Odysseen/16
< Odysseen
Odysseen
SEKSTENDE SANG.
TELEMAKOS GJENKJENDER ODYSSEVS.
Helten Odyssevs og gjæteren selv var ifærd med at tænde
ilden paa arnen og lage istand sin frokost ved daggry.
Svendene sendte de nylig avsted med svinenes flokker.
Da nu Telemakos kom, for hundene, ellers saa glupske,
logrende ind paa ham uten at gjø, og helten Odyssevs
merket at hundene logret og hørte den kommendes fottrin.
Talte han da med vingede ord til Evmaios og mælte:
«Hør Evmaios! Nu kommer her vist en gjæter til huset
eller en anden du kjender; ti hundene farer omkring ham
logrende uten at gjø, og lyden av trin kan jeg høre.»
Neppe var ordene sagt, da stanset ved døren til hytten
høvdingens elskede søn, og gjæteren reiste sig opskræmt.
Viljeløs slap han av hænde de kar han holdt for at blande
vand i den funklende vin, og han ilte sin herre imøte,
kysset ham kjærlig paa panden og begge de straalende øine
og paa hans hænder og fældte av fryd en perlende taare:
Som naar den kjærlige far kan favne i hjertelig glæde
sønnen, sit eneste barn, for hvem han har sørget saa længe,
naar i det tiende aar han kommer fra fremmede lande,
saaledes trykket den ærlige mand Telemakos kjærlig
til sig og kysset ham ømt, som om han var reddet fra døden.
Klagende talte han vingede ord til sin herre og mælte:
«Hjem er du kommet, mit søteste lys, min Telemakos! Aldrig
hadde jeg tænkt at faa se dig igjen efter færden til Pylos.
Kom da, min elskling; gaa ind, saa jeg nu da du kommer fra langfærd,
rigtig kan fryde mit sind ved at se dig paany i min hytte.
Ja, for paa landet til gjæterne her er det sjelden du kommer.
Hjemme blandt byfolket holder du til; ti det er vel dit ønske
stadig at holde et øie med friernes skamløse skare.»
Straks tok den kløktige svend Telemakos ordet og svarte:
«Saa skal det være, du gamle. Det er jo for din skyld jeg kommer,
forat jeg atter kan se dig og ogsaa faa høre dig melde
om det er saa at min mor er hjemme i ro eller kanske
alt av en anden er hjemført som brud, saa Odyssevs' leie
staar der forlatt av ham selv og hans viv og av spindelvæv skjæmmet.»
Gjæternes ærlige formand tok straks til orde og svarte:
«Jo, tilvisse. Hun venter ham tro, standhaftig i hjertet,
hist i det stolte palads. Mens taarerne strømmer saa stride,
svinder i tærende sorg de langsomme dage og nætter.»
Saa han talte og tok av hans haand den malmhvasse lanse
og over tærsklen av sten gik Telemakos ind i hans hytte.
Straks da han nærmet sig, vek Odyssevs, hans far, fra sit sæte.
Dog, Telemakos holdt ham venlig tilbake og mælte:
«Sit kun, fremmede gjest; en plads kan jeg andetsteds finde
her i vor hytte. Her er jo en mand som kan skaffe mig sæte.»
Saa han talte. Odyssevs gik hen og satte sig atter.
Gjæteren bredte nu skind paa en dynge av løvrike kvister.
Der fik Odyssevs' elskede søn et makelig sæte.
Gjæteren kom nu med fater og satte dem for sine gjester
fyldt med det velstekte kjød som var levnet fra gaarsdagens maaltid.
Skyndsomt stablet han derefter brød i kurver og blandet
honningsøt vin i en bolle av træ og satte sig derpaa
selv paa et sæte med ansigtet vendt mot den gjæve Odyssevs.
Alle tok for sig med lyst av de fremsatte herlige retter.
Men da de helt hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
talte den kjække Telemakos først til den ærlige gjæter:
«Hvor er han kommet fra denne din gjest, og hvordan har sjømænd
ført ham til Itakas ø? Hvem gav de sig ut for at være?
Ja, for tillands paa sin fot kan jeg dog ikke tro han er kommet.»
Svarte da du, Evmaios, du svinenes ærlige gjæter:
«Visselig skal jeg, min søn, sandfærdig fortælle dig alting.
Manden har sagt at han leder sin ætt fra det vidstrakte Kreta
og at han flakkende kom til mangfoldige menneskers byer
viden omkring; ti en gud har spundet det ind i hans livstraad.
Hit til mit hus har han rømt fra tesprotiske røveres fartøi.
Men i din varetægt gir jeg ham nu. Du faar gjøre med manden
efter dit tykke. Han er jo en gjest som trygler om bistand.»
Straks tok den kløktige svend Telemakos ordet og svarte:
«Hvad du har sagt, Evmaios, har gjort mig saa ondt i mit hjerte.
Hvorledes skulde vel jeg kunne huse en gjest paa min kongsgaard?
Selv er jeg endnu for ung til at stole paa armenes styrke
naar jeg skal holde fra livet en mand som vil yppe en trætte.
Tvilraadig er jo min mor i sit sind og vet ikke rigtig
om hun skal dvæle hos mig og røgte sin gjerning i huset
sky for hvad folk vilde si og av blygsel for husbondens leie,
eller hun straks skulde følge den ypperste mand som har meldt sig
hjemme som frier og byr hende mest av herlige gaver.
Men da den fremmede her er kommet som gjest til din hytte,
er det min agt at skjænke ham klær, en kappe og kjortel,
dertil et tveeget sverd og paa føtterne skjønne sandaler,
og jeg vil sende ham dit hvor han helst maatte ønske at dvæle.
Vil du, saa la ham faa bli, og plei ham som gjest i din hytte.
Hit skal jeg sende ham klær og al den mat han kan trænge,
forat han ikke skal falde dig selv og dit husfolk til byrde.
Men jeg vil ei la ham gaa til frierne hist i paladset;
ti i sit overmot farer de frem med utaalelig frækhet.
Haane ham vilde de vist, og for mig vilde slikt bli en pine.
Ei kan det nytte den enkelte mand at strides med flere,
om han er aldrig saa sterk. Deres overmagt blir ham for meget.»
Nu tok Odyssevs, den hærdede helt, til orde og mælte:
«Kjære, jeg selv maa vel ogsaa ha ret til at si hvad jeg mener.
Sandelig, vreden fortærer min sjel, naar jeg hører jer nævne
alt hvad frierne hist i din hal tør vaage av frækhet
uten at bry sig det mindste om dig, du herlige yngling.
Si mig da om du med vilje gir tapt, eller om det er folket
her i dit land som har lagt dig for hat ved et tegn fra en guddom,
eller har brødrene skylden, til hvem jo en mand, naar det gjælder,
sætter sin lit i en kamp, om striden er aldrig saa voldsom.
Aa, var jeg endnu en yngling som du med det mot som jeg eier,
eller jeg var Odyssevs' søn eller selve Odyssevs!
Da skulde fiender straks faa skille mit hoved fra kroppen,
dersom jeg ei skulde gi hver eneste frier hans bane
hist hvor Odyssevs, Laertes' søn tilforn var til huse.
Selv om de voldte min død, naar jeg kjæmpet alene mot mange,
vilde jeg heller bli dræpt og finde min bane i hallen
end være vidne hver eneste dag til al denne skjændsel,
se paa at gjester blir haanet og slaat og at tjenende kvinder
slæpes avsted i det skjønne palads til den skjændigste medfart,
se at de drikker til bærmen den ædleste vin og fortærer
maten i kaathet og aldrig faar nok, og aldrig vil slutte.»
Straks tok den kløktige svend Telemakos ordet og svarte:
«Ja, jeg skal visselig svare dig sandt paa det som du spør om.
Ei har det samlede folk i fiendskap vendt sig mot mig.
Ei kan jeg skylde paa brødre til hvem jo en mand, naar det gjælder,
sætter sin lit i en kamp, om striden er aldrig saa voldsom.
Enebarn fødes jo kun i vor slegt efter Alfaders vilje.
Drotten Arkeísios avlet en eneste arving, Laertes.
Helten Odyssevs var eneste søn av sin far, og Odyssevs
avlet kun mig som han lot paa sin borg unyttig tilbake.
Derfor er nu i vort hus et utal av fiender samlet.
Alle de fyrster som raader paa øerne rundt os, paa Same,
hist paa Dulikions ø, i Zakyntos' skogrike bygder,
eller har høvdingers rang i det fjeldrike Itakas dale,
alle vil egte min mor og er os til plage i huset.
Selv kan hun hverken si nei til en egteskapspakt som hun avskyr
eller gi endelig svar. Ved sin graadighet lægger de øde
hele mit hus; snart tar de mig selv vel ogsaa av dage.
Dog, det ligger i gudernes skjød, hvordan dette skal ende.
Skynd dig da, gamle, og gaa til den kløktige Penelopeia!
Meld hende at jeg er frelst og er kommet tilbake til Pylos.
Her vil jeg vente imens; men selv maa du komme tilbake
naar du i enrum har bragt hende bud. La ingen akaier
høre et ord; ti mange er de som ønsker mig døden.»
Svarte da du, Evmaios, du svinenes ærlige gjæter:
«Godt, jeg forstaar. Jeg ventet mig just det bud du har git mig.
Vel, men svar mig paa dette og si mig nu greit hvad du ønsker:
Skal jeg paa færden gaa indom med bud til den arme Laertes?
Hittil har gubben, skjønt pint av sin sorg over sønnen Odyssevs,
stadig holdt øie med driften og drukket sin vin til sit maaltid
med sine træller i hytten, saa ofte hans hjerte begjærte.
Men fra den selvsamme stund da du drog paa din reise til Pylos
smaker han, heter det, ikke en bid eller drikker en draape.
Ei har han tilsyn med driften men sitter med sukke og klager
stadig i jamrende sorg, saa huden om knoklerne skrumper.»
Straks tok den kløktige svend Telemakos ordet og mælte:
«Ja, det er slemt; men saa haardt som det er, vi maa la ham vente;
ti hvis en dødelig selv kunde vælge sig det som han ønsker,
valgte vi først og fremst at min far skulde komme til hjemmet.
Nei, men saasnart du har bragt hende bud, maa du komme tilbake.
Ta ikke omveien nu til gubben derute paa landet.
Men du kan si til min mor at hun lønlig, saasnart det kan gjøres,
sender husholdersken dit, og hun kan da bringe ham budet.»
Manende talte han saa til svinenes gjæter, og hastig
tok han sandaler og bandt under fot og vandret til byen.
Men da Atene blev var at Evmaios gik bort fra sin hytte,
nærmet hun sig og lignet av vekst en statelig kvinde
fager og stor og øvet i alt som av herligt kan virkes.
Fremme ved indgangen stod hun og viste sig blot for Odyssevs.
Ei kunde sønnen Telemakos se eller merke det mindste.
Guderne viser jo ei sin skikkelse synlig for alle.
Bare Odyssevs og hundene saa hende. Knurrende rømte
hundene uten at gjø til den fjerneste ende av kveen.
Nikket hun da med sit bryn, og Odyssevs, som merket det, ilte
ut gjennem stuen, forbi den høireiste gaardsmur og stanset
foran gudinden og straks tok Pallas Atene til orde:
«Gjæve Odyssevs, du raadsnare søn av drotten Laertes.
Nu skal du melde din plan for din søn og intet fortie,
for at I begge kan enes om friernes død og i følge
vandre avsted til den herlige by. Selv skal jeg ei længe
holde mig borte fra jer; ti jeg længter nu selv efter kampen.»
Saaledes talte Atene og rørte ham let med sin guldstav.
Fik han da atter en veltoet dragt, en kappe og kjortel
lagt om sit bryst, og hun øket hans vekst og gjorde ham yngre.
Huden blev brunlig som før og kinderne faste og runde.
Sort blev det dunbløte skjæg som kruset sig tæt om hans hake
Pallas Atene gik bort efter dette sit verk; men Odyssevs
vandret til hytten. Da studset hans elskede søn, og forfærdet
vendte han øinene bort i frygt for at skue en guddom.
Talte han da med vingede ord til Odyssevs og mælte:
«Fremmede gjest. Du tykkes mig nu en anden end hittil.
Ændret er hele din dragt, og dit ydre er ikke det samme.
Visselig er du en gud av dem som har himlen til bolig.
Aa, vær os naadig og ta hvad vi gir av herlige ofre,
og vore gaver av kostelig guld; men spar os i naade!»
Straks tok Odyssevs, den hærdede helt, til orde og svarte:
«Gud er jeg ikke. Hvi ligner du mig med de evige guder?
Nei, men jeg er jo din far, for hvem du i sukkende klage
døier saa mangen en kval av mænd hvis vold du maa taale.»
Saa han talte og kysset sin søn, og over hans kinder
strømmet hans taarer til jord. Før holdt han dem altid tilbake.
Dog, Telemakos talte paany; ti han kunde ei endnu
tro paa at manden han saa var hans far, men svarte i mistro:
«Ei kan du være Odyssevs, min far; men en daarende guddom
leder mig vild for at volde mig mer av sukke og klager.
Dødelig mand kan aldrig faa gjort et under som dette
bare ved menneskekløkt. Kun dersom en gud vilde komme,
gjorde han let den aldrende ung og den unge til olding.
Ældgammel var du jo nys og klædt i de usleste filler.
Nu er du guderne lik som bor over himmelen vide.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Kjære Telemakos, ei gjør du ret i at undres for meget,
eller at se paa din far som staar for dit øie, med mistro.
Visselig kommer her aldrig tilgaards nogen anden Odyssevs.
Nei, det er mig, og mangt har jeg lidt, og vidt har jeg flakket,
før i det tyvende aar jeg vendte tilbake til hjemmet.
Det som du ser, er et verk av den herjende skjoldmø Atene.
Hun har forvandlet mig slik som hun vil; ti alting formaar hun.
Snart har hun gjort mig til en som ser ut som den usleste tigger,
snart til en blomstrende yngling og klædt i den fineste stasdragt.
Let kan de evige guder som bor over himmelen vide,
baade forskjønne en dødelig mand og gjøre ham ussel.»
Saa han talte og satte sig ned; men Telemakos slynget
armene ømt om sin herlige far under jammer og taarer.
Begge gav efter og føiet sin lyst til jamrende klage,
hulkende høit, mer hyppig og lydt end klynkende rovfugl,
ørn eller krumkloet grib, naar jægerne ute paa landet
røvet fra reden de vernløse smaa, før vingerne bar dem,
saaledes dryppet i vemod fra øinenes laag deres taarer.
Solen var sunket i hav, før klagen og graaten var stilnet,
dersom Telemakos ei til sin far hadde rettet et spørsmaal:
«Elskede far, med hvad for et skib har fremmede sjømænd
ført dig til Itakas ø? Hvem gav de sig ut for at være?
Ja, for tillands paa din fot kan jeg dog ikke tro du er kommet.»
Straks tok Odyssevs, den hærdede helt, til orde og svarte:
«Visselig skal jeg, min søn, fortælle dig alting med sandhet.
Navngjetne sjømand har ført mig, faiaker som pleier at sende
alle de fremmede mænd som gjester dem, uskadt til hjemmet.
Nu har de ført mig i søvne paa ilende skib over havet
hjem til Itakas ø og skjænket mig herlige gaver,
kobber og guld og vævede klær i ustyrtelig mængde.
Inde i fjeldhulen ligger de gjemt efter gudernes vilje.
Hit er jeg kommet til hytten, formanet av Pallas Atene,
forat vi om vore fienders drap kunde raadslaa i enrum.
Regn mig nu frierne op og la mig faa rede paa tallet
saa jeg faar vite hvor mange de er og hvem de mon være.
Efterpaa kan jeg da tænke mig om i mit mandige hjerte,
om det er mulig at gaa til en kamp for os to alene,
uten at andre er med, eller om vi maa faa med os flere.
Straks tok hans kløktige søn Telemakos ordet og svarte:
«Visselig hørte jeg altid, min far, at man nævnte med lovord
baade din arm, naar du slynget dit spyd, og din visdom i raadet;
men dine ord var for store. Du skræmte mig. Ei kan vi magte,
to som vi er, at kjæmpe mot mænd saa mange og sterke.
Ja, for av friere er der ei ti eller tyve alene,
nei, men mangfoldige fler. Deres tal skal du straks faa at vite:
Hit fra Dulikion kom der en flok av utvalgte svende,
to og femti i alt. Seks tjenere fører de med sig.
Fire og tyve er mændenes tal, som er kommet fra Same.
Tyve akaiske fyrster kom hit fra det fjerne Zakyntos.
Tolv av de ypperste mænd fra Itaka gjester vor kongsgaard.
Medon, herolden, er med og en skald, en guddommelig sanger,
dertil av tjenere tvende som kyndig kan skjære op kjødet.
Skal vi nu møte dem alle i kamp der hjemme paa borgen,
kunde din hevn over al deres vold bli bitter og farlig.
Nei, men saafremt du kan finde paa raad til at finde en hjælper,
tænk da paa en som vil hjælpe os to med redelig vilje.»
Svarte da atter den hærdede helt, den gjæve Odyssevs:
«Vel, jeg skal gi dig besked. Saa hør da og agt paa min tale:
Tænk paa om alfader Zevs er os nok og Pallas Atene,
eller jeg ogsaa skal tænke mig om efter hjælp fra en anden.»
Straks tok den kløktige svend Telemakos ordet og svarte:
«Kraftige hjælpere er de forvisst de to som du nævnte.
Oppe i skyerne sitter de høit paa sin trone og raader
over os alle, hver dødelig mand og udødelig guddom.»
Svarte da atter den hærdede helt, den gjæve Odyssevs:
«Visselig agter de ei at holde sig borte for længe
fjernt fra den hidsige kamp, naar striden skal kjæmpes til ende
mellem os tvende og friernes flok i salen paa borgen.
Gaa nu avsted til vort hjem, saasnart som det lysner imorgen.
Siden skal gjæteren følge mig selv, naar jeg stevner til byen.
Da skal jeg ligne som før en gammel og ynkelig tigger.
Dersom de haaner mig da i mit hus, maa dit hjerte i taalmod
bære i brystet sin kval, naar du ser hvad ondt jeg maa lide.
Selv om ved foten de slæper mig ut gjennem borghallens fløidør,
ja, om de kaster med spyd paa din far, maa du taale at se det.
Vil du, saa kan du jo tale dem mildt til rette og be dem
stanse med galskapen. Dog, de lystrer dig visselig ikke;
ti den er nær hin truende dag, da skjæbnen skal naa dem.
Nu vil jeg si dig en ting og læg dig min tale paa hjerte:
Naar jeg faar varslende bud i min sjel fra den vise Atene,
gir jeg dig lønlig med hodet et nik, og naar du faar se det,
bærer du bort hvad der findes av krigerske vaaben i hallen,
og i det inderste høienloftsrum skal du gjemme dem alle.
Siden, naar frierne ser de er væk, og spør dig om grunden,
svar dem da kløktig med venlige ord og før dem bak lyset:
«Bort har jeg tat dem fra røken. De ligner jo slet ikke længer
dem som Odyssevs lot ligge igjen, da han stevnet til Troja.
Nu er de sværtet saa langt som røken fra arnen kan naa dem.
Mere at agte er dette som Zevs har lagt mig paa sinde.
Kom det til strid mellem jer, naar alle var hete av vinen,
kunde I saare hverandre til skam for et gilde hvor gjæve
friere sitter tilbords; ti staalet kan lokke en stridsmand.
Men til os selv skal du la to slagsverd og lanser tilbake
dertil to oksehuds-skjold, som straks kan være forhaanden,
saa, vi kan ta dem, saasnart vi gaar paa, og da vil tilvisse
Pallas Atene og Zevs, den alvise, slaa dem med blindhet.
Nu vil jeg si noget andet, og læg dig det atter paa sinde:
Er du i sandhet min søn, og slegter dit blod paa mit eget,
maa ikke nogen i huset faa høre et ord om Odyssevs.
Hverken Laertes maa vite min lod eller svinenes gjæter
eller en tjener i huset, ja end ikke Penelopeia.
Nei, la os ganske alene faa rede paa kvindernes tanker.
Da kan vi ogsaa faa sat dine tjeneres troskap paa prøve,
hvem der vil vise os hæder og frygter os begge av hjerte,
eller tør trodse en herre som dig og agte dig ringe.»
Nu tok Odyssevs' straalende søn til orde og mælte:
«Far, jeg tror du skal lære mit sind med tiden at kjende
slik som det er; ti jeg gir mig ei hen til slaphet og letsind.
Dog, jeg har ondt for at tro, at det som du ønsker, i længden
vorder os begge til gavn, og jeg ber dig at veie det nøie.
Skal du gaa om paa gaardene her for at prøve hver enkelt,
spildes for længe vor tid, mens frierne trygt i paladset
fraadsende øder i frækhet vort gods og intet vil spare.
Kvinderne raader jeg til at du prøver og lærer at kjende
hvem av dem agter dig ringe og hvem der er trofast og skyldfri.
Mændene derimot ønsker jeg ei at vi nu skulde prøve
der hvor de færdes paa landet, men vente og gjøre det siden,
hvis du fra aigissvingeren Zevs har faat noget varsel.»
Saaledes talte de to med vekslende ord til hinanden.
Frem til Itaka styrte imens det fartøi som nylig
førte Telemakos selv og alle hans svende fra Pylos.
Da de med skibet var kommet i havn paa bugten den dype,
trak de det tjærede fartøi paa land, og de modige svende
hastet fra borde, og alle tok med sine vaaben fra skibet.
Straks bar de hjem til Klytios' hus de herlige gaver,
sendte saa hen til Odyssevs' borg en herold for at melde
dronningen Penelopeia det bud at Telemakos dvælte
ute paa landet, men selv hadde budt sine svende at seile
ind med hans fartøi til byen, saa ei den værdige dronning,
pint i sit hjerte av angst, skulde fælde de bitreste taarer.
Møttes da der herolden og svinenes ærlige gjæter,
begge med selvsamme bud, som de nu skulde bringe sin dronning.
Men da de begge kom frem til den gjæve Odyssevs' kongsgaard,
meldte herolden sit budskap, mens ternerne flokket sig om ham;
«Dronning, din elskede søn er kommet tilbake fra færden.»
Gjæteren traadte da nær og nævnte for Penelopeia
alt hvad den kjærlige søn fornys hadde budt ham at melde,
og da han hadde fortalt hende alt og røgtet sit ærend,
vandret han til sine svin og forlot paladset og gaarden.
Skam og forbitrelse raste imens i friernes hjerter.
Ut gjennem borghallen gik de og langsmed den høireiste gaardsmur.
Holdt de da møte og satte sig ned tæt utenfor porten.
Først tok Polybos' søn Evrymakos ordet iblandt dem:
«Venner, en stordaad er øvet. Paa trods har Telemakos fuldført
denne sin færd som vi trodde forvisst at han ei skulde ende.
La os nu sætte paa sjøen vor raskeste snekke og samle
fiskere hit for at ro, og disse skal haste med budskap
til vore utsendte mænd om at skynde sig hjem med sit fartøi.»
Neppe var ordene sagt, da øinet Amfinomos skibet
just som han vendte sig om. Han saa det paa havnen den dype,
saa at mandskapet bjerget dets seil og tok sine aarer.
Hjertelig lo han av glæde og mælte til vennernes skare:
«Nei, her trænges ei mer noget bud; ti det ligger paa havnen,
enten en guddom har git dem et tegn, eller mændene øinet
fartøiet selv, da det seilet forbi, men ei kunde naa det.»
Saa han talte. Da reiste de sig og hastet til stranden,
trak saa det tjærede fartøi paa land, og de modige svende
vandret fra borde, og alle tok med sine vaaben fra skibet.
Alle gik derefter samlet i flok til møte paa tinge;
men av de andre fik ingen ta plads, hverken ung eller gammel.
Der tok Evpeites' søn Antínoos ordet iblandt dem:
«Aa, at de evige guder har frelst hin yngling fra døden!
Speidere løste hverandre jo av hver dag med at sitte
ute paa vakt paa de stormslagne nes, og naar solen var dalet,
hvilte vi aldrig om natten paa land; men ute paa havet
seilet vi om med det hurtige skib og ventet paa dagen
for at faa luret os ind paa Telemakos selv og fra bakhold
slaat ham ihjel; men nu er han ført til sit hjem av en guddom.
La os da straks gaa paa raad om at volde ham døden den bratte
her i hans land. La ham ei slippe væk; ti jeg frygter vi aldrig
sætter i verk hvad vi vil, saafremt han faar være i live;
ti han er gløgg til at finde paa raad og av sind er han tænksom.
Desuten vil vi jo nu ikke mer kunne stole paa folket.
Op da, før selv han faar kaldt akaierne hit til et møte.
Ja, for jeg kan ikke tro han gir tapt; men han vil til det sidste
gjemme sin vrede og reise sig op og fortælle dem alle
at vi har tænkt paa at slaa ham ihjel, men ei kunnet naa ham.
Prise os vil de vel ei, naar de hører ham nævne vor mordplan.
Nei, jeg er ræd de vil volde os men og jage os alle
bort fra vort land, saa til fremmede folk vi straks maatte rømme.
Vel, la os dræpe ham, før det kan ske, mens han færdes paa landet
fjernt fra vor by eller er underveis. Hans gods og hans skatte
tar vi og deler, som rimelig er, mellem alle; men borgen
kan vi da skjænke hans mor og den som hun egter, til eie.
Dersom I ei synes om det forslag jeg stiller, men heller
vil at han selv skal leve og eie sin fædrene odel,
vel, da maa vi ei flokke os her og øde som hittil
alt hans herlige gods; men da faar enhver fra sin bolig
søke at vinde ved gaver hans mor, og hun faar da egte
den som vil gi hende mest og hvem det forundes av skjæbnen.»
Saa han talte, og stille og tyst sat alle de andre.
Helten Amfinomos reiste sig da og talte iblandt dem,
Nisos' straalende søn. Hans far var en søn av Aretos.
Fjernt fra Dulikions frodige ø med den bugnende hvete
kom han som friernes ypperste mand, og Penelopeia
likte ham bedst, naar hun hørte hans ord; ti av sind var han ædel.
Venlig tilsinds mot dem alle tok helten til orde og mælte:
«Venner, det huer mig ei at røve Telemakos livet.
Dræpe en høvding av kongelig byrd er en frygtelig udaad.
Først maa vi søke et tegn som kan tolke os gudernes vilje.
Skulde et varsel fra Zevs, den almægtige, prise vor gjerning
da vil jeg dræpe ham selv og egge jer andre til mordet;
men dersom guderne raader os fra, maa vi straks la det fare.»
Ordene huet dem vel som drotten Amfínomos talte.
Straks stod samtlige op og gik til Odyssevs' kongsgaard.
Alle tok sæte og satte sig ned paa de skinnende stoler.
Nu fik Penelopeia, den kløktige dronning, i sinde
selv at vise sig blandt de hovmodige frieres skare,
saasom hun hørte i kammeret nys hin mordplan mot sønnen.
Medon, herolden, som visste om alt, hadde bragt hende budskap.
Dronningen ilte til salen med tjenende kvinder i følge.
Men da den herlige kvinde var kommet til friernes møte,
stanset hun fremme ved salsdørens karm i den velbygde borghal,
medens hun trak det deilige slør over aasyn og kinder.
Tok hun da heftig til orde og lastet Antinoos bittert:
«Frække Antinoos, grusomme mand. Blandt jevngammel ungdom
kaldes du her paa Itakas ø den bedste av alle
baade i raad og i daad; men du svarer nok ei til dit rygte.
Rasende! Hvi vil du søke at røve Telemakos livet
uten at agte de vernløses ret, skjøn Zevs i sin naade
vogter dem? Ei er det fromt at pønse paa ondt mot en anden.
Vet du da ei at din far i rædsel for almuens vrede
rømte til denne vor borg; ti mængden var saare forbitret,
saasom han engang paa vikingetog med tafiske ransmænd
krænket tesproternes folk, som var vore trofaste venner.
Dræpe ham vilde de dengang og rive hans bankende hjerte
ut av hans bryst og røve hans gods og herlige skatte.
Da holdt Odyssevs dem væk og stanset de rasende voldsmænd.
Nu vil du skjænde og øde hans hus, og du frir til hans hustru,
myrder hans søn og volder mig selv de bitreste sorger.
Nu vil jeg si dig: Hold op, og sig at de andre skal stanse!»
Straks tok Evrymakos, Polybos' søn, til orde og mælte:
«Fat dig, Penelopeia, Ikarios' kløktige datter!
La ikke frygten for dette faa rum i dit ængstede hjerte.
Ei er den mand i live idag, og ei vil han fødes,
som paa Telemakos frækt lægger haand, den søn du har baaret,
medens jeg lever og aander paa jord med seende øie;
ti jeg skal si dig et ord, og forvisst skal det ogsaa bli sandet,
da skal hans smudsige blod straks strømme for denne min lanse.
Ogsaa mig selv har Odyssevs, som herjet saa talrike byer,
sat paa sit knæ saa mangen en gang og rakt mig i haanden
stykker av steken og rødmende vin har han holdt mig til munden.
Derfor er nu din søn Telemakos den som jeg elsker
høiest blandt mænd, og trygt tør jeg si at han ikke skal frygte
døden for friernes haand; men at fly for en guddom er uraad.»
Trøstende talte han saa; men selv var han rede til mordet.
Da hun var steget paany til sit straalende høienloftskammer,
graat hun av sorg for Odyssevs, sin mand, til den blaaøide Pallas
lot over øinene sænke sig ned en kvægende slummer.
Men da det led imot kveld, kom svinenes ærlige gjæter
hjem til Odyssevs og sønnen som laget i hytten sin kveldsmat,
hvortil de nys hadde slagtet et aarsgammelt svin. Men Atene
stillet sig nær ved Odyssevs, Laertes' søn, og med staven
rørte hun ham og skapte ham om paany til en olding,
klædt i den usleste dragt, forat gjæteren ei skulde kjende
herren igjen, naar han saa ham og gaa til den kløktige dronning
Penelopeia med bud og ei kunne dølge sin glæde.
Da han nu kom, tok Telemakos først til orde og spurte:
«Kommer du, brave Evmaios? Hvad nyt fik du høre i byen?
Var de mandhaftige friere nu vendt hjem fra sit bakhold,
eller laa mændene endnu paa lur og ventet min hjemkomst?»
Svarte da du, Evmaios, du svinenes ærlige gjæter:
«Nei, for at spørre om slikt har jeg ikke hat lyst til at streife
om gjennem byen. Det tyktes mig bedst at melde mit budskap
straks og saasnart det var gjort, at skynde mig atter tilbake.
Hist har jeg truffet et bud, en herold som var sendt av dit mandskap.
Han var den første som bragte din mor en melding om færden.
En ting vet jeg dog endnu. Jeg saa det jo selv for mit øie.
Da jeg var utenfor byen og naadde paa veien til hjemmet
Hermes' haug, fik jeg se en letroet snekke som styrte
ind paa vor havn, og jeg øinet ombord mangfoldige svende.
Tynget var snekken av skjold og av dobbelthvæssede lanser.
Ei kan jeg si det forvisst; men jeg tror det var dem som du spør om.»
Saa han talte. Den kraftige svend Telemakos smilte,
medens han saa paa sin far; men han lot ikke gjæteren se det.
Da deres møie var endt, og det herlige maaltid var rede,
nøt de sin kveldsmat, og alle fik nok av de herlige retter,
og da de helt hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
føiet de trangen til søvn og nøt den kvægende slummer.
ilden paa arnen og lage istand sin frokost ved daggry.
Svendene sendte de nylig avsted med svinenes flokker.
Da nu Telemakos kom, for hundene, ellers saa glupske,
logrende ind paa ham uten at gjø, og helten Odyssevs
merket at hundene logret og hørte den kommendes fottrin.
Talte han da med vingede ord til Evmaios og mælte:
«Hør Evmaios! Nu kommer her vist en gjæter til huset
eller en anden du kjender; ti hundene farer omkring ham
logrende uten at gjø, og lyden av trin kan jeg høre.»
Neppe var ordene sagt, da stanset ved døren til hytten
høvdingens elskede søn, og gjæteren reiste sig opskræmt.
Viljeløs slap han av hænde de kar han holdt for at blande
vand i den funklende vin, og han ilte sin herre imøte,
kysset ham kjærlig paa panden og begge de straalende øine
og paa hans hænder og fældte av fryd en perlende taare:
Som naar den kjærlige far kan favne i hjertelig glæde
sønnen, sit eneste barn, for hvem han har sørget saa længe,
naar i det tiende aar han kommer fra fremmede lande,
saaledes trykket den ærlige mand Telemakos kjærlig
til sig og kysset ham ømt, som om han var reddet fra døden.
Klagende talte han vingede ord til sin herre og mælte:
«Hjem er du kommet, mit søteste lys, min Telemakos! Aldrig
hadde jeg tænkt at faa se dig igjen efter færden til Pylos.
Kom da, min elskling; gaa ind, saa jeg nu da du kommer fra langfærd,
rigtig kan fryde mit sind ved at se dig paany i min hytte.
Ja, for paa landet til gjæterne her er det sjelden du kommer.
Hjemme blandt byfolket holder du til; ti det er vel dit ønske
stadig at holde et øie med friernes skamløse skare.»
Straks tok den kløktige svend Telemakos ordet og svarte:
«Saa skal det være, du gamle. Det er jo for din skyld jeg kommer,
forat jeg atter kan se dig og ogsaa faa høre dig melde
om det er saa at min mor er hjemme i ro eller kanske
alt av en anden er hjemført som brud, saa Odyssevs' leie
staar der forlatt av ham selv og hans viv og av spindelvæv skjæmmet.»
Gjæternes ærlige formand tok straks til orde og svarte:
«Jo, tilvisse. Hun venter ham tro, standhaftig i hjertet,
hist i det stolte palads. Mens taarerne strømmer saa stride,
svinder i tærende sorg de langsomme dage og nætter.»
Saa han talte og tok av hans haand den malmhvasse lanse
og over tærsklen av sten gik Telemakos ind i hans hytte.
Straks da han nærmet sig, vek Odyssevs, hans far, fra sit sæte.
Dog, Telemakos holdt ham venlig tilbake og mælte:
«Sit kun, fremmede gjest; en plads kan jeg andetsteds finde
her i vor hytte. Her er jo en mand som kan skaffe mig sæte.»
Saa han talte. Odyssevs gik hen og satte sig atter.
Gjæteren bredte nu skind paa en dynge av løvrike kvister.
Der fik Odyssevs' elskede søn et makelig sæte.
Gjæteren kom nu med fater og satte dem for sine gjester
fyldt med det velstekte kjød som var levnet fra gaarsdagens maaltid.
Skyndsomt stablet han derefter brød i kurver og blandet
honningsøt vin i en bolle av træ og satte sig derpaa
selv paa et sæte med ansigtet vendt mot den gjæve Odyssevs.
Alle tok for sig med lyst av de fremsatte herlige retter.
Men da de helt hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
talte den kjække Telemakos først til den ærlige gjæter:
«Hvor er han kommet fra denne din gjest, og hvordan har sjømænd
ført ham til Itakas ø? Hvem gav de sig ut for at være?
Ja, for tillands paa sin fot kan jeg dog ikke tro han er kommet.»
Svarte da du, Evmaios, du svinenes ærlige gjæter:
«Visselig skal jeg, min søn, sandfærdig fortælle dig alting.
Manden har sagt at han leder sin ætt fra det vidstrakte Kreta
og at han flakkende kom til mangfoldige menneskers byer
viden omkring; ti en gud har spundet det ind i hans livstraad.
Hit til mit hus har han rømt fra tesprotiske røveres fartøi.
Men i din varetægt gir jeg ham nu. Du faar gjøre med manden
efter dit tykke. Han er jo en gjest som trygler om bistand.»
Straks tok den kløktige svend Telemakos ordet og svarte:
«Hvad du har sagt, Evmaios, har gjort mig saa ondt i mit hjerte.
Hvorledes skulde vel jeg kunne huse en gjest paa min kongsgaard?
Selv er jeg endnu for ung til at stole paa armenes styrke
naar jeg skal holde fra livet en mand som vil yppe en trætte.
Tvilraadig er jo min mor i sit sind og vet ikke rigtig
om hun skal dvæle hos mig og røgte sin gjerning i huset
sky for hvad folk vilde si og av blygsel for husbondens leie,
eller hun straks skulde følge den ypperste mand som har meldt sig
hjemme som frier og byr hende mest av herlige gaver.
Men da den fremmede her er kommet som gjest til din hytte,
er det min agt at skjænke ham klær, en kappe og kjortel,
dertil et tveeget sverd og paa føtterne skjønne sandaler,
og jeg vil sende ham dit hvor han helst maatte ønske at dvæle.
Vil du, saa la ham faa bli, og plei ham som gjest i din hytte.
Hit skal jeg sende ham klær og al den mat han kan trænge,
forat han ikke skal falde dig selv og dit husfolk til byrde.
Men jeg vil ei la ham gaa til frierne hist i paladset;
ti i sit overmot farer de frem med utaalelig frækhet.
Haane ham vilde de vist, og for mig vilde slikt bli en pine.
Ei kan det nytte den enkelte mand at strides med flere,
om han er aldrig saa sterk. Deres overmagt blir ham for meget.»
Nu tok Odyssevs, den hærdede helt, til orde og mælte:
«Kjære, jeg selv maa vel ogsaa ha ret til at si hvad jeg mener.
Sandelig, vreden fortærer min sjel, naar jeg hører jer nævne
alt hvad frierne hist i din hal tør vaage av frækhet
uten at bry sig det mindste om dig, du herlige yngling.
Si mig da om du med vilje gir tapt, eller om det er folket
her i dit land som har lagt dig for hat ved et tegn fra en guddom,
eller har brødrene skylden, til hvem jo en mand, naar det gjælder,
sætter sin lit i en kamp, om striden er aldrig saa voldsom.
Aa, var jeg endnu en yngling som du med det mot som jeg eier,
eller jeg var Odyssevs' søn eller selve Odyssevs!
Da skulde fiender straks faa skille mit hoved fra kroppen,
dersom jeg ei skulde gi hver eneste frier hans bane
hist hvor Odyssevs, Laertes' søn tilforn var til huse.
Selv om de voldte min død, naar jeg kjæmpet alene mot mange,
vilde jeg heller bli dræpt og finde min bane i hallen
end være vidne hver eneste dag til al denne skjændsel,
se paa at gjester blir haanet og slaat og at tjenende kvinder
slæpes avsted i det skjønne palads til den skjændigste medfart,
se at de drikker til bærmen den ædleste vin og fortærer
maten i kaathet og aldrig faar nok, og aldrig vil slutte.»
Straks tok den kløktige svend Telemakos ordet og svarte:
«Ja, jeg skal visselig svare dig sandt paa det som du spør om.
Ei har det samlede folk i fiendskap vendt sig mot mig.
Ei kan jeg skylde paa brødre til hvem jo en mand, naar det gjælder,
sætter sin lit i en kamp, om striden er aldrig saa voldsom.
Enebarn fødes jo kun i vor slegt efter Alfaders vilje.
Drotten Arkeísios avlet en eneste arving, Laertes.
Helten Odyssevs var eneste søn av sin far, og Odyssevs
avlet kun mig som han lot paa sin borg unyttig tilbake.
Derfor er nu i vort hus et utal av fiender samlet.
Alle de fyrster som raader paa øerne rundt os, paa Same,
hist paa Dulikions ø, i Zakyntos' skogrike bygder,
eller har høvdingers rang i det fjeldrike Itakas dale,
alle vil egte min mor og er os til plage i huset.
Selv kan hun hverken si nei til en egteskapspakt som hun avskyr
eller gi endelig svar. Ved sin graadighet lægger de øde
hele mit hus; snart tar de mig selv vel ogsaa av dage.
Dog, det ligger i gudernes skjød, hvordan dette skal ende.
Skynd dig da, gamle, og gaa til den kløktige Penelopeia!
Meld hende at jeg er frelst og er kommet tilbake til Pylos.
Her vil jeg vente imens; men selv maa du komme tilbake
naar du i enrum har bragt hende bud. La ingen akaier
høre et ord; ti mange er de som ønsker mig døden.»
Svarte da du, Evmaios, du svinenes ærlige gjæter:
«Godt, jeg forstaar. Jeg ventet mig just det bud du har git mig.
Vel, men svar mig paa dette og si mig nu greit hvad du ønsker:
Skal jeg paa færden gaa indom med bud til den arme Laertes?
Hittil har gubben, skjønt pint av sin sorg over sønnen Odyssevs,
stadig holdt øie med driften og drukket sin vin til sit maaltid
med sine træller i hytten, saa ofte hans hjerte begjærte.
Men fra den selvsamme stund da du drog paa din reise til Pylos
smaker han, heter det, ikke en bid eller drikker en draape.
Ei har han tilsyn med driften men sitter med sukke og klager
stadig i jamrende sorg, saa huden om knoklerne skrumper.»
Straks tok den kløktige svend Telemakos ordet og mælte:
«Ja, det er slemt; men saa haardt som det er, vi maa la ham vente;
ti hvis en dødelig selv kunde vælge sig det som han ønsker,
valgte vi først og fremst at min far skulde komme til hjemmet.
Nei, men saasnart du har bragt hende bud, maa du komme tilbake.
Ta ikke omveien nu til gubben derute paa landet.
Men du kan si til min mor at hun lønlig, saasnart det kan gjøres,
sender husholdersken dit, og hun kan da bringe ham budet.»
Manende talte han saa til svinenes gjæter, og hastig
tok han sandaler og bandt under fot og vandret til byen.
Men da Atene blev var at Evmaios gik bort fra sin hytte,
nærmet hun sig og lignet av vekst en statelig kvinde
fager og stor og øvet i alt som av herligt kan virkes.
Fremme ved indgangen stod hun og viste sig blot for Odyssevs.
Ei kunde sønnen Telemakos se eller merke det mindste.
Guderne viser jo ei sin skikkelse synlig for alle.
Bare Odyssevs og hundene saa hende. Knurrende rømte
hundene uten at gjø til den fjerneste ende av kveen.
Nikket hun da med sit bryn, og Odyssevs, som merket det, ilte
ut gjennem stuen, forbi den høireiste gaardsmur og stanset
foran gudinden og straks tok Pallas Atene til orde:
«Gjæve Odyssevs, du raadsnare søn av drotten Laertes.
Nu skal du melde din plan for din søn og intet fortie,
for at I begge kan enes om friernes død og i følge
vandre avsted til den herlige by. Selv skal jeg ei længe
holde mig borte fra jer; ti jeg længter nu selv efter kampen.»
Saaledes talte Atene og rørte ham let med sin guldstav.
Fik han da atter en veltoet dragt, en kappe og kjortel
lagt om sit bryst, og hun øket hans vekst og gjorde ham yngre.
Huden blev brunlig som før og kinderne faste og runde.
Sort blev det dunbløte skjæg som kruset sig tæt om hans hake
Pallas Atene gik bort efter dette sit verk; men Odyssevs
vandret til hytten. Da studset hans elskede søn, og forfærdet
vendte han øinene bort i frygt for at skue en guddom.
Talte han da med vingede ord til Odyssevs og mælte:
«Fremmede gjest. Du tykkes mig nu en anden end hittil.
Ændret er hele din dragt, og dit ydre er ikke det samme.
Visselig er du en gud av dem som har himlen til bolig.
Aa, vær os naadig og ta hvad vi gir av herlige ofre,
og vore gaver av kostelig guld; men spar os i naade!»
Straks tok Odyssevs, den hærdede helt, til orde og svarte:
«Gud er jeg ikke. Hvi ligner du mig med de evige guder?
Nei, men jeg er jo din far, for hvem du i sukkende klage
døier saa mangen en kval av mænd hvis vold du maa taale.»
Saa han talte og kysset sin søn, og over hans kinder
strømmet hans taarer til jord. Før holdt han dem altid tilbake.
Dog, Telemakos talte paany; ti han kunde ei endnu
tro paa at manden han saa var hans far, men svarte i mistro:
«Ei kan du være Odyssevs, min far; men en daarende guddom
leder mig vild for at volde mig mer av sukke og klager.
Dødelig mand kan aldrig faa gjort et under som dette
bare ved menneskekløkt. Kun dersom en gud vilde komme,
gjorde han let den aldrende ung og den unge til olding.
Ældgammel var du jo nys og klædt i de usleste filler.
Nu er du guderne lik som bor over himmelen vide.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Kjære Telemakos, ei gjør du ret i at undres for meget,
eller at se paa din far som staar for dit øie, med mistro.
Visselig kommer her aldrig tilgaards nogen anden Odyssevs.
Nei, det er mig, og mangt har jeg lidt, og vidt har jeg flakket,
før i det tyvende aar jeg vendte tilbake til hjemmet.
Det som du ser, er et verk av den herjende skjoldmø Atene.
Hun har forvandlet mig slik som hun vil; ti alting formaar hun.
Snart har hun gjort mig til en som ser ut som den usleste tigger,
snart til en blomstrende yngling og klædt i den fineste stasdragt.
Let kan de evige guder som bor over himmelen vide,
baade forskjønne en dødelig mand og gjøre ham ussel.»
Saa han talte og satte sig ned; men Telemakos slynget
armene ømt om sin herlige far under jammer og taarer.
Begge gav efter og føiet sin lyst til jamrende klage,
hulkende høit, mer hyppig og lydt end klynkende rovfugl,
ørn eller krumkloet grib, naar jægerne ute paa landet
røvet fra reden de vernløse smaa, før vingerne bar dem,
saaledes dryppet i vemod fra øinenes laag deres taarer.
Solen var sunket i hav, før klagen og graaten var stilnet,
dersom Telemakos ei til sin far hadde rettet et spørsmaal:
«Elskede far, med hvad for et skib har fremmede sjømænd
ført dig til Itakas ø? Hvem gav de sig ut for at være?
Ja, for tillands paa din fot kan jeg dog ikke tro du er kommet.»
Straks tok Odyssevs, den hærdede helt, til orde og svarte:
«Visselig skal jeg, min søn, fortælle dig alting med sandhet.
Navngjetne sjømand har ført mig, faiaker som pleier at sende
alle de fremmede mænd som gjester dem, uskadt til hjemmet.
Nu har de ført mig i søvne paa ilende skib over havet
hjem til Itakas ø og skjænket mig herlige gaver,
kobber og guld og vævede klær i ustyrtelig mængde.
Inde i fjeldhulen ligger de gjemt efter gudernes vilje.
Hit er jeg kommet til hytten, formanet av Pallas Atene,
forat vi om vore fienders drap kunde raadslaa i enrum.
Regn mig nu frierne op og la mig faa rede paa tallet
saa jeg faar vite hvor mange de er og hvem de mon være.
Efterpaa kan jeg da tænke mig om i mit mandige hjerte,
om det er mulig at gaa til en kamp for os to alene,
uten at andre er med, eller om vi maa faa med os flere.
Straks tok hans kløktige søn Telemakos ordet og svarte:
«Visselig hørte jeg altid, min far, at man nævnte med lovord
baade din arm, naar du slynget dit spyd, og din visdom i raadet;
men dine ord var for store. Du skræmte mig. Ei kan vi magte,
to som vi er, at kjæmpe mot mænd saa mange og sterke.
Ja, for av friere er der ei ti eller tyve alene,
nei, men mangfoldige fler. Deres tal skal du straks faa at vite:
Hit fra Dulikion kom der en flok av utvalgte svende,
to og femti i alt. Seks tjenere fører de med sig.
Fire og tyve er mændenes tal, som er kommet fra Same.
Tyve akaiske fyrster kom hit fra det fjerne Zakyntos.
Tolv av de ypperste mænd fra Itaka gjester vor kongsgaard.
Medon, herolden, er med og en skald, en guddommelig sanger,
dertil av tjenere tvende som kyndig kan skjære op kjødet.
Skal vi nu møte dem alle i kamp der hjemme paa borgen,
kunde din hevn over al deres vold bli bitter og farlig.
Nei, men saafremt du kan finde paa raad til at finde en hjælper,
tænk da paa en som vil hjælpe os to med redelig vilje.»
Svarte da atter den hærdede helt, den gjæve Odyssevs:
«Vel, jeg skal gi dig besked. Saa hør da og agt paa min tale:
Tænk paa om alfader Zevs er os nok og Pallas Atene,
eller jeg ogsaa skal tænke mig om efter hjælp fra en anden.»
Straks tok den kløktige svend Telemakos ordet og svarte:
«Kraftige hjælpere er de forvisst de to som du nævnte.
Oppe i skyerne sitter de høit paa sin trone og raader
over os alle, hver dødelig mand og udødelig guddom.»
Svarte da atter den hærdede helt, den gjæve Odyssevs:
«Visselig agter de ei at holde sig borte for længe
fjernt fra den hidsige kamp, naar striden skal kjæmpes til ende
mellem os tvende og friernes flok i salen paa borgen.
Gaa nu avsted til vort hjem, saasnart som det lysner imorgen.
Siden skal gjæteren følge mig selv, naar jeg stevner til byen.
Da skal jeg ligne som før en gammel og ynkelig tigger.
Dersom de haaner mig da i mit hus, maa dit hjerte i taalmod
bære i brystet sin kval, naar du ser hvad ondt jeg maa lide.
Selv om ved foten de slæper mig ut gjennem borghallens fløidør,
ja, om de kaster med spyd paa din far, maa du taale at se det.
Vil du, saa kan du jo tale dem mildt til rette og be dem
stanse med galskapen. Dog, de lystrer dig visselig ikke;
ti den er nær hin truende dag, da skjæbnen skal naa dem.
Nu vil jeg si dig en ting og læg dig min tale paa hjerte:
Naar jeg faar varslende bud i min sjel fra den vise Atene,
gir jeg dig lønlig med hodet et nik, og naar du faar se det,
bærer du bort hvad der findes av krigerske vaaben i hallen,
og i det inderste høienloftsrum skal du gjemme dem alle.
Siden, naar frierne ser de er væk, og spør dig om grunden,
svar dem da kløktig med venlige ord og før dem bak lyset:
«Bort har jeg tat dem fra røken. De ligner jo slet ikke længer
dem som Odyssevs lot ligge igjen, da han stevnet til Troja.
Nu er de sværtet saa langt som røken fra arnen kan naa dem.
Mere at agte er dette som Zevs har lagt mig paa sinde.
Kom det til strid mellem jer, naar alle var hete av vinen,
kunde I saare hverandre til skam for et gilde hvor gjæve
friere sitter tilbords; ti staalet kan lokke en stridsmand.
Men til os selv skal du la to slagsverd og lanser tilbake
dertil to oksehuds-skjold, som straks kan være forhaanden,
saa, vi kan ta dem, saasnart vi gaar paa, og da vil tilvisse
Pallas Atene og Zevs, den alvise, slaa dem med blindhet.
Nu vil jeg si noget andet, og læg dig det atter paa sinde:
Er du i sandhet min søn, og slegter dit blod paa mit eget,
maa ikke nogen i huset faa høre et ord om Odyssevs.
Hverken Laertes maa vite min lod eller svinenes gjæter
eller en tjener i huset, ja end ikke Penelopeia.
Nei, la os ganske alene faa rede paa kvindernes tanker.
Da kan vi ogsaa faa sat dine tjeneres troskap paa prøve,
hvem der vil vise os hæder og frygter os begge av hjerte,
eller tør trodse en herre som dig og agte dig ringe.»
Nu tok Odyssevs' straalende søn til orde og mælte:
«Far, jeg tror du skal lære mit sind med tiden at kjende
slik som det er; ti jeg gir mig ei hen til slaphet og letsind.
Dog, jeg har ondt for at tro, at det som du ønsker, i længden
vorder os begge til gavn, og jeg ber dig at veie det nøie.
Skal du gaa om paa gaardene her for at prøve hver enkelt,
spildes for længe vor tid, mens frierne trygt i paladset
fraadsende øder i frækhet vort gods og intet vil spare.
Kvinderne raader jeg til at du prøver og lærer at kjende
hvem av dem agter dig ringe og hvem der er trofast og skyldfri.
Mændene derimot ønsker jeg ei at vi nu skulde prøve
der hvor de færdes paa landet, men vente og gjøre det siden,
hvis du fra aigissvingeren Zevs har faat noget varsel.»
Saaledes talte de to med vekslende ord til hinanden.
Frem til Itaka styrte imens det fartøi som nylig
førte Telemakos selv og alle hans svende fra Pylos.
Da de med skibet var kommet i havn paa bugten den dype,
trak de det tjærede fartøi paa land, og de modige svende
hastet fra borde, og alle tok med sine vaaben fra skibet.
Straks bar de hjem til Klytios' hus de herlige gaver,
sendte saa hen til Odyssevs' borg en herold for at melde
dronningen Penelopeia det bud at Telemakos dvælte
ute paa landet, men selv hadde budt sine svende at seile
ind med hans fartøi til byen, saa ei den værdige dronning,
pint i sit hjerte av angst, skulde fælde de bitreste taarer.
Møttes da der herolden og svinenes ærlige gjæter,
begge med selvsamme bud, som de nu skulde bringe sin dronning.
Men da de begge kom frem til den gjæve Odyssevs' kongsgaard,
meldte herolden sit budskap, mens ternerne flokket sig om ham;
«Dronning, din elskede søn er kommet tilbake fra færden.»
Gjæteren traadte da nær og nævnte for Penelopeia
alt hvad den kjærlige søn fornys hadde budt ham at melde,
og da han hadde fortalt hende alt og røgtet sit ærend,
vandret han til sine svin og forlot paladset og gaarden.
Skam og forbitrelse raste imens i friernes hjerter.
Ut gjennem borghallen gik de og langsmed den høireiste gaardsmur.
Holdt de da møte og satte sig ned tæt utenfor porten.
Først tok Polybos' søn Evrymakos ordet iblandt dem:
«Venner, en stordaad er øvet. Paa trods har Telemakos fuldført
denne sin færd som vi trodde forvisst at han ei skulde ende.
La os nu sætte paa sjøen vor raskeste snekke og samle
fiskere hit for at ro, og disse skal haste med budskap
til vore utsendte mænd om at skynde sig hjem med sit fartøi.»
Neppe var ordene sagt, da øinet Amfinomos skibet
just som han vendte sig om. Han saa det paa havnen den dype,
saa at mandskapet bjerget dets seil og tok sine aarer.
Hjertelig lo han av glæde og mælte til vennernes skare:
«Nei, her trænges ei mer noget bud; ti det ligger paa havnen,
enten en guddom har git dem et tegn, eller mændene øinet
fartøiet selv, da det seilet forbi, men ei kunde naa det.»
Saa han talte. Da reiste de sig og hastet til stranden,
trak saa det tjærede fartøi paa land, og de modige svende
vandret fra borde, og alle tok med sine vaaben fra skibet.
Alle gik derefter samlet i flok til møte paa tinge;
men av de andre fik ingen ta plads, hverken ung eller gammel.
Der tok Evpeites' søn Antínoos ordet iblandt dem:
«Aa, at de evige guder har frelst hin yngling fra døden!
Speidere løste hverandre jo av hver dag med at sitte
ute paa vakt paa de stormslagne nes, og naar solen var dalet,
hvilte vi aldrig om natten paa land; men ute paa havet
seilet vi om med det hurtige skib og ventet paa dagen
for at faa luret os ind paa Telemakos selv og fra bakhold
slaat ham ihjel; men nu er han ført til sit hjem av en guddom.
La os da straks gaa paa raad om at volde ham døden den bratte
her i hans land. La ham ei slippe væk; ti jeg frygter vi aldrig
sætter i verk hvad vi vil, saafremt han faar være i live;
ti han er gløgg til at finde paa raad og av sind er han tænksom.
Desuten vil vi jo nu ikke mer kunne stole paa folket.
Op da, før selv han faar kaldt akaierne hit til et møte.
Ja, for jeg kan ikke tro han gir tapt; men han vil til det sidste
gjemme sin vrede og reise sig op og fortælle dem alle
at vi har tænkt paa at slaa ham ihjel, men ei kunnet naa ham.
Prise os vil de vel ei, naar de hører ham nævne vor mordplan.
Nei, jeg er ræd de vil volde os men og jage os alle
bort fra vort land, saa til fremmede folk vi straks maatte rømme.
Vel, la os dræpe ham, før det kan ske, mens han færdes paa landet
fjernt fra vor by eller er underveis. Hans gods og hans skatte
tar vi og deler, som rimelig er, mellem alle; men borgen
kan vi da skjænke hans mor og den som hun egter, til eie.
Dersom I ei synes om det forslag jeg stiller, men heller
vil at han selv skal leve og eie sin fædrene odel,
vel, da maa vi ei flokke os her og øde som hittil
alt hans herlige gods; men da faar enhver fra sin bolig
søke at vinde ved gaver hans mor, og hun faar da egte
den som vil gi hende mest og hvem det forundes av skjæbnen.»
Saa han talte, og stille og tyst sat alle de andre.
Helten Amfinomos reiste sig da og talte iblandt dem,
Nisos' straalende søn. Hans far var en søn av Aretos.
Fjernt fra Dulikions frodige ø med den bugnende hvete
kom han som friernes ypperste mand, og Penelopeia
likte ham bedst, naar hun hørte hans ord; ti av sind var han ædel.
Venlig tilsinds mot dem alle tok helten til orde og mælte:
«Venner, det huer mig ei at røve Telemakos livet.
Dræpe en høvding av kongelig byrd er en frygtelig udaad.
Først maa vi søke et tegn som kan tolke os gudernes vilje.
Skulde et varsel fra Zevs, den almægtige, prise vor gjerning
da vil jeg dræpe ham selv og egge jer andre til mordet;
men dersom guderne raader os fra, maa vi straks la det fare.»
Ordene huet dem vel som drotten Amfínomos talte.
Straks stod samtlige op og gik til Odyssevs' kongsgaard.
Alle tok sæte og satte sig ned paa de skinnende stoler.
Nu fik Penelopeia, den kløktige dronning, i sinde
selv at vise sig blandt de hovmodige frieres skare,
saasom hun hørte i kammeret nys hin mordplan mot sønnen.
Medon, herolden, som visste om alt, hadde bragt hende budskap.
Dronningen ilte til salen med tjenende kvinder i følge.
Men da den herlige kvinde var kommet til friernes møte,
stanset hun fremme ved salsdørens karm i den velbygde borghal,
medens hun trak det deilige slør over aasyn og kinder.
Tok hun da heftig til orde og lastet Antinoos bittert:
«Frække Antinoos, grusomme mand. Blandt jevngammel ungdom
kaldes du her paa Itakas ø den bedste av alle
baade i raad og i daad; men du svarer nok ei til dit rygte.
Rasende! Hvi vil du søke at røve Telemakos livet
uten at agte de vernløses ret, skjøn Zevs i sin naade
vogter dem? Ei er det fromt at pønse paa ondt mot en anden.
Vet du da ei at din far i rædsel for almuens vrede
rømte til denne vor borg; ti mængden var saare forbitret,
saasom han engang paa vikingetog med tafiske ransmænd
krænket tesproternes folk, som var vore trofaste venner.
Dræpe ham vilde de dengang og rive hans bankende hjerte
ut av hans bryst og røve hans gods og herlige skatte.
Da holdt Odyssevs dem væk og stanset de rasende voldsmænd.
Nu vil du skjænde og øde hans hus, og du frir til hans hustru,
myrder hans søn og volder mig selv de bitreste sorger.
Nu vil jeg si dig: Hold op, og sig at de andre skal stanse!»
Straks tok Evrymakos, Polybos' søn, til orde og mælte:
«Fat dig, Penelopeia, Ikarios' kløktige datter!
La ikke frygten for dette faa rum i dit ængstede hjerte.
Ei er den mand i live idag, og ei vil han fødes,
som paa Telemakos frækt lægger haand, den søn du har baaret,
medens jeg lever og aander paa jord med seende øie;
ti jeg skal si dig et ord, og forvisst skal det ogsaa bli sandet,
da skal hans smudsige blod straks strømme for denne min lanse.
Ogsaa mig selv har Odyssevs, som herjet saa talrike byer,
sat paa sit knæ saa mangen en gang og rakt mig i haanden
stykker av steken og rødmende vin har han holdt mig til munden.
Derfor er nu din søn Telemakos den som jeg elsker
høiest blandt mænd, og trygt tør jeg si at han ikke skal frygte
døden for friernes haand; men at fly for en guddom er uraad.»
Trøstende talte han saa; men selv var han rede til mordet.
Da hun var steget paany til sit straalende høienloftskammer,
graat hun av sorg for Odyssevs, sin mand, til den blaaøide Pallas
lot over øinene sænke sig ned en kvægende slummer.
Men da det led imot kveld, kom svinenes ærlige gjæter
hjem til Odyssevs og sønnen som laget i hytten sin kveldsmat,
hvortil de nys hadde slagtet et aarsgammelt svin. Men Atene
stillet sig nær ved Odyssevs, Laertes' søn, og med staven
rørte hun ham og skapte ham om paany til en olding,
klædt i den usleste dragt, forat gjæteren ei skulde kjende
herren igjen, naar han saa ham og gaa til den kløktige dronning
Penelopeia med bud og ei kunne dølge sin glæde.
Da han nu kom, tok Telemakos først til orde og spurte:
«Kommer du, brave Evmaios? Hvad nyt fik du høre i byen?
Var de mandhaftige friere nu vendt hjem fra sit bakhold,
eller laa mændene endnu paa lur og ventet min hjemkomst?»
Svarte da du, Evmaios, du svinenes ærlige gjæter:
«Nei, for at spørre om slikt har jeg ikke hat lyst til at streife
om gjennem byen. Det tyktes mig bedst at melde mit budskap
straks og saasnart det var gjort, at skynde mig atter tilbake.
Hist har jeg truffet et bud, en herold som var sendt av dit mandskap.
Han var den første som bragte din mor en melding om færden.
En ting vet jeg dog endnu. Jeg saa det jo selv for mit øie.
Da jeg var utenfor byen og naadde paa veien til hjemmet
Hermes' haug, fik jeg se en letroet snekke som styrte
ind paa vor havn, og jeg øinet ombord mangfoldige svende.
Tynget var snekken av skjold og av dobbelthvæssede lanser.
Ei kan jeg si det forvisst; men jeg tror det var dem som du spør om.»
Saa han talte. Den kraftige svend Telemakos smilte,
medens han saa paa sin far; men han lot ikke gjæteren se det.
Da deres møie var endt, og det herlige maaltid var rede,
nøt de sin kveldsmat, og alle fik nok av de herlige retter,
og da de helt hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
føiet de trangen til søvn og nøt den kvægende slummer.