Novellen. En Novelle
Novellen.
En Novelle.
Jeg var netop kommen hjem fra et Besøg i Armengrube med en Fremmed, en Slesviger ved Navn Martin, der var mig anbefalet; og en Smule trætte men i en munter Stemning rykkede vi Begge med vore dampende Piber sammen om Thebordet med et Par af mine Naboer, som jeg havde bedet om at holde Hr. Martin, hvem jeg før ikke personlig havde kjendt, med Selskab, og som allerede havde ventet os en halv Timestid. I Hr. Martin fandt vi Alle en ret behagelig Selskabsmand; og den Interesse, hvormed han greb Alt, hvad der vedkom Norge og Norges Constitution, kunde ikke Andet end vække vor Velvillie for Udlændingen, en vakker Mand paa henved de Halv treds. Samtalen løb let og frit hen over de forskjelligste Gjenstande, og Ingen havde Lyst at tage Kaartet. ”Tillykke med Huusvennen!” tog i en Pause En af Selskabet Ordet. ”Lad mig nu see, du giver os mange originale Fortællinger og Noveller; for Tydsk kan vi selv læse. –” Jeg satte et meget betænkeligt Ansigt op og tilføiede i et temmelig søgt Ordspil, at Noveller og Pandecter forbydes bedre end Noveller og Grammatiker. Hr. Martin bemærkede i Samtalens Løb, at en Digter ikke skulde savne Stof til Fortællinger, naar han med behørig Diseretion vilde behandle mangen af ham selv elleraf hans Bekjendtere oplevet Tildragelse, og at disse Fortællinger letteligen vilde antage Novellens Charakteer, hvis han opsøgte saadanne Tildragelser, som han mindedes fra Barne-aarene, da det Ubestemte i Omridsene her vilde give Phantasien frit Spil. Uvilkaarlig lod jeg mig ved denne Bemærkning hensætte i mine tidligere Dage, og en Mængde uvisse Erindringer glede som magiske Skyggebilleder fordi min Sjel. – ”Naa! er Novellen snart færdig?” tog leende en Nabo Ordet, i det han stødte sit Punschglas hen imod mit. Jeg tilstod undskyldende min Adspredelse, at jeg virkelig havde tabt mig i Erindringen om en Begivenhed fra mine Barne-aar, af hvilken der maaskee lod sig danne en liden Fortælling. Man opfordrede mig til at meddele mit Drømmesyn, og jeg kunde ikke afslaae Selskabet dets eenstemmieg Begjering – men tog saaledes tilorde.
”Dersom De vente at faae en Novelle at høre fix og færdig, mine Venner, saa gjøre de Dem selv og mig Uret ved en Forventning, som ei vil vorde opfyldt. Det er kun et formeenligt Stof til en Novelle, jeg har at meddele, – et Stof, som jeg har optaget aldeles passiv i min Erindring, og som, hvis det engang lykkes mig at bearbeide det, vist trænger til megen Understøttelse af den skabende Phantasie. Altsaa til Sagen!
I en af Norges vakreste Smaabyer henlevede jeg de lystige Drenge-aar. Elven skrider stærk men uden Bølger ned igjennem den venlige Række af mestendeels hvidmalede Bygninger, der dog halv beskygges af den Rad Søboder, som krandse Bredderne. Det travle Handelsliv og den glade Sømandstummel opliver Øst- og Vest-siden af Byen. En vis fiin Cultur fra de hvide Bygningers Beboere løber saa venlig sammen med Søgutternes fri Livlighed, at den paa Menneskelivet forstandige Iagttager maa yde dette Sted sit udeelte Bifald, menden lykkelige, uerfarne Barnealder, ubevidst i sit jublende Glædesliv, give hiint Bifald en inderlig Styrke. Thi hvor det er som det bør med de Voxnes Liv, der er Barneverdenen lykkelig. – For mig havde Ugen regelmæssigen syv sorgfrie, muntre Dage; men iblandt dem prunkede naturligviis Søndagen med en ganske egen Herlighed. Da kom Trøien paa med de mange Rader blanke, toppede Knapper, Skoene med ziirlige Silkesløifer og Søndagscacheten. Saadant Hvedebrød, som det, min elskelige Moder bar ind til os, spiser jeg ikke mere, – og saadan en festlig Vandring til Kirken oplever jeg ikke igjen.
Men ti til tolv Søndage i Aaret vare mindre fornøielige end de øvrige; thi omtrent saa ofte spiste den gamle, underlige Jomfru Sars Kjødsuppe hos os, og hendes stille, uhyggelige Væsen frembragte en næsten trykkende Alvorlighed i den hele Familie. Saa gjerne jeg ellers gik et Erinde i Byen, saa nødig overtog jeg den sædvanlige Forretning, paa de ovennævnte Søndage at invitere Jomfru Sars. – Klokken ni om Morgenen var jeg da gjerne ved hendes Dør, og fremsagde den vel indstuderede Indbydelsesformular. Jomfruen kom mig et Par Skridt imøde og satte sit alvorlige Ansigt i en saa spørgende Form, som hun aldeles ikke kunde gjette mit Erinde. Naar hun da i sin smudsige Nattrøie og Natkappe bøiede det kalkhvide Ansigt ned imod mig, og jeg efter min Instrux skulde see lige op, og mit Blik mødte hendes skarpe, sorte Øie: kom jeg gjerne ud af Concepterne. Ængstelig ventede jeg ved Døren, indtil hun langsomt havde trukket den store Dragkisteskuffe ud, og hendes tørre Haand havde rakt mig Honningkagen med Alphabethet paa, der glindsede af Hornliim; og i to Spring var jeg igjen paa Gaden, og bed ikke engang et A af min Kage, førend jeg var omkring Hjørnet. Klokken tolv præcis holt vor gamle Kariol for Gadedøren, og med langsomme men fjederlette Trin svævede den høie, magre Skabning op ad de brede Gadedørstrin, og neiede stivt og med et underligt koldt Smiil for min Moder, som med den hende egne Hjertelighed rakte den Indtrædende Haanden. Vor gamle snille Klokker, som logerede hos mine Forældre, underholdt Jomfruen før Bordet med Bemærkninger over Veir og Føre, over Kirkefolkenes Antal og over Tavlepengenes Forringelse, og vi Børn, som skulde være tilstede ved Spisetid, stode som naglede til Væggen. Nu kom Suppen ind, og –
Dog, jeg hverken kan eller vil fremstille, den hele ensformige Session. Kun maa jeg bemærke som Paafaldende, at vi Børn bestandig holdt os inde den hele Dag, da vi dog saa lidet vidste af Tvang. Sikkert har det ængstende, blege Væsen havt noget Tiltrækkende for os, der holdt os i Nærheden af hende. Under Caffeens langsomme Nydelse begyndte gjerne Jomfru Sars at blive noget muntrere, og fortalte da ofte Et og Andet fra sine unge Dage, hvortil vi lyttede som til Eventyr. Og ved hendes sene, høitidelige Tale, ved det Afbrudte i Fortællingen, fik selv de ubetydeligste Gjenstande et mystisk Anstrøg. Sjelden gik imidlertid en saadan Eftermiddag hen, uden at Jomfruen jo ofte blev bragt ud af sit gode Lune. Thi der vare hundrede Ting, som hun havde Afsky for. Saaledes erindrer jeg iblandt Andet, at hun ikke kunde udstaae Duften af Violer. Jeg havde engang udstaferet min Søster med en Bouquet af disse Vaarens Førstefødte, og hun stillede sig tilfældigviis bag den gamle Dames Stol. Strax begyndte Denne at blegne; Sveden brast ud paa hendes Pan de, hun vendte sig forfærdet om og styrtede, da hun fik Øie paa Blomsterne, hen imod det stakkets Barn, som skrigende tog Flugten til Moderens Favn. Imidkertid kom Jomfru Sars snart til sig selv og søgte med ængstelig Venlighed at berolige den Lille og bringe den hele Scene i Forglemmelse. – Tamarinther taalte hun ikke at see. De opvakte i høi Grad hendes Vemmelse. Vi Børn, der brugte Tamarinthstene til Spillepenge og havde et stort Forraad af dem, maatte derfor altid see efter paa Gulve og i Vinduer om alle vare bortrøddede, saasnart vi ventede Jomfru Sars. Endelig hadede hun Hunde, og vor kjere Pudel maatte strax paa Dør, naar hun kom. Derimod var det et af de første Spørgsmaale: ”Hvorledes lever Puus?” eller det hedte: ”Lad mig see Eders Katunger, Børn!”
Lad mig ikke trætte dem med flere Hverdagstræk, der imidlertid ere de eneste, hvorved jeg nogenledes kan betegne dette Væsens Individualitet. Jeg vil da skride til den Begivenhed, der har præget dette Fruentimmets Billede fast i min Hukommelse. Det var en af de uhyggelige Høstdage, hvis Characteer ikke let bliver uden Indflydelse paa Menneskenes Stemning. Min Moder havde lagt lidt i Kakkelovnen, fordi Jomfru Sars frøs. Hun havde ogsaa overtalt hende til at tage en stærk Bitterdosis til Mellemmaden, og da det mørknedes ret i Stuen, bemærkede jeg med barnlig Studsen, at Jomfru Sars hemmelig tog sig en Slurk af Caraflen. Den stærke Drik ytrede sin Virkning. Hun blev meget snaksom, men ikke munter; der var noget Vildt, noget Rædsomt i hendes Stemning. Vi fore ordentlig sammen, da der med Eet bankedes rask paa Døren, men bleve desto lettere om Hjertet ved Skipper Johnsens Indtrædelse, fordi de første Ord af denne ærlige, ligefremme, men naiv-humeristiske Mand øiebliklig maatte bortjage det Uhjemlige, som havde ængstet os. Mine Forældre gjorde meget af ”Mørkningstimen,” og da Johnsen, som blev anmodet om at blive, erklærede sig for Kakkelovnslysningen, blev det derved. Men enten det nu var fordi Veiret stemte dem Alle, eller fordi den Tone, Jomfru Sars havde angivet, beholdt sin Charakteer, – nok, Saameget mindes jeg, at Samtalens Gjenstande vare mørke, som vor Dagligstue. I sit skumle Løb faldt Talen ogsaa hen paa det Skrækkelige i at blive levende begravet. Pludselig afbrød Jomfru Sars den ved en høi, ubeskrivelig fæl Latter. – ”Ha, ha! Den Pine,” raabte hun, ”vil ikke sige Meget. At gnave en Finger eller to af sig og vende sig i sin Kiste, pyt! det gaaer snart over. Men at være begraven i en stor Liigkiste med hvælvet Laag over, hvor der er Mad og Drikke, og leve der Dag ud og Dag ind – o Gud forbarme sig! Og saa Fanden i Krogen og Ormen i Hjertet! Hu, hu, hu!” Nu sang hun i hæse, stundom falske, skærende Toner, reciterede følgende uformelige Vers:
”Min Grav den er som Natten mørk,
Men rummelig som den vilde Ørk,
Ikke køler Jorden mit Bryst saa træt;
Høit hvælver sig Laaget over det.
De, som ligge paa Kirkegaard,
De sove og sjelden de Uro faaer;
Men jeg maa bæve med bange Sind,
Og sukke og jamre i Graven min.
Øgletand rører ei Haand eller Fod;
Men Øglen den ligger ved Hjerterod.
Herregud Fader! – – –”
Hendes Sang, hvis Toner stedse bleve hulere og utydeligere, var vist meget længere; men disse Linier ere blevne i frisk Minde hos mig, fordi de opbevaredes i lang Tid af de Ældre i den lille Kreds, hvori de vare sjungne. Sangen endtes med en lydelig Krampehulken, og man førte den halv Afmægtige ind i Sideværelset paa en Seng. Nu kom da Lysene ind, og den Ene saae alvorligere ud end den Anden.
”Bliver lidt inde Børn!” sagde min Fader til os, da vi vilde ud, formodentlig for at berette den gamle Barnepige det Forefaldne og høre hendes Commentar derrover; ”bliver lidt inde! I skulle høre, hvad Jomfru Sars meente med Det, hun sang. Jeg seer, De, Hr. Johnsen, er forundret over den gode gamle Piges Snak. Sammenhængen er meget simpel, men høist sørgelig. Jeg skal i Korthed fortælle, hvorledes det er gaaet hende.” Vi bleve ved denne Efterretning med Glæde inde og stillede os hen til Bordet, hvorved Fader sad. –
Som afsagt Fiende af Obscurantisme var det ham høist vigtigt med Sandhedens Fakkel at belyse alle Gjenstande for os Børn. Jeg anfører nu Ind holdet af hans Fortælling.
Jomfru Sars, der baade kaldtes og holdtes for at være gammel, var neppe mere end fyrgetyve Aar. Kummer og Mangel havde rynket hendes Hud og stivnet hendes Livssafter,– og den Dragt, hun bar, ganske efter en qvindelig Oldings Viis, bragte den Fremmede til at anslaae hendes Aar til næsten det Dobbelte af hvad de vare. Endnu ti Aar før den Tid, Dette foregik, var hun et smukt, behageligt Fruentimmer. Hun levede i Huset hos den gamle Kjøbmand Rill i – ja, mine Herrer, her forlader Hukommelsen mig; jeg troer, det var i Brevig. Stedet gjør intet Videre til Sagen. Antonette Sars havde været i Rills Huus fra sin tidligste Ungdom af og var som sagt et vakkert, godlidende og fermt Menneske. Hun var bekjendt for at være meget heftig af Gemyt, og man sagde, ikke blot Tjenestefolkene frygtede hendes Luner, men selv den Gamle modsatte sig ikke gjerne hendes Villie. At dette igjen gav Anledning til ubeviislig Snak om hendes Forhold til Huusbonden, er ligesaa begribeligt, som det vilde være uædelt at fæste Tanke dertil Rill var Enkemand og havde en flink Søn paa en Snes Aar Denne kommer netop hjem fra en Reise som Styrmand med Faderens Skib, fatter Godhed for Antonette og erholder hendes Ja, – da Faderen efter kortvarende og, som det lod til, ubetydelig Sygelighed, pludselig fik et Krampeslag, som endte hans Liv. Den arme Antonette vaagede just ved den Syges Seng, da hans Tilstand henimod Midnat forekom hende betænkelig. Hun ventede ængstlig Time efter Time paa sin Kjereste, der var gaaen ud ved Aftens tid og vilde komme tilbage, for at tilbringe Natten ved Faderens Seng. Han kom ikke. Intet Menneske hører Pigens Raaben og Ringen. Endelig kan hun ikke udholde det længere, at være alene med den Døende, eller hun vil søge Hjelp for ham.
Til Rills Sovekammer stødte en Række uindredte Værelser, der bleve brugte til Pakkammere. Et af disse havde staaet i Forbindelse med et i Kielleretagen anlagt Bryggerie, der forlængst havde været standset. Fra Kammeret kunde man nemlig igjennem en Lem komme ned til et ved Gitter fra den øvrige Kjelder afsondret Rum. Netop dette Rum blev af den hele Kjelder endnu benyttet. Rill havde der adskillege Varer staaende og pleiede selv at gaae derned igjnnem foromtalte Pakværelse. Da nu Antonette beslutter at søge Mennesker, iler hun sandsesløs igjennem Pakkammerne, til hvis Udgang hun dog maaskee neppe havde Nøglen. Den hende vel ubekjendte Lem staaer aaben, og den Ulykkelige styrter baglæns ned i den mørke Kjelder. Hun kommer til sig selv igjen og føler en Angest, som endnu var Lyst imod den Fortvivlelse, for hvilken den snart skulde give Plads. Det var ikke en frygtelig Nat alene, det var Døgn, Uger, Maaneder, det var et Aar – det ulykkelige, uskyldige Menneskelevede i denne rædsomme Grav, hvor Alt formede sig, for at opholde hendes elendige Tilværelse, og for at forhindre hendes Befrielse. Fra Bryggeriets Tid lød fra Vandspringet i Gaarden reent Brøndevand i en Steenrende den hele Kjelder igjennem og gjennemskar ogsaa den Afdeling, der blev Antonettes Fængsel; en stor Foustage, fyldt med Skibsbrød, stod imellem Kasser, der indeholdt gamle Klædningsstykker, ubrugbare Seil, m. v. Lysningen faldt sparsomt ind fra to smaa Luger i den modsatte Ende af Kjelderen. Saaledes var altsaa det Sted beskaffent, hvor den arme Pige fristede et skrækkeligt Liv ved Vand og Brød, imedens Verden ovenfor forundrede sig over hendes Forsvinden, tabte sig i Formodninger, beklagede hende og – glemte hende, – og et Aar med Sneglegang slæbede sig hen over hendes graanende Hoved. Hendes Stemme tabte sig snart i en hæs Hvinen og tjente til Underholdning, idet hun halv reciterede, hvad hun af Viser mindedes eller selv digtede. Høres kunde den ei, fordi Vandet suser lige forbi Huset i et lidet Vandfald. Besynderligt dog, at et heelt Aar kunde gaae hen, uden at noget Menneske faldt paa at gaae ned i Kjelderen; men mærkeligt ogsaa, at just Aarsdagen efter Antonettes skrækelige Fald, aabnedes hendes Fængsel, og det paa følgende Maade. Efterat den unge Rill havde levet i tungsindig Stilhed den største Deel af Sørge-aaret, sysselsat med at ordne Faderens Papirer og ei ubetydelige Pengesager, begyndte han paa en Gang at blive virksommere og muntrere end før. Han laddede sine Skibe med egen Last, og hævede Comptoir og Huusholdning, og overdrog en Bekjendt at tilsee Bygningerne eller, hvis Bud blev gjort, at sælge dem. Ingen vidste, hvor han vilde opslaae sin Bolig. Allerede havde han taget Afsked med sine faa Omgangsvenner, allerede var han ombord og seilfærdig paa et af sine Skibe; da falder det ham pludselig ind, at i den forrige Bryggekjelder findes en Beholdning udsøgt Viin fra Faderens Tid. ”Den maa hentes, om vi end skal miste vores gode Vind!” raaber han, og en Chaluppe afsendes. Anføreren for Chaluppen en paalidelig Karl finder med Møie og Søgning de rette Nøgler til den store Kjelderdør; han og hans Mandskab træde ind, og foruden Vinen finde de det ynkværdige Skelet, som igjennem Gitteret udstrækker begge sine Arme imod dem. Hun blev bragt i Huus, og Expresse sendt efter Rill. Hvorledes han blev tilmode er vel vanskeligt at fatte; efter en Nats Betænkning gik han tilseils, uden at see hende, der ogsaa, efter hvad hun havde lidt, neppe mere var skikket til at være Kone og Huusmoder. Men broderlig sørgede han for hende og sikkrede fuldkommen hendes Fremtid.”
Min Faders Fortælling var ude, den jeg forresten rimeligviis efter saa mange Aars Forløb meget ufuldstændigen gjengiver. Den havde, det mindes mig klart, en Virkning paa mig, som naar Dagslyset qvægende oprinder over en vildsom, frygtelig Fjeld-egn. Jomfru Sars havde nu tabt alt det Uhyggelige og Hemmelighedsfulde, og Medlidenhed fyldte mit Blik med Taarer over den Ulykkelige. Til Spørgsmaalet, hvorfor hun ikke kunde komme op ad den samme Vei, ad hvilken hun var kommen ned, blev givet et Svar, som jeg ikke erindrer, og som jeg kun forslagsviis her vil give: maaskee stod der ingen Stige i den Luge, igjennem hvilken hun faldt; dog tilstaaer jeg, det bliver besynderligt, at hendes Stemme aldrig skulde høres igjennem denne Aabning i Gulvet, og overhovedet, at hiint Pakværelse aldrig i den lange Tid skulde være betraadt. – Medens mine Forældre og Johnsen snakkede allehaande om Jomfru Sars og hendes Ulykker, traadte hun selv ind igjennem Døren, der havde staaet paaklem. Hun havde sit sædvanlige rolige Udseende, eller saae snarere bedre ud, end sædvanlig. ”Jeg hørte fra Sengen af,” sagde hun, ”at de talte om mit Fangenskab; Ak! Gud! det var en tung Tid. Der kan vel Ingen undres over, at jeg ikke taaler at tænke derpaa. Men jeg kom nok til at forskrække Dem før.” – Nu var Isen brudt og Jomfru Sars fortalte, som mig syntes, med en ganske anden Stemme end ellers, adskillige Biomstændigheder ved den lange Fængsling, – saaledes ogsaa, at hun fandt endeel store Krukker med syltede Sydfrugter, især Tarmarinther, hvormed hun forbedrede lidt sit Maaltid, og som ved sparsomt Brug holdt ud i adskillige Maaneder. Endelig en vigtig Omstændighed: hun havde eet venligt Væsen til Omgang, eet Væsen, ved hvilket hun endnu paa nogen Maade syntes at staae i Forbindelse med Oververdenen; det var en gammel Kat. Dette Dyr, som hun strax fra Begyndelsen af havde lokket til sig, indenfor sit Gitter, vænnede sig saa til at kjæles af den Ulykkelige, at den opslog sit Leie hos hende.
Efterat Samtalen endnu i nogen Tid havde dreiet sig om dette Rædsels-aar, gik den, endnu altfor tidligt for mine Ønsker, over paa andre Gjenstande, og vi Børn trak os ud i Sengkammeret, for at udmale os denne Robinsonade.
Smørrebrødet var opdækket, og vi fik Lov at spise med de Voxne, siden der for Jomfruens Skyld spistes saa tidtigt. – Johnsen sad længe taus ved Bordet og stirrede hen for sig; endelig lagde han sig stærkt paa Armene, vendte Hovedet imod den Side, hvor Jomfru Sars sad, og sagde under en vuggende Bevægelse og med en besynderlig Tone: ”Men Jomfru Sars! faldt det Dem da aldrig ind med Deres Blod at skrive Deres Ulykke paa et Stykke Linned og svøbe det om Kattens Hale?”
”Hvad er det! Hvad vil I! Lad mig være! Rør mig ikke! Lad mig døe i Roe! I lyver med jeres Seddel; den Seddel har jeg aldrig skrevet! Katten er død; den er bidt ihjel af den store Skibshund!
Herregud! er det ei nok?
Bleget er den sorte Lok;
Smuldret er den hvide Tand,
Og forødt er min Forstand.
– Herregud! er det ikke nok endnu?
Udstaaet haver jeg Helvedes Gru;
Skimlet er mit Hjerte som mit Kjelderbrød,
Og tigange daglig har jeg lidt min Død!”
Hun faldt tilbage i Sophaen; den tørre Mund trak sig krampe-agtig sammen; Øinene stirrede vildt ud af Hovedet. Min Moder reiste sig, tog os ved Haanden og førte os ud.
Da jeg næste Morgen vaagnede, kom min Fader ind af Døren med Samarie paa, hængte taus sin Hat paa Væggen, og satte den lille forgyldte Kalk ind i sit Skatol. Derpaa vinkede han med Øinene til Moder, og de gik Begge ind i Sideværelset. I Døren sagde han: ”Hun har udstridt.”
(Fortsættes).
(Slutning.)
Virkelig følte jeg mig lidt angreben af denne Fortælling, hvis Traad jeg med Anstrengelse stykkeviis havde udvundet af det fjerne Morgenlivs forvirrede Erindringer. – Ogsaa min lille Vennekreds var stille stemt, og vi maatte anstrenge os for at faae Historien om Jomfru Sars ud af Samtalen. Jeg forbeholdt mig en andengang at indsamle gode Raad for at danne en Novelle af det simple Factum, og vi grebe til Dagens Nyheder.
Da jeg næste Dag aflagde et Morgenbesøg hos min Slesviger, kom han mig imøde med en Art travl Uro, og vendte Samtalen, saa snart han kunde, hen paa Historien fra Gaarsdagen. ”Tag mig ikke det ilde op” tog han Ordet med et halv forlegent Smiil; ”jeg er just ikke Laugsbroder; men dersom en søvnløs tilbragt Nat, aldeles opofret de Forestillinger, Deres Fortælling ovvakte, kan fremskabe poetiske Syner i en prosaisk Hjerne, saa har jeg Ret til at haabe, at ogsaa jeg kan hjælpe Dem til en Novelle.” –
Nysgjerrig satte jeg mig ned, og modtog gjerne den tændte Pibe. ”De vente nu ingenlunde en ordentlig Fortælling,” vedblev han; ”men kun et Forsøg paa at indlede og bringe i nærmere Forbindelse de opgivne Data. Jeg tænker mig da den gamle Rill ikke just af den elskværdigste Charakteer; en haard, gjerrig Mand, Tyran imod en Stakkels Kone, der snart bukkede under for Aaget af et ukjerligt Ægteskab, og efterlod ham den omtalte, eneste Søn, om hvis Opdragelse han ikke bekymrede sig, men som han behandlede med den grusomste Vilkaarlighed. Saasnart det lod sig gjøre, slængte han Drengen ud paa Søen, og at der, som det af det Opgivne lader, blev noget Skikkeligt af ham, var sagtens ikke Faderens Skyld. Antonette Sars, var det ikke saa, De kaldte hende? kom jo ganske ung i hans Huus, formodentlig fra først af i et underordnet Forhold til en Huusholderske. Hun var rimeligviis adskillige Aar ældre end Drengen, men hængte sig ved ham, forsvarede ham imod den Gamles Haardhed, naar Barnet var hjemme om Vinteren, og benyttede maaskee den Indflydelse, hendes udspringende Foraars Yndigheder havde paa den gamle Vellystning til at forskaffe sin Client en Lommeskilling, eller en ny Klædning. Drengens hele, varme Hjerte opfattede hendes Billede med uudslettelige Træk. Stjaalne, men lykkelige Øieblikke nøde de ved hinandens Side i uskyldig Fortrolighed, Endnu havde deres Følelser intet Navn, og for førstegang vaagnede Kjerligheds drømmende Genius, da en Foraarsaften Drengen rev sig løs af den voxne Piges Arme for at tiltræde en Levant-reise. Efter Bestemmelsen skulde han komme tilbage mod Høsten; men Krigsuroligheder, Rills dristige Handelsplaner, Opbringelse og Deslige lode Ynglingen modnes til Mand, inden han atter betraadte det fædrene Huus. Imedens mangt Sammenstød havde givet hans Charakteer en Retning, der maaskee snarere fortjente Navn af bizar Strenghed, end mandig Fasthed, var en betydelig Forandring foregaaen med det udannede Naturmenneske, som inden Rills mørke Vægge tilbagelagde de modnere Pige-aar. Den Gamles paatrængende Venlighed, den trykkende Eensomhed, det hede Blod — forenede sig imod hendes Uskyldighed, og hun var bleven det sørgelige Offer for hans Sandselighed. Nag og Foragt afvexle med vild Lidenskab i den Ulykkeliges Hjerte. Da kommer den unge Rill tilbage. Han træder frem i mandig Fylde; Kjerlighed luer i det Blik, hvormed han hilser sin Elskede. Hun bæver for den Afgrund, hvori hun er nedstyrtet. Endnu synes hendes Forhold at være skjult for Verden; endnu tør hun, skjøndt ved en idetmindste borgerlig Forbrydelse, tænke sig lykkelig i hans Arme. Men hvorledes lader den Gamle sig overtale? — Jeg overlader til Dem selv at udmale Gangen i Pigens Følelser og Forsætter, og fører den Fortvivlede hen for Faderens Leie hiin Nat, da hans Livslys slukkedes. Iblandt den gamle Sømands Sager fandtes et Glas venetiansk forgiftet Viol-olie, som han ofte viste og omhyggelig gjemte. Giften var allerede udstrømmet i den Ske, hvormed den Ulykkelige skulde række ham Medicinen. Den bedøvende Violduft opfyldte Værelset, og Indholdet brændte alt i hans Hjerte. Halvbevidst sin Udaad sad hun i Samvittighedens Helvedluer, og hørte den Døendes Rallen. Rill var bleven længe ude; bleg og forstyrret traadte han ind i Værelset; thi en gru som Ven havde sammentrykt hans Himmel, idet han aabnede sit glade Hjerte for Barndomskammeraden. Hvilken Scene, da han traadte ind! Da han, som en Fortabt kastede et Blik, paa den sønderknuste Pige, og et andet paa den Døende, hvis sidste Mordraab stivnede hver Aare i hans blødende Bryst! Havde jeg havt Tid og Evne til at udmale hans Charakteer, hvis haarde Bestemthed jeg kun har antydet, vilde De let kunde gaaet ind i den Beslutning, han med den rolige Kulde, Fortvivlelsen frembringer, fattede. Med ubøielig Strenghed nedstødte han Forbrydersken i den Afdeling, De har beskrevet os, og satte sig stille hen ved den Dødes Leie. Daglig nedsænkede han, døvende sit Hjerte imod Pigens Klager, Føde igjennem hiin Lem fra Pakkammeret, og tog omhyggelig Nøglen til sig til de tilstødende Værelser. Saaledes henrandt et skrækkeligt Aar. Allerede nærmede sig den Gamles Dødsdag. Da besluttede han at ende hendes timelige Straf og sit eget skumle Fangevogter-liv. Alt var beredt til hans Afreise fra det forhadte Hjem. Kun vidste han ikke, hvorledes Antonette skulde befries. Med Styrmanden, en tro Ven, aftalte han endelig det Fornødne, og under Paaskud af at indtage et Viinfad, aabnede Søfolkene Fængselet, efterat den Elendige ved en Billet var bleven forberedet paa sin Befrielse.”
Martin taug og saae ud for sig. Beklemt spurgte jeg, idet jeg greb hans Haand, hvorledes Scenen med Johnsen i vort Huus lod sig forklare. Han havde fattet sig, og sagde med en raskere Stemme: ”Ih nu! forudsat, at Johnsen har været Rills Styrmand, kunde han da ikke have vidst, at hun i sin Fortvivlelse engang havde skrevet en Bekjendelse om sin Udaad med Blod paa et Stykke Lærred, som hun viklede om Kattens Hale, og som Rill opfangede?”
Skydsen stod for Døren og Martin reiste sig. Ogsaa slog min Skoletime, jeg trykkede hans Haand, og forlod ham.