Odysseen/14
< Odysseen
Odysseen
FJORTENDE SANG.
ODYSSEVS TRÆFFER EVMAIOS.
Gik da Odyssevs fra havnen avsted paa den stenede fjeldsti
gjennem den løvrike skog mellem aasene dit hvor Atene
meldte at svinenes gjæter holdt til, den tjener som vogtet
helten Odyssevs' gods mest trofast av alle hans trælle.
Inde i forstuen fandt han ham selv. Han sat ved sin fægaard.
Høit var den reist paa en haug, hvor alt kunde sees saa vide.
Rummelig var den og skjøn og laa for sig selv i en runding.
Gjæteren bygget den for sine svin, mens hans herre var borte,
ganske alene. Laertes og husfruen visste det ikke.
Stenene slæpte han frem og en tornehæk kranset hans ringmur.
Utenom rammet han ned av barkede eketræs stammer
tæt i tæt i en ring et utal av mægtige pæler.
Inde i fægaarden laget han tolv forsvarlige binger
nær ved hverandre til leie for svin. Av hundyr var femti
stængt i hvert eneste rum og strakte sig med sine unger
dovent paa jorden; men raanerne laa, langt færre i antal
utenfor muren; ti friernes flok fortærte jo stadig
mange av disse, saa tallet svandt ind; ti svinenes gjæter
sendte av alle de feteste dyr som fandtes i flokken
altid det bedste. Tilbake var nu tre hundred og seksti.
Hundene, fire i tallet, som holdtes av gjæternes formand,
laa der paa vakt, og alle saa ut som glubende vilddyr.
Selv var nu gubben ifærd med at skjære av velgarvet kohud
saaler og passe dem til om sin fot, og tre av de andre
streifet omkring med flokker av svin paa hver sine beiter.
Nødtvungen sendte han nys den fjerde avsted for at føre
med sig til byen et svin til de brautende frieres skare,
forat de der skulde faa det til slagt og fraadse i kjødet,
Straks da de gjøende hunde fik se den vandrende gubbe,
styrtet de mot ham i glefsende flok; men helten Odyssevs
satte sig klokelig ned, og krumstaven faldt ham av hænde.
Nu var han visselig her ved sin kve blit ynkelig tilredt,
hvis ikke gjæteren straks hadde kastet sit lær og forpustet
skyndt sig avsted gjennem forstuens dør paa hurtige føtter.
Hundene fik sine skjænd, og gamlingen jog dem med stenkast
hver til sin kant og vendte sig saa til Odyssevs og mælte:
«Gamle! et øieblik til, saa hadde forvisst mine hunde
slitt dig istykker med ett, mig selv til ubodelig skjændsel.
Nok har jo guderne skjænket mig før av sorger og sukke;
ti jeg maa sitte og jamre i sorg for min herlige husbond,
medens jeg mater de mæskede svin, som andre skal æte.
Kanske min herre maa sulte og længte saa saart efter næring
der hvor han flakker blandt fremmede folk og i fremmede byer,
dersom han end er i live og skuer det straalende sollys.
Vel, du faar følge mig gamle. Kom med! La os gaa til min hytte,
for at du, naar du er mæt og har drukket dig utørst, kan melde
hvorfra du kommer og hvad du har lidt av motgang og sorger.»
Saaledes talte han mildt, og den ærlige gjæter gik foran
ind i sin hytte og lot ham ta plads paa en bunke med kvister
hvorpaa han først hadde bredt ut et skind av en langragget vildgjet,
lubbent og stort, som han brukte til seng, og glad blev Odyssevs,
da han saa gjestmildt tok mot ham, og takkende tok han til orde:
«Fremmede, aa, maatte Zevs og alle de evige guder
gi dig det bedste du vet, fordi du saa mildt tok imot mig.»
Derpaa tok du, Evmaios, du svinenes gjæter til orde:
«Fremmede! Var det en ringere mand end du som var kommet,
burde jeg dog ei vise ham haan; ti fattige gjester
kommer jo alle fra Zevs, og selv om vor gave er ringe,
er den dog kjær. Smaa er jo de kaar som en tjener maa friste,
naar han til stadighet gruer for unge og voldsomme herrer.
Ja, ti de evige guder har negtet min forrige herre
hjemkomstens glæde. Han var mig saa god og hadde nok git mig
alt hvad en herre, velvillig av sind, kunde skjænke en tjener,
hytte og jordlod og elskelig viv, naar han sliter og slæper
alt hvad han kan, og en gud vil signe hans daglige virke,
likesom nu den gjerning jeg selv har at skjøtte, velsignes.
Visselig lønnet min herre mig rikt, hvis alderdoms lykke
undtes ham her; men nu er han død. Maatte Helenas frænder
segne i døden; ti mangen en mand har segnet for hende.
Ogsaa min herre drog med til Ilions by for at skaffe
Kong Agamemnon en bot i kampen mot troernes stridsmænd.»
Saa han talte, og spændende fast om kjortlen sit belte
gik han til kveen, hvor griser var stængt i lukkede binger.
To av dem tok han og slagtet dem straks og sved deres børster,
skar dem i stykker og stak dem paa spid og stekte dem begge,
brunet dem vel over ilden og satte dem frem for Odyssevs,
varme og fæstet til spiddet. Hvitt bygmel strødde han over.
Derefter blandet han honningsøt vin i en rummelig træskaal,
satte sig foran sin gjest og bad ham ta for sig av maten:
«Fremmede, faa dig nu mat, slik mat som vi træller har raad til,
flesk av en smaagris; ti frierne faar vore mæskede gjødsvin.
Éi har de tanke for gudernes straf og føler ei medynk.
Voldelig fremfærd er noget som guderne aldrig kan elske.
Derimot skatter de retsind hos mænd og en sømmelig vandel.
Endog de vildeste ildgjerningsmænd som til fremmede lande
farer paa vikingetog, og naar Zevs har skjænket dem bytte,
vender tilbake til hjemmet med skibene fulde av hærfang,
føler dog bævende frygt i sin sjæl for gudernes vrede.
Frierne her maa vite besked. En gud maa ha sagt dem
at han har lidt en forsmædelig død, naar de hverken vil agte
sømmelig sed, naar de frir, eller gaa til sit eget, men trygge
fraadser og øder hans eie med vold, og intet vil spare.
Ti baade nætter og dager, saa mange som Alfader sender,
slagter de dyr, og de nøier sig ei med ett eller tvende.
Vindunker tømmes i raaeste svir, ja like til bærmen.
Ti han var rik min herre, ja grundrik. Blandt høibaarne drotter
var ikke nogen saa rik paa fastlandets muldrike sletter
eller paa Itaka selv. Et snes av fyrster tilsammen
eier ei bofæ som hans. Jeg skal regne op alt hvad han eier:
Tolv er hans bølingers tal paa fastlandet. Likesaa mange
flokker av sauer og gjeter og svin blir drevet paa beite
enten av leiede mænd eller træller av høvdingens husstand.
Her gaar elleve flokker i alt av streifende gjeter
ytterst ved kysten paa beite og gjætes av haandfaste karler.
Daglig maa hver av dem sende som skat til friernes skare
netop det dyr som synes ham bedst av de velnærte gjeter.
Selv er jeg gjæter for svinene her og vogter dem trolig.
Her er det mig som maa vælge og sende dem stadig det bedste.»
Saa han talte. Odyssevs var taus og glubende nøt han
maten og vinen og pønset paa hævn over friernes skare.
Men da hans maaltid omsider var endt, og hans matlyst var stillet,
fyldte den anden og rakte sin gjest det bæger han brukte
selv, naar han slukket sin tørst, og glad tok Odyssevs imot det.
Talte han da med vingede ord og spurte ham venlig:
«Sig mig, min ven! Hvad heter den mand saa rik og saa mægtig,
han som du talte om nys, som kjøpte dig for sine skatte,
og som du mener er død paa hevntog med kong Agamemnon?
Nævn ham for mig. Kanhænde jeg selv kunde kjende en saadan.
Visselig vet kun Alfader Zevs og de evige guder
om jeg som vidne kan bringe dig bud; ti vidt har jeg flakket.»
Gjæternes ærlige fører tok straks til orde og svarte:
«Gamle! En farende mand som kom her med bud om min herre,
vilde vel neppe bli trodd av høvdingens søn og hans hustru.
Slike som streifer paa maafaa omkring og ber om en gave,
farer jo stadig med løgn, og sandheten vil de ei melde.
Alle de farende svende som kommer til Itakas bygder,
gaar til vor dronnings palads og fortæller det skjæreste opspind.
Selv tar hun mot dem og pleier dem godt og spør dem om alting.
Taarerne strømmer saa stridt under øinenes laag, og hun hulker
som det maa ventes av kvinder, hvis husbond er død i det fjerne.
Du var vel ogsaa istand til at digte et eventyr, gubbe,
dersom man klædte dig op og gav dig en kjortel og kappe.
Visselig har nu forlængst baade hunde og rovfugle rappe
flænget den smidige hud fra hans ben, og sjelen er flygtet.
Kanske har fiskene ætt ham paa hav, og høvdingens knokler
ligger vel dækket av dynger av sand paa en kyst i det fjerne.
Saaledes fandt han vel etsteds sin død, og alle hans kjære
sørger for helten, men ingen som jeg. Jeg skal ikke mere
finde en herre saa naadig som ham, hvor i verden jeg kommer,
selv om jeg kom til mit fædrenehus hvor jeg fødtes til verden,
hjem til min far og min mor, hvor de selv har fostret mig kjærlig.
Lettere bærer jeg savnet av dem, skjønt jeg længter saa saare
efter at se dem og leve som før i det elskede hjemland.
Nei, det er mest for Odyssevs, min bortdragne herre, jeg sørger
Tro mig, fremmede mand! Selv nu, naar han ei er tilstede,
skyr jeg at nævne hans navn; ti han elsket mig høit i sit hjerte.
Nei, men jeg kalder ham «herren, min ven», selv naar han er borte.»
Straks tok Odyssevs, den haardføre helt, til orde og svarte:
«Ven, naar du negter ihærdig at tro og paastaar at manden
aldrig skal komme igjen og stadig er haabløs og vantro,
vel, saa vil jeg ei bare faa si, men ogsaa faa sverge
dyrt at Odyssevs skal komme, og la mig som løn for mit budskap,
straks naar han nu paa sin færd er kommet tilbake til hjemmet,
faa mig en dragt som jeg trænger, en pyntelig kjortel og kappe.
Før vil jeg ingenting ha, hvor høilig det end kunde trænges;
ti som jeg gruer for Hades' port, maa jeg hate og avsky
manden som farer med løgn, fordi han blir fristet av nøden.
Zevs være vidne blandt guderne først og Odyssevs' arne,
som jeg er nær, og dette dit bord, hvor du mottok mig gjestmildt:
Alt hvad jeg nævnte skal ske, det skal visselig gaa som jeg siger.
Helten Odyssevs skal komme igjen, før aaret er omme.
Netop naar maanen er kommet i næ, og nymaanen tændes,
vender han hjem, og da tar han hevn over alle som skamløst
haaner i hjemmet hans straalende søn og fornærmer hans hustru.»
Derpaa tok du, Evmaios, du svinenes gjeter, til orde:
«Gamle, jeg kommer nok ei til at skjænke dig løn for dit budskap,
likesaa litt som Odyssevs vil komme tilbake til hjemmet.
Tøm nu dit bæger i ro, og la os saa tale om andet.
Mind mig ei mere om dette. Det piner mit hjerte i brystet,
hvergang man nævner og minder mig om min elskede herre.
Bedst at vi glemmer din ed; men tænk, hvilken fryd om Odyssevs
kom som jeg ønsker det selv og den værdige Penelopeia,
gubben Laertes og sønnen Telemakos, skjøn som en guddom.
Ogsaa Odyssevs' søn Telemakos volder mit hjerte
ængstelig kval. Han vokste jo op efter gudernes vilje
rank som det frodigste skud, og jeg trodde han ei skulde vorde
ringere mand end sin far, vidunderlig velskapt og vakker.
Dog, en udødelig gud eller dødelig mand har forstyrret
ynglingens sunde forstand; ti han drog til det hellige Pylos
for at faa nys om sin far, og frierne lurer paa helten
nu naar han kommer igjen, forat drotten Arkeisios' avkom
aldrig skal nævnes paa Itakas ø, men helt gaa tilgrunde.
Aa, men la os ei tale om ham, hvad enten han fældes
eller blir frelst, hvis Zevs vil holde sin haand over gutten.
Nei, men fortæl mig, gubbe, hvad ondt du selv maatte friste.
Svar mig og gi mig sandfærdig besked, saa jeg vet det med visshet:
Hvem og hvad landsmand er du? Hvor har du forældre og hjemstavn?
Hvorfra er skibet du kom med, og hvorledes har nu dit mandskap
ført dig til Itakas ø? Hvem gir de sig ut for at være?
Ja, for tillands paa din fot kan jeg dog ikke tro du er kommet.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Ja, jeg skal visselig svare dig sandt paa det som du spør om:
Hadde vi nok vi to av mat og av vinen den søte,
nok til at sitte i ro langsommelig tid i din hytte
bænket ved bordet, mens andre blev sat til at gjøre vor gjerning,
kunde jeg let bli sittende her til aaret var omme
uten at komme til ende med alt som mit sorgfulde hjerte
hittil har døiet av motgang og kval efter gudernes vilje.
Vit, jeg er stolt av at regne min ætt fra det vidtstrakte Kreta.
Der var jeg søn av en velholden mand. Hans viede hustru
fødte ham mangen en egtefødt søn som alle blev fostret
kjærlig paa høvdingens borg. Jeg selv var søn av en frille,
kjøpt av min far; men han hædret mig likt med sin egtevivs sønner.
Kastor, Hylakos' søn var navnet paa ham som jeg nævner
stolt som min far. Blandt kreternes folk var han agtet og hædret
høit som en gud for sin rigdom og magt og for sønnernes manddom.
Men da min far omsider blev ført av dødens gudinder
ned til Hades' bo, fordelte hans selvgode sønner
godset og kastet om delene lod. Mig gav de av arven
bare en kummerlig lod og dertil et hus som min andel.
Dog, jeg fæstet som hustru en mø som var datter av rikfolk,
en som jeg vandt ved min manddom og kløkt; ti jeg var ingen taape
eller en kryster i kamp; men nu har jo kræfterne svigtet.
Dog jeg tør tro du forstaar, naar du ser paa et straa, hvordan akset
engang har været; ti nu er jeg brutt av utallige trængsler.
Dengang hadde forvisst Atene og Ares forundt mig
mot og ubændige kræfter. Saa ofte jeg valgte til bakhold
ypperlig mandskap og pønset paa ondt mot fienders skarer,
tænkte jeg aldrig paa døden med gru i mit mandige hjerte;
nei, men jeg for med mit spyd langt foran de andre og modig
vog jeg i fiendens flok enhver som jeg naadde paa flugten.
Slik var i kampen min færd; men jeg likte ei landmandens sysler
eller det huslige stræv som en blomstrende barneflok kræver.
Skibe med aarer og seil var altid min høieste glæde.
Kamp var min lyst og blinkende spyd og vingede pile,
grufulde ting, som andre vil sky med isnende rædsel.
Mig var de kjære. Slik lyst var vel lagt i min sjel av en guddom.
En kan jo finde sin glæde i ett, en anden i andet.
Førend akaiernes sønner drog ut paa færden til Troja,
førte jeg alt for niende gang paa letrodde snekker
stridsmænd til fiendeland og vandt mig umaadelig hærfang.
Selv tok jeg ut hvad jeg likte, og siden, naar loddet blev kastet
fik jeg jo mer. Snart øket mit hus i velstand, og siden
var jeg i kreternes land en frygtet og stormægtig herre.
Da vi tilsidst efter Zevs, den almægtige tordenguds vilje
drog paa hin grufulde færd, hvor saa mangen en mand skulde segne
bød de mig selv og den navngjetne drot Idomenevs føre
skibene frem til Ilions by. At slippe for hvervet
var ikke mulig. Det samlede folk vilde laste min vægring.
Kampene varte ni samfulde aar for akaiernes sønner.
Men i det tiende aar, da Priamos' kongsstad var styrtet
og vi paa flaaten drog hjem, lot en guddom akaierne spredes.
Da lot den alvise Zevs en ulykke ramme mig arme.
Bare en maaned forblev jeg i ro og frydet mit hjerte
ved mine barn og min egteviv kjær og de samlede skatte.
Da fik jeg lyst til at ruste paany mine skibe og drage
ned til Aigyptos med mænd som i kraft kunde kappes med guder.
Av mine fartøier rustet jeg ni. Snart møtte mit mandskap.
Derefter feiret de trofaste mænd seks dager til ende
lystige gilder. Mangfoldige dyr lot jeg slagte til festen.
Selv fik de gjestebudskost, og guderne fik sine ofre.
Men paa den syvende gik vi ombord og seilte fra Kreta
glade avsted for en strykende bør som Boreas sendte,
glidende let som paa makelig strøm, og ikke et fartøi
led nogen men; men sunde og friske og fulde av livsmot
sat vi paa toften, mens styrmand og vind fik sørge for farten.
Dagene gik. Til Aigyptos' flod med de mægtige strømme
kom vi den femte. Der ankret vi op med de stavnkrumme snekker.
Ivrig formante jeg der mine trofaste mænd til at vente
rolig hvor skibene laa og vogte dem nede ved stranden,
medens jeg lot mine speidere gaa til de høieste varder.
Men i sit overmod fulgte de blindt sine lyster og herjet
straks det velsignede land hvor aigyptiske mænd var tilhuse.
Kvinder og smaabarn tok de og førte dem med sig som bytte.
Mændene slog de ihjel. Snart naadde de jamrende nødrop
like til byen, og da de blev hørt, kom hæren ved daggry
rykkende ut tilfots og tilvogns. Den vrimlende slette
lyste av blinkende malm, og Zevs, den lynglade hersker,
jog mine mænd paa den feigeste flugt. Ei en turde rolig
vente og verge sig kjækt. Overalt var de kringsat av farer.
Fienden vog med den hvæssede malm en mængde av vore.
Andre blev levende fanget og nødt til at trælle paa marken.
Da var det Alfader Zevs som gav mig en frelsende tanke.
Aa, om jeg heller var død og straks hadde fundet min bane
hist i Aigyptos; ti mangen en sorg skulde gjeste mig endnu.
Skyndsomt tok jeg den straalende hjelm fra mit hoved og slængte
skjoldet fra skuldren og slap fra min haand min lanse til jorden.
Derefter ilte jeg hen til kongen som stod paa sin stridsvogn,
favnet og kysset hans knær, og han sparte mit liv, og i medynk
gav han den graatende plads paa sin vogn og kjørte til byen.
Mange for mot mig i rasende harm for at røve mig livet,
svingende asketræs spyd; ti alle var saare forbitret.
Dog, han holdt dem tilbake av sky for at egge til vrede
Zevs, de fremmedes vern, som harmes ved menneskers ondskap.
Der holdt jeg til syv samfulde aar og sanket mig rigdom
blandt de aigyptiske mænd; ti de skjænket mig alle en gave.
Men da det ottende kom i aarenes rullende kredsløp,
kom en foiniker, en kjeltring, en mester i svig og i rænker,
en som har bragt over mænd mangfoldige sorger og trængsler.
Manden fik lokket mig med sig med svig, og vi landet omsider
i det foinikiske land, hvor han hadde sit hus og sit eie.
Hist i hans hjem fik jeg være i ro, til aaret var omme.
Men da nu dages og maaneders tal var til ende og atter
aarstidsgudinderne kom, da aaret omsider var omme,
tok han mig med paa et skib som til Libyen drog over havet.
Lumskelig løi han og sa at han trængte min hjælp under farten,
medens han agtet at sælge mig der for ublu betaling.
Nødtvungen fulgte jeg med, skjønt jeg ante hans lønlige tanker.
Kulingen blæste fra nord, og midtveis, mot kysten av Kreta
naadde vort ilende skib; men Zevs vilde volde dem vanheld.
Da vi omsider kom Kreta forbi, og himlen og havet
møtte vort blik overalt, og ei noget land var at øine,
bredte den vældige Zevs en mørkeblaa truende stormsky
over vort stavnkrumme skib, og sjøen blev sort under skyen.
Zevs lot tordenen brake og slynget sit lyn mot vort fartøi.
Rammet av Alfaders lyn blev det rystet fra for og til agter.
Kvælende svovelrøk fyldte vort skib, og samtlige svende
faldt overbord og drev som svømmende maaker paa bølgen
rundt om det tjærede skib. En gud hadde røvet dem hjemfærd.
Mig lot den mægtige Zevs, da dødsangsten pinte mit hjerte,
gripe med hænder og klamre mig fast til det tjærede fartøis
vældige mast, saa jeg endnu engang kunde frelses fra døden.
Klynget til den blev jeg drevet omkring ni samfulde dage
vildsomt av vindenes vældige kast. I den tiende stormnat
slynget en svulmende bølge mig op paa tesproternes kyster.
Faidon, tesproternes drot, den mandige helt, lot mig pleie
der som sin gjest; ti høvdingens søn som fandt mig paa stranden
træt og forfrossen, fik løftet mig op og støttet mig varlig
indtil vi kom til hans hjem, den borg, hvor hans far var tilhuse.
Ynglingen skjænket mig klær, og gav mig en kjortel og kappe.
Der fik jeg nys om Odyssevs' færd; ti kongen fortalte
at han en tid hadde bodd der som gjest, da han drog til sit hjemland.
Høvdingen viste mig ogsaa Odyssevs' samlede skatte,
prægtige saker av jern og mængder av guld og av kobber,
nok for mand efter mand, ja like til tiende slegtled,
slik en umaadelig skat var gjemt i paladset hos kongen.
Kongen fortalte at helten var reist til Dodona og agtet
under den kneisende ek at lytte til raad fra Kronion,
hvordan han, aapenlyst eller i løn, skulde vende tilbake
hjem til Itakas frugtbare jord efter aarelangt fravær.
Drotten forsikret mig dyrt ved et drikoffer hjemme i hallen,
at der var trukket et fartøi paa sjø, og at mandskap var rede,
som skulde føre ham hjem til det elskede fædrene hjemland.
Dog, det blev mig som han først sendte bort; ti tesprotiske sjømænd
seilte just da med et skib til Dulikions frugtbare marker.
Dem blev det paalagt at føre mig trygt til drotten Akastos.
Dog, de gik lønlig paa raad og pønset paa ondt mot mig arme,
for at min jammers og ulykkes maal skulde fyldes til randen.
Straks da vort skib hadde fjernet sig langt fra land under farten,
satte de planen i verk. Nu skulde min trældom begynde.
Mandskapet klædte mig naken og røvet min kappe og kjortel,
gav mig til kappe en fattigmandspjalt og en uselig kjortel.
Utslitt og fillet var begge; det ser du jo selv for dit øie.
Fartøiet landet mot kveld ved det fjeldrike Itakas marker.
Mændene bastet og bandt mig ombord paa den toftede snekke
stramt med et velsnoet taug og skyndte sig derpaa fra borde.
Kveldsmaten nøt de i hast paa den sandige strandbred ved havet.
Lettelig løste da guderne selv hver knute som bandt mig,
og over hovedet hyllet jeg tæt min fillete kappe,
klatret saa ned efter roret, til sjøvandet stod mig til brystet,
la mig frem, og med kraftige tak av de utstrakte armer
svømmet jeg bort og kom mig i land langt borte fra hine.
Der steg jeg op og gjemte mig bort i den tætteste tykning
inde i skogen, mens mændene løp i stønnende iver
om overalt; men de skjønte tilsidst at paa fjernere steder
nyttet det ei at søke mit skjul og vendte tilbake
hen til sit fartøi og steg saa ombord, og de evige guder
skjulte mig let og førte mig frem til en bra og forstandig
hædersmands hus; ti det var vel bestemt, at mit liv skulde spares.»
Svarte da du, Evmaios, du svinenes ærlige gjæter:
«Hjemløse stakkar! forvisst har det rørt mit hjerte at høre
alt hvad du led paa din vildsomme færd, som du nu har fortalt mig.
Dog, det kan ei være sandt hvad du netop har sagt om Odyssevs.
Mig faar du ei til at tro det. En gamling som du burde aldrig
fare med vitterlig løgn. Hvad hjemfærd der undtes min herre
vet jeg jo selv. Jeg vet at alle de evige guder
hatet ham vildt, saa han ikke fik dø i kampen ved Troja
eller fik slukne i vennernes arm efter kampenes møie.
Da hadde alle akaiernes mænd vel reist ham en gravhaug.
Efterlatt hadde han ogsaa sin søn uvisnelig hæder.
Nu har harpyerne revet ham bort. Hans ry har de røvet.
Jeg er alene med svinene her og vandrer til byen
bare naar dronningen selv, den forstandige Penelopeia,
ber mig at komme, saa ofte et bud er kommet til borgen.
Da kan de sitte omkring ham og spørre ham nøie om alting
somme i nagende sorg over herrens langvarige fravær,
andre, som ustraffet øder hans gods, i hemmelig glæde.
Selv har jeg ei nogen lyst til at lytte til slikt eller spørre,
siden en lumpen aitoler med snak fik ført mig bak lyset,
en som var rømt for et drap og nu paa sin vildsomme flakken
kom til mit hus hvor jeg pleiet ham godt, og hvor han fortalte,
at han blandt kreternes folk hos Idómenevs saa at Odyssevs
gjorde istand sine snekker, som ilde var medtat av storme.
Hjem skulde høvdingen komme til sommeren eller til høsten
førende med sig umaadelig gods og med ypperlig mandskap.
Prøvede gubbe, forsøk ikke du, naar en guddom har ført dig
hit til min hytte at vinde min gunst ved daarende løgner;
ti det er ikke for slikt jeg agter og huser dig gjestmildt.
Nei, men av blygsel for Zevs, de fremmedes vern, og av medynk.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Sandelig huser dit bryst et vantro og tvilende hjerte,
naar du kan negte at tro hvad jeg svor med de dyreste eder.
Vel, la os slutte en pakt og be at de evige guder
hist paa Olympen skal vidne for os, naar tiden er kommet.
Dersom det undes din herre at komme tilbake til hjemmet,
da skal du skjænke mig klær, en kappe og kjortel, og siden
sende mig bort til Dulikions ø, hvor jeg gjerne vil dvæle.
Kommer han ei, som jeg varslet dig nys, saa la dine svende
ta mig og styrte mig ned i den dypeste avgrund i fjeldet,
forat en landstryker siden kan sky at komme med løgner.»
Talte da straks Evmaios, den ærlige gjæter, og svarte:
«Ja, jeg kan tænke mig, fremmede gjest, at jeg da vilde vinde
hæder blandt mænd for sømmelig færd baade nu og for altid,
dersom jeg huset dig først og skjænket dig gaver og siden
uten barmhjertighet slog dig ihjel og røvet dig livet.
Efterpaa maatte jeg trygt kunne be til Zevs i det høie.
Men det er tiden til kveldsverd. Ja, bare nu snart mine svende
var her, saa kunde vi lage et kvægende maaltid i hytten.»
Saaledes talte de to med vekslende ord til hinanden.
Gjæterne nærmet sig nu med svinenes flok, og i kveen
stængte de dyrene ind for at hvile i binger om natten.
Svinene gryntet med hvinende skrik bak fægaardens gjerde.
Gjæteren ropte med lydelig røst til de tjenende svende:
«Kom med det feteste svin! For vor fremmede gjest skal det slagtes.
Selv vil vi ogsaa forlyste os litt, saa haardt som vi alle
længe har trællet og slitt med de tandhvite svin, som vi gjæter,
mens det er andre som seter de dyr som vi røgter med møie.»
Saa han talte og kløvde sin ved med det skarpslepne kobber.
Svendene førte nu ind et trivelig, femaarig gjødsvin.
Fremme ved ildstedet stanset de op, og den ærlige gjæter
glemte ei gudernes ret; ti av sind var han from og forstandig;
men av det tandhvite svin blev hovedets børster som offer
kastet paa ilden, og gjæteren bad at de evige guder
snart maatte hjælpe til hjemmet hans kløktige herre Odyssevs.
Svingende kraftig en klubbe av ek som han ei havde kløvet,
slog han sit offer ihjel, og de stak det og svidde dets børster,
delte det op i en hast og snittet av alle dets lemmer
stykker av kjødet som offer og viklet om stykkerne ister.
Bygkorn strødde han over og brændte det hele paa arnen.
Resten av kjødet blev opdelt, og stykkerne stak de paa spiddet,
stekte og brunet dem vel og trak dem tilbake fra ilden.
Samtlige stykker blev lagt paa et fat, og gjæternes formand
reiste sig op for at dele; ti manden var ærlig og skjønsom.
Skiftet han da syv dele i alt og viet den ene
fromt under inderlig bøn til nymfernes slegt og til Hermes,
sønnen av Maja, og alle hans mænd fik en av de andre.
Men av det tandhvite svin blev ryggen i hele sin længde
sat for Odyssevs, og drotten blev glad ved den hædrende gave.
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og mælte:
«Maatte du elskes av Zevs som av mig, Evmaios, og høste
lønnen for alt det gode du gjør mot en hjælpeløs fremmed.»
Svarte da du Evmaios, du svinenes ærlige gjæter:
«Fremmede ven, ta for dig og æt, og la mine retter
smake dig godt. Zevs gir os jo ett og negter os andet
slik som det huer ham bedst; ti han gjør hvad han vil i sin almagt.»
Saa han talte og bragte de evige guder sit offer,
stænket saa drikoffer ut og rakte den kjække Odyssevs
skaalen med funklende vin, og han satte sig ned ved sin andel.
Svenden Mesavlios delte om brød, en træl som Evmaios
selv hadde kjøpt for at ha ham til hjælp, mens hans herre var borte,
uten at si det til dronningen selv eller gubben Laertes.
Gjæteren kjøpte ham selv for sit gods av tafiske sjømænd.
Alle tok for sig med lyst av de fremsatte herlige retter.
Men da enhver hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
ryddet Mesavlios bort hvad der endnu var levnet, og alle
skyndte sig, mættet med brød og med kjød, enhver til sit leie.
Natten blev slem; ti maanen var slukt, og Zevs lot det regne
like til daggry. Det stormet fra vest med regnskur paa regnskur.
Da tok Odyssevs til orde og fristet om gjæteren vilde
ta av sig kappen og laane ham den, eller be sine svende
gi ham en kappe til laans, da han sørget saa vel for hans bedste.
«Lyt til min tale, Evmaios, og alle I øvrige svende!
Nu vil jeg rose mig selv; ti vinen som gjør os til daarer,
driver mig, vinen som lokker selv stø og forstandige vismænd
baade til skraalende sang og til dans og støiende latter,
og som forleder til ord, som en helst skulde ønske var usagt.
Men da jeg nu har faat tungen paa glid, vil jeg ingenting dølge.
Aa, om jeg endnu var ung og likesaa kraftig av lemmer,
som da vi førte ved Troja en skare av mænd til et bakhold.
Fører var helten Odyssevs og Atrevs' søn Menelaos.
Jeg var den tredje i laget. De bad mig jo selv om at følge.
Da vi var kommet til troernes by og den kneisende ringmur,
slog vi os ned ved byen, hvor buskene vokste som tættest
nær ved en sivkranset myr, og dækket av rustning og skjolde
laa vi da natten faldt paa med stivnende frost; ti en kuling
blæste fra nord, og som dryssende rim faldt sneen den kolde.
Sneen frøs fast og dækket med is vore buklede skjolde.
Alle de andre fik sove i ro; ti kapper og kjortler
hadde de alle og laa med skuldrene dækket av skjoldet.
Selv lot jeg tankeløst nok, da jeg gik, min kappe tilbake
hos mine mænd; ti jeg ante jo ei en frostnat som denne.
Bare mit skjold tok jeg med og den nederste del av min brynje.
Men da det meste av natten var gaat, og stjernerne blegnet,
gav jeg den nærmeste mand, Odyssevs, et puf med min albu.
Høvdingen vaagnet med ett og hørte min hviskende tale:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnare, kloke Odyssevs!
Snart er jeg ei blandt de levendes tal; jeg fryser til døde.
Ei har jeg kappe. En guddom har vel villet narre mig med jer
bare med kjortel paa kroppen. Jeg kommer ei fra det med livet.»
Saa jeg talte. Da lagde han straks en plan i sit hjerte,
klok som han var til at finde paa raad og mandig i kampen.
Høvdingen gav mig et svar og talte med hviskende stemme:
«Ti nu, saa ei dine ord blir hørt av en anden akaier.»
Saa han talte, og støttet paa albuen mælte han høilydt:
«Hør mig, venner! En gudesendt drøm kom til mig i søvne.
Langt er vi kommet fra flaaten. Aa, bare nu en vilde melde
Atrevs' søn Agamemnon, vor mægtige drot, hvor vi ligger.
Kanske han da vilde sende os fler til hjælp fra sin flaate.»
Saa han talte. Da reiste sig straks den høibaarne Toas,
søn av Andraimon, og kastet til jord sin kappe av purpur.
Ilsomt løp han til flaaten. Jeg hvilte da glad i hans kappe,
indtil det lyste i øst, da Eos steg op fra sin guldstol.
Aa, var jeg likesaa ung og likesaa kraftig av lemmer,
var der kanhænde i huset en mand som gav mig en kappe
baade av venskap og trang til at vise en hædersmand ære.»
Talte da du, Evmaios, du svinenes gjæter og svarte:
«Gamle, den regle du nu har fortalt, var virkelig morsom.
Ikke et ord har du sagt paa usømmelig vis eller faafængt.
Derfor skal klær ei mangle dig nu eller det som en flygtning
prøvet av skjæbnen bør faa, naar han trygler om hjelp i sin vaande.
Men naar det atter blir dag, maa du bære paany dine filler.
Overflod eier jeg ei i mit hus av kapper og kjortler,
saa vi kan bytte vor dragt; med én maa hver enkelt sig nøie.
Men naar Odyssevs' elskede søn er kommet tilbake,
vil han nok gi dig en skikkelig dragt, en kjortel og kappe,
og han vil sende dig dit hvor du selv maatte ønske at komme.»
Saa han talte og reiste sig op og nær ved sin arne
bredte han skind av gjeter og faar til leie for gjesten.
Der gik Odyssevs til hvile, og over ham bredte han kappen,
stor og av tætvævet tøi, som han hadde ved haanden og stadig
brukte til skifte, naar stormen brøt løs med stygveir og kulde.
Der gik Odyssevs tilsengs, og alle de unge i huset
lagde sig ned ved hans side; men gjæteren selv vilde nødig
lægge sig der paa et leie saa langt fra svinenes binger;
men han tok med sine vaaben og gik, og glad var Odyssevs
over at gjæteren vogtet hans gods saa godt i hans fravær.
Sverdet, det skarpslepne, hængte han først om de kraftige skuldre,
tok saa en tætvævet kappe til vern mot vinden og slængte
om sig et skind av en trivelig bukk, den største i flokken.
Jagtspydet grep han, sit hvæssede vern mot mænd og mot hunde.
Derefter gik han og lagde sig ned hvor den hvælvede hule
lunet mot vinden fra nord, og hvor svinene hvilte om natten.
gjennem den løvrike skog mellem aasene dit hvor Atene
meldte at svinenes gjæter holdt til, den tjener som vogtet
helten Odyssevs' gods mest trofast av alle hans trælle.
Inde i forstuen fandt han ham selv. Han sat ved sin fægaard.
Høit var den reist paa en haug, hvor alt kunde sees saa vide.
Rummelig var den og skjøn og laa for sig selv i en runding.
Gjæteren bygget den for sine svin, mens hans herre var borte,
ganske alene. Laertes og husfruen visste det ikke.
Stenene slæpte han frem og en tornehæk kranset hans ringmur.
Utenom rammet han ned av barkede eketræs stammer
tæt i tæt i en ring et utal av mægtige pæler.
Inde i fægaarden laget han tolv forsvarlige binger
nær ved hverandre til leie for svin. Av hundyr var femti
stængt i hvert eneste rum og strakte sig med sine unger
dovent paa jorden; men raanerne laa, langt færre i antal
utenfor muren; ti friernes flok fortærte jo stadig
mange av disse, saa tallet svandt ind; ti svinenes gjæter
sendte av alle de feteste dyr som fandtes i flokken
altid det bedste. Tilbake var nu tre hundred og seksti.
Hundene, fire i tallet, som holdtes av gjæternes formand,
laa der paa vakt, og alle saa ut som glubende vilddyr.
Selv var nu gubben ifærd med at skjære av velgarvet kohud
saaler og passe dem til om sin fot, og tre av de andre
streifet omkring med flokker av svin paa hver sine beiter.
Nødtvungen sendte han nys den fjerde avsted for at føre
med sig til byen et svin til de brautende frieres skare,
forat de der skulde faa det til slagt og fraadse i kjødet,
Straks da de gjøende hunde fik se den vandrende gubbe,
styrtet de mot ham i glefsende flok; men helten Odyssevs
satte sig klokelig ned, og krumstaven faldt ham av hænde.
Nu var han visselig her ved sin kve blit ynkelig tilredt,
hvis ikke gjæteren straks hadde kastet sit lær og forpustet
skyndt sig avsted gjennem forstuens dør paa hurtige føtter.
Hundene fik sine skjænd, og gamlingen jog dem med stenkast
hver til sin kant og vendte sig saa til Odyssevs og mælte:
«Gamle! et øieblik til, saa hadde forvisst mine hunde
slitt dig istykker med ett, mig selv til ubodelig skjændsel.
Nok har jo guderne skjænket mig før av sorger og sukke;
ti jeg maa sitte og jamre i sorg for min herlige husbond,
medens jeg mater de mæskede svin, som andre skal æte.
Kanske min herre maa sulte og længte saa saart efter næring
der hvor han flakker blandt fremmede folk og i fremmede byer,
dersom han end er i live og skuer det straalende sollys.
Vel, du faar følge mig gamle. Kom med! La os gaa til min hytte,
for at du, naar du er mæt og har drukket dig utørst, kan melde
hvorfra du kommer og hvad du har lidt av motgang og sorger.»
Saaledes talte han mildt, og den ærlige gjæter gik foran
ind i sin hytte og lot ham ta plads paa en bunke med kvister
hvorpaa han først hadde bredt ut et skind av en langragget vildgjet,
lubbent og stort, som han brukte til seng, og glad blev Odyssevs,
da han saa gjestmildt tok mot ham, og takkende tok han til orde:
«Fremmede, aa, maatte Zevs og alle de evige guder
gi dig det bedste du vet, fordi du saa mildt tok imot mig.»
Derpaa tok du, Evmaios, du svinenes gjæter til orde:
«Fremmede! Var det en ringere mand end du som var kommet,
burde jeg dog ei vise ham haan; ti fattige gjester
kommer jo alle fra Zevs, og selv om vor gave er ringe,
er den dog kjær. Smaa er jo de kaar som en tjener maa friste,
naar han til stadighet gruer for unge og voldsomme herrer.
Ja, ti de evige guder har negtet min forrige herre
hjemkomstens glæde. Han var mig saa god og hadde nok git mig
alt hvad en herre, velvillig av sind, kunde skjænke en tjener,
hytte og jordlod og elskelig viv, naar han sliter og slæper
alt hvad han kan, og en gud vil signe hans daglige virke,
likesom nu den gjerning jeg selv har at skjøtte, velsignes.
Visselig lønnet min herre mig rikt, hvis alderdoms lykke
undtes ham her; men nu er han død. Maatte Helenas frænder
segne i døden; ti mangen en mand har segnet for hende.
Ogsaa min herre drog med til Ilions by for at skaffe
Kong Agamemnon en bot i kampen mot troernes stridsmænd.»
Saa han talte, og spændende fast om kjortlen sit belte
gik han til kveen, hvor griser var stængt i lukkede binger.
To av dem tok han og slagtet dem straks og sved deres børster,
skar dem i stykker og stak dem paa spid og stekte dem begge,
brunet dem vel over ilden og satte dem frem for Odyssevs,
varme og fæstet til spiddet. Hvitt bygmel strødde han over.
Derefter blandet han honningsøt vin i en rummelig træskaal,
satte sig foran sin gjest og bad ham ta for sig av maten:
«Fremmede, faa dig nu mat, slik mat som vi træller har raad til,
flesk av en smaagris; ti frierne faar vore mæskede gjødsvin.
Éi har de tanke for gudernes straf og føler ei medynk.
Voldelig fremfærd er noget som guderne aldrig kan elske.
Derimot skatter de retsind hos mænd og en sømmelig vandel.
Endog de vildeste ildgjerningsmænd som til fremmede lande
farer paa vikingetog, og naar Zevs har skjænket dem bytte,
vender tilbake til hjemmet med skibene fulde av hærfang,
føler dog bævende frygt i sin sjæl for gudernes vrede.
Frierne her maa vite besked. En gud maa ha sagt dem
at han har lidt en forsmædelig død, naar de hverken vil agte
sømmelig sed, naar de frir, eller gaa til sit eget, men trygge
fraadser og øder hans eie med vold, og intet vil spare.
Ti baade nætter og dager, saa mange som Alfader sender,
slagter de dyr, og de nøier sig ei med ett eller tvende.
Vindunker tømmes i raaeste svir, ja like til bærmen.
Ti han var rik min herre, ja grundrik. Blandt høibaarne drotter
var ikke nogen saa rik paa fastlandets muldrike sletter
eller paa Itaka selv. Et snes av fyrster tilsammen
eier ei bofæ som hans. Jeg skal regne op alt hvad han eier:
Tolv er hans bølingers tal paa fastlandet. Likesaa mange
flokker av sauer og gjeter og svin blir drevet paa beite
enten av leiede mænd eller træller av høvdingens husstand.
Her gaar elleve flokker i alt av streifende gjeter
ytterst ved kysten paa beite og gjætes av haandfaste karler.
Daglig maa hver av dem sende som skat til friernes skare
netop det dyr som synes ham bedst av de velnærte gjeter.
Selv er jeg gjæter for svinene her og vogter dem trolig.
Her er det mig som maa vælge og sende dem stadig det bedste.»
Saa han talte. Odyssevs var taus og glubende nøt han
maten og vinen og pønset paa hævn over friernes skare.
Men da hans maaltid omsider var endt, og hans matlyst var stillet,
fyldte den anden og rakte sin gjest det bæger han brukte
selv, naar han slukket sin tørst, og glad tok Odyssevs imot det.
Talte han da med vingede ord og spurte ham venlig:
«Sig mig, min ven! Hvad heter den mand saa rik og saa mægtig,
han som du talte om nys, som kjøpte dig for sine skatte,
og som du mener er død paa hevntog med kong Agamemnon?
Nævn ham for mig. Kanhænde jeg selv kunde kjende en saadan.
Visselig vet kun Alfader Zevs og de evige guder
om jeg som vidne kan bringe dig bud; ti vidt har jeg flakket.»
Gjæternes ærlige fører tok straks til orde og svarte:
«Gamle! En farende mand som kom her med bud om min herre,
vilde vel neppe bli trodd av høvdingens søn og hans hustru.
Slike som streifer paa maafaa omkring og ber om en gave,
farer jo stadig med løgn, og sandheten vil de ei melde.
Alle de farende svende som kommer til Itakas bygder,
gaar til vor dronnings palads og fortæller det skjæreste opspind.
Selv tar hun mot dem og pleier dem godt og spør dem om alting.
Taarerne strømmer saa stridt under øinenes laag, og hun hulker
som det maa ventes av kvinder, hvis husbond er død i det fjerne.
Du var vel ogsaa istand til at digte et eventyr, gubbe,
dersom man klædte dig op og gav dig en kjortel og kappe.
Visselig har nu forlængst baade hunde og rovfugle rappe
flænget den smidige hud fra hans ben, og sjelen er flygtet.
Kanske har fiskene ætt ham paa hav, og høvdingens knokler
ligger vel dækket av dynger av sand paa en kyst i det fjerne.
Saaledes fandt han vel etsteds sin død, og alle hans kjære
sørger for helten, men ingen som jeg. Jeg skal ikke mere
finde en herre saa naadig som ham, hvor i verden jeg kommer,
selv om jeg kom til mit fædrenehus hvor jeg fødtes til verden,
hjem til min far og min mor, hvor de selv har fostret mig kjærlig.
Lettere bærer jeg savnet av dem, skjønt jeg længter saa saare
efter at se dem og leve som før i det elskede hjemland.
Nei, det er mest for Odyssevs, min bortdragne herre, jeg sørger
Tro mig, fremmede mand! Selv nu, naar han ei er tilstede,
skyr jeg at nævne hans navn; ti han elsket mig høit i sit hjerte.
Nei, men jeg kalder ham «herren, min ven», selv naar han er borte.»
Straks tok Odyssevs, den haardføre helt, til orde og svarte:
«Ven, naar du negter ihærdig at tro og paastaar at manden
aldrig skal komme igjen og stadig er haabløs og vantro,
vel, saa vil jeg ei bare faa si, men ogsaa faa sverge
dyrt at Odyssevs skal komme, og la mig som løn for mit budskap,
straks naar han nu paa sin færd er kommet tilbake til hjemmet,
faa mig en dragt som jeg trænger, en pyntelig kjortel og kappe.
Før vil jeg ingenting ha, hvor høilig det end kunde trænges;
ti som jeg gruer for Hades' port, maa jeg hate og avsky
manden som farer med løgn, fordi han blir fristet av nøden.
Zevs være vidne blandt guderne først og Odyssevs' arne,
som jeg er nær, og dette dit bord, hvor du mottok mig gjestmildt:
Alt hvad jeg nævnte skal ske, det skal visselig gaa som jeg siger.
Helten Odyssevs skal komme igjen, før aaret er omme.
Netop naar maanen er kommet i næ, og nymaanen tændes,
vender han hjem, og da tar han hevn over alle som skamløst
haaner i hjemmet hans straalende søn og fornærmer hans hustru.»
Derpaa tok du, Evmaios, du svinenes gjeter, til orde:
«Gamle, jeg kommer nok ei til at skjænke dig løn for dit budskap,
likesaa litt som Odyssevs vil komme tilbake til hjemmet.
Tøm nu dit bæger i ro, og la os saa tale om andet.
Mind mig ei mere om dette. Det piner mit hjerte i brystet,
hvergang man nævner og minder mig om min elskede herre.
Bedst at vi glemmer din ed; men tænk, hvilken fryd om Odyssevs
kom som jeg ønsker det selv og den værdige Penelopeia,
gubben Laertes og sønnen Telemakos, skjøn som en guddom.
Ogsaa Odyssevs' søn Telemakos volder mit hjerte
ængstelig kval. Han vokste jo op efter gudernes vilje
rank som det frodigste skud, og jeg trodde han ei skulde vorde
ringere mand end sin far, vidunderlig velskapt og vakker.
Dog, en udødelig gud eller dødelig mand har forstyrret
ynglingens sunde forstand; ti han drog til det hellige Pylos
for at faa nys om sin far, og frierne lurer paa helten
nu naar han kommer igjen, forat drotten Arkeisios' avkom
aldrig skal nævnes paa Itakas ø, men helt gaa tilgrunde.
Aa, men la os ei tale om ham, hvad enten han fældes
eller blir frelst, hvis Zevs vil holde sin haand over gutten.
Nei, men fortæl mig, gubbe, hvad ondt du selv maatte friste.
Svar mig og gi mig sandfærdig besked, saa jeg vet det med visshet:
Hvem og hvad landsmand er du? Hvor har du forældre og hjemstavn?
Hvorfra er skibet du kom med, og hvorledes har nu dit mandskap
ført dig til Itakas ø? Hvem gir de sig ut for at være?
Ja, for tillands paa din fot kan jeg dog ikke tro du er kommet.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Ja, jeg skal visselig svare dig sandt paa det som du spør om:
Hadde vi nok vi to av mat og av vinen den søte,
nok til at sitte i ro langsommelig tid i din hytte
bænket ved bordet, mens andre blev sat til at gjøre vor gjerning,
kunde jeg let bli sittende her til aaret var omme
uten at komme til ende med alt som mit sorgfulde hjerte
hittil har døiet av motgang og kval efter gudernes vilje.
Vit, jeg er stolt av at regne min ætt fra det vidtstrakte Kreta.
Der var jeg søn av en velholden mand. Hans viede hustru
fødte ham mangen en egtefødt søn som alle blev fostret
kjærlig paa høvdingens borg. Jeg selv var søn av en frille,
kjøpt av min far; men han hædret mig likt med sin egtevivs sønner.
Kastor, Hylakos' søn var navnet paa ham som jeg nævner
stolt som min far. Blandt kreternes folk var han agtet og hædret
høit som en gud for sin rigdom og magt og for sønnernes manddom.
Men da min far omsider blev ført av dødens gudinder
ned til Hades' bo, fordelte hans selvgode sønner
godset og kastet om delene lod. Mig gav de av arven
bare en kummerlig lod og dertil et hus som min andel.
Dog, jeg fæstet som hustru en mø som var datter av rikfolk,
en som jeg vandt ved min manddom og kløkt; ti jeg var ingen taape
eller en kryster i kamp; men nu har jo kræfterne svigtet.
Dog jeg tør tro du forstaar, naar du ser paa et straa, hvordan akset
engang har været; ti nu er jeg brutt av utallige trængsler.
Dengang hadde forvisst Atene og Ares forundt mig
mot og ubændige kræfter. Saa ofte jeg valgte til bakhold
ypperlig mandskap og pønset paa ondt mot fienders skarer,
tænkte jeg aldrig paa døden med gru i mit mandige hjerte;
nei, men jeg for med mit spyd langt foran de andre og modig
vog jeg i fiendens flok enhver som jeg naadde paa flugten.
Slik var i kampen min færd; men jeg likte ei landmandens sysler
eller det huslige stræv som en blomstrende barneflok kræver.
Skibe med aarer og seil var altid min høieste glæde.
Kamp var min lyst og blinkende spyd og vingede pile,
grufulde ting, som andre vil sky med isnende rædsel.
Mig var de kjære. Slik lyst var vel lagt i min sjel av en guddom.
En kan jo finde sin glæde i ett, en anden i andet.
Førend akaiernes sønner drog ut paa færden til Troja,
førte jeg alt for niende gang paa letrodde snekker
stridsmænd til fiendeland og vandt mig umaadelig hærfang.
Selv tok jeg ut hvad jeg likte, og siden, naar loddet blev kastet
fik jeg jo mer. Snart øket mit hus i velstand, og siden
var jeg i kreternes land en frygtet og stormægtig herre.
Da vi tilsidst efter Zevs, den almægtige tordenguds vilje
drog paa hin grufulde færd, hvor saa mangen en mand skulde segne
bød de mig selv og den navngjetne drot Idomenevs føre
skibene frem til Ilions by. At slippe for hvervet
var ikke mulig. Det samlede folk vilde laste min vægring.
Kampene varte ni samfulde aar for akaiernes sønner.
Men i det tiende aar, da Priamos' kongsstad var styrtet
og vi paa flaaten drog hjem, lot en guddom akaierne spredes.
Da lot den alvise Zevs en ulykke ramme mig arme.
Bare en maaned forblev jeg i ro og frydet mit hjerte
ved mine barn og min egteviv kjær og de samlede skatte.
Da fik jeg lyst til at ruste paany mine skibe og drage
ned til Aigyptos med mænd som i kraft kunde kappes med guder.
Av mine fartøier rustet jeg ni. Snart møtte mit mandskap.
Derefter feiret de trofaste mænd seks dager til ende
lystige gilder. Mangfoldige dyr lot jeg slagte til festen.
Selv fik de gjestebudskost, og guderne fik sine ofre.
Men paa den syvende gik vi ombord og seilte fra Kreta
glade avsted for en strykende bør som Boreas sendte,
glidende let som paa makelig strøm, og ikke et fartøi
led nogen men; men sunde og friske og fulde av livsmot
sat vi paa toften, mens styrmand og vind fik sørge for farten.
Dagene gik. Til Aigyptos' flod med de mægtige strømme
kom vi den femte. Der ankret vi op med de stavnkrumme snekker.
Ivrig formante jeg der mine trofaste mænd til at vente
rolig hvor skibene laa og vogte dem nede ved stranden,
medens jeg lot mine speidere gaa til de høieste varder.
Men i sit overmod fulgte de blindt sine lyster og herjet
straks det velsignede land hvor aigyptiske mænd var tilhuse.
Kvinder og smaabarn tok de og førte dem med sig som bytte.
Mændene slog de ihjel. Snart naadde de jamrende nødrop
like til byen, og da de blev hørt, kom hæren ved daggry
rykkende ut tilfots og tilvogns. Den vrimlende slette
lyste av blinkende malm, og Zevs, den lynglade hersker,
jog mine mænd paa den feigeste flugt. Ei en turde rolig
vente og verge sig kjækt. Overalt var de kringsat av farer.
Fienden vog med den hvæssede malm en mængde av vore.
Andre blev levende fanget og nødt til at trælle paa marken.
Da var det Alfader Zevs som gav mig en frelsende tanke.
Aa, om jeg heller var død og straks hadde fundet min bane
hist i Aigyptos; ti mangen en sorg skulde gjeste mig endnu.
Skyndsomt tok jeg den straalende hjelm fra mit hoved og slængte
skjoldet fra skuldren og slap fra min haand min lanse til jorden.
Derefter ilte jeg hen til kongen som stod paa sin stridsvogn,
favnet og kysset hans knær, og han sparte mit liv, og i medynk
gav han den graatende plads paa sin vogn og kjørte til byen.
Mange for mot mig i rasende harm for at røve mig livet,
svingende asketræs spyd; ti alle var saare forbitret.
Dog, han holdt dem tilbake av sky for at egge til vrede
Zevs, de fremmedes vern, som harmes ved menneskers ondskap.
Der holdt jeg til syv samfulde aar og sanket mig rigdom
blandt de aigyptiske mænd; ti de skjænket mig alle en gave.
Men da det ottende kom i aarenes rullende kredsløp,
kom en foiniker, en kjeltring, en mester i svig og i rænker,
en som har bragt over mænd mangfoldige sorger og trængsler.
Manden fik lokket mig med sig med svig, og vi landet omsider
i det foinikiske land, hvor han hadde sit hus og sit eie.
Hist i hans hjem fik jeg være i ro, til aaret var omme.
Men da nu dages og maaneders tal var til ende og atter
aarstidsgudinderne kom, da aaret omsider var omme,
tok han mig med paa et skib som til Libyen drog over havet.
Lumskelig løi han og sa at han trængte min hjælp under farten,
medens han agtet at sælge mig der for ublu betaling.
Nødtvungen fulgte jeg med, skjønt jeg ante hans lønlige tanker.
Kulingen blæste fra nord, og midtveis, mot kysten av Kreta
naadde vort ilende skib; men Zevs vilde volde dem vanheld.
Da vi omsider kom Kreta forbi, og himlen og havet
møtte vort blik overalt, og ei noget land var at øine,
bredte den vældige Zevs en mørkeblaa truende stormsky
over vort stavnkrumme skib, og sjøen blev sort under skyen.
Zevs lot tordenen brake og slynget sit lyn mot vort fartøi.
Rammet av Alfaders lyn blev det rystet fra for og til agter.
Kvælende svovelrøk fyldte vort skib, og samtlige svende
faldt overbord og drev som svømmende maaker paa bølgen
rundt om det tjærede skib. En gud hadde røvet dem hjemfærd.
Mig lot den mægtige Zevs, da dødsangsten pinte mit hjerte,
gripe med hænder og klamre mig fast til det tjærede fartøis
vældige mast, saa jeg endnu engang kunde frelses fra døden.
Klynget til den blev jeg drevet omkring ni samfulde dage
vildsomt av vindenes vældige kast. I den tiende stormnat
slynget en svulmende bølge mig op paa tesproternes kyster.
Faidon, tesproternes drot, den mandige helt, lot mig pleie
der som sin gjest; ti høvdingens søn som fandt mig paa stranden
træt og forfrossen, fik løftet mig op og støttet mig varlig
indtil vi kom til hans hjem, den borg, hvor hans far var tilhuse.
Ynglingen skjænket mig klær, og gav mig en kjortel og kappe.
Der fik jeg nys om Odyssevs' færd; ti kongen fortalte
at han en tid hadde bodd der som gjest, da han drog til sit hjemland.
Høvdingen viste mig ogsaa Odyssevs' samlede skatte,
prægtige saker av jern og mængder av guld og av kobber,
nok for mand efter mand, ja like til tiende slegtled,
slik en umaadelig skat var gjemt i paladset hos kongen.
Kongen fortalte at helten var reist til Dodona og agtet
under den kneisende ek at lytte til raad fra Kronion,
hvordan han, aapenlyst eller i løn, skulde vende tilbake
hjem til Itakas frugtbare jord efter aarelangt fravær.
Drotten forsikret mig dyrt ved et drikoffer hjemme i hallen,
at der var trukket et fartøi paa sjø, og at mandskap var rede,
som skulde føre ham hjem til det elskede fædrene hjemland.
Dog, det blev mig som han først sendte bort; ti tesprotiske sjømænd
seilte just da med et skib til Dulikions frugtbare marker.
Dem blev det paalagt at føre mig trygt til drotten Akastos.
Dog, de gik lønlig paa raad og pønset paa ondt mot mig arme,
for at min jammers og ulykkes maal skulde fyldes til randen.
Straks da vort skib hadde fjernet sig langt fra land under farten,
satte de planen i verk. Nu skulde min trældom begynde.
Mandskapet klædte mig naken og røvet min kappe og kjortel,
gav mig til kappe en fattigmandspjalt og en uselig kjortel.
Utslitt og fillet var begge; det ser du jo selv for dit øie.
Fartøiet landet mot kveld ved det fjeldrike Itakas marker.
Mændene bastet og bandt mig ombord paa den toftede snekke
stramt med et velsnoet taug og skyndte sig derpaa fra borde.
Kveldsmaten nøt de i hast paa den sandige strandbred ved havet.
Lettelig løste da guderne selv hver knute som bandt mig,
og over hovedet hyllet jeg tæt min fillete kappe,
klatret saa ned efter roret, til sjøvandet stod mig til brystet,
la mig frem, og med kraftige tak av de utstrakte armer
svømmet jeg bort og kom mig i land langt borte fra hine.
Der steg jeg op og gjemte mig bort i den tætteste tykning
inde i skogen, mens mændene løp i stønnende iver
om overalt; men de skjønte tilsidst at paa fjernere steder
nyttet det ei at søke mit skjul og vendte tilbake
hen til sit fartøi og steg saa ombord, og de evige guder
skjulte mig let og førte mig frem til en bra og forstandig
hædersmands hus; ti det var vel bestemt, at mit liv skulde spares.»
Svarte da du, Evmaios, du svinenes ærlige gjæter:
«Hjemløse stakkar! forvisst har det rørt mit hjerte at høre
alt hvad du led paa din vildsomme færd, som du nu har fortalt mig.
Dog, det kan ei være sandt hvad du netop har sagt om Odyssevs.
Mig faar du ei til at tro det. En gamling som du burde aldrig
fare med vitterlig løgn. Hvad hjemfærd der undtes min herre
vet jeg jo selv. Jeg vet at alle de evige guder
hatet ham vildt, saa han ikke fik dø i kampen ved Troja
eller fik slukne i vennernes arm efter kampenes møie.
Da hadde alle akaiernes mænd vel reist ham en gravhaug.
Efterlatt hadde han ogsaa sin søn uvisnelig hæder.
Nu har harpyerne revet ham bort. Hans ry har de røvet.
Jeg er alene med svinene her og vandrer til byen
bare naar dronningen selv, den forstandige Penelopeia,
ber mig at komme, saa ofte et bud er kommet til borgen.
Da kan de sitte omkring ham og spørre ham nøie om alting
somme i nagende sorg over herrens langvarige fravær,
andre, som ustraffet øder hans gods, i hemmelig glæde.
Selv har jeg ei nogen lyst til at lytte til slikt eller spørre,
siden en lumpen aitoler med snak fik ført mig bak lyset,
en som var rømt for et drap og nu paa sin vildsomme flakken
kom til mit hus hvor jeg pleiet ham godt, og hvor han fortalte,
at han blandt kreternes folk hos Idómenevs saa at Odyssevs
gjorde istand sine snekker, som ilde var medtat av storme.
Hjem skulde høvdingen komme til sommeren eller til høsten
førende med sig umaadelig gods og med ypperlig mandskap.
Prøvede gubbe, forsøk ikke du, naar en guddom har ført dig
hit til min hytte at vinde min gunst ved daarende løgner;
ti det er ikke for slikt jeg agter og huser dig gjestmildt.
Nei, men av blygsel for Zevs, de fremmedes vern, og av medynk.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Sandelig huser dit bryst et vantro og tvilende hjerte,
naar du kan negte at tro hvad jeg svor med de dyreste eder.
Vel, la os slutte en pakt og be at de evige guder
hist paa Olympen skal vidne for os, naar tiden er kommet.
Dersom det undes din herre at komme tilbake til hjemmet,
da skal du skjænke mig klær, en kappe og kjortel, og siden
sende mig bort til Dulikions ø, hvor jeg gjerne vil dvæle.
Kommer han ei, som jeg varslet dig nys, saa la dine svende
ta mig og styrte mig ned i den dypeste avgrund i fjeldet,
forat en landstryker siden kan sky at komme med løgner.»
Talte da straks Evmaios, den ærlige gjæter, og svarte:
«Ja, jeg kan tænke mig, fremmede gjest, at jeg da vilde vinde
hæder blandt mænd for sømmelig færd baade nu og for altid,
dersom jeg huset dig først og skjænket dig gaver og siden
uten barmhjertighet slog dig ihjel og røvet dig livet.
Efterpaa maatte jeg trygt kunne be til Zevs i det høie.
Men det er tiden til kveldsverd. Ja, bare nu snart mine svende
var her, saa kunde vi lage et kvægende maaltid i hytten.»
Saaledes talte de to med vekslende ord til hinanden.
Gjæterne nærmet sig nu med svinenes flok, og i kveen
stængte de dyrene ind for at hvile i binger om natten.
Svinene gryntet med hvinende skrik bak fægaardens gjerde.
Gjæteren ropte med lydelig røst til de tjenende svende:
«Kom med det feteste svin! For vor fremmede gjest skal det slagtes.
Selv vil vi ogsaa forlyste os litt, saa haardt som vi alle
længe har trællet og slitt med de tandhvite svin, som vi gjæter,
mens det er andre som seter de dyr som vi røgter med møie.»
Saa han talte og kløvde sin ved med det skarpslepne kobber.
Svendene førte nu ind et trivelig, femaarig gjødsvin.
Fremme ved ildstedet stanset de op, og den ærlige gjæter
glemte ei gudernes ret; ti av sind var han from og forstandig;
men av det tandhvite svin blev hovedets børster som offer
kastet paa ilden, og gjæteren bad at de evige guder
snart maatte hjælpe til hjemmet hans kløktige herre Odyssevs.
Svingende kraftig en klubbe av ek som han ei havde kløvet,
slog han sit offer ihjel, og de stak det og svidde dets børster,
delte det op i en hast og snittet av alle dets lemmer
stykker av kjødet som offer og viklet om stykkerne ister.
Bygkorn strødde han over og brændte det hele paa arnen.
Resten av kjødet blev opdelt, og stykkerne stak de paa spiddet,
stekte og brunet dem vel og trak dem tilbake fra ilden.
Samtlige stykker blev lagt paa et fat, og gjæternes formand
reiste sig op for at dele; ti manden var ærlig og skjønsom.
Skiftet han da syv dele i alt og viet den ene
fromt under inderlig bøn til nymfernes slegt og til Hermes,
sønnen av Maja, og alle hans mænd fik en av de andre.
Men av det tandhvite svin blev ryggen i hele sin længde
sat for Odyssevs, og drotten blev glad ved den hædrende gave.
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og mælte:
«Maatte du elskes av Zevs som av mig, Evmaios, og høste
lønnen for alt det gode du gjør mot en hjælpeløs fremmed.»
Svarte da du Evmaios, du svinenes ærlige gjæter:
«Fremmede ven, ta for dig og æt, og la mine retter
smake dig godt. Zevs gir os jo ett og negter os andet
slik som det huer ham bedst; ti han gjør hvad han vil i sin almagt.»
Saa han talte og bragte de evige guder sit offer,
stænket saa drikoffer ut og rakte den kjække Odyssevs
skaalen med funklende vin, og han satte sig ned ved sin andel.
Svenden Mesavlios delte om brød, en træl som Evmaios
selv hadde kjøpt for at ha ham til hjælp, mens hans herre var borte,
uten at si det til dronningen selv eller gubben Laertes.
Gjæteren kjøpte ham selv for sit gods av tafiske sjømænd.
Alle tok for sig med lyst av de fremsatte herlige retter.
Men da enhver hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
ryddet Mesavlios bort hvad der endnu var levnet, og alle
skyndte sig, mættet med brød og med kjød, enhver til sit leie.
Natten blev slem; ti maanen var slukt, og Zevs lot det regne
like til daggry. Det stormet fra vest med regnskur paa regnskur.
Da tok Odyssevs til orde og fristet om gjæteren vilde
ta av sig kappen og laane ham den, eller be sine svende
gi ham en kappe til laans, da han sørget saa vel for hans bedste.
«Lyt til min tale, Evmaios, og alle I øvrige svende!
Nu vil jeg rose mig selv; ti vinen som gjør os til daarer,
driver mig, vinen som lokker selv stø og forstandige vismænd
baade til skraalende sang og til dans og støiende latter,
og som forleder til ord, som en helst skulde ønske var usagt.
Men da jeg nu har faat tungen paa glid, vil jeg ingenting dølge.
Aa, om jeg endnu var ung og likesaa kraftig av lemmer,
som da vi førte ved Troja en skare av mænd til et bakhold.
Fører var helten Odyssevs og Atrevs' søn Menelaos.
Jeg var den tredje i laget. De bad mig jo selv om at følge.
Da vi var kommet til troernes by og den kneisende ringmur,
slog vi os ned ved byen, hvor buskene vokste som tættest
nær ved en sivkranset myr, og dækket av rustning og skjolde
laa vi da natten faldt paa med stivnende frost; ti en kuling
blæste fra nord, og som dryssende rim faldt sneen den kolde.
Sneen frøs fast og dækket med is vore buklede skjolde.
Alle de andre fik sove i ro; ti kapper og kjortler
hadde de alle og laa med skuldrene dækket av skjoldet.
Selv lot jeg tankeløst nok, da jeg gik, min kappe tilbake
hos mine mænd; ti jeg ante jo ei en frostnat som denne.
Bare mit skjold tok jeg med og den nederste del av min brynje.
Men da det meste av natten var gaat, og stjernerne blegnet,
gav jeg den nærmeste mand, Odyssevs, et puf med min albu.
Høvdingen vaagnet med ett og hørte min hviskende tale:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnare, kloke Odyssevs!
Snart er jeg ei blandt de levendes tal; jeg fryser til døde.
Ei har jeg kappe. En guddom har vel villet narre mig med jer
bare med kjortel paa kroppen. Jeg kommer ei fra det med livet.»
Saa jeg talte. Da lagde han straks en plan i sit hjerte,
klok som han var til at finde paa raad og mandig i kampen.
Høvdingen gav mig et svar og talte med hviskende stemme:
«Ti nu, saa ei dine ord blir hørt av en anden akaier.»
Saa han talte, og støttet paa albuen mælte han høilydt:
«Hør mig, venner! En gudesendt drøm kom til mig i søvne.
Langt er vi kommet fra flaaten. Aa, bare nu en vilde melde
Atrevs' søn Agamemnon, vor mægtige drot, hvor vi ligger.
Kanske han da vilde sende os fler til hjælp fra sin flaate.»
Saa han talte. Da reiste sig straks den høibaarne Toas,
søn av Andraimon, og kastet til jord sin kappe av purpur.
Ilsomt løp han til flaaten. Jeg hvilte da glad i hans kappe,
indtil det lyste i øst, da Eos steg op fra sin guldstol.
Aa, var jeg likesaa ung og likesaa kraftig av lemmer,
var der kanhænde i huset en mand som gav mig en kappe
baade av venskap og trang til at vise en hædersmand ære.»
Talte da du, Evmaios, du svinenes gjæter og svarte:
«Gamle, den regle du nu har fortalt, var virkelig morsom.
Ikke et ord har du sagt paa usømmelig vis eller faafængt.
Derfor skal klær ei mangle dig nu eller det som en flygtning
prøvet av skjæbnen bør faa, naar han trygler om hjelp i sin vaande.
Men naar det atter blir dag, maa du bære paany dine filler.
Overflod eier jeg ei i mit hus av kapper og kjortler,
saa vi kan bytte vor dragt; med én maa hver enkelt sig nøie.
Men naar Odyssevs' elskede søn er kommet tilbake,
vil han nok gi dig en skikkelig dragt, en kjortel og kappe,
og han vil sende dig dit hvor du selv maatte ønske at komme.»
Saa han talte og reiste sig op og nær ved sin arne
bredte han skind av gjeter og faar til leie for gjesten.
Der gik Odyssevs til hvile, og over ham bredte han kappen,
stor og av tætvævet tøi, som han hadde ved haanden og stadig
brukte til skifte, naar stormen brøt løs med stygveir og kulde.
Der gik Odyssevs tilsengs, og alle de unge i huset
lagde sig ned ved hans side; men gjæteren selv vilde nødig
lægge sig der paa et leie saa langt fra svinenes binger;
men han tok med sine vaaben og gik, og glad var Odyssevs
over at gjæteren vogtet hans gods saa godt i hans fravær.
Sverdet, det skarpslepne, hængte han først om de kraftige skuldre,
tok saa en tætvævet kappe til vern mot vinden og slængte
om sig et skind av en trivelig bukk, den største i flokken.
Jagtspydet grep han, sit hvæssede vern mot mænd og mot hunde.
Derefter gik han og lagde sig ned hvor den hvælvede hule
lunet mot vinden fra nord, og hvor svinene hvilte om natten.