Norske Folkeeventyr (1852)/28
28.
Herrepeer.
Der var engang et Par fattige Folk; de havde ingen Ting uden tre Sønner; hvad de to ældste hedte, det veed jeg ikke, men den yngste hed Peer. Da Forældrene vare døde, skulde Børnene arve dem, men der var ikke Andet at faae, end en Gryde, en Takke og en Kat. Den Ældste, som skulde have det Bedste, han tog Gryden; „naar jeg laaner bort Gryden, saa faaer jeg altid Lov at skrabe den,“ sagde han; — den Anden tog Takken; „for naar jeg laaner bort Takken, faaer jeg altid en Smagelevse,“ sagde han — men den Yngste han havde ikke Noget at vælge imellem; vilde han have Noget, saa maatte det blive Katten. „Om jeg laaner Katten bort, saa faaer jeg ikke Noget for den jeg,“ sagde han; „faaer Katten lidt Melk, saa vil hun have den selv. Men jeg vil tage den med mig ligevel; det er Synd, den skal gaae her og omkomme.“
Saa drog Brødrene ud i Verden for at prøve sin Lykke, og hver tog sin Vei; men da den Yngste havde gaaet en Stund, sagde Katten: „Du skal nok faae Lige for det, du ikke vilde, jeg skulde blive igjen i den gamle Stuen og omkomme. Nu skal jeg gaae bort i Skoven jeg, og faae fat paa nogle rare Dyr, saa skal du gaae op paa Kongsgaarden, som du seer der borte, til Kongen, og sige at du nok kommer med en liden Sending til ham. Naar han da spørger, hvem den er fra, skal du sige, den er fra ham Herrepeer.“ — Ja, Peer havde ikke ventet længe, saa kom Katten med et Rensdyr fra Skoven; den var fløiet op i Hovedet paa Rensdyret og da den havde sat sig imellem Hornene paa det, sagde den: „Gaaer du nu ikke lige til Kongsgaarden, saa klorer jeg Øinene ud paa dig.“ Rensdyret turde da ikke Andet. Da nu Peer kom til Kongsgaarden, gik han ind i Kjøkkenet med Rensdyret, og sagde: „Jeg kommer nok med en liden Sending til Kongen jeg, om han ikke vil forsmaae den.“ Kongen kom ud i Kjøkkenet, og da han saa det store gjilde Rensdyret, blev han meget glad. „Men kjære min Ven! hvem er det, som sender mig saa gjæv en Sending da?“ sagde Kongen. „Aa, den kommer nok fra ham Herrepeer!“ sagde Gutten. „Han Herrepeer!“ sagde Kongen; „hvor skal jeg nu sige, han boer henne?“ for han syntes, det var Skam, at han ikke skulde kjende saa brav en Mand. Men det vilde Gutten slet ikke sige ham; han turde ikke det for Huusbonden sin, sagde han. Saa gav Kongen Peer mange Drikkepenge, og bad ham hilse saa flittig hjemme og sige mange Tak for Sendingen.
Den anden Dag gik Katten igjen i Skoven, og fløi op i Hovedet paa en Hjort, satte sig imellem Øinene paa den og truede den til at gaae til Kongsgaarden. Der gik Peer ind i Kjøkkenet med den igjen, og sagde, at han nok kom med en liden Sending til Kongen, om han ikke vilde forsmaae den. Kongen blev endda gladere i Hjorten, end han havde været i Rensdyret, og spurgte igjen, hvem det da var, som kunde skikke ham saa gjæv en Sending. „Den er nok fra ham Herrepeer,“ sagde Gutten, men da Kongen vilde vide, hvor Herrepeer boede, fik han samme Svar som Dagen før, og den Gang gav han Peer endnu flere Drikkepenge.
Tredie Dagen kom Katten med et Elsdyr. Da saa Peer kom ind i Kjøkkenet i Kongsgaarden, sagde han, at han nok havde en liden Sending til Kongen, om han ikke vilde forsmaae den. Kongen kom strax ud i Kjøkkenet, og da han fik see det store, gjilde Elsdyr, blev han saa glad, at han ikke vidste hvad Been han skulde staae paa, og den Dag gav han Peer endnu mange, mange fleer Drikkepenge; det var vist Hundrede Daler. Han vilde endelig vide, hvor han Herrepeer boede, og grov og spurgte baade om det Ene og det Andet, men Gutten sagde, at han slet ikke turde sige ham det for Huusbonden sin, for han havde saa strengelig forbudet ham det. „Saa bed Herrepeer, at han besøger mig!“ sagde Kongen. Ja, det skulde Gutten gjøre, sagde han. Men da han kom ud af Kongsgaarden igjen og traf Katten, sagde Peer: „Jo, du har stellet mig paa et godt Trav, du; nu vil Kongen, jeg skal besøge ham, og jeg har jo ikke Andet, end de Filler jeg staaer og gaaer i.“ „Aa vær ikke bange for det,“ sagde Katten; „om tre Dage skal du faae Heste og Vogn, og saa gjilde Klæder at Guldet skal dryppe af dig, saa kan du nok besøge Kongen. Men hvad du seer hos Kongen, skal du sige, du har det meget gjildere og prægtigere hjemme; det maa du ikke glemme.“ Nei det skulde nok Peer komme i Hu, meente han. Da nu de tre Dage vare omme, kom Katten med Vogn og Heste og Klæder og Alt, Peer behøvede, Altsammen var det saa gjilt at Ingen havde seet Sligt før; saa reiste han, og Katten sprang med. Kongen tog baade godt og vel imod ham, men hvad Kongen bød ham og hvad han viste ham, sagde Peer, det kunde være brav nok, men han havde det endda meget prægtigere og gjildere hjemme. Kongen led ikke dette meer end saa, men Peer han blev ved Sit, og tilsidst blev Kongen saa sindt, at han ikke kunde styre sig længere. „Nu vil jeg være med dig hjem,“ sagde Kongen, „og see om det er sandt, at du har det saa meget bedre og gjildere. Men lyver du, saa Gud naade dig, jeg siger ikke mere jeg!“ „Jo du har stellet mig paa et godt Trav!“ sagde Peer til Katten, „nu vil Kongen være med mig hjem, men mit Hjem, det er nok ikke greit at finde, det.“ „Aa bryd dig ikke om det,“ sagde Katten; „reis du bare efter, der jeg springer fore.“ Saa reiste de, først Peer, som kjørte efter, der Katten løb fore, og saa Kongen med alle Sine.
Da de nu havde kjørt et godt Stykke, kom de til en stor diger Flok vakkre Sauer; de havde Uld saa lang, at den næsten naaede til Jorden. „Vil du sige, at den Sauflokken er hans Herrepeer, naar Kongen spørger dig, skal du faae denne Sølvskeen,“ sagde Katten til Gjæteren; den havde hun taget med sig fra Kongsgaarden. Ja, det vilde han gjerne gjøre. Da saa Kongen kom, sagde han til Gjætergutten: „Nu har jeg aldrig seet saa stor, vakker en Sauflok! Hvem eier den, vesle Gutten min?“ „Det er nok hans Herrepeer,“ sagde Gutten.
Om lidt igjen kom de til en stor, stor Flok vakkre, brandede Kjør; de vare saa fede at det glindsede i dem. „Vil du sige, at den Bølingen er Herrepeers, naar Kongen spørger dig, skal du faae denne Sølvøsen,“ sagde Katten til Gjætergjenten — Sølvøsen havde hun ogsaa taget med sig fra Kongsgaarden. — „Ja, gjerne det,“ sagde Gjætergjenten. Da saa Kongen kom, blev han reent forundret over den store, gjilde Bølingen; for saa vakker en Bøling syntes han aldrig han havde seet før, og saa spurgte han Gjenten, som gik og gjætede, hvem der eiede den brandede Buskaben der? „Aa, det er han Herrepeer!“ sagde Gjenten.
Saa reiste de lidt igjen, og saa kom de til en stor, stor Flok med Heste; det var de vakkreste Heste, En kunde see, store og fede, og sex af hver Let, baade røde og blakke og blaae. „Vil du sige, at den Hestedriften er Herrepeers, naar Kongen spørger dig, skal du faae det Sølvstøbet,“ sagde Katten til Gjæteren. Støbet havde hun ogsaa taget med fra Kongsgaarden. Ja, det vilde han nok, sagde Gutten. Da saa Kongen kom, blev han reent forundret over den store, gjilde Hestedriften; for slige Heste havde han aldrig seet Mage til, sagde han. Han spurgte da Gjætergutten, hvem de røde og blakke og blaae Heste hørte til? „Det er nok hans Herrepeer,“ sagde Gutten.
Da de saa havde reist et drygt Stykke til, kom de til et Slot; først var der en Port af Messing, saa en af Sølv og saa en af Guld; selve Slottet var af Sølv og saa blankt at det skar i Øinene, for Solen skinnede paa det, med det samme de kom. Der gik de ind, og der sagde Katten, Peer skulde sige, han boede. Indeni var Slottet endda prægtigere end udenpaa: Alting var af Guld, baade Stole og Borde og Bænke. Da Kongen nu havde gaaet omkring og beseet Alt, baade høit og lavt, blev han ganske skamfuld. „Jo, han Herrepeer har det gjildere end jeg, det kan ikke nytte at nægte det,“ sagde han; og saa vilde han til at reise igjen. Men Peer bad ham bie og spise til Aftens med sig, og det gjorde da Kongen, men suur og grætten var han hele Tiden. Medens de sad til Bords kom Troldet, som eiede Slottet, og bankede paa Porten. „Hvem er det som æder min Mad og drikker min Mjød som Sviin herinde?“ raabte Troldet. Strax Katten hørte ham, løb hun ud til Porten. „Bi lidt, skal jeg fortælle dig, hvorledes Bonden bærer sig ad med Vinterrugen,“ sagde Katten; og saa fortalte hun vidt og bredt om Vinterrugen. „Først saa kjører Bonden Ageren sin,“ sagde hun; „saa møger han, og saa kjører han den igjen.“— Med det samme saa randt Solen. „Se dig om, skal du see den vakkre, deilige Jomfruen bag dig!“ sagde Katten til Troldet. Saa vendte Troldet sig, saa fik det see Solen, og saa sprak det.
„Nu er alt dette dit,“ sagde Katten til Herrepeer, „nu skal du hugge Hovedet af mig du; det er det Eneste jeg forlanger af dig for det, jeg har gjort imod dig.“ „Nei,“ sagde Herrepeer, „det vil jeg slet ikke gjøre.“ „Jo,“ sagde Katten, „gjør du ikke det, saa klorer jeg Øinene ud paa dig.“ Ja, saa maatte da Herrepeer gjøre det, saa nødig han vilde; han hug Hovedet af Katten. Men med det samme blev hun til den deiligste Prindssesse som Nogen vilde see for sine Øine, saa Herrepeer blev ganske forlibt i hende. „Ja, denne Herlighed har været min før,“ sagde Prindsessen, „men Troldet der har forhexet mig, saa jeg maatte være Kat hos Forældrene dine. Nu faaer du da gjøre det du vil, om du vil tage mig til din Dronning eller ikke; for nu er du Konge over hele Riget,“ sagde Prindsessen. Aa jo, det kan vel hænde, at Herrepeer vilde have hende til Dronning; saa blev der Bryllup og Gjæstebud i otte Dage, og saa var jeg ikke længer med Herrepeer og Dronningen hans jeg.