Odysseen/19
< Odysseen
Odysseen
NITTENDE SANG.
ODYSSEVS' MØTE MED PENELOPEIA. EVRYKLEIA KJENDER IGJEN ODYSSEVS.
Men i den festlige hal blev Odyssevs tilbake, og helten
tænkte paa friernes drap med Pallas' naadige bistand.
Manende talte han vingede ord til sønnen og mælte:
«Nu, min Telemakos, gjælder det straks at gjemme hvert vaaben.
Siden, naar frierne ser de er væk og spør dig om grunden,
svar dem da kløktig med venlige ord og før dem bak lyset:
«Bort har jeg bragt dem fra røken. De ligner jo sletikke længer
dem som Odyssevs lot ligge igjen, da han stevnet til Troja.
Nu er de sværtet saa langt som røken fra arnen kan naa dem.
Mere at agte er det som en gud har lagt mig paa sinde.
Kom det til strid mellem jer, naar alle var hete av vinen,
kunde I saare hverandre til skam for et gilde hvor gjæve
friere sitter tilbords; ti staalet kan friste en stridsmand.»
Saaledes talte hans far, og straks var Telemakos villig.
Kaldte han da paa sin amme, den tro Evrykleia, og mælte:
«Gamlemor! hold nu i kvindernes sal vore terner tilbake,
medens jeg gjemmer i kamret de vaaben min far lot tilbake.
Her blir de vanskjøttet rent og skjæmmes av røken i salen,
siden min far drog bort fra sit hjem i min spædeste barndom.
Nu vil jeg gjemme dem der hvor røken fra arnen ei naar dem.»
Straks tok hans elskede amme, den tro Evrykleia, til orde:
«Aa, om du engang, mit barn, maatte faa forstand til at sørge
godt for dette dit hjem og ta vare paa alt som du eier!
Si mig nu bare: Hvem er det som da skal gaa med dig med lygten,
siden du ei vil la ternerne her gaa foran og lyse?»
Straks tok den kløktige svend Telemakos ordet og svarte:
«Det skal den fremmede her; ti manden faar ikke gaa ledig,
dersom han er i mit brød, om han end fra det fjerne er kommet.»
Saa han tale. Den gamle lot ei hans ord gaa i glemme.
Dørene lukket han straks til kvindernes prægtige kamre,
og da Odyssevs selv og hans straalende søn hadde reist sig,
gjemte de hjelmer og buklede skjold og hvæssede lanser
inde i kamret. Med lygten av guld gik Pallas Atene
foran dem ind og spredte en straalende lysning i hallen.
Vendt til sin far tok Telemakos straks til orde og mælte:
«Far, her skuer mit øie forvisst et merkelig under.
Væggene rundt i vor hal og alle de prægtige aaser,
bjelkernes række av gran og de mægtige kneisende søiler
tykkes for øiet at straale saa klart som lysende flammer.
Visselig er nu herinde en gud som i himlen har hjemme.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Ti nu og spør ikke mer! Behold for dig selv hvad du tænker!
Saa har de himmelske guder for skik, som bor paa Olympen.»
Gaa nu og læg dig! Jeg selv blir tilbake en stund for at lokke
ternernes sindelag frem og se hvad din mor har paa hjerte.
Snart vil hun klage sin nød og spørre mig nøie om alting.»
Saa han talte. I faklernes skin gik Telemakos hastig
ut gjennem salen og ind i sit rum for at søke sit leie
der hvor han pleide at hvile naar søvnen den søte kom paa ham.
Der sov han ind paa sit leie og ventet til morgenens komme.
Men i den ødslige hal blev Odyssevs tilbake, og helten
tænkte paa friernes drap med Pallas' naadige bistand.
Derefter kom fra sit kammer den kløktige Penelopeia,
Artemis lik eller selve den guldfagre elskovsgudinde.
Ternerne stillet den stol som dronningen sat paa til vanlig,
fremme ved arnen. Ikmalios selv, den kyndige mester,
smykket den herlig med sølv og med elfenbens-plater og fæstet
nederst en skammel for foten. En fæld var bredt over sætet.
Der tok dronningen plads, den forstandige Penelopeia.
Ind fra kvindernes sal kom armhvite terner, som ivrig
bar ut den levnede mat og ryddet væk borde og bægre,
hvorav fornys de hovmodige mænd hadde drukket i salen.
Glørne tømte de ut fra de lysende fyrfat paa gulvet.
Vedstabler lagde de paa dem paany til lys og til varme.
Tok da Melanto igjen til orde og haante Odyssevs:
«Fremmede! agter du endnu at plage os her, og i huset
drive ved nattetid rundt og se dig omkring efter kvinder?
Pak dig nu ut, din usling! Vær glad at du fik dig et maaltid!
Snart skal du ellers bli jaget paa dør med en brand som jeg kaster.»
Svarte da straks med rynkede bryn den kloke Odyssevs:
«Tøite! hvi er du saa hatsk og klænger dig ind paa mig stadig?
Er det fordi jeg er uflidd og flakker som tigger paa bygden,
bare med filler paa kroppen? Mig tvinger jo nøden den haarde.
Dette er fattigmands kaar og hjemløse tiggeres skjæbne.
Ogsaa jeg selv var engang en lykkelig mand, og jeg bodde
trygt i mit rike palads. Hver tigger som kom, fik en gave,
hvordan han end monne være, og hvad det end var som han trængte.
Talløse tjenere eide jeg da og andet som skjænker
lykke og glæde i livet og gjør at man kaldes en rikmand.
Zevs, Kroniden, har røvet mig alt. Saa var vel hans vilje.
Vogt dig da, kvinde! ti ogsaa du selv kan miste med tiden
al den skjønhet du brisker dig av mellem kongsgaardens terner,
dersom din frue for alvor blir vred, eller ogsaa Odyssevs
kommer fra langfærd tilbake; ti end er der haab om hans hjemkomst.
Skulde han selv være død og ei kunne komme tilbake,
fik jo hans søn Telemakos alt av Foibos Apollon
indsigt og kløkt. Han merker nok godt hvad hver av hans terner
vaager i frækhet. Han er ikke mer noget barn som kan narres.»
Saa han talte, og straks, da den kløktige Penelopeia
hørte det, tok hun tilorde og skjændte i vrede paa ternen:
«Frække, dumdristige terne! Vær viss paa, jeg merker mig nøie
hele din skamløse færd, som tilvisse skal koste dit hoved.
Alt har du visst; ti du hørte jo selv at jeg nylig fortalte
at jeg ikveld i min hal vilde spørre den fremmede tigger
nøie om alt som han vet om min mand og lette min kvide.»
Men til Evrynome talte hun saa, sin fatebursterne:
«Kjære Evrynome! hent nu en stol og dæk den med fælden,
forat den fremmede her kan sitte og høre og svare
rolig paa det jeg vil si; ti jeg agter at spørre ham nøie.»
Saa hun talte. Da hentet Evrynome ivrig en armstol
skinnende blank og satte den frem med fælden til dække.
Der gik Odyssevs, den hærdede helt, til sæte ved arnen.
Først tok Penelopeia, den kløktige dronning, til orde:
«Fremmede! Det som jeg nu vil spørre dig først om, er dette:
Hvem, og hvad landsmand er du? Hvor har du forældre og hjemstavn?»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte.
«Dronning! En dødelig mand kan ei paa jorderik vide
laste din færd. Stort stiger dit ry mot den hvælvede himmel.
Høit blir det prist som en drots, naar han, ædel av sind og gudfrygtig,
styrer et folkerikt land og raader for kraftige stridsmænd,
holdende retten i hævd. Da spirer av mulden, den sorte,
grøderik hvete og byg, og trærne bugner av frugter.
Buskapen økes hvert aar, og fisk gir havet i mængde
under hans signede styre, og folket blir ædelt og mandig.
Spør mig da gjerne om alt som du ellers kan ønske at vite
her i din hal, men ei om min byrd og mit elskede hjemland,
forat du ei skal fylde min sjel med sorgfulde minder.
Ti jeg er tynget av bitreste kval, og det sømmer sig ikke
her i det fremmede hus at sitte med jammer og klage.
Sorgen blir tyngre for den som jamrer sig evig og altid.
Nogen av ternerne eller du selv kunde harmes og paastaa
at jeg lot taarerne flomme, fordi jeg var tynget av vinen.»
Atter tok Penelopeia, den kløktige dronning til orde:
«Fremmede gjest! Hvad jeg eide av godt, min vekst og min skjønhet,
røvet mig guderne selv den dag da argeiernes fyrster
stevnet til Troja og sammen med dem min husbond Odyssevs.
Dersom han atter kom hjem og jevnet min livsvei som fordum,
større og skjønnere blev da det ry som jeg selv kunde vinde.
Nu maa jeg sørge, ti stor er den kval som en guddom har sendt mig.
Alle de fyrster som raader paa øerne rundt os, paa Same,
hist paa Dulikions ø, i Zakyntos' skogrike bygder,
eller har høvdingers rang i det fjeldrike Itakas daler,
plager vort hus og vil vinde min haand, skjønt jeg ikke er villig.
Kummerfuld er jeg og ænser ei gjest eller tryglende flygtning
likesaa litt som herolder som kommer i ærend fra folket.
Længselen efter Odyssevs, min mand, fortærer mit hjerte.
Hine vil straks holde bryllup, og list maa jeg bruke til forsvar.
Først gav en guddom mig ind den tanke at væve en linduk.
Straks fik jeg sat op en væv i mit høienloftskammer og vævet
fineste lærret, umaadelig langt, og gav dem til kjende:
«Ynglinger, I som vil vinde min haand, da Odyssevs er falden,
vent med det bryllup I stunder imot, til jeg engang faar færdig
denne min væv, forat ikke mit garn skal rent gaa til spilde.
Væven skal være til svøp for helten Laertes, naar engang
dødsmøen grum slaar ham ned og strækker ham hen paa hans leie.
Ellers kan utover landet akaiiske kvinder forarges,
om han, saa rik som han er, skulde lægges i haug uten liksvøp.»
Saa jeg talte og daaret med list deres mandige hjerter.
Derefter vævet jeg stadig ved dag paa væven den lange.
Dog, ved fakkelskin løste jeg op om natten min islæt.
Saaledes daaret jeg dem tre samfulde aar med mit paafund.
Men da i aarstiders lovfaste løp det fjerde var kommet,
maaned paa maaned var gaat og mangfoldige dager var svundet,
kom de uventet ved svigefuld list av de skamløse terner
over mig just som jeg vævet, og førte en truende tale.
Tvungen og motvillig vævet jeg saa, til væven var færdig.
Slippe for egteskap kan jeg ei mer. At finde en utvei
evner jeg ei. Min far og min mor formaner mig begge
ivrig til bryllup, og harm er min søn, naar han ser dem fortære
hele hans velstand. Han er nu en mand som magter tilfulde
selv at ta vare paa huset, og Zevs forlener ham hæder.
Dog, du maa nævne din ætt og si mig fra hvem du mon stamme.
Ei kan du stamme fra ek eller fjeld, som det heter fra gammelt.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Dronning, som helten Laertes' søn Odyssevs har kaaret.
Vil du da ei holde op med at spørre mig hvorfra jeg stammer?
Vel, saa faar jeg da si det, endskjønt du vil volde at sorgen
trykker mig tyngre end før. Stor hjertesorg times jo manden,
naar han saa længe som jeg maa savne sit hjemland og flakke
om mellem folk fra by og til by under lidelser tunge.
Dog, jeg skal gi dig besked og svare paa alt hvad du spør om.
Midt i det mørkeblaa hav er en ø, som man kalder for Kreta,
fager og frodig, et havkranset land med mægtige byer,
niti i tallet hvor mennesker bor i talløse skarer.
Mangeslags tungemaal høres. Paa øen er bosat akaier,
mandige kreter av urgammel æt og gjæve kydoner,
dorer i tredelte stammer og skarer av kjække pelasger.
En av dens stæder er Knosos, den mægtige storby, hvor Minos
talte i enrum med Zevs og raadet som niaarig konge.
Han var min farfar og far til Devkalion, drotten saa mandig,
han som har avlet mig selv og Idomenevs, kreternes konge.
Helten Idomenevs drog paa stavnkrumme snekker til Troja
sammen med Atrevs' sønner; ti han var den ældste og taprest.
Jeg er den yngste, men kjendt er mit navn; man kalder mig Aiton.
Der har jeg set og huset som gjest den gjæve Odyssevs.
Ti da han stevnet mot Troja paa togt, drev vældige storme
hist ved Maleiai ham ut av hans kurs og over til Kreta,
og ved Amnisos, ved grotten, hvor fødselsgudinden faar offer,
ankret han op i en nødhavn og frelstes med møie fra stormen.
Efter Idomenevs spurte han straks ved sit komme til byen;
ti som en høiagtet ven, ja gjesteven nævnte han drotten.
Dog, et halvt snes dager var gaat, og den ellevte grydde,
siden Idomenevs drog paa de stavnkrumme snekker til Troja.
Selv tok jeg høvdingen med til mit hjem, og med kjærligste omhu
hædret jeg ham som min gjest med det bedste som huset formaadde,
os til ham selv og hans følge av mænd lot jeg samle blandt folket
gaver av bygmel og funklende vin og okser til slagtning,
forat de alle i fuldeste maal kunde fryde sit hjerte.
Ventende laa nu akaierne der tolv dager til ende;
ti en forrykende kuling fra nord holdt mændene veirfast.
Staa paa sin fot var ugjørlig. En gud hadde sendt den i vrede.
Dog, paa den trettende løiet det av, og skibene lettet.»
Mangen en regle fortalte han slu, saa den hørtes som sandhet
og da hun hørte dem, vætet den strømmende graat hendes kinder.
Likesom sneen som smelter paa fjeldenes høieste tinder,
naar efter snefok fra vest en østenvind kommer med tøveir.
— Elvene strømmer med rivende flom, naar snelaget smelter, —
saaledes fældte hun taarer og vætet de deilige kinder,
graatende over sin husbond som sat hende nær; men Odyssevs
ynket av hele sin sjel sin klagende hustru; men helten
slog ikke øinene ned under bryn. Han holdt dem urørlig
faste som horn eller staal og skjulte med kløkt sine taarer.
Da hun tilsidst hadde lettet sit sind med graat og med klager,
tok hun omsider til orde paany og spurte ham atter:
«Fremmede! Nu maa jeg spørre dig ut. Jeg agter at prøve,
om det er sandt at du hist i din hal har huset som gjester
baade min mand, som du sier, og alle hans herlige svende.
Si mig nu hvordan de var de klær han bar, og fortæl mig
hvordan han selv saa ut, og nævn mig de venner som fulgte.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Vanskelig falder det, dronning, at gi dig besked om din husbond
efter saa lang en tid. Det tyvende aar er jo kommet,
siden han drog fra min borg og forlot mit fædrelands kyster.
Dog, jeg skal gjerne fortælle dig alt, som det staar for mit minde:
Helten Odyssevs var klædt i en dobbeltlagt kaape av uldtøi,
farvet i purpur. En spænde av guld med dobbelte hegter
fæstet den sammen. Det herligste billede smykket dens plate.
Der var en jagthund som holdt i de forreste labber en spættet
raakalv og bet i det sprællende dyr. Man saa med beundring
formet i guldet den glubende hund. Den bet over strupen
kalven som fristet at fly og laa der med sprællende føtter.
Saa jeg da ogsaa paa høvdingens krop den skinnende kjortel,
likesaa fin som det ytterste svøp paa en løk som er tørret.
Likesaa bløt var hans kjortel og skinnet med blændende solglans.
Mangen en kvinde har visselig set hin kjortel med undren.
Nu skal jeg si noget andet, og læg dig min tale paa sinde:
Ei kan jeg vite om dragten var den som han tok med fra hjemmet,
eller en ven hadde skjænket ham den ombord paa hans fartøi,
eller kanhænde en gjesteven kjær: ti elsket av mange
var jo Odyssevs. Kun faa av akaiernes mænd var hans like.
Ogsaa av mig fik han gaver, et slagsverd av malm og en kappe
farvet i purpur og skjøn og dertil en bredbremmet kjortel.
Høit blev han hædret av mig, da han seilte avsted paa sit fartøi.
Noget tilaars, litt ældre end han, var herolden som fulgte.
Hvorledes manden var skapt og saa ut, skal jeg ogsaa fortælle.
Rund over skuldrene var han. Hans aasyn var brunt. Paa hans hoved
kruset sig haaret. Hans navn var Evrybates. Blandt sine svende
hædret Odyssevs ham høiest; ti tro og forstandig var manden.»
Saa han talte og vakte end mer hendes trang til at graate,
saasom hun kjendte de merker som nævntes saa klart av Odyssevs.
Men da hun først hadde lettet sit sind ved hulkende klage
tok hun omsider til orde paany og talte til helten:
«Fremmede! Før har jeg ynket dig saart; men nu skal du være
her i paladset min gjest, som jeg høilig skal elske og ære;
ti det var mig som gav ham den dragt, som du nævnte og foldet
klærne sammen i kamret og fæstet paa kappen som smykke
spænden av straalende guld; men hilse ham glad ved hans hjemkomst
times mig aldrig. Han vender nok ei tilbake til hjemmet.
Tung blev min lod, da Odyssevs drog bort paa de stavnkrumme snekker
til den forbandede by, hvis navn er min rædsel — til Troja.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Dronning, den høibaarne helt Odyssevs' værdige hustru.
Skjæm ikke længer din deilige hud! La sorg for din husbond
ikke fortære din sjel. Mig undrer jo ikke din kummer.
Ti naar en hustru har mistet sin mand hvis leie hun delte,
barnenes far, er jammeren stor, var end hendes husbond
ringere langt end Odyssevs, som nævnes som gudernes like.
Stans dog nu din hulkende graat og lyt til min tale;
ti jeg vil melde dig sandheten helt og ikke fortie
det jeg har hørt om Odyssevs, at nær dig han lever og dvæler
hist i Tesproternes frugtbare land paa vei til sin hjemstavn,
og at han ogsaa har med mangfoldige herlige skatte
som han har sanket blandt fremmede folk. Paa vinfarvet havdyp
mistet han dog paa sin færd fra Trinakia baade sin snekke
og sine trofaste mænd; ti Zevs og den straalende solgud
la ham for hat, da hans mænd hadde slagtet hin himmelguds okser.
Ute paa bølgende hav gik alle de andre til grunde.
Klamret til kjølen blev høvdingen selv av de mægtige bølger
skyllet i land paa en ø til faiakerne, gudernes frænder.
Hjertelig tok de sig av ham og hædret ham høit som en guddom,
skjænket ham mangen en gave og agtet at sende ham uskadt
hjem til hans land, og forlængst var nu den gjæve Odyssevs
her i paladset, saafremt han ei hadde fundet det tjenligst
vide i verden at fare og sanke sig talrike skatte;
ti iblandt jordiske mænd er ingen saa gløgg som Odyssevs
efter en vinding. Nei, kappes med ham kan ingen i verden.
Faidon, tesproternes mægtige drot fortalte mig dette,
og han forsikret mig dyrt ved et drikoffer hjemme i hallen
at der var trukket et fartøi paa sjø, og at mandskap var rede,
som skulde føre ham hjem til hans elskede fædrene hjemland.
Dog, det blev mig som han først sendte bort; ti tesprotiske sjømænd
seilte just da med et skib til Dulikions frugtbare marker.
Høvdingen viste mig ogsaa Odyssevs' samlede skatte,
nok for mand efter mand, ja like til tiende slegtled.
Slik en umaadelig skat var gjemt i paladset hos kongen.
Kongen fortalte at helten var reist til Dodona og agtet
under den kneisende ek at lytte til raad fra Kronion,
hvordan han aapenlyst eller i løn skulde vende tilbake
hjem til Itakas frugtbare jord efter aarelangt fravær.
Saaledes er han da frelst, og hit i din nærmeste nærhet
kommer han snart, og ei vil han fjernt fra venner og hjemland
dvæle ret længe. Det sverger jeg nu med de dyreste eder.
Zevs være først mit vidne, blandt guderne høiest og mægtigst,
dernæst Odyssevs' arne, hin helts til hvis hus jeg er kommet:
Alt hvad jeg nævnte skal ske; det skal visselig gaa som jeg sier.
Drotten Odyssevs skal komme igjen før aaret er omme,
netop naar maanen er kommet i næ, og nymaanen tændes.»
Straks tok Penelopeia, den kløktige dronning, til orde:
«Fremmede, maatte det ske at denne din spaadom blev opfyldt!
Da skulde snarlig mit venskap og herlige gaver i mængde
vorde din løn, saa enhver som du traf, maatte prise din lykke.
Dog, det aner mig nu i mit sind, hvordan dette skal ende:
Ei vil Odyssevs naa hjem; ei heller vil du vorde hjulpen
hjem til dit land; ti disse som nu er herrer i huset,
er ikke mænd som Odyssevs — mit tap er for stort til at fattes —
mænd som vil huse den værdige gjest og unde ham hjemfærd.
Skynd jer nu terner og tvæt den fremmedes føtter og red ham
leie paa makelig seng med skinnende lakner og tæpper
forat han varmt kan hvile, til Eos paa guldstolen stiger.
Bad ham imorgen ved tidligste gry og salv ham med olje,
forat han siden kan sitte tilbords ved Telemakos' side
her i vor hal; men slemt skal det bli for den som tør plage
manden og gaa ham paa livet med vold. Han har ikke mere
noget at gjøre hos os, hvor meget han end maatte vredes.
Ja; ti hvorledes skulde vel du, min gjest, kunne vite
om jeg i kløkt og forstand er bedre end kvinder som tidest,
dersom du ustelt og klædt i fillete klær skulde sitte
her i min hal ved mit bord? Et menneskeliv er jo stakket.
Den som er haardhjertet selv og viser sin ondskap i gjerning,
vorder forbandet. Hver dødelig mand vil ønske ham kvaler,
modens han lever, og efter sin død blir han lastet av alle.
Men dersom manden er ædel av sind, og hans færd er den rette,
bærer den fremmede gjest overalt hvor mennesker bygger
vide i verden hans ry og mange velsigner hans godhet.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Dronning, den høibaarne helt Odyssevs' værdige hustru!
Skinnende lakner og tæpper er ting som jeg ikke kan like,
siden jeg førstegang drog paa min færd fra de lysende snefjeld
hjemme paa Kreta og stevnet tilsjøs paa et langaaret fartøi.
Nei, jeg vil ligge som fordum jeg laa i de søvnløse nætter;
ti jeg har hvilet saa mangen en nat paa det usleste leie.
Der har jeg ventet med taal paa den guldstoltronende Eos.
Ei er det heller mit ønske at andre skal to mine føtter.
Røre min fot skal ikke en eneste kvinde av disse
her i dit hus som røkter sin dont som tjenende terner,
uten det da skulde være en godhjertet aldrende kvinde,
en som har lidt det samme som jeg av sorger og kummer.
Hende formener jeg ei at røre og to mine føtter.»
Atter tok Penelopeia, den kløktige dronning til orde:
«Gjest, la mig kalde dig kjær; ti av fremmede mænd som er kommet
hit til mit hus fra det fjerne, var ingen saa klok og omtænksom,
ingen saa kjær. Forstandig og klokt er alt hvad du sier.
Jo, iblandt kvinderne her er der en som er gammel og sindig,
en som har pleiet og fostret saa ømt min usalige husbond.
Selv tok hun mot ham og bar ham paa arm, da hans mor hadde født ham.
Hun skal, saa kraftløs og svak som hun er, faa to dine føtter.
Vel, Evrykleia, staa op og vask hin mand som at se til
jevngammel er med din herre. Kanhænde at ogsaa Odyssevs
ganske ser ut som den fremmede her paa hænder og føtter.
Mennesker ældes jo snart, naar de rammes av sorger og motgang.»
Saa hun talte. Den gamle holdt hænderne op for sit aasyn,
brast saa i brændende graat, og klagende tok hun til orde:
«Aa, hvor jeg ynker dig haabløst, min søn! Zevs har i sin vrede
tugtet dig haardest blandt mænd, skjønt du frygtet de evige guder.
Ingen har ofret den lynglade Zevs av laarstykker fete
flere end du eller bragt ham av lytefri okser saa mange
festhekatomber med bøn for dig selv om alderdoms lykke
og om at fostre din straalende søn; men nu har han røvet
dig som den eneste hjemfærdens dag og hjemfærdens glæde.
Fjernt i de fremmede land blev ogsaa han selv, kan jeg tænke,
haanet av kvinder, saa ofte han kom til en straalende kongsgaard,
likesom du i vort hus blir haanet av skamløse tøiter.
Skjældsord og haanende tale fra dem vil du slippe, og derfor
negter du disse at vaske din fot; men selv skal jeg villig
lystre Ikarios' datter, den kløktige Penelopeia.
Baade for Penelopeias, min husfrues skyld og din egen
vil jeg da to dine føtter; ti rørt er mit hjerte i barmen
over din kummer; men lyt til et ord som jeg agter at si dig:
Mangen en sorgtynget fremmed er kommet til os i sin vaande;
men jeg maa si at jeg aldrig har set en mand som har lignet
helten Odyssevs som du i vekst, i stemme og fotlag.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Gamle, ja alle som engang har hat os begge for øie,
sier det samme og finder os to forbausende like,
slik som du selv, da du saa mig, har merket det grant, som du sier.»
Saa han talte. Et skinnende kar som hun brukte til fotvask,
hentet den gamle og satte det frem, og koldtvand i mængde
fyldte hun i og derefter varmt; men helten Odyssevs
satte sig borte fra arnen og vendte sit aasyn mot mørket,
saasom han tænkte sig straks, at naar hun fik røre hans føtter
vilde hun kjende hans ar, og alt vilde komme for dagen.
Gik hun da hen til sin herre og vasket hans føtter og merket
straks det gjengrodde saar som et hvittandet svin hadde slaat ham,
da til Parnasos han drog til sin morfar Avtolykos' kongsgaard,
gjestende ham og hans sønner. I sluhet og listige eder
mestret hans morfar enhver. Av Hermes, den listige guddom,
fik han sin kløkt; ti han ofret til ham av lam og av gjeter
laarstykker fete og vandt sig i ham den naadigste hjælper.
Drotten Avtolykos kom til Itakas frugtbare bygder
just som hans høibaarne dattersøn nys var kommet til verden,
og da hans maaltid var endt, kom straks Evrykleia og lagde
barnet paa høvdingens knæ, og derpaa tok ternen til orde:
«Gjæve Avtolykos. Find paa et navn, du kan gi til den lille,
denne din dattersøn kjær, det barn du med længsel har ventet.»
Gav da Avtolykos straks sin vilje tilkjende og mælte:
«Datter og maag. Giv barnet det navn som jeg agter at nævne.
Hit er jeg kommet med vrede og hat i mit hjerte mot mange
kvinder og mænd som jorden den mangenærende fostrer.
Kald ham med navnet Odyssevs, «den hevngriske mand.» Naar han engang
gjester som voksen sit mødrenehjem, min herlige kongsgaard,
hist ved Parnasos, hvor mængder av gods jeg har i mit eie,
da skal jeg skjænke ham gaver, og glad skal han vende tilbake.»
Dit drog Odyssevs som mand for at hente de herlige gaver.
Baade Avtolykos selv og Avtolykos' mandige sønner
hilste ham venlig med ord og bød ham velkommen med haandslag,
og da hans mormor Amfitea ømt hadde favnet Odyssevs,
kysset hun baade hans pande og begge de deilige øine.
Drotten Avtolykos bød sine herlige sønner at gjøre
alting istand til et maaltid, og sønnerne lystret ham villig.
Førte de da til borggaarden straks en femaarig okse,
flaadde saa dyret i hast og skilte dets lemmer fra kroppen.
Stykkerne delte de skjønsomt og stak dem med omhu paa spiddet,
stekte dem kyndig og delte dem ut, saa hver fik et stykke.
Hele den utslagne dag, til solen var sunket i havet,
nøt de sit maaltid, og alle fik nok av de herlige retter.
Siden, da solen var sunket i hav, og det mørknet mot natten,
gik de omsider til ro og nøt den kvægende slummer.
Men da den aarvaakne Eos i rosenskjær straalte paa himlen.
hastet Avtolykos' sønner i lag med den gjæve Odyssevs
fulgt av hundenes kobbel avsted for at jage i skogen.
Op paa Parnasos' stupbratte fjeld med de skogklædte lier
steg de og snart kom mændene frem til de vindhaarde fjeldskar.
Solen stod op og spredte sin glans over enger og marker,
stigende op fra Okeanos' dyp med den rolige havstrøm,
netop da jægerne kom til en kløft hvor hundenes kobbel
følgende sporet gik foran, mens drotten Avtolykos' sønner
fulgte dem raskt, og sammen med dem gik helten Odyssevs.
Nærmest ved hundene gik han og svinget sit vældige jagtspyd.
Der laa et vildsvin, et kjæmpestort dyr, i den tætteste kratskog.
Der kunde hverken den sterkeste blæst av fugtige vinde
trænge sig ind eller solskinnet naa med de lysende straaler.
Ned gjennem løvtaket trængte ei regn. Saa tæt var det vokset.
Dækket var jorden derinde med dynger av visnede blade.
Vildsvinet hørte de larmende skridt av mænd og av hunde
eftersom flokken kom nær, og det styrtet med strittende børster
frem fra det tætteste krat, og med øine som lyste av vildskap
for det paa jægerne ind. Først hastet den kjække Odyssevs
mot det og løftet sit vældige spyd i den kraftige næve,
spændt paa at støte det ind, men vildsvinet gav ham fra siden
først over knæet et hugg og rev med den vældige hugtand
med sig et stort stykke kjøt, men naadde dog ikke til benet.
Straks jog Odyssevs sit spyd i bogen til høire og kraftig
drev han det ind, saa den blinkende odd for tvers gjennem dyret.
Skrikende faldt det til jord, og livet fløi ut av dets lemmer.
Nu fik Avtolykos' sønner det travlt med det fældede vildsvin.
Kyndig forbandt de den herlige helt Odyssevs' vunde,
og da de snart hadde stanset med trylleord blodet det sorte,
skyndte de sig til sin far og kom til den herlige kongsgaard.
Da nu Avtolykos selv og Avtolykos' mandige sønner
helt hadde læget hans saar og skjænket ham herlige gaver,
sendte de glade til Itakas ø den glade tilbake.
Glade blev ogsaa hans far og hans værdige mor ved hans hjemkomst.
Spurte de da om meget og mangt og særlig om saaret,
hvordan han fik det, og greit fortalte han dem at et vildsvin
flænget ham dypt med sin skinnende tand, da han kom til Parnasos
og med Avtolykos' sønner gik ut for at jage paa fjeldet.
Da nu den gamle tok fat, og med haandflaten rørte ved arret,
kjendte hun saaret igjen og skrækslagen slængte hun foten
fra sig, og høvdingens ben faldt ned mot det klirrende malmkar.
Fatet blev væltet til siden, og vandet fløt ut over gulvet.
Sorgen i hjertet gav rum for jublende fryd. Hendes øine
fyldtes med strømmende taarer, og røsten den klare forstummet.
Endelig tok hun Odyssevs med haand under haken og hvisket:
«Visselig er du Odyssevs, min søn, og jeg kjendte dig ikke,
førend min haand hadde følt overalt paa min elskede herre.»
Saa hun talte og rettet sit blik mot Penelopeia
for at fortælle at nu hendes elskede husbond var hjemme.
Dronningen evnet dog ei at se eller høre det mindste,
saasom Atene til andet fik vendt hendes sind. Men Odyssevs
tok Evrykleia om strupen og holdt hende fast med den høire,
medens han lempelig trak hende nær med den venstre og hvisket:
«Fostermor, hvor kan du ville mig ondt? Du ammet mig engang
selv ved dit bryst, og nu i det tyvende aar er jeg kommet
endelig hjem til min fædrenejord efter lidelser tunge.
Men da en guddom har git dig et vink, saa du kjendte din herre,
ti da og la ikke nu i vort hus nogen anden faa spurt det.
Hør, jeg skal si dig en ting, og forvisst skal det ogsaa bli fuldbragt.
Dersom en gud lar mig kue de skamløse frieres skare,
sparer jeg end ikke dig, min fostermor kjær, naar jeg siden
dræper i dette mit hus de øvrige tjenende kvinder.»
Talte da straks Evrykleia, den kløktige kvinde, og svarte:
«Hvi lot du slippe, min søn, slikt ord over tændernes gjerde?
At jeg er trofast av sind og ei til at rokke, det vet du.
Fast skal jeg være som var jeg av sten eller jernet det haarde.
Nu skal jeg si dig en ting, og læg dig min tale paa hjerte:
Dersom en gud lar dig kue de skamløse frieres skare,
da skal jeg gi dig besked om hver eneste terne i huset,
hvem av dem agter dig ringe, og hvem der er skyldfri og trofast.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Fostermor, hvi skal du nævne mig dem? Slikt har du ei nødig.
Selv skal jeg ha dem for øie og merke mig nøie hver enkelt.
Bare vær taus med det som er sagt, og la guderne raade.»
Saa han talte, og ut efter vand til at vaske hans føtter
ilte den gamle fra salen. Det første var helt gaat til spilde.
Da nu hans føtter var vasket og salvet med glinsende olje,
flyttet Odyssevs paany for at varme sig stolen tilbake
hen til den flammende ild og med fillerne gjemte han arret.
Først tok Penelopeia, den kløktige dronning, til orde:
«Fremmede, end er der litt jeg vil spørre dig om, før vi skilles;
ti det vil snart være tid til at tænke paa søvnen den søte,
hvis man for nagende sorg kan nyte den kvægende slummer.
Mig har en gud latt times en sorg som aldrig tar ende.
Dag efter dag maa jeg lette mit sind med jammer og klage,
medens jeg ser til min egen og ternernes gjerning i huset;
men naar det lider mot nat, og alle faar hvile i søvnen,
ligger jeg søvnløs paa leiet, og talløse nagende sorger
knuger mit hjerte i stønnende kval og holder mig vaaken.
Som naar Pandareos' datter, den klagende nattergal, ensom
synger sin deilige sang, naar vaaren er kommet tilbake,
sittende gjemt i sit skjul bak trærnes tætteste løvhang,
medens fra strupen hun sender et væld av skiftende toner.
— Itylos klager hun over, sin elskede søn med kong Zetos,
som hun av vanvare dræpte tilforn med det skjærende kobber, —
saaledes drøfter min sjel ustanselig frem og tilbake,
om jeg skal bli hos min søn og vogte med troskap mit eie,
alt hvad jeg har, det stolte palads og ternernes skare,
eller jeg straks skal følge den ypperste mand som har meldt sig
her i paladset som frier og byr mig de herligste gaver.
Medens min søn var et barn, og barnslige endnu hans tanker,
orket jeg ikke som brud at forlate Odyssevs' kongsgaard.
Nu da han alt er en fuldvoksen mand i den kraftigste ungdom,
ber han mig selv om at ty til mit hjem og forlate paladset,
saasom han tænker med harm paa sit gods som frierne øder.
Nu skal du høre en drøm jeg har hat, som jeg ber dig at tyde:
Her i min gaard har jeg gjæs. De er tyve i tallet og æter
hvete som bløtes i vand, og jeg ser paa dem ofte med glæde.
Kom da fra fjeldet en ørn, krumnæbbet og vældig og knækket
halsen paa alle som en og rev dem ihjel. I en dynge
laa de paa gaarden; men ørnen fløi op mot den straalende æter.
Jamrende brast jeg i graat og ynket mig saare i drømme.
Rundt mig sanket sig da akaiernes haarfagre kvinder
medens jeg klaget fordi mine gjæs var myrdet av ørnen.
Da kom den atter tilbake og satte sig oppe paa taket.
Trøstende tok den til orde med menneskestemme og mælte:
«Fat dig, Ikarios' datter, du barn av en navngjeten høvding!
Ei er det drøm, men et syn som varsler din kommende lykke.
Frierne tyktes dig gjæs, og jeg som i ørneham nylig
gjestet din gaard, er kommet igjen som din elskede husbond.
Skammelig død skal jeg volde hver eneste frier i hallen.»
Trøstende talte den saa, og søvnen den søte forlot mig,
og da jeg saa mig omkring, blev jeg var mine gjæs som ved trauget
ute paa borggaarden aat, som de pleide til daglig, sin hvete.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og mælte:
«Dronning, forvisst var det faafængt, om en vilde gi dig en anden
tydning av drømmen, da selv din husbond Odyssevs har sagt dig
hvad han vil gjøre; ti klarlig skal samtlige friere fældes.
Døden og dødens gudinder skal ikke en eneste undfly.»
Atter tok Penelopeia, den kløktige dronning, til orde:
«Fremmede! Drømmer er tidt noget tøv og har intet at sige,
og for et menneske vorder ei alt hvad de varsler ham, fuldbragt.
Flygtige drømme gaar ut gjennem tvende forskjellige porte.
En er av horn, men den anden av skinnende elfenben bygget.
Alle de drømme som kommer og gaar gjennem elfenbensporten,
bringer os skuffende haab og løfter som aldrig blir opfyldt.
Men naar det hænder at drømme gaar ut av den skinnende hornport,
fuldbragt vorder da visselig alt hvad et menneske drømte.
Dog, jeg kan ikke tro at drømmen kom ut gjennem denne,
skjønt det for mig og min søn vilde varsle den høieste glæde.
Nu vil jeg si dig en ting, og læg dig min tale paa sinde:
Dagen som gryr blir en ulykkens dag som vil rive mig arme
bort fra Odyssevs' hus; ti nu skal jeg ordne til kamplek.
Øksene, alle de tolv som Odyssevs saa tidt i sin borghal
stillet i snorlike rad som støtterne under en skibskjøl.
Fjernt tok han derefter plads og sendte sin pil gjennem alle.
Nu vil jeg kræve at friernes flok skal kappes i leken.
Den som med hænderne lettest kan spænde hans bue og skyte
pilen igjennem de tolv paa rad opstillede økser,
ham faar jeg følge som viv og forlate det hjem hvor jeg engang
hilstes velkommen som brud, vor skjønne, rikt signede kongsgaard,
som jeg tilvisse saa tidt, ja endog i drømme skal mindes.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Dronning, den høibaarne helt Odyssevs' værdige hustru!
Nøl ikke længer med dette, med kampleken her i paladset;
ti det er visst at Odyssevs, den raadsnare høvding, vil komme
hit før disse med famlende haand har fristet at fæste
snoren til buen den glatte og skyte en pil gjennem jernet.»
Atter tok Penelopeia, den kløktige dronning, til orde.
«Dersom du, fremmede gjest, vilde sitte og fryde mit hjerte
her i min hal, skulde søvn ei sænke sig ned paa mit øde.
Dog det er visselig uraad at mennesker altid kan vaake.
Maal og urokkelig grænse for alt har de evige guder
sat paa den frugtbare jord for alle som døden kan ramme.
Vel, saa vil jeg da nu gaa op i mit høienloftskammer.
Der vil jeg lægge mig ned paa min seng som med jammer og klager
redes og vætes med graat fra den stund da min husbond Odyssevs
stevnet paa færden til Ilions by som jeg nævner med rædsel.
Der vil jeg selv gaa til ro. Red du dig et leie paa gulvet
i mit palads eller faa dig en seng sat frem av mit husfolk.»
Saa hun talte og gik til sit straalende høienloftskammer.
Ei var hun ene, men fulgtes derop av tjenende kvinder.
Da hun i ternernes følge var kommet til høienloftshallen,
brast hun i graat for Odyssevs sin mand, til den blaaøide Pallas
lot over øinene sænke sig ned en kvægende slummer.
tænkte paa friernes drap med Pallas' naadige bistand.
Manende talte han vingede ord til sønnen og mælte:
«Nu, min Telemakos, gjælder det straks at gjemme hvert vaaben.
Siden, naar frierne ser de er væk og spør dig om grunden,
svar dem da kløktig med venlige ord og før dem bak lyset:
«Bort har jeg bragt dem fra røken. De ligner jo sletikke længer
dem som Odyssevs lot ligge igjen, da han stevnet til Troja.
Nu er de sværtet saa langt som røken fra arnen kan naa dem.
Mere at agte er det som en gud har lagt mig paa sinde.
Kom det til strid mellem jer, naar alle var hete av vinen,
kunde I saare hverandre til skam for et gilde hvor gjæve
friere sitter tilbords; ti staalet kan friste en stridsmand.»
Saaledes talte hans far, og straks var Telemakos villig.
Kaldte han da paa sin amme, den tro Evrykleia, og mælte:
«Gamlemor! hold nu i kvindernes sal vore terner tilbake,
medens jeg gjemmer i kamret de vaaben min far lot tilbake.
Her blir de vanskjøttet rent og skjæmmes av røken i salen,
siden min far drog bort fra sit hjem i min spædeste barndom.
Nu vil jeg gjemme dem der hvor røken fra arnen ei naar dem.»
Straks tok hans elskede amme, den tro Evrykleia, til orde:
«Aa, om du engang, mit barn, maatte faa forstand til at sørge
godt for dette dit hjem og ta vare paa alt som du eier!
Si mig nu bare: Hvem er det som da skal gaa med dig med lygten,
siden du ei vil la ternerne her gaa foran og lyse?»
Straks tok den kløktige svend Telemakos ordet og svarte:
«Det skal den fremmede her; ti manden faar ikke gaa ledig,
dersom han er i mit brød, om han end fra det fjerne er kommet.»
Saa han tale. Den gamle lot ei hans ord gaa i glemme.
Dørene lukket han straks til kvindernes prægtige kamre,
og da Odyssevs selv og hans straalende søn hadde reist sig,
gjemte de hjelmer og buklede skjold og hvæssede lanser
inde i kamret. Med lygten av guld gik Pallas Atene
foran dem ind og spredte en straalende lysning i hallen.
Vendt til sin far tok Telemakos straks til orde og mælte:
«Far, her skuer mit øie forvisst et merkelig under.
Væggene rundt i vor hal og alle de prægtige aaser,
bjelkernes række av gran og de mægtige kneisende søiler
tykkes for øiet at straale saa klart som lysende flammer.
Visselig er nu herinde en gud som i himlen har hjemme.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Ti nu og spør ikke mer! Behold for dig selv hvad du tænker!
Saa har de himmelske guder for skik, som bor paa Olympen.»
Gaa nu og læg dig! Jeg selv blir tilbake en stund for at lokke
ternernes sindelag frem og se hvad din mor har paa hjerte.
Snart vil hun klage sin nød og spørre mig nøie om alting.»
Saa han talte. I faklernes skin gik Telemakos hastig
ut gjennem salen og ind i sit rum for at søke sit leie
der hvor han pleide at hvile naar søvnen den søte kom paa ham.
Der sov han ind paa sit leie og ventet til morgenens komme.
Men i den ødslige hal blev Odyssevs tilbake, og helten
tænkte paa friernes drap med Pallas' naadige bistand.
Derefter kom fra sit kammer den kløktige Penelopeia,
Artemis lik eller selve den guldfagre elskovsgudinde.
Ternerne stillet den stol som dronningen sat paa til vanlig,
fremme ved arnen. Ikmalios selv, den kyndige mester,
smykket den herlig med sølv og med elfenbens-plater og fæstet
nederst en skammel for foten. En fæld var bredt over sætet.
Der tok dronningen plads, den forstandige Penelopeia.
Ind fra kvindernes sal kom armhvite terner, som ivrig
bar ut den levnede mat og ryddet væk borde og bægre,
hvorav fornys de hovmodige mænd hadde drukket i salen.
Glørne tømte de ut fra de lysende fyrfat paa gulvet.
Vedstabler lagde de paa dem paany til lys og til varme.
Tok da Melanto igjen til orde og haante Odyssevs:
«Fremmede! agter du endnu at plage os her, og i huset
drive ved nattetid rundt og se dig omkring efter kvinder?
Pak dig nu ut, din usling! Vær glad at du fik dig et maaltid!
Snart skal du ellers bli jaget paa dør med en brand som jeg kaster.»
Svarte da straks med rynkede bryn den kloke Odyssevs:
«Tøite! hvi er du saa hatsk og klænger dig ind paa mig stadig?
Er det fordi jeg er uflidd og flakker som tigger paa bygden,
bare med filler paa kroppen? Mig tvinger jo nøden den haarde.
Dette er fattigmands kaar og hjemløse tiggeres skjæbne.
Ogsaa jeg selv var engang en lykkelig mand, og jeg bodde
trygt i mit rike palads. Hver tigger som kom, fik en gave,
hvordan han end monne være, og hvad det end var som han trængte.
Talløse tjenere eide jeg da og andet som skjænker
lykke og glæde i livet og gjør at man kaldes en rikmand.
Zevs, Kroniden, har røvet mig alt. Saa var vel hans vilje.
Vogt dig da, kvinde! ti ogsaa du selv kan miste med tiden
al den skjønhet du brisker dig av mellem kongsgaardens terner,
dersom din frue for alvor blir vred, eller ogsaa Odyssevs
kommer fra langfærd tilbake; ti end er der haab om hans hjemkomst.
Skulde han selv være død og ei kunne komme tilbake,
fik jo hans søn Telemakos alt av Foibos Apollon
indsigt og kløkt. Han merker nok godt hvad hver av hans terner
vaager i frækhet. Han er ikke mer noget barn som kan narres.»
Saa han talte, og straks, da den kløktige Penelopeia
hørte det, tok hun tilorde og skjændte i vrede paa ternen:
«Frække, dumdristige terne! Vær viss paa, jeg merker mig nøie
hele din skamløse færd, som tilvisse skal koste dit hoved.
Alt har du visst; ti du hørte jo selv at jeg nylig fortalte
at jeg ikveld i min hal vilde spørre den fremmede tigger
nøie om alt som han vet om min mand og lette min kvide.»
Men til Evrynome talte hun saa, sin fatebursterne:
«Kjære Evrynome! hent nu en stol og dæk den med fælden,
forat den fremmede her kan sitte og høre og svare
rolig paa det jeg vil si; ti jeg agter at spørre ham nøie.»
Saa hun talte. Da hentet Evrynome ivrig en armstol
skinnende blank og satte den frem med fælden til dække.
Der gik Odyssevs, den hærdede helt, til sæte ved arnen.
Først tok Penelopeia, den kløktige dronning, til orde:
«Fremmede! Det som jeg nu vil spørre dig først om, er dette:
Hvem, og hvad landsmand er du? Hvor har du forældre og hjemstavn?»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte.
«Dronning! En dødelig mand kan ei paa jorderik vide
laste din færd. Stort stiger dit ry mot den hvælvede himmel.
Høit blir det prist som en drots, naar han, ædel av sind og gudfrygtig,
styrer et folkerikt land og raader for kraftige stridsmænd,
holdende retten i hævd. Da spirer av mulden, den sorte,
grøderik hvete og byg, og trærne bugner av frugter.
Buskapen økes hvert aar, og fisk gir havet i mængde
under hans signede styre, og folket blir ædelt og mandig.
Spør mig da gjerne om alt som du ellers kan ønske at vite
her i din hal, men ei om min byrd og mit elskede hjemland,
forat du ei skal fylde min sjel med sorgfulde minder.
Ti jeg er tynget av bitreste kval, og det sømmer sig ikke
her i det fremmede hus at sitte med jammer og klage.
Sorgen blir tyngre for den som jamrer sig evig og altid.
Nogen av ternerne eller du selv kunde harmes og paastaa
at jeg lot taarerne flomme, fordi jeg var tynget av vinen.»
Atter tok Penelopeia, den kløktige dronning til orde:
«Fremmede gjest! Hvad jeg eide av godt, min vekst og min skjønhet,
røvet mig guderne selv den dag da argeiernes fyrster
stevnet til Troja og sammen med dem min husbond Odyssevs.
Dersom han atter kom hjem og jevnet min livsvei som fordum,
større og skjønnere blev da det ry som jeg selv kunde vinde.
Nu maa jeg sørge, ti stor er den kval som en guddom har sendt mig.
Alle de fyrster som raader paa øerne rundt os, paa Same,
hist paa Dulikions ø, i Zakyntos' skogrike bygder,
eller har høvdingers rang i det fjeldrike Itakas daler,
plager vort hus og vil vinde min haand, skjønt jeg ikke er villig.
Kummerfuld er jeg og ænser ei gjest eller tryglende flygtning
likesaa litt som herolder som kommer i ærend fra folket.
Længselen efter Odyssevs, min mand, fortærer mit hjerte.
Hine vil straks holde bryllup, og list maa jeg bruke til forsvar.
Først gav en guddom mig ind den tanke at væve en linduk.
Straks fik jeg sat op en væv i mit høienloftskammer og vævet
fineste lærret, umaadelig langt, og gav dem til kjende:
«Ynglinger, I som vil vinde min haand, da Odyssevs er falden,
vent med det bryllup I stunder imot, til jeg engang faar færdig
denne min væv, forat ikke mit garn skal rent gaa til spilde.
Væven skal være til svøp for helten Laertes, naar engang
dødsmøen grum slaar ham ned og strækker ham hen paa hans leie.
Ellers kan utover landet akaiiske kvinder forarges,
om han, saa rik som han er, skulde lægges i haug uten liksvøp.»
Saa jeg talte og daaret med list deres mandige hjerter.
Derefter vævet jeg stadig ved dag paa væven den lange.
Dog, ved fakkelskin løste jeg op om natten min islæt.
Saaledes daaret jeg dem tre samfulde aar med mit paafund.
Men da i aarstiders lovfaste løp det fjerde var kommet,
maaned paa maaned var gaat og mangfoldige dager var svundet,
kom de uventet ved svigefuld list av de skamløse terner
over mig just som jeg vævet, og førte en truende tale.
Tvungen og motvillig vævet jeg saa, til væven var færdig.
Slippe for egteskap kan jeg ei mer. At finde en utvei
evner jeg ei. Min far og min mor formaner mig begge
ivrig til bryllup, og harm er min søn, naar han ser dem fortære
hele hans velstand. Han er nu en mand som magter tilfulde
selv at ta vare paa huset, og Zevs forlener ham hæder.
Dog, du maa nævne din ætt og si mig fra hvem du mon stamme.
Ei kan du stamme fra ek eller fjeld, som det heter fra gammelt.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Dronning, som helten Laertes' søn Odyssevs har kaaret.
Vil du da ei holde op med at spørre mig hvorfra jeg stammer?
Vel, saa faar jeg da si det, endskjønt du vil volde at sorgen
trykker mig tyngre end før. Stor hjertesorg times jo manden,
naar han saa længe som jeg maa savne sit hjemland og flakke
om mellem folk fra by og til by under lidelser tunge.
Dog, jeg skal gi dig besked og svare paa alt hvad du spør om.
Midt i det mørkeblaa hav er en ø, som man kalder for Kreta,
fager og frodig, et havkranset land med mægtige byer,
niti i tallet hvor mennesker bor i talløse skarer.
Mangeslags tungemaal høres. Paa øen er bosat akaier,
mandige kreter av urgammel æt og gjæve kydoner,
dorer i tredelte stammer og skarer av kjække pelasger.
En av dens stæder er Knosos, den mægtige storby, hvor Minos
talte i enrum med Zevs og raadet som niaarig konge.
Han var min farfar og far til Devkalion, drotten saa mandig,
han som har avlet mig selv og Idomenevs, kreternes konge.
Helten Idomenevs drog paa stavnkrumme snekker til Troja
sammen med Atrevs' sønner; ti han var den ældste og taprest.
Jeg er den yngste, men kjendt er mit navn; man kalder mig Aiton.
Der har jeg set og huset som gjest den gjæve Odyssevs.
Ti da han stevnet mot Troja paa togt, drev vældige storme
hist ved Maleiai ham ut av hans kurs og over til Kreta,
og ved Amnisos, ved grotten, hvor fødselsgudinden faar offer,
ankret han op i en nødhavn og frelstes med møie fra stormen.
Efter Idomenevs spurte han straks ved sit komme til byen;
ti som en høiagtet ven, ja gjesteven nævnte han drotten.
Dog, et halvt snes dager var gaat, og den ellevte grydde,
siden Idomenevs drog paa de stavnkrumme snekker til Troja.
Selv tok jeg høvdingen med til mit hjem, og med kjærligste omhu
hædret jeg ham som min gjest med det bedste som huset formaadde,
os til ham selv og hans følge av mænd lot jeg samle blandt folket
gaver av bygmel og funklende vin og okser til slagtning,
forat de alle i fuldeste maal kunde fryde sit hjerte.
Ventende laa nu akaierne der tolv dager til ende;
ti en forrykende kuling fra nord holdt mændene veirfast.
Staa paa sin fot var ugjørlig. En gud hadde sendt den i vrede.
Dog, paa den trettende løiet det av, og skibene lettet.»
Mangen en regle fortalte han slu, saa den hørtes som sandhet
og da hun hørte dem, vætet den strømmende graat hendes kinder.
Likesom sneen som smelter paa fjeldenes høieste tinder,
naar efter snefok fra vest en østenvind kommer med tøveir.
— Elvene strømmer med rivende flom, naar snelaget smelter, —
saaledes fældte hun taarer og vætet de deilige kinder,
graatende over sin husbond som sat hende nær; men Odyssevs
ynket av hele sin sjel sin klagende hustru; men helten
slog ikke øinene ned under bryn. Han holdt dem urørlig
faste som horn eller staal og skjulte med kløkt sine taarer.
Da hun tilsidst hadde lettet sit sind med graat og med klager,
tok hun omsider til orde paany og spurte ham atter:
«Fremmede! Nu maa jeg spørre dig ut. Jeg agter at prøve,
om det er sandt at du hist i din hal har huset som gjester
baade min mand, som du sier, og alle hans herlige svende.
Si mig nu hvordan de var de klær han bar, og fortæl mig
hvordan han selv saa ut, og nævn mig de venner som fulgte.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Vanskelig falder det, dronning, at gi dig besked om din husbond
efter saa lang en tid. Det tyvende aar er jo kommet,
siden han drog fra min borg og forlot mit fædrelands kyster.
Dog, jeg skal gjerne fortælle dig alt, som det staar for mit minde:
Helten Odyssevs var klædt i en dobbeltlagt kaape av uldtøi,
farvet i purpur. En spænde av guld med dobbelte hegter
fæstet den sammen. Det herligste billede smykket dens plate.
Der var en jagthund som holdt i de forreste labber en spættet
raakalv og bet i det sprællende dyr. Man saa med beundring
formet i guldet den glubende hund. Den bet over strupen
kalven som fristet at fly og laa der med sprællende føtter.
Saa jeg da ogsaa paa høvdingens krop den skinnende kjortel,
likesaa fin som det ytterste svøp paa en løk som er tørret.
Likesaa bløt var hans kjortel og skinnet med blændende solglans.
Mangen en kvinde har visselig set hin kjortel med undren.
Nu skal jeg si noget andet, og læg dig min tale paa sinde:
Ei kan jeg vite om dragten var den som han tok med fra hjemmet,
eller en ven hadde skjænket ham den ombord paa hans fartøi,
eller kanhænde en gjesteven kjær: ti elsket av mange
var jo Odyssevs. Kun faa av akaiernes mænd var hans like.
Ogsaa av mig fik han gaver, et slagsverd av malm og en kappe
farvet i purpur og skjøn og dertil en bredbremmet kjortel.
Høit blev han hædret av mig, da han seilte avsted paa sit fartøi.
Noget tilaars, litt ældre end han, var herolden som fulgte.
Hvorledes manden var skapt og saa ut, skal jeg ogsaa fortælle.
Rund over skuldrene var han. Hans aasyn var brunt. Paa hans hoved
kruset sig haaret. Hans navn var Evrybates. Blandt sine svende
hædret Odyssevs ham høiest; ti tro og forstandig var manden.»
Saa han talte og vakte end mer hendes trang til at graate,
saasom hun kjendte de merker som nævntes saa klart av Odyssevs.
Men da hun først hadde lettet sit sind ved hulkende klage
tok hun omsider til orde paany og talte til helten:
«Fremmede! Før har jeg ynket dig saart; men nu skal du være
her i paladset min gjest, som jeg høilig skal elske og ære;
ti det var mig som gav ham den dragt, som du nævnte og foldet
klærne sammen i kamret og fæstet paa kappen som smykke
spænden av straalende guld; men hilse ham glad ved hans hjemkomst
times mig aldrig. Han vender nok ei tilbake til hjemmet.
Tung blev min lod, da Odyssevs drog bort paa de stavnkrumme snekker
til den forbandede by, hvis navn er min rædsel — til Troja.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Dronning, den høibaarne helt Odyssevs' værdige hustru.
Skjæm ikke længer din deilige hud! La sorg for din husbond
ikke fortære din sjel. Mig undrer jo ikke din kummer.
Ti naar en hustru har mistet sin mand hvis leie hun delte,
barnenes far, er jammeren stor, var end hendes husbond
ringere langt end Odyssevs, som nævnes som gudernes like.
Stans dog nu din hulkende graat og lyt til min tale;
ti jeg vil melde dig sandheten helt og ikke fortie
det jeg har hørt om Odyssevs, at nær dig han lever og dvæler
hist i Tesproternes frugtbare land paa vei til sin hjemstavn,
og at han ogsaa har med mangfoldige herlige skatte
som han har sanket blandt fremmede folk. Paa vinfarvet havdyp
mistet han dog paa sin færd fra Trinakia baade sin snekke
og sine trofaste mænd; ti Zevs og den straalende solgud
la ham for hat, da hans mænd hadde slagtet hin himmelguds okser.
Ute paa bølgende hav gik alle de andre til grunde.
Klamret til kjølen blev høvdingen selv av de mægtige bølger
skyllet i land paa en ø til faiakerne, gudernes frænder.
Hjertelig tok de sig av ham og hædret ham høit som en guddom,
skjænket ham mangen en gave og agtet at sende ham uskadt
hjem til hans land, og forlængst var nu den gjæve Odyssevs
her i paladset, saafremt han ei hadde fundet det tjenligst
vide i verden at fare og sanke sig talrike skatte;
ti iblandt jordiske mænd er ingen saa gløgg som Odyssevs
efter en vinding. Nei, kappes med ham kan ingen i verden.
Faidon, tesproternes mægtige drot fortalte mig dette,
og han forsikret mig dyrt ved et drikoffer hjemme i hallen
at der var trukket et fartøi paa sjø, og at mandskap var rede,
som skulde føre ham hjem til hans elskede fædrene hjemland.
Dog, det blev mig som han først sendte bort; ti tesprotiske sjømænd
seilte just da med et skib til Dulikions frugtbare marker.
Høvdingen viste mig ogsaa Odyssevs' samlede skatte,
nok for mand efter mand, ja like til tiende slegtled.
Slik en umaadelig skat var gjemt i paladset hos kongen.
Kongen fortalte at helten var reist til Dodona og agtet
under den kneisende ek at lytte til raad fra Kronion,
hvordan han aapenlyst eller i løn skulde vende tilbake
hjem til Itakas frugtbare jord efter aarelangt fravær.
Saaledes er han da frelst, og hit i din nærmeste nærhet
kommer han snart, og ei vil han fjernt fra venner og hjemland
dvæle ret længe. Det sverger jeg nu med de dyreste eder.
Zevs være først mit vidne, blandt guderne høiest og mægtigst,
dernæst Odyssevs' arne, hin helts til hvis hus jeg er kommet:
Alt hvad jeg nævnte skal ske; det skal visselig gaa som jeg sier.
Drotten Odyssevs skal komme igjen før aaret er omme,
netop naar maanen er kommet i næ, og nymaanen tændes.»
Straks tok Penelopeia, den kløktige dronning, til orde:
«Fremmede, maatte det ske at denne din spaadom blev opfyldt!
Da skulde snarlig mit venskap og herlige gaver i mængde
vorde din løn, saa enhver som du traf, maatte prise din lykke.
Dog, det aner mig nu i mit sind, hvordan dette skal ende:
Ei vil Odyssevs naa hjem; ei heller vil du vorde hjulpen
hjem til dit land; ti disse som nu er herrer i huset,
er ikke mænd som Odyssevs — mit tap er for stort til at fattes —
mænd som vil huse den værdige gjest og unde ham hjemfærd.
Skynd jer nu terner og tvæt den fremmedes føtter og red ham
leie paa makelig seng med skinnende lakner og tæpper
forat han varmt kan hvile, til Eos paa guldstolen stiger.
Bad ham imorgen ved tidligste gry og salv ham med olje,
forat han siden kan sitte tilbords ved Telemakos' side
her i vor hal; men slemt skal det bli for den som tør plage
manden og gaa ham paa livet med vold. Han har ikke mere
noget at gjøre hos os, hvor meget han end maatte vredes.
Ja; ti hvorledes skulde vel du, min gjest, kunne vite
om jeg i kløkt og forstand er bedre end kvinder som tidest,
dersom du ustelt og klædt i fillete klær skulde sitte
her i min hal ved mit bord? Et menneskeliv er jo stakket.
Den som er haardhjertet selv og viser sin ondskap i gjerning,
vorder forbandet. Hver dødelig mand vil ønske ham kvaler,
modens han lever, og efter sin død blir han lastet av alle.
Men dersom manden er ædel av sind, og hans færd er den rette,
bærer den fremmede gjest overalt hvor mennesker bygger
vide i verden hans ry og mange velsigner hans godhet.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Dronning, den høibaarne helt Odyssevs' værdige hustru!
Skinnende lakner og tæpper er ting som jeg ikke kan like,
siden jeg førstegang drog paa min færd fra de lysende snefjeld
hjemme paa Kreta og stevnet tilsjøs paa et langaaret fartøi.
Nei, jeg vil ligge som fordum jeg laa i de søvnløse nætter;
ti jeg har hvilet saa mangen en nat paa det usleste leie.
Der har jeg ventet med taal paa den guldstoltronende Eos.
Ei er det heller mit ønske at andre skal to mine føtter.
Røre min fot skal ikke en eneste kvinde av disse
her i dit hus som røkter sin dont som tjenende terner,
uten det da skulde være en godhjertet aldrende kvinde,
en som har lidt det samme som jeg av sorger og kummer.
Hende formener jeg ei at røre og to mine føtter.»
Atter tok Penelopeia, den kløktige dronning til orde:
«Gjest, la mig kalde dig kjær; ti av fremmede mænd som er kommet
hit til mit hus fra det fjerne, var ingen saa klok og omtænksom,
ingen saa kjær. Forstandig og klokt er alt hvad du sier.
Jo, iblandt kvinderne her er der en som er gammel og sindig,
en som har pleiet og fostret saa ømt min usalige husbond.
Selv tok hun mot ham og bar ham paa arm, da hans mor hadde født ham.
Hun skal, saa kraftløs og svak som hun er, faa to dine føtter.
Vel, Evrykleia, staa op og vask hin mand som at se til
jevngammel er med din herre. Kanhænde at ogsaa Odyssevs
ganske ser ut som den fremmede her paa hænder og føtter.
Mennesker ældes jo snart, naar de rammes av sorger og motgang.»
Saa hun talte. Den gamle holdt hænderne op for sit aasyn,
brast saa i brændende graat, og klagende tok hun til orde:
«Aa, hvor jeg ynker dig haabløst, min søn! Zevs har i sin vrede
tugtet dig haardest blandt mænd, skjønt du frygtet de evige guder.
Ingen har ofret den lynglade Zevs av laarstykker fete
flere end du eller bragt ham av lytefri okser saa mange
festhekatomber med bøn for dig selv om alderdoms lykke
og om at fostre din straalende søn; men nu har han røvet
dig som den eneste hjemfærdens dag og hjemfærdens glæde.
Fjernt i de fremmede land blev ogsaa han selv, kan jeg tænke,
haanet av kvinder, saa ofte han kom til en straalende kongsgaard,
likesom du i vort hus blir haanet av skamløse tøiter.
Skjældsord og haanende tale fra dem vil du slippe, og derfor
negter du disse at vaske din fot; men selv skal jeg villig
lystre Ikarios' datter, den kløktige Penelopeia.
Baade for Penelopeias, min husfrues skyld og din egen
vil jeg da to dine føtter; ti rørt er mit hjerte i barmen
over din kummer; men lyt til et ord som jeg agter at si dig:
Mangen en sorgtynget fremmed er kommet til os i sin vaande;
men jeg maa si at jeg aldrig har set en mand som har lignet
helten Odyssevs som du i vekst, i stemme og fotlag.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Gamle, ja alle som engang har hat os begge for øie,
sier det samme og finder os to forbausende like,
slik som du selv, da du saa mig, har merket det grant, som du sier.»
Saa han talte. Et skinnende kar som hun brukte til fotvask,
hentet den gamle og satte det frem, og koldtvand i mængde
fyldte hun i og derefter varmt; men helten Odyssevs
satte sig borte fra arnen og vendte sit aasyn mot mørket,
saasom han tænkte sig straks, at naar hun fik røre hans føtter
vilde hun kjende hans ar, og alt vilde komme for dagen.
Gik hun da hen til sin herre og vasket hans føtter og merket
straks det gjengrodde saar som et hvittandet svin hadde slaat ham,
da til Parnasos han drog til sin morfar Avtolykos' kongsgaard,
gjestende ham og hans sønner. I sluhet og listige eder
mestret hans morfar enhver. Av Hermes, den listige guddom,
fik han sin kløkt; ti han ofret til ham av lam og av gjeter
laarstykker fete og vandt sig i ham den naadigste hjælper.
Drotten Avtolykos kom til Itakas frugtbare bygder
just som hans høibaarne dattersøn nys var kommet til verden,
og da hans maaltid var endt, kom straks Evrykleia og lagde
barnet paa høvdingens knæ, og derpaa tok ternen til orde:
«Gjæve Avtolykos. Find paa et navn, du kan gi til den lille,
denne din dattersøn kjær, det barn du med længsel har ventet.»
Gav da Avtolykos straks sin vilje tilkjende og mælte:
«Datter og maag. Giv barnet det navn som jeg agter at nævne.
Hit er jeg kommet med vrede og hat i mit hjerte mot mange
kvinder og mænd som jorden den mangenærende fostrer.
Kald ham med navnet Odyssevs, «den hevngriske mand.» Naar han engang
gjester som voksen sit mødrenehjem, min herlige kongsgaard,
hist ved Parnasos, hvor mængder av gods jeg har i mit eie,
da skal jeg skjænke ham gaver, og glad skal han vende tilbake.»
Dit drog Odyssevs som mand for at hente de herlige gaver.
Baade Avtolykos selv og Avtolykos' mandige sønner
hilste ham venlig med ord og bød ham velkommen med haandslag,
og da hans mormor Amfitea ømt hadde favnet Odyssevs,
kysset hun baade hans pande og begge de deilige øine.
Drotten Avtolykos bød sine herlige sønner at gjøre
alting istand til et maaltid, og sønnerne lystret ham villig.
Førte de da til borggaarden straks en femaarig okse,
flaadde saa dyret i hast og skilte dets lemmer fra kroppen.
Stykkerne delte de skjønsomt og stak dem med omhu paa spiddet,
stekte dem kyndig og delte dem ut, saa hver fik et stykke.
Hele den utslagne dag, til solen var sunket i havet,
nøt de sit maaltid, og alle fik nok av de herlige retter.
Siden, da solen var sunket i hav, og det mørknet mot natten,
gik de omsider til ro og nøt den kvægende slummer.
Men da den aarvaakne Eos i rosenskjær straalte paa himlen.
hastet Avtolykos' sønner i lag med den gjæve Odyssevs
fulgt av hundenes kobbel avsted for at jage i skogen.
Op paa Parnasos' stupbratte fjeld med de skogklædte lier
steg de og snart kom mændene frem til de vindhaarde fjeldskar.
Solen stod op og spredte sin glans over enger og marker,
stigende op fra Okeanos' dyp med den rolige havstrøm,
netop da jægerne kom til en kløft hvor hundenes kobbel
følgende sporet gik foran, mens drotten Avtolykos' sønner
fulgte dem raskt, og sammen med dem gik helten Odyssevs.
Nærmest ved hundene gik han og svinget sit vældige jagtspyd.
Der laa et vildsvin, et kjæmpestort dyr, i den tætteste kratskog.
Der kunde hverken den sterkeste blæst av fugtige vinde
trænge sig ind eller solskinnet naa med de lysende straaler.
Ned gjennem løvtaket trængte ei regn. Saa tæt var det vokset.
Dækket var jorden derinde med dynger av visnede blade.
Vildsvinet hørte de larmende skridt av mænd og av hunde
eftersom flokken kom nær, og det styrtet med strittende børster
frem fra det tætteste krat, og med øine som lyste av vildskap
for det paa jægerne ind. Først hastet den kjække Odyssevs
mot det og løftet sit vældige spyd i den kraftige næve,
spændt paa at støte det ind, men vildsvinet gav ham fra siden
først over knæet et hugg og rev med den vældige hugtand
med sig et stort stykke kjøt, men naadde dog ikke til benet.
Straks jog Odyssevs sit spyd i bogen til høire og kraftig
drev han det ind, saa den blinkende odd for tvers gjennem dyret.
Skrikende faldt det til jord, og livet fløi ut av dets lemmer.
Nu fik Avtolykos' sønner det travlt med det fældede vildsvin.
Kyndig forbandt de den herlige helt Odyssevs' vunde,
og da de snart hadde stanset med trylleord blodet det sorte,
skyndte de sig til sin far og kom til den herlige kongsgaard.
Da nu Avtolykos selv og Avtolykos' mandige sønner
helt hadde læget hans saar og skjænket ham herlige gaver,
sendte de glade til Itakas ø den glade tilbake.
Glade blev ogsaa hans far og hans værdige mor ved hans hjemkomst.
Spurte de da om meget og mangt og særlig om saaret,
hvordan han fik det, og greit fortalte han dem at et vildsvin
flænget ham dypt med sin skinnende tand, da han kom til Parnasos
og med Avtolykos' sønner gik ut for at jage paa fjeldet.
Da nu den gamle tok fat, og med haandflaten rørte ved arret,
kjendte hun saaret igjen og skrækslagen slængte hun foten
fra sig, og høvdingens ben faldt ned mot det klirrende malmkar.
Fatet blev væltet til siden, og vandet fløt ut over gulvet.
Sorgen i hjertet gav rum for jublende fryd. Hendes øine
fyldtes med strømmende taarer, og røsten den klare forstummet.
Endelig tok hun Odyssevs med haand under haken og hvisket:
«Visselig er du Odyssevs, min søn, og jeg kjendte dig ikke,
førend min haand hadde følt overalt paa min elskede herre.»
Saa hun talte og rettet sit blik mot Penelopeia
for at fortælle at nu hendes elskede husbond var hjemme.
Dronningen evnet dog ei at se eller høre det mindste,
saasom Atene til andet fik vendt hendes sind. Men Odyssevs
tok Evrykleia om strupen og holdt hende fast med den høire,
medens han lempelig trak hende nær med den venstre og hvisket:
«Fostermor, hvor kan du ville mig ondt? Du ammet mig engang
selv ved dit bryst, og nu i det tyvende aar er jeg kommet
endelig hjem til min fædrenejord efter lidelser tunge.
Men da en guddom har git dig et vink, saa du kjendte din herre,
ti da og la ikke nu i vort hus nogen anden faa spurt det.
Hør, jeg skal si dig en ting, og forvisst skal det ogsaa bli fuldbragt.
Dersom en gud lar mig kue de skamløse frieres skare,
sparer jeg end ikke dig, min fostermor kjær, naar jeg siden
dræper i dette mit hus de øvrige tjenende kvinder.»
Talte da straks Evrykleia, den kløktige kvinde, og svarte:
«Hvi lot du slippe, min søn, slikt ord over tændernes gjerde?
At jeg er trofast av sind og ei til at rokke, det vet du.
Fast skal jeg være som var jeg av sten eller jernet det haarde.
Nu skal jeg si dig en ting, og læg dig min tale paa hjerte:
Dersom en gud lar dig kue de skamløse frieres skare,
da skal jeg gi dig besked om hver eneste terne i huset,
hvem av dem agter dig ringe, og hvem der er skyldfri og trofast.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Fostermor, hvi skal du nævne mig dem? Slikt har du ei nødig.
Selv skal jeg ha dem for øie og merke mig nøie hver enkelt.
Bare vær taus med det som er sagt, og la guderne raade.»
Saa han talte, og ut efter vand til at vaske hans føtter
ilte den gamle fra salen. Det første var helt gaat til spilde.
Da nu hans føtter var vasket og salvet med glinsende olje,
flyttet Odyssevs paany for at varme sig stolen tilbake
hen til den flammende ild og med fillerne gjemte han arret.
Først tok Penelopeia, den kløktige dronning, til orde:
«Fremmede, end er der litt jeg vil spørre dig om, før vi skilles;
ti det vil snart være tid til at tænke paa søvnen den søte,
hvis man for nagende sorg kan nyte den kvægende slummer.
Mig har en gud latt times en sorg som aldrig tar ende.
Dag efter dag maa jeg lette mit sind med jammer og klage,
medens jeg ser til min egen og ternernes gjerning i huset;
men naar det lider mot nat, og alle faar hvile i søvnen,
ligger jeg søvnløs paa leiet, og talløse nagende sorger
knuger mit hjerte i stønnende kval og holder mig vaaken.
Som naar Pandareos' datter, den klagende nattergal, ensom
synger sin deilige sang, naar vaaren er kommet tilbake,
sittende gjemt i sit skjul bak trærnes tætteste løvhang,
medens fra strupen hun sender et væld av skiftende toner.
— Itylos klager hun over, sin elskede søn med kong Zetos,
som hun av vanvare dræpte tilforn med det skjærende kobber, —
saaledes drøfter min sjel ustanselig frem og tilbake,
om jeg skal bli hos min søn og vogte med troskap mit eie,
alt hvad jeg har, det stolte palads og ternernes skare,
eller jeg straks skal følge den ypperste mand som har meldt sig
her i paladset som frier og byr mig de herligste gaver.
Medens min søn var et barn, og barnslige endnu hans tanker,
orket jeg ikke som brud at forlate Odyssevs' kongsgaard.
Nu da han alt er en fuldvoksen mand i den kraftigste ungdom,
ber han mig selv om at ty til mit hjem og forlate paladset,
saasom han tænker med harm paa sit gods som frierne øder.
Nu skal du høre en drøm jeg har hat, som jeg ber dig at tyde:
Her i min gaard har jeg gjæs. De er tyve i tallet og æter
hvete som bløtes i vand, og jeg ser paa dem ofte med glæde.
Kom da fra fjeldet en ørn, krumnæbbet og vældig og knækket
halsen paa alle som en og rev dem ihjel. I en dynge
laa de paa gaarden; men ørnen fløi op mot den straalende æter.
Jamrende brast jeg i graat og ynket mig saare i drømme.
Rundt mig sanket sig da akaiernes haarfagre kvinder
medens jeg klaget fordi mine gjæs var myrdet av ørnen.
Da kom den atter tilbake og satte sig oppe paa taket.
Trøstende tok den til orde med menneskestemme og mælte:
«Fat dig, Ikarios' datter, du barn av en navngjeten høvding!
Ei er det drøm, men et syn som varsler din kommende lykke.
Frierne tyktes dig gjæs, og jeg som i ørneham nylig
gjestet din gaard, er kommet igjen som din elskede husbond.
Skammelig død skal jeg volde hver eneste frier i hallen.»
Trøstende talte den saa, og søvnen den søte forlot mig,
og da jeg saa mig omkring, blev jeg var mine gjæs som ved trauget
ute paa borggaarden aat, som de pleide til daglig, sin hvete.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og mælte:
«Dronning, forvisst var det faafængt, om en vilde gi dig en anden
tydning av drømmen, da selv din husbond Odyssevs har sagt dig
hvad han vil gjøre; ti klarlig skal samtlige friere fældes.
Døden og dødens gudinder skal ikke en eneste undfly.»
Atter tok Penelopeia, den kløktige dronning, til orde:
«Fremmede! Drømmer er tidt noget tøv og har intet at sige,
og for et menneske vorder ei alt hvad de varsler ham, fuldbragt.
Flygtige drømme gaar ut gjennem tvende forskjellige porte.
En er av horn, men den anden av skinnende elfenben bygget.
Alle de drømme som kommer og gaar gjennem elfenbensporten,
bringer os skuffende haab og løfter som aldrig blir opfyldt.
Men naar det hænder at drømme gaar ut av den skinnende hornport,
fuldbragt vorder da visselig alt hvad et menneske drømte.
Dog, jeg kan ikke tro at drømmen kom ut gjennem denne,
skjønt det for mig og min søn vilde varsle den høieste glæde.
Nu vil jeg si dig en ting, og læg dig min tale paa sinde:
Dagen som gryr blir en ulykkens dag som vil rive mig arme
bort fra Odyssevs' hus; ti nu skal jeg ordne til kamplek.
Øksene, alle de tolv som Odyssevs saa tidt i sin borghal
stillet i snorlike rad som støtterne under en skibskjøl.
Fjernt tok han derefter plads og sendte sin pil gjennem alle.
Nu vil jeg kræve at friernes flok skal kappes i leken.
Den som med hænderne lettest kan spænde hans bue og skyte
pilen igjennem de tolv paa rad opstillede økser,
ham faar jeg følge som viv og forlate det hjem hvor jeg engang
hilstes velkommen som brud, vor skjønne, rikt signede kongsgaard,
som jeg tilvisse saa tidt, ja endog i drømme skal mindes.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Dronning, den høibaarne helt Odyssevs' værdige hustru!
Nøl ikke længer med dette, med kampleken her i paladset;
ti det er visst at Odyssevs, den raadsnare høvding, vil komme
hit før disse med famlende haand har fristet at fæste
snoren til buen den glatte og skyte en pil gjennem jernet.»
Atter tok Penelopeia, den kløktige dronning, til orde.
«Dersom du, fremmede gjest, vilde sitte og fryde mit hjerte
her i min hal, skulde søvn ei sænke sig ned paa mit øde.
Dog det er visselig uraad at mennesker altid kan vaake.
Maal og urokkelig grænse for alt har de evige guder
sat paa den frugtbare jord for alle som døden kan ramme.
Vel, saa vil jeg da nu gaa op i mit høienloftskammer.
Der vil jeg lægge mig ned paa min seng som med jammer og klager
redes og vætes med graat fra den stund da min husbond Odyssevs
stevnet paa færden til Ilions by som jeg nævner med rædsel.
Der vil jeg selv gaa til ro. Red du dig et leie paa gulvet
i mit palads eller faa dig en seng sat frem av mit husfolk.»
Saa hun talte og gik til sit straalende høienloftskammer.
Ei var hun ene, men fulgtes derop av tjenende kvinder.
Da hun i ternernes følge var kommet til høienloftshallen,
brast hun i graat for Odyssevs sin mand, til den blaaøide Pallas
lot over øinene sænke sig ned en kvægende slummer.