Odysseen/18
< Odysseen
Odysseen
ATTENDE SANG.
NÆVEKAMP MELLEM ODYSSEVS OG IROS.
Nu kom en landstryker ind, en tigger som stadig med posen
gik gjennem Itakas by og var kjendt for sin glubende mave.
Ei fik han nok av mat eller drik; men kraft eller styrke
eide han ikke, skjønt manden var svær som en kjæmpe at se til.
Tiggerens navn var Arnaios. Saa kaldte hans værdige mor ham,
da han ved fødslen fik navn; men ungdommen kaldte ham Iros;
ti naar man ønsket det, gik han med bud. Men nu ved sit komme
fristet han straks fra hans eget palads at jage Odyssevs.
Haanende talte han vingede ord og truet ham myndig:
«Væk med dig, gamle, fra døren, hvis ei du vil slæpes ved foten!
Merker du ikke at alle med lønlige øiekast ber mig
ta dig og slæpe dig bort? men jeg kvier mig dog for slik gjerning.
Op med dig, dersom du ikke vil slaas paa knyttede næver!»
Svarte da straks med rynkede bryn den kloke Odyssevs:
«Hverken fornærmer jeg dig, min ven, i ord eller gjerning,
og jeg misunder dig ei, om du faar de rikeste gaver.
Tærsklen har rum for os begge. Det sømmer sig ei at du nidsyk
ser paa hvad godtfolk har git mig. Du tykkes mig være en tigger
likesom jeg. Kun guder kan gi et menneske rigdom.
Gjør mig ei vred ved at æske til kamp paa knyttede næver,
forat jeg ikke, saa gammel jeg er, skal banke dig blodig
baade paa bryst og paa læber og slippe dit paahæng imorgen.
Ti jeg tør tro at du neppe paany vilde vende tilbake
hit til den borg hvor Laertes' søn Odyssevs har raadet.»
Straks tog tiggeren Iros forbitret til orde og svarte:
«Aa, hvor den slukhals faar munden paa glid, saa den rent løper fra ham
ret som et kvindfolk ved ovnen. Den karl har jeg lyst til at kverke
med mine næver og slaa ut hver tand som han eier i munden,
slik som man gjør med et svin som roter op korn paa en aker.
Op da og gjør dig istand, saa alle kan se paa vort slagsmaal.
Hvorledes skulde du staa dig i kamp mot en som er yngre?»
Saaledes tirret i fnysende harm de tvende hinanden
foran den kneisende dør paa den smukt tilhøvlede tærskel.
Da nu den kraftige helt Antinoos hørte dem trætte,
brast han i hjertelig latter og ropte til friernes skare:
«Venner, nei aldrig tilforn har det hændt at en guddom har villet
sende til kongsgaarden her en morskap saa festlig som denne.
Tiggerne trætter. Den fremmede mand og Iros vil prøve
nævernes styrke i kamp. La os hidse dem løs paa hinanden.»
Saa han talte. Da reiste de sig i salen, og alle
slog om de fillete tiggere kreds med spøk og med latter,
Først tok Evpeites' søn Antinoos ordet og mælte:
«Mandige friere, hør hvad jeg nu har lyst til at si jer:
Borte paa ildstedet ligger de velfyldte maver av gjeter
som vi har lagt der til kveldsmat og fyldt med blod og med ister.
Den av de tvende som seirer og helt faar bugt med den anden,
han kan gaa hen og vælge sig den som han helst maatte ønske.
Derefter blir han vor stadige gjest, og siden skal ingen
la nogen tigger faa trænge sig ind og be om en gave.»
Helten Antinoos' ord vandt bifald hos alle i salen.
Listelig tok da den raadsnare helt Odyssevs til orde:
«Venner, det er ikke let at kjæmpe mot en som er yngre,
naar man er gammel og svækket av nød; men den plagsomme mave
driver mig frem til at ta mine hugg og tape i kampen.
Sverg mig da alle som en de dyreste eder at ingen
lumsk skal gi mig et slag med sin vældige næve og hjælpe
Iros at slaa mig til jorden med kraft og lette ham seiren.»
Saa han talte, og samtlige svor den ed som han krævde.
Da deres løfte var git, og eden var svoret til ende,
talte den kraftige svend Telemakos blandt dem og mælte:
«Fremmede, dersom du drives til kamp av dit mandige hjerte,
verg dig da trøstig og frygt ikke én av de andre akaier;
ti mot en overmagt kommer den mand til at kjæmpe som slaar dig.
Her er det mig som er vert, og tvende forstandige fyrster,
helten Antinoos her og Evrymakos, støtter mig gjerne.»
Saaledes talte han kjækt, og de priste hans ord; men Odyssevs
bandt sine filler om lænd og blottet for alle de skjønne
kraftige laar, og nu fik de se hans mægtige skuldre,
brystet det brede og armenes senede kraft; men Atene
nærmet sig mændenes drot og straks lot hun lemmerne svulme.
Frierne saa paa ham alle som en med undrende øine.
Vekslet da mange et blik med sin nærmeste nabo og mælte:
«Iros er dødsens! Han selv har forskyldt at det nu gaar ham ilde.
Se hvilke kraftige laar den gamle bak fillerne blotter!»
Saaledes faldt deres ord; men Iros blev ilde til mote.
Tjenerne slæpte dog frem den forfærdede karl, og hans filler
bandt de om lænderne op, mens lemmerne rystet av rædsel.
Da tok Antinoos barsk med truende stemme til orde:
«Storskryter! Bedst om du aldrig var født; du burde ei leve
naar du kan skjælve i rædsel og gru for den fremmede tigger,
skjønt han er gammel og svak efter alle de trængsler han døiet.
Nu vil jeg si dig en ting og visselig vorder det fuldbragt.
Dersom hin karl blir din overmand nu og vinder i kampen,
sender jeg dig til fastlandet bort paa en sortmalet snekke
over til Eketos, kongen for hvem hvert menneske skjælver.
Næsen og ørene skjærer han av med det grusomme kobber.
Det som du dækker med blu, vil han gi sine hunder at æte.»
Saa han talte. Da rystet end mer hans skjælvende lemmer.
Dog, de slæpte ham frem, og næverne løftet de begge.
Først var Odyssevs, den hærdede helt, i tvil om han skulde
fælde ham straks med et eneste slag, saa livet forlot ham,
eller faa strakt ham til jord med et lempelig slag av sin næve.
Dog, i sin tvil fandt helten det bedst at slaa ham med lempe,
forat han ei skulde røbe sig selv for akaiernes stormænd.
Begge tok stilling paa taa, og Iros slog til ham og rammet
skuldren til høire, men fik saa et slag under øret paa halsen.
Benene brast, og ut av hans mund fløt blodet det røde.
Brølende faldt han til jord og sparket med hælen i støvet
skjærende tænder av kval, og frierne løftet i jubel
høit sine hænder og lo sig næsten ihjel; men Odyssevs
grep ham ved foten og slæpte ham ut gjennem borghallens fløidør,
indtil han kom til gaardsportens hal hvor han satte ham opreist
lænet til muren om gaarden. Der gav han ham staven i hænde.
Talte han da med vingede ord og formante ham myndig:
«Her kan du sitte og jage bort svin og hunder fra gaarden.
Ei maa en stymper som du være kry og te dig som herre
over de fattige gjester; ti næstegang gaar det dig værre.»
Saaledes talte han barsk og slængte sin sæk over skuldren
fillet og styg som den var, og til bærerem var der en taugstump,
gik saa tilbake til tærsklen og satte sig ned, og med latter
skyndte de andre sig ind og hilste ham venlig og mælte:
«Fremmede, maatte nu Zevs og alle de evige guder
gi dig det bedste du vet og det som du helst vilde eie,
du som fik bugt med den slukvorne karl og stanset hans flakken
rundt i vort land. Snart fører vi ham til det nærmeste fastland
over til Eketos, kongen for hvem hver dødelig skjælver.»
Saa de talte. Odyssevs blev glad ved det varslende ønske.
Foran ham lagde Antinoos straks den vældige mave
stoppet med blod og det lækreste fett, mens Amfinomos skyndsomt
tok fra den flettede kurv to brød og satte dem for ham.
Derefter drak han ham til av pokalen den gyldne og mælte:
«Hil dig, fremmede far! Maatte herefter rigdom og lykke
bli dig tildel. Nu trykkes du haardt av mangfoldige plager.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Gjæve Amfinomos, sindig og klok ser du ut til at være.
Saadan var ogsaa din far; ti selv har jeg hørt at man priste
Nisos, Dulikions mægtige drot, for retsind og rigdom.
Dig har man nævnt som hans søn, og du tykkes mig brav og forstandig.
Hør da paa det som jeg agter at si, og merk dig min tale.
Svakt som en dødelig mand er intet som jorden har fostret,
ikke en skabning av alle som aander og kryper paa jorden.
Ti medens guderne skjænker ham kraft og smidige lemmer,
tror han at ulykken aldrig skal ramme ham siden i livet.
Men naar de salige guder tilsidst lar ulykken komme,
maa han saa nødig han vil, med taalmod bære sin skjæbne;
ti med de jordiske menneskers sind er det saa at det ændres
eftersom guders og menneskers far lar dagene skride.
Derfor maa aldrig en dødelig mand la sig friste til uret;
men la ham leve i stilnet og ta hvad guderne gir ham.
Ogsaa jeg selv var engang paa vei til lykke i verden;
men av min styrke og magt blev jeg fristet til mangen en udaad,
saasom jeg stolte saa trygt paa min far og de mægtige brødre.
Likedan ser jeg at frierne her med skammelig uret
tærer paa andenmands gods og fornærmer en hædersmands hustru,
som jeg er viss paa ei længe vil holde sig fjernt fra sit hjemland
og sine venner; ti helten er nær. Aa, maatte en guddom
føre dig hjem til dit hus, og maatte du slippe at møte
manden, naar hjem til sit elskede land han vender tilbake!
Ti, som jeg tror, vil det ei løpe av uten blod, naar han kommer
her paa sin borg under tak og holder med frierne opgjør.»
Saa han talte og ofret og drak av vinen den søte.
Derefter rakte han bægret paany til mændenes hersker.
Høvdingen sænket sit hoved og vandret mismodig tilbake
hen gjennem salen. Hans hjerte var tungt; ti han ante det værste.
Dog, han frelste sig ei. Ogsaa han blev av Pallas Atene
lokket i snaren og faldt for Telemakos' hænder og lanse.
Stolen, han reiste sig fra, gik han hen til og satte sig atter.
Nu gav Pallas Atene, den mægtige blaaøide guddom,
dronningen, Penelopeia, Ikarios' kløktige datter,
lyst til at møtes med friernes flok, forat mændenes hjerter
høit skulde svulme av haab og hun selv bli agtet og æret
mer end hun var det tilforn av sin elskede søn og sin husbond.
Dronningen smilte forlegent og rettet et ord til sin terne:
«Førstegang føler jeg nu, Evrynome, lyst til at sees
nede i salen blandt friernes flok, skjønt jeg hater dem bittert.
Kanske jeg ogsaa fik git min søn et raad som han trænger,
at han ei stadig som nu bør færdes blandt friernes skare.
Ordene klinger saa smukt; men de pønser paa ondt mot ham siden.»
Tok da Evrynome ordet til svar, hendes fornemste terne:
«Ja, du har visselig ret, mit barn, i alt hvad du sier.
Gaa du og tal med din søn, og ei bør du tie med noget.
Ta dig dog først et rensende bad og salv dine kinder.
Gaa ikke slik som du er, med ansigtet skjæmmet av taarer;
ti det kan ei være ret at græmme sig evig og altid.
Fuldvoksen er jo din søn. Dit heteste ønske er opfyldt.
Guderne hørte din bøn at se ham med skjæg paa sin hake.»
Atter tok Penelopeia, den kløktige dronning til orde:
«Kjære Evrynome, godt var det ment; men raad mig dog ikke
nu til at gaa i et rensende bad og salve mit aasyn.
Hele min lyst til at prises som skjøn har de himmelske guder,
dengang min husbond drog bort paa de stavnkrumme snekker, latt svinde.
Gaa nu og bed Avtónoe straks og Hippodomeia
komme herop, forat begge kan staa ved min side i salen.
Ei vil jeg ene gaa ind iblandt mænd og rødme av blygsel.»
Saa hun talte. Den gamle gik ut gjennem salen og bragte
ternerne budet og bad dem at skynde sig op til sin frue.
Nu fik Atene, den blaaøide mø, noget andet i sinde.
Kvægende søvn lot hun sænke sig lindt om Ikarios' datter.
Lænet tilbake sov dronningen ind, og de slappede lemmer
hvilte i armstolen bløtt, mens Pallas med himmelske gaver
smykket den skjønne, saa frierne snart skulde undres ved synet.
Aasynet toet hun først med skjønhetens himmelske salve,
den hvormed elskovsgudinden, den kransede dis fra Kytera,
salver sig naar hun vil gaa til kariternes yndige kordans.
Høiere blev hun av vekst, mer fyldig at se til, og huden
gav hun en hvitere glans end den som fra elfenben straaler.
Da hendes gjerning var endt, forsvandt den høie gudinde.
Nede fra kvindernes sal kom snart de armhvite terner
støiende op. Da vaagnet hun straks av søvnen den søte.
Løftende hænderne gned hun de rødmende kinder og mælte:
«Aa hvor blidt den deilige søvn har favnet mig arme!
Maatte dog Artemis, møen saa ren, straks gi mig en dødssøvn
likesaa blid, saa jeg slap i jamrende klage ad øde
længer mit liv og længte saa saart efter ham som jeg elsket,
helten saa mandig og gjæv, akaiernes ypperste høvding.»
Saa hun talte, og ned fra det straalende høienloftskammer
steg hun til salen, ei ene, men fulgt av de tilkaldte terner.
Da nu den herlige kvinde var kommet til friernes skare,
stanset hun fremme ved salsdørens karm i den velbygde borghal,
medens hun trak det deilige slør for aasyn og kinder.
Hen til sin husfrue stillet sig straks de trofaste terner.
Frierne sat der som lamslaat med hjerterne tryllet av elskov.
Brændende ønsket enhver at hvile hos hende paa leiet.
Straks til sin elskede søn Telemakos vendte hun talen:
«Kjære Telemakos, ei er du nu i sind og i tanker
fast som tilforn. Du visste som barn at skikke dig bedre.
Nu da du naadde til ungdommens aar og staar her som voksen,
nu da en fremmed som saa din kraftige vekst og din skjønhet,
trygt vilde kalde dig ædel av byrd og søn av en høvding,
nu er hverken dit sind eller tænkesæt slikt som det burde.
Ti da en udaad fornys blev øvet her nede i hallen,
fandt du dig i at den fremmede mand fik en skammelig medfart.
Hvorledes kan det gaa til at en gjest som her paa vor kongsgaard
sitter i ro, kan lide slik tort og fare saa ilde?
Slikt maa jo skjæmme dig ut iblandt folk og lastes av alle.»
Tok da den raadsnare svend Telemakos ordet og svarte:
«Mor, ei kan jeg fortænke dig i at du harmes for dette.
Dog, jeg kan bruke min tanke, og godt har jeg rede paa alting,
baade paa godt og paa ondt; mens jeg før var troskyldig og barnslig.
Men jeg er ikke istand til altid at finde en utvei;
ti jeg blir skræmt av disse, som altid med ondskap i hjertet
sitter omkring mig, og en som vil hjælpe mig, har jeg jo aldrig.
Dog, da den fremmede kjæmpet fornys med Iros i hallen,
endte det ei efter friernes sind; ti den fremmede seiret.
Maatte dog Zevs, vor far, og Apollon og Pallas Atene,
gjøre det saa at frierne her i vor hal maatte sitte
skamslaat, med hovedet sænket mot bryst og med lammede lemmer,
nogen paa tunet derute og andre herinde i salen,
slik som Iros maa sitte der nu ved porten til gaarden
svimmel, som drukken av vin, med hjelpeløst nikkende hoved
uten at magte at staa paa sin fot eller vende tilbake
dit hvor hans hjem monne være; ti alle hans lemmer er lammet.»
Saaledes talte de to med vekslende ord til hinanden.
Nu tok Evrymakos ordet og talte til Penelopeia:
«Værdige Penelopeia, Ikarios' kløktige datter!
Dersom akaiernes mænd overalt i det jasiske Argos
nu kunde se dig, da møtte forvisst imorgen end flere
friere her i den festlige hal; ti ingen blandt kvinder
maaler sig med dig i skjønhet og vekst og forstandige tanker.»
Straks tok Penelopeia, den kløktige dronning til orde:
«Gjæve Evrymakos! Skjønhet og vekst og kløktige tanker
røvet mig guderne selv den dag da argeiernes fyrster
stevnet til Troja og sammen med dem min husbond Odyssevs.
Dersom han atter kom hjem og jevnet min livsvei som fordum,
større og skjønnere blev da det ry jeg selv kunde vinde.
Nu maa jeg sørge; ti stor er den kval en guddom har sendt mig.
Dengang min husbond drog bort og forlot sit elskede hjemland,
tok han min haand og trykket mig fast om haandled og mælte:
«Hustru, jeg kan ikke tro at de hærklædte mænd fra Akaia
alle vil vende tilbake med held og uskadt fra Troja.
Ogsaa om troerne sier man jo at de kjæmper som helter,
enten det gjælder at kjæmpe med spyd eller skyte med piler,
eller at styre tilvogns de fotrappe hester, som snarest
ender det larmende slag naar den vildeste kamptummel raser.
Ei kan jeg vite forvisst om en guddom vil unde mig hjemfærd,
eller jeg falder ved Troja, og du maa da raade herhjemme.
Mindes med omsorg min far og min mor og plei dem saa kjærlig
her i vort hus som tilforn, eller mer, den tid jeg er borte.
Men naar du ser at vor søn faar spirende dun paa sin hake,
da kan du egte den husbond du vil og skilles fra hjemmet.»
Saaledes talte han dengang, og snart vil det alt vorde fuldbragt.
Snart maa jeg leve den nat da det grufulde bryllup vil komme
over mig arme, hvem alfader Zevs har røvet al lykke.
Endnu en sorg har krænket min sjæl og saaret mit hjerte.
Ei hadde friere fordum for skik at handle som disse.
De som vil søke at vinde som brud en høibaaren kvinde,
rikmandens feirede datter, og kappes med andre om prisen,
fører dog med sig som gjestebudskost til venner av bruden
okser og trivelig smaafæ og gir hende herlige gaver.
Helt uten vederlag tærer de ei paa andenmands eie.»
Saa hun talte, og glad blev den hærdede høvding Odyssevs,
da hun saa kløktig med venlige ord og daarende tale
lokket fra frierne gaver, mens tankerne dvælte ved andet.
Nu tok Evpeites' søn Antinoos ordet og svarte:
«Værdige Penelopeia, Ikarios' kløktige datter,
Ta da imot hvad akaiernes mænd maatte ønske at bringe
hit til dit hus. Det sømmer sig ei at avslaa en gave.
Men vi vil hverken gaa hjem til os selv eller til nogen anden,
før av akaiernes helte du egter den ypperste høvding.»
Helten Antinoos' ord vandt samtlige frieres bifald.
Sendte da hver av dem hjem en herold for at hente en gave.
Tjeneren bragte Antinoos selv den deiligste kaape
broket av mønster og stor. Av skinnende guld var dens hegter,
tolv i det hele. De passet saa godt i de bøiede maljer.
Men til Evrymakos bragte man straks en halskjede herlig
formet av guld og smykket med rav. Den skinnet som solen.
Men til Evrydamas kom to ringer til dronningens ører,
smykket med perler, ja trende paa hver, i spillende lysglans,
og fra Peisandros, den mægtige drot, en søn av Polyktor,
bragte hans tjener en halsring av guld, et straalende smykke.
En efter en kom akaierne frem med en kostelig gave.
Op til sin høienloftssal gik derpaa den deilige kvinde,
og med sin frue gik ternerne op med de straalende gaver.
Frierne vendte nu atter sin hu til dansen og frydet
like til aftenen silde sin hu med de yndige sange;
men da det mørknet mot kveld, mens de sat i det lystige gilde,
satte de frem for at skaffe sig lys i den skumrende borghal,
fyrfater, trende paa rad, og med vedstykker fyldte de alle.
Veden var knastør og kløvet fornys med øksen av kobber.
Stikker av tyri blev blandet deri, og skiftevis passet
helten Odyssevs' terner de lysende flammer i salen.
Da tok den kloke Odyssevs, den høibaarne høvding til orde:
«Terner som tjente Odyssevs, hin drot som saa længe er savnet,
gaa nu til kvindernes sal og ind til den værdige dronning.
Sæt jer i kamret og glæd hendes sind ved kyndig at spinde
uld paa den snurrende ten eller kard den med flittige hænder.
Selv skal jeg sørge for lys til alle som sitter herinde.
Ti om de end skulde ønske at sitte til gryende morgen,
mig skal de dog ikke trætte; ti mangt har jeg før maattet døie.»
Saa han talte; men ternerne lo og saa paa hverandre.
Spottende skjældte en terne ham ut, den vakre Melanto,
Dolios' datter, som dronningen selv hadde fostret og pleiet
ømt som sit barn og glædet med alt som den lille fik lyst paa.
Dronningens hjertesorg rørte dog ei den skamløse kvinde;
men til Evrymakos gav hun sig hen i brødefuld elskov.
Spottende rettet hun nu de frækkeste ord til Odyssevs:
«Fremmede stakkar! Du er jo forrykt og har mistet forstanden,
siden du ikke vil pakke dig bort og sove hos smeden
eller i stuen for farende folk, men ustanselig prater
frækt og uten den ringeste blu blandt talrike stormænd.
Visselig ørsker du nu i en rus, eller kanske du altid
farer med tøv og med tull og ikke kan tøile din tanke.
Svimler det for dig, fordi du fik bugt med tiggeren Iros?
Bare nu ikke en sterkere mand end Iros gaar mot dig,
en som kan tærske dit hoved med vældige næver, saa blodet
flyter i strømme og jage dig ut med skam fra vor kongsgaard.»
Svarte da straks med rynkede bryn den kloke Odyssevs:
«Nu gaar jeg hen for at melde Telemakos alt hvad du sier,
skamløse tæve, og lem for lem blir du hugget i stykker.»
Saa han talte og jog de skrækslagne terner paa døren.
Ut gjennem mandssalen ilte de straks med skjælvende lemmer
slagne av rædsel. De trodde hans ord var det rammeste alvor.
Selv tok han plads ved de lysende blus paa de flammende fyrfat
stirrende taus paa dem alle; men dypt i sit mandige hjerte
pønset han paa noget andet, som ei skulde vorde til intet.
Ei lot Atene den skamløse flok av friere endnu
styre sin lyst til fornærmelig spot, forat harmen end mere
skulde faa boret sig ind i helten Odyssevs' hjerte.
Først tok Evrymakos, Polybos' søn til orde og haante
spydig Odyssevs med ord som lokket de andre til latter:
Hør mig nu alle I fyrster som frir til den navngjetne dronning,
saa jeg faar sagt hvad hjertet i bryst har trang til at nævne.
Manden derborte er sendt av en gud til Odyssevs' kongsgaard.
ti, som det tykkes mig, straaler en glans fra hans skaldede hoved
klar som en fakkels. Han har ikke spor av haar paa sin isse.
Derefter talte han saa til hin byødelægger Odyssevs:
«Fremmede, si vil du tjene mig tro hvis jeg nu tar dig med mig
ut til min landgaard og gir dig en løn som du kan være tjent med?
Der kan du plante mig trær og av tornekrat sætte op gjerder.
Der skal jeg skaffe dig rikelig kost, og jeg gir dig tillike
det som du trænger av klær og paa føtterne skjønne sandaler.
Men da du ingenting andet har lært end de lumpneste streker,
vil du vel ikke arbeide, men snike dig om gjennem landet
tiggende mat for at fylde din buk, som aldrig kan mættes.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og mælte:
Gjæve Evrymakos, kunde det ske at vi to skulde kappes
engang om vaaren, naar dagen er lang, med begge at meie
græs paa en eng og den bøiede ljaa blev git mig i hænde,
medens du selv fik en anden, da kunde vi se hvad vi dugde,
naar der var græs nok at slaa, og vi fastet fra morgen til aften.
Skulde vi kjøre for plogen et spand av de ypperste okser,
glinsende fete og store og mættet med rikelig enggræs
like i alder og trækkende jevnt med utrættelig styrke,
og vi fik fire maal jord, hvor mulden gav efter for plogen,
da fik du se, om jeg styrte min plog saa snor-ret som nogen.
Ja, om Kroniden, den mægtige Zevs, idag vilde sende
ufred og krig, og jeg eide et skjold og to vældige lanser,
dertil av kobber en hjelm som sluttet sig fast om min tinding,
da fik du se at jeg trængte mig frem blandt de forreste stridsmænd,
og du fik spare de haanlige ord om min graadige mave.
Men du er saare hovmodig av sind, og ondt er dit hjerte,
og du indbilder dig visst du er stor og rigtig en kraftkarl,
saasom du færdes blandt faa og mænd som er litet at agte.
Men hvis Odyssevs kom hit og naadde paany til sit hjemland,
da vilde dørene straks, saa brede de er, bli for trange
naar du i hast gjennem forhal og port maatte søke din redning.»
Saa han talte. End mer blev Evrymakos vred i sit hjerte.
Talte han da med vingede ord og rynket sin pande:
«Usling, jeg gir dig en ulykke straks, saa frækt som du taler
her blandt mangfoldige mænd og uten den ringeste blygsel.
Visselig ørsker du nu i en rus, eller kanske du altid
farer med tull og med tøv og ikke kan tøile din tanke.
Svimler det for dig, fordi du fik bugt med tiggeren Iros?»
Saa han talte og grep sin skammel i haand; men Odyssevs
satte sig ned ved Dulikions drots, Amfínomos føtter,
ræd for Evrymakos' kast, og skammelen traf deres mundskjænk
like i armen, og kanden med vin faldt klirrende fra ham,
og med et stønnende rop faldt manden paa ryggen i støvet.
Frierne larmet og skrek overalt i den kjølige festsal.
Vekslet da mange et blik med sin nærmeste nabo og mælte:
«Aa, om den fremmede her hadde fundet sin død, før han stevnet
hit paa sin flakkende færd og ei hadde voldt os slikt opstyr!
Nu faar en tigger os egget til strid. Av det herlige maaltid
har vi jo ei nogen glæde, naar den slags uvæsen raader.»
Nu tok den kraftige svend Telemakos ordet iblandt dem:
«Kjære, I raser, som var I besat, og dølger ei længer
at I har drukket og ætt. En gud maa ha slaat jer med vanvid.
Nu maa I vel være mætte tilgavns. Saa gaa da og læg jer
hver i sit hjem, naar det tykkes jer bedst. Jeg jager jer ikke.»
Saaledes talte han kjækt. Da bet de sig alle i læben,
slaat av forbauselse over, hvor freidig Telemakos talte.
Helten Amfínomos, Nisos' søn, den straalende høvding
drotten Aretos' sønnesøn gjæv, tok derpaa til orde:
«Alt som blev sagt, mine venner, var ret og rigtig, og ingen
skulde vel vredes og laste hans ord med haanende tale.
Øv ikke vold mot den fremmede mand eller nogen som dvæler
her i den gjæve Odyssevs' hus som træl eller terne.
Kom, la nu mundskjænken fylde med vin efter tur vore bægre,
saa vi, naar vinen er ofret, kan gaa til vort leie i hjemmet.
Men vi maa la den fremmede bli i Odyssevs' kongsgaard.
Ham faar Telemakos sørge for selv, for til ham er han kommet.»
Saa han talte, og høvdingens ord vandt bifald hos alle.
Mulios blandet en bolle med vin, herolden som fulgte
med fra Dulikions ø som Amfínomos' trofaste tjener.
Gik han da hen med et bæger til hver. Til de salige guder
bragte de alle sit offer og tømte det liflige bæger.
Men da de saa hadde ofret og drukket saa meget de lystet,
vandret de alle avsted til sit hjem for at søke sit leie.
gik gjennem Itakas by og var kjendt for sin glubende mave.
Ei fik han nok av mat eller drik; men kraft eller styrke
eide han ikke, skjønt manden var svær som en kjæmpe at se til.
Tiggerens navn var Arnaios. Saa kaldte hans værdige mor ham,
da han ved fødslen fik navn; men ungdommen kaldte ham Iros;
ti naar man ønsket det, gik han med bud. Men nu ved sit komme
fristet han straks fra hans eget palads at jage Odyssevs.
Haanende talte han vingede ord og truet ham myndig:
«Væk med dig, gamle, fra døren, hvis ei du vil slæpes ved foten!
Merker du ikke at alle med lønlige øiekast ber mig
ta dig og slæpe dig bort? men jeg kvier mig dog for slik gjerning.
Op med dig, dersom du ikke vil slaas paa knyttede næver!»
Svarte da straks med rynkede bryn den kloke Odyssevs:
«Hverken fornærmer jeg dig, min ven, i ord eller gjerning,
og jeg misunder dig ei, om du faar de rikeste gaver.
Tærsklen har rum for os begge. Det sømmer sig ei at du nidsyk
ser paa hvad godtfolk har git mig. Du tykkes mig være en tigger
likesom jeg. Kun guder kan gi et menneske rigdom.
Gjør mig ei vred ved at æske til kamp paa knyttede næver,
forat jeg ikke, saa gammel jeg er, skal banke dig blodig
baade paa bryst og paa læber og slippe dit paahæng imorgen.
Ti jeg tør tro at du neppe paany vilde vende tilbake
hit til den borg hvor Laertes' søn Odyssevs har raadet.»
Straks tog tiggeren Iros forbitret til orde og svarte:
«Aa, hvor den slukhals faar munden paa glid, saa den rent løper fra ham
ret som et kvindfolk ved ovnen. Den karl har jeg lyst til at kverke
med mine næver og slaa ut hver tand som han eier i munden,
slik som man gjør med et svin som roter op korn paa en aker.
Op da og gjør dig istand, saa alle kan se paa vort slagsmaal.
Hvorledes skulde du staa dig i kamp mot en som er yngre?»
Saaledes tirret i fnysende harm de tvende hinanden
foran den kneisende dør paa den smukt tilhøvlede tærskel.
Da nu den kraftige helt Antinoos hørte dem trætte,
brast han i hjertelig latter og ropte til friernes skare:
«Venner, nei aldrig tilforn har det hændt at en guddom har villet
sende til kongsgaarden her en morskap saa festlig som denne.
Tiggerne trætter. Den fremmede mand og Iros vil prøve
nævernes styrke i kamp. La os hidse dem løs paa hinanden.»
Saa han talte. Da reiste de sig i salen, og alle
slog om de fillete tiggere kreds med spøk og med latter,
Først tok Evpeites' søn Antinoos ordet og mælte:
«Mandige friere, hør hvad jeg nu har lyst til at si jer:
Borte paa ildstedet ligger de velfyldte maver av gjeter
som vi har lagt der til kveldsmat og fyldt med blod og med ister.
Den av de tvende som seirer og helt faar bugt med den anden,
han kan gaa hen og vælge sig den som han helst maatte ønske.
Derefter blir han vor stadige gjest, og siden skal ingen
la nogen tigger faa trænge sig ind og be om en gave.»
Helten Antinoos' ord vandt bifald hos alle i salen.
Listelig tok da den raadsnare helt Odyssevs til orde:
«Venner, det er ikke let at kjæmpe mot en som er yngre,
naar man er gammel og svækket av nød; men den plagsomme mave
driver mig frem til at ta mine hugg og tape i kampen.
Sverg mig da alle som en de dyreste eder at ingen
lumsk skal gi mig et slag med sin vældige næve og hjælpe
Iros at slaa mig til jorden med kraft og lette ham seiren.»
Saa han talte, og samtlige svor den ed som han krævde.
Da deres løfte var git, og eden var svoret til ende,
talte den kraftige svend Telemakos blandt dem og mælte:
«Fremmede, dersom du drives til kamp av dit mandige hjerte,
verg dig da trøstig og frygt ikke én av de andre akaier;
ti mot en overmagt kommer den mand til at kjæmpe som slaar dig.
Her er det mig som er vert, og tvende forstandige fyrster,
helten Antinoos her og Evrymakos, støtter mig gjerne.»
Saaledes talte han kjækt, og de priste hans ord; men Odyssevs
bandt sine filler om lænd og blottet for alle de skjønne
kraftige laar, og nu fik de se hans mægtige skuldre,
brystet det brede og armenes senede kraft; men Atene
nærmet sig mændenes drot og straks lot hun lemmerne svulme.
Frierne saa paa ham alle som en med undrende øine.
Vekslet da mange et blik med sin nærmeste nabo og mælte:
«Iros er dødsens! Han selv har forskyldt at det nu gaar ham ilde.
Se hvilke kraftige laar den gamle bak fillerne blotter!»
Saaledes faldt deres ord; men Iros blev ilde til mote.
Tjenerne slæpte dog frem den forfærdede karl, og hans filler
bandt de om lænderne op, mens lemmerne rystet av rædsel.
Da tok Antinoos barsk med truende stemme til orde:
«Storskryter! Bedst om du aldrig var født; du burde ei leve
naar du kan skjælve i rædsel og gru for den fremmede tigger,
skjønt han er gammel og svak efter alle de trængsler han døiet.
Nu vil jeg si dig en ting og visselig vorder det fuldbragt.
Dersom hin karl blir din overmand nu og vinder i kampen,
sender jeg dig til fastlandet bort paa en sortmalet snekke
over til Eketos, kongen for hvem hvert menneske skjælver.
Næsen og ørene skjærer han av med det grusomme kobber.
Det som du dækker med blu, vil han gi sine hunder at æte.»
Saa han talte. Da rystet end mer hans skjælvende lemmer.
Dog, de slæpte ham frem, og næverne løftet de begge.
Først var Odyssevs, den hærdede helt, i tvil om han skulde
fælde ham straks med et eneste slag, saa livet forlot ham,
eller faa strakt ham til jord med et lempelig slag av sin næve.
Dog, i sin tvil fandt helten det bedst at slaa ham med lempe,
forat han ei skulde røbe sig selv for akaiernes stormænd.
Begge tok stilling paa taa, og Iros slog til ham og rammet
skuldren til høire, men fik saa et slag under øret paa halsen.
Benene brast, og ut av hans mund fløt blodet det røde.
Brølende faldt han til jord og sparket med hælen i støvet
skjærende tænder av kval, og frierne løftet i jubel
høit sine hænder og lo sig næsten ihjel; men Odyssevs
grep ham ved foten og slæpte ham ut gjennem borghallens fløidør,
indtil han kom til gaardsportens hal hvor han satte ham opreist
lænet til muren om gaarden. Der gav han ham staven i hænde.
Talte han da med vingede ord og formante ham myndig:
«Her kan du sitte og jage bort svin og hunder fra gaarden.
Ei maa en stymper som du være kry og te dig som herre
over de fattige gjester; ti næstegang gaar det dig værre.»
Saaledes talte han barsk og slængte sin sæk over skuldren
fillet og styg som den var, og til bærerem var der en taugstump,
gik saa tilbake til tærsklen og satte sig ned, og med latter
skyndte de andre sig ind og hilste ham venlig og mælte:
«Fremmede, maatte nu Zevs og alle de evige guder
gi dig det bedste du vet og det som du helst vilde eie,
du som fik bugt med den slukvorne karl og stanset hans flakken
rundt i vort land. Snart fører vi ham til det nærmeste fastland
over til Eketos, kongen for hvem hver dødelig skjælver.»
Saa de talte. Odyssevs blev glad ved det varslende ønske.
Foran ham lagde Antinoos straks den vældige mave
stoppet med blod og det lækreste fett, mens Amfinomos skyndsomt
tok fra den flettede kurv to brød og satte dem for ham.
Derefter drak han ham til av pokalen den gyldne og mælte:
«Hil dig, fremmede far! Maatte herefter rigdom og lykke
bli dig tildel. Nu trykkes du haardt av mangfoldige plager.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Gjæve Amfinomos, sindig og klok ser du ut til at være.
Saadan var ogsaa din far; ti selv har jeg hørt at man priste
Nisos, Dulikions mægtige drot, for retsind og rigdom.
Dig har man nævnt som hans søn, og du tykkes mig brav og forstandig.
Hør da paa det som jeg agter at si, og merk dig min tale.
Svakt som en dødelig mand er intet som jorden har fostret,
ikke en skabning av alle som aander og kryper paa jorden.
Ti medens guderne skjænker ham kraft og smidige lemmer,
tror han at ulykken aldrig skal ramme ham siden i livet.
Men naar de salige guder tilsidst lar ulykken komme,
maa han saa nødig han vil, med taalmod bære sin skjæbne;
ti med de jordiske menneskers sind er det saa at det ændres
eftersom guders og menneskers far lar dagene skride.
Derfor maa aldrig en dødelig mand la sig friste til uret;
men la ham leve i stilnet og ta hvad guderne gir ham.
Ogsaa jeg selv var engang paa vei til lykke i verden;
men av min styrke og magt blev jeg fristet til mangen en udaad,
saasom jeg stolte saa trygt paa min far og de mægtige brødre.
Likedan ser jeg at frierne her med skammelig uret
tærer paa andenmands gods og fornærmer en hædersmands hustru,
som jeg er viss paa ei længe vil holde sig fjernt fra sit hjemland
og sine venner; ti helten er nær. Aa, maatte en guddom
føre dig hjem til dit hus, og maatte du slippe at møte
manden, naar hjem til sit elskede land han vender tilbake!
Ti, som jeg tror, vil det ei løpe av uten blod, naar han kommer
her paa sin borg under tak og holder med frierne opgjør.»
Saa han talte og ofret og drak av vinen den søte.
Derefter rakte han bægret paany til mændenes hersker.
Høvdingen sænket sit hoved og vandret mismodig tilbake
hen gjennem salen. Hans hjerte var tungt; ti han ante det værste.
Dog, han frelste sig ei. Ogsaa han blev av Pallas Atene
lokket i snaren og faldt for Telemakos' hænder og lanse.
Stolen, han reiste sig fra, gik han hen til og satte sig atter.
Nu gav Pallas Atene, den mægtige blaaøide guddom,
dronningen, Penelopeia, Ikarios' kløktige datter,
lyst til at møtes med friernes flok, forat mændenes hjerter
høit skulde svulme av haab og hun selv bli agtet og æret
mer end hun var det tilforn av sin elskede søn og sin husbond.
Dronningen smilte forlegent og rettet et ord til sin terne:
«Førstegang føler jeg nu, Evrynome, lyst til at sees
nede i salen blandt friernes flok, skjønt jeg hater dem bittert.
Kanske jeg ogsaa fik git min søn et raad som han trænger,
at han ei stadig som nu bør færdes blandt friernes skare.
Ordene klinger saa smukt; men de pønser paa ondt mot ham siden.»
Tok da Evrynome ordet til svar, hendes fornemste terne:
«Ja, du har visselig ret, mit barn, i alt hvad du sier.
Gaa du og tal med din søn, og ei bør du tie med noget.
Ta dig dog først et rensende bad og salv dine kinder.
Gaa ikke slik som du er, med ansigtet skjæmmet av taarer;
ti det kan ei være ret at græmme sig evig og altid.
Fuldvoksen er jo din søn. Dit heteste ønske er opfyldt.
Guderne hørte din bøn at se ham med skjæg paa sin hake.»
Atter tok Penelopeia, den kløktige dronning til orde:
«Kjære Evrynome, godt var det ment; men raad mig dog ikke
nu til at gaa i et rensende bad og salve mit aasyn.
Hele min lyst til at prises som skjøn har de himmelske guder,
dengang min husbond drog bort paa de stavnkrumme snekker, latt svinde.
Gaa nu og bed Avtónoe straks og Hippodomeia
komme herop, forat begge kan staa ved min side i salen.
Ei vil jeg ene gaa ind iblandt mænd og rødme av blygsel.»
Saa hun talte. Den gamle gik ut gjennem salen og bragte
ternerne budet og bad dem at skynde sig op til sin frue.
Nu fik Atene, den blaaøide mø, noget andet i sinde.
Kvægende søvn lot hun sænke sig lindt om Ikarios' datter.
Lænet tilbake sov dronningen ind, og de slappede lemmer
hvilte i armstolen bløtt, mens Pallas med himmelske gaver
smykket den skjønne, saa frierne snart skulde undres ved synet.
Aasynet toet hun først med skjønhetens himmelske salve,
den hvormed elskovsgudinden, den kransede dis fra Kytera,
salver sig naar hun vil gaa til kariternes yndige kordans.
Høiere blev hun av vekst, mer fyldig at se til, og huden
gav hun en hvitere glans end den som fra elfenben straaler.
Da hendes gjerning var endt, forsvandt den høie gudinde.
Nede fra kvindernes sal kom snart de armhvite terner
støiende op. Da vaagnet hun straks av søvnen den søte.
Løftende hænderne gned hun de rødmende kinder og mælte:
«Aa hvor blidt den deilige søvn har favnet mig arme!
Maatte dog Artemis, møen saa ren, straks gi mig en dødssøvn
likesaa blid, saa jeg slap i jamrende klage ad øde
længer mit liv og længte saa saart efter ham som jeg elsket,
helten saa mandig og gjæv, akaiernes ypperste høvding.»
Saa hun talte, og ned fra det straalende høienloftskammer
steg hun til salen, ei ene, men fulgt av de tilkaldte terner.
Da nu den herlige kvinde var kommet til friernes skare,
stanset hun fremme ved salsdørens karm i den velbygde borghal,
medens hun trak det deilige slør for aasyn og kinder.
Hen til sin husfrue stillet sig straks de trofaste terner.
Frierne sat der som lamslaat med hjerterne tryllet av elskov.
Brændende ønsket enhver at hvile hos hende paa leiet.
Straks til sin elskede søn Telemakos vendte hun talen:
«Kjære Telemakos, ei er du nu i sind og i tanker
fast som tilforn. Du visste som barn at skikke dig bedre.
Nu da du naadde til ungdommens aar og staar her som voksen,
nu da en fremmed som saa din kraftige vekst og din skjønhet,
trygt vilde kalde dig ædel av byrd og søn av en høvding,
nu er hverken dit sind eller tænkesæt slikt som det burde.
Ti da en udaad fornys blev øvet her nede i hallen,
fandt du dig i at den fremmede mand fik en skammelig medfart.
Hvorledes kan det gaa til at en gjest som her paa vor kongsgaard
sitter i ro, kan lide slik tort og fare saa ilde?
Slikt maa jo skjæmme dig ut iblandt folk og lastes av alle.»
Tok da den raadsnare svend Telemakos ordet og svarte:
«Mor, ei kan jeg fortænke dig i at du harmes for dette.
Dog, jeg kan bruke min tanke, og godt har jeg rede paa alting,
baade paa godt og paa ondt; mens jeg før var troskyldig og barnslig.
Men jeg er ikke istand til altid at finde en utvei;
ti jeg blir skræmt av disse, som altid med ondskap i hjertet
sitter omkring mig, og en som vil hjælpe mig, har jeg jo aldrig.
Dog, da den fremmede kjæmpet fornys med Iros i hallen,
endte det ei efter friernes sind; ti den fremmede seiret.
Maatte dog Zevs, vor far, og Apollon og Pallas Atene,
gjøre det saa at frierne her i vor hal maatte sitte
skamslaat, med hovedet sænket mot bryst og med lammede lemmer,
nogen paa tunet derute og andre herinde i salen,
slik som Iros maa sitte der nu ved porten til gaarden
svimmel, som drukken av vin, med hjelpeløst nikkende hoved
uten at magte at staa paa sin fot eller vende tilbake
dit hvor hans hjem monne være; ti alle hans lemmer er lammet.»
Saaledes talte de to med vekslende ord til hinanden.
Nu tok Evrymakos ordet og talte til Penelopeia:
«Værdige Penelopeia, Ikarios' kløktige datter!
Dersom akaiernes mænd overalt i det jasiske Argos
nu kunde se dig, da møtte forvisst imorgen end flere
friere her i den festlige hal; ti ingen blandt kvinder
maaler sig med dig i skjønhet og vekst og forstandige tanker.»
Straks tok Penelopeia, den kløktige dronning til orde:
«Gjæve Evrymakos! Skjønhet og vekst og kløktige tanker
røvet mig guderne selv den dag da argeiernes fyrster
stevnet til Troja og sammen med dem min husbond Odyssevs.
Dersom han atter kom hjem og jevnet min livsvei som fordum,
større og skjønnere blev da det ry jeg selv kunde vinde.
Nu maa jeg sørge; ti stor er den kval en guddom har sendt mig.
Dengang min husbond drog bort og forlot sit elskede hjemland,
tok han min haand og trykket mig fast om haandled og mælte:
«Hustru, jeg kan ikke tro at de hærklædte mænd fra Akaia
alle vil vende tilbake med held og uskadt fra Troja.
Ogsaa om troerne sier man jo at de kjæmper som helter,
enten det gjælder at kjæmpe med spyd eller skyte med piler,
eller at styre tilvogns de fotrappe hester, som snarest
ender det larmende slag naar den vildeste kamptummel raser.
Ei kan jeg vite forvisst om en guddom vil unde mig hjemfærd,
eller jeg falder ved Troja, og du maa da raade herhjemme.
Mindes med omsorg min far og min mor og plei dem saa kjærlig
her i vort hus som tilforn, eller mer, den tid jeg er borte.
Men naar du ser at vor søn faar spirende dun paa sin hake,
da kan du egte den husbond du vil og skilles fra hjemmet.»
Saaledes talte han dengang, og snart vil det alt vorde fuldbragt.
Snart maa jeg leve den nat da det grufulde bryllup vil komme
over mig arme, hvem alfader Zevs har røvet al lykke.
Endnu en sorg har krænket min sjæl og saaret mit hjerte.
Ei hadde friere fordum for skik at handle som disse.
De som vil søke at vinde som brud en høibaaren kvinde,
rikmandens feirede datter, og kappes med andre om prisen,
fører dog med sig som gjestebudskost til venner av bruden
okser og trivelig smaafæ og gir hende herlige gaver.
Helt uten vederlag tærer de ei paa andenmands eie.»
Saa hun talte, og glad blev den hærdede høvding Odyssevs,
da hun saa kløktig med venlige ord og daarende tale
lokket fra frierne gaver, mens tankerne dvælte ved andet.
Nu tok Evpeites' søn Antinoos ordet og svarte:
«Værdige Penelopeia, Ikarios' kløktige datter,
Ta da imot hvad akaiernes mænd maatte ønske at bringe
hit til dit hus. Det sømmer sig ei at avslaa en gave.
Men vi vil hverken gaa hjem til os selv eller til nogen anden,
før av akaiernes helte du egter den ypperste høvding.»
Helten Antinoos' ord vandt samtlige frieres bifald.
Sendte da hver av dem hjem en herold for at hente en gave.
Tjeneren bragte Antinoos selv den deiligste kaape
broket av mønster og stor. Av skinnende guld var dens hegter,
tolv i det hele. De passet saa godt i de bøiede maljer.
Men til Evrymakos bragte man straks en halskjede herlig
formet av guld og smykket med rav. Den skinnet som solen.
Men til Evrydamas kom to ringer til dronningens ører,
smykket med perler, ja trende paa hver, i spillende lysglans,
og fra Peisandros, den mægtige drot, en søn av Polyktor,
bragte hans tjener en halsring av guld, et straalende smykke.
En efter en kom akaierne frem med en kostelig gave.
Op til sin høienloftssal gik derpaa den deilige kvinde,
og med sin frue gik ternerne op med de straalende gaver.
Frierne vendte nu atter sin hu til dansen og frydet
like til aftenen silde sin hu med de yndige sange;
men da det mørknet mot kveld, mens de sat i det lystige gilde,
satte de frem for at skaffe sig lys i den skumrende borghal,
fyrfater, trende paa rad, og med vedstykker fyldte de alle.
Veden var knastør og kløvet fornys med øksen av kobber.
Stikker av tyri blev blandet deri, og skiftevis passet
helten Odyssevs' terner de lysende flammer i salen.
Da tok den kloke Odyssevs, den høibaarne høvding til orde:
«Terner som tjente Odyssevs, hin drot som saa længe er savnet,
gaa nu til kvindernes sal og ind til den værdige dronning.
Sæt jer i kamret og glæd hendes sind ved kyndig at spinde
uld paa den snurrende ten eller kard den med flittige hænder.
Selv skal jeg sørge for lys til alle som sitter herinde.
Ti om de end skulde ønske at sitte til gryende morgen,
mig skal de dog ikke trætte; ti mangt har jeg før maattet døie.»
Saa han talte; men ternerne lo og saa paa hverandre.
Spottende skjældte en terne ham ut, den vakre Melanto,
Dolios' datter, som dronningen selv hadde fostret og pleiet
ømt som sit barn og glædet med alt som den lille fik lyst paa.
Dronningens hjertesorg rørte dog ei den skamløse kvinde;
men til Evrymakos gav hun sig hen i brødefuld elskov.
Spottende rettet hun nu de frækkeste ord til Odyssevs:
«Fremmede stakkar! Du er jo forrykt og har mistet forstanden,
siden du ikke vil pakke dig bort og sove hos smeden
eller i stuen for farende folk, men ustanselig prater
frækt og uten den ringeste blu blandt talrike stormænd.
Visselig ørsker du nu i en rus, eller kanske du altid
farer med tøv og med tull og ikke kan tøile din tanke.
Svimler det for dig, fordi du fik bugt med tiggeren Iros?
Bare nu ikke en sterkere mand end Iros gaar mot dig,
en som kan tærske dit hoved med vældige næver, saa blodet
flyter i strømme og jage dig ut med skam fra vor kongsgaard.»
Svarte da straks med rynkede bryn den kloke Odyssevs:
«Nu gaar jeg hen for at melde Telemakos alt hvad du sier,
skamløse tæve, og lem for lem blir du hugget i stykker.»
Saa han talte og jog de skrækslagne terner paa døren.
Ut gjennem mandssalen ilte de straks med skjælvende lemmer
slagne av rædsel. De trodde hans ord var det rammeste alvor.
Selv tok han plads ved de lysende blus paa de flammende fyrfat
stirrende taus paa dem alle; men dypt i sit mandige hjerte
pønset han paa noget andet, som ei skulde vorde til intet.
Ei lot Atene den skamløse flok av friere endnu
styre sin lyst til fornærmelig spot, forat harmen end mere
skulde faa boret sig ind i helten Odyssevs' hjerte.
Først tok Evrymakos, Polybos' søn til orde og haante
spydig Odyssevs med ord som lokket de andre til latter:
Hør mig nu alle I fyrster som frir til den navngjetne dronning,
saa jeg faar sagt hvad hjertet i bryst har trang til at nævne.
Manden derborte er sendt av en gud til Odyssevs' kongsgaard.
ti, som det tykkes mig, straaler en glans fra hans skaldede hoved
klar som en fakkels. Han har ikke spor av haar paa sin isse.
Derefter talte han saa til hin byødelægger Odyssevs:
«Fremmede, si vil du tjene mig tro hvis jeg nu tar dig med mig
ut til min landgaard og gir dig en løn som du kan være tjent med?
Der kan du plante mig trær og av tornekrat sætte op gjerder.
Der skal jeg skaffe dig rikelig kost, og jeg gir dig tillike
det som du trænger av klær og paa føtterne skjønne sandaler.
Men da du ingenting andet har lært end de lumpneste streker,
vil du vel ikke arbeide, men snike dig om gjennem landet
tiggende mat for at fylde din buk, som aldrig kan mættes.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og mælte:
Gjæve Evrymakos, kunde det ske at vi to skulde kappes
engang om vaaren, naar dagen er lang, med begge at meie
græs paa en eng og den bøiede ljaa blev git mig i hænde,
medens du selv fik en anden, da kunde vi se hvad vi dugde,
naar der var græs nok at slaa, og vi fastet fra morgen til aften.
Skulde vi kjøre for plogen et spand av de ypperste okser,
glinsende fete og store og mættet med rikelig enggræs
like i alder og trækkende jevnt med utrættelig styrke,
og vi fik fire maal jord, hvor mulden gav efter for plogen,
da fik du se, om jeg styrte min plog saa snor-ret som nogen.
Ja, om Kroniden, den mægtige Zevs, idag vilde sende
ufred og krig, og jeg eide et skjold og to vældige lanser,
dertil av kobber en hjelm som sluttet sig fast om min tinding,
da fik du se at jeg trængte mig frem blandt de forreste stridsmænd,
og du fik spare de haanlige ord om min graadige mave.
Men du er saare hovmodig av sind, og ondt er dit hjerte,
og du indbilder dig visst du er stor og rigtig en kraftkarl,
saasom du færdes blandt faa og mænd som er litet at agte.
Men hvis Odyssevs kom hit og naadde paany til sit hjemland,
da vilde dørene straks, saa brede de er, bli for trange
naar du i hast gjennem forhal og port maatte søke din redning.»
Saa han talte. End mer blev Evrymakos vred i sit hjerte.
Talte han da med vingede ord og rynket sin pande:
«Usling, jeg gir dig en ulykke straks, saa frækt som du taler
her blandt mangfoldige mænd og uten den ringeste blygsel.
Visselig ørsker du nu i en rus, eller kanske du altid
farer med tull og med tøv og ikke kan tøile din tanke.
Svimler det for dig, fordi du fik bugt med tiggeren Iros?»
Saa han talte og grep sin skammel i haand; men Odyssevs
satte sig ned ved Dulikions drots, Amfínomos føtter,
ræd for Evrymakos' kast, og skammelen traf deres mundskjænk
like i armen, og kanden med vin faldt klirrende fra ham,
og med et stønnende rop faldt manden paa ryggen i støvet.
Frierne larmet og skrek overalt i den kjølige festsal.
Vekslet da mange et blik med sin nærmeste nabo og mælte:
«Aa, om den fremmede her hadde fundet sin død, før han stevnet
hit paa sin flakkende færd og ei hadde voldt os slikt opstyr!
Nu faar en tigger os egget til strid. Av det herlige maaltid
har vi jo ei nogen glæde, naar den slags uvæsen raader.»
Nu tok den kraftige svend Telemakos ordet iblandt dem:
«Kjære, I raser, som var I besat, og dølger ei længer
at I har drukket og ætt. En gud maa ha slaat jer med vanvid.
Nu maa I vel være mætte tilgavns. Saa gaa da og læg jer
hver i sit hjem, naar det tykkes jer bedst. Jeg jager jer ikke.»
Saaledes talte han kjækt. Da bet de sig alle i læben,
slaat av forbauselse over, hvor freidig Telemakos talte.
Helten Amfínomos, Nisos' søn, den straalende høvding
drotten Aretos' sønnesøn gjæv, tok derpaa til orde:
«Alt som blev sagt, mine venner, var ret og rigtig, og ingen
skulde vel vredes og laste hans ord med haanende tale.
Øv ikke vold mot den fremmede mand eller nogen som dvæler
her i den gjæve Odyssevs' hus som træl eller terne.
Kom, la nu mundskjænken fylde med vin efter tur vore bægre,
saa vi, naar vinen er ofret, kan gaa til vort leie i hjemmet.
Men vi maa la den fremmede bli i Odyssevs' kongsgaard.
Ham faar Telemakos sørge for selv, for til ham er han kommet.»
Saa han talte, og høvdingens ord vandt bifald hos alle.
Mulios blandet en bolle med vin, herolden som fulgte
med fra Dulikions ø som Amfínomos' trofaste tjener.
Gik han da hen med et bæger til hver. Til de salige guder
bragte de alle sit offer og tømte det liflige bæger.
Men da de saa hadde ofret og drukket saa meget de lystet,
vandret de alle avsted til sit hjem for at søke sit leie.