Norge i 1814, fra russiske Arkiver/1
I de senere Aar har jeg været sysselsat med at samle alle de Aktstykker, som kunne tjene til at belyse Stormagternes Forhold ved Unionens Oprettelse i 1814, og der er al Grund til at tro, at dette Arbeide paa mange Maader vil tjene til at forklare hin Tids Begivenheder og stille dem i et mere korrekt Lys end, naar de alene skal bedømmes, efter hvad der kan foreligge i vore egne nordiske Kilder. Det er i Grunden først her, Christian Frederiks og Carl Johans Politik kan sees under de rigtige Forudsætninger. Ifjor arbeide jeg i dette Øiemed i London, hvoretter jeg fra Record Office har offentliggjort Moriers og Forsters Depescher, og iaar har jeg i Petersburg gjennemgaaet Orlofs Depescher, der omhandler hans og hans Kollegers Sendelse til Kjøbenhavn og Christiania. Det har under dette Arbeide paa ny bekræftet sig, hvad jeg allerede tidligere har havt Anledning at erfare, at denne kollektive diplomatiske Mission har været af en indgribende Betydning ved Unionens Oprettelse, og at det ikke længere gaar an at slaa sig til Ro med Forsikringen om at den var betydningsløs, fordi Samtiden ikke formaaede at finde Nøglen til Forklaringen af visse tilsyneladende Modsigelser. Naar engang alle Aktstykker i denne Sag foreligger, vil vistnok alle Tvivl forsvinde, og det vil staa klart, at det ikke var den militære Magtudfoldelse fra nogen af de to skandinaviske Magter, som gav Unionen dens endelige og blivende Form, men at det netop var de fire Sendebud fra Stormagterne som — tiltrods deres tilsynelatende resultatløse Optræden — ved sin Holdning dog i Virkeligheden bestemte de stridende Parters endelige Holdning.
Forinden jeg skred til Offentliggjørelsen af Moriers og Forsters Brevvexling med det engelske Udenrigsministerium efter dens fulde Ordlyd, skrev jeg ifjor Høst en foreløbig Oversigt over dens Indhold i „Aftenposten“. Det samme skal nu gjøres for Orloffs Vedkommende; jeg skal altsaa her i Korthed søge at gjengive Indholdet af hans Skrivelser til Grev Nesselrode, for ved dem at bringe et nyt Bidrag til disse Forholdes Klargjørelse. Hvad der læses i et udbret Dagblad, vinder ganske anderledes frem til det læsende Publikum end de nøgne Aktstykker, der endog trykkes i et fremmed Sprog, og derfor er det et Held at kunne benytte den Vei.
Idet jeg nu skriver disse Oplysninger, medens jeg endnu befinder mig paa Reisen, er det selvsagt, at der ikke bliver Anledning til Henvisninger til anden Literatur, som jeg her er hindret fra at benytte, udenfor det lille, der kan føres med i en Kuffert. Nogen fuldstændig Afhandling kan det derfor ikke blive; men det kan dog have sin Interesse, forsaavidt de Dokumenter, som jeg nu har liggende foran mig, ikke tidligere har været kjendt og endnu mindre benyttede. Det nye har altid sin Tiltrækning, og det maa paa Forhaand bemerkes, at netop disse Aktstykker har fængslet mig mere end noget af, hvad jeg tidligere har fremdraget til dette samme Tidsrums Historie. Det er i Almindelighed et spændende Arbeide at foretage diplomatiske Granskninger i Arkiverne. Ved denne Leilighed har dette mere end sædvanligt været Tilfældet, og der er merkelige Ting at læse i disse Papirer.
Der er meget lærerigt i dette, at se vore hjemlige Begivenheder udenfra. Mange Domme som i første Øieblik kunde forekomme overraskende og mindre grundede, maa ved nærmere Overveielse faa en helt anden Vegt, og det vil for den, som overhovedet vil se, snart vise sig med megen Klarhed, hvor Begivenhedernes Tyngdepunkt er at søge. Jeg har sagt det saa mangen en Gang før, og jeg tror nu, da jeg væsentlig kan betragte Materialets Indsamling for afsluttet, at kunne gjentage det med endnu større Styrke, at det, som i 1814 blev det endelig afgjørende Moment, det var den Stilling, som Stormagterne tilsidst intog, og den Holdning, som deres fire Kommissærer lagde for Dagen under sine personlige Forhandlinger med de tyende Fyrster, med Karl Johan og med Christian Frederik.
Vore Landsmænds Bebreidelser mod den Konge, som de selv havde valgt, var ikke grundede. Han lod dem ikke i Stikken. Han opnaaede netop saa meget som han var istand til, og kunde deretter gaa bort med Bevistheden om at han havde holdt sit Ord og med stor personlig Forsagelse havde hævdet Landets Ære og Selvstændighed. Samtiden forstod ikke dette. Vi bør forstaa det.
De Bebreidelser, der paa lignende Maade i Sverige er rettede mod Karl Johan, fordi han, ved at indgaa paa Konventionen i Moss, skulde have svigtet sit oprindelige Program og den svenske Stats Interesser, er ligesaa ugrundede. Han har ikke handlet iblinde, da han lod Bjørnstjerna og Skjøldebrand afslutte Konventionen. Han har netop nøie overveiet alle Konsekvenser, og han har derved bedømt Situationen aldeles, som den var. Han kjendte den.
Utvivlsomt havde der for begge Fyrster været Adgang til at sætte Sagerne paa Spidsen. Men hvilke Følger dette vilde have draget efter sig, lader sig ikke mere beregne. Ingen af dem var anlagt for et vildt, hensynsløst va-banque Spil, og de bævede begge tilbage for at underkaste Folkene en længere Krigstilstand. De havde en sterk Følelse af sit eget Anvar. Derhos havde de gjennem sine Forhandlinger med Kommissærerne erholdt Indblik i de Magters Synsmaader, som havde ladet sig repræsentere ved disse, og de kunde deri finde en Veiledning, som Folkene selv ganske maatte savne.
Imidlertid tør det være givet, at de Mænd som under det overordentlige Storthings Arbeide om Høsten 1814 fra begge Sider førte Underhandlingerne, ogsaa maa have været indviede i det, som er foregaaet om Sommeren, og at de har indrettet sin Handlemaade deretter, da de fastslog Grunlaget for Rigernes Forening. Herom vides intet med udtrykkelige Ord.
Men der kan dømmes efter deres Handlinger, som i denne Flenseende synes at give en bedre Veiledning, end noget Ord kunde gjøre. Man skulde allerede tidligere næsten instinktsmæssig have formaaet at gjætte sig dertil. I den Grad synes Handlingen her at byde Veiledning.
Dette altsaa til Indledning for, hvad jeg i det følgende har at fremlægge dels af helt nyt Stof, dels af gammelt Stof i en ny Belysning. Det kan maaske her forekomme lidt mindre ordnet; men det har sin Aarsag deri, at der ikke har været Anledning til en videregaaende Gjennemarbeidelse end til en Redegjørelse for Aktstykkernes Indhold. En saadan maa altid kræve en længere Tid, end hvad der kan tilveiebringes paa en Reise, og hvis jeg ikke forud kunde sige mig selv, at jeg i det væsentlige beherskede Emnet, som en Følge af mangeaarige Undersøgelser omkring i Europas Arkiver, saa vilde jeg ikke have kunnet indlade mig paa at skrive derom allerede nu.
Orloff, den russiske Kommissær, var en Mand, som maa siges at have været sin Stilling aldeles voxen, og han har taget de ham foreliggende Opgaver med et betydeligt Alvor. Hans Brevvexling er langt mere oplysende end de andre Kommissærers, idet han ikke alene har ladet sig nøie med at udarbeide sine sukcessive Depescher til Udenrigsministeriet, men ogsaa bagetter, idet han stod i Begreb med at afslutte sin Mission, samlede alle sine Erindringer og paa dem byggede en Oversigt over, hvad der var foregaaet. Noget af denne Art foreligger ikke fra de øvrige Kommissærers Haand, og derigjennem bliver Orloffs Papirer paa en Maade det bedste Middel til at kontrollere disses Beretniner. De er ogsaa i sig selv meget vidtløftige, og det har allerede af den Grund taget sin Tid at komme tilende med deres Gjennemgaaelse.
De opbevares nu i det russiske Udenrigsministeriums Arkiv, hvor jeg med stor Liberalitet har faaet Adgang til at arbeide med dem, for at forberede deres Offentliggjørelse. Jeg har i denne Henseende kun høstet Erfaringer af den mest behagelige Art og er fra øverst til nederst bleven mødt med en Velvilje, der særdeles har bidraget til at lette mig et Arbeide, der i sig selv frembød saamegen Interesse.
Arkivet opbevares i prægtige Rum og har et særdeles tiltalende Udstyr. Man arbeider inde i selve de hvælvede Arkivlokaler, hvor Dokumenterne ligger i store lukkede Skabe. Der er parketterede Gulve, tallige Arbeidsborde og høie Vinduer, som gaar fra Gulv til Tag og i rigt Maal tillader Lyset at trænge ind. Lokalet findes i den kolossale Bygning, der kaldes Generalstaben, men som tillige afgiver Rum for flere Ministerier, deriblandt ogsaa Udenrigsministeriet, vis à vis Vinterpaladset. Fra mit Arbeidsbord har jeg saaledes kunnet nyde en vakker Udsigt over den store Plads, hvor Alexandersøilen rager op i Midten, og hvor Soldater med Musik trækker op hver Formiddag. Arbeidstiden for fremmede, der besøger Arkivet, er ikke lang, kun fra 12—3, og da der ovenikjøbet i Rusland er en Del extraordinære Festdage, som pludseiig kommer dumpende, og paa hvilke Kontorerne maa lukkes, kan denne Begrænsning ikke siges at være andet end noksaa generende. Heldigvis strækker dog Liberaliteten sig saavidt, at det ikke er forbundet med nogen Vanskelighed at erholde Arbeidshjelp af Kontorets underordnede Personale, og dette bidrager da i sin Mon til at neutralisere den anden, ellers noksaa følelige Indskrænkning.
Hovedsagen er imidlertid den, at der ikke lægges nogen Hindring i Veien for Arbeidet, — tværtom! en Videnskabsmand er i dette Arkiv velset og tinder venlig Modtagelse.
Saadant er ikke uvæsentligt for den langveis kommende Forsker. Det tjener paa mange Maader til at lette Arbeidet, naar man saaledes ved med sig selv, at man er en velset Gjest. Arkivet lader til at være i en udmerket Orden, hvilket saa meget lettere maa kunne ske, som det synes at være udstyret med et forholdsvis talrigt Personale.
Orloffs Beretninger danner en egen Pakke for sig selv.
Der er til dem knyttet en Mængde Bilag, som kjendes fra diverse andre Steder. Det er hovedsagelig de officielle Papirer, som blev foranledigede ved Kommissærernes Ankomst, først til Kjøbenhavn og siden til Kristiania. Der er de forskjellige kgl. Reskripter, som blev udfærdigede i Kjøbenhavn, i den Hensigt at bevæge Christian Frederik og de danskfødte Embedsmænd til at forlade Norge og vende hjem til Danmark Videre er der de i Christiania og i Udevalla udvexlede Noter, som allerede i 1814 for en Del blev trykte, og som næsten alle er kjendte. Ved alle disse Dokumenter maa Pakken svulme noksaa meget op; det, som virkelig har givet Arbeide, er dog ikke saa meget, idet der udenfor den russiske Udsendings egne Beretninger kun er et Par enkelte Dokumenter, som ikke tidligere kjendes, og som har større Interresse. Der vil senere være Anledning til at komme tilbage til disse.
Gjennem Velvilje af en af Arkivets Funktionærer erholdt jeg ogsaa vigtige Oplysninger om den russiske Kommissærs Personalier, der tidligere ikke har været synderlig kjendt hos os. Michael Feodorowitsch Orloff var en uægte Søn af Grev Feodor Orloff, et Medlem af den store bekjendte Familie af dette Navn. Grev Orloff havde flere uægte Børn. De blev alle af Catarina den Anden optagne i Adelstanden. En af dem — altsaa en Broder af vor Orloff — er i den nyere Tid bleven meget bekjendt, nemlig Alexis Orloff, der i 1855 blev Greve og i 1856 Fyrste paa Grund af sine store Fortjenester under Fredsforhandlingerne i Paris.
Michael Orloff var født 25de Marts 1788 og altsaa, da han i 1814 kom til Norge, ikke mere end 26 Aar gammel, og dog førte han Titel af Generalmajor. I 1805 traadte han ind i den russiske Hær og tjenstgjorde ved Chevaliergarde-Regimentet. Avancementet maa saaledes have gaaet meget raskt for ham.
I nordiske Kilder er der talt om, at Michael Orloff havde etterladt Memoirer, og man har troet, at der i disse skulde findes Oplysninger om hans Besøg i Norden. Rigsarkivar M. Birkeland var meget forhaabningsfuld i dette Punkt og paalagde mig altid at jeg maatte søge at faa Rede paa disse Memoirer, naar jeg engang kom ind i de russiske Arkiver. Desværre har dette føirst kunnet ske efter Rigsarkivens Bortgang. Men jeg glemte ikke den stadige Opfordring og har i Henhold til den søgt og erholdt en Besked, der maa haabes at være fuldstændig.
Sammenhængen med Orloffs Memoirer er følgende: I et russisk Blad „Morgenrøden“, blev de allerede trykte i 1843. Men de indeholdt intet andet end en Beretning om Paris’s Kapitulation i 1814, ved hvilken Orloff havde spillet en fremtrædende Rolle. Han havde sluttet den, og af hans Hænder var det, Keiser Alexander modtog Overgivelsesakten.
„Morgenrøden“s Udgiver udelod imidlertid tre Stykker af det oprindelige Manuskript, et der omhandlede Franskmændenes Nationalkarakter, et om Talleyrand og et om Polens Gjenoprettelse i 1814. Som det ses af Indholdet, kunde han have gode Grunde for netop paa den Tid at udelade hvert af disse Stykker. I 1877 blev imidlertid Manuskriptet paany trykt og da fuldstændig i et andet Tidsskrift. Det synes at være ganske interessant og at indeholde værdifulde Meddelelser om de vigtige Forhandlinger, det skildrer. Men andre Memoirer har Orloff ikke efterladt, og han har saaledes ikke skrevet om sin strax efter paafølgende Reise til Kjøbenhavn, Kristiania og Stockholm.
Hans glimrende Løbebane blev ikke lang. Han traadte i de følgende Aar ind i et hemmeligt Selskab, der fulgte politiske Formaal. Hans Stilling i dette har været forskjellig bedømt, og der har været mindre fordelagtige Relationer i Omløb desangaaende. Da han døde i 1842, stod Sagen ikke klar, og der er flere Aar senere derom ført en indgaaende og interessant Diskussion i den russiske Presse. Orloff var, hvad man i Rusland har kaldt en Decabrist, og specielt var han sammen med N. I. Turgeneff, en af Grundlæggerne af en særskilt Afdeling af Selskabet, som dog allerede blev ophævet paa en Forsamling, der i Januar 1821 holdtes i Moskau.
Efter Revolutionen i 1825 blev han kun let straffet — i Sammenligning med de andre Decabrister. Det er paastaaet, at han kom paa Fæstningen til en Begyndelse. Men dette er igjen bestemt benegtet af hans Søn, der har erklæret aldrig at have hørt noget derom.
Nærmest har han hørt til den liberalpatriotiske Retning, og dette kommer ogsaa en Smule tilsyne i hans fra Kjøbenhavn og Kristiania afgivne Indbereininger om Sendelsen i 1814.