Odysseen/20
< Odysseen
Odysseen
TYVENDE SANG.
HVAD DER HÆNDTE FØR FRIERNE BLEV DRÆPT.
Ute i forhallen redte imens Odyssevs sit leie
bredte paa gulvet en ugarvet hud av en okse, og øverst
skindet av talrike faar som akaiernes mænd hadde slagtet.
Over den hvilende bredte Evrynome varlig en kappe.
Vaaken og pønsende ivrig paa hævn over frierne hvilte
helten Odyssevs paa leiet, mens ternerne gik fra paladset,
alle som gav sig til stadighet hen til friernes skare.
Gjønende gik de forbi og spøkte og lo til hverandre.
Men i Odyssevs’ bryst kom hjertet i kok, og tvilraadig
drøftet han frem og tilbake i hjerte og sind om han skulde
skynde sig efter dem straks og dræpe hver eneste tøite,
eller han endnu for sidste og eneste gang skulde la dem
gantes med friernes flok. Vildt knurret i barmen hans hjerte.
Likesom tispen som gaaende rundt sine nyfødte hvalper
gjør mot den ukjendte mand og modig vil verne sin yngel,
saaledes knurret hans hjerte i harm over ternernes frækhet.
Slog han sig da for sit bryst og talte sit hjerte til rette:
«Hjerte, hold ut! Hvad du taalte tilforn var værre end dette,
dengang den vilde kyklop, hint troll med de vældige kræfter,
aat mine svende. Da holdt du det ut, til mit kløktige paafund
frelste dig ut av hans hule tilsidst, da du gruet for døden.»
Saaledes talte han strengt sit harmfulde hjerte til rette.
Hjertet var lydig og slog sig med taal til ro i sit fængsel.
Selv var han rastløs og væltet sig hit og dit paa sit leie.
Som naar en mand over flammende ild ustanselig dreier
frem og tilbake et maveskind fyldt med blod og med ister,
naar han har hastverk og ønsker det stekt saa snart det er mulig,
saaledes væltet han sig ustanselig frem og tilbake,
drøftende planer til kamp mot friernes skamløse skare,
skjønt han var ene mot mange. Da nærmet sig Pallas Atene
svævende ned ifra himlen, og skapt som en dødelig kvinde
traadte hun frem for hans aasyn, og manende tok hun til orde:
«Hvorfor, Odyssevs, usaligste mand av alle som lever,
vaaker du atter? Her er jo dit hjem; her har du din hustru;
dertil en søn hvis like vel mangen en mand kunde ønske.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Ja, du har visselig ret i alt hvad du nævnte, gudinde,
men der er noget mit grublende sind ustanselig drøfter,
hvordan jeg bedst skal faa bugt med friernes skamløse skare
ene mot dem som altid i flok holder til i paladset.
Og der er endnu en tvil som piner mit hjerte end mere:
Sæt at jeg dræper dem alle ved din og Alfaders bistand,
hvor skal jeg da finde tilflugt? Aa si det! jeg ber dig saa bønlig.»
Straks tok Atene, den blaaøide mø, til orde og svarte:
«Mange maa stole, du brysomme mand, paa en svakere hjælper,
hjælper av dødelig æt som ei er min like i visdom.
Jeg er gudinden den sterke som altid i trængsel og fare
verner dig trygt, og nu vil jeg greit og likefrem si dig:
Selv om det saa skulde ske at femti flokker av stridsmænd
fylkedes om os til kamp og ønsket at volde vor bane,
skulde du drive til hjemmet som rov deres okser og smaafæ.
Læg dig nu trygt til at sove. At holde sig vaaken og gruble
natten igjennem er plagsomt. Snart er du jo frelst fra din trengsel.»
Saa hun talte og lukket i kvægende slummer hans øine.
Selv for den høie gudinde paany til Olympos tilbake.
Da han var favnet av søvnen, som lindrer al kummer og løser
lemmernes slappede baand, da vaaknet hans trofaste hustru.
Opreist satte hun sig paa det dunbløte leie og hulket.
Da hun omsider med jamrende graat hadde lettet sit hjerte,
rettet den herlige kvinde til Artemis først sine bønner:
«Artemis, høie gudinde, du datter av Zevs! maatte snarlig,
midt i mit bryst du fæste din pil og røve mig livet
straks, eller maatte der komme en storm som grep mig og hastig
førte mig med sig og hvirvlet mig hen over taakede stier
dit hvor den kredsrunde strøm Okeanos munder i havet,
likesom fordum, da stormen rev bort Pandareos’ døtre.
Guderne voldte forældrenes død. Forlatt og alene
blev de paa borgen tilbake. Da tok Afrodite sig av dem,
fostret dem op med honning og ost og med vinen den søte.
Hera forundte dem skjønhet og kløkt som de første blandt kvinder.
Artemis skjænket dem statelig vekst, og Pallas Atene
lærte dem alt hvad av herligt og skjønt en kvinde kan virke.
Men da tilsidst Afrodite drog op til det høie Olympen
hen til den lynglade Zevs for at be ham at unde dem begge
brylluppets straalende fest; ti han vet hver ting som skal hænde,
baade hvad godt og hvad ondt hver dødelig skabning skal times,
røvet harpyerne begge og skjænket de deilige møer
siden som tjenende terner til hevnens forhatte gudinder.
Maatte de guder som bor paa Olymp, la mig røves saa sporløst,
eller gid Artemis traf mig med pil, saa jeg selv paa min vandring
ned til det grufulde dyp under jord kunde skue Odyssevs
og kunne spares for siden at fryde en ringere husbond.
Det som er ondt maa enhver kunde bære med taal, naar han graater
bare om dagen med kummerfuldt sind, men hviler om natten
trygt i en kvægende søvn; ti alt lar den synke i glemsel,
baade det gode og det som gjør ondt, naar den lukker vort øie.
Mig har, selv naar jeg hviler, en gud sendt kvalfulde drømme.
Atter inat har en mand som lignet ham, hvilt ved min side,
just som han var, da han drog med sin hær, og det frydet mit hjerte,
saasom jeg ei kunde tro det var drøm, men sandhet jeg skuet.»
Saa hun talte, og Eos steg op paa sin straalende guldstol.
Helten Odyssevs fik høre tilsidst den graatendes stemme.
Tankefuld blev han og grublet. Det tyktes ham grant i hans hjerte,
som om hun alt hadde kjendt ham igjen og stod for hans aasyn.
Straks tok han kappen og skindene op som han sov paa, og bar dem
ind paa en stol i paladset og kastet saa fra sig paa gaarden
oksehudsfelden. Saa bad han til Zevs med oprakte hænder:
«Alfader Zevs! saasandt som I nu efter tugtelser haarde
naadig har fulgt mig tillands og tilvands til dette mit hjemland,
maatte da en som er vaaken, faa sagt mig derinde i huset
varslende ord, og et jertegn fra Zevs bli vist mig herute.»
Saaledes bad han, og Zevs, den alvise, hørte ham naadig.
Høit fra sin trone i sky paa Olympos’ straalende tinde
sendte han tordenens skrald, og glad blev den gjæve Odyssevs.
Varselsord lød fra en kvinde som malte paa haandkvern i huset
tæt ved ham selv, hvor kvernene stod i herskerens kongsgaard.
Tolv i det hele var kvindernes tal som strævet med disse.
Bygmel og hvetemel, mændenes marv, var de sat til at male.
Nu laa de andre og sov, da enhver hadde malet sin hvete.
Hun var alene ei færdig med sin, fordi hun var svakest.
Slap hun da kvernen og talte et ord, sin herre til varsel:
«Zevs, vor almægtige far, du guders og menneskers herre!
Høit lot du tordenen slaa fra din stjerneglitrende himmel
uten at sky er at se. Du viser vel nogen et jertegn.
Gjør da ogsaa hvad jeg, en ulykkelig kvinde, vil be om.
Maatte for sidste og eneste gang i Odyssevs’ haller
frierne samles idag og nyte sit herlige maaltid!
Ja, maatte disse for hvem jeg med dødstrætte lemmer maa male
bygmel i pinefuldt slit, for sidstegang gaa til et gilde!»
Saa hun talte. De varslende ord og Alfaders torden
frydet Odyssevs; ti nu fik han haab om at tugte de frække.
Men paa Odyssevs’ straalende borg var de øvrige terner
vaagnet og tændte et flammende baal paa arnen i hallen.
Skjøn som en gud steg Telemakos op fra sit leie, og hastig
klædte han sig og hængte det skarpslepne sverd om sin skulder.
Under de skinnende føtter bandt helten de skjønne sandaler,
fattet det vældige spyd med malmhvæsset odd, og paa tærsklen
traadte han frem og rettet til Evrykleia et spørsmaal:
«Gamlemor, si, har I hædret den fremmede gjest paa vor kongsgaard
baade med seng og med mat, eller ligger han som det kan falde?
Ti saa forstandig hun er, er det saa med min mor at hun ofte
ærer paa maafaa en ringere gjest blandt mænd som hun huser,
mens hun lar mænd som fortjener det mer, gaa bort uten hæder.»
Talte da straks Evrykleia, den kløktige kvinde, og svarte:
«Dennegang, søn, skal du ei kunne laste din mor; hun er skyldfri;
ti han har sittet og drukket sin vin saa længe han lystet,
og da hun spurte ham, svarte han selv at han ei hadde matlyst.
Da han saa tænkte tilsidst paa at lægge sig ned for at sove,
bød hun de tjenende kvinder at rede ham seng i paladset;
men som en stakkars ulykkelig mand, som skjæbnen har rammet,
ønsket han ikke at sove i seng paa tæpper og puter,
men paa en okses ugarvede hud og paa faareskind bløte
sov han i svalgangen hist. Der bredte vi paa ham en kappe.»
Saa hun talte. Da gik Telemakos ut gjennem hallen
holdende lansen i haand. Ham fulgte to fotrappe hunder
hen til akaiernes hærklædte mænd som var samlet paa torvet.
Men til ternerne talte nu strengt den værdige kvinde
Evrykleia, en datter av Ops som var søn av Peisenor:
«Rap jer! Se til at faa stænket med vand og feiet med koster
gulvet i salen og siden faa lagt paa de prægtige stoler
purpurfarvede tæpper. I andre skal vaske med svamper
grundig hvert eneste bord, og saa skal I skylle de skjønne
boller og tvehankspokaler. I der skal ile til bækken.
Der skal I hente mig vand og rappe jer med det tilbake.
Ei vil det vare saa længe, før frierne er her i hallen.
Nei, de vil komme her tidlig. Her holdes jo fest for dem alle.»
Saa hun talte. De lød hendes ord og føiet sig villig.
Tyve av ternerne skyndte sig hen til bækken den mørke,
medens de andre tok fat paa sin tilvante gjerning i huset.
Ind kom akaiernes svende i flok. De kløvde til brændsel
veden med øvede hænder, mens kvinderne atter fra bækken
vendte tilbake, og gjæteren kom og førte til gaarden
tre av de feteste svin, de bedste som fandtes i flokken.
Dem lot han streife omkring paa, den smukt indgjerdede borggaard.
Selv gik han hen og talte med venlige ord til Odyssevs:
«Si mig, fremmede gjest, om akaierne agter dig mere,
eller de haaner dig nu som de gjorde igaar i paladset.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Kjære Evmaios! aa, maatte det ske at guderne tugtet
al denne skamløse vold som de øver i frækkeste hovmod
her i det fremmede hus og uten den ringeste blygsel.»
Saaledes talte de to med vekslende ord til hinanden.
Nu kom gjeternes vogter Melantios vandrende mot dem
førende med sig til friernes bord de feteste gjeter,
alle de ypperste dyr i hans flok. To gjætere fulgte.
Selv gik han hen og talte med haanende ord til Odyssevs:
«Fremmedkarl, er du her endnu til plage for huset og tigger
herrerne her om en skjærv? Kan du ei finde ut gjennem døren?
Sandelig tror jeg vi to vil ei kunne skilles for alvor,
før du faar smakt mine næver. Usømmelig er jo dit paahæng.
Gjestebudskost er vel ogsaa at faa hos andre akaier.»
Saa han talte, men fik ikke svar av den kloke Odyssevs.
Høvdingen rystet paa hovedet taus og pønset paa hevnen.
Gjæternes formand Filoitios kom som den tredje og førte
med sig til friernes bord en kvie og velnærte gjeter.
Dit var de rodd over sundet av færgemænd raske som fører
farende folk over sjø i sin baat, saa ofte de kommer.
Dyrene førte han hen til den larmende svalgang og bandt dem.
Selv gik vogteren hen til svinenes gjæter og spurte:
«Hvem kan han være, den fremmede mand som nylig er kommet
hit til vor gaard? Fortæl hvad han selv har sagt om sin herkomst.
Si mig, hvor har han sin ætt? Hvor har han sin fædrene hjemstavn?
Stakkar! Han ligner i sandhet av vekst en høibaaren konge.
Guderne skjæmmer av aasyn de mænd som viden maa vanke,
selv om det er en høibaaren drot som de vier til jammer.»
Talende saa gik han hen og rakte ham haanden til velkomst,
talte til gjesten med vingede ord og hilste ham venlig:
«Hil dig, fremmede far! Maatte herefter lykke og medgang
vorde din lod! Nu trykkes du haardt av mangfoldige plager.
Alfader Zevs, haardhjertet som du er ingen blandt guder.
Selv lar du mændene fødes, men ynker dem ei, naar de tumles
hjælpeløst om i den haardeste nød og de bitreste kvaler.
Sveden brast frem, da jeg saa dig, og øinene fyldtes med taarer,
da jeg kom helten Odyssevs ihu; ti vel maa jeg tænke
at ogsaa han maa flakke blandt folk i filler som dine,
dersom han end er i live og skuer det straalende sollys.
Men er han død, og dvæler han alt hos Hades, da ve mig!
Ve for Odyssevs min herlige drot som fra jeg var smaagut
i kefallenernes land lot mig vogte som gjæter hans okser.
Nu blir hans flok umaadelig stor. Ei findes vel ellers
nogen som eier av bredpandet fæ saa trivelig bøling.
Men det er fremmede nu paa hvis bud jeg driver til gaarden
okser til mat for dem selv, og de ænser ei sønnen i huset,
likesaa litt som de ræddes for gudernes hevn. Ja, de agter
snarlig at dele det gods som var bortdragne herre har eiet.
Evig og altid kredser i bryst mine tanker om dette:
Vel er det slemt, naar endnu hans søn er i live, at rømme
over til fremmedes land og ta okserne med, naar jeg flygter;
men det er værre at bli her i ro og gjæte min bøling
bare til bedste for fremmede mænd og ærgre mig stadig.
Kanske jeg ellers forlængst til en av de mægtige konger
bort hadde rømt; ti jeg ser ikke raad til at taale det længer;
men jeg maa tænke paa ham, min usalige drot, som han kanske
engang kan komme og splitte hin friernes flok i paladset.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Gjæter, du ser ikke ut som en taapelig mand eller kjeltring.
Selv kan jeg merke paa alt, at dit sind er klokt og forstandig.
Vel, saa vil jeg da si, og den dyreste ed vil jeg sverge:
Zevs være vidne blandt guderne først og Odyssevs’ arne
som jeg er nær, og hans gjestmilde bord, hvor jeg nylig er mættet.
Helten Odyssevs skal komme, mens endnu du selv er tilstede,
og om du skulde ha lyst, skal du selv faa se for dit øie
frierne dræpes, de frække, som ter sig som herrer i huset.»
Svarte da straks den ærlige mand som vogtet hans okser:
«Fremmede, aa maatte Kronos’ søn fuldbyrde din spaadom!
Da fik du se hvilken kraft jeg eier i næver og arme.»
Likesaa rettet Evmaios en bøn til samtlige guder
om at Odyssevs, den raadsnare helt, maatte kommet til hjemmet.
Saaledes talte de trende med vekslende ord til hverandre.
Frierne pønset imens paa at volde Telemakos døden.
Se, da kom der et varsel, en ørn som i svimlende høide
svævet til venstre og holdt i sin klo en skjælvende due.
Da tok Amfinomos først til orde i kredsen og mælte:
«Hør, mine venner! Vor plan om at volde Telemakos døden
lykkes os visselig ei. Kom, la os nu tænke paa maaltid.»
Saaledes lød Amfinomos’ raad, og det huet dem alle.
Straks gik de ind i den herlige helt Odyssevs’ borghal,
Kapperne la de ned paa bænker og stoler i salen.
Derefter slagtet de storvoksne faar og velnærte gjeter.
Ogsaa de feteste svin og en okse fra flokken blev slagtet.
Indmaten stekte de vel og delte den ut, og i boller
blandet de vinen. Evmaios bar rundt de gyldne pokaler,
medens i prægtige kurver Filoitios, gjæternes formand
delte ut brød til enhver, og Melantios skjænket i vinen.
Alle tok for sig med lyst av de fremsatte herlige retter.
Nu lot Telemakos listig sin far Odyssevs ta sæte
fremme ved tærsklen av sten i den høireiste hal, og for gjesten
satte han frem en tarvelig stol og et bord av de mindste.
Stykker av indmaten satte han frem, og med vinen den søte
fyldte han selv et bæger av guld og tok saa til orde:
««Sæt dig nu her ved dit bæger og drik din vin som de andre.
Her skal jeg selv mot friernes vold og haanende tale
verne dig trygt. Vor kongsgaard er ei et allemandseie.
Her er Odyssevs’ borg, som han vilde at jeg skulde arve.
Nu skal I friere styre jer lyst til vold og til haansord,
forat det ikke tilsidst skal ende med trætte og slagsmaal.»
Saaledes talte han kjækt. Da bet de sig alle i læben,
slaat av forbauselse over hvor kjækt Telemakos talte.
Nu tok Evpeites’ søn Antinoos ordet iblandt dem:
«Vel, vi faar finde os i Telemakos’ krænkende tale,
gjæve akaier, skjønt dette er haardt; ti han truet os svarlig.
Zevs gav os ikke sit minde. Vi hadde vel ellers i salen
stoppet forlængst hans mund, hvor høimælt han end monne tale.»
Saaledes faldt hans ord; men Telemakos ænset dem ikke.
Gudernes festhekatomber blev nu av gjæve herolder
ført gjennem byen. Da ilte akaiernes haarfagre sønner
hen til en skyggefuld lund som var viet til Foibos Apollon.
Men da i kongsgaarden kjødet var stekt og trukket av spiddet,
delte de stykker til alle og holdt det herligste maaltid.
Tjenerne kom til Odyssevs’ bord med et stykke av kjødet
jevnstort med det som de selv hadde faat; ti saa var det sagt dem
strengt av Telemakos selv, hin søn av den gjæve Odyssevs.
Ei lot Atene den skamløse flok av friere endnu
styre sin lyst til fornærmelig spot, for at harmen end mere
skulde faa boret sig ind i helten Odyssevs’ hjerte.
Ti iblandt frierne var der en mand, hvis navn var Ktesippos.
Lov eller vedtægt agtet han ei. Hans hjem var paa Same.
Manden var grundrik paa gods, og stolende trygt paa sin rigdom
fridde han frækt til Odyssevs’ viv, mens drotten var borte,
Nu tok han spydig til orde i friernes skamløse skare:
«Mandige friere, lyt til mit ord og hør hvad jeg sier.
Alt har den fremmede mand, som det sømmer sig, faat sig et stykke
stort som vort eget; ti kommer en gjest til Telemakos’ kongsgaard,
var det ei billig og sømmelig sed, om man her lot ham sulte.
Selv vil jeg ogsaa forære ham litt, som han siden kan skjænke
enten som løn til en terne som hjalp ham tilrette i badet
eller en anden av tjenerne her i Odyssevs’ kongsgaard.»
Saa han talte og tok med sin haand en fot av en okse
op av en kurv og slynget den ut. Da bøide Odyssevs
rolig sit hoved til siden, og bare et tirrende haansmil
røbet hans harm, da den kastede fot fløi like i væggen.
Harmfuld for straks Telemakos op og lastet Ktesippos:
«Visst var dette, Ktesippos, det bedste som nu kunde hænde.
Ei har du rammet min gjest. Han bjerget sig selv for dit vaaben.
Ellers forvisst hadde midt i din krop jeg boret min lanse.
Likfærd for brudefærd hadde da her din far maattet feire.
Herefter skal ikke mer i mit hus nogen mand kunne øve
skammelig udaad; ti nu kan jeg dømme om alt og kan skjønne
hvad der er godt eller ondt, mens hittil min tanke var barnslig.
Dog, trods alt har vi fundet os i eders gilder og rolig
set at I slagtet mit fæ og fortærte min vin og mit brødkorn.
Vanskelig er det for én at holde sig mange fra livet.
Stans da fra nu av med uret og vold som I øver i ondskap.
Men hvis I agter at myrde mig straks med det skjærende kobber,
kunde jeg ønske det selv, og for mig var visselig døden
bedre end altid at se den skamløse vold som I øver;
se paa at gjester bli haanet og slaat og de tjenende kvinder
slæpes omkring i det skjønne palads til skam og til skjændsel.»
Saa han talte, og alle som en forstummet i salen.
Først tok Agélaos ordet, en søn av den gjæve Damastor:
«Alt som blev sagt, mine venner, var ret og rigtig, og ingen
skulde vel vredes og laste hans ord med haanende tale.
Øv ikke vold mot den fremmede mand eller nogen som dvæler
her i den gjæve Odyssevs’ hus som træl eller terne.
Men til Telemakos selv og hans mor har jeg lyst til at sige
nu nogen ord, om mit velmente raad kunde hue dem begge:
Medens i barm eders hjerte med grund kunde haabe at endnu
kunde Odyssevs, den raadsnare helt vende hjem til sin kongsgaard,
kunde jo ingen fortænke jer i, at I ventet og opholdt
frierne her i jert hus; ti for jer var det bedst om Odyssevs
vendte tilbake fra færden og atter kom hjem til paladset.
Nu maa det dog være klart, at han aldrig kan vende tilbake.
Sæt dig da hen til din mor og raad hende selv til at egte
den som er ypperst av alle og lover de rikeste gaver,
for at du selv kan raade for fædrenearven og sitte
glad ved din mat og din vin, mens hun hos en anden er husmor.»
Straks tok den kløktige svend Telemakos ordet og svarte:
Nei, jeg sverger ved Zevs og ved alt hvad min far maatte utstaa,
helten som fjernt fra sit hjemland er død eller viden maa vanke:
Brylluppet sinker jeg ei. Jeg ber jo min mor om at egte
den som hun ønsker, og byr hende selv den rikeste medgift.
Men jeg maa kvie mig ved at jage min mor fra paladset
mot hendes vilje med tvang. Maatte guderne naadig forby det.»
Saa han talte. Da vakte blandt frierne Pallas Atene
skraldende latter som aldrig holdt op, og slog dem med vanvid.
Mændene lo som rent fra sig selv med fordreiede kjæver.
Blodige kjøtstykker slukte de grisk, og de stirrende øine
fyldtes med taarer. Nu ante de selv den kommende jammer.
Tok da den fremsynte helt Teoklymenos ordet iblandt dem:
«Hvad gaar der av jer, usalige mænd? Et mørke som nattens
dækker som tætteste slør eders hoved og aasyn og lemmer.
Stønnende lyder jert suk, og kinderne vætes av taarer.
Stænket med blod er væggene selv og de prægtige aaser.
Forhal og borggaard er fuld av vrimlende skygger som stevner
ned imot Erebos’ port til det evige mørke, og solen
slukner paa himlen. Dens hvælving er skjul av uhyggelig skumring.»
Saa han talte, men alle brast ut i en skingrende latter.
Da tok Evrymakos, Polybos’ søn, til orde og mælte:
«Gal er den langveisfarende gjest som nylig er kommet.
Vel da, I unge, følg manden til dørs og ut av paladset.
Siden det tykkes ham nat i vor sal, kan han vandre til torvet.»
Tok da den fremsynte helt Teoklymenos atter til orde:
«Gjæve Evrymakos, ei vil jeg be om følge paa veien.
Selv har jeg øine og ører og selv har jeg føtter at gaa paa.
og i mit bryst min sunde forstand som ikke er svækket.
Ut skal jeg selv finde vei; ti jeg ser jo at ulykken kommer
over jer snart, og ingen av jer kan fly eller frelses,
ikke en frier av jer som i helten Odyssevs’ kongsgaard
øver den frækkeste vold og krænker enhver i paladset.»
Saa han talte og skyndte sig ut av den prægtige kongsgaard
hen til Peiraios’ hus, og denne tok venlig imot ham.
Frierne vekslet nu alle et blik og søkte at tirre
helten Telemakos rigtig tilgavns ved at le av hans gjester,
og blandt de unge, hovmodige mænd var der mange som ropte:
«Uslere gjester end du, Telemakos, huser vist ingen.
Se paa den lurvete landstryker der, som du nu har faat fat i.
Mat vil han ha, og vin vil han ha; men til hæderlig arbeid
savner han evne og kraft. Han er bare en tyngsel for jorden.
Ja, og nu reiste en anden sig nys for at spaa os vor skjæbne.
Vil du nu følge mit raad, saa var det tilvisse det bedste:
Kom, la os sende de fremmede bort paa et veltoftet fartøi
hen til sikelernes land. Der kan du faa solgt dem med vinding.»
Frierne talte nu saa, men Telemakos ænset dem ikke.
Taus saa han hen paa sin far og ventet paa stunden, da helten
barsk skulde lægge sin haand paa friernes skamløse skare.
Men fra sin prægtige stol som hun satte ved døren til salen,
hørte Ikarios’ datter, den kløktige Penelopeia,
tydelig hvert ord som mændene talte i hallen.
Ti under latter og spøk gjorde frierne middagsmat rede.
Rikelig var den og god. Mangfoldige dyr var jo slagtet.
Aldrig kan dog nogen kveldsmat ha smakt saa bittert som deres,
den som i hallen en kjæmpesterk helt og en mægtig gudinde
snart skulde lage som løn for den vold som de først hadde øvet.
bredte paa gulvet en ugarvet hud av en okse, og øverst
skindet av talrike faar som akaiernes mænd hadde slagtet.
Over den hvilende bredte Evrynome varlig en kappe.
Vaaken og pønsende ivrig paa hævn over frierne hvilte
helten Odyssevs paa leiet, mens ternerne gik fra paladset,
alle som gav sig til stadighet hen til friernes skare.
Gjønende gik de forbi og spøkte og lo til hverandre.
Men i Odyssevs’ bryst kom hjertet i kok, og tvilraadig
drøftet han frem og tilbake i hjerte og sind om han skulde
skynde sig efter dem straks og dræpe hver eneste tøite,
eller han endnu for sidste og eneste gang skulde la dem
gantes med friernes flok. Vildt knurret i barmen hans hjerte.
Likesom tispen som gaaende rundt sine nyfødte hvalper
gjør mot den ukjendte mand og modig vil verne sin yngel,
saaledes knurret hans hjerte i harm over ternernes frækhet.
Slog han sig da for sit bryst og talte sit hjerte til rette:
«Hjerte, hold ut! Hvad du taalte tilforn var værre end dette,
dengang den vilde kyklop, hint troll med de vældige kræfter,
aat mine svende. Da holdt du det ut, til mit kløktige paafund
frelste dig ut av hans hule tilsidst, da du gruet for døden.»
Saaledes talte han strengt sit harmfulde hjerte til rette.
Hjertet var lydig og slog sig med taal til ro i sit fængsel.
Selv var han rastløs og væltet sig hit og dit paa sit leie.
Som naar en mand over flammende ild ustanselig dreier
frem og tilbake et maveskind fyldt med blod og med ister,
naar han har hastverk og ønsker det stekt saa snart det er mulig,
saaledes væltet han sig ustanselig frem og tilbake,
drøftende planer til kamp mot friernes skamløse skare,
skjønt han var ene mot mange. Da nærmet sig Pallas Atene
svævende ned ifra himlen, og skapt som en dødelig kvinde
traadte hun frem for hans aasyn, og manende tok hun til orde:
«Hvorfor, Odyssevs, usaligste mand av alle som lever,
vaaker du atter? Her er jo dit hjem; her har du din hustru;
dertil en søn hvis like vel mangen en mand kunde ønske.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Ja, du har visselig ret i alt hvad du nævnte, gudinde,
men der er noget mit grublende sind ustanselig drøfter,
hvordan jeg bedst skal faa bugt med friernes skamløse skare
ene mot dem som altid i flok holder til i paladset.
Og der er endnu en tvil som piner mit hjerte end mere:
Sæt at jeg dræper dem alle ved din og Alfaders bistand,
hvor skal jeg da finde tilflugt? Aa si det! jeg ber dig saa bønlig.»
Straks tok Atene, den blaaøide mø, til orde og svarte:
«Mange maa stole, du brysomme mand, paa en svakere hjælper,
hjælper av dødelig æt som ei er min like i visdom.
Jeg er gudinden den sterke som altid i trængsel og fare
verner dig trygt, og nu vil jeg greit og likefrem si dig:
Selv om det saa skulde ske at femti flokker av stridsmænd
fylkedes om os til kamp og ønsket at volde vor bane,
skulde du drive til hjemmet som rov deres okser og smaafæ.
Læg dig nu trygt til at sove. At holde sig vaaken og gruble
natten igjennem er plagsomt. Snart er du jo frelst fra din trengsel.»
Saa hun talte og lukket i kvægende slummer hans øine.
Selv for den høie gudinde paany til Olympos tilbake.
Da han var favnet av søvnen, som lindrer al kummer og løser
lemmernes slappede baand, da vaaknet hans trofaste hustru.
Opreist satte hun sig paa det dunbløte leie og hulket.
Da hun omsider med jamrende graat hadde lettet sit hjerte,
rettet den herlige kvinde til Artemis først sine bønner:
«Artemis, høie gudinde, du datter av Zevs! maatte snarlig,
midt i mit bryst du fæste din pil og røve mig livet
straks, eller maatte der komme en storm som grep mig og hastig
førte mig med sig og hvirvlet mig hen over taakede stier
dit hvor den kredsrunde strøm Okeanos munder i havet,
likesom fordum, da stormen rev bort Pandareos’ døtre.
Guderne voldte forældrenes død. Forlatt og alene
blev de paa borgen tilbake. Da tok Afrodite sig av dem,
fostret dem op med honning og ost og med vinen den søte.
Hera forundte dem skjønhet og kløkt som de første blandt kvinder.
Artemis skjænket dem statelig vekst, og Pallas Atene
lærte dem alt hvad av herligt og skjønt en kvinde kan virke.
Men da tilsidst Afrodite drog op til det høie Olympen
hen til den lynglade Zevs for at be ham at unde dem begge
brylluppets straalende fest; ti han vet hver ting som skal hænde,
baade hvad godt og hvad ondt hver dødelig skabning skal times,
røvet harpyerne begge og skjænket de deilige møer
siden som tjenende terner til hevnens forhatte gudinder.
Maatte de guder som bor paa Olymp, la mig røves saa sporløst,
eller gid Artemis traf mig med pil, saa jeg selv paa min vandring
ned til det grufulde dyp under jord kunde skue Odyssevs
og kunne spares for siden at fryde en ringere husbond.
Det som er ondt maa enhver kunde bære med taal, naar han graater
bare om dagen med kummerfuldt sind, men hviler om natten
trygt i en kvægende søvn; ti alt lar den synke i glemsel,
baade det gode og det som gjør ondt, naar den lukker vort øie.
Mig har, selv naar jeg hviler, en gud sendt kvalfulde drømme.
Atter inat har en mand som lignet ham, hvilt ved min side,
just som han var, da han drog med sin hær, og det frydet mit hjerte,
saasom jeg ei kunde tro det var drøm, men sandhet jeg skuet.»
Saa hun talte, og Eos steg op paa sin straalende guldstol.
Helten Odyssevs fik høre tilsidst den graatendes stemme.
Tankefuld blev han og grublet. Det tyktes ham grant i hans hjerte,
som om hun alt hadde kjendt ham igjen og stod for hans aasyn.
Straks tok han kappen og skindene op som han sov paa, og bar dem
ind paa en stol i paladset og kastet saa fra sig paa gaarden
oksehudsfelden. Saa bad han til Zevs med oprakte hænder:
«Alfader Zevs! saasandt som I nu efter tugtelser haarde
naadig har fulgt mig tillands og tilvands til dette mit hjemland,
maatte da en som er vaaken, faa sagt mig derinde i huset
varslende ord, og et jertegn fra Zevs bli vist mig herute.»
Saaledes bad han, og Zevs, den alvise, hørte ham naadig.
Høit fra sin trone i sky paa Olympos’ straalende tinde
sendte han tordenens skrald, og glad blev den gjæve Odyssevs.
Varselsord lød fra en kvinde som malte paa haandkvern i huset
tæt ved ham selv, hvor kvernene stod i herskerens kongsgaard.
Tolv i det hele var kvindernes tal som strævet med disse.
Bygmel og hvetemel, mændenes marv, var de sat til at male.
Nu laa de andre og sov, da enhver hadde malet sin hvete.
Hun var alene ei færdig med sin, fordi hun var svakest.
Slap hun da kvernen og talte et ord, sin herre til varsel:
«Zevs, vor almægtige far, du guders og menneskers herre!
Høit lot du tordenen slaa fra din stjerneglitrende himmel
uten at sky er at se. Du viser vel nogen et jertegn.
Gjør da ogsaa hvad jeg, en ulykkelig kvinde, vil be om.
Maatte for sidste og eneste gang i Odyssevs’ haller
frierne samles idag og nyte sit herlige maaltid!
Ja, maatte disse for hvem jeg med dødstrætte lemmer maa male
bygmel i pinefuldt slit, for sidstegang gaa til et gilde!»
Saa hun talte. De varslende ord og Alfaders torden
frydet Odyssevs; ti nu fik han haab om at tugte de frække.
Men paa Odyssevs’ straalende borg var de øvrige terner
vaagnet og tændte et flammende baal paa arnen i hallen.
Skjøn som en gud steg Telemakos op fra sit leie, og hastig
klædte han sig og hængte det skarpslepne sverd om sin skulder.
Under de skinnende føtter bandt helten de skjønne sandaler,
fattet det vældige spyd med malmhvæsset odd, og paa tærsklen
traadte han frem og rettet til Evrykleia et spørsmaal:
«Gamlemor, si, har I hædret den fremmede gjest paa vor kongsgaard
baade med seng og med mat, eller ligger han som det kan falde?
Ti saa forstandig hun er, er det saa med min mor at hun ofte
ærer paa maafaa en ringere gjest blandt mænd som hun huser,
mens hun lar mænd som fortjener det mer, gaa bort uten hæder.»
Talte da straks Evrykleia, den kløktige kvinde, og svarte:
«Dennegang, søn, skal du ei kunne laste din mor; hun er skyldfri;
ti han har sittet og drukket sin vin saa længe han lystet,
og da hun spurte ham, svarte han selv at han ei hadde matlyst.
Da han saa tænkte tilsidst paa at lægge sig ned for at sove,
bød hun de tjenende kvinder at rede ham seng i paladset;
men som en stakkars ulykkelig mand, som skjæbnen har rammet,
ønsket han ikke at sove i seng paa tæpper og puter,
men paa en okses ugarvede hud og paa faareskind bløte
sov han i svalgangen hist. Der bredte vi paa ham en kappe.»
Saa hun talte. Da gik Telemakos ut gjennem hallen
holdende lansen i haand. Ham fulgte to fotrappe hunder
hen til akaiernes hærklædte mænd som var samlet paa torvet.
Men til ternerne talte nu strengt den værdige kvinde
Evrykleia, en datter av Ops som var søn av Peisenor:
«Rap jer! Se til at faa stænket med vand og feiet med koster
gulvet i salen og siden faa lagt paa de prægtige stoler
purpurfarvede tæpper. I andre skal vaske med svamper
grundig hvert eneste bord, og saa skal I skylle de skjønne
boller og tvehankspokaler. I der skal ile til bækken.
Der skal I hente mig vand og rappe jer med det tilbake.
Ei vil det vare saa længe, før frierne er her i hallen.
Nei, de vil komme her tidlig. Her holdes jo fest for dem alle.»
Saa hun talte. De lød hendes ord og føiet sig villig.
Tyve av ternerne skyndte sig hen til bækken den mørke,
medens de andre tok fat paa sin tilvante gjerning i huset.
Ind kom akaiernes svende i flok. De kløvde til brændsel
veden med øvede hænder, mens kvinderne atter fra bækken
vendte tilbake, og gjæteren kom og førte til gaarden
tre av de feteste svin, de bedste som fandtes i flokken.
Dem lot han streife omkring paa, den smukt indgjerdede borggaard.
Selv gik han hen og talte med venlige ord til Odyssevs:
«Si mig, fremmede gjest, om akaierne agter dig mere,
eller de haaner dig nu som de gjorde igaar i paladset.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Kjære Evmaios! aa, maatte det ske at guderne tugtet
al denne skamløse vold som de øver i frækkeste hovmod
her i det fremmede hus og uten den ringeste blygsel.»
Saaledes talte de to med vekslende ord til hinanden.
Nu kom gjeternes vogter Melantios vandrende mot dem
førende med sig til friernes bord de feteste gjeter,
alle de ypperste dyr i hans flok. To gjætere fulgte.
Selv gik han hen og talte med haanende ord til Odyssevs:
«Fremmedkarl, er du her endnu til plage for huset og tigger
herrerne her om en skjærv? Kan du ei finde ut gjennem døren?
Sandelig tror jeg vi to vil ei kunne skilles for alvor,
før du faar smakt mine næver. Usømmelig er jo dit paahæng.
Gjestebudskost er vel ogsaa at faa hos andre akaier.»
Saa han talte, men fik ikke svar av den kloke Odyssevs.
Høvdingen rystet paa hovedet taus og pønset paa hevnen.
Gjæternes formand Filoitios kom som den tredje og førte
med sig til friernes bord en kvie og velnærte gjeter.
Dit var de rodd over sundet av færgemænd raske som fører
farende folk over sjø i sin baat, saa ofte de kommer.
Dyrene førte han hen til den larmende svalgang og bandt dem.
Selv gik vogteren hen til svinenes gjæter og spurte:
«Hvem kan han være, den fremmede mand som nylig er kommet
hit til vor gaard? Fortæl hvad han selv har sagt om sin herkomst.
Si mig, hvor har han sin ætt? Hvor har han sin fædrene hjemstavn?
Stakkar! Han ligner i sandhet av vekst en høibaaren konge.
Guderne skjæmmer av aasyn de mænd som viden maa vanke,
selv om det er en høibaaren drot som de vier til jammer.»
Talende saa gik han hen og rakte ham haanden til velkomst,
talte til gjesten med vingede ord og hilste ham venlig:
«Hil dig, fremmede far! Maatte herefter lykke og medgang
vorde din lod! Nu trykkes du haardt av mangfoldige plager.
Alfader Zevs, haardhjertet som du er ingen blandt guder.
Selv lar du mændene fødes, men ynker dem ei, naar de tumles
hjælpeløst om i den haardeste nød og de bitreste kvaler.
Sveden brast frem, da jeg saa dig, og øinene fyldtes med taarer,
da jeg kom helten Odyssevs ihu; ti vel maa jeg tænke
at ogsaa han maa flakke blandt folk i filler som dine,
dersom han end er i live og skuer det straalende sollys.
Men er han død, og dvæler han alt hos Hades, da ve mig!
Ve for Odyssevs min herlige drot som fra jeg var smaagut
i kefallenernes land lot mig vogte som gjæter hans okser.
Nu blir hans flok umaadelig stor. Ei findes vel ellers
nogen som eier av bredpandet fæ saa trivelig bøling.
Men det er fremmede nu paa hvis bud jeg driver til gaarden
okser til mat for dem selv, og de ænser ei sønnen i huset,
likesaa litt som de ræddes for gudernes hevn. Ja, de agter
snarlig at dele det gods som var bortdragne herre har eiet.
Evig og altid kredser i bryst mine tanker om dette:
Vel er det slemt, naar endnu hans søn er i live, at rømme
over til fremmedes land og ta okserne med, naar jeg flygter;
men det er værre at bli her i ro og gjæte min bøling
bare til bedste for fremmede mænd og ærgre mig stadig.
Kanske jeg ellers forlængst til en av de mægtige konger
bort hadde rømt; ti jeg ser ikke raad til at taale det længer;
men jeg maa tænke paa ham, min usalige drot, som han kanske
engang kan komme og splitte hin friernes flok i paladset.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Gjæter, du ser ikke ut som en taapelig mand eller kjeltring.
Selv kan jeg merke paa alt, at dit sind er klokt og forstandig.
Vel, saa vil jeg da si, og den dyreste ed vil jeg sverge:
Zevs være vidne blandt guderne først og Odyssevs’ arne
som jeg er nær, og hans gjestmilde bord, hvor jeg nylig er mættet.
Helten Odyssevs skal komme, mens endnu du selv er tilstede,
og om du skulde ha lyst, skal du selv faa se for dit øie
frierne dræpes, de frække, som ter sig som herrer i huset.»
Svarte da straks den ærlige mand som vogtet hans okser:
«Fremmede, aa maatte Kronos’ søn fuldbyrde din spaadom!
Da fik du se hvilken kraft jeg eier i næver og arme.»
Likesaa rettet Evmaios en bøn til samtlige guder
om at Odyssevs, den raadsnare helt, maatte kommet til hjemmet.
Saaledes talte de trende med vekslende ord til hverandre.
Frierne pønset imens paa at volde Telemakos døden.
Se, da kom der et varsel, en ørn som i svimlende høide
svævet til venstre og holdt i sin klo en skjælvende due.
Da tok Amfinomos først til orde i kredsen og mælte:
«Hør, mine venner! Vor plan om at volde Telemakos døden
lykkes os visselig ei. Kom, la os nu tænke paa maaltid.»
Saaledes lød Amfinomos’ raad, og det huet dem alle.
Straks gik de ind i den herlige helt Odyssevs’ borghal,
Kapperne la de ned paa bænker og stoler i salen.
Derefter slagtet de storvoksne faar og velnærte gjeter.
Ogsaa de feteste svin og en okse fra flokken blev slagtet.
Indmaten stekte de vel og delte den ut, og i boller
blandet de vinen. Evmaios bar rundt de gyldne pokaler,
medens i prægtige kurver Filoitios, gjæternes formand
delte ut brød til enhver, og Melantios skjænket i vinen.
Alle tok for sig med lyst av de fremsatte herlige retter.
Nu lot Telemakos listig sin far Odyssevs ta sæte
fremme ved tærsklen av sten i den høireiste hal, og for gjesten
satte han frem en tarvelig stol og et bord av de mindste.
Stykker av indmaten satte han frem, og med vinen den søte
fyldte han selv et bæger av guld og tok saa til orde:
««Sæt dig nu her ved dit bæger og drik din vin som de andre.
Her skal jeg selv mot friernes vold og haanende tale
verne dig trygt. Vor kongsgaard er ei et allemandseie.
Her er Odyssevs’ borg, som han vilde at jeg skulde arve.
Nu skal I friere styre jer lyst til vold og til haansord,
forat det ikke tilsidst skal ende med trætte og slagsmaal.»
Saaledes talte han kjækt. Da bet de sig alle i læben,
slaat av forbauselse over hvor kjækt Telemakos talte.
Nu tok Evpeites’ søn Antinoos ordet iblandt dem:
«Vel, vi faar finde os i Telemakos’ krænkende tale,
gjæve akaier, skjønt dette er haardt; ti han truet os svarlig.
Zevs gav os ikke sit minde. Vi hadde vel ellers i salen
stoppet forlængst hans mund, hvor høimælt han end monne tale.»
Saaledes faldt hans ord; men Telemakos ænset dem ikke.
Gudernes festhekatomber blev nu av gjæve herolder
ført gjennem byen. Da ilte akaiernes haarfagre sønner
hen til en skyggefuld lund som var viet til Foibos Apollon.
Men da i kongsgaarden kjødet var stekt og trukket av spiddet,
delte de stykker til alle og holdt det herligste maaltid.
Tjenerne kom til Odyssevs’ bord med et stykke av kjødet
jevnstort med det som de selv hadde faat; ti saa var det sagt dem
strengt av Telemakos selv, hin søn av den gjæve Odyssevs.
Ei lot Atene den skamløse flok av friere endnu
styre sin lyst til fornærmelig spot, for at harmen end mere
skulde faa boret sig ind i helten Odyssevs’ hjerte.
Ti iblandt frierne var der en mand, hvis navn var Ktesippos.
Lov eller vedtægt agtet han ei. Hans hjem var paa Same.
Manden var grundrik paa gods, og stolende trygt paa sin rigdom
fridde han frækt til Odyssevs’ viv, mens drotten var borte,
Nu tok han spydig til orde i friernes skamløse skare:
«Mandige friere, lyt til mit ord og hør hvad jeg sier.
Alt har den fremmede mand, som det sømmer sig, faat sig et stykke
stort som vort eget; ti kommer en gjest til Telemakos’ kongsgaard,
var det ei billig og sømmelig sed, om man her lot ham sulte.
Selv vil jeg ogsaa forære ham litt, som han siden kan skjænke
enten som løn til en terne som hjalp ham tilrette i badet
eller en anden av tjenerne her i Odyssevs’ kongsgaard.»
Saa han talte og tok med sin haand en fot av en okse
op av en kurv og slynget den ut. Da bøide Odyssevs
rolig sit hoved til siden, og bare et tirrende haansmil
røbet hans harm, da den kastede fot fløi like i væggen.
Harmfuld for straks Telemakos op og lastet Ktesippos:
«Visst var dette, Ktesippos, det bedste som nu kunde hænde.
Ei har du rammet min gjest. Han bjerget sig selv for dit vaaben.
Ellers forvisst hadde midt i din krop jeg boret min lanse.
Likfærd for brudefærd hadde da her din far maattet feire.
Herefter skal ikke mer i mit hus nogen mand kunne øve
skammelig udaad; ti nu kan jeg dømme om alt og kan skjønne
hvad der er godt eller ondt, mens hittil min tanke var barnslig.
Dog, trods alt har vi fundet os i eders gilder og rolig
set at I slagtet mit fæ og fortærte min vin og mit brødkorn.
Vanskelig er det for én at holde sig mange fra livet.
Stans da fra nu av med uret og vold som I øver i ondskap.
Men hvis I agter at myrde mig straks med det skjærende kobber,
kunde jeg ønske det selv, og for mig var visselig døden
bedre end altid at se den skamløse vold som I øver;
se paa at gjester bli haanet og slaat og de tjenende kvinder
slæpes omkring i det skjønne palads til skam og til skjændsel.»
Saa han talte, og alle som en forstummet i salen.
Først tok Agélaos ordet, en søn av den gjæve Damastor:
«Alt som blev sagt, mine venner, var ret og rigtig, og ingen
skulde vel vredes og laste hans ord med haanende tale.
Øv ikke vold mot den fremmede mand eller nogen som dvæler
her i den gjæve Odyssevs’ hus som træl eller terne.
Men til Telemakos selv og hans mor har jeg lyst til at sige
nu nogen ord, om mit velmente raad kunde hue dem begge:
Medens i barm eders hjerte med grund kunde haabe at endnu
kunde Odyssevs, den raadsnare helt vende hjem til sin kongsgaard,
kunde jo ingen fortænke jer i, at I ventet og opholdt
frierne her i jert hus; ti for jer var det bedst om Odyssevs
vendte tilbake fra færden og atter kom hjem til paladset.
Nu maa det dog være klart, at han aldrig kan vende tilbake.
Sæt dig da hen til din mor og raad hende selv til at egte
den som er ypperst av alle og lover de rikeste gaver,
for at du selv kan raade for fædrenearven og sitte
glad ved din mat og din vin, mens hun hos en anden er husmor.»
Straks tok den kløktige svend Telemakos ordet og svarte:
Nei, jeg sverger ved Zevs og ved alt hvad min far maatte utstaa,
helten som fjernt fra sit hjemland er død eller viden maa vanke:
Brylluppet sinker jeg ei. Jeg ber jo min mor om at egte
den som hun ønsker, og byr hende selv den rikeste medgift.
Men jeg maa kvie mig ved at jage min mor fra paladset
mot hendes vilje med tvang. Maatte guderne naadig forby det.»
Saa han talte. Da vakte blandt frierne Pallas Atene
skraldende latter som aldrig holdt op, og slog dem med vanvid.
Mændene lo som rent fra sig selv med fordreiede kjæver.
Blodige kjøtstykker slukte de grisk, og de stirrende øine
fyldtes med taarer. Nu ante de selv den kommende jammer.
Tok da den fremsynte helt Teoklymenos ordet iblandt dem:
«Hvad gaar der av jer, usalige mænd? Et mørke som nattens
dækker som tætteste slør eders hoved og aasyn og lemmer.
Stønnende lyder jert suk, og kinderne vætes av taarer.
Stænket med blod er væggene selv og de prægtige aaser.
Forhal og borggaard er fuld av vrimlende skygger som stevner
ned imot Erebos’ port til det evige mørke, og solen
slukner paa himlen. Dens hvælving er skjul av uhyggelig skumring.»
Saa han talte, men alle brast ut i en skingrende latter.
Da tok Evrymakos, Polybos’ søn, til orde og mælte:
«Gal er den langveisfarende gjest som nylig er kommet.
Vel da, I unge, følg manden til dørs og ut av paladset.
Siden det tykkes ham nat i vor sal, kan han vandre til torvet.»
Tok da den fremsynte helt Teoklymenos atter til orde:
«Gjæve Evrymakos, ei vil jeg be om følge paa veien.
Selv har jeg øine og ører og selv har jeg føtter at gaa paa.
og i mit bryst min sunde forstand som ikke er svækket.
Ut skal jeg selv finde vei; ti jeg ser jo at ulykken kommer
over jer snart, og ingen av jer kan fly eller frelses,
ikke en frier av jer som i helten Odyssevs’ kongsgaard
øver den frækkeste vold og krænker enhver i paladset.»
Saa han talte og skyndte sig ut av den prægtige kongsgaard
hen til Peiraios’ hus, og denne tok venlig imot ham.
Frierne vekslet nu alle et blik og søkte at tirre
helten Telemakos rigtig tilgavns ved at le av hans gjester,
og blandt de unge, hovmodige mænd var der mange som ropte:
«Uslere gjester end du, Telemakos, huser vist ingen.
Se paa den lurvete landstryker der, som du nu har faat fat i.
Mat vil han ha, og vin vil han ha; men til hæderlig arbeid
savner han evne og kraft. Han er bare en tyngsel for jorden.
Ja, og nu reiste en anden sig nys for at spaa os vor skjæbne.
Vil du nu følge mit raad, saa var det tilvisse det bedste:
Kom, la os sende de fremmede bort paa et veltoftet fartøi
hen til sikelernes land. Der kan du faa solgt dem med vinding.»
Frierne talte nu saa, men Telemakos ænset dem ikke.
Taus saa han hen paa sin far og ventet paa stunden, da helten
barsk skulde lægge sin haand paa friernes skamløse skare.
Men fra sin prægtige stol som hun satte ved døren til salen,
hørte Ikarios’ datter, den kløktige Penelopeia,
tydelig hvert ord som mændene talte i hallen.
Ti under latter og spøk gjorde frierne middagsmat rede.
Rikelig var den og god. Mangfoldige dyr var jo slagtet.
Aldrig kan dog nogen kveldsmat ha smakt saa bittert som deres,
den som i hallen en kjæmpesterk helt og en mægtig gudinde
snart skulde lage som løn for den vold som de først hadde øvet.