Norske Viser og Stev i Folkesproget (Aasen)
Norsk Litteratur.
12. Norske Viser og Stev i Folkesproget. Anden Udgave. Christiania 1848. 118 Sider 12mo. P. T. Malling. Heft. 36 ß.
Den forrige Udgave udkom i 1840 under Titel „Samling af Sange, Folkeviser og Stev i norske Almuedialekter“ med en Indledning af Jørgen Moe. Den nye Udgave adskiller sig fra den forrige deels derved, at enkelte Viser ere udeladte eller ombyttede med andre, og deels ved en Forandring i Skrivemaaden, hvorved man har søgt at give Sproget en mere norsk og med det ældre Sprog mere overeensstemmende Form. Disse Forandringer ere besørgede af Professor Munch, som derfor har ledsaget denne Udgave med en Fortale, hvori han i Korthed angiver den Plan, som herved er fulgt. Bogen er desuden forsynet med Noder til de fleste af Viserne saaledes at disse Noder udgjøre et Anhang med Overskrift: Melodier til „Norske Viser og Stev“, samlede af L. M. Lindemann.
Naar man forestiller sig en Samling af Alt hvad der findes digtet i Folkesproget saavel af bekjendte Forfatteres Arbeider som af gamle eller egentlige Folkesange skulde man vente, at en saadan Samling maatte være saa stor, at der i et Folkeskrift som nærværende kun maatte tænkes paa et Udvalg af de meest almindelige og meest yndede Sange. Men det maa desværre tilstaaes, at de Folkeviser, som hidtil ere udkomne, virkelig udgjøre et saa lidet Antal, at der ikke er synderlig meget at vælge imellem. Det maa erindres, at det i Almindelighed kun er Viser af morsomt, spøgende eller spottende Indhold, som blive forfattede i Folkesproget; medens derimod de alvorligere Sange, f. Ex. de historiske, sædvanlig forfattes i Skriftsproget eller i en Form, som nærmer sig meget dertil. Imidlertid findes der endnu et ikke saa lidet Antal Digtninger fra en ældre Tid, hvori Folkesproget ogsaa har været anvendt til Fremstilling af alvorligere Sager. I Tellemarken gives nemlig en betydelig Samling af Kjæmpeviser, der ere ligesaa mærkelige ved den Poesie, som de indeholde, som ved den Form, hvori de ere forfattede; disse Viser, som nu kun erindres af enkelte gamle Folk, have, mærkelig nok, ikke været opskrevne før i de seneste Aar, saa at der først ganske nylig er gjort Foranstaltninger til at faae dem udgivne i Trykken. I samme Distrikt findes desuden en stor Mængde af de saakaldte Stev, som endnu ikke have været udgivne. De øvrige Folkedigtninger, som ere Anmelderen bekjendte, er for det meste kun korte og mindre betydelige Stykker, saasom Vuggeviser, Fabler, Leilighedsvers og Spotviser. De sidste ere temmelig mange, men de ere for en stor Deel ikke skikkede til at udgives, da de indeholde for mange Hentydninger til enkelt Sted, Tid og Person, hvorfor de heller ikke ere meget udbredte, skjønt de undertiden kunne være morsomme nok. Man maa ellers ikke forestille sig disse Viser som en Række af Fornærmelser; de ere sædvanlig kun et Slags Satirer over enkelte slemme Feil, saasom Indbildskhed og Overmod, Gjerrighed, Falskhed eller en og anden Uretfærdighed, som ellers er gaaen ustraffet hen. Undertiden beskrive de kun en Række af Uheld og Forlegenheder, saaledes at det Hele faaer en morsom og lykkelig Ende. Der kunde altsaa vel være en eller anden af disse Viser, som med en vis Tillempning fortjente at opbevares, især naar de have holdt sig saalænge, at de deri tilsigtede Begivenheder ere glemte.
Af nyere Viser fra bekjendte Forfattere kjender Anmelderen henved et Snees Stykker udenfor de her indførte, – nogle fra Tellemarken, nogle fra Nordhordland og nogle fra forskjellige andre Distrikter. Mange af disse ere gode og meget gode fra Indholdets Side; men de fleste have den Feil, at de have for mange fremmede Ord og for megen Efterligning af Skriftsproget. Dette skulde vel synes noget besynderligt, naar man veed, at de fleste af disse Viser ere forfattede af Almuesmænd; men det lader sig dog forklare af Forholdene. De Folk, som have Evne til at gjøre nogen Fremgang i boglig Kunst, blive derved saa tilvante til Skriftsproget, at de ikke let kunne løsrive sig derfra. De have lært meget; men de have ikke lært den Kunst at adskille det ægte Norske fra de fremmede Tilsætninger i Skriften. De kunne ikke finde nogen Betænkelighed ved at bruge saadanne Ord som: Afsked, Besked, Fornuft, Hensigt, betragte, forsikre, frygte, føle, forbi, ganske, dunkel, munter o. s. v. Saadanne Ord have de jo seet i alle Bøger og alle Breve, og de have ikke hørt noget om, at slige Ord ere unorske. Fra denne Side viser der sig en frygtelig Afstand imellem det egentlige Folkeliv og den moderne Dannelse. Den som skal lære saa meget, at han kan skrive offentlig efter Nutids Skik og Mode, bliver sædvanlig derved ganske bortdragen fra Folkelivet, saa at hans Tanker ligesom bevæge sig i en anden Verden; hans Aand søger sin Føde paa en fremmed Jordbund; han tænker ikke længere saaledes som Folket og kan derfor ikke tale eller skrive i Folkets Aand. Da saaledes alle høiere Evner drages bort fra Almuens Liv, kan man heller ikke fra denne Kant vente sig nogen fuldkommen populær Digtning, med mindre Forfatterne atter ville stige ned i Folkelivet og foretage sig et omhyggeligt Studium af Folkets særegne Maade at tænke og være paa.
Af denne Grund er det saa vigtigt for os at blive nøie bekjendte med den egentlige Folkepoesie, det vil sige: med de Digtninger, som egentlig tilhøre Almuen eller som have vundet Erkjendelse og Varighed alene ved sine egne Fortrin, uden at skylde nogen bekjendt Personlighed sin Anseelse. Men endskjønt man nu vel kunde ønske at faae en Samling af saadanne Folkesange alene uden Tilsætning af nyere Forfatteres Arbeider, kan man dog ikke have noget imod, at det bedste af de sidste føies til de første, saaledes som skeet er i den heromhandlede Bog. Forskjellen er i Grunden saa godt som ingen; en Sang kan meget vel have en bekjendt Forfatter og et bekjendt Tilblivelsessted, og dog om kort Tid blive en almindelig Folkesang. Dette have vi jo ogsaa Exempler paa, især i Hans Allums Viser, der ikke just ere gamle, men dog allerede ere bekjendte og brugelige over det hele Land, uagtet de dog især i Omkvædene have enkelte Ord, som ikke ere almeenforstaaelige. Dette beviser da, at Forfatteren netop har havt det rette Blik til at kjende Folkets særegne Tarv og Tilbøielighed. Men paa den anden Side har der ogsaa været gjort mange Forsøg, som deels ikke synes at have vundet noget Bifald, og deels kun have gjort Lykke paa enkelt Tid og Sted. Det er saaledes kun en Deel af de nyere Forfatteres Arbeider, der kan betragtes som ægte Folkesange; de øvrige kunne vel være gode nok til Tid og Sted, men det vil let indsees, at de ikke kunne have Plads i en almindelig Godtkjøbs-Udgave.
At det maa være en stor Kunst at forfatte ret gode Folkesange, kan skjønnes deraf, at de vellykkede Forsøg ere saa faa, og det kan ellers vel forklares af den foromtalte Afstand imellem Almuen og de mere begavede Forfattere. Man maa imidlertid ikke forestille sig, at det er Sproget alene, som foraarsager denne Vanskelighed. Der gives et Sprog, som endog de Eenfoldige forstaae, uagtet det hverken er tellemarkisk eller gudbrandsdalsk eller nogensomhelst Dialekt. Det er forhen bemærket, at Almuens mere alvorlige Sange sædvanlig ere i Skriftsproget, og der er saaledes mangfoldige Sange, som Almuen overalt synger og ynder, uagtet disse ere paa reent Dansk; ja der gives ogsaa svenske Viser, som man af og til hører enkelte Vers af iblandt den simplere Almue. Det er altsaa ikke nødvendigt, at det, som skal tiltale Almuen, netop skal være forfattet i dens eget Maal; derimod er det nødvendigt, at det maa være i Folkets Aand, at det maa indeholde saadanne Tanker, som Folket kan tilegne sig, og fremtræde i en saadan Form, at den rette Mening er klar og fattelig for Alle. Hvad Sangen angaaer, da behøves der rigtignok mere hertil, og Fordringerne blive da saa store, at de vanskelig kunne opfyldes uden ved et særdeles heldigt naturligt Anlæg. Men Sagen er dog ialfald Opmærksomhed værdig; man maa vide hvad Folket behøver og ønsker, for at kunne give det noget, som har Værd i dets Dine; man maa studere Folkets Smag, ikke for at smigre den eller blindt hen rette sig efter den, men for at kunne virke med mere Held og vække Folkets Sands for det Gode og Gavnlige. Derfor skulde det være ønskeligt at faae en omfattende Oversigt af Folkets Sang og Poesie i Almindelighed; men da maatte man, som forhen antydet, ogsaa medtage de Viser, som ere i Skriftsproget, og denne Sag gaaer altsaa udenfor Gjenstanden for nærværende Opsats.
En Angivelse af hvilke Viser, der ere de mest udbredte og yndede, kunde vistnok have sin Interesse, men det maa dog erindres, at Melodierne altid maa tages med i Betragtningen, naar man skal gjøre nogen Slutning herfra. Mange Viser ere kun lidet bekjendte, fordi deres Melodier have været ubekjendte, hvorimod endeel maadelige Viser er meget bekjendte netop for Melodiernes Skyld; herpaa have vi et mærkeligt Exempel i Visen No. 32 (Aa kjøre Vatn aa kjøre Ve); dens Form er halv dansk, og dens Indhold duer til ingen Ting, men alligevel synges den over det hele Land, endog med forskjellige Variationer. Nogle af de Viser, der ere forfattede i det Søndenfjeldske, have udbredt sig stærkt i det Vest- og Nordenfjeldske; derimod synes de Viser, som ere digtede i Bergens Stift, ikke at være meget udbredte østenfjelds. Dette grunder sig formodentlig mest paa Sprogformen; de østenfjeldske Viser ere nemlig meget lette at forstaae, da de ikke have saa mange gamle og i Skriftsproget ubekjendte Ord som de vestenfjeldske. Allums Viser ere saaledes, som før bemærket, udbredte overalt; ligeledes ere No. 29 (Je tente paa Kjølsta ifjor) og No. 34 (Je seer dei ut for Gluggen) meget bekjendte vestenfjelds; derimod synes No. 21 (I rykandes Uver) og No. 25 (Høyr du Sigrid) endnu at være kun lidet bekjendte i det Søndenfjeldske, uagtet disse Viser fra Indholdets Side kunne ansees som Mesterstykker. Nogle andre Viser forefindes i saa forskjellige Variationer at det er vanskeligt at vide, hvor de høre hjemme; dette er især Tilfældet med: „Truls mæ Bogan“, hvoraf jeg har hørt en Variation i det Trondhjemske, og en anden i Hardanger; ligeledes: „Ifjor gjætt’ eg Gjeitinn“, hvoraf Variationer forefindes ved Bergen og i Nordlandene; den er maaskee kommen fra Ørkedalen, da den har Ordet „Vaak“ (ɔ: Barn), der, saavidt vides, kun er brugeligt i Distrikterne imellem Trondhjem og Romsdalen.
Med Hensyn til Angivelsen af Dialekterne maa det ellers bemærkes, at de to Viser, som ere opgivne at være hardangerske, nemlig de foranførte No. 21 og 25, burde heller kaldes søndhordlandske, især derfor, at de altid have Endelsen – o ved de stærke Femininer (nemlig: Axlo, Joro, Bruro, Haando, Natto, Tio), hvilket er en Egenhed ved det Søndhordlandske; ligesaa have de Formerne: hu og saa, som i Hardangersk hedde: ho og so. Dialekten staaer ellers meget nær ved den hardangerske; saaledes i Fleertalsformerne: Koppar, Kruser o. s. v., som kun bruges i en Deel af Søndhordland. – Visen om „Rabnabrydlaupe“ (No. 26) angives af Hallager formodningsviis at være skreven „i Sogns Dialekt, omtrent 12 Mile nordenfor Bergen“. Det er imidlertid ikke den Sprogart, som bruges i den indre og største Deel af Sogn. Visen synes at være skreven af en Fremmed efter Hukommelsen, og den indeholder en saadan Sammenblanding af forskjellige Former, at man vanskelig kan vide, hvor den er kommen fra; dog synes Dialekten mest at nærme sig til det Søndfjordske og det Yttresognske i Ladevigs og Evindvigs Præstegjelde. Som Exempel paa hvilke Forandringer den maatte undergaae for at passe til et bestemt Distrikt, anføres her en Omskrivning af det første Vers i Evindvigs Dialekt:
Laangt i Aust i Kraakelund
dar æ so fager ein By.
Alle Dyr, so i Værinn’ æ,
dei saankast dar uti.
Bjønn’, han æ dan yppaste Karin i Skogja.
Ved de gudbrandsdalske Viser af Stockfleth og Storm kunde det bemærkes, at disse Sange synes egentlig kun at være et Forsøg paa at skrive poetisk i en Dialekt, saa at Forfatterne maaskee ikke have tænkt paa at skrive egentlige Folkesange, og ikke heller at give nogen strengt affattet Prøve paa Dialekten. Der gives mange Sætninger i disse Viser, hvori Ordene vel have faaet en Dialektform, men Udtrykket og Ordføiningen dog er overført fra Skriftsproget. Som Exempler paa saadanne for Dialekten fremmede Vendinger kan her anføres: 1) Genitiver efter Skriftsproget: Budeia’s Honn (Side 27), Dauins Fyribo; hines Omak; baaes Auger; fagres Værd (S. 6). 2) Passiver med fuldkommen personligt Subjekt: Alder e ve Omak støttes (6). En Saan som agtas værd (9). Alder vekkjas os taa naagon fælen Tore (33). 3) Fremmede Udtryk og Ordføininger: Motlaus ønskte me bære faa i Fre all mi Kval i Sømn nesænkje. S. 8. (Ordene Kval og sænkje ere ubrugelige). Uta Fel saa væal skylde alder se Natur fraa naagor Gjær (22). Ofse skal taa glae Daagaa kappvis aat de struke (24) o. fl. Af enkelte fremmede Ord mærkes: blotte (for bære), frygta (for fælas, eller ræddas), handla (for gjere), skjønt (for daa, eller endaa). Ogsaa i de grammatiske Former findes adskillige Friheder; saaledes ere Dativerne ikke strengt gjennemførte, til Ex. ti Skuggin (f. i Skugga), aat Aaren (f. Aara), aat Dauin (f. Daua), i Kjæften (f. Kjæfte), i Dalen (f. Dale). At Dativ paa et Par Steder er urigtig anbragt, nemlig S. 18, „gjønom Kjørrom“ (før Kjørre), og S. 29, „Stakallom“ (for Stakallen), maa vel ansees som en Skrivfeil. Imperfekter paa –te findes undertiden hvor de ikke skulde være; saaledes: tapte, klapte, kallte, trillte (for: tappa’, klappa, kalla, trilla), kjendte, vendte, sendte (for kjende, vende, sende). Saadanne og lignende Feil findes rigtignok ogsaa i adskillige andre Viser, men jeg har kun anført dette til Bestyrkelse for den Mening, at de her omhandlede Viser ikke bør betragtes som Dialektprøver, men kun som Poesier i en Dialektform. Det Værd, som de i denne Henseende have, kan naturligviis ikke forringes ved saadanne Smaating, som de her anførte.
I nærværende Udgave ere nogle nye Viser indførte, som ikke fandtes i den forrige; det er imidlertid kun to eller tre af disse, som er af nogen større Betydenhed; de øvrige ere korte Stykker, som tildeels synes kun at være optagne for Melodiens Skyld. Derimod ere nogle af de ældre udeladte, saasom: „No kom æg ta Fjelle“; „Æg kann so mang ein vakker Saang“ og Valborg aa Signe“. At den sidste er udelukket, synes mig er ilde, da denne er en af de meget yndede Viser. Ogsaa forekommer det mig, at nogen af Wergelands Dølesange, især den vakkre „Valdresen paa Heimvegje“, burde være optaget her. Derimod troer jeg, at et Par af Storms Viser (No. 7 og 8) skulde være udeladte paa Grund af deres noget tvetydige Indhold. Ogsaa paa Indholdet af „Han Mass aa han Lasse“ kunde der være meget at udsætte, men denne Vise er ellers meget interessant fra Formens Side.
Hvad der ellers mest kommer i Betragtning ved nærværende Udgave er den deri foretagne Forandring i Skrivemaaden. En saadan Forandring maatte i flere Henseender ansees ønskelig. De Stykker, som have været forfattede i Folkesproget, ere skrevne af forskjellige Hænder og følge saaledes meget forskjellige Planer; det maatte derfor være ønskeligt at faae dem ind under en fælles Plan, saa at alle Dialekter bleve behandlede efter samme Regler. De ældre Nedskrivere have deels læmpet sig alt for meget efter Skriftsprogets Former (f. Ex. i at skrive Bæk for Bekk, lønne for løne), og deels have de viist en altfor ængstlig Omhyggelighed for at betegne Udtalen, hvorved Ordene tildeels have faaet en ukjendelig Form, uden at dog den virkelige Udtale kunde nøiagtig betegnes, f. Ex. naar Storm har skrevet: æille for alle, Høin for Honn. En Skrivemaade, der ikke har nogen mere væsentlig Grund end den her anførte, er man naturligviis vel beføiet til at forandre; derimod er det tvivlsomt, om en Forandring kan gjøres ved de Former, som grunde sig paa en mere væsentlig Egenhed ved Dialekterne. Dersom man kun havde nye Stykker for sig, eller især prosaiske Stykker, som ikke tilhørte nogen bestemt Dialekt, da kunde der vel være en god Leilighed til at gjenoprette de fuldkomnere Former, hvorfra de forkortede eller forvanskede Dialektformer ere udgangne; men naar man har en Samling af Vers og Sange i forskjellige Dialekter at gjøre med, da vil en saadan Gjenoprettelse blive vanskelig blandt andet fordi den saa ofte støder an imod Rimet og Versemaalet. Vel er en Samling af Folkeviser ikke det samme som en Samling af Dialektprøver; men naar der nu angives, at en Vise er skreven i en vis Dialekt, da venter Læseren ogsaa at finde Dialektens Egenheder gjengivne, og det støder ham, naar han træffer saadanne Former, som hverken bruges i den angivne Dialekt, eller i nogen af de øvrige, som ere ham bekjendte. Denne Uleilighed kunde vel ansees forebygget ved nogle Regler for Udtalen i vedkommende Tilfælde; men de allerfleste Læsere ville saa gjerne undgaae disse Regler; de læse sædvanlig saaledes som der staaer skrevet, uden at bebyrde sin Hukommelse med nye Regler. Desuden vil Hensynet til Sprogartens Egenheder altid have en saa stærk Indflydelse paa Skrivemaaden, at det bliver høist vanskeligt at gjennemføre en fuldkommen Restitution af Formerne. Jeg troer derfor, at et Forsøg paa en saa omfattende Forandring af Formerne ikke godt kan lykkes i en Samling af Sange, som ere forfattede i en Dialekt; derimod antager jeg, at en Samling af norske Fortællinger eller lignende Stykker i ubunden Stiil vilde være den rette Plads for et saadant Forsøg.
De forskjellige Udskeielser i Brugen af Vokalerne, som saa ofte finde Sted i de ældre Udgaver, ere for en stor Deel rettede; saaledes findes her til Ex. bera, heve, Glede, Onn, Trokk, sokk, istedetfor det forhen brugelige: bæra, hæve, Glæde, Aan, Traak, saak, o. s. v. De gudbrandsdalske Udtaleformer: æil, æin, øil, øin, – ere her bragte tilbage til den almindelige Form; saaledes: rann, annor, alle, Konn, Koll, Mold. Overgangsformen aa for a og o i Tostavelsesordene er ogsaa for en Deel forkastet; saaledes: sova for saavaa, svara for svaaraa. Dette er imidlertid en meget bestemt fremtrædende Egenhed ved det Gudbrandsdalske, saavelsom ved de indre trondhjemske Sprogarter. I Hallagers Udgave af Viserne findes denne Overgang temmelig rigtig angivet, ihvorvel Rimet har givet Anledning til enkelte Afvigelser, saasom i et Vers (her Side 9), hvor vaake, Maake og raake findes sammenstillede; de to første skulde nemlig hedde: vaakaa (for vaka) og Maakaa (for Maka eller Makje); det sidste er derimod rigtigt, da Endelsen ikke bliver aa, naar et ægte, oprindeligt aa gaaer foran, altsaa: raake ɔ: at træffe, men: raakaa (for raka) ɔ: rage.
Af Forandringer i Brugen af Konsonanterne mærkes: 1) tj for kj, som i tjukk, Tjønn. 2) lj for j, som Ljom, ljost, Ljaa. 3) Det bortfaldne d er indført, f. Ex. rade, meda, vide, Greide, Vedr, vaagad. 4) Det gamle rd er indført, f. Ex. Ord, Gard, færdog. (Udtalen har deels blot r, deels et tykt l). 5) hv er tildeels indført for kv, som: hvar, hvad, hvass. Imod de førstnævnte Forandringer kan der ikke være saa meget at sige, forsaavidt man endelig skal gaae ind paa saadanne Afvigelser fra Dialekternes virkelige Former; de førstnævnte Forandringer have endnu Medhold i en Deel af Dialekterne; Formen rd er rigtignok saa godt som forsvunden i alle Sprogarter, men man har dog megen Grund til at optage den. Derimod troer jeg ikke, at der er tilstrækkelig Grund til at optage hv, som overalt er gaaet over til kv; vel kunde dette ansees som en Udtaleform, saa at man ikke behøvede at skrive: Kval, kvit, kvelva, men kun: Hval, hvit, hvelva, med den Regel, at dette h udtales som k; men de Fleste ville dog endnu læse: Val, vit, velva, – og dermed ere vi i Grunden værre farne. En Overgang, som saaledes er almindelig antagen, er noget, som vi bør behandle med Varsomhed, og ikke forkaste uden særdeles afgjørende Grunde.
Med Hensyn til Opløsningen eller Udfyldningen af de for- kortede Former maa anmærkes, at der ere nogle Ord, ved hvilke det forekommer mig tvivlsomt, om den her opstillede Form virkelig er den rigtige. Ordet Jot i Forbindelsen „Jot aa Fjell“ er her (Side 5) forandret til Ljot; i Gudbrandsdalen hedder det imidlertid Jote og betyder en liden Dal eller Huulning i Jorden; jeg har derfor troet, at det er det samme som Isl. gjóta, og maa altsaa skrives Gjote. Det tellemarkiske Juv hedder i en anden Dialekt Djuv, og det synes derfor tvivlsomt, om det skulde skrives Gljuv (S. 48). Istedetfor jyne er skrevet ljyne (S. 22); det kunde ogsaa forklares som: gyne ɔ: gabe, staae udsperret (Isl. gina). Istedetfor „gje deg bær hit“ er her (S. 33) skrevet: gjer deg bedr hit; dette „gjer“ er maaskee kun Trykfeil for: gjev. (Talemaaden „giv deg hit“ betyder: flyt dig hid). Ordet „hainfælla“ (hos Storm) er skrevet: handfellad, men kunde ellers betragtes som: handfalla (Femin. af handfallen). Ordet „me“ er paa mange Steder forandret til „meg“; paa de Steder, hvor det ikke kan betyde andet end „vi“ (som paa Side 39), troer jeg dog, at der burde sættes: mid; vel kunde man tænke paa det gamle mer (for ver), men da Ordet i en Dialekt hedder: mid (ligt: Vid, Lid, Frid) og i andre Dialekter: mi (ligt Vi, Li, Fri), synes det klart, at det udgaaer fra Formen „mid“, som ogsaa findes i gamle Dokumenter. Mere tvivlsomt er det med dette „me“, som bruges i Stockfleths Sang i Betydningen: jeg; det er rigtignok saa, at man i Gudbrandsdalen saavelsom i Trondhjems Stift siger: oss, istedetfor „vi“, men at man siger „me“ istedetfor „e“ (ɔ: jeg), har jeg dog ikke hørt; hvis dette bruges, da maa det være sjelden. Det retteste og bedste for Læseren var uden Tvivl, at man overalt i denne Sang forandrede dette „me“ til „e“ (eller eg).
Et Par forvildende Feil ere overgaaede fra de forrige Udgaver i den nærværende; nemlig Side 27: Fjell bli bært taa Lauvesprett, – som skulde hedde: Fjell’ bli bært, aa Lauve sprett’ (Fjeldet bliver bart, og Løvet springer ud), og Side 76: Peer i Live te deg fri, – som skulde hedde: Peer i Li (Lid) ve (vil) til dig fri’. Af mindre betydelige Feil mærkes: „og nei“, for: aa nei (S. 32). „aa vi du ha“, for: haat vil du ha (S. 109). „Kjyklingen“ (S. 117) skal formeentlig være: Kjetlingen (eller Kjeslingen) ɔ: Katteungen. „Ovær“, og „Røyre“, Side 65, skal være: Uver (Uvedr) og Røra. I Endestavelserne er j undertiden kommet paa urette Sted; saaledes: drikkje, likje, lykkjeleg (for drikke, like, lykkeleg). Ved Ordenes Forklaringer maa desuden et Par Anmærkninger tilføies. Udtrykket „kvave Midnat“ (S. 7) kunde vel forklares: den skumle eller mørke Midnat; men Gudbrandsdølerne paastaae, at dette „kvav“ ikke bruges, og at det maa være en Feilskrivning for „kvar“ ɔ: stille, lydløs. – Ordet: „Vigga“ (S. 18) er her forandret til Vegga, og forklares: Fjeldvæggene. Imidlertid gives der virkelig et Ord i Gudbrandsdalen, som hedder Vigge (bestemt Form: Vigga) og betyder: den nøgne Fjeldmark, som ligger ovenfor Skovgrændsen. Den dunkle Sætning, hvori dette Ord staaer, kunde altsaa forklares: „det kolde Høifjeld derovenfor, som havde en stedsevarende Vaar (uden Sommer), nødte den opstigende Skov til at standse“.
Med Hensyn til de Indvendinger, som efter det Foranførte kunde gjøres imod de her omhandlede Forandringer, maa det dog endnu bemærkes, at de Vanskeligheder, som en omfattende Forandring i saadanne Arbeider medfører, ere saa mange og store, at det maaskee vilde være umuligt at gjøre det saaledes, at det vilde tilfredsstille Alle. Det er vanskeligt at vinde Nogens Samtykke i alle Dele ved saadanne Arbeider, og det er endog vanskeligt nok at blive enig med sig selv, om hvad der skal gjøres og ikke gjøres. Imidlertid er det godt, at Folkets Opmærksomhed for denne Sag bliver vakt, og dertil vil denne Udgave af Folkeviserne bidrage meget. Bogen er udgiven i et meget bekvemmere Format end den forrige Udgave og er desuden ansat til en billigere Priis. Den vil saaledes uden Tvivl have en god Afsætning og virke til at udbrede Interessen for norsk Digtning og norske Melodier.
I. Aasen.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |