Nordmændenes Karakter og Sæder i historisk Belysning
Nordmændenes Karakter og Sæder i historisk Belysning.
(Foredrag holdte i Kristiania Arbeider-Akademi af Dr. Hjalmar Falk).
Af alt hvad der forbinder et Folks Nutid og Fortid, er intet af den Betydning som Kontinuitet i den nationale Karakter. Dersom det var saa, at den nulevende Slægt af Nordmænd var skilt fra dens hedenske og halvhedenske Forfædre ved en uoverstigelig Mur i selve Aandslivets Kjerne, i Karakter og Livssyn, da vilde det være meningsløst at tænke sig, at denne Oldtid, som er vor Stolthed, kunde have nogen styrkende og gjenfødende Betydning for vort Folk. Men det er ikke saaledes. Vi føler os endnu i aandelig Slægt med de gamle Vikinger; vi kan endnu beundre deres frygtløse, frie og stolte Aand, vi sympatiserer med deres ridderlige Betragtning af Venskabet og af Kvinden; vi vilde gjerne ligne dem, naar det gjælder Hævdelse af Personlighedens Selvstændighed, eller at dø uden at have talt et Frygtens Ord, med Smil paa Læben. Og hvad mere er, der er virkelig ogsaa her — saa underligt som det synes, naar man stiller det gamle Kampliv op mod Fredens Evangelium — et sterkt traditionelt Baand mellem Nutid og Fortid. Den gamle Kulturs Tanker og Forestillinger har, trods Katolicisme og Protestantisme, vedblevet at virke under de nye Former, som vistnok har forandret, men ikke har formaaet helt at forvandle Livsbetragtningens inderste Nerver. Vi gjenfinder endnu den Dag idag i vort Folks Tankegang mange af den gamle Livsanskuelses Hovedlinier, og det endog saadanne, som ganske afgjort strider mod den kristelige Sædelære.
Den egentlige Rygrad i de hedenske Nordmænds Livsførelse var Fatalismen, eller Troen paa en forud bestemt Skjæbne. Dens Afgjørelse kunde selve Guderne ikke rokke; de Skjæbnetraade, som Nornerne spandt ved hvert Menneskes Fødsel, kunde ingen Magt i Himlen eller paa Jorden overklippe eller forlænge. „Ubøieligt er Urds (Skjæbne-Gudindens) Ord.“ Paa denne Skjæbne-Tro er de gamle Ættesagaer byggede, og den ytrer sig her allerede fra første Færd af i Forudsigelser, Drømme og Antydninger af det Kommende; den er den røde Traad, som forbinder de enkelte Episoder (Afsnit) til et sammenhængende Hele. Thi ikke blot Individet, men ogsaa Ætten har sin Skjæbne; der er ikke blot Lykkes- og Ulykkes-Mennesker (Gæfumenn og Ugæfumenn), men der er hele Slægter bestemte til Magt eller til Undergang. Men derfor er ikke Mennesket et viljeløst Redskab i en usynlig Magts Haand, — tvertimod, dets hele Handlemaade betinges af dets Karakter Sammenhængen i den Enkeltes og i hele Ættens Udvikling brister aldrig. Kun er Udgangen ikke afhængig af de enkelte Individers Karakter og Handlinger alene, men meget mere af den Maade hvorpaa de forskjellige Personers og Ætters Optræden griber ind i hinanden. I Sagaerne har denne Skjæbnetro en overveiende mørk Farve. Da Lykken ikke erhverves ved de personlige Fortjenester, ikke betinges af Mandeværd, maa Heltenes Liv hyppig faa en tragisk Afslutning. Den Gode triumferer aldrig, fordi han er god. Alligevel er det langt fra, at denne Fatalisme svækkede de Gamles Handlekraft og Livslyst. Kunde end Mennesket ikke raade for Livets Gang, saa var dog den ydre Anseelse og Eftermælet dets eget Verk. At udføre Bedrift „som mindes saa længe Jorden staar,“ var Heltens Maal; „til Berømmelse, og ikke til et langt Liv skal man have en Konge,“ var Magnus Barfods Valgsprog. Som en livskraftig Slegt bragte de i Marken mod Skjæbnens jernhaarde Lov alt hvad som kunde holde Modet oppe. Livsglæden var dem en Lov. „Hjemme glad bør Husbonden være,“ „glad og gavmild skal enhver være til sit Livs Ende,“ — saa lyder Haavamaals Leveregler. Sørgmodighed kaldtes for „Hugsott,“ og „Gleðimaðr“ (Glædesmenneske) var en hædrende Benævnelse. Klager og Grublerier er unyttige; hvad det kommer an paa, er at dø som en Helt. Deraf denne Frygtløshed i Kampen, hvori jo dog kun Den faldt, som dertil var bestemt, — et Sidestykke til Muhamedanernes fatalistiske Ligegyldighed for Døden. Ogsaa fik denne mandige, men noget dystre Hengivelse under Nødvendighedens Lov, som lod Skjæbnen raade for Liv og Død, ved den i Vikingtiden i Høvdingkredse opkomne Valhall-Tro et lysere Præg. Saaledes lader Digteren den i Ormegaarden liggende Ragnar Lodbrok trøste sig ved Tanken om Belønningen hos Odin: „Glad skal jeg idag drikke Øl i Høisædet hos Aserne; udrundne er Livets Timer, leende skal jeg dø.“ Og den gamle og vanføre Skald Egil Skallagrimsen synger: „Glad skal jeg, ja med Lyst og uden Sorg vente paa Hel.“
Denne fatalistiske Betragtning har til alle Tider været karakteristisk for det norske Folk og er endnu ikke uddød. Faa Talemaader er almindeligere rundt om i vort Land end denne: „det var saa laga,“ eller „det var saa beskikka.“ Storaker beretter i „Folkevennen“ fra den Tid da Kopperne grasserede som værst, at man paa hans Kanter pleiede at føre de friske Børn hen til de syge, for at de kunde faa Kopperne saa snart som muligt, ifald de skulde have dem, — en Opfatning som vilde gjøre enhver Karantæne (Afspærring af de Syge) helt overflødig. Samme Forfatter fortæller ogsaa, hvorledes han hørte Naboerne trøste en Enke efter en Selvmorder med, at det var saa „beskikka“ at hendes Mand skulde hænge sig. Hele denne Betragtningsmaade minder sterkt om Kalvinismens Lære om Forudbestemmelse, men har historisk intet med den at bestille: den er en direkte Arv fra Hedningernes Skjæbnetro.
Intet er mere egnet til at give os et anskueligt Billede af vore Fædres Karakter end Betragtningen af den Opdragelse, som blev Børnene tildel. I Gutternes Udvikling spillede de legemlige Idrætter afgjort den betydeligste Rolle, og det pædagogiske Princip var Væddelegens, dog ikke den kollektive Væddekamps, hvor Parti staar mod Parti, men den individuelle, hvor Jevninger prøver Styrke Saaledes ved Fangtag, ved den saakaldte Skindleg og Rebdragning (som bestod deri at hver trak i sin Ende af en raa Dyrehud eller af et Reb), ja endog ved Boldspil. Hvor ikke En kjæmpede mod En, der kappedes han med de Mange. Hverken ved Kapløb, Skiløb, Svømning eller ved Vaabenøvelser af nogensomhelst Art finder vi den kollektive Sport. Hvilke Egenskaber en saadan Uddannelse var beregnet paa at udvikle, er tydeligt nok: de vigtigste var Kraftudfoldelse og Selvhævdelse. Da Prisen kun var Æren og denne kun tilfaldt den Enkelte, vaktes Æresfølelsen, samtidig med at Ærgjerrigheden allerede i en tidlig Alder blev unaturlig egget. Kampglæden vaagnede, men ogsaa Lidenskaben hidsedes, og der uddannede sig professionelle Atleter og Slagsbrødre, saadanne som de fleste Sagaer kjender. Da hverken de Ældres ledende Haand eller Partidisciplinen holdt igjen, fremdreves Selvraadighed og Hensynsløshed ligetil Uregjerlighed. Her er Alles Haand imod den Ene, og den Enes Haand imod Alle; Alle vil byde og Ingen lyde; Intet er fælles, alt staar for den Enkeltes Regning. Det er nærmest Høvding-Emner en slig paa Selvudvikling grundet Opdragelse er skikket til at skabe, vaagne og hærdede Naturer med alle legemlige og aandelige Evner virksomme, Mænd med Tillid til egen Kraft og Snarraadighed.
Betragter vi i Lys heraf Sagaens Fremstilling af dens Helte, finder vi just som det mest eiendommelige denne Sands for Personlighedens Betydning. Intet er lykkedes bedre for de gamle Fortællere end de fyndige Karakteristiker. Sagaens Helte er alle skarpt udprægede Karakterer med et høvdingmæssigt Tilsnit: fulde af en Selvfølelse som grænsede til Selvraadighed, tapre og haarde ligetil Brutalitet, overmodige, æresyge og pragtlystne, glade i Vinding, men ogsaa rundhaandede og gjestfri, høisindede og ærlige og trofaste i Venskab. Voldsomhed i Begjæringer og Lidenskabernes uimodstaaelige Magt staar i en grel Modsætning til den gjennemgaaende Beherskethed i Følelsernes Udtryk; Ordknaphed og Ufølsomhed er her Etikette.
Til Dansketidens Nordmænd kjender vi af hjemlige og fremmede Beskrivelser desværre kun meget lidet; men dette Lille er saa meget vigtigere for os. Hvor lidet kjendt vort Folk var i denne Tid, saa vi af de latterlige Fortællinger om det, som tidligere var i Omløb rundt omkring i Europa. Herom siger Holberg: „Førend jeg taler videre om samme Nation, vil jeg løsligen merke, at Skribentere fast udi ingen Ting fare saa meget vilde, som udi at beskrive de Norskes Art og Egenskab. De Fleste grunde deres Beretninger paa adskillige gamle Skrifter, som ere publicerede for lang Tid siden om Finlapperne, hvilke Folk er de Norske fast ligesaa ubekjendte som Græker og Perser. Jeg kan ikke forbigaa her at fortælle en Ting som mig udi min Ungdom er vederfaren. Da jeg opholdt mig i Rom, og af en Hændelse kom i Selskab med en Piemonteser, der havde læst adskilligt om Tydskland og de nordiske Lande, og samme Piemonteser fornam, at jeg var selv fra Norge, forundrede han sig ikke lidet derover, og endelig efter nogen Betænkning svarede, at jeg maatte da være født af fremmede Forældre. Thi han vidste vel at norske Folk var vanskabte, og havde Ansigter der lignede mere Svinehoveder end Menneskers. Da jeg nu forsikrede ham om, at der fandtes ikke skjønnere Folk nogensteds end udi Norge, sagde han, at han kunde bevise anderledes af adskillige Skribentere, besynderligen af en ny Forfatter, som havde reist i 14 Aar for at erkyndige sig om andre Nationers Egenskab. Da jeg nu bad ham om at lade mig se samme Bog, lod han mig den ved Leilighed se. Udi det Kapitel om Norge taler han saaledes: Indbyggerne af det Rige Norge har flade og sortagtige Ansigter, Øine ligesom Svineøine, og Øienbryn som strækker sig ned til Ørene; de svøber sig fast alle udi Rensdyrskind og vender det laadne ud, hvilket foraarsager, at de synes endda hæsligere og vildere end de ere. Efterat have opregnet alle disse Urimeligheder og tilmed talt om deres Trolddom, sigende, at fast enhver Mand udi Norge holder en sort Kat, med hvilken han raadfører sig udi alle sine Foretagender, slutter han med disse Ord: Jeg tvivler ikke paa at mange jo vil holde dette for en Fabel, men jeg kan forsikre om, at det er ganske sandfærdigt; thi man kan ikkun spørge adskillige Skippere og Baadsmænd som fare paa samme Rige, derom.“
Disse meningsløse Forestillinger om Nordmændene gjendriver nu Holberg ved en retfærdig og skjønsom Beskrivelse af sine Landsmænd, — den eneste brugbare som vi har fra Dansketiden. Navnlig fremhæver Holberg sterkt Forskjellen mellem den danske og den norske Nationalkarakter. Danskerne — siger han — er meget beskedne, medens Nordmændene heller har en Tilbøielighed til at se andre over Axlerne. Et Hovedtræk i den danske Folkekarakter er deres „mediocritet,“ d. v. s. deres Tilbøielighed til at holde den jevne Middelvei, uden at falde i Yderligheder; hvad derimod Mordmændene angaar; da mener han, at „de ikke fare meget vild som tillægge det norske Folk samme Karakter som Indbyggerne udi England, nemlig at det som kaldes Middelmaadighed har ingen Sted iblandt dem, men de som ere gode, ere i høi Grad gode, og de som ere onde, ere i høi Grad onde.“ Af andre Egenskaber hos Nordmændene nævner Holberg deres Flothed, idet han om Danskerne siger, at de ikke er saa sparsomme som Hollænderne, men lidt mere paaholdne end Nordmændene, som gjerne vil stadse og holde sig over Formue, hvilket foraarsager at mange blive bragte til Armod. Denne Tilbøielighed til at leve over Evne har jo desværre altid hængt ved vor Nation, — om end vore Naboer Svenskerne heri gaar os en høi Gang. Fremdeles siger Holberg om Nordmændene, at de er æresyge, saa at „den ene vil have Sæde og Fortrin for den anden udi Forsamlinger.“
Om sine Landsmænds Mod bruger Holberg sterke Ord. „Hvad deres Tapperhed er angaaende, da tør jeg understaa mig at sige at deres Lige nuomstunder ikke findes. Mange skulde vel tænke at jeg siger saadant for at smigre for mine Landsmænd, hvilket ellers er en almindelig Lyde hos Skribentere. Men jeg vil ikkun bede enhver læse samme Nations Historie og Bedrifter, saavel hos svenske som danske Skribentere, saa skal han finde at fast ingen Fiende har havt nogen Fordel mod de Norske. De Svenske selv, som alle Tider have havt store Tanker om sin Manddom, maa mod sin Villie bekjende, at de Norske udi Tapperhed intet give dem efter. Hvad Folk de Norske ere, have de Svenske besynderlig fundet tilsøs, hvor de have bidraget saa meget til de store og helige Seirvindinger som Danmark stedse imod Sverige haver erholdet. Dette er Aarsag at Fremmede heller antage norske Matroser end andre udi deres Tjeneste, saasom de ere ikke mindre haarde og beqvemme til at udstaa alle de Uleiligheder som Krige føre med sig, end modige at stride mod deres Fiender, og troe mod dem udi hvis Tjeneste de ere.“ „Endel holder for“ — siger han videre — „at de Norske ere meget trættekjære, og grunde deres Mening paa de mange Trætter, Angivelser og Efterstræbelser, som idelig høres udi Norge. At de ere meget paastaaelige paa sine Meninger, kan ikke nægtes, men dette er ligesaameget en Dyd som en Last; og tror jeg — siger han — dette hos de fleste at være Ærlighed (idet de anse det for en Skam at sige ja, uden naar de mene det). Thi Ærlighed er bemeldte Nations rette Karakter og Kjendemerke, som alle Fremmede der omgaaes med dem, tilstaa.“ Af Nordmændenes Ildfuldhed og Stridbarhed giver Holberg en ganske fornøielig naturhistorisk Forklaring: „Den Nordmand ræsonnerede ikke ilde, hvilken da han blev adspurgt af en Spanier, hvorledes det kunde være muligt at norske Folk kunde have mere Kurage og Hidsighed end Spaniere og Italienere, efterdi de boede udi saa kolde Lande, svarede han, at en Italiener maaske havde mere Kurage og Hidsighed, men den sad ikke paa det rette Sted; thi de Norskes hele Kurage og Hidsighed var af Kulden drevet ind til Marven og Hjertet, da derimod en stor Del hos de andre sad udi Knæer og andre Lemmer.“
En mægtig Bundsforvandt fik den Nordmændene medfødte Stridslyst i Hevnfølelsen, som visselig var en af de kraftigste Drivfjære i vore Forfædres Liv, og det ligesaafuldt hos Kvinden som hos Manden. I de gamle Sagaer spiller Hevnen den første Rolle blandt Følelserne. Lad os f. Ex. tage det berømte Sagn om Volsunger og Gjukunger. Sigurd Favnesbanes første Gjerning er Faderhevnen. Sigurds eget Drab skyldes Hevn, idet Gunnar troede paa Brynhilds falske Beskyldninger mod ham. Atle dræbte saa igjen Gjukungerne for at hevne sin Søster, idet han gav dem Skylden for Brynhilds Død. Drevet af Hevnfølelsen dræbte Gudrun Atle og indebrændte hans Mænd, og af samme Bevæggrund dræbte Gudruns Sønner Kong Jormunrek. Vore Forfædre ansaa det for fuldkommen uværdigt for en Mand at taale en Fornærmelse uden at hevne den; at lade en Forhaanelse ustraffet vidnede om Mangel paa Mod. Idet nu denne Hevngjerrighed — som altsaa ikke var en Last, men en Pligt — forbandt sig med deres sterkt udviklede Ættesands eller Følelse af Slegtens Solidaritet, opstod der, især paa Island, Tilstande som i meget minder om den korsikanske Vendetta (Blodhevn). Blev Faderen dræbt, var Blodhevnen Sønnernes Pligt; og overhovedet, naar et Medlem af ens Slegt dræbtes eller krænkedes, var det Frændepligt at straffe den Skyldige. Det samme gjaldt mellem Fostbrødre, d. v. s. Mænd, som havde blandet Blod med hinanden og derved indgaaet et Broderskab for Livet. Denne Hevnbetragtning, som altsaa havde sin Rod i en høist aristokratisk Æresfølelse, forbundet med en ligesaa aristokratisk Slegtsfølelse, gjennemsyrede vore Forfædres Livsanskuelse i Hedenold i den Grad, at Kristendommen aldrig kan siges ret at have vundet Bugt med den.
Læren om Forsonlighed, Næstekjærlighed og Forsagelse har aldrig paavirket vore Forfædres Fremstilling af deres Helte; Lidelsens kristelige Mod og den kristelige Afsky for Voldsdaad forekommer i de ældre Sagaer kun ved Bipersoner, — selv Troeskjæmper som de to Olaver bærer i de gamle Beretninger i denne Henseende et temmelig hedensk Tilsnit. Og saaledes har det i Virkeligheden været blandt vort Folk lige til de sidste Tider. Blodhævn og Slegtsfeider er sent uddøde, og Betragtningen af Hevnen som en mandig Daad gaar endnu kun altfor ofte igjen i vor Landbefolknings Tænkesæt. Det er ikke mange Aar siden jeg hørte en Seminarbestyrer fortælle om de Svar som de nyanmeldte Elever havde givet ham paa Spørgsmaalet om hvilken Helt i Historien tiltalte dem mest. En af dem nævnte da Haakon Jarl, og da Bestyreren noget forundret spurgte om hans Grund, lød Svaret: „Han hemna Far sin.“ Idethele minder de Beretninger om langvarige Feider mellem Slegt og Slegt, som møder os hele Dansketiden igjennem, ganske levende om Sagaernes Fortællinger. Ogsaa havde de gamle Love snarest den Virkning at vedligeholde Familiekampe, idet et Drab kunde sones ved Bøder til den Myrdedes Slegtninge, en Tilstand som først ophørte ved Indførelsen af den nye Lovgivning i Slutningen af 17de Aarhundrede.
Naar Peder Claussen taler om den Vildskab som paa hans Tid (det 17de Aarh.) herskede blandt Thelebønderne, sporer vi den samme Berserkeraand som i Stridens Hede formaaede at forvandle Vikingetidens Krigere til vilde Dyr: „Det meste Manddrab som gemenlig udi Norges Rige sker, tildrager sig udi Thelemarken; nogle uforskammede Djævels-Kroppe med Hor, Mord, Manddrab, Kjætteri, Løslevnet, Slagsmaal og andre hoshængende Laster og Ulempe over alle som her i Landet bo; havde deres største Lyst i gammel Tid at dræbe Bisper og Prester, Fogder og Befalingsmænd, som og paakjender at til en Kirke i det Len er syv Prester ihjelslagne, og sommesteds en eller to, og sommesteds flere. Jeg haver kjendt en som der var fød, hvis Fader havde ihjelslaget tre Prester, og naar denne var drukken, bad han Gud, at han ikke maatte dø, før end han og havde slaget saa mange Prester ihjel.“ Idethele var der ikke saa faa Bygder i Landet, hvorhen man efter Reformationens Indførelse ikke turde sende protestantiske Prester, fordi Bønderne slog dem ihjel. I en Skrivelse i Valle Kirkes Arkiv fra 1593 heder det saaledes: „Eftersom fornævnte Prestegjeld havde verit presteløs udj nitten samfulde Aar, for dy havde verit saa onde och harde modt deres Prestir til fornen, at der ville ingen did fare. Derfore motte dy gjøre deris Forpligtelse, før dy finge mig, at dy skulle handle sig christeligen og tilbørligen modt deris Sogneprestir.“ Alligevel synes denne Forpligtelse ikke at have frugtet synderlig thi man finder i samme Prestegjelds Kaldsbog opført som No. 3 efterpaa „en navnløs Prest“ som blev dræbt af „Vonde Osmund.“
Denne uheldige Sport med at slaa ihjel Prester ophørte dog efterhaanden og gav Plads for en bedre Forstaaelse mellem Prest og Almue; dog lader det til, at Presterne først har faaet Overtaget over sine stridbare Sognebørn ved at knytte dem til sig ved Familiebaand: saaledes skal flere Bondefamilier i Valle nedstamme fra en af de følgende Prester, Hr. Esaias Bugge. Men længe efterat Sætersdølen havde sluttet med at dræbe sine Prester vedblev han med sine blodige og raae Slagsmaal. Under disse gjaldt det navnlig at faa anbragt den høire Tommelfinger i Modstanderens Øie og trykke dette ud — et gammelt Slagsmaals-Kneb blandt germaniske Folkeslag. Heller ikke var det ualmindeligt at afbilde og nedsluge sin Fiendes Næse og Øren, hvilket ikke ansaaes for nogen Skam. Sætersdalen var da ogsaa en af de Bygder, hvor Konen til Bryllup og Gravøl tog Mandens Ligskjorte med. Sit væsentligste Knæk fik Slagsmaalene rundt om i Landet ved Aar 1700, da det efter Indførelsen af den nye Lovgivning ophørte at være Skik at gaa væbnet i Gjestebud. Og det er ganske merkeligt og paa samme Tid glædeligt, at et Folk om hvis Vildskab der endnu ved Begyndelsen af dette Aarhundrede fortælles saa mange Træk, nu vel kan siges gjennemgaaende at være blevet et af de sagtmodigste og stilfærdigste af alle Folkeslag.
Men der er endnu et Punkt hvor Nordmændene ret har havt Anledning til at lægge sit stridbare Sind for Dagen, skjønt i Regelen inden Lovens Ramme, ja i egentligste Forstand paa Lovens Grund. — nemlig i Processer. Juridiske Anlæg har til alle Tider tilhørt vort Folk. Den jevne Forstandighed — „Middelforstanden“ som Haavamaal kalder den, i Modsætning til de høiere og friere Arter af aandelig Begavelse — har hos os altid været skattet som det der baader et Menneske bedst; knap og forstandig Tale indprentede vore Fædre sine Børn. Gjennem Sagaerne gaar overalt en strengt logisk Tankegang, forbundet med et skarpt Blik for Begivenhedernes Aarsags-Sammenhæng. Vore gamle Love berømmes af alle Forskere fremfor de øvrige germanske Landes. Den Kyndighed hvormed f. Ex. den Lovbog, som kaldes Graagaasen, er skrevet, taaler Sammenligning med den romerske Lovgivningskunst. Navnlig var paa Island Studiet af Lovene den altopslugende Interesse; det gjaldt at erhverve sig et saadant Kjendskab til dem, at man kunde føre sin Sag gjennem paa Thinge, ved hæderlig Procedure eller ved Obstruktion og Lovkneb — det var ofte ligegyldigt. De fornemste islandske Attesagaer, som t. Ex. Njaals Saga, er opfyldt af slige Retsstridigheder, som ofte endte med Drab og langvarige Blodhævns-Historier. Denne levende Interesse for Retsvæsenet er aldrig uddød i vort Land, om end Sagførerstandens omsiggribende Indflydelse i de sidste Tider har gjort Afbræk i de Ustudertes direkte Deltagelse i Processerne. Vi nævnte ovenfor Holbergs Omtale af de Norskes Paastaaelighed og talrige Retstrætter. Men ogsaa fra det sidste halve Aarhundred ved vore Jurister at nævne Exempler paa ulærde Mænd, som har forstaaet med overlegen Dygtighed at føre sine Sager og med Kløgtighed at udfinde og udnytte Lovgivningens Huller. Thingstevnerne har lige til vore Dage bevaret Oldtidens Præg af Vigtighed og Høitidelighed. Her mødte hele Almuen og afgjorde sit gamle Mellemværende: her betaltes Skatter og Afgifter, opsattes Kontrakter og Dokumenter, forhørtes og procedertes, efterlystes og thinglæstes. Her skjændtes man og sloges og forsonte sig efterpaa. Det er slet ikke saa længe siden, at en Sagfører var sjelden i Dalene; Bonden var selv Jurist paa sin Hals og procederte med Fynd og Klem.
Endnu langt mere betegnende for vort Folks Uforanderlighed gjennem Tiderne er den Opfatning, at en ubevægelig Ro, en vis engelsk Kulde uomgjængelig hører med til en i Sandhed mandig Karakter. De gamle Nordmænd havde vænnet sig til at se Skjæbnen koldt og fast i Øinene uden at blinke, og at bære dens Tilskikkelser uden at klynke eller klage. Blandt dem var det uværdigt at overvældes af nogen Følelse, at blive ellevild af Glæde eller briste i Graad af Sorg; alt saadant vidnede i deres Øine om svigtende Viljekraft, om en Sjæl som ikke er Herre over sig selv. Ligesom Sagaens Nordmand aldrig bruger mange Ord, saaledes har han navnlig vanskeligt for at finde Udtryk for Gemyttets Rørelser. I alle mere inderlige Forhold synes han næsten ufølsom og haard. Venskabet er mandigt og værdigt, for Kjærligheden finder han sjelden bløde Ord, Forholdet mellem Forældre og Børn er uden Sentimentalitet. Jublende Glæde er ham ligesaa fremmed som Udbrud af hjerteskjærende Sorg, Fortvivlelse og overvældende Smerte. Han skammer sig over den menneskelige Svaghed, og Anstanden byder ham at betvinge dens Ytringer. Han klager ikke over Uret, men hævner den med saa meget større Eftertryk. En ligegyldig Mine skjuler hans Planer, til Tiden er inde for deres Udførelse. Et koldt og roligt Ydre dækker ofte over et af Sorger og Lidenskaber oprevet Sind. Ganske den samme Karakter viser Eddaens Digte baade i sin Stil og sine Helteskikkelser. Fremstillingen er kort og energisk, kun Hovedtrækkene, det for en Sag eller Person væsentlige, tages med. Digteren fremtræder aldrig selv med sine personlige Meninger, taler ikke i første Person. Heltene er i Besiddelse af en ophøiet Ro, Besindighed og en Værdighed som aldrig svigter. Deres Tale er kort og fyndig, simpel og naturlig, og giver Indtryk af Vederheftighhed. Deres Stemninger og Lidenskaber anskueliggjøres hellere ved de ydre Virkninger deraf (den symptomatiske Fremstilling) end gjennem deres egne eller Digterens Ord. Frøias Vrede skildres derved at hendes Halssmykke sprang fra den bølgende Barm. Om Sigurds uudtalte Sorg heder det, at den var saa sterk at den jernvævede Serk (Brynjen) sprængtes paa den kampsterke Helt. Da Brynhild fik se Sigurds Lig, „anspændte hun al sin Kraft, Ild brandt af hendes Øine, hun fnyste Edder — Denne Betragtning, som er himmelvidt forskjellig fra de gamle Grækeres, hvis Helte ikke skammede sig over at briste i Taarer over sine Kjæres Lig, og hvem Sorgen eller Smerten afpressede Skrig, har altid præget vor Bondestands ydre Optræden. Den samme Ordknaphed og Indesluttethed i alle Forhold og under alle Omstændigheder. Eilert Sundt, denne varme Folkeven, klager gjentagende over den tilsyneladende Kulde, som hersker i vore Bondefamilier; et Kjærtegn mellem Børn og Forældre, et Kys mellem Mand og Kone var omtrent ukjendte Ting i hans Erfaring. Han troede nok — siger han — at Varmen var der, men intet synligt Tegn maatte røbe den; de kunde ikke faa Munden rigtig paa Glid til en Tak eller et hjerteligt Ord — ja ikke engang et varmt Haandtryk eller et Blik turde røbe Hjertets Tanke. Og denne Beherskethed i Glæde og Sorg, som nu engang hørte til vort Folks Regler for god Tone, bredte sig som en tung Atmosfære over Hjemmene og lagde en iskold Haand over selve Barnets Leg.
Saaledes har da den norske Bondes aristokratiske Aand foruden sine beundringsværdige og tiltalende Sider ogsaa sine store Farer. En anden af dens Skyggesider er dens Betragtning af Arbeidet. Den velstaaende Bonde — den egentlige Repræsentant for det norske Folk i gammel Tid — ansaa alt Gaardsarbeide for uværdigt og overlod det til sine talrige Trælle eller Løsgivne. Selv indskrænkede han sig, naar han ikke for om paa Vikingtog, gjerne til at føre Opsynet. Den Opdragelse, han gav sine Sønner, var kun altfor egnet til at give disse Afsmag for det jevne og produktive Arbeide; naar de ikke syslede med sine Vaaben og øvede sig i Brugen deraf eller i andre legemlige Idrætter, var det aandelige Færdigheder som optog deres Tid: Oplærelse i Lovkyndighed, Digtekunst o. lign. Selv efterat Kristendommen havde bragt Trældommen til at forsvinde, vedblev den Opfatning, at Haandens Arbeide var simpelt, og denne uheldige Arv fra vore Fædre har fulgt os til denne Dag. Arbeidsskyhed og Ladhed har mangesteds i vort Land været et rent Folkeonde, og endnu er den aristokratiske Betragtning af Uvirksomheden som noget fint og fornemt desværre noksaa udbredt blandt vore Storbønder. „Han tar inkje arbete, han nøies inkje til det“ kan man ofte høre paa Landet. Ikke sjelden strækker ogsaa Manden sig med Kridtpiben i Munden, medens Kvindfolkene overlæsses med det groveste Markarbeide.
Og denne Dorskhed er ikke indskrænket til de rige Bønder, den har ogsaa angrebet Tjenerne, hvis kjæreste Beskjæftigelse det er at sove bort al den Tid de kan finde dertil. Ligesaalidt kan man frikjende de saakaldte bedre Klasser i Byerne for den falske og landsskadelige Mening, at Haandens Arbeide er af lavere Art end Aandens. Saasnart en Mand har skrabet sammen saa mange Penge at hans Søn kan studere, er han meget stolt, selv om Guttens Lyst og Evner slet ikke svarer til Hensigten. Og man ser ofte nok unge Mennesker, som skammer sig ved det grove Arbeide her i Landet, reise over til Amerika for der at arbeide ugeneret, — for der er det legemlige Arbeide ingen Skam. Heldigvis gjør dog Botemidlerne mod denne skjæve og fordærvelige Betragtning sig stadig mere gjældende. Vore Bønder faar daglig mere Interesse for sin Bedrift, eftersom Landbrugsskolerne og den stigende Konkurrance aabner deres Øine for at ogsaa Jordbruget er en Kunst, og det en interessant og lønnende Kunst at dyrke. For de mindre Bemidlede faar efterhaanden Arbeidet en høiere Betydning, derved at deres Sans vækkes for at gjøre sig Livet behageligt ved smaa Midler, gjøre Hjemmene hyggelige, og nyde saadanne Adspredelser, som forfrisker Sindet. En høist skadelig Skik er desværre endnu ikke afskaffet, nemlig Føderaadet, hvorved endnu ganske arbeidsdygtige Folk skaffer sig denne ørkesløse, drivende Tilværelse, som de anser for en slig Herlighed. Dette Føderaadsvæsen har desuden en uheldig Indflydelse paa Familielivet, hvor der ofte indtræder en uhyggelig Spekuleren i Forældrenes Død, som ofte lader vente længe nok paa sig, — thi Ingen er saa seig som den man ønsker Livet af.
Saasnart et Folk har naaet et vist Kulturtrin, ytrer dets gjennem Erfaring vundne Livsvisdom sig gjerne i Form af ordsproglige Leveregler. Disse indprentes Børnene og gjælder idethele som Love for god Opførsel og god Tone, som Etikette. En saadan praktisk Livsfilosofi for det borgerlige Livs Behov har vi fra vor Oldtid i det gamle Haavamaal, „den Høies (d. e. Odins) Tale.“ I korte og fyndige, ordsprogsagtige Sætninger giver dette mesterlige Digt os et høist interessant Billede af vore Fædres Kulturtilstand og er herved et kulturhistorisk Aktstykke af første Rang. Mange af dets Forskrifter har Gyldighed for alle Tider, andre bærer et sterkt hedensk Præg. Den gjennemgaaende Karakter er Realisme, tildels Materialisme; men Mangelen paa høiere Flugt og Idealisme erstattes ved en solid Forstandighed, og hvor den selviske Nyttemoral træder i Baggrunden, som i Stroferne om Venskab og Gjestfrihed, der er Indtrykket særdeles tiltalende Lad os høre nogle af dets Visdomsord: „Trofastere Ven faar en aldrig end meget Mandevid.“ „Bedre Byrde bærer ei Mand paa Vei end meget Mandevid; bedre end Rigdom tykkes det paa fremmed Sted; det er den Fattiges Frelse.“ „Den varsomme Gjest, som kommer til Maaltid, ødsler ei med Ord; han lytter med Øre, skuer med Øie; saa føler den Kloge sig for.“ „Taaben maaber, naar han kommer som Gjest, mumler eller hænger; men faar han en Slurk, er det ude med Besindigheden.“ „Fuldt nok taler den som aldrig tier; fremfusende Tunge, som ikke tæmmes, galer sig ofte en Ulykke paa Halsen „Glemsels Heire svæver over Drikkelag og stjæler Mænds Forstand.“ „Hjorden ved naar den skal hjem, og gaar da fra Græsgangen; men uklog Mand kjender aldrig sin Maves Maal.“ „Ei Mø skal du lokke eller Mands Hustru eller egge dem til Vellyst.“
Den ægte folkelige Karakter af disse Haavamaalstrofer lader sig simpelthen bevise; mange af deres Satser stemmer ganske nøie med ordsproglige Leveregler hos andre germanske Folkeslag, andre er endnu gjængse blandt vort eget Folk. Jeg skal nævne nogle, som gaar igjen i Aasens ny-norske Ordsprogssamling: „Ingen bør være sin Vens Fiendes Ven“ = han er ikkje min Vin, som hjelper min Uvin. „Den er ikke en Andens Ven, som altid taler ham til Behag“ = dei er ikkje alle Viner, som til Vilje tala. „Til en god Ven fører Gjenveie“ = d’ er lett Veg til Vinahus. „Den behøver Vet som vide vanker“ = han tarv Vit, som vide skal fara. „Een skal vide, ikke en anden; alle ved hvad tre ved“ = det ein veit, det veit Ingen; det tvo vita, kann Fleire vita; og det tri vita, kann alle vita. „Liggende Ulv faar ikke Laar“ = liggjande Ulv fær ikkje Lambekjøt. „Isen skal man rose, naar man er kommet over“ = ein skal ikkje rosa Isen, fyrr ein er yver komen. „Af Brænde brænder Brand, og en Mand bliver kjendt af sin Tale“ = det stend Røyk av Branden og Ord af Mannen. „Eet Bo er bedre end intet, selv om det er lidet“ = eit fatigt Bu er betre en inkje. „Den Taabelige tror, at alle som ler til ham er hans Venner“ svarer til det gammel-svenske Ordsprog: the æru eij alle Vini som vidh lea. „Det er bedre at leve end være død, den Levende (kvikr maðr) faar altid Ko“ gjenfindes blandt Peder Syvs danske Ordsprog: Kvæg Mand faar altid Ko, men død Mand aldrig Liv.
Allerede denne Udvikling vil have vist os, at den norske Bonde til alle Tider har havt sine Leveregler og sin Etikette, ligesaafuldt som Bymanden har sine, kun at Landmandens Opfatning af det Passende altfor ofte oversees og misforstaaes af de gode Bysbørn, som kun anser Byskikkene for fine. Og det endda Landsens Sæder har en langt ærværdigere Ælde at paaberaabe sig og stammer fra en virkelig norsk Kultur. Dette forstaar ogsaa Bonden meget vel, og det tør nok hænde, at vi Byfolk vel saa ofte forekommer ham stødende i vor Optræden, som han synes os plump. Denne Betragtning gjælder saaledes flere af Gjestfrihedens Love. Man har saa mange Gange fremhævet det besynderlige i, at man aldrig strax kan faa Svar paa noget paa Landet; selv en saa ligefrem Ting som et Spørgsmaal om Veien foranlediger en hel Samtale. Men dette er ingenlunde, som overfladiske Betragtere mener, begrundet i Snakkesalighed eller Nysgjerrighed fra Landbefolkningens Side, — tvertimod, vi møder her en Gjenklang af den ældgamle norske Leveregel, at man ikke skal plumpe ind paa nogen med et Spørgsmaal. Til Gjengjeld har det fra Urolds Tid været gjældende Regel, at det er upassende at udspørge en Gjest om hans Ærende, før han selv kommer frem med det. — En anden Landsens Skik, som man ofte hører de saakaldte dannede Klasser opholde sig over som noget Raat, er de lystige og langvarige Gravøl, hvor Dans og Svir træder i Sorgens Sted. Ogsaa her ligger tildels Ukyndighed til Grund for de haarde Domme. Fra Hedendommen af er Gravøllet ingen Sørgefest over den Afdødes Bortgang, men Festen er et Arveøl, en meget vigtig Høitidelighed, hvorved Arvingerne tog Arven i Besiddelse efter den Afdøde. Derfor kunde ogsaa i gamle Dage denne Fest aldrig holdes før den syvende Dag efter Dødsdagen — heraf kommer vort Folkesprogs „sjaund“ (egentl. syv Dage) i Betydningen Gravøl —, og den udsattes ofte til den tredivte Dag eller meget længere; efter anseede Høvdinger forekom det endog, at Arveøllet først holdtes et, ja flere Aar efter Døden. Kun en Mindeskaal til den Dødes Ære erindrede her om Festens oprindelige Aarsag; ellers brugtes ganske samme Skikke som i andre Gjestebud.
Ikke blot Gravøllene, men ogsaa Bryllupper og andre Gjestebud udmerker sig paa Landet ved sin Langvarighed; indtil for endel Aar siden var mangesteds tre Dage det mindste. Ogsaa dette synes os Byboere en barbarisk Skik. Efter vor Formening har Fester kun Berettigelse som en kortvarig Afbrydelse af Arbeidet, hvorunder vi hviler os ud efter Arbeidet og samler Kraft til nye Anstrengelser; de bør derfor ikke vare saa længe, at de sløver og giver Afsmag for det daglige Livs Stræv. Men denne Landsens Eiendommelighed er ligefuldt en Arv fra gamle Dage. I Sagaerne omtales Gjestebud som varede en hel Uge, eller en halv Maaned, ja endog længere. Dette havde sin naturlige Grund deri, at Folket boede meget spredt, og Gjesterne saaledes ofte kom meget langveis fra. Til Gjengjæld var da Lagene saa meget sjeldnere; de største Høvdinger holdt høist tre Gjestebud om Aaret, nemlig ved de tre Offerhøitider: ved Vinternat i Julen og ved Sommerdag. I Virkeligheden maa det ogsaa indrømmes, at Forholdene paa Landet den Dag idag har mere Lighed med Oldtidens end med vore Byers: paa Landet kommer Ungdommen sjeldnere sammen, Slægten bor tildels langt fra hinanden, — hvad kan da være naturligere, end at de sjeldne Anledninger til Samvær udnyttes endel videre end Tilfældet er i Byerne, hvor selskabelige Sammenkomster hører til Dagens Orden, og der desuden frembyder sig saa mange andre Anledninger til Adspredelser?
Ogsaa med Hensyn til Giftermaal har den paa Landet gjængse Opfatning til alle Tider afveget ikke saa lidet fra den i Byerne herskende. Saaledes er det vel i Byerne noget nær uhørt, at en Frier fremfører sin Sag for den Udkaaredes Fader, uden først at have sikret sig Pigens Samtykke. Men dette var i gamle Dage og lige til de sidste Tider Reglen blandt vore Bønder; nu maa det vel kaldes en Undtagelse, skjønt i enkelte Bygdelag den gamle Opfatning endnu er gjældende, hvorefter Giftermaalet ikke er overladt Datterens eget frie Valg. Idethele har Fornuft-Egteskaber ligetil de sidste Dage været langt almindeligere paa Landet end i Byerne, og det er bekjendt nok, at vore Bønder lægger langt mere Vegt paa Mesalliancer eller Forbindelser mellem to Personer af forskjellig Stand og Formue, end vore Byboere gjør. Dette hænger nu atter sammen med hele den gammel-hedenske Betragtning af Egteskabet, hvorefter Hovedvegten blev lagt paa den retslige Side, paa Ordningen af Formuesforholdene, medens saavel Følelsen som det Religiøse holdtes fjernere. Egentlig er det Ættens Magt, som her griber ind; Egteskabet er fuldt saa meget en Sag mellem de to Ætter, som mellem de to Mennesker. Da med Forbindelsen den ene Æt blev solidarisk med den anden, var det naturligt at saavel Beileren som Pigen maatte have sin Slegts Samtykke. Beileren maatte ikke underhaanden nærme sig Pigen; Retten til at give hende bort tilhørte Slegten.
Den samme Opfatning gaar igjen ved Ordningen af Formuesforholdet, hvor Grundregelen var at der intet Formues-Fællesskab existerede mellem Egtefællerne; kun hvad der erhvervedes under Egteskabet, blev Fællesgods; hvor der ikke var fælles Børn, vendte ved Egteskabets Ophør Godset tilbage til den Æt hvorfra det var kommet. Den dybere Grund hertil laa vistnok i et ældgammelt Sameieforhold mellem Medlemmerne af samme Æt, saaledes at den Enkelte kun besad sin Eiendom som en Slags Fidei-Kommissar paa hele Slegtens Vegne. I allerældste Tid var det endog Skik, hvad der senere nærmest var en Form, at Bruden kjøbtes af Faderen for en vis Sum (Mundr), hvorfor ogsaa det ældste Navn paa Bryllup var Brúðkaup, d. v. s. Brudekjøb. Heri har man da igjen seet en Levning fra den Tid, da Mændene simpelthen røvede sine Koner fra Nabostammerne. I Overensstemmelse med hele denne Praxis staar det vistnok, at den rene og ideelle Kjærlighed, som de gamle Heltedigte saa gjerne skildrer, gjennemgaaende er ulykkelig idet de Elskende enten slet ikke faar hinanden eller deres korte Samliv afbrydes ved Slegtningers Fiendskab. Ogsaa fra de historiske Sagaer kjendes Exempler nok paa ulykkelig Elskov. Ofte heder det dog ogsaa, at Egtefællerne fattede Kjærlighed ftil hinanden, uagtet Forbindelsen oprindelig ikke beroede paa nogen gjensidig Tilbøielighed — I mere aflægsne Bygder kunde man indtil fornylig faa se mange ældgamle Bryllups-Ceremonier, som man kjender igjen fra oldnorske Sagaer. Jørgen Moe skildrer et Bondebryllup, hvor han var tilstede, saaledes: „Først Bruden og saa Brudgommen lededes ind fra Buret under hvirvlende Trommeslag; Brudens Indtrædelse i Stuen forkyndtes med et tredobbelt dundrende Slag med Døren, saa hele Huset rystede[1], hvorpaa hun i en adstadig Springar af Brudesvendene førtes et Par Gange Gulvet rundt og saa placeredes i Høisædet mellem Brudekonerne og Brudesvendene. Derpaa begyndte mellem de Sidste og Hjaasætmændene Akkorderingen om Morgengaven, og udførtes med et Vid og Lune, som fik Stuen til at gjenlyde af Latter.“ Her har vi altsaa den samme Skik som i gamle Dage, da Brudgommen Dagen efter Bryllupet havde at give Konen en Morgengave. Fra en noget ældre Tid berettes, at to Lysesvende tog Brudens Sko af hende og gjemte dem til næste Morgen, da Brudepigerne maatte løse dem ind igjen med sine Hosebaand. Efter en ældgammel norsk Skik fulgte Lysbærere Brudgommen til Brudesengen.
Vi er herved bragte ind paa Kapitlet om Sæder og Skikke. De som er lidt kjendte paa Landet vil have gjort den Jagttagelse, at der Aar om andet indføres ikke saa faa nye Skikke og Moder, medens ældre mere og mere opgives. Navnlig i Byernes Nærhed og i Turist-Strøgene gaar denne Udvikling raskt for sig. Havde dette Forhold bestaaet til alle Tider, vilde der været adskillig Sandsynlighed for at man kunde have ledt med Lys og Lygte uden at paatræffe en eneste af de Skikke som vi kjender fra de gamle Sagaer. Men Sagen forholder sig ganske anderledes. Der paatræffes netop, ialfald i de mere bortgjemte Strøg af Landet, en forbausende Mængde Levninger af Oldtidens Sæder. Forklaringen hertil er simpelthen den, at den norske Bonde af Naturen er alt andet end nyhedssyg; han er ganske betydelig konservativ i sine Vaner, og det er først de sidste Aartieres livlige Samfærsel der paa dette Felt som paa alle andre har fremkaldt de mange Forandringer. Det er bekjendt nok — siger Eilert Sundt — at den gamle Slegt gjennemgaaende betragter disse Brud paa det nedarvede med Modvilje, som en Forkvakling af det ægte Nationale. Det varede da ogsaa længe nok, før man idethele indlod sig paa at optage nogetsomhelst Nyt, det være nok saa godt. Eilert Sundt fortæller saaledes ved Omtalen af den stygge, men ægte norske Uskik at spytte paa Gulvet, om en anseet Mand i en Bygd, som havde indført en Spyttebakke i sin Storstue. Manden var, som sagt, almindelig agtet og særdeles dygtig; men fra den Tid af at han foretog det dristige Skridt med Spyttebakken, var det let at merke hvor meget mindre likt han blev. Det var som om han herved havde søgt at hæve sig over sine Sambygdinger, som om han paa en Vis havde brudt med dem; det gjorde paa dem omtrent samme Indtryk som naar vi hører en Mand „knote.“ Det var da ogsaa med en Slags Stolthed, at hans Naboer berettede, hvorledes de paa Trods spyttede udenfor Bakken i Storstuen.
Jeg skal først omtale et Par Skikke vedrørende Fødselen, hvilke stammer lige fra vor Oldtid. Over hele Landet ansees det endnu almindeligt for en ueftergivelig Pligt for alle Nabokvinder at bringe den nyforløste Kone et Fad med Barselsgrød. Dette er en ældgammel Skik, som endog findes paa Færøerne, hvor Grøden kaldes Nornegrød, saavelsom blandt Lapperne, hvor den heder Sarakka-Grød. Denne Nornegrød var oprindelig et Offer til Nornerne, de tre hellige Møer som vore Forfædre troede var tilstede ved hvert Menneskes Fødsel og spandt dets Livstraad, som var bestemmende for dets Skjæbne. Saaledes skildrer Begyndelsen af første Digt om Helge Hundingsbane Nornernes Komme til Gaarden hvor Helge fødes. De væver Skjæbnens Traade for hans fremtidige Liv. Efterat de har bestemt ham til at blive en berømt Hersker og den bedste blandt Fyrster, slynger den ene af dem sin Traad mod Nord, hvorfra alt Ondt kommer: derfra, heder det, kom ogsaa Kongssønnens og hans Elskedes Sorg. Disse Norner dyrkedes nu ved Offer — „Blot“ som det kaldtes — for at skaffe Barselskvinden en let Fødsel. I vore Svartebøger optræder de omdannede til tre himmelske Jomfruer, og det heder om dem i en Hexe-Formular for Morsyge: „Tre Søstre kom fra Østen og reiste til Vesten; den ene batt, den anden vatt, den tredie satte Moderen i sin forrige Stand igjen.“ Her optræder de jo netop som Spindersker, ligesom i gamle Dage. Udtrykket „at afskjære Ens Livstraad“ stammer fra denne Tro. — I denne Forbindelse hører en Omtale af Forholdet med Efterbyrden hjemme. Denne kaldes paa Island for „Fylgja,“ hvilket Ord paa Oldnorsk betegner det aandelige Væsen som — tildels i Dyreskikkelse — tænktes stadig at være i et Menneskes Følge, uden dog at sees af Andre end de „Synske,“ naar undtages i Drømme eller umiddelbart før Ens Død; det kunde ogsaa — ligesom Folketroens Fylgje, Fyreferd eller Vardøger — give Varsler om Ens forestaaende Komme. I Efterbyrden troede man at Barnets Sjæl, som senerehen i Livet blev dets Skytsaand, var indesluttet og hvis nu den opbrændtes eller bortkastedes, kom Barnet til at mangle denne Skytsengel. Pontoppidan fortæller, at paa hans Tid mange Nordmænd gjemte sin Efterbyrd paa sig som en Skytsaand.
Denne Opfatning, som endnu tildels lever paa Island, har ved kristelig Indflydelse undergaaet en hel Omkalfatring, hvilket kommer tilsyne derved, at man nu paa Island hyppigst brænder Efterbyrden op og i Norge mangesteds graver den ned. Hvis dette ikke bliver gjort, tror man at Barnet senerehen vil plages af et ondt spøgelseagtigt Væsen. Dette Spøgelse kaldes i Ringebo „Gasten.“ Paa Mandalskanten kaldes det „Ham,“ hvilket Ord i Oldnorsk brugtes om Menneskenes Fylgje eller Vardøger; andre Steder bruges Ham om Føllets eller Kalvens Hinder, som maa beskyttes godt, forat Dyret senere skal trives. Atter andre Steder siger man, at Troldet „Utbor“ avles af den ubrændte Efterbyrd. Dette er dog en senere Tro; det beviser selve Navnet, som er det gammelnorske „Utburd,“ d. v. s. Udbæring: saa kaldtes udsatte Børn. I Hedendommen var det nemlig tilladt at udsætte sine Børn i Skov og Ødemarker, naar de var vanskabte eller Forældrene ikke havde Raad til at opfostre dem. Ved Kristendommens Indførelse blev dette anseet for en styg Forbrydelse og forbudt i Lovene. I den nulevende Folketro ansees Utboren for at være Sjælen af et Barn, som er født i Dølgsmaal og udsat eller dræbt, og den svæver nu omkring sit Lig, indtil den kan faa en Forbigaaende til at døbe sig. Dertil bruges en lidt forskjellig Formel; i Nordland lyder den slig: „Eg skal døp dæg paa ei Vón — anten Guri helle Jón. Eg skal døp dæg mæ Namn — anten Ane helle Jan.“ Saasnart Utboren paa denne Vis er blevet døbt, faar den Fred og kan indgaa til Himlen. — I Forbindelse med Efterbyrden kan nævnes Troen paa den saakaldte Seiershue, Seiersskjorte eller Seiersserk, skjønt denne nu væsentlig er uddød her i Landet. Herved forstaaes den Fosterhinde som undertiden omgiver Barnets Hoved ved Fødselen. I Nordfjord vidste man for endel Aar siden endnu at fortælle om en Mand, som i Svenskekrigen ved Begyndelsen af dette Aarhundrede havde været skudfri, fordi han bar en slig Seiershue paa sig. Tidligere mente man, at den som fødtes med en saadan Hinde paa Hovedet kunde se Aander og var sikker mod Forgjørelse, samt at den ellers, naar man bar den hos sig, var et Sikkerheds-Middel, endog til at vinde Sager i Rettergang.
Troen paa dens seierbringende Evne var tidligere almindelig blandt Germanerne Paa Island og i England lever Troen endnu. Engelske Sjømænd bærer fremdeles denne Hinde, som de kalder caul, paa sig, idet de tror, at de da ikke kan drukne. Den berømteste af Dickens’s Romaner, David Copperfield, begynder med en Historie om en saadan Hovedhinde, som ved Auktion solgtes til en gammel Dame, som havde hørt, at den, som bar en slig, aldrig druknede. Merkelig nok levede denne Dame til hun blev 80 Aar og druknede aldrig; maaske kom dog dette — siger Dickens — deraf at hun ikke gjorde mere end een Sjøreise, og den foregik nok før hun kjøbte Seiershuen.
Efterat Barnet var født, blev det i gamle Dage knæsat af Faderen, d. v. s. det blev baaret hen til ham og lagt i hans Fang, hvorved han anerkjendte det som sit. En Tid efter foregik Overøsningen med Vand, som ogsaa var en hedensk Skik, skjønt maaske opkommet i Vikingetiden ved Indflydelse fra kristne Folkeslag. Ved denne Anledning fik Barnet Navn. Gjæve Mænd og Slegtninge opkaldtes, og man troede, at den Opkaldtes Lykke fulgte Barnet gjennem Livet. Denne Slegtsopkaldelse er af den største Betydning for den gamle Religion, idet den — som Gustav Storm har godtgjort — beviser at vore Forfædre har troet paa en Sjæle-Vandring, dog kun af gode Mennesker — de Onde straffedes (efter Voluspaa) i Underverdenen. Troen paa Sjæle-Vandringen, eller at et Menneske efter Døden gjenfødes i et nyt Menneskes Skikkelse, er en af de mest udbredte Forestillinger baade i lavtstaaende og i de mere udviklede Religioner, ja den findes endog i flere gammelkristelige Sekter (som hos Manichæerne). Til Norden er den rimeligvis indkommet sammen med Slegtsopkaldelsen, med hvilken den altid er forbundet, fra Frankerne. Dette Opkaldelsessystem og denne Sjælevandrings-Tro optræder i Norden fuldt udviklet i Yde og følgende Aarhundreder. I det tredie Digt om Sigurd Faavnesbane siger Brynhilds Broder Hogne, at han saa langt fra vil søge at afholde hende fra at dræbe sig selv, at han tvertimod ønsker, at hun aldrig maa blive gjenfødt. Han ansaa hende for en Ulykkesstifterske og haabede derfor, at hun som andre onde Mennesker ikke maatte gjenfødes. Helge Hjorvardssen og Svava sagdes at være gjenfødte som Helge Hundingsbane og Sigrun, og om disse heder det igjen, at de gjenfødtes som Helge Haddingeskate og Kaara. Og det tilføies: „Det var Tro i hedensk Tid, at Mennesker blev gjenfødte, men det kaldes nu for Kjærringers Vildfarelse“ Det er klart, at Navnets Identitet, og vel ogsaa et antaget Slegtskab mellem de tre Sagnhelte, har fremkaldt Troen paa Personernes Identitet, d. e. Sjælens Flytning med Navnet. Gautreks Saga lader Sagnhelten Starkad den Gamle fortælle, at hans Samtid ansaa han for en gjenfødt Jøtun, nemlig hans Farfader Starkad. Om Olav den Hellige troede man i hans Levetid, at han var den gjenfødte Olav Geirstadaalv, idet nemlig den Afdøde i Drømme aabenbarede sig for Olaf den Helliges Moder og krævede at blive opkaldt, for saaledes at overføre sin Sjæl paa sin yngre Slegtning. Selv protesterede Kongen som Kristen mod denne Beretning, som han kaldte for hedensk Overtro.
Endnu mere oplysende for Sammenhængen mellem Opkaldelse og Sjæleoverførelse er Fortællingen om Torsten Oxefod, som bliver hjulpet af Haugboen Brynjar i en Drøm. Denne spaar ham, at han skal blive Kristen, og beder ham isaafald at opkalde sin Søn efter Haugboen; ved dette Kneb mener han at aabne sig Vei til de Kristnes evige Liv, fra hvilket han ellers som Haugbo var udelukket. Ellers var det som sagt altid afdøde Slegtninge, hvis Sjæl sammen med Navnet overførtes til et yngre Led. Navnlig fik Barnet den Afdødes Navn, naar en nær Slegtning døde kort før dets Fødsel, helst under Svangerskabet; ligesom en Søn, som fødtes efter Faderens Død, altid fik hans Navn. Denne Skik holdt sig i Norden længere end andetsteds, ja overlevede Troen paa Sjæleoverførelsen. Et sikkert Vidnesbyrd om denne Tros Ophør er det, at et Barn opkaldes efter levende Forældre og Slegtninge. Som Folketro har Sjælevandringstroen holdt sig, omend afsvækket, lige til vor Tid. I Strøms Søndmørs Beskrivelse omtales den Tro, at de døde Slegtninge „gaar efter Navn,“ d. v. s. aabenbare sig for den frugtsommelige Kvinde i Drømme, og at naar Barnet bliver født, opkaldes det efter den, som har vist sig i Drømmen. Den samme Folketro findes efter Eilert Sundt endnu paa Søndmøre og efter O. Nicolaisen endnu i Nordland. Overhovedet er Opkaldelse efter Afdøde endnu praktiseret i det vestlige og nordlige Norge, medens der paa Oplandene har udviklet sig nye Regler.
Pligterne mod den Afdødes Lig indskjærpes strengt i vor gamle Literatur. I Hedendommen blev Den fredløs som undlod at bedække et Lig med Jord, hvor han end sandt det. I et af Eddadigtene heder det: „Haug bør man opkaste for den Hedenfarne, to Hænder og Hoved, kjæmme ham og tørre, for Kisten ham modtager, og ønske ham salig at sove.“ Til disse Pligter hørte det at lukke den Dødes Øine og klemme sammen Næseborerne; etsteds omtales ogsaa Paabinding af de saakaldte Helsko (Dødssko), hvilken Skik forklares af den Tro, at den Døde havde at gjennemvandre en skarp Tornemo, „Tynnemo,“ som den kaldes i den berømte norske Folkevise Draumkvæe. Af gamle Skikke vedkommende Død og Begravelse skal jeg nærmere omtale en, som er udbredt rundt om i vort Land: den saakaldte Lighalmbrænding. Denne bestaar deri, at den Sengehalm, hvorpaa en Afdød har hvilet, opbrændes paa et høitliggende Sted, medens den Dødes Familie stiller sig andægtig rundt om Ilden og til Slutning ofte læser et stille Fadervor. Af denne Skik, som ogsaa findes blandt andre Germaner og omtales i vore gamle Love, har man opstillet to Forklaringer. Nogle mener, at den er at betragte som en Afsvækkelse af Oldtidens Ligbrænding, — en af Menneskehedens ældste Begravelsesmaader, som maaske ogsaa bliver dens sidste. Andre sætter den derimod i Forbindelse med Troen paa Ildens rensende Kraft man brændte Liget for at Døde ikke skulde gaa igjen — ligesom man troede at Gjengangere ved at brændes blev fuldstændig tilintetgjorte. Et andet høist eiendommeligt Exempel paa denne Tro paa Ildens rensende Evne har vi i den saakaldte Nødild. Ved Nødild, eller som den kaldes paa Landet: Naueld, forstaaes Gnideild, Ild som er frembragt ved at en Pinde, vel indsmurt med Beg og Tjære, dreies hurtig rundt i et Hul i en nedrammet Egepæl — maaske den ældste Maade at frembringe Ild paa. En saadan Ild ansaaes tidligere blandt Germanerne for hellig, og man tillagde den en rensende Kraft mod alt Ondt, Aander og Sygdom. Navnlig anvendtes denne Ild, under Iagttagelse af forskjellige religiøse Ceremonier, mod alslags Kvægsyge. I det kjøbenhavnske Musæum opbevares endnu saadanne Nødildsstolper, hvilke i Mands Minde brugtes mod den saakaldte „Ildsyge,“ d. v. s. Miltbrand, hos Kvæget.
Eilert Sundt omtaler i Folkevennen et Tilfælde fra Kristiansands Stift, hvor der mod Kreatursygdom udtrykkelig er brugt en ny, frisk Ild, slaaet med Staal og Flint og opfanget med Knusk under Koens Bug. Andetsteds anvendes Ild til at „vigsle“ eller indvie det nyfødte Barn. Troen paa denne Ildens rensende Virkning er urgammel; i den ældre Edda heder det, at Ilden borttager Sygdomme. Den latinske Forfatter Ovid omtaler en Skik, som ogsaa var udbredt blandt Germanerne, nemlig at lade Faarene gaa gjennem Ilden, naar Pesten nærmede sig. Denne Tro er ogsaa derved af Interesse, at den kaster et forsonende Skjær over Middelalderens Hexebrændinger: ved Ilden skulde de af Djævelen besatte Befries fra den onde Aand og renses for ikke i Evighed at lide Helvedes Kvaler. — Ildens Brug som Renselsesmiddel skriver sig fra dens Hellighed. Ved de hedenske Offergjestebud maatte de fyldte Horn bæres mellem Ildene, før man tømte dem. De islandske Landnamsmænd tilegnede og helligede sig Landeiendomme ved at fare omkring dem med Ild. Af den ældgamle Ild-Dyrkelse er der endnu Levninger. Saaledes fortæller Storaker fra Lister og Mandal, at Snerken af sød Melk som koges, der bliver kastet i Ilden; i Thelemarken gjør man ligedan, og siger at det er Lokje som skal have den. Andre Steder kastes ogsaa Salt og Mel i Ilden som et Offer til den; denne Skik gjenfindes endog i de gamle Inderes hellige Skrifter. Ligetil Slutningen af forrige Aarhundrede dyrkede man i Norge en Helgeninde som kaldtes St. Eldbjørg, derved at man heldte Øl i Ilden eller drak et Mindebæger for hende. Denne St. Eldbjørg, er ligefrem skabt af Navnet paa trettende Dag Jul, Eldbjørgdagen, d. v. s. den Dag da man bjergede eller slukkede Ilden, efterat Gjestene var dragne afgaarde. Allerede i norske Breve fra 15de Aarhundrede kaldes 7de Januar for „Eldsdagr Jóla,“ og i den islandske Almanak heder den fremdeles Eldbjørgmesse.
Jeg har her streifet et Kapitel som denne Gang ikke skal tages med i sin fulde Udstrækning: Overtroens Skikke. Særdeles mange af de Skikke som findes i vort Land staar paa en eller anden Maade i Forbindelse med overtroiske Forestillinger. Disse overtroiske Skikke var engang, nemlig paa den Tid da den nuværende Overtro var Folkets eneste Tro, hellige Ceremonier som ledsagede dets Gudsdyrkelse. De behandles derfor ogsaa bedst i Sammenhæng med hele den øvrige Overtro, og den hører ikke ind under vort nuværende Emne. Her skal endnu kun omtales nogle Skikke af kulturhistorisk Interesse, en Art Sport og visse Arter af Bygningsstil.
Af Forlystelser er flere Slags bevarede fra Hedendommen. Navnlig er det af Interesse at se, hvorledes de gamle Hestekampe, som i Sagaerne omtales flere Gange, paa enkelte Steder har holdt sig langt ned i dette Aarhundrede, saaledes i Sætersdalen til ind i 30-Aarene. Disse Hestekampe kaldte man i gamle Dage Hestething, eller, hvis den væsentligste Bestanddel var Væddeløb, Hesteskeid, og det sidste Ord er endnu bevaret i mange Stedsnavne, som Skeid, Skeidaker, Skedsmo, hvor der altsaa engang har været holdt Væddeløb og Hestekampe. Her satte Bønderne hverandre Stevne til visse Tider af Aaret for at prøve sine Hingsters Dygtighed i Løb og Kamp. Navnlig fandt dette Sted om Høsten, naar Hestene tages hjem fra Fjeldet, og Ordet Skeid betegner endnu i nogle Bygder de sidste Uger af August. Til disse Hestething mødte Kamphingster ofte langveisfra; thi det var hele Bygdelagets Ære at kunne opvise en Hest, som havde seiret i mange Kampe. Hingsterne blev førte frem paa en Plads, hvor der var en eller flere Hopper, og nu hidsedes de mod hinanden og dreves frem med Pigstave, og man lod dem bides og slaas saa længe til den ene laa død eller halvdød paa Kamppladsen. Endnu lever der Sagn om de bedste Heste fra Skeidene, og mangesteds har man knyttet overtroiske Forestillinger til dem, idet man har anseet dem for Huldreheste, som ved Skeidene kom ud af Uren og igjen forsvandt, efter at have vundet Seier.
Vore hedenske Forfædres Boliger indbefattede ikke, som vore, en Mængde Værelser under eet Tag. Tvertimod udgjorde hvert Værelse et Hus for sig, og der var oftest bare eet Stokverk. En større Gaard bestod da af en hel Samling af slige Huse, som i Norge altid var af Træ. Fladt Tag kjendtes ikke, men der var endel Tverbjelker tvers over Huset fra den ene Langvæg til den anden, for at give det hele større Fasthed. Det vigtigste af disse Huse, som brugtes til Ophold om Dagen, var Stuen. Gulvet var dannet af faststampet Jord og blev til Stads bestrøet med Hamp eller Siv. Midt efter Gulvet var en Stenlægning, paa hvilken der brændte Ild. Først mod Slutningen af ellevte Aarhundrede indførte Olav Kyrre murede Ovne og Skorstene. Røgen, som bølgede i Stuens øverste Del og bedækkede Tverbjelkerne med Sod, havde Udgang gjennem en Aabning paa Taget, som kaldtes Ljore. Gjennem denne Ljore samt gjennem Glugger i Tagets nedre Del fik Stuen Lys. Gluggerne lukkedes ved en saakaldt Skjaa, d. v. s. en Træramme overspændt med en tynd Hinde (nemlig den som omgiver Kalven naar den fødes). Glasvinduer omtales i Sagaerne aldrig i private Bygninger, men vel i Kirker. Langs Langvæggene stod to Langbænke, hver med sit Høisæde; i det ene af disse sad Husbonden. En tredie Bænk, Tverpallen, stod langs Tvervæggen ligeoverfor Hovedindgangen, og her sad især Kvinderne. Skjønt nu, som sagt, Olav Kyrre indførte mangfoldige udenlandske Forbedringer i denne Husbygning, saasom murede Ovne, Plankegulve, Kjældere og meget andet, er det interessant at se, hvorledes den ældre Bygningsmaade har holdt sig paa Landet lige til den Dag idag.
Først og fremst har alle Udhusene holdt sig omtrent uforandrede: Stabburet, Kjonen eller Tørrehuset, Bastuen (skjønt i anden Anvendelse), Fjøset og Stalden med Trev over til Høet o. s. v. Men ogsaa selve Hovedbygningen har mangesteds bevaret sin oprindelige Skikkelse meget langt ind i vor Tid. Saaledes er de Svalgange, hvormed vore Forfædre ofte udstyrede sine Huse, endnu karakteristiske for norsk Bygningsstil. Endnu for kort Tid siden omtaltes ogsaa den gamle Indretning med Langbænke og Pall (i Sætersdalen kaldet Padd), samt Høisæder. Men den mest fremtrædende og eiendommelige Repræsentant for ægte gammelnorsk Husstil er Røg- eller Ljore- eller Aarestuerne, som endnu forefindes paa flere Steder og tidligere var meget almindelige. Disse var ganske lig Hedendommens Stuer; dog var Ildstedet ikke altid en Aare midt paa Gulvet, men hyppigere en muret Ovn, af samme Slags som de af Olav Kyrre indførte. Over Aaren strækker sig en kort og tyk Bjelke, den saakaldte Gjelgja eller Jøya, endende i et Dragehode og merket af Sverdhug, som den havde faaet af hver Brudgom, som hjemførte sin Brud. Hvor almindelige disse Røgstuer var, kan sees af en Beretning af Erik Pontoppidan, som c. 1750 var Biskop i Bergen; denne fortæller at Bondestuerne paa Vestlandet dengang almindelig var uden Vinduer, idet Lyset kom ind gjennem Ljoren, som kunde lukkes med en Skjaa eller Træramme med Hinde; indvendig var Stuerne ganske sorte af Røg. Med Rette bemerker Eilert Sundt om disse Røgstuer: „Med Møie og Flid samler Oldforskerne sammen Stykke for Stykke af Bohave og andre gamle Sager, som nu og da graves op af Gravhauge, og ved at stille disse mange Stykker sammen faar de et nogenlunde sammenhængende og helt Billede af vore Forfædres daglige Liv. Men i en vestlandsk Røgovnstue lever og rører Oldtidens Liv sig endnu den Dag idag, — det er ganske forunderligt, hvor lidet det har forandret og udviklet sig.“
Jeg sagde ovenfor, at vore Bønder nu for Tiden af Badstuen kun har Navnet, men ikke Gavnet, idet dette Hus nu alene anvendes til Tørring af Korn. Denne Kjendsgjerning giver os et trist Billede af vort Folks Udviklingsgang paa Renlighedens Omraade. I Oldtiden havde man, ganske som nu i de store Byer, tre Slags Bad: Karbad eller Laug Dampbad og Tørbad eller Svedebad. Paa de større Gaarde var der altid en Badestue, som udgjorde et Hus for sig. Laugene eller de varme Karbad toges som Regel hver Lørdag, hvilken Dag deraf har sit Navn (oldnorsk Laugardagr). De tørre Bad brugtes især af gamle Folk; de foregik slig, at de sad eller laa afklædte tæt ved Ilden og varmede sig, medens Kroppen blev gnidt sterkt med Klæder; dette kaldte de at bage sig ved Ilden; paa Island omtales ogsaa Bad i varm Sand. Men det vigtigste Bad var Dampbadet. I Badstuen var der en Stenovn, som blev hedet sterkt op, naar man skulde bade, og naar Stenene var blevne gloende, øste man Vand paa dem, saa der udviklede sig en stor Mængde Damp. Saasom Dampen stiger tilveirs, blev Varmen sterkest oppe under Taget, og naar man vilde have det rigtig hedt, behøvede man bare at klatre op paa en Hylde, hvor man sad eller laa og piskede sig med Ris, saalænge man holdt Varmen ud. Efterpaa slog man over sig koldt Vand for at afkjøles. Slige Badstuer findes endnu i enkelte Egne af Sverige, og i Finland savnes de ikke paa en eneste Gaard. Et sligt Dampbad betragter Finnerne som Livets høieste Nydelse; blandt dem bader alle Gaardens Folk, baade Kvinder og Mænd, sammen. Kvænernes Dampbad er ganske ligedan indrettet som det gammelnorske var, saaledes som bl. a. fornylig en af Deltagerne i Nansen-Færden beskrev det i Aviserne. Foruden til legemlig Renselse tjente disse Bad vore Fædre ogsaa som en Beredelse til Høitiden, et Sindbillede paa Sjælens Lutring: derfor toges de helst om Lørdagen. Endelig var de for dem som for andre Oldtidsfolk et Nydelsesmiddel, hvoraf der dengang ikke var saa mange, nemlig baade en Lindring for Legemet og en Beroligelse for Sindet.
Det har lykkedes Eilert Sundt at gjenfinde adskillige Levninger af den gode gamle Skik, som ved første Blik syntes ligesaa udslettet hos os som t. Ex. i Tydskland. Saaledes fandt han i en Fjeldbygd i Søndfjord endnu de saakaldte Laug eller varme Karbad brugte som Beredelse til Julehøitiden. I Rostekarret, som er det største Kar, man har paa Gaarden, havde man varmt Vand. Husbonden steg først opi, og naar han var færdig, fulgte de andre efter. Tilsidst kastede man ofte en Varmeglo i Laugen, før den blev slaaet ud, for at ikke de Underjordiske skulde faa Magt over det Smuds, som følger med, og derved blive istand til at forgjøre de Folk som det var kommet fra. Og en saadan Laugeskik har den samme Elsker af vort Folkeliv hørt omtale i mangfoldige af vore mere gammeldagse Bygder, og overalt var Tiden for Laugingen den sidste Time før Julekveldens Helg begyndte. Andre Spor af de samme Laug er vistnok de Hauger af Bryggesten eller Kogesten, som findes i Mængde paa Oplandene, og om hvilke det fortælles, at man før brugte dem til at varme Vand med; ogsaa fra Tydskland fortælles det, at man varmede op Vandet til Karbad ved Hjælp af glohede Stene. Men ogsaa af Dampbadene har E. Sundt fundet Levninger ligetil vore Dage. I Aaseral traf han i 1866 en gammel Mand, som af egen Erfaring kunde berette om denne ældgamle Skik, idet han nemlig selv havde fortsat med den lige til for et Aar siden. Nu og da ildede Manden op Badstuen, skvættede Vand paa Ovn-Røisen og lagde sig saa paa Hylden helt oppe under Taget og piskede sig med en Kost; mod Dampheden havde han et Klæde for Ansigtet. Slige Bad tog han, naar han følte sig stiv i Kroppen, og desuden gjerne til Julen.
Ogsaa andre gamle Folk der paa Stedet kjendte Bastu-Badet, dels af Sagn fra sine Forfædre og dels af eget Øiesyn, og de beskrev det alle ligedan. Her hørte Sundt ogsaa om det tredie Slags Bad, Svedebadene uden Damp i tør Luft. Det havde enkelte af de Gamle brugt, som ikke taalte den store Hede af Dampen. Den ene Mand, som Sundt talte med, vidste ogsaa meget godt at Badstuen oprindelig ikke var til for Korntørkningens Skyld — dertil havde man Kjonen — men til Badning. Vi ser saaledes, hvorledes den Renlighedssans som saa at sige var et Nationaltræk hos vore Forfædre, blandt hvem endog Ligvaskningen var en hellig Pligt — hvorledes den i Tidens Løb er gaaet tabt, saa at man endog har paastaaet at Skiddenfærdigheden var det mest fremtrædende Træk hos vor Landbefolkning. Trods alle Overdrivelser i vor Bybefolknings Forestilling om denne Urenslighed er det ogsaa sikkert, at Almuen mangesteds nærer en ligefrem overtroisk Frygt for at vaske sig, hvilket Mange anser for ligefrem skadeligt. Om Sætersdølen skriver en Forfatter fra 60-Aarene, at han har en medfødt Rædsel for Vand og kun vasker sig hver Julehøitid. Paa Gulvet i hans Stue springer Grisen gladelig omkring, og paa Hylden mellem Melkeringe og Oster sidder Hønen, medens Hanen majestætisk spankulerer omkring paa Sengehimlen. Familien og Tjenerskabet hviler mellem Gjedebukke, Griser og andre mindre, men endnu livligere Dyr, medens Luften fyldes af alle Uhumskhedens Dunster. Alle kjender Historien om Manden som blev budt Melk af Fad, men ikke fik drikke i Fred for Grisen, hvilket Kjærringen forklarede ham saaledes: „han er saa okjuren, for han kjender Traue sit.“ Eller om Skytsgutten som paa den Reisendes Ord: „du vasker dig nok ikke hver Dag, du“ svarede: „nei, saa skiddenfærdig er jeg da ikke heller“ (at jeg skulde behøve det, mente han). Ordsproget: Renlighed maa der til, sagde Kjerringen hun vendte Serken sin Juleaften — passer vel her. „Alt for Reint heve ingjen Smak,“ heder det i Valders. Heldigvis forsvinder dog nu med den stigende Oplysning og Samfærsel disse uheldige Sider mere og mere, skjønt det vel endnu er sjeldent at Folk paa Landet bader sig en eneste Gang den lange Vinter igjennem, og Skab og Udyr endnu grasserer stygt omkring i Dalene. En Skade er det, at man ikke ogsaa paa Landet kan faa oprettet billige Folkebad.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Hensigten at slaa med Døren — smelde „huri fer brúrine,“ som det kaldes — var at bortjage de onde Vætter.