Nordmændenes Boliger og daglige Sysler

Rudolf Keyser

Nordmændenes Boliger og daglige Sysler

Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur, Første Aargang, 1847 (s. 305–349).

Nordmændenes Boliger og daglige Sysler
i ældre Tider.
(Af Prof. R. Keysers Forelæsninger.)
I.
Boliger.

De gamle Nordmænd synes i Indretningen af deres Boliger gjennem et meget langt Tidsrum at have holdet sig ved een og samme Skik. Hvorledes denne har været i Hedenskabets sidste Tider, sees ret vel af de mange indbyrdes godt samstemmende Beskrivelser, som Sagaerne i saa Henseende meddele. At den dengang allerede gjennem mange Aarhundreder saaledes har bestaaet, giver baade Sagaernes Vidnesbyrd og selve Indretningens Eiendommelighed, der dog er forbunden med en vis Grad af Uddannelse, fuldkommen Ret til at antage; ligesom man paa den anden Side finder, at den ogsaa har vedligeholdet sig langt ind i den christelige Tid. Først under Kong Olaf Kyrres Regjering i den senere Halvdeel af det 11te Aarhundrede indførtes paa Kongens Gaarde nogle Forandringer, der rimeligviis ei bleve ganske uden Efterligning. Imidlertid finder man, at endog Høvdinger — altsaa udentvivl meget mere de lavere Klasser af Folket — endnu langt ude i det 13de Aarhundrede have holdet ved den gamle eiendommelige Indretning, der, saavidt skjønnes, har været omtrent den samme baade for Høie og Lave, kun efter en forskjellig Maalestok af Størrelse, Bekvemmelighed og Pragt.

Man maa ikke forestille sig de gamle Nordmænds Boliger (hýbýli) som vore, indbefattende under samme Tag en Mængde større og mindre Værelser, samt som oftest flere Stokværk bøie; dette var ikke Tilfælde. Almindelig udgjorde hvert Værelse (herbergi) et Huus for sig, der i det Høieste kunde være forsynet med nogle smaa Aflukker eller Side-Gange og et Loft. En større Gaard (bær) bestod altsaa af en betydelig Samling af saadanne tæt sammen liggende Bygninger eller Huse (hús), hvilke dog som oftest ei engang synes at have været forbundne med hinanden ved lukkede Gange. Disse Bygninger vare i Norge udentvivl altid opførte af Træ; paa det skovløse Island, der maatte hente alt sit Bygningstømmer fra Norge, har det rimeligviis kun været de nogenledes velstaaende Indvaanere, der have kunnet vedligeholde den norske Skik med Tommer-Bygninger; medens de Fattigere, ligesom nu der paa Øen er almindeligt, have ladet sig nøie med Boliger opførte af Steen, sammenstampet Jord og Torv. Murede Steenbygninger omtales ikke i Sagaerne som brugelige hverken paa det ene eller andet Sted. Bygningsmaaden af Væggene synes at have været den endnu i Norge almindelige, og i sig selv mest hensigtsmæssige, med ovenpaa hinanden lagte, i Enderne eller Hjørnerne sammenfældede Tømmerstokke.^[1] De paa denne Maade opførte Vægge beklædtes undertiden udvendig med en Paneling af Planker, kaldet skialðpil d. e. Skjoldbeklædning^[2], og bleve almindelig tjærede for bedre at kunne holde sig mod Veirets Indvirkning^[3]. Væggene dannede oftest en langagtig Firkant. Fra de to Langvægge (langveggir), der sjælden — som det synes — vare meget høie, hævede Taget (ræfr) sig, hvilende, ligesom endnu er brugeligt, paa skraaliggende, øverst parviis sammenløbende Bjælker, hvilke med deres nedre Ender igjen støttede sig paa Bjælker, der indvendig gik tvert over Huset fra den ene Langvæg til den anden; disse sidste kaldtes Tvertræer eller Tverbjælker (þvertré)^[4], og tjente til at give det Hele mere Sammenhold og Fasthed. Taget selv var som det øvrige af Træ og almindelig udvendig klædt med Næver (næfrum þakit)^[5] eller, naar tørre Omhu var anvendt paa Bygningen, med Bord (súðþakit), eller med Træspaaner, eller tynde Træplader, liggende over hinanden som Skjæl paa en Fisk (spónþakit); hvilken Beklædning da, ligesom Vægge-Beklædningen, var tjæret.^[6] Tagets øverste skarpe Rand, hvor Skraabjælkerne mødtes, kaldtes mꝍnir d. e. Møne. Langs med dets nedre Kanter, hvor disse faldt sammen med Bygningens lange Vægge, synes almindelig en noget fremragende Bjælke at have ligget paa hver Side; disse Bjælker kaldtes Brynaaser — (brúnásar Enkt. brúnáss) — og Hensigten med dem synes at have været den, at beskytte Væggene for Tagdryp.^[7] Den saaledes fremspringende Deel af Taget kaldtes ups (Tagskjæg). De tvende kortere Vægge naaede i en Spids lige op til Mønen og kaldtes Gavl-Vægge (gaflveggr, gaflhlad.^[8])

Saaledes var den almindelige Bygningsmaade paa Husene, naturligviis med de Afændringer, som de enkelte Huses særegne Bestemmelse gjorde nødvendige. Thi med Hensyn hertil blev ikke alene selve Bygningsarbeidet meer eller mindre omhyggeligen udført, men ogsaa Størrelsen, Udbygningerne og fremfor Alt den indre Indretning afpasset. For at erholde et nogenlunde klart Begreb om disse Forskjelligheder, bliver det altsaa nødvendigt at betragte særskilt de enkelte Bygninger, der almindelig fandtes paa en velbebygget Gaard.

Blandt disse indtog Hallen (höll), Skaalen (skáli) eller Stuen (stofa) den fornemste Plads. De tre Benævnelser bruges hyppig i Flæng; de synes ogsaa oprindelig at have betegnet det samme. Gjorde man i senere Tider Forskjel paa dem, da var det neppe nogen anden end den, at Benævnelsen Hal toges i en større og fornemmere Betydning, i det den kun anvendtes, naar Talen var om Hovedbygningen paa Kongers eller andre Storhøvdingers Gaarde; medens Benævnelsen Skaale ogsaa brugtes om Hovedbygningen paa simplere Bondegaarde hvor den gammeldags Indretning længere vedligeholdt sig i sin Reenhed; og endelig Benævnelsen Stue fortrinsviis anvendtes enten paa mindre Bibygninger, eller paa en til mere Bekvemmelighed indrettet Afdeling af en større Bygning. Navnet Sal (salr), som undertiden forekommer især i de gamle Digte, synes i ældste Tider at have betegnet aldeles det samme som Hal eller Skaale.^[9]

I efterfølgende Beskrivelse bruges Benævnelsen Skaale, som den i Sagaerne hyppigst forekommende, og som den, der udentvivl har været den almindeligste og egentligste for det Slags Bygninger, om hvilke for det første nærmest bliver Tale.

Skaalen var opført i en langagtig Firkant, som det synes oftest i Retningen fra Øst mod Vest, med Hoved-Indgang i den ene Gavl. Foran Hoved-Indgangen (karldyr) var et Slags Forstue, der benævnes forskjellig: snart forstofa, Forstue^[10], snart anddyr^[11], snart framhús^[12] og snart forskáli^[13]. Denne Forstue synes at have været aaben fortil og saa bred, at flere Personer kunde staae jævnsides i den^[14]. Indgangen til selve Skaalen var forsynet med Dør (hurð), der almindelig var indrettet til at lukkes indenfra enten med en Slaa af Jærn (járnslá, en Jernstang, der skjødes for den) eller med en Træ-Bom (slagbrandr). I Skaalen var intet andet Loft end Huus-Taget; over Tværbjælkerne saa man lige op til Mønen. Naar Loft omtales i Skaalen^[15], da forstaaes udentvivl dermed ikkun en Planke-Tækning ovenpaa Tværbjælkerne i Skaalens indre Deel, til hvilken Forhøining en Stige fra Gulvet gav Adgang. Gulvet dannedes af faststampet Jord, og blev til Stads strøet med Halm, Siv eller Straa^[16]. Midt efter Gulvet paa langs var en Steenlægning kaldet arin d. e. Arne eller elldstó d. e. Ildsted, paa hvilken der brændte Ild^[17]; thi først mod Slutningen af 11te Aarhundrede begyndte man at bruge murede Ovne og Skorstene. Røgen, der bølgede i Skaalens øvre Deel og overdrog Tværbjælkerne med Sod^[18], havde Udgang gjennem en Aabning paa Taget, der almindelig kaldtes lióre, undertiden ogsaa reykberi^[19].

Skaalen fik om Dagen sin Oplysning deels gjennem Lioren, deels gjennem Glugger (gluggar Ekt. gluggr) anbragte paa Tagets nedre Deel, langs Brynaasene^[20]. Lukkelsen for Gluggerne benævntes spelld^[21], eller almindeligere skiár^[22] og bestod udentvivl oftest af den tynde Hinde, der omgiver Kalven, naar den fødes (nu for Tiden paa Island kaldet liknarbelgr og anvendt til samme Brug), udspændt over en efter Gluggens Form afpasset Træ-Ramme (skáágrind). Denne Lukkelse, om den end var fore, lod dog nogen Lysning falde ned i Skaalen. Lioren kunde ligeledes lukkes eller aabnes efter Behag, enten ved en simpel Træ-Lem^[23], eller ved en Skiaa, lig den som brugtes for Gluggerne^[24]. Den aabnedes og lukkedes udentvivl paa samme Maade, som endnu er brugeligt i Røgstuerne, nemlig ved Hjælp af en egen simpel Mekanisme, bestaaende i tvende sammenhæftede Stænger. Glarvinduer vare udentvivl i Hedendommen en stor Sjældenhed, der ei anvendtes uden i det Høieste paa Templer (hof); og det led vist nok meget langt hen i den christelige Tid, før man begyndte at bruge dem paa Vaaningshuse. At det med den ovenbeskrevne Indretning maatte være temmeligt dunkelt i Skaalen, følger af sig selv. Langs med hver af Skaalens Sidevægge stod en Bænk kaldet Langbænk (lángbekkr). Den Langbænk, som stod ved den nordlige Væg, hvor altsaa de Siddende vendte sig mod Syd eller, efter de Gamles Udtryk, mod Solen, var egentlig bestemt for Husets Folk og kaldtes den høiere Bænk (ꝍðri bekkr). Midt paa den var Huusbondens Høisæde (hásæti, öndvegr el. öndvegi), foran hvilket de tvende, i Hedenskabet hellige, Høisædes-Stolper (öndvegis-sulur) vare anbragte. Den modsvarende Langbænk, paa hvilken ankomne Fremmede almindelig anvistes Plads, kaldtes den ringere Bænk (óꝍðri bekkr); midt paa den var der ligeledes et Høisæde. En tredie Bænk gik langs med den Gavlvæg, der var ligeover for Hoved-Indgangen; denne Bænk kaldtes Tvær-Pallen (þverpallr) og indtoges oftest af Husets Kvinder. Undertiden, naar Skaalen havde Dør i begge Ender^[25], synes Tværpallen at have manglet. Foran Bænkene vare Fodskamler, (fótpallr, stokkr, skör, fótaskör), og paa Bænkene selv blev der til Stads lagt Hynder (hꝍgindi). Mellem enhver af Bænkene og den midterste steenlagte Deel af Gulvet maatte være Plads nok baade til at sætte Borde foran Bænkene, naar der skulde spises, og for de Opvartende til at kunne bevæge sig mellem Bordene og Ildene langs ad Gulvet^[26]. Skaalens Vægge vare almindelig indvendig panelede, og Panelingen ligesom ogsaa det Indre af Taget var undertiden ziret med Udskjæringer og Malning, forestillende mythiske eller historiske Begivenheder eller og Gjenstande af Naturen^[27]. Det var ogsaa Skik at hænge Vaaben, især Skjolde, paa Væggene til Prydelse^[28]; i mægtige Høvdingers Stuer hang sædvanlig enhver Huuskarls Rustning paa Væggen over hans Sæde^[29]. Ellers bleve ved høitidelige Leiligheder Skaalens Vægge tjældede (tialdaðir) d. e. behængte med Tapeter (tiöld Ekt. tiald, eller reflar Ekt. refill^[30]), hvilke rimeligviis oftest have bestaaet i hjemmevævede med brogede Figurer indvirkede eller udsyede Uldtepper, undertiden vel ogsaa været forfærdigede af udenlandske kostbarere Tøier. Hyppig var Skaalen udvendig omgivet af en lukket Gang (skot), med hvilken den stod i Forbindelse ved mindre Døre, anbragte bag ved Bænkene^[31]. Skotet har da enten ført til Forstuen, eller ogsaa havt sine egne Udgange.

Var Skaalen indrettet til dagligt Opholdssted for Husets Folk baade Sommer og Vinter, benævntes den almindelig Ild-Skaale (eldaskáli) eller Ild-Huus (eldhús), fordi der da jævnligen brændte Ild paa Gulvet, ved hvilken Husets Folk sadde med deres Arbeide, og ved hvilken tillige Maden blev tilberedet. I dette Tilfælde var ogsaa Skaalen forsynet med Senge. Disse synes almindelig at have været indrettede langs Væggene bag ved Bænkene, saaledes at Enhver havde sin Seng bag sit Sæde. To eller flere have da rimeligviis oftest havt Seng tilfælles. Disse Senge have udentvivl været dækkede af Tapeterne, naar Skaalen var tjældet. Ved den indre Gavl-Væg, bag Tværpallen, var desuden almindelig indrettet lukkede Senge, eller rigtigere talet et eller flere afpanelede smaa Sengkammere. Saadant et Sengkammer kaldtes lokhvila eller lokrekkia, og havde en Dør til at skyde for og fra, forsynet med indvendig Lukkelse (lokur Ekt. loka). I samme Aflukke var ofte flere Senge, og Rummet var saa stort, at man kunde klæde sig af og paa derinde^[32]. Fra Lokhvilerne gik undertiden Døre ud til Skotet eller den omkring Skaalen løbende lukkede Gang^[33], ligesom der mellem Lokhvilerne indbyrdes stundom vare Glugger^[34]. Sengene var ellers ofte forsynede med kostbare Dækkener (kult) og med Omhæng (ársalr, rekkiu refill, sparlak, fortiald^[35]); Dyner (dýnur Ekt. dýna^[36]), stoppede med Duun (dúnklæði), overtrukne med Bolster^[37], og Lagen (blæur Ekt. blæa, eller bꝍkr) undertiden af udenlandsk Lærred^[38] manglede ikke. Stundom synes ogsaa Sengen, for at den der laa i den kunde have bedre Ly, at have været omspændt med lodne Dyrehuder f. Ex. med Ræveskind^[39]. I Sengene langs Sidevæggene laa Husets Mandfolk; i Sengene bag Tvær-Pallen Husets Kvinder, hvilket Sagaerne betegne ved det Udtryk, “at Mændene hvilede i Langbænken, Kvinderne i Tværpallen“^[40]. I Lokhvilerne laa almindelig Huusbonden og hans Kone samt fornemme Gjæster. Undertiden fandtes ogsaa Senge paa det Loft, som var anbragt paa Tværtræerne i Skaalens inderste Deel, altsaa ovenover Lokhvilerne^[41], hvilket Loft udentvivl i Almindelighed har været aabent ud imod Skaalen. Naar Skaalen saaledes var indrettet til dagligt Ophold, var der ogsaa ofte for Bekvemmeligheds Skyld anbragt et Aflukke paa hver Side af den for deri at gjemme Fødemidler f. Ex. Meel og Tørfisk. Saadant Aflukke kaldtes klofi eller klefa, og stod ved en Dør i Forbindelse med selve Skaalen^[42].

Der kan neppe være nogen Tvivl om, at fornemmere og rigere Folk, især i Norge, hvor der var Overflod paa Huustømmer, have havt særegne Skaaler bestemte til Gjæstebuder, hvilke Skaaler da ikke have været forsynede med Senge, som Tilfældet var med Ild-Skaalen, i hvilken Husets Folk daglig opholdt sig. At Skaalen iøvrigt som oftest har været meget rummelig, kan deels sluttes deraf, at stor Plads behøvedes for at modtage saa mange Gjæster som hyppig indfandt sig ved de gamle Nordmænds Gjæstebuder; deels ogsaa af de Beskrivelser, der gives over enkelte af dem. En Ild-Skaale paa Island siges at have været 100 Fod lang (tirꝍðr at leingð) og 10 Favne bred^[43]; og en anden sammesteds, bygget af Tommer fra Norge, beskrives som 35 Favne lang, 14 Alen høi og 14 Alen bred^[44]. Havde man paa Island, hvor man med saa stor Besværlighed maatte søge Tømmeret fra Udlandet, Skaaler af saadan Størrelse, da maa man meget mere antage, at dette har fundet Sted i det tømmerrige Norge.

Som Særegenheder ved enkelte Skaalers Indretning maa bemærkes, at det i Vølsunga Saga heder om Oldtidskongen Vølsungs Hal, at den var saaledes bygget, at et stort Træ stod i dens Midte, hvis Stamme gik op gjennem Taget og udbredte derover sin Krone^[45]. Denne Bygningsmaade har udentvivl tilhørt en fjærn Fortid. Ei mindre Eget er der i den Indretning, som fortælles at have været i Skaalen paa Gaarden Haukagil i det nordlige Island ved Slutningen af det 10de Aarhundrede, at nemlig en liden Bæk løb tvers igjennem den^[46]. Endelig omtales paa tre Steder i Landnamabok^[47] Skaaler, der have været byggede tvært over Landeveien, saaledes at alle Reisende, hvis de ei vilde gjøre en Omvei, maatte derigjennem. Denne Indretning grundede sig egentlig i en vidtdreven Gjæstfrihed; inde i Skaalen var da anrettet med Mad og Drikke, af hvilket de Reisende bleve indbudne til at tage for sig efter Behag.

Af ovenstaaende Beskrivelse vil det lettelig sees, at Skaalen almindelig var saaledes indrettet, at den ret vel kunde gjøre ethvert andet Vaaningshuus overflødigt. At den ogsaa virkelig i de ældste Tider har været det eneste Vaaningshuus paa Gaarden, er høist rimeligt; og det yderst Simple og Eenfoldige i dens væsentlige Indretning gjør, at man maa tillægge denne en overordentlig høi Ælde. Neppe fremtræder klarere i nogen anden Bygningsmaade den Tanke som den ledende, at skaffe Mennesker, der længe i et mildere Himmelstrøg have ført en omflakkende Levemaade under aaben Himmel eller høist under Telte, naar de ere komne ind i raaere og koldere Egne og der endelig taget faste Boliger, et nødvendigt Ly, der paa den ene Side i et skovrigt Land var let at istandbringe, og under hvilket de paa den anden Side saa lidet som muligt skulde føle sig indeklemte eller udrevne af den kjære Sædvane at kunne leve familieviis nær sammen i større Hobe. Flokkede om de store Ilde i den rummelige og luftige Skaale, hvor de til Nød gjerne kunde have deres Huusdyr hos sig, maatte de mindst savne det sunde, frie, luftige Nomadeliv under aaben Himmel, hvortil de engang havde været vante, men som de forandrede Omstændigheder ei nu mere tillod dem at fore. Benævnelsen Skaale brugtes ogsaa af de Gamle ligesaavel om det simple Træskur, hvilket den fredløse Stimand med egen Haand kunde opføre i den vilde Skov til Ly for sig og sin Hest^[48], som om den pragtfuldt udzirede Høvdinge-Hal, naar den var bygget og indrettet paa ovenbeskrevne Maade.

Men var end Skaalen i den ældste Tid det eneste Vaaningshuus paa Gaarden, saa varede det dog vist nok ikke længe, før Higen efter større Bekvemmelighed og Pragt — en nødvendig Følge af den med faste Bopæle indførte og stedse stigende Forfinelse i Levemaade —, ligesom den bragte vore Forfædre til meer og meer at forbedre selve Skaalens, oprindelig saare simple, Indretning, saaledes ogsaa drev dem til at opføre paa deres Gaarde flere Vaaningshuse i forskjellige Øiemed.

Blandt de ældste af disse mindre Vaaningshuse maa udentvivl regnes den saakaldte dyngia, en afsondret liden Bygning nær Skaalen, i hvilken Husets Kvinder som oftest holdt til, naar de vare sysselsatte med deres kvindelige Haandarbeider^[49]. Ordet dyngia betegner egentlig en Rede.

Allerede tidlig kom ogsaa afsondrede Sovekammere i Brug. Et afsondret Huus, bestemt til Soveværelse enten for Huusfaderen og enkelte af Husets Folk, eller og for ankomne Gjæster, benævnes snart svefnskemma, snart svefnbúr^[50]. Benævnelserne skemma og búr synes at have været brugte om ethvert mindre afsondret Huus paa en Gaard, og Navnet skemma, der udentvivl maa udledes af det gammel-norske Ord skammr, kort, antyder rimeligviis, at dette Slags Bygninger almindelig have været kortere end Skaalen, altsaa af en mere qvadratisk Form. Benævnelsen skemma bruges hyppig om en afsondret Bolig for fornemme, især ugifte Kvinder, hvor de havde deres stadige Tilhold baade Nat og Dag, et Jomfrubur^[51]. Den anvendtes ogsaa — som endnu er Tilfældet paa Island — om de noget afsidesliggende Forraadskammere^[52], i hvilke vel undertiden tillige Senge vare indrettede. Stod Skemmen noget langt borte fra de øvrige Huse paa Gaarden, kaldtes den útiskemma^[53].

Det synes ikke at have været ualmindeligt, endog i temmelig gamle Tider, at Skemmen var tvende Stokverk høi. Dens nedre Deel kaldtes da undirskemma, dens øvre Deel skemmulopt eller blot lopt d. e. Loft. Skemme-Loftet benyttedes til Sovested, og havde undertiden flere Afdelinger. Paa den ene Side af dette Loft gik oftest en saakaldet Svale (svalir) eller Loft-Svale (loptsvalir), til hvilken en Trappe eller Stige (rið) fra Gaarden førte. Loftet havde igjen sin Indgang fra Svalen, saaledes at man for at komme dertil ei behøvede at gaae gjennem Understemmen. Denne sidste synes derimod ofte at have været saaledes indrettet, at den eneste Adgang til den var fra det ovenpaa byggede Loft gjennem en Lem i Loftgulvet. Svalen har enten hvilet paa Stolper eller ogsaa paa selve det nedre Stokværk. Den har rimeligviis lignet vore Svale-Gange og efter Omstændighederne enten været udvendig aaben, eller lukket ved en Paneling forsynet med Glugger^[54].

Paa Høvdingers eller rige Folks Gaarde fandtes undertiden et eget Huus for deri at modtage ankomne Reisende, især Folk af ringere Stand. Dette Huus benævntes gestahús^[55] eller gestaskáli, Gjæste-Skaale^[56].

En anden Bygning, som ikke sjælden fandtes paa Høvdingers og især paa Kongernes Gaarde, var den saakaldte Maalstue (málstofa), der benyttedes ved Samtaler og Overlægninger, naar man ei vilde vide af overflødige Vidner. Denne Bygning har rimeligviis været temmelig afsondret fra de øvrige Huse^[57].

Stundom var ogsaa blandt Gaardens Bygninger en Badstue (baðstofa) indrettet, for deri at kunne tage varmt Bad (laug^[58]). Paa Island, hvor der findes saa mange hede Kilder, benyttede man disse for at skaffe varmt Vand i Badstuerne. Endnu sees ved Gaarden Reykholt i Borgerfjorden Levninger af den saakaldte Snorra-laug d. e. Snorres Bad, der skal være indrettet af den berømte Snorre Sturlessøn, som længe havde sit Sæde paa ovennævnte Gaard. Her er det varme Vand ved en skjøn af hugne Stene dannet Vandledning ført fra den hede Kilde Skribla hen til en ligeledes af hugne Stene opført rummelig Vandkumme, der er cirkelrund og forsynet med et omkring gaaende Steensæde. Over denne Kumme har Badstuen staaet. I Norge var Badstuen udentvivl indrettet med et stort Badekar af Træ, og en Ovn, ved hvilken Vandet ophededes.

Som Vaaningshusene vedkommende maa her ogsaa omtales de saakaldte Jordhuse (jarðhús). Dette var et Slags hemmelige underjordiske Kjældere, som i de ældste Tider hyppig fandtes ved Nordmændenes Gaarde. Hensigten med dem var deels, at Husets Folk og især Huusbonden kunde have en Udgang, som Ingen uden han selv vidste om, og som han kunde benytte til at slippe ud igjennem i Tilfælde af pludseligt Overfald, naar alle de almindelige Adgange til Huset af hans Fiender vare spærrede; deels, at der paa Gaarden kunde findes et hemmeligt Tilflugtssted, hvor Huusbonden i Nødstilfælde kunde skjule En eller Anden for fiendtlige Efterstræbelser. I den urolige Oldtid, da man saa hyppig tog sig selv til Rette, og da private Feider vare saa almindelige, vare saadanne Indretninger nødvendige. Var Jordhusets Bestemmelse at danne en hemmelig Udgang, da bestod det blot i en underjordisk Gang, hvis ene Aabning var i det Huus, hvor Huusbonden oftest holdt til, almindelig i hans Lokhvile under eller bag Sengen, medens den anden Aabning enten var i et af Gaardens Udhuse f. Ex. i Fjøset eller Faarestien, eller ogsaa i en nærliggende Skov, hvor den kunde skjules af Krat og Buske, eller overhovedet paa et Sted, hvor man ei let kunde finde den, og hvor den Flygtende, naar han kom ud, kunde vente at være i Tryghed. Undertiden gik ogsaa en saadan underjordisk Løngang mellem forskjellige af Gaardens Vaaningshuse f. Ex. fra Sove-Skemmen til Skaalen. Var Jordhuset bestemt til et Skjulested for Efterstræbte, paa hvilket de i længere Tid kunde opholde sig, da var det med mere Omhyggelighed indrettet og forsynet med de nødvendigste Bekvemmeligheder. Adgangen til det var da oftest fra en af Gaardens Udhuse, maaskee fortrinlig fra Buret eller Forraadshuset; thi herfra var det lettest, ubemærket at forsyne den Skjulte med hvad han behøvede til Livets Ophold. Jordhuse af sidstnævnte Beskaffenhed vare ogsaa undertiden anbragte længere borte fra selve Gaarden, paa Steder, hvor kun faa Folk vankede; og dette var især Tilfælde med de Jordhuse, som Tyve indrettede sig for deri at skjule sine Tyvekoster^[59].

Naar man har nævnet: Ild-Skaalen, Dyngien og Skemmen, saa er udentvivl dermed opregnet de Vaaningshuse, som i Hedendommens Tid almindelig fandtes paa en velstaaende norsk Bondes Gaard; lægger man hertil en Skaale, fortrinlig bestemt til deri at afholde Gjæstebuder, et Gjæstehuus til at herberge fattigere Reisende, et Trælle-Huus (þrælahús) eller en særskilt Bolig for Gaardens Trælle^[60] og maaskee en Maalstue og en Badstue, saa har man ogsaa Vaaningshusene paa den mægtigere Høvdings Gaard. De allerusleste Hytter benævntes kot, og Beboerne Kotbønder (kotbꝍndr).

Blandt Udhusene indtog Buret (búr) den første Rang. Det var Gaardens Forraadskammer, hvor ikke alene Madvarer bevaredes^[61], men ogsaa Klæder og kostbare Sager, der ei dagligen vare i Brug, gjemtes^[62]. Buret stod almindelig nogenlunde nær Vaaningshusene; man finder endog, at det undertiden har været forbundet med Ildhuset^[63], dog har dette vistnok været sjældnere. At det almindelig benævnes utibúr synes antyde, at det egentlig skulde staae afsondret; og en anden Benævnelse, som hyppig tillægges denne Bygning, nemlig stokkabúr, antyder udentvivl, at den oftest var af samme Bygningsmaade som Nutidens Stabbure eller Stolpeboder, at den ikke har hvilet umiddelbar paa Jorden, men paa Pæle. Dette bestyrkes ogsaa derved, at man finder omtalt, at en høi Trappe (rið) har dannet Adgangen dertil^[64]. Forresten var Buret vel forsynet med Lukkelser^[65]; og til yderligere Sikkerhed havde Gaardshunden (búrhundr) derudenfor sin Plads^[66]. At det saavidt muligt var betrygget mod Indbrud, var saameget mere magtpaaliggende, som det ikke sjælden anvendtes til deri at skjule Forfulgte for deres Fienders Efterstræbelser^[67]. Ellers har ofte — paa mindre Gaarde udentvivl almindeligst — Buur og Skemme været een og samme Bygning; deraf den hyppige Omvexling af disse Navne.

De øvrige Udhuse, som i de gamle Sagaer nævnes, ere:

Laden (hlaða, kornhlaða^[68], der i Norge almindelig var en Bygning af betydeligt Omfang. Ligeledes nævnes kylna, Kjone, og láfe, Laave.

Fjøset (fjós), hvilket var indrettet med Baaser (bàsar Ekt. bás) ligesom nuomstunder^[69]. Kjoerne stode langs begge Sider med Halerne indad, og Indgangen var som det synes oftest i Gavlen^[70]. Ovenpaa Fjøset var stundom Loft for Høet, kaldet heyhlaða eller heystáli^[71], maaskee ogsaa þræf^[72], svarende til det endnu brugelige Trev (Fjøs-Trev og Stald-Trev). Denne Indretning var udentvivl i Norge almindelig; paa Island derimod, hvor man maatte spare paa Tømmer, sjældnere. Her traadte i Stedet den saakaldte Høgaard (heygarðr), en Indhegning af Torv, i hvilken Høet blev sammenpakket og derpaa bedækket ligeledes med Torv; herfra maatte man da bære Høet til Fjøset. Man finder ellers, at paa Island Fjøset undertiden har staaet i Forbindelse med Skaalen ved en Gang, der benævnes forskáli d. e. Forstue^[73]. Man maa da udentvivl tænke sig Fjøset som bygget i Strøg med Skaalen, og Gangen mellem de indre Gavle af begge.

Stalden (stallr eller hestastallr^[74], hrossahús^[75].

Faarestien (sauðahús^[76].

Svinestien (svínabꝍli^[77]).

Vandhuset (salerni, garðhús, kamar^[78], hvilket undertiden stod i Forbindelse med Skemmen, saaledes at man kunde komme did over Loftsvalen^[79]); undertiden derimod var det et godt Stykke fjernet fra Vaaningshusene^[80]; undertiden var det saaledes bygget, at Vand gik under^[81].

Laa Gaarden ved Søen, saa fandtes desuden altid ved samme et eller flere Nøst (naust) d. e. Skur, hvorunder Skibe og Baade, Gaarden tilhørende, gjemtes^[82].

Gaardens daglig benyttede Vaaningshuse, Skaalerne og Dyngien, laae udentvivl oftest jævnsides med Gavlene fremad, paa hvilke Hovedindgangene fandtes. Foran var en Steenlægning, et Slags Gaardsplads (hlað^[83], og paa den modsatte Side af denne har rimeligviis oftest Stemmen eller Buret været beliggende (som endnu er Tilfælde paa Island). Udhusenes Beliggenhed har udentvivl været forskjellig. En Skigard (skiðgarðr) omkring Gaardsrummet med Grind eller Led (grindar-hlið) nævnes undertiden^[84].

Ved Gaarden fandtes almindelig en Brønd (brunnr), hvis ikke en Bæk flød i Nærheden, der kunde gjøre Brøndens Tjeneste. En saadan Bæk kaldtes da brunnlꝍkr d. e. Brønd-Bæk^[85]. Nær Brønden var gjerne en Stillads opreist af Bjælker for derpaa at hænge Klæder, som skulde tørres; denne kaldtes voðmeiðr d. e. Klæde-Bjælke^[86].

I Nærheden af Gaarden fandtes ofte en Urtehave (laukgarðr d. e. Løggaard^[87]; hvis i denne Have Angelika eller Hvan-Rod særdeles dyrkedes, kaldtes den hvanngarðr^[88]; undertiden fandtes ogsaa en Frugthave eller Æblegaard (epligarðr^[89]).

Den Indretning paa Gaardene, som nu er beskreven, var den almindelige i Norge og paa Island ved den Tid, da Christendommen der indførtes. I det 11te Aarhundredes senere Halvdeel begyndte man først heri at foretage nogen væsentlig Forandring, og denne udgik som ovenfor er sagt fra Kongens Gaarde.

I Kong Olaf den Helliges og Kong Harald Haardraades Tid var endnu — heder det i Sagaerne — Kongsgaardene indrettede paa gammeldags Viis. Hovedbygningerne vare: en stor Hirdstue (hirðstofa), i hvilken Kongen og hans Hird dagligen holdt til. Hirdstuen var en fuldkommen Skaale-Bygning med Døre i begge Ender, Ilde langs Gulvet, Langbænke ved Sidevæggene, men, som det synes, uden Tvær-Pal. Kongens Høisæde var midt paa den Langbænk, som vendte mod Solen, og ligeoverfor et andet Høisæde, hvilket almindelig Stallaren eller en anden af Kongens fornemste Raadgivere indtog. I denne Stue blev der spist og drukket; derfor benævntes den ogsaa paa de Gaarde, hvor Kongen sjældnere og kun for kort Tid ad Gangen opholdt sig, nemlig naar han drog paa Gjæsteri (veizla), veizlustofa d. e. Gjæstebuds-Stue. Foruden denne var der en stor Skaale, i hvilken Hirdmændene sov; samt paa de Gaarde, hvor Kongen stadigen pleiede have sit Sæde, en Stue til at holde Hirdstævne i, hvilken da falder sammen med den for omtalte Maalstue^[90].

I Kong Olaf Kyrres Tid (1066—1093) blev heri gjort en Forandring. Han lod i Gjæstebuds-Stuerne indrette murede Ovne (ofnar Ekt. ofn) istedet for den gamle Arne, og han flyttede Kongens Høisæde fra Midten af Langbænken til Midten af Tværpallen, som, rimeligviis fra den Tid, blev kaldet Høipal (hápallr). Hele Gulvet blev nu steenlagt, og da Ilden ikke længere der skulde brænde, har det vel ei varet længe, før Planke-Gulve, som mere bekvemme under et koldt Himmelstrøg, have traadt i Steen-Gulvenes Sted^[91]. Disse Forandringer og især Indførelsen af Ovne) havde udentvivl snart en mærkelig Indflydelse paa hele Bygningsmaaden. Ovnstuen (ofnstofa) indtog nu den fornemste Plads blandt Gaardens Vaaningshuse; og da Lioren ei mere behøvedes, men det derimod blev nødvendigt at holde Varmen mere indelukket, fik Stuen heelt Planke-Loft hvilende paa Bygningens Tværtræer. Gluggerne maatte nu flyttes fra Taget paa Væggen, og bleve forsynede med Glasruder, da Glasset blev mere almindeligt. Stuen blev ved lukkede Gange (forskálar) satte i Forbindelse med flere af Gaardens Bygninger^[92], en Loft-Sal (loptsalr, lopthús^[93]) indrettedes ovenpaa den, Kjælder (kiallari) anbragtes nedenunder^[94], de forhen eenslig staaende Vaaningshuse bleve overhovedet rykkede nærmere sammen og forvandlede til særskilte Værelser (herbergi) i een eneste større Bygning, kort den hele Huus-Indretning nærmede sig efterhaanden meer og meer til den nu brugelige. Benævnelsen Stue (stofa), der før havde været eenstydende med Benævnelsen Skaale, blev nu fortrinlig anvendt om den bekvemmere indrettede Deel af Bygningen, hvor Gjæstebuder holdtes; medens den gammeldags Skaale kun indtog en underordnet Plads, skjont den længe synes at have været det daglige Tilholdssted for Husets Folk, og det Sted, hvor de fleste af dem sov om Natten.

Benævnelsen Ildhuus (eldahús), der forhen havde været eenstydende med Ild-Skaale (eldaskáli) og betegnet det Huus, hvor man baade kogte og dagligen holdt til, blev nu egen for det særskilt indrettede Kogested, der ogsaa benævntes steikarahús (Stegers^[95]), og kun var at ansee som et Udhuus. Imidlertid vedblev man som tilforn at holde sig til Træbygninger, naar undtages enkelte Kongehaller, som opførtes af Steen i de større Kjøbstæder.

Befæstninger om Gaardene synes aldrig ret at være komne i Gang i Norge; paa Island derimod, paa Orknøerne og paa Færøerne omtaltes undertiden i Sagaerne, at Høvdingerne — og det allerede tidlig — i Forbindelse med deres Gaarde have havt et Slags smaa Kasteller, der benævntes virki, til hvilke de i Tilfælde af fiendtligt Overfald kunde tye.

Til Slutning maa med Hensyn til Bygningerne i Kjøbstæderne bemærkes, at de hovedsageligen synes at have været indrettede ligesom de paa Landet, kun maaskee efter en mere indskrænket Maalestok. De have rimeligviis almindelig været saaledes byggede, at Gavlen vendte mod Gaden, og havt indgjærdede eller indbyggede Gaardsrum. I Byerne ere udentvivl de af Kong Olaf Kyrre indførte Forandringer i Husenes indre Indretning snarere blevne almindelige end paa Landet. Forresten er det høist sandsynligt, at de norske Byer i hine Tider hverken have været regelmæssigt eller smukt bebyggede, og at det har varet længe, førend man har kunnet finde sig i at underordne de Enkeltes Smag og Indfald det Almindeliges Nytte. I Kong Magnus Lagabøters Kjøbstad-Love finder man dog allerede tydelige Spor til en Stræben efter at faae indført i Byerne en ordentligere og for samtlige Borgere bekvemmere Bygningsmaade^[96].

II.

Det daglige Liv og dets Sysler.

I en Skildring af de gamle Nordmænds daglige Sysler bliver den velstaaende Bonde den, man nærmest maa have for Øie. Den Norske Bonde har altid maattet ansees som det norske Folks første Repræsentant; i Oldtiden var han, saa at sige, den eneste. Ikke nok, at Bønderne udgjorde Massen af Folket og den meest raadende Deel af Stats-Samfundet; hvad mere var: Navnet Bonde omfattede i Grunden Alt hvad der var frit blandt Folket; thi Landets fornemste Høvdinger, lige til Kongen selv, vare Bønder.

Som bekjendt fremspirede ikke Kjøbstad-Livet i Norge før ved Midten af det 11te Aarhundrede; og før i Midten af det 12te kan det ei siges at have vundet nogen Kraft. Men de norske

Kjøbstæder opsvang sig aldrig gjennem den hele Middelalder til den høie Betydning i Staten, der kunde tillade Bymanden at blive Landmandens Lærer i høiere Dannelse og finere Sæder. Tvertimod, ligesom i det Offentlige Byerne gjennem hele denne Tid blot kunde ansees for at være til for Landmandens Skyld, saaledes var i det Private Bylivet ikkun en Efterligning af Landlivet, naturligviis efter Omstændighederne noget — dog kun ubetydelig — afændret. Kongen tog rigtignok tidlig med sin Hird sit faste Ophold i de fremblomstrende Kjøbstæder, og det samme gjorde den høiere Geistlighed; men forøvrigt havde Alt, hvad der var dannet, rigt og mægtigt blandt Folket, sin faste Bolig paa Landet. Paa Hovedbølet, paa Odelsgaarden var Høvdingens egentlige Sæde, hvor han, omringet af sin Slægt og sit Tyende, viste sig som Husbonde i sit rette Væsen; den Gaard, som han gjerne tillige eiede i nærmeste Kjøbstad, beboede han kun midlertidig, saalænge som Handelsforretninger eller Kongens Nærværelse holdt ham i Byen.

Den velstaaende Bonde havde almindelig et temmelig talrigt Tyende, i det gamle Sprog benævnt hión eller hiú, hvilken Benævnelse omtrent udtrykker det samme som Romernes familia. Tyendet bestod i ældre Tider gjerne af Frie og Trælle. Det frie mandlige Tyende benævntes húskarlar, verkmenn og vinnumenn. Benævnelsen “Huskarl“ indeholdt udentvivl som oftest noget mere hædrende end de andre to Navne, der egentlig betegne “Arbeidsfolk“. Vikinge-Togene, ligesom ogsaa de hyppige private Feider og Lysten til at vise sin Magt foranledigede, at Høvdinger og rige Bønder omgave sig med et talrigt Tyende af frie, vaabenøvede Mænd. Den norske Høvding Erling Skjalgssøn paa Sola havde stedse hos sig 90, eller flere, frie Mænd (frelsingiar), der levede paa hans Bekostning; og naar Fiender vare i Nærheden, forøgede han deres Tal til 200 eller flere^[97]. Den kongebaarne Høvding Geirmund Heliarskind, som fra Hørdaland drog over til Island og der opslog sin Bopæl, var almindelig omgiven af 80 vaabendygtige Mænd^[98]. — Det frie kvindelige Tyende benævntes vinnukonur, griðkonur og undertiden ambáttir, hvilke Benævnelser alle svare til de nu brugelige Navne: Tjenestekvinder, Tjenestepiger. Det ufrie mandlige Tjenestetyende benævntes þrælar (Ekt. þræll), Trælle; det kvindelige ambáttir, Trællekvinder. Af dette Tyende havde Nogle faste engang for alle tildeelte Forretninger. Saaledes nævnes þión og bryti som de fornemste blandt Trællene^[99]; den førstes Bestilling kjender man ikke; den anden derimod var et Slags Huushovmester, der havde Opsynet med det hele Gaardsbrug. Blandt Trælle-Kvinderne nævnes ligeledes seta og deigia som mere agtede end de øvrige^[100]; den sidste var et Slags Huusholderske, som under Hustruen førte Opsynet med den indre Huusholdning. Da Trældommen efterhaanden ophørte, traadte frit Tjenestetyende ind i disse Bestillinger og nu synes Benævnelserne rádsmaðr (Raadsmand eller Raadskarl) og ráðskona (Raadskone) at være blevne almindeligere end de ældre bryti og deigia, skjønt disse vistnok ogsaa paa sine Steder beholdtes. Andet ringere mandligt Tjenestetyende med fast Bestilling var: hirðir eller hjarðarsveinn, Hyrden, hvis Forretninger imidlertid oftest helst paa større Gaarde deeltes mellem Flere, saaledes at der var smalamaðr, Faarehyrde eller egentlig Gjæter-Gut, nautakarl eller fjóskarl, Fjøskarl, som gjætede Bølingen og passede Fjøset, hestasveinn eller hrossasveinn, Staldkarl, som tillige gjætede Hestene, naar de vare paa Græsgang. Blandt det ringere kvindelige Tyende nævnes matselia, der havde den Forretning at udskifte og fremsætte Maden; maaskee var dette imidlertid oftest samme Person, som Degjen eller Raadskonen.

Det øvrige Tyende fik hver Dag sine Sysler foreskrevne af Husbonde og Hustru. Disse Sysler vare for Mændene især: Arbeide paa Ager og Eng, hvortil omtrent de samme Redskaber brugtes som nuomstunder, hvorvel overhovedet simplere indrettede; Jagt, som især dreves om Vinteren paa Skier; Fiskeri, der var en overordentlig vigtig Næringsgreen for Folket; Indsamling af Fugle-Æg; Vedhugst; Kulbrænden; Tjærebrænden; Saltkogning, hvor dertil gaves Anledning; Besørgelse af Bygnings-Arbeide og Istandsættelse af Gaardsredskaberne.

Kvindernes Sysler vare: at mælke, besørge Tilberedelsen af Mad og Drikke, hjælpe til ved Markarbeide især ved Høningen, hvor man i Oldtiden ligesom nu brugte Kvinderne til at rage^[101]; hertil kom de almindelige kvindelige Haandgjerninger: Uldens Behandling, Karden, Spinden, Vævning og Søm; endelig skulde Kvinderne i det Hele besørge Opvartningen før Husets Mandfolk, og hver af det kvindelige Tyende havde een eller flere af Karlerne som de i saa Henseende maatte betjene (þióna). Denne Opvartning omfattede Tilsynet med Klæderne og deres Reenholdelse; desuden var det udentvivl da, ligesom endnu paa Island, Skik, at Kvinderne trak Klæderne af Mændene, naar disse skulde gaae til Sengs, ligesom man finder, at det kvindelige Tyende har vasket og pyntet Mændenes Hoveder^[102].

Vikingetogene, som gjennem hele Hedenskabet og langt ind i Christendommen vare en Rigdomskilde og en Yndlings-Syssel for de norske Høvdinger og rige Bønder, bortvendte ei ganske deres Opmærksomhed fra Huusvæsenets og Landbrugets Bestyrelse. Man finder omtalt den Skik, at Husbonden først om Vaaren besørgede Saaningen, drog derpaa i den saakaldte Vaar-Viking, kom saa hjem ved Midsommers Tid og besørgede Avlens Bjergning, foer nu atter i den saakaldte Høst-Viking, fra hvilken han ei kom tilbage før een Maaned ind i Vinteren (i Slutningen af November Maaned), hvorpaa han roligen med sine Mænd overvintrede paa sin Gaard^[103]. Desuden pleide Bonden, naar han var kommen noget til Aars, at opofre sig aldeles til Landbruget, og lade een eller flere af sine unge Sønner overtage Vikingen^[104].

Husbonden og Husmoderen vare ei selv hvad Huusvæsenet angik ledige, ligesaalidet som deres Børn, og det om de end kunde være baade rige og af høi Stand. Den husholderiske Konge Sigurd Syr paa Ringerike gik selv om paa sine Marker og saa til med sine Arbeidsfolk. Ledsaget af tvende Mænd — heder det — var han snart paa Ageren, hvor man skar Kornet, snart ved Laden; han var i simple Klæder, i blaa Kjortel og blaae Hoser, med høie Sko bundne om Læggen; han havde graa Kappe og bredbremmet graa Hat, et Slør for Ansigtet og en sølvholket Stok i Haanden, med Sølvring i Holken^[105], De islandske Høvdinger Helten Gunnar af Hlidarenda, og den lovkyndige Høskuld med Tilnavn Hvitanæs-Gode saaes at bortlægge deres kostbare Kapper, og selv saae Korn^[106]. Høvdingen Skallagrim stod selv i Smidien og hamrede Jærnet^[107]. Den mægtige Ingemunds Sønner i Vatsdalen paa Island skiftede Gaards-Arbeiderne mellem sig, og nogle af dem beskjæftigede sig med Fiskefangst; “thi — lægger den gamle Saga til — det var dengang Skik, at fornemme Folks Børn tog sig noget Arbeide for“^[108]. Unge Mennesker af fornem Æt syslede dog i det Hele meest med deres Vaaben, sørgede for at holde dem i god Stand, og øvede sig i at bruge dem med Færdighed, idet de derhos hyppig fornøiede sig med Spil og Lege^[109]. Fornemmere Kvinder beskjæftigede sig meget med konstig Vævning og Brodering^[110], dog finder man ogsaa, at de have taget sig af Huusholdningen. Saaledes heder det om den hørdiske Konge Alfreks Dronninger, at de selv saae til ved Blegningen af sine Lærreder, og kappedes med hinanden i Ølbrygning^[111].

Konger og mægtige Høvdinger, til hvem Mange henvendte sig om Raad og Hjælp, pleiede i den fjernere Oldtid dagligen at sidde paa en Haug, nær Gaarden, udentvivl oftest paa en af deres Forfædres Gravhaug, for at der Alle og Enhver kunde have den frieste Adgang til dem. De havde da gjerne imedens en eller anden ubetydelig Ting at sysle med til Tidsfordriv, lege med sine Hunde eller Høge, jævne Manen paa sine Heste, eller andet saadant. Ved denne Leilighed synes det at have været almindelig Skik, at Høvdingen sad ene, rimeligviis for at enhver Kommende kunde tale til ham med desto mere Fortrolighed^[112]. Ellers pleiede stedse fornemme Folk at have et Par Mand, der fulgte dem overalt og tjente dem til Selskab og Opvartning^[113]. Ligeledes finder man tidlig, at fornemme Mænd og Kvinder have havt deres saakaldte Skosvende eller Kammertjenere^[114].

Den almindelige Tid at staa op om Morgenen for at gaa til Arbeide synes at have været mellem Kl. 4 og 5, hvilken Tid derfor baade i ældre og senere Tider benævntes rísmál d. e. Opstandelses Tid. Den af Husets Folk, som det tilkom først at være paa Benene, var Hyrden. Den almindelige Sengetid synes at have været mellem 10 og 11 om Kvelden, og benævntes háttatimi, af hátta, gaa til Sengs^[115]. Heri fandt dog udentvivl i gamle Dage, ligesom nu, enkelte Afændringer Sted baade efter Aarstiderne og efter det forehavende Arbeides Beskaffenhed. Gamle Folk gik gjerne tidlig til Sengs og stod seent op^[116]; og fornemme Folk holdt det meget strengt, at Ingen, uden den høieste Nød var forhaanden, skulde forstyrre deres Nattero^[117]. Om Dagen, naar Mandfolkene ei havde Arbeide ude, holdt de for det meste til i Skaalen, hvor ogsaa Husbonden var. Hver synes at have havt sin bestemte Plads paa Bænken, nemlig foran den Seng, i hvilken han sov om Natten. Var Nogen ganske ledig, laa han gjerne udstrakt paa Bænken, indhyllet i sin Feld, der tjente baade til Kappe og til Overbredsel om Natten. Saadan Stilling indtog ogsaa gjerne den, der havde vigtige Ting at overveie, eller han gik ordentlig til Sengs og bredte Felden over sit Hoved; undertiden kunde han ligge saaledes hele Døgnet, og Ingen maatte da forstyrre ham^[118]. Den dybt Sørgende pleiede gjøre det samme, og det ansaaes i det Hele for Tegn paa Sorg, naar man indhyllede sit Hoved i Kappen^[119]. Fornemmere Folk havde gjerne et Hynde (hꝍgindi) under Hovedet, naar de hvilede paa Bænken. Kvinderne, forsaavidt de ei havde Arbeide ude, eller syslede med Maden, sad gjerne om Dagen i Dyngien med deres Haandarbeider. Ogsaa Mandfolk indfandt sig ikke sjælden der, Pigernes Friere og Andre, som kunde have Lyst til at samtale med Krinderne. Til Dyngien søgte desuden almindelig omløbende Tigger-Kjærlinger (farandkonor), som fore Gaardene imellem med Nyheder og Sladder. Der kunde da falde mangt lystigt Snak, som man ei altid vilde, at Husbonden skulde høre; der bagtalte man Folk, og der gav ikke sjælden vittige Hoveder deres Dadlesyge Luft i bidende Spotteviser, som gjerne optoges med levende Bifald af Kvinderne, men ogsaa ofte senere kostede Skalden Livet^[120].

Det synes som om i Almindelighed et meget fortroligt Forhold har fundet Sted mellem Familie og Tyende. At det frie Tyende blev mishandlet af Husbonde eller Husmoder med Hug og Slag, lader til at have været meget sjældent, og taaltes ikke gjerne af den lidende Part med Rolighed. Den islandske Høvding Høskulds Hustru Jorun kunde ei lide sin Tjenestekvinde Melkorka, en irsk Kongedatter, der var bleven fangen af Vikinger og solgt i Trældom, men siden kjøbt af Høskuld og dennes Frille. En Kveld, da Melkorka skulde hjælpe Husfruen til Sengs, lagde hun hendes Sko og Sokker paa Gulvet. Jorun greb i Vrede Sokkerne og viskede hende med dem om Ørene; men nu blev ogsaa Melkorka hidsig og gav Husfruen et Slag i Næsen, saa det hele Ansigt stod i Blod; Høskuld maatte selv skille dem ad, og lod nu, for at have Fred i Huset, Melkorka flytte til en liden Plads i Nærheden af sin Gaard^[121]. Saadanne Optrin omtales imidlertid yderst sjældent i de gamle Familie-Sagaer. ö

Om Kvelden samledes det hele Huus i Skaalen om Arne-Ildene, der vexelviis benævnes lángeldar, Lang-Ilde, som de, der med enkelte Mellemrum brændte langs hele Skaalen; setueldar, som de, omkring hvilke Folket sad; máleldar, naar man ved dem lavede Maden til Maaltiderne; undertiden ogsaa sviðueldar, for saavidt som man benyttede dem til Skoldning af slagtede Dyrs Hoveder osv. Familie og Tyende smeltede her saa godt som sammen. Kvelden tilbragtes i livlig Munterhed under lystige, ofte ogsaa belærende Samtaler; jo klarere Ildene brændte, des større var Glæden. Nogle af Kvinderne indtoge nu Tværpallen med deres Haandarbeider; andre syslede med de store Mad-Kjedler over Ildene; Karlene sad med deres Arbeider eller laa ledige paa Langbænkene; Børnene legede omkring paa Gulvet; Husbonden var i sit Høisæde, eller rykkede undertiden, hvis han var en gammel Mand, Ilden noget nærmere, og sad da gjerne paa en bevægelig Stol; thi af saadanne gaves der ogsaa enkelte, der benævntes reiðustólar (Ekt. reiðustoll) og synes almindelig at have været et Slags Lænestole, hvis Læner, der undertiden vare kunstig udskaarne, benævntes stólbrúðir, og som ikke sjælden vare saa rummelige, at Flere kunde sidde paa en og den samme. Mandfolkene, især de ældre, brugte meget at bage sig (bakast) ved Ildene, det vil sige, sidde eller ligge afklædte tæt ved Ilden for ret at faae Kroppen gjennemvarmet. Man brugte ogsaa ved samme Leilighed at lade Kroppen, især Ryggen gnide stærkt med Klæder, hvilket Arbeide gjerne Børnene forrettede^[122]. Vare Ildene optændte særdeles for dette Øiemed, benævntes de bakeldar d. e. Bage-Ilde.

Saadan Bagning foretog man baade for Reenlighedens og for Sundhedens Skyld, ligesom man og i samme Hensigt ofte tog varmt Bad, paa Island, hvor Leilighed gaves, i de varme Kilder, ellers i dertil indrettede Badstuer, eller i store Kar, som undertiden synes at have været indrettede med Laag over, for at Barmen der inde i bedre kunde holdes vedlige^[123]. Naar man om Kvelden sad i Skaalen om Ildene, havde man udentvivl i Almindelighed ingen anden Lysning end Skinnet af disse. Sjældnere lader det til, at man derhos tillige har benyttet Blus eller Fakler (log) udentvivl af Tyri-Træ; endnu sjældnere Kjærter (kerti), hvilke selv ved Kongens Hird ei ret skulle være komne i Brug før i Kong Olaf Kyrres Dage^[124]. Naar man endelig gik til Sengs, lod man Ildene slukke, uden for saavidt, at man havde Gløder til at tænde den paany den følgende Dag. Thi uagtet man kjendte og brugte Ildstaal og Flint, ja endogsaa kunstigere Fyrtøier, saa var det dog dengang ligesaalidt, som nu mange Steder paa Landet, Skik at benytte dette Tænde-Middel uden i overordentlige Tilfælde, f. Ex. paa Reiser. Undertiden lod man et eller flere Blus brænde Natten over i Sove-Skaalen, og disse synes da at have været befæstede i et Slags Stager, der hidsedes op under Loftet, eller i hængende Lygter, der havde Ruder af gjennemsigtigt Horn, (skriðliós). Fornemme Folk brugte meget, naar de vare gangne til Sengs, at lade sine Fødder kløe eller gnide, indtil de vare faldne i Søvn, og dette udførtes, ligesom ogsaa Føddernes Tvætning, af Kvinderne^[125].

De gamle Nordmænd havde tvende Hovedmaaltider. Det første benævntes dagverðr eller dögurðr d. e. Dagmaaltid, hvilket man nød om Formiddagen, udentvivl henimod Middag, saa at det egentlig svarede til vort Middagsmaaltid^[126]. Efter dette Maaltid synes det at have været almindeligt, at man tog sig en liden Hvilestund^[127]. Det andet Maaltid benævntes náttverðr d. e. Natmaaltid, og nødes henimod den Tid, da man skulde gaae til Sengs. Det sidste Maaltid holdtes udentvivl for det fornemste, og ved dette gik der overflødigt til med Mad og Drikke. Desforuden har man rimeligviis ogsaa spiist paa andre Tider af Dagen, f. Ex. om Morgenen strax man stod op^[128]; men om disse mindre Maaltider tale de gamle Sagaer ikke; maaskee nødes de ei heller af Husets Folk samlede, saaledes som, i det mindste hos mere velstaaende Folk, var Tilfælde med Dagverden og Natverden. Disse og især det sidste nødes almindelig ved Ildene i Skaalen. Husbonden tog nu sin Plads i Høisædet, det øvrige Mandfolk paa Langbænkene i bestemt Orden; jo nærmere Høisædet paa begge Sider, des hæderligere var Pladsen. Man tog Haandtvæt før Maaltidet, enten forinden man satte sig i sine Rum, eller ogsaa efter at have taget Plads, i hvilket Tilfælde en af Kvinderne bar Vaskevand i Bækken (mundlaug) samt Haandklæde omkring til hver især. Derpaa bleve, som det heder Bordene optagne (várú borð upptekin), det vil sige, flere smale Borde bleve satte langs henad Gulvet foran de paa Bænkene Siddende, mellem dem og Ildene. Det Bord, som sattes foran Høisædet, benævntes hásætisborð d. e. Høisædesbordet^[129]. Hvert af disse Smaa-Borde for sig benævntes skútill. Hos velstaaende Folk bleve Duge af hvidt Linned bredte paa Bordene, idet mindste for de fornemste af de Tilstedeværende. Naar dette var anrettet, fremsattes Maden. Spistes den varm, saa kom den paa Bordet ligesom den var optagen af de store Koge-Kjedler, der hang over Ildene. Fast Mad fremsattes paa Diske (diskar Ekt. diskr) eller Talerkener, der udentvivl oftest vare blotte Træbrætter, men dog ogsaa undertiden omtales som værende af Metal eller endog Sølv; den sønderskares af hver især med Tollekniven; Gafler lader det ei til at man har brugt; Fingrene maatte gjøre deres Tjeneste. Brødet var almindelig bagt i Lever (leifr) og brødes isønder. Grød fremsattes i Truge (tryglar Ekt. trygill), og spistes med Skeer af Træ, Horn eller Been (spónn Flt. spꝍnir); Melk eller anden flydende Spise fremsattes i de saakaldte Asker (askar Ekt. askr), et Slags lave og vide Trækander med Laag paa, eller i Boller (bollar Ekt. bolli), der ogsaa oftest vare af Træ, og af disse drak man. Ofte var det udentvivl Tilfælde at Flere langede til samme Fad eller Trug. Maden var i den ældre Tid almindelig simpel, og Retterne ei mange; men den nødes udentvivl i Overflod. Kjød og Fisk spistes baade friskt og tørret. Stegte Sager ansaaes for Lækkerier, der kun kom paa de fornemste Folks Bord. Melken nødes enten i naturlig Skikkelse som Drikke, eller opvarmet, eller endelig, og det udentvivl almindeligst, som skyr, det vil sige sammenløben og skilt fra Mysen; i denne sammenløbne Tilstand gjemtes den fra Sommeren af til Vinteren i Kar eller Sække af Skind (skyrkill).

Drikken ved Maaltiderne var almindelig Øl eller Melk. Paa somme Steder (f. Ex. hos den husholderiske Konge Sigurd Syr paa Ringerike) nødes Øl til Kjødmad, derimod Melk til Fiskemad og skiftede saaledes hver anden Dag; men der hvor det gik overflødigere til, drak man stedse Øl ved de to Hovedmaaltider. Kostbarere Drik, der dog kun nødes ved Gjæstebuder og andre overordentlige Leiligheder var Mjød, hvilken for at gjøres mere berusende undertiden tilsattes med visse Urter (miöðr grasaðr); sjældnere brugtes Viin. Ringere Drik, hos fattigere Folk, var Myse eller Syre, og Kjernemelk (afir eller áir). Øllet blev i større Husholdninger indbaaret i et stort Kar med Skaft eller Haandfang paa, kaldet skaptker, hvilket sattes paa eller ved et eenligstaaende Skjænkebord, benævnt trapiza. Af Skaftkarret østes i mindre Kar, i Drikkehorn, Bægere eller Boller. Drikkehornene vare ikke sjælden hos rige Folk beslagne med Sølv eller endog Guld og besatte med Stene; de vare til Stads saa skurede og polerede, at man kunde see igjennem dem, næsten som gjennem Glas; de vare deels forsynede med Metal-Fødder, saaledes at man kunde sætte dem fra sig med Drikke i; deels vare de uden Fodder, og kunde da ikke lægges af Haanden uden tømte. Bollerne vare oftest af Træ, ikke sjælden af kostbart udenlandsk Træ (mösurbollar) beslagne med Sølv og forsynede med Sølv-Hadde eller tværtover gaaende Sølv-Hank, stundom vare de vel ogsaa heelt af Sølv, eller af andet Metal. Sjældnere omtales Bæger med Stæt paa (stórsteltarker), hvilket rimeligviis var samme Slags Kar, som ogsaa med et af fremmede Sprog laant Navn, kaldtes kaleikr d. e. Kalk. Drikkekarrene og alt hvad øvrigt der hørte til Bordanretningen benævntes under Eet borðbúnaðr d. e. Bordtøi. Hver Mand havde ei sit Drikkekar, men i det mindste To, ofte vel ogsaa Flere, benyttede eet. I mindre Husholdninger udmaaltes Øllet til hvert Maaltid (var máldrykkia). Hvor der gik mere overflødigt til, fandt derimod denne Udmaaling kun Sted ved Dagverden, da man derimod ved Natverden drak umaalt (var úmællt drukkit), d. e. hver kunde drikke saa meget ham lystede^[130]. Man pleiede i saa Fald at fortsætte Drikken, efter at Spisebordene vare borttagne, og sjælden gik man vistnok da til Sengs uden med et Rus. I saadan Drikken tog imidlertid, som det synes, ei det ringere frie Hustyende og endnu mindre Trællene Deel.

Opvartningen ved Bordet forrettedes almindelig af Kvinderne, der gik til og fra den ydre, ubesatte Side af Bordene, mellem disse og Ildene. Den saakaldte Matselia (s. ovf.) synes at have besørget Maden sat paa Bordet og udskiftet. Den Kvinde derimod, som bar Øllet om, benævntes Ølselia^[131]. Det lader ikke til, at Kvinderne dagligdags have siddet ordentlig til Bords som Mændene, men under disses Maaltid ikkun beskjæftiget sig med Opvartningen. Hos de rigeste Bønder og hos Høvdingerne har dog oftere i saa Henseende nogen Undtagelse fundet Sted, ligesom hos dem i de ældste Tider Madlavning og Bord-Anretning ofte var overladt til Trællene.

Den daglige Levemaade i Kongens Gaard lignede i Hovedsagen den ovenfor beskrevne; kun at langt flere Mennesker og deriblandt mange fornemme Folk der dagligdags vare forsamlede, hvilket gjorde Husholdningen vidtløftigere, og gav Hverdags-Livet det mere høitidelige Udseende, som et Gjæstebud kunde have hos Bonden. Allerede medens Norge bestod af mange Smaa-Riger, omgav Kongerne sig med en Mængde vaabendygtige Mænd, som deels benævntes deres Huskarle, deels deres Hird. Den fornemste Hensigt med dette talrige Hussinde var udentvivl den, stedse at have dygtige Kjæmper om sig, der hjemme kunde danne et sikkert Forsvar i Tilfælde af fiendtligt Overfald, og paa Vikingetogene udgjøre Hærens Kjærne. Tjente de imidlertid en Konge, som mere opoffrede sig til fredelige Sysler end til Krigen, fik de vist nok ikke altid, naar de vare hjemme, sidde ledige, men maatte gjøre Nytte paa Gaarden, arbeide paa Ager og Eng.

Norges Enekonge kunde ikke tage Sagen ganske paa samme Tid som de fordums Fylkekonger. Paa den ene Side var hans Gaarde for mange og vidt spredte over det hele Land, til at han skulde kunne have umiddelbart Opsyn med deres Bestyrelse; dette maatte han overlade til sine Aarmænd (ármenn Ekt. ármaðr) eller Gaardsfogder. Paa den anden Side samlede sig nu om Kongen mange fornemme Mænd fra alle Kanter af Landet, hvilke traadte i hans Tjeneste som Krigsmænd og som Medhjælpere i Landsstyrelsen, ei som simple Arbeidskarle. Navnet Hird fik en høiere Betydning, og flere Klasser opstode af det kongelige Hussinde. Den ældste Inddeling af dette, der udentvivl allerede skriver sig fra Kong Harald Haarfagers Dage, er: 1) Hirdmændene (hirðmenn, Ekt. hirðmaðr) der overhoved skulde være Mænd af god Byrd, dannede Sæder og prøvet Tapperhed; deres Forretning var at holde det nærmeste Værn om Kongens Person, og tillige udbrede Glands om Kongeværdigheden. Deres Betydning i det offentlige Liv er ei her Stedet at omtale. 2) Gjæsterne (gestir Ekt. gestr), der forrettede de ydre Vagter og færdedes i Kongens Ærinder; de stode under Hirdmændene i Rang. Ikkun disse tvende Klasser henregnedes til den egentlige Hird. 3) Huskarle, der skulde forrette almindeligt Gaardsarbeide i Kongens Gaard, men tillige vare vaabenøvede Mænd. Endelig kom hertil en Mængde Trælle, som besørgede de laveste Sysler, men naturligviis endnu mindre end Huskarlene regnedes til Hirden.

Antallet paa det frie Hussinde, som i Olaf den Helliges Tid stedse omgav Kongens Person og fulgte ham paa hans Reiser omkring i Landet, var 60 Hirdmænd, 30 Gjæster og 30 Huskarle^[132], hvilket Antal holdt sig som det almindelige indtil Kong Olaf Kyrres Dage. I den store Hirdstue (hirðstofa), hvor Alt var indrettet paa gammel Viis, og hvor Ilde brændte langs Gulvet, sad Kongen selv i Høisædet paa den høiere Langbænk (ꝍðri bekkr), som vendte mod Solen d. e. mod Syd; Hird-Biskoppen og dernæst Præsterne sadde ham nærmest paa høire Side, paa venstre hans verdslige Raadgivere^[133]; desuden havde som det synes Hirdmændene, for saavidt Pladsen strakte til, ogsaa deres Sæde paa denne Bænk; alle vare ordnede efter deres Alder og Anseelse, de Gjævere Høisædet nærmere, de Ringere fjærnere. Paa den anden eller ringere Langbænk sad Kongens mest hædrede Raadgiver, oftest Stallaren, i Høisædet, og til begge Sider Gjæsterne paa samme Maade ordnede^[134]. Sad nogle af Hirdmændene ogsaa paa denne Bænk, da have de udentvivl havt deres Plads paa Stallarens venstre Side, som her blev den hæderligste. Huskarlerne nævnes ei som siddende i Hirdstuen; maaskee har det ei været Skik, at de her toge Sæde, men holdt til i en Stue for sig selv. Have de været tilstede, da har deres Plads udentvivl været nedenfor Gjæsterne paa Stallarens høire Side. Var Dronningen nærværende, da indtog hun Sædet paa Kongens venstre Side, og hendes Kvinder indenfor hende paa samme Bænk, eller hvis der var flere, end der kunde rummes, da sad de øvrige paa den ringere Bænk til Stallarens høire Side — alle i samme Orden som Mændene. For den ringeste Plads paa begge Sider ansaaes den, som var nærmest Dørene, af hvilke der, som før er sagt, paa Kongens Hirdstue og ellers i Almindelighed paa de kongelige Gjæstebuds-Stuer var een i hver Ende^[135]. Samme Skik iagttoges, naar Kongen var paa Gjæsteri^[136]. Maaltiderne vare ved Hirden de samme som ellers hos Bonden, og ligeledes forholdt det sig med Anretningen og Beværtningen, kun at begge Dele overhovedet vare pragtfuldere. Som det synes blev i Almindelighed i Kongens Gaard Maden tilberedet i en egen Bygning, kaldet steikarahús eller Stegers, hvor Kokkerne (steikarar, matsveinar, soðgreifar), i ældre Tider udentvivl altid Trælle, holdt til under en egen Opsynsmand kaldet steikara­höfðingi d. e. Overkok^[137]. Skjænkningen ved Maaltiderne besørgedes af Betjente, der kaldtes byrlarar eller skenkarar d. e. Skjænkere, hvilke fyldte Hornene ved Skaftkarret og bare dem om. Kongen drak gjerne den til, som sad i Høisædet ligeoverfor ham, og det holdtes naturligviis for en stor Ære at drikkes til af Kongen. Ved saadan Tildrikken bragtes Hornet mellem Ildene fra den ene til den anden af de Drikkende. Ofte drak ogsaa hver med sin Sidemand (sessunautr), og kappedes om hvo der kunde taale mest. Almindelig synes der ved Kongens eget Bord, ved Høisædes-Bordet, at have været opvartet med noget bedre Mad end ved de andre Borde, og det ansaaes for en Ære, naar Kongen sendte en eller anden af de Tilstedeværende en Ret fra sit Bord^[138]. Kongen gav Tegn, naar Maaltidet skulde ophøre, og var han knap paa Maden til sine Mænd, saa gjorde han dette saasnart som muligt. Saaledes berettes der om Kong Harald Haardraade, som med alle sine store Egenskaber ofte viste en lav Gnieragtighed, at han pleiede banke i Bordet med Kniven, saasnart han selv var mæt, og dette var et Tegn for Tjenerne til strax at rydde Bordene, hvorved Mange kom til at gaae sultne derfra^[139]. Ellers holdt denne Konge, saa meget han end havde færdets i Udlandet, paa den gamle Levemaade og de gamle huuslige Skikke. Naar det gik paa Drikken løs, led han ikke, at Nogen skulkede, som han ei selv havde givet særdeles Fritagelse. I Julen hørte det til Fornøielserne i Hirden at fastsætte Drikke-Bøder for smaa Forseelser og de, der havde forløbet sig, sadde paa Gulvet i Halmen, medens de tømte Bøde-Hornene. Var En eller Anden saa modvillig, at han ved slig Leilighed ei vilde drikke hvad ham tilkom, saa kunde det vel hænde, at Kongen selv bar det fyldte Horn hen til ham, og nu hjalp ingen Udflugter^[140].

Fra Kong Olaf Kyrres Tid blev de norske Kongers Huusholdning mere pragtfuld og Huussindets Antal forøget. Denne Konge var nemlig almindelig omgiven af 120 Hirdmænd, 60 Gjæster og ligesaa mange Huskarle. I Hirdstuen kom Ovne i Stedet for Lang-Ildene, steen- eller planke-lagt Gulv istedet for det blotte Jord-Gulv. Sædernes Orden blev ganske forandret. Kongens Høisæde henflyttedes til Tver-Pallen eller som den nu blev benævnt: Høi-Pallen (hápallr). Ved hans venstre Side sad Dronningen, hvis hun var tilstede^[141]. Noget længere udad i Stuen var Stallare-Stolen (stallara-stóll), paa hvilket Sæde Stallarne og andre gjæve Høvdinger sad, saaledes at de vendte sig imod Høisædet. Imellem Bordene, der bleve satte foran disse tvende Sæder, stod ved Maaltidet Skjænke-Bordet (trapiza). Bægere traadte nu istedet for de gamle Dyre-Horn; og den Skik at drikke med den, der sad ligeover ved Bordet, ophørte, da hver nu drak Skaal (mínni) med hvem han vilde. Visse af Hirdmændene fik den Forretning at opvarte ved Kongens eget Bord; disse bleve benævnte Skutilsvende (skutilsveinar) ɔ: Bordsvende — af skutill, Bord — og stode over de øvrige Hirdmænd i Værdighed. Blandt Skutilsvendene valgtes igjen Drotseten (dróttseti) og Skjænkeren (skenkari), hvilke skulde have Overopsyn med Bevertningen; dog vides ikke med Sikkerhed, om disse Embeder opstode allerede i Kong Olaf Kyrres Dage, eller om de maaskee ere yngre. Andre Betjente skulde holde brændende Kjerter for Kongens Bord, og der skulde være saa mange Kjerter som der sad fyrstelige Personer (tignirmenn) — d. e. ei lavere i Værdighed end Jarl — ved Bordet. Disse Betjente benævntes Kjertesvende (kertisveinar^[142]). Der opstod saaledes i Olafs Dage tvende nye Klasser i Hirden. Da Skutilsvendene senere, som de Ypperste af Hirdmændene, kom til at indtage en vigtig Plads i Staten, synes deres Forretninger i Kongens Husvæsen at være traadt i Baggrunden, saaledes at de kun ved store Høitider, naar Kongen ret skulde vise sig i sin Værdigheds hele Glands, forrettede Bordtjenesten; ligesom Drotseten i det 14de Aarh. fra en blot Hushofmester blev hævet saa at sige til Rigets første verdslige Embedsmand. Kjertesvendene vedbleve derimod, som det synes, altid at betragtes som et Slags kongelige Pager; men da man valgte til deres Bestilling opvoxende Ynglinge af gjæv Æt og dannede Sæder, der siden skulde opstige til høiere Poster i Staten, saa blev ogsaa deres Bordtjeneste senere indskrænket til de største Høitider.

Den Indretning af Hirden, som blev gjort i Olaf Kyrres Dage, stod længe ved Magt. Iøvrigt er det sandsynligt, at Hirdmændenes Antal ligesom og Gjæsternes og Huskarlenes i de senere Tider noget forøges; men kun Nogle af dem vare da virkelig nærværende ved Hirden eller om Kongens Person, medens Andre vare fordeelte paa forskjellige Kanter af Landet i kongelige Bestillinger^[143].

I Slutningen af det 12te Aarhundrede finder man, at der er indtraadt en strængere Afsondring mellem de forskjellige Klasser af Kongens Hussinde, end rimeligviis i ældre Tider har fundet Sted. Kongespeilet, der er skrevet ved denne Tid, oplyser dette. Man seer, at Huskarlene dengang spiste for sig selv, afsondrede fra den øvrige Hird^[144]. Ikke engang Gjæsterne spiste sammen med Kongen og Hirdmændene uden paa de største Høitider ved Juul og Paaske^[145]. Hirdmændene derimod spiste altid i samme Stue som Kongen selv^[146]. I Kong Magnus Erlingsøns Tid kom det engang til voldsomme Optrin i Hirden, fordi Kongen under et Julehold i Bergen lod Hirdmændene i Kongsgaardens store Hirdstue beverte med Mjød, medens Gjæsterne i en anden Stue kun fik Øl. Om Kvelden femte Dag Juul greb de berusede Gjæster til Vaaben og stormede mod Hirdstuen. Kongen, som selv vilde træde frem i Døren for at stille Larmen, var nær bleven dræbt, og Hirdmændene, af hvilke kun de faa, som den Dag havde Vagt, vare bevæbnede, havde ondt ved at forsvare sig, og maatte bryde Ovnene ned for at værge sig med Ovnstenene. Endelig samlede Kongens Huskarle sig i Vaaben; ogsaa Lendermændenes Huskarle og Borgerne kom til; og nu blev Larmen stillet; men flere af Gjæsterne maatte dels med Livet dels med Lemlæstelse bøde for den begangne Uorden^[147].

Kongespeilet oplyser ypperlig, hvorledes Skikkene paa denne Tid vare, naar Nogen fremstillede sig for Kongen, enten for at optages i Hirden eller for at gjøre ham sin Opvartning. Han skulde først søge at faae en eller anden af Hirden til at forestille sig og tale sin Sag; af denne skulde han ogsaa faae udspurgt, naar det kunde falde bedst at fremtræde. Skulde det skee medens Kongen var tilbords, da burde man helst vælge Tiden, naar Kongen allerede næsten var mæt. Den, der vilde forestilles for Kongen, skulde da pynte sit Hoved og sit Skjæg, iføre sig stadselige Klæder og begive sig ledsaget af en Tjener til Kongens Herberge. Kappen og Huen skulde han lægge fra sig udenfor. Fik Tjeneren Tilladelse til at følge med ham ind, saa maatte denne dog ikke følge ham længere end indenfor Døren, eller i det Høieste til Stallare-Stolen. Han selv skulde, idet han traadte frem for Kongen, bøie sig for ham og hilse ham med de Ord: „Gud give Eder en god Dag, Herre Konge!“ Det var ikke anstændigt at træde Kongen altfor nær, end mindre at støtte sig med Haanden til Kongens Bord, medens man talede med ham; man skulde derimod holde sig saa langt fra Bordet, eller hvis saadant ei var for Kongen, fra Fodskammelen foran Høisædet, at al Opvartning uhindret kunde foregaae. Man skulde, medens man saaledes stod, helst spænde den høire Haand om det venstre Haandled og saa lade Armene synke ned i den Stilling, de af sig vilde falde^[148]. Man skulde i Samtale med Kongen iagttage at tiltale denne i Fleertallet (med I), men derimod vogte sig vel for at bruge det samme om sig selv (vi); ligeledes skulde man vogte sig vel for, hvis man ei ret fattede hvad Kongen sagde, at spørge op igjen med et „haa“ eller „hu“ eller „hvad“; men blot sige „Herre?“, eller ogsaa, hvis man vilde spørge med flere Ord: „Min Herre! fortryd ikke paa, at jeg spørger op igjen, om hvad I sagde til mig; thi jeg fattede det ikke ret.“

Af Kong Magnus Lagabøters Hirdskraa eller Hirdlov seer man, at Pragten og Ceremoniellet ved det norske Kongehof i det 13de Aarhundrede fremdeles har tiltaget. Fra denne Konges Tid var det ellers, at Skutilsvendene tillagdes Navnet Riddere og benævntes Herrer; deres Betydning som kongelige Hofsinder blev nu, da de kom til at udgjøre den første Klasse af Statens Borgere, udentvivl lidt efter lidt forglemt.

Om de senere Kongers huuslige Liv før Kalmar-Unionen vide vi saagodt som Intet.

Af Egenheder ved Kjøbstad-Livet i Norge i gamle Dage, have Sagaerne og de gamle Love kun bevaret Lidet, og, som før er sagt, har det neppe adskillet sig i nogen høi Grad fra Landlivet. Med Kjøbstæderne synes de saakaldte skytningar eller skytningsstofur at være opstaaede. Det var et Slags Vertshuse, hvor de Handlende og fremmede Søfolk holdt til og nød Bevertning mod Betaling^[149]. Öldrhús d. e. Ølhuse eller Drikkestuer er upaatvivlelig kan en anden Benævnelse paa samme Gjenstand^[150], ligesom og verndar-stofur og laufs-hús d. e. Huse, der nøde offentlig Beskyttelse (vernd) og havde Privilegium paa saadan Beværtning (lauf af lofa, tillade). Saadanne Huse have udentvivl lige fra deres første Opkomst været betragtede som offentlige Steder, men først fra Olaf Kyrres Tid synes de at have faaet Særrettigheder og at være satte under det Offentliges Beskyttelse og Opsyn. De bleve nu satte i Forbindelse med Gilderne eller Klubberne, og Bymændene synes at være blevne forpligtede til at holde deres større Gjæstebuder og Sammenkomster i disse Huse^[151]. Dette blev naturligviis forordnet for at forebygge, saavidt muligt, Uordener paa Steder, hvor en Mængde hinanden for en stor Deel ganske fremmede Mennesker samledes. Alligevel finder man, at Skytningsstuerne ofte have været Skuepladsen for blodige Slagsmaal endog mellem Høvdinger.

Oldtidens Nordmænd, baade i Norge og paa Island, færdedes meget paa Reiser, snart til Søs, snart til Lands, deels i Forretninger f. Ex. i Handels­anliggender, deels for at besøge langt fraværende Venner og Frænder. I et Land af Norges Beskaffenhed var det naturligt, at Søeveien benyttedes, hvorsomhelst man paa nogen Maade kunde komme til dermed. Søfarten var tidlig, ja allerede i de ældste Tider, til hvilke Landets Historie og Sagn naae, fortrinlig uddannet; og paa Skibet kunde man lettere føre alle Nødvendigheder med sig end til Lands. Nordmændenes Skibe, endog de mindre, vare desuden gjerne forsynede med et Slags Telte (tjöld), som man udspænde om Natten, naar man laa i Havn, og under hvilke man havde tilstrækkeligt Ly. Man havde altsaa paa Skibet selv fornødent Herberge, naar man kun fandt en Havn.

Landreiser, og det undertiden temmelig vidtløftige, kunde imidlertid heller ikke undgaaes. Formedelst Veienes slette Beskaffenhed foretoges de almindelig til Hest, især om Sommeren. Alt hvad som hører til Ridetøi (reiði) — Bidsel (beitsl), Sadel (södull), Stigbøiler (stigreip), Sporer (sporar, oddar), Hesteskoe (hestajárn) osv. — alt dette finder man allerede i de ældste Tider i Brug blandt Nordmændene. Fornemme Folk satte en Ære i at have alt Ridetøi pragtfuldt; malede Sadler, indlagte med Metal og besatte med Stene, kostbare Bidsler og Sadeldækkener omtales ofte. Kvinderne rede ligesaavel som Mændene, og man finder, at deres Sadler have havt den endnu paa Landet almindelige Stol-Form. Ogsaa Varer og Fødemidler førtes almindelig paa Heste-Ryg i Kløv. Vogn (vagn) og Kjerre (kerra) omtales vel, men har vistnok været sjælden brugt. Til at befordre gamle eller sygelige Folk anvendte man undertiden et Slags Baare, der hang mellem tvende Heste.

Om Vinteren i godt Sneføre vare Befordringsmidlerne flere. Man færdedes da meget paa Skier og trak en Slæde (skiðsledi) eller Kjælke (kjalki) med sig, paa hvilken man kunde have Varer eller Levnetsmidler. Man brugte da og Slæder med forespændte Heste eller Oxer^[152]. Undertiden spændte man Telt over Slæden, naar Fruentimmer eller sygelige Folk skulde reise i ondt Veir^[153]. Kjøretøi synes imidlertid ogsaa om Vinteren sjældnere at have været brugt af Mandfolk, som hellere benyttede Skierne eller rede.

For de Reisendes Bekvemmelighed var der i hine Tider kun lidet sørget fra det Offentliges Side. Vel fandtes der hist og her, hvor Veiene laa over øde Fjældstrækninger, eller andre paa lange Strøg ubeboede Steder, Sælhuse (sáluhús) d. e. Bygninger, hvor de Reisende kunde finde Husly og Brænde, men hvor forøvrigt Ingen havde fast Bolig. Oftest maatte imidlertid Reisende tye til den private Gjæstfrihed, og denne afhjalp vistnok ogsaa for en stor Deel Mangelen af offentlige Foranstaltninger. Gjæstfrihed var et glimrende Træk i de gamle Nordmænds Charakteer. Ingen, der søgte og behøvede Husly han maatte være fornem eller ringe, kunde bortvises, uden at man derved paadrog sig et skammeligt Rygte for Karrighed. Derimod var det en stor Anbefaling for en Husbonde, naar det hed om hans Huus, “at Alle der fandt Gjæstning“ (þar var allra manna gesting), eller “at Gjæst og Tigger der fik Underholdning“ (ala gest ok ganganda^[154]). Naar en Reisende kom til Huus, var det Skik, ikke at gaae lige ind, om end Dørene stode aabne; man skulde banke paa, hvis man ikke traf Nogen af Husets Folk ude, og først paa Indbydelse, som sjælden udeblev maatte man træde nærmere. Var det bekjendte Folk der ankom, traadte gjerne Husbonden selv ud for at modtage dem. Man hilsede hinanden med at blotte Hovedet og med de Ord “heill ok sæll!“ d. e. “vær frisk og lykkelig!“ Undertiden hilsede man hinanden ogsaa med Kys. Kvinder og udlevede svagelige Oldinger bleve løftede af Hesten. Naar den Reisende var kommen ind, blev der allerførst sørget for at faae Ildene optændte eller opfriskede Gjæstens vaade Klæder aftrukne og tørre givne ham i Stedet. Herved vare Husets Kvinder virksomme. Naar han var bleven tør og opvarmet, blev ham anvist Sæde; var det en fornem og agtet Mand, da i Høisædet ligeoverfor Husfaderen, eller ogsaa ved dennes Side. Mad og Drikke bleve nu ikke sparede. Allerede det gamle Digt Havamaal anbefaler saadan Hjælpsomhed mod den Reisende; det heder nemlig her (Vers 3):

Ild behøver
den, som ind er kommen
og er kold om sine Knæ;
Mad og Klæder
har den Mand behov,
som over Fjelde har faret.

For et udmærket Tegn paa Velvillie holdtes det, naar Husfaderen og Husmoderen overlode en ankommen Reisende deres egen Seng. Var den Ankomne Husets Folk ubekjendt, betragtedes det som uovereensstemmende med Gjæstfriheden at udfritte ham om hans Navn eller Ærinde. Selv Bekjendte spurgte man ei om dette sidste, og det var sædvanligt, om den Ankomne havde et Ærinde til Husets Folk, da først at fremkomme dermed ved Afreisen. Ingen ubehagelig Tidende vilde man skulde forstyrre Husets Glæde, medens den Fremmede var der, eller gjøre dennes maaskee nødtvungne Ophold for ham selv ubehageligere. En Grændse var der imidlertid i den almindelige Vedtægt sat for Misbrug af Gjæstfriheden, idet man ansaa det for uanstændigt for den Reisende at sidde meer end 3 Nætter over paa eet og samme Sted, naar man ei dertil havde modtaget særskilt Indbydelse^[155]. At gaae den Reisende uegennyttig tilhaande med Heste-Skifte og andet deslige, hørte med til Gjæstfrihedens Fordringer. Desuden var det almindelig Skik, at Husbonden, hvis den Ankomne var ham bekjendt, fulgte denne paa Vei ved Afreisen, og da var det ofte, at Gjæsten først fremkom med sit Ærinde. Fattigfolk nød ogsaa godt af denne Gjæstfrihed. De omstreifende Tiggere, der benævntes stafkarlar, göngumenn, göngukonur, fandt Modtagelse og Hjælp i Høvdingens som i Bondens Huus. I Skaalen, selv hos Kongerne, fik de i ældre Tider Indgang under Maaltidet og havde Plads i Halmen nærmest Døren, hvor de fortærede, hvad der raktes dem fra Bordene. Paa større Gaarde var ogsaa Plads for dem i den saakaldte Gjæsteskaale eller Gjæstehuus; ellers fik de Nattely paa Laden. Sagaerne mangle ikke Træk af en aldeles overdreven, man kan næsten sige naragtig Gjæstfrihed. Saaledes fortælles f. Ex. om den norske Kvinde Geirrid, der fra Halogaland drog over til Island og nedsatte sig Der, at hun byggede sin Skaale tvert over den alfare Vei; hun sad selv i Døren paa en Stol og indbød alle Reisende, hvis Vei faldt derforbi; inde i Skaalen stod altid Bord besat med Mad^[156]. Om en anden til Island udvandret Nordmand Thorbrand heder det, at han lod bygge et Ildhuus saa stort, at Alle som reiste gjennem Dalen, i hvilken han boede, kunde fare med deres kløvbelagte Heste derigjennem, og Mad stod da rede for Alle og Enhver^[157].

Oldtidens Nordmænd viste sig i Venskab som i Fiendskab fulde af Alvor. “Man sin Vens Ven bør være, ham og hans Ven; men ingen Mand bør være sin Vens Fiendes Ven“, heder det i det gamle Havamaal^[158]; og paa et andet Sted i samme Digt staaer der^[159]: “Kjender Du en Vens Sorg, ansee den som din egen, og giv ei dine Fiender Fred“! Af saadan Tænkemaade udsprang hine inderlige Venskabsforbindelser, paa hvilke de gamle Sagaer fremstille saa mange Exempler; men ogsaa hine bittre Familiefeider, hine mangfoldige Drab, fremkaldte af Hevngjerrighed, hvis Skildring ofte udgjør Hovedindholdet af de samme Sagaer. Det maa imidlertid til vore Forfædres Ære siges, at Sagaerne ogsaa fremstille hyppige Exempler paa Høimodighed og Forsonlighed udviist mellem Fiender; ligesom den hele Indretning med Drabsbøder viser en Stræben efter, saavidt Folkets Charakteer og Tidsalderens Tænkemaade tillod, at hæmme Blodhevnen gjennem Lovene, og hindre Familie-Hadets Vedvaren i det Uendelige. Thi, omendskjønt den Dræbtes Slægtninger i de ældre Tider ei ligefrem vare pligtige til at opgive Blodhevnen, naar Drabsmaaden bød Bøder, og mangen Søn lod haant om, “at bære Fader-Hevnen i Pungen“, saa holdtes det dog vistnok i den almindelige Mening for ligesaa hæderligt at modtage en rundelig Bod, helst naar anseede og agtede Mænd vare Midlere, som at kræve Liv for Liv. Men at lade Frænder ligge dræbte eller selv taale Fornærmelser, uden hverken at erholde Bod eller søge Hevn, det holdtes enhver ærekjær Mand uværdigt.

En Venskabsforbindelse, som sluttede sig til Religionen, og som ansaaes for uopløselig indgik man i Hedenskabets Tider ved det saakaldte Fostbrødrelag. Denne Forbindelse knyttedes oftest mellem Ynglinger, som enten havde henlevet deres Barndomsdage sammen i Enighed og Kjærlighed, eller som ved Tilfælde i Livet, f. Ex. paa Vikingetoge, vare stødte sammen og havde lært at kjende og agte hinandens gode Egenskaber. De religiøse Skikke, hvormed Fostbrødrelaget sluttedes, og de Forpligtelser, det medførte for Fostbrødrene, fremstilles paa flere Steder i de gamle Sagaer. De tvende, eller flere, som vilde indgaae Fostbrødrelag, opskare trende Torv-Strimler (jarðar-men), hvilke de hævede i Veiret ved Hjælp af et Spyd, som de satte under Strimlernes Midte, dog saaledes at begge Ender vare faste ved Jorden. De traadte derpaa ind under de opskaarne Torv-Strimler, saarede sig selv i det Indre af Haanden, og lode Blodet løbe sammen i Mulden under Torven. Siden knælede de og svore med sammenlagte Hænder, under Paakaldelse af Guderne som Vidner, at, hvis en af dem omkom paa en voldsom Maade, skulde den anden hevne ham som sin Broder^[160]. At det gjordes til en Betingelse med, at den længerelevende Fostbroder skulde sidde 3 Nætter i Gravhøien hos den Døde, har sikkert været en Sjældenhed, om det ikke maa regnes reentud blandt de senere christelige Tiders fabelagtige Udsmykninger af Hedenskabets Indretninger^[161]. Ofte endtes den hidsigste Tvekamp med et Fostbrødrelag; og at bryde dette ansaaes for det største Nidingsverk.

I Hedenskabets Tider indtraf endogsaa undertiden det Tilfælde, at den ene Ven ei vilde overleve den anden, men fulgte ham frivillig i Døden. Den berømte og ædle norske Høvding Ingemund Thorsteinssøn, der havde nedsat sig i Vatsdalen paa Island, levede her i det fortroligste Venskab med tvende andre Nordmænd, Eyvind Sørkver og Gaut, hvilke boede i Nærheden af ham. Da Ingemund var dræbt, og Budskabet om hans Død kom til Eyvind, lod denne sig falde paa sit eget Sværd, og bød døende sin Fostersøn at underrette hans Ven Gaut om hvad han havde gjort. Da Gaut hørte det, udbrød han: „Ingemunds Venner sømmer ei Livet,“ og strax fulgte han Eyvinds Exempel^[162].

Det hørte til Venskabs Fordringer at Vennerne, naar Leilighed gaves, hyppig skulde besøge hinanden. „Har Du en Ven — heder det derfor i Havamaal — hvem Du vel troer, da besøg ham tidt; thi med Krat bevoxes og med høit Græs den Vei, som Ingen betræder“^[163]. Bleve Venner saa vidt skilte fra hinanden, at gjensidige Besøg bleve altfor besværlige, saa benyttede de dog given Leilighed for at sende hinanden mundtlige Budskaber — thi Brevvexling kjendte hine Tider ikke —, og saadanne Budskaber ledsagedes gjerne med Gaver (vinarorð ok vinargjöf). Var det meget magtpaaliggende Ting, hvorom den ene vilde underrette den anden, eller vilde man anbefale Budbringeren til sin Vens særdeles Beskyttelse eller Fortrolighed saa lod man ham medtage en eller anden Gjenstand, som Vennen vel kjendte, og ved hvis Gjensyn han kunde overbevise sig om, at Budbringeren virkelig kom fra den, han sagde, og nød dennes Fortrolighed. En saadan Ting benævntes Jærtegn (jartegn, jarteikn) og bestod oftest i en Ring, et Vaaben, eller overhoved et Klenodie, helst et som var blevet Budsenderen skjænket af den samme Ven, til hvilken han nu skikkede det som Jærtegn. Ofte lod man til end større Vished Budbringeren underrette den, til hvem han sendtes, om en eller anden Omstændighed, der stod i Forbindelse med Jærtegnet, og som ikkun var de tvende Venner bekjendt. Undertiden kunde det vel ogsaa hende, at Jærtegnet ei bestod i andet end den blotte Meddelelse af en saadan Hemmelighed^[164]. Jærtegn traadte da i hine Tider, medens Skrivekunsten ei var synderlig anvendt, i Stedet for senere Tiders Brev med Segl for. Thi Runer, ristede paa Kjævle (kefli) eller paa Træplade (spiald), hvilket ogsaa stundom anvendtes, afgave ei den tilbørlige Sikkerhed mod Forfalskning, med mindre egne, indviklede Runetegn brugtes, som maatte ansees for ikkun at være saare Faa bekjendte^[165].

Undertiden indrettede man et eget Jærtegn for et vist Tilfælde, f. Ex. naar den ene Ven vilde advare den anden for en stor overhængende Fare. Saaledes fortælles om Islændingen Gisle Surssøn, at han smedede en Penge, der bestod af tvende Stykker, hvilke kunde tages fra hinanden og igjen ved Hjælp af smaa Nagler, fordeelte i begge Stykker, sættes sammen saaledes, at den saa ud som ganske heel. Han overgav sin Ven Vestein det ene Stykke og beholdt selv det andet med den Aftale, at de ei skulde sende hinanden dette Jærtegn, med mindre den enes Liv svævede i Fare^[166].

Fiendskabet gav Oldtidens Nordmænd Luft ved Feider og Overfald, Drab, Indebrænden og Forhaanelser. Kunde man ei ramme sin Fiende selv, saa gik det ofte ud over hans uskyldige Slægtninger eller Tjenestefolk; i deres Blod maatte da Hevnlysten kjøle sig^[167]. Hemmelige Drab, hvilke Drabsmanden ei vilde vedgaae — i det gamle Sprog egentlig benævnte morð — vare sjældnere og ansaaes i Almindelighed for en skjændig Forbrydelse, der klæbede paa Gjerningsmanden det afskyede Navn morðingi (Morder) eller morðvargr (Mord-Ulv), og efter de hedenske Begreber skulde straffes i et andet Liv med Nastrønds Pinsler^[168]. Drabsmanden skulde ærlig forkynde sin Drabøgjerning (lýsa vígi), saafremt den ei var øvet i Vidners Nærværelse. Selv hvis Omstændigheder vare forhaanden, der kunde synes at give Drabsmanden gyldig Grund til at undlade den egentlige Lysning af Drabet, — f. Ex. naar Drabet var Hevn for et beganget Mord, — saa undlod han dog som oftest ikke paa en eller anden forblommet Maade at antyde det som sit Verk^[169]. Med Hensyn til den hyppig forefaldende Indebrænden var det almindelig Skik, at man lod Kvinder, Hustyende, ofte ogsaa enkelte Mandfolk af Familien, som man ei havde noget imod, eller af hvem man ei frygtede Hevn, Frihed til at gaae ud af Huset før det antændtes^[170]. Den, som derimod lumsk indebrændte sin Fiende med hans hele Hussinde, belagdes med det vanærende Navn brennuvargr (Brænde-Ulv) d. e. Mordbrænder og stilledes i Klasse med Morderen.

Blandt de Forhaanelser, i hvilke man søgte Hevn over fine Fiender, maa især nævnes det saakaldte níð. Man skjelnede mellem to Slags Nid, nemlig tungu-níð (Tunge-Nid) d. e. forhaanende Ord, og tré-níð (Trænid) d. e. forhaanende Billeder, som oftest ridsede i eller udskaarne af Træ^[171]. Tunge-Nidet fremtraadte hyppig i Digte — de saakaldte Nidviser (níðvísur) —, hvilke man, foruden det Vanærende de medførte, desuden tilskrev et Slags Trolddoms-Kraft^[172]. Træ-Nidet eller de forhaanende Billeder afridsedes eller opreistes paa Steder, hvor de faldt i Øinene, helst paa Fiendens egne Enemærker. Til dette sidste Slags Nid maa fortrinlig henregnes den saakaldte Nidstang (níðstöng), hvilken ogsaa synes at have været tilskrevet en vis Trolddoms-Kraft, nemlig den at skræmme de Gaarden eller Familien beskyttende Aander (Vætter, Alfer), hvorved Ulykke bragtes over den Angjældende. Nidstangen synes almindelig at have bestaaet i en opreist Stang (en Hassel-Stang) med et paafæstet Dyrehoved (Hestehoved), hvis Gab var opspilet, eller med en heel Dyrekrop paasat^[173]; og dens Opreisning ledsagedes af en Forbandelses- eller Forhaanelses-Formular. Andre Nid-Billeder svarede nærmere til nyere Tiders Karrikaturer^[174], idet de fremstillede den Angjældende paa en naragtig eller vanærende Maade. Endelig havde man ogsaa undertiden Billedet af et forhadt Menneske ved Haanden, for paa det at øve den Forhaanelse, som man ei formaaede at tilføie selve Personen, det skulde forestille^[175]. De gamle norske Love forbyde strængeligen al Slags Nid, ja sætte endog Fredløsheds Straf derfor^[176].

Ligesom Christendommen paa den ene Side lidt efter lidt bragte de hedenske Fostbrødrelag ud af Brug, og naturligviis endnu snarere udryddede den mindre almindelige Skik, frivillig ved Selvmord at følge sine Venner i Døden; saaledes bidrog den paa den anden Side udentvivl meget til at formilde de voldsomme Udbrud af privat Fiendskab, der i Hedendommens Tid heel ofte forstyrrede den offentlige Fred. Den formaaede imidlertid ingenlunde ganske at kvæle Hevnlysten, der engang var dybt indgroet i Folkets Charakteer og havde sluttet sig saa fast til dets Retfærdigheds-Følelse, at Hevn og Ret i Folke-Meningen saa at sige smeltede sammen. De Borgerkrige, som i det 12te og 13de Aarhundrede rasede vildt i Norge og endnu vildere paa Island, gav Hevngjerrigheden nyt Liv og ny Næring; og det lader sig ikke negte, at de udsøgte Grusomheder, som i disse Feider, især paa sidstnævnte Ø, hyppig øvedes af Fiende mod Fiende, og den Mangel paa stadig Trofasthed i Venskab, som ei sjælden kommer tilsyne, meget ofte fremkalder en Afsky for disse Fiendskaber mellem Christne, som hine Asedyrkernes Hevnsgjerninger langt fra ikke i samme Grad vække.

---

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Egils S. c. 22.
2. Eg. S. l. c.
3. Ol. Tr. S. i Fornm. Søgur c. 145.
4. Niáls S. c. 130.
5. Eg. S. c. 22;
6. Rauðulfs þáttr i Fornm. Søg. V. 331.
7. Niáls S. c. 78, 131.
8. Niáls S. c. 128, 131.
9. Völundar Kv. 7, 15, 28 og i flere af Edda-Kvadene.
10. Snorre Ol. Hel. S. c. 121.
11. Niáls S. c. 92.
12. þáttr af Gunnari þiðr. bana bag ved Laxd. S. p. 376
13. Sturl. S. IX. 5.
14. Niáls S. c. 92.
15. Niáls S. c. 78.
16. Snor. Ol. Hel. S. c. 30; Gisl. Surss. S. c. 15.
17. Vatsd. S. c. 26. Sn. Yngl. S. c. 31.
18. Sótkr ás. — Snor. Yngl. S. c. 314.
19. Vatsd. S. c. 3.
20. Niáls S. c. 78.
21. Niáls S. l. c.
22. Sturl. S. III. c. 25.
23. Sn. Har. Harðr. S. c. 45.
24. Friðþ. S. c. 7. Fóstbr. S. c. 38.
25. Orkney. S. p. 11.
26. Eg. S. c. 55.
27. Laxd. S. c. 29; Rauðúlfs þ. i Fornm. S. V. p. 340.
28. Sturl. S. V. c. 3.
29. þáttr Eindriða ok Erlings i Fornm. S. V. p. 307.
30. Snor. Ol. H. S. c. 30; Gisl. Surss. S. c. 15.
31. Eg. S. 61; Ol. Trs.s S. i Fornm. S. c. 145; Vatsd, S. c. 41.
32. Eyrb. S. c. 52; Ol. Trs.s S. i Fornm. S. c. 175, II. p. 81; Vatsd. S. c. 41; Eg. S. c. 80.
33. Vatsd. S. l. c.; Eg. S. l. c.
34. Sturl. S. IX. c. 3.
35. Eyrb. S. c. 50; Thorgr. Prudes S. c. 16; Bárd Snæf. As. S. c. 8.
36. Sturl. S. V. c. 3.
37. bolstr Gúðrunar Kv. 1. str. 15.
38. Eyrb. S. c. 50.
39. Har. Harðr. S. i Fornm. S. VI. p. 251. c. 46.
40. Sturl. S. III c. 19, jfrt. V. c. 3 og Eg. S. c. 75.
41. Niáls S. c. 78.
42. Eyrb. S. c. 52.
43. Gisle Surss. S. c. 9.
44. Landn. b. i Tillægget, Isl. S. I. p. 251.
45. Völs. S. c. 2. i Fornald. S. I. p. 119.
46. Ol. Trs.s S. i Fornm. S. c. 133, I. p. 265.
47. II. c. 6, 13; III. c. 8.
48. Vatsd. S. c. 3.
49. Eg. S. c. 32; Niáls S. c. 41; Vemunds S. c. 11; Ol. Trs. S. i Fornm. S. c. 152, II. p. 8; Gisle Surs. S. c. 9; Korm. S. c. 15.
50. Har. Harðr. S. i Fornm. S. c. 21, VI. p. 188—189; Fóstbr. S. c. 29.
51. Ragn. Loðbr. S. c. 1.
52. Gret. S. c. 21.
53. Snor. Har. Hárf. S. c. 39.
54. Snor. Yngl. S. c. 11, Magn. G. S. c. 13; Har. Harðr. S. i Fornm. S. c. 57, 85, VI. p. 270, 327.
55. Hörðs S. c. 8; Sturl. S. IX. c. 4.
56. Friðþ. S. c. 11.
57. Har. Harðr. S. i Fornm, S. c. 63, VI. p. 281.
58. Eyrb. S. c. 28.
59. Laxd. S. c. 49, 80; Gisle Surss. S. c. 33; Vemund S. c. 4, 28 i Isl. S. II. p. 240, 311; Hávarðr. Isf. S. p. 49; Magn. Góð. S. i Fornm. S. c. 47, VI. p. 106; Har. Harðr. S. i Fornm. S. c. 21, 93, VI. p. 189, 311; Færeyg. S. c. 37.
60. Ol. Trss. S. i Fornm. S. c. 115, I. p. 292.
61. Niáls S. c. 48.
62. Gret. S. c. 21.
63. Niáls. S. c. 48.
64. Gret. S. l. c.
65. Gr. S. l. c.; Vig. Gl. S. c. 11.
66. Ol. Trs. S. i Fornm. S. c. 152, II. p. 9; Niáls S. c. 18.
67. Fóstbr. S. c. 39; Víga Gl. S. c. 11.
68. Eg. S. c. 11; Völs. S. c. 43, i Fornald S. I. p. 231.
69. Magn. Góð. S. i Fornm. S. c. 15, VI. p. 28.
70. Gisle Surs. S. c. 16.
71. Hörds S. c. 21.
72. Specim. Diplomat. Norveg. p. 2.
73. Gisl. Surs. S. c. 16; Droplauga-Sönnernes Saga, den kortere Bearbeidelse c. 13.
74. Örvar-Odds S. c. 2. i Fornald S. II. p. 168.
75. Gret. S. c. 16.
76. Vem. S. c. 28, Isl. S. II. p. 315.
77. Snor. Ol. Trs. S. c. 53.
78. Eyrb. S. c. 26.
79. Snor. Yngl. S. c. 11; Gret. S. c. 21.
80. Laxd. S. c. 47.
81. Magn. Góð. S. c. 8 i Fornm. S. VI. p. 15.
82. Gret. S. c. 21.
83. Sturl. S. V. c. 8.
84. Ol. Trs. S. i Fornm. S. c. 200, II. p. 148.
85. Hörðs. S. c. 30.
86. Vem. S. c. 22.
87. Laxd. S. c. 60.
88. Æld, Gulath. L. c. 75.
89. Nyere Lands. L. þiófab. c. 9.
90. Snor. Ol. Hel. S. c. 55, Ol. Kyrres S. c. 2; Ol. Kyrres Saga i Fornm. S. c. 2. VI. p. 439.
91. Snor. Ol. Kyr. S. c. 2; Ol. Kyrres Saga i Fornm. S. l. c.
92. Sturl. S. IX. c. 5.
93. Sver. S. c. 1.
94. Her. ok Bós. S. c. 12; Sturl. S. VI. c. 31.
95. Hervar. S. c. 12.
96. Bergens Bylov, Böarskipan c. 4.
97. Snor. Ol. Hel. S. c. 21.
98. Sturl. S. l. c. 2.
99. Æld. Gulath. L. c. 198.
100. Æld. Gulath. L. l. c.
101. Eyrb S. c. 51.
102. Heiðarv. S. c. 21; þorgr. Prúð. S. c. 17.
103. Orkn. S. p. 396–398.
104. Vatsd. S. c. 1.
105. Snorre Ol. Hel. S. c. 31.
106. Niáls S. c. 53, 112.
107. Eg. S. c. 80.
108. Vatsd. S. c. 22 jfr. Liósv. S. c. 5.
109. Rígsm. Str. 32, 39; Ragn. Ladbr. S. c. 16.
110. Völs. S. c. 32; Guðr. Kv., Str. 14.
111. Hálfs S. c. 1.
112. Friðþ. S. c. 2; Ol. Trs.s S. i Fornm. S. c. 172; þryms Kv. Str. 6; Gautreks S. i Fornald. S. III. c. 8 og 9.
113. Sn. Ol. Hel. S. c. 31; Hak. Sverress. og Inge Baardssøns Saga S. 419; Sturl. S. VI. c. 4.
114. Niáls S. c. 3.
115. see: Sciagraphia horologii Islandici veteris et novi; p. 34 og 44, bagved Rymbegla.
116. Laxd. S. c. 7.
117. Snorre Ol. Hel. S. c. 131.
118. Isl. bók. c. 7.
119. Laxd. S. c. 19; Eg. S. c. 56; Liósv. S. c. 17.
120. Niáls S. c. 11.
121. Laxd. S. c. 11.
122. Orkney. S. p. 71; Jomsvík. S. i Fornm. S. XI. c. 21; Gret. S. c. 16.
123. Sn. Sig. Jorsf. S. c. 25; Sturl. S. V. c. 8, VI. c. 33, VII. c. 57; Sögubr. c. 7; Viga-St. S. p. 316; Ol. Hel. S. i Fornm, S. c. 60; Jomsv, S. c. 165; Björn. Hitd. S. c. 8.
124. Snor. Ol. Kyr. S. c. 3.
125. Sturl. S. III. c. 36; Ol. Trs.s S. i Fornm. S. c. 213.
126. Konungssk. p. 20.
127. {{antikva|Kgsk. l. c.
128. Gret. S. c. 31.
129. Snor. Ol. Hel. S. c. 124.
130. Snor. Ol. Hel. S. c. 21.
131. Egils S. c. 44.
132. Snor. Ol. Hel. S. c. 55.
133. Snorre Ol. Hel. S. c. 55; jfrt. med Ol. Hel. S. i Fornm. S. c. 58.
134. Sn. Ol. Hel. S. og Ol. Hel. S. i Fornm. S. l. c.
135. Ol. Kyr. S. i Fornm. S. c. 2; Fgrsk. p. 119; Rauðúlfs þattr c. 1 i Fornm. S. V. p. 332.
136. Ol. Kyr. S. i Fornm. S. c. 2.
137. Fóstbr, S. c. 46; Fornm. S. X. p. 302.
138. Har. Harðr. S. i Fornm. S. c. 102.
139. þáttr af Sneglu-Halla.
140. Har. Harðr. S. i Fornm. S. c. 43.
141. Hak. Háks. S. c. 254.
142. Snorre Ol. Kyr. S. c. 3 og 4 jfrt. med Ol. Kyr. S. i Fornm. S. c. 2 og 4.
143. Kongssk. S. 261 ff.
144. Kongssk. S. 219.
145. Kgssk. S. 259.
146. ibid. S. 273 ff.
147. Sver. S. c. 61.
148. Kgssk. S. 283—293.
149. Sn. Ol. K. S. c. 2. Laxd. S. c. 73.
150. Æld. Gulath. L. c. 157.
151. Snor. Ol. K. S. l. c.
152. Sturl. S. III. app. c. 14; Eyrb. S. c. 37; Gisl. Surss. S. c. 20; Snor. Halfd. Sv. S. c. 9.
153. Snor. Halfd. Sv. S. c. 5; Vatsd. S. c. 314.
154. Laxd. S. c. 15; Hörds S. c. 19.
155. Ey. S. c. 81.
156. Landn. II. c. 18.
157. Landn. III. c. 8.
158. Str. 12.
159. Str. 128.
160. Gisl. Surs. S. c. 6; Fóstbr. S. c. 1; þorst. Viks.s S. c. 21.
161. Egils ok Ásm. S. c. 6.
162. Vatsd S. c. 23.
163. Havam. Str. 120.
164. Vatsd. S. 3, 5; Sn. Ol. Hel. S. c. 54, 153; Sn. Har. Harðr. S. c. 28; Hörds S. c. 12; Gisl. Surs. S. c. 8, 11, 27, 29; Magn. G. S. i Fornm. S. c. 49; Har. Harðr. S. ibid. c. 79; Finb. Ram. S. c. 11.
165. Sturl. S. VI. c. 30; Gisl. Surs. S. c. 21; Svarfd. S. c. 11.
166. Gisl. Surs. S. c. 8.
167. Niáls S. c. 78. 117, 125.
168. Völusp. Str. 43.
169. Gisl. Surs. S. c. 13.
170. Niáls S. c. 130.
171. þattr þorl. Jarlask. c. 4.
172. Æld. Gulath. L. c. 138.
173. Eg. S. c. 60; Vatsd S. c. 33 og 34.
174. Björn Hitdk. S. c. 16; Gisl. Surs. S. c. 2.
175. Lub. IV. c. 4.
176. Æld. Gulath. L. c. 138.