Norrøn mythe
NORRØN MYTHE
Til Rolf Thommessen.
Det store hav
var begyndt at larme
i jævndøgnsjag
og fortidlig varme,
saa Ronde-risen,
kong Bulrabass,
blev kram af brisen,
og utilpas!
var begyndt at larme
i jævndøgnsjag
og fortidlig varme,
saa Ronde-risen,
kong Bulrabass,
blev kram af brisen,
og utilpas!
Et bud blev sendt
med en bister ordre,
et rop fra Rondane
for at fordre
respekt af havet,
og gjennem heien
løp budet nu
paa tilbakeveien!
med en bister ordre,
et rop fra Rondane
for at fordre
respekt af havet,
og gjennem heien
løp budet nu
paa tilbakeveien!
Bak ødeviddernes
vold af vinter,
der natten stikker,
med stjernesplinter,
fandt budet Bulrabass
blandt sin adel,
der høit han skén
i sin snefjeldssadel!
vold af vinter,
der natten stikker,
med stjernesplinter,
fandt budet Bulrabass
blandt sin adel,
der høit han skén
i sin snefjeldssadel!
Sat sledsk hos ham
paa hans fagnings-feld
af bjørn fra hundrede
præstegjæld,
hr. Maanegreven
i vinterryer,
og en forreven
paryk af skyer!
paa hans fagnings-feld
af bjørn fra hundrede
præstegjæld,
hr. Maanegreven
i vinterryer,
og en forreven
paryk af skyer!
Og trællen ruller sig,
ør af travet,
foran bjærgenes
matador:
Hilsen jeg har
fra din halvbror Havet,
i svært uhøviske
broderord:
ør af travet,
foran bjærgenes
matador:
Hilsen jeg har
fra din halvbror Havet,
i svært uhøviske
broderord:
«I sol det strømmer
hvorhen det vil!
Det knaser is
og det slukker ild!
Det vør’ ikke kappe
paa sine skuldre —
uhindret agter det
svulme og buldre!
hvorhen det vil!
Det knaser is
og det slukker ild!
Det vør’ ikke kappe
paa sine skuldre —
uhindret agter det
svulme og buldre!
Det rusker Jer
i Jert sneskjægs graanen!
Det drar parykken
i snei paa maanen!
Ho, skal det løftes,
det blir en orm,
som slingrer og hvæser
i dypets storm!
i Jert sneskjægs graanen!
Det drar parykken
i snei paa maanen!
Ho, skal det løftes,
det blir en orm,
som slingrer og hvæser
i dypets storm!
Skjønt maanen søper
sin sodd hos Eder,
som overløper
og høiforræder,
saa vil det skaane sin
yndling lel —
(Det maa ha maaneskin
Sankthanskveld!)
sin sodd hos Eder,
som overløper
og høiforræder,
saa vil det skaane sin
yndling lel —
(Det maa ha maaneskin
Sankthanskveld!)
Men I, som bare
kan sne og snor,
men inderst ikke
bestaar av noe —
saant erkekjedelig
trold skal faa
en fæl, forsmædelig
død paa straa — —
kan sne og snor,
men inderst ikke
bestaar av noe —
saant erkekjedelig
trold skal faa
en fæl, forsmædelig
død paa straa — —
Det skal begynde
med «vondt i hue»
og klø og krille
og jøkelsnue,
saa hundre hekser
paa kosteskaft
maa rundt og hente Jer
hostesaft!
med «vondt i hue»
og klø og krille
og jøkelsnue,
saa hundre hekser
paa kosteskaft
maa rundt og hente Jer
hostesaft!
Men under solskinnets
syl og sonde,
skal snart I vri Jer
med hyl af vaande,
og faa et anfald
af angst med ét,
med digre vandfald
af jøkelsvett!
syl og sonde,
skal snart I vri Jer
med hyl af vaande,
og faa et anfald
af angst med ét,
med digre vandfald
af jøkelsvett!
Saa I (kanhænde
alt Valborgnatten)
gaar overende
i sørpevatten,
og som en passelig
aabit-jafs,
kan sendes sørover,
hit, tilhavs!
alt Valborgnatten)
gaar overende
i sørpevatten,
og som en passelig
aabit-jafs,
kan sendes sørover,
hit, tilhavs!
Da svirrer spotten
paa lærkens vinge,
om Rondedrotten
med hjelm og klinge,
og nordlys-nimbus
og isharnisk,
som saa besynderlig
faldt i fisk!»
paa lærkens vinge,
om Rondedrotten
med hjelm og klinge,
og nordlys-nimbus
og isharnisk,
som saa besynderlig
faldt i fisk!»
Hvor det blev stille
i viddesalen!
En kunde høre
et skred i dalen!
Men under skyernes
uveirskrøll
var maanen lækker
og søt som sølv!
i viddesalen!
En kunde høre
et skred i dalen!
Men under skyernes
uveirskrøll
var maanen lækker
og søt som sølv!
Bror Bulrabass
langet ut en hæl,
og trampet trællen
solid ihjæl —
saa slog han næven
med brak i bræen,
saa han og greven
forsvandt i sneen!
langet ut en hæl,
og trampet trællen
solid ihjæl —
saa slog han næven
med brak i bræen,
saa han og greven
forsvandt i sneen!
Naa tar jeg polen
og sliter af,
du hule broder,
og ta saa følgen!»
Til svar, i solen,
det store hav
smiler krystallisk,
og gjøner med bølgen!
og sliter af,
du hule broder,
og ta saa følgen!»
Til svar, i solen,
det store hav
smiler krystallisk,
og gjøner med bølgen!
Rundt landerælingen
mørk og trolsk,
det danser, funklende
fanivolsk!
Det bruser, og prøver
sin tones trille —
og blir ved klangen
saa tempelstille!
mørk og trolsk,
det danser, funklende
fanivolsk!
Det bruser, og prøver
sin tones trille —
og blir ved klangen
saa tempelstille!