Norske Folkeeventyr (1852)/34
34.
Mestertyven.
Der var engang en Huusmand, som havde tre Sønner. Han havde ikke nogen Arv at give dem og ikke Noget at sætte dem til, og ikke vidste han hvad han skulde gjøre af dem heller; men saa sagde han, at de kunde faae Lov at tage sig til det, de vilde og havde bedst Lyst til, og reise did de selv vilde, han skulde gjerne følge dem paa Veien, og det gjorde han ogsaa. Han fulgte dem, til de kom til et Sted, hvor der var tre Veie; der tog de hver sin Vei, og Faderen tog da Farvel med dem og reiste hjem igjen. Hvor det blev af de to Ældste har jeg aldrig faaet spurgt, men den Yngste han gik baade langt og længe.
Saa var det en Nat, han gik over en stor Skov, at det kom saadant et slemt Veir paa ham; det blæste og føg saa han næsten ikke kunde holde Øinene oppe, og førend han vidste Ordet af det, var han kommen reent paa Vildstraa og kunde hverken finde Vei eller Sti; men hvorledes han gik, saa fik han tilsidst see det lyste langt borte i Skoven. Did syntes han da han maatte prøve at komme, og langt om længe saa kom han did ogsaa. Der var en stor Bygning, og det brændte saa friskt paa Varmen derinde, at han kunde skjønne, de ikke havde lagt sig endda. Saa gik han ind, og derinde gik en gammel Kjærring og stelte.
„God Kveld!“ sagde Gutten. „God Kveld!“ sagde Kjærringen. „Hutetu, det er saadant fælt Veir ude i Nat,“ sagde Gutten. „Det er saa,“ sagde Kjærringen. „Kan jeg faa ligge her og faae Huus i Nat?“ spurgte Gutten. „Det er nok ikke godt for dig at ligge her,“ sagde Kjærringen, „for komme Folkene hjem og træffe dig, saa dræber de baade mig og dig.“ „Hvad er det for Folk, som boe her da?“ sagde Gutten. „Aa, det er Røvere og sligt Pak, det,“ sagde Kjærringen, „og mig har de røvet da jeg var liden, og havt til Huusholderske for sig,“ sagde hun. „Jeg troer nok jeg lægger mig ligevel, jeg,“ sagde Gutten, „det for gaae som det vil, for ud vil jeg ikke mere i sligt Veir ved Nattetid.“ „Ja, det bliver værst for dig selv, det,“ sagde Kjærringen.
Gutten lagde sig da i en Seng, som stod der, men sove turde han ikke, og bedst det var, kom Røverne, og saa fortalte Kjærringen at der var kommen en fremmed Karl der, som hun ikke kunde faae til at gaae igjen.
„Saa du om han havde Penge?“ sagde Røverne. „Ja han Penge, den Stymperen?“ sagde Kjærringen, „det var ikke mere end netop han havde Klæder paa Kroppen.“ Røverne begyndte da at smaasnakke med hverandre om, hvad de skulde gjøre med ham, om de skulde dræbe ham, eller hvad de ellers skulde gjøre. Imedens stod Gutten op og begyndte at tale med dem og spurgte dem om de ikke trængte til Tjenestekarl, for han kunde nok have Lyst til at tjene hos dem. „Jo,“ sagde de, „har du Lyst og du vil drive paa det Haandværket, vi drive, saa kan du nok faae Tjeneste her.“ „Ja, det er sligt Slag,“ sagde Gutten, „hvad Haandværk det er, for da jeg reiste hjemme fra fik jeg Lov af Faer min at tage mig til det, jeg vilde.“ „Har du Lyst til at stjæle da?“ sagde Røverne. „Ja,“ sagde Gutten, det Haandværk skulde han nok lære, meente han.
Saa boede der en Mand et Stykke fra dem, som havde tre Oxer; en af dem skulde han reise til Byen med og sælge, og det havde Røverne faaet spurgt; saa sagde de til Gutten, at hvis han var god for at stjæle fra ham Oxen paa Veien, saaledes at han ikke vidste om det, og saa at han ikke gjorde ham Noget, saa skulde han faae Lov at være Tjenestekarl hos dem. — Jo, Gutten tog med sig en vakker Sko, som stod der, med Sølvspænde i, og lagde afsted; den satte han i Veien, der hvor Manden skulde forbi med Oxen sin, og selv gik han ind i Skoven og gjemte sig under en Buske. Da Manden kom, saa han strax Skoen. „Det var en gjæv Sko,“ sagde han, „havde jeg Mage til den, skulde jeg tage den med mig hjem, saa havde jeg vel faaet Kjærringen min blid engang;“ for han havde en Kjærring saa sindt og saa slem, at det ikke var længe mellem hver Gang, hun dængte ham. Men saa syntes han, han ikke kunde gjøre Noget med den ene Skoen, naar han ikke havde Mage til den, og saa reiste han videre og lod den staae. Gutten tog Skoen og skyndte sig, det bedste han kunde, at komme foran Manden bortigjennem Skoven, og saa satte han Skoen i Veien for ham igjen. Da Manden kom did med Øxen, blev han harm, fordi han havde været saa dum at lade Magen til den staae igjen og ikke taget den med sig. „Jeg faaer vel rende tilbage igjen og tage den anden,“ sagde han ved sig selv og bandt Oxen ved Skigaarden, „saa faaer jeg da et Par gode Sko til Kjærringen, for da kanskee hun tør blive blid engang hun med.“
Han gik nu og ledte og ledte efter Skoen i syv Lange og syv Brede, men ingen Sko fandt han; tilsidst maatte han gaae tilbage med den ene, han havde. Imedens havde Gutten taget Oxen og reist med. Da Manden kom igjen og fik see, at Oxen var borte, begyndte han at græde og bære sig, for han var ræd, at Kjærringen skulde slaae ham ihjel, naar hun fik vide at Oxen var væk. Men saa faldt han paa at gaae hjem og tage den andre Oxen og reise til Byen med og faae god Ret for den, og ikke lade Kjærringen faae vide Noget om det. Det gjorde han; han gik hjem og tog Oxen, saa at Kjærringen ikke vidste Noget om det, og reiste til Byen med; men Røverne de vidste det vel, og saa sagde de til Gutten, at hvis han kunde tage den ogsaa, uden at Manden fik vide om det, og saa at han ikke gjorde ham nogen Skade, saa skulde han være jevngod med dem. Ja, det meente Gutten skulde ikke være nogen Sag.
Den Gang tog han med sig et Reb og hængte sig op under Armene, midt i Veien for Manden. Da Manden kom med Øxen sin og fik see dette Spektakel, som hang der, blev han lidt rar af sig. „Men, hvor tungt du har tænkt, som har hængt dig der da!“ sagde han; „aa ja, du faaer hænge for mig, jeg kan ikke blæse Liv i dig igjen,“ og saa gik han videre frem med Oxen sin. Gutten ned af Træet, løb en Beenvei og kom foran ham og hængte sig midt i Veien for ham igjen. „Montro du virkelig har tænkt saa tungt, at du har hængt dig der, eller det bare er et Spøgelse for mig da?“ sagde Manden. „Aa ja, du faaer hænge for mig, enten du er Spøgelse eller hvad du er,“ sagde han og gik med Oxen sin. Gutten gjorde akkurat ligedan som begge de forrige Gange, hoppede ned af Træet, sprang Beenvei gjennem Skoven og hængte sig midt i Veien for ham igjen. Da Manden fik see det igjen, saa sagde han ved sig selv: „Det var fælt dette da! Skulde de have tænkt saa tungt, at de har hængt sig alle disse Tre? Nei jeg kan ikke troe, det er andet end Spøgeri for mig. Men nu vil jeg vide det vist,“ sagde han; „hænger de der, de andre to, saa er det virkelig saa, men hænge de der ikke, saa er det ikke andet end Spøgeri for mig.“ Han bandt da Oxen sin og sprang tilbage og skulde see, om de virkelig hang der. Imedens han gik og kikkede op i alle Træerne, hoppede Gutten ned og tog Oxen hans og reiste afsted med. Da Manden kom tilbage og saa at Oxen var borte, blev det galt med ham, det kan En sagtens vide, han baade til at græde og bære sig ilde; men tilsidst gav han sig tiltaals, og saa tænkte han ved sig selv; der er ikke andet Raad end at gaae hjem og tage den tredie, saa Kjærringen ikke veed om det, og den faaer jeg prøve at afhænde saameget desto bedre, saa jeg faaer mange Penge for den. Han gik hjem og tog den og reiste med den, saa Kjærringen ikke vidste Noget om det. Men Røverne de vidste vel Besked om det, og saa sagde de til Gutten, at hvis han kunde stjæle den ligeens som de andre to, skulde han være Mester over dem Allesammen.
Ja, Gutten lagde af Gaarde og sprang til Skovs, og da Manden kom med Oxen, satte han til at brøle saa fælt ligesom en stor Oxe, inde i Skoven. Da Manden hørte det, blev han saa glad, for han syntes, han kjendte igjen Maalet paa Storstuden sin, og tænkte at nu skulde han finde dem igjen begge to, bandt saa den tredie og sprang af Veien og til at lede inde i Skoven. Imedens reiste Gutten afsted med den tredie Oxen. Da Manden kom tilbage og havde mistet den ogsaa, blev han saa ilde ved, at der ikke var nogen Maade paa det, han baade græd og bar sig, og han turde ikke gaae hjem paa mange Dage, for han var bange, at Kjærringen skulde slaae ham reent ihjel. Røverne vare nu heller ikke meget glade over det, at de maatte sige, Gutten var Mester over dem Allesammen.
Saa tænkte de engang, de skulde prøve paa at gjøre Noget, som ikke han var god for; de reiste saa i Veien Allesammen og lod ham blive alene hjemme.
Det Første han gjorde, da de vel vare komne af Gaarde, det var at jage Oxerne ud paa Veien, saa at de gik hjem til Manden, han havde taget dem fra, igjen, og glad blev han, det kan du nok vide. Saa tog han alle Hestene, som Røverne havde, og læssede paa dem Alt det Bedste han fandt, af Guld og Sølv og Klæder og andre prægtige Ting, og bad saa Kjærringen at hilse Røverne og sige Tak for ham, nu reiste han og de skulde have ondt for at tage ham igjen, og dermed foer han af Gaarde.
Langt om længe kom han paa den Veien, han gik, da han kom til Røverne. Da han kom hjemover, der hvor hans Fader boede, saa tog han paa sig en Mundering, han havde fundet iblandt det, han havde taget fra Røverne, som var gjort ligesom til en General, og kjørte ind paa Gaarden, som en anden Storkarl. Siden saa gik han ind og spurgte, om han kunde faae Huus der. Nei, det kunde han da slet ikke. „Hvorledes skulde jeg kunne laane Huus til saadan en stor Herre, jeg?“ sagde Manden, „det er netop jeg har Klæder at ligge paa selv, og usle nok er de.“ „Du har altid været haard du,“ sagde Gutten, „og det er du nok endnu, siden du ikke vil laane Sønnen din Huus.“ „Er du Sønnen min?“ sagde Manden. „Kjender du mig ikke igjen da?“ sagde Gutten. Jo, saa kjendte han ham nok igjen. „Men hvad har du taget dig til, siden det er bleven saadan Karl af dig i slig en Hast?“ sagde Manden. „Jo, det skal jeg sige dig“ sagde Gutten, „du sagde, jeg kunde faa tage mig til hvad jeg vilde, og saa gav jeg mig i Lære hos nogle Tyve og Røvere, og nu har jeg staaet ud Læren og er bleven Mestertyv,“ sagde han. —
Saa boede der en Amtmand tæt ved, der Stuen til hans Fader laa; og han havde saadan en stor Gaard og saa mange Penge, at han ikke viste noget Tal paa dem, og en Datter havde han ogsaa, som baade var peen og vakker. Hende vilde Mestertyven have, og saa sagde han til Fader sin, at han skulde gaae til Amtmanden og begjære Datter hans til ham. „Spørger han, hvad Haandværk jeg driver paa, kan du sige, jeg er Mestertyv,“ sagde han. „Jeg mener du er tullet jeg,“ sagde Manden, „for klog kan du ikke være, naar du tænker paa slig Galskab.“ Jo, han skulde og maatte gaae til Amtmanden og bede om Datteren hans, der var intet Raad for det, sagde Gutten. „Neimen tør ikke jeg gaae til Amtmanden og være Talsmanden din, han som er saa rig og har saa mange Penge,“ sagde Manden. Jo, der var ingen Hjælp for det, meente Mestertyven, han skulde, enten han vilde eller ei, gik han ikke med det Gode, saa skulde han nok faae ham til at gaae med det Onde; men Manden vilde endda ikke til, og saa gik han efter og truede ham med en stort Birkekavle, saa at han kom grædende lige ind igjennem Døren hos Amtmanden. „Nu, min Mand, hvad feiler dig?“ sagde Amtmanden. Ja, saa fortalte han, at han havde tre Sønner, som havde reist sin Vei en Dag, og saa havde han lovet dem, at de skulde faae reise hen, hvor de vilde, og tage sig til hvad de vilde ogsaa, „og nu er den yngste af dem kommen hjem, og han har nu truet mig til at gaae til dig og begjære Datter din til ham og sige, at han er Mestertyv,“ sagde Manden og græd og bar sig. „Giv du dig tilfreds, du min Mand,“ sagde Amtmanden og lo, „og saa kan du sige til ham fra mig, at han faaer bevise det først. Hvis han kan stjæle Stegen af Spiddet i Kjøkkenet om Søndagen, imedens de passede paa den Allesammen, saa skal han faae min Datter; siig til ham det du!“ Ja, han gjorde saa, og det meente Gutten, skulde være en let Sag at gjøre. Han fik sig da fat paa tre levende Harer, tog dem i en Sæk og hængte paa sig nogle Filler saa at han saa saa ussel og elendig ud at det var ynkeligt at see det, og saa sneg han sig ind i Gangen som en anden Fillegut med Sækken sin om Søndags Formiddagen. Amtmanden selv og alle Husets Folk vare nu i Kjøkkenet og skulde passe Stegen. Ret som det var, saa slap Gutten ud en Hare, og den satte afsted og fløi omkring ude paa Gaarden. „Nei, see den Haren da!“ sagde de inde i Kjøkkenet, og vilde ud at tage den. Ja, Amtmanden saa den ogsaa. „Aa lad den løbe,“ sagde han, „det nytter ikke at tænke paa at tage Haren paa Spranget.“ Det varede ikke længe, saa slap Gutten den anden, og de saae den inde i Kjøkkenet og troede at det var den samme; saa vilde de ud at tage den igjen, men Amtmanden sagde det kunde ikke nytte. Men om en Stund saa slap han den tredie ogsaa, og den satte afsted og løb omkring ude paa Gaarden; den saae de ogsaa fra Kjøkkenet og troede, det var den samme igjen, som løb der, og saa vilde de ud at fange den. „Det var da en rar Hare ogsaa,“ sagde Amtmanden, „kom og lad os see om vi kan faae fat paa den.“ Han ud og de Øvrige med, og Haren fore og de efter, saa det havde god Skik. Men imedens tog Mestertyven Stegen og løb med, og hvor Amtmanden da fik sig en Steg fra til Middags, veed ikke jeg, men det veed jeg, at Haresteg fik han ikke, endda han løb sig baade sved og træt.
Til Middags kom Præsten did, og da Amtmanden havde fortalt ham det Pudset, Mestertyven havde gjort ham, gjorde han saaledes Nar af ham, at der ikke var nogen Maade paa det. „Jeg veed ikke, hvorledes det skulde gaae til, naar jeg skulde lade mig narre af en saadan Karl!“ sagde Præsten. „Ja pas dig bare du!“ sagde Amtmanden, „kanskee han er hos dig, førend du veed Ordet af det.“ Men Præsten blev ved Sit, han, og gjorde Nar af Amtmanden, fordi han havde ladet sig narre.
Ud paa Eftermiddagen kom Mestertyven og vilde have Datter til Amtmanden, som han havde lovet, han skulde faae. „Du faaer nok gjøre flere Prøvestykker først,“sagde Amtmanden, og godsnakkede med ham, „for det du gjorde i Dag, det var nu ikke noget videre, det. Kunde du ikke gjøre Præsten et dygtigt Peg, for han sidder inde og gjør Nar af mig, fordi jeg har ladet mig tage ved Næsen af en saadan Karl.“ Jo, det skulde ikke være nogen Sag, sagde Mestertyven. Han klædte sig ud som en Fugl, tog et stort hvidt Lagen over sig, brød Vingerne af en Gaas og satte paa Ryggen og kløv saa op i en stor Løn, som stod i Haven til Præsten. Da saa Præsten kom hjem om Aftenen, gav Gutten sig til at skrige: „Hr. Lars! Hr. Lars!“ for Præsten hedte Hr. Lars. „Hvo er det, som kalder paa mig?“ sagde Præsten. „Jeg er en Engel, som er udsendt fra Vorherre, forat forkynde dig, at du skal blive optaget levende til Gudsrige for din Gudfrygtigheds Skyld,“ sagde Mestertyven. „Næste Mandagskvelden maa du holde dig reisefærdig, for da kommer jeg og henter dig i en Sæk, og alt dit Guld og Sølv og hvad du har af denne Verdens Forfængelighed skal du lægge sammen i en Haug i Storstuen din.“ Ja, Hr. Lars baade takkede og faldt paa Knæ for Engelen, og Søndagen efter gjorde han en Afskedspræken, og lagde ud om at der var kommen en Engel fra Gud i den store Lønnen i Haven hans, som havde forkyndt, at han skulde komme levende i Gudsrige for sin Gudfrygtigheds Skyld, og han prækede og lagde saaledes ud, at de græd Alle, som i Kirken vare, baade Gamle og Unge.
Om Mandagen kom Mestertyven som en Engel igjen, og Præsten faldt baade paa Knæ og takkede førend han blev puttet i Sækken, og da han vel var kommen indi, saa drog og slæbte Mestertyven ham efter sig baade over Stok og Steen. „Au! au!“ skreg Præsten i Sækken, „hvor bærer dette hen?“ „Det er den trange Vei, som fører til Himmeriges Rige!“ sagde Mestertyven og drog afsted med ham, saa at han næsten slog ham ihjel; tilsidst kastede han ham ind i Gaasehuset til Amtmanden, og Gjæssene til at hvæse og klype ham, saaat han var mere død end levende. „Au, au, au, hvor er jeg nu?“ sagde Præsten. „Nu er du i Skjærsilden for at renses og luttres til det evige Liv!“ sagde Mestertyven og gik sin Vei og tog alt det Guld og Sølv og alle de prægtige Ting, Præsten havde lagt sammen i Storstuen sin.
Om Morgenen, da Gaasegjenten kom og skulde slippe Gjæssene ud, saa hørte hun Præsten laa i Sækken og jamrede sig inde i Gaasehuset. „Aa i Jesu Navn, hvem er det, og hvad feiler Jer da?“ sagde hun. „Aa, er du en Engel fra Himmerige, saa slip mig ud og lad mig komme tilbage til Jorden igjen, for her er værre end i Helvede; Smaadjævlene kniber mig jo med Tænger!“ sagde Præsten. „Jeg er nok ingen Engel, Gud bedre os!“ sagde Gjenten og hjalp Præsten ud af Sækken, „jeg passer bare Gjæssene til Amtmanden, jeg, og det er nok de Smaadjævlene, som har klypt ham Faer.“ „Aa, det har Mestertyven gjort! Aa mit Guld og mit Sølv og mine prægtige Klæder!“ skreg Præsten og bar sig og løb hjem, saa at Gjætergjenten troede, han var gaaet fra Viddet med det samme.
Da Amtmanden fik vide, hvorledes det var gaaet med Præsten, at han havde baade været paa den trange Vei og i Skjærsilden, lo han sig næsten fordærvet; men da Mestertyven kom og vilde have hans Datter, som han havde lovet ham, saa godsnakkede han med ham og sagde: „Du faaer nok gjøre et Prøvestykke som er bedre, saa at jeg rigtig kan see, hvad du duer til. „Jeg har tolv Heste paa Stalden,“ sagde han, „og dem skal jeg sætte tolv Karle paa, en paa hver; er du saa god for at stjæle Hestene unna dem, saa faaer jeg see, hvad jeg kan gjøre.“ „Ja, det gaaer nok an,“ sagde Mestertyven, „fik jeg saasandt Datter din, saa“ —. „Ja, kan du det, skal jeg gjøre mit Bedste,“ sagde Amtmanden.
Mestertyven lagde da til Kræmmeren og kjøbte Brændeviin paa to Lommeflasker, og saa slog han en Dvaledrik paa den ene, men paa den anden havde han Brændeviin, og bestilte saa elleve Karle til at lægge sig bag Loven til Amtmanden om Natten. For gode Ord og Betaling laante han en fillet Stak og en Trøie af en gammel Kjærring, tog sig saa en Stav i Haanden og en Pose paa Nakken, og da det led mod Kvelden saa hinkede han afsted bort imod Stalden til Amtmanden. Da han kom did holdt de paa at vande Hestene til Kvelds, og havde nok at bestille med det. „Hvad Fanden vil du?“ sagde en af Staldkarlene til Kjærringen. „Aa hutetu, det er saa koldt,“ sagde Kjærringen og huklede og frøs, og bar sig ilde. „Hutetu, det er saa koldt, at en Stakkel gjerne kan fryse ihjel,“ og saa skjalv og rystede hun igjen. „Aa Herre Gud, faaer jeg Lov at være her og sidde indenfor Stalddøren?“ sagde hun. „Du faaer Fanden heller, pak dig strax, for hvis Amtmanden faaer see dig her, saa faaer vi vor Dands,“ sagde En. „Aa, den gamle skrøbelige Krogen!“ sagde en anden En, som syntes, han havde Ondt af hende; „den Krogen kan jo gjerne sidde der, hun gjør vist ikke noget Ondt, hun.“ De øvrige meente det skulde ikke blive Noget af, men alt som de trættedes og stelte Hestene, trak hun sig længere ind i Stalden, saa hun tilsidst blev siddende bag Døren, og siden var der Ingen, som lagde Mærke til hende. Da det led ud paa Natten faldt det lidt koldt for Karlene at sidde saa stille og roligt paa Hesteryggen. „Hutetu, det er da Djævlen saa koldt!“ sagde En og slog i Armene. „Ja, jeg fryser, saa jeg ryster“ sagde en anden En. „Den, som havde sig lidt Tobak!“ var det En, som sagde. Ja, saa var der En, som havde et Kvart; det deelte de, det blev nu ikke stort til Mands, og saa tyggede de og spyttede. Det hjalp lidt, men ret som det var, saa var det lige galt igjen. „Huttetu“, sagde En af dem og ristede paa sig. „Huttetu!“ sagde Kjærringen og hakkede Tænder, saa at de skranglede i Kjæften paa hende; saa tog hun op en Flaske med bare Brændeviin, og saa skjalv hun saa paa Haanden, at det skvalpede i Flasken, og saa drak hun, saa det sagde Kulk i Halsen paa hende. „Hvad er det, du har paa Flasken din Kjærring?“ sagde en af Staldkarlene. „Aa, det er nok en liden Draabe Brændeviin, Faer!“ sagde hun. „Brændeviin? hvad for Noget? Lad mig faae en Taar! lad mig faae en Taar!“ skreg de alle Tolv i Munden paa hverandre. „Aa, det er saa lidet, jeg har,“ suttrede Kjærringen, „I blive ikke vaade i Munden af det en Gang.“ Men de vilde have og de maatte have, der var ikke noget Raad for det; og saa tog hun da Flasken med Dvaledrikken og satte for Munden paa den Første, da skjalv hun ikke mere, men styrede Flasken, saa at Hver af dem fik hvad han behøvede, og den Tolvte havde ikke drukket, førend den Første alt sad og snorkede. Saa kastede Mestertyven Fantefillerne af sig og tog den ene Karlen efter den anden nok saa let og satte dem skrævs over Bolkene, raabte saa paa de elleve Karlene sine og satte afsted med de tolv Hestene til Amtmanden.
Da Amtmanden kom ud og skulde see til Karlene paa Morgensiden, skulde de til at friske paa sig, de til at hugge i Bolkene med Sporerne, saa Fliserne sprutede, og Nogle faldt ned og Nogle bleve hængende og sad der som Narre. „Aa jo,“ sagde Amtmanden, „jeg kan nok skjønne, hvem der har været her nu. Men I ere nogle usle Karle, som sidde her og lade Mestertyven stjæle Hestene unna Enden paa Jer!“ Og saa fik de Smurning, fordi de ikke havde passet bedre paa.
Ud paa Dagen kom Mestertyven igjen og fortalte, hvorledes han havde baaret sig ad og vilde have Datter til Amtmanden, som han havde lovet ham. Men Amtmanden gav ham hundrede Daler og sagde at han maatte gjøre Noget som var endda bedre. „Mener du du kan stjæle Hesten unna mig, medens jeg er ude og rider paa den?“ sagde Amtmanden. „Aa, det gaaer nok an,“ sagde Mestertyven, „fik jeg saasandt Datter din. Ja, han skulde seet hvad han kunde gjøre, og han sagde da en Dag, han vilde ride ud paa en stor Exerceerplads.
Mestertyven fik sig strax fat paa en gammel udlevet Skudmær, gjorde sig sammen en Sæle af bare Vidier og Sopelimskviste, kjøbte en gammel Fillekjærre og en stor Tønde, og saa sagde han til en gammel tandløs Fattigkjærring, at han vilde give hende ti Daler, hvis hun vilde lægge sig ind i den Tønden og gabe over Taphullet, der skulde han stikke Fingeren ind — noget Ondt skulde der ikke skee hende, hun skulde bare faae kjøre lidt — og dersom han tog den ud mere end een Gang, skulde hun have ti Daler til. Selv fik han paa sig nogle Filler, sodede sig ud og satte paa sig en Paryk og et stort Skjæg af Gjederag, saa Ingen kunde kjende ham igjen, og saa lagde han afsted til Pladsen, hvor Amtmanden alt havde redet en lang Stund.
Da han kom frem der, saa gik det saa smaat og saa sagte, at han næsten ikke kom af Flækken; det seg og det seg frem med ham, saa stod det reent stille, saa seg det lidt igjen, og det gik da saa bedrøveligt, at Amtmanden aldrig kunde falde paa, at det skulde være Mestertyven. Han red da lige hen til ham og spurgte om han ikke havde seet Nogen, som gik omkring og luskede i Skoven der. „Nei,“ sagde Manden, det havde han slet ikke seet. „Hør nu!“ sagde Amtmanden, „vil du ride ind i Skoven og see vel efter, om du ikke kan træffe paa Nogen, som gaaer og lusker der, skal du faae laant Hesten min, og en god Drikkeskilling skal du faae for Umagen.“ „Nei om jeg det kan,“ sagde Manden, „for jeg skal til Bryllups med denne Mjødtønden, som jeg har været efter, og saa er Tappen faldt ud for mig paa Veien, og nu maa jeg gaae og holde Fingren i Hullet.“ „Ja, rid du,“ sagde Amtmanden, „jeg skal nok passe baade Hesten og Tønden.“ Ja, saa skulde han da gjøre det, men han bad Amtmanden, at han endelig maatte passe vel paa og være snøg til at sætte Fingeren i Taphullet, naar han tog sin ud. Ja, Amtmanden sagde, han skulde gjøre det Bedste han kunde, og saa satte da Mestertyven sig op paa Hesten. Men Tiden gik, og det led og det led, og Ingen kom der tilbage; tilsidst blev da Amtmanden kjed af at gaae der med Fingeren i Taphullet og tog den saa ud. „Nu skal jeg have ti Daler til!“ skreg Kjærringen i Tønden; saa kunde han skjønne hvorledes det hang sammen og gav sig paa Hjemveien; men da han havde gaaet et Stykke, mødte de ham med Hest, for Mestertyven havde alt været hjemme hos ham.
Dagen efter kom han til Amtmanden og vilde have Datteren hans, som han havde lovet ham. Amtmanden godsnakkede nu med ham igjen, gav han to hundrede Daler og sagde han maatte gjøre et Prøvestykke til; kunde han det, skulde han faae hende. Aa ja, Mestertyven meente nok det, naar han bare fik høre hvad det var for Noget. „Mener du, at du kan stjæle Lagenet af Sengen vor, og Særken af Konen min?“ sagde Amtmanden. „Det skal nok lade sig gjøre,“ sagde Mestertyven, „fik jeg saa sandt Datter din, saa —.“
Da det led paa Natten, gik Mestertyven ud og skar ned en Tyv, som hang i Galgen, lagde ham paa Nakken og tog ham med sig; saa fik han fat paa en stor Stige, og den satte han op til Kammervinduet til Amtmanden kløv saa op og dyttede den Døde op og ned, akkurat som det kunde være En, der tittede udenfor Vinduet. „Der er Mestertyven, Moer?“ sagde Amtmanden og puffede til Kjærringen sin. „Nu skyder jeg ham, jeg,“ sagde han og tog frem en Rifle, han havde lagt foran Sengen sin. „Aa nei, du faaer ikke gjøre det,“ sagde Fruen, „du har jo selv bestilt ham hid.“ „Jo, jeg skyder ham jeg, Moer,“ sagde han, og laa der og sigtede og sigtede, men snart var Hovedet oppe, saa at han saa lidt af det, ret som det var saa var det borte igjen, tilsidst fik han nok Sigt; det smald, og den Døde faldt saa det dunkede i Jorden. Mestertyven ned det forteste han kunde.
„Ja jeg er nu rigtignok den høie Øvrighed,“ sagde Amtmanden „men Folk faaer let Noget at sige, og det skulde dog være leit om de fik see dette døde Menneske, det bliver nok bedst at jeg gaaer ud og graver ham ned.“ Det faaer du gjøre, som du selv synes, Faer,“ sagde Fruen. Amtmanden stod op og gik ned, og med det samme han var gaaet ud gjennem Døren, smat Mestertyven ind og foer lige op til Fruen. „Nu Faer,“ sagde hun, for hun troede at det var Manden, „er du alt færdig nu?“ „Aa ja, jeg puttede ham ned i et Hul jeg,“ sagde han, „og karede over lidt Jord, saavidt han er gjemt, for der er saadant Veir ude; jeg skal gjøre det bedre siden; men lad mig faae Lagenet at tørke mig paa, for han var saa blodig og jeg har sølet mig saa til paa ham.“ Det fik han. „Du faaer nok lade mig faae Særken din ogsaa,“ sagde han, „for Lagenet forslaaer ikke, mærker jeg.“ Aa ja; men saa kom han i Hu at han havde glemt at lukke Døren, og det maatte han da ned og gjøre, førend han kunde lægge sig igjen, og saa satte han afsted baade med Lagenet og Særken. En Stund efter kom den rette Amtmanden. „Nei, hvor længe du var om at lukke den Døren da Faer,“ sagde Fruen, „hvor har du nu gjort af Særken og Lagenet?“ „Hvad for Noget?“ sagde Amtmanden. „Aa jeg spørger, hvor du har gjort af Særken og Lagenet, du fik at tørre Blodet af dig med jeg,“ sagde hun. „Saa til Helvedes!“ sagde Amtmanden, „har han nu gjort det med?“
Om Dagen kom Mestertyven og forlangte Datteren til Amtmanden, som han havde lovet ham, og da turde han ikke Andet end give ham hende og mange Penge til, for han var bange for at Mestertyven skulde stjæle Øinene ud paa ham, og at han selv skulde komme for meget ud iblandt Folk, hvis han ikke gjorde det. Mestertyven levede da baade godt og vel; om han stjal mere, skal jeg ikke kunne sige, men gjorde han det, var det vist bare for Moro Skyld.