Hopp til innhold

Norske Folkeeventyr (1852)/Indledning

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Indledning.

Den Overbeviisning om vore Folkeeventyrs hjemlige Oprindelighed, som man ved deres mundtlige Foredrag eller endog ved deres Lesning modtager af det Indtryk, Stof og Form gjøre paa Sindet, giver Plads for mangehaande Tvivl, naar man en Stund har beskjeftiget sig med et Studium, der sammenligner dem med fremmede Traditioner af samme Art. Idet man gjenfinder selv de Eventyrs hele Fabel eller Fabeltræk, der efter sin Charakteer syntes ganske bundne til vort Land og vort Folk, paa fremmed Jordbund, ofte hos meget fjerntstaaende Stammer, kommer man let til at tvivle, om ikke alle disse Overleveringer for længere eller kortere Tid tilbage ere indførte, og alene kan betragtes som hjemlige, forsaavidt de ere indplantede i vore Dalstrøg og have fæstet Rod der. Og jo omhyggeligere man fortsætter dette Studium, og jo videre Kredse man forfølger Eventyrfablerne i, des mere tilbøielig bliver man en Tidlang til at antage den hele Masse af slige Folkedigtninger for en stor Fælleseiendom, dertil hører de fleste europeiske og nogle asiatiske Folkeslag, uden at have fast Hjem nogensteds. Det gjælder her som overalt, hvor man forlader Umiddelbarhedens Grund og slaaer ind paa Reflexionens Vei, at man i nogen Tid famler mellem Tvivl og Uvished; men her som i de fleste Tilfælde finder man, naar Reflexionen er gjennemført, tilbage til den oprindelige Overbeviisning, der da er styiket og klarnet.

Til Paaviisning af, hvorledes snart hele et Eventyrs Fabel, snart enkelte Træk af denne ere udbredte over en stor Deel af de europæiske Lande og tilsidst drage sig tilbage i Asien, behøve vi blot at forfølge et enkelt eller høist et Par af vore Eventyr. Man tage t. Ex. Eventyrkredsen: „De tre Prindsesser fra Hvidtenland“ og „Soria Moria Slot“ samt „Østenfor Sol og vestenfor Maane.“ Disse tre norske Eventyr slutte til hinanden som forskjellige Afændringer af samme Fabel. Hovedbegivenheden er klarligen den samme: Den Elskede frelses (eller er nærved at frelses), men tabes atter ved Forfængelighed (eller utidig Nysgjerrighed). Først efter usigelig Møie og de største udstandne Gjenvordigheder lykkes det den, der saaledes ved sin Brøde har tabt den Kjære, at gjenfinde denne i et utilgjængeligt, vidt i det Fjerne beliggende Slot, hvortil alene overnaturlige Midler skaffe Adgang. — Men allerede disse tre norske Eventyr give denne Fabel forskjelligt, og dele sig derved i tvende Grupper, idet „De tre Prindsesser fra Hvidtenland“ og „Soria Moria Slot“ udgjøre en, som jeg vil kalde den nordlige, og „Østenfor Sol og vestenfor Maane“ danner den anden, den sydlige. Som det siden vil vise sig, hviler den førstnævnte Gruppe paa Erindringer af Sigurd Fafnesbanes Mythe, og har derfor en sparsommere Udbredelse udenfor de germaniske Folkeslags Lande. De tvende Eventyr i Gruppen slutte saa nøie til hinanden, at man kan betragte „Soria Moria Slot“ som en slettere Variant til „De tre Prindsesser fra Hvidtenland;“ dog have Eventyrene Forskjelligheder i Indgangen, i den Fare for hvilken Prindsesserne ere udsatte, i Midlet hvorved de reddes og endelig i Fortællingcn om, hvorledes Gutten finder frem til det i det ubestemmelige Fjerne liggende Slot. Den sydlige Gruppe hviler paa Amorsmythen, saaledes som denne er fremstillet hos Apuleius, Asinus aureus Lib. V. Her fortælles nemlig, hvorledes Psyehe i Amors straalende Palads, tjent af usynlige Terner, henlever glade og lykkelige Dage, der dog skygges af Længsel efter den elskede Gemal, som alene i Nattens Dunkelhed iler til hendes Leie; hvorledes hun, uden at agte paa sin Gemals Advarsel, ængstet og vildledet af sine avindsyge Søstre, endelig en Nat reiser sig fra den Slumrendes Side, løfter Dækket fra en skjult Lampe og griber efter den skarpe Kniv, for at støde den i det formodede Uhyres Bryst, da hun med Forbauselse seer, at det er Kjærlighedens Gud, der har hvilet hos hende. Betagen af Elskov bøier hun sig for at kysse den Herlige — da falder en Draabe sydende Olie af Lampen over Amors Skulder; han vaagner, dadler haardt Psyches Lettroenhed og flyver bort fra hende, der atter maa søge ham gjennem de frygteligste Skrækkescener. — Derfor er det i vort Eventyr „Øftenfor Sol og vestenfor Maane“ en Pige, der spiller Hovedrollen; det er den fæle Bjørneham, hvori Prindsen er tryllet, han skal frelses fra; det er hendes utidige, af Moderen vakte Nysgjerrighed, der fjerner Frelsen, fordi Pigen ei lytter til hans Advarsler, og hun maa efter hans Forsvinden atter søge den Elskede paa de fjerneste, vildsomste Veie. I dette sidste Afsnit følger Eventyret, skjønt i en mere storartet Digtning, de tvende til den nordlige Gruppe henførte.

Det lader som om Brødrene Grimm har holdt disse to nævnte Evenentyrgrupper ganske ud fra hinanden; men neppe med Rette. Thi Fabelen i „Østenfor Sol og vestenfor Maane“ tvinger til at udvide Grundtanken: „at for den rene prøvede Kjærligheds Erkjendelse alt Lavt og Jordisk tilsidst falder bort“ — derhen: at for den rene Kjærligheds Magt enhver adskillende Skranke tillige viger, og da see vi i dette sidste Led Forbindelsen mellem de tvende Grupper. De ligne en Træstamme, der tæt nede ved Jorden har spaltet sig i tvende Hovedforgreninger, hvilke dog altid have Rod fælles; og man vil senere see, hvorledes den ene Hovedgreens Lovværk, i de forskjellige Folks Pendanter, paa mangehaande Maade bøier sig over og flrtter sig ind i den andens.

Sammenstille vi nu hele denne vor Eventyrkreds med Udlandenes Digtninger af samme Art, møde vi snart Hovedfabelen, snart enkelte Træk i de fleste mig bekjendte Samlinger.

I Svenskernes tilsvarende Tradition „Det sköna slottet östan om Solen och nordan om Jorden“ indledes Fortællingen med Træk, som staae nær Begyndelsen af vort Eventyr „Jomfruen paa Glasbjerget,“ skjønt de ogsaa minde om „De tolv Vildænder;“ men siden har det Fortællingen om de vidunderlige Ting, Riserne staae og slaaes om, Søstrene, som raade over Dyr, Fiske eg Fugle, og disses Bistand tilfælles med No. 1 i vor nordlige Gruppe. Fugl Fenix indføres rigtignok i det svenske Eventyr, men synes at være et uægte, sildigere ilidtrængt Element; Hundredemiilsstøvlerne ere ved Fuglens Hjælp blevne unyttige og unyttede. Derimod har Traditionen den Eiendommelighed, at „ungersvennen“ uden egen Brøde taber den Elskede umiddelbart efter Foreningen med hende, og alligevel maa ud i den vide Verden og søge hende op.

Det danske Eventyr „Prinds Hvidbjørn“ slutter sig i Fabelen alene til „Østenfor Sol og vestenfor Maane,“ men mangler adskillige af dettes meest poetiske Træk: Besøget hos de tre vise Kvinder og hos Vindene. Istedenfor at benytte Nordenvindcns Hjælp, lader Prindsessen sig her beslaae paa Hænder og Fødd er og kryber saaledes over „de klare Glasbjerge“ til Slottet, hvor Hvidebjørn opholder sig. Her kommer atter Sigurdsmythen frem og viser en Overensstemmelse mellem den nordlige og sydlige Gruppe i vor Eventyrkreds.

En saadan Overeensstemmelse er endnu kjendeligere i Hertugdømmernes Pendant „Der weisse Wolf.“ Denne følger i Hovedsagen „Østenfor Sol og vestenfor Maane.“ Begyndelsen er kun deri forskjellig, at i den fremmede Tradition en Konge har forvildet sig paa Jagten, og at han alene ved at love en liden sort Mand, hvad der først møder ham ved hans Hjemkomst, kan bringe denne til at vise sig Vei. I en hvid Ulvs Skikkelse henter nu den sorte Mand Kongsdatteren. Hovedforskjellen i den følgende Fabel ligger deri, at hun efter det fremmede Eventyr tre Gange utaalmodig spørger, om de ikke snart ere ved Glasbjerget, hvor den hvide Ulv boer, og at han, vred derover, kaster hende ned af sin Ryg. Nu maa hun atter opsøge ham og kommer til den gamle Kone, til Vinden, til Solen og til Maanen (som i Soria Moria Slot) for at faae Underretning. Med Alle spiser hun Hønsesuppe, og tager Hønseknoklerne med. Maanen bringer hende til Glasbjerget, som hun kryber op ad ved Hjælp af en Stige, hun har dannet af de medbragte Knokler; eet Trin mangler, og det maa hun erstatte ved et Led af sin Lillefinger. — Sandsynligt vilde „Vom goldenen Klingelklangel,“ der hos Müllenhoff tydeligt viser sig at være et Brudstykke, staaet vort Eventyr endnu nærmere, om det havdes i sin Heelhed.

Hos Tydskerne ligesom hos os kløver Eventyrstammen sig i to: „Der König vom goldenen Berge,“ som med sine Varianter svarer til vor nordlige Gruppe, og „Das singende, springende Löweneckerchen,“ der slutter sig til vor sydlige. Som anført er der af Brødrene Grimm ikke paaviist nogen Forbindelse mellem disse tvende Eventyr, og det er ganske rimeligt, fordi de Samlinger af nordiske Eventyr, som begrunde Forbindelsen, endnu ei vare fremkomne, den Gang Grimmernes Anmærkningsapparat sammenstilledes. Vist er det ogsaa, at medens Amorsmythen udgjør Hovedledet i det sidstnævnte tydske Eventyr, nogle Træk af de germaniske Sagn om Sigurd paa samme Maade ere indlagte i det førstnævnte. Men man maa tænke sig et fælles oprindeligt Urschema for begge Grupper, hvilket siden i Syden og Norden har udviklet sig paa forskjellig Maade, ved Optagelse af Folkenes særegne Mythemindcr, og at disse to Grupper siden have stødt sammen og paa Grund af det oprindelige Slægtskab have viklet sig ind i hinanden. Indlemmelsen af den ene Gruppes Mytheforestillinger i den anden er altsaa her ikke tilfældig eller udvortes, maa ei betragtes som en Indsprængning af noget Fremmedartet.

„Das singende, springende Löweneckerchen“ har fjernet sig meget mere fra den apuleiiske Mythe end vor tilsvarende Overlevering, især derved, at Hovedmomentet, Dryppet af det brændende Lys, i det tydske Eventyr er blevet til en Lysstraale, der næsten uden Hustruens Brøde falder paa Prindsen g forvandler ham til en Due, som nu flyver bort fra hende. Fabelens Gang er dog overensstemmende med vort Eventyrs, og især mod Slutningen komme endog de samme Træk frem.

„Der König vom goldenen Berge“ staaer især No. 1 i vor nordlige Gruppe nær. Begyndelsen er dog noget forskjellig fra vor Fortælling: saaledes er det ikke tilet Havtrold, men til Djævelen i en sort liden Mands Skikkelse at Sønnen bortloves. Der er indgaaet Kontrakt med ham, der er givet Forskrivning; Sønnen signes af en Geistlig og drager Kreds om sig for at frelses. Ganske kan han dog ikke slippe den Ondes Magt; han sættes i et lidet Skib og dette vender Kjølen i Veiret; men han sidder tryg i det og naaer en fremmed Kyst. Her træffer han en Jomfru, der er tryllet i Slangeham; hun hilser ham som sin Frelser. Til hendes Redning bliver han pinet og slaaet tre Nætter efter hinanden, uden at turde sige et Ord; den sidste Nat bliver endog Hovedet hugget af ham. Derved er hun frelst, og hun ææger atter ham med Livsens Vand. Herfra følger, med færre Momenter, Eventyret vort nævnte; væsentligst adskiller det sig fra dette i Udgangen, idet Helten i den tydske Tradition vel atter bliver Konge af det gyldne Bjerg (Guldets, Skattenes Hjem), men det forøvrigt lades uafgjort, om han gjenforener sig med Jomfruen.

Man vil see, at det norske Eventyrs Begyndelse troere er bleven i almindelige nordisk-mythiske Forestillinger, da det lader det være et Trold, hvortil Drengen bortloves. Men Overeensstemmelsen med Sigurdsmythen begynder saavel i dette som i den tydske Pendant først der, hvor Ynglingen drives bort paa Vandet. Og her følge begge Traditioner Didrik af Berns Saga, der alene (Kap. 140 og 141 har denne Omstændighed; men den tydske er, som naturligt, nøiagtigere vedbleven at følge de oldtydske Sagn, idet Jomfruen i den frelses fra Fortryllelse i Drageham, hvorved Krimhild paa Dragestenen[1] og hendes Redning fra Dragen er betegnet, medens i det norske Eventyr Jomfruen er bleven til tre Prindsesser, der frelses fra Nedsænkelse i Jorden (eller i No. 2 fra fæle Trolde). I denne Jomfruens Forflerelse turde man kanskee see den nordiske Mythes Fortælling om Sigurds Vaklen mellem Brynhild og Gudrun skinne igjennem. — Blandt Undertingene, hvorom Riserne slaaes, har det tydske Eventyr et underfuldt Sværd; paa lignende Maade erholder ogsaa Sigfried det herlige Sværd Balmung, hvilket han som Voldgiftsmand modtager, og beholder. Det norske Eventyr har — mærkeligt nok — ikke Fortælling om noget Sværd. Kappen, som gjør usynlig, have begge Traditioner tilfælles, og synes derved at minde om Sigurds Hamskifte efter begge Sagnkredse. I sit Forhold til sin Frelser har Jomfruen, baade i den tydske og i den norske Pendant, Lighed med Brynhild efter de nordiske Myther: hun veed forud, at det vil blive til deres Ulykke, da han gaaer fra hende, og hun aabenbarer et under forstilt Venlighed dulgt Had mod ham, da hun seer ham igjen, kaldet ved Ønskets Magt.

Men uagtet dette temmelig stærke Gjennembrud af en oldgermanisk Mythe i vor nordlige Gruppe, vil dog det Eventyr, jeg har nævnt den sydlige, vise sig at slutte dertil„ naar man tager Hensyn til de tvende førstanførte Varianter af „Østenfor Sol og vestenfor Maane,“ i hvilke begge det glasglatte Bjerg og Pigens Klavren opover det fortælles, og til et Par andre norske Eventyr — de nemlig, hvori en med overnaturlige Kræfter begavet Hest forekommer, og hvor Ridningen opefter det speilglatte Glasbjerg berettes. Efter det sildigere af de oldnordiske Sagn om Sigurd, i hvilket Sigurddrifa og Brynhild ere gjorte til een Person, red han paa Grane, af Sleipners Æt, igjennem de flammende Luer, der omgave Brynhild, og vækkede hende, d. e. frelste hende. Men allerede i Brynhilds Vise (Danske Viser fra Middelalderen ved Abrahamson, Rahbek og Nyerup, 1ste Deel S. 132 fgg.), hvor Hovedtrækkene af Sigurds og Brynhilds Begivenheder besynges, er det flammende Fjeld gjort til et Glasbjerg:

Sivard han haver en Fole,
Og den er alt saa spag;
Han vandt stolt Brynhild af Glasbjerget,
Det skede om lysen Dag.

Han sagde: jeg prøver min Fole,
Om jeg kunde Brynhild vinde.
— — — — — — — — — — —
Saa red han bort. Den Vei var lang,
Den Sti var meget værre.
Sivard han saa det Glasbjerg kjønt,
Hvor Jomfruen var indspærret.

Og det er let at indsee, hvorledes det Glimrende og Spillende i Glas og Lue kan have givet Anledning til denne Afændring.

Det Eventyr hos os, der fornemmelig gjengiver hine Sigurdsmythens Træk, er „Jomfruen paa Glasbjerget;“ men det har, som antydet, meget tilfælles med Svenskernes „Det sköna slottet östan om Solen och nordan om Jorden;“ og denne Tradition er allerede nævnt som Pendant til den nordlige Gruppe, medens dens Navn peger paa en Forbindelse med den sydlige. — Fremdeles vil man have lagt Mærke til, at den danske Pendant, der svarer til vor sydlige Gruppe, har optaget det glimtende Glasbjerg, som Pigen maa arbeide sig opad for at gjenfinde Prinds Hvidebjørn. I disse Træk bøie saaledes Hovedfor­greningernes Digtninger sig over i hinanden og flette sig sammen.

Den sydlige Gruppes Eventyr gjenfinde vi, men ligesom i det danske med Fortællingen om et Glasbjerg, i Skotternes „The black bull of Norroway.“

I Begyndelsen svarer Eventyret til „Kari Træstak,“ idet den yngste af tre Døttre reiser afsted paa Ryggen af den sorte Stud fra Norge, i hvis Øren hun finder Mad og Drikke. De ride i tre Dage og hvile ud om Natten hos Studens Brødre; hos den første faaer Jomfruen et Æble, hos den anden en Pære, hos den tredie en Blomme med det Paalæg at spare dem, til hun er i den yderste Nød. Her mangler det skotske Eventyr Momenterne om Metalskovene og Aarsagen til de gjentagne Kampe med Troldene, men fortæller kun, at Studen gik bort for at slaaes med Djævelen, og hvis Alt blev blaat, der hvor Jomfruen sad, havde den seiret, hvis Alt blev rødt, var Djævelen den seirende. Af Glæde over Studens Seier bevæger Jomfruen sig saa meget, at hun lægger det ene Been over det andet. Derfor kan Studen ikke finde hende igjen. Her gaaer det skotske Eventyr over i „Østenfor Sol og vestenfor Maane,“ men mangler Reisen med Vindene. Hun søger efter Studen, kommer til et uoverstigeligt Glasbjerg, hvor hun tjener hos en Smed i syv Aar for at faae et Par Jernsko, hvormed hun kommer over Bjerget til Vadskerkonens Bolig, og udretter, hvad denne og hendes Datter ikke have formaaet, at vadske Blodpletter af Ridderens Skjorter. Nu skal Vadskepigen have Bryllup med Ridderen næste Dag, men Jomfruen aabner Æblet og finder det fuldt af Guld og Juveler, som hun anvender paa samme Maade som i „Østenfor Sol og vestenfor Maane.“

„The red bull of Norroway,“ en anden skotsk Tradition, stemmer heelt igjennem med „Østenfor Sol og vestenfor Maane.“ Studen forvandles her til en Prinds, der nævnes Hertugen af Norge, derved at Prindsessen trækker en Knappenaal ud af den. Under Reisen for at søge ham op faaer Prindsessen af en gammel Kone tre Nødder, som hun først skal bruge, naar hendes Hjerte er bristefærdigt. Da Nødderne aabnes, indeholde de tre bitte smaa Kvinder, af hvilke den ene karder, den anden spinder og den tredie væver. Ogsaa dette Eventyr mangler Reisen med Vindene.

Hos Franskmændene forekommmer i Madame De Beaumonts Børnebog en Fortælling „La beauté et la bête“ („Skjønheden og Bæstet“), der viser sig at hvile paa Træk af Apuleius’s Amorsmythe, og som saaledes har flere Træk fælles med vor sydlige Gruppe.

Ogsaa hos Italienerne har man et Eventyr, der svarer til vor sydlige Gruppe, nemlig „Lo catenaccio,“ Pentamerone II, 9. En Kone har to Døttre. Den yngste gaaer til Brønden efter Vand og støder der paa en Tjener, der foreslaaer hende at gaae med ham til en Hule, hvor han vil give hende smukke Ting. Hun gjør det, og lever der en Tidlang i Rigdom og Pragt. Hver Nat kommer En og lægger sig ved hendes Side. Hun besøger Moderen, men efter Tjenerens Raad betroer hun hende Intet. Besøget gjentager sig et Par Gange. Imidlertid har Moderen og Søsteren ved en Hex erfaret hendes prægtige Liv i Hulen, og at det er den herligste Yngling, som hver Nat ligger ved hendes Side. Nu raade de hende, at hun en Aften skal undlade at tømme den Aftendrik, som Tjeneren bringer, og saasnart hendes Gemal er sovet ind, aabne Tryllelaasen (catenaccio); hun vil da blive den lykkeligste Kone. Hun handler efter deres Raad, tænder en Nat Lys og seer den deiligste Yngling hos sig; derpaa aabner hun Tryllelaasen, og strax kommer et Antal smaa Kvinder tilsyne, som paa sit Hoved bære de skjønneste Garnvindler. En af dem slipper en Vindel ned; da raaber hun ubetænksomt: „Kjære Kone, tag dog Garnet op!“ Derved vaagner Ynglingen, og forskyder hende i Vrede. Hun gaaer om i den vide Verden, for at gjenfinde ham, og kommer tilsidst til et kongeligt Palads, hvor hun føder en Søn. Om Natten viser Ynglingen sig, taler til sin nyfødte Søn og siger, „at denne vilde ligge i guldvirkede Bleier, hvis blot ingen Haner mere skreg.“ Dronningen i Slottet faaer dette at vide og lader alle Haner dræbe. Nu ophører Ynglingens Fortryllelse og Dronningen gjenkjender i ham sin elskede Søn. — Fremdeles møder man i „Lo turzo d’oro“ Hovedtrækkene i vor sidstnævnte Gruppes Fabel.

Hos Walacherne møde vi atter i „Trandafiru“ Hovedfabelen i vor Eventyrkredses sydlige Gruppe. Trandafiru er om Dagen et Græskar, om Natten den skjønneste Yngling. Han faaer Keiserens Datter tilægte; men ægget af sin Moder, heder hun en Dag Ovnen gloende og skyder Græskarret ind i den. Han forbander hendes Troløshed, og siger hende, at hun ei skal kunne føde, før han atter har omfavnet hende. Gode Aander bære ham til et fjernt Rige, og Keiserdatterens Veer, da hun ei kan føde, ere saa store, at der maa lægges en Jerngjord om hendes Liv. Saaledes vandrer hun ud i Verden for at gjenfinde Trandafiru. Hun kommer paa denne sin Vandring til den hellige Onsdag, Fredag og Søndag, der begave hende, den Første med en Guldrok, der spinder puurt Guld, den Anden med et Guldhaspetræ, den Tredie med en gylden Høne og dens fem Kyllinger. Ved disse Gaver skaffer hun sig, som i vort Eventyr, Adgang til sin Mand, og bliver atter hans lykkelige Gemalinde.

Hos Slavonerne danner „Hexen Corva og hendes Tjenere“ Pendant til vor nordlige Gruppe. Det nævnte Eventyr indledes temmelig eens med Svenskernes „Det sköna Slottet östan om Solen och vestan om Jorden,“ indtil den deilige Miliza forsvinder efter at have givet Iwanich en Ring, som med sin Glands skal vise ham Veien til hende. Gjennem forfærdelige Scener naaer han hendes Slot, men taber hende igjen ved Nysgjerrighed. Han maa nu tjene Hexen Corva et Aar og vogte hendes sorte Hoppe og Føl. Denne Forretning udfører han ved en Fisks, en Ørns og en Rævs Hjælp, hvilke Dyr han har reddet fra Døden. Han forlanger og erholder til Løn for sin Tjeneste Føllet, dræber Troldmanden, som har bemægtiget sig Miliza, og gjenforenes med denne. Traditionen er i Enkelthederne meget forskjellig fra vor nævnte Gruppe, men slutter sig i den hele Begivenheds Gang dog til den.

Hos Hinduerne gjenfinde vi Grundtanken i vor Eventyrkreds og vel nærmest den, der ligger i dens nordlige Gruppe, men indklædt i temmelig forskjellige Begivenhedstræk. Det er i „Historien om Vidushaka.“ Her vinder den modige Brahman Vidushaka Kong Adityasena’s Datter ved dristige og eventyrlige Handlinger, idet han redder hende fra en Præsts Mordersværd i Durga’s[2] Tempel. En usynlig Røst kalder ham tilbage til dette Tempel ved Maanedens Ende, og da aabenbarer sig for ham en Vidyadhari-[3]Mø, Bhadra, der hengiver sig til den skjønne, modige Mand i Ægteskab efter Gandharverelovene[4], og hæver ham til en overjordisk Tilværelse. Men Bhadras Veninde aabenbarer hende, at Vidyadharaerne ere fortørnede over hendes Samliv med et Menneske, og raader hende at ile til Kysten af det østlige Hav, hvor Staden Karkotaka er beliggende, at gaae over den hellige Strøm Sitoda, som ingen Dødelig kan sætte over, og bestige det store Bjerg Uday a, hvor Siddhaerne leve og som Vidyadharaerne ikke tør betræde; der skal hun sætte sin elskede Mand Stevne. Han har nu det ubøieligste Mod og den største Udholdenhed nødig for at naae derhen. Han formæler sig tvende Gange underveis, idet han med sit Tryllesværd betvinger en Rakshasa[5]), der pleier at myrde enhver Mand, som vover at formæle sig med tvende Kongsdøttre; ligeledes vinder han en Kjøbmands Datter og dennes halve Rigdomme fra ham. Den betvungne Rakshasa bærer ham over Strømmen og ligetil Bjergets Fod. Her tør han ikke stige op, men venter ved en deilig Sø, indtil Bhadras Terner komme at hente hende Badevand. Nu slipper han den Ring, hun ved Afskeden har givet ham, i den ene Ternes Krukke; Bhadra gjenkjender den, sender sine tjenende Møer efter ham, lader ham først føre i Bad og siden hen til hende. „Der ankommen, seer Vidushaka Bhadra“ som en moden, længe mod den ventede Vandrers Sti bøiet, vederkvægende Frugt af sit udholdende Mods Træ; men Bhadra staaer op, saasnart hun seer ham, og, bringende ham med rige Strømme af Glædestaarer det velkomstbydende Offer, slynger hun sine Armes Lianer som Krands om hans Nakke.“ Derpaa stryger hun frivillig sin Tryllemagt af sig „som værdløst Græs“ og hengiver sig ham ganske. Han fører hende paa Rakshasaens Ryg tilbage, tager paa Veien begge sine andre Hustruer op til Bhadra og sig, og kommer saaledes, til Alles glade Forbauselse med sine trende Kvinder ridende tilbage til Kong Adityasena og sin første Hustru.

En anden, med en Mangfoldighed af episodiske Eventyr gjennemflettet Fortælling, der ogsaa staaer vor Kreds nær, er „Historien om Vidyadharaer-Kongen Saktivega.“ Efter denne Tradition løser Brahmanen Saktideva, efterat have bestaaet de vidunderligste Hændelser trende Vidyadharaer, Døttre af Herskeren i „den gyldne Stad,“ fra den Mennesketilværelse, hvori de ere tryllede, bliver selv under Navnet Saktivega hævet til Vidyadharaer-Konge, og formæler sig med disse tre samt deres ældste Søster.

De enkelte Træk i denne Tradition have meget tilfælles med alle tre Eventyr i vor Serie. Saaledes kommer Saktideva for at faae vide Veien til den gyldne Stad først til en af Ælde bleg og bøiet Eremit; saa til dennes endnu ældre Broder, som boer 300 Mile fra den første; endelig i samme Ærende til Fiskerkongen Satyavrata paa en fjernt i Havet beliggende Ø. Ogsaa i dette indiske Eventyr maa Helten atter opsøge de frelste Vadyadharaer, med hvilke han allerede i nogen Tid har levet et lykkeligt Jordliv, efterat disse ere vendte tilbage til den gyldne Stad. — Mærkeligt er det, at begge de hinduiske Eventyr ere de eneste, der have trende Prindsesser; ligesom Traditionen i vor nordeuropæiske Gruppe. Tør man heri see Gjennembrud af vor Stammes tidligste Fortid?

Hos Araberne svarer „Prinds Kamr essaman og Prindsesse Bedurs Kjærlighedshistorie“ til vor nordlige Gruppe; dette gjælder imidlertid ikke Fabelens enkelte Træk, men Begivenhedens Grundtanke. Af Aander føres Kamr essaman og Prindsessen sammen, medens de sove. Han bytter Ring med hende, og efterat de atter ere tryllede i Søvn af Aanderne, føres Prindsessen atter fra ham. Begge blive syge af Længsel; endelig bringer Prindsessens Diebroder Kamr essaman til hende; og hun gjenkjender ham, før hun endnu har seet ham, af sin Ring, som han sender ind til hende. Nu skal de drage at besøge Prindsens Forældre, men paa Veien skilles de ved hans Uforsigtighed, idet Prindsessens Talisman røves af en Fugl, som Kamr essaman forgjæves forfølger, fra hinanden, og han gjenfinder hende først efter mange Gjenvordigheder og lange Tider paa Ibenholtsøen, hvor hun forklædt som Mand har levet under hans Navn og er bleven Konge. Hendes Talisman, en Karniol, som han har gjenfundet og som ved et Tilfælde kommer i hendes Besiddelse igjen, antyder hende her, at Kamr lever. Hun lader ham hente og de gjenforenes.

Nærmere den nordlige end den sydlige Gruppe staaer ogsaa „Historien om Hassan af Bassora og Prindsessen af Wak-Wak.“ Dette Eventyr, der hører til Kredsen af Svanehams-Mytherne, til hvilken Cyklus den oldnordiske Vølundssaga er at henføre, har i Hovedpunktet, Flyvehammen, intet tilsvarende mellem de mig bekjendte norske Eventyr, men minder i Begivenhedernes Gang stærkt om „Prindsesserne fra Hvidtenland“ og „Soria Moria Slot.“ Efter høist farefulde Begivenheder kommer Hassan til et for Aander opbygget Slot, belurer der nogle badende overjordiske Væsener, stjæler den ene af disse, Prindsessen af Wak-Waks lette Gevandt, der giver hende Flyveevne, og ægter hende. Han betroer siden sin Moder Gevandtet, da han selv maa gjøre en Reise, og paa Sultanindens Befaling leverer denne det til Prindsessen, som flyver bort. Nu drager Hassan at søge hende. Han kommer til Aandepaladset, derfra til tvende Oldinge, der boe langt, langt fra hinanden, og som give ham Raad. Saa træffer han Tre, som slaaes om sin Arv: en Kappe, som gjør usynlig, en Tromme, som man kun behøver at slaae paa for at fremkalde Legioner Aander til sin Tjeneste, og en Bold, som fører sin Besidder hvorhen han vil. Han kommer ved disse Undertings Hjælp gjennem skrækindgydende Steder til Havet, der skiller ham fra de flyvende Øer, Wak-Wak. Her tryller en viis Olding Havet til Land, og gjennem nye Skrækkescener naaer han Hovedstaden, hvor han redder sin Elskte, hvem hendes Søster, Dronningen, vil lade henrette, fordi hun har formælet sig med en Dødelig. Dronningen sætter efter ham, men hans Tromme lader Tusinder af Aander komme ham til Hjælp; han reddes og drager hjem til Bassora.

Ogsaa til vor sydlige Gruppe har Araberne et tilsvarende Eventyr: „Historien om den lade Abu Muhamed,“ som taber sin Hustru Bryllupsnatten ved at trænge ind i et Sideværelse, dræbe en Hane o. s. v., hvormed han giver en ond Aand Magt over hende. Aanden fører hende bort og først efter mange Besværligheder finder Abu Muhamed hende igjen.

Endelig minder Hebræernes Tradition „De brudte Eder“ baade i Fabelens Gang og Grundtanken om vor Exentyrkreds, og slutter sig maaskee nærmest til dens nordlige Gruppe. —

I det Foregaaende har det været Fabelens hele Gang eller den i samme hvilende Grundtanke, der har dannet Overeensstemmelsen mellem vor Eventyrkreds og de fremmede Traditioner. Endnu oftere finder man i forresten ganske forskjellige Overleveringer enkelte Træk, der deels ganske dække hinanden, deels have en kjendelig Lighed. Af slige løsrevne Træk, der svare til vor nordeuropæiske Gruppe, kan nævnes et tartarisk Eventyr, meddeelt i Relations of Ssidi Kur, Quarterly review 1819 XLI Pag. 106[6]. Her tilvender en Chansøn sig først en Kappe, som tvende Smaa staae og slaaes om, og som har den Egenskab atdengjør usynlig, og derpaa et Par Støvler, hvormed man kan ønske sig ethvert Sted hen, ganske paa samme Maade som Gutten i „de tre Prindsesser fra Hvidtenland.“

I det valachiske Eventyr „Den forstødte Søn,“ som i Grundtanken stærkt minder om vor nordlige Gruppe, forekomme ogsaa tre Djævle, der slaaes om sin Arv: en Kølle, som forstener, en Hat, som gjør usynlig, en Kappe, hvormed man kan ønske sig hvorhen man vil. Helten sætter sig atter paa samme Maade i Besiddelse af disse Ting og finder ved disses Hjælp sin Hustru igjen.

I det mongolske Eventyr „Krokodillefrøerne,“ der i det Hele har nogen Lighed med vor nordlige Gruppe, møder man samme Træk: Chansønnen støder paa en Flok Børn, som staae og trætte om en Hue, der gjør usynlig; han skal være Dommer og lader dem løbe omkap om den, men tager den imidlertid paa og forsvinder. Kort efter træffer han en anden Hob, der slaaes om et Par Støvler, ved hvis Hjælp man kan ønske sig hvorsomhelst hen. Han sætter sig paa samme Maade i Besiddelse af disse.

I det hinduiske Eventyr „Staden Pataliputras Grunding“ støder Kong Putraka paa trende Mænd, der slaaes om en Skaal, som fylder sig med Alt, Eieren forlanger et Par Sko, hvormed han kan flyve, og en Stav, hvormed han i Sanden blot tegner, hvad han ønsker skal fremstaae. Kongen lader Mændene løbe omkap om Tingene og flyver imens bort med dem.

Endelig forekomme lignende Træk i et Par Folkebøger. Gesta Romanorum (nedskreven i Paris omtrent 1340) fortæller Cap. 120 om en Ring, hvorved man vinder Alles Gunst, et Halsbaand, hvormed man ønsker sig Alt, hvad man vil, og et Stykke Træ, ved hvis Hjælp man kan komme allesteds hen.

Ogsaa i den danske „Fortunatus“ haves samme Træk, hvor der nemlig fortælles, at Helten af Soldanen faaer en Hat, hvormed han kan ønske sig, hvorhen han vil. Bogen er vel af spansk eller britannisk Oprindelse, og i sin tidligste Skikkelse fra Begyndelsen af det 15de Aarhundrede.

Tilsidst er det at anmærke, at netop dette Træk ei findes i vor nordlige Gruppes No. 2, „Soria Moria Slot,“ og at det selv i de tre Hvidtenlandske Prindsesser ikke er inderlig sammenvoxet med Fabelen: Helten gjør vel Brug af Støvlerne, men maa hjælpes frem af Nordenvinden.

Paa samme Maade finde vi i Traditioner, der forresten Intet have tilfælles med vor Kredses sydlige Gruppe, Træk, der tilhøre denne; f. Ex. i „Der Eisen-Ofen“ hos Grimm og i Slutningen af Pentamerone’s Indledningscventyr. Denne Gruppes Hovedpøint gjenfindes i Folkebogen Melusine, hvor der fortælles, at Raymund belurer sin Hustru ved at kige gjennem Nøglehullet ind i hendes Værelse, hvorpaa hun nødes at flyve bort i en Orms Skikkelse. Overeensstemmelsen er naturlig nok, da den nævnte Folkebogs Idee sandsynlig er tagen af Apuleius’s Asinus aureus. Rimeligviis er Bogen af fransk Oprindelse, og omtrent fra Aar 1387.

Forfølgelsen af denne Eventyrkreds vil sikkert have forekommet Mange møisommelig og tung, men jeg har anseet den nødvendig for at godtgjøre det forbausende vide Slægtskab, Eventyret ofte har. Men naar Erkjendelsen heraf er bleven klar, paatrænger sig af sig selv det Spørgsmaal, hvordan dette fra Hindostan øver den største Deel af Europa og op til vort Norden rækken de Fællesskab lader sig forklare. I enkelte Reisendes Samfærdsel falder neppe Nogen paa at ville søge Opløsning af Gaaden; en saadan Forbindelse er saa overfladisk, at denne Forklaringsgrund strax viser sig uantagelig. Men selv om man henpeger paa de store Brydninger af Folkebøgerne i det 4de og 5te Aarhundrede, ved hvilke Sammenstød det, den ene Bølge bar i sig, overgjødes i og optoges af den anden, og om man end tager til Hjælp den mangehaande Forbindelse, hvori Middelalderens Korstog satte Europa til Asien, — vil dog alt dette langtfra være tilstrækkeligt til at forklare vor Kjendsgjerning. Thi vilde man end oversee Urimeligheden, ja Umuligheden af, at en Digtning, der paa denne Maade var bleven Enkelte eller endog en Green af en Folkestamme bekjendt, saaledes skulde kunne udbredes og blive gjængs og gangbar i det hele Folk, — saa vilde dog sikkerlig en grundigere historisk Forskning kunne nævne Folkeslag, hos hvem Digtningen findes, og som ei henhøre til dem, der deeltoge i hine nævnte store Bevægelser. Men hvad der ganske tilintetgjør denne Forklaringsgrund er Folkeeventyrenes egen Charakteer og Natur. Bortseet fra enkelte Undtagelser, vise de sig nemlig som Frembringelser, der vistnok har udviklet sig af en fælles Spire og som derfor udfolde sig i analoge Betegnelser for den samme Idee, men overalt, efter Folkets indre og ydre Betingelser, paa en eiendommelig Maade. De sees at have voxet, organisk og indenfra; Fradrag og Tillæg, fremkomne ved en ydre, mekanisk Sammen­stillings­maade, finder man vel, hvad de enkelte Træk angaaer, men ikke i Kjærneindholdet; ligesaalidt som en — om jeg saa maa kalde det — chemisk Opløsning af det ene Folks Digtning idet andets kan forklare Overeens­stemmelsernes og Uovereens­stemmelsernes Natur. Det bliver derfor i det Hele umuligt at tænke paa et ligefremt Laan, som det ene Folk skulde have modtaget af det andet og i det Høieste hist og her ændret lidt paa, efter sin Trang og sit Behov; man maa overalt tænke paa en selvstændig Skaben. Denne kan have flere og færre Lighedstræk, eftersom Folkene staae hinanden nærmere eller fjernere, men den viser sig næsten altid med saa skarp og bestemt Eiendommelighed, at den fjerner Tanken om, at Digtningen nogensteds er en indført Vare. Dette vil ikke saa let springe i Øinene ved ovenstaaende Sammenstilling af en Deel Eventyrs Hovedindhold, der desuden væsentlig har havt til Hensigt at vise Lighederne; men seer man Eventyrets Grundtanke hos hvert Folk iklædt Digtningens Kjød og Blod, vil Sandheden deraf blive slaaende.

Tænkte man sig, at Folkebøgerne, der har dannet sig i den sildigere Middelalder og som under mangehaande Omarbeidelser ere udbredte over den største Deel af Europa, kunde have bevirket hin forbausende Udbredelse af Eventyrfablerne, vilde man i end høiere Grad feile. Thi foruden at det Ovenanførte endnu stærkere taler mod denne Forklaringsgrund, er det vel de allerfærreste Eventyrfabler, som i en eller anden Folkebog lader sig paavise, og hvor dette er Tilfældet, kan man være temmelig forvisset om, at den skrevne Bog grunder sig paa Tradition, og ei omvendt. Desuden vilde det jo kun være for de Lande, hvor Bogens Udbredelse kan godtgjøres, at denne Hypothes kunde gjælde; men den største Vidde af Fabelens Forekomst vilde paa denne Maade lades uforklaret.

Man bliver da tvungen til, i denne Folkedigtningens Overeensstemmelse i det Store at see et Henpeg til Folkenes Urfællesskab i en længst forleden Tid, som Historiens Aarstal ei har Ziffre til at betegne. Kun paa denne Maade lader saavel de store Ligheders som Uligheders Art sig forklare, og man vil i denne Betragtning have et nyt og fast Baand, der sammenknytter først mindre Grupper af Folkene og siden større og større Masser af Menneskenes Slægt, som udgaaet fra eet Blod. Man vil saaledes see, at den ovenfor i sin Udbredelse forfulgte Eventyrkreds, skjønt fælles for de fleste europæiske Lande, hvis Samlinger jeg har havt Anledning at gjøre mig bekjendt med, deler sig i tvende Grupper, hvoraf den ene — med eiendommelig oldmythisk Islæt — især forekommer hos de germaniske Stammer, den anden — med Amorsmythens Grundlag — har en langt sydligere Udbredelse mellem de romanske Folk. Men naar Eventyrkredsen derpaa drager sig tilbage til de Strøg af Asien, hvorfra Europas Folkeslag ere udgangne, gjenfinder man kun Grundfabelen, saaledes at det ofte er vanskeligt at sige, om Digtningerne her staae den nordligere eller sydligere Gruppe nærmest. De fælles tidligste Erindringer, medtagne til vidt adskilte Strøg, har hos de forskjellige Folk udfoldet sig i Digtninger, hvori Grundtanken bibeholdtes, skjønt dens Fremtrædelse paa mange Maader ændredes og modificeredes efter de Naturindtryk, ethvert Folk modtog, og efter den Historie, det gjennemlevede og udvikledes af. Men det bliver her nødvendigt at holde fra hinanden den oprindelige og væsentlige Overeensstemmelse, der træffer Digtningens Kjærne og som, altid i sit Væsen den samme, viser sig forskjellig i Væxt og Forgrening paa den forskjellige Jordbund, og en anden uvæsentlig Overeensstemmelse, som er fremkommen derved, at enkelte Traditioner ere stødt sammen, og Træk af den ene saaledes har indkilet sig i den anden. Denne sidste Art af Lighed er ikke saa vanskelig at skjelne fra den første, da den viser sig mere staaende, ubøielig og uforanderlig, fordi den, løsreven fra sin Rod, har tabt Udviklingsevnen. Om end saadanne Ligheder nu og da kunne have sin Grund i fælles Urerindringer, staae de dog altid med et stærkere eller svagere Tilfældighedspræg. Ovenstaaende Analyse vil give Exempler paa begge Arter Overeensstemmelse; til den sidste Art henregner jeg, hvad der er anført af pendantartede Brudstykker. Jacob Grimm har i sin Deutsche Mythologie I,xxii og xxiii givet Antydningen til denne Tanke, idet han sammenholder Folkedigtningernes Overeensstemmelse med Sprogenes og udtaler, at paa det første som paa det sidste Forskningsfelt denne dobbelte Art af Lighed forekommer. Han viser paa samme Sted, at alle de europæiske Sprog vise tilbage til de dybere Strøg af Mellemasien, hvor den indiske og zendiske Tunge høres. Haand i Haand med Sprogforskningen vil saaledes sikkerlig engang Studiet af Folkenes egne og eiendommelige Digtninger i høi Grad bidrage til at lede paa rette Spor angaaende Stammernes nærmere og fjernere Slægtskabsforhold og deres Udbredelsesveie. Det er let at forudseet, at netop Eventyret i denne Henseende vil komme til at spille en betydende Rolle. Allerede ved sine Indledningsord: „der var engang“ (og ensteds) antyder dette en vis Almindelighed, der er mindre nær knyttet til Folkets Natur og sildigere Historie end f. Ex. Sagnet, medens det paa den anden Side har Eiendommelighed nok til at vise sig hjemligt paa den Bund, hvor det fortælles.

Det er let begribeligt, at det vilde være af høi Interesse i denne Henseende, om man kunde forfølge Eventyrenes Historie og paavise deres Ælde hos hvert Folk. Thi derved vilde man kunne godtgjøre deres uafhængige Tilværelse i de forskjellige Lande, og have Anledning til at see, hvilke Forandringer, større eller mindre, de i Tidernes Løb har undergaaet. At en Digtning, hvis Forplantelse hviler paa mundtlig Tradition, i Slægtfølgerne maa undergaae saadanne, følger af sig selv. De vexlende Anskuelser hos Folket vil nødvendigviis, efterhaanden og umærkelig, ændre og omdigte; de lade ofte paa en lønlig Maade, f. Ex. gjennem Tonen og Vendingerne, indflyde i Digtningen, hvad ikke oprindelig laa i den, eller om det laa der, havde en anden Betydning. I det Hovedsagelige, i Grundtanken og Fabelens Gang, vilde man dog sikkert, om man saaledes kunde see tilbage paa et Lands nedarvede Traditioner finde dem sig selv troe. Men det er meget faa europæiske Lande, der har Eventyrsamlinger af nogen betydende Ælde, og maaskee turde Basile’s i den neapolitanske Mundart forfattede Pentamerone omtrent fra 1637 være den eneste blandt disse, der, uden at tillade sig Om- og Tildigtning, har opfattet og gjengivet Folkets Traditioner. De fleste Eventyrsamlinger ere istandbragte i den seneste Tid, efterat Brødrene Grimm ved sine fortrinlige Kinder- und Hausmärchen havde aabnet Øinene for disse Folkedigtes Skjønhed og videnskabelige Betydning. — Hvad vort Land betræffer, da pleie de ofte høit bedagede Fortællere at henvise til sine Fædre eller Bedstefædre, oftest til sine Bedstemødre, undertiden med det Tillæg, at disse atter have hørt Fortællingen af sine Bedsteforældre eller andre meget gamle Folk. Men høit op i Tiden kan man jo paa denne Maade ikke naae. Et Par Steder i vor Oldliteratur omtales den Kreds af Eventyr, hvori Stedmødrenes slette Forhold til Børnene er indklædt, og paa en saadan Maade, at det giver Formodning om, at disse Eventyr ogsaa i hin Tid, har været lige dem, vi kjende, og at de da som nu fornemmelig har tjent de simpleste Folkeklasser til Underholdning. Saaledes hedder det i Kong Sverres Saga, 7de Cap: var því líkast sem í fornum sögum er sagt at verit hefði, þá er konungabörn urðu fyrir stjúpmœðra sköpum, og i Indledningen til den endnu utrykte Odd Munks Olaf Trygvesons Saga: Ok betra er slíkt með gamni at heyra en stjúpmœðra sögur, er hjardarsveinar segia, er engi veit hvárt satt er, er jafnan láta konunginn minstan vera í sínum frásögnum. Her er Udtrykket segja Sögur at lægge Vægt paa, thi endnu betegner Ordene „segja Sogjer“ i Thelemarken og i Sætersdalen netop at fortælle Eventyr.[7]

Men der er endnu to Ting, der borge for at Eventyrene meget længe, endog fra Hedendommens Tid, har havt Hjem i vort Land. Den første er den Troskab og Samvittighedsfuldhed, hvormed de bedste Fortællere altid berette Traditionen, den Frygt, de vise, for at tage fra og lægge til eller endog blot ændre lidt paa de enkelte Træk. Denne Nøiagtighed gaaer saavidt, at Fortællingen, naar man lader den gjentage, gives næsten Ord til andet med samme Udtryk som første Gang, og ganske vist i de vigtigste Punkter og i Dialogen. Dette finder man ogsaa, naar man lader Tvende berette Fortællingen, hvoraf den Ene har modtaget den af den Andens Mund. — Ved denne samvittighedsfulde Nøiagtighed kan man ansee sig betrygget mod en bevidst Forvanskning af det oprindelige Indhold, og den synes tillige at tyde paa en instinktmæssig Ærefrygt for Digtningens Ælde og hjemlige Oprindelighed. Thi sammenligner man Fortællemaaden af Eventyrene med den, der bliver de læste Folkebøger til Deel, vil man strax mærke Forskjellen. Her tages fra og lægges til; det Fremmede, halvt Forstaaede forvanskes og travesteres, og den hele Beretning behandles med den største Frihed.

Indre Grunde afgive det andet og sikkrere Beviis for disse Traditioners ærværdige Alder. Man finder nemlig i mangfoldige af dem ikke alene Erindringer af Katholicismen men endnu hyppigere hedenske Forestillinger, undertiden i oprindelig Form, undertiden i en christelig Forklædning, ja disse oldmythiske Træk danne nu og da Hovedpunktet og kan saaledes ei være udenfra indsprængte, om man end vilde oversee det Urimelige i, at de skulde have levet som løse Brudstykker i Folkets Erindring, ligesom ventende paa Leilighed til at liste sig ind i en fremmed, andenstedsfra modtagen Tradition. Efter Alderen af disse tvende Arter fortidige Forestillinger vil jeg først eftervise nogle af de oldmythiske. Uden Formummelse fremtræde Hedendommens Myther mindre og mere bestemt i efterstaaende Eventyr og Eventyr-Træk.

Troldene og Riserne vise sig i det Hele ganske som i Eddaerne og i sildigere Oldskrifter. Disse Fjeldenes Beboere ere begavede med uhyre fysiske Kræfter, men ere dumme og yderst godtroende, og narres derfor ved Menneskenes Kløgt.[8] De have mange Hoveder, forvandles, naar Solen skinner paa dem, til Steen, bruge Jernstænger til Vaaben som i de sildigere ialfald tydske Oldskrifter skyde som i Eddaerne og hos Saxo gloende Jernstænger efter Folk, besidde uhyre Rigdomme af Guld og Sølv, have Jernbaade som i Middelalderens fabelagtige Sagaer.[9] Yderst sjælden forekomme derimod Erindringer om Alferne, rimeligviis af Grunde, som i Noten No. i ere antydede. Et saadant Minde synes dog at titte frem i „Dukken i Græsset“ og maaskee i „Tommeliden.“

Som Eddaernes Dværge Austi, Vesti, Sudri og Nordri forkomme Vindene personificerede i „Gutten som gik til Nordenvinden,“ i „Soria Moria Slot“ og i „Østenfor Sol og vestenfor Maane.“ — I No. 24 faaer Lillekort et Skib, der er Skidbladner i Eet og Alt; maaskee man tillige tør antage, at den eenøiede, krogryggede gamle Kjærring minder om Odin, hvis Guddomsmagt aabenbarer sig i Skibets Frembringelse. — Varigheden af de tre Brødres Kamp i No. 9 (S. 52) tør være indflydt fra Hjadningerne Hedins og Høgnes Strid efter den ældre Edda; i de fremmede Traditioner findes neppe antydet nogen saadan Stridens Vedvarenhed i dette meget udbredte Træk. Foran er viist, hvorledes Erindringer af Sigurdsmythen forekomme i No. 51 (52), i No. 9 og No. 27, ligesom oldmythiske Forestillinger om Grane gjentage sig i „Grimsborken,“ No. 37.“ Grimm antager, at Forestillingen om de skjebnespindende Norner (Helgakvida Hundingsbana I, 2. 3) ligger paa Bunden af „Die drei Spinnerinnen,“ der svarer til vort Eventyr „De tre Mostre.“ I saa Fald er den oldmythiske Erindring trængt mere tilbage i vor Tradition end i den tydske; i hiin have de tre Kvinder hver sin Forretning, i denne hjælpe de alle til at spinde. Det seer ud, som de nordiske Folk (thi Svenskernes „De tre Stor-gummor“ behandler Emnet paa samme Viis) i Følelsen af haardt og trykkende Arbeide har villet skabe sig en glad Dag i Fantasiens Land, uden Møie og Anstrængelse, hvorfor ogsaa Prindsen i vort Eventyr gjør det Løfte, at hans Dronning aldrig mere skal arbeide. Men selv i vor Afændring hviler vistnok dybest paa Bunden Forestillingen om en Skjebne, der uddeler sit Held uden Hensyn til de Dødeliges Stræben efter at gjøre sig dette værdige. — No. 17, I minder, skjønt svagt, om den eddaiske Fabel, hvorledes Laxen blev spids bagtil. — Ligesom i No. 19 tales i Eddaerne om hele Jernskove og enkelte Lunde eller Træer med Guldblade. I Varianten No. 4 til dette Eventyr kjæmper Studen med Troldet, men da dens Navn nævnes, taber den i Kraft. Saaledes forvandledes efter Sagaerne de, der kjæmpede i Dyrham, igjen til Mennesker naar de nævntes ved Navn, og deres Dyrkraft var borte. (Saaledes i Rolf Krakes Saga). I nogle Eventyr f. Ex. i No. 28, 33 og No. 41 forekomme Mennesker, der ved Forgjørelse ere forvandlede til Dyr eller Uhyrer, men igjen under visse Betingelser kan erholde sin rette Skikkelse. Det samme forekommer ofte i de fabelagtige Sagaer. I No. 55 (57) trylles Kongen i Søvn ved Sang ligesom i Hørd Grimkjeldsens Saga.

I tvende Eventyr hviler Fabelen ganske paa et mythisk Grundlag. No. 6 indeholder saaledes travesterede Led af Thorsreisen til Utgard. Gutten, som dristig indlader sig i Styrkeprøve og Kapædning med Troldet, repræsenterer snart Thor, snart hans Følgesvend Loke. Men Eventyret lader Asafølgets Repræsentant ved Snedighed gaae af med Seiren. I Hovedforestillingen om Gud Thor og hans Vælde kan man saaledes endog sige, at Eventyret slutter sig med større Troskab til Asalæren, end Oldsagnet, der vel turde høre til de sildigere dannede. — No. 59 (51) fortæller om den samme Kværn, som Edda i Grottesangen, paa hvilken Guld blev malet til Kong Frode i Danmark, men siden Salt til Vikingen Mysing, indtil den sank til Havets Bund. I den yngre Edda hedder det ligesom i Eventyret, at da blev Havet salt, og det antydes der, at Kværnen maler endnu, idet den opsender Havsvælg og Malstrøm. — Til disse Eventyr er endnu „Det blaae Baand“ at henføre. Skjønt Begivenheden ikke Led for Led gjengiver en Mythe, beroer dog hele Eventyrets Fabel paa „Det (staal-) blaae Baand“ ɔ: Thors Styrkebelte; dette giver den spædlemmede Gut, naar han binder det om Livet, Thors Magt til at udføre vidunderlige Bedrifter mod Trold og Udyr. I Natverdsspisningen forekommer atter Lokes Kapædning, men Troldet viser her sin Overlegenhed i at tære.

Dog skjule de oldmythiske Træk i vore Eventyr sig ofte endnu bedre end under Travesteringen, idet de har paataget sig en formummende christelig Indklædning, der for en løs Betragtning gjør dem aldeles ugjenkjendelige. Den Forfølgelse, for hvilken Asalæren ved Christendommens Seir var udsat, maatte nødvendigviis paa mange Maader indvirke paa de mythiske Forestillinger og Erindringer, som endnu levede i Folket. Naar disse da vovede sig frem i dets Sagn, skede det paa den Maade, at snart Guderne forstak sig i Personer, der hørte til den hellige Historie, snart disse sidste modtog saa et og saa et andet Træk af Hedendommens Helte og Guder. Vel beseede, gjenkjendes saaledes flere oldmythiske Personligheder i de legendeagtige Eventyr, der ved første Øiekast synes ene og alene at skylde Katholicismen sin Oprindelse. Man tør paa denne Maade vist paastaae, at Eventyret „Om Jomfru Maria som Gudmoder“ har Sammenhæng med Grimnismaals Fremstilling af, hvorledes Frigg boer her paa Jorden og opføder Børn; og at Eventyret om „Smeden, som de ikke turde slippe ind i Helvede“ i eet Træk hviler paa Erindringen af Fortællingen (Fornm. Søg. IX, 55—56 og 175) om, hvorledes Odin engang kom til en Smed i Norge og fik sin Hest skoet. Dette er ikke en løs og vilkaarlig Hypothes. Det nævnte norske Eventyr har ligesom i een Støbning sammengydt, hvad der hos Tydskerne er flydt ud i fire forskjellige Eventyrfabler: „Bruder Lustig,“ „Spielhansel,“ „Der Teufel und seine Großmutter“ og „Das junggeglühte Männlein.“ Men i ingen af disse forekommer Fortællingen om Hestens Skoning, hvilken er eiendommelig for den norske Tradition. Lægger man nu Mærke til, hvad Fornm. Søg. fortæller, at Smidningen ikke ret vilde gaae for Thor Smed, idet Jernet ikke vilde danne sig, at Skoene syntes ham at blive for store, og at han derfor broutende yttrede, at saa var det aldrig gaaet ham før, men at Gjesten, Odin, bad ham lade Al skikke sig som det selv vilde, og at Skoene nøiagtig passede Hovene, da de gave sig til at beslaae Hesten — saa seer man, at Odin netop har samme Rolle hos Thor, hvem han viser sin Overlegenhed i Smidekunsten, som vor Herre udfører i Eventyret. Og uagtet Eventyret om „Kværnen paa Havsens Bund,“ saaledes som ovenfor antydet, i hele Hovedfabelen er mythisk, har dog ogsaa det et Træk, der viser, hvorledes Folket har maattet tilsnige sig Tilladelse til at lade det vandre om mellem en Geistlighed, som speidede efter Kjætteri. Ved Beretningen om at Kværnen er hentet bag Døren i Helvede, er der nemlig anbragt et Mærke paa den, som skal give den en christelig Anskuelses Præg. Ogsaa i Eventyret om „De syv Folerne“ finder man hedenske og christelige Forestillinger sammensmeltede paa samme Maade. Prindsernes Forvandling til Dyr hører Hedendommen til, men naar det berettes, at Alterbrødet og Vinen er deres Spise og Drik, synes det, som om den christne Fortæller i denne Næring for de i Dyrham Omskabte, har villet forsone hin hedenske Forestilling.

Paa den anden Side har atter de christelige Begreber undergaaet mange Afændringer og Skatteringer derved, at de har optaget hedenske Elementer og smeltet disse sammen med sig. Dette er i vore Eventyr især kjendeligt hvor Fanden fremføres. Han fremstilles da aldrig efter sit christelige Begreb som den snedige, Menneskeslægten fordærvende Arvefiende, som Mørkets mægtige Hersker, for hvem det troende Sind gyser, men idet han laaner Træk af Hedendommens onde Magter, Jetterne, som et med liden Kløgt begavet Væsen, der let narres ved Menneskenes List og endog midt i sit Rige bliver angst for Smeden, der efter Kontrakten kommer før at overgive sig til ham. Og her er det hedenske Element saameget stærkere vaagnet i den digtende Indbildningskraft, som det har været vel skikket til at understøtte den humoristiske Leg med det Skrækkelige, der er et saa dybtliggende, ofte frembrydende Træk i den norske Folkecharakteer.

Men ogsaa Erindringer af Katholicismen støder man paa i disse Folkedigtninger, skjønt langt sjældnere end paa hine oldmythiske Forestillinger. Dette bliver, naar man lægger Mærke til, hvor langt nærmere i Tiden den katholske Lære er det berettende Folk, høist mærkeligt og afgiver et Beviis for, hvor dybt og inderligt Asalæren har været forbunden med Nordboens indre Liv. Først og fremst vise hine katholske Forestillinger sig i de legendeartede Eventyr, hvor vor Herre og St. Peder færdes paa Jorden og træde Menneskene veldædig nær med Hjælp og Bistand eller med Revselse. Thi om man end tør sige, at gjenlevende hedenske Erindringer fra først af har dannet alle Legender og om man end stundom kan paavise, hvilke disse har været, maa dog dette stedse forstaaes saaledes, at de fleste af hine fortidige Personligheder her ligesom har skiftet Ham og overalt omgydes af et mildere og forklarende Lys. Ganske katholsk legendeartede fremtræde saaledes Herren og St. Peder i „Gjertrudsfuglen“ og til deels i „Smeden, som de ikke turde slippe ind i Helvede.“ I sidstnævnte Eventyr bærer Peder endog Himmeriges Nøgler, og Sammenhængen selv med Papismen er derfor tilstede. Det milde-deilige Fruentimmer, der i „Jomfru Maria som Gudmoder“ tager det døbte Pigebarn til sig og gjennem mange Slags Farer og Tilskikkelser gjør hende værdig til Glæde og Lykke, har ikke Ravn alene, men Charakteren tilfælles med den forbarmende Gudsmoder. Den forunderlige Klarhed i dette Eventyrs Tone synes ogsaa at være udstraalet fra Gudsmoderens skjønne Personlighed. Ogsaa i Børneeventyret „Hanen og Hønen i Nøddeskoven“ møde vi Jomfru Marias Navn. Naar hun her giver „røde Guldbaand,“ veed jeg ikke, om man deri tør see en Erindring om den benaadede Kvindes gyldne Glorie. En humoristisk Forvrængelse af Skjærsilden med Bibeholdelse af dens Navn møde vi i „Mestertyven.“

Det er imidlertid langtfra disse fortidige Forestillinger alene, der danne det indre Beviis for vore Eventyrs Hjemlighed; dette ligger i hele deres Charakteer og Art. Om de end efter sit Indhold ere de samme som andre Folks, ere de dog ikke de samme. De vise sig ganske som Frembringelser af vort Lands særegne lokale og folkelige Forhold. Saaledes er Sceneriet, den hele Skueplads, paa hvilken snart en simpel hverdagslig Fabel udvikler sig, snart et broget, rigtvexlende Fantasispil fremmanes, stedse de kjendte norske Fjeldland. Den dybe Skov med de „smaa grønne Flekker“ hvor man kan hvile efter Færden, — den ene „Blaane,“ man drager henover efter den anden, — Heien, hvor Grimsborken opales, — den store sorte Fjeldkold, som skygger for Kongsgaarden, — den bratte, speilglatte Bjergvæg, Askeladden rider opover, — den lune Bjergskorte, hvor den gamle Kjærring sidder og lokker den trætte Gjæter, — disse og tusinde andre Smaatræk sige os, at vi ere hjemme, hvor forunderlig end den Begivenhed er, hvori vi deeltage. Det samme gjælder om den af hiin Natur betingede Leveviis. Stuen og dens Grue, hvor Askeladden sidder, Stellet og Livet derinde — Alt, fra Barhytten, hvor Haakon Borkenskjæg gaaer i sin Skindkjole, til Kongsgaarden, hvor Kongen staaer paa Trappen og selv steder sine Tjenestefolk, minder os om hine yderst simple, naive Sæder, der ikke tillade Fortælleren at tænke sig Noget anderledes, end det findes i hans stille aflukkede Fjeldbygd.

Og dog er denne Art af Eiendommelighed, hvor inderlig den end er indvævet i vore Eventyr, en mere udvortes; den dybeste og lønligste, derfor ogsaa vanskeligste at demonstrere, skjønt letteste at føle, er den, der ligger i Charakteer­typerne, som her optræde og som, hvor meget de end have tilfælles med de nærbeslægtede Folks, dog afspeile eiendommelige Sider i den norske Folkecharakteer. Eiede man de mangfoldige endnu usamlede Eventyr, der leve hos Folket, er det ikke at betvivle, at dettes væsentligste Charakteertræk ved de forskjellige Figurer vilde være betegnede. Men allerede af det her fremlagte Stof maa man kunne paavise flere. Jeg mener, man overhoved tør sige, at vore Folkeeventyr mellem de germaniske Stammers fordeelagtig udmærke sig ved den Bestemthed og Sikkerhed, hvormed Charaktererne i dem springe frem. I denne Henseende taale de at sammenstilles selv med Grimmernes udmærkede Samling. Dog kan Grunden til dette Fortrin vel ogsaa for en Deel søges deri, at Danmark kun eier faa Eventyr, at Sverig endnu ei er færdig med Samlingen af sine, og at altsaa færre Charakterer i disse Folks Eventyrdigtninger ere komne tilsyne. — Især er det de komiske Figurer, der i vore Eventyr træde klare og bestemte frem. Dette forholder sig vistnok saa med de fleste Landes, „fordi just det Komiske har saa meget Kantet og let Mærkeligt og derfor lettest danner sig til faststaaende Masker“ (Grimms Märchen, Indledning S. LI). Men med vore er det dog nok i fortrinlig Grad Tilfældet og har sin dybeste Grund i det Humor, der nødvendig udvikler sig hos et Folk under saa haarde og truende lokale Forhold som vore.

Blandt de Charakterer, vi i hvert andet af vore Eventyr møde, er „Askefisen“ eller „Espen Askefiis“, som han ogsaa kaldes. Skjønt vi i vor første Udgave har troet os nødte til at føie os efter den almindelige Skyhed for norske Benævnelser (naar man skriver) og derfor har valgt den reen-danske Benævnelse „Askepot,“ som, udenfor Byerne, vist ikke bruges i Norge, og skjønt vi selv i denne Udgave kun har vovet at benytte et af hans Tilnavne, kan jeg dog nok i denne Indledning driste mig til at nævne ham med hans rette Navn. Navnet er desuden ikke nær saa farligt som det synes; det betyder: den, som blæser paa Gløderne, for at faae Ilden til at lue op. Det betegner altsaa denne Figurs ydmyge, foragtede Stilling i Familien: hans Seng er Asken, hans Forretning, om han har nogen, høist at „gjøre op paa Varmen.“ Han kaldes derfor ogsaa „Tyrihans,“ d. e. Hans, der steller med Fedveden, og „Askeladden,“ d. e. den Klodsede, Pjaltede, der graver i Asken. Han er altid den yngste af trende Brødre,[10] og de to Andre have derfor Alderens og med den Erfaringens Fortrin; disse, der i nogle Egne kaldes Peer og Paal, foragte ham dybt, spotte og haane ham. Men en skjult høiere Kraft i ham, der ogsaa stundom lader ham betvinge og bruge overnaturlige Magter udenom sig, fører dog ham, og ham alene, til Seier i de Manddomsprøver, hvori Brødrene strax ligge under — han alene vinder Kongsdatteren og halve Riget. Alt dette har vor Charakteer tilfælles med „Der Dumling“ hos Tydskerne og med „pinkel“ i Svenskernes Eventyr. Men det, hvori Askefisen især adskiller sig fra begge de nævnte Charakterer, er den dybe Forborgenhed, hvori hans naturlige Overlegenhed holdes, indtil han med Eet træder frem; denne er skjult under en uvirksom Ladhed, der har naaet sit Høidepunkt i Lad-Lars, et endnu ikke fortalt Eventyr, og under en uforstyrrelig Ligegyldighed ved al den Spot og Haan, Brødrene udslynge over ham — en Ligegyldighed, der har antaget en følesløs Taabeligheds Udseende, men som hviler paa en dyb Erkjendelse af egen Kraft. Han staaer Uffe Spage og i en vis Forstand Amleth nær. Hans Fysiognomi har en Mine, der forstiller sig slap og dum, men gjennem hvilken dog den Forvisning leer: jeg narrer Jer Allesammen, naar min Tid kommer. Denne vel skjulte Forvisning om sig selv har af Askefisen tildeels udtrængt de Træk af mild Hjertensgodhed, „Der Dumling“ bestandig har, og af den venlige Hjælpsomhed, som især gjør „pinkel“ latterlig i Brødrenes Øine. Den dybtnedlagte Kraft, Askefisen besidder, forvandler ogsaa „Des Dumlings“ barnlige Tro paa et godt Udfald hos ham til Selvtillid, ligesom han aldrig, som den tydske Slægtning undertiden, gaaer under i Kampen. Alligevel viser han ogsaa nu og da de blidere Træk, hvormed han er tegnet i Tydskernes Eventyr, f. Ex. i „Tro.“ Men i Almindelighed taget er der i denne Figur en bestemt Efterklang af Sagaernes Charakterer: han tier og sover, beder om Lov at prøve sig, og vinder.[11]

Paa lignende Maade skiller en anden Charakteer, „Smeden, som de ikke turde slippe ind i Helvede,“ sig fra Tydskernes „Bruder Lustig“ og „Spielhansel.“ Den godhjertede Gavmildhed og letsindige, næsten uskyldige Uvidenhed om Ondt og Godt, som ere Hovedtrækkene hos „Bruder Lustig,“ gjenfindes ikke hos „Smeden,“ medens i denne atter en Lid til sig selv, der ei kan bringes til Tvivl, er et stærkt fremtrædende Element. „Bruder Lustig“ er en mere komisk, vor Smed en mere humoristisk Charakteer. Han staaer saaledes „Spielhansel“ nærmere, men han er en djærvere humoristisk Charakteer end selv denne; thi han narres med Fanden, medens „Spielhansel“ kun holder Døden for Nar, og han bliver formelig fortørnet, da han mærker, at man laaser Helvedes Porte igjen for hans Næse. Dette faaer Vægt, naar man erindrer, at det er Folket, der endnu har Tro, og ei „de Dannede,“ som har digtet Eventyret. Ogsaa den rolige besindige Omtanke, der lader ham selv bestemme sig til at forsøge at finde Ly og Hjem, enten det nu kan faaes i Helvede eller Himmel, før han bliver huusvild — er eiendommelig og stemmende med vor Folkecharakteer. „Spielhansel,“ der heel og holden fortaber sig i sin Spillerlidenskab, er den ethisk-sletteste af de tre nævnte Charakterer. Derfor er det i sin Orden, at „Bruder Lustig“ ved en pudseerlig List skaffer sig Indgang gjennem St. Peders Dør, at „Spielhansel“ drives ud igjen af Himmerige og hans Sjæl splittes, medens vi lades i Uvished om, enten vor Smed slipper ind igjennem den Gløt, hans Slægge har frembragt, eller ei.

Nær den nævnte Charakteermaske og endnu nærmere indbyrdes staae „Mestertyven“ og „Store-Peer og Vesle-Peer.“ Den førstnævnte Figur gjenfindes ikke i de hidtil udkomne germaniske Samlinger af Eventyr; derimod meddeles i M. Haupts Zeitschrift für deutsches Alterthum, III, 292 fgg. et Eventyr fra Thüringen, der i Begivenhedstrækkene næsten ganske dækker vor Hovedfortælling og dens Varianter. Alligevel fremtræder Mestertyven der lettere, mere beleven og civiliseret med Bevidsthed om sit Haandværks Foragtelighed og moraliserende for sine gamle Forældre, der har ladet det komme dertil med ham. Ogsaa hos Straparola forekommer et Eventyr „Bedrageren,“ der i Fabelen stemmer med vort. Men ligesom det overhoved ei er min Agt at udføre Sammenligningen af Charakteertyperne udenfor de germaniske Stammer, saaledes kan det mindst lønne sig her, da Straparolas frie Behandling neppe nogensteds har ladet Charaktererne erholde sin Ret. — I vort Eventyr synes det ved første Øiekast, som om alle ethiske Hensyn vare satte tilside, som om man glædede sig alene over den List og Behændighed, hvormed Mestertyven udfører sine Streger. Dog er det ikke saa. Han stilles hele Fabelen igjennem i Forhold til Personer, der fortjene at tages ved Næsen. Røverne, Amtmanden og Præsten gjøre sig alle brede af en Forstand og Kløgt, som de ikke besidde; Amtmanden er desuden i Egenskab af „den høie Øvrighed“ selvgod og opblæst og tillige feig og slet; Præsten er gjerrig, hyklersk og overtroisk — „Vesle-Peer“ er egentlig den samme Type, kun endnu rydere. Det er fremdeles Listen og Snuheden, der interesserer; men det ethiske Moment er i den Grad skudt tilbage, at Figuren faaer et Træk af Grumhed. Dette gjælder især det Led af Fabelen, hvor han bringer Broderen til at slaae deres gamle Moder ihjel, sætter hendes Lig paa en Kjælke og drager Det til Byen, giver det en Æblekurv mellem de stivfrosne Fingre og bringer Skipperen til at slaae Hovedet af hende. Det er ene og alene ved den ligefremme, godtroende Beretning, som om alt dette var ganske i sin Orden, at Fortællingen lader sig høre, og hæver sig til en Art grusom Humor, der ei er saa sjælden i Sagaerne og Kjæmpeviserne. Det svageste Forsøg paa at mildne eller motivere Handlingen vilde gjøre den utaalelig. Dette til Raahed grændsende djærve Træk er borte saavel af Tydskernes tilsvarende Eventyr „Das Burle“ som af Andersens „Store-Klaus og Lille-Klaus,“ hvilket sidste vi dog maa erindre er en bearbeidet Folkedigtning. Fra „Das Burle“ skiller ogsaa „Vesle-Peer“ sig deri, at den førstnævnte Charakteer paa en Maade med Rette ringeagtes af sine Naboer, da han ved sin første Fremtræden har et stærkt Træk af virkelig, ikke paatagen Tossethed, medens „Vesle-Peer“ hele Eventyret igjennem er sig sin Kløgt bevidst og i Lid til denne i Førstningen lever i Suus og Duus. — Endelig fremtræder den samme forslagne Kløgt i „Spurningen,“ hvor Askeladden maalbinder Prindsessen, og i „Gutten, som fik Prindsessen til at løgste sig“ — kun at den her viser sig i Tale, hos de ovennævnte Figurer i Handling. Tjenestegutten i Eventyret „Paul Andrestuen“ er i Hovedtrækkene samme Charakteer, men Kløgten viser sig her ligefrem som Bondefuulhed.

Det er ligesom de mildere og bedre Charakteertræk i disse Folkedigtninger vare opsparede for at fremstille Kvinden. Vistnok møde vi ogsaa djærvkomiske kvindelige Charakteertyper, f. Ex. i „Somme Kjærringer ere slige,“ i „Gidske“ o. s. v., og man kan i Almindelighed mærke sig, at hvor disse fremtræde, opnaaes oftest den komiske Virkning derved, at Dumheden eller Fjantetheden gjør sig bred som Forstandighed og Flinkhed: det er som om Digtningen har villet vise Kvinden indenfor en stillere Virksomheds Grændser. Derfor er allerede hos Konen i „Gudbrand i Lien“ det Komiske dæmpet ved hendes hjertelige Tilfredshed med Alt, hvad Manden siger og gjør, og man synes halvveis, det var vel, om der gaves ret mange Koner som Gudbrands Men disse kvindelige komiske Masker ere i Sammenligning med de mandlige sjældne. — Især er det paa Steddatteren, hvem Stedmoderen og hendes Datter hade og plage, at vore Eventyr ødsle med smukke og milde Træk. „Kari Træstak,“ Datteren af første Ægteskab i Eventyret „Manddatteren“ og i „Bruskebruden“ repræsentere denne. Charakteer. Mandatteren er lys og deilig som Dagen og saa god, som hun er smuk. Stedmoderens og Stedsøsterens Had og Haardhed avle ikke Bitterhed kun resigneret Bedrøvelse i hendes Sind. Naar hun hungrig og slet klædt jages til Skoven at gjæte, klapper og kjæler hun sine Kreaturer; naar hun er styrtet i Brønden, fordi hendes Stry ei kan holde Traaden saa længe som Søsterens Hør, træder hun let og vaersomt paa Riisgjerdet, at dets Kviste ei skal brækkes, plukker forsigtig Frugten af Æbletræet, saa dets Grene kan rette sig o. s. v.); naar hun med Skjænd og onde Ord er drevet til Brønden at hente Vand, børster, klapper og kysser hun de fæle Hoveder, der komme op over Vandspeilet: hendes egen Sorg og Nød har ikke lukket men aabnet hendes Hjerte, givet det Fiinhed og Blødhed, og hun tænker mere paa alle Andre end paa sig selv. Fremdeles er det langt fra, at den blodige Uret, hun har maattet lide, har gjort hende mistroisk mod dem, som byde hende Raad og Hjælp: med barnlig Tillid gjør hun, hvad Fuglene synge for hende eller hvad Stedmoderen siger, at hendes Broder har befalet hende, selv da, naar Budet gaaer ud paa, at hun skal kaste sin kjære lille Hund eller endog sig selv i Søen. For ret at vække vor inderlige Deeltagelse, bevæger hendes Skjebne sig længe frem gjennem Sorg og Nød, ligetil vi ganske ere blevne overbeviste om hendes milde Kraft; men da omskiftes den ogsaa til de Herligheder af Løn, som kun Eventyret har at byde over. Og for at hendes ydre og indre Elskværdighed saa meget klarere skal fremtræde, er den onde, fæle Stedsøster stillet hende ved Siden — denne er i Alt hendes stærkeste Modsætning, i Udvortes og i Sind, i Handling og i Skjebne.

Ligesom de mandlige Charakterer i Almindelighed ere tegnede med skarpere og mere kantede Træk, ofte med dyb Fordølgelse, om ikke just med Udelukkelse af de mildere forsonende Egenskaber i vore Eventyr, sammenlignede med de nærmest beslægtede Folkeslags saaledes synes den nævnte kvindelige Charakteer Manddatteren, finere og ethisk-yndigere tænkt, om end ikke saa omhyggelig udført hos os. I Winthers Danske Folkeeventyr nøier Fortællingen sig med at sige, at Steddatteren er „smuk og god,“ og lader det Sidste kun fremtræde i det ene konkrete Træk, at hun afholder sig fra at spise af de lokkende Frugter udenfor det Slot, hun kommer til efterat være falden ned gjennem Brønden. — Ikke engang hos Tydskerne synes Steddatteren mig saa mild og god, som i vore Eventyr. Der fattes hende deels den taalende Hengivelse i sin Skjebne, deels den fineste Omhu for Andres Vel. Saaledes i „Frau Holle,“ hvor hun af Fortvivlelse selv springer i Brønden, og hvor hun vel plukker Æblerne af Træet, men kun fordi de ere modne, ei for at dets Grene kan rette sig i Veiret, og ei heller med Omhyggelighed lægger Frugterne ved Æbletræets Rod. Sjælelig smukkere udvikler hun sig i „Die drei Männlein im Walde;“ men selv her gjør hun dog en mild Indvending, for hun opfylder den haarde Moders Befaling, og det er med de tre smaa Mænd, med Fornuftvæsener, hun deler sit Brød. Ingensteds har hendes venlige Hensyn til Andre fundet en saa smuk Betegnelse som i vort Eventyr, hvor hun gjør sig let for ikke at skade Riisgjerdets Kviste, og ingensteds viser hendes tillidsfulde Lydighed sig saa rørende, som hvor hun springer i Havet, fordi hendes Broder har sagt det.

Men det er ligesaa meget ved hele Fortællemaaden, Tonen, den eiendommelige Kolorit, at vore Eventyr bestemt skille sig fra andre Folks og røbe den Jordbund, hvoraf de ere skudte op. Og dette gjælder ikke alene, naar de sammenlignes med de fjernere staaende Folks Digtninger, men ogsaa, om de holdes sammen med de germaniske.

Overalt er Eventyrets Tone naiv, barnlig, fortrolig og giver sit Indhold med en saadan Overbevisning, at dets Undre modtages som sædvanlige Begivenheder. Men denne Foredragets Grundtone modificeres høist forskjelligt. Hos Hinduerne f. Ex. slynge sig yppige sandselige Billeder som Lianer om og mellem Fortællingens simplere Tale; hos Araberne har Eventyret et udviklet, næsten elegant, bredt motiverende Foredrag, ogsaa nu og da glimrende af Billeder, medens hos begge Fortællingen er gjennemvævet af Episoder; hos Italienerne (Basile, thi Straparolas Fortællemaade er snakkesalig og ufolkelig) er Foredraget lyst, let, hurtighenilende; hos Franskmændene (D’Aulnoy) er Fortællemaaden fiin indtil Zirlighed, og skjønt den ingenlunde er uden en vis Naivitet, sees denne dog gjennem Kunst at være opnaaet — der dufter eau de Cologne i dette Felands Skove. Hos Germanerne er der vel kjendelig Lighed, men Overeensstemmelsen er dog ikke større, end at f. Ex. et vel fortalt norsk Eventyr, om det var nok saa heldig oversat paa Svensk eller Tydsk, dog altid i Foredraget vilde røbe sin Hjemstavn, og omvendt.

At slutte af Cavallius’s og Stephens’s endnu ufuldendte Samling maa Fortællemaaden hos Svenskerne meget bestemt adskille sig fra vor. Hvis ikke de nævnte Forfattere havde viist saa stor Omhyggelighed ved Eventyrfablernes og Varianternes Samling og Ordning, at dette afskar enhver Tvivl om deres Stræben efter uforvansket at gjengive Traditionen som de have modtaget den, vilde jeg være fristet til at troe, at deres Fortællemaade nu og da var ufolkelig. Ifølge den nævnte Samling er Foredraget hos Svenskerne stivere, Fortællingen mere krønikemæssig anlagt, Personer og Begivenheder udstyrede med en Pomp, som minder om Kjæmpevisernes Skildringer, men som her synes udenpaahængt og hindrer begges frie Bevægelighed; endelig er det Ømme og det Sørgelige skildret med en Blødhed, der noget nær er sentimental. Meget sjælden træder Humoret frem. Til Beviis vil jeg udskrive følgende Steder, der ved en løs Bladen i Bogen falde op for mig. S. 83: Då klädde sig Vattuman i dyrbara kläder, axlade en kappa af skarlakan, satte den gyllene kronan på hufvudet och vandrade med sina diur. S. 105: Men vallare-mannen kände sig väl til mods i den gyllene rustningen och rörde sig höfviskt, såsom hade han varit den yppersta konungason. S. 106: Men bruden grät utan återvendo, och hennes tårar voro så heta, att de brände som en eld pa kinden. S. 110: Han drog nu på jagt med sina hökar och hundar och kom långt bort i skogen. S. 117: Likväl kunde hou icke aldeles glömma sitt hem, utan satte sig ofta vid stranden och blickade med stor längtan utåt hafvet, hvars böljor vandra fria land och land emellan. S. 121: Qvinnan svarade: „Herre, Konung! det er mig sagdt. S. 141: Det lekte honom i hugen. S. 142: Der körde fram en präktig karm, dragen af ystra fålar. S. 202: — och svennen tjente prinsessan med tukt och fagert sinne, såsom det kunde höfvas en förnäm jungfru. — „Svennen,“ ligesaavel som „prinsessan,“ jamrer og græder ynkelig, naar han er i Nød. Overhoved savnes den freidige, reen-episke Tone, som lader Begivenheden gaae anskuelig frem, uden al Indblanding af den Berettendes Medfølelse. Endnu en Befynderlighed ved de svenske Eventyrs Foredrag maa jeg berøre, den, at saa hyppig ordsproglige Fraser anvendes udenfor Dialogen. — Et Fortrin for vore har hine Eventyr deri, at meget tiere de fremspringende Punkter gjengives i Versform; slige indstrøede Metre og Riim oplive Fortællingen og vidne mange Steder fordelagtig om Overleveringens Ælde.

Danmark eier ikke nogen saa betydende Samling Folkeeventyr, at en bestemt Charakteer i Foredraget lader sig udhæve. H. C. Andersens verdensberømte Digtninger af denne Art skylde ham saavel Opfindelse som Fremstilling, og selv hvor han har benyttet Træk af Folkets Overlevering ere disse frit behandlede og indklædte. M. Winthers Eventyr, der desuden fordetmeste kun udgjøre Brudstykker, ere hverken holdte saa meget i samme Tone eller overhoved saa vel fortalte, at de give noget Begreb om det danske Folkeeventyrs Eiendommelighed i Fortællemaaden, og foruden denne Samling gives der, saavidt mig bekjendt, kun nogle af C. Molbech efter jydsk Tradition nedskrevne Eventyr. Men uagtet Andersen behandler Ideer og Tilstande, der har sit Hjem i høiere Samfundsforhold, bevarer han dog i Fortællemaaden et Sammenhæng med Folket, der gjør, at hans Digtninger vel noget nær i denne Henseende repræsentere Ølandenes Folkeeventyr, kun i forfinet og forædlet Skikkelse; og hvis dette indrømmes, kan man sige, at det danske Eventyrs Foredrag er rundere, mildere, ligesom mere deeltagende, dets Humor barnligere og lysere end hos os.

Af alle hidtil udkomne europæiske Eventyrsamlinger er der neppe nogen, der i Foredragets Fortrinlighed kan maale sig med de af Brødrene Grimm fortalte „Kinder- und Haus-Märchen.“ Alle det tydske Eventyrs Eiendommeligheder ere her komne til fuld Ret. Foredraget er rundt og smukt, uden at være affilet eller slebet; de komiske og humoristiske Partier ere givne med aaben og bred Djærvhed, og dog klinger der overalt en hjertelig, gemytlig Tone gjennem den simple Tale. Det er, troer jeg, denne Gemytlighed og Hjertelighed — Egenskaber, som gjøre En saa vel tilmode under disse Eventyrs Læsning — der især adskiller dem fra vore. Det er, medens vi læse dem, som om vi sad luunt og godt i en borgerlig Familie og hørte en forstandig gammel Kone fortælle; og der ligger en Betegnelse af Foredragets Charakteer i det kraftige, klare gamle Kvindeansigt, der pryder Bogen som Vignet. Vistnok er hele Fortællingen, i de høitydske Eventyr, tillige holdt noget finere end i vore; men dette anseer jeg for en uvæsentlig Forskjel, der ikke ligger i selve Eventyrenes Charakteer, men i Fortællernes Opfattelse af sit Hverv og i den Plan, de derefter har lagt. Man maa kun, naar Opmærksomheden rettes paa dette Punkt, mærke sig, at mellem hine Eventyr, som ere fortalte i det fælles tydske Bogsprog, mange i Mundarterne fortalte ere indskudte, og Fortællerne har med sikker Takt benyttet denne Frihed der, hvor deres finere Foredrag ei vilde have forslaaet til at lade hele Eventyrets Indhold komme frem.

I Modsætning til disse germaniske Landes Eventyr kunne vore betegnes, idet man siger, at deres Fortællemaade er en Fortsættelse og Udvikling af Sagaforedraget. Det er hermed ikke min Mening at ville udtrykke, at Fortællingen er den samme som i Sagaerne — langt fra. Paastanden gjælder Foredragets inderste Charakteer, ikke Vendingerne og det Ydre. Uagtet man i vore Eventyr ikke møder en eneste Levning af den Krønikesttil, som er saa hyppig i de svenske, troer jeg dog, at vore staae i en inderligere og mere organisk Forbindelse med Sagaernes Fortællemaade. Vi gjenfinde saaledes overalt den sagamæssige ligefremme og hensynsløse Betegnelse af enhver Gjenstand, en Udtryksmaade, der har sit Udspring ikke af Raahed, men af Naivitet og Eenfoldighed; vi gjenfinde den samme uforfærdede, storartede Humor, der — ligesom Helten i et tydsk Eventyr — synes at være „dragen ud for at lære Frygt at kjende;“ vi gjenfinde overhoved hint reen-episke Foredrag, hvis Maal alene er Beskuelsens Glæde, som derfor med lige Deeltagelse dvæler ved det Sørgelige og Frygtelige som ved det Lyse og Muntre, men som sjælden eller aldrig forraader Beretterens Stemning ved Begivenhedernes Gang. Vore Eventyr kan altid sige som Gutten, der sad og græd: „jeg er lige glad,“ sagde han. Hvor en Stemning alligevel nu og da fornemmes af det opmærksomme Øre, bliver dette snarere muligt paa negativ end paa positiv Maade. Det er nemlig ingenlunde saa sjælden, at Fortællingen ligesom vil holde sig en blødere Stemning fra Livet eller dog, ligesom af Undseelse, vil skjule den, ved at give det Gribende i Humorets Indklædning og hvor denne er tilstede, vil man derfor ofte under det muntre Foredrag høre en Deeltagelsens Grundtone. Det norske Eventyr er, naar man sammenligner det med det tydske, fortalt med en mandlig Mund.

Ikke saa sjælden privat og et Par Gange offentlig har man dadlet de af os fortalte Folkeeventyr, fordi de skulle være holdte for lavt nede mod Folkets Udtryksmaade; man har fundet denne plump og raa, og man har ønsket Eventyrene hævede til en større Lethed og Fiinhed i Fremstillingen. Hos den, der i disse Digtninger alene eller hovedsagelig søger æsthetisk Nydelse, og hvis Smag er mere kræsen end alsidig, er et saadant Ønske naturligt. Jeg er dog overbeviist om, at min Medarbeider og jeg, ved i høiere Grad, end skeet er i denne Udgave, at følge hine Vink, vilde slaaet ind paa en urigtig Vei. Lægger man Mærke til, at det netop er i Fortællemaade og Foredrag, at det Eiendommelige ved hvert Lands Eventyr kommer tilsyne, medens Fabel og Indhold ofte er noget Almindeligt, saa vil man indsee, at Fortællingen, ved at hæves over Folkets Synskreds i Udtryk og Tone, saare let, ja næsten uundgaaelig var bleven afstreifet Alt, der gjør den norsk. Det er just for Folkeeventyrets videnskabelige Betydning, at det er saa saare vigtigt først og fremst at fortælle det folkeligt; kan Fremstillingen tillige blive fiin og smuk, er det vel, men dette tør aldrig skee paa Eiendommelighedens Bekostning: æsthetisk berettiget er kun den Form, der fuldkommen lader sit Indhold komme tilsyne. Man pleier her som i mange lignende Tilfælde gjøre den Indvending, at det Charakteristiske ligger i Tanken, ikke i Udtrykket. Men man glemmer, at i al poetisk Fremstilling Tanken netop konkreterer sig i Betegnelsen, og bliver med en anden Betegnelse en anden, eller dog en anderledes nuanceret. Saafremt man ei ved Eventyrenes Fortælling vilde gaae den samme Vei, som Grimmerne have gaaet, og benytte snart Bogsproget, snart Mundarten som Sprogmiddel, var det nødvendigt at lempe hint saaledes, at det virkelig blev istand til at gjengive, hvad Eventyret bærer i sig. Gjengivelse i Mundarten anseer jeg for tilladelig ved Fortællingen af Sagn, men ei af Eventyr; thi Sagnet er langt inderligere knyttet ikke alene til det enkelte Land, men som oftest ogsaa til den enkelte Egn, og dennes Sprogidiom giver følgelig Sagndigtningen mangen Gang netop den stærke Lokalfarve, den bør have. Eventyret derimod er i Regelen fælles for det hele Land, og Mundarten vilde saaledes urigtig indskrænke og binde det til en snævrere Kreds, end det tilhører. Ogsaa naar man henseer til dets Fabels vide Udbredelse udenfor Landet, kommer man til den Erkjendelse, at et almindeligere Sprogmiddel end Dialekten her er det rette. — Den, der efter Studiet af fremmede Eventyr, atter tager vore i Haanden, troer jeg i det Hele vil være tilfreds med deres Foredrag. Man vil derhos bemærke, at Fortællingen i nogle af dem er holdt høiere eller — som man pleier at kalde det — renere, der nemlig, hvor den almindelige Fabel ikke paa nogen særdeles eiendommelig Maade har indklædt sig hos os, og hvor Begivenhedens Værdighed fordrede det. Men i disse Tilfælde fortæller ogsaa Folket, som vi.

Christiania i Januar 1851.

Jørgen Moe.

  1. ↑ Se C. Simrock: Deutschen Volksbücher III, 392.
  2. ↑ Et Navn for Parvati, Sivas Gemalinde, især som Dødens og Tilintetgjørelsens Gudinde.
  3. ↑ Overmenneskelige Væsener, begavede med Trylleviden.
  4. ↑ Efter disse Love er det Krigeren tilladt at ægte en Kvinde uden Forældrenes Samtykke, naar hun kun selv indvilger deri.
  5. ↑ Rakshasaerne ere onde Væsener, Guderne fiendske og ofte i Kamp med Vishnu. De forstyrre især de fromme Eneboeres Offere.
  6. ↑ Se Grimms Märchen III, 172—173.
  7. ↑ Foruden den anførte Benævnelse „Soge“ og Ordet „Eventyr,“ der mest bruges i vort Lands sydøstlige Fladbygder, forekommer til Betegnelse for disse vore Traditioner i Hallingdal og Valders Ordene „Regle“ og „Rispe,“ begge i en vis foragtelig Betydning, og man bruger om dem Verbet „telja;’ i Bergens Stift bruges paa sine Steder Ordet „Remse.“
  8. ↑ Menneskene komme, efter den christelige Anskuelsesmaade, ifølge hvilken Aserne ere tilintetgjorte, til at overtage Gudernes Rolle i Kampen mod disse Bjergenes Uhyrer.
  9. ↑ Naar Troldene meget hyppig i vore Eventyr have Gjødstier til Menneskenes Fedning, slagte og æde disse, da er dette et fremmed Træk, der forefindes i italienske og franske Eventyrfabler, og vel nærmest fra det sidstnævnte Folks Traditioner i Middelalderen er gaaet over i vore.
  10. ↑ Paa Landet nævnes temmelig almindelig den yngste af en Søskendflok „Askefisen,“ og det ikke blot af Bønderne.
  11. ↑ Sammenlign Gautreks Saga Cap. 4, hvor Starkad ligger i Asken og er kolbitr; Svartdøla Saga Cap. 1 og 2, hvor Thorstein Svarfad, som ogsaa bliver en dygtig og mægtig Mand, fra først af skildres paa samme Maade. Amleth antydes allerede i den yngre Edda, see Rask’s Udgave S. 126.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Norske_Folkeeventyr_(1852)/Indledning&oldid=261052»