Norske Folke- og Huldre-eventyr/18
Naar Verden gaar mig imod, og det undlader den sjelden at gjøre, naar dertil gives nogen Leilighed har jeg stedse fundet mig vel ved at anvende Friluftsvandringer som Dæmper for min Smule Bekymring og Uro. Hvad der denne Gang havde været i Veien, husker jeg nu ikke mere; men hvad der staar klart for min Erindring, det er, at jeg en Sommereftermiddag for nogle Aar siden med Fiskestangen i Haanden vandrede opover Engene paa Østsiden af Akerselven forbi Thorshaug og Sandaker gjennem Lillehagen til Oset ved Maridalsvandet.
Den klare Lult, Hølugten, Blomsterduften, Vandringen, Fuglekviddret og de friske Luftninger ved Elven virkede i høi Grad oplivende paa mit Sind. Da jeg kom over Broen ved Oset, begyndte Solen at hælde mod Aasranden; snart laante den Aftenskyerne sin bedste Glans, for at de en stakket Tid kunde fryde sig ved den fremmede Pragt og Speile sig i de klare Bølger; snart brød den igjennem Skyen og sendte ud en Lysstrime, som dannede gyldne Stier i de mørke Barskove hinsides Vandet. Aftenvinden førte efter den hede Dag med sig en forfriskende Duft fra Granerne, og de fjernt gjenklingende, hendøende Toner af Gjøgens Aftensang stemte Sindet til Vemod. Mekanisk fulgte mit Øie de udkastede Fluer, som førtes af Strømmen i Elven. Se, der sprang en gylden Fisk; Snøret foer surrende af Snælden, og da jeg holdt den fast, stod Stangen bøiet som et Tøndebaand; det maatte være en Ørret paa tre Mærker. Nu var det ikke Tid at falde i Staver over Granduft og Gjøgegal, man kunde behøve sin Smule Aandsnærværelse for at bringe Fisken i Land; thi Strømmen var strid og Fisken spræk, og jeg havde ingen Haav, saa jeg maatte give Snøre ud af Snælden og vinde ind igjen en to tre Gange, før den lod sig tvinge til at gaa med Strømmen ind i en liden Vig, hvor den heldig blev bragt i Land og funden at være en smuk purpurplettet Fisk af den formodede Størrelse.
Jeg blev ved at fiske paa Vestkanten nedefter Elven, men kun Smaaørreter snappede efter mine Fluer, og et Snes Stykker var det hele Udbytte. — Da jeg kom til Brækkesagen, var Himlen overskyet; det var allerede temmelig mørkt, kun ved Synskredsens nordvestlige Rand stod en æblegrøn Strime, som kastede et dæmpet Lys paa Sagdammens stille Flade. Jeg gik ud paa Lænsen og gjorde nogle Kast, men mit Held var ringe. Der rørte sig ikke et Luftpust; Vindene syntes gangne til Hvile, og kun mine Fluer bragte det blanke Vand til at skjælve.
En halvvoxen Gut, som stod bag mig oppe i Bakken, raadede til at »harve med Flødt« — en hel Klase Medemark, som paa Angelen stødvis drages hen over Vandfladen, — og tilbød sig at skaffe Agn. Jeg fulgte hans Raad, og Forsøget lykkedes over Forventning; thi en Ørret paa et Par Mærker bed strax paa Krogen og blev ikke uden Vanskelighed bragt op paa det ubekvemme Landingssted. Men dermed var det ogsaa forbi; ikke et Bid var mere at mærke, ingen Fisk krusede Vandet i den stille Dam; kun Flaggermusene, som foer vimsende omkring i Luften, frembragte undertiden, naar de skjød ned efter Insekterne, sittrende Ringe der bredte sig ud over den blanke Flade.
Foran mig laa Sagens Indre, klart oplyst af en luende Skorstensild. Den var i fuld Gang; men dens Hjul, dens Blade og Vægtstænger syntes ikke nu at styres eller ledes ved nogen menneskelig Vilje og Haand, men ene at gaa som et Legetøi for Kværnknurrens eller Fossegrimmens Lune og usynlige Tag. Dog jo, tilsidst viste der sig ogsaa menneskelige Skikkelser. En foer med en vældig Fork ud paa Tømmeret i Dammen for at bringe en Stok i Tømmer-Renden, og satte den hele Flade i en bølgende Bevægelse; en Anden kom skyndsomt frem med en Øxe i Haanden for at bænke Tømmerstokken og kaste ud Baghunen, som bragende styrtede ned i Dybet. Det suste og bruste, hvinede og klang derindenfra, og stundom sattes, lig et Jøtunsværd — man skulde tro i Fægtning med Nattens Aander — et blinkende Sagblad i Bevægelse ud i Luften for at sage af Knubberne eller de ujævne Ender paa Stokkene.
Nordenfra kom der ned efter Elvedraget nogle kolde Gufs, som lod mig føle, at jeg var vaad og træt, og jeg besluttede derfor at gaa ind og hvile mig lidt ved Ilden over i Sagstuen. Jeg raabte paa Gutten, som endnu stod nede ved Bredden, bad ham tage Fiskekurven, som jeg havde sat igjen, og følge efter over Lænsen, hvis glatte Stokke gyngede paa Vandet og overskvulpedes for hvert Skridt jeg tog.
Ved den ene Skorsten i Sagen sad en gammel graaskjægget Arbeidsmand med en rød Hue ned over Ørene. Skyggen af Skorstenen havde skjult ham for mig før. Da han hørte, jeg ønskede at hvile og varme mig en Smule, lavede han mig strax af en Stokkeknub et Sæde ved Ilden.
»Det var en lækker Fisk,« sagde den Gamle, idet han tog den sidste Ørret jeg havde faaet, i Haanden, »og det en Hakefisk; den veier mest tre Mærker; den har I sikkert faaet i Dammen her?«
Paa mit bekræftende Svar fortalte Manden, som lod til at være en ivrig Fisker, om hvilke store Ørreter han havde faaet paa dette Strøg for en tredive Aar siden, da han kom herud fra Gudbrandsdalen, og anstillede derhos saa hjerterørende Klager over Fiskens Aftagen og Sagflisens Tiltagen, ganske som Sir Humphry Davy i sin Salmonia.
»Fisken den tar af,« sagde han, med en Stemme der trængte igjennem Saglarmen, »for saadan en Guldhake, ikke større end den der, er det rart at faa nu, men Sagflisen den tar til Aar for Aar, og En kan ikke undres over, at Fisken ikke gaar ud i Elven, for lukker den paa Kjæften og skal have en Svælg rent Vand, saa faar den hele Kroen fuld af Sagflis og Mukker. Den fordømte Sagflisen! — Gud forlade mig min Synd ligevel — det er Sagen som gir os Brød, baade mig og Mine; men jeg blir saa arg, naar jeg tænker paa de svære Kolver, jeg har draget her i gamle Dage.«
Gutten var imidlertid kommen efter med Fiskekurven, men syntes at være ilde til Mode ved al den Larm og Uro, som herskede i Sagen. Forsigtigt traadte han paa Gulvbrædderne, og i hans Ansigt malede sig Frygt og Ængstelse for Vandets Brusen mellem Hjulene nedenunder hans Fødder og Gulvet
»Her er det fælt at være, gi’ jeg var vel hjemme,« sagde han.
»Hører Du ikke hjemme her?« spurgte jeg.
»Hvad er Du for En, hvor er Du fra?« spurgte den Gamle.
»Aa, jeg er fra Gamlebyen, og saa har jeg været hos Fuldmægtigen paa Brække med et Brev for Lensmanden; men jeg er saa ræd for at gaa alene i Mørke,« svarede Gutten, som den hele Tid havde holdt sig i Nærheden af mig.
»Skam Dig saa lang en Gut Du er, at syte for sligt,« sagde den Gamle, men føiede trøstende til: »ret nu kommer Maanen op, og Du faar nok Følge med den Karlen her.«
Jeg lovede den Mørkrædde Følgeskab lige til Beierbroen, og dette syntes at berolige ham noget. Imidlertid standsed Sagen, og to af Karlene gav sig i Færd med at file og skjærpe Sagbladene, hvilket frembragte en hvinende, til Marv og Ben gaaende Lyd, der er saa gjennemtrængende, at den om Natten, gjennem Fossens Sus, ikke sjælden klinger ned til Byen fra de fjerne Sage. Den syntes at virke meget ubehageligt paa den mørkrædde Guts Nerver.
»Huf, her torde jeg ikke være en Nat for meget Godt,« sagde han og stirrede omkring sig, som om han ventede at se en Nøk stige op af Gulvet eller en Nisse i hver Krog.
»Ja, da har jeg været her mangen Nat,« sagde den Gamle, »og ikke har jeg havt Stort for det heller.«
»Jeg har hørt af Mor, at der skal være saa meget Troldskab og Fanteri i slige Sage og Kværnhuse,« yttrede Gutten ængstelig.
»Jeg har ikke fornummet Noget, jeg kan ikke sige det,« sagde den Gamle. »Vandet er nok bleven slaaet af og sat paa for mig imellem, naar jeg har dormet lidt paa Sagen om Natten, og imellem har jeg hørt, det har tuslet i Baghunen, men jeg har aldrig seet Noget. Folk tror ikke paa Sligt mere heller nu,« vedblev han med et spørgende Blik til mig, »og derfor tør det ikke vove sig frem; Folk er for kloge og belæste nu til Dags.«
»Det kan Du have Ret i,« sagde jeg, thi jeg mærkede godt, at der laa Noget skjult bag det Blik han sendte mig, og vilde hellere have ham til at fortælle gamle Historier end indlade mig paa at drøfte hans Tvivl og den Paastand, at Oplysningen skulde være en Skræmsel for Nisser og Underjordiske. »Det kan Du have Ret i paa en Maade. I gamle Dage var Folk stærkere i Troen paa al Slags Troldskab; nu lader de som de ikke tror paa det, for at synes kloge og oplyste, som Du siger. I Fjeldbygderne hører man dog endnu, at de Underjordiske viser sig, tar Folk ind til sig, og Sligt. Nu skal Du,« føiede jeg til for ret at faa ham paa Glid, »nu skal Du bare høre en Historie, som skal være hændt ensteds, men hvor og naar det er hændt, kan jeg ikke ret erindre.«
»Der var en Mand, som havde en Kværn ved en Fos, og der var ogsaa en Kværnknur. Om Manden, som Skik er paa nogle Steder, gav ham Lefsekling og Juleøl for at øge Melet, har jeg ikke hørt, men det er ikke rimeligt; for hver Gang han skulde male, tog Kværnknurren fat i Kværnkallen og standsede Kværnen, saa han ikke kunde faa malet. Manden vidste godt, at det var Kværnknurren, og en Aften han skulde paa Møllen, tog han med sig en Gryde fuld med Beg og Tjære og gjorde Ild under den. Da han slap Vandet paa Kallen, gik den en Stund, men saa blev den standset, som han ventede. Han stak og slog efter Kværnknurren nede i Renden og omkring Kværnkallen, men det hjalp ikke. Tilsidst aabnede han Døren, som gik ud til Kværnkallen og Renden, men da stod Kværnknurren midt i Døren og gabede, og Gabet var saa stort, at Underkjæften var ved Træskelen og Overkjæften ved Dørbjælken.
»Har Du seet saa stort Gabende?« sagde han.
Manden foer efter Beggryden, som stod og kogte, slog den i Gabet paa ham og sagde: »Har Du kjendt saa hedt Kogende?« Da slap Kværnknurren Kallen og slog op et forfærdeligt Brøl. Siden har han hverken været seet eller hørt der, og heller ikke har han hindret Folk i at male.« —
»Ja,« sagde Gutten, som med en Blanding af Frygt og Nysgjerrighed havde fulgt min Fortælling, »dette har jeg rigtig hørt af Bedstemoder min, og hun fortalte ogsaa en anden Historie om en Kværn. Det var oppe paa Landet, og Ingen kunde faa malet der, for der var saa fuldt af Troldskab. Men saa var der en Fattigkjærring, som var saa nødig om at faa malet lidt en Kveld, og hun bad om hun kunde faa Lov til at male der om Natten.
»Nei, Gud bevares,« sagde Manden som eiede Kværnen, »det gaar ikke an, at Du maler der i Nat; det kommer nok til at spøge baade for Dig og Kværnen da,« sagde han. Men Kjærringen sagde, hun var saa nødig om at faa malet, for hun havde ikke et Gran Vellingmel og ingen Mad at give Børnene sine. Ja, tilsidst fik hun Lov at gaa paa Kværnen og male om Natten, Da hun kom did, gjorde hun Varme paa under en stor Tjæregryde, som stod der, og fik Kværnen i Gang og satte sig til at binde paa en Hose i Skorstenen. Om en Stund kom der ind et Kvindfolk og hilste paa hende. »God Kveld Du,« sagde hun til Kjærringen.
»God Kveld,« sagde Kjærringen, og hun blev siddende og binde.
Men ret som det var, begyndte den, som var kommen ind at kare Varmen ud over Skorstenen. Kjærringen karede den sammen igjen hun.
»Hvad hedder Du?« sagde den Underjordiske til Kjærringen.
»Aa, jeg heder Sjøl jeg,« sagde Kjærringen.
Det syntes hun var et rart Navn, og saa begyndte hun at kare Varmen ud over Skorstenen igjen. Og Kjærringen blev sindt og begyndte at skjænde og kare den sammen igjen. Dette holdt de paa med en lang Stund; men bedst det var, fik Kjærringen væltet Tjæregryden ned over den Underjordiske. Hun til at huje og skrige, og saa rendte hun ud og raabte:
»Far, Far, Sjøl har brændt mig!«
»Aa, har Du sjøl gjort det, saa faar Du sjøl ha’ det« sagde det borte i Berget. —
»Det var godt, det ikke gik galt med den Kjærringen,« sagde den gamle Graaskjæggen. »Hun kunde gjerne have brændt op baade sig selv og Kværnen, for da jeg var hjemme hørte jeg tale om noget Sligt, som skulde hændt der i gamle Dage. Der var en Gaardmand der, som havde en Kværn, og den brandt for ham to Pinsekvelde efter hverandre. Da det led til Pinstid det tredje Aar, var der Skrædder hos ham og syede Helgedagsklæder.
»Skal tro hvorledes det gaar med Kværnen denne Gangen, tro det skal brænde i Nat og?« sagde Manden.
»Det skal ikke have nogen Nød,« sagde Skrædderen, »giv mig Nøglen, saa skal jeg nok passe Kværnen.«
Det syntes Manden var baade vel og bra’; og da det led paa Kvelden, fik Skrædderen Nøglen og gik ned i Kværnen — den var tom endda, for den var ganske nybygget, — og saa satte han sig midt paa Gulvet, tog Kridtet sit og kridtede en stor Ring rundt omkring sig, og rundt udenomkring den Ringen skrev han Fadervor, og saa var han ikke ræd, om selve Fanden skulde komme. Da det var høgst Nattes fløi Døren op med Et, og der kom ind saa tykt med svarte Katter, at det yrede. De var ikke sene, før de fik en Gryde paa Skorstenen, og til at lægge paa under den, saa det tog til at brase og frase i Gryden, som om den var fuld af kogende Beg og Tjære.
»Haa, haa,« tænkte Skrædderen, »er det saaledes fat,« og ikke før havde han sagt det, før en af Kattene skjød Labben bag Gryden og vilde til at vælte den.
»Scht Katte, Du brænder Dig!« raabte Skrædderen.
»Scht Katte, Du brænder Dig! siger Skrædderen til mig,« sagde Katten til de andre Kattene, og allesammen bort fra Skorstenen til at hoppe og danse rundt om Ringen; men ret som det var, luskede Katten bort til Skorstenen igjen og vilde skyde Gryden over Ende.
»Scht Katte, Du brænder Dig!« skreg Skrædderen og skræmte den fra Skortenen.
»Scht Katte, Du brænder Dig! siger Skrædderen til mig,« sagde Katten til de andre Kattene, og allesammen til at danse og hoppe, og ret som det var, var de borte igjen og prøvede at faa væltet Gryden.
»Scht Katte, Du brænder Dig!« skreg Skrædderen og tog saa i og skræmte dem, at de foer den ene over den anden bort efter Gulvet, og til at springe og danse som før.
Saa slog de Krins udenom Ringen og begyndte at danse rundt omkring den, fortere og fortere, og tilsidst gik det saa fort, at Skrædderen syntes det begyndte at gaa rundt for ham; og de gloede paa ham med slige store fæle Øine, som om de vilde æde ham.
Men bedst det var, stak den Katten, som havde været i Færd med at vælte Gryden, Labben sin indenfor Ringen, just som den havde Lyst til at faa Tag i Skrædderen. Men da Skrædderen saa det, løste han paa Tælgekniven og holdt den færdig. Ret som det var, slog Katten Labben indenfor Ringen igjen, men svindt hakkede Skrædderen Labben af, og alle Kattene til Bens det forteste de vandt, med Skraal og med Skrig, ud igjennem Døren.
Men Skrædderen lagde sig i Ringen, og sov til Solen stod langt ind paa Gulvet til ham. Saa stod han op, læste igjen Kværnen og gik op paa Gaarden.
Da han kom ind i Stuen, laa baade Manden og Konen endda, for det var Pinsemorgnen.
»God Morgen,« sagde Skrædderen og gav Manden Haanden.
»God Morgen,« sagde Manden, og han blev baade glad og forundret, da han fik se Skrædderen igjen, det kan En nok vide.
»God Morgen, Mor,« sagde Skrædderen og bød Kjærringen Haanden.
»God Morgen,« sagde Kjærringen; men hun var saa bleg, og saae saa rar og forstyrret ud, og Haanden sin gjemte hun under Felden; men tilsidst bød hun ham den venstre. Da skjønte Skrædderen hvorledes det hang sammen, men hvad han sagde til Manden og hvorledes det gik Kjærringen siden, det har jeg aldrig fornummet.« —
»Møllerkjærringen var en Troldkjærring selv da?« spurgte Gutten, som havde lyttet til med spændt Opmærksomhed.
»Du kan vide det,« sagde den Gamle.
Det var næsten ikke muligt at høre et Ord længer; thi Sagen gik atter med Sus og med Brus. Maanen var oppe og Trætheden forbi efter den korte Hvile. Jeg sagde derfor Farvel til den Gamle og gik i Følge med den mørkrædde Gut. Vi fulgte Stien under Grefsenaasen ned over Høiderne mod Grefsen. Hvidlige Taager svævede over Elvedraget og Myrerne nede i Dalen. Op over Byens Røgslør hævede sig Akershus med sine Taarne, der traadte klart frem mod Fjordens Speil, hvori Næsodden kastede sig langt ud som en mægtig Slagskygge. Himlen var ikke ganske ren, og der var lidt Drag i Skyer og Luft; Maanens Lys blandede sig med Somrnernattens Dæmring og dæmpede Omridsene i Forgrunden af det Landskab, som udstrakte sig for vore Fødder. Men over Fjorden laa Maanelyset blankt og straalende, medens Asker— og Bærumsaasene, fortonende i sortblaa Skygninger, hævede sig over hverandre høit op i Luften og dannede Landskabets fjerne Ramme.
Kvægede af Natteduggens kjølige Bad udsendte Fioler og andre natlige Blomster en liflig Duft over Engene, men fra Myrerne og Bækkedragene kom der af og til klamme gjennemtrængende Luftninger, der isnende berørte mig.
»Huf, det grøsser i mig,« raabte min Ledsager ved saadanne Leiligheden Han troede, at disse Luftninger var Pustet af natlige Aanden og mente at se en Troldkjærring eller en Kat med gloende Øine i hver Busk, som rørtes af Vinden.