Norske Viser og Stev i Folkesproget
Norske Viser og Stev
i
Folkesproget.
Anden Udgave.
Christiania.
P. T. Mallings Forlagshandel.
1848.
Nogle indledende Ord til første Udgave.
Gaaer man ud fra den Hovedfordring til et Lands Skjønliteratur, at den i rene, luttrede Billeder skal afspejle Folkets Liv, saaledes som dette efter fysiske og historiske Betingelser er til, vil det neppe falde Nogen ind at negte, at, hvad vi kalde norsk Digtekunst, staar meget lavt. Heller ikke vil Nogen famle længe efter Grunden: dentid „Løven tæmmedes til Pudelhund,“ var det naturligt, at den norske Pegasus, flyttet ned paa de danske Sletter og tilreden paa Tydsk og Fransk, glemte sin gamle Flugt fra Fjeldtind til Fjeldtind. Efter Adskillelsen fra Danmark tog det politiske Element alle Kræfter i Sold, og ingen af denne Tids digtende Nordmænd ragede saameget op over sin Tid, at han, frigjort fra denne eensidige Stræben, formaaede at fordybe sig i og gjengive Folkets Huus- og Hjerteliv, uden een eneste, vor fortræffelige Maurits Hansen. Men een Svale — selv en Svale med et saa melodirigt Bryst — gjør ingen Sommer, og i det ovenfor Sagte ligger derfor det Særsyn begrundet, at vor Kunstpoesi i sin Heelhed staar ganske adskilt fra, er noget reent fremmedt for vor Folkepoesi, saaledes som denne, fornemmelig i Æventyr og Sagn, men ogsaa i enkelte metriske, lyrisk-episke Former fremtræder. Hvor kunstig og forfinet et Lands Literatur end kan være, har den dog, om den er sand, altid bevaret en Grundtone af Folkepoesien; — hos os klinger hver med sin Tone, og hvor Lydene samledes, har det oftest været til Misklang. Endnu mindre end Folkets Liv, der dog har haft een Digter, har vor Fjeldnatur fundet et Gemyt, der var aabent for den og forenet med en Aand, der formaaede at befrie dens Poesi fra Forsteningen, hvori den ligger tryllebunden. I denne Henseende har jeg — jeg veed det er et frygteligt Kjetteri, men det maa dog herud! — et frejdigt Haab til Hr. Welhaven, et Haab, flere af hans Digte have ikke alene vakt, men for mig endog for en Deel fyldestgjort.
For alle dem, der erkjende denne vor Kunstpoesis Brist — sikkerlig den værste, den kan have — maa ethvert Middel til at hæve samme være af yderste Vigtighed, og saalænge der ikke fremtræder nogen eller kun en enkelt Digteraand med den overlegne Dygtighed, at den ved egen Kraft kan dukke ned i Folkelivet og der frigjøre og hæve op igjen med sig den Rigdom af Poesi, dette ejer, saalænge maa dette Middel søges deri, at man rækker de poetiske Gemytter Folkepoesierne, forat disses Aande, der i Sandhed er at ligne med den vækkende og belivende Vaarvind, kan befrugte dem til Frembringelser, digtede i Folkets Aand, eller til Modtagelighed for saadanne. Jeg vil nemlig ingenlunde have Benævnelsen, poetisk Gemyt, tagen i snevrest Forstand om de — Gud veed hvormange — Digternavne, vi, naar vi tælle Smaat til Stort, kunne faa opdrevet; jeg sigter her ligesaavel til de aandrige Læsere, hvis Vækkelse til at elske det fædrelandske Element i vor sig udviklende Literatur er lige saa nødvendig, saafremt det er afgjort, at Digteren, blot løftet og baaren paa sit Publikums Kjærlighed, formaar at naa det Højeste. Selv forsaavidt de Digtende angaar, er det naturligvis ikke Meningen, i Folkepoesierne nærmest at frembyde Stof, — det have hine hos os nok, ja for det første for meget af; jeg sætter disses Værd og Betydning, som antydet, ene i det Beaandende og Belivende, de bære i sig. Rigtignok taxerer jeg de hos os i Rigdom forekommende prosaiske folkelige Poesier, Sagnene og navnlig Æventyrene, langt højere i denne Hensigt, end de kun sparsomt forekommende versificerede Former, fordi, de første, der for en stor Deel ere Filosofemer, have en ganske anden Dybde, og fordi de, som de i teknisk Henseende letteste, langt renere og bestemtere udtale deres Idee, medens denne i de sidste ligger bunden i Formens langtfra ikke smidige og fuldkommen udviklede Organisme; men ikke destomindre fortjene udentvivl ogsaa disse sidste fuldtvel Opmærksomhed, og det saameget mere som de ere sjeldnere. De have desuden noget, der maa og vil skaffe dem Indgang til Øre og Hjerte — deres Melodier, disse ofte saa uendelig dejlige Toner, hvori vore Fjelddales Lyst og Smerte løse og udaande sig.
Dette er for en Deel Betydningen, der har foranlediget Udgivelsen af denne Samling; den kan imidlertid endnu betragtes fra et andet Synspunkt, fra Sprogets. Forsaavidt nemlig Dialekterne — hvad jeg ikke har Kjendskab nok til dem til at kunne bedømme — ere paalidelige, afgiver den Exempler paa, hvilke Levninger vore Dalstrøg endnu bevare af vor gamle, herlige norrøna, og hvorledes disse nu forme sig — Bidrag, der kunne være interessante ei alene for vore Alderdomsforskere, men for Enhver, der agter at benytte vort Sprog som offentligt Meddelelsesmiddel. Jeg vil nemlig ingenlunde have lagt Dølgsmaal paa den min Overbeviisning, at det er det eneste Rigtige at vore Skribenter fra Almuesprogets Guldgruber hente, hvad de tiltrænge og hvad de med Fordeel kunne benytte; disse Gruber eje Malme, der have en klar og kraftig Klang til Toner netop for det, Nordmænd have at sige og synge. At imidlertid Kritik og Smag her maa anvendes, er Noget, der siger sig selv. Forresten er det vist det samme, enten denne Mening fordølges eller udtales, den vil dog i Tiden gjøre sig gjeldende!
Dette om Bogen i Almindelighed. Om dens første Afdeling[1] specielt er ikke Stort at sige. Hvad der af denne er godt, t. Ex. den dejlige Stockflethske „Heimatkomst“ og Meget af Storm, tiltrænger ingen Anbefaling, og paa det muligt mindre Gode vilde den dog være spildt. Ofte anbefaler Melodien den mindre udmærkede Text. Men om Poesierne i Bogens anden Afdeling[2] kunne være et Ord at sige. Disse ere egte Folkedigte og bære, for saavidt de ere velvalgte, de indre Kjendetegn derpaa. Med den Kunstløshed i Formen, der er saadanne ejendommelig, forene de ogsaa det Djerve og sikkert Betegnede, det Gedigne, Sunde og Dygtige, der forbausende møder os i al Folkepoesi. Man spørge ikke her efter Forfatteren; ved hvert Digt faar man kun eet Svar: Folket; thi det digter for at skaffe sig ikke Navn, men Luft — det er det overstrømmende Liv, der maa befrie sig, det er Kilden, der kæmper sig op i Dagen. Hvad Heine har anført om de tydske Burschers Improvisationer:
Es habens drei Gäns’ übers Wasser gebracht,
Zwei graue und eine weiße,“
det hedder paa Norsk om disse Folkedigte:
Ho’ kom no flytande paa ei’ Fjøl.“
Men netop fordi det er Trang og ikke Forsæt, disse Digte skylde deres Tilvær, have de ogsaa Noget at give, og give dette med Sandhed. Som Improvisationer maa de nødvendigt sattes i Forbindelse med deres Melodier, og saaledes have de en ofte underfuld Magt. Jeg vil exempelviis nævne den dybe, inderligt klagende: „Ifjord gætt’ e’ Gjeiten.“ En Modsætning til denne danner til Ex. den barokkomiske „Han Mas o’ ’n Lasse.“ Paa Bunden af dette barrokkomiske Lune, der jublende tumler Alt mellem hinanden, hviler der ellers, tidt i Texten, men næsten altid i Melodien, en smertelig, dæmpet Tone, den jeg ikke veed at sammenligne med Noget bedre, end med de underligt dirrende og bævende Understrenge paa Hardangerfedlens Bund, naar den gnides til en manende Halling, med korte djerve Strøg. Denne smertelige Skjelven, denne lønlige, zittrende Uro midt i den larmende, jublende, svulmende Glæde tror jeg er ejendommelig norsk, en Klang fra vor Fjeldnatur selv, og jeg antager det ingenlunde tilfældigt, at vore Folkevirtuosers Instrument er just saaledes konstrueret. Igjennem andre gaaer en mildere romantisk Tone, f. Ex. gjennem „Rabnabrydlup i Kraakalund,“ der har Barneæventyrets Fortrolighed, og den særdeles smukke erotiske Situation: „Je’ seer dei ut for Gluggen.“ — Men især er det Stevene, der, ved deres eiendommelige Tilblivelsesmaade og Brug, maaskee endnu meer end ved deres Indhold, have Krav paa Opmærksomhet. Stevene, (oldn. stef, ɔ: en Art reflekterende, stadigt tilbagevendende Omkvæd i de gamle Skjaldes Stropher) ere nemlig at betragte som en Levning af den Improvisation, gjennem hvilken Fædrene med Lethed og Kraft udladede deres livfulde Indre. At „stevjast“ er en selskabelig Underholdning, der er meget almindelig i flere Fjeldbygder, saavidt jeg veed, især i den sydvestlige Deel af Landet; den bestaaer i en Sangveddekamp, der aabnes af en Stever i Stimet (Laget), idet han med udfordrende Blik og Tone synger en af de gjerne staaende Udæskningsformer, som
Men eg ska’ laane deg Krok og Lykke,
Og eg ska’ laane deg Lykkje og Krok —
Og hegt saa Kjæften din vel ihop!“
Den, der optager Handsken, svarer til Ex.:
Saa dine Kjakabein, dei ska’ verke.
Og eg ska’ ta’ dine Ord paa Sned,
Saa Nasetippen ska’ hænge ned!“
Jeg har med Flid valgt et Par af de meest grandios-storsnudede Intimationsvers, forat vise, at vore Folkesangere i deres Kontroverser ikke i dette Stykke staa tilbage for vore dannede Poeter; men skulde Nogen alligevel tro, at de maae give tabt, veed jeg ikke at redde dem paa anden Maade, end ved at gjøre opmærksom paa det livfulde Lune i deres Praleri; det turde igjen skaffe Ballance tilveie. Naar Kampen saaledes er aabnet, gaar man løs paa hinanden med Stev af broget Indhold, saalænge indtil den Ene er udtømt og derved overvunden. Man maa imidlertid ikke forestille sig det Hele som Improvisation; de egte Stevere ere rustede til Kampen med en heel Dynge udenadlærte Stev, blandt hvilke de, under Striden, kun have at gjøre Udvalg, eller hvoraf de vælge og siden akkomodere det Valgte i dets Enkeltheder; thi den Enes Stev udgjør altid et supplerende eller responderende Led til den andens foregaaende. Kuns naar Kæmperne blusse ret op, improviseres alt imellem, og disse Øieblikkets Tankefugle have da gjerne baade Neb og Kløer. I en anden Forstand, i sin Oprindelse nemlig, er derimod naturligviis hele Kampens Stevrække, som al Folkepoesi, Improvisation; kun ikke af den Stever og fra det Stim. Ogsaa den Skik skulle Steverne have arvet fra de gamle Skjalde, at de flittigt væde Struben, saa Sangen ej skal lyde rusten; men dette er ogsaa den eneste Pause, der tør finde Sted, saalænge Kampen staar paa.
Efter denne Stevenes Tilbliven og Brug skulde man vente et mere spidst og mindre broget Indhold, end det her meddelte lader slutte til. Men deels maa man erindre, at en stor Deel ere digtede til en anden Tid, og deels afsløre disse Naturens Børn, midt i den lyttende Klynge, frit og uhæmmet, hvad der da rører sig i dem. Paa Pigelæberne især svulme derfor disse Smaadigte ofte op med Følelsens Varme og en umiskjendelig Inderlighed; man kan let vide, at det her, som andensteds, især er Elskovs Lyst og Smerte, der bringer den bløde Barm til at stige og Sangen til at dufte ud. De smukkeste af de her leverede, de fra Thelemarken, ere næsten alle alvorlige, og mange have, med al deres Simpelhed, dog Noget der finder Vej til Hjertet. Kun maa Sindet, om det skal fatte disse Digte, frigjøre sig fra den ved Læsning af modern raffineret Poesi til Vane blevne Stræben, at faa det naive og enfoldige Udtryk en skjult Betydning underlagt; en saadan Svig — om jeg saa maa kalde det — vide disse Smaa, i deres Uskyld, intet af. I flere af de muntre og lystige udtales et godmodigt Drilleri; nogle kunne endog være fine i Antydninger f. Ex. „Om alle Guter stod ’ti ei’ Line;“ men alle af denne Art have den sunde, kraftige Naturs ubetalelige, ved intet Surrogat erstattelige Lune. I teknisk Henseende, bemærke man at alle ere formede efter samme Schema, fordi de ere samme Melodi underlagte; heraf maaskee Navnet. Om disse for enhver let opløselige jambiske Rækker er forresten intet Andet at mærke, end at det sidste Enjambements Variation eller Supplement af Tanken i første Enjambement, der kan jevnføres med Lignende i Kæmpeviserne, bærer Vidnesbyrd for Digtenes Tilbliven ved Improvisation, og dernæst det Væsentligere, at i de højst ufuldkomne Riim Vokallydenes Samklang med forbausende Nøjagtighed er søgt og med Sikkerhed funden. Skulde dette tyde hen paa at Digte med Assonanser ville kunne finde Indgang hos vort Folk?
Med disse indledende Aforismer overgives Bogen til velvillige Læsere. Dens Digte og Melodier klang om Mangens Vugge, byssede ham i hans første Slum og blandede sig i hans blødeste Drømme; hans Barndomserindringer ville smukkere og bedre tale deres Sag.
Jørgen Moe.
Forord til anden Udgave.
Nærværende Samling er en noget forandret Udgave af den i 1840 af Hr. P. T. Malling udgivne „Samling af Sange, Folkeviser og Stev i norske Almuedialekter“ med en Indledning af Hr. Jørgen Moe. Forandringerne bestaa deels deri, at enkelte mindre egte, og overhoved som Folkeviser mindre passende Stykker ere ombyttede med andre og mere passende, deels ogsaa deri, at man har søgt at forme Retskrivningen mere efter Sprogets Aand, og saavidt muligt gjøre den fælles for alle eller for de fleste Stykker. Man har saaledes tilføjet flere Bogstaver, der snart høres, snart ikke høres i Udtalen, f. Ex. Slutnings-d’et i Ord som glad, Kostnad, raud o. s. v., medens Man før skrev gla, Kostna, rau; der skrives meg, deg, eller me’, de’, ikke me, de, som forhen, foruden andre Forandringer, til hvilke man snart vil vænne sig, ligesaavel som man vænner sig til at udtale Skriftsproget, uagtet det skrives anderledes end det udtales. Imidlertid er den her anvendte Retskrivning endnu kun at betragte som en svag Tilnærmelse til, hvad der egentligen er det rette; thi med en fuldstændig Omformning af den hidtil fulgte urigtige Dialekt-Retskrivning ansaaes det ej passende at begynde i et Folkeskrift som nærværende.
Stevene, af hvilke flere nye ere komne til, har man søgt, uden Hensyn til deres Hjemstavn, at bringe i en vis Sammenhæng, og derfor kun inddeelt dem i Guttens og Gjentens Vers, som etslags Vexelsang. Da man ved denne Fordeling blot har kunnet gaa efter et personligt Skjøn om hvad der nærmest hører sammen, vil En og Anden maaskee være mindre tilfreds med den Orden, man har fulgt; men Sagen er i og for sig temmelig ligegyldig.
Forresten er intet at tilføje til hvad der allerede i den forrige Udgave af Hr. J. Moe er bemærket.
P. A. Munch.
Professor.
Indhold.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |