Nordmændenes Forlystelser i Oldtiden

Rudolf Keyser

Nordmændenes Forlystelser i Oldtiden

Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur, Anden Aargang, 1848 (s. 225–253).

Nordmændenes Forlystelser i Oldtiden.

(Af Prof. R. Keysers Forelæsninger.)

---

Nordmændenes Forlystelser i Oldtiden kunne maaskee bekvemmest henføres til følgende Klasser: 1. Gjæstebude, 2. Legems- og Vaaben-Øvelser, 3. Lege, 4. Skuespil, 5. Spil, 6. Musik, 7. Jagt og anden dermed beslægtet Tidsfordriv.

1. Gjæstebudet (veizla) benævnes ogsaa almindelig drykkia ɔ: Drikkelag, eller hvad der vil sige det samme, öl, fordi Drikken, især Øllet derved udgjorde Hovedsagen. Gjæstebudet erholdt ellers forskjellige Navne, deels efter Maaden paa hvilket det holdtes; saaledes: samburðaröl ɔ: Sammenskuds-Gjæstebud; hvirfingsdrykkia ɔ: Omgangs-Lag, Gjæstebud som holdtes skifteviis hos Bønderne i en vis Bygd; heimboð eller vinaboð, Gjæstebud, til hvilket en Mand indbød sine Slægtninger og Venner; — deels efter Anledningen i hvilken det holdtes; saaledes: blótveizla, Offer-Gjæstebud; brúðkaups-veizla, Bryllup; erfis-öl, Arveøl, Gravøl; burtferðar-öl Gjæstebud, som En holdt strax før en forestaaende Reise; heimkomu-öl, Gjæstebud for at feire en lykkelig Hjemkomst; — deels endelig efter Tiden, paa hvilken det holdtes; saaledes: jóla-veizla eller jóla-boð, Jule-Gjæstebud; haustboð, Gjæstebud som holdtes om Høsten, naar alt Sommerarbeide var tilendebragt. Her maa fortrinlig Opmærksomheden fæstes paa de saakaldte heimboð eller vinaboð, som de almindeligste, og som de, hvis Skikke man i Hovedsagen gjenfinder i alle de øvrige.

Det ligger i selve Navnet paa dette Slags Gjæstebude, at de holdtes efter forudgaaende Indbydelse (boð), og denne fandt almindelig Sted en god Stund, ofte flere Maaneder forud, for at Gjæsterne kunde have Anledning til at indrette sig paa det Bekvemmeste, især naar de havde en lang Vei for at søge Gjæstebudet. Indbydelsen skede enten til hver enkelt af Gjæsterne i hans Hjem, eller under Eet til en heel Forsamling, f. Ex. til Thinge eller i et andet Gjæstebud. Tiden for Gjæstebudet blev med det samme tilsagt, ligesom og i hvor mange Dage det skulde vare, undertiden blev endelig ogsaa tilføiet, at ingen af Gjæsterne skulde drage ubegavet bort^[1]. Forberedelserne i Gjæstebudshuset bestode i Slagtning, Brygning og Tilvejebringelse af anden Mad og Drikke^[2]. Gjæstebud-Skaalens Vægge behængtes med Tapeter (tjölld), Bænkene belagdes med Hynder eller Dækkener, Bordtøiet oppudsedes, Gulvet bestrødes med Halm, Ildene optændtes, Skjenkebordet anrettedes, og det fyldte Skap- eller Skaft-Kar indbragtes. Gjæsterne synes almindelig at have indrettet sin Reise saaledes, at de ankom om Eftermiddagen eller imod Aftenen den Dag, da Gjæstebudet skulde tage sin Begyndelse. Visse af Husets Folk, baade Mænd og Kvinder, vare udseede til at gaae de ankommende Gjæster til Haande, ligesom og til senere at besørge Opvartningen; disse sagdes at ganga um beina ɔ: at see Folk tilgode. En eller flere af Husets Mandfolk havde Tilsyn med, at der blev sørget for de ankomne Gjæsters Heste, samt modtog til Bevaring Mændenes Vaaben; thi væbnede reiste man oftest. Naar Gjæsterne kom ind, vare Kvinderne rede for at modtage Reiseklæderne og de ankomne Kvinders indpakkede Pyntesager, hvormed senere hen i Gjæstebudet skulde stadses. Ved en saadan Modtagelse synes det at have gaaet heel livligt og forvirret til, helst i ældre Tider, medens Kogningen foregik i selve Skaalen, hvor Gjæsterne modtoges. Lidt efter lidt, naar de Fleste vare komne, blev det roligere, og nu indtog hver den ham anviste Plads, Mændene paa Langbænkene, Kvinderne paa Tverpallen. At skikke Folket til Sæde (skipa mönnum í sæti) rigtig efter hvers Stand og Anseelse, var en vigtig Sag. Forsømmelse i dette Stykke kunde tit vække stort Misnøie, ja bittert Fiendskab. Husfaderen indtog almindelig selv det ypperste Høisæde. Undtagelse heri kunde dog finde Sted, hvis en Konge, Jarl eller anden meget fornem Mand var blandt Gjæsterne, da i saa Tilfælde den første Hædersplads indrømmedes ham. Da Husfruen, hvis hun ikke var meget fornem, selv syslede med Opvartningen, saa indtoges Hæderspladsen midt paa Tverpallen af den meest anseede kvindelige Gjæst. Var der flere Folk tilstede, end som kunde rummes paa de faste Bænke nærmest Væggene, saa blev der anbragt endnu en Rad Bænke fremmenfor hine. Disse ydre Bænke benævntes framsæti eller forsæti. Desuden benyttedes Stole (reiðustólar, akstólar). Naar alt Folket var skikket til Sæde, var det almindeligt, at Husbonden lyste Fred over Laget (mæla fyrir griðum). Det varede nu ei længe, før Vaskevand (handlaug) blev ombaaret baade til Mænd og Kvinder; ofte udførtes denne Forretning af Husfruen selv. Derpaa bleve Bordene fremsatte. Hvis der var dobbelte Bænkerader, saa kom de, der sadde paa Fremsæderne (framsætis menn), til at indtage Bordenes ydre Side, saaledes at de vendte Ryggen mod Ildene. Var Kongen eller en Jarl eller en anden saadan Storhøvding i Gjæstebudet og indtog Høisædet, saa sad Husbonden undertiden paa en særskilt Stol paa den ydre Side af det Bord, der stod foran Høvdingen og hans ypperste Mænd, for bedre at see til med Opvartningen her, og tillige samtale med den fornemme Gjæst. Efterat Indretningen af Ovnstuer var bleven almindelig, anbragtes ofte ved Gjæstebude endnu een eller flere Rader af Borde, der oftest synes at have gaaet langs efter Stuen. Maden fremsattes nu. Først naar man havde spist lidt, begyndte Skjenkningen, der besørgedes enten af Husets Kvinder eller af visse dertil udseede Mandfolk, der benævntes Skjenkere (skenkjarar, byrlarar), og blandt hvilke der da gjerne var en Formand, der havde Overtilsynet dermed. Drikken fortsattes oftest efterat Maden og Bordene vare borttagne. Skaaler (minni) bleve udbragte enten af Husbonden eller af En, som han dertil udnævnte. Skaaler bleve i de hedenske Tider drukne til Gudernes Minde; i de christelige til Christi„ Jomfru Marias og andre Helgeners. En vis Orden fandt udentvivl oftest Sted ved disse Skaalers Udbringelse. Forresten drak man enten Omgangs-Skaaler (sveitardrykkja), saaledes at Alle omtrent kom til at drikke lige meget; eller den Ene drak den Anden til med en særegen Skaal, saaledes at han tømte et Horn eller Bæger til Halvs, og bragte det selv eller lod det bringe til den Anden, som da maatte uddrikke det levnede; eller ogsaa slog endelig To og To, almindelig enten Gjenboerne eller Sidemændene ved Bordet, sig sammen for den hele Aften og drak til Jævns med hverandre, for at kappes om hvo der kunde taale mest; dette sidste kaldtes at drekka tvímenning. Undertiden satte Mænd og Kvinder sig i Bunterad, og Mand og Kvinde drak Tvimenning med hinanden, vel ikke til Jævns, men dog saaledes at ifølge Sagaernes Vidnesbyrd ogsaa Kvinderne ved slig Leilighed ofte fik sig en Ruus. Kvinderne opmuntrede i det Hele Mændene til at drikke; og naar Husfruen eller Datteren i Huset viste en af Gjæsterne den Ære selv at træde hen for ham med det fyldte Horn og drikke ham til paa hans og hans Slægts Velgaaende, da kunde naturligviis ei Gjæsten undslaae sig for at tomme det ham overrakte Horn. Hertil kom ofte endnu, for at hæve Munterheden, Drikke-Bøder (viti), at nemlig den af Gjæsterne, som forsaa sig mod en forud fastsat Vedtægt, eller skulkede med Drikken, dømtes til at tømme et Horn forlods (vitishorn). At Drikken, hvormed der beværtedes alt som det led ud paa Aftenen, blev stærkere og bedre, saaledes at f. Ex. Mjød og Viin fulgte efter hinanden ovenpaa Øllet, ansaaes for en Herlighed ved Gjæstebudet. Virkningerne af slig rundelig Beværtning var, som man let kan tænke, den, at Mandfolkene som oftest bleve yderlig berusede, og i sin Ruus ei altid opførte sig paa den fineste Maade. Den høitidelige Fredlysning (griðasetning), som gik forud for Laget, kunde vel behøves for at lægge Baand paa Gjæsterne i denne Tilstand og hindre Udbrudet af deres ophidsede Lidenskabelighed som ikke destomindre ogsaa ofte gav sig Luft i Voldsgjerninger og Slagsmaal. Da Gjæsterne, som det synes, i Almindelighed ei havde Vaaben ved Haanden, saa brugtes ved saadanne Leiligheder foruden Næverne, de tunge, stærkt beslagne Drikkehorn, afpillede Kjødbeen og andet deslige. Husbonden med det roligere Parti af Gjæsterne maatte være Mellemmand, og understøttedes heri kraftigen af Kvinderne, som holdt paa de mest Ophidsede, eller hvis de Stridende havde faaet fat paa Vaaben, kastede Klæder over disse for at hindre eller døve deres Virkning. Som oftest bleve de Stridende temmelig let forligte, naar de havde sovet Rusen ud; sjældnere synes det at have været, at den af de stridende Parter, som holdt sig fornærmet, strax reiste hjem fra Gjæstebudet med sine Venner og Ledsagere. Enden paa den hele Drikken blev ikke sjælden, at Mandfolkene sovnede hver i sit Sæde, eller i Sengen bagved Sædet, eller tumlede om i Gulv-Halmen og bleve der liggende Natten over. De Gjæster, som vare sig selv nogenlunde mægtige, bleve førte til de for dem bestemte Senge; men det kunde vel hænde sig, at de endog efter at de have lagt sig, maatte tømme et eller flere Horn, som Husfruen eller en af de andre Husets Kvinder rakte dem, idet hun siddende ved Sengen holdt den Liggende med godt Snak.

Almindelig synes det at have gaaet varmest til den første Gjæstebuds-Aften; da satte Verten en Ære i at see alle sine Gjæster vel tilpakkede^[3]. Den følgende Dag, naar Gjæstebudsfolket igjen var kommet paa Benene og havde samlet sig i Gjæstebuds-Skaalen, var det gjerne det første man foretog sig, at jævne de Tvistigheder der kunde have reist sig under forrige Aftens Ruus. Naar dette var lykkelig udført, begyndte Drikken paa ny, men nu var gjerne Drikkelysten for det første mindre, ligesom ogsaa den støiende Munterhed; men naar det led mod Kvelden fornyedes forrige Aftens Optrin, og saaledes fortsattes, medens Gjæstebudet varede^[4].

Man maa imidlertid ikke heller forestille sig, at en umaadelig Drikken var det eneste, hvori Oldtidens Nordmænd søgte Gjæstebudets Glæder. Om Dagen vexlede man med Legemsøvelser, Lege og andre Fornøielser som nedenfor nærmere skulle omtales; og selv om Kvelden, naar Rusen endnu ikke havde taget altformeget Overhaand, oplivedes Laget ved adskilligt ædlere, tildeels aandeligt Tidsfordriv. Kvad bleve fremsagte eller sjungne^[5]; Sagaer, baade sandfærdige og opdigtede, fortalte eller i senere Tider oplæste^[6]; Gaader bleve fremsatte^[7]. Hertil kom endnu den saakaldte mannjafnaðr ɔ: Mand-Jævning. Denne bestod enten deri, at man tog et Par af de i Landet eller Bygden mest anseete Mænd, der da oftest ei selv vare tilstede, og gjorde en Sammenligning mellem deres Dygtighed og Egenskaber til Gjenstand for Samtalen, hvori da enhver af de Nærværende lagde sit Ord med, og holdt paa een af Parterne; eller ogsaa bestod den deri, at de i Gjæstebudet værende indbyrdes valgte sig jafnaðarmenn ɔ: hver valgte sig en Mand af Gjæsterne til at sammenligne sig med^[8]. Dette Tidsfordriv, hvad enten det nu øvedes paa den ene eller anden Maade, udartede imidlertid ikke sjælden til farligt Spøg, der kunde have bittert Fiendskab til Følge.

Endelig maa blandt Gjæstebudenes Fornøielser ogsaa omtales den saakaldte heitstrenging d. e. Aflæggelse af høitidelige Løfter. Skikken tilhørte den hedenske Tid, og Løfterne bleve aflagte ved Udtømmelsen af Brage-Hornet (Braga-full) d. e. ved den Skaal, som udbragtes til Ære for Brage, Skaldekunstens Gud. Hver, til hvem Brage-Hornet kom, reiste sig fra sit Sæde, steg med den ene Fod paa Stokken eller Skammelen foran Sædet, og aflagde Løftet, idet han begyndte saaledes: “Jeg stiger paa Stokken og aflægger det Løfte“ osv. (stig ek á stokk ok strengi ek heit). Derpaa tømte han Hornet og satte sig atter i sit Sæde. Undertiden finder man, at den Lovende satte den ene Fod paa en Steen, idet han aflagde Løftet. Det høitidelige Løfte angik oftest Udførelsen af en eller anden Stordaad, der kunde fortjene at foreviges gjennem Skaldenes Kvad. Den første Jule Aften var det især Skik at aflægge saadanne Løfter; ved andre Offerfester ved Bryllupper, Gravøl og i simple Gjæstebude skede det dog ogsaa. Ved Christendommens Udbredelse synes Skikken efterhaanden at være bortfalden tilligemed Brage-Hornet selv^[9].

Ved Oldtidens Gjæstebude samledes ofte en stor Mængde Mennesker. Da den norske Høvding Thorolf Kveldulfssøn modtog Kong Harald Haarfager som Gjæst paa sin Gaard Sandnæs paa Halogaland, havde han indbudet 500 Mænd, og det uagtet Kongen ei havde mindre end 300 i sit Følge. Da intet af Vaaningshusene paa Gaarden var stort nok til at rumme denne Menneskemængde, lod Thorolf en stor Korn-Lade paa det prægtigste indrette til Drikkeskaale^[10]. Landnamsmanden Hjaltes Sønner paa Hof i Hjaltedal i Islands nordlige Fjerding havde ikke mindre end 1200 Gjæster i Arveøllet efter deres Fader^[11]. Det sidste Gjæstebud omtales vel som det eneste i sit Slags paa Island; men at Gjæsternes Antal opsteg til flere Hundreder synes ei at have været nogen Sjældenhed. Det kan under saadanne Omstændigheder ei forekomme besynderligt, at den som holdt Gjæstebudet, for at beverte og huse saa mange Mennesker, maatte, selv om han iøvrigt var en rig og fornem Mand, laane hos Venner og Naboer Bordtøi, Sengeklæder og andet saadant^[12].

Store Gjæstebude pleiede heller ikke at være af kort Varighed. Gjæsterne kom ofte langveis fra og kunde ei være tjente med at gjøre en lang og besværlig Reise for een Aftens eller Dags Fornøielse. Gjæstebudene varede ei sjælden en Uge, en halv Maaned, ja længere^[13]. Derimod holdt en Husbonde ikke ofte saadanne Lag. I Hedendommens Tid holdt stundom en og anden Høvding 3 Gjæstebude om Aaret, nemlig paa de 3 store Offerhøitider: ved Vinternat, i Julen og ved Sommerdag, hvilke Gjæstebude efter Christendommens Indførelse bleve forandrede til Høst-Gjæstebud ved Mikkelsdags Tider, Jule-Gjæstebud og Paaske-Gjæstebud^[14]; men dette holdtes ogsaa for Noget ret meget, for Beviis paa en stor Pragtlyst (rausn). Oftest var det udentvivl Tilfældet, at en velstaaende Bonde kun een Gang om Aaret gjorde et saadant stort Vennelag, og dette synes almindeligst at have været om Høsten, eller i Tiden mellem Vinterens Begyndelse og Julens Ende, da man baade havde lettest for at tilveiebringe de fornødne Fødemidler, og Folket tillige vare mindst heftede ved magtpaaliggende Gaards-Sysler.

Hvad der meget maatte bidrage til at gjøre Oldtidens Gjæstebude bekostelige for Verten, var den Skik, at Gjæsterne ved Afreisen skulde begaves med Foræringer, hvilket synes at have været holdet for uomgjængelig fornødent, naar et Gjæstebud skulde have Navn af herligt eller overflødigt. Naar Dagen kom, paa hvilken Gjæstebudet var bestemt til at hæves, gjorde alle Gjæsterne sig rede til Afreisen. Reisetøi og Vaaben blev dem nu igjen overgivet af Husets Folk, der imidlertid havde havt det i sin Varetægt, og deres Heste, for hvilke Verten medens Gjæstebudet stod havde sørget, bleve fremledede. Derpaa fulgte Husbonden hver af Gjæsterne — idet mindste Dem, der vare nogenlunde anseede — ud af Huset eller endog et lidet Stykke paa Vei, hvilket kaldtes: “at følge dem af Gaarden“ (leiða ur garði), og endelig kom han ved Afskeden frem med den Gave, som var den Bortreisende tiltænkt, og som bestod i et Vaaben, et Smykke, et kostbart Klædningsstykke eller andet deslige. Dette benævntes: “at udlede med Gaver“ (leiða ut með gjöfum). Gavens Værd blev afmaalt deels efter Gjæsternes større eller mindre Fornemhed, deels efter det Venskab, i hvilket de stode til Verten; og man lod vel heller ikke altid udaf Syne den Gjengjæld, som man ved lignende Anledning kunde vente. “Stedse seer Gave efter Gjengjæld“ (æ sér gjöf til gjalda) lod det gamle Ordsprog.

Det Ovenanførte fremstiller hovedsageligen Skikkene ved Oldtidens Vennelag (vinaboð, heimboð). At det har gaaet aldeles ligedan til i de saakaldte Omgangs-Lag (hvirfingsdrykkjur) er høist sandsynligt. Det synes at have været et Slags Pligt-Gjæstebude, som de fornemste Bønder i en vis Bygd indbyrdes havde forbundet sig til at holde for hinanden efter en vis Orden. Sammenskuds-Lagene (samburðaröl) havde derimod et Slags større Offentlighed og holdtes gjerne, hvis de ei tillige vare Omgangs-Lag, paa den Gaard i Bygden, som havde det største Husrum. Her samledes da de i Laget Deeltagende, og hver medbragte sit Bidrag af Madvarer o. s. v. (fang)^[15]; den fornemste af de Tilstedeværende overtog Vertens Skyldigheder med Hensyn til Skaaler og saadant videre. De Christnes Gilder (gilldi), der ei var egne for Byerne alene, men ogsaa oprettedes i flere Landsbygder, vare i Grunden kun en Uddannelse af de ældre Sammenskuds-Lag, hvormed disse, som oprindelig mest vare hedenske Offerfester, fik et christeligt Tilsnit, og tillige gjennem visse Love, som enhver af Gildebrødrene (gildar) forpligtede sig til at iagttage med Hensyn til deres indbyrdes Forhold baade i og udenfor selve Gildet eller Gjæstebudet, kom til at danne Sammenholdspunkter for visse mindre Foreninger, hvis Hoved-Hensigt var ei alene Nydelse af selskabelige Glæder, men ogsaa at Medlemmerne indbyrdes kraftigen skulde understøtte hinanden.

2. At Oldtidens Nordmænd satte stor Priis paa Alt, hvad der kunde gjøre Legemet smidigt og kraftigt, samt give Færdighed i at bruge Vaaben, var en naturlig Følge af Folkets krigerske Charakteer. Legems- og Vaabenøvelser vare derfor den opvoxende Ungdoms almindeligste og kjæreste Tidsfordriv, som man ovenikjøbet vidste at give mangfoldige Afvexlinger.

Bryden deelte sig, som det synes i to Slags, under de forskjellige Benævnelser: fang og glima. Fang svarede udentvivl nærmest til vort Rygtag eller Rygspænd, og hvad der ved dette Slags Bryden mest udfordredes hos de Kjæmpende, var Styrke, især i Armene. Ved glima derimod kom det langt mere an paa Smidighed end paa Styrke, og Benene brugtes af de Stridende mere end Armene. Dette Slags Bryden er endnu meget gjængs paa Island, og at det i Oldtiden har været yndet og uddannet, det viser baade den Omstændighed, at det saa ofte omtales i Sagaerne, og tillige de mange Kunst-Udtryk som man sammesteds forefinder paa de forskjellige Kneb (brögð), som de Stridende herved kunde anvende; saaledes: sveifla^[16], at den ene løftede den anden i Veiret, svingede ham længe i Ring med Hæftighed, og derpaa kastede ham pludselig til Jorden; lausamiöðm, naar man ved en Vending med Hoften (miödm) søgte at fælde sin Modstander; hælkrókr d. e. Hæl-Krog, Krogspænden o. fl.^[17] Ved Bryden overhovedet og især ved det sidst omtalte Slags, var det almindeligt, at de Kjæmpende blottede den øvre Deel af Legemet ligetil Beltestedet.^[18]

Nær beslægtet med den egentlige Bryden var den saakaldte skinnleikr ɔ: Skindleg, af hvilken der lader til at have været forskjellige Slags. Et benævntes hráskinnsleikr ɔ: Leg med raat Skind; den synes almindeligst at have bestaaet deri, at Tvende grebe i hver sin Ende af en raa Dyrhud, og prøvede hvo der kunde trække Huden fra den anden, eller drage ham omkul, eller ogsaa, om de vare saa stærke, at de kunde splitte Huden imellem sig; denne Øvelse kaldes ogsaa skinndráttr ɔ: Skind-Trækning^[19]. Til Raaskindslegene lader det, at man desuden har henført Kasten med en stærkt sammenviklet raa Dyrehud, hvilken da den, som den kastedes til, maatte søge at gribe, og derpaa kaste til en anden^[20]. Raaskindslegene synes imidlertid at have tilhørt en meget fjern Tid og omtales ikke uden i de eventyrlige Sagaer. En Forfinelse heraf var flere i senere Tider almindelige Slags Skindlege. En bestod deri, at Tvende trak hver i sin Ende af et Skind-Reb og prøvede saaledes Styrke, hvilket kaldtes reipdráttr eller at draga reip; var En meget stærk, saa holdt han et Reb i hver Haand, og lod saa een eller flere igjen drage i hvert Reb; kunde han ved denne Øvelse ovenikjøbet i en siddende Stilling beseire sine Modstander, da glimrede han endnu mere.^[21] En anden bestod i, at man af Rebet dannede en Hank eller Løkke; de Stridende holdt hver i sin Side af denne og havde da bedre Haandfæste; dette kaldtes at toga a haunk ɔ: at trække Hank, og den havde vundet, som trak Hanken fra den anden.^[22] Den saakaldte beltidráttr^[23] har udentvivl været aldeles samme Øvelse, kun at et sammenspændt Belte har traadt i Reb-Hankens Sted.

Lod man Rebet fare og prøvede Styrke blot derved, at den Ene slyngede sin krummede høire Arm ind i den Andens, og søgte enten at drage ham til sig, eller tvinge ham til at rette Armen og slippe Taget, saa kaldtes dette at handkrꝍkiast ɔ: trække Krog. Baade ved denne Øvelse og ved Skind-Trækningen, heder det, at i de ældste Tider de kjæmpende stundom havde en Ild imellem sig, for saaledes at gjøre Kampen saameget farligere for den Tabende.

Hoppen (hlaup) var meget i Brug; man øvede sig i at hoppe høit i en tung Rustning, hoppe baglængs ligesaa let som forover, hoppe ned fra høie Steder, saaledes at man kom staaende paa Jorden, hoppe over brede Afgrunde og saadant videre.^[24] Man øvede sig ogsaa meget i at gaae eller klavre paa bratte Steder, hvilken Øvelse benævntes brattgengi, og heri kappedes man^[25].

At kunne gaae udenbords paa Aarebladene, imedens Skibet blev roet, ansaaes, som rimeligt, for en stor Kunst. Den norske Konge Olaf Tryggvessøn skal have udmærket sig ved Færdighed heri, som i saa mange andre Legemsøvelser. Det synes, som om man søgte at vænne Drengene, allerede i en meget ung Alder, til denne Færdighed ved at lade dem øve sig i at gaae paa voxne Folks fremrakte Hænder^[26].

Handahlaup benævntes den Øvelse, som nu kaldes Rundkast.

Hurtigløben benævntes skeið og man satte stor Priis paa at være rask til Fods (frár, fóthvatr)^[27]. Stundom brugte man for at paaskynde Løbet at støde sig frem med een eller tvende Stager^[28].

Skiløben (skiðfꝍri) var en meget anseet Kunst; man øvede sig ikke alene i at løbe hurtig paa Skier, men ogsaa i at kunne løbe paa bratte og farlige Steder, gjøre hurtige Vendinger og store Hop. Ski-Staven benævntes geisli^[29].

Et Slags Skøiteløben var ogsaa i Brug. Skøiterne vare Dyre-Been og benævntes isleggir ɔ: Jis-Been; den som forstod denne Kunst sagdes at kunna á ísleggium^[30].

Svømmen benævntes sund eller sundfꝍri. Man øvede sig baade i at svømme langt ovenpaa Vandet (langsund) og at holde sig længe og svømme godt under Vandet (kaf eller kafsund). Desuden lagde man sig efter at gjøre alle Slags Kunster under Svømningen; ja man brugte endog at brydes baade over og under Vandet.

Handsaxaleikr benævntes den Kunst at kunne lege med et Par smaa Sværde (handsax) saaledes, at man kastede dem i Luften og greb dem igjen, uden at skade sig. At kunne lege med tre Haandsaxe, saaledes at eet stedse var i Luften, holdtes for en herlig Kunst. Kong Olaf Tryggvesøn skal have udmærket sig heri, og hvad mere er, han siges at have kunnet øve Kunsten i det han gik paa Aarebladene, medens man roede.

Vaabenøvelserne dreiede sig om Bueskyden (bogaskot), Kasten (handskot) og Fegten (skilming); Færdighed i disse Øvelser benævntes under Eet vapnfimi, den der besad den vapnfimr.

Ved Bueskydning benyttedes deels Haandbue (handbogi), deels Laasbue (lásbogi); man øvede sig baade i at skyde kraftigen og sikkert (harðskeyti og beinskeyti), og det var en meget almindelig Fornøielse at skyde til Maals (ganga i skotbakka); Skiven, man skjød paa, benævntes skotspónn.

Ved Kasten benyttede man deels Stene, deels Kaste-Spyd. Stenene kastede man igjen enten med den bare Haand eller med Slynge (slöngva). Af Kastespyd gaves der flere Slags; det saakaldte gaflak eller gaflok var blandt de almindeligste. Man nøiedes ikke med at kaste eet Spyd ad Gangen med Kraft og Sikkerhed; de mere øvede kastede to Spyd ad Gangen, eet med hver Haand, og vare i stand til at gribe deres Modstanders Spyd i Luften og sende ham det strax tilbage.

I Fegten (skilming) øvede man sig i Brugen af Øxe, Sværd og Spyd, samt i Afbøden med Skjoldet. Ogsaa her satte man stor Priis paa at kunne bruge den venstre Haand ligesaavel som den høire. Den Kunst pludselig at kaste Sværd og Spyd i Luften, gribe hiint med venstre dette med høire Haand og derpaa bibringe sin Modstander et Hug fra den Side, han mindst ventede det, gjorde ofte Udslaget i en haardnakket Tvekamp.

At ogsaa Rideøvelser, som Kapriden og saadant lignende, have været i Brug blandt Nordmændene allerede i fjern Oldtid kan ei omtvivles, skjønt Sagaerne mindre bestemt udlade sig derom. Naar der imidlertid tales om turniment eller burtreið d. e. Turnering som brugelig allerede under Hedenskabet, saa er dette upaatvivlelig en Overførelse af senere Tiders Skikke paa de tidligere. I Slutningen af det 12te og i det 13de Aarhundrede maa man dog antage, at saadanne kunstigere Ride-Øvelser ei have været al deles ubekjendte i Norge, da Kongespeilet anbefaler dem som et værdigt Tidsfordriv for Hirdmændene. At der i Norge har været holdt Turneringer lignende de i sydligere Lande brugelige, derom findes ingen Underretning.

3. Af egentlige Lege omtales ingen hyppigere i de gamle Sagaer end:

Boldspil (knattleikr). Til denne Leg samlede sig ofte unge Mennesker i stor Mængde, og man legte den paa en vid Slette eller paa Isen. Bolden benævntes knöttr og synes oftest at have været af Træ eller i det mindste af en meget haard Materie. Den sloges med en Træstav, som benævntes knattré eller knattdrepill. I Legen blev almindelig tvende, som omtrent kunde jævnes i Styrke, parrede sammen; og Kunsten synes at have bestaaet i, at naar den ene slog Bolden ud, skulde den Anden søge at gribe den. Ofte kom det ved denne Leg til alvorlige Optrin mellem de legende Par, idet den ene i Hidsighed saarede den anden, deels med den haarde Bold og deels med Slag af Boldtræet^[31].

Den saakaldte soppleikr var ogsaa et Slags Boldspil og maaskee aldeles det samme som for omtalte. Bolden benævntes her soppr og Træet soppdrepr^[32].

Hvorledes derimod den undertiden omtalte sköfuleikr har været beskaffen, vides ikke. Kun saameget see man, at der ved denne Leg benyttedes visse Redskaber, der kaldtes sköfur (Ekt. skafa?) og undertiden forfærdigedes af Horn; samt at Legen ikke just var af nogen mild Natur, da Folk stundom satte Livet til i den.^[33]

Torfleikr kaldte man en Leg, i hvilken tvende Partier kastede paa hinanden med Græs-Torv^[34]. Denne Leg har dog neppe været blandt de anseede.

Dans (dans, dansleikr) var ogsaa en gammel Fornøielse blandt Nordmændene. Hvorvidt den allerede var brugelig i Hedendommens Tid, lader sig ei med Sikkerhed afgjøre; dog bliver det høist rimeligt, da man finder, at den i Begyndelsen af det 12te Aarh. var i fuld Gang, og paa den Tid misbilligedes af ivrige christne Geistlige^[35]. Den Dans, som af Oldtidens Nordmænd brugtes, og som synes at have været dem paa en Maade eiendommelig, var dog meget forskjellig fra senere Tiders Danse. Den var forbunden med Sang; derimod lader det ikke til, at Musik af Instrumenter ved den har været anvendt, idetmindste ikke i ældre Tider. Man dansede efter Melodien af Viser, som de Dansende selv afsang, og som vare af forskjelligt Indhold; snart var det Kjærligheds-Viser (mansöngsvisur), snart Spotteviser, undertiden vel ogsaa Viser af historisk Indhold; disse Viser benævntes dansar (Ekt. dans) og udentvivl har det hørt til, at de Dansende skulde indrette sit Minespil efter Visens Indhold. Begge Kjøn deeltoge i denne Fornøielse. Naar man dansede til de saakaldte Mansøngs-Viser, lader det til, at Sangen har været udført som Vexelsang mellem Mænd og Kvinder. Dette Slags Dans har udentvivl undertiden ligesom Viserne selv efter hvilke den dansedes, været temmelig letfærdig, og det var over den de strengere christelige Lærere især forargede sig^[36]. Dans efter Viser af forskjelligt, ofte historisk Indhold var i Brug paa Island endnu i den første Halvdeel af 18de Aarhundrede. De Dansende havde stundom hver sin Rolle at udføre, og Hovedpersonernes eller Fordansernes Minespil, ja endog deres Dragt var derefter afpasset. Men da man af Mangel paa Plads i de almindelige Vaaningshuse for den til Dansen samlede Mængde ofte benyttede Kirkerne til at danse i, og desuden megen Uanstændighed skal være gaaet i Svang ved saadanne Leiligheder, blev al Dans der paa Øen strengeligen forbuden, og gik virkelig temmelig hastig ganske af Brug. Paa Færøerne har derimod den Slags Dans holdt sig lige til vore Tider; de Dansende danne en stor Kreds, holde hinanden i Hænderne, og bevæge sig kun ubetydelig udenfor det Sted, som hver engang indtager; Fordanserne ere tillige Forsangere; Mængden af de Dansende istemme oftest kun DanseVisens Omkvad^[37]. Paa disse Islændernes og Færøboernes Danse passe de faa Udladelser, der i Sagaerne findes om den ældre Dans, meget godt, og man kan saaledes af Beskrivelserne over hine meget vel udfylde det Ufuldstændige i Sagaernes Beretninger. Et andet Slags Dans efter Instrumental-Musik, mere lignende nyere Tiders Danse, synes dog i det 14de Aarhundrede, ja maaskee tidligere, at have været i Brug, rimeligviis som Efterligning af udenlandske Skikke. I den fabelagtige Herrauds Saga fra det 14de Aarh. omtales flere saadanne Danse efter Harpeslag, og deriblandt en, der benævntes faldafeykeir ɔ: Faldesyger, fordi den var saa voldsom, at Kvindernes Hovedtøier (fald) under den faldt af og føg omkring i Stuen^[38].

Som et Slags Dans kan man maaskee ogsaa betragte den saakaldte ringleikr, Ringleg^[39], der ei i Sagaerne nærmere beskrives, men som sandsynligviis har været samme Leg, som ellers benævntes og endnu paa Island benævnes hringbrot ɔ: Ringbrud. De Dansende holde hinanden i Hænderne og opstille sig i en Runddeel, dog saaledes at Kjedens Ender ei ganske naae sammen. De tvende, som staae yderst i Kjeden, ere Fordansere og siges „at bryde Ringen“ (brióta hringinn). Anført af Fordanseren fra den ene Ende danser nu den hele Række paa en kunstig Maade, uden at den ene slipper den andens Haand, under hinandens Arme, indtil Kjeden omsider kommer i sin oprindelige Stilling, da Fordanseren fra Kjedens modsatte Ende strax begynder paa samme Maade; og saaledes fortsættes afvexlende. Det kommer i høi Grad an paa Fordanserens Smidighed og Nøiagtighed i sine Bevægelser, samt paa at de øvrige Dansende, idet de følge ham, holde fast i hinandens Hænder; thi hvis nogen af dem slipper Taget, saa forstyrres den hele Leg.

Endelig maa omtales en Leg, som ikkun synes at have været brugelig paa Island, nemlig den saakaldte syrpuþingslög ɔ: Skarn-Things Loven. Den bestod i et Slags Narre-Spil, hvorved hele Lovgivningsvæsenet og Rettergangen paa en latterlig Maade efterlignedes. En Islænder, Brand Thorkelssøn, ogsaa benævnt Vöðubrandr, skal først have fundet paa denne Leg i Begyndelsen af det 11te Aarhundrede, og den blev optagen med saadant Bifald i Nabolaget omkring den Gaard, paa hvilken Brand holdt til, at alle unge Mænd strømmede did hver Aften for at holde Syrpu-Thing, til stor Uleilighed for Husbonden, der for denne Spøgs Skyld i længere Tid næste ingen Nytte havde af sine Tjenestefolk^[40].

4. Naar Talen er om Skuespil hos Oldtidens Nordmænd, saa menes ikke dermed sceniske Forestillinger — thi at saadanne have været i Brug blandt dem, dertil findes intet Spor —, men andre Fornøielser der vare beregnede paa Tilskuernes Underholdning. Allerede deres Legemsøvelser Vaabenøvelser, Lege, ja endog Holmgange eller Tvekampe kunde betragtes som et Slags Skuespil, forsaavidt de jævnlig holdtes offentlig i Paasyn af en Mængde Tilskuere.

Paa Thingene, hvor saa mange Mennesker strømmede sammen, anstillede almindelig Ungdommen, udenfor den Tid som var bestemt for Retshandlinger, sine Lege og Legemsøvelser i de Ældres Paasyn. Da Thingene holdtes paa Steder af vid Udstrækning, saa var det ogsaa let her at udfinde sig en Legevold (leikvöllr, leikvangr) bekvem til at tumle sig paa. Man valgte almindelig en Slette omgiven af mindre Høider eller under en Bakke eller Lid, hvorfra Tilskuerne af begge Kjøn kunde have let for at oversee Legen.

Ungdommen i visse Bygder satte hinanden desuden ofte særskilte Stevner til Lege paa passende Steder. Man kunde sære samlet i flere Dage og opslog da Boder paa Lege-Pladsen (leikbúðir) til sin Bekvemmelighed. Undertiden foranstaltede en eller anden velstaaende Bonde Legen, og de Deeltagende bleve da tilbudne Nattely i hans Huus. Saadanne Lege vare sande Høitider, og Tilskuere samlede sig til dem i Mængde, Kvinder saavel som Mænd. Pigernes Bifald var ei de legende Ynglinger ligegyldigt, og hyppig gjordes ved saadan Leilighed det første gjensidige Indtryk, der senere fremkaldte nærmere Forbindelser. De, hvis Styrke og Smidighed var almindelig bekjendt, gjorde sig ikke sjælden kostbare; de optraadte kun i Legen en Gang imellem for ret at fordunkle de øvrige Legende, men foretrak forresten at samtale med de tilstedeværende Kvinder. Disse vidste ogsaa ret vel at benytte Leiligheden for paa en net Maade at komme i Tale med den af de Legende, som fandt deres Behag. Den gamle Vatsdøla Saga frembyder et Exempel. Ingolf Thorsteinssøn fra Hof i Vatsdalen paa Island var den fagreste som den smidigste og vaabendygtigste Yngling der i Egnen. Han var saa afgjort af Kvinderne, at det hed om ham i en Folke-Vise, at alle Kvinder vilde have Ingolf til Elsker, endog Kjærlingen som kun havde tvende Tænder igjen i den øvre Gumme. I de Lege, som engang holdtes ved et Høst-Thing, glimrede Ingolf i alle Færdigheder. Under Boldspillet hendte det sig, at Bolden rullede for ham hen til det Sted, hvor den skjønne Valgerd Otarsdatter sad. Hun kastede sin Kaabe over Bolden, og Ingolf, som kom for at søge den, undlod ikke at give sig i Samtale med Pigen. Det første Bekjendtskab var hermed nyttet, og ved Ingolfs senere Besøg hos Valgerds Fader blev det fortroligere^[41]. — Helt ofte toge imidlertid ogsaa disse Sammenkomster en alvorligere Vending, især naar Ungdommen fra tvende Bygdelag, eller ogsaa fra tvende større Landskaber, havde sat hinanden Stevne for at prøve, hvilken af begge der var raskest. Det seirende Parties Overmod og det tabendes krænkede Æresfølelse gav sig her ikke sjælden Luft i Handlinger der forvandlede Legen til en blodig Kamp, og Legevolden til en Valplads bedækket af Døde og Saarede^[42].

Det lader som om Nordmændene i ældre Tider stundom til almindelig Forlystelse have ladet Forbrydere kjæmpe paa Liv og Død mod vilde Dyr eller mod hinanden indbyrdes. En saadan Kamp berettes der, at Kong Harald Haarfager lod foranstalte mellem en Islænding Bue Andridssøn, paa hvilken han var bleven forbittret, og en Blaamand d. e. et vildt Menneske fra det indre af Asien eller Afrika. Kampen — heder det — foregik paa en vid Slette i Kongens og en Mængde andre Tilskueres Paasyn. Paa Sletten stod en Steen, tyk nede ved Jorden, men oventil spids, over denne skulde den ene Kjæmpende søge at faae kastet den anden for saaledes at dræbe ham. En Steen, der havde denne Bestemmelse, kaldtes fanga-hella ɔ: Brydnings-Helle. De Kjæmpende havde nemlig ingen Vaaben, men brødes. Bue fik kastet sin Modstander grue over Stenen, saaledes at hans Brystbeen knustes, og blev nu tagen til Naade af Kongen^[43]. — Om Haakon Jarl fortælles ligeledes, at han lod Islændingen Finnboge hiin stærke, der havde dræbt en af Jarlens Frænder, brydes med en Blaamand. Jarlen, siges der, lod alle sine Stridsmænd samle paa Kamp-Sletten og sin Stol sætte i Midten. Finnboge seirede og knuste Blaamandens Ryg over den Steen, som stod paa Marken. Men endnu vilde ei Jarlen tilgive ham, og han maatte en Stund efter, ligeledes i en Mængde Tilskueres Paasyn, brydes paa Søen under Svømning med en stor tæmmet Bjørn (alidýr), som Jarlen eiede. Ogsaa denne lykkedes det Finnboge at dræbe, og nu tog Jarlen ham til Naade^[44]. — Om Kong Olaf Tryggvessøn berettes, at han for en talrig Forsamlings Øine lod en Islænding, der havde dræbt en af hans Hirdmænd, sønderslides af sin Hund^[45]. — Vel kan man mod disse Exempler, og det maaskee med Grund, indvende, at det sidste kun fremstiller en Grusomheds Handling af Kong Olaf, hvortil hans Hidsighed tilskyndede ham, og at de tvende første, til hvilke man kan finde flere Sidestykker i de reen­æventyrlige Sagaer, ere hentede fra mindre paalidelige Kilder; men at en virkelig Oldtids-Skik ligger til Grund for Sagaernes, maaskee udsmykkede, Beretninger om saadanne Kampe, derom synes den troværdige Eyrbyggia Saga at vidne, idet den fortæller, at ved det Sted paa Thorsnæs paa Island, hvor Thors Hof i Hedenskabet havde staaet, saaes, endnu da Sagaen affattedes, “den Dom-Ring, i hvilken Mænd bleve dømte til at offres (til blóts)“; “og inde i Ringen — heder det videre — staaer Thors Steen, over hvilken de Mænd bleve knuste, der offredes, og end seer man Blodspor paa Stenen^[46].“ Man veed af andre Kilder, at det netop var Forbrydere og helst, som det synes, forbryderske Trælle, som de hedenske Nordmænd ved sine Menneske-Offringer dræbte^[47]. Det bliver altsaa høist sandsynligt, at man undertiden, ja almindelig har ladet disse, naar der til samme Tid var flere af dem, brydes parviis paa Liv og Død som ovenfor beskrevet, og maaskee skjænket den seirende Livet. Men vare deslige Skuespil en Forlystelse paa Offerfesterne, bliver det heller intet urimeligt i, at man ogsaa anstillede dem udenfor disse, naar passende Leilighed tilbød sig, samt gav dem Afvexling ved at lade Forbryderen træde i Kamp mod glubende Dyr eller vilde Mennesker af overordentlige Kræfter. Muligen kan man i denne Skik søge en medvirkende Aarsag til den store Priis, som Oldtidens norske og nordiske Høvdinger satte paa tæmmede Bjørne, især Hvid-Bjørne^[48], noget der rigtignok ikke indskrænker sig til det Tidsrum alene, i hvilket man kan antage hine Kampe at have været i Brug. At saadanne grusomme Skuespil kunde behage vore Forfædre paa et lavere Dannelses-Trin og paa en Tid, da Ase-Troen i flere Henseender gav deres Characteer et Præg af Haardhed, kan ikke vække nogen Forundring, naar man betænker, at lignende, ja vel endog grusommere Skuespil hørte til de gamle Romeres meest yndede Forlystelser i deres Dannelses gyldne Tidsrum. Forresten synes det sikkert, at dette Slags Skuespil ei har vedligeholdt sig blandt Nordmændene længere end til Christendommens almindelige Indførelse hos dem.

Et andet Slags Skuespil, som derimod synes baade at have været ældgammelt blandt Nordmændene, og at have holdt sig som meget yndet langt ned i Tiden, er den saakaldte Heste-Kamp (hestavíg, hest-aat, hesta-þing), ved hvilken man hidsede Hingster paa hinanden og lod dem slaaes saalænge, indtil ofte den ene laa død paa Kamppladsen. Man opfødte med Hensyn hertil de Hingster, som havde store og skarpe Fortænder, i det gamle Sprog benævnte vígtennr ɔ: Kamptænder. Eierne af saadanne satte hinanden Stevne til Heste-Kampen, og til denne strømmede altid en Mængde Tilskuere af begge Kjøn. Til Kamp-Plads valgtes som ved andre lignende Skuespil en Slette med Høider i Nærheden, paa hvilke Tilskuerne, især Kvinderne, toge Sæde. Hingsterne bleve parviis førte frem, og for at hidse dem paa hinanden havde man nogle Hopper staaende bundne i Nærheden. Hver af Hingsterne blev fremledet enten af Eieren selv, eller af en haandfast, med Hesten vel bekjendt Karl. Naar de nu reiste sig paa Bagbenene og begyndte at bides, skulde Mændene, der fulgte Dem, hidse (etia) og hjælpe hver sin; og dette gjorde han deels ved at drive den frem med en Stav, som han til den Ende havde i Haanden, og som benævntes hestastafr ɔ: Hestestav, deels ved at støtte Hesten bagfra. De anseeligste Høvdinger fulgte ofte selv sine Hingster i Kampen, og undertiden vare i Forveien Dommere udnævnte, der i tvivlsomme Tilfælde skulde afgjøre, hvilken Hest havde bidt bedst fra sig. Ikke sjælden kom de tvende Mænd, der hidsede Hingsterne, i deres Iver selv i Kamp med Hestestavene, naar den ene syntes, at den anden mishandlede hans Hingst. Ofte kunde paa et saadant Heste-Thing mange Par Kamp-Hingster blive hidsede sammen, og det regnedes ei for liden Ære at være Eier af den bedste^[49].

Det maa endelig her ikke lades uberørt, at man meget tidlig finder omtalt, at de norske Konger — ligesom vel ogsaa andre af Folkets Høvdinger — havde Gjøglere (trúðir, Enkt. trúðr, eller leikarar, Enkt. leikari) i sin Gaard, hvilke ved allehaande Kunster morede Kongen og hans Hird. Allerede om Kong Harald Haarfager heder det i et samtidigt Digt af Skalden Hornklove, hvilket Fagrskinna har bevaret, at han til sin Fornøielse havde Gjøglere, der gjorde Kunster med ørenløse Hunde, medens andre hoppede paa Hælene om Ilden med brændende Spaaner i Hænderne og luende Huer stukne under deres Belte. Neppe kan hermed forstaaes andet end Gjøglere, som med Taskenspiller-Kunster og naragtige Danse morede Tilskuerne. I Sverrers Saga fortælles, at da Skalden Maane som hjemvendende Pillegrim kom til Kong Magnus Erlingssøn, traf han denne og hans Hird morende sig med at see paa tvende Gjøglere (leikarar), der i Stuen lode smaa Hunde hoppe over høie Stænger, og det saameget høiere som Tilskuerne vare fornemmere. Kongen opfordrede Maane til at gjøre en Vise om Gjøglerne. Skalden kvad tvende, hvori han spottede med deres Kunster og Narre-Fagter, samt med deres Gigespil og Blæsen paa Pibe, hvormed de altsaa maa have ledsaget deres Gjøglerier. Viserne vakte stor Latter, og bleve idelig gjentagne af Hirdmændene, som, idet de afsang dem, sloge Kreds om Gjøglerne. Disse kom nu i stor Vaande og vare glade ved omsider at slippe ud^[50].

Det lader ligeledes, som om Kongerne ogsaa undertiden have havt Hofnarre til deres Moerskab. Saaledes heder det, at Harald Haardraade havde en frisisk Dverg kaldet Tutta, hvilken han imellemstunder til Hirdens Fornøielse lod træde frem iført Kongens Ring-Brynie, der var saa stor til Dvergen, at den slæbede efter ham^[51].

5. Af Spil omtales i Sagaerne tvende Hoved-Slags som brugelige hos vore Forfædre, nemlig: Terning-Spil (tenningakast) og Bret-Spil (tafl).

Terninger benævntes i det gamle Norske tenningar, Ekt. tenningr. At Terning-Spil har været en ældgammel Fornøielse i Norge, kan sluttes deraf, at man paa flere Steder i Landet, i Gravhøie fra hedensk Tid, har fundet Terninger af Been nedlagte med den Døde. Disse Terninger ere imidlertid i Formen forskjellige fra de nu brugelige, idet de ikke danne nogen fuldkommen Kubus, men derimod ere langagtige, og have paa de tvende Endeflader enten aldeles intet Mærke eller ogsaa paa begge eet Øie; paa de 4 Sideflader have de Mærkerne 3, 4, 5 og 6; Mærket 2 mangler i alle Tilfælde. Af Sagaernes Udladelser kan man dog slutte, at allerede i den første christelige Tid Terninger af den nu almindelige Indretning maa være komne i Brug^[52]. Terninge-Spil om Penge nævner Konge-Speilet som noget, der var en dannet Mand uanstændigt.

Bretspil spilledes med Brikker (töflur Ekt. tafla) paa Bret (tafl eller taflborð). At spille Bretspil benævntes at tefla; det omtales allerede i det ældgamle Digt Vøluspaa som et Tidsfordriv for Aserne i Verdens gyldne Alder. Sagaerne have bevaret Benævnelserne paa flere forskjellige Arter af dette Slags Spil, uden dog at give nogen fuldstændig Oplysning om Egenhederne ved hver enkelt.

Ved det saakaldte hnot-tafl synes man at have brugt et Slags Terninger benævnte húnar, Ekt. hún eller húni^[53].

Hnefatafl spilledes med sorte og lyse Brikker; en af Brikkerne, der lader til at have været den fornemste, kaldtes hnefi^[54].

Skák eller skáktafl lignede udentvivl meget, om det ikke var aldeles det samme, nyere Tiders Skak. Dette kan man foruden af Navnet ogsaa slutte deraf, at det spilledes paa Bret, der var inddeelt i Ruder (reytir Ekt. reytr) og med Brikker af forskjellige Benævnelser; saaledes omtales en, der kaldtes riddari d. e. Ridder^[55].

Endelig nævnes ogsaa kotra eller kvotra, om hvilket dog intet i Sagaerne findes til Oplysning, undtagen at det spilledes paa et anderledes indrettet Bret, end Skak-Spillet, hvorfor man undertiden havde tafl eller Bret indrettet for Skak-Spil paa den ene Side og for Kotra paa den anden^[56].

Baade Brettet og Brikkerne, som brugtes ved disse Slags Spil, vare undertiden af kunstigt og kostbart Arbeide, og med Brettet fulgte almindelig en Pung (taflpungr), i hvilken Brikkerne gjemtes^[57].

Hvor almindelig yndet Tavlspillet har været blandt Nordmændene viser sig tydeligen af Sagaerne, der omtaler det paa den ene Side som en Kunst, hvis Finheder Høvdingen satte en Ære i at forstaae^[58], og paa den anden Side som et Tidsfordriv, der morede selve Tjenestetyendet i ledige Stunde^[59].

6. At Musik allerede høit op i Hedendommens Tider har hørt blandt Nordmændenes Forlystelser, maa ansees som aldeles vist; dog har deres Musik i hine fjerne Tider rimeligviis været høist ufuldkommen og indskrænket sig til Sang og enkelte Instrumenter af simpel Indretning.

Hvorvidt de gamle Skalde have foredraget sine Digte i Sang, eller blot simpelt hen fremsagt dem, lader sig neppe af vore gamle Mindesmærker med Bestemthed afgjøre; at de have foredraget dem i en Art af simpelt Recitativ, bliver imidlertid temmelig sandsynligt. At Tryllekvadene eller de saakaldte galdrar have været sjungne, er afgjort; om deres Fremførelse bruges ogsaa Udtrykket gala, som synes at betegne en mere afvexlende og kunstig Sang end Recitativet^[60]. Det er mærkeligt, at der blandt Briterne af den gamle Stamme i Wales og Cornwales skal have været et Sagn, at de havde lært den fleerstemmige Sang i en fjærn Oldtid af Nordmændene; man skulde heraf slutte, at Sangkunsten skulde have været nogenledes uddannet hos vore hedenske Forfædre. Men i hvorledes end dette forholder sig, saa maa man dog antage, at de heri have staaet langt tilbage for sydligere europæiske Folkefærd; thi det siges udtrykkelig i Sagaerne, at den Sang, der hørtes ved den første christelige Gudstjeneste i Norge og paa Island, og som dog neppe kan have været udmærket, da de første fremmede christne Lærere vanskelig kunde medføre mange dygtige Sangere paa deres Omvendelses-Reiser, henrykte de hedenske Nordmænd som noget saa skjønt i sit Slags, at de ei før havde hørt Mage dertil^[61].

At Sang-Kunsten gjennem Christendommens Indførelse altsaa har faaet et betydeligt Stød fremad, kan ei omtvivles, og den vigtige Plads, den indtog i den christelige Gudstjeneste, og som blev vigtigere alt som Gudstjenestens Pragt blev større, maa have bidraget meget til dens Uddannelse og Udbredelse.

Af musikalske Instrumenter (söngtól, hlióðfꝍri) maa man udentvivl antage visse blæsende for at være de ældste blandt Nordmændene. Luren (lúðr) var deres ældgamle Krigs-Instrument; med den kaldtes ogsaa Folket til Møder. Dens ældste simple Indretning see vi udentvivl i de endnu paa Landet brugelige Træ-Lure. Senere synes man at have betegnet simplere blæsende Instrumenter af Metal, som Trompeter Valdhorn og andre lignende, med samme Navn.

Horn, vel fortrinlig Bukke-Horn, ere ogsaa ældgamle som musikalske Instrumenter^[62]; Heimdals Gjallarhorn er noksom bekjendt fra de gamle Edda-Myther. Da dette Gjallar-Horn ogsaa benævnes lar eller Lur^[63], saa maa man antage, at ogsaa Hornet har været henregnet under Hovedbenævnelsen Lur, der altsaa har omfattet alle blæsende Instrumenter af en stærkere og dybere Tone, alle de, som fortrinligviis brugtes i Strid.

Piben (pipa) er udentvivl ogsaa gammel, og under denne Benævnelse lader det til, at man har indbefattet alle blæsende Instrumenter af en spædere Tone. Man finder ingensteds omtalt, at Piben har af Nordmændene været anvendt til Krigsmusik. I Sagaer fra en yngre Tidsalder nævnes den derimod hyppigen som brugt i Forbindelse med andre Instrumenter, der senere skulle omtales, ved høitidelige Gjæstebude og lignende Leiligheder.

Blandt Strenge-Instrumenter var udentvivl Harpen (harpa) et af de ældste og mest yndede blandt Oldtidens Nordmænd; allerede i de gamle Edda-Digte omtales den paa flere Steder; og den Orknøiske Jarl Ragnvald, som var født i Norge og der opdragen, regner i en Vise — fra første Halvdeel af det 12te Aarhundrede — Harpespil blandt de Færdigheder, hvori han var stolt af at udmærke sig^[64]. Man brugte, som det synes, ofte at ledsage Afsyngningen af Digte med Harpeslag (hörpusláttr). Hvorledes imidlertid den gamle norske Harpe har været indrettet, findes ei udførligen beskrevet. Det lader som om den undertiden har været temmelig stor, eftersom der etsteds siges — rigtignok i en eventyrlig Saga — at et voxent Fruentimmer kunde staae ret op i Harpens Mave (magi hörpunnar) d. e. i Kassen, der laa under Sangbunden. — Det findes ogsaa omtalt, at den Spillende (harpari), naar han vilde frembringe ret kraftige og stærke Toner, trak et eget Slags Handsker paa Hænderne, udentvivl Handsker forsynede med Negle eller smaa Kløer af Metal^[65].

Af Strengeleg omtales i Sagaerne ogsaa fiðla d. e. Fidle, Violin, og gigia d. e. Gige, og da hos Snorre^[66] fiðlarar (Enkt. fidlari) og gigiarar omtales ved Siden af hinanden, maa man antage, at Nordmændene allerede i 13de Aarhundrede have skjelnet mellem disse, ellers i Oldtiden vistnok oftest i Flæng brugte, Benævnelser og dermed betegnet tvende forskjellige Instrumenter. At Gigen i Slutningen af 12te Aarhundrede har været i Brug i Norge, er fuldkommen sikkert^[67]; men om Nordmændene have kjendt den i Hedendommens Tid, er uvist. Efter Snorre skulde baade den og Violinen være ældgamle i Norden. Om Upsala-Kongen Hugleik, der maa antages at have levet flere Aarhundreder før Harald Haarfager, fortæller han^[68], at han havde ved sin Hird allehaande Spillemænd (leikarar), Harpespillere, Gigespillere og Violinspillere (harparar, gigiarar, fiðlarar); og om den svenske Konge Olaf Skjødkonning i Begyndelsen af det 11te Aarhundrede heder det, at da Retterne vare indkomne paa Kongens Bord, fremtraadte Spillemænd med Harper, Giger og andre Instrumenter (söngtól)^[69]. Man har imidlertid Grund til at tvivle om Snorres Nøiagtighed i disse Beretninger, især i den første; vel muligt, at han i Opregningen af de musikalske Instrumenter, som i hine Oldtids-Kongers Hird lode sig høre, har laant Navne fra sin egen Tidsalder. Mærkeligt bliver der dog, hvad den sidste Beretning angaaer, at en Islandsk Høvding Mørd, der levede i den senere Halvdeel af det 10de Aarhundrede, altsaa var ældre end Olaf Skjødkonning, bar Tilnavnet gigia d. e. Gigen^[70], noget som synes vise, at Instrumentet allerede den Tid var kjendt i Norden, og at det altsaa ei heller er urimeligt, at det kan have været brugt ved Kong Olafs Hird. Iøvrigt beskrives ingensteds Indretningen af de gamle Nordmænds Fidler og Giger.

Orgel (organ) og tvende andre Instrumenter symphon og salterium omtales oftere i de fabelagtige Sagaer fra 14de og 15de Aarhundrede, paa hvilken Tid man altsaa maa antage, at disse Instrumenter have været kjendte og brugte i Norge^[71]. Hvad Orgelet angaaer, da veed man, at det allerede i det 7de Aarhundrede var i Brug i det sydlige Europa, skjønt da i en meget ufuldkommen Skikkelse. I Begyndelsen af det 14de Aarhundrede finder man, at det ei alene var benyttet, men endog forfærdigedes i Norge^[72]. Hvad de to andre Instrumenter angaaer, da betegnede Symphonia i Middelalderen et Slags blæsende Instrument og Psalterium enten et Slags Harpe eller et Haandorgel.

Hos de samme Sagaskrivere, som omtale disse sidste Instrumenter, forekommer ogsaa Navnet bumba, og at dermed forstaaes Tromme eller Pauker eller et andet deslige Instrument maa sluttes deraf, at det heder, at der paa dette Instrument blev banket (voru bumbur barðar).

Sang, Harpe, Gige, Pibe, Orgel og Tromme eller Pauker sammenstilles overhovedet i de norske Eventyr fra 14de og 15de Aarhundrede, naar Talen er om den Musik, som ved Høitideligheder lod sig høre; og denne Sammenstilling maa udentvivl grunde sig paa Tidsalderens Brug, paa hvad Sagaskriverne selv ved saadanne Leiligheder havde været Vidne til.

Man maa af flere Beretninger i Sagaerne slutte, at det tidlig har været Skik, at de nordiske Konger og udentvivl i Lighed med dem ogsaa andre Høvdinger^[73] ved høitidelige Leiligheder lode Musik opføre for sig, især medens de sad til Bords. Men naar man undtager Sang og Harpespil, hvilke tvende Slags Tonekunst stode i Anseelse formedelst deres nære Forbindelse med Skaldekunsten, og hvad den første angaaer, ogsaa med den christelige Gudstjeneste, saa lader det ikke til at fornemme Folk have sat nogen Priis paa selv at lægge sig efter Musik. Tvert imod finder man, at Spillemænd i Almindelighed have været betragtede af Oldtidens Nordmænd med et Slags Foragt og regnede blandt Gjøglere, ligesom de betegnedes med det samme Navn som disse, nemlig leikarar.

7. Jagt (veiði, dýraveiði) var fra de allerældste Tider, blandt Nordmændene som hos de fleste andre med dem beslægtede Folkefærd, en meget yndet Forlystelse især for Konger og Høvdinger^[74]; thi af Almuen dreves den som Næringsvei, ei som Tidsfordriv.

Man jagede deels med Hunde, deels med Høge eller Falke; med de første efter større Dyr, som Elger, Rener og Hjorter, af hvilke sidste uden Tvivl Norge i Oldtiden har havt flere end nuomstunder, ligeledes efter Rovdyr, som Ulve og Bjørne; Høgene eller Falkene anvendte man mest til Fugle-Jagt.

At afrette Hunde til Jagten have Nordmændene fra de ældste Tider forstaaet. Jagthunden benævntes i det gamle Sprog dyr hundr^[75], eller sporhundr^[76]. At norske Høvdinger stundom have holdt mange saadanne Hunde, kan sees deraf, at i Sagaerne omtales egne Betjente til at vogte dem under Navn af hundasveinar (Hunde-Drenge), hvilke lade til oftest at have været opvoxende Ynglinger; og Betjeningen kan ei have været anseet som foragtelig, da man finder, at Høvdingens egne Nærpaarørende have udført den. Saaledes benyttede Kong Harald Haardraades Stallare, den meget anseede Ulf Uspakssøn, sine egne Søstersønner til sine Hundesvende^[77].

Til Fugle-Jagt afrettede man ikke alene den egentlige Falk (valr, geirvalr), men ogsaa mindre Fugle af Høge-Art, under Eet benævnte haukar d. e. Høge^[78]. Det er bekjendt, hvor yndet Falke-Jagten var over næsten hele Europa gjennem Middelalderen og langt ned i de nyere Tider; og man har Grund til at formode, at det for en stor Deel var ved de i Frankrige bosatte Nordmænd den blev saa almindelig udbredt. De norske Falke vare altid i stor Anseelse i Udlandet, og de norske Konger gjorde hyppig Foræringer af saadanne til fremmede Fyrster.

Jagten baade med Hunde og Høge dreves ellers deels til Fods deels til Hest; det sidste har dog maaskee for Høvdingerne været det almindeligste. Hundene brugte man, som det lader, at holde sammenkoblede med Lænker, indtil de skulde slippes paa Dyret; Falkene holdt de Jagende paa Haanden.

At ogsaa Kvinderne i Norge have forlystet sig med Falke-Jagt, kan man med temmelig Sikkerhed slutte deraf, at de siges at have havt sine afrettede Høge ligesaavel som Mændene. Da Kong Olaf Tryggvessøns Søster Astrid afslog at ægte Erling Skjalgssøn, gav Kongen hende sit Misnøie tilkjende ved at lade plukke Fjædrene af hendes Høg^[79]. Almindeligere har det dog nok været, hvad man ogsaa finder omtalt, at Kvinderne i Sommertiden morede sig i Nøddelunden, medens Mændene fore paa Jagt^[80].

---

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Laxd. S. c. 27.
2. Finnboga. S. c. 29.
3. Ol. Trs. S. i Fornm. S. c. 145.
4. om Gjæstebude i Almindelighed: Laxd. S. c. 46, 68, 69; Eg. S. c. 7, 11, 31, 44, 48, 49, 55, 74; Gunl. Ormst. S. c. 11; Snor. Yngl. S. c. 41; Snor. Ol. Hel. S. c. 32, 123, 151, 175; Sturl. S. 1 þ. c. 135 8 þ. c. 2; 9 þ. c. 2; Niáls S. c. 35, 117, 137; Lnb. III. 10; Liósv. S. c. 8, 13; Víga Gl. S. c. 3; Rauðulfs þ. c. 1; Ol. Hel. S. i Fornm. S. c. 14, 103; Ol. Trs. S. i Fornm. S. c. 201; Magn. Góða S. i Fornm. S. c. 27; Korm. S. c. 25.
5. Laxd. S. c. 29; Har. Harðr. S. i Fornm. S. c. 110;
6. Har. Harðr. S. i Fornm. S. c. 99; Sturl. S. 1 þ. c. 13; 9 þ. c. 51; Fóstbr. S. c. 32;
7. Herv. S. c. 15;
8. Snor. Sig. Jórsf. S. c. 24.
9. Harðar S. c. 14; Ol. Trs. S. c. 201; Jómsvík. S. c. 13; Hænsa þór. S. c. 12; Orv. Odd. S. c. 30.
10. Eg. S. c. 11.
11. Lnb. III. c. 10.
12. Sturl. S. 9 þ. c. 5.
13. Laxd. S. c. 27.
14. Snor. Ol. H. S. c. 123.
15. Snor. Hák. God. S. c. 16.
16. Gret. S. c. 68.
17. Saga af Jökli Búas. c. 2, 3; Svarfd. S. c. 125 Eg. ok Ásm. S. c. 13; Hjálmt. ok Olv. S. c. 16.
18. Gret S. c. 77.
19. Hjálmt. ok Ölv. S. c. 17.
20. Gest Bárðs. S. c. 3.
21. Saxo Gram. lib. XII., om K. Erik Eiegod.
22. Har. Harðr. S. i Fornm. S. c. 77.
23. Sver. S. c. 73.
24. Niáls S. c. 19, 85, 93, 146, 147; Harð. S. c. 35; Orkn. S. p. 77; Færey. S. c. 24.
25. Snor. Ol. Trs. S. c. 92.
26. Magn. G. S. i Fornm. S. c. 2.
27. Snor Sig. Jórsf. S. c. 34; Har. Gill. S. c. 14.
28. Kjalnes. S. c. 7; Króka Refs. S. c. 3; Saxo hist. Dan. lib. XIV. om Harald Gille.
29. Snor. Ol. Hel. S. c. 151; Hemings þáttr.
30. Snor. Sig. Jórsalf. S. c. 24.
31. Gr. S. c. 17; Harð. S. c. 22; Gisl. Súrs. S. c. 15, 18; Þorgr. Pr. S. c. 11, 12; Þorst. Víks. S. c. 10; Göngu-Hr. S. c. 9; Halfd, Eyst S. c. 8.
32. Herr. ok Bos. S. c. 3.
33. Harð. S. c. 22.
34. Eyrb. S. c. 41.
35. Saga af Jóni Helga Ögmundars.
36. Sturl. S. 1 þ. c. 13; 5 þ. c. 8; 7 þ. c. 39; 9 þ. c. 36, 10 þ. c. 25; Jóns Helga S.
37. Færöiske Qvæder Indl. S. 8.
38. Herr. ok Bos. S. c. 12.
39. Sturl. S. 2 þ. c. 25; slá hringleik.
40. Liósvetn. S. c. 9.
41. Vatnd. S. c. 37.
42. Laxd. S. c. 45; Vatsd. S. c. 37; Eg. S. c. 40; Eyrb. S. c. 43; Liósv. S. c. 9; Harð. S. c. 22.
43. Kjalnes. S. c. 15.
44. Finnb. Ram. S. c. 16 og 17.
45. Ol. Trs. S. i Fornm. S. c. 208.
46. Eyrb. S. c. 10.
47. Ol. Trs. S. i Fornm. S. c. 165 og 228.
48. Vatsd. S. c. 16; Har. Harðr. S. i Fornm. S. c. 72; Grꝍnlend. þáttr c. 6; Króka-R. S. c. 10.
49. Niáls S. c. 58, 59; Gr. S. c. 31; Vem. S. c. 12, 23; Vígagl. S. c. 13, 18; Áron. Hjörleifs. S. c. 23.
50. Sv. S. c. 85.
51. Har. Harðr. S. i Fornm. S. c. 101.
52. Snor. Ol. Hel. S. c. 97; Sturl. S. 4 þ. c. 46.
53. Herv. S. c. 15; jfr. med Udtr. húnum verpa, Fgrsk. p. 5.
54. Herv. S. c. 15; Friðþ. S. c. 3.
55. Herv. S. c. 15; Sturl. S. 8 þ. c. 1; Snor. Ol. Hel. S. c. 162.
56. Sturl. S. 5 þ. c. 48; Króka Refs. S. c. 10.
57. Gull-Þóris S.; forresten om tafl: Vatsd. S. c. 25; Ragn. Lodbr. S. c. 16; Knytl. S. c. 114; Magn. Góða S. i Fornm. S. c. 16; Korm. S. c. 3.
58. Orkn. S. p. 150.
59. Harð. S. c. 21.
60. Laxd. S. c. 37.
61. Ol. Trs. S. i Fornm. S. c. 216.
62. Eyrb. S. c. 11.
63. D. y. Edda, Gylfag. c. 27.
64. Orkn. S. p. 150.
65. Völs. S. c. 43; Norna G. S. c. 2; Völuspá Str. 34; Oddrúnar Gr. Str. 29; Atla M. Str. 62; Herrauðs ok Bos. S. c. 12, 13.
66. Yngl. S. c. 25.
67. Sverr. S. c. 85.
68. Yngl. S. c. 25.
69. Snor. Ol. Hel. S. c. 96, jfr. Ol. Hel. S. i Fornm. S. c. 89.
70. Niáls S. c. 1.
71. Göngu-Hr. S. c. 37; Jök. Búas. S. c. 5.
72. Laur. S. c. 52.
73. Eyrb. S. c. 11.
74. Vatsd. S. c. 5; Snor. Half. Sv. S. c. 5; Ol. Trs. S. c. 42; Ol. Hel. S. c. 90; Gr. S. c. 23; Kongsp. p. 620; Hálfs. S. c. 16; Ol. Hel. S. i Fornm. S. c. 21, 89; Magn. Góða S. ibid. c. 49.
75. Eyrb. S. c. 43.
76. Orkn. S. p. 112.
77. Liósvetn. S. c. 29.
78. Hr. Kr. S. c. 40, 44; Vatsd. S. c. 23, 24; Ol. Trs. S. i Fornm. S. c. 65; Ol. Hel. S. ib. 85; Ældre Gulath. L. c. 75.
79. Snor. Ol. Trs. S. c. 63.
80. Hálfs. S. c. 16; Niáls S. c. 83.