, for at friste
om han fra døren fik drevet ham bort; men Telemakos traf ham
bakfra i farten med malmhvæsset spyd mellem begge hans skuldre,
før han kom frem, og gjennem hans bryst drev helten sin lanse.
Drønende faldt han til jord og stupte med panden mot gulvet.
Straks sprang Telemakos hen til sin far. Sit spyd lot han sitte
midt i Amfinomos' ryg; ti han frygtet at ellers en frier,
medens han bøiet sig ned for at trække det ut, skulde styrte
mot ham og gi ham et hugg eller bore ham sverdet i ryggen.
Sprang han da hen til sin elskede far, og saasnart han var fremme,
stanset han nær ham og talte med vingede ord til Odyssevs:
«Far jeg skal hente dig straks to spyd og et skjold og tillike
hjelmen av funklende malm som slutter saa fast om din tinding.
Selv skal jeg ta mine vaaben. Evmaios og oksernes gjæter
væbner jeg ogsaa. Vi kjæmper dog bedst, naar vi alle er rustet.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt til orde og svarte;
Skynd dig og hent dem i hast, mens jeg endnu har piler til forsvar,
saa de fra salsdøren ei skal faa drevet mig, mens jeg er ene.»
Saaledes talte hans far, og Telemakos lystret og ilte
hen til det laasede rum, hvor de herlige rustninger gjemtes.
Fire forsvarlige skjold og fire par spyd tok han med sig
dertil av malmhjelmer fire med vaiende hestehaars hjelmbusk.
Dem bar han med til sin elskede far, og snart var han fremme.
Rustet da ynglingen først sig selv med de malmtunge vaaben.
Gjæterne rustet sig ogsaa med prægtige vaaben, og alle
traadte de hen til Odyssevs, den kampglade, raadsnare høvding.
Medens han endnu til vern mot friernes flok hadde piler
traf han derinde i salen, saa tidt som han sigtet med buen,
stadig en frier med pilen, og nær ved hverandre de segnet.
Men da den sigtende drot ei mer hadde piler tilbake,
satte han ind til fløidørens karm i den prægtige borghal
buen ifra sig og støttet den op mot den skinnende salsvæg.
Derefter tok han og hængte sit skjold av fire lag huder
om sine skuldre og trykket sin hjelm med hestehaars-busken
fast om det kraftige hoved. Vildt vaiet fra kammen dens hjelmbusk.
To av de sterkeste malmhvasse spyd tok helten i hænde.
Men i den fast opmurede væg var en glugge. Fra denne
kom man fra kongsgaardens prægtige sal ved den ytterste tærskel
ut til en gang. Den var stængt med en lem av forsvarlige planker.
Bød da Odyssevs sin ærlige svend Evmaios at vogte
gluggen og staa der paa post; ti kun én kunde trænge sig gjennem.
Da lot Agélaos høre sin røst og ropte til alle:
«Venner, aa kunde ei en slippe ut gjennem gluggen og melde
folket i byen vor nød, saa stridsropet snart kunde gjalde?
Da hadde manden forvisst for sidstegang skutt med sin bue.»
Straks tok gjeternes vogter Melantios ordet og svarte:
«Uraad at tænke paa slikt, Agélaos. Døren til gaarden
er jo saa truende nær, og trang er løngangens munding.
Den vil en mand som har kræfter og mot, kunne verge mot alle.
Nei, men hør nu! Fra kammeret hist skal jeg hente av vaaben
nok til jer alle; ti der, som jeg tror, og ingensteds ellers
gjemte Odyssevs' herlige søn og han selv sine vaaben.»
Talende saa steg straks Melantios, gjeternes vogter
op til Odyssevs' kamre igjennem en glugge i salen.
Tylvten av skjold tok han med og tolv av de ypperste lanser,
dertil av malmhjelmer tolv med vaiende hjelmbusk, og skyndsomt
gik han tilbake og bragte dem snart til friernes skare.
Skalv da Odyssevs' hjerte og knær, da han saa at de alle
rustet sig med sine vaaben og svang i de senede næver
vældige spyd; ti haard var den kamp som han saa maatte komme.
Talte han da med vingede ord til sønnen og mælte:
«Kjære Telemakos, enten maa nu i huset en kvinde
eller Melantios hist ha voldt os striden den haarde.»
Straks tok den kløktige svend Telemakos ordet og svarte:
«Far, nei feilen er min. For dette kan ei nogen anden
lastes end jeg; ti den fast sammenføiede dør til dit kammer
lot jeg staa aapen, og feilen er set av en lurende speider.
Skynd dig, Evmaios, avsted! Luk døren og søk at faa vite
om det er en av kvinderne her som volder os dette,
eller Melantios, Dolios' søn. Ham tiltror jeg saadant.
Saaledes vekslet de spørsmaal og svar. Da ilte fra salen
gjeternes vogter Melantios ut for atter at hente
herlige vaaben fra kamret; men svinenes ærlige gjæter
saa det og meldte det straks til Odyssevs som stod ved hans side:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnare gjæve Odyssevs.
Se paa ham der, den frække! Nu gaar han igjen til dit kammer,
netop den mand som vi tænkte. Vel, si mig besked om du ønsker
at jeg paa stedet skal slaa ham ihjel, hvis jeg vinder i kampen,
eller skal føre ham hit til dig selv, forat manden kan lide
straffen for al den skamløse vold som han øvet i huset.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Jeg og Telemakos skal nok faa holdt tilbake i salen
friernes flok, hvor hidsig de end maatte storme imot os.
I to skal binde imens hans hænder og føtter paa ryggen.
Kast ham i kammeret ind, og bind fast døren forsvarlig.
Snør saa om karlen et velsnoet rep og heis ham med tauget
op efter søilen den høie, helt op under loftstakets bjelker,
forat han længe kan pines av kval, men endda maa leve.»
Saa han talte. De hørte hans ord, og lydende villig
gik de til kammerets dør, og han hørte dem ikke derinde.
Medens han speidet omkring i den inderste krok efter vaaben,
tok de ved stolperne post paa hver sin side av døren.
Men da saa gjeternes vogter Melantios just skulde stige
ut over tærsklen og bar en funklende hjelm i sin høire
og i den venstre et ældgammelt skjold, forrustet og støvet,
det som Laertes i ungdommen bar, men som nu hadde ligget
gjemt saa længe i kamret at remmenes sømmer var raknet,
styrtet de mot ham og grep ham og slæpte ham ind efter haaret,
slog ham i gulvet og bastet og bandt den jamrende usling
haardt med de smertende baand og surret hans hænder og føtter
sammen forsvarlig paa ryggen, som helten den gjæve Odyssevs,
drotten Laertes' hærdede søn, hadde budt dem at gjøre.
Derefter bandt de et velsnoet taug om manden og trak ham
op efter søilen den høie, helt op under loftstakets bjelker.
Spottende ropte Evmaios, den ærlige gjæter, til karlen:
«Hør nu, Melantios! Nu kan du hvile dig natten igjennem
liggende trygt i den bløteste seng, som du ærlig fortjener,
og du forsover dig ei, naar den aarvaakne Eos paa guldstol
stiger ved gry fra Okeanos' strøm, den tid da du driver
gjeter til frierne her, naar det festlige maaltid skal lages.»
Slik blev han hængende surret i baand som pinte ham svarlig.
Begge tok op sine vaaben og gik, da døren var lukket,
ned til hin kampglade drot, den raadsnare høvding Odyssevs.
Kamplysten stod nu med fnysende mot de fire paa tærsklen,
medens en flok av haandfaste mænd var samlet i salen.
Traadte da nær dem hin datter av Zevs, den høie Atene,
lignende grant av stemme og vekst den aldrende Mentor.
Glad blev Odyssevs ved synet, og straks tok han ordet og mælte:
«Verg mig nu, Mentor, i nøden, og husk din elskede staldbror,
mig din jevngamle ven som altid har villet dit bedste.»
Saa han talte, men ante at kampmøen Pallas stod nær ham.
Men fra den motsatte kant skrek frierne høilydt i hallen.
Truende ropte da først Agélaos, søn av Damastor:
«Mentor, la ei Odyssevs med daarende ord faa dig lokket
lumsk til at verge ham selv i en kamp mot friernes skare;
ti, som jeg tror, skal det lykkes os snart hvad vi nu har i sinde.
Naar vi faar tat baade far og søn av dage i kampen,
da skal du sammen med disse bli dræpt, hvis du agter at øve
udaad i hallen. Til straf skal du sone din skyld med dit hoved.
Og naar vi først med den hvæssede malm faar røvet jer kraften,
blander vi alt hvad du eier og har i dit hjem og paa landet,
sammen med drotten Odyssevs' gods. Dine sønner og døtre
lar vi ei leve i fred i dit hjem, og din trofaste hustru
lar vi ei heller i Itakas by faa færdes i live.»
Saaledes talte han barsk, og end mer blev Atene forbitret.
Skjændte hun da med harmfulde ord paa den gjæve Odyssevs:
«Fast er ei længer din kraft og dit mot, Odyssevs, som fordum,
da du for Helenas skyld, for Alfaders armhvite datter,
kjæmpet ni samfulde aar mot troernes stridsmænd og fældte
mangen en helt i den grufulde strid og med kløktige paafund
styrtet i grus hin Priamos' by med gaterne brede.
Hvorledes kan du da nu, da du kom til dit hjem og din odel,
kvie dig for at vise din kraft mot friernes skare?
Kom nu, min ven, og stil deg hos mig og se paa min kampfærd,
saa du kan vite hvad hjælp i en kamp mot fiender grumme
Mentor, Alkimos' søn, kan gi dig som løn for din godhet.»
Saaledes talte gudinden; men endnu forlenet hun ikke
begge den avgjorte seier. Hun prøvde hvad mot og hvad styrke
helten Odyssevs og sønnen saa kjæk kunde vise i kampen.
Selv fløi hun op og satte sig ned paa den røksorte bjelke
høit under borghallens loft, og hun lignet livagtig en svale.
Frierne mandet Agelaos op, og Evrymedon hjalp ham,
dertil den kraftige helt Demoptólemos samt Amfimédon.
Polybos egget dem kjækt og Peisandros, en søn av Polyktor.
Ti iblandt friernes mænd saa mange som end var tilbake
og skulde kjæmpe for livet, var disse de ypperste helter.
Andre var kuet forlængst av de talrike piler fra buen.
Nu tok Agelaos ordet og ropte til alle i salen:
«Venner, ret snart maa manden la hvile de farlige hænder.
Mentor er ogsaa gaat fra ham. Hans pralende løfter var tomme.
Se, nu staar de alene paany hist fremme ved døren.
Slyng da ei alle paa engang de vældige lanser imot dem.
Nei, men seks av os kaster nu først sine spyd, om kanhænde
Zevs lar Odyssevs bli rammet og under os seierens hæder;
ti om de øvrige bryr vi os ei, dersom han kunde falde.»
Saa han talte. Da kastet de seks av ytterste evne
spydene ut, som han bød; men Atene lot ingen naa maalet.
En av dem boret sit spyd i borghallens mægtige dørpost,
medens et andet for ind i den fast sammenføiede fløidør.
Salsvæggen rammet en tredje med malmhvæsset asketræs lanse.
Men da de alle var sluppet saa godt fra friernes spydkast,
talte iblant dem den hærdede helt den gjæve Odyssevs:
«Nu har jeg ogsaa til os et manende ord, mine venner:
Kast eders lanser mot friernes flok som nu har i sinde
lumskt at slaa os ihjel efter alt hvad de øvet av ondskap.»
Saa han talte, og alle som en tok sigte og slynget
ut sine hvæssede spyd. Demoptólemos faldt for Odyssevs,
og for Telemakos segnet Evryades. Svinenes gjæter
voldte at Elatos faldt, og Filoitios fældte Peisandros.
Samtlige segnet de om og fæstet i muld sine tænder.
Hen til den fjerneste vraa maatte frierne fly, mens de andre
skyndte sig hen til de fældedes lik og trak ut sine vaaben.
Frierne slynget paany med kraft sine hvæssede lanser.
Atter lot Pallas Atene de fleste bli kastet forgjæves.
En av dem boret sit spyd i borghallens mægtige dørpost,
medens et andet for ind i den fast sammenføide fløidør.
Salsvæggen rammet en tredje med malmhvæsset asketræs lanse.
Dog, Amfimédon fik rammet Telemakos' haand med et streifskud
bakerst ved leddet og ridset hans hud med det skjærende kobber.
Ktésippos streifet med malmhvæsset spyd Evmaios i skuldren
ovenfor skjoldet. Hans spyd gik for høit. Ned faldt det paa gulvet.
Nu tok Odyssevs, den raadsnare helt, og alle hans fæller
sigte paany mot friernes flok med de hvæssede lanser.
Voldte da straks Odyssevs, den stadomstyrtende høvding,
helten Evrydamas' fald. Telemakos vog Amfimédon.
Polybos faldt for Evmaios' spyd, og Filoitios rammet
Ktésippos like i brystet, og jublende tok han til orde:
«Pral ikke mer, Polytérses' søn, du mundkaate spotter,
fristet av taapelig hovmod. La himmelens guder alene
føre sa selvsikker tale. Langt større er gudernes vælde.
Tag denne gave til tak for den fot av en okse du skjænket
drotten Odyssevs fornys, da han sat i paladset som tigger.»
Saaledes talte hin svend som vogtet de hornede okser.
Men for Odyssevs' spyd sank Agélaos, fældet i nærkamp,
medens Telemakos rammet Leiókritos, søn av Evénor,
like i lysken saa kobberets odd for tvers gjennem manden.
Forover segnet han straks og styrtet med panden mot gulvet.
Oppe fra takbjelken svang nu med kraft Atene den grumme
mandødelæggende aigis, og friernes sind blev forvirret.
Hen gjennem borghallen stormet de vildt som oksernes bøling,
naar den er ræd for den summende brems som jager den vildsomt
hen over vang i den solvarme vaar, naar dagene længes.
Likesom gribbe med krokete klør og nebbene krumme
svæver fra fjeldet og lynsnart slaar ned over smaafugl som ilsomt
flygter fra skyernes hvælv og flakser i rædsel mot jorden. —
— Gribbene fanger og flænger dem dog; ti flugt eller forsvar
nytter dem ei, og mennesker ser med spænding paa jagten, —
saaledes stormet de frem og fældte til høire og venstre
frierne hen gjennem salen, og frygtelig lød deres rallen.
Hoveder knustes og dampende blod fløt henover gulvet.
Sprang da Leiódes blandt frierne frem til Odyssevs og favnet
bønlig hans knær, og med vingede ord bad manden om skaansel:
«Hør mig, Odyssevs, jeg favner dit knæ, aa ynk mig og skaan mig!
Trygt tør jeg si at jeg aldrig i ord eller gjerning har krænket
nogen av kvinderne her i dit hus. Jeg søkte at holde
ogsaa de andre tilbake, hver frier som øvet slik udaad.
Dog, de lød mig jo ei, men smittet med ondt sine hænder,
og en forsmædelig død har de faat som straf for sin frækhet.
Intet har jeg, deres offerprest gjort. Jeg vil ligge her skyldfri;
ti man kan efterpaa ei vente tak for det gode man gjorde.»
Svarte da barsk med rynkede bryn den kloke Odyssevs:
«Vel, er det sandt at du var deres offerprest her som du sier,
har du vel mangengang bedt i min hal at jeg sent maatte komme
hjem til mit elskede land, det søteste maal for min længsel,
og at min viv maatte følge dig hjem og føde dig sønner.
— Nei, du skal visselig ei kunne fly for døden den sorte.»
Saaledes talte han barskt og grep med sin vældige næve
sverdet som helten Agélaos nys, da han segnet i døden,
slængte paa gulvet, og gav ham et hugg over nakken med klingen.
Hovedet faldt med et jamrende skrik, da det trillet i støvet.
Sangeren Femios, Terpios' søn, som nødig og tvungen
sang blandt frierne, søkte at fly for døden den sorte.
Ene han stod ved den bakerste dør, hin glugge i væggen
holdende lyren i haand med tvil i sit sind om han skulde
snike sig ut fra den larmende hal og ute paa gaarden
sætte sig ned ved altret for Zevs, den vernende skytsgud,
der hvor Laertes tilforn og Odyssevs saa tidt hadde ofret
laarstykker fete til Zevs, eller skynde sig frem for at favne
helten Odyssevs' knær. I sin tvil fandt skalden det tjenligst
bønlig at favne om knæ den høibaarne søn av Laertes.
Fremme paa salsgulvet satte han ned sin klingende lyre
mellem en stol, rikt smykket med sølv, og den mægtige bolle.
Selv sprang han hen til Odyssevs og favnet hans knær, og i dødsangst
talte han til ham med vingede ord og bad ham saa bønlig:
«Hør mig, Odyssevs; jeg favner dit knæ. Aa, ynk mig og skaan mig!
Selv vil du angre det siden og pines av kval, hvis du dræper
skalden som synger sit kvad til guders og menneskers glæde.
Selv har jeg lært mig min kunst og en gud har gjemt i mit hjerte
alleslags kvad. At synge for dig, som var du en guddom,
vil jeg saa gjerne. Aa, skil ikke nu mit hoved fra kroppen.
Ogsaa din søn Telemakos her kan være mit vidne.
Ei er jeg godvillig kommet, og ei var det lysten som drev mig
hit til dit hus for at synge for friernes flok efter maaltid.
Sterkere var de og flere og drev mig med magt til din kongsgaard.»
Da nu den kraftige helt Telemakos hørte hans bønner,
talte han straks til sin elskede far som stod ved hans side:
«Kjære, hold inde og dræp ikke nu en skyldfri med sverdet.
Ogsaa herolden maa spares, den ærlige Medon, som altid
viste mig venlighet her i vort hus, da jeg endnu var liten,
dersom da ei Filoitios nys eller svinenes gjæter
dræpte ham eller han møtte dig selv, da du raste i salen.»
Saa han talte, og ordet blev hørt av den kløktige Medon.
Under en stol laa han gjemt, og en hud av en nyslagtet okse
bredte han over sin krop for at fly for døden den sorte.
Huden som dækket ham, slængte han bort og krøp frem under stolen.
Straks sprang han frem og favnet Telemakos' knær, og i rædsel
talte han bønlig med vingede ord til helten og mælte:
«Kjære, her er jeg. Aa, spar mig og be din far at han ikke
med sin ustyrlige kraft skal ta mig av dage med sverdet,
harmfuld mot friernes skamløse flok som her i hans kongsgaard
ødet hans eie og trodset hans søn i formastelig daarskap.»
Smilende tok da Odyssevs, den raadsnare høvding, til orde:
«Kjære, vær trøstig; ti denne min søn har vernet og frelst dig,
forat du selv kan forstaa i dit sind og si det til andre
at det i længden dog lønner sig bedst at gjøre det gode.»
Skynd jer nu ut av den blodige hal og sæt jer paa tunet,
du og skalden som synger saa mangt et tonende kvæde,
medens jeg selv i paladset faar gjort hvad endnu maa gjøres.»
Saa han talte. Da hastet de ut av hallen, og begge
satte sig ned ved Zevs, den almægtiges hellige alter
stirrende om overalt; ti dødshugget ventet de stadig.
Speidet da helten Odyssevs omkring i sin hal, om en frier
end skulde leve og holde sig skjult for at frelses fra døden.
Dog, han saa at hver eneste mand i den talrike skare
laa i det blodige støv lik fiske, naar mændene trækker
fangsten de fik i et finmasket net paa det graalige havdyp
ind i en vik paa den bugtede strand. — De ligger i dynger
hen over strandbreddens sand og stunder mot saltvandets bølger.
Brændende steker den lysende sol og røver dem livet —
Saaledes laa nu friernes mænd i dynger i salen.
Men til Telemakos talte den raadsnare høvding Odyssevs:
«Skynd dig, Telemakos! Hent mig nu hit Evrykleia, din amme
forat jeg straks kan faa sagt hende det som jeg nu har paa hjerte.»
Saaledes talte hans far, og straks var Telemakos villig.
Banket han da paa den lukkede dør og ropte til ammen:
«Skynd dig nu hit, Evrykleia, du værdige gamle som fører
tilsynet her i vort hus med alle de tjenende kvinder.
Kom nu! Min far lar dig kalde. Han har en besked han vil gi dig.»
Saa han talte, og ei fløi hans ord forbi hendes øre.
Fløidøren aapnet hun straks til kvindernes prægtige kammer.
Ammen kom ut og gik med, mens Telemakos hastig gik foran.
Midt blandt de fældede frieres lik fandt kvinden Odyssevs
helt tilsølet med blod og med smuds som en glubende løve,
naar den har ætt i en bøling en ko og vender tilbake —
Fast til vilddyrets mægtige bryst og begge dets kinder
klæber det levrede blod, og frygtelig er det at skue. —
Liksaa blodig var nu Odyssevs paa føtter og hænder.
Da hun blev var de fældedes lik og den dampende blodstrøm,
skrek hun av fryd, da hun saa den vældige daad som var øvet.
Dog, hendes stormende jubel holdt straks Odyssevs tilbake.
Manende talte han vingede ord til kvinden og mælte:
«Glæd dig i hjertet, du gamle, men tving din ustyrlige jubel.
Pralende haan over fældede mænd er ei av det gode.
Disse er dræpt for sin skamløse færd efter gudernes vilje.
Ja, ti de agtet jo ei nogen mand paa jorderik vide,
være sig høi eller lav, naar han gjestet med fred deres bolig.
Derfor var døden en velfortjent straf for al deres ondskap. —
Vel, men skaf mig nu rede paa kvinderne her i paladset,
hvem der i ringeagt trodser mit bud og hvem der er skyldfri.»
Straks tok den kjærlige amme, den tro Evrykleia til orde:
«Sandt skal det visselig være, min søn, hvert ord som jeg sier.
Tallet av kvinder som tjener dig her i paladset, er femti.
Dem har vi lært at gjøre med flid sin gjerning i huset,
karde vor uld og finde sig i hvad terner maa gjøre.
Tolv av disse slog ind paa den frækkeste skamløshets veie.
Mig vil de sletikke lyde, nei end ikke Penelopeia.
Vel er Telemakos modnet til mand; men hans mor har jo aldrig
latt ham faa lov til at rette et bud til de tjenende kvinder. —
Men la mig skynde mig op i det straalende høienloftskammer.
Der vil jeg varsle din viv, som en guddom har dysset i slummer.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Vent med at vække min hustru; men byd vore terner at komme,
alle de tøiter som fordum har ført et skammelig levnet.»
Saa han talte. Den gamle gik ut av salen og meldte
ternerne husbondens bud og bad dem at skynde sig til ham.
Men paa Telemakos kaldte han straks og paa oksernes gjæter
og paa Evmaios og talte med vingede ord til dem alle:
«Bær først likene ut, og la ternerne gaa jer til haande.
Derefter vasker I rene med vand og med hullede svamper
bænker og borde i hallen og alle de prægtige stoler.
Naar I faar ryddet og atter faar skik paa alting i salen,
da skal I straks føre ternerne ut av den prægtige borghal
ind mellem væggen av skuret og tunets forsvarlige gaardsmur.
Der skal I hugge dem ned med sverdenes klinger, til alle
mister sit liv og glemmer den fryd Afrodite har undt dem,
naar de paa friernes leie i løn blev favnet i elskov.»
Saa han talte, og ternerne kom i flok og i følge
jamrende lydt under hulkende graat med strømmende taarer.
Først bar de likene ut og lagde dem side om side
tæt ved hverandre paa rad ved borgtunets mægtige gaardsmur
ind under svalgangens tak. Selv drev den barske Odyssevs
ternerne frem ved sit bud, og de bar saa nødig de vilde.
Derefter vasket de rene med vand og med hullede svamper
bænker og borde i salen og alle de prægtige stoler,
medens Telemakos selv og Evmaios og oksernes gjæter
skrapet med skuffer det blodige smuds fra gulvet i salen.
Ternerne bar det saa ut og kastet det ute paa tunet.
Men da i salen hver ting var paa plads, og alting var ordnet,
førte de ternerne ut av den fast opbyggede borghal
ind mellem væggen av skuret og tunets forsvarlige gaardsmur.
Der drev de kvinderne ind i en krok, hvor rømning var raadløs,
og den forstandige svend Telemakos tok da til orde:
«Nei, ta livet av disse med sverd paa skikkelig maate
vil jeg dog ikke, de frække som op i mit ansigt har haanet
baade mig selv og min mor og har sovet i friernes arme.»
Saa han talte og knyttet et taug fra et mørkstavnet fartøi
høit om en stolpe og strammet det haardt og fæstet til skuret
tauget saa høit at de ei kunde naa med føtterne jorden.
Likesom naar en langvinget flok av trost eller duer
flyver med hovedet ind i et net som staar i en kratskog,
naar de vil fly til sit rede, men finder et pinefuldt leie,
saaledes hang de nu alle paa rad med strikken om halsen
hoved ved hoved for brat at finde en ynkelig dødslod.
Føtterne sprællet ei længe; ti kort var dødskampens kvide.
Ogsaa Melantios førte de ut gjennem forhal og borggaard.
Næsen og ørene snittet de av med det grusomme kobber,
rev ham av kroppen hans manddom til føde for hunde og hugget
hænder og føtter av manden med rasende vrede i hjertet.
Derefter vasket de straks sine hænder og føtter og vandret
ind til Odyssevs i hallen; ti endt var nu deres gjerning.
Rettet da drotten et ord til ammen, den tro Evrykleia:
«Gamlemor, skynd dig nu hit med ild og med rensende svovel;
ti jeg vil røke med svovel mit hus. Byd Penelopeia
med sine terner at komme herned fra sit høienloftskammer.
Kald ogsaa hit til min sal de øvrige kvinder i huset.»
Straks tok den kjærlige amme, den tro Evrykleia til orde:
«Ret og rigtig, min søn, var visselig alt hvad du bød mig;
men la mig hente dig hit dine klær, en kjortel og kappe.
Staa ikke her i din hal med bare de usleste filler
slængt om de mægtige skuldre. Enhver maa jo harmes ved synet.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«La mig nu først faa gjort op en ild paa arnen i salen.»
Saa han talte. Da lød hun ham straks, og den tro Evrykleia
bragte ham svovel og ild, og drotten den gjæve Odyssevs
røkte nu rundt overalt i kamre og sal og paa tunet.
Ammen gik atter avsted og rundt i de prægtige kamre
bragte hun ternerne husbondens bud og bød dem at ile.
Alle kom ut av kvindernes sal, og med fakler i hænde,
stimlet de rundt om Odyssevs og bød ham et kjærlig velkommen,
trykket hans hænder og kysset med fryd hans aasyn og skuldre.
Følte han da i sin sjel den søteste trang til at lette
hjertet med hulkende graat; ti straks drog han kjendsel paa alle.
og med sin vældige bue i haand og det pilfyldte kogger
sprang han paa tærskelen op, og foran sig, ved sine føtter,
drysset han pilene ut og ropte til friernes skare:
«Nu er den endt, den farlige lek, og nu vil jeg prøve
om jeg med pilen kan træffe et maal som aldrig en skytte
endnu har rammet, og se om Apollon vil unde mig hæder.»
Ret mot Antinoos sigtet han skarpt med pilen den bitre,
just som han grep om sit bæger av guld med de dobbelte hanker
og vilde løfte den skjønne pokal for at drikke av vinen.
Bægeret holdt han i haand, og ikke en tanke paa døden
ængstet hans sjæl. Hvem skulde vel tro at en mand som var ene
midt blandt de talrike gjester som her var bænket til gilde,
var han end aldrig saa sterk, skulde volde ham døden den sorte!
Dog, Odyssevs tok sigte og skjøt og traf ham med pilen
like i strupen saa odden for tvers gjennem halsen den bløte.
Bakover segnet den saarede helt, og det løftede bæger
faldt ham av haanden, og mandeblod sprang i en fossende straale
ut av hans næse. Han væltet omkuld og spændte ifra sig
bordet i faldet og spildte paa jord de fremsatte retter.
Brødet og steken blev sølet i blod; men frierne larmet
lydt i den festlige hal, da de saa at høvdingen segnet.
Alle for op fra sin stol og tumlet omkring gjennem salen
speidende rundt overalt paa de fast opmurede vægger.
Ikke et eneste skjold eller spyd var at finde til verge.
Rasende vendte de sig med truende ord mot Odyssevs:
«Ve dig, fremmede gjest, at du skyter paa mænd! Til en kamplek
skal du ei mer kunne gaa. Nu times dig døden den bratte.
Ja, ti en helt har du dræpt, den ypperste yngling som fandtes
her paa vor ø, og til straf skal gribbene æte dit aadsel.»
Saaledes ropte enhver; ti de trodde forvisst at han ikke
voldte med vilje hans død. De anet jo ikke, de daarer,
at de var dødsens hver eneste én og fanget i snaren.
Svarte da barsk med rynkede bryn den kloke Odyssevs:
«Hunde! I trodde nok ei at jeg frelst skulde vende tilbake
hjem fra troernes land, naar I nu saa skamløst tør øde
hele mit hus og tvinge med vold mine terner til utugt,
ja, mens jeg end er i live, tør vaage at fri til min hustru
uten at frygte de guder som bor over himmelen vide
eller at grue for menneskers hat som vil ramme jer siden.
Nu er I dødsens hver eneste en og fanget i snaren.»
Saa han talte, og bleknende frygt grep alle. I rædsel
speidet de om efter skjul for at fly for døden den bratte.
Bare Evrymakos tok i kredsen til orde og svarte:
«Er du Odyssevs, Itakas drot, som er kommet tilbake,
da har du ret til at laste saa mangt som akaierne øvet
baade paa landet og her i dit hus av formastelig frækhet.
Dog, her ligger han nu den mand som var skyld i det hele.
Ja, ti Antinoos var det som egget til al denne voldsfærd,
ikke saa meget av brændende lyst til brylluppets glæder.
Nei, men han tænkte paa andet som Zevs dog ikke lot lykkes.
Her i Itakas mægtige land vilde høvdingen raade
selv som vor konge og dræpe din søn fra det lumskeste bakhold.
Nu er han dræpt, som han vel har fortjent. Saa spar da i naade
os, dine mænd. Vi selv skal samtlige siden paa tinge
sone din vrede, og hver av os skal for alt som er ødet
her i dit hus av mat og av vin, betale som bøter
sneset av okser i kobber og guld, til dit hjerte er mildnet.
Men indtil da kan vi ei fortænke dig i at du vredes.»
Svarte da barsk med rynkede bryn den kloke Odyssevs:
«Nei, Evrymakos; ikke engang om I gav mig som bøter
alt hvad I eier, jer fædrenearv og andet i tilgift,
end ikke da skal jeg stanse min arm, naar den løftes til manddrap,
førend I friere haardt har bøtet for al eders voldsfærd.
Nu har I valget. Enhver kan møte mig ansigt til ansigt
her i en kamp eller fly, om flugt kunde fri ham fra døden.
Dog, jeg tror at ingen skal fly for døden den bratte.»
Saa han talte. Da skalv deres knær og hjerter av rædsel
Tok da Evrymakos atter til orde iblandt dem og mælte:
«Venner, hin mand vil aldrig la hænderne stanse med manddrap;
men da han nu har sit kogger i haand og buen den blanke,
vil han vel skyte med dræpende pil fra den glattede tærskel,
til han faar fældet os alle. Velan, la os tænke paa kampen!
Drag nu jert sverd og hold som et skjold mot de dræpende piler
bordene foran jert bryst. Saa stormer vi samlet imot ham.
Kanske vi da kunde drive ham bort fra tærsklen og døren,
saa vi kan komme til byen og straks faa løftet vort hærskrik.
Da hadde manden forvisst for sidste gang skutt med sin bue.»
Saa han talte og trak sit slagsverd av kobber fra lænden.
Tveegget var det og skarpt. Selv sprang han med frygtelig stridsrop
op fra sit sæte til angrep. Da sendte den gjæve Odyssevs
pilen imot ham i selvsamme stund og traf ham i brystet
like ved vorten og fæstet den vingede pil i hans lever.
Slagsverdet faldt fra hans høire til jord, og frem over bordet
segnet hans krumbøide krop, saa maten og tvehankspokalen
slængtes paa gulvet i salen, og pint i sit hjerte av kvaler
faldt han med panden mot jord. Med begge de sprællende føtter
sparket han stolen omkuld, og dødsmørke slørte hans øine.
Straks sprang Amfinomos op, og dragende sverdet det skarpe
styrtet han frem mot Odyssevs, den navngjetne helt, for at friste
om han fra døren fik drevet ham bort; men Telemakos traf ham
bakfra i farten med malmhvæsset spyd mellem begge hans skuldre,
før han kom frem, og gjennem hans bryst drev helten sin lanse.
Drønende faldt han til jord og stupte med panden mot gulvet.
Straks sprang Telemakos hen til sin far. Sit spyd lot han sitte
midt i Amfinomos' ryg; ti han frygtet at ellers en frier,
medens han bøiet sig ned for at trække det ut, skulde styrte
mot ham og gi ham et hugg eller bore ham sverdet i ryggen.
Sprang han da hen til sin elskede far, og saasnart han var fremme,
stanset han nær ham og talte med vingede ord til Odyssevs:
«Far jeg skal hente dig straks to spyd og et skjold og tillike
hjelmen av funklende malm som slutter saa fast om din tinding.
Selv skal jeg ta mine vaaben. Evmaios og oksernes gjæter
væbner jeg ogsaa. Vi kjæmper dog bedst, naar vi alle er rustet.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt til orde og svarte;
Skynd dig og hent dem i hast, mens jeg endnu har piler til forsvar,
saa de fra salsdøren ei skal faa drevet mig, mens jeg er ene.»
Saaledes talte hans far, og Telemakos lystret og ilte
hen til det laasede rum, hvor de herlige rustninger gjemtes.
Fire forsvarlige skjold og fire par spyd tok han med sig
dertil av malmhjelmer fire med vaiende hestehaars hjelmbusk.
Dem bar han med til sin elskede far, og snart var han fremme.
Rustet da ynglingen først sig selv med de malmtunge vaaben.
Gjæterne rustet sig ogsaa med prægtige vaaben, og alle
traadte de hen til Odyssevs, den kampglade, raadsnare høvding.
Medens han endnu til vern mot friernes flok hadde piler
traf han derinde i salen, saa tidt som han sigtet med buen,
stadig en frier med pilen, og nær ved hverandre de segnet.
Men da den sigtende drot ei mer hadde piler tilbake,
satte han ind til fløidørens karm i den prægtige borghal
buen ifra sig og støttet den op mot den skinnende salsvæg.
Derefter tok han og hængte sit skjold av fire lag huder
om sine skuldre og trykket sin hjelm med hestehaars-busken
fast om det kraftige hoved. Vildt vaiet fra kammen dens hjelmbusk.
To av de sterkeste malmhvasse spyd tok helten i hænde.
Men i den fast opmurede væg var en glugge. Fra denne
kom man fra kongsgaardens prægtige sal ved den ytterste tærskel
ut til en gang. Den var stængt med en lem av forsvarlige planker.
Bød da Odyssevs sin ærlige svend Evmaios at vogte
gluggen og staa der paa post; ti kun én kunde trænge sig gjennem.
Da lot Agélaos høre sin røst og ropte til alle:
«Venner, aa kunde ei en slippe ut gjennem gluggen og melde
folket i byen vor nød, saa stridsropet snart kunde gjalde?
Da hadde manden forvisst for sidstegang skutt med sin bue.»
Straks tok gjeternes vogter Melantios ordet og svarte:
«Uraad at tænke paa slikt, Agélaos. Døren til gaarden
er jo saa truende nær, og trang er løngangens munding.
Den vil en mand som har kræfter og mot, kunne verge mot alle.
Nei, men hør nu! Fra kammeret hist skal jeg hente av vaaben
nok til jer alle; ti der, som jeg tror, og ingensteds ellers
gjemte Odyssevs' herlige søn og han selv sine vaaben.»
Talende saa steg straks Melantios, gjeternes vogter
op til Odyssevs' kamre igjennem en glugge i salen.
Tylvten av skjold tok han med og tolv av de ypperste lanser,
dertil av malmhjelmer tolv med vaiende hjelmbusk, og skyndsomt
gik han tilbake og bragte dem snart til friernes skare.
Skalv da Odyssevs' hjerte og knær, da han saa at de alle
rustet sig med sine vaaben og svang i de senede næver
vældige spyd; ti haard var den kamp som han saa maatte komme.
Talte han da med vingede ord til sønnen og mælte:
«Kjære Telemakos, enten maa nu i huset en kvinde
eller Melantios hist ha voldt os striden den haarde.»
Straks tok den kløktige svend Telemakos ordet og svarte:
«Far, nei feilen er min. For dette kan ei nogen anden
lastes end jeg; ti den fast sammenføiede dør til dit kammer
lot jeg staa aapen, og feilen er set av en lurende speider.
Skynd dig, Evmaios, avsted! Luk døren og søk at faa vite
om det er en av kvinderne her som volder os dette,
eller Melantios, Dolios' søn. Ham tiltror jeg saadant.
Saaledes vekslet de spørsmaal og svar. Da ilte fra salen
gjeternes vogter Melantios ut for atter at hente
herlige vaaben fra kamret; men svinenes ærlige gjæter
saa det og meldte det straks til Odyssevs som stod ved hans side:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnare gjæve Odyssevs.
Se paa ham der, den frække! Nu gaar han igjen til dit kammer,
netop den mand som vi tænkte. Vel, si mig besked om du ønsker
at jeg paa stedet skal slaa ham ihjel, hvis jeg vinder i kampen,
eller skal føre ham hit til dig selv, forat manden kan lide
straffen for al den skamløse vold som han øvet i huset.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Jeg og Telemakos skal nok faa holdt tilbake i salen
friernes flok, hvor hidsig de end maatte storme imot os.
I to skal binde imens hans hænder og føtter paa ryggen.
Kast ham i kammeret ind, og bind fast døren forsvarlig.
Snør saa om karlen et velsnoet rep og heis ham med tauget
op efter søilen den høie, helt op under loftstakets bjelker,
forat han længe kan pines av kval, men endda maa leve.»
Saa han talte. De hørte hans ord, og lydende villig
gik de til kammerets dør, og han hørte dem ikke derinde.
Medens han speidet omkring i den inderste krok efter vaaben,
tok de ved stolperne post paa hver sin side av døren.
Men da saa gjeternes vogter Melantios just skulde stige
ut over tærsklen og bar en funklende hjelm i sin høire
og i den venstre et ældgammelt skjold, forrustet og støvet,
det som Laertes i ungdommen bar, men som nu hadde ligget
gjemt saa længe i kamret at remmenes sømmer var raknet,
styrtet de mot ham og grep ham og slæpte ham ind efter haaret,
slog ham i gulvet og bastet og bandt den jamrende usling
haardt med de smertende baand og surret hans hænder og føtter
sammen forsvarlig paa ryggen, som helten den gjæve Odyssevs,
drotten Laertes' hærdede søn, hadde budt dem at gjøre.
Derefter bandt de et velsnoet taug om manden og trak ham
op efter søilen den høie, helt op under loftstakets bjelker.
Spottende ropte Evmaios, den ærlige gjæter, til karlen:
«Hør nu, Melantios! Nu kan du hvile dig natten igjennem
liggende trygt i den bløteste seng, som du ærlig fortjener,
og du forsover dig ei, naar den aarvaakne Eos paa guldstol
stiger ved gry fra Okeanos' strøm, den tid da du driver
gjeter til frierne her, naar det festlige maaltid skal lages.»
Slik blev han hængende surret i baand som pinte ham svarlig.
Begge tok op sine vaaben og gik, da døren var lukket,
ned til hin kampglade drot, den raadsnare høvding Odyssevs.
Kamplysten stod nu med fnysende mot de fire paa tærsklen,
medens en flok av haandfaste mænd var samlet i salen.
Traadte da nær dem hin datter av Zevs, den høie Atene,
lignende grant av stemme og vekst den aldrende Mentor.
Glad blev Odyssevs ved synet, og straks tok han ordet og mælte:
«Verg mig nu, Mentor, i nøden, og husk din elskede staldbror,
mig din jevngamle ven som altid har villet dit bedste.»
Saa han talte, men ante at kampmøen Pallas stod nær ham.
Men fra den motsatte kant skrek frierne høilydt i hallen.
Truende ropte da først Agélaos, søn av Damastor:
«Mentor, la ei Odyssevs med daarende ord faa dig lokket
lumsk til at verge ham selv i en kamp mot friernes skare;
ti, som jeg tror, skal det lykkes os snart hvad vi nu har i sinde.
Naar vi faar tat baade far og søn av dage i kampen,
da skal du sammen med disse bli dræpt, hvis du agter at øve
udaad i hallen. Til straf skal du sone din skyld med dit hoved.
Og naar vi først med den hvæssede malm faar røvet jer kraften,
blander vi alt hvad du eier og har i dit hjem og paa landet,
sammen med drotten Odyssevs' gods. Dine sønner og døtre
lar vi ei leve i fred i dit hjem, og din trofaste hustru
lar vi ei heller i Itakas by faa færdes i live.»
Saaledes talte han barsk, og end mer blev Atene forbitret.
Skjændte hun da med harmfulde ord paa den gjæve Odyssevs:
«Fast er ei længer din kraft og dit mot, Odyssevs, som fordum,
da du for Helenas skyld, for Alfaders armhvite datter,
kjæmpet ni samfulde aar mot troernes stridsmænd og fældte
mangen en helt i den grufulde strid og med kløktige paafund
styrtet i grus hin Priamos' by med gaterne brede.
Hvorledes kan du da nu, da du kom til dit hjem og din odel,
kvie dig for at vise din kraft mot friernes skare?
Kom nu, min ven, og stil deg hos mig og se paa min kampfærd,
saa du kan vite hvad hjælp i en kamp mot fiender grumme
Mentor, Alkimos' søn, kan gi dig som løn for din godhet.»
Saaledes talte gudinden; men endnu forlenet hun ikke
begge den avgjorte seier. Hun prøvde hvad mot og hvad styrke
helten Odyssevs og sønnen saa kjæk kunde vise i kampen.
Selv fløi hun op og satte sig ned paa den røksorte bjelke
høit under borghallens loft, og hun lignet livagtig en svale.
Frierne mandet Agelaos op, og Evrymedon hjalp ham,
dertil den kraftige helt Demoptólemos samt Amfimédon.
Polybos egget dem kjækt og Peisandros, en søn av Polyktor.
Ti iblandt friernes mænd saa mange som end var tilbake
og skulde kjæmpe for livet, var disse de ypperste helter.
Andre var kuet forlængst av de talrike piler fra buen.
Nu tok Agelaos ordet og ropte til alle i salen:
«Venner, ret snart maa manden la hvile de farlige hænder.
Mentor er ogsaa gaat fra ham. Hans pralende løfter var tomme.
Se, nu staar de alene paany hist fremme ved døren.
Slyng da ei alle paa engang de vældige lanser imot dem.
Nei, men seks av os kaster nu først sine spyd, om kanhænde
Zevs lar Odyssevs bli rammet og under os seierens hæder;
ti om de øvrige bryr vi os ei, dersom han kunde falde.»
Saa han talte. Da kastet de seks av ytterste evne
spydene ut, som han bød; men Atene lot ingen naa maalet.
En av dem boret sit spyd i borghallens mægtige dørpost,
medens et andet for ind i den fast sammenføiede fløidør.
Salsvæggen rammet en tredje med malmhvæsset asketræs lanse.
Men da de alle var sluppet saa godt fra friernes spydkast,
talte iblant dem den hærdede helt den gjæve Odyssevs:
«Nu har jeg ogsaa til os et manende ord, mine venner:
Kast eders lanser mot friernes flok som nu har i sinde
lumskt at slaa os ihjel efter alt hvad de øvet av ondskap.»
Saa han talte, og alle som en tok sigte og slynget
ut sine hvæssede spyd. Demoptólemos faldt for Odyssevs,
og for Telemakos segnet Evryades. Svinenes gjæter
voldte at Elatos faldt, og Filoitios fældte Peisandros.
Samtlige segnet de om og fæstet i muld sine tænder.
Hen til den fjerneste vraa maatte frierne fly, mens de andre
skyndte sig hen til de fældedes lik og trak ut sine vaaben.
Frierne slynget paany med kraft sine hvæssede lanser.
Atter lot Pallas Atene de fleste bli kastet forgjæves.
En av dem boret sit spyd i borghallens mægtige dørpost,
medens et andet for ind i den fast sammenføide fløidør.
Salsvæggen rammet en tredje med malmhvæsset asketræs lanse.
Dog, Amfimédon fik rammet Telemakos' haand med et streifskud
bakerst ved leddet og ridset hans hud med det skjærende kobber.
Ktésippos streifet med malmhvæsset spyd Evmaios i skuldren
ovenfor skjoldet. Hans spyd gik for høit. Ned faldt det paa gulvet.
Nu tok Odyssevs, den raadsnare helt, og alle hans fæller
sigte paany mot friernes flok med de hvæssede lanser.
Voldte da straks Odyssevs, den stadomstyrtende høvding,
helten Evrydamas' fald. Telemakos vog Amfimédon.
Polybos faldt for Evmaios' spyd, og Filoitios rammet
Ktésippos like i brystet, og jublende tok han til orde:
«Pral ikke mer, Polytérses' søn, du mundkaate spotter,
fristet av taapelig hovmod. La himmelens guder alene
føre sa selvsikker tale. Langt større er gudernes vælde.
Tag denne gave til tak for den fot av en okse du skjænket
drotten Odyssevs fornys, da han sat i paladset som tigger.»
Saaledes talte hin svend som vogtet de hornede okser.
Men for Odyssevs' spyd sank Agélaos, fældet i nærkamp,
medens Telemakos rammet Leiókritos, søn av Evénor,
like i lysken saa kobberets odd for tvers gjennem manden.
Forover segnet han straks og styrtet med panden mot gulvet.
Oppe fra takbjelken svang nu med kraft Atene den grumme
mandødelæggende aigis, og friernes sind blev forvirret.
Hen gjennem borghallen stormet de vildt som oksernes bøling,
naar den er ræd for den summende brems som jager den vildsomt
hen over vang i den solvarme vaar, naar dagene længes.
Likesom gribbe med krokete klør og nebbene krumme
svæver fra fjeldet og lynsnart slaar ned over smaafugl som ilsomt
flygter fra skyernes hvælv og flakser i rædsel mot jorden. —
— Gribbene fanger og flænger dem dog; ti flugt eller forsvar
nytter dem ei, og mennesker ser med spænding paa jagten, —
saaledes stormet de frem og fældte til høire og venstre
frierne hen gjennem salen, og frygtelig lød deres rallen.
Hoveder knustes og dampende blod fløt henover gulvet.
Sprang da Leiódes blandt frierne frem til Odyssevs og favnet
bønlig hans knær, og med vingede ord bad manden om skaansel:
«Hør mig, Odyssevs, jeg favner dit knæ, aa ynk mig og skaan mig!
Trygt tør jeg si at jeg aldrig i ord eller gjerning har krænket
nogen av kvinderne her i dit hus. Jeg søkte at holde
ogsaa de andre tilbake, hver frier som øvet slik udaad.
Dog, de lød mig jo ei, men smittet med ondt sine hænder,
og en forsmædelig død har de faat som straf for sin frækhet.
Intet har jeg, deres offerprest gjort. Jeg vil ligge her skyldfri;
ti man kan efterpaa ei vente tak for det gode man gjorde.»
Svarte da barsk med rynkede bryn den kloke Odyssevs:
«Vel, er det sandt at du var deres offerprest her som du sier,
har du vel mangengang bedt i min hal at jeg sent maatte komme
hjem til mit elskede land, det søteste maal for min længsel,
og at min viv maatte følge dig hjem og føde dig sønner.
— Nei, du skal visselig ei kunne fly for døden den sorte.»
Saaledes talte han barskt og grep med sin vældige næve
sverdet som helten Agélaos nys, da han segnet i døden,
slængte paa gulvet, og gav ham et hugg over nakken med klingen.
Hovedet faldt med et jamrende skrik, da det trillet i støvet.
Sangeren Femios, Terpios' søn, som nødig og tvungen
sang blandt frierne, søkte at fly for døden den sorte.
Ene han stod ved den bakerste dør, hin glugge i væggen
holdende lyren i haand med tvil i sit sind om han skulde
snike sig ut fra den larmende hal og ute paa gaarden
sætte sig ned ved altret for Zevs, den vernende skytsgud,
der hvor Laertes tilforn og Odyssevs saa tidt hadde ofret
laarstykker fete til Zevs, eller skynde sig frem for at favne
helten Odyssevs' knær. I sin tvil fandt skalden det tjenligst
bønlig at favne om knæ den høibaarne søn av Laertes.
Fremme paa salsgulvet satte han ned sin klingende lyre
mellem en stol, rikt smykket med sølv, og den mægtige bolle.
Selv sprang han hen til Odyssevs og favnet hans knær, og i dødsangst
talte han til ham med vingede ord og bad ham saa bønlig:
«Hør mig, Odyssevs; jeg favner dit knæ. Aa, ynk mig og skaan mig!
Selv vil du angre det siden og pines av kval, hvis du dræper
skalden som synger sit kvad til guders og menneskers glæde.
Selv har jeg lært mig min kunst og en gud har gjemt i mit hjerte
alleslags kvad. At synge for dig, som var du en guddom,
vil jeg saa gjerne. Aa, skil ikke nu mit hoved fra kroppen.
Ogsaa din søn Telemakos her kan være mit vidne.
Ei er jeg godvillig kommet, og ei var det lysten som drev mig
hit til dit hus for at synge for friernes flok efter maaltid.
Sterkere var de og flere og drev mig med magt til din kongsgaard.»
Da nu den kraftige helt Telemakos hørte hans bønner,
talte han straks til sin elskede far som stod ved hans side:
«Kjære, hold inde og dræp ikke nu en skyldfri med sverdet.
Ogsaa herolden maa spares, den ærlige Medon, som altid
viste mig venlighet her i vort hus, da jeg endnu var liten,
dersom da ei Filoitios nys eller svinenes gjæter
dræpte ham eller han møtte dig selv, da du raste i salen.»
Saa han talte, og ordet blev hørt av den kløktige Medon.
Under en stol laa han gjemt, og en hud av en nyslagtet okse
bredte han over sin krop for at fly for døden den sorte.
Huden som dækket ham, slængte han bort og krøp frem under stolen.
Straks sprang han frem og favnet Telemakos' knær, og i rædsel
talte han bønlig med vingede ord til helten og mælte:
«Kjære, her er jeg. Aa, spar mig og be din far at han ikke
med sin ustyrlige kraft skal ta mig av dage med sverdet,
harmfuld mot friernes skamløse flok som her i hans kongsgaard
ødet hans eie og trodset hans søn i formastelig daarskap.»
Smilende tok da Odyssevs, den raadsnare høvding, til orde:
«Kjære, vær trøstig; ti denne min søn har vernet og frelst dig,
forat du selv kan forstaa i dit sind og si det til andre
at det i længden dog lønner sig bedst at gjøre det gode.»
Skynd jer nu ut av den blodige hal og sæt jer paa tunet,
du og skalden som synger saa mangt et tonende kvæde,
medens jeg selv i paladset faar gjort hvad endnu maa gjøres.»
Saa han talte. Da hastet de ut av hallen, og begge
satte sig ned ved Zevs, den almægtiges hellige alter
stirrende om overalt; ti dødshugget ventet de stadig.
Speidet da helten Odyssevs omkring i sin hal, om en frier
end skulde leve og holde sig skjult for at frelses fra døden.
Dog, han saa at hver eneste mand i den talrike skare
laa i det blodige støv lik fiske, naar mændene trækker
fangsten de fik i et finmasket net paa det graalige havdyp
ind i en vik paa den bugtede strand. — De ligger i dynger
hen over strandbreddens sand og stunder mot saltvandets bølger.
Brændende steker den lysende sol og røver dem livet —
Saaledes laa nu friernes mænd i dynger i salen.
Men til Telemakos talte den raadsnare høvding Odyssevs:
«Skynd dig, Telemakos! Hent mig nu hit Evrykleia, din amme
forat jeg straks kan faa sagt hende det som jeg nu har paa hjerte.»
Saaledes talte hans far, og straks var Telemakos villig.
Banket han da paa den lukkede dør og ropte til ammen:
«Skynd dig nu hit, Evrykleia, du værdige gamle som fører
tilsynet her i vort hus med alle de tjenende kvinder.
Kom nu! Min far lar dig kalde. Han har en besked han vil gi dig.»
Saa han talte, og ei fløi hans ord forbi hendes øre.
Fløidøren aapnet hun straks til kvindernes prægtige kammer.
Ammen kom ut og gik med, mens Telemakos hastig gik foran.
Midt blandt de fældede frieres lik fandt kvinden Odyssevs
helt tilsølet med blod og med smuds som en glubende løve,
naar den har ætt i en bøling en ko og vender tilbake —
Fast til vilddyrets mægtige bryst og begge dets kinder
klæber det levrede blod, og frygtelig er det at skue. —
Liksaa blodig var nu Odyssevs paa føtter og hænder.
Da hun blev var de fældedes lik og den dampende blodstrøm,
skrek hun av fryd, da hun saa den vældige daad som var øvet.
Dog, hendes stormende jubel holdt straks Odyssevs tilbake.
Manende talte han vingede ord til kvinden og mælte:
«Glæd dig i hjertet, du gamle, men tving din ustyrlige jubel.
Pralende haan over fældede mænd er ei av det gode.
Disse er dræpt for sin skamløse færd efter gudernes vilje.
Ja, ti de agtet jo ei nogen mand paa jorderik vide,
være sig høi eller lav, naar han gjestet med fred deres bolig.
Derfor var døden en velfortjent straf for al deres ondskap. —
Vel, men skaf mig nu rede paa kvinderne her i paladset,
hvem der i ringeagt trodser mit bud og hvem der er skyldfri.»
Straks tok den kjærlige amme, den tro Evrykleia til orde:
«Sandt skal det visselig være, min søn, hvert ord som jeg sier.
Tallet av kvinder som tjener dig her i paladset, er femti.
Dem har vi lært at gjøre med flid sin gjerning i huset,
karde vor uld og finde sig i hvad terner maa gjøre.
Tolv av disse slog ind paa den frækkeste skamløshets veie.
Mig vil de sletikke lyde, nei end ikke Penelopeia.
Vel er Telemakos modnet til mand; men hans mor har jo aldrig
latt ham faa lov til at rette et bud til de tjenende kvinder. —
Men la mig skynde mig op i det straalende høienloftskammer.
Der vil jeg varsle din viv, som en guddom har dysset i slummer.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Vent med at vække min hustru; men byd vore terner at komme,
alle de tøiter som fordum har ført et skammelig levnet.»
Saa han talte. Den gamle gik ut av salen og meldte
ternerne husbondens bud og bad dem at skynde sig til ham.
Men paa Telemakos kaldte han straks og paa oksernes gjæter
og paa Evmaios og talte med vingede ord til dem alle:
«Bær først likene ut, og la ternerne gaa jer til haande.
Derefter vasker I rene med vand og med hullede svamper
bænker og borde i hallen og alle de prægtige stoler.
Naar I faar ryddet og atter faar skik paa alting i salen,
da skal I straks føre ternerne ut av den prægtige borghal
ind mellem væggen av skuret og tunets forsvarlige gaardsmur.
Der skal I hugge dem ned med sverdenes klinger, til alle
mister sit liv og glemmer den fryd Afrodite har undt dem,
naar de paa friernes leie i løn blev favnet i elskov.»
Saa han talte, og ternerne kom i flok og i følge
jamrende lydt under hulkende graat med strømmende taarer.
Først bar de likene ut og lagde dem side om side
tæt ved hverandre paa rad ved borgtunets mægtige gaardsmur
ind under svalgangens tak. Selv drev den barske Odyssevs
ternerne frem ved sit bud, og de bar saa nødig de vilde.
Derefter vasket de rene med vand og med hullede svamper
bænker og borde i salen og alle de prægtige stoler,
medens Telemakos selv og Evmaios og oksernes gjæter
skrapet med skuffer det blodige smuds fra gulvet i salen.
Ternerne bar det saa ut og kastet det ute paa tunet.
Men da i salen hver ting var paa plads, og alting var ordnet,
førte de ternerne ut av den fast opbyggede borghal
ind mellem væggen av skuret og tunets forsvarlige gaardsmur.
Der drev de kvinderne ind i en krok, hvor rømning var raadløs,
og den forstandige svend Telemakos tok da til orde:
«Nei, ta livet av disse med sverd paa skikkelig maate
vil jeg dog ikke, de frække som op i mit ansigt har haanet
baade mig selv og min mor og har sovet i friernes arme.»
Saa han talte og knyttet et taug fra et mørkstavnet fartøi
høit om en stolpe og strammet det haardt og fæstet til skuret
tauget saa høit at de ei kunde naa med føtterne jorden.
Likesom naar en langvinget flok av trost eller duer
flyver med hovedet ind i et net som staar i en kratskog,
naar de vil fly til sit rede, men finder et pinefuldt leie,
saaledes hang de nu alle paa rad med strikken om halsen
hoved ved hoved for brat at finde en ynkelig dødslod.
Føtterne sprællet ei længe; ti kort var dødskampens kvide.
Ogsaa Melantios førte de ut gjennem forhal og borggaard.
Næsen og ørene snittet de av med det grusomme kobber,
rev ham av kroppen hans manddom til føde for hunde og hugget
hænder og føtter av manden med rasende vrede i hjertet.
Derefter vasket de straks sine hænder og føtter og vandret
ind til Odyssevs i hallen; ti endt var nu deres gjerning.
Rettet da drotten et ord til ammen, den tro Evrykleia:
«Gamlemor, skynd dig nu hit med ild og med rensende svovel;
ti jeg vil røke med svovel mit hus. Byd Penelopeia
med sine terner at komme herned fra sit høienloftskammer.
Kald ogsaa hit til min sal de øvrige kvinder i huset.»
Straks tok den kjærlige amme, den tro Evrykleia til orde:
«Ret og rigtig, min søn, var visselig alt hvad du bød mig;
men la mig hente dig hit dine klær, en kjortel og kappe.
Staa ikke her i din hal med bare de usleste filler
slængt om de mægtige skuldre. Enhver maa jo harmes ved synet.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«La mig nu først faa gjort op en ild paa arnen i salen.»
Saa han talte. Da lød hun ham straks, og den tro Evrykleia
bragte ham svovel og ild, og drotten den gjæve Odyssevs
røkte nu rundt overalt i kamre og sal og paa tunet.
Ammen gik atter avsted og rundt i de prægtige kamre
bragte hun ternerne husbondens bud og bød dem at ile.
Alle kom ut av kvindernes sal, og med fakler i hænde,
stimlet de rundt om Odyssevs og bød ham et kjærlig velkommen,
trykket hans hænder og kysset med fryd hans aasyn og skuldre.
Følte han da i sin sjel den søteste trang til at lette
hjertet med hulkende graat; ti straks drog han kjendsel paa alle.