Nogle Ord i Anledning af Prof. Dr. A. C. Bangs Afhandling om den daterede Eysteinske Indskrift i Throndhjems Domkirke

Fra Wikikilden

Prof. dr. A. C. Bang har i sidste hefte fremlagt en afhandling, som er af særlig interesse derved, at det, saavidt bekjendt, er første gang et indgaaende studium af den middelalderlige liturgi er benyttet som veiledning for studiet af vore middelalderlige kirkebygninger. Der vil forhaabentlig ad denne vei kunne skaffes meget lys til løsning af spørgsmaal, som ellers ikke kan klares, og til befæstelse af resultater, som allerede er vundne. I vort middelalderlige bygningsstudiums interesse er det derfor at haabe, at forfatteren vil fortsætte de indledede bestræbelser lige over for dette emne.

Den specielle anledning har i nærværende tilfælde været en af prof. L. Dietrichson fremsat formodning vedrørende den bekjendte erkebiskop Eysteins indskrift i Throndhjems domkirke, i søndre vingestukes første høide, og som angiver aar og datum, da det tidligere der forhaandenværende altar blev viet.

Prof. Dietrichson har udkastet den tanke, at dateringen i indskriften sigter ikke til indvielsen af det færdige altar, men til grundlæggelsen eller fundationen af det, og denne tanke har han, som det sees af heromhandlede afhandling, i sine forelæsninger søgt at godtgjøre. Dette vilde, for tilfælde det slog til, aabne adgang til at tænke sig, at indvielsen og ibrugtagelsen af altaret først har fundet sted meget senere, hvilket igjen vilde bane adgang til at opretholde den forestilling, at det er erkebiskop Eystein og ikke Olaf Kyrre, der har ladet opføre, eller fortsætte og fuldføre, som det i en variation nu hedder, selve kirkebygningens ældste dele, vingerne med tilhørende stuker, og da selvfølgeligt tillige de samtidige arbeider, det oprindelige skib, af hvilke nu kun fundamenter er bevaret. Og dette vilde igjen aabne rum for den paastand, der har staaet uanfægtet i tiden fra 1859–1885, – fordi ingen i denne periode har beskjæftiget sig mere indgaaende med kirkens bygningshistorie i dens helhed –, at Olaf Kyrres munster, hans biskopkirke i Nidaros, udgjorde kun den del, der senere blev kirkens kor, eller den indre del af dette, omgangene nemlig fraregnet.

Prof. Dietrichsons paastand er bygget paa fortolkning af det latinske verbum dedico, der benyttes i indskriften om den handling, som den giver underretning om, og som efter hans mening i datidens liturgiske sprog sigter til noget andet end indvielsen, en forudgaaende begivenhed, en grundlæggelse, eller beslutningen om en saadan.

Prof. Bang efterviser nu ad liturgisk vei, at dette ikke er saa, at det ikke kan være saa, og at indskriften derfor er at opfatte ganske endefrem, som den alle dage har været forstaaet, at erkebiskop Eystein viede det tidligere her forhaandenværende altar den 26de November 1161, i sit erkebiskopats første aar.

Det af prof. Dietrichson irettelagte argument bortfalder altsaa. Hermed skulde man være fristet til den formodning, at ogsaa den bygningshistoriske mening, om vingernes opførelse eller videreførelse og fuldførelse af Eystein, som argumentet havde til formaal at støtte, forsaavidt det ikke selv er udsprunget af den, maatte findes at bortfalde, eller ialfald at vakle. Dette sees imidlertid ikke at være saa, efter forfatterens mening. Forf. slaar argumentet ihjel, men lader paastanden leve, og søger at give den en ny basis at hvile paa istedetfor den, han har fjernet, ogsaa ad liturgisk vei, og her turde det være, at forfatteren har været mindre heldig. Det gjælder her det fundamentale ved kirkens bygningshistorie, og jeg skal derfor tillade mig en nærmere omtale af den fremførte argumentation.

Forf. omhandler flere almindelige liturgiske regler, paa hvilke han prøver specielle bygningshistoriske data ved kirken. De almindelige regler, eller vel rettere hyppigt forekommende undtagelser, bestaar deri, at man i middelalderen ofte indviede altare i ikke fuldførte kirker, og undertiden indviede kirkerne selv i uferdig tilstand, hvilket første maatte have været tilfælde i Throndhjem, saafremt vingerne skal kunne tænkes at hidrøre fra Eysteins tid, da jo forf. har slaaet fast, at Eystein indviede et altar i dem i November i sit første embedsaar, samme aar han selv viedes i Rom og kom tilbage derfra.

Forf. oplyser dernæst, at kirkevielsen ikke gjentoges ved tilbyggede dele, saafremt disse ved hovedaltarets indvielse, om end uferdige, dog var i murforbindelse med dette, hvilket vil sige med koret. Herved blev de senere altarvielser i saadanne tilbygninger mindre omfattende og vidløftige ceremonier.

Efter at have bragt i erindring, at der ovenpaa den stuke, hvori heromhandlede altar har været anbragt, findes en overstuke, hvis altarvielse ogsaa meddeles i en indskrift, med tilføielse af datum, men ikke af aar (her benyttes for vielsen ordet consecro), og at en tilsvarende dobbeltstuke findes ogsaa ved nordre vinge, hvis overstuke ogsaa har indskrift, der ligeledes angiver datum, men heller ikke aar for altarvielsen der (her benyttes for vielsen atter ordet dedico), anvender forf. den berørte almindelige lære paa heromhandlede specielle tilfælde, idet han argumenterer som følger:

„Enten man nu antager, at kapellernes anden etage er senere tilbygninger, eller at de er opførte umiddelbart efter første, saa staar man i ethvert tilfælde foran den sikre historiske kjendsgjerning, at man under opførelsen af tværskibet i domkirken indviede altere, efterhvert som pladsen for dem blev færdig.[1] Dette var selvfølgeligt begrundet i den omstændighed, at ethvert nyt alter var saa at sige en ny driftskapital, en ny indtægtskilde, der bidrog til at muliggjøre fortsættelsen af byggearbeidet. Jo flere altere, desto mere offer. Og da der jo stadig var en stor tilstrømning af pilegrimme til helligdommen i Nidaros, var det en paatrængende nødvendighed at skaffe tilveie saa mange altere som muligt og saa hurtigt som muligt. Men heraf følger nu atter, at man ogsaa i den nederste etage af kapellet i søndre tværskib maatte indvie alteret der saa snart, som det lod sig gjøre, eller med andre ord, efter at man havde faaet tværskibets østre mur ført op over kapelindgangens høide. At man ved udgangen af November 1161 var kommen saa langt og neppe længere med opførelsen af søndre tværskib, det er resultatet af denne undersøgelse.“

Dette tror jeg vil erkjendes at være en ganske eiendommelig sammenstilling, hvori ukjendte økonomiske forhold, almindelige liturgiske regler eller undtagelser og ubeviste specielle bygningshistoriske data sammenblandes paa en maade, der neppe kan billiges, hvorved da og det resultat, som heraf udledes, ingenlunde kan erkjendes at hvile paa en betryggende grund, og jeg skal tillade mig at omhandle denne begrundelse noget nærmere.

Først maa mærkes, i anledning af de omtalte øvre stuker, at her ikke er valg mellem noget enten eller. Det er en kjendsgjerning, der ikke bestrides af nogen, at disse øvre stuker er en senere paabygning, tilsat efter at vingerne i deres helhed var ferdige. Disse overstuker hørte altsaa ikke med til den kirke, hvoraf de undre stuker var integrerende dele, og som var fuldt ferdig, dengang disse paabygninger blev tilsat. De har altsaa intet at bestille med „opførelsen af tværskibet“. Herved dræbes jo den følgende sætning, thi hvor er saa „den sikre historiske kjendsgjerning“ at finde, „at man under opførelsen af tværskibet i domkirken indviede altere, efterhvert som pladsen for dem blev færdig“?

Man vilde havt et sandsynlighedsbevis herfor, saafremt overstukerne var samtidige med vingerne og understukerne, men ogsaa kun da, men for historisk kjendsgjerning vilde dette sandsynlighedsbevis ikke kunne passere. Man vilde nemlig isaafald kunne raisonnere paa følgende maade: Det vilde dog være underligt at paabygge disse stuker, naar det ikke var udelukkende med det formaal for øie, at skaffe plads for de altare, som indskrifterne her bevidner opstillede og indviede, og det er derfor rimeligt, at stukernes fuldførelse falder sammen med altarnes anbringelse og indvielse.[2] Siden nu disse overstuker er samtidige med understukerne og vingerne, da er det tillige rimeligt, at indvielsen af det altar i den søndre understuke, som den Eysteinske indskrift giver underretning om, har faldt sammen ogsaa med denne bygningsde1s fuldførelse. Men nu er ikke disse overstuker samtidige med vingerne og understukerne. Hvorledes kan forfatteren da eller overhovedet sige enten eller i denne forbindelse, naar dette netop er det afgjørende, eller hvorledes kan han tale om sikre historiske kjendsgjerninger? Det er jo netop saadanne, der ikke existerer i dette punkt.

Forklaringen ligger iøvrigt ganske nær, thi forf. beviser ikke, men gaar ud fra, at den nedre stuke, i hvilken et altar indviedes 26de November 1161, netop var fuldført ved altarets anbringelse og indvielse. Hertil ledes han ved den betragtning, at „dette var selvfølgeligt begrundet i den omstændighed, at ethvert nyt alter var saa at sige en ny driftskapital, en ny indtægtskilde, der bidrog til at muliggjøre fortsættelsen af byggeforetagendet. Jo flere altere, desto mere offer.“ Men dette er jo en gjætning, og ingen „sikker historisk kjendsgjerning“, og i kraft af denne gjætning og af intet andet kommer forf. til den slutning, „at man ved udgangen af November 1161 var kommen saa langt og neppe længere med opførelsen af søndre tværskib“ – om hvilken slutning han udtaler, at „det er resultatet af denne undersøgelse.“

Forf. gaar altsaa i dette punkt ud fra som givet netop det, han vil bevise, og det er da en selvfølge, at resultatet bliver i overensstemmelse med forudsætningen. Men hvortil da det hele raisonnement?

Det var en nødvendighed, siger forf., hurtigst muligt at indvie altare, for at skaffe penge til byggearbeidets fortsættelse ved de offer, som altarne indbragte. Hvoraf ved forfatteren, at dette var en nødvendighed, dengang den kirke opførtes, hvoraf de nu staaende vinger med de disse oprindelig tilhørende understuker opførtes? Af intet andet end sin frie fantasi.

Saafremt den kirkebygning, hvoraf de nævnte dele endnu staar, var grundlagt og opført for kirkelige midler, af Eystein eller hans forgjænger Jon (om Reidar kan der jo ikke være spørgsmaal, eftersom han døde paa hjemveien, før han endnu havde tiltraadt sit embede), – saafremt dette var godtgjort, da vilde den anførte tankegang ikke alene have meget for sig, men være bevist som rigtig ogsaa i dette specielle tilfælde, men da vilde den ogsaa for leiligheden være ganske overflødig som bevis i den retning, i hvilken den her anvendes, fordi det, den skulde bevise, da allerede paa forhaand var givet. Men her er det jo netop, at meningerne skilles, og det gaar derfor ikke vel an at tage sagen paa den maade, som hr. Bang her har gjort, idet han siger: „Gaar man nemlig ud fra, at disse (vingerne) er senere tilbygninger, og ikke levninger af Olaf Kyrres Kristkirke“.

Naar man vil argumentere imod, da maa man nødvendigvis tage den modstaaende mening med i betragtning, ellers kan man ganske lade være at argumentere, da man aldeles ingen argumentation behøver for at overbevise sig selv og sine meningsfæller om den menings rigtighed, ved hvilken man er bleven staaende.

Den modstaaende mening er her den, at vingerne, som nu staar, er levnede dele af Olaf Kyrres Kristkirke, hvis kor og skib senere blev nedbrudt og nyt opført i udvidet skikkelse, medens de oprindelige fundamenter og delvis soklerne endnu er bevaret. Samtidigt hevdes, at de paabyggede overstuker, der ikke tilhørte det oprindelige anlæg, hidrører fra Eystein, at disse paabyggede overstuker er opførte umiddelbart forud for altarnes opstilling og indvielse i dem, og at dette igjen i tiden falder sammen med anbringelsen og indvielsen af det Eysteinske altar i den søndre understuke, om hvilket den her omhandlede indskrift handler.

Forf. sees ikke at have fremlagt et eneste moment, l der modsiger denne mening, men alene ad liturgisk vei at have godtgjort, at den støtter sig til et aldeles paalideligt argument, forsaavidt den hviler paa den kjendsgjerning, at der af erkebiskop Eystein blev indviet et altar for ibrugtagelse d. 26de Nov. 1161 i den søndre vingestukes første høide. Dette og intet andet er det faktiske resultat af forfatterens undersøgelse.

At dette altar kan have havt en forgjænger, at her forud kan have været anbragt et altar, som da er flyttet, derom vil man strax nedenfor erholde oplysning. Vil man imidlertid gaa ud fra den forudsætning, at dette ikke har været saa, noget bevis for det ene eller det andet har man ikke, og vil man holde sig til den her anførte, forfatterens modstaaende mening om vingernes oprindelse som vinger af Olaf Kyrres Kristkirke, da kommer man til et stik modsat resultat af det, hr. Bang angiver at være kommet til, nemlig til det resultat, at man ikke indviede altare under opførelsen af tværskibet, efterhvert som plads for dem blev ferdig, men endog lod ialfald én hertil skikket plads henstaa i menneskealdre, efter at kirken var fuldt ferdig, uden at anbringe noget altar paa den.

For at faa rede paa, hvorledes dette forhold stiller sig til hvad der kan ansees rimeligt, har jeg indhentet oplysning hos en fagmand i den katholske ritus, der har meddelt mig følgende:

Ved opførelse af kirkebygninger for den romersk-katholske bekjendelse er der ikke og har der aldrig været noget til hinder for, at særlige frembyggede kapeller eller andre for opstilling af altare skikkede pladse kan henstaa i aarrækker, tyve, femti, hundrede aar, uden at noget altar anbringes og „dediceres“ der. Anbringelse af bialtare er en leiligheds- og dotationssag.

Det er kun høialtaret og Corpus Christialtaret der maa anbringes og indvies, før en biskopkirke kan tages i brug, forsaavidt man ikke, istedetfor sidstnævnte altar, hjælper sig med tabernakelet alene uden altar. I dette tilfælde var det i ældre tider skik i kirkevæggen at aabne eller anbringe det saakaldte Oculus Dei, for at man udenfra skulde kunne iagttage, hvor hostien stod.[3]

Undertiden faldt høialtaret og Corpus Christialtaret sammen paa den maade, at høialtaret tillige viedes til det hellige legeme.

Skulde dette muligvis have været vanligt ved vore biskopkirker, af hvilke en flerhed ialfald synes at have baaret navnet Kristkirke ved siden af et andet navn, saaledes, at betegnelsen Kristkirke synes at være bleven identisk med biskopkirke? Corpus Christialtaret har ellers ingen bestemt foreskreven plads.

Jeg er tillige bleven oplyst om, at saavel ved altare portabile som ved altare fixum er det stenpladen, mensa, hvori relikvien nedlægges, der vies, ikke pladsen, hvor altaret staar, og at der af denne aarsag i og for sig intet er til hinder for, at et altar kan flyttes efter vielsen. Saafremt relikvien er et helt legeme, eller større dele af et legeme, der ikke kan nedlægges i en fordybning i pladen, anbringes den under denne i en foran aaben niche, forsaavidt man ikke lægger den i skrin og sætter dette paa altaret (eller bag og over altaret paa egen underbygning), saaledes som tilfælde var ved Kristkirkens høialtar i Nidaros.

Der var altsaa i de kirkelige vedtægter intet til hinder for, at der forud for det af Eystein i 1161 indviede altar i søndre vingestukes første høide kan have været anbragt et til anden eller andre helgener viet altar paa samme plads; men jeg skulde, efter hvad nedenfor vil meddeles, være tilbøielig til den tro, at den forud har været ledig.

Det være mig samtidigt tilladt at henlede opmærksomheden paa, hvorledes der altsaa i de kirkelige vedtægter i og for sig ikke laa nogen hinder for, at høialtaret kunne flyttes, hvilket jeg har paapeget utvivlsomt har fundet sted i Nidaros, sandsynligvis efter branden af 1432, selv om man ikke havde været nødt til det.

Der er et par mig bekjendte data, som tyder paa, at de frembyggede kapeller ved vingernes østre væg muligvis overhovedet, eller undertiden ialfald, ikke har været anskuede som tilhørende de væsentlige altarpladse, der fortrinsvis paakrævedes og maatte tages i brug.

Ved Magnuskirken i Kirkevog, der grundlagdes 1137, eller 44 aar efter Olaf Kyrres død, 15 aar før erkestolens oprettelse i Nidaros og 24 aar før Eysteins embedstiltrædelse, rak man ikke at tage med op disse stuker strax. Dette kirkeanlæg var idethele over evne og voldte Ragnvald jarl, som iværksatte det, mange vanskeligheder. Dryden har paavist, hvorledes man under vingernes opførelse fuldførte de store leddannede bueaabninger, der fra vingerne fører ind til stukerne, men saa maa have blokket dem til indtil videre’ og først senere har opført selve stukerne, der ikke siden har erholdt nogen paabygning, som i Nidaros. Om der saa er anbragt altare i dem, om de altsaa efter at være opførte toges i brug som stuker, er mig ubekjendt, men Dryden oplyser, at kirken sandsynligvis aldrig har havt mere end 5 altarer medens den omtrent jevnstore og næsten samtidige (lidt ældre) Halvardskirke i Oslo vides at have havt 20 eller 21.[4]

I Nidaros har man ikke været i det tilfælde at gribe sig an over evne ved opførelse af den kirke, som heromhandlede stuker i deres oprindelige høide tilhører. Arbeidet er der fremmet rationelt, og stukernes nedre og oprindelige dele er af samme støbning, som vingerne, til hvilke de hører; men derfor er det ikke givet, at man uopholdeligt maatte tage dem i brug paa den maade, at der opstilledes altare i dem.

Det andet exempel er fra abbedikirken St. Stefan i Caen, der ogsaa fra oprindelsen havde disse frembygninger ved vingernes østre væg. Den er ældre end Olaf Kyrres Kristkirke i Nidaros, og altsaa tillige ældre end Halvardskirken i Oslo og Magnuskirken i Kirkevog, og de nævnte frembygninger var her som altid ellers rundt afsluttede. Aarsagen, hvorfor de i Nidaros blev ret afsluttede, har jeg tidligere paapeget, og i Kirkevog, hvor det samme er tilfældet, har man formentlig i dette som i andre punkter kopieret hovedkirken i Nidaros, hvilket turde være et af de mange vidnesbyrd om, at denne er ældre i disse dele, hvilket igjen er den samme ting, som at disse dele tilhører Olaf Kyrres kirke.

Ved opførelsen af det nye kor ved St. Stefan i Caen har man omdannet den nordre af disse frembygninger til en omgang, hvori anbragtes altar. Den søndre, altsaa tilsvarende den i Nidaros, hvori det her omhandlede Eysteinske altar stod, blev imidlertid staaende igjen og staar der endnu. Den blev kun forhøiet, uden derfor at erholde en øvre etage, og her er den dag idag intet altar. Om der nogensinde har været noget, har jeg ikke kunnet faa sikker rede paa, men beskrivelserne ved intet om noget altar i denne frembygning, medens der angives altare i alle stukerne om koret, og forfatterne er derfor i tvivl om, hvorvidt de skal betegne denne frembygning som sakristi eller som kapel. Der er altsaa mulighed for, at her aldrig har været anbragt noget altar, at altsaa denne kirkedel altid har befundet sig i samme tilstand, som vor netop tilsvarende maa have befundet sig fra Olaf Kyrres tid, til erkebiskop Eystein anbragte og indviede det heromhandlede altar i den, forudsat der intet tidligere har været, som ved denne leilighed er bleven flyttet. Dette er, som vi har seet, ingenlunde umuligt. Og forudsat endvidere, at denne i dens oprindelige høide med vingerne samtidige kirkedel tilhører Olaf Kyrres Kristkirke, hvilket jeg anser som givet, og hvilket hr. Bang, som det sees, ikke i mindste maade har svækket, men forsaavidt bestyrket, som han har afvist som aldeles uholdbar prof. Dietrichsons theori, der gik ud paa, at altaret var viet senere end den dag og det aar, indskriften angiver.

Under denne forudsætning viser det sig ogsaa urigtigt, naar forf. antager, at man ved altaroffere maatte skaffe penge til byggearbeidet ved denne kirke, hvilket da tillige er lidet rimeligt, fordi den blev opført ikke for kirkelige midler, men af kongens kasse. Olaf Kyrre oprettede biskopstolen i Nidaros og opførte kirken til den og har utvivlsomt ogsaa lagt gods til, som alle fyrster, der paa den tid opførte kirker og stiftede biskopstole eller abbedier. Det er da i og for sig lidet rimeligt, at han ved iværksættelsen af dette foretagende skulde seet sig nødsaget til at ty til foreløbige kirkelige biindtægter for at kunne faa sit byggearbeide fremmet og afsluttet, thi han byggede kirken ferdig.

Det ligger efter min opfatning langt nærmere at se sagen paa den maade, at Olaf Kyrre lod grundlægge og opføre sin biskopkirke efter brugelig façon inden den kulturkreds, som vi dengang tilhørte, og efter hvilken kapel-udbygninger ved vingernes østre væg var en vanlig regel, som da allerede var i fuld anvendelse. Af og til udelod man dem dog, som ved biskopkirken i Baieux, ved Trinitatis abbedikirke i Caen, ved biskopkirken i Worchester, eller lagde frem en hel omgang mod øst, som ved biskopkirken i Hereford, eller stundom endog baade mod øst og vest, saaledes at vingerne blev „treskibige“, som ved biskopkirken i Winchester, hvorved da ogsaa disse udbygninger bortfaldt.

Hvorvidt disse oprindelige udbygninger, der opførtes samtidigt med vor kirke, strax er taget i brug som stuker derved, at der opstilledes altare i dem, er altsaa et aabent spørgsmaal; der er ikke bevis hverken for eller imod. Det er derhos, saavidt mig bekjendt, hidindtil endnu ikke bragt paa det rene, hvorvidt den nordre frembygning i sin oprindelige, første høide overhovedet nogensinde har havt altar, skjønt dette er det sandsynlige, og altarfundamentet maa da formentlig endnu kunne paavises, thi her har, saavidt mig bekjendt, ikke, som i den søndre, senere været indrettet nogen gravkjælder.

Den liturgiske vei synes saaledes ikke at have ført til maalet i det bygningshistoriske punkt, ligeoverfor hvilket forf. ad denne har villet hente et resultat. Der er aabenbart forlangt for meget af den, naar det er begjæret, at man ad den tillige skal kunne bestemme tiden for vingernes opførelse ved Kristkirken i Nidaros. Man faar nøie sig med det resultat, den har bragt: at den Eysteinske indskrift i søndre vingestuke taler sandhed uden omskrivning.

I en efterskrift søger hr. Bang yderligere støtte for det bygningshistoriske resultat, han tror at have vundet, at vingerne ved udgangen af November 1161 kun var opførte til overkant af bueaabningen, der fører ind til søndre vingestuke, i en oplysning, der er ham meddelt fra hr. arkitekt Christie, og som bestaar deri, at vingernes østre væg er opført før den vestre, hvorpaa flere mærker skal tyde.

Jeg helder ganske til samme mening som hr. Christie i dette punkt, naar hans meddelelse opfattes bygningsmæssigt, som den formentlig er givet, og har allerede udtalt mig i lignende retning.[5] Men heri ligger ingen støtte for den bygningshistoriske mening, som hr. Bang har uddraget af sin liturgiske undersøgelse. Hr. Bang taler om, at „nogle vægge“ kan have manglet i vingerne paa ovennævnte tidspunkt. De har kun tilsammen fire vægge, og meningen er altsaa den, at man dengang skulde havt oppe østvæggen, medens de øvrige manglede. Herom kan der selvfølgeligt ikke være spørgsmaal, saasom man ikke bygger og ikke kan bygge paa den maade, at man opfører en sluttet bygningsdel vægvis, for saa bagefter at binde væggen sammen i hjørnerne, allermindst hvor væggene, som her, bestaar af kistemure. Her kan naturligvis alene være tale om, at man er „gaaet foran“, som det hedder i det haandværksmæssige sprog, med østvæggen, en stillagehøide eller to, altsaa i det høieste en mandshøide, og at man saa er „fulgt efter“ med vingernes nordre, søndre og vestre væg, altid i forbandt i dagflademurene, og tillige med skibets og korets mure, om der end er mulighed for, at man har ladet skibet og koret som selvstændige dele ligge længere efter. Saadan fremgangsmaade følges ofte under opførelse af udstrakte bygningsanlæg, hvor omstændighederne paakalder det. Hvor man f. ex. vil raskt frem, uden at fundamentmurene samtidigt er bragt eller kan bringes i orden over det hele anlæg. Men man søger da altid, saavidt muligt, at vinde „høiden“ igjen, saaledes at afslutningen bliver samtidig.

Der er derhos, siden jeg sidst skrev om kirken, fremkommet en oplysning, der peger i en ganske anden retning, end til bestyrkelse af den theori, som ogsaa hr. Bang her har villet hevde, om vingernes og den med disse samtidige kirkes tilblivelse i Eysteins tid eller efter midten af 12te aarh. Den findes meddelt i hr. Christies rapport om restaurationsarbeidet i 2det halvaar 1886.[6]

Jeg tør vistnok paaregne kjendt af dem, der følger den bygningshistoriske undersøgelse af denne kirke, hvorledes jeg har fremholdt, at de tvende svære pillarer, af hvilke den søndre har spindeltrappe, og som flankerer den nuværende gjennembrudte væg mellem kor og Mariestuke, ganske svarende til vingernes hjørnepillarer, er bevarede dele af det oprindelige kirkeanlæg, er hjørnepillarerne fra dette anlægs kor, hvilke man har ladet staa som faste støttepunkter, da Eystein erkebiskop i 1183 eller strax efter lod nedbryde det oprindelige kor og opføre det nye, hvilket, som jeg tidligere har udtalt, „fuldt forklarer disse trappepillarers ellers umotiverede tilstedeværelse i den nuværende arkitektur“.[7]

Nu er det, ifølge anførte rapport, under restaurationsarbeidet godtgjort, at disse pillarer ikke er samtidige med det Eysteinske kor, der for nærværende gjenopføres, men tidligere har været forhaanden, og at man ved det nye kors opførelse sees kun yderst mangelfuldt at have forbundet dets murværk med disse ældre pillarer.

Min forudgaaende antagelse er altsaa bagefter konstateret som rigtig, forsaavidt disse pillarer i deres oprindelige dele var forhaanden, dengang det nye kor blev anlagt og opført, og de staar paa et punkt og paa fundamenter og sokkel, som alle er enige om dækkedes af og tilhører Olaf Kyrres Kristkirke. Jeg tillader mig at spørge: hvilken bygning er disse pillarer levende dele af, naar ikke af Olaf Kyrres Kristkirke? Hvad skulde de være opførte som, naar ikke som hjørnepillarer ved denne kirkes kor? Hvorfor og hvorledes skulde de i grundform og dimensioner samt i art netop tilsvare hjørnepillarerne ved vingerne, naar de ikke tilhørte samme anlæg og havde netop samme bestemmelse? Og er dette saa, er disse hjørnepillarer i deres oprindelige dele bevarede stykker af Olaf Kyrres kirke, hvorledes vil man da forklare, at vingerne og den aldeles uniforme forekomst ved dem skal være tre menneskealdre yngre.

Jeg tror, man vil have ganske svært for at gjøre sig selv og andre fyldestgjørende rede ligeoverfor den kjendsgjerning, som her er paavist, naar man vil faa den til at hænge sammen med den lære, at vingerne er opførte efter midten af 12te aarhundrede, og at man isaafald maa ty til bygningshistoriske fortolkninger, der i ingen maade giver prof. Dietrichsons lingvistiske fortolkning af den Eysteinske indskrift noget efter, og for tilfælde vil lide samme skjæbne.

Det forholder sig idethele efter min opfatning med den bygningshistoriske theori, om den lille oprindelige, Olaf Kyrres kirke og om de nuværende vingers samt det ældre, hertil hørende skibs opførelse i anden halvdel af 12te aarh., hvilken theori man i de sidste par aar har opbudt meget og alsidigt arbeide for at opretholde, baade her og i Danmark, og i hvilken ogsaa hr. prof. Bang har været fangen, – det forholder sig med denne theori som med en plante uden rod. Den kan vistnok en tid fængsle øie og fantasi, men den kan ikke vedblive at leve, thi den hviler aabenbart paa en fiction, paa feilagtig tro og formening, og ikke paa en virkelighed.

Det er ialfald resultatet af mine undersøgelser.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Udhævelserne her og i det følgende er af forf. selv.
  2. Dette forholder sig ogsaa utvivlsomt saa, og indskrifternes bogstavers karakter er paavist at være den samme i overstukerne og i den Eysteinske indskrift i søndre understuke, hvilket vil sige, at indskrifterne er samtidige. (Se min bog om kirken s. 84 o. fl.)
  3. Muligvis den hidindtil som skrifteluge betegnede luge, der fandtes paa sydsiden af absiden i Nes’ nu nedtegne stavkirke, var et saadant „Gudsøie“. Den opbevares i universitetets samling og har no. 3652. Man afgav og afgiver nemlig ikke skrifte ind i koret, men vel ind i sakristiet, hvor der er et saadant, gjennem egne skrifteluger.
  4. Se Nicolaysen i Fornlevninger, s. 33 o. fl.
  5. Se Daterede bygninger, s. 10 o. fl. noten.
  6. Se Teknisk ugeblad no. 32 f. 1887.
  7. Se min bog om kirken s. 30.