Odysseen/11
< Odysseen
Odysseen
ELLEVTE SANG.
DØDSRIKET.
Men da vi alle kom ned til vort stavnkrumme fartøi ved stranden,
sørget vi først for at hale det ut paa det hellige havdyp.
Derpaa blev master og seil lagt ned i den gyngende snekke.
Sauene tok vi og lastet dem ind, og med sorgfulde hjerter
steg vi paa skibet ombord, mens taarerne strømmet saa stride.
Kirke, den haarfagre mø, gudinden med menneskestemme
sendte os strykende bør, en kjærkommen hjælper som fyldte
straks vore svulmende seil og blæste mot fartøiets bakstavn.
Men da nu alting var ordnet ombord og fartøiet seilklart,
sat vi i ro, mens vinden og rormanden styrte vor snekke.
Dagen til ende var seilene spændt, mens den for over havet.
Solen gik ned og skyggerne sank over gater og veier.
Da kom den frem til den fjerneste bred av Okéanosstrømmen.
Der er det land og den by hvor kimmeriske mænd er til huse,
hyllet i skyer og taake. Dem sender den lysende solgud
aldrig et eneste glimt av soløiets skinnende straaler,
ei naar han hæver sig op paa den stjerneglitrende himmel,
ei naar han atter gaar ned paa sin vogn fra himlen mot jorden;
men over staklerne ruger den grufulde nat med sit mørke.
Der lot vi fartøiet lægge til land og drev vore sauer
atter fra borde. Selv vandret vi langs Okéanosstrømmen,
indtil vi kom til det sted som Kirke fornys hadde nævnt os.
Der blev dyrene holdt av Evrylokos og Perimédes,
medens jeg drog mit hvæssede sverd fra lænd og i jorden
gravet et hul, en alen omtrent i længde og bredde.
Derefter hældte jeg drikoffer ut til alle de døde,
først av honning og melk og dernæst av vinen, den søte.
Tredjegang ofret jeg vand. Hvitt bygmel blev drysset om hullet,
og til de kraftløse skygger jeg bad og lovet at ofre,
naar jeg var kommet til Itakas ø min ypperste kvie
hist paa min borg og lægge paa baal de herligste gaver,
men til Teirésias særskilt at bringe som offer en saubukk,
sort overalt, det vakreste dyr som fandtes i flokken.
Da jeg med løfter og bøn hadde paakaldt de avdødes skarer,
tok jeg de kulsorte dyr og skar deres hoved fra kroppen.
Mørkt randt blodet i hullet. Da stimlet fra Erebos' mørke
dødningesjeler i flok. Saa mangen en brudeklædt ungmø,
talrike blomstrende svende og gubber som mangt hadde døiet,
jomfruer fagre hvis hjerter var brutt fornylig av kummer.
Mangen en kriger kom skridende frem i sin blodige rustning,
helte som segnet paa val for landsernes hvæssede kobber.
Flokkevis kom de med grufulde skrik og stimlet om hullet
allestedsfra, og gjennem mig jog den blegnende rædsel.
Ivrig formante jeg nu og bad mine trofaste svende
skyndsomt at flaa og brænde paa baal de ofre som nylig
faldt for det grusomme kobber og be til de evige guder,
Hades, den mægtige drot og den grufulde Persefoneia.
Derefter trak jeg fra lænd mit skarpslepne slagsverd og rolig
satte jeg mig og lot ikke én av de kraftløse døde
nærme sig dyrenes blod, før Teirésias' skygge var raadspurt.
Svenden Elpenors sjel, vor trofaste ven, var den første.
End hadde ynglingen ei fundet ro i en grav under mulde;
ti i den mægtige Kirkes palads lot vi liket tilbake
ujordet, uten en taare. Vi hadde jo hastverk med andet.
Da jeg fik se ham, brast jeg i graat, og i hjertelig medynk
talte jeg til ham med vingede ord og spurte ham venlig:
«Hvorledes kom du, Elpénor, herned til det taakede mørke?
Raskere kom du tilfots end jeg paa min tjærede snekke.»
Saa jeg talte. Da sukket han dypt og svarte i tungsind:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnare gjæve Odyssevs.
Vanskjæbne, sendt av en gud, og vinrusen voldte mig døden;
ti da jeg laa i Kirkes palads og skulde tilbake,
sanset jeg ikke at skynde mig hen til trappen, den lange.
Hovedkulds styrtet jeg ned fra det svimlende tak, og i faldet
knækket jeg halsen av led, og min sjel maatte vandre til Hades.
Nu vil jeg be dig ved dem du forlot i dit hjem, ved din hustru
og ved din graanende far, som fostret dig da du var liten,
og ved din eneste søn, ved Telemakos hist i din kongsgaard.
Ja, ti jeg vet at du snart, naar du vender tilbake fra Hades,
atter skal styre dit sterkbygde skib til øen Aiaia.
Tænk da paa mig, du mægtige drot! Jeg ber dig saa bønlig.
La mig ei ligge tilbake ujordet og uten en taare,
naar du skal drage; ti gudernes harm kunde ramme dig siden.
Brænd mig paa baalet med alt hvad jeg har av rustning og vaaben,
og ved det graalige hav maa du reise min gravhaug paa stranden,
forat min skjæbne saa tung skal mindes av kommende slegter.
Hør dog denne min bøn og reis paa min gravhaug en aare,
den som jeg rodde med selv, da jeg levet blandt venner hist oppe.»
Saa han talte. Da tok jeg paany til orde og svarte:
«Dette du ber om, usalige ven, skal jeg visselig gjøre.»
Saaledes sat vi nu sammen og vekslet i skiftende tale
sorgfulde ord. Selv holdt jeg mit sverd over blodet, mens vennen
talte saa mangt fra den motsatte kant, hvor han sat som en skygge.
Atter kom mot mig en sjel, min bortgangne mor Antikleias,
helten Avtolykos' datter. Hun levet jo endnu i hjemmet,
da jeg tok avsked og stevnet paa tog til det hellige Troja.
Da jeg fik se hende, brast jeg i graat og ynkedes saare.
Men, saa tungt som det faldt mig, jeg lot hende dog ikke komme
nærmere dyrenes blod, før Teiresias' skygge var raadspurt.
Nu kom Teiresias' sjel, den navngjetne spaamands fra Tebai.
Guldstaven bar han i haand. Da han kjendte mig, tok han til orde:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnare, gjæve Odyssevs.
Hvi er du kommet, usalige mand, fra det straalende sollys
hit for at se det grufulde sted, hvor skyggerne færdes?
Ta nu tilbake dit skarpslepne sverd og flyt dig fra hullet,
saa jeg kan drikke av blodet og sanddru faa sagt dig din skjæbne.»
Saa han talte. Da trak jeg mig bort, og mit sølvsmykte slagsverd
stak jeg i skeden paany, og da han med blodet, det sorte,
først hadde slukket sin tørst, tok spaamanden atter til orde:
«Gjæve Odyssevs, du vil jeg skal spaa dig en lykkelig hjemfærd.
Dog, en guddom vil gjøre den tung; ti jeg tror at du neppe
undgaar hin jordrysters blik. Han hater dig vildt i sit hjerte,
harmfuld for hvad du har gjort mot hans søn, da du røvet ham synet.
Dog, I kan endda faa bjerget jer hjem efter lidelser tunge,
hvis du vil styre dit eget begjær og vennernes lyster,
naar du paa flugt over mørkeblaat hav omsider er landet
fjernt paa Trinakias ø med dit sterkbygde fartøi og finder
flokker av beitende okser og kjør og trivelig smaafæ,
viet til Helios, guden som alt kan se og kan høre.
Dersom du lar dem i fred og bare vil tænke paa hjemfærd,
da kan I komme til Itaka hjem efter lidelser tunge.
Men hvis du volder dem mén, da spaar jeg ubotelig vanheld
baade for mænd og for skib, og dersom du selv skulde frelses,
kommer du sent og forpint med tapet av hele dit mandskap
hjem paa andenmands skib og møtes i hjemmet av sorger.
Trodsige mænd vil du finde som tærer dit gods og i frækhet
frir til din deilige hustru og byr hende lokkende gaver.
Dog, over dem skal du skaffe dig hævn for al deres voldsfærd.
Men naar du saa paa din kongsgaard har dræpt hin friernes skare
enten med list eller aapent i kamp med det hvæssede kobber,
tag da en høvelig aare og giv dig saa trøstig paa veien,
indtil du naar til et folk som ikke har kjendskap til havet,
mænd som aldrig har krydret med salt den mat som de nyter.
Aldrig har mændene set nogen rødmalet snekke og aldrig
rodd med de hændige aarer, de ilende fartøiers vinger.
Nu skal jeg si dig et tydelig tegn som du ei kan ta feil av:
Naar paa din vandring du møter en mand som stanser og sier:
«Se! en kasteskovl bærer du jo paa din kraftige skulder,»
da skal du plante i jord din hændige aare og bringe
guden Poseidon, den vældige drot et rikelig offer.
Slagt ham en okse, en trivelig bukk og en fuldvoksen raane.
Saa skal du drage til hjemmet og sone med herlige ofre
alle de evige guder som bor over himmelen vide,
en efter en. Da kommer tilsidst, men ikke fra havet,
døden, en smertefri død, som frir dig fra træthet og møie
midt i din alderdoms lykke, mens folket som lever omkring dig
signes med velstand og held. — Hvert ord jeg har sagt dig, er sandhet.»
Saa han talte. Da tok jeg paany til orde og svarte:
«Gjæve Teiresias! Slik har vel guderne spundet min livstraad.
Vel, men si mig nu dette, og si mig sandheten aapent:
Foran mig ser jeg en sjel, min mors, som er segnet i døden.
Like ved blodofret sitter hun taus og har ikke vaaget
endnu at se paa sin søn eller vende sig til mig og tale.
Hvordan, du mægtige drot, skal hun kjende mig atter av aasyn?»
Saa jeg talte. Da tok han paany til orde og svarte:
«Let skal jeg gi dig et svar, og læg dig min tale paa sinde:
Dersom du nu lar en skygge av en av de henfarne døde
nærme sig blodet, forkynder han dig den reneste sandhet.
Den som du nægter det, fjerner sig tyst og vandrer tilbake.»
Saaledes talte Teiresias' sjel, og den fremsynte hersker
vandret til Hades' borg, da han hadde forkyndt mig sin spaadom.
Selv blev jeg sittende der, til min mor kom frem og fik slukket
tørsten med blodet, det sorte. Straks kjendte hun sønnen, og sorgfuld
talte hun vingede ord og spurte med klagende stemme:
«Hvorledes kom du, mit elskede barn, i levende live
ned til det taakede mulm, som er skjult for de levendes blikke?
Mægtige elver med frygtelig strøm gaar tvers over veien.
Først Okéanosstrømmen, hin flod som umulig kan vades.
Bare med sterkbygget skib kan man kløve dens brusende vande.
Kommer du langt om længe paa flakkende hjemfærd fra Troja
hit med dit mandskap og skib, og er du ei kommet tilbake
endnu til Itakas ø og har skuet i hjemmet din hustru?»
Saaledes talte min mor. Da tok jeg til orde og svarte:
«Nøden har drevet mig, elskede mor, til at stevne til Hades
for at faa raadspurt Teiresias' sjel, hin spaamands fra Tebai.
End har jeg ei kunnet naa til akaiernes land eller sætte
foten paa hjemlandets jord; men jeg flakker i endeløst vanheld,
siden jeg først paa ledingefærd mot de troiske helte
fulgte til Ilion, gangernes by, vor drot Agamemnon.
Vel, men si mig nu dette, og si mig sandheten aapent:
Hvad for en dødslod har kuet dig hist og lagt dig paa baaren?
Var det en tærende sott, eller har med de skaansomme pile
Artemis røvet dig livet, hin mægtige buegudinde?
Kjære, fortæl om min far og den søn som jeg hist lot tilbake.
Verger de endnu min hæder og magt, eller eier en anden
magten i landet, og tror de jeg ei skal vende tilbake?
Si hvad du vet om min ærbare viv, hvad hun tænker og ønsker,
om hun er blit hos vor søn og trofast tar vare paa alting
eller er hjemført som brud av akaiernes ypperste høvding.»
Saa jeg talte. Min værdige mor tok derpaa til orde:
«Jo tilvisse. Hun venter dig tro, standhaftig i hjertet,
hist i dit høie palads. Mens taarerne strømmer saa stride,
svinder i tærende sorg de nølende dager og nætter.
Endnu har ei nogen fremmed din hæder og magt. Dine gaarder
dyrker Telemakos endnu i fred, og til festlige gilder
gaar han som gjest, som det skyldes en drot som dømmer i landet;
ti han blir buden av alle til fest. Din far har sit tilhold
ute paa landet og gaar ikke ind til byen. Hans leie
er ikke nu nogen seng med straalende puter og tæpper.
Sammen med trællene sover han nu hver vinter i huset
fremme ved arnen i støvet, og ussel er dragten han bærer;
men fra det vaares til silde ved høst, naar frugterne modnes,
redes hans leie paa jord overalt hvor de nedfaldne blader
dækker i dynger den bakkede mark i hans frodige vingaard.
Sukkende ligger han der, og længselen efter din hjemkomst
øker i hjertet hans sorg. Tungt bærer han alderens byrde.
Saaledes sank ogsaa jeg i min grav og blegnet i døden;
ti i paladset har ei den skarpsynte buegudinde
truffet mig mildt med den skaansomme pil og røvet mig livet.
Ei blev jeg rammet av dødelig sott, som ellers som oftest
jager i tærende kval fra lemmerne kraften og livet.
Længselen efter din tænksomme kløkt og dit kjærlige hjerte
var det, min straalende søn, som røvet mig livet, det søte.»
Saa hun talte. Da vilde jeg straks med bankende hjerte
favne min mors, den bortgangnes, sjel i kjærlige armer.
Tre gange nærmet jeg mig og grep efter hende i længsel.
Tre gange flygtet hun ut av min arm som en drøm eller skygge.
Bitrere følte jeg dypt i min sjel den stikkende smerte.
Talte jeg da med vingede ord og spurte i vemod:
«Mor, hvi dvæler du ei, naar jeg gjerne vil trykke dig til mig,
forat vi ogsaa i Hades' hjem kan favnes og begge
lindre den isnende kval og lette vort hjerte i klager.
Er det en skygge som nu den stolte Perséfone sendte
hit til en søn for at øke end mer hans sorger og sukke?»
Saa jeg talte. Min værdige mor tok atter til orde:
«Elskede søn, usaligste mand som lever paa jorden.
Nei, hin datter av Zevs, Perséfone, daarer dig ikke;
men efter døden er dette den lod som rammer os alle.
Kjødet og benene holdes ei mer av senerne sammen;
men paa det brændende baal fortærer den flammende hete
dette til aske, saasnart fra knoklerne livet er flygtet.
Sjelen maa fly og flagrer omkring saa flygtig som drømmen.
Stevn nu mot lyset, saasnart som du kan, og nu maa du nøie
mindes hvad her du har set og fortælle det alt til din hustru.»
Saaledes vekslet vi sorgfulde ord. Da kom mig for øie
mangen en hustru og mø, som den stolte Perséfone sendte.
Hustruer var de og døtre av alle de gjæveste fyrster.
Flokkevis stimlet de sammen i kreds om blodet det sorte,
og jeg betænkte hvorledes jeg bedst skulde spørre hver enkelt.
Endelig fandt jeg et raad som tyktes mig være det bedste.
Drog jeg da atter fra lænd mit hvæssede slagsverd og negtet
alle paa engang at slukke sin tørst i blodet, det sorte.
En efter en kom de frem i række og rad, og hver enkelt
meldte mig nøde sin byrd og sin ætt, da jeg spurte dem alle.
Først blandt kvinderne øinet jeg nu den ætstore Tyro,
datter, som selv hun fortalte, av helten Salmonevs, som skjænket
møen som hustru til Aiolos' søn, den vældige Kretevs.
Dog, hun flammet i løn for den herlige flodgud Enipevs,
deiligst av alle de elver som sender sit vand gjennem enge.
Elskovssyk vandret hun tidt til Enipevs' speilklare strømme.
Flodguden skuffende lik tok guden som rystet al jorden,
kvinden i favn, hvor den hvirvlende elv forenes med havet.
Bølgerne straalte som purpur og hvælvet sig høie som fjelde
om deres leie og skjulte en gud og en dødelig kvinde.
Der lot han jomfruen slumre og løste i løn hendes belte.
Men da den vældige gud hadde stillet tilfulde sin elskov,
grep han den deiliges haand og trykket den kjærlig og mælte:
«Kvinde, vær glad at du gav mig din tro; før aaret er omme,
føder du herlige sønner. Ei goldt er gudernes favntak.
Plei dem da begge med omhu og kløkt og fostre dem kjærlig.
Nu skal du gaa til dit hjem. Vær taus og si det til ingen.
Vit, jeg er guden Poseidon som favner og ryster al jorden.»
Saa han talte, og guden forsvandt i det bølgende havdyp.
Tyro blev svanger med Nelevs og Pélias, tvillinger gjæve.
Begge blev gjort av den vældige Zevs til mægtige konger.
Byen Iolkos var Pélias' hjem, hvor de vidstrakte beiter
vrimler av smaafæ. Den anden blev drot i det sandige Pylos.
Dronningen fødte med tiden sin mand, den mægtige Kretevs,
sønnerne Aison og Feres og vognkjæmpen gjæv Amytaon.
Derefter blev jeg Antiope var, Asopos' datter.
Engang, fortalte hun stolt, fik hun hvile i Alfaders arme.
Tvillinger fødte hun ham, Amfion og Zetos, som grundet
Tebens syvportede by og først fik bygget dens mure,
saasom de ei kunde bygge og bo i det yndige Teben
uten en skjærmende mur, skjønt begge var vældige kjæmper.
Derefter saa jeg Alkméne, Amfitryons deilige hustru,
hun som blev mor til Heraklos, hin helt med mot som en løve,
da hun i løn hadde hvilt i Zevs, den almægtiges arme.
Ogsaa Megara kom frem, en datter av høvdingen Kreion,
gift med Amfitryons søn, hvis kjæmpekraft aldrig blev svækket.
Derefter saa jeg en kvinde, Oidipus' mor Epikaste,
hun som syndet saa svart, da hun uten at ane det valgte
sønnen til husbond. Han fældte sin far og egtet hans hustru.
Straks lot de evige guder hans daad bli kundgjort, og siden
hersket han over kadmeiernes folk i det yndige Teben
pint av sin sorg, og hans skjæbne blev tung efter gudernes vilje.
Hun maatte vandre til Hades, hin vogter ved dødsrikets porte,
da hun til bjelken i loft hadde fæstet den hængende strikke,
pint av ulidelig kval. Ham levnet hun talløse sorger,
alt hvad den skjændede mors erinnyer evnet at volde.
Derefter nærmet sig Kloris, den yndige kvinde som Nelevs
for hendes deilighet fæstet som viv med utallige gaver.
Kvinden var sidstfødte datter av Iasos' ætling Amfion,
som i Orkomenos raadet som drot, i minyernes kongsstad.
Selv var hun dronning i Pylos og fødte de herligste sønner,
Kromios, Nestor og sidst Periklymenos, gjæv og navnkundig.
Derefter fødte hun Pero, et under av kvindelig skjønhet.
Granderne fridde til møen; men Nelevs undte sin datter
bare til den som hentet den sterke Ifiklos' okser
hjem ifra Fylakes by, en krumhornet, bredpandet bøling
slem at faa bugt med, og bare en gjæv og navngjeten seer
gav ham sit løfte; men vanskjæbne tung som var sendt av en guddom,
hindret hans idræt, ti gjæternes flok fik slaat ham i lænker.
Men da nu dages og maaneders tal var til ende, og atter
aarstidsgudinderne kom, da aaret omsider var omme,
løste den sterke Ifiklos hans baand, da han først hadde varslet
drotten hans kommende lod. Saa fuldbragtes Alfaders vilje.
Leda, Tyndareos' herlige viv, kom ogsaa til syne,
hun som fødte hin mægtige drot to modige sønner,
Kastor, en kjæmpe tilvogns og den armsterke helt Polydevkes.
Begge er endnu i live, men dvæler forlængst under mulde.
Ogsaa i dypet har Zevs forundt dem udødelig hæder.
Andenhver dag har de liv, og andenhver dag er de døde.
Begge fik del i gudernes lod og hædres som disse.
Ifimedeia stod frem for mit blik, Alóevs' hustru.
Hun hadde hvilt, saa fortalte hun selv, hos guden Poseidon.
Tvillinger fødte hun ham; men kort blev det liv som forundtes
Otos, saa sterk som en gud, og den navngjetne helt Efialtes.
Begge var svære av vekst, de største som jorden har fostret,
fagrest tillike blandt mænd næst kjæmpen, den stolte Orion.
Brystmaalet var i det niende aar ni alen i bredde,
medens de maalte fra isse til fot ni favner i længden.
Brødrene vaaget at true med krig og herjende feide
guderne selv paa Olymp. At vælte det svimlende Ossa
op paa Olympen og Pelions fjeld med det skjælvende løvhang
ovenpaa Ossa forsøkte de frækt for at storme mot himlen.
Hvis de var modnet til kraftige mænd, var udaaden øvet.
Dog, hin søn av den mægtige Zevs og den haarfagre Leto
rammet dem begge med dræpende pil før skjægget sig kruset
under den hvelvede tinding og dækket med dun deres hake.
Faidra og Prokris kom frem og den deilige mø Ariadne,
datter av vismanden Minos. Tilforn vilde Tesevs fra Kreta
ta hende med til sit fjeldkranste hjem, det stolte Atenai.
Dog, han gik glip av sit rov; ti Dionysos vidnet imot dem
og hun blev dræpt av Artemis' pil paa det omflytte Dia.
Maira kom frem og Klyméne og kvinden saa lumsk Erifyle,
hun som for kostelig guld forraadte saa troløst sin husbond.
Dog, jeg kan ikke nævne med navn eller hædre med lovord
alle de halvguders døtre og hustruer fagre jeg skuet.
Ellers vil natten gaa med; men nu bør jeg gaa for at sove
enten ombord paa det hurtige skib og hos eders svende
eller hos jer. For hjemfærd maa I og guderne sørge.»
Saa han talte, og stille og tyst sat alle og lyttet
spændt til hans ord i den kjølige hal som bundet av trolddom.
Først tok den armhvite dronning, den skjønne Arete til orde:
«Si mig, faiaker, hvad tykkes jer nu om manden I skuer?
Hvad om hans skjønhet og vekst og den sindige ro i hans hjerte?
Vel er han særlig min gjest; men enhver har jo andel i æren.
Skynd jer da ei med at sende ham hjem. La ei eders gaver
maales for knapt til en trængende gjest. I gjemmer jo alle
mangen en kostelig skat i jert hus ved gudernes naade.»
Talte da ogsaa iblandt dem den graanende helt Ekenéos,
som var den ældste av aar blandt alle faiakernes fyrster:
«Venner, hvad selv vi ønsker og vil har vor sindige dronning
visselig ikke tat feil av. Saa gjør da nu som hun ønsker.
Dog, Alkinoos er det som her bør tale og handle.»
Derpaa tok drotten Alkinoos selv til orde og mælte:
«Jo, hvad hun sier skal ske, saa sandt som jeg lever og endnu
styrer som konge mit folk, de kjække faiakiske sjømænd.
Nu maa vor gjest, hvor meget han end monne længte mot hjemmet,
slaa sig tiltaals til imorgen ved gry, saa gaven kan vorde
skjænket i fuldeste maal. For hjemfærd skal mændene sørge
alle, men mest jeg selv; ti jeg har jo magten i landet.»
Straks tok den raadsnare helt Odyssevs til orde og svarte:
«Gjæve Alkinoos, mægtige drot, den første blandt folket.
Dersom I bød mig at dvæle hos jer, til aaret var omme,
naar I kun rustet mig ut til min færd med herlige gaver,
var ogsaa dette mig kjært. Langt lettere var det at komme
hjem til min elskede fædrenejord med fuldere hænder.
Mere velkommen til Itakas ø, mer agtet og hædret
blev jeg av alle som saa mig igjen, naar jeg vendte tilbake.»
Nu tok Alkinoos ordet paany og svarte ham venlig:
«Gjæve Odyssevs, vi kan ikke tro, naar vi ser dig for øie
at du vil fare med snak og med løgn. Saa mangen en løgnhals
nærer jo jorden den sorte. Ét utal er spredt over verden,
mænd som farer saa lurt med sin løgn at ingen kan se den.
Godt kan du forme din tale, og ædelsind bor i dit hjerte.
Kyndig, som var du den ypperste skald, har du meldt og fortalt os
alle de trængsler som rammet dig selv og alle argeier.
Vel, men fortæl mig nu endnu en ting og sig mig med sandhet
om du fik se nogen høibaaren helt av dem som i leding
fulgte dig frem til Ilions by og der kom av dage.
Natten er nu uendelig lang. End er ikke tiden
kommet til søvn i mit hus. Fortæl dine sælsomme frasagn.
Gladelig venter jeg her i min hal til den gryende morgen,
hvis du kan taale at melde mig alt hvad du døiet av trængsler.»
Straks tok paany den raadsnare helt Odyssevs til orde:
«Gjæve Alkinoos, mægtige drot, den første blandt folket!
Alt har sin tid. Fortælling har en og søvnen en anden.
Dog, er det mer du vil høre ikveld, skal jeg gjerne fortælle
ulykker værre end disse, den grufulde skjæbne som rammet
mangen en dyrebar ven som siden har fundet sin bane,
helte som frelste sig hjem fra de blodige kampe ved Troja,
men ved sin hjemkomst blev dræpt av en ond og rænkefuld kvinde.
Da nu den rene Perséfone selv hadde jaget til side
flokken av kvindernes sjele og spredt dem som agner for vinden,
nærmet sig sorgfuld en sjel, den mægtige drot Agamemnon,
Atrevs' søn. Han kom i en flok av andre som fordum
faldt i Aigistos' hus og sammen med ham kom av dage.
Høvdingen kjendte mig straks, da han drak av blodet, det sorte.
Hulkende brast han i graat og fældte de bitreste taarer.
Armene rakte han frem og søkte at favne mig kjærlig.
Dog, hans styrke var svækket og brutt; han eide ei længer
spændkraft som den der bodde tilforn i hans smidige lemmer.
Da jeg fik se ham, brast jeg i graat, og i hjertelig medynk
talte jeg til ham med vingede ord og spurte ham venlig:
«Atrevs' navngjetne søn, stormægtige drot Agamemnon.
Hvad for en dødslod har kuet din kraft og lagt dig paa baaren?
Var det Poseidon som sendte en storm av rasende vinde
mot dig i harme og voldte din død paa de stavnkrumme snekker?
eller har fiender slaat dig ihjel paa land, naar du røvet
mændenes okser og kjør og flokker av trivelig smaafæ
eller gik frem til kamp for at vinde en by og dens kvinder?»
Saa jeg talte, og skyggen tok straks til orde og svarte.
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnilde, gjæve Odyssevs!
Hverken har havguden sendt nogen storm av rasende vinde
mot mig i harme og voldt min død paa de stavnkrumme snekker,
eller har fiender slaat mig ihjel i fremmede lande.
Nei; men Aigistos og sammen med ham min nedrige hustru
røvet mig livet og voldte min død. Da han bød mig til gilde,
myrdet han mig ved sit bord som man slagter en okse ved krybben.
Saaledes led jeg en jammerfuld død, og talrike venner
myrdedes en efter en, lik flokker av svin som man slagter
hist i rikmandens gaard, naar den mægtige høvding vil feire
bryllup med straalende fest eller sammenskudslag eller gilde.
Mangen en gang var du med, naar en mand maatte segne i døden
baade i kampen mot én og i feltslagets blodige tummel.
Dog, som aldrig tilforn, hadde jammeren knuget dit hjerte,
hadde du set rundt bollen med vin og de bugnende borde
hvordan vi laa i hans hal og paa gulvet den dampende blodpøl.
Jammerskrik naadde mit øre fra Priamos' datter Kassandra,
da Klytaimnéstra stak jomfruen ned med svig, saa hun segnet
over mig selv. Min løftede arm sank kraftløs til jorden,
medens jeg laa med sverdet i bryst og kjæmpet med døden.
Hjerteløs snek hun sig bort, og ikke engang mine øine
lukket hun eller min blegnende mund, skjønt jeg vandret til Hades.
Intet er dog saa grusomt og frækt som den troløse kvinde
som i sit hjerte kan tumle med slik en forfærdelig gjerning,
likesom hun i sit sind har pønset paa skrækkelig udaad
da hun forvoldte sin egtemands død. Jeg hadde jo haabet,
naar jeg kom hjem til min borg, at hilses med jublende glæde
baade av husfolk og barn; men hun, hint avskum av ondskap,
dynget kun skam paa sig selv og alle de kvinder som siden
kommer til verden, selv dem som ærlig vil gjøre det gode.»
Saa han talte. Da tok jeg paany til orde og svarte:
«Aa for en gru! Tilvisse har Zevs, den tordnende hersker
like fra først av for kvindernes synd lagt Atrevs' sønner
grusomt for hat. For Hélenas skyld sank mange i graven
og Klytaimnéstra har sveket dig lumsk, da du var i det fjerne.»
Saa jeg talte, og skyggen tok straks til orde og svarte:
«Derfor er dette mit raad: Vær aldrig for mild mot din hustru!
Staa hende ikke til regnskap for alt hvad du selv monne tænke.
Vel kan du si hende noget; men bedst er at tie med andet.
Dog, din hustru, Odyssevs, skal ei forvolde dig døden.
saasom Ikarios' datter, den kløktige Penelopeia
baade er saare forstandig og trofast i sind og i tanker.
Nygift og straalende ung forlot vi din hustru paa borgen,
da vi drog ut paa vort tog. Hun hadde sin lille ved brystet.
Da var han liten, men sitter vel nu i mændenes møter,
signet av lykken. Hans far vil se ham igjen ved sin hjemkomst.
Glad skal han favne, som sømmelig er, sin far, naar han kommer.
Mig blev det ikke forundt av min viv at mætte mit øie
bare ved synet av sønnen, før troløst hun røvet mig livet.
Nu vil jeg si dig en ting, og læg dig min tale paa hjerte:
Styr ikke aapenlyst ind med dit skib, naar du kommer til hjemmet!
Gjør det i løndom; ti intet er trygt, naar det gjælder en kvinde.
Gi mig nu ogsaa om dette besked og si mig med sandhet,
om I paa færden har hørt om min søn at han end er i live
fjernt i Orkomenos' by eller hist i det sandige Pylos
eller i Sparta, den vidtstrakte stad, hos min bror Menelaos;
ti min Orestes er endnu ei død og gjemt under mulde.»
Saa han talte. Da tok jeg paany til orde og svarte:
«Atrevs' søn, hvi spør du om slikt? Jeg vet ei med visshet
om han er død eller lever. At svare paa maafaa er faafængt.»
Saaledes stod vi nu sammen og vekslet i skiftende tale
sorgfulde ord, mens taarerne stridt over kinderne strømmet.
Sjelene nærmet sig atter. Nu kom den stolte Akillevs,
Pelevs' søn og Patroklos. Antilokos fulgte og Aias,
Telamons søn, den ypperste helt blandt alle danaer
baade i skjønhet og vekst næst efter den stolte Peleide
Aiakos' fotrappe ætling drog kjendsel paa mig med det samme.
Jamrende lød hans vingede ord da han vendte sig til mig:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnare gjæve Odyssevs!
Hvad tør du vaage, dumdristige mand, som er værre end dette?
Hvor fik du mot til at drage til Hades' bo, hvor de døde
dvæler med tanketomt sind som henfarne menneskers skygger?»
Saa han talte, og selv tok jeg straks til orde og svarte:
«Pelevs' søn, Akillevs, akaiernes ypperste kjæmpe!
Vit at jeg kom for at spørre tilraads Teiresias' skygge,
hvordan jeg bedst skulde frelse mig hjem til Itakas fjeldø.
End har jeg ei kunnet naa til akaiernes land eller sætte
foten paa hjemlandets jord; men vanheld forfølger mig stadig.
Ingen var engang lyksalig som du eller vorder det siden,
ædle Akillevs. Dig hædret tilforn vi tapre argeier
høit som en gud, da du levet, og her er du drot over døde.
Stans da din jammer, Akillevs, og sørg ikke saa efter døden!»
Saa jeg talte. Da tok han paany til orde og svarte:
«Frist ikke, gjæve Odyssevs, at trøste mig her for min dødslod.
Bedre det tykkes mig nu at tjene paa jorden en herre
ringe og fattig paa gods for kummerlig løn end at raade
nede i Hades som ypperste drot over alle de døde.
Aa, men fortæl om min herlige søn og la mig faa vite
om han som høvding drog med til den blodige kamp eller ikke,
og har du spurt noget nyt, saa fortæl om den høibaarne Pelevs.
Holdes han blandt myrmidonernes folk i agt og i ære,
endnu som før, eller haanes han nu i Hellas og Ftia,
eftersom alderens tryk har lammet hans hænder og føtter.
Gid jeg fik skue den straalende sol og verge ham trofast,
slik som jeg var da jeg fordum paa Ilions vidtstrakte sletter
verget argeiernes mænd og fældte de tapreste helte.
Fik jeg en kortvarig frist til at gjeste min far paa hans kongsgaard
slik som jeg var, da skulde min kraft og de farlige hænder
skræmme enhver som voldte ham mén og forringet hans hæder.»
Saa han talte. Da tok jeg paany til orde og svarte:
Nei, om den værdige Pelevs, din far, har jeg intet faat høre;
men om din elskede søn Neoptólemos skal jeg fortælle
siden du ønsker det, alt hvad jeg vet, og sandt skal det være.
Ja, ti jeg hentet jo selv paa en veltømret rummelig snekke
helten fra Skyros og førte ham med til argeiernes leirplads.
Hvergang vi siden ved troernes by holdt raad, var han altid
en av de første som talte, og aldrig forfeilet han maalet.
Bare den herlige Nestor og jeg var hans mestre paa tinge.
Men naar vi stred med den hvæssede malm paa sletten ved Troja,
holdt han sig ikke blandt mændenes flok i de sluttede rækker.
Foran dem stormet han kjæk og vek ei for nogen i manddom.
Banehugg gav han mangfoldige mænd i den grufulde stridslarm.
Ei kan jeg nævne ved navn eller melde om alle de kjæmper
ynglingen fældte paa val, naar han verget argeiernes stridsmænd.
Men for en drabelig kjæmpe han vog, da han fældte med lansen
helten Evrypylos Télefos' søn, og keteiernes stridsmænd
faldt om sin drot, som en kvinde ved guld fik lokket til kampen.
Han var den fagreste mand jeg har set næst høvdingen Memnon.
Siden, da jeg og de tapreste mænd hadde gjemt os i hesten,
den som Epeios fik tømret, og jeg skulde sørge for alting,
baade naar træhestens listige skjul skulde aapnes og lukkes,
da maatte alle de andre danaiske drotter og raadsmænd
tørre sig taarer av kind, og lemmerne rystet av rædsel.
Ikke et øieblik merket jeg dog eller saa for mit øie
ynglingens deilige aasyn bli blekt. Ei saa jeg ham stryke
taarer fra kind. Han tryglet og bad mig tidt om at slippe
ut av den lukkede hest. Tidt grep han om sverdet og knuget
lansen i haand, og troernes død var hans eneste tanke.
Siden, da Priamos' kneisende by var styrtet i støvet,
gik han med hædrende gaver og rikelig andel i byttet
uskadt ombord, ei rammet av pil eller hvæssede lanser
eller i nærkamp av fiendens sverd, som det times som oftest
helte som færdes i kamp, naar krigsguden raser i blinde.»
Saa jeg talte, og sjelen gik bort. Den raske Akillevs
vandret med vældige skridt over engen hvor liljerne vokser,
glad da han hørte mig prise hans søn som en ypperlig kriger.
Alle de øvrige skygger, de henfarne menneskers sjele,
stod der i kummer og spurte mig ut om frænder og venner.
Bare en eneste sjel blev staaende fjernt fra de andre,
Aias, Telamons søn, forbitret fordi jeg ved flaaten
engang tilforn hadde seiret i strid og med dommernes medhold
vundet Akillevs' vaaben, den pris som hans mor hadde utsat.
Dommen blev fældet av troiske mænd og av Pallas Atene.
Aa, om jeg ei hadde vundet hin pris og seiret i striden!
Ti det var dette som voldte at Aias, den herlige høvding,
sank under mulde, den ypperste mand blandt alle danaer
baade i skjønhet og manddom paa val næst helten Akillevs.
Søkte jeg da med venlige ord at mildne hans vrede:
«Aias, du Telamons søn! Aa, skulde du selv efter døden
ei kunne glemme din harm over hine usalige vaaben
som efter gudernes raad skulde volde argeierne vanheld?
Dig har vi mistet, vort tryggeste vern, og vi, dine landsmænd,
bærer saa tungt vor sorg over dig som over Akillevs,
Pelevs' herlige søn. Men Zevs alene har skylden,
han som har lagt hver spydsvinger kjæk i danaernes fylking
grusomt for hat og voldte dig selv den skjæbne du fristet.
Kom dog, vældige drot, og lyt til mit ord og min tale.
Styr dog dit mandige sind! Læg baand paa din rasende vrede!»
Saa jeg talte. Han svarte mig ei, men gik til de andre
henfarne menneskers sjele, til Erebos, skyggernes bolig.
Dog, han hadde vel, vred som han var, tilsidst villet tale,
dersom jeg mer hadde sagt; men længselsfuldt higet mit hjerte
efter at skue end fler av de henfarne høvdingers sjele.
Nu fik jeg øie paa Minos, den herlige søn av Kronion.
Høvdingen sat med guldstav i haand og dømte blandt døde.
Flokket om herskeren sat eller stod de ventende skarer
nede ved Hades' vældige port og æsket hans domme.
Derefter saa jeg Orion, den vældige kjæmpe som atter
jaget paa sletten hvor liljerne gror, de flygtende vilddyr
som han tilforn hadde jaget og dræpt paa de ødslige fjelde.
Malmkøllen holdt han i haand, det vaaben som aldrig kan knækkes.
Tityos øinet jeg ogsaa, hin søn av den navngjetne Gaia,
liggende bunden paa jorden. Ni maal var den mark som han dækket.
Over ham sat to gribber paa hver sin side og hakket
leveren bort under huden. Ham kunde ei hænderne verge.
Leto, hin Alfaders deilige viv, hadde bergrisen voldført,
da hun var naadd til Panopevs' mark paa sin vandring til Pyto.
Tantalos saa jeg tillike. Han døiet de bitreste kvaler,
staaende midt i en sjø som naadde ham op under haken.
Gubben saa ut til at pines av tørst, men fik ikke drukket;
ti naar han bøide sig ned for at læske sin brændende gane.
sugedes vandet tilbake og svandt, og rundt om hans føtter
viste sig jorden den sorte. En gud lot det stadig forsvinde.
Løvrike trækroner hvælvet et tak over oldingens hoved,
bugnende rikt av granater, av pærer og rødmende epler,
fikener søte av smak og fuldmodne grønne oliven.
Dog, saa tidt som den gamle med hænderne grep efter frugten
løftet et vindstøt den bugnende gren mot de regntunge skyer.
Sisyfos saa jeg tillike. Han veltet i endeløs møie
stadig en sten, uhyre av vegt med de kraftige arme.
Kjæmpetak tok han og strævende haardt med hænder og føtter
væltet han stenen mot toppen; men naar han tilsidst skulde styrte
stenblokken ut over kammen, da væltet den om ved sin tyngde.
Nedover fjeldsiden rullet den skamløse sten imot sletten.
Spændte han da sine sener paany og væltet, mens sveden
strømmet fra hvert et lem og støvskyen føk om hans hoved.
Næst efter ham fik jeg se den vældige kjæmpe Herakles,
halvgudens skygge. Selv fryder han sig blandt evige guder
bænket ved gilder og fæstet som brud den deilige Hebe,
datter av Zevs og av Hera hans viv med de gyldne sandaler.
Dødninger hylte omkring ham lik opskræmte fugler som flygter
skrikende bort. Selv stod han saa mørk som natten den sorte,
knuget den blottede bue i haand, og med pilen paa strengen
saa han sig om med truende blik som en sigtende skytte.
Frygtelig lynte om halvgudens bryst den mægtige sverdrem,
indlagt med guld og vidunderlig skjønt med billeder smykket,
bjørne og vildsvin og løver med ild i de luende øine,
vældige kampe og rædsomme slag med mord og med manddrap.
Bedre om smeden som virket med kunst hin grufulde sverdrem,
ei hadde gjort den, og maatte han ei kunne gjøre dens make.
Straks da han saa mig, kjendte han mig, og med klagende stemme
talte han til mig med vingede ord og tolket sin jammer:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnare gjæve Odyssevs!
Arme, du slæper forvisst paa en lod saa tung som min egen,
dengang jeg hist i den sollyse dag maatte bære min byrde.
Vit, jeg var søn av den mægtige Zevs; men uendelig jammer
faldt i min lod. Jeg tjente som træl en ringere herre.
Farlig og tung var altid den daad som han bød mig at øve.
Engang sendtes jeg hit for at hente ham Hades' vakthund;
ti nogen haardere dyst kunde nidingen ikke faa uttænkt.
Dog, jeg hentet ham hunden og slæpte den med mig fra Hades.
Hermes gik med paa min færd og den blaaøide Pallas Atene.»
Saa han talte og vandret paany til Hades' bolig.
Selv blev jeg staaende der for at se om fler skulde komme.
Skygger av helte som alle forlængst var segnet i døden.
Fler hadde vist sig av fortidens mænd som jeg ønsket at skue,
herlige sønner av guder, Peiritoos kanske og Tesevs;
men med forfærdende skrik kom stimlende skarer av døde
tusind paa tusind, og gjennem mig jog den likbleke rædsel;
ti jeg var ræd at den stolte Persefone selv skulde sende
Gorgo fra Hades, hint utyske fælt med det grufulde aasyn.
Skrækslagen hastet jeg ned til mit skib og bød mine svende
ilsomt at stige ombord og løse de fæstede landtaug.
Mændene lystret mig straks og satte sig hver paa sin tofte.
Ut paa Okeanos førtes vort skib av den vuggende havstrøm,
først for mandskapets aarer, men siden for strykende medbør.
sørget vi først for at hale det ut paa det hellige havdyp.
Derpaa blev master og seil lagt ned i den gyngende snekke.
Sauene tok vi og lastet dem ind, og med sorgfulde hjerter
steg vi paa skibet ombord, mens taarerne strømmet saa stride.
Kirke, den haarfagre mø, gudinden med menneskestemme
sendte os strykende bør, en kjærkommen hjælper som fyldte
straks vore svulmende seil og blæste mot fartøiets bakstavn.
Men da nu alting var ordnet ombord og fartøiet seilklart,
sat vi i ro, mens vinden og rormanden styrte vor snekke.
Dagen til ende var seilene spændt, mens den for over havet.
Solen gik ned og skyggerne sank over gater og veier.
Da kom den frem til den fjerneste bred av Okéanosstrømmen.
Der er det land og den by hvor kimmeriske mænd er til huse,
hyllet i skyer og taake. Dem sender den lysende solgud
aldrig et eneste glimt av soløiets skinnende straaler,
ei naar han hæver sig op paa den stjerneglitrende himmel,
ei naar han atter gaar ned paa sin vogn fra himlen mot jorden;
men over staklerne ruger den grufulde nat med sit mørke.
Der lot vi fartøiet lægge til land og drev vore sauer
atter fra borde. Selv vandret vi langs Okéanosstrømmen,
indtil vi kom til det sted som Kirke fornys hadde nævnt os.
Der blev dyrene holdt av Evrylokos og Perimédes,
medens jeg drog mit hvæssede sverd fra lænd og i jorden
gravet et hul, en alen omtrent i længde og bredde.
Derefter hældte jeg drikoffer ut til alle de døde,
først av honning og melk og dernæst av vinen, den søte.
Tredjegang ofret jeg vand. Hvitt bygmel blev drysset om hullet,
og til de kraftløse skygger jeg bad og lovet at ofre,
naar jeg var kommet til Itakas ø min ypperste kvie
hist paa min borg og lægge paa baal de herligste gaver,
men til Teirésias særskilt at bringe som offer en saubukk,
sort overalt, det vakreste dyr som fandtes i flokken.
Da jeg med løfter og bøn hadde paakaldt de avdødes skarer,
tok jeg de kulsorte dyr og skar deres hoved fra kroppen.
Mørkt randt blodet i hullet. Da stimlet fra Erebos' mørke
dødningesjeler i flok. Saa mangen en brudeklædt ungmø,
talrike blomstrende svende og gubber som mangt hadde døiet,
jomfruer fagre hvis hjerter var brutt fornylig av kummer.
Mangen en kriger kom skridende frem i sin blodige rustning,
helte som segnet paa val for landsernes hvæssede kobber.
Flokkevis kom de med grufulde skrik og stimlet om hullet
allestedsfra, og gjennem mig jog den blegnende rædsel.
Ivrig formante jeg nu og bad mine trofaste svende
skyndsomt at flaa og brænde paa baal de ofre som nylig
faldt for det grusomme kobber og be til de evige guder,
Hades, den mægtige drot og den grufulde Persefoneia.
Derefter trak jeg fra lænd mit skarpslepne slagsverd og rolig
satte jeg mig og lot ikke én av de kraftløse døde
nærme sig dyrenes blod, før Teirésias' skygge var raadspurt.
Svenden Elpenors sjel, vor trofaste ven, var den første.
End hadde ynglingen ei fundet ro i en grav under mulde;
ti i den mægtige Kirkes palads lot vi liket tilbake
ujordet, uten en taare. Vi hadde jo hastverk med andet.
Da jeg fik se ham, brast jeg i graat, og i hjertelig medynk
talte jeg til ham med vingede ord og spurte ham venlig:
«Hvorledes kom du, Elpénor, herned til det taakede mørke?
Raskere kom du tilfots end jeg paa min tjærede snekke.»
Saa jeg talte. Da sukket han dypt og svarte i tungsind:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnare gjæve Odyssevs.
Vanskjæbne, sendt av en gud, og vinrusen voldte mig døden;
ti da jeg laa i Kirkes palads og skulde tilbake,
sanset jeg ikke at skynde mig hen til trappen, den lange.
Hovedkulds styrtet jeg ned fra det svimlende tak, og i faldet
knækket jeg halsen av led, og min sjel maatte vandre til Hades.
Nu vil jeg be dig ved dem du forlot i dit hjem, ved din hustru
og ved din graanende far, som fostret dig da du var liten,
og ved din eneste søn, ved Telemakos hist i din kongsgaard.
Ja, ti jeg vet at du snart, naar du vender tilbake fra Hades,
atter skal styre dit sterkbygde skib til øen Aiaia.
Tænk da paa mig, du mægtige drot! Jeg ber dig saa bønlig.
La mig ei ligge tilbake ujordet og uten en taare,
naar du skal drage; ti gudernes harm kunde ramme dig siden.
Brænd mig paa baalet med alt hvad jeg har av rustning og vaaben,
og ved det graalige hav maa du reise min gravhaug paa stranden,
forat min skjæbne saa tung skal mindes av kommende slegter.
Hør dog denne min bøn og reis paa min gravhaug en aare,
den som jeg rodde med selv, da jeg levet blandt venner hist oppe.»
Saa han talte. Da tok jeg paany til orde og svarte:
«Dette du ber om, usalige ven, skal jeg visselig gjøre.»
Saaledes sat vi nu sammen og vekslet i skiftende tale
sorgfulde ord. Selv holdt jeg mit sverd over blodet, mens vennen
talte saa mangt fra den motsatte kant, hvor han sat som en skygge.
Atter kom mot mig en sjel, min bortgangne mor Antikleias,
helten Avtolykos' datter. Hun levet jo endnu i hjemmet,
da jeg tok avsked og stevnet paa tog til det hellige Troja.
Da jeg fik se hende, brast jeg i graat og ynkedes saare.
Men, saa tungt som det faldt mig, jeg lot hende dog ikke komme
nærmere dyrenes blod, før Teiresias' skygge var raadspurt.
Nu kom Teiresias' sjel, den navngjetne spaamands fra Tebai.
Guldstaven bar han i haand. Da han kjendte mig, tok han til orde:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnare, gjæve Odyssevs.
Hvi er du kommet, usalige mand, fra det straalende sollys
hit for at se det grufulde sted, hvor skyggerne færdes?
Ta nu tilbake dit skarpslepne sverd og flyt dig fra hullet,
saa jeg kan drikke av blodet og sanddru faa sagt dig din skjæbne.»
Saa han talte. Da trak jeg mig bort, og mit sølvsmykte slagsverd
stak jeg i skeden paany, og da han med blodet, det sorte,
først hadde slukket sin tørst, tok spaamanden atter til orde:
«Gjæve Odyssevs, du vil jeg skal spaa dig en lykkelig hjemfærd.
Dog, en guddom vil gjøre den tung; ti jeg tror at du neppe
undgaar hin jordrysters blik. Han hater dig vildt i sit hjerte,
harmfuld for hvad du har gjort mot hans søn, da du røvet ham synet.
Dog, I kan endda faa bjerget jer hjem efter lidelser tunge,
hvis du vil styre dit eget begjær og vennernes lyster,
naar du paa flugt over mørkeblaat hav omsider er landet
fjernt paa Trinakias ø med dit sterkbygde fartøi og finder
flokker av beitende okser og kjør og trivelig smaafæ,
viet til Helios, guden som alt kan se og kan høre.
Dersom du lar dem i fred og bare vil tænke paa hjemfærd,
da kan I komme til Itaka hjem efter lidelser tunge.
Men hvis du volder dem mén, da spaar jeg ubotelig vanheld
baade for mænd og for skib, og dersom du selv skulde frelses,
kommer du sent og forpint med tapet av hele dit mandskap
hjem paa andenmands skib og møtes i hjemmet av sorger.
Trodsige mænd vil du finde som tærer dit gods og i frækhet
frir til din deilige hustru og byr hende lokkende gaver.
Dog, over dem skal du skaffe dig hævn for al deres voldsfærd.
Men naar du saa paa din kongsgaard har dræpt hin friernes skare
enten med list eller aapent i kamp med det hvæssede kobber,
tag da en høvelig aare og giv dig saa trøstig paa veien,
indtil du naar til et folk som ikke har kjendskap til havet,
mænd som aldrig har krydret med salt den mat som de nyter.
Aldrig har mændene set nogen rødmalet snekke og aldrig
rodd med de hændige aarer, de ilende fartøiers vinger.
Nu skal jeg si dig et tydelig tegn som du ei kan ta feil av:
Naar paa din vandring du møter en mand som stanser og sier:
«Se! en kasteskovl bærer du jo paa din kraftige skulder,»
da skal du plante i jord din hændige aare og bringe
guden Poseidon, den vældige drot et rikelig offer.
Slagt ham en okse, en trivelig bukk og en fuldvoksen raane.
Saa skal du drage til hjemmet og sone med herlige ofre
alle de evige guder som bor over himmelen vide,
en efter en. Da kommer tilsidst, men ikke fra havet,
døden, en smertefri død, som frir dig fra træthet og møie
midt i din alderdoms lykke, mens folket som lever omkring dig
signes med velstand og held. — Hvert ord jeg har sagt dig, er sandhet.»
Saa han talte. Da tok jeg paany til orde og svarte:
«Gjæve Teiresias! Slik har vel guderne spundet min livstraad.
Vel, men si mig nu dette, og si mig sandheten aapent:
Foran mig ser jeg en sjel, min mors, som er segnet i døden.
Like ved blodofret sitter hun taus og har ikke vaaget
endnu at se paa sin søn eller vende sig til mig og tale.
Hvordan, du mægtige drot, skal hun kjende mig atter av aasyn?»
Saa jeg talte. Da tok han paany til orde og svarte:
«Let skal jeg gi dig et svar, og læg dig min tale paa sinde:
Dersom du nu lar en skygge av en av de henfarne døde
nærme sig blodet, forkynder han dig den reneste sandhet.
Den som du nægter det, fjerner sig tyst og vandrer tilbake.»
Saaledes talte Teiresias' sjel, og den fremsynte hersker
vandret til Hades' borg, da han hadde forkyndt mig sin spaadom.
Selv blev jeg sittende der, til min mor kom frem og fik slukket
tørsten med blodet, det sorte. Straks kjendte hun sønnen, og sorgfuld
talte hun vingede ord og spurte med klagende stemme:
«Hvorledes kom du, mit elskede barn, i levende live
ned til det taakede mulm, som er skjult for de levendes blikke?
Mægtige elver med frygtelig strøm gaar tvers over veien.
Først Okéanosstrømmen, hin flod som umulig kan vades.
Bare med sterkbygget skib kan man kløve dens brusende vande.
Kommer du langt om længe paa flakkende hjemfærd fra Troja
hit med dit mandskap og skib, og er du ei kommet tilbake
endnu til Itakas ø og har skuet i hjemmet din hustru?»
Saaledes talte min mor. Da tok jeg til orde og svarte:
«Nøden har drevet mig, elskede mor, til at stevne til Hades
for at faa raadspurt Teiresias' sjel, hin spaamands fra Tebai.
End har jeg ei kunnet naa til akaiernes land eller sætte
foten paa hjemlandets jord; men jeg flakker i endeløst vanheld,
siden jeg først paa ledingefærd mot de troiske helte
fulgte til Ilion, gangernes by, vor drot Agamemnon.
Vel, men si mig nu dette, og si mig sandheten aapent:
Hvad for en dødslod har kuet dig hist og lagt dig paa baaren?
Var det en tærende sott, eller har med de skaansomme pile
Artemis røvet dig livet, hin mægtige buegudinde?
Kjære, fortæl om min far og den søn som jeg hist lot tilbake.
Verger de endnu min hæder og magt, eller eier en anden
magten i landet, og tror de jeg ei skal vende tilbake?
Si hvad du vet om min ærbare viv, hvad hun tænker og ønsker,
om hun er blit hos vor søn og trofast tar vare paa alting
eller er hjemført som brud av akaiernes ypperste høvding.»
Saa jeg talte. Min værdige mor tok derpaa til orde:
«Jo tilvisse. Hun venter dig tro, standhaftig i hjertet,
hist i dit høie palads. Mens taarerne strømmer saa stride,
svinder i tærende sorg de nølende dager og nætter.
Endnu har ei nogen fremmed din hæder og magt. Dine gaarder
dyrker Telemakos endnu i fred, og til festlige gilder
gaar han som gjest, som det skyldes en drot som dømmer i landet;
ti han blir buden av alle til fest. Din far har sit tilhold
ute paa landet og gaar ikke ind til byen. Hans leie
er ikke nu nogen seng med straalende puter og tæpper.
Sammen med trællene sover han nu hver vinter i huset
fremme ved arnen i støvet, og ussel er dragten han bærer;
men fra det vaares til silde ved høst, naar frugterne modnes,
redes hans leie paa jord overalt hvor de nedfaldne blader
dækker i dynger den bakkede mark i hans frodige vingaard.
Sukkende ligger han der, og længselen efter din hjemkomst
øker i hjertet hans sorg. Tungt bærer han alderens byrde.
Saaledes sank ogsaa jeg i min grav og blegnet i døden;
ti i paladset har ei den skarpsynte buegudinde
truffet mig mildt med den skaansomme pil og røvet mig livet.
Ei blev jeg rammet av dødelig sott, som ellers som oftest
jager i tærende kval fra lemmerne kraften og livet.
Længselen efter din tænksomme kløkt og dit kjærlige hjerte
var det, min straalende søn, som røvet mig livet, det søte.»
Saa hun talte. Da vilde jeg straks med bankende hjerte
favne min mors, den bortgangnes, sjel i kjærlige armer.
Tre gange nærmet jeg mig og grep efter hende i længsel.
Tre gange flygtet hun ut av min arm som en drøm eller skygge.
Bitrere følte jeg dypt i min sjel den stikkende smerte.
Talte jeg da med vingede ord og spurte i vemod:
«Mor, hvi dvæler du ei, naar jeg gjerne vil trykke dig til mig,
forat vi ogsaa i Hades' hjem kan favnes og begge
lindre den isnende kval og lette vort hjerte i klager.
Er det en skygge som nu den stolte Perséfone sendte
hit til en søn for at øke end mer hans sorger og sukke?»
Saa jeg talte. Min værdige mor tok atter til orde:
«Elskede søn, usaligste mand som lever paa jorden.
Nei, hin datter av Zevs, Perséfone, daarer dig ikke;
men efter døden er dette den lod som rammer os alle.
Kjødet og benene holdes ei mer av senerne sammen;
men paa det brændende baal fortærer den flammende hete
dette til aske, saasnart fra knoklerne livet er flygtet.
Sjelen maa fly og flagrer omkring saa flygtig som drømmen.
Stevn nu mot lyset, saasnart som du kan, og nu maa du nøie
mindes hvad her du har set og fortælle det alt til din hustru.»
Saaledes vekslet vi sorgfulde ord. Da kom mig for øie
mangen en hustru og mø, som den stolte Perséfone sendte.
Hustruer var de og døtre av alle de gjæveste fyrster.
Flokkevis stimlet de sammen i kreds om blodet det sorte,
og jeg betænkte hvorledes jeg bedst skulde spørre hver enkelt.
Endelig fandt jeg et raad som tyktes mig være det bedste.
Drog jeg da atter fra lænd mit hvæssede slagsverd og negtet
alle paa engang at slukke sin tørst i blodet, det sorte.
En efter en kom de frem i række og rad, og hver enkelt
meldte mig nøde sin byrd og sin ætt, da jeg spurte dem alle.
Først blandt kvinderne øinet jeg nu den ætstore Tyro,
datter, som selv hun fortalte, av helten Salmonevs, som skjænket
møen som hustru til Aiolos' søn, den vældige Kretevs.
Dog, hun flammet i løn for den herlige flodgud Enipevs,
deiligst av alle de elver som sender sit vand gjennem enge.
Elskovssyk vandret hun tidt til Enipevs' speilklare strømme.
Flodguden skuffende lik tok guden som rystet al jorden,
kvinden i favn, hvor den hvirvlende elv forenes med havet.
Bølgerne straalte som purpur og hvælvet sig høie som fjelde
om deres leie og skjulte en gud og en dødelig kvinde.
Der lot han jomfruen slumre og løste i løn hendes belte.
Men da den vældige gud hadde stillet tilfulde sin elskov,
grep han den deiliges haand og trykket den kjærlig og mælte:
«Kvinde, vær glad at du gav mig din tro; før aaret er omme,
føder du herlige sønner. Ei goldt er gudernes favntak.
Plei dem da begge med omhu og kløkt og fostre dem kjærlig.
Nu skal du gaa til dit hjem. Vær taus og si det til ingen.
Vit, jeg er guden Poseidon som favner og ryster al jorden.»
Saa han talte, og guden forsvandt i det bølgende havdyp.
Tyro blev svanger med Nelevs og Pélias, tvillinger gjæve.
Begge blev gjort av den vældige Zevs til mægtige konger.
Byen Iolkos var Pélias' hjem, hvor de vidstrakte beiter
vrimler av smaafæ. Den anden blev drot i det sandige Pylos.
Dronningen fødte med tiden sin mand, den mægtige Kretevs,
sønnerne Aison og Feres og vognkjæmpen gjæv Amytaon.
Derefter blev jeg Antiope var, Asopos' datter.
Engang, fortalte hun stolt, fik hun hvile i Alfaders arme.
Tvillinger fødte hun ham, Amfion og Zetos, som grundet
Tebens syvportede by og først fik bygget dens mure,
saasom de ei kunde bygge og bo i det yndige Teben
uten en skjærmende mur, skjønt begge var vældige kjæmper.
Derefter saa jeg Alkméne, Amfitryons deilige hustru,
hun som blev mor til Heraklos, hin helt med mot som en løve,
da hun i løn hadde hvilt i Zevs, den almægtiges arme.
Ogsaa Megara kom frem, en datter av høvdingen Kreion,
gift med Amfitryons søn, hvis kjæmpekraft aldrig blev svækket.
Derefter saa jeg en kvinde, Oidipus' mor Epikaste,
hun som syndet saa svart, da hun uten at ane det valgte
sønnen til husbond. Han fældte sin far og egtet hans hustru.
Straks lot de evige guder hans daad bli kundgjort, og siden
hersket han over kadmeiernes folk i det yndige Teben
pint av sin sorg, og hans skjæbne blev tung efter gudernes vilje.
Hun maatte vandre til Hades, hin vogter ved dødsrikets porte,
da hun til bjelken i loft hadde fæstet den hængende strikke,
pint av ulidelig kval. Ham levnet hun talløse sorger,
alt hvad den skjændede mors erinnyer evnet at volde.
Derefter nærmet sig Kloris, den yndige kvinde som Nelevs
for hendes deilighet fæstet som viv med utallige gaver.
Kvinden var sidstfødte datter av Iasos' ætling Amfion,
som i Orkomenos raadet som drot, i minyernes kongsstad.
Selv var hun dronning i Pylos og fødte de herligste sønner,
Kromios, Nestor og sidst Periklymenos, gjæv og navnkundig.
Derefter fødte hun Pero, et under av kvindelig skjønhet.
Granderne fridde til møen; men Nelevs undte sin datter
bare til den som hentet den sterke Ifiklos' okser
hjem ifra Fylakes by, en krumhornet, bredpandet bøling
slem at faa bugt med, og bare en gjæv og navngjeten seer
gav ham sit løfte; men vanskjæbne tung som var sendt av en guddom,
hindret hans idræt, ti gjæternes flok fik slaat ham i lænker.
Men da nu dages og maaneders tal var til ende, og atter
aarstidsgudinderne kom, da aaret omsider var omme,
løste den sterke Ifiklos hans baand, da han først hadde varslet
drotten hans kommende lod. Saa fuldbragtes Alfaders vilje.
Leda, Tyndareos' herlige viv, kom ogsaa til syne,
hun som fødte hin mægtige drot to modige sønner,
Kastor, en kjæmpe tilvogns og den armsterke helt Polydevkes.
Begge er endnu i live, men dvæler forlængst under mulde.
Ogsaa i dypet har Zevs forundt dem udødelig hæder.
Andenhver dag har de liv, og andenhver dag er de døde.
Begge fik del i gudernes lod og hædres som disse.
Ifimedeia stod frem for mit blik, Alóevs' hustru.
Hun hadde hvilt, saa fortalte hun selv, hos guden Poseidon.
Tvillinger fødte hun ham; men kort blev det liv som forundtes
Otos, saa sterk som en gud, og den navngjetne helt Efialtes.
Begge var svære av vekst, de største som jorden har fostret,
fagrest tillike blandt mænd næst kjæmpen, den stolte Orion.
Brystmaalet var i det niende aar ni alen i bredde,
medens de maalte fra isse til fot ni favner i længden.
Brødrene vaaget at true med krig og herjende feide
guderne selv paa Olymp. At vælte det svimlende Ossa
op paa Olympen og Pelions fjeld med det skjælvende løvhang
ovenpaa Ossa forsøkte de frækt for at storme mot himlen.
Hvis de var modnet til kraftige mænd, var udaaden øvet.
Dog, hin søn av den mægtige Zevs og den haarfagre Leto
rammet dem begge med dræpende pil før skjægget sig kruset
under den hvelvede tinding og dækket med dun deres hake.
Faidra og Prokris kom frem og den deilige mø Ariadne,
datter av vismanden Minos. Tilforn vilde Tesevs fra Kreta
ta hende med til sit fjeldkranste hjem, det stolte Atenai.
Dog, han gik glip av sit rov; ti Dionysos vidnet imot dem
og hun blev dræpt av Artemis' pil paa det omflytte Dia.
Maira kom frem og Klyméne og kvinden saa lumsk Erifyle,
hun som for kostelig guld forraadte saa troløst sin husbond.
Dog, jeg kan ikke nævne med navn eller hædre med lovord
alle de halvguders døtre og hustruer fagre jeg skuet.
Ellers vil natten gaa med; men nu bør jeg gaa for at sove
enten ombord paa det hurtige skib og hos eders svende
eller hos jer. For hjemfærd maa I og guderne sørge.»
Saa han talte, og stille og tyst sat alle og lyttet
spændt til hans ord i den kjølige hal som bundet av trolddom.
Først tok den armhvite dronning, den skjønne Arete til orde:
«Si mig, faiaker, hvad tykkes jer nu om manden I skuer?
Hvad om hans skjønhet og vekst og den sindige ro i hans hjerte?
Vel er han særlig min gjest; men enhver har jo andel i æren.
Skynd jer da ei med at sende ham hjem. La ei eders gaver
maales for knapt til en trængende gjest. I gjemmer jo alle
mangen en kostelig skat i jert hus ved gudernes naade.»
Talte da ogsaa iblandt dem den graanende helt Ekenéos,
som var den ældste av aar blandt alle faiakernes fyrster:
«Venner, hvad selv vi ønsker og vil har vor sindige dronning
visselig ikke tat feil av. Saa gjør da nu som hun ønsker.
Dog, Alkinoos er det som her bør tale og handle.»
Derpaa tok drotten Alkinoos selv til orde og mælte:
«Jo, hvad hun sier skal ske, saa sandt som jeg lever og endnu
styrer som konge mit folk, de kjække faiakiske sjømænd.
Nu maa vor gjest, hvor meget han end monne længte mot hjemmet,
slaa sig tiltaals til imorgen ved gry, saa gaven kan vorde
skjænket i fuldeste maal. For hjemfærd skal mændene sørge
alle, men mest jeg selv; ti jeg har jo magten i landet.»
Straks tok den raadsnare helt Odyssevs til orde og svarte:
«Gjæve Alkinoos, mægtige drot, den første blandt folket.
Dersom I bød mig at dvæle hos jer, til aaret var omme,
naar I kun rustet mig ut til min færd med herlige gaver,
var ogsaa dette mig kjært. Langt lettere var det at komme
hjem til min elskede fædrenejord med fuldere hænder.
Mere velkommen til Itakas ø, mer agtet og hædret
blev jeg av alle som saa mig igjen, naar jeg vendte tilbake.»
Nu tok Alkinoos ordet paany og svarte ham venlig:
«Gjæve Odyssevs, vi kan ikke tro, naar vi ser dig for øie
at du vil fare med snak og med løgn. Saa mangen en løgnhals
nærer jo jorden den sorte. Ét utal er spredt over verden,
mænd som farer saa lurt med sin løgn at ingen kan se den.
Godt kan du forme din tale, og ædelsind bor i dit hjerte.
Kyndig, som var du den ypperste skald, har du meldt og fortalt os
alle de trængsler som rammet dig selv og alle argeier.
Vel, men fortæl mig nu endnu en ting og sig mig med sandhet
om du fik se nogen høibaaren helt av dem som i leding
fulgte dig frem til Ilions by og der kom av dage.
Natten er nu uendelig lang. End er ikke tiden
kommet til søvn i mit hus. Fortæl dine sælsomme frasagn.
Gladelig venter jeg her i min hal til den gryende morgen,
hvis du kan taale at melde mig alt hvad du døiet av trængsler.»
Straks tok paany den raadsnare helt Odyssevs til orde:
«Gjæve Alkinoos, mægtige drot, den første blandt folket!
Alt har sin tid. Fortælling har en og søvnen en anden.
Dog, er det mer du vil høre ikveld, skal jeg gjerne fortælle
ulykker værre end disse, den grufulde skjæbne som rammet
mangen en dyrebar ven som siden har fundet sin bane,
helte som frelste sig hjem fra de blodige kampe ved Troja,
men ved sin hjemkomst blev dræpt av en ond og rænkefuld kvinde.
Da nu den rene Perséfone selv hadde jaget til side
flokken av kvindernes sjele og spredt dem som agner for vinden,
nærmet sig sorgfuld en sjel, den mægtige drot Agamemnon,
Atrevs' søn. Han kom i en flok av andre som fordum
faldt i Aigistos' hus og sammen med ham kom av dage.
Høvdingen kjendte mig straks, da han drak av blodet, det sorte.
Hulkende brast han i graat og fældte de bitreste taarer.
Armene rakte han frem og søkte at favne mig kjærlig.
Dog, hans styrke var svækket og brutt; han eide ei længer
spændkraft som den der bodde tilforn i hans smidige lemmer.
Da jeg fik se ham, brast jeg i graat, og i hjertelig medynk
talte jeg til ham med vingede ord og spurte ham venlig:
«Atrevs' navngjetne søn, stormægtige drot Agamemnon.
Hvad for en dødslod har kuet din kraft og lagt dig paa baaren?
Var det Poseidon som sendte en storm av rasende vinde
mot dig i harme og voldte din død paa de stavnkrumme snekker?
eller har fiender slaat dig ihjel paa land, naar du røvet
mændenes okser og kjør og flokker av trivelig smaafæ
eller gik frem til kamp for at vinde en by og dens kvinder?»
Saa jeg talte, og skyggen tok straks til orde og svarte.
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnilde, gjæve Odyssevs!
Hverken har havguden sendt nogen storm av rasende vinde
mot mig i harme og voldt min død paa de stavnkrumme snekker,
eller har fiender slaat mig ihjel i fremmede lande.
Nei; men Aigistos og sammen med ham min nedrige hustru
røvet mig livet og voldte min død. Da han bød mig til gilde,
myrdet han mig ved sit bord som man slagter en okse ved krybben.
Saaledes led jeg en jammerfuld død, og talrike venner
myrdedes en efter en, lik flokker av svin som man slagter
hist i rikmandens gaard, naar den mægtige høvding vil feire
bryllup med straalende fest eller sammenskudslag eller gilde.
Mangen en gang var du med, naar en mand maatte segne i døden
baade i kampen mot én og i feltslagets blodige tummel.
Dog, som aldrig tilforn, hadde jammeren knuget dit hjerte,
hadde du set rundt bollen med vin og de bugnende borde
hvordan vi laa i hans hal og paa gulvet den dampende blodpøl.
Jammerskrik naadde mit øre fra Priamos' datter Kassandra,
da Klytaimnéstra stak jomfruen ned med svig, saa hun segnet
over mig selv. Min løftede arm sank kraftløs til jorden,
medens jeg laa med sverdet i bryst og kjæmpet med døden.
Hjerteløs snek hun sig bort, og ikke engang mine øine
lukket hun eller min blegnende mund, skjønt jeg vandret til Hades.
Intet er dog saa grusomt og frækt som den troløse kvinde
som i sit hjerte kan tumle med slik en forfærdelig gjerning,
likesom hun i sit sind har pønset paa skrækkelig udaad
da hun forvoldte sin egtemands død. Jeg hadde jo haabet,
naar jeg kom hjem til min borg, at hilses med jublende glæde
baade av husfolk og barn; men hun, hint avskum av ondskap,
dynget kun skam paa sig selv og alle de kvinder som siden
kommer til verden, selv dem som ærlig vil gjøre det gode.»
Saa han talte. Da tok jeg paany til orde og svarte:
«Aa for en gru! Tilvisse har Zevs, den tordnende hersker
like fra først av for kvindernes synd lagt Atrevs' sønner
grusomt for hat. For Hélenas skyld sank mange i graven
og Klytaimnéstra har sveket dig lumsk, da du var i det fjerne.»
Saa jeg talte, og skyggen tok straks til orde og svarte:
«Derfor er dette mit raad: Vær aldrig for mild mot din hustru!
Staa hende ikke til regnskap for alt hvad du selv monne tænke.
Vel kan du si hende noget; men bedst er at tie med andet.
Dog, din hustru, Odyssevs, skal ei forvolde dig døden.
saasom Ikarios' datter, den kløktige Penelopeia
baade er saare forstandig og trofast i sind og i tanker.
Nygift og straalende ung forlot vi din hustru paa borgen,
da vi drog ut paa vort tog. Hun hadde sin lille ved brystet.
Da var han liten, men sitter vel nu i mændenes møter,
signet av lykken. Hans far vil se ham igjen ved sin hjemkomst.
Glad skal han favne, som sømmelig er, sin far, naar han kommer.
Mig blev det ikke forundt av min viv at mætte mit øie
bare ved synet av sønnen, før troløst hun røvet mig livet.
Nu vil jeg si dig en ting, og læg dig min tale paa hjerte:
Styr ikke aapenlyst ind med dit skib, naar du kommer til hjemmet!
Gjør det i løndom; ti intet er trygt, naar det gjælder en kvinde.
Gi mig nu ogsaa om dette besked og si mig med sandhet,
om I paa færden har hørt om min søn at han end er i live
fjernt i Orkomenos' by eller hist i det sandige Pylos
eller i Sparta, den vidtstrakte stad, hos min bror Menelaos;
ti min Orestes er endnu ei død og gjemt under mulde.»
Saa han talte. Da tok jeg paany til orde og svarte:
«Atrevs' søn, hvi spør du om slikt? Jeg vet ei med visshet
om han er død eller lever. At svare paa maafaa er faafængt.»
Saaledes stod vi nu sammen og vekslet i skiftende tale
sorgfulde ord, mens taarerne stridt over kinderne strømmet.
Sjelene nærmet sig atter. Nu kom den stolte Akillevs,
Pelevs' søn og Patroklos. Antilokos fulgte og Aias,
Telamons søn, den ypperste helt blandt alle danaer
baade i skjønhet og vekst næst efter den stolte Peleide
Aiakos' fotrappe ætling drog kjendsel paa mig med det samme.
Jamrende lød hans vingede ord da han vendte sig til mig:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnare gjæve Odyssevs!
Hvad tør du vaage, dumdristige mand, som er værre end dette?
Hvor fik du mot til at drage til Hades' bo, hvor de døde
dvæler med tanketomt sind som henfarne menneskers skygger?»
Saa han talte, og selv tok jeg straks til orde og svarte:
«Pelevs' søn, Akillevs, akaiernes ypperste kjæmpe!
Vit at jeg kom for at spørre tilraads Teiresias' skygge,
hvordan jeg bedst skulde frelse mig hjem til Itakas fjeldø.
End har jeg ei kunnet naa til akaiernes land eller sætte
foten paa hjemlandets jord; men vanheld forfølger mig stadig.
Ingen var engang lyksalig som du eller vorder det siden,
ædle Akillevs. Dig hædret tilforn vi tapre argeier
høit som en gud, da du levet, og her er du drot over døde.
Stans da din jammer, Akillevs, og sørg ikke saa efter døden!»
Saa jeg talte. Da tok han paany til orde og svarte:
«Frist ikke, gjæve Odyssevs, at trøste mig her for min dødslod.
Bedre det tykkes mig nu at tjene paa jorden en herre
ringe og fattig paa gods for kummerlig løn end at raade
nede i Hades som ypperste drot over alle de døde.
Aa, men fortæl om min herlige søn og la mig faa vite
om han som høvding drog med til den blodige kamp eller ikke,
og har du spurt noget nyt, saa fortæl om den høibaarne Pelevs.
Holdes han blandt myrmidonernes folk i agt og i ære,
endnu som før, eller haanes han nu i Hellas og Ftia,
eftersom alderens tryk har lammet hans hænder og føtter.
Gid jeg fik skue den straalende sol og verge ham trofast,
slik som jeg var da jeg fordum paa Ilions vidtstrakte sletter
verget argeiernes mænd og fældte de tapreste helte.
Fik jeg en kortvarig frist til at gjeste min far paa hans kongsgaard
slik som jeg var, da skulde min kraft og de farlige hænder
skræmme enhver som voldte ham mén og forringet hans hæder.»
Saa han talte. Da tok jeg paany til orde og svarte:
Nei, om den værdige Pelevs, din far, har jeg intet faat høre;
men om din elskede søn Neoptólemos skal jeg fortælle
siden du ønsker det, alt hvad jeg vet, og sandt skal det være.
Ja, ti jeg hentet jo selv paa en veltømret rummelig snekke
helten fra Skyros og førte ham med til argeiernes leirplads.
Hvergang vi siden ved troernes by holdt raad, var han altid
en av de første som talte, og aldrig forfeilet han maalet.
Bare den herlige Nestor og jeg var hans mestre paa tinge.
Men naar vi stred med den hvæssede malm paa sletten ved Troja,
holdt han sig ikke blandt mændenes flok i de sluttede rækker.
Foran dem stormet han kjæk og vek ei for nogen i manddom.
Banehugg gav han mangfoldige mænd i den grufulde stridslarm.
Ei kan jeg nævne ved navn eller melde om alle de kjæmper
ynglingen fældte paa val, naar han verget argeiernes stridsmænd.
Men for en drabelig kjæmpe han vog, da han fældte med lansen
helten Evrypylos Télefos' søn, og keteiernes stridsmænd
faldt om sin drot, som en kvinde ved guld fik lokket til kampen.
Han var den fagreste mand jeg har set næst høvdingen Memnon.
Siden, da jeg og de tapreste mænd hadde gjemt os i hesten,
den som Epeios fik tømret, og jeg skulde sørge for alting,
baade naar træhestens listige skjul skulde aapnes og lukkes,
da maatte alle de andre danaiske drotter og raadsmænd
tørre sig taarer av kind, og lemmerne rystet av rædsel.
Ikke et øieblik merket jeg dog eller saa for mit øie
ynglingens deilige aasyn bli blekt. Ei saa jeg ham stryke
taarer fra kind. Han tryglet og bad mig tidt om at slippe
ut av den lukkede hest. Tidt grep han om sverdet og knuget
lansen i haand, og troernes død var hans eneste tanke.
Siden, da Priamos' kneisende by var styrtet i støvet,
gik han med hædrende gaver og rikelig andel i byttet
uskadt ombord, ei rammet av pil eller hvæssede lanser
eller i nærkamp av fiendens sverd, som det times som oftest
helte som færdes i kamp, naar krigsguden raser i blinde.»
Saa jeg talte, og sjelen gik bort. Den raske Akillevs
vandret med vældige skridt over engen hvor liljerne vokser,
glad da han hørte mig prise hans søn som en ypperlig kriger.
Alle de øvrige skygger, de henfarne menneskers sjele,
stod der i kummer og spurte mig ut om frænder og venner.
Bare en eneste sjel blev staaende fjernt fra de andre,
Aias, Telamons søn, forbitret fordi jeg ved flaaten
engang tilforn hadde seiret i strid og med dommernes medhold
vundet Akillevs' vaaben, den pris som hans mor hadde utsat.
Dommen blev fældet av troiske mænd og av Pallas Atene.
Aa, om jeg ei hadde vundet hin pris og seiret i striden!
Ti det var dette som voldte at Aias, den herlige høvding,
sank under mulde, den ypperste mand blandt alle danaer
baade i skjønhet og manddom paa val næst helten Akillevs.
Søkte jeg da med venlige ord at mildne hans vrede:
«Aias, du Telamons søn! Aa, skulde du selv efter døden
ei kunne glemme din harm over hine usalige vaaben
som efter gudernes raad skulde volde argeierne vanheld?
Dig har vi mistet, vort tryggeste vern, og vi, dine landsmænd,
bærer saa tungt vor sorg over dig som over Akillevs,
Pelevs' herlige søn. Men Zevs alene har skylden,
han som har lagt hver spydsvinger kjæk i danaernes fylking
grusomt for hat og voldte dig selv den skjæbne du fristet.
Kom dog, vældige drot, og lyt til mit ord og min tale.
Styr dog dit mandige sind! Læg baand paa din rasende vrede!»
Saa jeg talte. Han svarte mig ei, men gik til de andre
henfarne menneskers sjele, til Erebos, skyggernes bolig.
Dog, han hadde vel, vred som han var, tilsidst villet tale,
dersom jeg mer hadde sagt; men længselsfuldt higet mit hjerte
efter at skue end fler av de henfarne høvdingers sjele.
Nu fik jeg øie paa Minos, den herlige søn av Kronion.
Høvdingen sat med guldstav i haand og dømte blandt døde.
Flokket om herskeren sat eller stod de ventende skarer
nede ved Hades' vældige port og æsket hans domme.
Derefter saa jeg Orion, den vældige kjæmpe som atter
jaget paa sletten hvor liljerne gror, de flygtende vilddyr
som han tilforn hadde jaget og dræpt paa de ødslige fjelde.
Malmkøllen holdt han i haand, det vaaben som aldrig kan knækkes.
Tityos øinet jeg ogsaa, hin søn av den navngjetne Gaia,
liggende bunden paa jorden. Ni maal var den mark som han dækket.
Over ham sat to gribber paa hver sin side og hakket
leveren bort under huden. Ham kunde ei hænderne verge.
Leto, hin Alfaders deilige viv, hadde bergrisen voldført,
da hun var naadd til Panopevs' mark paa sin vandring til Pyto.
Tantalos saa jeg tillike. Han døiet de bitreste kvaler,
staaende midt i en sjø som naadde ham op under haken.
Gubben saa ut til at pines av tørst, men fik ikke drukket;
ti naar han bøide sig ned for at læske sin brændende gane.
sugedes vandet tilbake og svandt, og rundt om hans føtter
viste sig jorden den sorte. En gud lot det stadig forsvinde.
Løvrike trækroner hvælvet et tak over oldingens hoved,
bugnende rikt av granater, av pærer og rødmende epler,
fikener søte av smak og fuldmodne grønne oliven.
Dog, saa tidt som den gamle med hænderne grep efter frugten
løftet et vindstøt den bugnende gren mot de regntunge skyer.
Sisyfos saa jeg tillike. Han veltet i endeløs møie
stadig en sten, uhyre av vegt med de kraftige arme.
Kjæmpetak tok han og strævende haardt med hænder og føtter
væltet han stenen mot toppen; men naar han tilsidst skulde styrte
stenblokken ut over kammen, da væltet den om ved sin tyngde.
Nedover fjeldsiden rullet den skamløse sten imot sletten.
Spændte han da sine sener paany og væltet, mens sveden
strømmet fra hvert et lem og støvskyen føk om hans hoved.
Næst efter ham fik jeg se den vældige kjæmpe Herakles,
halvgudens skygge. Selv fryder han sig blandt evige guder
bænket ved gilder og fæstet som brud den deilige Hebe,
datter av Zevs og av Hera hans viv med de gyldne sandaler.
Dødninger hylte omkring ham lik opskræmte fugler som flygter
skrikende bort. Selv stod han saa mørk som natten den sorte,
knuget den blottede bue i haand, og med pilen paa strengen
saa han sig om med truende blik som en sigtende skytte.
Frygtelig lynte om halvgudens bryst den mægtige sverdrem,
indlagt med guld og vidunderlig skjønt med billeder smykket,
bjørne og vildsvin og løver med ild i de luende øine,
vældige kampe og rædsomme slag med mord og med manddrap.
Bedre om smeden som virket med kunst hin grufulde sverdrem,
ei hadde gjort den, og maatte han ei kunne gjøre dens make.
Straks da han saa mig, kjendte han mig, og med klagende stemme
talte han til mig med vingede ord og tolket sin jammer:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnare gjæve Odyssevs!
Arme, du slæper forvisst paa en lod saa tung som min egen,
dengang jeg hist i den sollyse dag maatte bære min byrde.
Vit, jeg var søn av den mægtige Zevs; men uendelig jammer
faldt i min lod. Jeg tjente som træl en ringere herre.
Farlig og tung var altid den daad som han bød mig at øve.
Engang sendtes jeg hit for at hente ham Hades' vakthund;
ti nogen haardere dyst kunde nidingen ikke faa uttænkt.
Dog, jeg hentet ham hunden og slæpte den med mig fra Hades.
Hermes gik med paa min færd og den blaaøide Pallas Atene.»
Saa han talte og vandret paany til Hades' bolig.
Selv blev jeg staaende der for at se om fler skulde komme.
Skygger av helte som alle forlængst var segnet i døden.
Fler hadde vist sig av fortidens mænd som jeg ønsket at skue,
herlige sønner av guder, Peiritoos kanske og Tesevs;
men med forfærdende skrik kom stimlende skarer av døde
tusind paa tusind, og gjennem mig jog den likbleke rædsel;
ti jeg var ræd at den stolte Persefone selv skulde sende
Gorgo fra Hades, hint utyske fælt med det grufulde aasyn.
Skrækslagen hastet jeg ned til mit skib og bød mine svende
ilsomt at stige ombord og løse de fæstede landtaug.
Mændene lystret mig straks og satte sig hver paa sin tofte.
Ut paa Okeanos førtes vort skib av den vuggende havstrøm,
først for mandskapets aarer, men siden for strykende medbør.