Hopp til innhold

Norske Folkeeventyr (1852)/Anmærkninger

Legg til lenke
Fra Wikikilden
Norske Folkeeventyr
Johan Dahls Forlag,  (s. 383–502).
Anmærkninger

Anmærkninger.


Innhold (ikke i originalen)


1. Om Askeladden, som stjal Troldets Sølvænder, Sengetæppe og Guldharpe.

Hovedfortællingen fra Ringerige.

1. Variant fra Ringerige. Tre Brødre faae Tjeneste i Kongsgaarden; de to ældste tærske, Askeladden, som hedder Haakon Bold eller Haakebal, bærer Ved og Vand. Alle holde af ham, og de To blive misundelige. De lyve paa ham, og han bliver nødt til at hente 1) Troldets Sølvænder, 2) Troldets Guldlygte, som lyser over 7 Kongeriger, og 3) Troldets Sengetæppe. Sølvænderne kniber han paa den i Hovedeventyret fortalte Maade. For at faae Guldlygten roer han over Vandet med en Halvtønde Salt og kryber op paa Piben hos Troldet. Da Troldkonen og hendes Datter skal koge Melkegrød til Kvelds, slipper Haakon Bold den ene Næve efter den anden nedi Gryden, og da de smage paa, er Grøden som Saltlage. Først slaae de i al den Melk, de have, for at spæde, men da det ikke strækker til, skal Datteren gaae til Brønds efter Vand og tager Lygten med sig. Nu skyder Haaken Bold hende nedi og tager Lygten.

Forat faae Sengetæppet, forsyner H. sig med et Toug og en Jernkrog, og kryber atter op paa Taget, slipper Krogen nedigjennem et Hul og faaer den hægtet i Tæppet, som Troldkonen har over sig. Saasnart han troer, at hun sover, drager han til sig. Men hun har ligget vaagen og farer nu ud og griber ham. Hun spørger ham, hvilken Død han synes er den værste, og han svarer: at æde sig ihjel paa Rømmegrød. Denne Straf skal han nu lide, men betinger sig først, at han, naar han er død, skal blive omsvøbt med Sengetæppet og lagt paa Søpledyngen. Han æder nogle Skeer og siger, han ikke orker meer. Troldkonen truer ham: han skal æde! Han spiser atter, og dette gjentager sig, til han er vel mæt. Da lader han som han er stokdød og lægges ud paa Dyngen i Tæppet. Først skotter Troldet et Par Gange efter ham, men da han blot har rørt lidt paa det ene Been, troer hun ham vel færdig, og gaaer ind, hvorpaa H. roer afsted med Tæppet. Først efterat han er kommen langt ud paa Vandet, seer Troldet ham, og raaber til ham som de forrige Gange og saaledes som i Hovedfortællingen er fortalt.

2. Fra Christiansand. Prof. Keyser har der hørt Eventyret som Hovedfortællingens Tradition, kun bliver Askefisen gjødet med Nøddekjærner og sød Fløde, og han stikker i Stedet for Birkepinden en Kopatte ud.

3. I Fjeldberg fortælles Event. med disse Momenter: Tre Brødre, hvoraf den yngste, „Litle-Jøren“, tage Arv efter Faderen, men L.-J. faaer kun en gammel hvid Buk, de to Ældste tage alt det Øvrige. Alle Tre faae Tjeneste i Kongsgaarden. De To lyve paa L.-J., og sige at han kan skaffe Kongen Troldets Guldsviin, som lyser over 7 Kongeriger. Bukken raader ham hvad han stal gjøre, og han rider afsted paa Buklens Ryg, og tager med en Træskaal med fine Huller i Bunden. Han kommer til Fossen, som skiller Troldlandet fra de Chrisnes Land, og træffer der Trolddatteren, som gjæter Guldsvinet. Han faaer hende til at hente Vand til sig fra Fossen, medens han skal gjæte Svinet. Men hver Gang hun har øst Vand i Skaalen og er kommen lidt paa Vei, silrer det ud igjen, og L.-J. har god Tid til at komme afsted med Svinet. — Saa sige Brødrene, at han kan skaffe Troldets Guldlygte, som lyser over 7 Kongeriger. Den faaer han efter Bukkens Raad paa samme Maade, som i Varianten fra Ringerige, kun tager han foruden Salt ogsaa Meel og slipper nedi Gryden, saa Grøden baade bliver forfalt og fortyk. — Endelig sige Brødrene, at han kan skaffe Troldets „Guldsifferni,“ (?) som høres over 7 Kongeriger, naar der spilles paa det. Da gaaer han ind til Troldet, bliver sat paa Gjødstien, sødet med Nøddekjærner og sød, Fløde, og stikker ud først et Kjødbeen, som Trolddatteren bider 4 Tænder af sig paa, saa en Kaalstilk og endelig et Sødoststykke. Da siger Troldet: „Kor haai aa maai han sa no!“ Nu skal han tages, men han skjærer Hovedet af Trolddatteren, som skal slagte ham, faaer fat i „Guldsifferniet“ og kommer tilbage til Kongsgaarden. Der bliver han Kongens Svigersøn og faaer halve Riget; men Brødrene dømmes til Spigertønden.

4. Fra Soløer. To Brødre skulde gaae til Kongsgaarden for at tjene. Søsteren bad om at faae være med. „Hvad skal du der, du kan jo ingen Ting?“ „Jo, nøste Garn og vugge Barn, det kan jeg.“ Saa fik hun Lov at være med, og da de kom frem blev hun Barnepige. Da de havde været en Stund, syntes Brødrene, hun havde det altfor godt, og saa sagde de til Kongen, at hun havde sagt sig god for at skaffe en Ko saa gild, at den skinnede som Guld. „Ja, har hun sagt det skal hun gjøre det“, sagde Kongen og lavede til Niste til hende, og alt det hun græd og bar sig, saa maatte hun afsted ligevel. Langt om længe kom hun til en Hytte, hvor der kom ud en gammel Kjærring og spurgte: „hvad græder du for mit Barn?“ „Aa det kan ikke nytte, jeg fortæller dig det, du kan saa ikke hjælpe mig alligevel.“ „Jo det kan jeg, naar du bare vil skaffe mig saameget Mad, som jeg kan spise.“ Da Konen havde faaet Nisten hendes og hørt hendes Ærende, sagde hun: „Tag denne Kjæp og gaae til du kommer til en Aa, og i den skal du slaae med Kjæppen og sige: „Bro foran mig og Vatten bag,“ saa kommer du til en Eng, som der gaaer slige Kjøer paa.“ Hun gjorde saa, og da hun kom hjem til Kongsgaarden, blev der gjort slig Stads med hende, at det ikke var nogen Ende paa. Desmere sindte bleve Brødrene og sagde til Kongen, hun havde sagt sig god for at skaffe Solen. Da hun igjen kom til Kjærringen i Hytten, sendte denne hende over Aaen til et Sted, hvor der boede Bjergfolk, og der bar Konen Solen under Forklædet sit. Men da hun kom did, tog de hende og satte hende paa Gjødsti. Her gaaer Var. over i Hovedfortællingen. Bjergfolkenes Datter vil kjæmme Haaret til Gjenten forat faae dræbt hende med en Stoppenaal, men de blive enige om, at Gjenten skal kjæmme hende først; hun dræber da hende med Stoppenaalen. Da Forældrene komme hjem, æde de op Datter sin, men blive tørste af Maden. Kjærringen gaaer først i Kjelderen efter Øl; hende kaster Gjenten ihjel med en stor Steen; da Manden skal see efter hende, gaaer det ikke bedre med ham. Saa reiste Gjenten hjem til Kongsgaarden og tog Solen med sig til Kongen.

5. Variant fra Hardanger. Et Par fattige Huusfolk havde tre Sønner. Da de døde, arvede de to ældste et Knadetrug og en Borddug hver, den yngste et Svinetrug og en Skindbrok. De to ældste seilede ud i Truget med Dugen til Seil for at søge Tjeneste. Den yngste gjorde et Seil af Skindbroken og seilede efter i Svinetruget. Da de ældste kom til Kongsgaarden, spurgte Kongen hvad de kunde gjøre. »Aa, bære Vand og Ved til Kjøkkenet,“ sagde de. Den yngste kunde koste Gulvet, børste Klæder og passe Børnene. Da han var inde og fik det bedre, blev Brødrene misundelige og sagde, han havde sagt sig god for at hente Kongsdatteren, som Bjergtroldet havde taget. Han seilede da afsted i Truget sit og fik igjen Kongsdatteren for en Guldstang. Saa vilde Brødrene reise til Troldet for at faae igjen Guldstangen, og Askeladden reiste med. Men Troldet vilde ødelægge dem og bandt hvide Duge om Hovedet paa sine egne Sønner for at kjende dem fra de Fremmede. Men Askeladden byttede dem om og knyttede Dugen om Hovedet paa sig og Brødrene sine, saa ødelagde Troldet sine egne Sønner, og saa reiste de til Kongsgaarden og toge Guldstangen med sig. Men da det led om lidt, fortalte Brødrene, at Askeladden havde sagt, han kunde skaffe Guldgjæssene til Troldet. Han tog med sig en Skjæppe Rug. Da han kom frem, kjendte Troldet ham igjen og kneb ham. Saa spurgte det hvad for en Død var den værste for ham. „At æde mig ihjel paa Rømmegrød!“ sagde Askeladden. Da kogte de en Rømmegrødgryde saa stor, at det mest var en halv Fjerding tilbunds, og han aad til han seg ned af Krakken. Derpaa tog Troldet og kastede ham ud, men da det vel var inde, rullede Askeladden sig nedover til Stranden og strøede ud Rugen, og Gjæssene efter; men da han skulde have dem i Baaden, skreg de. Troldet ud; da stødte han fra Land, og paa Vandet kunde det ikke komme efter.

6. I en Variant fra Kongsbergkanten, der i lignende Afændringer er vidt udbredt over Landet (Sørum, Gudbrandsdalen, Østerdalen, Forthun) er det en Lysekrone, der lyser over syv Kongeriger, en Hest og et Sværd, som Askeladden stjæler. Dette staaer altsaa nærmere det Svenske.


Beslægtede Folkedigtninger.

Hos Svenskerne. Hyltén-Cavallius och Stephens: Svenska Folk-Sagor och Æfventyr. 1sta Delen. Stockholm 1844. „Kørringen som vardt stekt i ugnen“ A. og B. S. 11 og fg. Dette Eventyr er dog kun i enkelte Træk beslægtet med vort, medens man i Grimstad-Egnen bar et norsk Eventyr, „Pandekagehuset,“ som ligefrem svarer til det nævnte svenske. Svenskernes Hovedeventyr er her: „Pojken som stal Jättens dyr-gripar.“ A. (S. 19, der har Guldlygten tilfælles med Varianten No. 1) og B. (S. 28, der især staaer vor citerede Variant nær). Se forresten foruden de hos Cavallius og Stephens anførte Varianter de af samme Forfattere nævnte Folk-Sägen hos R. Dübeck. Runa 1843. IV, 33.

Hos de Danske. M. Winther: Danske Folkeeventyr 1ste Samling Kjøbenhavn 1823. „Pandekagehuset“ S. 1—6 har Trækket om Børns Gjødning, som Hexen vil slagte. Svarer forresten til det ovennævnte norske Eventyr „Pandekagehuset.“

I Hertugdømmerne. Hos K. Müllenhoff: Sagen, Märchen und Lieder der Hertzogthümer Schleswig Holstein und Lauenburg. Kiel 1845 har „Peter und Lene“ S. 449 samme Træk om Børnenes Gjødning.

Hos Tydskerne. Die Brüder Grimm: Kinder und Hausmärchen. Berlin 1819. I, 80—88. „Hänsel und Grethel“ har Gjødningen paa Sti tilfælles med vort Eventyr; svarer ellers til det nævnte: „Pandekagehuset.“ Det samme gjælder om „Das Eierkuckenhäuslein“ i A. Støbers Elsassisches Volksbucklein. Strassburg 1842. S. 102.

Hos Engellænderne har man et Eventyr: „Jack and the beanstalk“, i hvilket der fortælles, hvorledes Risens Guldand, tvende Punge med Sølv og Guld og hans Guldharpe røves ham. Det findes i „Popular Fairy Tales, by B. Tabart.“ P. 205.

Hos Lapperne forekommer et til Varianten fra Gudbrandsdalen Nr. 2 svarende Eventyr. Se „Skandinaviska Nordens Ur-invånare af Nilsson.“ Lund 1838—43. Kap. 4. S. 31 o. fgg. samt de der citerede Steder af „Lästadii Fortsätning af Journalen öfver Missions Resor i Lapmarken 1828—1833. Stockholm 1833.“


2. Gjertrudsfuglen.

Fortællingen fra Ringerige.

Kjendt i Røken, Gudbrandsdalen, Østerdalen, Sætersdalen, men ikke under dette Navn, og i Hallingdalen.


3. Fugl Dam.

Fortællingen fra Røken, og neppe meget udbredt.

Ridder Rød, som forekommer i dette og flere Eventyr omtales i Romanen „Vigoleis med Guldhjulet,“ der efter Nyerup er af tydsk Oprindelse og i sin første Skikkelse fra det 13de Aarhundrede. Se Almindelig Moerskabslæsning i Danmark og Norge gjennem Aarhundreder. Kjøbenhavn 1816. S. 131.


4. Spurningen.

Fortællingen fra Gjerdrum,

kjendt i Røken, Vaage, Lom, Østerdalen, Forthun o. m. a. St.

I en tilsvarende Tradition fra Ringerige gaae tre Brødre sammen. Askefisen finder de samme Ting, som i Hovedfortællingen, men siger hver Gang han tager Noget op: „Jeg fandt, jeg fandt!“ „Hvad fandt du?“ spørge Brødrene. „Jeg fandt (t. Ex.) en Skjære.“ „Det var Noget at tage op ogsaa; kast den!“ sige Brødrene. „Nei, den er god at vinde Jomfru med, den,“ svarer Gutten. Ellers eens med den fortalte Tradition.


5. Rige Peer Kræmmer.

Fortællingen fra Røken. Slutningen gjenfindes i et Eventyr fra Hardanger.

Beslægtede Folkedigtninger.

Hos Svenskerne forekommer Eventyret under samme Titel som hos os. Se „Folklivet i Skytts Härad i Skane widbørjan af detta ärhundrade. Barndomsminnen, utgf. af Nicolovius“ (Prost Niels Lovén) Lund 1847. „Rike Pehr Krämare.“ S. 42.

Hos Tydskerne. Grimm: Märchen I, 148—155 og III, 58—59. „Der Teufel mit den drei goldenen Haaren.“ Fremdeles samme Værk II, 186—190 og III, 215—216: „Der Teufel und seine Großmutter.“ Sml. hermed Grimm: „Deutsche Mythologie. Zweite Ausgabe. Göttingen 1844,“ 224 og 950 og de der anførte Steder.

Hos Franskmændene. I „Gesta Romanorum,“ udg. 1842 af Grässe I. 44. findes en Fortælling, som i Fabelen ganske stemmer med vort Eventyrs Begyndelse. Man maa dog bemærke at Grässe gjør det høist tvivlsomt, om Gesta Romanorum er af fransk Oprindelse.

Hos Italienerne. Hos Straparola (Schmidts Oversættelse) har Eventyret: „Die drei Kønigskinder,“ S. 44 det Begivenhedstræk at Børn lægges i en Kiste og sættes i Floden, men reddes af en Møller, tilfælles med vor Fortælling.

Hos Magyarerne. „Gaal: Märchen der Magyaren“. Wien 1822. „Die Drillinge mit dem Goldhaar,“ S. 41 o. fgg. Stemmer kun med Hensyn til det hos Straparola anførte Træk. Jfr. „Mailath: Magyarische Märchen“ I. S. 179.

Hos Finnerne. Sml. Smeden Ilmarinens Bedrifter i „Phojola“ i det finske Epos „Kalevala, öfversat af Castrén. Helsingfors 1841.“ Runa XI—XII.

Hos Mongolerne. Efter sjette Udgave af Grimms Märchen, Göttingen 1850, indeholdes flere med vort Eventyrs overeensstemmende Træk i: Die Thaten des Bogda Gesser Châns, eine ostasiatische Heldensage. Aus dem Mongolischen überzetzt von Schmidt. Petersburg und Leipzig 1839.

Hos Araberne. I „Tausend und ein Nacht, Deutsch von Habicht,“ X. S. 13 o. fgg. har Fortællingen „Die neidischen Schwestern“ det ovenanførte Begivenhedstræk, at Børn i en Kurv sættes ud i Kanalen, men reddes af en Gartner, tilfælles med vor Fortælling.


6. Askeladden som Kapaad med Troldet.

Hovedfortællingen fra Ringerige.

Til dette Eventyr findes flere Varianter og Pendanter omkring i Landet, der optage Træk af et andet Eventyr, som i enkelte Egne (Bergens Stift og søndre Gudbrandsdalen) forekommer afsondret under Titel„Gutten, som skulde tjene Troldet til Gaukemess.“ I sin Heelhed nærmer det sig til det tilsvarende svenske og et persisk Eventyr i Malkolms „Sketches of Persia“. S. 184.

1. Variant fra Gusdal eller Læssø stemmer i Begyndelsen fuldkommen med Hovedfortællingen. Men de bare her hjem et Træ fra Skoven til Ved. Troldet trak op en stor Gran med Roden, og imedens han trak, sad Askefiis i Toppen og trak. Troldet skulde bære ved Roden, og Gutten ved Toppen, hvor det var lettest, men han satte sig paa, lod Troldet slæbe sig hjem og sprængte det næsten, fordi han ikke vilde hvile. Da de skulde tærske, var Sliuren saa tung, at Gutten ikke orkede at løfte den. „Nei,“ sagde Gutten, „den er for let, jeg river ud en Stok af Langvæggen til Haandvol og en Stok af Kortvæggen til Tur (?). „Nei, før jeg vil have den Skade paa min Laave, saa vil jeg tærske selv,“ sagde Troldet. For at bære Vand slipper Askefisen paa samme Maade som i Hovedfortællingen. Da Troldbarnet engang havde rakket sig, sagde Troldet, at Gutten skulde gaae til Brønden og gjøre det reent. Gutten tog en Kniv og skar det op som en Fisk, „varkede“ (rensede) det vel baade indvendig og udvendig, og spurgte om det ikke var godt saa. Hertil turde Troldet ikke svare Andet end jo. Da han en Dag skulde gjæte Troldets Sviin, drev han dem hjem til Forældrene sine, skar Rumperne af dem og stak ned i Jorden, gik saa ind til Troldet og bad ham komme, saa skulde han faae see Svinene sine fare til Helvede. Da Troldet saa Griserumperne staae op af Jorden, vilde han tage Svinene igjen, tog Tag og til at trække, men saa faldt han baglænds med Griserumpen i Næven. Da Gutten skulde røgte Gjederne, drev han ogsaa disse hjem til Forældrene sine, undtagen en Killing, som han satte op paa et høit Bjerg. Saa sagde han til Troldet: „Kom nu ud, skal du se Gjederne dine er faren til Himmels saa nær som en Killing!“ „Jo høiere En kommer, des høiere vil En,“ sagde Troldet, da han kom ud og fik see Killingen oppe paa Bjerget. Troldet ønskede nu meget at blive kvit Gutten og snakkede en Nat med Kjærringen sin om, hvorledes han skulde bære sig ad for at faae Ende paa ham. Gutten satte et Rømmespand op i Sengen og krøb selv nyder den. En Stund efter slog Troldet paa Spandet, saa at Rømmen skvat om Ørene paa det. „Nu er det forbi, for jeg slog saa Hjernen skvat,“ sagde Troldet. Men om Morgenen sad Askefisen i Skorstenen og kløede sig bag Øret og sagde: „Vidste jeg, at det var min Huusbond, som slog mig saa bag Øret i Nat, saa skulde jeg snart lære ham.“

„Kjære vil du være fornøiet og reise,“ sagde Troldet, „saa skal du faae saa mange Penge, som du kan bære.“ — „Ja, jeg skal være fornøiet, om jeg ikke faaer mere end du kan bære ogsaa jeg,“ sagde Gutten. Saa tog Troldet en Sæk, fyldte den med Penge, saamange han kunde bære og fulgte med Gutten hjem og kastede Pengesækken ind paa Gulvet.

2. Variant fra Faaberg. Svarer i sine Hovedmomenter til Foregaaende fra Nabobygden. Da Haugebassen faaer see Guttens Kraftstykke med Stenen, vil han have ham til Tjenestekarl, og de blive forligte om at Aaret skal være ude ved Gaukemess; Vedhentningen, Vandhentningen og Tærskningen som i Foregaaende, kun med den Forskjel, at Askefisen vil bryde ned hele Laavevæggen. En Dag de skulde til Gjæstebuds, sagde Troldet, at Gutten skulde maage i Fjøset og gjøre Gjedeklop først. Men før Haugebassen drog af Gaarde, blev de enige om, at Ingen af dem skulde blive sindt, hvorledes det end gik til, og den som blev sindt, skulde den Anden have Lov at skjære tre røde Remme af Ryggen paa. „Men det siger jeg, du maae ikke see for meget paa mig,“ sagde Troldet, „for da kan jeg ikke bryde Arten, men kast et Øie paa mig nu og da.“ I Fjøset laa Møgen til Loftet, saa der aldrig var bleven nogen Ende paa Maagning. Men saa slog Gutten ihjel alle Gjederne til Haugebassen og kastede dem i Bækken, saa En kunde gaae tørskoet over; det kaldte han at maage i Fjøset og gjøre Gjedeklop. Da han kom i Gjæstebud, sad han og saa idelig og altid paa Haugebassen. »Se ikke saa paa mig o. s. v.,“ sagde denne. Gutten tog op det ene Gjedeøie efter det andet og kastede over Bordet paa ham, saa han tilsidst blev saa sindt, at det sprutede af ham. „I er vel ikke sindt Faer?“ sagde Gutten og drog Kniven ud og vilde til at skjære Remme af Ryggen paa ham. „Nei, Gud bevares, det var han ikke.“ Men da Haugebassen kom hjem og fik see hvad Gutten havde gjort, blev han reent fælen og lagde over med Kjærringen, at hun skulde slaae ham ihjel med en Øxhammer. Gutten satte et Grødfad ved Hovedgjerdet, og Kjærringen troede, at hun havde slaaet itu Hovedskaalen paa ham, saa Hjernen skvat i alle Væggene, og saa var det bare Grødfadet. Men om Morgenen kom Gutten som han pleiede ned og gjorde op paa Varmen. Desværre blev det, men saa lagde de over, at de skulde lade ham lægge sig i Saudehuset under Paaskud af at passe Sauderne for Graabeen, og tænde Ild paa og brænde ham op. Gutten, som havde hørt det, flaaede en stor Buk og slog Skindet om sig. Da Kjærringen kom og slap Sauderne ud, gik Gutten ud imellem dem i Mørket. Saa brændte hun op tomme Huset. Om Morgenen da Gutten kom ind og gjorde op paa Varmen, blev Forskrækkelsen endda større.

„Var der ikke svær Yl (Varme) derude i Nat?“ spurgte Kjærringen. „Aa, nei,“ sagde Gutten.

„Nei, nu veed jeg ikke andet Raad end at gaae op i et Træ og gale som en Gjøg,“ sagde Kjærringen til Haugebassen. Det gjorde hun.

„Du faaer nok reise du, for nu er det Gaukemes, og Aaret dit er ude,“ sagde Troldet.

„Aa, galer Gauken nu, skal Fanden tage ham,“ sagde Gutten, rev ned en Bøsse af Væggen og skjød Kjærringen ihjel.

Endda værre blev det for Haugebassen, for han var baade gammel og klein, og ilde saa han ogsaa; men han var endda glad, han havde Gutten at trøste sig ved. Men han klagede ofte over, at det var saa dumt for Øinene paa ham, og over at han ingen Ting saa. „Aa, jeg skal tage ud Øinene dine og renske dem, saa skal du nok faae see,“ sagde Gutten, tog ud Øinene paa Troldet og heldte gloende Bly i Stedet, hvorved han dræbte det. Saa tog han saa meget Guld og Sølv, han kunde føre, og reiste hjem til Mo’er sin med.

3. Fra Aadalen. Denne Pendant har ogsaa Momentet om Tærskningen og Troldets Forsøg paa at ihjelslaae Askefisen.

4. Fra Christiansund. Askeladden klemmer Vand af en Steen, hugger Tømmer, det vil sige, lader Troldet rykke Træer op med Rode, renser Barnet ved at skjære det op, gjør Kreaturbro ved at dræbe alle Troldets Kjøer og „kaster et Par Øine bort i Bryllupslaget“ ved at kaste Barnets og de dræbte Dyrs Øine paa Troldet. Nu vil det dræbe ham ved at kaste store Kampestene ned over ham, medens han renser Brønden; men han graver et Hul ind i Siden af Brønden og klager over de slemme Høns, der have sparket Sand i Øinene paa ham. Næste Nat vil Jutulen slaae ham ihjel med Storslæggen, for han er Smed. Men Gutten lægger en Koskalle i Sengen, og denne knuser Jutulen. Gutten klager om Morgenen over at Hønsene have traakket paa ham om Natten. — De kapæde Melkevelling, efterat Gutten har forsynet sig med en Skræppe, som i Hovedfortællingen; bagefter skulle de klattre omkaps op i et Træ, men da de stinde Maver ere til Hinder, skjærer Gutten Hul paa Skræppen og narrer Troldet til at dræbe sig selv, som i Hovedfortællingen. Gutten bliver hos Kjærringen, som vil faae ham til at krybe ind i Bagerovnen og vende Stegen; men hun maa først vise ham det, og lukkes inde.

5. Pendant fra Østerdalen. Der boede en Kjærring ved en Kongsgaard. Hun havde tre Sønner, som Kongen vilde have i sin Tjeneste paa de i Varianten Nr. 2 anførte Betingelser, at der skulde skjæres tre røde Remme af Ryggen paa den, som først blev vred. Den første blev vred, fordi Kongen sagde, at Barnet, som det var paalagt ham at vaske, ikke var reent, og Kongen skar tre røde Remme af Ryggen hans og sendte ham hjem. Den anden gik det ligeeens. Men Askefisen strøg til Bækken med det, huggede det op i Smaastykker, som han vaskede hvert for sig, og nu meente han det var reent. „Jamen er du ut, og svare Gut!“ sagde Kongen. „Er du vred da?“ spurgte Gutten. Nei, det var han ikke. Næste Dag skulde Gutten pløie der hvor Lidt, Kongens Hund, gik foran. Hunden foer baade vidt og bredt, og Gutten efter og rispede med Ploven. Men tilsidst blev Hunden kjed (træt) og reiste ind gjennem Staldgluggen paa Kongsgaarden. Gutten efter en Bile og huggede op baade Hestene og Ploven og kastede ind gjennem Gluggen Stykke for Stykke. — Da han skal gjæte Grisene, graver han en ned i en Myr, saa bare Børsterne staae op og skylder paa at de ere blevne borte i „Myr og Morads.“ Resten driver han, som i Varianten fra Gusdal, hjem til sine Forældre. Det samme gjør han med Gjederne, men hænger en blaasadlet Gjed op i en Gran og fortæller i Kongsgaarden, at Hvirvelvinden har blæst Gjedeflokken til Himmels. Hidtil har Kongen lagt Skjul paa sin Vrede. Til Slutning afviger Fortællingen fra de tilsvarende og optager et Træk, der minder om andre Eventyr, f. Ex. om „Gutten der gjorde Alt det, Moer hans bad ham.“ (Juletræet for 1850 S. 30), Smørbuk (Norske Folkeeventyr S. 231) o. fl. Kongen skulde nemlig reise til Kirken om Søndagen og bede Fremmede, og Askefisen skulde blive hjemme og koge Kaalen, og hvis det ikke blev Suul nok, skulde han tage „nokko Lidt,“ til. Men Kjærringen til Kongen hed Nokko og Hunden Lidt. Gutten tog dem og kastede begge i Kaalgryden. Men da Kongen kom hjem og fik smage Kaalen, blev ban vred, og Gutten skar tre røde Remme af Ryggen paa ham, og saa blev Askefisen Konge.

Se forresten Langes Tidsskrift for Videnskab og Literatur. 4de Hefte 1849: „Mythiske Sagn i Norge af Christie.“ S. 13.


Beslægtede Folkedigtninger.

Hos Svenskerne. Hyltén-Cavallius och Stephens S. 2 o. fgg. A. „Pojken, som åt kapp med Jätten“ (hvilken Overlevering har flere Træk som gjenfindes i de norske Varianter); og B. „Pojken, som släppte Jätte-barnet i brunnen.“ Den sidstnævnte Afændring er mere afvigende fra vort Eventyr.

I Hertugdømmerne. K. Müllenhoff: „Dummhans unn de grote Rys’,“ S. 442, fgg.

Hos Tydskerne. I Brødrene Grimms Märchen har Das tapfere Schneiderlein“ I, 104—114 Begivenhedstrækket om Ostens Krystning; ligeledes bar det nævnte tydske Eventyr Fortællingen om, at Risen og Eventyrets Helt bære Træet sammen og den førstes Forsøg paa at dræbe den sidste fælles med vor Variant No. 1.

Det sees forresten af nævnte Værk III, 300. flg. at „das Schneiderlein“ er sammentrukken af tre forskjellige Varianter. Maaskee turde man af det norske Eventyr slutte, at den sidste af disse ikke hører Hovedfortællingen til. — Til Eventyrets Begyndelse se Grimms Deutsche Mythologie S. 50 og de der citerede Steder.

Hos Serbierne. Schottky: „Bartles und die Riese“ stemmer i Grundtanken med vor Fortælling

Hos Perserne. Sml. Colonial and home Library vol IX. John Malkolm: Sketches of Persia. Lond. 1845. S. 184. „Story of a Ghool.“ Oversat paa Norsk i Juletrold for 1851, S. 10. „Amin den Kloge fra Ispahan.“


7. Om Gutten som gik til Nordenvinden og krævede Melet igjen.

Hovedfortællingen fra Gjerdrum,

kjendt i Throndhjem, Gudbrandsdalen, Østerdalen, Ringerige, Valders, Hallingdal og i Sætersdalen, hvor det hedder:

„Perli Pind,
Som vilde ha’e Lige for sit Væ’rskind.“

1. I Fjeldberg fortælles Eventyret saaledes: Et Par fattige Folk havde mange Børn, men Intet at give dem. De jagede da den ældste Gut ud at tigge Mad til dem og sine Sødskende; men da han aldrig havde gaaet om og bedet, turde han ikke vove sig ind noget Steds, og da han havde gaaet hele Dagen, sad han om Kvelden sulten og bedrøvet paa en Haug og græd og pikkede i Jorden med sin lille Kjæp. Saa gik der med Eet op en Lem i Haugen, og en gammel fæl Kjærring stak Hovedet op og spurgte, hvem der bankede paa hendes Haug? „Bare en liden Gut,“ svarede han, og fortalte hende, hvad han skulde og hvor nødig han vilde gaae Gaard imellem og tigge. Saa sagde Kjærringen: „Det skal du slippe. Her har du en Dug; naar du siger: „Dug, bred dig ud,“ saa faaer du al den Mad du tænker paa; og her har du en Kaffekværn, den kan du male Kaffe paa, saalænge du vil, den bliver aldrig tom; og her har du en Pung, den kan du ryste saamange Penge af, som du har Lyst til. Men denne Klubbe skal du ogsaa tage med dig; naar du siger: „Klubbe! slaa Dank,“ saa slaaer den, saa længe det er Kjød og Been igjen, eller til du tager i den.“ Gutten takkede, men den tunge Klubben havde han liden Lyst paa; dog kunde han ikke Andet end tage den for Kjærringen. Mod Kvelden kom han til et Huus, hvor han langt om længe fik laant Huus og hvor Manden og Konen, som havde seet, hvad hans Ting duede til, stjal dem fra ham om Natten og om Morgenen krævede Penge af ham for Natteberberget. Klubben maatte nu til, og skaffede ham hans Sager igjen, og med dem kunde han nok bjerge Forældre og Sødskende.

2. I Bygland hedder Eventyret „Perli Pind, som vilde ha’e Lige for sit Væ’rskind.“ Der var tre Brødre, den yngste hedte Perli Pind. Efter Forældrene arvede de kun en Væder, og af den fik Perli Pind bare Skindet for sin Deel. Han tog det under Armen og gik med det. Om en Stund kom han paa en Bro, den traadte han haardt paa. „Hvem er det som træder saa haardt paa min Bro?“ raabte det under den. „Det er Perli Pind, som vil ha’e Lige for sit Væ’rskind“ svarede Gutten og kastede Skindet ned. Han fik da Dugen igjen. Men mod Kvelden kom han til en gammel Kjærring. „God Dag, Svend min!“ sagde hun og lokkede ham til at ligge der til om Morgenen. Gutten spurgte, hvor han skulde gjøre af sin Dug, og hun svarede at hun skulde lægge den mellem sine Duge. „Ja, men du maa ikke sige: „Dug bred dig ud’“ sagde Gutten. „Nei, hvorfor skulde jeg vel sige det.“ Om Natten prøvede hun Dugen, og gav ham om Morgenen en af sine i Stedet. Da han kom hjem til Brødrene og skulde vise hvad Dugen formaaede, gjorde Brødrene Nar af ham. Han afsted igjen. Kom paa Broen og fik nu en Buk, til hvem han skulde sige: „Buk, mynte!“ saa myntede den saa mange Penge han vilde have. Mistede den, som før Dugen. Kom paa Broen tredie Gang og fik nu en Stav. Naar han til den sagde: „Stav, stil dig!“ saa stillede den sig. Han gik nu ind til Kjærringen og lod Staven ikke stille sig, før den havde banket Kjærringen ihjel, hvorpaa han med sine Ting gik hjem. Nu vilde Brødrene tage fra ham Dug og Buk, men da kom Staven frem: „I skal vide, at I ikke skal tage Jer Noget til,“ sagde Gutten og lod Staven banke den Lærdom i dem. „I skal bede vakkert,“ sagde han og da de gjorde det, gav han dem Penge til hver sin Gaard.


Beslægtede Folkedigtninger.

Paa Dansk gjenfindes Eventyret hos M. Winther S. 26—31 og hedder „De tre Gaver.“

I „Udvalgte Eventyr og Fortællinger. En Læsebog for Folket og den barnlige Verden“ ved C. Molbech. Kbhvn. 1843. Et lignende men i Fabelen forskjelligt Eventyr S. 116 „Dugen og Tasken.“

Paa Tydsk. Se Märchen von den Brüdern Grimm I, 179—191 og III, 67—68, Eventyret „Tischchen deck dich, Goldesel und Knippel aus dem Sack.“ Ønskedugen forekommer endnu i „Der Ranzen, das Hütlein und das Hörnlein,“ samme Værk I, 274 fgg. Se fremdeles J. Grimms Deutsche Mythologie, Göttingen 1844, I, 602.

Paa Italiensk. G. Basile’s Pentamerone. I, 1. Dette Værk kunne vi alene citere efter Grimms Apparat i Märchen III, 276 og fgg.

Hos Valacherne. I Walachische Märchen, von Arthur und Albert Schott, Stuttgart und Tübingen 1845, se Eventyret „Die drei Wundergaben,“ S. 204—213.

Hos Russerne. „Der sanfte Mann und die zänkische Frau,“ svarer til vort Eventyr og findes i Russische Volksmärchen, übers. von A. Dietrich, Leipzig 1831, S. 118—125.

Hos Polakkerne. Woycicki: Polnische Volkssagen und Märchen. S. 108.

Paa Irsk. Irische Elfenmärchen ubersetzt von den Brüdern Grimm „Die Flasche“ S. 42.

Hos Mongolerne. Hos Klekte: „Märchensaal aller Völker. Mongolische, indische und morgenländische Märchen für Jung und Alt. Berlin. III Theil. S. 8. Nr. 5. „Der Wundermann“ har i Begyndelsen nogle Træk tilfælles med vort Eventyr, men synes dog at staae nærmere det ovenfor anførte irske af Crofton Croker; i Grimms Oversættelse: Irische Elfenmärchen. S. 42 „Die Flasche.“


8. Jomfru Maria som Gudmoder.

Hovedfortællingen fra Hole paa Ringerige.

1. I Aadalen, Annex til Norderhov, fortælles Eventyret omtrent ligedan. Pigen hedder der Solia. Jomfru Maria gjenner ind igjen Solen, Maanen og Stjernen, men har meget Besvær dermed. Da Solia jages bort, faaer hun Valg mellem at blive svart som Jorden og eie hele Verden, og at blive saa vakker, at det drypper Guld af hende, men være stum. En Legende om St. Peder er ved en Irring indtagen i denne Variant.

2. Fra Odalen. Faderen træffer en gammel Mand, der lover at skaffe Faddere. Da han kommer hjem, finder han fuldt op af Alt, Mad i Spiskammeret, og Øl og Brændeviin i Kjælderen. Fredagen efter kommer der kjørende en Vogn, og i den sidder Vorherre, St. Peer og Jfr. Maria, som holder Barnet over Daaben. Hun beder om at faae det med sig. Da Jomfru Maria siden reiser i Kirke, slipper Pleiedatteren, som i Hovedfortællingen, Stjernerne, Maanen og Solen ud. Resten stemmer ogsaa med det Fortalte.

3. Pendant fra Slidre i Valders. Begyndelsen stemmer med Hovedfortællingen kun med den Forskjel, at Manden møder Fanden, som vil være Fadder. Men han gjør den Betingelse, at han vil have Barnet, hvis ingen siger Hjælpegud, om han nyser tre Gange i Barslet. Dette gik Manden ind paa, fordi han troede, at Nogen maatte mærke det, og sige Hjælpegud, naar Fanden nøs. Fanden nøs een Gang, to Gange; Ingen mærkede det; men da han nøs tredie Gang, reiste Barnet sig op i Vuggen og sagde: „Hjælpegud!“ -Tvi vorde dig, havde jeg tænkt det, skulde jeg nok have sat Dot i Øret paa dig ogsaa,“ sagde Fanden og reiste sin Kaas.


Beslægtede Folkedigtninger.

Hos Tydskerne. I Grimms Märchen. „Marienkind“ I, 8—13 og III, 7—9.

Hos Italienerne. Basiles Pentamerone I, 8.

Hos Valacherne. Se i Märchen von Arth. und Albert Schott S. 90—96 Eventyret „Die eingemauerte Mutter.“

Hos Venderne. Volkslieder der Venden, herausgeben von Haupt und Schmaler Grimma 1843. II, 179 Nr. 16 „Die Pathenschaft der heiligen Maria.“

Hos Irlænderne. I Brødrene Grimms Oversættelse af Crofton Crokers „Fairy tales from the South of Ireland“ findes i Fortællingen „Herr und Diener“ S. 98 et Træk, der minder om vor Pendant fra Slidre.


9. Tre Prindsesser fra Hvidtenland.

Hovedfortællingen fra Ringerige.

1. Fra Hardanger. I en temmelig fattig Variant fra denne Egn staaer den første Kongsdatter, Gutten kommer til, i Bjerget til Hovedet, den anden til Bæltestedet, den tredie til Knæs. Denne giver Fiskersønnen en Nøgle for at han skal gaae til Slottet, laase op og læse tre Døgn i to Bøger, som ligge der. Da han havde læst der eet Døgn, kom den som stod til Knæs, da han havde læst to, kom den der stod til Bæltet, og da han havde læst i tre, kom den, som havde staaet i Bjerget til Sagen. Hun sagde, fordi at han havde frelst dem, skulde han faae hende til Kone, og gav ham en Ønskering. I de følgende Træk stemmer Varianten med Hovedfortællingen. Gutten vandrer, da Kongsdatteren har berøvet ham Ønskeringen og forladt ham, bedrøvet ud i Verden, til han kommer op paa et høit Fjeld, hvor to Kjæmper staae og slaaes om et Par Støvler (i Forthun hedder det et Par Træsko, som tog 7 Miil i Steget) som En kunde stige 15 Mile med i hvert Steg. „Jeg kunde maaskee fare i dem jeg,“ sagde Gutten, „og see om de passe mig.“ Da han var kommen i Støvlerne, mærkede han, de passede ham, og saa gjorde han et Steg femten Mile op til Solen. Hende spurgte han, om hun kunde sige ham, hvor den Kongsgaarden var, som Kongsdatteren hans var paa. Nei, det kunde hun ikke. Saa gik Gutten til Maanen. Nei, han vidste heller ikke Noget om det. Saa gik Gutten til Søndenvinden, som heller ikke vidste Noget om det; men derfra gik han til Nordenvinden og spurgte ham efter Kongsdatteren. Han svarede, at han var den, som skulde tørke Brudeklæderne for hende, for da skulde hun have Bryllup med en anden En. Paa Veien lovede Nordenvinden at slaae Brudgommen ihjel, og da de kom frem, gjorde han sig saa stor og stærk og rev en Pande ned af Taget og kastede den i Hovedet paa Brudgommen, og saa blev det først rigtigt Bryllup.

2. Variant fra Hedemarken. En Gang det skulde være Gjestebud i Kongsgaarden, skulde Kongens Fisker skaffe alle Slags Fisk, men kunde ingen faae. Men saa kom der en graa Mand til ham som sagde: „Faaer jeg det yngste Levende, som du har i Huset dit, skal jeg skaffe dig hvordan Fisk du vil have?“ Og om ti Aar sagde han, skulde han komme og hente det. Da Fiskeren kom hjem, havde Konen født en Søn. Denne Sønnen lærte de op i al den Gudsfrygt, han kunde lære paa ti Aar, og satte ham, da Tiden var omme, i en Baad ud paa Havet. Ret som det var, kom der et gloende Skib efter Gutten. „Kom mig ikke nær, ellers giver jeg dig et Stød,“ sagde Gutten, og dermed stødte han til Skibet, saa at det sank 200 Alen ned i Havet. Men da han havde reist et Stykke, kom Skibet igjen, og han stødte det atter ned i Afgrunden. Paa en vild Ø mødte han et Kvindfolk, som var oventil som en Fisk og nedentil som et Menneske. Hun spurgte, om han vilde have hende. «Nei jeg kan ikke tage dig som er saadan skabt,“ sagde Gutten. Længer frem mødte han en anden, som nedentil var som Fisk og oventil som Menneske. „Ja, siden der ikke er andre Folk her, saa faaer jeg vel tage dig,“ sagde Gutten. „Aa ja, du kan nok tage mig.“ sagde Kvindfolket, „for jeg eier det forgyldte Slot, men først maa du ligge i samme Værelse som jeg i tre Nætter.“ Efter den første Nat syntes Gutten, han nok kunde holde det ud, om det ikke blev værre. Efter den anden troede han, at han var bleven revet i Stykker. Den tredie Nat blev han reven i Stykker Led for Led, og et af Stykkerne daskede til Kvindfolket, saa at hun vaagnede og rev ned en Flaske, som stod i Vinduet, og saa skvat der Noget paa ham af det, som var i Flasken. Da foer han sammen igjen. Kvindfolket blev en deilig Jomfru, og han blev Eier af det forgyldte Slot. Da han længtes hjem til sine Forældre, fik han Vogn og Heste. I det Følgende stemmer Varianten med Hovedfortællingen med den Forskjel, at han kjøber Hatten og Støvlerne af de Stridende. Først gaaer han til Maanen og spørger om Veien til det forgyldte Slot, men den viser ham til Solen, fordi hun har længere Syn. Solen veed, hvor det er, men kan ikke see det for Bjerget, der ligger for. Den viser ham til Vindene, som fare og snuse i alle Kroge. Da han kom der, vare de alle hjemme, uden Vestenvinden, som de sagde var ved det forgyldte Slot for at tørke Klæder til Brylluppet. Gutten gik den imøde, og da han kom til Slottet, gik han først op paa Salen og puffede Brudgommen overende paa Gulvet den ene Gang efter den anden, og tilsidst skjød han ham udover Trapperne, saa han knækkede Nakkebenet.

Saml. forøvrigt med vort Eventyr Fortællingen „Um ein Fiskarsaan“ Side 39 i Gamla Reglo og Rispo ifraa Valdris af Anders Evensen Vang. Chr. 1850. Sml. fremdeles „Soria Moria Slot“ og „Østen for Sol og vesten for Maane“ i vor Samling.


Beslægtede Folkedigtninger.

Paa Svensk. Hos Hyltén-Cavallins og Stephens: „Det sköna Slottet östanom Solen och nordanom Jorden.“ S. 139 fgg.

Paa Tydsk. Grimms Märchen „Der König vom goldenen Berge.“ II, 38—45 og III, 171, (hvori forresten Træk af vort Eventyr „Glasbjerget“ forekomme). Maaden hvorpaa Prindsesserne frelses har vor Fortælling tilfælles med „Der Königssohn, der sich vor nichts fürchtete,“ ligeledes i Grimms Märchen II, 164—172. Se fremdeles „Der Eisen-Ofen“ sammesteds II, 197—204.

Hos Franskmændene. I Folkebogen „Fortunat,“ der efter Nyerup — se Almindelig Morskabslæsning, S. 157 fgg. — sandsynlig er af fransk Oprindelse, forekommer en Hat, hvormed man kan ønske sig hvorhen man vil. I det bearbeidede franske Eventyr „Prinz Kobold“ faaer Helten en lignende Hat, der tillige gjør usynlig. Se „Märchensaal aller Völker“ von H. Kletke I, 213.

Hos Walacherne. Eventyret „Der verschloßene Sohn,“ Walachische Märchen ved Brødrene Schott. S. 199—203, har Kampen mellem tre Djævle, der staae og slaaes om sin Arv.

Hos Slavonerne. Se i Kletkes Marchensaal, Berlin 1844, II, 41—53, Fortællingen: „Die Hexe Korva und ihre Knechte.“

Hos Hinduerne. I Die Märchensamlung des Somadeva Bhatta aus Kaschmir, Leipzig 1843 se „Geschichte des Vidushaka, I, 7—31, og „Geschichte des Saktivega, Königs der Vidyadharas“ II, 118 fgg. Sml. Grimms Mythologie, Side XXX.

Hos Hebræerne. Se Eventyret „Die gebrochenen Eide“ i det cit. Værk af Kletke III, 45—50.

Hos Araberne. Et Eventyr, der foruden Led af „Herrepeer“ og „Soria Moria Slot“ ogsaa indeholder Træk af dette, findes i Tausend und eine Nacht, Arabische Erzählungen. Deutsch von Max Habicht, Fr. von der Hagen und C. Schall. Breslau 1827. XIII, S. 306, „Abu Muhamed Alkeslan“ jvf. med S. 378 samme Bind samt Slutningen af „Asem und die Geisterköniginn“ X S. 225, hvor Helten ligeledes skiller Trætten mellem de Stridende ved at bemægtige sig Klenodierne under Paaskud af at prøve dem, Disse ere her en usynliggjørende Hætte, en Bold, ved hvilken man kan ønske sig hvorhen man vil, samt en Tromme, ved hvis Lyd alle Aander kaldes sammen.

Hos Mongolerne. I Fortællingen „Die Krokodillfrösche“ svarer den Deel, hvori Chanens Søn sætter sig i Besiddelse af Huen og Støvlerne, til vort Eventyr. Se „Märchensaal aller Völker, Mongolische, Indische und Morgenländische Märchen, herausg. von Kletke, III, S. 19. sammenholdt med Quarterly Review LXI, 1819, P, 106 „Relations of Ssidi Kur.“


10. Somme Kjærringer ere slige.

Hovedfortællingen fra Gjerdrum,

kjendt i Røken og Gudbrandsdalen.

1. En mindre fuldstændig Variant fra Aadalen, Annex til Norderhov, lokaliserer Fortællingen og henlægger Scenen til Midtskoven ved Ringeriksveien. Da Konen gaaer til Byen, mumler hun Priserne hen for sig: „en Mark for Hønen, sex Daler og fire Skilling for Koen, osv.“ men da hun gløtter paa Laaget til Kurven, som hun har Hønen i, og denne flyver ind i en Bygager, vexler hun i Befippelsen om og siger: „En Mark for Koen og sex Daler og fire Skilling for Hønen.“ Nu kommer Slagteren til og handler, og det gaaer til som i Hovedfortællingen, til Manden først paa sin Udvandring træffer paa en Kjærring, som løfter paa en Ko, hun vil have over et Gjærde, fordi Manden hendes har glemt at gjøre Led. Hun løftede først Koens ene Been op paa Gjerdet, men medens hun tog det andet, satte Koen det første ned igjen. «Det maatte vel være en letvindt Kunst at faae Koen ind,“ sagde Midtskovmanden, og gjorde Led og satte Skytler i. Resten stemmer med Hovedfortællingen. I Bærum træffer han den sidste gale Kjærringen, der troer, han er fra Himmerige, og da han kommer i Jonsrudkleven, seer han Manden hendes komme løbende og tørke Sved. Nu kjører han Læsset ind i Tykskoven o. s. v. Imidlertid har Kjærringen saaet det Salt, som to Valderser satte igjen i Førefaldet.


Beslægtede Folkedigtninger.

Paa Dansk. I Tidsfordriv eller en lystig Selskabsbog, Kjøbenhavn 1788, har den 23de Fortælling et Træk, der svarer til vort Eventyr. En Student fortæller nemlig en eenfoldig Bondekone, at han kommer fra Paris, hvilket hun antager for at være Paradis, og giver Studenten Penge og Klæder med til sin salig Mand. Fortællingen er af tydsk Oprindelse. Se Nyerups Almindelig Moerskabslæsning, S. 262.

I Hertugdømmerne. Hos Müllenhoff danner „Die dümmste Frau,“ S. 413 fgg., et Brudstykke af vort Eventyr.

Hos Italienerne. Vort Eventyrs Fortælling om Konens Handel mindes man om ved et Træk af „Vardiello,“ Pentamerone, I, 4.

Hos Walacherne. „Die Botschafft vom Himmel,“ Märchen von Arth. und Alb. Schott, S. 291—293, behandler Fortællingen om, at Konen giver en Fremmed Klæder med til sin afdøde Mand.

Hos Araberne. „Geschichte des Gärbers und seiner Frau,“ Tausend und eine Nacht. Deutsch von Habicht, von der Hagen und Schall, XIV, S. 52 fgg. har et Træk, der minder om, hvorledes Kjærringen i vort Eventyr søger at komme efter, om det er hende selv eller ei.


11. Hver synes bedst om sine Børn.

Hovedfortællingen fra Ringerige.

En Variant fra Grimstad-Egnen, „Hver roser Sit,“ lader Eventyret dreie sig om en Ørn, der faaer nogle Tyvekoster af Skjæren, for at den ikke skal æde Ungerne hendes. Ørnen finder dem siden, æder dem og forsvarer sig paa samme Maade som i Hovedfortællingen.


12. En Frierhistorie.

Fra Ringerige.


13. De tre Mostre.

Hovedfortællingen fra Ringerige.

1. I Aaseral fortælles Eventyret med følgende Forandringer. En lille Gjente sprang og gjætede Lam og Kid (Paraite); hun hoppede og tællede Bølingen sin; saa kom Prindsen reisende. „Hvad er det, du tæller?“ spurgte han. „Jeg tæller efter, hvormange Sneller jeg spandt paa Hjulrokken i Gaarkveld,“ svarede Jenten. Det samme hændte anden og tredie Dag. „Jeg skal give dig Hør at spinde, men et Pund skal Du have spundet til imorgen tidlig.“ Hun fik Hørren og Rokken, men kunde ikke bruge denne, og gik og græd og bar sig ilde. Saa kom der en Vætte ud af en Haug og spurgte, hvad der feilede hende. Hun fortalte Alt, og om Morgenen bragte Vætten Hørren spunden igjen, alene paa den Betingelse at blive buden til Gjentens Bryllup. Anden Dag kom Prindsen igjen; da forlangte han, at hun til den følgende Morgen skulde have vævet Spindingen. En anden Vætte kom ud og udførte Arbeidet. Tredie Dag befalede Prindsen, at hun til om Morgenen skulde sye Væven færdig til Skjorter; kunde hun det, skulde hun blive hans Dronning. Da kom en tredie Vætte og gjorde det for hende. Til Brylluppet bad hun de tre Vætter; og ind kom først en sidlæbet gammel Kone, som kaldte sig Lippesia; hun fik Plads ved Bordet. Saa en gammel Kone med bred og brukken Lænd, som kaldte sig Launebrækka, og endelig en fæl skeløiet En, som nævnte sig Skjelauga. De fortalte, at de havde faaet sine Meen — den Ene af at spinde, den Anden af at væve, den Tredie af at sye. Traditionen lægger endnu til, at Prindsen vilde prøve Pigens Sind. Han sagde derfor, at nu skulde hun reise hjem igjen; han vilde ikke mere vide af hende. Dertil svarede Pigen ja, hun fik vel saa gjøre. Derpaa befalede han hende at tage af sig alle de Klæder og Kostbarheder, hun havde faaet. Hun svarede atter ja, men bad, om hun ikke maatte beholde Særken. I det blotte Linned vandrede hun nu afsted; men da Prindsen havde seet, hun var saa mild og lydig, reiste han den tredie Dag med Vogn og Heste efter hende og hentede hende hjem igjen.

2. I Løvdal, Annex til Holme, fortælles Eventyret som i Hovedfortællingen og under samme Benævnelse, kun med den Forandring, at Pigens Forældre havde forsyndet sig saa fælt, at de ikke turde være blandt Folk, men havde flyttet op paa en vild Hei og levede der af Fugl og Fisk. Da Datteren voxede til, spurgte hun, om der var flere Folk. Forældrene svarede ja, men fortalte, hvorfor de maatte leve for sig selv. Pigen gik da til Kongsgaarden og fik Tjeneste. Siden stemmer denne Tradition med Hovedfortællingen.


Beslægtede Folkedigtninger.

Paa Svensk. Se Hyltén-Cavallius och Stephens Svenska Folk-Sagor oeh Æfventyr, S. 173 fgg., „De tre Stor-Gummorna.“

I Hertugdømmerne. Hos Müllenhoff, Side 409—413, „Fru Rumpentrumpen.“

Hos Tydskerne. Se Grimm, „Kinder und Hausmärchen, I, 77—80 og III 25—26 „Die drei Spinnerinnen.“ Sml. Grimms Myth. S. XXX.

Hos Skotterne. Se „A various whuppity stoorie“ Pag. 225 hos Robert Chambers: Popular Rhymes, fireside nursery stories and ammusements of Scottland. Third Edition. Edingburg 1847.

Hos Italienerne. Se Basiles Pentamerone IV, 4, „Le sette cotenelle.“.

Hos Franskmændene. Kletke: Märchensaal II, 183. Se enkelte Led af Madame L’Hretiers Eventyr „Ricdin-Ricdon,“ der vistnok i det Hele er vilkaarlig behandlet, men hvoraf dog netop de med vort Eventyr overeensstemmende Træk røbe Oprindelighed.


14. Enkesønnen.

Hovedfortællingen fra Ringerige,

meget udbredt, saaledes i Ombli.

En temmelig ufuldstændig Variant fra Gusdal: „Prinds Fysak,“ svarer i det Væsentlige til Hovedfortællingen. Gutten faaer Tjeneste hos en Mand, der kommer til ham i hans Nød, paa de Vilkaar, at han aldrig skulde smøre sit Haar med Fidtet, som stod i den kogende Kjedel, og at han altid skulde banke og være slem mod et Æsel, der stod paa Stalden. Men Gutten smurte Haaret sit, og da det blev forgyldt, sagde Æselet, som han bare var slem imod, naar Manden saa paa det, at nu var der intet andet Raad end at reise, og bad ham at tage med Sværdet, Bidslet og Guldkuglen, som hang paa Væggen. Da de hørte Troldet komme durende efter dem paa Veien, slap Fysak Guldkuglen, der førte dem til en Kongsgaard. Her bliver han Gartnerdreng, for hvem alle Blomster lykkes bedre end for Gartneren, gaaer med Blomster til Prindsessen til hun bliver med Barn, og Kongen maa da lade dem gifte sig og boe paa en Gaard afsides fra andre Folk. Men kort efter blev det Krig. Her gaaer Varianten fuldkommen over i Hovedfortællingen.

Fra Valders. Se „Gamla Reglo aa Rispo.“ „Den ungö Riddar ifraa Afrika,“ S. 19—30. Fortællingen stemmer i alt Hovedsageligt med vor.


Beslægtede Folkedigtninger.

Paa Dansk. Se M. Winters Danske Folkeeventyr S. 31—35. „Prindsen og Havmanden“ har fornemmelig Lighed med vor Fortælling fra det Sted, hvor Gutten anden Gang har overtraadt Havmandens Befaling ved at gaae til Brønden, hvori det gyldne Vand findes. Hestens Tale og Bistand i vort Eventyr minder om Folkebogen „Kong Edvard og Prints Artur,“ se Nyerups Almindelig Morskabslæsning, S. 227 fgg.

I Hertugdømmerne. Hos K. Müllenhoff har „Der starke Frantz,“ S. 420 fgg. Hovedtanken tilfælles med vort Eventyr. I Begyndelsen træder denne Tanke ogsaa temmelig eens frem.

Paa Tydsk. Se Grimm, Märchen II, 245 og III, 229 „De wilde Mann.“

Hos Italienerne. Se Die Märchen des Straparola. Aus dem Italienischen von F. W. Schmidt. Berlin 1817. „Das Zauberpferd, S. 1 fgg.

Hos Russerne. Se Dietriech, Russische Volksmärchen, S. 40—50, „Märchen von Ritter Iwan, dem Bauersohne.“

Hos Hebræerne. Heltens Indtrængen i de forbudne Værelser gjenfindes i „Die gebrochenen Eide;“ se Kletke, Märchensaal, III, S. 45—50.

Hos Araberne. Trækket om Kammeret, der ei maa betrædes, forekommer i flere arabiske Eventyr, f. Ex. „Das Zauberpferd.“ Se IX, S. 85, af Tausend und eine Nacht übers. von Habicht, von der Hagen und Schall.


15. Manddatteren og Kjærringdatteren.

Hovedfortællingen fra Rommerige.

Eventyret er kjendt i Sætersdalen, Hardanger, Røken, Vaage, Valders, Hallingdal, Birid. Østerdalen o. fl. Egne af det Østenfjeldske. Maaskee endnu videre udbredt er en sideordnet Eventyrkreds, bekjendt under Titel „Bruskebrura,“ „Anden i det kolde Vand“ osv.

I Hardanger fortælles det ganske som i vor Hovedfortælling, kun at Kjærringdatteren faaer Kal, d. e. oprevet Tougværk, Manddatteren derimod Hør at spinde. Ogsaa er der nogen Forskjel imellem de Gjenstande, Pigerne komme til efterat være slupne ned i Brønden.


Beslægtede Folkedigtninger.

Paa Dansk. Se M. Winthers Danske Folkeeventyr, „Den onde Stedmoder.“ S. 36. Staaer nærmere en af vore Varianter end Hovedeventyret.

Paa Svensk. Hos Hyltén-Cavallius och Stephens har Eventyret „Konungasonen och Messeria,“ S. 220—221, Træk der minde om, hvorledes Manddatteren erhverver Hjælp af Riisgjærdet, Koen, osv.

Paa Tydsk. Grimm, Kinder und Hausmärchen, I, 129—132, „Die Frau Holle.“ Især stemmer de III, 13—45, meddeelte Varianter No. 4 og 5 nøie med vort Eventyr. I disse er Frau Holle et ondt Væsen, ligesom Troldkjærringen i vor Fortælling. Se fremdeles samme Værk I, 69—76, „Die drei Männlein im Walde,“ der dog slutter sig nærmere til vort Eventyr „Bruskebruden.“ Sml. ogsaa i Stöbers Elsässisches Volksbüchlein, „die zwei Stiefschwesterlein.“ S. 113—116.

Paa Fransk. Gesta Romanorum af C. Perault „Les fées,“ Grimms Märchen III, 378.

Paa Italiensk. Il Pentamerone, III, 10, „Le tre Fate.“


16. Hanen og Hønen i Nøddeskoven.

Fra Ringerige.

Beslægtede Folkedigtninger.

Paa Tydsk. Grimm, Kinder und Hausmärchen I, 403—405, „Von dem Tode des Hünchens“ har Begyndelsen ganske overeensstemmende med vort Eventyr. Fremdeles kan man efter Indholdets Beskaffenhed sammenholde med vor Fortælling „Lauschen und Flohchen“ sammesteds I, 156—158, og III, 59, samt „Vom Kätzchen und vom Mäuschen,“ S. 95 i Elsässisches Volsbüchlein von Stöber.

I Skotland. Se Eventyret „The wife and her bush of berries,“ Pag, 209, hos Rob. Chambers, Popular Rhymes, fireside nursery stories of Scotland.


17. Bjørnen og Ræven.

I.

Hvorfor Bjørnen er stubrumpet.

Fortællingen fra Ringerige; kjendt overalt.

Beslægtede Folkedigtninger.

Hos Venderne. Se „Des Wolfes unglüchliche Fischfang,“ II, 166, i Haupt und Schmalers Wendische Volkslieder. Eventyret har tabt sit Point, da det er Ulven og ikke som i vort Bjørnen, der fisker.


II.

Ræven snyder Bjørnen for Julekosten.

Fortællingen fra Ringerige; kjendt overalt.

I en Variant fra Hardanger hedder det, at Bjørnen vil hevne sig og siger til Ræven, at nu vil han dræbe ham. Ræven krøb under en Birkerod. Bjørnen til at grave rundt om Roden, til han, faaer Ræven fat i den ene Labben. „Slip Bjerkerod og grib Rævefod,“ skriger Ræven; saa slap Bjørnen Foden og tog fat i Birkeroden, og Ræven var ikke seen til at tage Hyven fat. Sml. Juletræet for 1850, „Bjørnen og Ræven,“ Side 54.


Beslægtede Folkedigtninger.

Hos Tydskerne. I Grimms Kinder- und Hausmärchen, se Begyndelsen af „Katz und Maus in Gesellschaft,“ I, 5—7 og III, 7.


18. Gudbrand i Lien.

Fortællingen fra Ringerige.

Ogsaa kjendt i Røken og paa Rommerige.

Beslægtet Folkedigtning.

Paa Tydsk. Se Grimm, Märchen I, 423—430 og III 119, „Hans im Glück.“


19. Kari Træstak.

Hovedfortællingen fra Røken.

Ogsaa kjendt paa Rommerige og i Birid, hvor Eventyret hedder „Aase Kraakekjole.“

Uagtet vi bibeholde Eventyret saaledes som det i første Udgave er fortalt, fordi en af Varianterne har de samme Momenter, forekommer det os ikke usandsynligt, at det er sammensat af et Par forskjellige Traditioner. At nemlig det Strøg af Eventyret, der beretter Pigens Nød og Hjælp ved Studen, samt Flugten og Studens Kamp med Troldene, har udgjort en selvstændig Tradition — synes rimeligst af Varianten fra Gudbrandsdalen, der har Led af tre forskjellige norske Eventyr, No. 19, No. 51 og No. 38, samt af det skotske Eventyr hos Rob. Chambers „The black bull of Norroway,“ P. 244. De nævnte Momenter ere dog saaledes indarbeidede i vor Hovedfortælling, at det kun er de fleste Varianters Samstemmighed, der gjør en Fraskillelse af hine Eventyrets Træk rimelig.

1. Variant fra Sell i Gudbrandsdalen. „Vesle Bruun Oxe.“ En liden Gjente og en Gut bleve indtagne til Trold; hun skulde være Stuegjente, og han skulde gjæte Buskapen, men han fik ikke nogen Niste med; Huldren gav ham nogle Been imellem. Men i Buskapen var der en viis Stud. Den sagde til Gutten, at han skulde tage den Pibe, som laa i dens venstre Øre, saa kom der en Dug frem med alle Slags Rætter. Da Gutten holdt sig saa smuk og fed, sendte Troldet Gjenten med for at hun skulde see, hvad han levede af, men Huldren kom og luskede hende, til hun søvnede. Saa sendte Troldet hende i Veien og gav hende i Nakken et Par Skjæreøine, som altid stod aabne, selv naar hun sov. Da det fik vide, hvad han levede af, vilde det dræbe baade Gutten og Oxen. Men Øxen var viis og sagde til Gutten, at de skulde reise. Saa kom de til en Messingskov. „Vogt dig for at komme nær Noget,“ sagde Oxen, „for bryder du af den mindste Kvist, kommer Troldet, og saa maa vi fare saa fort, du kan tænke.“ Derpaa kom de til en Sølvskov og til en Guldskov, hvor det gik ligeens. Omsider kom de til et stort Bjerg, hvor der sad en Kongsdatter oppaa, og den, som kunde ride derop, skulde frelse hende. Der var fuldt af Konger og Prindser, som vilde ride op, men de føg endda fortere ned igjen. Men Gutten red op paa vesle Bruun Oxe som ingen Ting, og vilde have Kongsdatteren. Kongen syntes han var vel simpel, men lovede, at han skulde faae hende, hvis han kunde gjenkjende hende under alle Forvandlinger og finde hende, hvor hun skjulte sig. Først satte hun sig i det ene Øret paa den vise Studen, som gjorde Miner til Gutten. Saa forvandlede hun sig til en Knappenaal, som sad mellem mange andre, saa til et Brød, som laa mellem Brød af en heel Bagning; men Studen sagde Gutten Besked, og saa fandt han hende og fik Kongsdatteren.

2. I Bygland har Eventyret følgende Begyndelse En Konge, som var Enkemand og havde en Datter, giftede sig paany, og den nye Dronning, som ogsaa havde en Datter, var slem mod Steddatteren sin. En Søndag skulde Dronningen og hendes Datter reise til Kirke; Kongens Datter skulde ikke faae være med, hun skulde være hjemme. Og med det samme Dronningen reiste, slog hun ned en Tønde Erter; den skulde Steddatteren plukke op igjen, og endda skulde hun have Maden færdig, til Dronningen kom hjem igjen fra Kirken. Hun gik da efter Vand og græd og bar sig ilde, men idet hun kom forbi en liden Houg, spurgte det derinde, hvad hun græd for. Det fortalte hun, og nu gav de hende inde fra Hougen en Klædning af Messing og Hest og Sadel, og bad hende ride til Kirken; Maden skulde nok blive færdig og Erterne skulde nok være plukkede op, til hun kom hjem. Siden omtrent som i Hovedfortællingen, kun at Pigen ikke tjener i Kongsgaarden hos Prindsen.

3. Variant fra Hardanger. Der var engang en Mand, som skulde ud og lede efter Øiken sin. Da han havde gaaet et Stykke, saa han en Røg langt borte i Marken og efter den gik han. Saa kom han til et Huus, hvor han gik ind for at høre, om Nogen havde seet Øiken hans. I Huset boede der en Kone med sine to Døtre, som hedte Skjær og Kraake; men de havde ikke seet nogen Hest, sagde de; „men sæt dig ned og hvil dig, Manden min,“ sagde Kjærringen, „du kan være træt, du.“C Og saa skjød hun en Stabbestoel hen til ham. „Jeg kan saa det,“ sagde Manden og satte sig i Stolen. Om en Stund sagde han: „Det er vel bedst at gaae nu.“ „Stabben min, Stabben min! klem til, klem til!“ sagde Konen, og saa kunde ikke Manden faae reist sig. Saa sad han en Stund igjen, og saa gik det ligeens som før; men tredie Gang forsikrede Manden, at han maatte see at komme af Gaarde. Ja, han skulde da faae Lov at slippe løs af Stabbestolen, sagde Kjærringen; „men saa skal du gifte dig med mig. Aa ja, det fik han vel gjøre, for i Stolen kunde han ikke sidde al sin Levetid. De bleve da gifte sammen. Fra sit første Ægteskab havde Manden en Datter, og hende mishandlede Kjærringen og Døtrene hendes. En Dag sendte de hende ud at gjæte, og til Niste fik hun en Kampesteen med tre Skeesblade Melk paa i en Skræppe. Da hun kom hjem, troede Kjærringen, at hun var bleven rigtig styg og ussel af den daarlige Kosten, men hun var tvertimod bleven saa ven, at det var en Lyst. Saa sendte hun hende afsted tre Dage paa Rad, og hver Gang med den samme Kost; men det gik ligeens som før. Den fjerde Dag skulde Skjær gaae med for at see, hvorledes det gik til, at hun trivedes saa vel. Men da de kom hjem, og Moderen spurgte, om hun havde seet Noget, sagde hun nei, hun havde ingen Ting mærket. Saa den femte Dag skulde Kraake gaae med, og da de kom paa Gjætebakken, sagde Steddatteren: „Søster min, kom saa skal jeg lyske dig.“ og saa lyskede hun hende, saalænge til hun søvnede. Saa gik Steddatteren hen til en Stud og drak af det ene Øre og spiste af det andet, og derved blev hun endnu deiligere end før. Men Kraake havde et Øie i Nakken, som Steddatteren ikke vidste om, og det sov ikke. Da de nu kom hjem, fortalte Kraake det Altsammen, og saa tog de Studen og slagtede, og alle Benene lagde de i Houg. Af den Hougen voxte der op et stort Huus med fuld Besætning, baade af Kjørler og Spand og Borde og Stole, og tre Klædninger var der, som hed Sol, Maane og Stjerne. Men Alt det vidste Ingen om, uden Steddatteren. Saa skulde Kjærringen og Døttrene hendes ride til Kirke en Dag; Steddatteren skulde blive hjemme og pille op en Skjæppe Rug, som de havde slaaet ud i Asken, og blev hun ikke færdig til de kom hjem, var hun Dødsens. Steddatteren græd og bar sig, men da de vel vare borte, kom alle Smaafuglene og sang: „Reis til Kirke, reis til Kirke! Vi skal Rugen pille!“ Da blev hun glad og skyndte sig hen til Huset paa Hougen og trak paa sig Stjerne. Derpaa reiste hun en anden Vei og kom før til Kirken end de Andre. Saasnart Prækenen var forbi, ilede hun hjem igjen, og da havde Smaafuglene alt pillet Rugen op. Da de Andre kom hjem, fortalte de vidt og bredt om den deilige Jomfruen, som havde været i Kirken, og Prindsen var bleven reent forgabet i hende, sagde de. Tre Gange gik det ligeeens; den anden Gang havde hun Maane paa, og den tredie Gang Gol; men da hun skulde skynde sig hjem, mistede hun sin ene Guldtøffel. Den fandt Prindsen, og saa satte han ud, at den, der passede Tøffelen, skulde blive hans Dronning. Kjærringen hug da et godt Stykke af det ene Benet paa Skjær, men Skoen var ligevel for liden, saa hug hun næsten halve Fodbladet af Kraake — aa nei, Benet var for stort og blev for stort. Nu vilde Prindsen have den tredie Datteren frem, men det vilde Kjærringen paa ingen Maade tilsidst maatte hun til, og da kom Tøffelen paa det rette Been, og Bryllup blev der baade stort og stærkt.

4. En anden Variant fra Hardanger. En Mand og en Kone havde en Søn. Konen døde, og Manden giftede sig igjen. Med sin anden Kone fik han en Datter, men baade Stedmoderen og hun var slemme mod Sønnen. Hvordan Veiret var, maatte han tilskovs og gjæte, og aldrig fik han anden Niste med i Skræppen sin end nogle Bygkorn. Men i Smaleflokken (Saudeflokken) var der en stor graa Saud med prægtige Yver; den saug Gutten, og derved holdt han sig trind og rød og hvid. Stedmoderen harmede sig og sendte endelig Datteren med ham for at see, hvad han fik at leve af, siden han holdt sig i saa godt Huld; men Gutten lyskede hende i Søvn, og medens hun sov, saug han Graasauden. Da de kom hjem om Kvelden, kunde Datteren ikke fortælle Moderen, hvad han havde faaet at leve af. Anden Dag gik det ligeeens. Men tredie Dagen slængte Moderen et Skjæresøie i Nakken paa Datteren. Da de kom hjem til Kvelds, spurgte Moderen igjen, hvad Gutten levede af? „Jeg saa det ikke,“ svarede Datteren. „Men jeg saa det. Han saug Graasauden,“ svarede Skjæreøtet. Ja, saa maatte og skulde Graasauden slagtes, Konen gav sig ikke, før Manden gjorde det. Men endda holdt Gutten sig lige vakker og trind, for siden saug han Ørene paa Brunstuden. Konen sendte atter Datteren med for at faae vide, hvad Gutten levede af, og tredie Dagen sladrede Skjæreøiet igjen og sagde, at Gutten saug Ørene paa Brunstuden. Da saa Manden en Dag reiste bort, sagde Konen, at nu skulde de slagte Brunstuden. Gutten bød sig da til at slaae, og Stedmoderen skulde holde. Men han passede sit Snit og slog Moderen, saa hun laa paa Flækken. Da Manden kom hjem, blev han sindt og gal paa Gutten og jagede ham af Gaarde; men Brunstuden skulde han faae Lov at tage med sig. Da Gutten og Studen havde reist et tykke, kom de til en Messingskov, og paa Grenene hang der Slever og Tvarer af Messing. „Ror ikke Noget her,“ sagde Brunstuden til Gutten, „for denne Skoven eier en Bjergrise med to Hoveder.“ Gutten lovede, «at han ikke skulde røre den, men da han havde redet lidt, kunde han ikke bare sig; han tog en Slev og en Tvare. Saa kom Risen. „Hvem er det, som rører min Skov?“ raabte han. „Det er mig,“ sagde Studen. De til at slaaes, og om lidt havde Brunstuden gjort Ende paa Risen. Saa reiste de et Stykke igjen, og da kom de til en Sølvskov. Der gik det ligeeens som før i Messingskoven, bare at Troldet, som eiede Skoven, havde fire Hoveder. Da de atter havde reist et Stykke, kom de til en Guldskov, og der kunde heller ikke Gutten bare sig, men tog en Slev og en Tvare af et af Træerne. „Det var ilde gjort af dig,“ sagde Studen; „men naar nu Risen kommer, maa du slet ikke nævne mit Navn.“ Saa kom Risen, sex Hoveder havde han, og han og Brunstuden til at nappes. Allerbedst de sloges, sank Studen i Knæ. „Stat dig. Brunstuden,“ sagde Gutten; da tabte Studen nogle af Kræfterne sine, og det var nær ved, at Risen havde gjort af med ham, men tilsidst vandt han ligevel. Da de nu havde reist i lang Tid, kom de til en Kongsgaard. Der sagde Brunstuden, at Gutten skulde hugge Hovedet af ham. Nei, det vilde han slet ikke, men endelig maatte han gjøre det, og saa blev Brunstuden til en Prinds, og han og Gutten gik ind i Kongsgaarden. Der holdtes netop Bryllup, og Gutten og Prindsen blev sat til at stelle Maden i Kjøkkenet. Gutten tog da frem Messingsleven og Messingtvaren og brugte, og saa fik Maden Messingglands deraf. Det førundrede baade Kongen og alle Bryllupsfolkene sig over. Den anden Dag brugte Gutten Sølvsleven og Sølvtvaren, og da blev Alle endnu mere forundrede, for da havde Maden Sølvglands; og den tredie Dagen rørte Gutten i Maden med Guldtvaren og Guldsleven. Da blev Kongen reent forundret og vilde have de To ind, og da han saa, at Gutten havde Tvarer og Slever af baade Messing og Sølv og Guld, sagde han, at han skulde faae Lov at være Brudgom og faae hans Datter, dersom han kunde vise rigtig store Rigdomme. Sø. Gutten reiste først til Messingskoven og teede Kongen den, saa til Sølvskoven, og tilsidst til Guldskoven, og saa fik han Kongsdatteren; men Prindsen, som havde været Brunstud, blev næst ham i Riget.

5. En tredie Variant fra Hardanger. Her indledes Eventyret, som kaldes Kjisa og Kraaka, med en Fortælling, der ganske svarer til Manddatteren og Kjærringdatteren. Men Kjisa (Manddatteren) bliver, efter at have tjent hos Troldet, seet i Kirken af Prindsen, der ligesom i Kari Træstak springer efter hende og tredie Søndag faaer hendes Guldtøffel fat. Denne bringer Kraaka til at passe sin Fod ved at hugge af Hæl og Taa, men dette aabenbares af Fuglene, som synge:

„Huggen Hæl og skaaren Taa!
I Gruen sidder den, som Skoen rummer paa!“

Saaledes anviist finder Prindsen den Rette.

6. Fra Fjeldberg have vi modtaget en Variant, „Lindedronningen,“ der dog har flere Tegn paa en sildigere Tilblivelse, men forresten er mærkelig nok. — En Enkemand som havde en deilig Datter, giftede sig med en Kone, der havde to stygge og slemme Døttre. Stedmoderen og hendes Døttre holdt altid Manddatteren borte fra Kirke og Selskab, fordi hun var saa vakker, og gav hende Filler at klæde sig i. En Søndag, de Tre vare reiste til Kirke, satte hun sig bedrøvet under en deilig Lind tæt ved Gaarden. Som hun sad der, gik der en Dør op i Linden, og ud af den kom Lindedronningen, saa deilig og lysende, at Pigen maatte holde for Øinene. Lindedronningen tog hende med ind til sig, pyntede hende saa gjild, at det skinnede af hende og lod hende kjøre til Kirke i en Vogn med to Heste for. Her seer Prindsen hende og bliver forelsket; men hun siger, idet hun atter stiger i Vognen:

„Hvidt fremme og sort bag!
Ingen skal see,
Hvor jeg bliver af.“

Hun kjører til Linden, hvor hun tager sine gamle Filler paa igjen og gaaer hjem. — Anden Søndag gaaer hun atter til Linden, banker paa den og siger:

„Lind, Lind!
Luk mig ind!
Liden Mø vil til Kirke idag.“

Da bliver hun endnu gjildere klædt og kjører til Kirke i en Vogn med 4 Heste for. Det gaaer som forrige Gang. — Tredie Søndag klædes hun i Guld og kjører i en Vogn med sex Heste for. Da mister hun Guldskoen, som Prindsen beholder. Denne prøves af alle Fruentimmer, høie og lave, og passer endelig den ældste Kjærringdatter. Men medens Prindsen og hun kjøre til Kirke, komme Fuglene og synge Noget for Prindsens Øren. Kjærringdatteren jager dem bort, indtil Prindsen befaler hende at lade det være; da hører han:

„Lidt af Hælen, lidt af Taaen,
Skoen fuld af Blod.“

Bruden forskydes, og den Rette findes.


Beslægtede Folkedigtninger.

Paa Dansk. Se hos M. Winther i hans Folkeeventyr, S. 48—53, „Historien om den lille Kokketøs,“ der slutter sig nær til Hovedmomenterne i vort Eventyr. Jfr. fremdeles samme Bogs Fortælling „Om de to Kongedøttre, 12—17.

Paa Tydsk. Grimm, Märchen I, 114—123 og III, 36 fgg. „Aschenputtel,“ hvilken Overlevering især stemmer med Varianten fra Bygland, men tillige har et Tilknytningspunkt til Varianten fra Fjeldberg i Træet, der meddeler Gaver. Se fremdeles samme Værk I, 356—363, „Allerlei-Raub;“ og endelig II, 212—222, „Einaüglein, Zweiaüglein und Dreiaüglein,“ hvilken Fortælling staaer nær den Variant hos os, der fortæller om Skjæreøiet, som blev slængt i Nakken paa Pigen.

Paa Engelsk. Tabart: Popular Fairy Tales or a Liliputian library. P. 1. „Cinderella or the little glass slipper“ stemmer med Slutningen af det norske Eventyr.

Hos Skotlænderne. Med Begyndelsen af vort Eventyr stemmer fuldkommen „The black bull of Norrowæay,“ RNob. Chambers Pop. Rbymes of Scotland, 244. Til Slutningen Eventyret om Glasskoene: „Nippitfit and Clippitfit,“ sammesteds S. 218. Se ogsaa Indledning S. 203.

Hos Franskmændene. C. Perault: Eventyret „Cendrillon;“ Grimm, Märchen III, 379. Se fremdeles Grevinde d’Aulnoy, Nouveaux contes des fées, „Finette Cendron.“

Hos Italienerne. Basile: II Pentamerone I, 6. „La gatta cennerentola,“ der nærmest slutter sig til vor Variant „Lindedronningen.“

Hos Valacherne. Se Arth. und Alb. Schott, Walachische Märchen, „Die Kaisertochter Gänsebirtinn,“ S. 100, fgg., og tildeels „Die Kaisertochter im Schweinstall,“ S. 96—100.


20. Ræven som Gjæter.

Fortællingen fra Soløer, og neppe meget udbredt.


21. Smeden, som de ikke turde slippe ind i Helvede.

Hovedfortællingen fra Ringerige.

Fortælles ogsaa paa Rommerike og i Østerdalen i flere fra Hovedfortællingen lidet afvigende Ændringer.

I Lomb. har Eventyret følgende Tillæg til Side 116: Smeden kaster gamle Moer sin i Avlen, og da hun skriger som bare Trold, gaaer han efter St. Peder og Vorherre og beder dem hjælpe sig. De vare strax villige, og da de kom did, sagde Vorherre: „Stat op Markatta!- og saaledes blev Markatten til.

Se Fornmanna Søgur. IX, 56 og 175, sammenholdt med Grimms deutsche Mythologi XXXV fg. hvor dette Eventyrs høie Ælde paavises.


Beslægtede Folkedigtninger

Paa Tydsk. Se Grimm, Kinder- und Hausmärchen, I, 405—419 og III, 133—135, „Bruder Lustig,“ der mere i Begivenhedstræk end i Personligheden svarer til vort Eventyr. Den nævnte tydske Tradition bar desuden optaget vort Eventyr „Om Gutten og Fanden.“ I Hovedpersonens Charakteristik staaer vor Fortælling nærmere „Speilhansl,“ samme Værk, I, 419—423 og III, 135—149, med hvilken Overlevering det ogsaa har Adskilligt tilfælles i Fabelen. Den med Fanden afsluttede Contrakt forekommer i „Der Teüfel und seine Großmutter,“ Grimms Märchen II, 186 fgg. Kjærringens Omsmedning har sin Pendant i „Das jünggeglühte Männlein,“ sammesteds II, 269—271. Til S. 118—119 om Fandens Evne til at gjøre sig stor og liden sammenlign Grimms deutsche Mytbologi II, 951. Til Slutningen af vort Eventyr S. 121. Se desuden sammesteds Fortalen XXXVIII.


22. Hanen og Hønen.

Fortællingen fra Ringerige. Som de fleste Børneeventyr mindre udbredt.


Beslægtet Folkedigtning.

Hos Tydskerne. Lignende onomatopoietiske Træk i „Der Zaunkönig Zaunkønig,“ Grimm, Kinder- und Hausmärchen II, 394. Große Ausgabe. Göttingen, 1850.


23. Hanen, Gjøgen og Aarhanen.

Fortællingen fra Ringerige.

Vel kjendt i Grimstadegnen.


24. Lillekort.

Hovedfortællingen fra Ringerige; meget udbredt.

Dette Eventyr maa ei forvexles med en anden Kreds, som det staaer nær: „Fiskeren,“ der ogsaa beretter om to Sønner, som droge ud, men hvoraf den ene ved den anden frelstes fra en Hexes Fortryllelse til Steen. Det er ikke usandsynligt at Hovedfortællingen ved en Irring er bleven til ved en Sammensmeltning af Momenter af „Fiskeren“ og Lillekort: hele Handlingen fremmes af Lillekort, og Lavring har intet Andet at gjøre end at skille ham ved den ene Prindsesse.

1. Variant fra Vaage i Gudbrandsdalen. Smaaguttene, der mødte Troldene paa Hedalsskoven. Som mange Eventyr i Gudbrandsdalen har dette for en Deel antaget Sagnets Charakteer, idet det knyttes til bestemte Lokaliteter. Med Hovedfortællingen har det især tilfælles det vidtløftigen udmalede Moment om det stjaalne Øie. Sml. Juletræet for 1850, en Samling af Folke- og Børneeventyr, fortalte af Asbjørnsen. S. 72.

2. Fra Birid. Kong Lavring. En Kone havde tre Sønner. Da de Ældste vare slemme med den Yngste, vilde han ikke være der, men reiste sin Vei og sagde, at naar han kom igjen, skulde de baade bukke og neie for ham. Ved et Vand traf han en gammel Kjærring, som gav ham en Stok, der var saadan, at den gjorde Bro, naar han slog i Vandet og sagde: „Bro foran mig!“ og naar han bare sagde: „Dø, dø!“ dræbte den Alt, hvad den kom nær. I Kongsgaarden blev han Gjæter, men han skulde gjæte Kjørene til Kongen, saa de bleve fede, uagtet Havnen var saa daarlig, at de ikke bleve mætte. Men paa den anden Side Vandet var den prægtigste Havn. Gutten gjorde Bro med Stokken sin og kom til et Kobberslot, hvor han fik en Kobberrustning, og Hest og Sværd og fulde Greier. Næste Dag kom han til et Sølvslot og den tredie til et Guldslot, hvor han fik lignende Greier af Guld og Sølv og Sværd og Heste. Havnen var saa fed og frodig, at Kjørene kom hjem fulde og mætte, og det stod vel til og var meget herligt. — Kong Lavring laa i Kjøkkenet om Ratten og hørte paa, at Gjenterne snakkede om, at den ene Prindsesse skulde bortgives til et Trold med 3 Hoveder. Kong Lavring tog paa sig Kobberrustningen og gik ned til Stranden. Da Troldet kom, spurgte det Ridder Rød, som skulde frelse Prindsessen: „Vil Du slaaes idag?“ — „Aa net, det kan være til imorgen,“ sagde Ridder Rød. — „Ja, men jeg vil slaaes idag,“ sagde Kong Lavring og pegede paa Troldet med Stokken og sagde: „Dø, dø!“ Ligeens med to Trold med ser og ni Hoveder. Men da det sidste Troldet kom, blev Ridder Rød saa ræd, at han faldt ned af Birken, han var krøbet op i og brød Laarbenet af sig. Kong Lavring hjalp ham tilrette, men tog først ud alle Tungerne af Troldet, og siden hjalp han Ridder Rød at faae Hovederne paa en Sogn, som skulde kjøre dem til Kongsgaarden. Opløsningen som sædvanlig. Da Prindsessen er stuur, kommer det til Forklaring: Tungerne findes hos Gjætergutten, der skal have hende, og Ridder Rød aflives. Da de komme fra Kirken, reiser Kong Lavring i Guldrustningen indenom sin Moder og Brødrene, der falde paa Knæ for ham, som han havde sagt, da han reiste. Nu gav han den ene Kobberslottet, men Guldslottet beholdt han selv.

3. I Hjertdal fortælles Begyndelsen saaledes: En Mand og en Kone fik ingen Børn. Herover var Manden saa vred, at han reiste fra Konen sin og sagde, at havde hun ikke faaet Barn, naar han kom hjem igjen, saa vilde han dræbe hende. Hun gik til Grandkonen og klagede sin Nød. „Tag lidt varmt Vand og en Fille, og læg i et Trug i Kvæld, og dæk vel over det, saa skal du vel blive hjulpen,“ sagde Grandkonen. Det gjorde Konen, og om Morgenen laa der et Æg i Truget; i det raabte det til Konen: „Pik mig ud! Pik mig ud!“ Hun gjorde faa, og en liden Gut sprang ud af Ægget. Han drog derpaa ud og udførte de Bedrifter til Prindsessens Redning, som i Hovedeventyret tillægges Lillekort. Partierne, hvori Kong Lavring forekomme, ere borte af denne Tradition.

4. I Evje har Eventyret atter en anden Begyndelse: Et Par fattige Folk havde to Sønner; det var saa armodsligt med dem, at Fadderne selv maatte lægge til Daabsklæderne. Om Natten efter Barselet lagde de afsted fra Forældrene, fordi de syntes, at disse havde nok med at skaffe sig selv det, de behøvede. Paa Veien satte de sig under en Gran, og der blev den Ene siddende medens den Anden vandrede videre. Som han sad, kom 12 Riser drivende med en Øxe. Riserne havde kun eet Øie sammen; naar den ene brugte det, vare de andre blinde. Gutten kløv op i Granen, og Riserne slagtede Oxen og begyndte at stege den. Men medens de holdt paa med det, lugtede de Gutten, og En af dem tog Øiet og kløv op i Granen efter ham, men med det samme han greb efter Gutten, slap han Øiet ned. Gutten var ikke seen; mens alle Riserne vare blinde, hoppede han ned og snappede Øiet, og nu maatte hver give ham en Gave, før de fik Øiet igjen. Paa den Maade blev han Eier af et Sværd, en Pibe, o, s. v., som han siden brugte til at frelse Prindsessen, omtrent som i Hovedfortællingen, men siden ogsaa sin Broder.


Beslægtede Folkedigtninger.

Paa Svensk. Hyltén-Cavallius och Stephens have anført vort Eventyr som Pendant til „Silfverhvit og Lillvacker,“ hvilken Overlevering dog nærmere slutter sig til et endnu ei fortalt norsk Eventyr „Om Fiskeren.“ Lillekort har derimod Træk, der ganske svare til Led af „De tre Svärden,“ Folkssagor och Äfventyr, S. 45 fgg. Begyndelsen af den her nævnte svenske Tradition gjenfindes i en anden endnu ei fortalt norsk.

Paa Dansk. Lighed i Navn og tildeels i Begivenhed findes i „Kong Laurins Krønike,“ Nyerups Almindelig Morskabslæsning, S. 65 fgg. Folkebogen er overført fra Tydsk.

I Hertugdømmerne. Se Müllenhoff, „Rinroth,“ S. 453 fgg. I dette Eventyr, der ganske svarer til „Lillekort,“ bliver Øiet, ligesom i en af vore Varianter, stjaalet fra tre Riser, der kun have dette ene tilsammen.

Paa Tydsk. I Eventyret „Die goldne Gans,“ Grimms Märchen I, 350—355, forekommer et Skib, som gaaer Land og Vand.

Paa Arabisk. Et Telt, der udfoldet kan spændes over en heel Armee, men sammenlagt kan holdes indeni Haanden, danner et Slags Sidestykke til Lillekorts Skib. Se Tausend und eine Nacht, oversat af Habicht m. fl., 9de Deel, S. 143—237, Nat 419—424. „Prinds Achmed og Feen Pari Banu.“

Hos Perserne forekommer en i sine Hovedtræk lignende Fortælling. Se „Die Sage von Lohrasp.“ S. 246, II B. i „Das Heldenbuch von Iran aus Schah Nameh des Firdußi von Görres. Berlin. 1820.“


25. Dukken i Græsset.

Fortællingen fra Hedemarken; forefindes neppe mange andre Steder.


Beslægtet Folkedigtning.

Hos Tydskerne. Noget tilfælles med vort Eventyr har „Die drei Federn.“ Grimms Märchen, I, 317—350.


26. Paul Andrestuen.

Hovedfortællingen fra Røken.

Eventyret er forskjellig varieret, almindelig kjendt paa Rommerige, i Birid, Thoten, Gudbradsdalen, Østerdalen, Valders, Ringerige, Hallingdal og Thelemarken.

Variant fra Thoten. En Bonde skulde leie Tjenestegut. Da han spurgte, hvad han vilde have for Aaret, sagde Gutten: „Jeg skal tjene dig, til Kjærringen din fortæller sin egen Skam, da vil jeg have ti Daler.“ Dermed var Bonden vel fornøiet, thi han troede ikke noget Ondt om sin Kone. „Men een Feil er der ved mig,“ sagde Gutten, „naar jeg glaamer allermest, saa sover jeg allerbedst.“ — „Aa, det er ikke farligt,“ meente Manden. — En Eftermiddag skulde Manden bort; da Konen fik vide det, sendte hun Bud til Jo borte i Gaarden, og han kom til hende om Kvælden. Da Gutten laa paa Bænken og storglaamede, turde han ikke lægge sig med hende; men Konen sagde ham, at naar Gutten glaamede mest, sov han bedst. Da Jo skulde gaae, sagde Kjærringen, hun skulde komme til ham med Rømmegrød og andet Naskeri i Skoven Dagen efter, men hun bad ham fælde en Buske i den Vei, han tog; for hendes Folk skulde ogsaa i Tømmerskoven. Da Bonden og Gutten gik om Morgenen, tog Gutten Busken ud af Joes Vei og lagde i den, han og Manden tog, og da det led om lidt kom Kjærringen bort gjennem Skoven. „Naa,“ skreg Manden, „hvad er det, du kommer med?“ — „Aa aa,“ sagde Kjærringen, „jeg syntes, I havde saa tungt Arbeide, saa kogte jeg lidt Flødegrød og tog med lidt Naskeri til Jer.“ De spiste baade godt og vel, men de kunde ikke fortære mere end Halvdelen. Lad os bede hid Jo borte i Gaarden,“ sagde Gutten. „Ja ja,“ sagde Konen; det syntes hun vel om. „Jeg skal gaae foran med dette Naskeriet, saa kan du komme efter med Potten,“ sagde Gutten til Manden. Da Gutten kom saa langt frem, at Jo kunde see ham, slap han ned et Stykke nu og da af det, han bar, for at Manden, naar han kom efter, skulde plukke det op. Til Jo sagde Gutten, at Manden sankede Steen for at stene ham fordi han vidste, Jo havde med Konen at gjøre. Jo afsted bort igjennem Skoven. Imedens gik Gutten tilbage til Manden og Konen. „Skynd Jer, Mand, Jo ligger daudfærdig mellem to Træer.“ Manden afsted; Jo foran og han efter, og af og til plukkede han nogle Smuler. Da han kom igjen, plukkede han op det, Gutten havde sluppet nærmest ved det Sted, hvor Kjærringen var. „Seer Du, Manden din gaaer og sanker Smaasteen; han vil kaste dig ihjel,“ sagde Gutten; „for han har mærket, hvordan du har det med Jo; derfor er det bedst, du skynder dig hjem.“ Kjærringen afsted, det forteste hun kunde. Til Manden sagde han, at Badstuen hans stod i lys Lue; „nu fløi hun Moer hjem som hun var brændt,“ sagde han. Manden efter, Konen foran. „Nei, jeg skal aldrig gjøre det meer da,“ skreg Konen, da hun saa, han bukkede sig efter Smulerne. „Hvad er det, du har gjort?“ sagde Manden; „har du tændt Ild paa Badstuen, dit Skarn!“ — „Nei jeg skal aldrig ligge med Jo borte i Gaarden meer.“ Dermed fik Gutten de ti Dalerne og reiste sin Vei.


27. Soria Moria Slot.

Hovedfortællingen fra Røken.

Fortælles i Forthun under Navnet „Solberg Slot.“


Beslægtede Folkedigtninger.

Hos Englænderne. Af „De tvende Veronesere“ synes det, at Schakspeare har kjendt et lignende Eventyr eller et Eventyr med lignende Slutning. Jfr. „Quellen des Shakspeare in Novellen, Märchen und Sagen, berausgegeb. von Echtermeyer, Henschel und Simrock.“ III. 262.

Hos Araberne. „Asem und die Geisterköniginn.“ Tausend und eine Nacht X, 225 fgg. Se forresten, hvad der er anført i Anmærkningerne til No. 9, „De tre Prindsesser fra Hvidtenland.“


28. Herrepeer.

Hovedfortællingen fra Ringerige,

foresten meget udbredt. Fortælles saaledes i Hallingdal under Titel „Herre Perre Knøland.“

Variant fra Thelemarken. Kong Knud fra Knølande. En gammel Kone havde en Søn, en Ko og en Kat. Gutten gjorde aldrig Andet end sidde med Benene i Kakkelovnskrogen og grave i Asken. Da Moderen bøde, spurgte Gutten Katten, hvor de skulde faae Mad fra. „Lad os tage fat paa Koen,“ sagde Katten, og til at rive Kjødet af den, og saa spiste de, saalænge der var Noget igjen af den. „Hvor skal vi nu faae Mad fra, Puus?“ sagde Gutten. Bind en Sæk paa Ryggen min, skal vi nok faae Mad,“ sagde Katten, og løb den i en Hesteflok, hvor den truer en Hest med Haar som Sølv og Guld med at rive ud Øinene paa den, hvis den ikke vil følge med til Kongens Gaard. Her siger Katten, at den skal hilse Kongen fra Kong Knud paa Knøllande og bede ham ikke forsmaae Hesten. Derpaa bringer Katten til Kongsgaarden en Ko og saa en Saud med Guld- og Sølvbaar og faaer Mad i Sækker og Penge i Lommen. Kong Knud indbydes nu som i Hovedfortællingen til Kongsgaarden, men Katten reiser derhen først, og for at skaffe ham Klæder siger den, at han er bleven udplyndret af Røvere, saa at han ikke har Klæder paa Kroppen. Da han er kommen til Kongsgaarden, siger Katten, at de vil lægge ham i en Seng med tre Dyner i og tre Erter mellem hver, og han maatte ikke lægge sig, men gaae oppe og jamre sig over, at de vilde lægge ham paa Kampesteen. Gutten gjør saa. „Han maa være fiint vant,“ sagde Kongen og Hoffolkene. Kong Knud frier til Kongens Datter og skal føre hende hjem som Brud til sit eget Slot. Katten siger ham, at alt det Prægtige, han seer paa Reisen, skal han sige er hans, og han skal tage ind der, hvor Katten lægger sig i Døren. — Der var Alt stelt til Gjæstebud, saa at de satte sig tilbords med det samme de kom. Men Puus var i Kjøkkenet. Ret som det var, kom der et digert Trold og bankede paa Kjøkkendøren. Luk op,“ siger det, „Du skal først faae vide, hvad Rugen gjælder,“ siger Katten. „Luk op,“ siger Troldet. „Først saae de den, siger Katten. „Luk op,“ siger Troldet. „Saa harver de den, siger Katten. „Luk op,“ siger Troldet. „Saa kommer den op,“ siger Katten. „Luk op,“ siger Troldet. „Saa skjærer de den,“ siger Katten. „Luk op,“ siger Troldet. „Saa tærsker de den,“ siger Katten. „Luk op,“ siger Troldet. „Saa maler de den,“ siger Katten. „Luk op,“ siger Troldet. „Saa bager de den til Brød,“ siger Katten. „Luk op,“ siger Troldet. „Ja, men see nu bag dig først, hvor gjildt din Søster rider Brud,“ siger Katten. Saa glante Troldet bag sig; idetsamme randt Solen, og saa sprak det saa reent itu, at Hovederne rullede henover Marken. Disse ryddede Katten bort og kastede ham udfor en Fjeldufs. Saa maatte Kong Knud hugge Hovedet af Katten, der blev til en deilig Prindsesse, som til Gjengjæld for sin Frelse forærede ham Slottet med alle dets Herligheder.

2. Variant fra Soløer. Jeg gjæter for den unge Brud, som giftede sig i Kongsgaarden igaar. En fattig Mand havde to Børn, en Gut og en Gjente. Engang skulde han koge en Grød, men da han havde kogt den, blev Manden og Konen Uvenner om Grøden; han tog Gryden paa Ryggen og reiste sin Vei; hun tog Tvaren og reiste efter, saa Børnene bleve alene hjemme. En Stund efter kom Kongen did og tog dem med sig til Kongsgaarden, og saa likte han Gjenten saa vel, at der blev Bryllup. Medens de sad ved Bordet, fik hun see Faer sin flyve forbi med Gryden paa Rakken og Moderen efter med Tvaren, og saa begyndte hun at lee. Da Kongen spurgte hvad hun lo af, turde hun ikke sige hvad det var, fordi hun var Dronning, men saa svarede hun: Ø„Aa jeg synes, det er saa rart bygget her.“ — „Ja saa, synes du det? Ja i Morgen skal vi reise did, du er fra, saa faaer vi see, om det er ligere der,“ sagde Kongen. Da de vare gaaet fra Bordet, græd Dronningen, fordi de skulde see den usle Stuen, hun var fra; men saa kom der en Hund til hende og sagde, at hun ikke skulde være bange, men reise efter der, den reiste foran. Saa mødte Hunden en Gjæter. „God Dag, min Gjæter,“ sagde Hunden. — „Gud signe dig,“ svarede Gjæteren. — „Hvem gjæter du for?“ — „For den store Manden i Bjerget.“ — „Fy, det maa du ikke sige; nu kommer Kongen med hele sit Følge, og faae de vide det, saa dræbe de dig.“ — „Hvad skal jeg sige da?“ — „Sig, at du gjæter for den unge Brud, som giftede sig i Kongsgaarden igaar.“ — Dette Gjæterens Svar syntes Kongen godt om; thi han troede før, at Bruden var fattig. Kort efter kom de til et Slot; Hunden foran over et Vandpuds og fik et Nøgleknippe paa Benet og laasede op Slotsdøren. Derinde var der dækkede Borde, og Hunden hviskede til Dronningen, at de skulde til Bords. Da de havde lagt sig om Aftenen, gik Hunden udenfor og passede paa Bjergmanden. Da han kom, spurgte den, om han kunde saae Braaterug. „Nei.“ — „Ja, saa skal jeg lære dig det. Først skal du hugge ned Skoven og brænde den; saa skal du saae Rugen og kravse den; siden skal du skjære den og hække den. Men see den skjønne Jomfruen som rider over Aasen!“ sagde Hunden, da Solen randt. Bjergmanden sprak, da han vilde glane paa Solen. Om Morgenen kravsede Hunden paa Dronningen og fortalte, hvad han havde gjort, og bad hende at hugge Hovedet af hen. Da blev den til en Ridder, den høieste næst Kongen; og Kongen syntes saa godt om sig paa Slottet, at han aldrig reiste hjem igjen.

3. Variant (formodentlig) fra Smaalehnene. Kong Katmand. Stemmer i Begyndelsen med Hovedfortællingen paa det nær, at Katten fanger og bringer til Kongsgaarden en Sortræv, en Hvidbjørn og en Hjort, og har med Varianten No. 1 det tilfælles, at Kong Katmand ikke kan besøge Kongen, fordi han paa Jagt er bleven udplyndret ligetil Klæderne af Røvere, og nu faaer Katten prægtigere Klæder til ham for hver Gang. Kong Katmand holder Bryllup med Kongens Datter, og Katten siger, han skal bede Kongen og Hoffet med til sine Slotte. Han vil ikke, fordi han ikke har noget Slot; men Katten lover at skaffe og løber foran til et Kobberslot. Da den banker paa, kommer der ud en Bjergmand med tre Hoveder. „Jeg kan Kunster, jeg,“ siger Katten. „Hvad for Kunster?“ spørger Bjergtroldet. „Jeg kan gjøre mig saa stor som et Huus.“ — „Det var vel nogen Sag!“ — „Jeg kan gjøre mig saa liden som en Muus.“ — „Det var vel nogen Kunst! det kan jeg og,“ sagde Troldet. „Det vil jeg see paa,“ sagde Katten. Saa gjorde Bjergtroldet sig saa lidet som en Muus, og saa bed Katten alle tre Hovederne af det. — Kongen undrede sig over Slottet og alle dets Herligheder, men Prindsen sagde, at det bare var et Lystslot, og at de skulde videre. Kom til et Sted af bare Sølv, hvor det gik ligeens med et Bjergtrold med sex Hoveder. Kongen troede, at her var det herligste Sted paa Jorden. Men Prindsen sagde, at næste Dag kom de først til det rette Slottet. Katten kom til et Slot af pure Guld, hvor den paa samme Maade bed alle ni Hovederne af Bjergtroldet. Medens Kongen og Prindsen sadde tilbords i Glæde og Herlighed, kom Katten og truede Prinsen til at hugge Hovedet af den; saa blev den til en deilig Prinds, som fik Kongens anden Datter, og de levede paa Sølvslottet; men paa Guldslottet der boede Kong Katmand selv.


Beslægtede Folkedigtninger.

Hos Svenskerne. Se Hyltén-Cavallius och Stephens: Svenska Folksagor och Äfventyr, S. 179 fgg. „Slottet, som stod på Guldstolpar.“ Begyndelsen ganske forskjellig fra vort Eventyr, Slutningen derimod i det Væsentlige overeensstemmende. Af de i Anmærkningerne meddeelte Varianter slutter især No. 3 og 4 sig til vor Fortælling. Se ogsaa Geijer och Afzelius: Svenska Folkvisor, II, 176. „Stige Lilles Bjudning.“

Hos Italienerne forekommer Eventyret under Navnet „Gagliuso“ Uasiles Pentamerone II, 4, og i Schmidts Oversættelse af Straparolas Eventyr S. 180, under Benævnelsen „Die Katze.“

Hos Franskmændene. Se Perrault: Contes du temps passé, No. 5, „Le maitre chat ou le chat botté.“

Hos Araberne. Til vort Eventyr svarer i Begyndelsen Fortællingen „Abu Muhamed Alkeslan.“ Se Tausend und eine Nacht, übers. von Habicht. XIII, 306 fgg.


29. Vesle Aase Gaasepige.

Hovedfortællingen fra Soløer.

Er udbredt i det Østenfjeldske. Paa Ringerige har Eventyret samme Navn og Begivenhederne samme Gang; kun er det Kongssønnen i Danmark som fæster Aase, hvorfor hun paa hans Spørgsmaal svarer ham:

„Jeg sidder her
Og sætter Bod paa Bod og Lap paa Lap,
Til jeg bliver Dronning i Dannemark.“


Beslægtede Folkedigtninger.

Paa Dansk. En Steen, som ingen Ridder kan sidde paa, med mindre han er skjær og reen, omtales i Nyerups: Almindelig Morskabslæsning, S. 129, til „Vigoleis med Guldhjulet.“

Hos Araberne. I den oftere anførte Udgave af Tusind og een Nat, spiller et Troldspeil samme Rolle i Kydskhedsprøven som Stenen i vort Eventyr. VI. 148—176 Efter Anhanget til 13de Deel af nævnte Værk er det hos Ariost og i Romanerne om Kong Arthus og Ridderne af det runde Bord et Tryllebæger.


30. Gutten og Fanden.

Fortællingen fra Ringerige,

kjendt i Ullensager som selvstændigt Eventyr. Egentlig er denne lille Tradition kun en Forvandling af et Træk i „Smeden, som de ikke turde slippe ind i Helvede.“


Beslægtet Folkedigtning.

Hos Tydskerne. Se Grimm: Kinder- und Hausmärchen, „Bruder Lustig,“ i hvilket Eventyr et Træk svarer til vor lille Tradition og synes at vise, at denne egentlig er et løsrevet Brudstykke af „Smeden, som de ikke — &c.“ Se Anmærkningerne til No. 21. Til Trækket om Fandens Evne til at gjøre sig stor og liden se Grimms deutsche Mythologie, II S. 951.


31. De syv Folerne.

Hovedfortællingen fra Aadalen, Annex til Ringerige.

Fra Hardanger. Følgende Pendant, der er os meddeelt fra Hardanger, er det eneste Vidnesbyrd vi have om dette Eventyrs videre Udbredning. En Mand havde to Sønner og en Datter; han gik ud med denne for at faae hende i Tjeneste, mødte en Slusk, som havde fornøden en Tjenestetøs, og til ham kom hun. Da Manden kom hjem og ikke vidste, hvor han havde stedet Datteren sin hen, blev Konen forskrækket, og sendte ud den ældste Sønnen for at finde hende. Langt om længe kom han til en Skov, hvor der boede en Huusmand, som sagde ham, at hun var paa en Gaard tæt ved, men det var saa ildt at komme frem, at han maatte bie Natten over, og vilde han ligge i Seng med ham og spise en Saa Suppe med ham, kunde han det, sagde Manden. „Nei,“ sagde Gutten; han vilde heller ligge paa Bænken. Næste Dag balte Gutten gjennem Skov og Krat til han kom til Gaarden, hvor Søsteren lukkede op for ham og sagde, hun havde det godt. Saa tog han ogsaa Tjeneste der. Derpaa udsendte Forældrene den anden Søn, som det gik ligeens med. Men denne vilde ligge i Seng og spise Suppe med Huusmanden, og den anden Dag kom han til Gaarden, hvor han ogsaa tog Tjeneste. Dagen efter sagde Huusbonden til den ældste Søn, at han skulde ud at gjæte de 12 Studene hans, og gav ham Noget med i Skræppen, som han ikke vidste, hvad var. „Naar du kommer paa Veien, saa sidder der to Fugle, den ene rar og den anden styg. Til den stygge skal du sige: du Fine, og til den rare: du Stygge.“ Da Gutten mødte Fuglene havde han glemt dette og sagde du Fine til den rare og du Stygge til den stygge og saa vandt han ikke længer, men maatte blive siddende der til Studene kom tilbage igjen. Huusbonden spurgte ham, hvorledes han havde staaet sig. „Brav.“ sagde Gutten. „Det skal jeg snart see i Skræppen din,“ sagde Huusbonden. „Galt er det gaaet, og galt bliver det med dig,“ sagde han, da han saa deri. Tredie Dag skulde den Yngste i Veien, men han sagde til Fuglene, som Huusbonden havde sagt, og slap frem. Paa Veien saa han en Hest, som stod oppe i en Steenurd og var saa tyk og fed, og længer frem en Hest, som stod i den tykkeste Eng og var mager og ussel. En Stund længer frem kom de til en Kirke, hvor alle 12 Studene gik ind og blev til Mennesker, som gik en Gang omkring Alteret og fik Brød og Viin. Da de kom ud, bleve de til Stude og fore samme Vei hjem, og saa spurgte Huusbonden som den forrige Gang. „Godt,“ sagde Gutten. Da han havde seet i Skræppen, sagde han: „Godt har du gjort det, og godt skal det blive med dig ogsaa“. Den fede Hest, som du saa i Steenurden, var Lazarus, den magre i Engen den rige Mand, Studene de tolv Apostle, og den, der uddeelte Brød og Viin, Jomfru Maria.“


32. Gidske.

Hovedfortællingen fra Røken.

Fra Ringebo. Efterstaaende Fragment af en Pendant fra Ringebo i Gudbrandsdalen hører herhen. Der var engang tre Brødre; den yngste sad altid i Asken og grov, og da de to ældste skulde ud at stjæle en Buk hos en Mand, vilde de ikke have Askefisen med: men han rendte en Beenvei og fortalte Manden det og bad ham om at faae laant den store Smediehammeren hans. Med den satte han sig i Saudhuset, og da den første kom ind, slog han til ham i Panden. „Huf, han stanger,“ sagde han. „Aa vørd ikke det, Gut,“ sagde den anden; men saa slog han Slag i Slag og stangede ham saaledes, at han maatte ud. Fordi Askefisen havde frelst Bukken, fik han en Saud; saa rendte han Beenveien hjem, og da Brødrene kom, sad han og grov i Asken. „Hvor har du faaet den Sauden?“ spurgte De. „Aa jeg fandt den i Asken.“ Ligedan med en Gaas, de skulde stjæle, men da brugte han Smedietangen og kløp dem med. Saa skulde de tage en Gjed, men da kom Hammeren for en Dag igjen. Da de saa, at Askefisen fik saa mange Ting, vilde de have ham med; men efter Overlæg med Bonden, som de skulde stjæle fra, bar han sig ad som Gidske og raabte og skreg, hvor de kom hen. Resten mangler.


Beslægtet Folkedigtning.

Hos Tydskerne. Grimm, Kinder- und Hausmärchen, I, 301—309: „Frieder und Catherlieschen,“ der fornemmelig i Slutningen ganske svarer til „Gidske.“ Se fremdeles samme Værk I, 173—177 og III, 66: „Die kluge Else,“ hvilken Fortælling har Grundtanken og nogle Begivenhedstræk mod Slutningen fælles med vort Eventyr. Begivenhedens Begyndelse ligner derimod et norsk Eventyr af Kredsen „Frierhistorier“ — en Eventyrrække, der maaskee af alle vore har det friskeste og djærveste Lune, men som paa Grund af Indholdet vanskelig kan gjenfortælles. Et enkelt Træk har „Gidske“ tilfælles med „Daumesdick,“ se Grimms Märchen I, 191 fgg 33.


33. De tolv Vildænder.

Hovedfortællingen fra Eidsvold.

Er meget udbredt, saaledes kjendt i Gudbrandsdalen, Østerdalen o. m. fl. Steder.

1. Variant fra Birid, der i det Hovedsagelige stemmer med Hovedfortællingen. Sønnerne forvandles her til Ulve. Da Prindsessen skulde paa Baalet, var hun saa nær færdig, at hun bare havde igjen et Knaphul. Hun gjorde Miner til Kongen og Hoffolkene om at faae Lov til at sye dette færdigt; det fik hun. Men saa bedrøvet som hun var, kunde hun ikke holde sig fra at græde, og der trillede en Taare fra hendes Øie ned paa Skjorten. Da hun var færdig, blæste hun i en Pibe, Brødrene havde givet hende, og saa kom de alle Tolv, og eftersom hun kastede Skjorterne over dem, mistede de Ulvehammen og bleve Prindser, men den Yngste manglede det ene Øie efter den Taare, hun havde fældet. Resten stemmer paa det nær, at den gamle Dronning her rulles i en Spigertønde.

2. I Grimstadegnen fortælles Eventyret nærmest som i foranstaaende Variant fra Birid; dog er det som i Hovedfortællingen et Ærme og ikke et Knaphul, som mangler ved den yngste Prindses Skjorte; han faaer derfor en Ulvelab paa venstre Side. Om Taaren taler denne Variant ikke, hvorimod Rullingen i Spigertønden findes i dette som i alle Eventyr i Grimstadegnen, naar der er Tale om Straf.

3. I Bygland i Sætersdalen fortælles Eventyret med følgende Forandringer: En Konge og en Dronning havde 12 Sønner, men ingen Datter. Dronningen talte med en Troldhex, som lovede hende, at hun skulde faae et Barn. Naar dette kom til Verden, skulde de hænge ud et Flag: var det en Søn, skulde Flaget være rødt, men var det en Datter, skulde det være hvidt. Dronningen fik en Datter, i Hastigheden kom de til at hænge ud feil Flag og tog et rødt. Da skabte Troldhexen de 12 Sønnerne hendes om til Duer; de pikkede strax Vinduet itu og foer afsted. Nu følger Traditionen Hovedfortællingens Gang; kun drømmer ikke Prindsessen om Brødrenes Hytte, før hun kommer paa den grønne Flek, hvor hun finder dem. I den lille Hytte seer hun 12 Senge og 12 Sølvkruus paa Bordet. Hun gaaer ud og klyver op i et Træ, som staaer over Brønden. Brødrene komme hjem og den ældste skal hente Vand. Seer hendes Billed, men ikke hende. Forundrer sig over dette for sine Brødre. Den næstældste gaaer ud, og saa Alle ligetil den 12te; han seer op, bliver hende vaer og lokker hende ned. Nu skal hun redde Brødrene paa samme Viis som i Hovedfortællingen, ved at samle Myrfivel til Skjorter til dem. Under Arbeidet sees hun af en Ridder, der gifter sig med hende. Hans Moder tager hendes Børn og kaster i Søen, skjærer Halsen over paa en Hane og smører hende om Munden med. Da den unge Dronning skal bringes til Baalet, kan hun ikke holde sig: hun græder en Taare; men napper strax Lommetørklædet sit af Barmen, fanger Taaren deri og knytter en Knude paa. Med det samme kjender hun i Barmen en Pibe, hun havde faaet af Brødrene sine, og som hun skal blæse paa i sin yderste Nød; den griber hun og til at blæse. Brødrene komme flyvende; hun kaster til dem Skjorterne og de blive til Prindser. Men den yngste er blind paa det venstre Øiet. Hun gnider hans Øie med Taaren, hun har i Lommetørklædet, og han faaer sit Syn igjen. (Dette Træk forekommer i „Rapunzel,“ Grimm, I. 66—69.)


Beslægtede Folkedigtninger.

Hos de Danske. Se M. Winthers Folkeeventyr: „De elleve Svaner,“ S. 7—11. Begyndelsen har vort Eventyr fælles med „Snehvide,“ samme Bog, S. 40 fgg.

Hos Svenskerne. I „Stige Lilles Bjudning“ er Dugen af „åkerull.“ Geijer och Afzelius, Svenska Folkvisor. II, 176.

Hos Tydskerne. Hos Grimm: Kinder- und Hausmärchen, I, 48—54, har Tallet og tildeels Begyndelsen fælles med vort Eventyr; „Die sechs Schwäne,“ samme Værk I, 243—249 staaer dog vor Fortælling nærmere, navnlig i Redningsmidlet. Det viser sig ogsaa, at dø nævnte tydske Eventyr ere Skud af samme Rod; thi „Die sieben Raben,“ sammesteds III, 82—87, forbinder begges Hovedmomenter ligesom vor Fortælling. Jfr. ogsaa „Die sieben Raben,“ I, 133—136.

Hos Franskmændene. Trækket om Blodet, der falder paa Sneen, gjenfindes i Eventyret „Sort, Hvidt, Rødt,“ hvilket ifølge Kletkes Märchensaal staaer i Cabinet des fées. XXXI.

Hos Italienerne. „Das Mädchen im Schrein,“ Märchen des Straparola, aus dem Italienischen von Schmidt, S. 115 fgg., har et Træk, der minder om Maaden, paa hvilken den onde Svigermoder bringer Dronningen i Mistanke. Vor Variant fra Bygland har Begyndelsen fælles med „Li sette palommielle,“ Pentamerone IV, 8.


34. Mestertyven.

Hovedfortællingen fra Sell i Gudbrandsdalen, med indtagne Træk af et Par i det Væsentlige overeensstemmende Eventyr fra Læssø og Gjerdrum. Trækket om Stegen, som Mestertyven stjæler ved Hjælp af de tre Harer, er saaledes af Eventyret fra Læssø, ligeledes Pudset, som han spiller Præsten. Fortællingerne om Hestetyverierne ere af Eventyret fra Gjerdrum. Fortællingen forefindes ogsaa i Østerdalen og Nordlandene.

1. Variant fra Vaage. Hans Mestertyv. En Mand havde tre Sønner og gav hver af dem 100 Daler, for at de skulde reise ud i Verden og lære Noget. Den Yngste tog af efter en smal Sti bort i en Skov og kom til et stort Slot, hvor han tog ind og bad om Huus. Men her var en ung vakker Gjente, som sagde, at han fik ikke Huus, for de Karle, som laae der, vare slige, at de dræbte Folk. „Jeg er ikke ræd dem,“ sagde Hans, „og dersom jeg ikke faaer Huus, saa tager jeg Huus,“ og dermed kastede han sig i Sengen til hende. Da Røverne kom hjem, spurgte de Gjenten, hvad det var for En, og hun svarede, han var kommen der om Aftenen, og hun havde ikke været istand til at faae ham ud igjen. En af Karlene til at bryne en stor Kniv, og de andre lagde paa Varmen. Gutten blev liggende til de kom og vilde dræbe ham, da sagde han: „Nei, I behøver ikke at dræbe mig; jeg har 100 Daler, og dem skal I faae, og dermed kastede han Seddelen til dem; og forresten,‚“ sagde han, „kunde jeg nok have Lyst til at være i Lære hos Jer.“ Det skulde han faae Lov til, hvis han kunde stjæle 3 Oxer fra en Mand. Dette udføres som i Hovedfortællingen. Da Hans kom hjem fra dette Tog, sagde han til Røverne, at nu havde han gjort sit Mesterstykke; nu kunde de gjøre deres. Saa strøg Røverne ud for at plyndre og dræbe Folk. Men Hans tog Hest og Kjærre og pakkede paa alt det Sølv og Guld, som fandtes i Slottet, og den unge Gjenten, som var der, tog han og satte ovenpaa og kjørte hende med sig hjem. Da han kom paa Traakken, mødte han Faer sin. „God Dag, Faer,“ sagde han; men han kjendte ham ikke. „Det er han Hans, Sønnen din,“ sagde han. Saa spurgte Faderen, hvad han havde lært, og da han fik høre at han havde været i Tyvelære og var bleven Mestertyv, bar han sig ilde og gik til Præsten for at forklage sig over ham. Præsten sendte Bud efter Hans og sagde, at hvis han kunde gjøre de Ting, han vilde befale ham, skulde han faae Lov at være Mestertyv; i modsat Fald skulde han ikke faae Lov. Først skulde han stjæle Præstens Fæhund. Mod Kvelden kom Hans med en Gjedeskindshit (Sæk) og en dygtig Svolk til Præstegaardsporten, gløttede paa Porten, tirrede Hunden med Stokken og holdt Sækken mod den; tilsidst blev den saa sindt, at den sprang lige ind i Sækken. Hans knyttede Baandet for, tog den med hjem og sendte Bud til Præsten, at hvis han vilde have Hunden igjen, maatte han hente den strax, ellers dræbte han den. Præsten vilde nu ikke lade ham faae Lov at være Mestertyv, med mindre han stjal Kariolhesten hans af Stalden, medens to Karle stode udenfor Stalddøren med korslagte Geværer og en sad paa Hesten indenfor. Dette udfører han paa lignende Maade, som Mestertyven i Hovedfortællingen stjæler Amtmandens 12 Heste, ved at forklæde sig som en gammel Kjærring med en Brændeviinsdunk i en Kurv. Men endda han havde stjaalet Hesten, vilde ikke Præsten kalde ham Mestertyv. Men naar han kunde stjæle bort Præsten og alle hans Penge, skulde han faae Lov at være det. Om Søndagen klædte Hans sig ud som en Engel, tog med sig en Gjedeskindshit, smøg ind igjennem en Glasrude i Kirken og gik op paa Prædikestolen og tog til at raabe: „Jeg er en Engel fra Himlen, som kommer for at hente Præsten og alle hans Penge til Himmerige.“ Kirkefolkene gik til Præsten og sagde dette, og han blev saa glad, at han pakkede ihob alle „de Skillinger,“ han havde, i et Tørklæde og strøg til Kirken. Da kom Hans med Skindsækken og bad Præsten at krybe nedi, men Pengene tog han til sig. Saa gik han til Præstegaarden og kastede Sækken ind i Grisebuset. Da Præsten havde ligget der en Stund, kom Gjenten og skulde slippe ind Grisene. Men da hun fik see, at der var Noget i Sækken, som rørte flg, sagde hun: „Nei, kaa Fan æ detta!“ „Gud trøste og bære mig, bande de i Himmelen ogsaa!“ raabte Præsten.

2. Fra Kvindherred i Hardanger. Tjuaguten. En fattig Enke havde en Søn; det var saa usselt med dem, at de ikke vidste, hvorledes de skulde ernære sig. Sønnen bad, at Moderen skulde „spøtte“ (strikke) ham et Par store Vaatter, for han vilde ud at stjæle. Nei, det vilde hun ikke. Men da det blev endda værre, og Gutten ikke holdt op at bede og tigge hende, maatte hun tilsidst føie ham. Paa Veien træffer han En, som giver sig ud for Mestertyv, og de blive enige om at stjæle sammen. De mødte om en Stund to Smaagutter med en Smaleflok (Saudeflok), som de vilde stjæle, men Mestertyven vidste ikke, hvorledes dette skulde gaae til. Tjuagutten løb foran dem og kastede ned først den ene Vaatten og saa den anden, og da Smaagutterne fandt disse, begyndte de at skjændes og slaaes om, hvem der skulde have dem. Imedens tog Tyvene Smalerne. Tjuagutten foreslog nu, at de skulde stjæle de smukke Klæder, Smaagutterne havde paa. Men det vidste Mestertyven ikke noget Raad til. Gutten tog en Smalebjelde og gik bortmed en stor Elv og gav sig til at klinge med den. Da Smaagutterne tænkte, at Smalerne vare paa den anden Side af Elven, trak de Klæderne af sig og svømmede over; imedens tog Tjuagutten dem. Da de kom hjem til Mestertyven, som havde en Hytte oppe i Fjeldet, skulde Mestertyven slagte Smalerne, og Gutten skulde gjøre Tarmene rene; da han havde holdt paa med dette en Stund, tog han en Som, blæste den op og hængte den op i et Træ. Saa gav han sig til at banke paa den af alle Kræfter med en Kjæp, og altimellem skraalte han: „Slaa mig ikke, slaa mig ikke: jeg skal nok sige, hvor Mestertyven er. Denne tog da tilbeens og kom aldrig mere igjen, saa at Tjuagutten beholdt Hytten og alt hvad der var i den. Men Mestertyvens Tyvekoster bar han hjem til Moe’r sin, saa han blev en rig og velholden Mand. Da han var ved Kirken om Søndagen, kom Skriveren og spurgte ham om, hvor han, som var saa ussel og fillet før, havde faaet saadanne prægtige Klæder. „Aa, jeg har stjaalet dem,“ sagde Gutten. „Saa skal du blive sløsen (ulykkelig).“ sagde Skriveren. „Det kan jeg ikke troe, for jeg har stjaalet dem fra en Tyv,“ sagde Gutten. -Ja, det er det samme, kan du stjæle den brune Hesten min, skal du slippe,“ sagde Skriveren. Ja, han fik prøve, sagde han. Saa satte Skriveren en Mand i hver Stalddør og en paa Hesten, hvorpaa Tyvegutten bemægtiger sig den paa samme Maade som Mestertyven i Hovedfortællingen, ved at give Karlene en Dvaledrik. Han forklædte sig her ikke som en gammel Kone, men tog blot andre Klæder paa og slog sig fremmed og spurgte, hvad de sad der og vartede paa, saa skjænkede han dem og hidsede den, der sad paa Hesten ved et Toug op under Taget. Da Gutten kom med Hesten om Morgenen, sagde Skriveren han skulde blive sløsen alligevel. Men Gutten meente nei; naar de havde gjort en Kontrakt, fik det blive ved den. „Ja, lad det saa blive da,“ sagde Skriveren; „det er det samme, kan du stjæle alt mit Guld og Sølv, skal du gaae fri.“ — Det er ikke saa godt; men jeg faaer prøve,“ sagde Gutten. Skriveren bad alle sine Venner og gode Grander til sig, tog saa alt sit Guld og Sølv og lagde paa en Dug paa Bordet, og rundt om satte de sig til at drikke og svire for at bolde sig vaagne. Da det led ud paa Natten, listede Tjuagutten og En til sig op paa et Loft, hvorfra der var en Lem ned til den Salen, Gjesterne vare i. Deroppe lagde de sig paa alle Fire og kikkede ned paa dem — Bums, saa puffede Tjuagutten den anden ned igjennem Lemmen, og han blev saa forskrækket, da han faldt ned i Selskabet, reiste sig op igjen og foer ud af Stuen som han var brændt. Hele Herskabet op og ud efter ham, for de troede det var Tyven. Imedens gik Tjuagutten ned, tog sammen alle fire Snipperne paa Dugen og foer afsted med alt Skriverens Sølv og Guld. — Da han igjen kom til Skriveren, sagde denne: „Du skulde være sløsen, men det er nu det samme; kan du stjæle Lagenet under mig og Særken af Konen min, skal du gaae fri.“ — „Det er ikke godt, men jeg faaer prøve paa det,“ sagde Tjuagutten. Dette udfører han paa samme Maade som i Hovedfortællingen ved at grave et Lig op paa Kirkegaarden o. s. v. Men det er her Skriverfruen, som opmuntrer Manden til at begrave Tjuagutten. Imedens Skriveren er ude, udfører Gutten sin Dont og gjør sig et Ærinde ud. Næste Dag, da Gutten kom med Lagenet, sagde Skriveren, at nu skulde han blive sløsen alligevel. Men kunde han gjøre et Skjælmsstykke mod Præsten, som hver Kveld, naar det blev mørkt, gik paa Kirkegaarden og bad til Vorherre om at komme op til Himmels, skulde han gaae fri. Tjuagutten klædte sig en Kveld ganske hvid og gik hen til Præsten. „Ak, kjære Herre Gud, nu vil du vist bønhøre mig. — „Ja,“ sagde Gutten, „nu skal du komme til Himmerige, men du maa tage alt dit Sølv og Guld med dig.“ Præsten gik hjem efter dette, og Gutten listede sig efter og ventede udenfor, til han kom igjen. Medens Præsten gik omkring og sankede sammen, sagde Præstekonen: „Herregud, Faer, mon jeg ikke kan beholde det Sølvstøbet med Sølvpengene i, som staaer borte i Vinduet?“ Jo, det meente Præsten, hun kunde. Da han kom ud, spurgte Gutten: „Har du alt Sølvet og Guldet nu?“ — „Ja,“ svarede Præsten. — „End Sølvstøbet med Sølvpengene i da?“ sagde Gutten. „O, du alvidende Gud!“ sagde Præsten og gik ind efter det. Da han kom ud, puttede Gutten Sølvtøiet i en Sæk og Præsten i en anden og foer afsted med ham op igjennem Kirketaarns­trapperne. „Hvor ere vi nu?“ spurgte Præsten. „Nu fare vi op over det høie Rees (Bakke), som er paa Veien til Paradis,“ sagde Gutten. „Ja, det kan jeg kjende paa Stenene, som mit Hoved slænger imod,“ sagde Præsten. Saa foer Gutten ud i en Blødmyr med ham. „Hvor ere vi nu?“ spurgte Præsten. „Nu fare vi igjennem de tykke Skyer,“ sagde Gutten. „Ja, jeg kan kjende det, for her er saa fugtigt.“ sagde Præsten. Om en Stund hørte de Gjæssene til Skriveren skrige. „Hvad er det for en Lyd, jeg fornemmer?“ sagde Præsten. — „Nu høre vi Lyden af Guds Engle,“ sagde Gutten. Saa kastede han Præsten ind i Gaasestien, og der blev han liggende, til Skriveren kom og hentede ham.

3. I en Variant fra Forthun, der i det Hovedsagelige stemmer med de gudbrandsdalske Fortællinger af dette Eventyr, trækkes Præsten ligeledes op igjennem Taarntrapperne. Det er den trange Vei, der fører til Himmeriges Rige, og Kvidret af Svalerne, der flyve ud og ind igjennem Taarngluggerne, er Lyden af de himmelske Fugle.

4. I Evje Præstegjeld har Eventyret følgende Momenter. En gammel fattig Enke har en Søn, som ingen Ting vil tage sig til. Endelig siger han til Moderen, at vor Herre vil, han skal lære sig til at blive Mestertyv. Konen korser sig og troer, han er gal. „Ja, troer du det ikke, saa gaae bort i Kirken og spørg selv,“ siger Gutten. Hun er gammel og gaaer skrøbelig sagte; imedens skyder Gutten Beenvei, skjuler sig i Kirken og svarer Moderen paa hendes Spørgsmaal, „at kan hendes Søn blive Mestertyv, saa bli’er der Mand af ham.“ — Han kommer til Mestertyven, just som hans forrige Dreng er udlært, og sætter op Lønnen sin med Mesteren om, at han skal stjæle den Væderen, den udlærte Gut har faaet i Fæstepenge. Han faaer den fat, ved som i Hovedeventyret at stille en Sko i Veien for ham to Gange. Den udlærte Gut faaer en anden Væder; den faaer han fra ham ved at bræge. Den tredie Væder stjæler han ud af den udlærte Guts Fjøs. — Han erklæres udlært. Kommer til en Præst. Med denne og Klokkeren vil Herremanden, som boer i Nærheden, ikke omgaaes. Det er Præsten sindt over, og faaer Gutten til at stjæle fra Herremanden først Hesten, han rider paa, derpaa Dugen af Bordet, han sidder ved, og endelig Særken af Konen hans. Nu blive Præsten og Klokkeren for storagtige til at ville omgaaes med Herremanden. Saa faaer denne Gutten til at narre Præsten og Klokkeren ind i en Sæk, hvorpaa han, som i Hovedfortællingen, bærer dem bort i Grisehuset. Saa kan Herremanden, Præsten og Klokkeren være sammen igjen, for da ere de lige gode.

5. I Ullensvang fortælles Eventyret med følgende Træk. Mestertyven, der allerede ansees udlært, vædder med en Kjøbmand, at han skal stjæle Hesten af hans Stald, og gjør det omtrent som i den østlandske Tradition. Han vædder derpaa med Byens Bisp, at han skal skamstjæle ham. Bispen bruger hver Nat at gaae ind i Kirken og forrette sin Bøn. Mestertyven klæder sig ud i en hvid Habit, der seer ud som en Messesærk, staaer for Alteret og messer: „Nu er da den Tid kommen — at Bispen skal fare levende til Himmels — men først skal han levere alt sit Guld og Sølv — paa dette hellige Altar.“ Bispen hjem efter en Sæk fuld af Guld og Sølv; men den Anden messer atter: «Der findes endnu mere!“ Bispen hjem efter en Sæk til. Men den Anden messer yderligere: „Der findes endnu mere!“ Bispen maa paany traske hjem, og Mestertyven springer med og kommer efter, at nu har Bispen taget med sig Alt, han eier, paa 4 Skilling nær, som Bispens Kone har i sin Lomme. Idet Bispen atter kommer i Kirken, staaer Mestertyven for Alteret og messer: „Der findes endnu fire Skilling i Moer sin Taske.“ Han stikker derpaa Bispen i en Sæk og drager ham op igjennem Kirketaarnet, idet han messer: „Den Vei er snæver og trang, o. s. v.“ Saasnart han faaer ham ned igjen, drager han ham gjennem Sølepudset ved Kirkedøren. „Hvor er vi nu?“ spørger Bispen. Den Anden messer: „Nu fare vi gjennem de vaade Skyer.“ Han banker Bispen med en Klongteen og messer dertil: „Nu er jeg i Strid med Djævelen.“ — „Strid mandeligen!“ sukker han i Sækken. Tilsidst drager Mestertyven Bispen ind i Gaasehuset. „Hvor er vi nu?“ spørger Bispen, som hører Gjæssene skrige rundt om sig. Den Anden messer: „Nu høre vi Englene synge.“ Med den Sang maa Bispen fornøie sig til om Morgenen.


Beslægtede Folkedigtninger.

Hos de Danske. „I Historie om de fire Brødre,“ Winthers Folkeventyr S. 69 fgg. forekommer en Mestertyv. Fabelen er en ganske anden end i vort Eventyr.

Hos Tydskerne. Se Norddeutsche Sagen, Märchen und Gebräuche von Kuhn und Schwartz. Leipzig 1848 S. 362, „Der Meisterdieb,“ og Wolff: deutsche Märchen und Sagen. Leipzig 1845 S. 30. „Jahn der Dieb.“

Hos Italienerne. Se Straparola, Notti piacevoli I, 2, „Bedrageren,“ der ikke findes i Schmidts Oversættelse. Overeensflemmelsen med vort Eventyrs Hovedtræk er overraskende. Ogsaa i Basiles Pentamerone V, 7: „Li cinco figlie” forekommer en til Mestertyv udlært Søn.

Hos Araberne. „Geschichte der beiden Ehemänner,“ XII, 187, i ovenanførte Oversættelse af Tusind og een Nat, har i de Tyvestykker, hvorved de søge at overgaae hinanden, lidt tilfælles med Mestertyven. Fabelen er derimod en anden.

Hos Mongolerne. Et Eventyr om Tyvestykker, der udføres efter Befaling af høiere Personer. Se Kletke Märchensal III, 5 „Kahn Kindersinn“ jvfr. Bergmann: Nomadische Streifereien I 339.


35. De tre Søstre, som bleve indtagne i Bjerget.

Hovedfortællingen fra Ringerige.

Eventyret almindelig udbredt i Agershuus og Christianssands Stifter.

1. Variant fra Bygland. En Mand og en Kone havde tre Døttre. Manden skulde tilskovs for at hugge og strøede Hø efter sig for at den ældste Datteren, som skulde efter ham med Mad, kunde finde frem til ham. Men Risen tog Høet og strøede det til sit Hjem, og der bortover gik Gjenten. Da hun kom et Stykke, saa hun en Guldskjære, som sprang og hoppede foran hende. Den vilde Gjenten fange, og satte efter, og saa kom hun ind til Risen. „God Dag Molla mi,“ sagde Risen. „Er jeg Molla di?“ svarede Gjenten; det vilde hun slet ikke være. Saa tog Risen hende, vred Hovedet af hende og kastede hende i Kjælderen. — Anden Dag skulde Manden igjen ud; da strøede han Halm efter sig, og da gik det den anden Datter ligedan, som det havde gaaet den ældste. — Tredie Dagen strøede han oprevet Toug; da gik den tredie Datter i Veien og kom til Risen. „God Dag, Molla mi,“ sagde han. „God Dag,“ sagde Gjenten; hun vilde gjerne være Molla hans. Siden fandt hun Søstrene og Smurningshornet, smurte dem og sendte Risen hjem med dem, idet hun sagde, det var Mad til Forældrene hendes. Han maatte hellerikke hvile paa Veien, og da han prøvede paa, raabte de i Kisten til ham. Han kom da did, hvor Faderen boede, kastede Kisten ind og sagde:

„Din Datter det sendte, din Maag det bar —
Skam faae det, saa tungt det var!“

Nu vilde han have Bryllup og gik ud at bede Gjester. Imidlertid pyntede hun ud en Gjed og satte i Brudesædet og forlod Risegaarden. Men før han gik, havde hun paalagt ham at vadske sig hvid. Da han kom hjem, begyndte han at skure og gnide sig og saa spurgte han Gjeden: „Er jeg hvid nu?“ Gjeden svarede ikke. Dette gjentog sig, til han blev sindt og spændte til hende i Høisædet, saa hun fløi bortover Gulvet. „Mæ!“ sagde Gjeden.

2. I Sillegjord fortælles Eventyret i det Hele overensstemmende med foranstaaende Variant, kun med følgende Afændringer. Den ældste af de tre Søstre skal gjæte, men har ei Lov at lade Buskapen gaae paa en grøn Vold, som tilhører Risen. Did vil imidlertid Kjørene endelig; der gaae de saa rolige, og derfor sætter hun sig til at spise paa den grønne Volden. Saa kommer Guldskjæren, og efter den springer Gjenten, til hun er inde hos Risen. Han spørger:

„Hvad vil Du —

Min Hustru være
Eller mine Nøgler bære?

Hun vil ingen af Delene; han hugger Hovedet af hende og kaster hende i en Kove. Den anden Søster gaaer det ligeeens, men den tredie svarer Risen paa hans Spørgsmaal, at hun vil begge Dele. Hun har det godt hos Risen og finder Søstrene sine, og i den samme Kove to Horn. Hun stikker Fingeren i det ene, da falder den af — saa i det andet, da er den god igjen. Af dette Horn smører hun Søstrene og sender dem hjem, En for En, og hindrer Troldet paa samme Maade som i Hovedfortællingen fra at see i Kisten, han bærer. Han siger til Manden:

„Din Datter det sendte, din Maag det bar —
Aa tvi, aa tvi! hvor tungt det var!“

Da hun har sendt begge Søstrene sine hjem, siger hun, at nu faaer han gaae ud og bede til Bryllups. Men han maa komme saa snart igjen, at han kan bære en Kiste Mad hjem til Forældrene, før Bryllupsfolkene komme, og saa maa han ikke tale til hende selv, som sidder Brud, før han har bragt Kisten til hendes Hjem. I den Kisten lægger hun sig, efterat have klædt ud en Gjed til Brud og bundet hende i Høisædet og sat en Ølskaal paa Bordet fremmen for Gjeden. Risen kommer tilbage og hilser paa Bruden; hun svarer ikke. Han tager Ølskaalen og drikker hende til; hun svarer ikke. Han tager Bilen sin og hugger til hende, saa hun stuper. „Bæ!“ siger hun; da skjønner Risen, hvad Slags Brud det er, og da bliver han saa sindt, at han sprækker.


Beslægtede Folkedigtninger.

Hos Svenskerne. Geijer och Afzelius, Svenska Folk-visor, III, 94, hvor Havmanden bærer sin Brud hjem paa Ryggen, som Rosmer i de danske Kjæmpeviser.

Hos de Danske. Winther, Folkeeventyr, S. 74—81: „Havmanden,“ hvilket Eventyr især i Slutningen har Lighed med vort. Vort Trold er i den danske Overlevering bleven til en Havmand, ifølge de lokale Forhold.

Hos Tydskerne. Grimm, Märchen I, 224—228 og III, 75—78. Eventyret „Fitchers Vogel“ er vel skikket til at vise, hvorledes den samme Grundtanke arbeider sig forskjelligt frem hos to Folk. Se fremdeles samme Værk I, 363: „Häsichen-Braut,“ der har Fortællingen om den udstoppede Pige tilfælles med vort Eventyr. Se ogsaa Kuhn und Schwartz: Norddeutsche Sagen, S. 326 „Die beiden Mädchen bei dem Zwerge,“ samt Wolf: Deutsche Märchen und Sagen, S. 73 „Die drei Schwestern.“

Hos Franskmændene. C. Perrault, Contes du temps passé, No. 3, „La barbe bleue“

Hos Italienerne. Et enkelt Træk af vort Eventyr mindes man om i Pentamerone IV, 6, „Le tre corune.“


36. Risen, som ikke havde noget Hjerte paa sig.

Hovedfortællingen fra Sillegjord.

1. I Bygland har Eventyret følgende Momenter. En Gut kom etsteds, hvor en Løve, en Falk, en Ræv og en Myre stode og sloges om en Oxeskrot. Han deelte denne for dem og fik til Gjengjeld deres Evne og deres Ham. Siden kom han til Kongens Gaard. I det Riget havde Kongen mistet to Døttre paa deres Bryllupsdag; den tredie havde han derfor sat ind i et utilgjængeligt Jomfrubuur. Men Gutten fløi som Falk op til hendes Vinduer, og Prindsessen blev saa glad i Fuglen, som sad udenfor Ruden, at hun lukkede den ind. Da forvandlede han sig til Menneske igjen. Prindsessen blev angst og skreg, saa Kongen kom løbende ind til hende. Men da skabte Gutten sig til Myre og krøb ind under hendes Hovedpude. Dette gjentog sig tre Gange; saa blev Kongen vred og forbød hende at skrige og skraale, naar Intet var paa Færde. Da nu Myren blev til Menneske igjen, turde Kongsdatteren ikke skrige, og det varede heller ikke længe, før hun og Gutten bleve Venner og vel forligte. Tilsidst fik Kongen vide, at der var en Gut inde hos Prindsessen baade Nat og Dag, og saa maatte han lade Gutten faae hende. Men da de skulde reise til Kirke, kom de forbi et Bjerg, og der blev Prindsessen borte. Kongen blev meget vred paa Gutten, og det var med Nød og Neppe, han slap med Livet. Men Gutten skabte sig til Myre, krøb ind i Bjerget gjennem en Spræk og fandt baade Prindsessen og de to Søstrene hendes, som Risen havde taget. Guttens Kjæreste fik nu lokket ud af Risen, hvordan han kunde dræbes: Hjertet hans var i en Muus, som var i en And, som flød langt ude paa et stort Vand. Gutten gjorde sig til en Myre og krøb ud af Fjeldet, skabte sig til Falk og tog Anden og rev itu, gjorde sig til Ræv og tog Musen, som smat ud af Anden, — og bar saa Troldets Hjerte op paa Fjeldet og kastede det mod Bjergvæggen Taa det sprak. Derpaa førte han baade Kjæresten sin og Søstrene hendes tilbage til Kongsgaarden.

2. I Valle have vi af en ustø Fortællers Mund hørt Eventyret omtrent med samme Gang i Fabelen; kun var Traditionen stympret og i Begyndelsen konfunderet med en anden. En Enkedronning, der nylig har mistet sin Mand, er ude at roe og kommer i Havsnød. Hun lover Havtroldet det, hun bærer under Beltet sit, i den Tro, at det er Nøgleknippet. Hun føder en Søn, og Troldet siger, at det om otte Aar skal hente denne. Da Prindsen er otte Aar, sættes han paa et aftalt Sted, og rangler derfra med en liden Øre i Haanden. Saaledes kommer han til Dyrene, som nævnes i foranstaaende Variant, og deler mellem dem. Derpaa møder han Troldet, som tager ham med i Bjerget, hvor han finder en Kongsdatter, som lokker ud af Troldet, hvor han har Hjertet sit. Det er i en Hare, som gaaer i Kongens Dyrehave. Som Myre kryber Prindsen ud, som Falk tager han Haren og river itu, og nu begynder han at klemme Hjertet. Troldet kommer og beder for sig, men Prindsen kaster Hjertet saa haardt mod en Steen, at det sprækker. Derpaa redder han

Prindsessen.

Beslægtede Folkedigtninger.

I Hertugdømmerne. Se Müllenhoff: S. 404—409. „Vom Manne ohne Herz.“

Hos Tydskerne. Wolf: Deutsche Märchen und Sagen, S. 87: „Ohneseele.“ Dette Eventyr svarer nærmest til vor Variant fra Bygland.

Hos Italienerne. Se Märchen des Straparola, aus dem Italienischen von Schmidt, S. 1—23. „Das Zauberpferd.“ hvor Helten viser en Fisk og en Falk lignende Hjælp, hvorfor disse siden frelse ham.

Hos Russerne. Se „Märchen von der höchst wunderbaren und herrlichen selbstspielenden Harfe,“ Russische Volksmärchen, übers. von A. Dietrich, S. 15 fgg.


37. Grimsborken.

Hovedfortællingen fra Sillegjord.

1. Følgende Variant er meddeelt fra Faaberg i søndre Gudbrandsdalen. Den fører her Navnet:

Bagfolen. Et Par fattige Folk, som boede høit oppe paa et Fjeld, havde en eneste Søn, som de imellem sendte til Bygden for at tigge Mad. En Dag han skulde i Veien, fik han nogle Brødsmuler og lidt Suppe. Da han havde gaaet et Stykke, kom han til en Myr, hvor der laa en Gjente udi, og i hende trak han, til Solen gik ned, før han fik hende op. Saa syntes han det var for seent at gaae ned i Bygden. Da han kom hjem, fik han Skjænd, og Forældrene truede ham med Prygl, om han ikke gik til Bygden og tiggede næste Dag. Men da gik det ligeeens. Den tredie Dag fik han Prygl og ingen Mad, før han gik; men da han kom til Myren, laa Gjenten der igjen, og han trak, til Solen gik ned, før han fik hende op. Men saa sagde hun til ham: „Nu har jeg været paa at drukne tre Gange, men du har reddet mig, og nu skal du være med hjem til Faer; ban betaler dig nok, fordi Du har reddet mig. Han siger, at du skal tage tre Ting, hvad du vil; men du maa ikke tage Andet end en gammel Bøsse, som hænger paa Væggen, en Pibe, som ligger over Døren, og en styg Fole, vi kalde Bagfolen, som staaer bag Stalddøren. Da de kom did, gik det som hun havde sagt, og skjønt der var mange artige Ting, vilde Gutten ikke have noget Andet end de tre Ting. Den Gamle vilde nødig af med dem, men maatte føie ham, da han ikke vilde have Andet. Saa sagde han ham, hvad han skulde bruge Gaverne til. Naar han blæste i Piben, kom der frem alle Slags Dyr, som han kunde skyde saamange han vilde af med Bøssen, og naar han blæste i den anden Ende af Piben, maatte Dyrene bort igjen. Den som havde Bagfolen, behøvede aldrig at være ræd; thi der gaves ingen Fare, uden den kunde frelse ham ud af den. Gutten red ned i Bygden til Kongsgaarden og bad om Tjeneste. Der var Kongens Staldkarl død, og han blev strax antaget, men han betingede sig godt Staldrum til Hesten sin, og det blev ham tilstaaet. Da han bavde stelt Hestene, skulde Kongen paa Jagt, og Gutten bad om at faae være med. Men Jagtmesteren satte sig imod det, for han troede, han hverken kunde lade eller skyde. Tilsidst skulde ban faae Lov at være med og lede Hundene, og han tog med Piben og Bøssen sin. Da de kom paa en stor Slette, vilde han slippe Hundene, men nu begyndte Jagtmesteren rigtig at gjøre Nar af ham; „thi paa slige Steder havde aldrig været Vildt,“ sagde han. Da de kom paa en anden stor Slette, slap Gutten Hundene, uagtet de atter gjorde Nar af ham. „Der veed Ingen, hvor Haren gaaer,“ sagde han og til at blæse i Piben, og saa kom der alle Slags Dyr fra alle Verdsens Kanter. De til at skyde, og Gutten skjød alene flere end alle de Andre. Da de havde holdt paa en Stund, spurgte han Kongen, om det var nok for een Gang. „Ja, mere end nok,“ sagde Kongen. Saa blæste Gutten dem bort med den anden Ende af Piben. Over alt dette blev Jagtmesteren misundelig paa Gutten, og for at blive ham kvit, sagde han til Kongen, at Gutten havde sagt sig god for at skaffe ham igjen Prindsessen hans, som var røvet af et Trold, som boede ved Solens Nedgang. Da Kongen hørte det, sagde han, at Gutten skulde gjøre det; hvis ikke, skulde han miste Livet; men tre Dage skulde han faae at betænke sig i. Da Gutten stuur og modfalden gik nede i Stalden, spurgte Bagfolen, hvad det var, som feilede ham. Gutten blev annas ved (forbauset og ængstelig), da han børte Hesten snakke, men fortalte hvad Kongen havde sagt. „Det kan du nok paatage dig,“ sagde Bagfolen, „for jeg skal hjælpe dig, men du maa tage med dig det gamle rustne Sværdet, som hænger her bag Stalddøren, og saa maa du bede Kongen om 300 Tdr. Byg, 300 Tdr. Gryn, 300 Kasser Spiger og Kjødet af 300 Oxer og 300 Karle til at kjøre det. Det fik han og red i Veien foran, og de 300 Karle kjørte efter. Langt om længe da de kom paa en stor Slette, sagde Bagfolen, de maatte grave en dyb Grav og kaste alt Kjødet og alle Spigerne nedi, for der kom en stor Hund, som var udsendt af Troldet. Ret som det var, kom den saa stor og fæl, at de bleve bange Allesammen. Men da den fik see Kjødet, aad den Kjød og Spiger om hverandre, til Maven revnede paa den. Dernæst udkastede de som i Hovedfortællingen Bygget og Grynene for alle Himlens Fugle, der kom, saa det blev ganske mørkt, og aad til de sprak. Da de saa havde reist et Stykke, spurgte Bagfolen Gutten: „Seer du Noget nu?“ — „Ja, nu seer jeg et Kirketaarn langt borte,“ sagde Gutten. „Nei, det er ikke noget Kirketaarn, men en stor Kjæmpe, som er udsendt for at dræbe os. Det bliver nok en haard Pust, men jeg skal nok frelse dig.“ Da de kom tæt hen til Kjæmpen, sagde Bagfolen til Gutten, at han skulde drage ud Sværdet, og da var det saa blankt, at det skinnede lang Vei. Kjæmpen havde en lang Jernstang, som den slog efter Gutten med, men Bagfolen sprang unna, og Kjæmpen slog Jernstangen mange Alen ned i Jorden, saa bare en liden Ende stod op. Og saa maatte Kjæmpen bøie sig ned og til at trække den op, men imens sprang Bagfolen ind paa Kjæmpen, og Gutten begyndte at tælge og tælge paa Halsen hans, til han endelig fik Hul paa Huden, men da fik Kjæmpen Jernstangen op og slog efter Gutten; Bagfolen unna, Jernstangen mange Alen under Jorden, og Gutten tælgede paa ham med Sværdet, til han fik Hovedet af. Om en Stund gik det ligedan med en anden og tredie Kjæmpe, der vare endda større og stærkere og havde endda haardere Halse. Og denne tredie Kjæmpe var Troldet selv, som havde bortrøvet Prindsessen. De reiste da et Stykke til, før de kom did, hvor Prindsessen var. Da han kom ind der, begjærede han Prindsessen af Kjærringen til Troldet, som Bagfolen havde sagt ham. „Ja, han skulde nok faae hende,“ sagde hun, men først skulde han gjøre nogle Prøvestykker. Prindsessen skulde gjemme sig tre Gange, og hvis han fandt hende alle tre, skulde han faae hende. Ja, han satte Bagfolen paa Stalden, og den sagde ham hver Gang, hvorledes han skulde bære sig ad, for at finde hende, men advarede ham mod at komme nær hende med Kniven. Først forvandler hun hende til den mindste Bagstestikken, som han vil til at tælge til en Fakkel eller Tyrilyse for at lyse efter Prindsessen med. „Du maa da ikke spikke mig ihjel,“ sagde Prindsessen, og saa havde han fundet hende. Saa forvandles hun til en liden kroget og styg Knappenaal i en heel Hob af Knappenaale; han vil rive Hovedet af den. „Du maa da ikke rive Hovedet af mig,“ sagde Prindsessen, og saa havde han fundet hende anden Gang. Tredie Gang forvandles hun til et lidet ormstukket Æble paa en Apel, der staaer udenfor Vinduet, og Gutten faaer hende atter frem, da han vil skjære det over. — Troldkjærringen vilde nu ikke lade ham faae hende paa andre Vilkaar, end at han skulde gjemme sig 3 Gange, saa hun ikke kunde finde ham. Først forvandlede Bagfolen ham til et Bygkorn, der laa under Tungen dens, saa til et Som i Skoen og saa til en Myg, der sad under Vommen, og hver Gang Prindsessen vilde til at fingre den i Munden, paa Benet og under Vommen, slog den sig reent gal og baade beed og slog, saa Prindsessen maatte give tabt. Men da kunde han ikke faae hende, førend hans Hest havde kjæmpet med Troldkjærringens Asen. „Det bliver haardt, men jeg tænker nok jeg skal komme ud med det,“ sagde Bagfolen og bad Gutten grave en dyb Grav i Gaarden der og dække over den med Kviste og Græstørv. Da de skulde til at slaaes, var Asenet saa vildt og galt, at det bare gnistrede af det, og da de havde holdt paa en Stund, begyndte Bagfolen at løbe, og løb rundt om Graven; Asenet vilde løbe ligetil, men røg ned i Graven, bvorfra det ikke kunde komme op igjen. „Men endda kunde han ikke faae Prindsessen“ sagde Troldkjærringen. Han maatte først skaffe St. Stephanus’s Hest. Da sagde Bagfolen, at han skulde tage den Grimen, som hang i Stalden. Langt om længe kom de til en Lund, hvor Bagfolen sagde, at Gutten skulde klyve saa høit op i et Træ, at St. Stephanus’s Hest ikke kunde naae ham, for naar den kom, var den rasende galen, men Gutten skulde prøve at kaste Grimen over den, da blev den saa tam, at han kunde gjøre med den, hvad han vilde. Da den kom, skjalv Jorden under den. Gutten fangede den med Grimen og satte sig paa den, og Bagfolen løb efter. Saa sagde Bagfolen, at han skulde gaae ind og forlange Prindsessen og sætte hende paa Bagfolen, og selv skulde han springe op paa St. Stephanus’s Hest og reise afsted under Jorden, for den var slig, at den kunde gaae den Veien. Gutten gjorde saa, og reiste afsted under Jorden og Bagfolen med Prindsessen tæt bagefter, for Jorden lukkede sig først et Stykke bagefter, saa der blev et aabent Rum, hvori Bagfolen kunde løbe efter. Da Troldkjærringen saa, at Gutten reiste baade med Prindsessen og Hesten, udsendte hun alle sine Krigsfolk for at tage ham, og de gik og ledte og ledte, men de kunde ikke finde dem og maatte vende om igjen. Da Gutten kom lige under Kongsgaarden, styrede han Hesten lige op, saa han kom frem midt paa Gaarden. Kongen blev saa glad, at det ikke var nogen Maade paa det, og gav Gutten Prindsessen og det halve Riget.

2. I Bygland fortælles Eventyret i alt Væsentligt overeensstemmende med Hovedfortællingen. Det fører her Navnet Bruunfolen.

3. Fra Reendalen. En Pendant fra Østerdalen, Kong Trane, der indeholder flere eiendommelige Træk, optager desuden Partier af Lillekort og Jomfruen paa Glasbjerget. Se ogsaa „Gamla Reglo og Rispo ifraa Valdris.“ S. 59—67, „Jomfrju Solntaar,“ i hvilken Fortælling „Rappefolen“ er liden og uanseelig, men ved sin overnaturlige Viden hjælper Helten. Slutningen er noget forskjellig fra vort Eventyrs. En Mærkelighed er det, at Troldet her tillægges et Steensværd, hvis dette ikke er et Paafund af Optegneren.


Beslægtede Folkedigtninger.

Paa Dansk. I „Skytten Bryde,“ Nyerup: Almindelig Morskabslæsning, S. 231, skjuler Hexen Florabella først i en Silketraad, saa i et Halmstraa og tilsidst i et nybagt Brød, og Asenet lærer Bryde hver Gang at finde hende igjen. Nyerup bemærker at „Skytten Bryde“ synes at være af dansk Oprindelse. „Bryde“ indledes ganske som „Bagfolen.“

Hos Tydskerne. Om Hestens Hellighed og Spaadomsevne se Tacitus (Germ. 9. 10), hvor det hedder, at de ere Gudernes og Kongernes Medvidere og aabenbare deres Raadslagninger. Sml. „Die flandersche Reimchronik, ed. Kausler. 7152.“ (Jfr. Grimm, Deutsche Mythologie II, 624.)

Hos Italienerne. Se Märchen des Straparola, aus dem Italienischen von Schmidt, S. 92—114: „Der Waldmann,“ der har flere Hovedtræk, som minde om „Grimsborken.“ En fortryllet talende Hest, der hjælper Helten til Lykke, forekommer fremdeles sammesteds S. 1. i „Das Zauberpferd,“ hvilket Eventyr maa betragtes som Hovedpendanten til vort. I Pentamerone III 7, tager Corvetto paa Kongens Befaling den vilde Mands Hest af hans Stald; denne forfølger ham med sine Vilddyr, men Corvetto undkommer.

Hos Walacherne. Se Walachische Märchen von Arth. und Alb. Schott: „Die Prinzeßinn und der Schweinhirt,“ S. 153—160, i hvilket Eventyr Svinehyrden gjemmer sig for Keiserdatteren saa vel, at hun, uagtet sit Tryllespeil, ikke kan opdage ham. Se samme Værk, S. 171 fgg.: „Die Kaisertochter und das Füllen,“ hvor der forekommer en ildædende, underlig Fole. Se endelig sammesteds, S. 181—193, „Juliana Kosseschana,“ hvor Helten faaer en Hest, der æder Ild, spyer af det ene Næseboer Frost og af det andet Lue, og skjuler sin Eier, forvandlet til en Luus, imellem sine Tænder.

Hos Finnerne. Se i Kalevala, Hisios Hest, S. 81.

Hos Perserne. Jevnfør til Trækkene om Grimsborkens Tale og Spaadomsevne Herodot, 3. 94, bvor der fortælles, at det persiske Kongevalg bestemtes ved en Hests Knæggen. Sml. Grimm, Deutsche Mythologie II, 624.


38. Det har ingen Nød med Den, som alle Kvindfolk er forlibt i.

Fortællingen fra Sillegjord, kjendt i Egnen om Laurvig.

I Valle fortælles i det Hele overeensstemmende med Hovedtraditionen et Eventyr „Om ham, som ønskede sig at være Pigernes Ven.“ Det afviger kun fra hiin deri, at de tvende Brødre lades ude af Fortællingen, og Gutten bliver sat ud paa Øen, fordi han har sneget sig ind i Kongsgaarden, uden at lade sig gilde, hvilket Alle, som komme ind i Byen til Kongen og Prindsessen, maae finde sig i.

Ved Christianssund fortælles en i flere Træk afvigende obscøn Variant.


39. Om Askeladden, som fik Prindsessen til at løgste sig.

Hovedfortællingen fra Sell.

Dette Løgneventyr er i sine Hovedmomenter meget udbredt, men indledes gjerne anderledes.

1. Paa Ringerige lokaliseres det i Løgnfablerne om Koen Drambotog antager Sagnets Stedsangivelser. Manden paa Gaarden Fjeldstad havde en Ko, som hedte Drambot og som var saa stor, at det var reent fælt. Sligt Maal var der i hende, at naar hun rautede paa Sæteren Rethella, rystede Dørklinken paa Fjeldstad. Hun var saa bred mellem Hornene, at der sad en Tambour paa hvert Horn og slog paa Tromme, men de kunde ikke høre hverandre. Drambot var slem til at skjæna (bisse); for at stagge hende noget, kjøbte Manden to Skippundslodder paa Bærumsværket og hængte i Rumpen paa hende; men hun skjænede lige fort. Nogen Nytte var det dog til; thi eftersom hun flot og vispede med Rumpen, ryddede hun ned en stor Braate. Den stak Manden Ild paa, gjødslede med Gjødslen efter Drambot og saaede Rug der. Og det blev vel Rug. Han maatte sætte Stiger til Straaene og sende Smaapiger op om Høsten for at see om Rugen var skjær, og hvert Rugkorn maatte kløves i fire Dele, før det gik igjennem Kværnøiet. Da de kjørte hjem Loen (Grøden), blev et Halmstraa liggende igjen i Veien; saa kom et Valdersfølge, tog feil og kjørte ind Halmstraaet, og der kjørte Valderserne i 3 Dage, før de kom til den første Leden. Drambot mælkede saa meget, at de ikke kunne have Mælken i Gryde og yste den; det gjorde de i en Dal mellem to Bjerge, og en Hest brugte de til at træde Osten sammen. Engang føllede Hoppen, som skulde træde Osten; med det samme skulde Manden bort og lede efter de andre Heste, og Konen gav ham en Ostebold med til Niste. Da han kom paa Veien, bed han af Ostebolden og traf just til at bide Rygbenet i Folen tværs over. Han stak da en Haslekjæp ind i Rygpiben for at fæste Folen sammen igjen, og satte sig op at ride. En liden Kvist var bleven staaende ud, og den voxte i slig en Fart op til et Træ, at Manden sad paa Hesteryggen og bed Nødder, før han kom tilbage. Af Drambots Fløde blev der saa meget Smør, at de ikke havde Huusrum til det; de maatte sætte det i store Saater ude paa Sætervolden. Naar de skulde sælge, brugte de ikke Vægt; Konen kløv op paa Smørsaaten og agede ned over, og det, som fulgte med, gik for 2 Mk.; men vilde man have god Vægt, maatte man skrabe vel med sig. For at faae Mysen kogt, maatte de koste en ny Kobberkjedel; den var saa stor, at der sad 10 Kobbersmede og slog i Naglerne, men de kunde ikke høre hverandre, saa langt var der imellem dem Nyt Fjøs maatte de ogsaa bygge: det var saa langt, at naar Drambot løb med Oxen i den ene Ende, bar hun med det samme hun kom til sin egen Baas, naar hun gik uafladelig; og høit var Fjøset ogsaa: da de havde lagt Mønsaasen, gik Øren af Skaftet for den ene Tømmermand, og det varede saa længe, før den kom til Jorden, at Skjæren havde bygget Rede i Vedrummet, og Ungerne vare alt saa store, at de fløi ud med det samme Øren naaede til Jorden.

2. I Hemsedal fortælles flere Træk af ovenstaaende Variant, men uden at være lokaliseret.

3. I Vaage og Lom fortælles Eventyret uden mærkelig Afændring af Hovedfortællingen. Gutten har blandt de øvrige Ting efter disse Egnes Variant endnu en Blei. Samtalen er kvik, men lader sig ikke vel gjenfortælle.


Beslægtede Folkedigtninger.

Paa Dansk. Til „Historien om trende Brødre,“ Nyerup: Almindelig Morskabslæsning, S. 272, er i Udgaven fra 1773 føiet et Tillæg af Anekdoter; i den ene af disse fortælles om en Kjedel, der var saa stor, at 100 Mestere arbeide paa den, uden at den ene hørte den anden

Paa Tydsk. Kuhn und Schwartz: Norddeutsche Sagen S. 353, „Von der Königstochter, die den beiraten will, welcher ihr etwas erzählt, mas sie nicht glaubt.“ Se ogsaa Wolf, Deutsche Märchen, S. 75, „Jan im Himmel.“

Hos Finnerne. Sml. Kalevala, øfvers. af Castrén, P. 141. Øxen, der slagtes til Bryllupet i Pohjola har endnu fabelagtigere Dimensioner. En Svale behøver en heel Dag for at flyve mellem dens Horn, et Ekhorn en Maaned for at klattre op ad Halen o. s. v. Jvfr. Hoefer: Zeitschrift für die Wissenschaft der Sprache I. 33 Jacob Grimm: „Ueber das finnische Epos.“

Hos Wenderne. Volkslieder der Wenden, herausg. von Haupt und Schmaler, II, 174. No. 11 „Je größer der Schelm, je größer das Glück.“


40. De tre Bukkene Bruse, som skulde gaae til Sæters og gjøre sig fede.

Hovedfortællingen fra Birid,

men hører formodentlig hjemme i Gusdal eller Læssø. Kjend i Grimstadegnen.

I en Variant fra Forthun hedder det, at en Mand havde tre Bukke. Den ene havde een Vom, den anden to, den tredie tre Vomme. De skulde til Støls og kom nok saa godt frem. Men da de havde været der Sommeren udover, sagde den Lille: „Naa er æ mætte; vil du ikje være me’? „Jeg har en Vom til at fylde,“ sagde den Mellemste, og saa gik den Lille alene. Da den kom til Broen, sagde Troldet: „Hvem er det, som trombe paa min Bru Breide?“ — Saa vil den Anden gaae hjem, men den Tredie har endda en Vom at fylde. Forresten aldeles overeensstemmende med Hovedfortællingen.

Se Hymiskv. Ældre Edda. v. 26.


Beslægtede Folkedigtninger.

Hos Wenderne. „Volkslieder der Wenden von Haupt und Schmaler.“ II, 59: „Die drei Ziegen und der Wolf.“


41. Østenfor Sol og vestenfor Maane.

Hovedfortællingen fra Thelemarken.

Eventyret er almindelig udbredt og flere Steder kjendt under Navnet: „Skjønheden og Bæstet,“ formodentlig efter den franske Eventyr.

1. Fra Faaberg. Denne Variant, der er os meddeelt fra søndre Gudbrandsdalen fører der Navnet, Ridder Varivan. I Begyndelsen er den fuldstændigere end Hovedfortællingen og stemmer i saa Henseende bedre overeens med den mest udbredte Fortællingsmaade af Eventyret. En Konge havde tre Døtre. Da han skulde reise til Byen, bad de to Ældste ham at kjøbe Stads til dem. Den Yngste, der ikke vilde bede ham om Noget, sagde for ikke at gjøre sig bedre end Søstrene, at han kunde tage med en smuk Rose til hende. Men dette glemte han, til han paa Hjemveien kom til en Have fuld af Roser, hvor an gik ind og brød en af til sin Datter. Med det samme kom der farende en Hvidbjørn, som sagde, at den vilde dræbe ham, hvis den ikke fik det Første han mødte, naar han kom hjem. Hvor nødig han vilde, maatte Kongen love det, og han troede det kunde være hans Hund, der vilde møde ham. Men den yngste Datter kom ham imøde. Den første Thorsdagskveld efter kom Hvidbjørnen kjørende til Kongsgaarden, saa Jorden skjælvede, og vilde have Prindsessen, men de havde taget Underbudeien og klædt hende i Prindsessens Klæder, og hende gav de ham. Om en Stund kom de paa en stor Slette, der tog Hvidbjørnen hende ud af Vognen og satte hende paa en flad Steen. „Har Du siddet saa blødt før?“ spurgte Hvidbjørnen. „Nei,“ sagde hun. Saa tog han en blank Steen og viste hende. „Har Du seet Noget saa blankt før?“ spurgte Hvidbjornen. „Nei,“ sagde hun. Saa gav han hende en sød Drik. „Har Du drukket Noget saa sødt før?“ spurgte Hvidbjørnen. „Nei,“ sagde hun. Da han havde hørt det, vilde han ikke have med hende at bestille, men lod hende gaae hjem igjen. Næste Thorsdagskveld gik det ligeeens med Kokkepigen. Men da han kom igjen den tredie, truede han med at rive Kongsgaarden ned og dræbe dem Alle, hvis de ikke gav ham den Rette. Da de kom paa Sletten, tog han hende ud af Vognen og satte hende paa den flade Steen og gjorde de samme Spørgsmaal, hvortil hun svarede: „Ja, da jeg sad i min Moders Skjød, sad jeg meget blødere.“ — „Ja, min Moders Øine vare meget blankere.“ — „Ja, da jeg diede min Moders Bryst; det var sødere.“ Saa satte han hende i Vognen og kjørte hende til Kongsgaarden, hvor den store Haven var. Herfra stemmer Varianten nærmere med Hovedfortællingen. Hver Nat kommer Hvidbjørnen til hende i Menneskeskikkelse og lægger sig hos hende; men før det bliver lyst, gaaer han bort igjen. Da Prindsessen blev frugtsommelig, lod han hende reise hjem, men paalagde hende, at hun ikke maatte lade sig forføre af sin Moder til at sige, hvorledes det var imellem dem; naar Moderen spurgte hende, skulde hun bare svare, at det var godt imellem dem. Dette gjorde hun, og da hun havde faaet et Pigebarn, kom Hvidbjørnen og hentede hende. Saaledes gik det en Gang til. Men da hun tredie Gang skulde hjem at gjøre Barsel, advarede Hvidbjørnen hende atter og sagde: „Nu kommer din Moder med en glorød Gaffel og truer med at stikke den i dig, men du maa endelig ikke sige Andet, end at det er godt mellem os, ellers blive vi ulykkelige begge.“ Da Moderen kom med Gaffelen, blev Prindsessen saa forskrækket, at hun fortalte Alt. Moderen gav hende en Glaskugle til at see igjennem og sagde at hun skulde tage en Lygte med i Sengen. — Da Ridder Varivan vaagnede ved Talgdryppet, sagde han, at nu maatte de skilles, han maatte reise bort og gifte sig med Datteren til den Troldhexen, som havde kastet Bjørneham paa ham. Men da Prindsessen endelig vilde være med, saa skabte han sig til Hvidbjørn, tog hende paa Ryggen og reiste afsted. Da de havde reist et Stykke, sagde Hvidbjørnen: „Seer du Noget nu?“ — „Ja, nu seer jeg en stor rød Gaard,“ sagde Prindsessen. „Ja, der boer Søster min,“ sagde han; „til hende skal du gaae ind og fortælle, hvorledes det har været mellem os.“ Da Ridder Varivans Søster fik høre det, blev hun saa sindt, at hun næsten slog Prindsessen ihjel. Saa tog hun hendes Datter til sig og gav Prindsessen en Guldgarnvinde. Hos Ridderens anden Søster gik det ligeeens; hun tog den yngste Datter til sig og gav Prindsessen et Guldhaspetræ. Hos den tredie ligeeens; hun tog Sønnen til sig og gav Prindsessen en Guldrok. Langt om længe kom de til et stort Bjerg, hvor Hvidbjørnen sagde den skulde op, for der boede Troldhexen. Da han foer op over Bjerget, blev han borte for Prindsessen. En Stund var hun hos en Smed, som boede ved Foden af Bjerget, men saa fik hun paa sig nogle gamle Klæder og gik til Troldheren og bad om Tjeneste. Der blev hun Hønsepige, og da hun havde stelt Hønsene, gik hun ud i Haven og satte sig til at nøste paa Guldgarnvinden. Den fik Datter til Troldhexen Lyst til og sagde til Ridder Varivan: „Gaa op du min Ven, jeg vil tale med Hønsepigen lidt, jeg.“ Saa gik hun hen og spurgte hende, hvad hun vilde have for den. Det Følgende stemmer i det Væsentlige med Hovedfortællingen, paa det nær at Prindsessen raaber til Ridder Varivan: „Vaagn op, Ridder Varivan og husk paa de tre Børn, vi avlede sammen.“ Mod Slutningen mangler denne Variant Hovedfortællingens Moment om Vadskningen o. s. v., og det hedder blot, at da Troldgjenten den tredie Morgen syntes. at Hønsepigen blev forlænge hos Ridder Varivan, gik hun ind og fik see og høre, at de laae og talte sammen; derover blev hun saa gal at hun sprak. Saa gik de til Troldkjærringen, og Ridder Varivan spurgte hvad Straf den skulde have, som havde lagt sig imellem Ægtefolk. „Den skal rulles udover et Bjerg i en Spigertønde,“ sagde hun, for hun troede, de meente Hønsepigen. Og da gjorde de det med hende selv.

2. Fra Ringerige. Skrubben og Kongsdatteren. En Konge, der færdes paa Jagt i Skoven, træffer en Skrub, som foreslaaer ham at spille Kort om Kongsdatteren, som han var saa ræd om, at han ikke taalte, der satte sig en Flue paa hende. Skrubben satte imod, at hvis Kongen vandt, skulpe der staae et Træ i Kongens Have, der skulde lyse som Solen. Kongen vandt og fik Træet. Men en anden Gang, han atter mødte Skrubben, tabte han, og da han vel var kommen hjem, kom Skrubben farende, hentede Kongsdatteren paa en Reisekjærre og kjørte hende langt bort i Skoven. Han kommer som i Hovedfortællingen til hende om Natten i Menneskeskikkelse. Om nogen Tid fik de Brev om at Kongen skulde gifte sig. Skrubben kunde ikke reise til Brylluppet for Ulvehammens Skyld, men bun reiser, og Kongens Brud overtaler hende til at lyse paa ham, naar hun kommer hjem, ligesom i Hovedfortællingen. Men her forvandles han til en sort Hest og farer afsted op overet glat Bjerg, hvor hun ikke kan følge ham, førend hun hos en Smed faaer sig et Par Braadder. Her optager Eventyret Momenter af „Mestermø, og „Manddatteren og Kjærringdatteren;“ thi om en Stund kommer hun til Huldren hvor hun skal maage Fjøset, og medens Møgen under Arbeidet voxer, kommer der en sort Hest og siger: „Vil du kalde mig din Ven, skal jeg hjælpe dig.“ Uagtet hun siger Nei, hjælper Hesten hende. Da hun skal male Gryn, blive Grynene saa lange som Gjederag, men Hesten hjælper hende. Da hun skulde til Huldrens Søster og laane „Brudemøsse,“ kom Hesten og sagde: „Naar du kommer did, faaer du Øllebrød, som du maa slaae i Barmen, for spiser du det, saa døer du; derefter kommer hun frem med tre Kister, en rød, en blaa og en sort, men du maa tage den rode.“ Kongsdatteren slog først Øllebrødet i et Navershul, hun saa i en Krog. Men da Huldren spurgte: „Øllebrød, hvor er du?“ saa svarede det: „I Navershullet.“— Derpaa slog Kongsdatteren det i Barmen, og da Huldren nu spurgte, svarede Øllebrødet: „Mellem Vom og Skind.“ „Ja, saa sid der, du sidder,“ sagde Huldren. Da hun tog det røde Skrin, sagde Huldren: „Det har du ikke suget af dit eget Bryst.“ Da Kongsdatteren var kommen ud, kunde hun ikke bare sig for at see ned i Kisten, og saa foer det, som var i den, ud. Men Hesten kom og hjalp hende at faae det ind igjen og sagde hende, at naar hun kom hjem, skulde hun lyse ham og hans Brud i Sengen; hun skulde ikke faae længer Lys end en Tomme, men naar denne var udbrændt, skulde det begynde at brænde i Armen hendes og saa op til Hovedet, saa hun skulde brænde aldeles op. Saaledes gik det; men da Armen var opbrændt, sagde hun til Hesten: „Gud velsigne dig, min søde Ven, hjælp mig nu.“ I det samme blev han omskabt til en deilig Prinds.

3. I Valle Præstegjeld fortælles en Tradition: „Søndenfor Sol og vestenfor Vind,“ der er sammenstøbt af flere Eventyrcykler, men har sine fleste Momenter overeensstemmende med Hovedfortællingen.

4. I Bygland hedder Eventyret: „Hvitebjørn Kong Valemon.“ Det er af en Fortæller meddeelt i efterstaaende Momenter, medens det i samme Bygd fortælles i en fra denne afvigende, langt smukkere Tradition, som vi desværre ei have. En Konge var anden Gang gift. Efter sin første Kone havde han tvende Døttre, der vare stygge og slemme; med sin anden Dronning fik han en Datter, der var baade deilig og god, og Kongen og Alle i Riget vare glade i hende. Engang havde hun en Drøm om en Guldkrands, som hun syntes var saa deilig, at hun ikke kunde være glad, uden hun fik den. Hun sturede og var bedrøvet, og Kongen spurgte da om Aarsagen. Den fortalte hun, og nu sendte han ud en Papirkrands, der var udklippet netop som den, Kongsdatteren havde drømt om, og lod spørge, om Ingen kunde skaffe Magen; men den fandtes ikke i hele Riget. Engang var Kongen paa Jagt og kom til en grøn Hald i Fjeldet; der laa en Hvidbjørn og legede med Guldkrandsen, Prindsessen havde drømt om. Kongen vilde skyde Bjørnen, men den sagde: „Skyd mig ikke! Skyder du, saa gaaer det dig ilde; men faaer jeg den, du vil have Krandsen til, skal den være din.“ Kongen troede ikke, det havde nogen Fare at love det, og sagde Ja. Torsdagskvelden efter kom Bjørnen og vilde have Kongsdatteren. Saa ledte Kongen den ældste Prindsessen ud til den, for hende vilde han helst være af med. Hun satte sig op paa Bjørnen, og den afsted. Men da de kom i Skovbrynet, spurgte den: „Har du siddet blødere, eller har Du seet klarere?“* — „Nei,“ svarede Prindsessen. „Du er ikke den Rette,“ sagde Bjørnen og slap hende. Anden Torsdagskveld fik Hvidbjørnen den anden Kongsdatter; hende gjorde han samme Spørgsmaal, og fik samme Svar. Den tredie Torsdagskveld fik han den yngste Kongsdatter. Da Bjørnen ogsaa gjorde hende Spørgsmaalet, svarede hun: „Ja, da jeg sad i Moders Liv, sad jeg blødere, og da jeg saa gjennem min Moders Øie, saa jeg klarere.“ — „Du er den Rette,“ sagde Bjørnen og satte afsted med hende, længere end langt, til de kom til et Slot i Skoven, hvor Alt var meget gjildere end hos hendes Fader. Der blev hun. Om Natten var Bjørnen Menneske og var hos hende; om Dagen maatte han fare om i Bjørneham. Hun var der i lang Tid og fødte ham tre Sønner. Endelig længtes hun hjem, og nu beretter Traditionen overeensstemmende med Hovedfortællingen, at hun efter Moderens Raad lyste paa ham om Natten hvorved der dryppede tre Blodsdraaber paa Skjorten. Hun og Bjørnen maatte nu skilles, men hun skulde faae være med til hans første Søster. Der, sagde Bjørnen hende paa Veien, vilde hun faae see sit tre Aars gamle Barn, men hun maatte ikke favne det. Da de kom, blev der kastet en Oxe til ham; hun sad ved Søsterens Bord og levede godt og vel. Men et tre Aars Barn gik paa Gulvet; det kjendte hun og saa det var sit. Det løb hen til hende, krøb op efter hende og vilde kysse og klappe Moderen. Men hun skjød Barnet fra sig, saa meget det end kostede hende. Tilsidst gav Barnet hende en Fele. Hun fik nu Lov at følge med til Hvidbjørnens næste Søster, og paa Veien forbød han hende at favne eller takke sit to Aars gamle Barn, som var der. Hun holdt sig ogsaa derfra og fik af dette Barn et Tørklæde. Men da hendes aarsgamle Barn hos Hvidbjørnens tredie Søster kom og gav hende en Sax, kunde hun ikke holde sig fra at kysse og takke Barnet; og saa fik hun ikke Lov til at følge Hvidbjørnen længer. Nu kom hun som i Hovedfortællingen i Følge med Nordenvinden, og for de tre Ting, hun havde faaet af sine Børn, fik hun Lov af Troldprindsessen, hvem Bjørneprindsen nu skulde have, at komme ind til sin Mand, og fik ham paa samme Maade som i Hovedtraditionen.

5. Fra Fjeldberg have vi modtaget to fra hinanden ganske afvigende Varianter: „Sørrenfor Sør, norrenfor Nor, bag om et høgt Fjeld, som heiter Jomfru Sneehvid,“ og „Svanhvid eller Slottet i Maanen.“ Den første af disse Traditioner er fremkommen ved en Sammenblanding af flere Eventyrkredse. Den sidstnævnte hører utvivlsomt ogsaa til de forvandskede Fortællinger og synes at have laant Indledningen fra en anden Suite. Efter denne er en fattig Fisker der har mange Børn, en Dag ude at fiske, men faaer ikke et Been. Endelig hænger Noget paa Krogen. Han drager det op, og det er et Jernskrin. Han haaber at finde store Rigdomme i Skrinet og aabner det, men bliver yderst forfærdet, da han der seer et Trold. Dette lover ham herefter Fisk, saameget han vil have, hvis det faaer, hvad Konen bærer under Bæltet sit. Han lover dette, og det hjælper ikke, at Konen jamrer sig og siger, at hun er frugtsommelig. Hun bringer en Søn til Verden, og da denne er tolv Aar gammel, kommer en Dag et stort gjildt Skib og styrer ind til Fiskerens Brygge. Folk er ikke at see paa Skibet; derfor vil Gutten ombord og lede efter Besætningen. Men aldrig før har han sat sin Fod paa Dækket, saa vender Skibet og stryger afsted med ham. Det gaaer langt og længe; endelig standser det ved en Ø, hvor der ligger et Guldslot. Der er Alting prægtigt og Gutten lever godt og vel, men seer aldrig Nogen. Alene hver Nat kommer En med lette Trin hen til hans Seng, klæder sig af og ligger med ham til i Dagningen. Dette er en Jomfru, som fortæller ham, at hun hedder Svanhvid, at der er et stort Trold i Maanen, som vil gifte sig med hende, men hver Nat stjæler hun sig fra Troldet og kommer hid til sit Slot. Han maa slet ikke see hende, ellers er det forbi mellem dem; og desuden er hun saa styg i Ansigtet, at han ikke vilde holde af hende meer, dersom han fik hende at see. Dette kan han ikke troe; han vil og maa see hende, og tænder en Nat, Svanhvid ligger og sover, et Lys og nærmer sig hende. Saadan Skjønhed har han aldrig seet eller tænkt sig; han bliver saa forbauset, at han glemmer at tage sig i Agt, og drypper en Talgdraabe paa hendes Kind. Da vaagner Svanhvid gjør ham Bebreidelser og siger, at nu maa hun reise til Slottet i Maanen og ægte Troldet. Hun bliver borte, og han gaaer og sørger. Men en Dag, han gaaer saaledes, hører han inde i et Bjerg tre Trolde trættes om, hvem der er det fornemste af dem. Det første Trold siger, at det er det fornemste; thi det har en Hat hængende udenfor paa Fjeldvæggen; naar det tager den paa, er det usynligt. Gutten tager den og sætter den paa Hovedet. Det andet Trold siger, at det maa være det fornemste; thi det har et Sværd hængende udenfor paa Fjeldvæggen, som er saadant, at naar det vender Eggen til Noget, da døet det, og vender det Bakken til, saa levner det op igjen. Gutten tager Sværdet og binder ved Siden. Det tredie Trold vil ogsaa være det fornemste; thi det har et Par Syvmilsstøvler hængende udenfor. Ogsaa dem tager Gutten og trasker afsted. Han kommer først i Følge med Østenvinden, som skal til Slottet i Maanen for at blæse Klæder tørre til Brylluppet; men den blæser fra ham. Saa møder han Solen; den skal ogsaa til Slottet og skinne i Bryllupsgaarden, og den er saa god, at den tager ham i Følge med, og de komme til Slottet i god Betids om Morgenen. Med det samme Brud og Brudgom træde frem for Alteret, gaaer Gutten usynlig hen og vender Sværdseggen til Troldet, og saa ligger det der. Derpaa tager han Hatten af, bliver kjendt af Svanhvid, holder Bryllup med hende og flytter tilbage til hendes Slot paa Øen. Deres første Barn opkalde de efter Solen, fordi den var saa „barmhjertig“ mod dem.

6. I Aaseral fortælles Eventyret i Hovedmomenterne overeensstemmende med Varianten fra Bygland. Ogsaa i den aaseralske Tradition udfindes den Rette af de 3 Prindsesser ved at der forelægges dem Spørgsmaal. Men i denne Fortælling omskabes Prindsen om Dagen til et „Ruegg“ (Rokeg?). Efter Adskillelsen fra sin Kjæreste faaer Kongsdatteren af en Troldhex et Par Jernsko; med dem skal hun gaae saa længe, til de ere itu; saa kommer hun til „Slot“tet, som ligger ved Verdsens Ende.“ Netop som hun ex kommen til Verdsens Ende, er der Hul under Skoene, og nu staaer hun ved Slottet. Af Troldhexen har hun ogsaa faaet en Kappe, hvormed hun gjør sig usynlig. Hun tager nu den paa, gaaer ind i Slottet, hvor Prindsen holder Bryllup, og spørger: „Naar En har kastet bort Nøglen til en Dør, og der er gjort en ny, men saa den gamle findes igjen, hvilken skal man da bruge?“ Alle svare eenstemmig: „Den gamle.“ — „Ja, saa skal jeg have Prindsen,“ siger hun, og saa bliver det.

Se Eventyrene i denne Samling: „De tre Prindsesser fra Hvidtenland“ og „Soria Moria Slot“ samt Indledningen, bvor Ligheden i den nordlige og sydlige Gruppe af den med de fremmede Traditioner sammenlignede Eventyrkreds paavises.


Beslægtede Folkedigtninger.

Hos Svenskerne. Cavallius og Stephens, Svenska Folk-sagor och Æfventyr. S. 139. „Det skøna Slottet østan om Solen, och nordan om Jorden.“

Hos de Danske. Se N. Winther, Danske Folkeeventyr, S. 20—25, „Prinds Hvidbjørn.“ Se fremdeles Nyerup, Almindelig Morskabslæsning, S. 136—137, „Melusines Historie.“ Romanen er af fransk Oprindelse og Ideen formodentlig tagen af Apuleius’s Asinus aureus, Lib V.

I Hertugdømmerne. Eventyret hos K. Müllenhoff „Vom goldenen Klingelklangel,“ S. 384 fgg., minder om vor Tradition, men dennes nærmeste Sidestykke er dog hos nævnte Forf. „Der weise Wolf,“ S. 385—388.

Hos Tydskerne. Se Grimm, Kinder- und Hausmärchen II, 6—13 og III, 156—160, „Das singende springende Löweneckerchen;“ se sammesteds II, 197—204 i Slutningen af „Der Eisen-Ofen,“ hvor Kongsdatteren med tre Ting kjøber sig Tilladelse til at være i Kammer med Prindsen. Se videre Kuhn und Schwartz: Norddeutsche Sagen S. 347, „Die Seidenspinnerin,“ samt Wolf: Deutsche Märchen S. 1 „Das goldene Schloß,“ som tillige indeholder Træk af Soria Moria Slot. Til Slutningen af Eventyret, hvor Kongsdatteren ved sine Klenodier tilkjøber sig Ret til at tilbringe en Nat i Elskerens Sovegemak o. s. v., se „Quellen des Shakspeare,“ herausg. von Dr. Echtermeyer, III. 199 fgg. samt de der citerede Steder.

Hos Franskmændene. Se ovenfor, og Madame De Beaumont’s: „La beauté et lé bête.”

Hos Skotterne. Rob. Chambers: Popular rhymes, fireside and nursery stories of Scotland, P. 248, „The red bull of Norroway,“ og P. 244 „The black bull of Norroway.” Dette sidste Eventyr har i Begyndelsen nogle Led tilfælles med Begyndelsen af „Kari Træstak“ og den til dette Eventyr hørende Variant fra Vaage, „Veslebruun Oxe.“

Hos Italienerne. Se Straparola, Schmidts Oversættelse, S. 115, „Das Mädchen im Schrein,“ der har et Træk, som minder om Maaden, hvorpaa Pigen i vort Eventyr kommer ind i Slottet. Se fremdeles Indledningseventyrets Slutning i Pentamerone, dette Værks II, 9 „Lo catenaccio” og V, 4 „Lo turzo d’oro.”

Hos Walacherne. Se Brødrene Schott, S. 239—246, „Trandafiru,“ hvor Trandafirus Hustru af Onsdag, Fredag og Søndag faaer Gaver, der skaffe hende Adgang til sin Mand igjen.


42. Hønen, som skulde til Dovrefjeld, for at ikke Alverden skulde forgaae.

Fortællingen fra Thelemarken.

Se Gamla Reglo aa Rispo ifraa Valdris, S. 36, „Kjukling lit’n.“


Beslægtede Folkedigtninger.

Hos Tydskerne. Se Stöber, Elsässisches Volksbüchlein S. 97, „Die dummen Thierlein,“ der har Grundtanken fælles med vort Børneeventyr.

Hos Skotterne. „The hen and her fellow-travellers,“ S. 211 i anførte Værk af Rob. Chambers.


43. Manden, som skulde stelle hjemme.

Fortællingen fra Slidre i Valders.

I Hardanger fortælles Eventyret i det Hele eens med Hovedtraditionen. Kun er det til Biten (Foredagverden), han her gaaer i Kjælderen at tappe Øl. Ogsaa Slutningen af Eventyret er forskjellig og meget humoristisk, men lader sig ikke gjenfortælle.


Beslægtede Folkedigtninger.

Hos Tydskerne. Se Grimm, Kinder- und Haus-Märchen I, 173—177 og III, 66. „Die kluge Else.“ Begyndelsen af dette Eventyr svarer til „Manden, som skulde stelle hjemme.“

Hos Italienerne. Se Basiles Pentamerone I, 4, „Vardiello“, der paa lignende Maade som i vort Eventyr gik til Kjælders for at tappe Viin.


44. Tommeliden.

Fortællingen fra Thelemarken,

kjendt i Grimstadegnen; forøvrigt er Eventyrets Forekomst sikkert meget sjælden. Vi have ei fundet det andetsteds.


Beslægtede Folkedigtninger.

Hos de Danske. Se Nyerup: Almindelig Morskabslæsning, S. 238.

Hos Tydskerne. Se Grimm, Kinder- und Haus-Märchen I, 191—198 og III, 69, „Daumesdick,“ der i Grundtanken er beslægtet med vor „Tommeliden.“ Se fremdeles samme Værk I, 219 og III, 73—74, „Des Schneiders Daumerling Wanderschaft.“

Hos Englænderne. Se „Hop o’my Thumb“ P. 92 fgg. og „Tom Thumb“ P. 152, i Benj. Tabarts Samling.

Hos Franskmændene. Perrault „Le petit poucet.“


45. Haakon Borkenskjæg.

Hovedfortællingen fra Sørum paa Rommerige.

Ogsaa kjendt i Røken. Paa Rommerige hedder den egentlig Peder Skindstak, men Titelen og Slutningen om Barhyttens Brand er tagen af en Variant fra Birid, der i alt Væsentligt stemmer med Hovedfortællingen, undtagen deri, at Faderen selv jager Prindsessen afsted med Fanten, og at de have en Kjone at boe i, istedetfor en Barhytte.

2. Variant fra Vaage. Grisebusta. En Prinds friede til en Prindsesse, som ikke vilde have ham. Prindsen slagtede en stor Purke og gjorde en Pels af Skindet, som han indeni forede med blaa Silke; saa kjøbte han tre Silketørklæder, gik til Kongsgaarden, hvor Prindsessen var, og fik Tjeneste som Purkegjæter. En Dag, det tog til at regne, tog han et af Silketørklæderne over Purkeskindspelsen. Prindsessen kom og spurgte ham, hvorfor han gjorde det. „For at Pelsen ikke skal blive vaad,“ sagde han. Derpaa kjøber hun dette og de følgende Dage de øvrige to for samme Priis, som Prindsessen kjøber Guldsagerne i Hovedfortællingen. Men da Prindsessen skulde staae op den tredie Morgenen, var det ikke muligt at faae „Grisebusta“ vaagen. Ret som det var, kom der En, som sagde, at Kongen vilde komme op og drikke Kaffe med Prindsessen. For at Kongen ikke skulde faae see ham, som laa i Sengen, bredte hun Dynen vel over; men Kongen havde neppe sat sig, førend Grisebusta begyndte at hoste. „Nei, nu mener jeg, Du har Frier hos Dig.“ sagde Kongen, og dermed begyndte han at lede i Sengen, til han fik fat paa Grisebusta. Da jagede han dem begge to. Da de kom bortimod den Kongsgaarden, Grisebusta var fra, gik han ind i en liden Jordhytte med hende. Den næste Dag skulde Prindsessen gaae med Kram og handle for ham, men hun var saa uvant med at sælge, at det gik reent ud med ¹dem. Saa skulde hun sælge Leertøi, Potter og Braad, men saa lod Prindsen en af Hestefolkene ride op i Kurvene og slaae itu alt Leertøiet for hende. Den næste Dag skulde hun i Kongsgaarden og skure Sølvtøi, men saa sagde Grisebusta, at hun skulde stjæle med sig hjem en Flaske Viin. Hun stjal en Flaske Viin og bandt den under Skjørterne. Men som hun stod og saa paa, de dandsede i Kongsgaarden, tog Prindsen hende og dandsede med hende, til Viinflasken faldt i Gulvet og sloges itu. Hun blev saa skamfuld og bange, at hun vilde stryge afsted, men Prindsen tog hende igjen og sagde, hvorledes det var tilgaaet, og saa blev der Bryllup.

3. En Variant, med Titel Grisethor, formodentlig fra Lier eller Drammen, stemmer i det Væsentlige overeens med foregaaende. Kun vælter Grisethor sig, da han har faaet Lov at ligge paa Sengestokken, ind paa Prindsessen og stikker hende med Børsterne, saa hun skriger ende over sig. Kongen kommer farende ind og spørger, hvad der er paa Færde, og da han seer Grisethor i Sengen, jager han dem begge af Land og Rige. Da Prindsessen siden skal sye Kjole til Kongens Brud, forfører han hende til at stjæle Traad med sig i Barmen.


Beslægtede Folkedigtninger.

Hos Tydskerne. Se Grimm Märchen I, 257—262 og III, 88—90, „König Drosselbart.“ Paa sidstnævnte Sted er meddeelt en Afændring der staaer vort Eventyr endnu nærmere, end den tydske Hovedfortælling. Sml. Quellen des Shakspeare,“ III, 233 fgg. samt de der citerede Steder, ifølge hvilke lignende Fabler ogsaa forekomme i en gammel spansk Novelle og i persiske Fortællinger.

Hos Italienerne. Se Pentamerone, IV, 10 „La soperbia castecata.“

Hos Araberne. Fortællingen „Geschichte Ins ben Kies und seiner Tochter,“ Tausend und eine Nacht von Habicht, XV, 45, har i Prindsessens til Kjærlighed omvendte Stolthed nogle Træk tilfælles med vort Eventyr. Nærmere staaer Geschichte des Königssohnes und der Tochter eines andern Königs,“ samme Deel, S. 170.


46. (Feilagtigt No. 39.) Mestermø.

Hovedfortællingen fra Sillegjord.

Eventyret synes at have en vid Udbredelse. Det er, som de i det Hele ikke meget afvigende Varianter tildeels udvise, antruffet i Østerdalen, søndre og nordre Gudbrandsdalen, paa Rommerige, Ringerige osv.

1. Variant fra Gjerdrum paa Rommerige: „Ridder Skau og Jomfru Dame.“ Mangler især i den første Halvdeel Hovedfortællingens Momenter og har i det Hele lidet Eiendommeligt. En fornem Mand, der var paa Jagt, fandt et Drengebarn i Skoven, som han tog med sig og kaldte Ridder Skau og lod ham opdrage sammen med sin Datter, Jomfru Dame. De fattede Godhed for hinanden, men maatte slet ikke tænke paa at faae hinanden. En Morgen sagde Jomfru Dame: „I Dag heder Moer Bagerovnen, og naar du kommer hjem fra Skolen og den er gloende, vil hun kaste dig derind; men vil du blive mig tro og ikke svige mig, saa skal jeg gjøre Følge med dig herfra og frelse dig, for dersom de gjorde Ende paa dig, kunde jeg heller ikke leve.“ Ja han lovede at blive hende tro, og saa skabte hun sig selv til en Ko og ham til en Mand, der gik og ledede den Koen, og paalagde ham, at han ikke skulde sige Andet end: „Du Mand og du Ku, du Mand og du Ku!“ Om en Stund kom der en Udsending fra Moderen, der spurgte, om han ikke havde seet en Gut og en Gjente, som havde gaaet der. „Aa du Mand og du Ku, du Mand og du Ku, sagde Gutten. „Jeg spørger ikke om en Mand og en Ko, men om en Gut og en Gjente,“ sagde Udsendingen; men Ridder Skau blev ved med Sit, saa maatte Udsendingen gaae hjem igjen og sige, han havde ikke seet Andet end en Mand og en Ko. „Det var dem det,“ sagde Moderen; „dem skulde du taget,“ og saa sendte hun ham afsted igjen. Saa skabte Jomfru Dame sig om til en Kirke og Ridder Skau til en Klokker, som stod og raabte Amen, men det gik ligeeens. Derpaa reiste Moderen selv i Veien, og nu skabte hun ham om til et Vand og sig selv til en And, der laa og svømmede ude paa Vandet, og alt det Moderen lokkede og strøede, fik hun hende ikke til Land. Det Øvrige stemmer nærmere overeens med Hovedfortællingen. Ridder Skau kommer til en Kongsgaard, hvor han glemmer Jomfru Dame formedelst Prindsessens Troldkunster. Men han er selv den Tredie, der frier til Jomfru Dame og farer over Bjerg og dybe Dale med Kalven. Da Jomfru Dame sidder ved hans Side ved Bryllupsbordet, har hun et Par Duer med, der begynde at slaaes om Maden. „Skam faae dig!“ siger hun til Duriken „Du sviger Magen din, som Ridder Skau sveg Jomfru Dame.“

2. Variant fra Ringerige. Kongsdatteren og Kongssønnen hos Bjergtroldet paa Wittenberg. (Ogsaa denne Variant mangler de Arbeider, Gutten skal udføre ved Mestermøs Hjælp hvilke Hovedfortællingen og Varianten fra Gudbrandsdalen have tilfælles med den irske Fortælling hos Carleton.) En Konge havde en Datter, som havde stor Lyst til at gaae i Skoven for at see, hvorledes Multerne stode paa Tuerne. Hun skulde have med sig en Budeie, men Kongsdatteren var saa vilter, at hun løb fra hende, gik sig bort og blev indtagen af et Bjergtrold. Et Aar efter blev en Kongssøn, som havde forvildet sig paa Jagt, indtagen af det samme Trold. Da Troldfolkene vare reiste i Gjestebud, sagde Kongsdatteren, at hun skulde frelse baade ham og sig selv, om han vilde lyde hende. Han skulde tage med en Briskekjæp, en Kampesteen og en Vandflaske. Men her stemmer denne Variant nærmere med den irske Tradition end Hovedfortællingen, hvor de følgende Træk synes udfaldne. Da de havde reist en Dags Tid, begyndte det at dure saa forfærdeligt bag dem. Kongsdatteren, som var foran, spurgte om der kom Nogen efter dem; selv turde hun ikke see sig om, thi da vilde Hovedet hendes blive siddende paa Skakke. Da Kongssønnen sagde, at Troldet var tæt efter dem, bad hun ham at kaste ud Briskekjeppen, og saa foer der op en svær Tømmerskov med en stor og tæt Briskehei omkring. Troldet hjem efter Tømmerhuggeren sin. Den anden Dag gik det ligeeens. Kongssønnen kastede da ud Kampestenen, saa der reiste sig et stort Bjerg mellem dem og Troldet. Troldet maatte hjem efter Mineerkarlene sine. Tredie Gang, Troldet var efter dem, kastede de ud Flasken, hvorved der fremkom et stort Vand, som Troldet ikke kunde komme over. Saa skabte Kongsdatteren sig til en And og Kongssønnen til en Andrik, og de laae og hvilte sig ude paa Vandet. Imedens gik Troldet paa Stranden og strøede og lokkede for dem og Andrikken vilde saa gjerne i Land, men Anden lagde sig i Veien for den. Tilsidst reiste Troldet, og saa skabte hun baade sig og Kongssønnen om til Mennesker igjen. Da var de nær ved den Kongsgaard, han var fra, og Kongsdatteren forudsagde, hvorledes det vilde gaae, at hans Søster, som stod bag Døren, vilde flyve ham om Halsen og kysse ham, og Kongsdatteren vilde han glemme. Resten stemmer med Hovedfortællingen samt Varianten „Ridder Skau og Jomfru Dame, paa det nær, at Kongsdatteren klæder sig ud som en Fjeldgjente og tjener som Budeie i Kongsgaarden. Tre Skriverkarle i Kongsgaarden frie til hende og affærdiges paa samme Maade som i Hovedfortællingen. Den sidste af disse lover hun skal faae komme til hende om Natten, om han vil skaffe hende en Sølvand, en Sølvandrik og tre Sølvkorn hos en Guldsmed. Men da han kom med disse, maatte han dandse efter Kalverumpen. Til Brylluppet kommer hun uindbuden, men i sin prægtigste Stads og i de Klæder, hun havde paa, da hun reiste fra Troldet sammen med Kongssønnen. Kongen blev saa glad i den smukke fremmede Gjæst, at han satte hende mellem sig og Brudgommen. Under Taffelet tog hun frem en Sølvand, en Sølvandrik og tre Sølvkorn, som hun lagde foran dem paa Bordet, og Andrikken begyndte strax at hugge Anden og spiste op Sølvkornene alene. „Nei se bare“, sagde Kongsdatteren; „Andrikken sviger sin Mage ligesom Kongssønnen sveg mig, endda jeg reddede ham fra Bjergtroldet paa Wittenberg.“ Da kjendte Kongssønnen hende igjen skjød den Brud, han skulde havt, for Glug og tog hende, som havde reddet ham.

3. Fra Faaberg i søndre Gudbrandsdalen. „Kong Ermin.“ Det er kun Slutningen af denne Variant, der hører herhen. Begyndelsen har næsten Udseende af at være fortalt efter en Folkebog.

Der var engang en Konge, som hedte Ermin. Han havde en ond Troldhex i Huset, som endelig vilde faae ham til at gifte sig med hende, men det vilde han ikke. Da han fik høre, at et Trold, som hedte Hr. Roland havde tre smukke Døttre, vilde han reise ud og frie til en af disse. Om en Stund kom han til en Hytte, hvor der sad en gammel Kjærring med en Næse saa lang, at hun havde bundet den om Peisstøtten og karede i Varmen med den. „God Dag Moer i Huset“, sagde Kong Ermin. „Aa, god Dag“, sagde Kjærringen; „nu er jeg saa gammel som du seer, men aldrig har Nogen kaldt mig Moer i Huset før du, og jeg skal vist gjøre dig et Moersstykke“, sagde hun. „Veed du, hvor Hr. Roland boer,“ sagde Ermin. „Nei men veed jeg ei,“ sagde Kjærringen; „men jeg har en Søster, som boer 100 Miil herfra, kan ikke hun sige dig det, saa kan ikke jeg.“ „Hvorledes skal jeg komme did?“ spurgte Ermin. „Jeg skal laant Dig Guldfolerne mine, og naar du kommer frem, Aal du bare bede dem at tage sin Kveldsverd der, de toge sin Dagverd, saa komme de nok hjem igjen.“» — Afsted gik det med ham over Bjerg og dybe Dale. Da han kom frem, havde Kjærringen en Næse saa lang, at hun havde slaaet den to Kast om Peisstøtten og endda karede Varmen med den. Her gik det ligeens. Hun viste ham til den tredie Søster, som boede 200 Mile borte, og laante ham Guldfolerne. Den tredie var endda ældre og havde endnu længere Næse; hun sagde ham, at Hr. Roland boede i et Bjerg tæt ved, og lovede at hun skulde hjælpe ham ind i Bjerget ved at gjøre saadan Frost og haardt Veir, at Bjergene skulde sprække. Desuden sagde hun ham, at han skulde begjære den første, han mødte, thi det var den snildeste og vakkreste. Da han kom ind, mødte han den deiligste Jomfru, han havde seet, og hende begjærede han til Ægte af Hr. Roland, som ogsaa lovede, at han skulde faae hende. Men siden sagde Jomfruen til Ermin, at han ikke maatte slippe Øinene af hende, og naar hun fik røde Flækker i Ansigtet, skulde han gaae hen og tage Hr. Roland i Haanden og takke ham for det, han havde gjort ham. Det gjorde han, da det led mod den Tid, de skulde reise hjem og holde Bryllup, thi hun fik røde Flækker i Ansigtet, og han mærkede, at Roland begyndte at angre sit Løfte. Han fik et Skib og seilede lige til Kongsgaarden. Da de kom til Stranden, vilde han op efter Heste. „Ja nu bliver det nok om Intet mellem os,“ sagde Jomfruen, „for naar du kommer, møder Troldhexen dig med et Kruus Øl, og naar du drikker deraf, glemmer du baade mig og hele Reisen.“ — Nei det skulde han ikke, men alt hvad hun bad ham hjalp ikke, han maatte op efter Hest. Resten stemmer i det væsentlige med Hovedfortællingens Momenter. Det er her to Karle, som skulle fiske til Kongens Bryllup, der frie til Hr. Rolands Datter. Men naar de tage i Spjeldet, Grinden og Kalverumpen, siger hun: „Hold Du i Spjeldet og Spjeldet i Dig og reis saa langt som Kong Ermin, da han friede til Hr. Rolands Datter, og kom igjen, naar Solen rinder.“ — Dronningen selv maatte tage fat i Kalverumpen for at komme til Kirken. Men da sagde Hr. Rolands Datter: “Hold Du i Kalverumpen og Kalverumpen i Dig, og reis saa langt som Kong Ermin, da han friede til Hr. Rolands Datter, og kom saa aldrig her mere.“

Da Kongen hørte dette, erindrede han Altsammen, og da blev der Bryllup i syv Uger.

4. Variant fra Sell. „Ilje-Nore.“ Ilje-Nore var indtaget i Bjerget og havde lært Alting, saa hun var ligesaa viis som Troldet. Men siden blev der indtaget en Kongssøn, og det første Arbeide, han skulde gjøre, var at hugge ned en stor Skov. Ilje-Nore sagde ham, at han skulde hugge en Spaan af det største Træ og bede det lægge sig og de øvrige at følge efter. Da Gutten kom hjem, spurgte Troldet, hvorledes det var med Skoven. „Sjaa ud, skal du sjaa,“ sagde Gutten. „Jeg har ikke sett ud paa 100 Aar“, sagde Troldet, „men nu maa jeg sjaa“. „Det har du ikke af dit eget Bryst,“ sagde det, da det saa at Skoven var nedhugget. Det næste Arbeide var at reise Skoven op igjen. Først reiste han en Toll og bad alle de andre staae op ogsaa. Saa skulde han bygge Bro, medens Troldet reiste Gjest. Ilje-Nore sagde, at han skulde slaae paa een Stok og bede alle de andre at følge med, saa var Broen færdig. Saa reiste baade han og Ilje-Nore. Men først dryppede hun tre Blodsdraaber, en ved Sengen, en ved Vadskevandsstolen og en ved Ovnen. „Stat op nu, Ilje-Nore,“ sagde Troldet. „Nu holder jeg paa at klæde mig paa,“ svarede den første Blodsdraabe Dette gjentog Troldet to Gange til, og den anden Blodsdraabe svarede: „Nu vasker jeg mig,“ den tredie: „Nu gjør jeg paa Varmen.“ Men tilsidst mærkede Troldet Uraad og sendte Vesletroldet efter dem. Nu omskaber Ilje-Nore de to Guldduer, hun har taget med fra Troldet, til en Ager og sig selv og Kongssønnen til et Par gamle Folk, der staae og skjære paa Ageren. „Har I ikke seet noget til en Gut og en Gjente, har faret her? spurgte Vesletroldet. „Nei her har ikke været andre Folk end vi paa over otte Dage“, svarede de. Da Vesletroldet kom hjem med den Besked, sagde Troldet: „Det var dem det; du skulde rykket op et Straa, saa havde de nok fulgt med. Næste Gang skabte hun Guldduerne til en Kirke, og Kongssønnen og sig selv til Præst og Klokker, og narrede Vesletroldet Saa skulde Stortroldet selv i Veien. Da omskabte hun Guldduerne til et Vand og Kongssønnen og sig selv til Ænder. Da Troldet ikke kunde faae lokket dem i Land, lagde det sig ned for at drikke Vandet op, men saa sprak det. Resten af Eventyret er mindre fuldstændig end Hovedfortællingen, men har de samme Momenter; kun er Jomfruens Kalv her en Guldkalv.

5. Variant fra Gusdal. Meiser og Inger. Denne og en Variant fra Romsdalen har Begyndelsen af et Par Varianter til No. 41, „Østenfor Sol og vestenfor Maane,“ nemlig Ridder Varivan og en Tradition fra Bygland, optage derpaa Træk af „Grimsborken“ og ende med Momenter af „Mestermø.“

6. Variant fra Østerdalen. Petter Friis og Anne Diis. En Kongssøn skulde ud at frie, men vandrede saa han kom til en Bjerggaard. Han vidste ikke hvor han var, gik ind og bad om Mad og Arbeide. Traf Legkammeraten sin, Anne Diis, som var bjergtagen; hun talte til den blinde Troldkjærringen om an kunde faae Arbeide. De Arbeider, som paalægges ham, ere, at hugge Skoven ned, at reise den op igjen, hvilke udføres paa lignende Maade som i Varianten fra Sell, ved med en liden Øre, som Anne Diis har givet Petter Friis, at hugge ned en Buske og sige „Roden op og Toppen ned,“ samt ved atter at reise denne og sige „Toppen op og Roden ned.“ I det tredie Arbeide stemmer denne Fortælling nærmere end de øvrige overeens med den irske af Carleton. Petter Friis skal hente 100 Foler, som Troldkjærringen ikke har seet paa 100 Aar. Anne Diis giver ham et Bidsel og en Høtap under Armen, viser ham et høit Bjerg, „ikke saa styggende langt aav,“ og siger ham, at, naar han hører Tordenen komme efter sig, skal han slippe ned nogle Høstraae af og til og tage Kuten (Spranget) foran det forteste han kan til han er hjemme paa Gaarden; imedens vilde Hestene slaaes om Høstraaene og følge ham. Da Troldkjærringen hørte Tordenen af sine vilde Heste, foer hun ud paa Gaarden og strøg og kjælede dem, samt sagde ved dette som ved de foregaaende Prøvestykkers Udførelse til Petter Friis „det har du ikke suget af dit eget Bryst, mit Baan.“ Da hun har opdaget at Petter Friis og Anne Diis holde sammen, vil hun „ødelægge dem“ og sender Petter Friis efter hendes seende Søster. Anne Diis giver ham et Nøste, der skal trille foran, 2 Fleskeskinker og 2 Kavringer til to Bjørne og Løver, der holde Vagt, samt siger ham at Søstertroldkjærringen giver ham en Pølse, som han hverken maa æde eller smage. Da Søstertroldkjærringen spørger: „Pølse hvor er du,“ svarer denne først, „i Ovnskrogen,“ men anden Gang „i Barmen.“ „Er du i Barmen kommer du snart i Tarmen,“ siger Troldkjærringen; men da Gutten bliver i Live, siger hun, hun synes han er en haard Karl, og følger ham til Søsteren. Anne Diis lægger Sengen fuld af Kjørler og to Vasbøtter paa Hovedgjærdet; thi om Natten skal den seende Søster slaae dem ihjel med en Klubbe. Da det om Morgenen opdages, at de ere rømte, bliver den Blinde harm, fordi hun, der har Øine, ikke har passet bedre paa, og truer hende til at reise efter for at skaffe dem. Anne Diis forvandler dem til en Præst og Kirke med Mose paa, en Buk og en Gjed som fare og skjærpe, en And og et Vand osv. som i flere af Fortællingerne hvormed denne ogsaa stemmer deri, at de Greier, (Gloragen, Halvdøren, Kalven), hvorved Frierne straffes, ikke komme til nogen anden Anvendelse. Forøvrigt giver Anne Diis selv Frierne den første Opfordring ved at love en af Kongens Drenge, der kommer ned til Vandet, hvor hun boer, for at see til Kongens Farkoster, en gild guldstafferet Skjorte hun syer paa, om han vil sove hos hende om Natten. Hun bringer med sig til Bryllupsgildet en Guldhane og en Guldhøne, som hun for hver Ret giver nogle Korn som de „figte“ om.

7. I Ullensvang have vi optegnet en Variant, der afviger fra Hovedfortællingen i dens hele Gang, med Undtagelse af de Trendes uheldige Frieri, og som ender i nogle Verslinier, hvortil tilsvarede forekomme i flere thelemarkiske Kjæmpeviser, blandt andre i: „Dæ bur ein Man hær utmæ Aa!“ Varianten synes i det Hele ikke ulig en Reminiscents fra en Folkebog. En Konge var to Gange gift; efter den første Dronning havde han en Søn; med den anden havde han en Datter. Da Kongssønnen var voxen, satte Stedmoderen ham det Vilkaar, at han enten skulde gifte sig med hendes Datter, eller ogsaa skulde han finde En, som var saa rød som Blod og saa hvid som Sne; — med nogen Anden fik han ikke Lov at gifte sig. Kongssønnen maatte da ud i Verden og see at finde En, som var hvid som Sne og rød som Blod. Han gik op paa Fjeldæggen og spurgte Solen tilraads. Jo, Solen gav ham et Nøste, som han skulde gaae efter ligetil „Spanieland;“ der skulde han finde en slig Jomfru, som hedte „Sylverlin.“ Men først vilde han komme til en forunderlig deilig Blomme; paa den maatte han ikke stirre saa længe, at han glemte at see efter Nøstet. Han takkede og tog Nøstet. Det gik foran og han efter ligetil „Spanieland;“ der kom de til en Ulv med gabende Kjæft: den gik Røstet først igjennem og Prindsen bagefter, endda han svntes det var stygt. Saa kom de til en Bjørn med gabende Kjæft: igjennem den gik ogsaa Nøstet foran og Kongssønnen bagefter. Da han saa havde fulgt Nøstet en Stund, kom han til en grøn Eng, og midt paa den stod der en Blomme, saa forunderlig deilig, at Kongssønnen aldrig havde seet noget saa deiligt. Han kunde ikke bare sig; han maatte see og see paa den, og saa stirrede han saa længe, at han tilsidst glemte Nøstet. Endelig kom han igjen ihu det og til at lede, og tilsidst fandt han det igjen i Engkanten. Han gik paany efter, og saa kom han til en Bæk; der stod en Jomfru, saa hvid som Sne og saa rød som Blod, og badede sig. „Kommer Du nu?“ spurgte hun. Ja, han gjorde det, og saa fæstede han hende med 7 Guldringe. Derpaa gik Nøstet samme Vei tilbage, som det havde gaaet frem, igjennem Bjørn og Ulv med gabende Kjæft; og den deilige Jomfru blev reent forfærdet, da hun skulde igjennem; men Kongssønnen bad hende „blinda aa ikje sjaa up,“ og tog hende i Haanden og ledte hende igjennem. Nu foer de til hans Hjem; men hun sættes igjen, medens han skal hente Hest og Vogn. Her slaaer Traditionen over i „Mestermø,“ idet Stedmoderen forgjør ham, saa han vil have hendes Datter. Sylverlin boer hos en gammel Kjærring og affærdiger de trende Friere som i Hovedfortællingen; kun er det en Dør, en Ildrage og (utvivlsomt ved en Feiltagelse) en Lysesax, disse Friere holdes fast af. Hun siger til den Første: „Døren fast i Karlen og Karlen fast i Døren, til Solen skinner vel i min Gaard imorgen!“ Nogen Benyttelse af disse tre Ting ved Brudefærden kjender Traditionen ikke; og Sylverlin indfinder sig ubuden til Brylluppet, hvor hun formaaer en af „Reiekonerne“ (de Koner, der berede og sætte Maden frem) til at sætte en Tallerken med et Bygkorn, et Rugkorn og et Hvedekorn paa for 31* Prindsen. Om lidt „riser“ Bygkornet op: „Hør du Sagen, Kongens Søn, du kommer ikke meget vel ihu Sylverlin, som du bar fæstet med 7 Guldringe i Spanieland,“ siger det, men ikke høiere end at Brudgommen kan høre det. Om lidt igjen reiser Rugkornet sig paa Ende og siger det samme saa høit, at Alle ved Bordet høre det, og endelig fyger Hvedekornet op og raaber det saa høit, at de høre det, hele Bryllupslaget og Alle, i Kongsgaarden var; Bruden daaner, men

„Kongens Søn raabte paa Svennane triaa:
„Di gange aat Skogen og hugge eit Baal!“
Hugge den Ved, som brænder vel heit,
Hugge Aasp aa hugge Eik;
Hugge den Ved, som brænder vel fast,
Hugge Furu aa hugge Ask!“

Paa det Baal brændes Moder og Datter, og Kongssønnen holder Bryllup med Sylverlin.

Træk, der svare til det paa Side 294—295 anførte, findes i flere Sagn. Se Fayes Norske Folkesagn og Norge i Tegninger, Texten til Ringsaker Kirke. Et Troldnøste, der triller foran og viser Vei omhandles i Tausend und eine Nacht XII. 109 „Aly Dschohary.“


Beslægtede Folkedigtninger.

Hos Svenskerne. Se Hyltén-Cavallius och Stephens, Svenska Folksagor och Äfventyr, S. 214—250, nemlig den Eventyrkreds, der er overskrevet „Hafs-Frun.“ Af Hovedfortællingerne svarer „Konunga Sonen och Prinsessan Singorra“ nærmest til vor. Af de Afændringer der ere meddelte i Anm., fortjener No. 1 fra S. Småland Opmærksomhed, fordi Prindsessen her hedder „Meserimej.“ Mestermø udtales i Thelemarken „Mestermøi“ og Navnligheden er saaledes stor. Afændringen No. 6 fra N. Småland er dog mærkeligst; i denne er nemlig Skuepladsen som i vor Fortælling flyttet fra Havbunden ind i Fjeldet, og flere Træk, f. Ex. Hentningen af den ildfnysende Hest, gjenfindes.

I Hertugdømmerne. Se Müllenhoff, S. 395—404. „Goldmariken und Goldfeder,“ der har ganske den samme Grundtanke.

Paa Tydsk. Se Grimm, Märchen I, 283—28, „Der liebste Roland.“ At dette Eventyr svarer til vort, viser især den i III, 99—101 meddeelte Variant. Se fremdeles samme Værk II, 131—142, „De beiden Künigeskinner,“ som dog staaer Mestermø nærmest. Se ogsaa Kuhn und Schwartz, Norddeutsche Sagen S. 319. „Die alte Frick.“

Et Eventyr der svarer til vort samt optager Træk af „Kari Træstak“ findes hos Haupt, Zeitschrift für deutsches Alterthum II 181. „Ein Märchen aus der Oberlausitz.“

Hos Italienerne. Se Il Pentamerone II, 7, „La palomma,“ der har Heltens Forglemmelse af sin Elskte tilfælles med vort Eventor. Se fremdeles samme Værk III, 9, „Rosella,“ hvor Fabelens Slutning ganske stemmer overeens med Mestermø.

I Irland. Se Carleton, Traits and stories of the Irish peasantry. Dublin 1836 I, 53, „The three tasks.“Stemmer nær overeens med „Mestermø.“

Hos Magyarerne. Til den første Deel af Eventyret svarer „Die gläserne Hacke,“ i „Märchen der Magyaren von Gaal,“ S. 53.

Hos Hinduerne. Se Somadeva Bbatta „Geschichte des Vara Ruchi,“ hvor Forførerne narres paa en Maade, der bestemt minder om vort Eventyr. Fortællingen har kun dette Træk fælles med „Mestermø.“


47. (48) Vel gjort og ilde lønnet.

Fortællingen fra Slidre i Valders,

almindelig udbredt i hele Christiania Stift; ogsaa i Hardanger.


48. (49) Tro og Utro.

Hovedfortællingen fra Ringerige.

Eventyret er meget udbredt.

1. En temmelig ufuldstændig og fragmentarisk Variant fra Hardanger indeholder følgende til Hovedfortællingens Momenter tildeels svarende Træk. Tre Gutter skulde ud og gjæte; saa kom der frem en „Barbuse“ og vilde have den ene Gjætergutten; de to vare Brødre og vilde ikke, men den tredie fik han, og denne Gutten var saa rask, at Barbussen ikke kunde følge ham; til Kvelds kløv han op i en stor Furu, og om en Stund kom der en Bjørn og satte sig ved Fururoden, en Skrub paa dens første Green og en Ræv paa den anden. Ret som det var, begyndte Skrubben at spørge Bjørnen, hvoraf det kom, at Kongsdatteren var bleven syg. Bjørnen sagde, at det kom af, hun havde sluppet Brødet ned under Sakramentet. Dernæst spurgte den, hvorfor Kongens Hest var saa sindt. Bjørnen sagde, det kom af, at Bidslet var borte. Endelig spurgte den, hvoraf det kom, at Vandet i Kongens Brønd var bleven borte. Der laa en stor Steen i Veien sagde Bjørnen. Da Gutten kommer til Kongsgaarden, spørger Kongen ham om Raad, og Gutten faaer for at helbrede Prindsessen, tæmme Hesten og skaffe Vand 100 Daler og det halve Rige.

2. Fra Christianssund. En Fut gik til Kongen med Skat, som han bar i en Skræppe; men da den blev ham for tung, fik han en Gut til at bære den. Da de kom i Skoven ved Kongsgaarden, sendte han Gutten fra sig uden at betale ham for Umagen. Gutten havde hverken til Mad eller Huus: derfor kløv han op i et Træ Det var St. Hans Nat, og Løven, Bjørnen og Ræven kom sammen under Træet. Løven sagde, der var en Steen, som stoppede Vandaaren i Kongsgaarden; Bjørnen, at Kongens tre Heste vare indtagne i Bjerget, og naar En bankede paa om Thorsdagskvelden, kom de ud og kunde tages, naar En stod færdig og kastede Bidslet i Kjæften paa dem; Ræven sagde, at Prindsessen var føg, fordi hun havde tabt Alterbrødet; en Rotte sad med det under en Fjæl i Chordøren, og naar de tog det fra den og gav hende det, blev hun frisk. Gutten kommer til Kongsgaarden og vinder, som i Hovedfortællingen, Kongsdatteren og det halve Rige. Da Futen kom igjen næste Aar med Skatten og spurgte Gutten, hvorledes han var kommen til saadan Ære og Værdighed, fortalte han det. Futen krøb op i Træet, hvor Ræven opdagede ham; derpaa rev Dyrene Træet ned og slog Futen ihjel.

3. I Evje fortælles Eventyret ligeeens som Hovedfortællingen, paa det nær, at Dyrene rive ihjel Utro, som de see oppe i Træet, og som de troe er den, der har sladdret.

4. I Egnen om Mandal har Traditionen endnu det Tillæg, at Ekornen er med Dyrene. Den vil de rive itu den anden St. Hans Nat, fordi de troe, at det er den, som har sladdret. Han sætter da op i Træet og siger, da han seer Utro: „Nei, her er den, som har sladdret.“


Beslægtede Folkedigtninger.

I Danmark. Molbech, Udvalgte Eventyr og Fortællinger. S. 17. „Godtro og Utro, et skaansk Folkesagn.“

I Hertugdømmerne. Se Müllenhoff, Sagen, Märchen und Lieder, S. 416 fgg. „Das blaue Band,“ der har et Træk, som minder om, hvorledes „Tro“ i vort Eventyr faaer sit Syn igjen. I andre Træk stemmer „Vom Bauersohn, der König ward,“ S. 427 fgg. med „Tro og Utro.“

Hos Tydskerne. Se Grimm, Kinder- und Hausmärchen, II, 107—109 & III, 196 „Die Krähen.“ Se ogsaa Wolf, Deutsche Märchen, S. 21, „Das verrathene Geheimniß.“

Hos Magyarerne. Se Gaal, Märchen der Magyaren, S. 175 „Die dankbaren Thiere,“ hvilket Eventyr slutter sig nøie til vort.

Se ogsaa: Ungarische Sagen und Märchen, aus der Erdélyischen Samlung übers. von Stiers. S. 91 „Aschenbrödel.“

Hos Bøhmerne. Se U. A. Gerle, Volksmärchen der Böhmen, I, 147—180 „St. Walburgis Nachttraum oder die drei Gesellen.“

Hos Wenderne. Se i Volkslieder der Wenden von Haupt und Schmaler Fortællingen „Recht bleibt immer Recht“ I, 181.

Hos Araberne. I Tusind og een Nat gjenfindes Eventyret i østerlandsk Indklædning i Fortællingen: „Geschichte des Abu Nyut und Abu Nyutyn.“ Se den oftere anførte Oversættelse af Habicht og v. d. Hagen. XI, 164.


49. (50) Peer, Paal og Espen Askelad.

Fortællingen er fra den nordvestlige Deel af Thelemarken eller Nissedal.}}


50. (51) Kværnen, som staaer og maler paa Havsens Hund.

Fortællingen fra Ringerige, kjendt i Kongsbergs Omegn og Østerdalen.

Se den yngre Edda; udgivet af Eigilsen S. 221.


Beslægtede Folkedigtninger.

Hos Tydskerne. Da man i dette Eventyr utvivlsomt gjenfinder Frodes Kværn, som maler Guld og Fred, kan man sammenholde med det Grimm, Märchen I, 280—283 og III 97—99 „Rumpelstilzchen.“ Se fremdeles samme Værk II, 96, „Vom süßen Brei,“ hvor der fortælles om en Potte, som koger Huus og Gade fuld af Velling.

Hos Finnerne. Se Höfers Zeitschrift I, S. 38 fgg. „Jacob Grimm über das finnische epos, sammenholdt med Kalevala II, 119, Runa, XXIII. Fra det Stykke der faldt i Havet af Sampo, hidrøre Havets Skatte.


51. (52) Jomfruen paa Glasbjerget.

Hovedfortællingen fra Ringerige.

Næsten fuldkommen overeeensstemmende med Hovedfortællingen fortælles Eventyret i Christiansund.

1. Variant fra Ringerige. Aaskefisen. Har i Begyndelsen de samme Momenter som Hovedfortællingen, men gaaer strax over i en anden Eventyrcyklus. Det er her 12 Jomfruer, som komme ridende og slippe sine Heste i Ager og Eng. Askefisen fanger en af disse Jomfruer ved at kaste Staal over hende, og skal faae hende, hvis han er istand til at skjule hende for Menneskers Øine i tre Døgn. Han skjuler hende i en Halmliu; men da han er hjemme og henter Mad, lister en af hans Brødre sig efter ham, faaer Øie paa hende gjennem en Sprække, hvorpaa hun flyver bort. Aaskefisen opsøger hende og finder hende grædende udenfor et Bjerg; thi hun faaer ikke Lov at komme ind til sin Fader og sine Søstre, fordi han har kastet Staal over hende. Han anholder nu Troldet om at faae hende, men maa, før det indvilges, bortrydde en Steenurd og bringe op al Fisken af et Kjærn; hvilke Arbeider udføres ved Hjælp af en Ring og en Basun, som hun giver ham. Endelig skal han som sidste Prøve finde hende mellem hendes elleve eensklædte Søstre. Ogsaa heri hjælper hun ham ved at lade sit Lommetørklæde falde.

2. I Hardanger have vi hørt en Tradition „Aakurbolle,“ der i Alt, undtagen i Hovedmomentet, Ridningen op efter det speilblanke Bjerg, er forskjellig fra Hovedfortællingen, og som desuden er mærkelig derved, at den har Forestillingen om et Livsens og Dødsens Vand, hvori den stemmer med det russiske Eventyr „Ljubim Zarewitsch,“ hos Dietrich S. 1—15. Traditionens Fabel er følgende: Der var en Konge, hvis Datter Gjøgren tog, mens Kongen var i Kirke; derover blev han saa vred paa Ternen, som skulde passe Prindsessen, at han slog til hende, saa hun faldt død. Han angrede dette og lovede en stor Belønning til den, som kunde faae Ternen til Live igjen. En Gut, som hed Akurbolle, boede tæt ved; han havde Dødsens og Livsens Vand, og han vakte Ternen op igjen med det sidste. I sin Have havde Kongen et talende Træ; det sagde ham, at hans Datter var tagen af en Gjøger, hvis Mand hed „Grev Waauren høgt onde Berge,“ og at han var sat paa et høit speilblankt Bjerg. Nu udlovede Kongen Datteren og halve Riget til den, som kunde ride op og tage igjen Prindsessen. Ingen Ridder eller Kongssøn kan gjøre det, før Akurbolle kommer; ham har det talende Træ sagt, hvor han skal finde en Hest, der kan gaae Bjergvæggen op. Han rider op, tager Prindsessen, dræber „Grev Waauren“ og Gjøgren med Dødsens Vand, fører med sig alt deres Guld og Sølv og kommer tilbage til Kongen. Men Kongen vil endnu ikke give ham sin Datter, før han har gjort et Mesterstykke; han dræber da Dronningen med Dødsens Vand, og giver hende atter Liv med Livsens Vand. Nu faaer han Kongsdatteren.

3. I Evje er kun Traditionens Begyndelse forskjellig fra Hovedfortællingen. En Gut kommer til Kongsgaarden og gjæter Kongens Kjør. Kongen forbyder ham at gjæte oppe under den sorte, den røde og den blaae Fjeldnute ved Kongsgaarden. Første Dag reiser Gutten op under det sorte Fjeld; der er gjild Havn. Saa raaber Risen: „Hvem er det, som gjæter i mit Hestebeite?“ kommer frem og vil dræbe Gutten. Han undskylder sig med, at han ikke har vidst bedre og tilbyder sig at lyske Troldet. „Naar det ryger af mig, sover jeg.“ siger Troldet; det passer Gutten paa og dræber Troldet. I Risebeitet finder han en stor sort Hest, som han tager med. Anden Dag gaaer det ligeeens under det røde og tredie Dag under det blaa Fjeld, og nu har han de tre Heste, den sorte, den røde og den blaa, han bruger ved Ridningen. I denne Variant er det ikke opad et Glasbjerg, Ridningen foregaar, men opover en brat haard Fjeldvæg, og Prindsessen sidder med et Klæde istedetfor med et Guldæble i Haanden.


Beslægtede Folkedigtninger.

Hos de Danske. Se M. Winther, Folkeeventyr S. 20, „Prinds Hvidbjørn,“ hvori forekommer et Glasbjerg, saa høit at Prindsessen kun med Jernsko paa Hænder og Fødder kan komme op over det.

I Hertugdømmerne. Müllenhoff omtaler i Sagen, Märchen und Lieder, S. 437, et Eventyr fra Meldorf, hvori „Dummhans“ rider op over Glasbjerget og vinder Prindsessen.

Hos Tydskerne. Se Grimm, Kinder- und Haus-Märchen, I, 133—136 og III, 47—49. „Die sieben Raben“ fortælles om et Glasbjerg, ind ad hvis Port Søsteren kun kommer ved at skjære Lillefingeren af og laase op med den. Begyndelsen har noget tilfælles med „Vom goldnen Vogel,“ samme Værk I, 288—297. Se fremdeles Grimm II, 45—53, „Die Rabe,“ hvori fortælles, at Helten rider op over et Glasbjerg paa en Hest, han har listet fra tre Riser. Se endelig samme Værk II, 197 „Der Eisen-Ofen,“ hvor Tale er om et Glasbjerg.

I Spanien. Sml. W. Irving, Tales of the Alhambra.

Hos Polakkerne. Se Eventyret „Der Glasberg,“ Märchensaal von Kletke II, 106—108.

Hos Magyarerne. I Gaal’s Märchen der Magyaren har Waldhütermärchen“ S. 25, i flere Punkter Lighed med vort Eventyr.


52. (53) Smørbuk.

Hovedfortællingen fra Hallingdal.

Eventyret fortælles med faa Afvigelser næsten eens overalt og er yderst almindelig udbredt gjennem hele Christiania Stift, under Navn af Smørbald, Stabbe, Feitstabbe; i Hardanger Knubb.

I en Variant fra Sell i Gudbrandsdalen skiver Troldkjærringen Smørbald op, før hun reiser til Kirken, men da de ere reiste, staaer han op og syer sig sammen, Stykke for Stykke og Skive for Skive.


53. (54) Store-Peer og Vesle-Peer.

Eventyret er sammenarbeidet af en Tradition fra Bergens Stift og to Traditioner fra Vaage i Gudbrandsdalen, hvoraf den ene kun er et Fragment, der ender, hvor Peer har faaet Penge af Præsten. I det Hele ere alle disse tre Traditioner overeensstemmende; dog lader Eventyret fra Vaage Vesle-Peer sætte en Kramkiste istedetfor en Æblekurv paa den døde Kjærrings Kjelke og tillægger desuden, at han narrede 800 Daler af en klog Kone, som kunde gjøre god for Døvhed, derved at han fik hende til med en Stok endnu en Gang at slaae Hovedet af Moderen. Eventyret fra Bergens Stift har ei Fortællingen om at Store-Peers Kone sprang efter i Vandet. Eventyret er kjendt paa Ringerige, i Østerdalen og i de fleste Bygder.

Fra Eidsborg, Annex til Laardal i Thelemaæarken, have vi Eventyret i alt Væsentligt overeesstemmende med det fortalte. Her adskiller det sig fra Hovedfortællingen især derved, at i den de tvende Hovedpersoner ere en Gaardmand og hans Huusmand, „Jon Svik.“ Varianten bevæger sig frem igjennem den samme Fabel; kun skylder Jon paa, at hans Seng er for kort, saa han ikke kan rette sig, og faaer Moderen, som er gammel og kroget, til at bytte Seng med sig. Ogsaa her narrer han Penge af en viis Kone, der skal kurere den døde Moder for Døvhed, og det er Byfogden istedetfor Skipperen, som bliver vred over, at hun ikke svarer, og han skyder hende i Vandet, istedetfor at Skipperen slaaer Hovedet af hende.


Beslægtede Folkedigtninger.

Hos de Danske. Se H. C. Andersens Eventyr, „Store-Claus og Lille-Claus.“

I Hertugdømmerne. Müllenhoff, S. 461, „Die reichen Bauern.“

Hos Tydskerne. Se Grimm, Kinder- und Haus-Märchen I}}, 337—344 og III, 111—113 „Das Bürle.“ Sml. Wolf, Deutsche Märchen, S. 52, „Die betrogenen Schelme.“

Hos Italienerne. Se Basile, Il Pentamerone, II 10 „Lo compare“ og Schmidt, Die Märchen des Straparola, S. 133 fgg., „List über List“ (Scarpafico).

Hos Araberne. Se Tausend und eine Nacht von Habicht, III, 141. „Der kleine Bucklige.“ I Ligets Transport o. s. v. er nogen Overeensstemmelse med vort Eventyr.


54. (55) Lurvehætte.

Hovedfortællingen fra Aaseral.

1. Fra Vaage have vi følgende Variant under Navnet Bukketøsen. En Konge og en Dronning havde ingen Børn, og Dronningen, som derover var meget bedrøvet, raadførte sig med en viis Kone. Af hende fik Dronningen to Frø, som hun skulde plante under Sengen sin, og som naar de voxte op, vilde bære Roser, en rød og en hvid. Den røde skulde Dronningen spise, men den hvide skulde hun lade staae igjen. Men hun syntes, at den første smagte saa godt, at hun ogsaa vilde spise den anden. Hun fødte nogen Tid efter tvende Pigebørn, først en deilig lille Prindsesse og saa et Barn, som sad paa en Buk, havde en Krageskindskjortel paa og holdt en Kokkeslev i Haanden. Hende kaldte de Bukketøsen og vilde ikke lade hende faae være hos Søsteren, men hvor de gjemte denne, saa hjalp det ikke; Bukketøsen fandt hende bestandig igjen. „Hvor Søster min er, vil jeg ogsaa være; jeg er ligesaavel et kongeligt Barn, jeg, som hun,“ sagde Bukketøsen. Da Forældrene ikke paa nogen Maade kunde faae skilt Søstrene fra hverandre, vare de meget bedrøvede, og da Børnene vare 12 Aar gamle, besluttede de at see at blive af med dem begge to. Da lod de gjøre en stor Tønde, som de satte begge Pigebørnene ind i, forsynede dem med Mad og Drikke, spigrede Tønden til og kastede den ud paa Søen. — Nu drev Tønden langt, langt bort og kom omsider til et fremmed Kongerige; der flød den ind til Lands tæt nedenfor Kongsgaarden. Her stødte Bukketøsen Hul paa den med Sleven sin; de krøb begge ud og gik op i et lidet Huus, som stod for sig selv paa Strandkanten; der skulde Søsteren blive igjen, medens Bukketøsen gik op i Kongsgaarden efter Mad. I Kjøkkenet traf hun Kokken. „Giv mig Mad til mig og Søster min; vi ere ligesaavel kongelige Børn vi, som de her,“ sagde hun. Hun fik noget Mad, men alle Tjenerne i Kongsgaarden bleve reent forskrækkede over det stygge Trold, som sad paa Bukken, og saa spurgte de, om Søsteren var ligesaa fæl og styg, og vilde see hende ogsaa. „Nei, hende faae I ikke see. Hun er saa deilig, at Øinene sprang ud af Hovedet paa Jer, fik I Lov til det,“ sagde Bukketøsen. Ligeeens gik det næste Gang, hun kom op paa Slottet. Men saa fik Prindsen høre Noget om dette, og da hun tredie Gang kom efter Mad, listede han sig efter hende til Hytten, hvor hun boede. Han skottede ind igjennem Vinduet og blev reent forundret, da han saa den deilige Prindsesse derinde; han gik ind og bad hende følge med op i Kongsgaarden. Men Bukketøsen svarede: „Hun skal ikke følge Dig, uden jeg ogsaa faaer være med. Hvor min Søster er, vil jeg ogsaa være. Jeg er ligesaavel et kongeligt Barn, jeg som hun.“ Prindsen tog dem da begge med sig. Kongen var Enkemand, og han blev saa forelsket i Søsteren, strax han saa hende at han friede til hende paa Timen og vilde have hende til sin Dronning. „Ja,“ svarede Bukketøsen, „faaer jeg Prindsen, skal du faae min Søster; jeg er lige saa vel et kongeligt Barn, jeg, som hun.“ Det kan man nok vide, Prindsen ikke var videre glad i, og han svarede beentud nei; men saa blev Kongen syg af bare Kjærlighed og blev liggende til Sengs, og saa maatte Prindsen give sit Samtykke. Da de skulde reise til Kirke, kjørte nu Kongen foran i sin Vogn; men da Prindsens Vogn kom frem for Døren, vilde Bukketøsen slet ikke sætte sig op i den; Prindsen skulde sætte sig bag paa Bukken med hende, ellers reiste hun ikke til Kirke, sagde hun. Den Stakkels Prinds maatte da ogsaa finde sig heri. Som i Hovedfortællingen beder han nu Bukketøsen tale, og spørger først, hvorfor hun rider paa den stygge Bukken, dernæst hvorfor hun skulde være saa slet pyntet og sidde med den stygge Sleven i Haanden, og eftersom han gjør sine Spørgsmaal, forvandles Bukken, de sidde paa, til en Vogn med deilige Heste for, og hun til den deiligste Prindsesse. I sin Glæde vilde nu Prindsen vide, hvorledes Alt dette gik til, og nu forklarede Prindsessen ham, at Troldkonen var bleven vred paa hendes Moder, fordi denne havde spiist af den hvide Blomst, som var voxet op under Sengen hendes, og havde sat den Straf, at Barnet, hun fødte skulde være saa stygt og fælt og ride paa en Buk, til en Prinds vilde have hende til Dronning og reise til Kirke med hende.


55. (57) Bruskebruden.

Hovedfortællingen er sammentrukken af tvende fra hinanden lidet afvigende Traditioner fra Thelemarken. Den, der væsentlig er lagt til Grund, er fra Sillegjord. I denne kaldes Hunden „Lille Kaværn,“ i den anden „Putte.“ Eventyret har stor Udbredelse. Foruden de Steder, hvorfra Varianter nedenfor indtages kjendes det i Hallingdal, Gudbrandsdalen, Østerdalen, paa Ringerige, o. a. St. At dette Eventyr egentlig er en anden selvstændig Udvikling af samme Grundtanke, som gaaer gjennem „Manddatteren og Kjærringdatteren,“ seer Enhver let. Somme Steder forbindes begge Eventyr til et, som

1. i Beindalen i Valders, hvor Fabelens Gang er denne: Manddatteren og Kjærringdatteren sidde og spinde ved Elven, og Manddatteren kastes udi. Hun kommer ned paa en Eng, gaaer bortover og kommer 1) til et Riisgjærde, 2) til en Ko, 3) til et Æbletræ. Alle disse viser hun Tjenester. Kommer saa til Troldkjærringen og tager Tjeneste. Hun sendes om Kvelden til Fjøset for at give Ungfæet at drikke. Ungfæet er ikke Andet end Orme, Padder og Fjerfisler, men Pigen gjør som der er befalet hende. Da hun kommer ind igjen fra Fjøset, giver Troldkjærringen hende et Uldpund; kan hun spinde op det om Natten, skal hun have tjent ud Aaret sit. Hun begynder at spinde, og alle de som i Fjøset var, komme og hjælpe hende, saa hun bliver færdig med Lagjet sit. Som Aarsløn skulde hun faae vælge et af to Skrin, som stod der. En liden Fugl sang da:

„Tag ikke det rø’,
Tag det graa
Tag ikke det rø’,
Tag det graa!“

Og det gjorde hun. Da hun saa kom hjem, skulde hun faae Lov at hænge sin Aarsløn op i Svinehuset. Men Skrinet var fuldt af Guld og Sølv, saa Grisehuset blev gildere end Kongens Sal. Da Stedmoderen saa det, skulde Rettedatteren til Elvs. Hun gjør nu Alting tvært imod, hvad der ønskes, og tager tilsidst det røde Skriin, der gloer mest. Hun kommer hjem og faaer Stadsestuen at hænge Sit op i, men saa er det ikke Andet end Orme og Padder. Manddatterens Broder Hans, som tjener i Kongsgaarden, har hendes Portræt. Kongen faaer see det og sender ham efter hende, thi han vil have hende til Dronning. Stedmoderen og hendes Datter blive med, og paa Vandet sige de først, at Hans vil, hun skal kaste sine Handsker overbord; dernæst, at hun skal kaste sin Hund, „Singelere,“ ud, og endelig, at hun selv skal hoppe udi. Hun svarer hver Gang: „Ja, siden Hans, Bro’er min, siger det, vil jeg gjøre det.“ Nu gaaer det som i Hovedfortællingen; kun at hun kommer ind til en Indlæg, som ligger i Kjøkkenet, som en Gaas med en Helle om Fødderne og siger: „Tutetutetu! det er Synd i mig, som Havfruen drager paa Havsens Bund; men det er mere Synd i ’n Hans, Broer min, som ligger i Ormegaarden og pines; kommer jeg her 2 (1) Gange til, saa kommer jeg her aldrig mere. Tutetutetu!“ Tredie Nat fik Indlæggen Hellen af Benene paa hende, og saa stod hun der lige saa vakker som før. Hun blev da Dronning, og Stedmoderen og hendes Datter bleve kastede i Ormegaarden i Hans’s Sted.

2. Fra Soløer have vi følgende Variant: Anden i det kolde Vand. Det var to Sødskende, en Gut og en Gjente, som ingen Forældre havde; de boede i en liden Stue, langt borte etsteds i Skoven. Engang kom en Konge, som gik paa Jagt der, til dem; det var bare Gutten, som var hjemme da; han sad og skar ud Billeder. „Hvem skjær du Billeder efter?“’ sagde Kongen. „Aa, det er efter Søster min.“ svarede Gutten. „Har du saa vakker Søster?“ spurgte Kongen. Ja, skulde hun ikke være saa vakker, saa“ — meente Gutten. „Ja, da maa du bringe hende til Kongsgaarden i Morgen den Dag; jeg vil have hende til Dronning,“ sagde Kongen, Da nu hun kom hjem igjen og fik høre dette, blev hun reent forskrækket. Hun kunde slet ikke faae i Hovedet sit, at Kongen vilde have hende til Dronning; men hendes Broder gav sig ikke, førend han fik hende med sig, og de lavede sig da i Veien. De vare saa fattige, saa det var blot tre Ting, de syntes var saa lige, at de kunde tage dem med sig; det var et Guldhæspetræ, et Guldnøste og et Guldæg; en liden Hund, som hedte Pæris, toge de ogsaa med. De gik da ned til Søen; men de maatte paa hver sin Baad; de kunde ikke rummes i een. Gutten tog det Løfte af hende, at hun maatte gjøre Alt, hvad han befalede hende. Da de kom ud paa Søen et Stykke, raabte han: „Vogt dig vel for Veir og Vind, kjær Søsteren min!“ „Hvad er det min Broder siger?“ sagde hun; de vare saa langt fra hinanden, saa hun ikke kunde høre det. Da var der kommen en Havfru, som havde sat sig imellem dem, og hun svarede hende: „Han siger, du skal kaste ned Guldhæspetræet dit i Havet.“ „Ja, naar min Broder befaler det, saa maa jeg,“ sagde hun og kastede det udi. De seilede da en Stund, saa raabte han til hende igjen: „Vogt Dig vel for Veir og Vind, kjær Søsteren min!“ Hun hørte det ikke da heller, men spurgte: „Hvad er det, min Broder siger nu?“ „Aa nu siger han, du skal kaste ud Guldægget dit,“ svarede Havfruen. Saa raabte Gutten om en Stund igjen: „Vogt dig vel for Veir og Vind, kjær Søsteren min!“ „Hvad siger min Broder nu?“ sagde hun, og Havfruen svarede, at han sagde hun skulde kaste i Vandet Guldnøstet sit. „Ja naar min Broder siger det, saa maa jeg vel,“ sagde hun. Det varede lidt, saa raabte han: „Vogt dig vel for Veir og Vind, kjær Søsteren min!“ Og da hun spurgte, hvad han sagde, svarede Havfruen, at han sagde, hun skulde kaste ud Hunden sin. „Det gjør jeg nødig,“ sagde hun; men hun turde ikke Andet. Da han fjerde Gang raabte til hende: „Vogt dig vel for Veir og Vind, kjær Søsteren min!“ sagde Havfruen til hende: „Nu siger han, du skal hoppe udi selv.“ „Ja naar min Broder befaler det, saa maa jeg,“ sagde hun og sprang i Vandet. Da de saa kom til Lands, kom Kongen og alt hans Folk dem imøde for at see, om hun, Kongen vilde have til Dronning, virkelig var saa vakker, som Gutten havde sagt; men da havde Havfruen sat sig istedetfor den Rette, og da nu Kongen fik see dette stygge Trold, blev han fælt sindt paa Gutten, som han troede havde løiet for ham, og lod ham kaste i Ormegaarden. Kongen vilde dog ikke tage sit Ord tilbage; han tog Havfruen med sig til Slottet og holdt Bryllup med hende. Om Thorsdagskvelden — det var nok saa først i Ugen, de kom der — da Kokken havde lagt sig og det lyste lidt af Gløderne paa Skorstenen, kom der ind i Kjøkkenet et Fruentimmer, der var saa deiligt som den Deiligste i Verden; hun gik til Tallerken-Hylden, tog et Tinfad ned, og det kjæmmede hun sit Haar over, saa Guldet dryssede ned derpaa. Da hun det havde gjort, tog hun op en Guldharpe, som hun begyndte at spille paa, og en Hund, hun havde med, greb et Guldbæspetræ og dandsede med. Da de havde dandset en Stund, sagde hun: „Hvor langt lider det nu, min Pæris?“ „Nu galer Tuppen første Gang,“ sagde han. „Vi kan være en Stund til,“ sagde hun, og saa begyndte han Pæris at dandse med Hæspetræet igjen, heelt til Tuppen havde galet tredie Gang, da gik de. Næste Torsdagskveld kom de igjen og bare sig ligedan ad, men da hun gik, sagde hun: „Naar jeg har været her een Torsdagskveld til, kommer jeg aldrig mere igjen; den stygge Havfruen sidder paa Kongens Skjød, min Broder ligger i Ormegaaeden og jeg selv hviler paa Havsens Bund.“ Hver Gang hun gik, saa skranglede det i en Lænke, som hun drog efter sig. Men saa fortalte Kokken alt dette, hun havde seet, til Kongen, og han sagde, at næste Torsdagskveld vilde han selv være i Kjøkkenet og see dette deilige Fruentimmer. Da saa denne Kveld kom, stillede Kongen sig bag Kjøkkendøren, og stod der, til hun kom. Hun tog da igjen Tinfadet af Tallerken-Hylden, kjæmmede sit Haar, saa Guldet dryssede ned paa det, spillede paa Guldharpen, og Pæris til at dandse med Hæspetræet. Da nu Tuppen havde galet tredie Gang, vilde hun til at gaae; men Kongen drog sit Sværd, huggede tværs over den Lænke, som hun trak efter sig, og da kunde hun ikke røre sig af Stedet. Da Kongen saa fik see, hvor vakker hun var, blev der slig en Glæde paa ham, og han blev saa forlibt i hende, at han tog hende til Dronning og kastede Havfruen i Ormegaarden. Der gik Gutten lys levende; Ormene havde ikke rørt ham, fordi han var uskyldig; men Havfruen aad de strax op.

3. I en Variant fra Thelemarken, kaldes Eventyret ligeledes „Anden i det kolde Vand.“ Her er Manddatteren forvandlet til en hvid And, der kommer tre Torsdagskvelde, og den tredie Kveld forvandler sig til flere Ting, sidst til en Ost, som Kongen skjærer itu, hvorpaa Fortryllelsen er bævet. Se Eventyret om „Grimsborken.“

4. Fra Gudbrandsdalen. Efter denne Variant sendes Pigen af Stedmoderen til en Troldkone efter Vand. Denne giver hende tre Smørrebrød, som Pigen med Troldkonens Tilladelse gjemmer i Barmen. Saa anvises hende Brønden. Her kommer først en liden Haand op og tager i Bøtten. „Aa, Stakkels den lille Haanden,“ siger hun og giver den det ene Smørrebrød. Saaledes gaaer det tre Gange. Saa gives der hende af de Tre i Brønden de samme gode Gaver som i Hovedfortællingen. Rettedatteren danner nu i sin Opførsel Modsætningen til Steddatteren og faaer de modsatte Gaver, og Eventyret skrider frem som i Hovedfortællingen.


Beslægtede Folkedigtninger.

Hos de Danske. Winthers Danske Folkeeventyr: Svanhvide, S. 102 fgg. Nyerups Almindelig Morskabslæsning, S. 233.

Hos Tydskerne. Noget tilfælles med vor Tradition har „Schwesterchen und Brüderchen,“ Grimms Märchen, I, 57 fgg. Men de egentlige Pendanter hos Brødrene Grimm ere: „Die drei Männlein im Walde,“ der forbinder dette vort Eventyr med „Manddateeren og Kjærringdatteren,“ og fornemmelig „Die weiße und schwarze Braut,“ II, 239. Se ogsaa Wolf, Deutsche Märchen, S. 83, „Die beiden Bräute.“

Hos Bøhmerne. Gerle, Volksmärchen der Böhmen. Prag 1819, II, 235, „Die goldene Ente.“


56. Kjætten paa Dovre.

Dette Eventyr har en vid Udbredelse, antager ofte endnu mere bestemt Sagnets Charakteer i sine Stedsangivelser og gaaer i flere Egne ind i den store Sagncyklus om Juleskreia. Vi have saaledes antruffet det i Østerdalen, Gudbrandsdalen, Valders, Hallingdal, Aadalen, Thelemarken, og i Bergens Stift i Forthun og Jostedal. Rimeligviis er det kjendt overalt i Norge. Almindelig angives den Gaards Navn, hvor Sagnets Scene henlægges, at være Qvam eller Qvamme, og nogle Steder siges Vandringsmanden at have været en Pilgrim.

Se Andreas Faye, Norske Folkesagn. Andet Oplag, Christiania 1844, S. 80 „Brakandalen,“ samt P. Chr. Asbjørnsen, Norske Huldreeventyr og Folkesagn. Christiania 1848, II, 83 „Reensdyrjagt ved Rondene.“


Beslægtede Folkedigtninger.

Hos Tydskerne. Efter Irische Elfenmärchen, übers. von den Brüd. Grimm, Einleitung, über die Elfen, S. CXIV fgg. findes i en Heidelberger Kodex, et Digt, der synes at være forfattet i det 13de og nedskrevet idet 14de Aarhundrede, som indeholder et i alle Dele til vort svarende Eventyrsagn. Grimm antager, at en Tydsker har hørt det i Norge, eller at en reisende Normand har fortalt det i Tydskland. Brudstykker af Digtet ere meddeelte i anførte Værk S. CXV—CXX. Fuldstændig findes Digtet aftrykt hos M. Haupt: Zeitschrist für Deutsches Alterthum VI. 174 fgg. „Schretel und Wasserbär,” von Wilh. Wackernagel. Ligeledes findes Digtet udgivet i Mones Untersuchungen zur Geschichte der teutschen Heldensage. S. 281—287, hvor det har Titelen: „Der Kampf mit dem Schretel.“ Mone anfører, at det hænger sammen med det angelsachsiske Digt om Beowulf. Beowulfs Kamp med Troldet Grendel er her bleven til en Kamp med en Schretel, eller et lidet Huustrold. Men flere Træk ere blevne staaende igjen, nemlig at Kongen af Norge sender Bjørnen som Gave til Kongen af Danmark, hvilket svarer til den Sang, hvori Beowulf af Kong Higelac af Gothland sendes Hrodgar af Danmark til Hjælp. Da Digtets Fabel kun indeholder den første og hovedsagelige Deel af Beowulf, har man villet ansee Slutningen for mindre oprindelig end Begyndelsen. I Deutsche Mythologie I, 447 anfører Jacob Grimm vort norske Eventyrs Tilsynekomst som et af de mærkeligste Beviser for den seige Vedvaren af saadanne Stoffe i Folketraditionerne. Jevnfør ogsaa Müllenboff, Sagen, Märchen &c., S. 257, „Der Wassermann und der Bär.“


57. Bonde Veirsky.

Eventyret er sammenarbeidet af tvende meget overeensstemmende Fortællinger; den ene (fra Ringerige) har Titelen „Rødhagen,“ den anden (fra Hedemarken) den anførte Titel „Bonde Veirsky.“ I Smaalenene og Soløer er Eventyret kjendt under Navnet „Vraal Hestesky.“


Beslægtede Folkedigtninger.

Hos Araberne. Tausend und eine Nacht, von Habicht VI, 137. I Fortællingen „Beder und Gjaubare“ gjenfindes Trækket eller Formaningen om ei at sælge Bidslet tilligemed den til en Hoppe forvandlede Dronning.

Hos Mongolerne. Bergmann Nomadische Streiferien unter den Kalmuken in den Jahren 1802—3, Riga 1804. I, 250—252. I Indledningen til „Ssiddi Kur“ findes en Fortælling, der svarer til Eventyrets Slutning.


58. Det blaae Baand.

Fortællingen fra Aadalen, Annex til Norderhov.

Med al sin Eiendommelighed synes Eventyret at være paavirket og at have optaget Træk af Tusind og een Nat.


Beslægtede Folkedigtninger.

I Hertugdømmerne. Se Müllenhoff, Sagen, Märchen, &c., S. 416, „Das blaue Band.“ Men dette er ufuldstændigt og mangler den hele Reise til Arabien. o. s. v.

Hos Araberne. Se Tausend und eine Nacht, von Habicht, II, 191—238 og III, 2—38. I „Reisen Sindbads des Seefahrers“ flere Fortællinger om Fuglen Rok, der svare til det i vort Eventyr forekommende Træk, der synes laant fra „Tusind og een Nat.“

Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Norske_Folkeeventyr_(1852)/Anmærkninger&oldid=261163»