Odysseen/21
< Odysseen
Odysseen
ENOGTYVENDE SANG.
BUEN BLIR LAGT FREM.
Nu la selve gudinden, den blaaøide Pallas Atene,
Penelopeia paa sinde, Ikarios' kløktige datter,
frem i Odyssevs' hal at lægge til friernes kamplek
buen og jernøkser graa; ti nu skulde drapet begynde.
Steg hun da op til kongsgaardens loft over trappen den høie.
Dronningen tok i sin fyldige haand den krummede nøkkel
kunstfærdig hamret av kobber og skjøn med et elfenbens haandtak.
Derefter vandret hun, fulgt av en flok av tjenende kvinder,
ind i det inderste kammer hvor husherrens skatte var henlagt,
kobber og guld og jern som smeden med kunst hadde hamret.
Der laa Odyssevs' bue og koggeret, pilenes gjemme,
fyldt som det var med et utal av smerteforvoldende piler.
Dette var gaver han fik av en ven, da han i Lakedaimon
møttes med Ifitos, Evrytos' søn, saa sterk som en guddom.
Fjernt i den krigerske drot Orsilokos' hus i Messene
traf de hinanden tilfældig; ti dit var den gjæve Odyssevs
sendt for at kræve det samlede folk for en gjæld som det skyldte.
Ti ifra Itaka hadde messeniske ransmænd paa skibe
ført tre hundrede faar og gjæterne selv som sit bytte,
og skjønt veien var lang, og han endnu var ung, var Odyssevs
skikket som sendemand dit av sin far og de gamle i raadet.
Ifitos kom for at søke de hester han nys hadde mistet,
tolv fortrinlige hopper med kraftige mulæselsfoler. —
Siden blev hopperne høvdingens død og voldte hans bane,
da han var kommet som gjest til den vældige kjæmpe Herakles,
Alfaders søn, som øvet saa mangt et navngjetent storverk.
Ti skjønt han var der som gjest, slog han drotten ihjel i sin bolig
grusomt og uten at frygte for gudernes hevn eller agte
bordet han selv satte for ham. Han dræpte ham selv, og paa borgen
holdt han tilbake som sine hans flok sterkhovede hopper.
— Da han nu spurte sig for efter hopperne, traf han Odyssevs.
Gav han da helten den bue som Evrytos før hadde baaret
og som han efterlot sønnen som arv ved sin død i paladset,
og for at vie den trofaste pakt gav Odyssevs til gjengjæld
helten et skarpslepet sverd og et drabelig spyd; men ved bordet
møttes de ei i sit hjem; ti kjæmpen saa sterk som en guddom,
Ifitos, Evrytos' søn, blev dræpt av Herakles forinden.
Han hadde skjænket ham buen; men denne tok aldrig Odyssevs
med sig saa tidt som han drog med tjærede skibe i leding;
men som en dyrebar skat som han gjemte til minde om vennen,
laa den paa høvdingens borg; men paa Itaka bar han den altid.
Da nu den herlige kvinde kom op til det lukkede kammer,
og traadte hen til tærsklen av ek, som fordum en mester
glattet med ypperlig kunst og jevnt hadde rettet med snoren
dengang han reiste dens karm og fæstet til karmen en fløidør,
løste hun straks den rem som var fæstet til ringen i døren,
stak saa i hullet sin nøkkel, og sigtende like mot slaaen,
trak hun dens bommer tilbake. Da braket det høit som naar oksen
brøler paa græsklædte eng. Slik knirket den prægtige fløidør,
da den blev rammet med nøklen, og fløiene aapnet sig hastig.
Høit steg hun op paa et plankelagt gulv, hvor prægtige kister
fulde av klær som spredte den herligste vellugt, var stillet.
Armene strakte hun op og løftet forsigtig fra knaggen
buen som trygt var forvaret og gjemt i et skinnende hylster.
Dronningen satte sig ned, og læggende buen paa fanget
hulket hun høit mens hun løste Odyssevs' bue fra hylstret.
Da hun tilsidst med jamrende graat hadde lettet sit hjerte,
gik hun til salen, til friernes brautende flok, og i haanden
holdt hun den spænstige bue og koggeret, pilenes gjemme,
fyldt som det var med et utal av smerteforvoldende piler.
Ternerne fulgte og bar paa en kurv som var fyldt med en mængde
kobber og jern som drotten tilforn hadde brukt ved sin kamplek.
Men da den herlige kvinde kom ned til friernes skare,
stanset hun fremme ved salsdørens karm i den prægtige borghal,
medens hun trak det deilige slør over aasyn og kinder.
Hen til sin husfrue stillet sig straks to trofaste terner.
Straks tok hun ordet og talte til frierne inde i hallen:
«Friere, hør mine ord, I mænd som i overmod stadig,
nu da jeg savner min mand som saa længe er borte fra hjemmet,
voldelig trænger jer ind i mit hus for at æte og drikke
uten at nævne som grund for jer færd noget andet end dette
at I vil vinde min haand og føre mig hjem som jer hustru.
Vel da friere, kom; ti nu kan kampprisen vindes.
Nu skal jeg her lægge frem den gjæve Odyssevs' bue.
Den som med hænderne lettest kan spænde hans bue og skyte
pilen igjennem de tolv paa rad opstillede økser,
ham skal jeg følge som viv og forlate det hjem, hvor jeg engang
hilstes velkommen som brud, vor skjønne, rikt signede kongsgaard,
som jeg tilvisse saa tidt, ja endog i drømme vil mindes.
Saa hun talte og bad Evmaios, svinenes gjæter,
lægge for frierne frem de staalblanke økser og buen.
Hulkende la Evmaios dem frem, og oksernes gjæter
graat da han skuet paany den bue hans drot hadde baaret.
Da for Antinoos op, og haanende tok han til orde:
«Fæhoder! Lømler fra landet som bare kan tænke for dagen!
Hvorfor, I stympere, gir I jer til at graate og røre
hjertet i dronningens bryst? Hendes sjæl maa allikevel pines
stadig av nagende sorg, da hun mistet sin elskede husbond.
Sit nu i stilhet og tyg eders mat, eller pak jer paa døren
med eders taarer. La buen bli her, saa frierne snarlig
alle kan gaa til den farlige lek; ti jeg tror at det neppe
falder saa let for nogen at spænde den glattede bue.
Nei, ti blandt mændene her er der end ikke en som i styrke
holder Odyssevs' maal. Jeg saa ham jo selv, og jeg husker
endnu saa tydelig hvordan han var, skjønt jeg dengang var liten.»
Saaledes talte han lumsk, men haabet dog selv at han skulde
spænde den kraftige streng og skyte en pil gjennem jernet.
Dog, det var ham som snart skulde vorde den første som smakte
pilen saa besk fra Odyssevs' haand, hin helt som han haante
nys i hans sal og egget de øvrige mænd til at tirre.
Nu tok den kraftige helt Telemakos ogsaa til orde:
«Ve mig! Til visse maa Kronos' søn ha gjort mig avsindig,
siden jeg brister i latter og føler en taapelig glæde,
nu da min elskede mor som dog er saa klok og forstandig,
siger hun snart vil forlate vort hus og følge en anden.
Vel da, friere, kom; ti hvad I kan vinde som kamppris
er nu den kvinde som ei i akaiernes land har sin like,
ei i Mykene og Argos og ei i det hellige Pylos.
End ikke Itaka selv eller fastlandet har hendes make.
Dog, hvi skulde jeg rose min mor? Selv vet I jo dette.
Vel da, spild ikke tiden med snak. La os se hvad I magter.
Kvi jer nu ikke for længe. Kom frem! Ta buen og spænd den!
Jeg kunde ogsaa ha lyst til at prøve min styrke med buen.
Kunde jeg spænde dens streng og skyte en pil gjennem jernet,
vilde min mor ei volde mig sorg ved at følge en anden
bort fra dette mit hus, mens jeg blev alene tilbake,
dersom jeg maalte mig alt med min far i den hædrende kamplek.»
Saa han talte og reiste sig op, og sin kappe av purpur
la han bort og slængte det hvæssede sverd fra sin skulder.
Økserne reiste han først. Dypt grov han i jorden en rende,
lang saa de alle fik plads og rettet dem ind efter snoren.
Rundt dem stampet han jord, og de saa med forundring hvor like
ynglingen stillet dem op, skjønt han aldrig tilforn hadde set det.
Frem til tærskelen gik han og prøvde den fædrene bue.
Tre gange grep han i snoren og fristet at trække den til sig.
Tre gange svigtet hans kraft. Dog haabet han endnu at spænde
strengen den sterke og skyte en pil gjennem øksernes huller.
Da han for fjerde gang trak til med kraft, hadde buen git efter;
men av Odyssevs fik sønnen et nik som stanset hans iver.
Da tok den kraftige helt Telemakos atter til orde:
«Ve mig! Jeg blir nok for altid en svak og hjælpeløs stakkar,
eller jeg er vel for ung til endnu at tro paa min styrke,
naar jeg skal verge mig selv mot en mand som gaar paa mig i vrede.
Vel da, friere, I hvis kræfter er større end mine,
prøv nu Odyssevs' bue og la os faa ende paa kampen.»
Saa han talte og satte den vældige bue paa gulvet
ind mot de glattede bord i den fast sammenføiede fløidør,
stillet ved siden den lynsnare pil som han støttet til ringen,
og paa den stol som han reiste sig fra, gik han atter til sæte.
Nu tok Evpeites' søn Antinoos ordet iblandt dem:
«Kom nu venner og stil jer paa rad fra venstre til høire.
Den som er nærmest ved mundskjænkens plads, skal være den første.»
Saaledes lød Antinoos' ord, og de huet dem alle.
Offertyderen, Oinops' søn, den gjæve Leiodes,
reiste sig først; han hadde sin plads ved den skinnende bolle
inderst i salen, og han var den eneste mand som uvillig
saa paa de skamløse frieres færd og hatet dem alle.
Han var den første som nu med buen og pilen den hvasse
traadte til tærskelen hen og prøvde den vældige bue.
Dog, han spændte den ei; ti hans fine og ubrukte hænder
trættedes snart av at trække. Da tok han til orde iblandt dem:
«Venner, jeg spænder den ei, og nu kan en anden faa ta den.
Buen jeg holder, vil røve saa mangen en høibaaren høvding
motet og livet tillike; ti bedre at dø end at leve,
naar vi gaar glip av den lokkende pris for hvilken vi altid
samler os her med længsel i sind, mens dagene skrider.
Mangen har endnu et haab i sin sjæl og ønsker at føre
Penelopeia til hjemmet som brud, Odyssevs' hustru.
Dog, har han prøvet hans bue tilgavns, og set paa den nøie,
la ham da søke en anden, en langsløret mø i Akaia
som han kan vinde ved gaver, og siden faar dronningen egte
den som er utpekt av skjæbnen og skjænker de rikeste gaver.
Saa han talte og satte den vældige bue paa gulvet
ind mot de glattede bord i den fast sammenføiede fløidør,
stillet ved siden den lynsnare pil som han støttet til ringen
og paa den stol som han reiste sig fra, gik han atter til sæte.
Straks tok Antinoos ordet og talte ham haanlig til rette:
«Hør nu Leiodes! Hvor kunde du dog over tændernes gjerde
slippe saa grufuldt et ord? Det harmer mig høilig at høre
at du kan tro at buen skal røve de høibaarne fyrster
motet og livet, naar du er for vek til at trække op strengen.
Dig har din værdige mor ei født saa sterk at du kunde
spænde en bue og skyte en pil med vælde fra strengen;
men av de mandige friere her skal vel andre faa spændt den.»
Saa han talte og bød Melantios, gjeternes vogter:
«Rap dig, Melantios! Tænd os et baal paa arnen i salen!
Sæt frem en makelig stol og læg paa dens sæte en skindfeld.
Hent saa en talgskive hit av de største som findes i huset,
forat vi unge, saasnart vi har varmet og smurt den med fettet,
alle kan prøve med buen vor kraft og faa ende paa kampen.»
Saa han talte. Da tændte i hast Melantios baalet,
satte ved arnen en stol og dækket den vel med en skindfeld.
Talgskiven hentet han frem av de største som fandtes i huset.
Buen blev varmet og smurt, og frierne prøvde den siden.
Spænde den magtet dog ingen. Det skortet dem meget paa kræfter.
Bare Antinoos selv og Evrymakos holdt sig tilbake,
friernes ypperste mænd som i kraft var de første av alle.
Fulgtes nu ut gjennem hallen to ærlige svende som tjente
helten den gjæve Odyssevs og vogtet hans svin og hans okser.
Ogsaa Odyssevs stod op og fulgte dem ut av paladset.
Da de var ute av døren og kommet et stykke fra gaarden,
talte Odyssevs med venlige ord og mælte til begge:
«Gjæter for okser og gjæter for svin! Et ord vil jeg si jer.
Burde jeg tie kanhænde? Nei, hjertet er fuldt; jeg maa tale:
Sig mig, hvad vilde I gjøre til hjælp for Odyssevs, hvis helten
uventet kom, og en gud vilde føre ham hjem fra det fjerne?
Hvem kom I villigst til hjælp? Mon frierne eller Odyssevs?
Tal nu, og si hvad hjerte og sind monne by jer at svare.»
Svarte da straks den ærlige mand som vogtet hans okser:
«Alfader Zevs, aa, undte du mig hvad jeg inderlig ønsker,
at han kom hjem, og en gud vilde føre hin helt til hans kongsgaard,
da fik du se hvad jeg eier av kraft i arme og næver.»
Likesaa rettet Evmaios en bøn til samtlige guder
om at Odyssevs, den raadsnare helt, maatte komme til hjemmet.
Og da han nu hadde lært deres inderste tanker at kjende,
tok han til orde paany og rettet til begge sin tale:
«Vel, her har I mig selv i mit hjem. Efter talløse trængsler
kommer jeg nu i det tyvende aar til mit fædrene hjemland,
og jeg forstaar at alene I to av tjenerne hilser
glade mit komme til hjemmet; ti end ikke én av de andre
hørte jeg be at hit til mit hjem jeg igjen maatte komme.
Tro mig da nu paa mit ord. Det skal visselig vorde til sandhet:
Dersom en gud lar mig kue de skamløse frieres skare,
da vil jeg skjænke jer begge en viv og gods til jert ophold.
Hus vil jeg bygge jer nær mit palads, og begge skal siden
agtes av mig som min søn Telemakos' venner og brødre.
Vel da, et tegn som er tydelig nok skal jeg vise jer begge,
forat I trygt kan tro paa mit ord og kjende jer herre,
skrammen som engang et vildsvin har slaat med tanden den hvite,
dengang jeg kom til Parnassos som gjest med Avtolykos' sønder.»
Talende saa trak han fillerne bort saa skrammen blev synlig.
Og da de to hadde merket sig alt og set paa den nøie,
brast de i taarer og trykket i favn den gjæve Odyssevs,
bød ham velkommen til hjemmet og kysset hans aasyn og skuldre.
Kysset da ogsaa Odyssevs dem ømt paa aasyn og hænder.
Like til solefaldstid hadde visselig jammeren varet,
hvis ei Odyssevs' ord hadde stanset tilsidst deres taarer:
«Stans eders klager og jamrende graat, forat ingen som kommer
ut fra paladset skal se det og melde det inde i hallen.
En efter en maa I nu gaa ind, ei alle paa éngang,
først jeg selv og derefter I. En ting maa I huske:
Alle de andre, saa mange her er av friere gjæve,
vil nok forby at nogen skal række mig bue og kogger.
Derfor skal du, Evmaios, i borghallen bære min bue
til mig og række mig den og byd mine terner at lukke
straks den fast sammenføiede dør til kvindernes kammer.
Dersom da nogen faar høre at mændene larmer og stønner
lydt i den lukkede sal, maa de vogte sig vel for at styrte
like paa dør. De skal bli hvor de er, enhver ved sit arbeid.
Brave Filoitios! dig vil jeg be at stænge med bommen
porten til gaarden og binde den fast forsvarlig med remmen.»
Saa han talte og skyndte sig ind i den prægtige borghal,
og paa den stol som han reiste sig fra, gik han atter til sæte.
Begge den gjæve Odyssevs' mænd gik ogsaa til salen.
Helten Evrymakos sat ved den lysende lue og dreiet
buen i haand for at varme den rundt; men han orket dog ikke
endda at spænde dens streng. Da sukket han dypt i sit hjerte.
Trykket av knugende harm tok helten til orde og mælte:
«Aa, hvor det smerter mig dypt for mig selv og alle jer andre!
Tapet av brylluppet ærgrer mig vel, dog ikke saa meget;
ti en mangfoldighet findes av andre akaiiske kvinder
baade paa Itakas omflytte ø og i byerne rundt os;
men hvis vi savner saa helt den gjæve Odyssevs' kræfter,
at det er uraad for alle at spænde en streng paa hans bue,
er det vor skam at slikt skal bli spurt blandt kommende slegter.»
Straks tok Evpeites' søn Antinoos ordet og svarte:
Gjæve Evrymakos, ei skal det ske. Selv vet du det bedre.
Hvo skulde spænde en bue idag da vi feirer i byen
netop for Foibos Apollon den hellige fest? I kan rolig
lægge den fra jer; men alle paa rad opstillede økser
kan vi la staa; ti jeg tror at ingen vil vaage at komme
ind i den høibaarne helt Odyssevs' hal for at ta dem.
Vel, la mundskjænken fylde paany med vin vore bægre,
saa vi kan ofre og trygt lægge bort den krummede bue.
La saa imorgen ved gry Melantios, gjeternes vogter,
hente os gjeter, de feteste dyr i alle hans flokker,
saa vi, naar boger er ofret til skytten den høie Apollon,
atter kan prøve med buen vor kraft og faa ende paa kampen.»
Saaledes lød Antinoos' ord, og de huet dem alle.
Derefter hældte herolderne vand paa friernes hænder.
Svendene fyldte til randen med vin de skinnende boller,
stænket paa gulvet et offer og rakte dem alle et bæger.
Men da de nu hadde ofret og drukket saa meget de lystet,
talte med rænker i sind den raadsnare høvding Odyssevs:
«Hør mig, I høibaarne fyrster som frir til vor herlige dronning,
saa jeg faar sagt hvad hjertet i bryst har lyst til at nævne:
Særlig Evrymakos her og Antinoos, skjøn som en guddom,
ber jeg nu bønlig. Han raadet jer godt, da han bød jer at stanse
leken med buen idag og siden la guderne raade.
Den som han lyster, vil guden gi kraft til at seire imorgen.
Vel, men mig kan I laane en stund den glattede bue,
saa jeg iblandt jer kan prøve min kraft og armenes styrke,
om den er endnu den samme som før i de smidige lemmer,
eller om vanrøkt paa flakkende færd har røvet mig kraften.»
Saa han talte. Da fnyste av harm hver frier og frygtet
at han kanhænde med kraft skulde spænde den glattede bue.
Straks tok Antinoos ordet og spottet ham haansk i sin tale:
«Fremmede stymper, av vet og forstand har du ikke det mindste.
Kan du ei slaa dig tilfreds med at sitte tilbords med saa mange
mægtige mænd med fuldtop av mat og faa lov til at høre
hvert et ord som vi siger. I sandhet vi lar ikke ellers
fremmede tiggere sitte i ro og høre vor tale.
Nu er du ør og forrykt av honningsøt vin som kan skade
ogsaa en anden som drikker for tæt og ei holder maate.
Endog den navngjetne jætte, kentauren Evrytion, lokket
vinen til daarskap i drotten den gjæve Peiritoos' kongsgaard,
dengang han kom til lapiternes land. I rasende vanvid
øvet han vold i Peiritoos' hal, forstyrret av vinen.
Grepet av harm for heltene op og trak ham fra salen
ut gjennem forhal og dør og skar med det grusomme kobber
næsen og ørene av ham. Fortumlet i sjælen av avsind
slæpte han altid paa straffen han fik til løn for sit letsind.
Nu kom lapiternes helter i krig med de grumme Kentaurer.
Selv var han dog den første som haardt maatte bøte for rusen.
Likesaa varsler jeg dig en ulykke svar, hvis du spænder
buen den stærke. Du vil ikke nu kunne regne paa skaansel
her i vort land. Vi fører dig straks paa en sortmalet snekke
over til Eketos, kongen for hvem hver dødelig gruer.
Vit, fra hans vold kan du aldrig bli frelst. Saa hold dig da rolig!
Drik av dit bæger og yp ikke strid med mænd som er yngre.»
Nu tok Penelopeia, den kløktige dronning til orde:
«Gjæve Antinoos! ei var det billig og ret, om vi negtet
fremmede gjester som kom til Telemakos' hus, hvad de ber om.
Tror du, hvis gjesten kan spænde Odyssevs' vældige bue,
stolende trygt paa de kræfter han har og paa armenes styrke,
at han da siden skal føre mig hjem til sit eget som hustru?
End ikke selv kan han nære saa dristig et haab i sit hjerte.
Likesaa litt maa nogen av jer i det festlige gilde
grue for slikt i sit sind. Usømmelig vilde det være.»
Straks tok Polybos' søn Evrymakos ordet og svarte:
«Hør mig, Penelopeia, Ikarios' kløktige datter.
At han skal egte dig, tror vi jo ei. Usømmelig var det.
Nei, men vi gruer for kvindernes snak og mændenes tale,
dersom en anden akaier, en ringere mand, skulde sige:
«Visselig frir nu svakere mænd til en hædersmands hustru,
mænd som ikke har kraft til at spænde hans glattede bue,
medens en anden som kom, en ussel omflakkende tigger,
spændte med lethet hans bue og sendte en pil gjennem jernet.»
Saa vil de ventelig si, og for os vil det vorde en skjændsel.»
Atter tok Penelopeia, den kløktige dronning til orde:
«Gjæve Evrymakos, hæder og ry blandt folket kan aldrig
vindes av jer som paa skammelig vis ved gjestebud lægger
øde en hædersmands hus. Hvi tykkes da slikt jer en skjændsel?
Denne vor gjest er en stor og sterkbygget kjæmpe. Med stolthet
roser han sig av sin ætt som søn av en høibyrdig herre.
Vel, la os se hvad han duger! Ræk manden den glattede bue!
Ti jeg vil gi ham et løfte som visselig ogsaa skal holdes:
Dersom han spænder dens streng, og Apollon forunder ham hæder,
klær jeg ham op i en pyntelig dragt, en kappe og kjortel,
gir ham et malmhvæsset spyd til vern mot mænd og mot hunde,
dertil et tveegget sverd og paa føtterne skjønne sandaler,
og jeg vil sende ham dit hvor hans sind og hjerte begjærer.»
Nu tok den kløktige svend Telemakos ordet og mælte:
«Mor, nei ingen akaier har retten som jeg til at række
buen til den som jeg vil, eller ogsaa si nei, om jeg lyster,
hverken av alle de mange som raader paa Itakas fjeldø
eller paa øerne hist ved det hestenærende Elis.
Ingen av dem skal byde mig trods, om jeg end maatte ville
skjænke for godt den fremmede her hin bue som gave.
Gaa nu tilbake til kamret og sørg for din huslige gjerning!
Sæt dig til væv eller ten og byd dine tjenende kvinder
straks at gaa til sin dont. For buen skal mændene sørge,
alle, dog særlig jeg selv. Det er mig som raader i huset.»
Studsende reiste hun sig og vandret igjen til sit kammer
slaat av sin søns forstandige ord som hun tok sig til hjerte.
Da hun kom op i sin høienloftssal med de tjenende kvinder,
brast hun i graat for Odyssevs, sin elskede mand, til Atene
lot over øinene sænke sig ned en kvægende slummer.
Men da nu svinenes gjæter kom frem med den krummede bue,
harmedes frierne alle som én og skjændte paa manden,
og blandt de unge hovmodige mænd var der mange som ropte:
«Hvorhen, du stinkende gjæter for svin, har du tænkt dig med buen?
Gaar du i ørsken? Forvisst skal snart de fotrappe hunde
æte dig fjernt fra menneskers sti ved de svin som du vogter,
dersom Apollon vil være os huld og de øvrige guder.»
Saa de talte. Da gik han og la den ned hvor han tok den,
ræd for de harmfulde ord som han hørte av mange i salen.
Dog, Telemakos truet ham strengt fra den motsatte side:
«Kom med den, gamle! At lystre enhver skal baade dig litet.
Vel er jeg yngre; men vogt dig nu vel at jeg ikke ved stenkast
jager dig ut paa landet igjen; ti sterkere er jeg.
Gid at jeg stod i hændernes kraft saa høit over disse,
alle de friere her som nu holder til i paladset!
Aa, da skulde jeg snart med skam og skade faa jaget
mangen en mand fra vor borg; ti de tænker jo bare paa ondskap.»
Saaledes talte han barsk. Da fik de sig alle en latter,
og deres rasende harm mot Telemakos selv blev formildet.
Gjæteren bar nu buen paany gjennem salen og traadte
hen til den gjæve Odyssevs og gav ham ihænde hans bue,
kaldte saa ut Evrykleia, den trofaste amme og mælte:
«Hør Evrykleia, du er jo saa gløgg. Telemakos ber dig
lukke den fast sammenføiede dør til kvindernes kammer.
Dersom da nogen faar høre at mændene larmer og stønner
lydt i den lukkede sal, maa de vogte sig vel for at styrte
like paa dør. De skal bli hvor de er, enhver ved sit arbeid.»
Saa han talte og ei fløi ordet forbi hendes øre.
Straks slog hun slaaen for døren til kvindernes prægtige kammer.
Varlig og tyst gik Filoitios ut av huset, og lønlig
lukket han porten i laas til den høit omgjerdede borggaard.
Ute i svalgangen laa der et taug fra en krumstavnet snekke
snoet av bast. Han surret det fast om bommen og vandret
ind til den stol som han reiste sig fra og satte sig atter
stirrende stivt paa Odyssevs. Han sat og fingret med buen,
vendte den rundt og prøvde den skarpt fra ende til anden
om ikke hornet var tæret av orm i eierens fravær.
Vekslet da mange et blik med sin nærmeste nabo og mælte:
«Tiggeren er nok en skjønner, en mand som forstaar sig paa buer.
Enten har karlen en slik i sit hjem eller kanske han ønsker
selv at lage sig en. Nei se hvor den landstryker kyndig
dreier den hit og dit i sin haand, den durkdrevne kjeltring!»
Og blandt de unge hovmodige mænd tok en anden til orde:
«Gid det i selvsamme maal maa times ham lykke i livet,
som han kan spænde hin bue idag eller nogengang siden!»
Saa lød friernes ord; men straks da den kloke Odyssevs
først hadde dreiet i haand og beset den vældige bue,
var det som naar den kyndige skald som kjender sin lyre,
spænder med lethet en streng om en skrue han netop har skaaret,
naar han har fæstet sin faaretarmstreng i begge dens ender;
likesaa let var det nu for Odyssevs at spænde fast snoren.
Derefter grep han i strengen og prøvde den først med sin høire.
Dirrende sang den med tone saa klar som naar svalerne kvidrer.
Frierne skalv i pinefuld gru, og alle i salen
skiftet nu farve, mens Zevs som et tegn lot tordenen skralde.
Inderlig frydet sig helten, den hærdede høvding Odyssevs
nu da den listige Kronos' søn hadde sendt ham et varsel.
Derefter grep han den vingede pil som laa ved hans side
blottet og bar paa hans bord, mens hist i koggerets hulning
alle de andre laa gjemt som frierne snart skulde smake.
Midt over hornbuen holdt han sin pil og trak saa tilbake
indsnit og streng, tok sigte og sittende rolig paa stolen
sendte han pilen mot maalet, og ikke en eneste økse
fløi den forbi. Fra det forreste hul og tvers gjennem alle
ilte den malmtunge pil. Til Telemakos ropte nu drotten:
«Ser du, Telemakos! Gjesten du gav en plads i din borghal,
gjør dig ei skam. Jeg skjøt ikke feil av maalet, og længe
strævet jeg ikke med strengen. Min kraft er endnu den samme.
Frierne fik ikke ret, da de lastet og spottet mig haanlig.
Nu faar vi lage akaiernes mænd et maaltid i tide,
mens det er lyst. Med sang og med dans til den klingende lyre
kan vi da more os siden. Slikt liver jo op i et gilde.»
Saa han talte og gav ham et nik, og om sine skuldre
hængte Odyssevs' søn Telemakos sverdet det skarpe,
grep saa i haanden sit spyd, og væbnet med funklende kobber,
traadte han hen til sin far og stillet sig nær ved hans armstol.
Penelopeia paa sinde, Ikarios' kløktige datter,
frem i Odyssevs' hal at lægge til friernes kamplek
buen og jernøkser graa; ti nu skulde drapet begynde.
Steg hun da op til kongsgaardens loft over trappen den høie.
Dronningen tok i sin fyldige haand den krummede nøkkel
kunstfærdig hamret av kobber og skjøn med et elfenbens haandtak.
Derefter vandret hun, fulgt av en flok av tjenende kvinder,
ind i det inderste kammer hvor husherrens skatte var henlagt,
kobber og guld og jern som smeden med kunst hadde hamret.
Der laa Odyssevs' bue og koggeret, pilenes gjemme,
fyldt som det var med et utal av smerteforvoldende piler.
Dette var gaver han fik av en ven, da han i Lakedaimon
møttes med Ifitos, Evrytos' søn, saa sterk som en guddom.
Fjernt i den krigerske drot Orsilokos' hus i Messene
traf de hinanden tilfældig; ti dit var den gjæve Odyssevs
sendt for at kræve det samlede folk for en gjæld som det skyldte.
Ti ifra Itaka hadde messeniske ransmænd paa skibe
ført tre hundrede faar og gjæterne selv som sit bytte,
og skjønt veien var lang, og han endnu var ung, var Odyssevs
skikket som sendemand dit av sin far og de gamle i raadet.
Ifitos kom for at søke de hester han nys hadde mistet,
tolv fortrinlige hopper med kraftige mulæselsfoler. —
Siden blev hopperne høvdingens død og voldte hans bane,
da han var kommet som gjest til den vældige kjæmpe Herakles,
Alfaders søn, som øvet saa mangt et navngjetent storverk.
Ti skjønt han var der som gjest, slog han drotten ihjel i sin bolig
grusomt og uten at frygte for gudernes hevn eller agte
bordet han selv satte for ham. Han dræpte ham selv, og paa borgen
holdt han tilbake som sine hans flok sterkhovede hopper.
— Da han nu spurte sig for efter hopperne, traf han Odyssevs.
Gav han da helten den bue som Evrytos før hadde baaret
og som han efterlot sønnen som arv ved sin død i paladset,
og for at vie den trofaste pakt gav Odyssevs til gjengjæld
helten et skarpslepet sverd og et drabelig spyd; men ved bordet
møttes de ei i sit hjem; ti kjæmpen saa sterk som en guddom,
Ifitos, Evrytos' søn, blev dræpt av Herakles forinden.
Han hadde skjænket ham buen; men denne tok aldrig Odyssevs
med sig saa tidt som han drog med tjærede skibe i leding;
men som en dyrebar skat som han gjemte til minde om vennen,
laa den paa høvdingens borg; men paa Itaka bar han den altid.
Da nu den herlige kvinde kom op til det lukkede kammer,
og traadte hen til tærsklen av ek, som fordum en mester
glattet med ypperlig kunst og jevnt hadde rettet med snoren
dengang han reiste dens karm og fæstet til karmen en fløidør,
løste hun straks den rem som var fæstet til ringen i døren,
stak saa i hullet sin nøkkel, og sigtende like mot slaaen,
trak hun dens bommer tilbake. Da braket det høit som naar oksen
brøler paa græsklædte eng. Slik knirket den prægtige fløidør,
da den blev rammet med nøklen, og fløiene aapnet sig hastig.
Høit steg hun op paa et plankelagt gulv, hvor prægtige kister
fulde av klær som spredte den herligste vellugt, var stillet.
Armene strakte hun op og løftet forsigtig fra knaggen
buen som trygt var forvaret og gjemt i et skinnende hylster.
Dronningen satte sig ned, og læggende buen paa fanget
hulket hun høit mens hun løste Odyssevs' bue fra hylstret.
Da hun tilsidst med jamrende graat hadde lettet sit hjerte,
gik hun til salen, til friernes brautende flok, og i haanden
holdt hun den spænstige bue og koggeret, pilenes gjemme,
fyldt som det var med et utal av smerteforvoldende piler.
Ternerne fulgte og bar paa en kurv som var fyldt med en mængde
kobber og jern som drotten tilforn hadde brukt ved sin kamplek.
Men da den herlige kvinde kom ned til friernes skare,
stanset hun fremme ved salsdørens karm i den prægtige borghal,
medens hun trak det deilige slør over aasyn og kinder.
Hen til sin husfrue stillet sig straks to trofaste terner.
Straks tok hun ordet og talte til frierne inde i hallen:
«Friere, hør mine ord, I mænd som i overmod stadig,
nu da jeg savner min mand som saa længe er borte fra hjemmet,
voldelig trænger jer ind i mit hus for at æte og drikke
uten at nævne som grund for jer færd noget andet end dette
at I vil vinde min haand og føre mig hjem som jer hustru.
Vel da friere, kom; ti nu kan kampprisen vindes.
Nu skal jeg her lægge frem den gjæve Odyssevs' bue.
Den som med hænderne lettest kan spænde hans bue og skyte
pilen igjennem de tolv paa rad opstillede økser,
ham skal jeg følge som viv og forlate det hjem, hvor jeg engang
hilstes velkommen som brud, vor skjønne, rikt signede kongsgaard,
som jeg tilvisse saa tidt, ja endog i drømme vil mindes.
Saa hun talte og bad Evmaios, svinenes gjæter,
lægge for frierne frem de staalblanke økser og buen.
Hulkende la Evmaios dem frem, og oksernes gjæter
graat da han skuet paany den bue hans drot hadde baaret.
Da for Antinoos op, og haanende tok han til orde:
«Fæhoder! Lømler fra landet som bare kan tænke for dagen!
Hvorfor, I stympere, gir I jer til at graate og røre
hjertet i dronningens bryst? Hendes sjæl maa allikevel pines
stadig av nagende sorg, da hun mistet sin elskede husbond.
Sit nu i stilhet og tyg eders mat, eller pak jer paa døren
med eders taarer. La buen bli her, saa frierne snarlig
alle kan gaa til den farlige lek; ti jeg tror at det neppe
falder saa let for nogen at spænde den glattede bue.
Nei, ti blandt mændene her er der end ikke en som i styrke
holder Odyssevs' maal. Jeg saa ham jo selv, og jeg husker
endnu saa tydelig hvordan han var, skjønt jeg dengang var liten.»
Saaledes talte han lumsk, men haabet dog selv at han skulde
spænde den kraftige streng og skyte en pil gjennem jernet.
Dog, det var ham som snart skulde vorde den første som smakte
pilen saa besk fra Odyssevs' haand, hin helt som han haante
nys i hans sal og egget de øvrige mænd til at tirre.
Nu tok den kraftige helt Telemakos ogsaa til orde:
«Ve mig! Til visse maa Kronos' søn ha gjort mig avsindig,
siden jeg brister i latter og føler en taapelig glæde,
nu da min elskede mor som dog er saa klok og forstandig,
siger hun snart vil forlate vort hus og følge en anden.
Vel da, friere, kom; ti hvad I kan vinde som kamppris
er nu den kvinde som ei i akaiernes land har sin like,
ei i Mykene og Argos og ei i det hellige Pylos.
End ikke Itaka selv eller fastlandet har hendes make.
Dog, hvi skulde jeg rose min mor? Selv vet I jo dette.
Vel da, spild ikke tiden med snak. La os se hvad I magter.
Kvi jer nu ikke for længe. Kom frem! Ta buen og spænd den!
Jeg kunde ogsaa ha lyst til at prøve min styrke med buen.
Kunde jeg spænde dens streng og skyte en pil gjennem jernet,
vilde min mor ei volde mig sorg ved at følge en anden
bort fra dette mit hus, mens jeg blev alene tilbake,
dersom jeg maalte mig alt med min far i den hædrende kamplek.»
Saa han talte og reiste sig op, og sin kappe av purpur
la han bort og slængte det hvæssede sverd fra sin skulder.
Økserne reiste han først. Dypt grov han i jorden en rende,
lang saa de alle fik plads og rettet dem ind efter snoren.
Rundt dem stampet han jord, og de saa med forundring hvor like
ynglingen stillet dem op, skjønt han aldrig tilforn hadde set det.
Frem til tærskelen gik han og prøvde den fædrene bue.
Tre gange grep han i snoren og fristet at trække den til sig.
Tre gange svigtet hans kraft. Dog haabet han endnu at spænde
strengen den sterke og skyte en pil gjennem øksernes huller.
Da han for fjerde gang trak til med kraft, hadde buen git efter;
men av Odyssevs fik sønnen et nik som stanset hans iver.
Da tok den kraftige helt Telemakos atter til orde:
«Ve mig! Jeg blir nok for altid en svak og hjælpeløs stakkar,
eller jeg er vel for ung til endnu at tro paa min styrke,
naar jeg skal verge mig selv mot en mand som gaar paa mig i vrede.
Vel da, friere, I hvis kræfter er større end mine,
prøv nu Odyssevs' bue og la os faa ende paa kampen.»
Saa han talte og satte den vældige bue paa gulvet
ind mot de glattede bord i den fast sammenføiede fløidør,
stillet ved siden den lynsnare pil som han støttet til ringen,
og paa den stol som han reiste sig fra, gik han atter til sæte.
Nu tok Evpeites' søn Antinoos ordet iblandt dem:
«Kom nu venner og stil jer paa rad fra venstre til høire.
Den som er nærmest ved mundskjænkens plads, skal være den første.»
Saaledes lød Antinoos' ord, og de huet dem alle.
Offertyderen, Oinops' søn, den gjæve Leiodes,
reiste sig først; han hadde sin plads ved den skinnende bolle
inderst i salen, og han var den eneste mand som uvillig
saa paa de skamløse frieres færd og hatet dem alle.
Han var den første som nu med buen og pilen den hvasse
traadte til tærskelen hen og prøvde den vældige bue.
Dog, han spændte den ei; ti hans fine og ubrukte hænder
trættedes snart av at trække. Da tok han til orde iblandt dem:
«Venner, jeg spænder den ei, og nu kan en anden faa ta den.
Buen jeg holder, vil røve saa mangen en høibaaren høvding
motet og livet tillike; ti bedre at dø end at leve,
naar vi gaar glip av den lokkende pris for hvilken vi altid
samler os her med længsel i sind, mens dagene skrider.
Mangen har endnu et haab i sin sjæl og ønsker at føre
Penelopeia til hjemmet som brud, Odyssevs' hustru.
Dog, har han prøvet hans bue tilgavns, og set paa den nøie,
la ham da søke en anden, en langsløret mø i Akaia
som han kan vinde ved gaver, og siden faar dronningen egte
den som er utpekt av skjæbnen og skjænker de rikeste gaver.
Saa han talte og satte den vældige bue paa gulvet
ind mot de glattede bord i den fast sammenføiede fløidør,
stillet ved siden den lynsnare pil som han støttet til ringen
og paa den stol som han reiste sig fra, gik han atter til sæte.
Straks tok Antinoos ordet og talte ham haanlig til rette:
«Hør nu Leiodes! Hvor kunde du dog over tændernes gjerde
slippe saa grufuldt et ord? Det harmer mig høilig at høre
at du kan tro at buen skal røve de høibaarne fyrster
motet og livet, naar du er for vek til at trække op strengen.
Dig har din værdige mor ei født saa sterk at du kunde
spænde en bue og skyte en pil med vælde fra strengen;
men av de mandige friere her skal vel andre faa spændt den.»
Saa han talte og bød Melantios, gjeternes vogter:
«Rap dig, Melantios! Tænd os et baal paa arnen i salen!
Sæt frem en makelig stol og læg paa dens sæte en skindfeld.
Hent saa en talgskive hit av de største som findes i huset,
forat vi unge, saasnart vi har varmet og smurt den med fettet,
alle kan prøve med buen vor kraft og faa ende paa kampen.»
Saa han talte. Da tændte i hast Melantios baalet,
satte ved arnen en stol og dækket den vel med en skindfeld.
Talgskiven hentet han frem av de største som fandtes i huset.
Buen blev varmet og smurt, og frierne prøvde den siden.
Spænde den magtet dog ingen. Det skortet dem meget paa kræfter.
Bare Antinoos selv og Evrymakos holdt sig tilbake,
friernes ypperste mænd som i kraft var de første av alle.
Fulgtes nu ut gjennem hallen to ærlige svende som tjente
helten den gjæve Odyssevs og vogtet hans svin og hans okser.
Ogsaa Odyssevs stod op og fulgte dem ut av paladset.
Da de var ute av døren og kommet et stykke fra gaarden,
talte Odyssevs med venlige ord og mælte til begge:
«Gjæter for okser og gjæter for svin! Et ord vil jeg si jer.
Burde jeg tie kanhænde? Nei, hjertet er fuldt; jeg maa tale:
Sig mig, hvad vilde I gjøre til hjælp for Odyssevs, hvis helten
uventet kom, og en gud vilde føre ham hjem fra det fjerne?
Hvem kom I villigst til hjælp? Mon frierne eller Odyssevs?
Tal nu, og si hvad hjerte og sind monne by jer at svare.»
Svarte da straks den ærlige mand som vogtet hans okser:
«Alfader Zevs, aa, undte du mig hvad jeg inderlig ønsker,
at han kom hjem, og en gud vilde føre hin helt til hans kongsgaard,
da fik du se hvad jeg eier av kraft i arme og næver.»
Likesaa rettet Evmaios en bøn til samtlige guder
om at Odyssevs, den raadsnare helt, maatte komme til hjemmet.
Og da han nu hadde lært deres inderste tanker at kjende,
tok han til orde paany og rettet til begge sin tale:
«Vel, her har I mig selv i mit hjem. Efter talløse trængsler
kommer jeg nu i det tyvende aar til mit fædrene hjemland,
og jeg forstaar at alene I to av tjenerne hilser
glade mit komme til hjemmet; ti end ikke én av de andre
hørte jeg be at hit til mit hjem jeg igjen maatte komme.
Tro mig da nu paa mit ord. Det skal visselig vorde til sandhet:
Dersom en gud lar mig kue de skamløse frieres skare,
da vil jeg skjænke jer begge en viv og gods til jert ophold.
Hus vil jeg bygge jer nær mit palads, og begge skal siden
agtes av mig som min søn Telemakos' venner og brødre.
Vel da, et tegn som er tydelig nok skal jeg vise jer begge,
forat I trygt kan tro paa mit ord og kjende jer herre,
skrammen som engang et vildsvin har slaat med tanden den hvite,
dengang jeg kom til Parnassos som gjest med Avtolykos' sønder.»
Talende saa trak han fillerne bort saa skrammen blev synlig.
Og da de to hadde merket sig alt og set paa den nøie,
brast de i taarer og trykket i favn den gjæve Odyssevs,
bød ham velkommen til hjemmet og kysset hans aasyn og skuldre.
Kysset da ogsaa Odyssevs dem ømt paa aasyn og hænder.
Like til solefaldstid hadde visselig jammeren varet,
hvis ei Odyssevs' ord hadde stanset tilsidst deres taarer:
«Stans eders klager og jamrende graat, forat ingen som kommer
ut fra paladset skal se det og melde det inde i hallen.
En efter en maa I nu gaa ind, ei alle paa éngang,
først jeg selv og derefter I. En ting maa I huske:
Alle de andre, saa mange her er av friere gjæve,
vil nok forby at nogen skal række mig bue og kogger.
Derfor skal du, Evmaios, i borghallen bære min bue
til mig og række mig den og byd mine terner at lukke
straks den fast sammenføiede dør til kvindernes kammer.
Dersom da nogen faar høre at mændene larmer og stønner
lydt i den lukkede sal, maa de vogte sig vel for at styrte
like paa dør. De skal bli hvor de er, enhver ved sit arbeid.
Brave Filoitios! dig vil jeg be at stænge med bommen
porten til gaarden og binde den fast forsvarlig med remmen.»
Saa han talte og skyndte sig ind i den prægtige borghal,
og paa den stol som han reiste sig fra, gik han atter til sæte.
Begge den gjæve Odyssevs' mænd gik ogsaa til salen.
Helten Evrymakos sat ved den lysende lue og dreiet
buen i haand for at varme den rundt; men han orket dog ikke
endda at spænde dens streng. Da sukket han dypt i sit hjerte.
Trykket av knugende harm tok helten til orde og mælte:
«Aa, hvor det smerter mig dypt for mig selv og alle jer andre!
Tapet av brylluppet ærgrer mig vel, dog ikke saa meget;
ti en mangfoldighet findes av andre akaiiske kvinder
baade paa Itakas omflytte ø og i byerne rundt os;
men hvis vi savner saa helt den gjæve Odyssevs' kræfter,
at det er uraad for alle at spænde en streng paa hans bue,
er det vor skam at slikt skal bli spurt blandt kommende slegter.»
Straks tok Evpeites' søn Antinoos ordet og svarte:
Gjæve Evrymakos, ei skal det ske. Selv vet du det bedre.
Hvo skulde spænde en bue idag da vi feirer i byen
netop for Foibos Apollon den hellige fest? I kan rolig
lægge den fra jer; men alle paa rad opstillede økser
kan vi la staa; ti jeg tror at ingen vil vaage at komme
ind i den høibaarne helt Odyssevs' hal for at ta dem.
Vel, la mundskjænken fylde paany med vin vore bægre,
saa vi kan ofre og trygt lægge bort den krummede bue.
La saa imorgen ved gry Melantios, gjeternes vogter,
hente os gjeter, de feteste dyr i alle hans flokker,
saa vi, naar boger er ofret til skytten den høie Apollon,
atter kan prøve med buen vor kraft og faa ende paa kampen.»
Saaledes lød Antinoos' ord, og de huet dem alle.
Derefter hældte herolderne vand paa friernes hænder.
Svendene fyldte til randen med vin de skinnende boller,
stænket paa gulvet et offer og rakte dem alle et bæger.
Men da de nu hadde ofret og drukket saa meget de lystet,
talte med rænker i sind den raadsnare høvding Odyssevs:
«Hør mig, I høibaarne fyrster som frir til vor herlige dronning,
saa jeg faar sagt hvad hjertet i bryst har lyst til at nævne:
Særlig Evrymakos her og Antinoos, skjøn som en guddom,
ber jeg nu bønlig. Han raadet jer godt, da han bød jer at stanse
leken med buen idag og siden la guderne raade.
Den som han lyster, vil guden gi kraft til at seire imorgen.
Vel, men mig kan I laane en stund den glattede bue,
saa jeg iblandt jer kan prøve min kraft og armenes styrke,
om den er endnu den samme som før i de smidige lemmer,
eller om vanrøkt paa flakkende færd har røvet mig kraften.»
Saa han talte. Da fnyste av harm hver frier og frygtet
at han kanhænde med kraft skulde spænde den glattede bue.
Straks tok Antinoos ordet og spottet ham haansk i sin tale:
«Fremmede stymper, av vet og forstand har du ikke det mindste.
Kan du ei slaa dig tilfreds med at sitte tilbords med saa mange
mægtige mænd med fuldtop av mat og faa lov til at høre
hvert et ord som vi siger. I sandhet vi lar ikke ellers
fremmede tiggere sitte i ro og høre vor tale.
Nu er du ør og forrykt av honningsøt vin som kan skade
ogsaa en anden som drikker for tæt og ei holder maate.
Endog den navngjetne jætte, kentauren Evrytion, lokket
vinen til daarskap i drotten den gjæve Peiritoos' kongsgaard,
dengang han kom til lapiternes land. I rasende vanvid
øvet han vold i Peiritoos' hal, forstyrret av vinen.
Grepet av harm for heltene op og trak ham fra salen
ut gjennem forhal og dør og skar med det grusomme kobber
næsen og ørene av ham. Fortumlet i sjælen av avsind
slæpte han altid paa straffen han fik til løn for sit letsind.
Nu kom lapiternes helter i krig med de grumme Kentaurer.
Selv var han dog den første som haardt maatte bøte for rusen.
Likesaa varsler jeg dig en ulykke svar, hvis du spænder
buen den stærke. Du vil ikke nu kunne regne paa skaansel
her i vort land. Vi fører dig straks paa en sortmalet snekke
over til Eketos, kongen for hvem hver dødelig gruer.
Vit, fra hans vold kan du aldrig bli frelst. Saa hold dig da rolig!
Drik av dit bæger og yp ikke strid med mænd som er yngre.»
Nu tok Penelopeia, den kløktige dronning til orde:
«Gjæve Antinoos! ei var det billig og ret, om vi negtet
fremmede gjester som kom til Telemakos' hus, hvad de ber om.
Tror du, hvis gjesten kan spænde Odyssevs' vældige bue,
stolende trygt paa de kræfter han har og paa armenes styrke,
at han da siden skal føre mig hjem til sit eget som hustru?
End ikke selv kan han nære saa dristig et haab i sit hjerte.
Likesaa litt maa nogen av jer i det festlige gilde
grue for slikt i sit sind. Usømmelig vilde det være.»
Straks tok Polybos' søn Evrymakos ordet og svarte:
«Hør mig, Penelopeia, Ikarios' kløktige datter.
At han skal egte dig, tror vi jo ei. Usømmelig var det.
Nei, men vi gruer for kvindernes snak og mændenes tale,
dersom en anden akaier, en ringere mand, skulde sige:
«Visselig frir nu svakere mænd til en hædersmands hustru,
mænd som ikke har kraft til at spænde hans glattede bue,
medens en anden som kom, en ussel omflakkende tigger,
spændte med lethet hans bue og sendte en pil gjennem jernet.»
Saa vil de ventelig si, og for os vil det vorde en skjændsel.»
Atter tok Penelopeia, den kløktige dronning til orde:
«Gjæve Evrymakos, hæder og ry blandt folket kan aldrig
vindes av jer som paa skammelig vis ved gjestebud lægger
øde en hædersmands hus. Hvi tykkes da slikt jer en skjændsel?
Denne vor gjest er en stor og sterkbygget kjæmpe. Med stolthet
roser han sig av sin ætt som søn av en høibyrdig herre.
Vel, la os se hvad han duger! Ræk manden den glattede bue!
Ti jeg vil gi ham et løfte som visselig ogsaa skal holdes:
Dersom han spænder dens streng, og Apollon forunder ham hæder,
klær jeg ham op i en pyntelig dragt, en kappe og kjortel,
gir ham et malmhvæsset spyd til vern mot mænd og mot hunde,
dertil et tveegget sverd og paa føtterne skjønne sandaler,
og jeg vil sende ham dit hvor hans sind og hjerte begjærer.»
Nu tok den kløktige svend Telemakos ordet og mælte:
«Mor, nei ingen akaier har retten som jeg til at række
buen til den som jeg vil, eller ogsaa si nei, om jeg lyster,
hverken av alle de mange som raader paa Itakas fjeldø
eller paa øerne hist ved det hestenærende Elis.
Ingen av dem skal byde mig trods, om jeg end maatte ville
skjænke for godt den fremmede her hin bue som gave.
Gaa nu tilbake til kamret og sørg for din huslige gjerning!
Sæt dig til væv eller ten og byd dine tjenende kvinder
straks at gaa til sin dont. For buen skal mændene sørge,
alle, dog særlig jeg selv. Det er mig som raader i huset.»
Studsende reiste hun sig og vandret igjen til sit kammer
slaat av sin søns forstandige ord som hun tok sig til hjerte.
Da hun kom op i sin høienloftssal med de tjenende kvinder,
brast hun i graat for Odyssevs, sin elskede mand, til Atene
lot over øinene sænke sig ned en kvægende slummer.
Men da nu svinenes gjæter kom frem med den krummede bue,
harmedes frierne alle som én og skjændte paa manden,
og blandt de unge hovmodige mænd var der mange som ropte:
«Hvorhen, du stinkende gjæter for svin, har du tænkt dig med buen?
Gaar du i ørsken? Forvisst skal snart de fotrappe hunde
æte dig fjernt fra menneskers sti ved de svin som du vogter,
dersom Apollon vil være os huld og de øvrige guder.»
Saa de talte. Da gik han og la den ned hvor han tok den,
ræd for de harmfulde ord som han hørte av mange i salen.
Dog, Telemakos truet ham strengt fra den motsatte side:
«Kom med den, gamle! At lystre enhver skal baade dig litet.
Vel er jeg yngre; men vogt dig nu vel at jeg ikke ved stenkast
jager dig ut paa landet igjen; ti sterkere er jeg.
Gid at jeg stod i hændernes kraft saa høit over disse,
alle de friere her som nu holder til i paladset!
Aa, da skulde jeg snart med skam og skade faa jaget
mangen en mand fra vor borg; ti de tænker jo bare paa ondskap.»
Saaledes talte han barsk. Da fik de sig alle en latter,
og deres rasende harm mot Telemakos selv blev formildet.
Gjæteren bar nu buen paany gjennem salen og traadte
hen til den gjæve Odyssevs og gav ham ihænde hans bue,
kaldte saa ut Evrykleia, den trofaste amme og mælte:
«Hør Evrykleia, du er jo saa gløgg. Telemakos ber dig
lukke den fast sammenføiede dør til kvindernes kammer.
Dersom da nogen faar høre at mændene larmer og stønner
lydt i den lukkede sal, maa de vogte sig vel for at styrte
like paa dør. De skal bli hvor de er, enhver ved sit arbeid.»
Saa han talte og ei fløi ordet forbi hendes øre.
Straks slog hun slaaen for døren til kvindernes prægtige kammer.
Varlig og tyst gik Filoitios ut av huset, og lønlig
lukket han porten i laas til den høit omgjerdede borggaard.
Ute i svalgangen laa der et taug fra en krumstavnet snekke
snoet av bast. Han surret det fast om bommen og vandret
ind til den stol som han reiste sig fra og satte sig atter
stirrende stivt paa Odyssevs. Han sat og fingret med buen,
vendte den rundt og prøvde den skarpt fra ende til anden
om ikke hornet var tæret av orm i eierens fravær.
Vekslet da mange et blik med sin nærmeste nabo og mælte:
«Tiggeren er nok en skjønner, en mand som forstaar sig paa buer.
Enten har karlen en slik i sit hjem eller kanske han ønsker
selv at lage sig en. Nei se hvor den landstryker kyndig
dreier den hit og dit i sin haand, den durkdrevne kjeltring!»
Og blandt de unge hovmodige mænd tok en anden til orde:
«Gid det i selvsamme maal maa times ham lykke i livet,
som han kan spænde hin bue idag eller nogengang siden!»
Saa lød friernes ord; men straks da den kloke Odyssevs
først hadde dreiet i haand og beset den vældige bue,
var det som naar den kyndige skald som kjender sin lyre,
spænder med lethet en streng om en skrue han netop har skaaret,
naar han har fæstet sin faaretarmstreng i begge dens ender;
likesaa let var det nu for Odyssevs at spænde fast snoren.
Derefter grep han i strengen og prøvde den først med sin høire.
Dirrende sang den med tone saa klar som naar svalerne kvidrer.
Frierne skalv i pinefuld gru, og alle i salen
skiftet nu farve, mens Zevs som et tegn lot tordenen skralde.
Inderlig frydet sig helten, den hærdede høvding Odyssevs
nu da den listige Kronos' søn hadde sendt ham et varsel.
Derefter grep han den vingede pil som laa ved hans side
blottet og bar paa hans bord, mens hist i koggerets hulning
alle de andre laa gjemt som frierne snart skulde smake.
Midt over hornbuen holdt han sin pil og trak saa tilbake
indsnit og streng, tok sigte og sittende rolig paa stolen
sendte han pilen mot maalet, og ikke en eneste økse
fløi den forbi. Fra det forreste hul og tvers gjennem alle
ilte den malmtunge pil. Til Telemakos ropte nu drotten:
«Ser du, Telemakos! Gjesten du gav en plads i din borghal,
gjør dig ei skam. Jeg skjøt ikke feil av maalet, og længe
strævet jeg ikke med strengen. Min kraft er endnu den samme.
Frierne fik ikke ret, da de lastet og spottet mig haanlig.
Nu faar vi lage akaiernes mænd et maaltid i tide,
mens det er lyst. Med sang og med dans til den klingende lyre
kan vi da more os siden. Slikt liver jo op i et gilde.»
Saa han talte og gav ham et nik, og om sine skuldre
hængte Odyssevs' søn Telemakos sverdet det skarpe,
grep saa i haanden sit spyd, og væbnet med funklende kobber,
traadte han hen til sin far og stillet sig nær ved hans armstol.